Heimskringlam (tekst)

Kap. 1.^[1] Den verden, som mennesker bebor, er gjennemskåret af mange have og fjorde. Således går Hægdehougsviken dybt ind i Homanslandet Men nordenfor Hægdehougsviken og østenfor Bogstadsjøen ligger et berømt land. I gamle tider var det vel øde og udyrket, og det er rimeligt, at stor skog groede derpå. Nu er store bygder ryddede og frugtbare distrikter. Til vest ligger nu Annexbygden, i øst ligger Fløistad og i midten Sollandet med mange rige bygder, såsom Fjerdingen og Trendingen.

Kap. 2.^[2] I gamle dage kom fra Gardarike Peter fra Hæreim. Han var en udmerket mand i alle dele og folkesæl, han var også en ualmindelig klog mand. Lys var han at se til, en stor gledemand, smuk af hår og skjeg og i sit hele åsyn, som hele hans æt; høi var hans pande og hans øine skarpe. Han blev en afholdt mand. Han lagde under sig Annexbygden og regjerede der, og der var gode år i hans tider; derfor likte folk ham vel og tilbad ham som en af æserne. Han lagde også under sig senere Solland og endelig Fløistad. Han var nu en mægtig konge. Han døde sottedød og blev meget begrædt.

Kap. 3.^[3] Peter fra Hæreims søn var Blom prest, hans søn Kristen fagerskjæg, hvorom denne saga mest kommer at dreie. Kristen fagerskjæg var en udmerket mand i alle ting; i sine yngre dage var han bærserk, men blev senere mild og rolig af sig; men han var en råddygtig mand, og ikke gik hans ven uråden bort. Han beskrives af ældre folk som en smuk mand, 3½ alen høi, sterk som 3 andre mænd; han kunde lege med sverd, så at han havde to i luften og ét i hånden; endvidere kunde han gå på et åreblad, mens båden rodes. Han var skald.

Om ham er det fortalt, at han drømte underlige drømme. Det tyktes ham, at han lå i skogen. Rundt kring ham stod de grønne vidjer, nogen her og nogen der. Da bæres det ham så underlig for, at det var, som om alle vidjerne vokste sammen til ét træ, og træet blev stort og fagert og skuede ud over.

Kap. 4. Da Kristen fagerskjæg vågnede, blev han meget glad; thi han forstod, at dette var lykkelige drømme; han samlede da alle sine mænd og talte disse ord:

»Jeg har drømt en underlig drøm og dog ingenlunde uheldig. Tyktes det mig at jeg lå i skogen, og at alle de grønne vidjer voksed sammen til ét træ, og træet blev stort og fagert. Hvad siger nu I om denne drøm?« Men de syntes alle, at dette var heldige jertegn. Da stevned han til sig alle mænd, fra Annexbygden, Trendingen og de andre bygder. Der var med Godal Thorson fra fjordene, Olaf fra Hallingdal og Olaf fra Holmestrand, der var Aslak Mikkelsen og Greve, som blev gift med Blom prests søster, Halvår gamle, Salve frode og Vollert Eirik son, Schöllberg og Hall i Haukadal, Blom-brødrene, Gjest Helland, Ringdal søndmørske, Gjesdal klerk, Jervel skald og Vermund fra Giskelund, Nidrø den hugmørke, Offenberg den vælske, Lars Brynhjulfsson fra Brakastad og Nordrum den finske og mange andre mænd. Talte nu Kristen fagerskjæg høit og tydelig disse ord: »Sollandske mænd! Ville nu I, som jeg, så slutter vi os sammen til ét sambånd og giver os gode love, og steller os et lagthing, som skal være over os alle. Jeg mener, at en sådan tilskibning vilde være den gavnligste for os allesammen og ingenlunde uheldig.«

Men det var alle mænds tale både da og siden eiter, at visere ord aldrig var talte. Der blev megen larm og bifald, og straks hyldede bønderne Kristen til sin lovsigemand, som skulde råde dem og sige lov for dem, og som de kunde tro sig til. Efter gamle troværdige mænds beretning, var dette 30 år før den store holmgang, da Godleif scholasticus alene med sit gode våben »Personlig« vog 6 mænd.

Kap. 5.^[4] De berømteste høvdinger på denne tid var Olaf Olafsson, Blom-brødrene, Jervel skald og andre, som før er nævnte. De tog nu til at læse op på tinge Landmandslivbogen, for at almuen kunde lære landslov og sed at kjende; der var stadig mange mennesker på Lovbjerget. Der blev også mange gode sagaer opskrevne, og Kristen fagerskjæg lod nedskrive eddaen, som af alle mænd er anseet for den viseste bog. — Der var nu god tid i landet, og alle holdt af Kristen fagerskjæg og tilskrev ham de gode åringer; derfor var han en mægtig høvding. Og det kom til det, at lovthinget blev meget berømt, og ingen høvdinger turde bryde med det.

Kap. 6.^[5] En mand hed Strøm; han var skald. Han var en fager mand og meget kvindekjær, men også mørk af sind. Er det mands sagn, at han en dag gik ned til stranden. Da tyktes det ham, at der lød en fager sang. Så siger Strøm skald:

Fjernt dog nærfra høres
en sang, melodisk skjøn,
den til hjertet føres,
til elskeren i løn.

Da syntes det ham endvidere, at han så et fagert kvindfolk foran sig:

Sig ham da langsomt nærmer
en kvinde hende lig;
han fast af glæde glemmer
sig og råber: »Sig,

Hvem er den hulde kvinde,
min længsel dag og nat?
Skal altså ingensinde
da det udslettes brat,

Som mig bestandig knuger,
hvor hen jeg går og står.
Det over mig nu ruger
som et ulægligt sår.

Begyndte hun så at tale til ham og fortælle ham, at hans fæstemø i den stund skulde fæste sig til en anden.

Thi tabt er hun dig,
den underskjønne, hulde
med en anden netop sig
hun nu forlove skulde.

Blev han da meget underlig, og det tyktes ham, at han ikke havde noget at leve efter, og det fagre kvindfolk sang:

Styrt dig i havet ned,
da skal jeg dig favne,
der skal du finde fred
og i glæden havne.

Da skilte han grant, at det var en havfrue. Så siger skalden:

Fristerinden lyder
han just i samme stund,
og derved sjelen byder
til død i bund og grund.

Kap. 7.^[6] Nu kommer adskillige sager op på thinge, således om »Fedraheimen«. Han var en norsk mand af ringe æt, han var meget kjævlelysten og lagde sig ud med alle folk. Der var nu mange på thinge, som vilde gjøre Fedraheimen fredløs og til skoggangsmand, og som slet ikke vilde have ham i huset, mens andre forsvarede ham. Der opstod deraf mange trætter.

En anden sag var om Lokaliteterne, som folk kaldte det. Det blev fundet, at visse finske og stygge folk fore om og herjede disse bygdelag. Det var natmænd og andre mænd af troldeæt.

Megen hån og spot var der også nuomstunder over dem, som ei forstod at hugge med saks; der opstod derfor megen våbenleg ved veitslerne, og det blev altid anset for en adelsbåren bonde uhederligt ei at kunne brage saks. Anders skald siger:

»Men hvad egoistisk kan der vel være
i osten så frygtelig stygt at skjære?
Jo skorpen slipper man derved at spise.
Måske og med i spillet er en smule malice«.

Kap. 8.^[7] Nu er at berette, at Kristen fagerskjæg drager i østerviking. Det tyktes folk en stor ulykke i, at deres høvding forlod dem. Men nu kom Amma Heidreksdatter til landet; hun var driftig og vennesæl mod alle. Med hende begyndte så gode år, som der aldrig før havde været, med hensyn til høsten og alt andet, og derfor var det mands ord, at hun var åsynje, Begyndte nu sangtiden. Høvdingerne var samlet på Solvolden; de lo og rødte; nogle dråk tvimending, andre sang. Da er det sagt, at der blev lyst i hallen med ét, nogle fagre lurtoner lød og derpå harper og giger. Da troede mændene, at gliderne var kommet til landet, og nu begyndte isandhed sangtiden. Men de Største sangere var Realf Ottarson, Hall i Haukadal og Vollert Eriksson.

Kap. 9.^[8] Efter Kristen fagerskjæg blev Mathis Eikgard lovsigemand på Sollandet, derpå Olaf Olsson.

Engang var høvdingerne samlet på thinge; da begyndte Njål at tale, og der blev ganske stille; thi så var sed, når Njål begyndte at tale. Han sagde: »Sollandske mænd! Nu synes vi jo at have tilskibet os vel på thinge. Men så er det ikke i alle måder. Mangengang synes det mig, og jeg har også hørt andre sige det samme, at det er noget tørt at sidde her på thinge, uden at have noget at tygge på. Men ei heller synes det rimeligt, at folk vil føre sin kvannerod med sig på thinge. Er det derfor mit råd, at alle folk betaler hver sin ørtug, og kan man da for dette gods kjøbe såmeget kvannerod, at der er nok både for vår- og høstthinget«. Men det syntes alle, at Njål havde talt vel og sandt.

Kap. 10.^[9] Nu er at fortælle, at flere landnamsmænd kom til landet, Hjalmar Falk og Mohr svarte og Ketil fra Barekmo. Jon lagmand tog bolig på vestsiden i Annexbygden og blev straks en bekjendt mand.

Om ham fortæller folkene mange frasagn. Han var høi af vækst, bred af lænder og en smuk mand at se til, han var veltalende, og nogle sagde, at han var snakkelysten. Hans bror var Jon Jonsson, som senere kom til Sollandet. Han blev siden pilgrim og reiste til Jorsal sammen med Bård Sæberg. En tapper høvding var ogsaa Godleif scholasticus og Simon benrad, samt Brynhjulf Hansson og Gunnar Alfstad.

Nu syntes mange folk rundt i landet, at det gik underlig på thinget med sagerne i saa henseende, at der ikke var nogen ret eller slutning at faa. Det blev bare med snak, og det gik fra vårthing til høstthing, uden at der blev nogen greie. Ei hjalp det, at man førte vidner og kvidmænd og al den ting frem. Folk talte om dette, og der var adskillig misnøie. Mange har fra denne tid regnet vrøvlealderen.

Kap. 11.^[10] En mand hed Godleif scholasticus. Han var søn af Are Marssøns, Atlesøns, Rognessøns hin hvide Hjørleifs søns Hordalandskonge. Godleif var en stor kjæmpe, den dristigste af mænd og driftig i alt. Han for på en reise til Irland; der fik han af en troldkyndig mand det våben, som heder Personen den fjerde. Der er at fortælle om den kamp, som han havde med Skåden fra Vestlandet. Det var en stor bærserk. De mødtes paa Festvolden. Først driver Godleif Personen hin fjerde imod Skaden sit skjold, saa at dette sprang isund. Nu driver Skaden mod ham sit forgyldte latinske sverd, men Godleif veg til siden, så at det kom ikke nær ham, og i det samme svinger han Per sonen i luften med al kraft, så at Skadens hoved fløi ½ mil bort og ud i Underhougsfjorden. Nu var Godleif stedse anset som den største kjæmpe. Sålænge verden står, vil aldrig hans minde glemmes.

Kap. 12.^[11] I denne tid var også flere love vedtaget på thinge. Således rådede Njål til, at der skulde være to oplæsere af loven. Dette tyktes lagthinget en nyttig lov. Ligeledes rådede han til, at der skulde være to kjøgemestere, som skulde passe paa, at hallen var iorden, og på hestestaldene, at der ingen tyve kom; de kaldes eforer. — På denne tid sluttede de store presteveitsler på Solvold.

Mange gamle folk, som havde levet i sangtiden, tyktes disse tider at være noget underlige og ei så fagre som de gamle tider; de vilde derfor gjerne have sangtiden igjen, men det måtte vel være så, at æserne var blevne vrede over disse folk, som nu kom op.

Kap, 13.^[12] Nu lider det henimod den store kransefest. Fra alle bygder rider folkene til things, baade mænd og kvinder. Da de havde været en uge ved Lovbjerget, råbte lovsigemanden alle folk sammen. De samlede sig. Spillemændene begyndte at lege paa sine harper og giger. Da gik karldøren op og høvdingerne kom ind i række, men de var klædte i prægtige kjortler og kapper. Så tog lovsigemanden til at tale, og der blev en taushed, så at man kunde høre en bukseknap falde paa gulvet. Således talte han: »Aspazometha sè, o Ekchoff, hemeis hoi ympantes hos ton poieten hemon ton dafneforon«.

Satte så lovmanden kransen paa hans hoved, og der blev en mægtig jubel. Dette er den største fest i mands minde.

Kap. 14.^[13] Engang kom Njål fra Fljotslid, hvor han havde ledt efter en sau. En mand ned Grissur Sveinsson, han var østfjording og træl. — Da Njål kom til Solhei, stansede han lidt. Men mens han stod, begyndte der med engang at regne fra klar himmel. Dette tyktes ham et jertegn. — Grissur Sveinsson var blit usams med Solberg svarte, som havde skjeldt ham ud for feig. Han søgte derfor at komme Solberg i baghold. Mange af Solbergs venner varede ham.

Om Njål er at fortælle, at vandet løb ham nedover halsen og ryggen, og han begynder at fryse. Da han kom til Bergthorskval, stod Bergthora ude på tunet. »Hvad er det nu med dig«, siger hun. »Forunderlig er det nu på Sollandet«, siger han. »Hvorledes er det«, siger hun. »Da jeg kom til Solhei« , siger han, »begyndte det med engang at regne fra klar himmel og bare på mig«. »Underlige varsler er det«, siger hun. »Det bæres mig for«, siger han, »som om dette betyder blod«. Men Njål var fremsynt. — Gissur Sveinsson flygtede i hast til Trendingen.

Kap. 15.^[14] Da det led ud på sommeren, blev der beredt 6 langskibe forat drage i østerviking. Man fik god bør og reiste. Først kom man til Kjøbmandhavn, hvor høvdingerne blev godt modtagne af kong Fridrek; han gav dem gode gaver: Simon benrad en pelsbræmmet kappe, Godleif scholastikus et kort sverd, guldindlagt, og Bernt fra Støjlene en overkappe af skarlagen. Derpå drog de til Uppsal. Der blev de godt modtagne af jarlen Sigleif; han beredte et stort veitsle, og de sad længe ndover kvelden og drak. Udpå natten skulde de gaa hjem. Det var temmelig lyst, og de var noget drukne.

Der traf de to svenske mænd. »Hei, I svenske mænd«, råber de. »Hvem er I«, siger de svenske. »Vi er Sollændere; jeg er Simon benrad, og han der er Bernt fra Støjlene. Kan I vise os til nogen gjesteskåle. Vi er fremmede her i landet.«  Men mens de gik således, blev de meget søvnige; de lagde sig da ned i rad langs en stor skåle og sovnede ind.

Kap. 16.^[15] Nu omtales af ældre mænd nogle frygtelige drager, som sprøitede sort edder ind i frisene; de var usynlige, såat ingen fik se dem.

Sivert thrønder het en mand; han var bærserk. En anden mand var Jens Jensson. Disse to blev meget store fiender. En dag siger Sivert: »Ræd er du Jens Jensson«. »Dyrt skal du bøde de ord«, siger Jens, »til holmgang stevner jeg dig på Balkåholmen i Fjerdingen«. »Ei er jeg ræd«, siger Sivert. På den bestemte dag mødtes de på Balkå. Sivert havde sverdet Håndgrib, Jens havde et kort sverd og et langt spyd. Først støder Sivert til Jens med sit sverd; han var rasende. Men Jens bøiede sig lidt til siden, såat Siverts sverd streifer hans skjold; i det samme lægger Jens til Sivert med håndsaksen; han fik just tid til at bøie hodet, såat bare den høire øreflip blev af skåret. Da blir Sivert hamram, han griber sin kniv og lægger den igjennem Jenses lår, så at han faldt. — Så skjærer han hovedet af og begraver liget.

Kap. 17.^[16] Nu er Jon lagmand lovsigemand, efter ham Anders Vik. Mens Jon var lovsigemand, var der adskillig tale tilthings om omeletten. Folkene rider nu til Lovberget, det er den 7de dag, og lagretten sætter sig. Da siger Jon: »Nu er det frit at sige fra for den, som vil og som har noget vist at råde«. Da stod op Helge litle hin mortepomper og kvad:

Begge mine øine blive så små.
Nu vil til min lille seng jeg gå.

Off siger folk, at mens han sagde dette, ristede hans briller. Derpå reiste Kristen sig, »Mig tykkes det, at det ei var ugavnligt at hædre dem, som har været gode mænd i rådet og kampen; derfor synes mig, at de, som lagretten dertil ansa verdige skulde ha lov til at bære navnet omeletten«. Helge litle siger: »Alt hvad Kristen siger, er komplet dill«. Samuel fra Sandved reiste sig da: »Ei kan jeg være enig med dig, Helge; meget mere bæres det mig for, at enhver sag har en sub- og en objektiv side, og jeg tror, at vi ikke kan klare denne sag uden ved hjælp af logikken«. »Dill, dill«, siger Helge. Men nu reiser Langibald sig og siger: »Ikke er vi vælske mænd, men vi er gode nordmænd fra Norge; derfor mener jeg, at omeletten må ombyttes med pandekage; det synes mig bedre«. Morten fra Sandved stod nu op og sagde, at han pleiede at æde på hotel Royal og derfor var en madmand; han skulde gjerne hjælpe til ved pandekagens tillagning. Helges øine bliver nu mindre, han sidder i langbænken ligeoverfor lovsigemanden og han siger: »dill dill«. Sætter så idetsamme Samuel fra Sandved i at brøle og løber ned fra Lovberget. Helge fulgte efter ham.

Kap. 18.^[17] Det var en dag, at Hjalmar den kvindekjære og Olaf krølhårt hin soldølske stod i Kristens have opved et plommetræ »Søde er nu plommerne«, siger Hjalmar. »Ikke vil jeg være plommetyv mere end dig, og dyrt skal du bøde de ord«, siger Olaf. Dermed giver han ham en kindhest, og de kommer i slagsmål. Falder de så over træet og knuser det. Da de så det blev de meget rædde; thi blev det bekjendt, var de fjørbaugsmænd. »Hvad skal vi nu gjøre«, siger Hjalmar og stikker hænderne i broklommen. »Vanskelig er denne sag, men vil du lyde mit råd, så skal det lykkes«, siger Olaf; de går så sin vei. Da det var mørkt, gik Olaf ud; han gik til Solhei; det var skumring. Han hørte nogen komme; det var Hjalmar. »Tag nu du der i venstre ende«, siger Olaf. Hjalmar gjorde så Tar de da plommetræet imellem sig og går ned til Underhaugsfjorden. »Ud med det«, siger Olaf. Derpå går de hjem.

Kap. 19.^[18] En aften sent, da Sivert thrønder havde været hos sin fostermor Amma, går han til sin skåle. Mens han gik, brølede han, som hans sed var og kastede vedtrær på sin fostersøn Kolbein fra Seterholts dør. Alle dem, som han traf, slog han ned med sit sverd; han var berserk om kvelden, derfor kaldte man ham også med kjendingsnavnet kveldulv. Da han kommer til sin skåle, lukker han døren op og går ind. Da han havde ådet natverd, lægger han sig. Med det samme han sovnede, lyder der et skrækkeligt døn; det klinger som af 30 flasker i hans sverd, som hang over bænken, og det falder ned. Da beljede han 6 frygtelige hyl, så at man hørte det i hele Fjerdingsbygden; derpå blev det lydløst. Ei sov han siden om natten. Han taler ikke om dette til noget menneske.

Kap. 20.^[19] På denne tid var også høvdinger Nygård fra Viken, som havde været i Myklegard, Veel, som gjorde et drapa om kong Erik, Mossingerne: Birch den farlige, Boye og Reinert, endvidere Meling den spake, Sigurd islænding, Koch danske og Helland gangende.

En nat rider Olaf krølhårt over fjerdingsheiden. Han rider, til det blir bælgmørkt. Da synger det i hans sverd. »Underlig tykkes mig dette«, siger han, men i det samme fik lian et slag over ryggen, så han dat af hesten. Men straks var han på fødderne og svang sit sverd, så det susede; han kjendte, det kom på noget, og han hørte, det fnysede. Så fik han et slag i brystet, så det blev sort for hans øine. Slig kjæmped han til langt ud på natten. Da sagde en stemme: »Hvem er du, eller hvad vil du her på Fjerdingsheiden?« »Jeg er Olaf krølhårt fra Dal, men hvem er du? Er du af mændenes eller af troldenes æt?«  »Ei er jeg af troldenes æt, men godt kjender jeg dig, Olaf krølhårt, thi jeg er nok din frænde«. Dette tykkes Olaf underligt, og han frittede, hvem han var, eller hvor han var fra. »Jeg er Sørdal halvtrold«, svarede hin. Da blev Olaf krølhårt glad; thi de var frænder og fostbrødre. Han bad Sørdal halvtrold hjem til sin gård. Sørdal sat hos Olaf i 3 måneder og blev vel fagnet.

Kap. 21.^[20] Blandt thingets sager var dette år også Ketil Åmodts. Rolf lovsigemand sagde for ret, at han skulde være skoggangsmand. 19 dage før vårjevndøgn blev retten sat. Vreit var sagsøger, men Ketil selv gav værn i sagen. Ved nonstid gik alle lovmændene i række op på Lovbjerget, men Rolf lovsigemand og Vreit i spidsen. De var klædte i røde kåber, men Rolf og Vreit havde sort kjortel, sådan som lov og ret er. Bød nu Rolf Ketil at rydde kviden; derpå fremlagde Vreit sagen og dømte ham til skoggangsmand, eller idetmindste at være 4 år borte fra landet. Nu satte domsmændene sig, og blev enden den, at Ketil blev dømt til skoggangsmand. Anders Teit gjorde indsigelse mod dommen, fordi kviden var gal. Der blev megen ugreie, og sagens slutning blev den, at Ketil fik forlig.

Kap. 22.^[21] Hestetyverierne bliver nu meget almindelige på Sollandet. En dag kom Thjodrek litle ned fra Fjerdingen til stalden for at se paa sin gode blakke: Vestlandsposten. Da finder han den ingensteds. Han skjønner da straks, at røvere havde været ude. Lyser han dette på thinge: Jeg Thjodrek litle lyser lovlig straf over hesterøveren, med landslov lyser jeg, på thinge lyser jeg, jeg lyser i vidners overvær. Finder vi røveren, så skal det være frit for enhver at tåge hans liv». Alle syntes nu, at Thjodrek havde talt ret og lovlig, og det var meget folkeomtalt den høst på lovthinget. Også mange andre havde mistet sine heste, og folk likte det ikke, at der skulde være usikkert og ulov i landet. Nu går der adskillige rygter om, at Jakob Knutsson løven var den, som om våren havde stjålet og slagtet blakken. Thjodrek litle, Anders Dansås, Kristen benrad, Simons bror og andre høvdinger lagde da råd op om at lægge baghold mod Jakob. Ud på vinteren samler de sig og drar til Trendingen til Knutsbø. De samler sig om skålen, slår ind døren og løber ind i stuen. Kristen og Anders tar fat på ham og lægger ham på bordet. På én gang var 12 knive stukne i ham.

Kap. 23.^[22] På Storbø i Trendingen bode Kristian Joachim Andreas Lindbo Spenning. Han var gift med Gunhild fra Hatlemark, men nogle sagde, at det var pengegifte. Gunhild var mandfolkkjær. En vinter var Anders meget taus og heller ukåd, han talte ikke til folk. 8 uger før høstthinget tog Anders sin hest og reiste hjemmefra, han drog sydover Trappefjeld over Fljotslid og kom til Kirkebø. Leif den vise stod ude på tunet og slibte en ljå. Da han så Anders komme, sagde han: »Held og sæl, er så langveisfarende folk ude og reiser». Anders svarede ingenting. »Du tykkes mig ikke at være i det bedste lag«, siger Leif, »men gå ind i skålen og hvil dig, du kan vel være træt, når du har ridt Trappefjeldet sør«. De bænkede sig i skålen og Leif lod sætte mad frem. Mens de spiser, siger Anders: »Meget har jeg nu tarv for dit råd«. »Er det så, at jeg kan råde deri, og det ikke er altfor vanskeligt, så ved du, at jeg vil altid hjælpe dig«, siger Leif. »Eet har du gjættet, og stakket har min søvn været i de sidste tider, men ei gavner smilende fjæs, når falskhed er bagom, og fagerhed fører mangen mand bag lyset; men har jeg selv lagt på læsset, så får jeg vel trække det«. »Negte det skal jeg ikke«, siger Leif, »at ordet har nåt frem til Kirkebø om forskjellige ting«. »Hvad råder du mig nu til at gjøre«, siger Anders. »Først skal du ta vidnesbyrd hos dem, som din kone har været hos. Når du så rider til things, så skal du have dem med dig. Så læser du op på thinget disse ord: »Da det er blit mig kyndigt, at min kone har været rundt på gårdene og i mit navn har anmodet om lysolje, forkynder jeg herved på thinge Hørt og lydt, at ingen må betro ovennævnte person noget på min regning, uden at hun har seddel med mit navn. — Men ellers kan du også, hvis du vil, skille dig fra hende«. — Anders rider hjem og siden til things og gjør, som Leif havde sagt ham. Alle folk syntes, han havde båret sig forstandigt ad i denne sag. Dermed sluttede denne sag.

Kap. 24.^[23] En kvinde hed Hildegund. Hun bode på Storjonsbø, hun var datter af Storjon Aslakssøn Hildebranssøils Erik Leifssøns. Hendes mor var Gerda Hair eksdatter, Olafssøns hvide. Hun var en fager mø, dygtig og noget rask af sig. Hendes hår var guldgult og gik lige ned til beltet; var hun lys af øine. — Udpå høsten var der et veitsle hos Peter biskop; der var hun tilstede, men også Simon benrad. Den 5te dag i veitslet står han ude på tunet og snakker med en nordmand. Da ser han komme imod sig et følge af kvindfolk, fagert pyntede. Men foran gik Hildegund Storjonsdatter. Hun var strålende pyntet, havde kappe, bremmet med sobel, og himmelblå skarlagens kjortel med sølvbelte, håret var tvundet ind under beltet. Men han havde den kappe, som han fik af kong Fridrek og den guldring, som han fik af Håkon jarl. De kommer i tale. Hun spurgte ham om hans reiser og meget andet. De talte længe høit sammen. Endelig blev det til det, at han spurgte hende, om hun var ugift. »Ja ugift er jeg, men lidt vanskelig er jeg på det«, siger hun. » Hvorledes synes du om mig«. — Hun tiede en stund og ser ned på sin ståk. Men det tyktes hende ingenlunde ringt gifte, og hun bad ham tale med hendes far. Giftermålet kom da istand, og festemålet stod ud på våren med megen pragt; hun og hendes frænder var tilstede og mange andre høvdinger. Det vårede i en halv måned.

Kap. 25.^[24] Sortedøden kommer nu til landet. Den går over mange mægtige bygder, både i Annexbygden, på Urebø og mange andre steder. Der var meget få folk ved veitslerne og ikke såmegen gammen som før. I denne tid var tildragelsen med Jeremias neshorn og troldet. Jeremias kommer tidlig om morgenen fra stølen til sin skåle. Da ser han i sin seng et skrækkeligt trold med gloende øine som en drage, han blev uhyre ræd og flygtede. Da han kom igjen, var troldet borte. »Enten — eller« sagde han og lagde sig tilsengs, bredte felden over sit hoved og lå sådan i 3 dage. Da stod han op og satte sig ned ved bordet. Mens han sad der, kom Haugmand viking ind. »Hvi sidder du sådan, Jeremias«, siger han, »eller mon du har seet noget stygt varsel». »Enten eller«, siger Jeremias, ser ned på gulvet og spytter. »Ingenlunde forstår jeg, hvorledes du sidder så rolig, hvis du har noget at hevne«, siger Haugmand; mens han siger dette, tar han sverdet kulskuf fra væggen, skjuler det bag sig og rider sin vei hjem igjen. — Då skriger Jeremias: »Enten er dette et jertegn, eller også er det mine usle fiender«. Straks sadler han sin hest og rider afsted. 12 mænd vog han alene den dag.

Kap. 26. Jeg har nu berettet om hændelser og kampe på Sollandet fra de fjerneste tider til vore, sådan som jeg har hørt af forfædrene, og det er beskrevet i de gamle sagaer. Mangt og meget har hændt i årenes vending, som ei var kyndigt for almuen, men det, som går for sig med høvdingerne og de mægtigste mænd, det pleier vanlig at spørges og være til frasagn blandt folk. Kristen fagerskjægs drømme synte sig da at være sande, og der tykkes også megen gagn og gammen at være af et samlag, hvor vise folk sidder ved styret, og alle har lov til at tale på thinge, og hvor ei andet end unge og tapre krigere bor. Folkene der i landet var meget elskede af gliderne, og der var fordetmeste godt år.

Her ender Heimskringlabogen.

---

1. Kap. 1. På forf.s geografiske forestillinger skal jeg ikke indlade mig. De er, som det sees, høist embryonale. — Om Fjerdingen fortæller Kålund i sin »Sollandets beskrivelse«, at der i nordøst var en meget dyb hule, som trodes at gå lige ned til Hel. Længst i syd laa fjeldet Balkan, hvorfra ofte varme kilder vældede frem. Fjerdingene og Trendingens gårde lå stadig i private og offentlige trætter, iser, da den vilde og voldsomme Sivert thrønder levede; denne og hans fostersøn Seterholt, begge hedenske bærserker, foruroligede meget egnen. Ikke mindst trætte og drab opstod der på grund af vedalmendingerne; Trendingen og Fjerdingen havde nemlig hver sin vedalmerding, hvorfra alle gårde forsyned sig med brænde for hele vinteren. Op af Fjerdingen lå Loftsheid, et mørkt og uhyggeligt sted, som var almindelig frygtet for troldskab (Kålund, Soll. besk., II., pag. 45).
2. Kap. 2. I gamle dage etc. Dette udtryk skriver sig utvilsomt fra en misforståelse hos forf. Jeg mener nemlig, at han har henført Peter til Petersborg, og derved søgt at få istand en theori om en indvandring fra Rusland. I denne formening støttes jeg af Maurer og prof. Gustav Storm. Om denne, som det synes, i oldtiden meget anseede konge er der mange sagn, men af disse at uddrage den historiske sandhed kan jeg ikke her nærmere indlade mig på; jeg skal blot bemærke, at Peter fra Hæreim nu almindelig er ansét for en historisk person.
3. Kap. 3. Kristen er et meget almindeligt nordisk navn. Jeg antager at det står i forbindelse med roden Krist, hvorfra flere egenavne er afledede; som grundform sætter jeg * Kristiánus; for at forklare vokalen i sidste stavelse blir det nødvendig at antage en betoningsovergang: * Kristianus, sidste stavelse er da faldt bort, da den staar langt fra hovedtonen, vokalen ia i ubetonet stavelse gåt over til e. — Fagerskjæg. Efter Laksdøla saga skal Kristen have havt rødt rundskjæg; det sees da heraf, at det var særlig yndet i den tid. — Blom prest omtales kun i denne saga; som man ser af tilnavnet, har han været uddannet til geistlig. — Underligt er det, at her ikke er omtalt den begivenhed, som omtales flere andre steder, f. ex. i Fagrskinna, Om ophav etc.: Peter fra Hæreim var nu gammel. Var det engang, at han sad i hallen med sin hird, da råbte han Kristen til sig. De talede længe sammen, de to mellem sig, og Peter slog ham på skulderen og sagde: »Gammel er jeg nu, Kristen, længe har jeg sat i riget og rådet blandt mændene, meget har jeg set både af nornernes ulykkestråde og af menneskenes færd. Stærkere er den unge ørn, til ham står det at øve mands gjerning og føre begyndt dåd tilende. Fra denne dag skal du derfor gå mig tilhånde.« Men disse ord glemte Kristen aldrig. — Det er, som prof. Bugge under udarbeidelsen har gjort mig opmærksom på, i denne tid, medens han går kong Peter til hånde, at han udfører det i kap. 4 omtalte betydningsfulde verk.
    Tidsbestemmelsen for den her omtalte begivenhed kan nu med vished efter P. A. Munch og Vigfússon sættes til den sidste halvdel af febr. 878. Af samtidige sagaer kan sluttes, at dette Kristens arbeide har foraarsaget en stor bevægelse. Vistnok er de ædleste mænd øieblikkelig blevet begeistrede af hans store idé, men vi har nu også beviser for, at visse partier vistnok har stillet sig endel kritiske eller ialfald neutrale ligeoverfor sagen. Således findes i et brudstykke i membranet »Strømmen« følgende ytring: »Kunde ikke hver glæde sig og være oprømt på sit værelse, så meget han vilde? Dette spørgsmål kan ingenlunde afvises; thi det er, hverken at betragte som nogen fysisk eller ethisk umulighed. Det kommer an på ens psychologiske konstitution. — Idet den almindelige idé specialiseredes til den særegne etc.« Senere søger forf. at give idéen et forsvar. »Dog et bevis: Når en herre og en dame går arm i arm på en vei, og den ene vil bevæge sig til den ene side, den anden til den anden, vil da ikke begge falde i grøften enten på den ene eller den anden side, eftersom den ene eller den anden er sterkest? Er de derimod lige sterke, vil de auream mediam tenere«. Udtryksmåden i dette sagabrudstykke, de mange lærde ord og visse andre kjendsgjerninger har bragt mig til den overbevisning, at det er forfattet af den i sagaen omtalte, meget lærde Godal Thorson, som senere blev biskop til Vestreaker. Personlig: dette ord vanskeligt. Jeg skal ikke udtale mig med sikkerhed om det; jeg var før af den mening, at det var samme ord som forsonlig, p måtte da forklares som en læsefeil for f, hvilket jo godt kan tænkes, da skrifttrækkene ikke er ulige (p f), vokalen er vanskeligere, man måtte antage, at det ubetonede o blev svækket til e. Unger gjør mig imidlertid opmærksom på, at han har læst ordet i et skotsk manuskript. Desuden synes ordet »forsonlig« noget besynderligt om et våben, det måtte da være en drastisk ironi, hvilket man jo har exempel på i de gamles navne. — Jeg tror nu det er et lånord, men betydningen tvivlsom; tyske sprogforskere sætter det i forbindelse med sunna, sol og Sollandet. Dette lidet rimeligt.
4. Kap. 5. Jervel skald. Dette tilnavn formoder jeg, han har fåt af, at han først begyndte at skrive ned „Strømmen“, hvilket nu må ansees for at være godtgjort, ligesåvel som, at det i den A. M. samling fundne ms. fol. 234 er det samme, som i Hkr’s sprog på et senere lydtrin kaldtes edda. Jeg kan her ikke nærmere indlade mig på lydovergangen „strømmen“ til „edda“. — Det var som bekjendt lige til Keysers tid en alm. antagelse, at „Strømmen“ var ét værk, skrevet af én forfatter. Keyser gjorde begyndelsen med at erklære det som blot samlet af én mand. Nu er det bevist, at Strømmen ikke engang er samlet af én mand, men sammen skrevet i flere slegtled, så at den med et moderne udtryk nærmest kunde kaldes en avis. Når Keyser mente, at især det første af „Strømmen“ tilhørte en ældgammel tid, synes Sv. Grundtvig og de senere forskere tilstrækkelig at have bevist, at selve Strømmens heroiske del ikke fjerner sig i tidsrum væsentlig fra den yngre del. Gustav Storm har ment, at stilen i den ældre „Strømmen“ skulde tyde på vikingetidens begyndelse; han drager denne slutning af en del, som det synes, halvforståde fremmede tanker, halvlatinske udtryk. Det skal heller ikke negtes, at Strømmens indhold ofte giver præg af en sterkt bevæget tendens til at optage fremmede kulturretninger og sågodtsom mulig at assimilere dem med hjemlige forhold. Ikke rigtig rod synes de rimeligvis fra Frankrig lånte forsøg til ordensudnævnelser at have slået i det nationale; derimod synes en del forandring og udvikling i retsforholdene med held at være optagne fra angelsaksisk, således rigsretterne. Fra Tyskland optoges vistnok de til doktorpromotionerne svarende titulationsakter. — Angående Jervel skald som den, der begyndte nedskrivningen af „Strømmen“, er jeg så heldig at have fundet et no., som sandsynligvis er skrevet af Kristen, og som tillige viser, at Sagaens Kristen lod nedskrive er feilagtigt. Stedet røber en, jeg kunde næsten sige, moderne tænkemåde.
    „Da réd. holdt sin trontale, undslap der den en ytring, som let kunde gjøre, at sildige slegters hædrende monument kunde vorde reist over uret mand, og den sanddrue saga forledes til løgn — — At æren for dette tilkommer tidsånden, vil jo ikke være nogen ubekjendt. — — Hr. Jak. Jerwell bærer ikke den mindste sten tilbygningen. Ms. er trykt i dipl. norv. pag. 263.
    Turde bryde med det. Dette udtryk er et af dem, som allerklarest beviser min påstand, at Hkr’s forfatter har benyttet Jon lagmand. Denne har skrevet en kronologisk bog om Sollandets historiske udvikling; med ham begynder den egl. faste kronologi, og man kan stole på næsten alle hans data; han skriver en ædel kort stil. Desværre besidder vi kun et fragment af hans libellus Sollandorum. Dette sted synes, som sagt, at pege på den samme sociale udvikling, som Jon lagmand betegnende gjengir i disse ord: „Thi nu optoges, efterhånden som organisationen vandt en vis autoritet og dens udtalelser en vis vægt som Sollandets beboeres fællesudtalelser også spørsmål af vigtighed for Sollandets økonomiske velfærd eller dets beboeres materielle trivsel på dens program.
    Den blev efterhånden et forum, der vistnok ikke havde nogen afgjørende indflydelse på sådanne spørsmål i sin almindelighed, men for hvilket de da fordetmeste indankedes til prøvelse, og til hvis dom der næsten stadig tages et vist hensyn“. — Foruden det interessante lys, dette kaster over steder i Hkr. tror jeg også med vished, at det beviser, at Hkr’s forf. har benyttet Jon lagmand. Gustav Storm bemærker hertil, at forf. da visselig vilde have omtalt det i prologus. Han tror forholdet er omvendt: at Jon lagmand har benyttet og commenteret Hkr.; jeg må imidlertid også ligeoverfor denne indvending fastholde min mening. Forholdet er imidlertid ikke ganske klart. Maurer og Jessen slutter sig til min mening.
5. Kap. 6 synes næsten meningsløst i sammenhængen. Digtet findes i Strømmen, cod. Begius, og det er rimeligvis ved navneligheder, at forf. er blevet ledet til at anvende digtet på en af de ældre bekjendte høvdinger. Det sees også af et stykke i dipl., at disse viser har været tillagt en høvding. Dipl. pag. 367: »Da jeg fra flere kanter har fåt nys om, at man antar mig for forf. af »Fiskeren og havfruen«, og jeg ikke ønsker, at blive denne uforskyldte ære tildel, anmoder jeg herved red, om at bevidne, at jeg ikke er forf. H. Strøm«
6. Kap. 7 er karakteristisk. Det kaster et eiendommeligt lys over de kulturhistoriske forhold. Vi ser, at allerede i den tidligste tid har de samme kræfter virket, som gir sagaerne og eddaerne en stor del af sit præg. Disse trætter mellem Fædraheimsætten og andre ætter går fremover hele tiden, frembringer uendelige diskussjoner, drab og eftermål. Ikke mindre betydning har våbenøvelserne ved veitslerne, ligesom også denne usikkerhed i Privetbygden skal have varet længe. Efter alle sagaer synes det at have været et mørkt uhyggeligt sted — saks er et kort sverd — versene er, som sproget tydelig viser, senere tildigtede.
7. Kap. 8. Det tyktes folk etc. I Fagerskinna: Om ophav etc. heder det: „Det var derfor med dyb beklagelse, vi modtog efterretningen om, at han nu skulde forlade os, og vi tør sige, at han længe vil blive savnet blandt os“. — Nogle fagre lurtoner etc. Landnåmabok kap. 35: „En strøm af henrivende toner, brusede frem, ja en strøm af en sådan kraft og fylde, at det ikke engang står i „Strømmens“ magt at beskrive den“. — Mærkeligt er det, at Amma Heidreksdatters indførelse af mjøden ikke er omtalt på dette sted. Gjennem sagaerne skimtes den store indflydelse, hun må have øvet på det huslige livs udvikling. I flere sagaer fortælles f. ex., hvorledes Jon lagmand, Koch danske, Sigurd islænding og Berta, Kristens søster, som siden reiste til Fastlandet og blev meget savnet, — sad på staburet og drak seid i de „lyse sommerkvelde: thi da kunde de forstå fuglens tale i skoven, og da kunde de mane frem alfer udaf månens skin og nattens skygger. Og hver af dem skar et kors på sin høire arm og svor, at efter 10 vintre skulde de mødes på Jonsgård ved Glommen, selv om de var i de vælske lande eller Gardarike, i Myklegard. Men Amma bryggede seiden“. — De kronologiske forhold i Hkr. er meget uklare. Således er det her skildret som om Amma Heidreksdatter kommer til landet på samme tid, som Kristen forlader det; forholdet er, som Munch rigtig har påvist, at Amma kommer til landet allerede i Blom prests tid, antagelig høsten 878. Blom prest regjerer fra høsten 878—881. — Navnet Amma Heidreksdatter synes at tyde på, at man har blandet mythologiske forestillinger sammen med det historiske. Amma betyder jo bedstemoder, er nærmest mythologisk, og der er intet exempel ellers på, at det er brugt som egennavn; derfor har Egilsson (Lex. poet.) vistnok ret i, at hun har fat navnet på grund af den yndest, hvori hun stod. Det historiske forhold er ellers noget uklart. — Heidreksdatter. Der vides ingen Heidrek at have havt nogen sådan bekjendt datter. Jeg tror, at de tyske sprogforskere har ret i, at navnet er en fordreielse af det irske Heidenreich, og hun har været gift med en af Heidenreicherne, en af de berømteste indflyttede irske ætter.
8. Kap. 9. Dette tobaksforslag har vistnok aldrig vundet frem til realisation, det sees flere gange at have været oppe, men blevet neddysset. Hvorledes eg. Njål skal forklares, er ugreit; der er to meninger: 1) Hoffory: Arkiv etc. har fremsat spørsmålet, om Njål er brugt næsten symbolsk, hvor det gjælder retsspørgsmål 2) den almindeligste antagelse er, at de senere afskrivere har forvansket teksten, såat de med Njåldyrkelsen for øie har rettet. — Jeg tror, at forfatteren selv kan have sat Njål til, hvor han ikke var i vished eller lignende. 2)&nbspMbestyrkes af, at på et senere sted i sagaen er der to læsemåder, den ene Njål.
9. Kap. 10. Året 879 (Vigf. og Munch). Hjalmar Falks og Jon Lagmands landnåm har vistnok ikke foregåt på samme tid, men noget bestemt kan ikke siges — Om Ketil fra Barekmo fortælles i Vatnsdølasaga: Han var elsket af alle og fredsæl. Han reiste til Ringerike, og mens han boed der, tog han sot. Men så elsket var han, at næsten alle Sollandets høvdinger, da han var død, reiste op til hans gravøl, for at hædre ham. — Jon lagmand kaldes i Landnåmabok Samuel Jonsson.
    I et ms., som er tillagt Jon lagmand, mon ikke ligner hans korte consise udtryksmåde, fortælles, at han var Halvor gamles ven. „Velsigne Halvor gamle, han gjennemgik alle mine skriftlige besvarelser“. Ligeledes fortælles der en noget romantisk historie om et fiendskab med påfølgende fostbroderskab mellem ham og Hjalmar Falk. „Hjalmar var mut og nådig, skjønt, som Hall, bare året ældre. Men den gang Gunder med de rynkede bryn og de flyvende lokker talte for sorgen i gjestebudet, da blev Hjalmar og jeg fostbrødre.“ Fremdeles nævnes som hans ven Laurits Boldemann Obadias Mika Nahum Malmfura Havnsund. Allerede dette besynderlige navn synes at stemple beretningen som eventyrlig.
    Godleif scholasticus, egennavnet Godleif synes en oversættelse af det frankiske bonne-vie til Godleif, dette er da af folkeetymologien identificeret med det nordiske Godleif. Ligeledes er vel benrad en misforståt overs. af det frankiske Mi-skelet. — Disse landnåmsmænd er behandlet, som om de kom samtidig til landet, hvilket er fuldstændig feilagtigt, således kom Jon 879, Godleif 880, Simon 881.
10. Kap. 11. Forunderligt er tilnavnet scholasticus, som jo ellers pleier at betegne en grammatiker og her bruges om sagaernes yndede bærserk Godleif, Beretningen er ellers tynd her imod, hvad den pleier at være i de andre sagaer, som beskriver denne begivenhed. Godleif synes såat sige at have dannet idealet for Sollandets forestillinger om en kjæmpe. I de andre beretninger beskrives nøie alle detaljer, klæderne, våbnene etc: „Men først spillede alle spillemændene, nogle på flasker, andre på kamme etc. Derpå steg Skaden fra Vestlandet op på volden, men han var klædt i en rød, sid overkappe. Godleif havde en grå ulvefeld og en sort, rund filthat“. — De våben, som omtales, kan ikke godt bestemmes (se ellers Keyser: Nordboernes privatliv i oldtiden). — På den anden side er der noget storartet ved denne korte reliefmæssige simpelhed, hvormed begivenheden her gjengives.
11. Kap. 12. Ang. Njål se min bemærkning til 9de kap. — lovlæserne kaldtes også anagnoster — de store presteveitsler var årlige blôt af goderne, som blev afskaffet ved kristendommens indførelse. Det er troligt, som Keyser bemærker, at de på disse også har forhandlet adskillige sager sig imellem; eiendommelig er den fortælling, som findes i et brudstykke, antagelig forfattet af Simon benrad, at levningerne efter disse store blôt, forbundne med gjestebud sendtes op til Trendingen, hvor det blev uddelt til forlystelse for almuen; denne imødeså derfor med glæde de omtalte presteblôt.
12. Kap. 13. Her fortelles altså om en slags skaldekransning, man kan heraf se, hvor høit digtekunsten har været skattet deroppe i det ensomme land. — Af Formularen har jeg blot givet begyndelsen og med almindelige typer efter Bugges læsemåde, hvem jeg også skylder følgende fortolkning:
     Aspazometha; da runerne naturligvis er af den kortere række, kan p her læses som b, hvilket giver Asbarometha, hvilket B. nu læser i ét ord og forklarer som Æsernes barometer, hvilket jo giver til evidens god mening; det er en af de hædrende kjendinger, hvoraf jo kunstpoesien har så mange lignende, at exempel ikke behøver anføres. Et mere betegnende udtryk kan vel ikke tænkes, hvad man end vil lægge i det, — sè kan ikke B. forklare, uden ved at læse det som lønruner og i omvendt orden, heri bestyrkes han af tegnet; altså efter regelen for lønruner: for e den foregående rune i gruppen th, for s efter samme nøgle u, hvilket giver thu — o Ekchoff er egennavn og må være et tilnavn til skalden; jeg kan ikke være enig med B., når han sammenstiller navnet med Nestor, jeg forstår ikke sammenhængen; jeg skulde heller ikke tænke på det alm. mandsnavn Ingolf — hemeis = heim + suffikset si — hoi fremdeles demonstrativt, den samme partikel som findes i heu-te — symbandes hons (nasalt o) ton tvende sammenbundne høns — poieten hem kan B. endnu ikke forklare - on tager han sammen med ton; og da onthonda part. af verbet unthan, senere unnan — det følgende udtaler B. blot som en dristig hypothese: af nef oron = af nefum várum, endelsen i nefum måtte da være bortfaldt ved det enklitisk tilføiede oron; men udtrykket kan ikke ellers påvises, B. har tænkt på ordsproget náit er nef augum, og dette måtte i tilfælde forklares: det, som undes dig af vore næser, det, som undes øiet af næsen, det, som det blot er vor simple ligesom frænde- og vennepligt at unde dig. En slig forklaring er imidlertid yderst resikabel. — Hele udtrykket skulde da blive så: O Eckoff (Ingolf), du æsernes barometer, hjemme her (her på stedet) [overrækker vi dig] tvende sammenbundne høns, (dig afvort (ganske) hjerte) undte. Det ulæste poieten hem måtte efter denne sammenhæng indeholde et verbum, som f. ex.: overrækker vi dig. — Efter Bandamanna saga blev accessit tildelt Jon Jonsson.
13. Kap. 14 . Fortællingen i dette kapitel er uklar, men synes at omtale en af de vandefterstræbelser, som har været alm. på Sollandet til vore dage og eiendommelige for dette folkeslag. Det synes, at Gissur Sveinsson har været uheldig i sine bestræbelser og truffet op i en af de ældre ætters høvdinger istedetfor sit egentlige mål. Gustav Storm har træffende vist, at det ikke kan ha været Njål, mere tilbøielig er han til at tænke på den ansete Hall fra Sida. — Det skal forresten her bemærkes, at i året 881 skede efter Landnåmabok den største indvandring; det var det år, Kristen fagerskjæg kom tilbage til Solland og blev lovsigemand, og der strømmede derfor til en masse mennesker fra Gardarike; det er muligens en sådan russer, som er antydet med trælen Gissur. Disse nye indflyttede har vel havt en indflydelse ved sin mængde, som ikke har været videre velset af de ældre, aristokratiske ætter. Jeg tror således, at der er lagt symbolsk betydning i dette varslende, utilsigtede sammenstød mellem trælen og den ædle, symbolske repræsentant for aristokratiet, Njål. Jeg synes, der hviler et dybt vemod over dette kapitel.
14. Kap. 15. Dette tog er her meget kort omtalt, og en tilfeldig hændelse er berørt, som ellers ikke omtales. Ved alle de eventyrlige beretninger om dette tog kan vi her ikke opholde os, vi må nøie os med at henvise til den interessante saga: Kristen og Kristenkjæmperne (Flateybogen, Kristiania, eller Fornsogur, Kjøbenhavn). Der omhandles reiserne udførligt; der fortælles, hvorledes Kjøbenhavnerne med en seiddrik vilde få kjæmperne til at glemme sit fødeland, for at de kunde være der, og mange andre eventyr: hvorledes enkle af heltene for en tid forsvandt, såat hele skaren måtte vende om og bestå de voldsomste kampe med jernbanemændene forat få sine venner tilbage, hvorledes Jon lovsigemand sang mansongskvæder (kvindekvæder) overalt, hvor han kom frem, og Bernt gjorde dråper om Island, hvorledes Kristen fagerskjæg var strålende klædt i guldbrynje og såkaldt floshjelm. Overhovedet har Sollænderne i flere århundreder yndet at dvæle ved Kristenskarens eventyr på disse tog; gjennem mundtlige beretninger er de udsmykket, andre senere eventyr og storværk er blit henført til dette som et midtpunkt. Sagn og virkelighed er her ikke at udskille. — Idethele er to modsatte sider ved Sollændernes natur sterkt udprægede: kjærligheden til hjemmet, som f. ex. har git sig et fyldigt, om end desværre lidt skaldekunstigt udtryk i Kristendråpa, og på den anden side: vikinghugen, eventyrlysten, som har concentreret sig om Kristensagaen. Man må tænke sig, hvorledes om vinteren ved amen kvinderne og de yngre spændte har lyttet til de rige, farvestrålende beretninger om Udlandets pragt, om kampe, ja troldskab og lignende. Betegnende er f. ex. i kap. 24 udtrykket, hvor der i korte, kraftige linjer berettes om Simons frieri: hun spurgte ham om hans reiser. Foruden de nævnte var også på dette tog: Marius Moe, Rønneberg, brødrene Kiær, Sæberg, Harald fra Devold, Fabritius, Arentz og mange flere. — I sagaen om Kristen etc. bemærkes det udtrykkelig, at Brostrøm og spåmanden Bødker, som var så vis, at han gik med panden mod træerne på grund af sine tanker, var hjemme for at styre landet imens. Brostrøm udførte imidlertid dette hverv på en mindre nøiagtig måde, idet han benyttede anledningen til at tilvende sig en stor del af årets grøde.
15. Kap. 16. Det om dragerne er tydeligvis senere indskud. Heller ikke beretningen om denne tvekamp kan have hørt med i sagaens oprindelige redaktion; thi Jens Jensson og Sivert thrønder var som bekjendt de bedste venner Møbius formoder og visselig med rette, at kapitlet er lavet ved foranledigelse af Jenses tilnavn krigen; dette er imidlertid som vi sikkert vet, tillagt Jensson til adskillelse fra den anden høvding af samme navn, Jensson freden; denmod er dettroligt, at den opr. saga har havt en beretning om en proces mellem Sivert og Konrad Svensson, som var dødelige fiender og stadig forfulgte hinanden med processer, uden at der egentlig omtales nogen håndgribeligheder mellem dem. Disse ting må da være sammenblandede. Allerede Keyser antydede en sådan opfatning af forholdet. Tiden for dette kapitel må sættes til 882—83.
16. Kap. 17. Denne omeletsag synes flere gange at have været på bane uden at ha fået tilslutning. Når dette ikke omtales af sagaens forf., ser jeg deri et bevis for min formodning, at forf. har nedskrevet denne saga på Kristens opfordring han har derfor så flygtig som mulig berørt denne Kristens mislykkede idé. Noget lignende er som bekjendt tilfældet med beretningen i Njåls saga om et par af hans forslag. — På flere steder synes jeg at spore, at Hkr.s forf. har stået i bekjendtskabsforbindelse til Kristen.
17. Kap. 18. Denne begivenhed omtales ikke andetsteds end i denne saga.
18. Kap 19. Allerede Munch har gjort opmerksom på den øiensynhge forskjel mellem sagaens første og senere del. Nogle har forklaret dette sådan, at forf. dels har havt mest sympati for grundlæggelsens tid, dels har fundet at burde gå nøiere ind på de ældre tider og bestemme dem historisk, medens de nyere, endnu friske tider ikke lå for historisk behandling, hvorfor da også blot enkelte udbredte sagn er medtat, medens data og personalia ganske er negligeret. — Denne forklaring synes mig ikke tilstrækkelig, dertil er forskjellen for stor, og desuden synes troldhi, storierne i sidste del allermindst at kunne få sin forklaring af, at den tid lå forf. nærmere. Jeg må derfor slutte mig til Vigfusson og Jessensom antar begge de redaktioner, vi kjender, for senere, ja tildels meget sene omarbeidelser af en tidligere og, som Storm påviser, kortere redaktion.
     På disse fabelagtige historier, hvormed der opvartes i kap. 19, 20 etc., kan naturligvis kritiken ikke indlade sig. De beviser blot tilfulde, at den redaktion, vi har, er fra en senere tid, da der måtte digt til for at tilfredsstille smagen. Er man først blit opmærksom på dette, kan man vel ikke undgå at se den uendelige forskjel mellem sagaens sidste, eventyrlige, del og dens første, som hvad historisk nøiagtighed og kraftigt udtryk angår endog står uhyre høit og sammen med Are Frodes noget tørre beretning gir en fyldig skildring af både historie og liv.
19. Kap. 20. Denne personopregning er en tilføielse i den nyere red., den findes ikke i den gamle. Det viser, at bearbeideren har følt synkningen i sidste del og villet hjælpe på den ved at angive et par navne. — Grunden til navnet Birch d. farlige skal være, at han gik om på tunet og skjød pile efter fluer og ingenting, hvorfor det længe var farligt at gå over tunet; et andet tilnavn er kagespiser, som synes at tyde på, at han var glad i kager. På sine senere år blev han efter et brudstykke i Flatøbogen meget fredelig og lagde sig efter lærdom. — Meling den spake var en meget anseet mand fra Vestlandet, hvorom andre sagaer har forskjellige småtræk. — Sigurd Johanneson islænding, fordi han hsvde været på et tog til Island — Helland gangende, dette tilnavn henspiller maske på, at han stadig var tilstede ved gjestebud, veitsler og blot.
20. Kap. 21. Angående den omtalte retsordning skal jeg citere Konr. Maureers:
    § 1. Actoratet udføres overensstemmende med lovens §8 af hr. Balthazar Wright.
    § 2. Actor og rettens formand er under proceduren og domsafsigelsen iført gala; de bærer sin orden i rødt bånd.
    § 3. Dommerne er iførte røde uldtepper.
    § 4. Anklagede er iført den dragt, han selv finder bekvem; han fører selv sit forsvar.
    § 5. Proceduren foregår mundtlig, actor udtaler sig to gange, anklagede, om han ønsker det, 3 gange, ikke flere.
    § 6. Actor nedlægger bestemt straffepåstand.
    § 7. Efter proceduren voteres offentlig og mundtlig, men uden præmisser, af alle tilstedeværende medlemmer efter opråb i alfabetisk orden. Kun anklagede er udelukket fra voteringen.
21. Kap. 22. Thjodrek litle Olsson er den lovvise Thjodrek fra Fjerdingen, som på mange måder har gjort sig fortjent af at udbrede kultur. Specielt er han omtalt, fordi han sammen med Aksel fra Brantseggen satte sig i spidsen for en ny, forbedret jorddyrkning og havedyrkning der på landet. — Den skildrede lynchret er den såkaldte bordret.
22. Kap. 23. Leif den vise er den bekjendte lovtrækker. Jeg kan ikke undlade at udhæve den fine, diskrete sykologi, som giver sig tilkjende ved fortællingen af denne ægteskabsstrid.
23. Kap. 24. Fortællingen om frieriet synes tydelig at være påvirket af episoden i Njåla med Gunnar og Hallgerd.
24. Kap. 25. De her omtalte begivenheder må henføres til ca. 888 og ved det tidspunkt slutter altså bogens fortælling.