Hellenerne/14
Hellenerne.
14. Sagnene om Prometheus og Deukalion.
Den fornemste blandt Grækernes talrige Guder var Zeus (Jupiter)[1]. Hans Moder fødte ham efter Sagnet paa Øen Kreta. Hans Fader Kronos (Saturnus) var et Uhyre, der slugte sine Børn, straks de fødtes, fordi det var spaaet ham, at en af hans Sønner skulde støde ham fra Thronen; men ved Zeus’ Fødsel blev Kronos narret til i hans Sted at sluge en indsvøbt Sten. Den spæde Gud blev derefter hemmelig opfostret paa Idabjerget paa Kreta af Kureterne, Øens ældste Indvaanere, der ved Vaabengny overdøvede Barnets Skrig, forat det ikke skulde høres af Kronos.
Zeus begyndte ogsaa senere aabenbart at bekrige sin Fader, men kunde intet udrette, før han tog tilhjælp Kykloperne, Væsener med ét stort Øie midt i Panden, samt nogle andre vældige Skabninger fra Tidernes Morgen, Titanerne og Giganterne. Ved Hjælp af Lynstraalen, som Kykloperne havde smedet for ham, forjog han sin Fader; derpaa gav han Kykloperne Lov til at bosætte sig paa Sicilien. Selv tog han Herredømmet i Himmelen og gav sine Brødre Poseidon (Neptunus) og Hades (Pluto) Magten over Havet og Underverdenen.
Dengang gaves der endnu ikke Mennesker. En af Titanerne ved Navn Prometheus morede sig med at danne Figurer af vaadt Ler og indblæste i dem en levende Aande. Dette blev dog en hjælpeløs, elendig Slegt lig Dyrene. Da steg Prometheus hemmelig op til Himmelen, stjal noget af den himmelske Ild, som han gjemte i en hul Stav, gav den til Menneskene og lærte dem at nyttiggjøre sig den paa forskjellige Maader. Til Straf for dette Tyveri lod Zeus smede Prometheus fast til en Klippe paa Bjerget Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede ud hans Lever, som voksede frem igjen om Natten. Disse Kvaler udholdt han i Aarhundreder med Heltemod, indtil han blev befriet af Herakles (Stykke 19).
De af Prometheus skabte Mennesker blev udryddede ved en skrækkelig Oversvømmelse, ved hvilken alle druknede undtagen Prometheus’ Søn Deukalion og dennes Hustru Pyrrha; disse reddede sig paa et Skib, som Deukalion havde ladet bygge ifølge sin Faders Raad. Efter ni Dages Forløb stansede Skibet paa Toppen af Bjerget Parnassos i Phokis. Da Vandet var faldet, gik han ud, ofrede til Zeus og bønfaldt ham om, at en ny Slegt maatte befolke Jorden. Guden lod ham sige, at han og Pyrrha skulde kaste den store Moder Jordens Ben bag sin Ryg. Deukalion forstod Gudens Mening og tog Stene op af Jorden og kastede dem over sine Skuldre. De, som nu Pyrrha kastede, blev Kvinder, medens Deukalions Stene forvandledes til Mænd, og saaledes blev Landet atter befolket. Dette var den Skikkelse, hvorunder Sagnene om Menneskenes Tilblivelse og om den store Vandflom optraadte hos Grækerne.
- ↑ Hvor der ved de græske Guders og Heltes Navne er tilføiet et andet i Parenthes, er dette det latinske Navn.