Hellenerne/22
22. Sagnet om Ødipus.
Kadmos’ Sønnesøns Søn hed Laïos og var Konge i Theben. Apollons Orakel havde forudsagt ham, at han skulde blive dræbt af sin egen Søn. For at forebygge dette befalede han, da hans Dronning Iokaste fødte ham en Søn, en Træl at udsætte det nyfødte Barn med sammenbundne og gjennemstukne Fødder paa Bjerget Kithæron. Men istedenfor at adlyde overgav Trælen Barnet til en korinthisk Hyrde, som bragte det til Korinth; Kongen i denne By, Polybos, hvis Egteskab var barnløst, opdrog det som sit eget og gav det Navnet Ødipus (Klumpfod). Da Barnet er vokset op til Yngling, kaster i et Gilde en Korinthier ham i Næsen, at han er et underskudt Barn. Derfor gaar han til Delphi for at spørge om sin Herkomst. Oraklet gav ham det Raad at holde sig fjernt fra sit Hjem, da han ellers vilde blive sin Faders Morder, egte sin Moder og blive Stamfader for en Slegt, der skulde blive afskyet af alle Mennesker. Da han ikke vidste andet, end at han var Polybos’ Søn, vovede han ikke at vende tilbage til Korinth, men drog til Theben. I et trangt Pas paa Bøotiens Bjerge mødte han en Olding tilvogns, der i en bydende Tone befaler ham at vige tilside. En Trætte opstaar, hvorunder Ødipus dræber ikke blot Oldingen, men hele hans Følge undtagen én, som undkommer.
Ødipus har ikke kunnet undgaa sin Skjebne; den gamle var nemlig hans ukjendte Fader, Laïos, som var paa Reisen til det delphiske Orakel for at søge Hjælp hos Apollon, da Theben var bleven hjemsøgt af en skrækkelig Ulykke. Paa en Klippe nær Stadens Port holdt der nemlig til en Sphinx, et Fabeldyr med Hoved og Bryst som en ung Pige, Krop som en Løve og Vinger og Klør som en Ørn. Alle dem, som gik forbi, gav den dunkle Gaader at løse, og de, som ei formaaede dette, mistede Livet. Da Ødipus kom til Theben, var Kongens Drab allerede bleven bekjendt, og Kreon, der førte Regjeringen, lovede sin Søster Iokaste, Laïos’ Enke, til den, der kunde befri Staden fra den forfærdelige Plageaand. Ødipus trodser Faren. »Hvem er det talende Væsen«, siger Sphinxen, »der om Morgenen gaar paa fire Ben, midt paa Dagen paa to og om Aftenen paa tre?« »Mennesket«, svarer Ødipus, »der i Begyndelsen af sit Liv kryber om paa Hænder og Fødder, siden gaar opret paa begge Ben og i sit Livs Aften støtter sig til en Stav«. Det beseirede Uhyre styrter sig ned fra Klippen og dør. Af Taknemmelighed for denne Velgjerning tager Thebanerne Ødipus til Konge; han egter Iokaste og faar med hende to Sønner og to Døtre. Han er saaledes bleven sin Faders Morder, sin Moders Egtefælle og sine Børns Broder. Ødipus havde været en Bold for den blinde Skjebnes Luner og blev ogsaa dens Offer. Oraklets Udsagn var gaaet i Opfyldelse.
Aar gik hen, da Ødipus’ langvarige Lykke endelig bliver forstyrret ved Misvekst og en frygtelig Pest. Apollons Orakel bliver adspurgt om Aarsagen til disse Ulykker, og det erklærer, at Byen kun kan reddes derved, at Laïos’ Morder vises ud af Landet eller dræbes. Af Omhu for Byens Vel søger Ødipus at opdage Forbryderen, og Udbyttet af denne Undersøgelse er, at han Skridt for Skridt lærer sin egen grufulde Skjebne at kjende. Iokaste kvæler sig af Fortvivlelse, Ødipus blinder sig selv, hvorpaa han fulgt af Thebanernes Forbandelser forlader det besudlede Palads, ledsaget af sin trofaste Datter Antigone, der er Slegtskjærlighedens skjønneste Repræsentant i de gamle Sagn. Han vanker om i fremmede Lande, en Gjenstand for alles Gru og bortstødt overalt, hvor man faar hans berygtede Navn at vide.
Det er Erinyerne (Furierne), den guddommelige Hevns ubønhørlige Gudinder, som overalt forfølger ham med sin Straf. De lader sig dog tilsidst forsone ved Oldingens Lidelser. Oraklet havde forkyndt ham, at han først hos dem skulde finde Ro. I Kolonos i Attika havde de en Helligdom; til denne søger Ødipus hen som bønfaldende, ført af Antigones trofaste Haand, og her finder han endelig paa en hemmelighedsfuld Maade Døden og den Hvile, hvorefter han saa saart havde længtes.