Hellenerne/16
16. Sagnet om Perseus.
Lynkeus havde med Hypermnestra en Søn ved Navn Abas; dennes Søn var igjen Akrisios, hvis Datter Danae af Faderen blev indesluttet i et Kobberfængsel under Jorden, fordi Oraklet havde spaaet, at hans Dattersøn skulde dræbe ham. Zeus, der var indtagen af Danaes Skjønhed, trængte imidlertid ned til hende, idet han forvandlede sig til en Guldregn, der faldt i Danaes Skjød. Hun fødte Sønnen Perseus, der tilligemed sin Moder blev sat i en aaben Kasse ud paa Havet. Kassen dreves af Bølgerne hen til Øen Seriphos[1], hvis Konge Polydektes egtede Danae og opdrog Perseus. Da denne var bleven voksen, vilde hans Stedfader skaffe ham afveien og sendte ham derfor til Gorgonerne for at hente Medusas Hoved. Gorgonerne var tre Søstre, som boede langt borte i det fjerne Vesten, bag Solens Nedgang. Det var nogle skrækkelige Uhyrer, der bragte Død og Ødelæggelse over alle, som vovede at nærme sig dem. De var bedækkede med Skjæl over hele Legemet, havde gyldne Vinger, store Svinetænder, Kobberklør og Slangehaar, og om Livet bar de et Slangebelte. Kun den yngste af dem, Medusa, kunde saares og var dødelig. De to andre kunde ikke dræbes ved selv at blive saarede; dog vilde den, hvem det lykkedes at afhugge Medusas skrækkelige Hoved, paa samme Tid ogsaa befri Verden for de to andre; thi efterhvert som Medusas hovedløse Legeme blev koldt, vilde ogsaa hendes Søstre stivne i Døden. Men at hente hendes Hoved var det farefuldeste Foretagende, man kunde tænke sig; thi foruden alle Besværligheder, som var forbundne med at finde Veien og overvinde de Vanskeligheder, som optaarnede sig for den Helt, der paatog sig denne Daad, havde Medusas Hoved den Egenskab, at enhver ved Synet deraf forvandledes til Sten. Men lykkedes det dristige Vovespil, vilde Helten foruden et berømmeligt Navn desuden i Medusahovedet erhverve sig et kraftigt Vaaben, idet det fremdeles vilde beholde sin forstenende Egenskab.
Perseus begav sig trøstig paa Veien; Hermes gav ham en Sigd eller et krumt Sverd til at afhugge Hovedet med, og af Gudinden Pallas Athene (Minerva) fik han et Skjold, blankt som et Speil, ved hvis Hjælp han med bortvendt Ansigt kunde se Hovedet uden at blive forstenet. Desuden viste Hermes ham Veien til Gorgonernes Søstre, som kaldtes Græer og var tre fra Fødselen af graahaarede, hæslige Kvinder, der tilsammen kun havde ét Øie og én Tand. Hvis han kunde faa narret fra dem denne Fælleseiendom, vilde de for at faa den tilbage sige ham Veien til de tre Nymfer. Disse var unge, deilige Piger, som eiede et Par bevingede Sko, en Pose, som efter Behag kunde gjøres stor og liden, og en Hjelm, som gjorde den usynlig, der bar den. Alle disse Ting var nemlig nødvendige for den, som med Held skulde bestaa det vovelige Eventyr.
Alt gik heldigt for Perseus; han fik sin Vilje igjennem baade hos Græerne og Nymferne. Ved Hjælp af de bevingede Sko kom han til Gorgonerne, som han heldigvis traf sovende; følgende de Raad, som var ham givne, vendte han Skjoldet med Speilsiden mod Uhyrerne, saa han i Speilet kunde se, hvorledes han skulde anbringe Sigden, og fik ved et velrettet Hug skilt Hovedet fra Kroppen. Med lukkede Øine greb han Hovedet og stak det hurtig ned i den Pose, han havde faaet hos Nymferne; denne udvidede sig, saa Hovedet gik ned i den, men trak sig derpaa igjen sammen til sin vanlige Størrelse.
Paa Tilbagereisen bar de bevingede Sko Perseus gjennem Luften hen over Libyens tørre Ørkener; nogle Blodsdraaber fra Medusahovedet trængte ud gjennem Posen, og af hver Draabe, som faldt til Jorden, blev der en giftig Slange. Fra den Tid vrimler der i dette Land af Øgler og Hugorme. Efter længe at være dreven om af Vindene kom han til det sagnrige Hesperien[2], et frugtbart Land med yndige Haver, fulde af de deiligste Frugttrær. Men Kongen i dette Land var en vild og ondskabsfuld Kjæmpe af umaadelig Størrelse ved Navn Atlas; han var ukjendt med eller ærede ialfald ikke Gjestevenskabets hellige Pligter, men drev ubarmhjertig den trætte Vandrer bort. For at straffe ham herfor trak Perseus Medusahovedet frem af sin Pose, og Kjæmpen forvandledes øieblikkelig til et uhyre Bjerg, som beholdt Navnet Atlas[3].
Derpaa kom Perseus til Æthiopien, hvor han reddede den skjønne Andromeda. Landet var nemlig dengang plaget af et skrækkeligt Søuhyre; men Oraklet havde sagt, at man vilde blive befriet for dette, hvis Kongen ofrede sin Datter. Folket tvang Kongen til at lænke hende til en Klippe, og medens den ulykkelige Kongedatter hengiven i sin Skjebne ventede paa Uhyrets Komme, fik Perseus se hende. Greben af Medlidenhed og fyldt af Beundring over hendes Skjønhed løste den unge Helt hendes Lænker, dræbte Uhyret og tog Andromeda til sin Hustru.
Perseus vender nu tilbage til Seriphos og forstener i en Ordstrid Polydektes og hans Følge. Fordi Seriphos var meget klippefuld, pleiede Grækerne senere at sige, at endogsaa selve Øen var bleven forstenet ved Medusahovedet. Med sin Moder drager han dernæst til sin Fødeby Argos, hvor han under Kamplegene mod sin Vilje kom til at dræbe sin Morfader Akrisios ved et Kast med Diskos[4]. Saaledes gik Oraklets Udsagn i Opfyldelse. Efterat nu Argos’ Kongescepter var tilfaldt ham, bortbyttede han dette med Herredømmet over Tiryns; senere grundede han et stort og mægtigt Rige i Mykenæ. Han udførte endnu mange Heltegjerninger og blev Stamfader for en talrig og berømt Slegt, hvis Navne fremfor andre dødeliges er bevarede helt ned til vore Tider i herlige Heltesagn.
Medusahovedet skjænkede Perseus til Pallas Athene, som lod det sætte paa sit Brystpanser eller efter andre midt paa sit Skjold. Medusahovedet paa Athenestatuerne var et Symbol paa den Evne til at slaa Fienderne med Skræk, som den »stadbeskyttende« Gudinde troedes at have.
- ↑ Seriphos er en af Kykladerne.
- ↑ Ved Hesperien, d. e. Aftenlandet, Vesterlandet, forstod de gamle dels Italien dels den pyrenæiske Halvø.
- ↑ Saaledes lyder Fortællingen paa dette Sted. Ifølge det almindelige Sagn var Atlas ellers en vældig Kjæmpe, der bar Himmelen paa sit Hoved og sine Skuldre. Bjergkjæden Atlas strækker sig gjennem de Lande i Nordafrika, som nu benævnes Berberiet.
- ↑ Diskos vil senere blive omtalt i Stykket om de græske Festlege.