Hellenerne/24
24. Sagnet om Iason og Argonautertoget.
Kadmos’ Datter Ino var, som før nævnt (Side 105), efter Sagnet bleven gift med Athamas, Konge i Orchomenos i Bøotien; denne havde med en tidligere Hustru havt to Børn, Datteren Helle og Sønnen Phrixos. Den onde Stedmoder stod Børnene efter Livet og bragte det ved sine Rænker saa vidt, at Faderen besluttede at ofre Phrixos for at faa godt Aar. Da steg Hermes ned fra Himmelen og hjalp de stakkels moderløse; han gav dem en stor, vakker Buk med gyldent Skind, og paa den skulde Phrixos og hans Søster sætte sig, saa vilde den føre dem gjennem Luften til Kolchis, inderst ved det sorte Hav. Dette gjorde de; men da Helle saa de fraadende Bølger dybt under sig, blev hun svimmel, slap Taget og faldt ned i det Hav, som efter hende er bleven kaldt Hellespontos, d. e. »Helles Hav«. Phrixos deri- mod førtes paa Bukken videre til Kolchis, hvor Kong Æetes modtog ham med Velvilje. Bukken ofrede han til Zeus og hængte dens gyldne Skind op i en stor Eg, der var indviet til Ares. Og da det var spaaet Æetes, at han skulde leve og være lykkelig, saalænge han kunde beholde dette Skind, fik han en frygtelig Drage til at bevogte det og gav den grusomme Befaling, at enhver fremmed, som vovede at lande paa hans Riges Kyster, uden Naade skulde ofres til Ares.
Kong Athamas havde en Broder, som hed Kretheus, og som havde stiftet et Rige i Iolkos i Thessalien. Dennes ældste Søn, Æson, var bleven stødt fra Thronen af sin yngre Broder, Pelias. Nu var det engang bleven spaaet denne, at Kongemagten skulde tages fra ham af en Mand, som skulde komme til ham og bare have Sko paa den ene Fod. Æson havde en Søn, Iason, der blev opdragen ude paa Landet. Denne vilde en Dag begive sig til sin Farbroder for at fordre Riget tilbage af ham. Da han paa Veien skulde vade over en Elv, mistede han sin ene Sko og havde saaledes kun én Sko paa, da han kom til Kongens Palads. Da Pelias fik se dette, blev han bange og pønsede paa et Middel til at faa ham ryddet afveien. Engang spurgte han Iason, hvad han vel vilde gjøre med en Mand, af hvem han frygtede for at blive dræbt. »Jeg vilde befale ham at hente det gyldne Skind«, svarede Iason. Straks bød Pelias ham at hente Bukkeskindet, som opbevaredes i Æetes’ hellige Lund. Kun naar han gjorde det, kunde han vente at blive hans Eftermand i Kongeværdigheden. Man troede, at enhver, som besad det gyldne Skind, havde fuld Sikkerhed for Liv, Lemmer og Eiendom. Mange Helte og Fyrster havde derfor søgt at komme i Besiddelse af det; men alle Forsøg var hidtil mislykkede.
Andres Uheld gjorde dog ikke Iason forsagt; han indbød alle tapre Helte i Grækenland til at være med; thi den, som vilde vinde det gyldne Skind, maatte lægge Veien gjennem Egne, der var opfyldte af stridbare Mennesker og vilde Dyr. Derefter byggede Iason med Athenes Hjælp et stort Skib, som blev kaldt Argo, d. e. det hurtigseilende, og alle de, som fulgte med, kaldtes Argonauter, d. e. Argoseilere. Til disse hørte de fleste Helte, som paa den Tid levede i Grækenland, Amphiaraos, Admetos, Kastor og Polydeukes (Pollux), Peleus, Telamon, Neleus, Meleagros, Tydeus, Theseus, Peirithoos, Herakles, Sangeren Orpheus, Lægen Asklepios o. fl. I det hele regner man femti.
Efter heldig at have bestaaet mange Eventyr lander Iason ved Kolchis og vinder Kongens Datters Hengivenhed. Denne, der hed Medeia og var indviet i Trolddomskunst, forudsagde ham alle de Farer, der truede ham, men ogsaa Maaden at beseire dem paa. Kongen lovede at udlevere det gyldne Skind, hvis Iason kunde tæmme to Okser, som sprudede Ild og havde Fødder og Horn af Kobber; derpaa skulde han med disse pløie et Stykke Jord og saa Dragetænder i Plogfurerne. Han udfører alt ved Medeias Hjælp, som havde givet ham en Salve, der beskyttede mod Ild og Sverd, og forlenet ham med over menneskelig Kraft. Af de udsaaede Dragetænder opvokser der bevæbnede Mænd, som anfalder ham; men han kaster en Sten midt iblandt dem, og dette bevirker, at de vender sig mod hverandre.
Men uagtet Betingelserne saaledes var opfyldte, negtede Æetes at udlevere Skindet. Da Dragen, som vogtede det, ikke kunde dø, tillavede Medeia et Tryllemiddel, hvorved hun dyssede Dyret isøvn, og derpaa røvede Iason Skindet og flygtede med denne Skat, sine Folk og Medeia bort fra Æetes’ Land. Denne forfulgte dem. For at redde sig dræber Medeia sin lille Broder, som hun har taget med; hun hugger ham istykker, stiller Hovedet og Hænderne paa en høi Klippe og strør de øvrige Lemmer omkring paa Havet og Strandbredden, forat Æetes skal blive opholdt, naar Faderkjærligheden bringer ham til at opsamle Barnets spredte Lemmer. Denne gruelige Forbrydelse gav de flygtende et Forsprang, og de undslap sine Forfølgere.
Efter mange vidunderlige Hændelser naar Argonauterne endelig heldig Havnen ved Iolkos. Da Iason kommer hjem, finder han, at Pelias har dræbt hans Fader Æson og hans umyndige Broder. Moderen har dræbt sig selv af Sorg herover. Iason hevner sig ved Medeias Hjælp; hun overtaler Pelias’ Døtre til at sønderhugge og koge sin gamle Fader, da han, som hun sagde, derved vilde blive ung paany. Dette fik hun narret dem til ved først selv at foretage et lignende Eksperiment med en gammel Væder, som hun ved hemmelige Kunster omskabte til et ungt Lam.
Tilsidst blev dog Iason og Medeia fordrevne fra Iolkos af Pelias’ Søn; de kom til Korinth, hvor Iason vilde forskyde sin Hustru og egte den derværende Konges Datter, Glauke. Men Medeia tog en grusom Hevn over slig Troløshed; hun forærede Glauke en forgiftet Klædning, som fængede Ild, saasnart Glauke tog den paa, og baade hun og hendes Fader, som vilde slukke Ilden, brændte op. Derpaa dræbte hun sine og Iasons Børn og besteg sin Vogn, der var forspændt med bevingede Drager, og flygtede til Athen. Saaledes rammede Sorg og Ulykke den tapre Iason, fordi han havde egtet den onde Troldkvinde og taget Del i hendes Forbrydelser.