Hellenerne/17
17. Sagnet om Sisyphos.
Langt oppe i den graa Oldtid levede Sisyphos, efter Sagnet den første Hersker i Korinth. Han var det snedigste og mest havesyge af alle Mennesker, »Guderne lig i List og kloge Raad«. Ved sin Forslagenhed vandt han sig umaadelige Rigdomme. Men hans Havesyge og Misbruget af de Evner, han havde faaet, styrtede ham tilslut i Ulykken. Han var bleven Vidne til, hvorledes Zeus havde bortført Flodguden Asopos’ Datter, den skjønne Ægina. Da hendes bedrøvede Fader kom til Korinth og søgte Raad og Bistand hos Sisyphos, forraadte denne, hvad Zeus havde gjort. Til Løn herfor lod Flodguden den vandrige Kilde Peirene fremsprudle paa Stadens Borg. Zeus straffede den egenkjærlige Forræder ved at sende Døden til ham, forat han skulde bringe ham ned til Underverdenen. Men Sisyphos merkede Dødens Komme, lurede ham op og bandt ham med sterke Baand. Da kom Ares (Mars), Krigens sterke Gud, løste Døden ud af dens Fængsel og førte Sisyphos ned til Skyggernes Rige. Men i Forveien havde Sisyphos paalagt sin Hustru ikke at begrave hans afsjælede Legeme, der var bleven tilbage paa Jorden, og ikke at bringe det skyldige Dødningeoffer. Undladelsen af denne hellige Pligt vækker Hades’ Vrede, og han lader sig besnakke af Sisyphos til at sende ham op til Oververdenen igjen, forat han kan straffe sin Hustru for den gudløse Forsømmelse og faa alt bragt i Orden. Saaledes undgik den kløgtige atter Dødens Magt; thi paa at vende tilbage igjen tænkte han ikke saa snart. Han hengav sig nu til det lystigste og mest udsvævende Liv. Men Herligheden varede ikke længe. Medens han en Dag sad i et lystigt Lag, stod Døden grinende foran ham og trak ham uden Bøn og Barmhjertighed ned til Skyggelandet. Til Straf for sine Forbrydelser er han dømt til at rulle en svær Stenblok fra Bunden af en Dal op paa Toppen af det Fjeld, der danner Dalens ene Side. Af alle Kræfter stræver han med dette og stemmer imod med Hænder og Fødder. Men naar han endelig engang har naaet Toppen, da ruller pludselig den lumske Sten halsstarrig ned i Dybet igjen, saa den plagede Mand, udmaset som han er, dryppende af Angstens og Arbeidets Sved og bedækket af Støv, paany maa begynde paa sit tunge Arbeide.