Heines grav
HEINES GRAV
Nylig hørte jeg fortalt, at under hele krigen
laa der friske violer paa Heinrich Heines
grav, og siden har jeg mangen gang spurt mig
selv, hvem det vel kan ha været, som var til
sinds at øve en slik kjærlighetsgjerning. En fransk
kvinde? I de mange aar Heine bodde her i
Paris, var han mere fransk end franskmændene
selv. Hvem har haanet preussisk statsskik,
preussisk tænkemaate, preussiske vaner som han?
En fransk, ung pike, som, idet hun la blomsterne
paa graven, samtidig protesterte med
skinnende øine mot tyskernes færd i deres egen
store dikters navn. Allikevel — det er litet
sandsynlig. En enkelt gang kanske, men ikke
hver dag fire lange aar i træk. Saa mange av
sine egne hadde hun at gi blomster til. Levende
og døde. Det maatte ha været et svært hysterisk
kvindfolk i saa tilfælde. Et høist usympatisk
væsen. Jeg bryr mig slet ikke om at
tænke mig det en gang. Nei, en fransk kvinde
har det neppe været.
Men en tysk? Kanske en tysk. Enke efter en franskmand for eksempel, en, som i ensomheten, mens forbandelsernes og hatets torden steg mot hende, gav sig til at læse sin ungdoms dikter om igjen. Hvor blaaner violerne som i Heines diktning! Og saa har hun i sin overspændte sindstilstand med ekte tysk sentimentalitet dyrket denne bortglemte grav, daglig pyntet den med dikterens egne blomster, og saaledes hyldet en poet, der som ingen anden gjenkaldte i hendes erindring de første lykkelige drømme i skyggen av duftende linde, mens nattergaler sang.
Lindetrær, violer og nattergaler! De suser og dufter og synger jo mot os i Heines vers.
I mere end et kvart aarhundrede bodde Heine her i Paris, sin siste levetid i Rue d’Amsterdam, hvor han ogsaa døde. Trodsende døden skrev han her sit livs skjønneste poesi. Aldrig slynget rytmer sig om et aandigere sjæleliv. Pint av gatelarmen, som nat og dag skar gjennem hans følsomme nerver og vaandende sig under uutholdelige kropslige kvaler frembragte han med lekende ynde en række udødelige dikte. Smerte, spot, vemod, taarer, sværmeri, hjemlængsel. Tilslut var der ikke legeme av ham igjen. Et sammenkrympet lik i en «matratzengruft», men med en mund som smilte. «De skal nok se, at De blir frisk, nu da vaaren kommer, hr. Heine,» sa Fanny Lewald trøstende til ham, da hun, aaret før han døde, gjorde ham et besøk. «De, som har skrevet saa henrivende dikte om vaaren!» «Jeg har ogsaa skrevet vakre dikte om havet, frue,» svarte Heine, «men jeg var altid søsyk.»
Jeg kjendte engang en mand som besøkte Heine her i Rue d’Amsterdam. Nu er han død for længe siden, og jeg gjør mig ikke skyldig i nogen slags indiskretion, naar jeg nævner ham ved navn. Han hedte Ernst Hanfstängel, en mislykket, tysk maler av den berømte Münchenerslekt. Ved en leilighet viste han mig sin stambok, hvor ogsaa Heine var bidragsyder.
«Min far hadde jo sagt, at jeg værsaagod skulde besøke Heine under mit ophold i Paris,» sa han, «og saa maatte jeg jo lystre. De to var nok fine venner fra gamle dage. Som sagt saa gjort! Der laa han i sin seng med lukkede øine, og han var ikke meget større end et barn at se til. Der arme Kerl! Naa ja, jeg hilste altsaa fra min far, og saa hadde jo jeg for min part ikke mere, jeg skulde ha sagt. Kvalmt var det i værelset, halvmørkt, og jeg stod saamen og tænkte paa solskinnet utenfor, paa piker og sang og vin. Man har jo været ung engang. Det maa vel Heine ha merket paa en eller anden vis, for da jeg saa tilslut for at si noget bad ham skrive et par linjer i min stambok, som jeg fornuftigvis hadde tat med mig, fik han et underfundig smil i sit ansikt. Med to fingrer løftet han besværlig øienlaakene tilveirs, som var lammet av sygdom, grep pennen og skrev — ja, her ser De selv:
Hier liegen meine Gebeine.
Ich möcht, es wäre Deine.
Heine.
Ein sehr witziger Mensch! Nicht wahr? . . .»
Nu er det snart sytti aar siden, at Heine blev lagt i sin grav og adskillige vaarvinder har, mens tiderne randt, blaast over den. Hans idé med sit ophold i Paris, den at skape et bedre forhold mellem Frankrike og Tyskland, de store kulturnationer i Europa, brøt to blodige krige. Jo større mand, jo dristigere drømme! Heine vovet at drømme om en forstaaelsens bro mellem de to folk til lykke for fremtidens mennesker, og han ønsket selv at være en av bropillerne. Der er mindre end ingenting tilbake av hans politiske drøm.
Igaar eftermiddag reiste jeg saa ut til Montmartres kirkegaard for at se Heines grav. Tidligere laa altid hauger av visitkort paa graven — jeg hadde været der før; nu bare en violbuket. Underlig bevæget saa jeg mig rundt. Det suste i det tørre græs og raslet svakt i løvet over mit hode. Saa mange kvinder var der i Heines liv, og alle gaar de igjen i hans poesi med drømmens guldglorie om haaret, drømmen om hende, vi aldrig vinder, drømmen, hvis kraft omskaper, forvandler, drømmen, som aldrig dør . . . Og som jeg nu stod der i skumringen, var det mig, som de i sakte flukt kom svævende forbi . . . Hvem har elsket kvinderne som Heinrich Heine, og hvem er blit elsket av dem som han?
Og nu denne siste med en nyvaat violbuket i sin haand, mens krigens skillende avgrundsluer slog op mot hende!
Og i det bleke, usikre skjær av romantikkens bleke maane saa jeg hende vandre med bøiet hode ind i den døde magikers trollskog.
Den, som har været der, kommer aldrig ut igjen.