Heimskringlam/Almindelige bemærkninger

Denne saga kan ikke henføres til ættesagaerne; den kan med fuld ret kaldes en kulturhistorisk saga og står som sådan høiest af alle sollandske sagaer; i mange henseender må den siges at have kastet en ny belysning over forholdene og livet deroppe; i raskt relief gir den alle vekslende sider, alle i samlivets udvikling bestemmende ting. På en forunderlig, enestående måde slynger billeder fra privatlivet sig som et bindende bånd om den korte, i store episke træk givne fremstilling af samfunds livet. — Forfatteren synes ligesom Snorre at have antat tre tidsaldere, måske ved påvirkning af denne, da, som jeg sikkert tror, sagaen er forfattet temmelig sent, hvilket viser sig i, at den har benyttet næsten alle de andre kjendte skrifter.

Den lærde forfatters periodeinddeling er imidlertid noget søgt, man kunde næsten kalde det en literaturhistorisk. Han antager først en episk tidsalder; det er kulturens første trin; udvalgte og ansete skalde har rimeligvis reciteret dråper og digte om begivenheder, som kunde være af interesse. Ved forbindelsen med Sydeuropa, med vikingetiden og dens nye kulturstrømninger kommer nye elementer; først er det musiken, som optas; den begynder med Hall fra Sida og Olaf Olafsson. (Af senere spillemænd nævner andre sagaer Hofgård fra Viken, Råen, Øjvind Hatlemark, som vistnok var en broder af den i kap. 23 omtalte Gunhild, og Buvik svartskjeg). — Recitativet får nu toner og blir finere udviklet, den irske metrik kommer til istedetfor det gamle fornyrdalag, som ikke var skikket til musikalsk foredrag. Det er dette, forf. har betegnet ved sangold.

Med Jon lagmand, der på alle felter i det offentlige liv, ligesom Bernt fra Støjlene i det private, synes at have bevirket en gavnlig reformation, begynder da en mere reflekteret eller civiliseret tid. Medens før samfundslivet nærmest beroede på fælles overenskomst, gamle overleverede naturskikke, blev nu love på hvert thing oplæste af lovsigemanden. Dette vil have en stor indflydelse på rhetoriken, det naive går over til det reflekterte, det poetiske til det rhetoriske. Det er denne forandring, forf. i det gamle sprog har angivet ved ordet vrøvleold. Udtrykket lyder for vore øren lidt odiøst, men man må anta, at det oprindelig ingenlunde har indesluttet denne nuance; men når talefærdighed senere gik over til spidsfindighed og tildels blev misbrugt, såat man som i kap. 21 ikke vidste forskjel på ret og uret, da fik ganske naturlig udtrykket denne lidt odiøse nuance, som det siden på Sollandet stedse har beholdt. — Imidlertid synes dog den inddeling, som flere forf. har anvendt, f. ex. Godal Thorsson, at være mere naturlig, nemlig trældommen og nøgletiden. Trældommen varede omtrent frem til Kristen fagerskjegs tid; nøgleslaget stod i 878 om vinteren, det var kort efter, at Kristen fagerskjæg havde fåt istand. Lovberget og var reist fra Sollandet. Det er dog besynderligt, at det ikke er omtalt. Nøgleslaget er som bekjendt vendepunktet i Sollandets historie; hvad der ligger bagenfor det er nu indhyllet i urtidens mørke; der er urskove, hvor ikke engang kritikens skarpe økse vover at forvilde sig hen engang imellem. Fra en uvis, ubestemt forfatning blev ved nøgleslaget Sollandsfolket til frie, odelsbårne mænd med givne love og ordnet samfund, mænd som vidste, hvem de var, og hvad de eied.

Ved den nye indvandring, som grupperer sig om Bernt fra Støjlene, Jon lagmand etc., begynder troligvis en bevæget tid på Sollandet; nye europæiske tidsstrømninger, kristendommens forandringer og sligt blev vel heroppe sterkt diskutteret; der begynder en omformning af de gamle seder efter nyt europæisk mønster, såat det mangen gang er vanskeligt at skille ud, hvad der er nyt og hvad gammelt, hedensk. Johannes fra Brantseggen nævnes som en af dem, der særlig tog sig af den fredelige trivsel på øen. — I forbindelse med hedenskabet står de såkaldte halvtroldslegter, ætter af en vild, troldagtig art, som leved i stadig holmgang, sagaen nævner f. ex. Sivert thrønder. Han omtales i mange andre sagaer, og der er desuden en egen, meget eventyrlig saga, Siverts saga, om ham.

Af største betydning er de oftere nævnte veitsler. I den senere tid holdtes de alm. 3 gange om året: vårveitslet 8 uger efter midtvinter, sommerveitslet halvtredie uge efter midtsommer og høstveitslet 8 uger efter høst-jevndøgn. Ved disse veitsler samledes alle landets mænd. Offentlige og private ting blev her drøftede. Mænd, som havde været udenlands, fortalte efterretninger fra fastlandet og England. Mandjævning, som var en af fornøielserne ved veitslerne, udartede mer end engang til blodige slagsmål, ligeså ostekampene, der svarer til Islands hestekampe; da der lagdes megen vægt på dem, kom lidenskaberne altfor ofte med i spillet. Lad os forestille os scenen for et sådant veitsle. Det er en lang og rummelig skåle, ad hvis midte går et langt bord og på begge sider langbænke; disse to langbænke mødes nede i øst af en tværpall; på dennes midte er høisædet, hvor høvdingen sidder. Når nu alle er komne vel i orden, begynder de livlige, dramatiske scene. Nogle begynder at trætte om landets anliggender, f. ex. om den i året 888 levende strid mellem erkebiskopen i Bremen Peter Fredericius og erkeb. i Leipzig Krog Tonningius, en strid, som vakte megen deltagelse på Sollandet. Her atter sidder grupper og aftaler giftermålskjøb; her er to koner i en heftig sammenligning angående de to berømte høvdinger Selmer og Sverbø. I denne forbindelse må også omtales valkyrjerne. Ved de ældste veitsler opvartede 10 valkyrjer; de bar mad til mændene og drikke, sålænge til alle blev ophidsede og drukne og begyndte ostekampe, holmgang o. l. Andetsteds skildres disse valkyrjer: Den ene var 4 alen høi, mørk i huden, styg, havde rødt hår og »gløtte ved tænderne«, når hun talte; den anden var liden, firkantet, skrutrygget. Når folk talte, lo hun, men forstod ikke, hvad de sagde. Sagnet var, at Odin havde slåt hende med søvntornen. Disse blev senere, da mere europæiske forestillinger gjorde sig gjældende, byttet med kristne møer. — Under skiftet mellem kristendom og hedenskab sees der af andre vidnesbyrd f. ex. Njåls saga, at have været vidtløftige trætter, idet de hedenske ætter ikke vilde ha veitsle sammen med de kristne, denne tilstand vårede, iser for vårveitslets vedkommende, rumme tider efter kristendommens antagelse.

Også tavlspil var kjendt og meget yndet på Solland; således nævnes f. ex. Kristen fagerskjæg, Peder fra Stavanger og Thales fra Milet som åndrige tavlspillere.