Hellenerne/19
19. Sagnene om Herakles.
Fra Perseus’ guddommelige Slegt (Stykke 16) nedstammede Grækernes største og ædleste Nationalhelt, Herakles (Hercules). Perseus’ Søn Elektryon havde en Datter Alkmene, som blev gift med sin Fætter Amphitryon, der egentlig var Konge i Tiryns, men som ved et ulykkeligt Tilfælde havde dræbt sin Farbroder og Svigerfader og derfor var bleven nødt til at flygte til Theben. Alkmenes Skjønhed havde vakt Zeus’ Kjærlighed; han kom til hende i Amphitryons Skikkelse, og senere fødte Alkmene Tvillinger, af hvilke den ene, Herakles, var Zeus’ Søn, den anden, Iphikles, Amphitryons Søn. Aldrig havde Hera været mere skinsyg paa sin Egteherre end denne Gang, og hun blev Herakles’ bitreste Fiende, allerede før han endnu var født. Ligesom hun tidligere havde forfulgt Io og Perseus, saaledes forfulgte hun nu Alkmene og hendes Søn. Zeus havde svoret en hellig Ed, at den af Perseus’ Efterkommere, som paa en bestemt Dag først saa Dagens Lys, skulde herske over den hele Helteslegt og i hele den Egn, hvor denne boede. Da Zeus aflagde dette Løfte, havde han tænkt paa Alkmenes Søn, som netop skulde fødes paa den nævnte Dag; men Hera, der ogsaa var fødselshjælpende Gudinde, forstod at faa Alkmenes Nedkomst udhalet, medens hun derimod fremskyndede Nikippes. Denne var gift med Perseus’ Søn Sthenelos, og deres Søn, Eurystheus, som paa den Maade kom to Maaneder for tidlig til Verden, blev saaledes ved Heras List Slegtens og altsaa ogsaa Herakles’ Herre. Allerede i Vuggen viste Herakles sig som Gudernes Yndling. Hera sendte to Slanger for at dræbe ham; men man fandt den spæde Gudesøn leende med de to Slanger kvalte i Hænderne.
Saa stor var den Gunst, Herakles stod i hos Guderne, at endog hans Dødsfiende Hera lod sig ved Pallas’ Bønner bevæge til at række Barnet sit Bryst for at gjøre det udødeligt; men han bed hende saa haardt, at Melken stænkedes paa Himmelhvælvingen, hvorved Melkeveien fremkom. Amphitryon sørgede for at skaffe sin Stedsøn Undervisning i alle Kunster og Færdigheder under de største Mesteres Veiledning. I alt gjorde han raske Fremskridt; at spille paa Lyre vilde dog ikke rigtig gaa for ham. Da hans Lærer i Lyrespil engang straffede ham, slog han ham død paa Flekken. Til Straf sendte Amphitryon ham i et Slags Forvisning ud paa Landet for at passe Kvæget; her tilbragte han et besværligt Liv indtil sit attende Aar.
Til denne Tid henlægges det berømte smukke Sagn om Herakles paa Korsveien, som forresten er digtet af Sofisten[1] Prodikos, der levede i anden Halvdel af det femte Aarhundrede før Kristus. Fortellingen lyder saaledes: Herakles var bleven bekjendt med, hvilket Spil Hera havde drevet ved hans Fødsel, og at han nu skulde være Eurystheus’ Tjener, medens han egentlig af Zeus var bleven bestemt til hans Herre. Dette vilde han ikke finde sig i, før han havde faaet Bekræftelse herpaa af Oraklet i Delphi. Paa Veien did kom han en Dag til en Korsvei. Medens han endnu overlagde med sig selv, hvilken Vei han skulde slaa ind paa, fik han Øie paa to statelige Kvinder, der kom imod ham. Den ene lagde for Dagen høi Anstand og Værdighed i sit Væsen. Hendes Dragt var smykket af Ærbarhed, hendes Øie af Beskedenhed. Hele hendes Holdning bar Præget af Tække og Anstændighed. Den anden derimod bar til skue Blødagtighed og Forfinelse i sit Væsen. Hendes Klædedragt var beregnet paa saameget som muligt at fremhæve Legemets Yndigheder. Hun betragtede sig selv med Velbehag og saa sig om til alle Kanter, om hun ogsaa hos andre skulde vække Opmerksomhed. Da de tvende Kvindeskikkelser kom Herakles nærmere, gik den første rolig sin Gang videre, medens den anden skyndte sig hen til Ynglingen og sagde: »Jeg ser, Herakles, at du er i Uvished om, hvilken Livsvei du skal slaa ind paa. Hvis du vil vælge mig til din Veninde, da skal jeg føre dig ad den behageligste og mageligste Vei; du skal smage alle Livets Glæder og henleve dit Liv uden noget Besvær. Krig og Forretninger skal du ikke plages af. Din eneste Bekymring hele Livet igjennem skal være, hvorledes du kan gjøre dig tilgode med de kosteligste Spiser og Drikke, hvorledes du skal fryde dit Øie, dit Øre og dine øvrige Sanser, kvorledes du kan sove paa det blødeste Leie, og hvorledes du uden Møie og Arbeide kan forskaffe dig alle disse Nydelser. Skulde du spørge om Midlerne til at skaffe dig alt dette, da maa du ikke ængste dig for, at jeg skal føre dig dertil gjennem legemlig eller aandelig Anstrengelse, gjennem Nød eller Fare; nei, Frugten af andres Arbeide skal du nyde, og intet skal du mangle af det, som kan bringe dig Fordel«. Da Herakles hørte dette, spurgte han: »Hvem er du da?« »Mine Venner« sagde hun, »kalder mig Nydelse; mine Fiender derimod, som vil nedsætte mig i Menneskenes Øine, kalder mig Last«.
Imidlertid var ogsaa den anden Kvinde kommen til og sagde: »Ogsaa jeg, kjære Herakles, kommer til dig; jeg haaber, at du, naar du vælger den Bane, jeg viser dig, vil blive en fortræffelig Arbeider paa det godes og ædles store Arbeidsmark. Dog vil jeg ikke lokke dig ved Løftet om store Nydelser. Men jeg vil sige dig Sandheden ligefrem, saaledes som det er ordnet efter Gudernes vise Raad. Du maa nemlig vide, at uden Arbeide og Møie yder Guderne Menneskene intet Gode. Vil du vinde Gudernes Naade, da maa du ære dem. Vil du være elsket af dine Venner, da maa du tjene dem. Vil du høste Ære blandt dine Medborgere, da maa du være dem til Nytte. Vil du være beundret over hele Hellas, da maa du blive dets Velgjører. Vil du, at Jorden skal bære dig sin Frugt, da maa du dyrke den. Vil du samle Rigdom af dine Hjorder, da maa du røgte dem. Vil du vinde Seier i Krig, da maa du lære Krigskunsten og øve den. Vil du, at dit Legeme skal være din Vilje lydig, da maa du hærde det gjennem Arbeide og Sved«.
Her blev hun afbrudt af Lasten, der udbrød: »Ser du da ikke, kjære Herakles, hvor lang og besværlig den Vei er, hvorpaa denne Kvinde lover at føre dig til Lykke og Glæde? Jeg skal derimod føre dig til Lyksalighed paa en let og kort Vei«. »Usalige«, sagde Dyden, thi det var den anden Kvindes Navn, »hvilket Gode har vel du? Du mætter dig jo med enhver Vellyst, før Trangen til Nydelse endnu er forhaanden; du spiser, før du er hungrig, og drikker, før du er tørstig; du skaffer dig de flinkeste Kokke og de mest udsøgte Vine. Ingen Seng er dig blød nok; du søger ikke Hvilen af Træthed, men af Kjede. Du lærer dine Venner at tilbringe Natten med Svir og Udsvævelser og at sove den bedste Del af Dagen bort. Derfor fattes der dem ogsaa i Ungdommen Kraft, i Alderdommen Forstand; sorgløst bortødsler de Ungdommens Kraft i Nydelser, jammerlig slæber de sig gjennem Alderdommen, skamfulde over det, som de har gjort, kjede af det, som de gjør. Formedelst denne din Færd er du forstødt af Guderne, foragtet blandt Menneskene. Hvad der fryder Øiet mest, en god Gjerning, udført af en selv, har du aldrig seet; hvad der klinger behageligst for Øret, Rosen over en god Gjerning, har du aldrig hørt. Jeg derimod har Omgang med Guder og gode Mennesker, og blandt dem udføres ingen god Gjerning uden min Hjælp. Jeg tager trolig Del i Fredens Gjerning, og i Krigen er jeg en paalidelig Forbundsfælle. Mad og Drikke og Søvn smager mine Venner bedre end de dorske; thi de nyder det først da, naar de føler Trang dertil. De unge glæder sig over de gamles Ros, de gamle over de unges Ærbarhed. Med Glæde mindes de sine tidligere Bedrifter, med Lyst udfører de, hvad Nutiden byder dem. Ved min Hjælp er de ærede af Guderne, elskede af sine Venner, agtede af Fædrelandet. Og naar tilsidst Livets Ende er kommen, da ligger de ikke i Graven forglemte og uden Ære; men feirede og besungne af Efterverdenen lever og blomstrer de videre til evige Tider. Bestem dig for et saadant Liv, kjære Herakles, og du vil naa den høieste Salighed«.
Disse Ord greb Heltens Hjerte; uden Betenkning fulgte den ædle Yngling Dydens Kald og vandrede siden med Taalmod Pligtens tunge Vei — til Lyksalighed.
Fornøiet drog nu Herakles sin Vei videre. Da han var kommen til Delphi, forelagde han Guden det Spørgsmaal, om han virkelig var forpligtet til at være Eurystheus’ Tjener sit hele Liv. Pythia (Side 32*) svarede ham, at ti Gange skulde han udrette, hvad Eurystheus paalagde ham, og dette skulde han gjøre som Eurystheus’ Tjener uden at tage Løn derfor. Naar han dette gjorde, vilde Zeus til Løn for hans Lydighed føre ham ind i Olympens Boliger blandt de udødelige.
Efter at have tenkt over Prestindens Svar fandt Herakles, at hans Stilling dog alligevel kunde gaa an; thi efter Oraklets Udsagn kunde han dog forudse en Ende paa den forhadte Trældomstjeneste, og som Løn havde han Udødelighed ivente.
Pythia var det ogsaa, som først skal have tiltalt ham med Navnet Herakles, fordi det var ved Heras Forfølgelser, at han skulde naa sin Berømmelse. Tidligere havde han hedt Alkeides, d. e. Styrkens Søn.
Sin første Heltegjerning havde Herakles allerede udført, medens han som Hyrde vogtede sin Stedfaders Kvæg. Han nedlagde nemlig en uhyre Løve, som rasede omkring Bjerget Kithæron i Bøotien. Ligeledes havde han befriet sin Fødeby Theben fra en skjendselsfuld Tribut, som den havde maattet betale til Orchomenierne, og havde endogsaa tvunget disse til for Fremtiden selv at betale en lignende Skat til Theben. Sletten omkring Orchomenos forvandlede han til en stor Sump ved at tilstoppe Udløbet for Søen Kopais.
Eurystheus var imidlertid bleven Konge i Mykenæ efter sin Fader. Da en Tid var gaaet hen, sendte han Bud til Herakles og bød ham komme til sig, da han efter Gudernes Vilje havde et Arbeide at paalægge ham. Herakles harmedes over Anmodningen, da han ansaa det for uværdigt for sig at tjene en ringere. Han henfaldt endog en Tid lang i et Tungsind, der grænsede til Vanvid; men endelig rystede han Tungsindets Lænker af sig og forsonede sig med sin Skjebne, især fordi Udødelighedens Løn var stillet ham i Udsigt. Han begav sig til Eurystheus, og det var efter dennes Bud, at han derpaa udførte de Heltegjerninger, som er bekjendte under Navn af Herakles’ tolv store Arbeider. Disse, der hyppig har været gjorte til Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling i Fortid og Nutid, var følgende:
1) Den nemeiske Løve. I Nemeas og Kleonæs Skove i Argolis huserede der en Løve, som ikke kunde saares ved nogen dødeligs Skud. Da Herakles ifølge Eurystheus’ Befaling om at bringe Dyret for hans Øine begav sig til Argolis, tog han paa Veien didhen ind hos en fattig Mand ved Navn Molorchos, som netop var ifærd med at bringe Zeus et Offer. Herakles overtalte ham til at udsætte med Ofringen i tredive Dage; hvis Herakles inden Udløbet af dette Tidsrum var kommen tilbage fra sin farefulde Jagt, skulde de i Fællesskab bringe Zeus Offeret; hvis han derimod omkom, skulde Molorchos bringe det som et Dødningeoffer for ham. Derpaa begav Herakles sig ind i Skoven, traf Løven og skjød paa den; men Pilene prellede af mod dens haarde Hud, som om de havde rammet en Sten. Han gik nu løs paa Løven med sin Kølle og bedøvede den, hvorpaa han kvalte den med sine sterke Arme. Han tog den derpaa paa sine Skuldre og kom til Molorchos netop den tredivte Dag, medens denne holdt paa at træffe Forberedelser til Dødningeofferet for Herakles. De ofrede nu begge i Fællesskab til Frelseren Zeus og lagde derved Grunden til de senere saa berømte nemeiske Lege.[2]. Da Herakles bragte Løven til Mykenæ, kom Eurystheus paa Grund af Dyrets Vælde og Heltens Styrke i en saadan Skræk, at han gav Herakles Befaling til for Fremtiden at blive staaende udenfor Porten, naar han viste ham sine Seierstropæer. Løvens Hud benyttede Herakles senere istedenfor Hjelm og Kappe, og Køllen var fra nu af hans Yndlingsvaaben; derfor fremstiller Billedhuggerkunsten ham ogsaa stadig med disse Emblemer.
2) Den lernæiske Hydra. Indsøen Lerna i Argolis var Opholdsstedet for en Vandslange (Hydra). Denne havde flere Hoveder (nogle siger 7, andre 9, andre 50 og atter andre endog 100), hvoraf det midterste var udødeligt. Herakles, der paa sin Jagt efter denne ledsagedes af sin Brodersøn, den unge Iolaos, drev den ud af dens Hule, greb den med Hænderne og begyndte at afhugge dens Hoveder, men merkede til sin store Skræk og Forundring, at der voksede frem to nye Hoveder for hvert, som afhuggedes. Dette hindrede han dog ved at brænde Saarene med glødende Brande, og det udødelige Hoved begrov han tilslut under store Klippestykker.
3) Den kerynitiske Hind. Paa Bjerget Keryneia mellem Arkadien og Achaia havde en Hind, der var Artemis[3] helliget, sit Tilhold. Dens Fødder var af Kobber, den havde gyldne Horn og udmerkede sig ved sin overordentlige Hurtighed, saa Herakles forfulgte den et helt Aar, før det lykkedes ham at gribe den og føre den levende for Eurystheus.
4) Det erymanthiske Vildsvin. En sand Landeplage var det Vildsvin, som sværmede om paa Bjerget Erymanthos i det nordvestlige Arkadien. Egnen blev først befriet for det, da Herakles fangede det og bragte det levende paa sine Skuldre til Eurystheus. Denne blev saa forskrækket ved at se det, at han gjemte sig i et stort Kar og for Fremtiden ikke selv vovede at give Herakles sine Befalinger.
5) Kong Augeas’ Fjøs. Kongen i Elis, Augeas, havde i lang Tid havt 3000 Stykker Hornkvæg i sit Fjøs, uden at dette nogensinde var bleven gjort rent. Dets Rengjørelse udførte Herakles paa en eneste Dag paa den Maade, at han ledede Floden Alpheios gjennem Fjøset. Augeas havde paa Forhaand lovet ham 300 Stykker Kvæg, som han selv kunde vælge, hvis han paa én Dag kunde udføre Arbeidet. Bagefter brød dog Augeas sit Løfte, og Herakles fik intet.
6) Stymphaliderne. Ved Søen Stymphalos i Arkadien havde nogle uhyre Rovfugle med Vinger, Neb og Klør af Jern sine Reder. Ved at dræbe dem befriede Herakles Egnen for den Rædsel, de havde udbredt.
7) Den kretensiske Okse. Kong Minos paa Kreta havde en Dag lovet at ofre til Havets Gud Poseidon det første, som Havet maatte bringe ham. Straks efter kom der en prægtig Okse op af Havet; men Kongen brød trods Presternes Advarsler sit Løfte og bragte Dyret til sin Hjord. Straffen udeblev ikke; Dyret blev rasende og stangede ihjel flere af Hjorden. Herakles temmede Oksen med Lethed og svømmede paa dens Ryg over til Grækenland, hvor Eurystheus igjen slap den løs. Senere fangede Theseus den igjen ved Marathon (Side 99).
8) Diomedes’ Heste. Diomedes var Konge i Thrakien. Denne Mand fodrede sine glubske Heste med Menneskekjød, idet han kastede for dem alle fremmede, som betraadte hans Land. Herakles lod dem fortære Diomedes selv og bragte dem derpaa til Eurystheus, som slap dem fri igjen; de blev senere revne ihjel af vilde Dyr paa de arkadiske Bjerge.
9) Hippolytes Belte. De krigerske Amazoners[4] Dronning Hippolyte havde faaet et Belte af Krigens Gud Ares, og det havde den Egenskab, at Kraften mangedobledes hos den, som bar det. I en Kamp, hvori Hippolyte faldt, tog Herakles det fra hende og bragte det som Gave til Eurystheus’ Datter, den skjønne Admete.
10) Geryones’ Kvæg. Geryones var Konge i Spanien eller efter et andet Sagn paa de baleariske Øer og var en svær Kjæmpe med tre Legemer. Han havde en stor Hjord sjelden vakkert Kvæg, som bevogtedes af en Kjæmpe og en Hund med to Hoveder. Herakles nedlagde baade Vogterne og Geryones og bragte Kvæghjorden til Eurystheus.
Paa Hjemreisen fra Spanien var det, Herakles havde sit Eventyr med Røveren Kakos. Denne holdt til i en skovrig Egn i Italien og var en Skræk for alle Naboer. Herakles var kommen i Nærheden af hans Hule, og medens han sov, kom Røveren forbi og fik se de deilige Dyr; han kunde ikke modstaa Fristelsen, men stjal nogle af dem. Men for ikke at blive opdaget trak han med sine Kjæmpekræfter Dyrene baglængs ind i sin Hule. Da Herakles opdagede, at nogle af Dyrene var borte, forfulgte han deres Spor og kom hen til Hulen; men da alle Spor førte ud og ingen ind i Hulen, troede han at have taget feil. Kakos’ Bedrageri opdagedes dog derved, at de stjaalne Dyr besvarede de andres Brølen, og Kakos maatte med Livet bøde for sine Kjeltringstreger.
Da Herakles havde udført disse ti Arbeider, troede han, at han havde opfyldt Skjebnens Bestemmelse, og haabede at kunne glæde sig over sin fulde Frihed. Men med fremhyklet Beklagelse forklarede Eurystheus ham, at han endnu havde to Arbeider at udføre, fordi to af de tidligere ikke var udførte efter Oraklets Bestemmelse. Den lernæiske Hydra havde han ikke dræbt alene, men med Bistand af Iolaos, og for at rengjøre Augeas’ Fjøs havde han betinget sig Løn og derved nedværdiget sig selv til en lønnet Tjener. Disse Arbeider kunde altsaa ikke regnes med. De farligste af alle Eventyr, Herakles havde at bestaa, var de to sidste Arbeider, Eurystheus paalagde ham. Denne, der følte sig Herakles dybt underlegen og derfor levede i stadig Frygt for at blive stødt fra Thronen af ham, nærede det sikre Haab at blive ham kvit, naar han overdrog ham Udførelsen af disse og alle de tidligere vovelige Foretagender; men Eurystheus var kun et Redskab i en høiere Magts Tjeneste, der stedse førte den selvopofrende Helt til Seier.
11) Hesperidernes Æbler. Da Herakles skulde hente de gyldne Æbler, der voksede i Hesperidernes Have, vidste han ikke engang, hvor denne Have, som bevogtedes af en Drage, var at finde. Efter mange Kampe og megen Omflakken tillands og tilvands kom han endelig til de samme Nymfer, der havde foræret Perseus den merkelige Pose til at gjemme Medusahovedet i (Side 74); disse gav ham det Raad, at han skulde fange den gamle kløgtige Havgud Nereus og tvinge ham til at fortelle, hvor de gyldne Æbler holdtes gjemte. Dette gjorde Herakles, og uagtet Gamlingen forvandlede sig til allehaande Ting, slap han ham ikke løs igjen, før han havde vist ham Veien til Hesperiderne. Herakles vandrede derpaa gjennem Libyen og traf der paa Jætten Antæos, som vilde slaaes med ham. Saalænge Antæos med sine Fødder berørte sin Moder Jorden, havde han en uovervindelig Styrke. Men da Herakles tog og løftede ham op i Luften, svandt al hans Kraft, og han blev overvunden og dræbt. I Ægypten, hvorhen Herakles dernæst kom, blev han fangen af Kong Busiris, som ofrede alle fremmede til Zeus. Men Herakles sønderrev sine Baand og slog baade Busiris og hans Sønner ihjel.
Endelig kom Herakles til Atlas, som bar Himmelhvælvingen paa sine Skuldre (Side 75*). Han var villig til at hente Æblerne, naar Herakles vilde holde Himmelen for ham, medens han udførte dette Erende. Herpaa gik Herakles ind og tog Himmelhvælvingen paa sine Kjæmpeskuldre, medens Atlas plukkede tre Æbler i Hesperidernes herlige Have. Nu var Atlas igrunden hjertelig kjed af at staa der og holde Himmelen i al Evindelighed. Ved sin Tilbagekomst gjorde han derfor Herakles det Forslag, at han endnu skulde holde Himmelen en liden Stund for ham, saa skulde han selv bringe Æblerne til Mykenæ. Herakles gik tilsyneladende ind herpaa og bad blot Atlas om at bytte med ham et Øieblik, medens han fik finde noget til at lægge over Skuldrene; thi Hvælvingen tyngede ikke saa lidet. Atlas gik i Fælden; da han igjen stod paa sin gamle Plads, tog Herakles Æblerne og sagde ham et venligt Levvel. Æblerne bragte han til Eurystheus.
12) Kerberos. Kerberos var en frygtelig Hund med tre Hoveder og med Slangehaar; den stod lænket ved Indgangen til Underverdenen og hindrede alle, der var komne derind, fra igjen at vende tilbage. Denne skulde Herakles bringe op til Oververdenen. Underverdenens Herre Hades gav ham Lov til at hente den, hvis han var istand dertil uden at bruge Vaaben. Hurtig greb Herakles den, klemte den fast mellem sine Ben og holdt med Hænderne om dens tre Halse, og da Hunden merkede, at den havde fundet sin Overmand, lod den sig rolig føre bort efter Lænken. Da Eurystheus fik se den fæle Skabning, blegnede han og bød Herakles straks føre den tilbage til Underverdenen, hvilket han ogsaa gjorde.
Dette var Herakles’ tolv berømmelige Arbeider. Men foruden disse udførte han endnu mange andre Bedrifter, dels medens han endnu var i Eurystheus’ Tjeneste, dels senere. Saaledes aabnede han et Sund (det nuværende Gibraltarstræde) mellem Spanien og Afrika og opreiste paa hver sin Side af Sundet et Forbjerg, de saakaldte Herakles’ Støtter. Herhen hører ogsaa blandt andet følgende smukke Sagn:
I Thessalien levede den fromme og gjestevenlige Konge Admetos. Han var Apollons Yndling, og denne havde blandt andet udvirket hos Skjebnens Gudinder, at Admetos ikke behøvede at vandre til Skyggernes Rige i den Time, der var fastsat af Skjebnen, hvis en anden var beredt til at gaa i Døden for ham. Da nu den skjebnesvangre Time kom, fandtes der ingen blandt hans Venner, som vilde dø for ham. Selv de høitbedagede Forældre, som kunde vente Døden hver Time, vægrede sig for at bevare den sterke Søns Liv for hans Hustru og de umyndige Børn. Da besluttede hans elskede Hustru, den unge Alkestis, sig til at give Afkald paa sit friske Ungdomsliv til Fordel for sin Mand og stige ned i Dødens Nat.
Neppe havde Alkestis bestemt sig hertil, før Dødens sorte Prest, Thanatos, pludselig stod ved hendes Side beredt til at føre hende ned til Dødens Skyggedal. Hun gjorde sig straks færdig til Skilsmissen, badede sit Legeme, tog paa sig rene Klæder og gik hen til Husaltrene, som hun kransede med Myrte, og bad med fattet Sind og uden Klage om Held og Velsignelse for sin elskede Mand og de dyrebare Børn. Derpaa døde hun under Admetos’ og Børnenes lydelige Graad.
Den sørgende Egtefælle traf Anstalter til Begravelsen og paabød Landesorg i et helt Aar. Imidlertid kom Herakles til Husets Port og blev venlig modtagen af den dybt bedrøvede Admetos; men saa megen Møie Admetos end gjorde sig med at skjule sin Smerte, merkede dog Herakles, at der hvilede Sorg over Huset, og vilde begive sig til en anden Gjesteven i Byen. Men Admetos, som aldrig ugjestevenlig havde vist nogen fra sin Dør, svarede saa undvigende paa Herakles’ Spørgsmaal, at denne fik det Indtryk, at det var en fjern Slegtning af Huset, der var død, og lod sig derfor overtale til at blive. Admetos lod en Tjener føre ham ind i et Gjestekammer og beverte, medens han selv besørgede sin Hustrus Begravelse. Herakles tog godt til sig, sulten og tørstig, som han var, efter en lang Dagsreise, og da den fyrige Vin havde gjort ham munter, kransede han sit Hoved og hengav sig ved Bægeret til Glædens Stemning. »Hvorfor stirrer du paa mig med saadant et Bedemandsansigt?« sagde han til Tjeneren. »En Tjener maa være kvik og munter mod fremmede og ikke sætte et saa bedrøveligt Ansigt op. Hvad kan nu det gjøre, om en fremmed er død? Se nu her, kom hid og lær Visdom; vær glad og drik med mig og nyd Dagen, saalænge Skjebnen forunder dig den. Det fulde Bæger, Kamerat, glatter Rynkerne paa Panden«.
Tjeneren vendte sig bort med Rædsel og sagde: »Du kjender ikke den Sorg, som er rammet os. Latter og Festens Glæde sømmer sig ikke for os nu efter det haarde Slag, som har rammet vor Herre«. »Nu, saa sig mig da, hvem det er, som er død?« Tjeneren maatte endelig efter mange Udflugter fortælle, hvor haardt hans Herre var rammet af Skjebnen. »Hvad er det, du siger?« udbrød Herakles. »Sin herlige Hustru har han mistet, og dog aabnede han gjestevenlig sin Dør for den fremmede og skjulte sin Smerte for mig. Og her har jeg i Sorgens Hjem smykket mig med Kranse, jublet og smauset. Men sig mig, hvor ligger hun begraven, hvor flnder jeg hende?« Tjeneren sagde ham det og fjernede sig. »Jeg maa redde hende«, sagde Herakles ved sig selv, »og føre hende tilbage til min Gjestevens Hus. Jeg vil gaa og skjule mig ved Graven, og naar Dødens Offerprest, Thanatos, i sin sorte Klædning kommer til Graven, da springer jeg frem af mit Baghold, griber ham og slipper ham ikke igjen, før han lover mig at give den døde tilbage. Og hvis han ikke kommer, da stiger jeg ned til Hades’ Rige og fordrer hende af ham.« Med disse Ord forlod han Huset og begav sig til Graven.
Admetos var efter Begravelsen vendt grædende tilbage til sin ensomme Bolig og beklagede sin glædeløse Tilværelse. Da kom Herakles tilbage efter at have udført sin Plan og fører en tilsløret Kvinde ved Haanden. »Du gjorde ikke Ret deri, Admetos«, sagde han, »at du skjulte din Ulykke for mig og i din Sorg tog mig op i dit Hjem, og stor Synd har jeg paadraget mig, fordi jeg i Dødens Hus har bekranset mig og ofret Drikoffer til de himmelske. Nu vil jeg bede dig om en Tjeneste. Se her er en Kvinde, som jeg har vundet i Veddekamp. Behold hende i dit Hus, til jeg igjen vender tilbage«. Men Billedet af den opofrende Alkestis stod altfor levende for Admetos’ Sjæl, til at han skulde kunne tænke paa en anden Kvinde, og han bad ham derfor faa en anden til at gjøre det. »Hun har«, sagde han, «en sjelden Lighed med min afdøde Hustru. Før hende bort fra mine Øine; ellers vil Taarerne bryde frem, hvergang jeg ser hende«. Men Herakles vedblev at trænge ind paa ham, til han lovede at beholde hende. »Saa modtag hende da«, sagde Herakles. »Men se dog først rigtig paa hende, om hun virkelig har saadan Lighed med din Hustru, og stans din Klage«. Med disse Ord trak han Sløret tilbage, og med Skræk og Glæde saa Admetos sin Hustru staa foran sig. »Er det et Skyggebillede fra Hades, eller har en Gud i Naade sendt hende fra de dødes Rige tilbage til Livet?« udbrød Admetos. »Tag kun mod hende som en levende«, svarede Herakles. »Med egen Haand vristede jeg hende ud af Thanatos’ Hænder, fordi du øvede saa ædel Gjestfrihed mod mig«. Med Glæde i Hjertet takkede Admetos Helten for den uventede Lykke, og Herakles drog sin Vei videre til ny Daad.
Da Herakles engang i Vanvid havde begaaet et Mord, lod han sig sælge for tre Talenter til Lydiens Dronning Omphale, for hvem han udførte store Heltegjerninger, medens han dog ogsaa til andre Tider skal være bleven nødt til at træde Rokken for hende. Efter tre Aars Trælearbeide vendte han atter tilbage til Grækenland og straffede da mange, som tidligere havde brudt sine Løfter mod ham eller mod andre, saaledes f. Eks. Augeas og Eurytos, hvis Børn han alle dræbte paa ét, den unge Iole, nær.
Herakles giftede sig derpaa med Deianeira og kom med hende engang til Floden Euenos i Ætolien, hvor han traf Kentauren[5] Nessos, som for Betaling pleiede at bære Folk over Elven. Herakles selv vadede over Floden, men lod Deianeira blive baaren over af Nessos, som imidlertid blev greben af lidenskabelig Kjærlighed til hende og vilde bortføre sin skjønne Byrde. Herakles sendte da en af sine Pile, som var dyppede i Giften af den lernæiske Hydra, efter ham, og da Nessos følte sig dødelig saaret, besluttede han at hevne sig. Han trak den giftige Pil ud og aftørrede Blodet med et Klæde, som han gav Deianeira med det Paalæg, at hvis hun nogensinde kom til at frygte for, at hendes Mand vilde forstøde hende, skulde hun kun lade ham bære dette Klæde paa sit Legeme, og han vilde da aldrig forlade hende.
Senere fik Deianeira Mistanke om, at hendes Egtefælle elskede Iole, den fangne Kongedatter i Herakles’ Hus, mere end hende, og hun sendte ham som Gave en prægtig Klædning, hvori det i Kentaurens Blod dyppede Klæde var indsyet. Herakles iførte sig Klædningen; men neppe var dette skeet, før Giften angreb hans Krop, og han led de forfærdeligste Lidelser. Klædet vilde han rive af sig, men Kjødet fulgte med. Paa Bjerget Øta[6] lod han da opføre et stort Baal, som han besteg, og befalede de omkringstaaende at antænde det; men ingen vilde befri ham fra hans Lidelser. Da kom hans Ven Philoktetes fra Thessalien tilfældigvis forbi, og han viste ham denne Kjærlighedstjeneste, og til Gjengjæld gav Herakles ham sine Pile. Dette var Herakles’ sidste Prøvelse her i Livet. Heltens dødelige Legeme fortæredes af Luerne; men under voldsomt Tordenbrag hævede sig derpaa fra Baalet en forklaret Skikkelse i en Sky til Olympen[7], hvor Guderne modtog den gjennem Smerter rensede Helt og gav ham til Hustru den unge udødelige Hebe.
I den gamle Tid, blandt Grækerne og Romerne, opfattedes Herakles som en Velgjører, der ifølge høiere Magters Bestemmelse drog om i Verden i selvopofrende Tjeneste for andre. Han er ikke Repræsentanten for den raa Naturkraft, der hengiver sig til Kampe og Eventyr for disses egen Skyld. En saadan Opfatning vilde være en Misforstaaelse af Sagnet om den udødelige Helt. Nei, hele hans Liv var viet den ulykkelige Menneskeslegt, hvis Kaar han vilde gjøre lykkeligere; derfor trodsede han Død og Fare for at kunne befri Menneskeheden for alle de onde Magter, som i Skikkelse af grusomme Mennesker, Rovdyr og andre Uhyrer plagede den. »For sig selv«, siger den romerske Forfatter Seneka, »gjorde han intet; han vandrede gjennem Verden fra Ende til anden, ikke i tøilesløs Begjær, men som dens Frelser; han var de ondes Fiende, de godes Beskytter, en Fredsstifter paa Hav og Land«. Skjønt Herakles var den største Helt, var det dog i Skikkelse af en andens Tjener, at han gik omkring og gjorde vel. Han tog sig af den undertrykte og var den forladtes Ven; Foruretteren derimod straffede han strengt. Og Herakles er for den helleniske Opfatning — og navnlig da saadan, som denne fremtraadte hos de helleniske Filosofer, — det sedelige Idealbillede, der frit vælger at vandre Dydens knudrede Sti fremfor Lastens magelige Vei, og som dernæst — efter at have tømt Forsagelsens bitre Bæger, idet han villig underordner sit eget Jeg under de Krav, det almene Vel stiller, — naar Udødeligheden. Mindet om Oldtidens ædleste og tapreste Helt har gaaet fra Slegt til Slegt, lever fremdeles iblandt os og vil leve, saalænge der gives Mennesker, som elsker Sandhed og Ret og beundrer Dyd og Tapperhed.
- ↑ En egen Klasse Lærere, der fremstod i Grækenland i det 5te Aarh. f. Kr., kaldte sig selv Sofister eller Visdomslærere.
- ↑ Se senere Stykket om de græske Festlege.
- ↑ Artemis (Diana) var Jagtens Gudinde og Apollons Tvillingsøster.
- ↑ Efter Sagnet var Amazonerne (de brystløse) et Folk, der kun bestod af Kvinder. Sit Navn fik de deraf, at de brændte bort det høire Bryst paa Pigerne, mens de var smaa, forat dette ikke skulde være dem iveien, naar de skulde spænde Buen. De boede paa Kysterne af det sorte Hav og i Fjeldegnene ved Kaukasus. Ogsaa i Afrika fandtes der Amazoner.
- ↑ Kentaurerne var mythiske Væsener med menneskelig Overkrop, medens de nedenfor Beltestedet havde en firføddet Hestekrop.
- ↑ Øta ligger paa Grænsen mellem Thessalien og Mellemgrækenland. Selv den Dag idag viser Folkesagnet det Sted, hvor Herakles’ Baal flammede.
- ↑ Olympos var et Bjerg i Thessalien, hvor man tænkte sig Gudernes Opholdssted var. Tyrkerne kalder det endnu »det himmelske Hus«.