Hellenerne/20
20. Sagnene om Theseus.
Næst Herakles var Theseus den navnkundigste Helt i den græske Sagnkreds. Hans Fader var Ægeus, Konge i Attika. Men han blev opdragen hos sin Morfader Pittheus i Trøzen; her havde Ægeus ladet tilbage sit Sverd og sine Sko, som han havde lagt under en stor Klippeblok. Først naar Sønnen kom til ham med disse Kjendetegn, vilde han erkjende ham som sin. Theseus var kun seksten Aar gammel, da han med Lethed veltede Stenen væk, omgjordede sig med sin Faders Sverd, tog hans Sko paa og begav sig paa Veien til Athen.
Paa den Tid var Argolis, den korinthiske Landtunge og Attika eller netop de samme Egne, Theseus maatte gjennemvandre paa sin Færd, meget plagede af Røvere og Stimænd. I en uveisom Bjergegn traf den unge Theseus først Periphetes, en ondskabsfuld Krøbling, som laa ved Veien og jamrede sig og bad saa vakkert dem, som kom forbi, om at hjælpe ham paa Benene; thi han havde brukket Benet, sagde han. Alle dem, som vilde hjælpe ham, slog han til Jorden med sin Jernkølle. Og derpaa lo det onde Trold over Menneskenes Enfoldighed. Theseus dræbte Røveren og tog hans Kølle med sig som Seierstegn.
Paa Landtungen sperrede Sinnis Veien for ham. Sinnis morede sig med at lege Himmelspret med sine Ofre; han tvang nemlig alle Vandringsmænd, som kom forbi hans Opholdssted, til at hjælpe ham med at bøie et Furutræ ned til Jorden; dette slap han derpaa pludselig iveiret, saa de ulykkelige slyngedes op i Luften af Træet og knustes ved det svære Fald. Undertiden pleiede han ogsaa at bøie to Trær sammen og binde sit Offer fast til dem, hvorpaa han slap Trærne til hver sin Kant og søndersled paa den Maade de ulykkelige. Theseus handlede mod Sinnis, som denne havde handlet mod andre, og lod ham selv prøve den halsbrækkende Luftreise.
Paa det smaleste Sted af Veien mellem Korinth og Megara, hvor Stien løber tæt under Fjeldvæggen langs med Havet, pleiede den vilde Skeiron at tvinge de veifarende til at vaske hans Fødder og, medens de var beskjæftigede hermed, sparke dem ud i Havet. Theseus lod nu Ugjerningsmanden lide den Skjebne, som han havde beredt saa mange andre.
Tæt ved Eleusis tvang Kjæmpen Kerkyon alle, han mødte, til at kjæmpe med ham og dræbte dem, naar de tabte; men han fandt i den unge Helt sin Overmand og maatte bøde med Livet.
Værst af alle dem, der gjorde disse Egne usikre, var dog Prokrustes, som holdt til i Skovegnene, hvor man fra Megara gaar langs Kysten nedover til Sletterne ved Eleusis. Han tog de reisende og spændte dem ud paa en Jernseng og afhuggede Benene paa dem, som var længere end Sengen, medens han sled og tøiede i dem, som var kortere, »forat alle kunde faa den sømmelige Længde«, sagde han. Denne hans Yndlingsbeskjæftigelse fik imidlertig en brat Ende, da Theseus lod ham selv smage Behagelighederne ved en saadan Proces.
Efter heldig at have bestaaet disse og endnu flere Eventyr naaede Theseus til Athen, hvor Faderen, efter at have gjenkjendt sit Sverd, fuld af Glæde hilsede sin heltemodige Søn velkommen. Her ventede der ham imidlertid nye Kampe, hvorved han atter fik Leilighed til at vise sit Mod og sin Styrke. Den kretensiske Okse, der — som ovenfor fortalt (Side 88) — var bleven tæmmet af Herakles, men igjen sluppen løs af Eurystheus, huserede slemt i Egnen om Marathon. Theseus fangede den levende og ofrede den til Gudinden Pallas Athene. Kong Minos fra Kreta havde med sin mægtige Flaade tvunget Ægeus til at underkaste sig og hvert niende Aar betale en Skat bestaaende af syv unge Piger og syv Ynglinger, som skulde tjene til Føde for Minotauros, et Uhyre, halvt Menneske halv Okse. Allerede to Gange var den skjendige Skat afgaaet til den fjerne Ø, og Tiden til den tredje Sending var nu kommen, da Theseus tilbød sig frivillig at træde ind i Slagtofrenes Række; de udvalgtes nemlig ellers ved Lodtrækning.
Før Afreisen skulde foregaa, traadte Theseus med en Oljegren[1] i Haanden ind i Apollons Tempel, Delphinion, for at anraabe om Gudens Beskyttelse og indskibede sig derpaa med sine Ulykkesfæller. Efter Ankomsten til Kreta vandt han Kongens skjønne Datter Ariadnes Kjærlighed, trængte ved hendes Hjælp ind i Labyrinthen, hvor Uhyret holdt til, dræbte det og fandt igjen ud af Bygningens talrige Værelser og krogede Gange ved Hjælp af et Traadnøste, som Ariadne havde givet ham. Med hende og de attiske Drenge og Piger bestiger han derpaa igjen Skibet, og under Jubel og Glæde forlader de befriede Kretas før saa frygtede Kyst. Paa Hjemreisen gaar Theseus først iland paa Naxos, hvor han troløst forlader den sovende Ariadne, og dernæst paa Delos, hvor de reddede opfører en festlig Kordans omkring Apollons Alter. Det var første Gang, Kordanse blev dansede i Grækenland, og de kunstig sammenslyngede Rækker, som de dansende dannede, skulde være en Efterligning af alle Labyrinthens Krinkelkroge og Krumninger. Den glade Færd til Hjemmet skulde dog ikke ende uden et for Theseus smerteligt Tab. Det Skib, som pleiede at bringe den afskyelige Skat over til Kreta, havde som Sorgens Tegn sorte Seil. Denne Gang havde man dog paa Theseus’ Opfordring desuden medtaget hvide Seil, fordi han reiste afsted med sikkert Haab om en lykkelig Tilbagekomst. Det var derfor aftalt, at hvis Skibet ved sin Hjemvenden havde Theseus og hans Kamerater med, skulde det føre hvide Seil. Da derfor den Tid nærmede sig, da man kunde vente Skibet tilbage, havde Ægeus begivet sig til Forbjerget Sunion paa Attikas Sydkyst og speidede derfra i spændt Forventning udover Havet. En Dag fik han endelig Øie paa Skibet i det fjerne; men stor var hans Smerte, da han merkede, at det førte de sorte Seil, og i Fortvivlelse og Sorg over Tabet af sin elskede Søn styrtede han sig i det Hav, som efter ham blev kaldt det ægæiske. I sin Glædesrus havde Theseus og hans Fæller glemt det aftalte Tegn og ikke ombyttet Seilene.
Efter at have arvet sin Faders Rige samlede han hele Attika og gav det vise Love. Han indrettede Panathenæerfesten (alle Atheneres Fest) til Pallas Athenes Ære og Synøkierfesten (Foreningsfesten) til Minde om Foreningen af Attikas Landskaber. Det samlede Folk skal han derpaa have inddelt i tre Stænder, Adel, Jorddyrkere og Haandverkere. Det Skib, hvorpaa han var vendt tilbage fra Kreta, blev sidenefter hvert Aar udsmykket paa det prægtigste og sendt til Delos med Offer til Apollon, og saalænge det var borte, maatte ingen Forbryder henrettes i Athen. Denne religiøse Skik holdt sig gjennem Aarhundreder, og selve Fartøiet udbedredes bestandig og regnedes altid for det samme. Selv tusinde Aar derefter overførte det de hellige Sendebud til Delos.
Theseus kunde dog ikke længe føle sig tilfreds med det fredelige Liv, han maatte føre i Hjemmet; han begav sig igjen snart ud paa Eventyr. I Forening med Herakles bekjæmpede han Amazonerne (Side 89*); endvidere tog han Del i Argonautertoget og i Jagten paa det kalydoniske Vildsvin. Meget ofte omtales Venskabet mellem ham og Peirithoos, som han hjalp i Kampen mod Kentaurerne. De to Venner steg ogsaa i Fællesskab ned i Underverdenen for at føre Demeters Datter Persephone (Proserpina), som Hades havde røvet og gjort til sin Dronning, tilbage til den trøstesløse Moder. Men det lykkedes dem ikke, og de blev endogsaa selv holdte tilbage der, indtil Herakles hefriede dem, da han hentede Kerberos (Side 91). Efter sin Tilbagekomst til Athen finder Theseus Folket i Oprør mod sig og flygter til Øen Skyros, hvis Konge paa en svigagtig Maade dræber ham ved at styrte ham i Havet. I Aaret 469 f. Kr. førte Kimon hans Støv tilbage fra Skyros til Athen, og Athenerne opbyggede til hans Ære et prægtigt Tempel, Theseion, hvis Ruiner man endnu kan se, og dyrkede ham som en Halvgud.
- ↑ Oljegrenen var de bønfaldendes Kjendetegn.