Hellenerne/23
23. De syv mod Theben.
Den Forbandelse, som hvilede over Kadmos’ Slegt, gik fra Ødipus over paa hans Efterkommere. Hans Sønner af det brødefulde Egteskab, Eteokles og Polyneikes, der ei havde havt et Trøstens Ord for sin ulykkelige Fader, og hvem han derfor havde forbandet, kivedes om Arven, og den sidste maatte forlade Landet. De skal efter Sagnet være blevne enige om at regjere hver sit Aar; men Eteokles fandt saadant Behag i Magten, at han, da det første Aar var omme, ikke vilde afstaa den igjen. Den bedragne Polyneikes flygtede ud af Landet og kom i en mørk Uveirsnat til Kong Adrastos’ Bolig i Argos. Her traf han en anden landflygtig, Tydeus fra Kalydon i Ætolien. De to kom i en voldsom Kamp om Natteleiet i Forhallen. Adrastos kaldes til ved Larmen og ser med Forundring de fremmede Mænd, Polyneikes klædt i en Løvehud, Tydeus i et Vildsvineskind. Han havde tidligere af Oraklet faaet det Paalæg at gifte sine Døtre med en Løve og et Vildsvin. Han optager derfor de fordrevne i sit Hus, giver dem Marker og Enge og lader dem faa sine Døtre tilegte.
Polyneikes trængte paa Adrastos, at han igjen skulde indsætte ham i hans Herredømme i Theben; men Adrastos’ vise Svoger Amphiaraos holdt ham tilbage; Toget var mod Gudernes Vilje. Da skjænkede Polyneikes sin Stammoder Harmonias ulykkessvangre Halsbaand (Side 104) til Amphiaraos’ Hustru, der lod sig bestikke og fik sin modstræbende Husbonde bevæget til at gaa med paa Krigen mod Theben. Polyneikes, Adrastos, Amphiaraos og Tydeus tilligemed tre andre straalende Helte drog ud til Kamp, skjønt »Kronion[1] stod imod og sendte ugunstige Varsler«; men »de førte Hæren den Vei, som Fuglene[2] ikke havde betegnet dem«. Først kom de til den argiviske By Nemea, hvor Kong Lykurgos herskede; medens Heltene her søgte efter Vand, traf de en Pige med Kongens lille Søn paa Armen; hun lagde Barnet i Græsset og gik for at vise dem, hvor de kunde finde en Kilde. Da hun vender tilbage, er Barnet dræbt af en Slange. Heltene begrov Barnet og foranstaltede til dets Ære Kamplege, som blev Forbilledet for de senere nemeiske Lege[3]. Spaamanden Amphiaraos gav Gutten Navnet Archemoros (Ulykkens Forgjænger) og forudsagde sine Kampfæller, at det skulde gaa dem som Gutten. Da de var komne i Nærheden af Theben, sendte de Tydeus ind i Byen for i Polyneikes’ Navn at forlange Magten af Eteokles; denne vægrede sig herfor, hvorefter Tydeus opfordrede Thebanerne enkeltvis til Veddekamp med sig og slog dem alle. Da han vendte tilbage til Leiren, lagde to og femti Thebanere sig i et Baghold for at overfalde ham, naar han var uforberedt; men Tydeus slog dem alle paa én nær.
Eteokles havde spurgt Thebens vise Seer Teiresias om Kampens Udfald og havde faaet til Svar, at Seieren skulde være Thebanernes, naar en af Sparternes Æt (Side 103) viede sig til Døden. Kreons Søn Menøkeus gav sig selv hen som Dødningeoffer til Ares, idet han styrtede sig fra Stadens Mur ned i den Grotte, som i sin Tid havde tjent Ares’ Drage til Bolig (Side 103). Fulde af Fortrøstning modsatte Thebanerne sig nu Angrebet paa Byen, og Beleiringen havde varet i lang Tid, da Heltene fra Argos foranstaltede et stort Offer af Okser til Ære for Ares. Offerdyrenes Blod opfangedes i et sort Skjold, Heltene dyppede Hænderne i Blodet og svor ved Ares, at de vilde tilintetgjøre Kadmos’ Stad eller selv gaa tilgrunde. De kastede Lod om, ved hvilken af Byens syv Porte en hver af dem skulde lede Angrebet, og angreb derpaa hver sin. Den ene af Heltene, Kapaneus, roste sig af, at han med eller mod Gudernes Vilje skulde ødelægge Byen; han klatrer op ad en Stormstige for at kaste Ild ind i Byen og raaber frækt, at selv ikke Zeus skal kunne hindre ham deri; da slaar Guden den frække Spotter til Jorden med sin Lynstraale. Argivernes Hær bliver slaaet paa Flugt, Eteokles og Polyneikes mødes i Kampen og »nedlægger hinanden gjensidig med Broderhænder«. »Med Sverdet har de delt Faderens Arv, og Jorden drikker det Blod, som Broderkongerne har udgydt i gjensidigt Drab«. Af de andre Helte er kun Adrastos og Amphiaraos tilbage; den sidste er nær ved at indhentes af sine Forfølgere, da Zeus for at redde den fromme Seer, »Hærens Øie,« med Lynet spalter Jorden, som aabner sig og gjemmer Amphiaraos med Hest og Vogn i sit Skjød. Paa det Sted, hvor han forsvandt, og hvorfra han igjen steg op som Guddom, reistes der ham siden et Tempel med et berømt Orakel. Den eneste af Anførerne, der undslap Myrderiet, var Adrastos, der paa sin fodrappe Hest Areion reddede sig til Kolonos.
Som Skik og Brug var hos Grækerne, lagde man de faldne paa Baal; men man fortalte, at Flammen havde skilt sig ad, forat ikke engang Brødrenes Aske skulde sammenblandes. Ved dette Billede vilde man betegne Brødrenes grænseløse Had til hinanden.
I sin berømte Tragedie »Antigone« fortæller Sophokles[4], at Kreon, der fulgte Eteokles paa Thebens Throne, udstedte den Befaling, at Polyneikes’ Lig skal forblive liggende ubegravet udenfor Byens Mure, og at enhver, der handler herimod, skal blive stenet. Men den mod sin Slegt saa trofaste og opofrende Antigone kan ikke glemme sin Pligt mod den døde; hun trodser Forbudet, og uagtet hun er Hæmons, Kreons Søns, trolovede Brud, veier Søsterpligten mere hos hende end Kjærligheden. Hun begraver sin Broders Lig; men neppe faar Kreon dette at høre, før han lader hende indesperre i Kongefamiliens Gravkammer for der at dø Hungersdøden. Af Fortvivlelse hænger Antigone sig, og Hæmon gjennemborer sig selv med en Dolk og følger sin elskede til Underverdenen, hvor den Lykke, der negtedes dem her paa Jorder, bliver dem tildel.
De argiviske Heltes Fald foran Thebens Porte blev hevnet af deres Sønner, de syv saakaldte Epigoner, d. e. Efterkommere. Ti Aar efter sine Fædres Død drog de mod Theben under »bedre Fugles Varsel«. Eteokles’ Søn, Laodamas, bliver slagen, Byen indtagen og plyndret. Den eneste af de syv Fyrster, som faldt i denne Kamp, var Ægialeus, hvis Fader var den eneste, som reddede Livet i den første thebanske Krig. Da Adrastos fik sin Søns Død at vide, døde han af Sorg. Polyneikes’ Søn, Thersandros, fik derefter Herredømmet i Theben; men Riget hjemsøgtes af tunge Ulykker, saalænge Kadmos’ Æt herskede der.
Dette var det Sagn, som gik blandt Grækerne om de to thebanske Krige.