Hellenerne/25
25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne.
Høit oppe i Tiden levede der en Konge i Phrygien eller Lydien ved Navn Tantalos. Alle Beretninger samstemmer i at prise de udstrakte Marker, store Hjorder og den Mængde Guld, som Tantalos besad, og »Tantalos’ Talenter« var blandt Grækerne en ordsproglig Betegnelse for stor Rigdom. »Hvis de olympiske[1] nogensinde har vist sig naadige mod et Menneske«, siger Digteren Pindar[2], »saa var det mod denne. De optog ham ved sit Bord; men i Hemmelighed frastjal han dem Nektar og Ambrosia[3] og gav det til sine Svirebrødre«. Men den dødelige kunde ikke bære sin Lykke. Foruden at han begik dette og andre Tyverier, røbede han ogsaa Gudernes Hemmeligheder; han svor falskt, og da Zeus engang tillod ham at gjøre en Bøn, svarede han med pralende Overmod: »Mig fattes intet, jeg deler Lod med Guderne og trænger ikke til din Naade«. Men hans værste Forbrydelse var dog, at da Guderne engang var i Gjestebud hos ham, sønderlemmede han sin egen Søn Pelops og lavede af ham en Ret, som han satte for Guderne for at prøve deres Alvidenhed. Disse merkede det dog og rørte ikke ved det græsselige Maaltid; kun Demeter (Ceres), der blot tænkte paa sin røvede Datter (Side 101), nød aandsfraværende noget af den fremsatte Spise. Stykkerne af det sønderlemmede Barn satte Guderne sammen igjen, gav dem Liv og indsatte en Skulder af Elfenben istedenfor den, Demeter havde fortæret. Det var Grunden til, at alle Pelops’ Efterkommere var kjendelige paa en blendende hvid Flek paa den ene Skulder.
Over Faderen tog Guderne en frygtelig Hevn. Han nedstyrtedes i Underverdenen, hvor han plagedes af evig Hunger og Tørst, skjønt han stod lænket i en Sø, hvor Vandet rak ham til Hagen, medens et Træ, der bugnede af de herligste Frugter, sænkede sine Grene over hans Hoved. Bukkede han sig for at læske sin brændende Gane, trak Vandet sig væk lige til den »sorte Jord«; greb han efter Frugterne, drev en sterk Vind dem op i Høiden. Over Forbryderens Hoved hængte Zeus en tung Sten, som altid truede med at falde ned og knuse ham og stedse bedækkede hans Pande med Dødsangstens kolde Sved.
Oldtidens største Skald, Homeros, om hvem der senere skal fortælles (Side 122), skildrer Tantalos’ Kvaler. der ligesom Sisyphos’ tunge, men virkningsløse Arbeide (Stykke 17) er bleven et ordsprogligt Udtryk, paa følgende Maade:
»Tantalos ogsaa jeg[4] saa, ulidelig Pine han udstod.
Midt i én Sø han stod, hvis Vand ham naaede til Hagen,
Svart han smegted’ af Tørst, men ei kunde Drikke han faa sig,
Thi naar den gamle sig bukked med langlig Begjær efter Drikke,
Straks bortslurfedes Vandet og svandt, og rundt om hans Fødder
Saa man sortnende Muld, en Gud borttørrede Vandet.
Kneisende Trær, som bugned’ af Frugt, hang over hans Isse,
Pærer, Granater og Abild med glinsende Frugter paa Grene,
Frodige Oljetrær og liflige Figner tillige,
Men naar den gamle sin Haand efter Frugterne rakte begjærlig,
Slog en pludselig Vind dem op mod de mørkende Skyer[5]«.
Tantalos’ Datter Niobe var gift med en thebansk Konge og havde med ham seks Sønner og seks Døtre. Hovmodig som sin Fader og stolt af sine mange Børn haanede hun Leto, fordi denne kun havde to Børn. Men den fornærmede Moder fik disse, der var Apollon og Artemis, til at nedskyde alle Niobes Børn. Den ulykkelige Moder, der er flygtet til Sipylos i Lilleasien, stivner af Rædsel, og Sorgen forvandler hende til en Klippe, der ifølge Sagnet stedse er fugtet af den sørgende Moders Taarer[6].
Pelops, Tantalos’ Søn, kom i Krig med Kongen i Ilion og beseiredes saa fuldstændig, at han maatte flygte til Grækenland. Han tog imidlertid med sig sine umaadelige Skatte og ledsagedes af tapre Følgesvende. I det sydlige Grækenland blev han en mægtig Konge, og hele Halvøen fik efter ham Navnet Peloponnesos (Pelops’ Ø).
Pelops friede til den skjønne Hippodameia, eneste Datter af Ønomaos, Konge i Pisa i Elis. Men dette Frieri havde sine store Farer. Engang havde nemlig Oraklet spaaet Ønomaos, at han skulde miste Livet gjennem sin Svigersøn. Han vilde derfor ikke bortgifte sin Datter og sagde, at han kun vilde give hende til den, som beseirede ham i Kapkjøring; den, som blev overvunden, skulde det derimod koste Livet. Men nu var Ønomaos den flinkeste Vognstyrer i hele Grækenland og havde Heste, »hurtigere end Nordenvinden«. Alligevel kom der mange Friere, lokkede af Kongedatterens Skjønhed og Rigdom; men ingen af dem havde Lykken med sig. Den Bane, de dristige Friere skulde tilbagelægge, var meget lang og strakte sig fra Pisa og helt til Poseidons Alter i Korinth. Ønomaos lod bestandig Frierne faa Forsprang, til han havde ofret Zeus en Væder. Derpaa besteg han sin Vogn og jagede med hævet Lanse efter sin Modstander. Naar han indhentede ham, borede han Lansen gjennem hans Ryg. Saaledes var mange omkomne. Deres Hoveder naglede han over Porten paa sit Hus, andre Friere til Skræk og Advarsel.
Med trøstigt Sind og glad tilmode kom den unge Pelops til Pisa. Ved Synet af alle de grinende Dødningehoveder sneg dog Angsten sig ind i hans Sjæl, og han tabte Modet. Han bestak Ønomaos’ Vognsvend Myrtilos, og denne tog ud de Nagler, hvormed Hjulene var fæstede til Aksen paa Kongens Vogn. Med pilsnare Heste spændte for Vognene for de kjæmpende afsted, og Ønomaos svang allerede Lansen for at gjennembore Ynglingen, da hans Vogn pludselig veltede, og han selv styrtede livløs til Jorden. Pelops er reddet og har seiret. Han har vundet Hippodomeia og med hende Herredømmet i Pisa. Men nu træder Myrtilos op med Fordring paa Lønnen for sit Forræderi. Han havde betinget sig Halvparten af Riget. Men Pelops, der ingen Lyst følte til at dele, lokker ham ned til Kysten og støder ham svigagtig i Søen. Døende forbander Myrtilos Pelops og hans hele Slegt, og denne Forbandelse hvilede tungt paa Pelopiderne, der siden hjemsøgtes af alle Slags Ulykker.
Pelops blev derfor, skjønt selv Gudernes Yndling, Stamfader for en vederstyggelig Æt, i hvilken Forbrydelse følger paa Forbrydelse, den ene værre end den anden. To af hans Sønner, Atreus og Thyestes, dræber en tredje Broder og kommer derpaa i indbyrdes Strid om Magten i Mykenæ. Atreus gaar af med Seieren og anretter ved en senere Leilighed et Festmaaltid i Lighed med Tantalos’, idet han beverter Thyestes med Lemmerne af dennes egne Børn. Da denne merkede, hvad der var skeet, udtalte han en frygtelig Forbandelse over sin Broders Slegt. Atreus bliver dræbt af Thyestes’ Søn Ægisthos og Thyestes af Atreus’ Søn Agamemnon, der endog førte sin egen Datter Iphigeneia til Alteret for at ofres, men blev selv senere dræbt af sin egen Hustru, Klytæmnestra, og hendes Elsker, Ægisthos. Klytæmnestras og Ægisthos’ Mord ved Orestes, Agamemnons Søn, danner Slutstenen paa denne lange Række af Forbrydelser.
- ↑ ɔ: Guderne (Se Side 96**)
- ↑ Digteren Pindaros fra Theben levede 522—442 f. Kr.
- ↑ Ambrosia var Gudernes Mad, Nektar deres Drik.
- ↑ Den, som taler, er Helten Odysseus, der paa Hjemreisen fra Troia
ogsaa kom til Underverdenen (Stykke 27). - ↑ Odysseen 11, 582—592. Saavel her som ellers, hvor noget er taget
fra Homeros, er Oversættelsen af den danske Digter Chr. Wilster. - ↑ Et af de mest berømte Billedhuggerverker fra den klassiske Oldtid behandler dette Emne. Det er den saakaldte Niobegruppe, som fremstiller Niobe og hendes Børn i det Øieblik, disse dræbes af Apollons og Artemis’ Pile, medens Moderen med sit eget Legeme søger at dække sin yngste Datter mod Artemis’ aldrig feilende Skud.