Heimatkomsten

Thomas Rosing Stockfleth

Heimatkomsten

Norske Viser og Stev i Folkesproget, utgitt av P. A. Munch, P. T. Mallings Forlagshandel, 1848 (s. 1–17).

---

---

Heimatkomsten,

Slaatt^[1] til kvæda som ein Leik, diktad paa Norddøls Maal

’taav

Ein Norddøl.

---

(Efterstaaende interessante og ved sin raske Melodi bekjendte Ballade, der har en i sin Tid virkelig Tildragelse til Grund, er forfattet i Nordre Gudbrandsdalens Dialekt af Thomas Rosing Stockfleth, født i Faaberg Præstegjeld i Gudbrandsdalen, død 1808 som Sorenskriver i Eger, Modum og Sigdal.)

---

Lengje væntad’ Lurdags Kvelden eingaang kom,
Sole’ sokk bak unde’ Lide,
Ølrøyk-Skodda^[2] la’ seg heile Aasen om,
Sporv og Sulu tok til tigje:
Ljom^[3] ’taa Elve-Fossunn durad’ som paa nyt,
Glad Torddyviln vaknad’, flaug op, surra’ lydt,
   Ettehande vart
   Meir og meire kvart,
Og med Kvelden tok til lide.

Sama Eftan kom meg^[4] heim ’taa Kjøpenham
Ikke Kjaakon^[5] kunn’ meg vænte:
Fast meg løp full ratt, meg tyktes lell var Skam,
At eg sku’ saa lengje lente:
Sette Dagin raak meg heim fraa Kristian,
Bedre maa masere, køm som bedre kann,
   Men det veit eg vist,
   Hudlaus vart eg sist,
Skjønt meg ingen Svie kjente.

Frunsa-Hatten hakk paa gule Veggen trast,
Jemte blanke Palask hengde.
Kallen mødte meg og trykte Nævan fast,
Han saa nær til Golvs meg slængde.
Graaten kvavd’en, ikke fekk en fram eit Ord,
Sist paa bygd’en skrike: Guds-Fred, kjære Thord!
   Har døkk alt exseert —
   Er døk permeteert? —
Eine Ord det andre trengde.

Og no laut^[6] eg gjera’n tydelig Beskjed
Kaarleds Sjøl ’en Far^[7] fekk leva;
Om en takom^[8] ved Paraten tedde seg?
Om en log nær Karen strævad?
Om en talad’ Tysk, ell’ Folkje sjøl forstod,
Bedr’ ell’ Far-Far has, som kopand aat os stod;
   Da meg svarad’ Ja,
   Banna’dn det var bra!
Huva strauk, bad: Kongen leva!

Rø’ dem ikke, gat en^[9], om en voga tør
Sjøl og sjaa paa norske Dalin?
Hø meg svarad Nei, saa veit eg rat au før,
Han hø vorte vill og galin.
Jau, han vil full gjenne han, saa svarad’ meg,
Men di store Herren vil ’kje gjenne te’ —
   Nei sjaa Juten du,
   Skreik en, harm ’ti Hug,
Juten raar lell mest ’ti Garden.

Med me’ ordast^[10] fekk en haale Nykkyl fat,
Trast blommaalad Ro-Skap gapte,
Tok Sylvkanna, blank som Snor paa nye Hat,
Gjekk til Kjellars sjøl og tapte,
Og saa baud meg Singot Thord, og drakk meg te’
Bad meg gjera Kanna redelig Beskje’,
   Drik dig otyst no,
   Vegen ha’ leit paa,
Sa’ en og meg strauk og klapte.

Hø me kunjad redde heile Norges Land,
Gjort det ingen før ha’ kunne’,
Uti det, som eg ved dette Klappe’ fann,
Sku’ meg Tak og Løn ha funne’.
Længe laut eg sjaa paa ’n tyst, saa skaut en blidt
Auge brettog^[11] paa meg, saa det mødte mit —
   Aller Hjerte slog
   Sødt som mil det jog,
Aller Blod saa let ha runne’.

Halvmørkt var det: Bringa vart saa veik og lind,
Kallen bad me’ gaa ’stad sova,
Sa, ho’ Anne ha’ gjort up, og glad ’ti Sind
Gjekk en in uti sin Kova.
Meg gjekk up paa Rammen^[12] gjønnom kjente Traap,
Som meg ofte tok i tri hell fire Hop,
   Men no var meg glad
   Faa ’ti Touge ta’,
Rolig Kvile sjøl me’ laava.

Reine Lakjin breidd paa høge Senge laag,
Den ei lækker Gjente gjorde,
Hennas Anlet før mit Auge alder saag,
Men kvor vart no med meg vorde!^[13]
Og saa kom du braat au paa med sa’ ’o’, Thord!
Hø’ me’ trud’ det, sku’ før Sengja vore gjord —
   Færdog^[14] trast vart ho’:
   Me handfallin^[15] stod
Ikke kunne faa fram Orde.

Køm kan sega, kvor kom detta paa meg no?
Me’ som ha’ saa vide vankad,
Ofse^[16] Gjentur saag saa let paa spiske Taa,
Flokkevis paa Gatun spanka,
Døm saa fagre va’ som Blomma’ paa ei Eng,
Meg, som vaagad’ med døm mang ein lystog Slæng,
   Paa Komedi va’,
   Og vart bære gla’,
Alder kjende Hjerte banka.

Meg saa reint førfjettrad, saa førsteinad staar
Før ei vesol^[17] Bonde-Gjente,
Barføtt, ’ti ein Stak, med lange flættad Haar,
Men saa væn som Kjaakon kjendte;
Væn som Maanin, nær en tidlig Hauste-Kveld
Titte’ fram og ljøser up baad’ Ljot^[18] og Fjeld,
   Stod hon her før meg
   Saag meg up og ned,
Meda’ meg ’ti Logaa brændte.

Hø’ no vore’ ljøst omkring meg som ein Dag,
Hø’ det vore’ Juul-Nats Mørkje,
Nuk han var her hon! alt annad var slikt Slag,
Auge’ bære hekk paa Førkje^[19]:
Ja baad Liv og Sands i blotten Augo’ laag,
Gjennøm døm hon sikkert Eld^[20] ’ta Hjerte saag,
   Baade tige stil,
   Ingen mæle vil;
Henna’ Lyst, meg felad’ Størkje.

Sist den fula Tausa lell kom fyst til Ord,
Halvegs baadis Auger møttes —
Seig, kaa er som fel deg? ha’ du ilt, min Thord?
Alder Gardis-Kar kan trøttes?
Ikke fælast^[21] du før Taus i Overdeil?
Rein ’en er, det veit eg, jæmvel grann og heil;
   Tryt’ deg nokon Ting,
   Seg, og trast eg spring:
Alder eg ved Omak støttes.

Anne, vakkre Anne! alt før vel du veit,
Kor vidt Fagres Verd^[22] sig strækkjer,
Men du veit ’kje lell d’er du, som Kjerligheit
No fyst ’ti min Barm upvækkjer.
Bli’ du her, saa inte’, inte’ fattes meg:
Flyg du bort, saa flyg au Hjerte’ bort med deg
   Fæ’ meg deg ’ti Arm,
   At min glade Barm,
Ingor Frykt hell’ Fare rækker.

Seig, kor kom du fraa du Aaverk^[23] paa Guds Jord?
Var du længje her paa Garde?
Er du boren fri? Hell vart saa fager Sol
Lage Kaar som vore harde^[24]?
Men kaa’ spør me? — bære seig meg, om du maa
Sjøl enno som eg før Hand og Hjerte raad’?
   Seig me reinan ut:
   Hø’ du nokon Gut?
Vredjas ikke før mi Tale!

Kan du tru hon var saa sleip, saa ful, at ho’
Bære meg ’ti Sjune skrattad’^[25]?
Meg stod som du saag nær Muus i hvasse Klo
Nøddes moro lynske Katta.
Thord du primer, sa’ hon; du paa eingaang spør
Mykjet meir hell’ Gummor, Præst og Klukkar før.
   Jadden tru’ eg no
   Du ’ti Svavn maa gaa.
Legg deg, det lid’ langt paa Natta.

Bid’ til Morgos, læt ’en Sjøl’ da sega deg,
At da Mor di salig, dødde.
Aare Jonsokløite, tog meg Styre ved^[26],
Og til Svar paa kaa’ du rødde:
Ikke har eg Bo at sjøl vanvørde med,
Ikk’ og tru kaa’ hvar lauskjæftad Guut sa’ te’.
   Ikk’ ell’ Far din maa
   Harm faa angre paa,
At sin Liit paa meg han ødde.

Borte var hon. Saag du Maanin nokon Tid
Ljøske^[27] kvave Midnat^[28] skjænkje,
Og med eit at ’ti ei’ Sky, som for forbi,
Gjømmas, før du kunne tænkje?
Værre var meg stedd hell’ den som ’ti slik Natt
Paa eit Stup i Mørkre stod aleine at.
   Motlaus ønskte meg
   Bære faa ’ti Fre’
All mi Kval i Sømn nedsænkje.

Men med henne strauk baad’ Sømn og Trøtheit fort.
Studsleg^[29] laag eg at aleine.
Ho’ meg nylig saag, jog Fred ’ta Hjerte bort,
Der hon maatte hysas eine.
Augo rann ihop^[30] og trast hon før meg stod,
Blyg og raud og kvit som bære Mjølk og Blod.
   Ved kvart Ord ho’ sa’,
   Ved kvart Svar ho’ ga
Tænkte meg: Kaa’ tru ho’ meina?

Huttutu vor vart den Sommar-Natten lang!
Kvor me syntes Søle lenta!
Over Bringo vart Brystduken alt før trang,
Kvor meg saart paa Klukka ventad’!
Fleire Gaange var meg paa sku’ stande up,
Leite up ’o’, men saa sa’ meg einkort^[31]: Stop!
   Ein lyt vara var
   Djerv og frammond Kar
Let kan støite blyge Gjenta.

Morgo’ ikke vart før det leid langt paa Dag,
Lengje alt meg hørde Lærka.
Men saa vart paa Trokka meir og meire Jag,
Kove-Sengje tok til knerka,
Sist meg hørde Kallen, mykkje glad ’ti Sinn,
Rødde ved ho’ Anne, ropa Folkje’ inn,
   Ba’ døm dra’ sig paa^[32]
   Hvar ein Kjeft ska’ gaa,
Stadseleg i Dag at Kjørka!

Da ’en saag meg klædd, ved Dag, i snorad Kjol
Med stivkraagad’ Støvlin’ blanke,
Enn en takka’ Gud, og spurde, mins du Thord,
Da du lærte ride Ranke,
Og meg spaadde deg du Gardis-Kar sku’ bli’,
Og faa staa kor Dag paa Kongjin Glæda di’?
   Det vart ’taav, mit Baan;
   Kem som har slik Son
Ikke tør paa Lykka anke.

Sæl er den, som har ein Son, som aktas verd^[33]
Før sin Kongjes Liv faa vaake —
Og den Son, sa’ eg, var mykkje meira sæl,
Som Gud ga’ til Far din Maake!
Mang ein Gard kan snart gje’ vuxin Gardis-Kar;
Men ein Far som du vart mykkje meire rar.
   Hjerte slikt som dit,
   Tør eg sega frit,
Vanskelig ein torde raake.

Bære, sa’ ’en, fek me eingaang Kongjin sjaa!
Fek eg mett meg paa ’en glaama^[34]!
Fek eg sjaa ’en fram før heile Folkje staa,
Tru mig det sku vera Gaama^[35]!
Fek eg sjaa’en satt paa Svarte Halvdans Stol,
Femte Fredrik liik; og sa’: Gud glæd’ mit Nord!
   Ja da tru meg vist,
   At meg kom til sist
Til ’taav Glæde gaa ’ti Faama^[36].

No kom Anne: Ho’ var bøstad som ei’ Brur;
Men ko skilnad’ fraa di granne,
Som med krusad’ Haar og Storfant-Hat og Tur
Tykt’s seg bedr’ ell’ kvar ei’ Anne!
Døm som paa Komedi-Brurlaup^[37] leikte norsk,
Da Brurpikja var tjukvommad’ som ein Torsk,
   Hø døm Anne se’t
   Sku’ det vore’ let
Faa døm til med meg at sanne.

Helse, gladvært^[38] Sind, paa frodig’ Kjefter^[39] log,
Brotfri og oskuldog Mine.
Trast hon saag paa meg, ho’ raudnand Augo slog
Ned som om hon fruktad mine.
Kor meg ønskte no, meg laag før hennas Fot!
Men meg felad’ baade Framferd Maal og Mot.
   Som ei Drotning ho’
   Blidlaat før meg stod,
Jau du, Hjerte var ’ti Pine!

Kallen saag, ho’ meir ell’ ordinari va’
Pyntad, meire Stads i Brøste,
Fleire Syljur dinglad’ med kruserad Blad,
Saa det langvægs ’taav ’o ljøste,
Snudd’ ’o rundt i Kring, og lægjand^[40] sa’ ved meg:
Før di’ Skuld mi Anne vist ha’ bøstad seg —
   Ved det eine Ord
   Følt’ mit Haap til Jord
Detta mi mit Hjerte krøste^[41].

Skjækte^[42], som vart utsent ’taav staalbaagad Brand^[43],
Ikkje kan saa snøgg seg stunde
Som det Agget^[44] rade^[45] ned ’ti Hjerte rann’,
Da det Ord slap ’om ’taav Munne.
Aabry’^[46] var det — dersom du ho’ kalte di’,
Saa kan Anne alder, alder lell bli mi!
   Det hø’ vore bedr’
   Meg ha’ ventad’ der
Til ho’ Stygmor vorte kunne.

Knaft os heimat kom og over Messa var,
Fort stod Forkunmat^[47] paa Borde.
Anne sette fram det beste som hon ha’,
Trippad’, alder mælte Orde,
Fleske-Spa^[48] og Skinke, søite Søden-Graut^[49]
Rjum-Graut med, saa Smørret over Bredda flaut.
   Men kvor hyggjeleg
   Anne tedde seg!
Men kvor net hon alting gjorde.

Fult var Hjerte, men det var au reint og trut,
Trygt det seg aat Far min vendte —
Kvor fek du ho’ Anne? sæl var føtt den Gut,
Som til Kono fek slik Fente!
Ha du kaaraad ho’ til Maake — kjære ska’ —
Ho’ mi Stygmor bli? saa svara reint ut Ja.
   Som du vil, saa bli,
   Veit du Villja mi,
Alder fæ du veinar Gjente.

Saa’n ho’ Anne maa bli ha’s som ho’ har kjær.
Meg kan ikkje paa ’o skjønne:
Men det veit eg, at før kvor Dag ho’ var her
Bed’ meg trut, Gud maatt ’o lønne.
Ikkje trøng ho’ til ei’ gumul skjølvand Hand,
Men køm ho’ legs Hog paa, ingin gisse kann.
   Vild’ ho’ ha ein Skok,
   Fek ’o Guter nok;
Men ho’ alle bære gjøne^[50].

Og no var det som det dat ei diger Børd
’Taav mit Hjerte. Trast paa Stundo
Baud meg henne up i Lofte^[51], før seg sjøl,
Høla’^[52] før ho’ best eg kunne;
Bad ’o sega meg, paa Truheit, køm det var
Som ho’ seg ’ti Løndom sjøl utkaarad har;
   Svor ho redeleg
   Kor meg vankad’, meg
Alder før hat Maaken funde.

Set deg, had ho’, svara: er du Far din lik?
Er du tru som han ’taav Sinne?
Kan du tega, saa meg alder nokon Svik
Ska’, ’ti det du lovas, finne?
Vil du sverja det, saa ska’ du veta faa
Køm det er, som all mi Hog er følle’ paa —
   No veit Gud meg svor!
   Kort ’taav hennes Ord
Staar meg enno freskt ’ti Minne.

Minnes du den Dagin — d’ er føll aatte Aar —
Da du ut vart kommederad?
Mins du da ho Sigrid med di gule Haar,
Som stod tet ved Offisera?
Ho’ som gret saa saart, da du var ropt ved Namn
Til at gaa som Gardis-Kar aat Kjøpenhamn?
   Da stod der ein Gut,
   Som ha’ med gaat ut^[53]:
Vakkrar’ ingen Kar kan væra.

Da eg saag ho’ Sigrid gret, saa gret au eg,
Skjønt meg ikke til deg kjendte.
Folkje saag paa deg, men Guten saag paa meg
Og seg lægjand aat meg vendte:
Graat du ikke, sa ’en, Baan: før det han gaar;
Han skal komma att aat deg om nokkre Aar —
   Nei det var før deg,
   Det meg gret, sa’ eg
Saa ho’ Gummor paa meg skjendte.

Sposk vart eg. Han kanske alder saag meg før.
Og meg var sakt bære Baane,
Litol utur Voxt, og myket tunn og tør,
Bleik som Ny i Vintermaane.
Sandt eg svara’n lell. Meg had’ en længe kjær:
Alder saag eg seda’ hell’ slik Karman her.
   Og saa strauk døk fort,
   Han med deg løp bort.
Da du gekk, ho’ Sigrid daanad.

Sigrid dødde bort. Du var ho’ myket kjær,
Kanske du det alder viste?
Men ho’ hø ein Far, som var saa stræng og tvær,
Vilde trug’ ’o te det siste.
Meg var far- og morlaus; Guten kom au fort
Sama Veg som du, men seda’ ha’ meg sport,
   At ’en hell’ seg bra’,
   Myken Hyllest ha’,
Og døm naudleg^[54] vil ’om miste.

Bli’ meg no saa tro og lov me det meg be’:
Seig meg om ’en laus er blivi’?
Om i Kjøpenhamn til bli han akte seg
Hell’ en heimkyndt^[55] hit er drivi?
Med’ du veit^[56] no alt, saa bli mit Vitne du,
At aat ingin annan eg vil ge’ mi’ Tru.
   Bli han ikke min,
   Ska’ mit reine Sinn
Ingin Dødeleg bli’ givi’.

Dermed tagde hon, og meg — vart like klok,
Længe at og fram funderad^[57],
Endeleg med baade Hænnan hennes tok,
Bad ’o heilt uprigtog væra,
Lovas at meg viste vel kvar Lansman grant,
Som va’ ikke der bekjendt før Skarv og Fant,
   Men ein saadan Gut
   Fann nok ingen ut
Utan Namn, som ho’ begjærad’.

Nei! has Namn kan Tonga ikke føre fram,
Sa’ ’o, og seg fraa meg vende,
Ordet vil paa Leppen døy’ ’taav bære Skam,
En om du meg slu miskjende?
Aktad vil meg leva saa for deg som han,
Hell’ au vil meg døy’, med Hedr^[58], i ogift Stann —
   Men bi’ lite lell!
   Meg bli’ like sæl^[59]:
Maatru du ha’s Belæt kjendte?

Af ein Hændels fekk meg eit paa Martnan^[60] sjaa
Likt’ som de’ ha’s eige vore,
Det meg køpte, og at ingen Sæl ’sku faa
Sjaa det, ha’ meg ved meg svore.
Men du ha’ no faat meg til at gaa saa vit,
At meg tryg ha’ til dit Hjertlag sett mi’ Lit,
   Detta ska’ du faa
   Kaste Auge paa,
Kanske du det kenne torde.

Dermed tok ho’ fram ein leker Nykyl-Ring.
Knep sa’ Laase’, up flaug Kista
Tok saa ut af Leddik liten insvøft Ting,
Raak meg det, og skalv og ristad’ —
Døm no om mit Hjerte, som dit eige vil;
Skulda maa bli’ di’, meg hø’ nok sjøl tagd stil.
   Meg til vikle ut,
   Længtes sjaa kaa Gut —
Da ein Spigl mit Anlet viste.

Reint førtomlad datt eg trast ved henna ned,
Trykt’ ’o let ind at mit Hjerte.
Maal og Mæle længe borte var for meg,
Glede blandad var med Smerte —
Ja det var deg sjøl eg gret før, kjære Thord!
Og no er meg vist den sælaste paa Jord;
   Nær du like’ meg
   Som eg held’ ’taav deg
Har meg alt det eg begjærte.

No kom Far min, fann ho’ Anne i min Arm,
Saag at Graat i Augo lyste,
Kjærleg trykte han os baade til sin Barm,
Alle tri saa va’ os tyste^[61].
Sist saa sa’ ’en: jau no ser eg kaad det lid’
Døkk ha’ nytta som eg trudde dokkers Tid,
   Og no har meg naat
   Det meg sjøl har spaat;
Men kor gla ha’s Hand os kyste!

---

1. Slaatt, Kvad.
2. Øl, stærk Sommervarme; Øl-Røyk, Hederøg, der viser sig ved Solens Nedgang i stille Veir, lig en Taage omkring Horisonten.
3. Ljom, Ekko, Gjenlyd. Man vil se, at Digteren ved flere Tilfælde søger at betegne Aftenen. Saaledes blandes om Dagen Lyden af Elvens Brusen med Lyden af Skovens Susen, saa man hører ingen af dem særskilt; om Aftenen derimod, efterhaanden som Alt bliver stillere, hører man først Fossens Duur alene, — og derved kan det egentlig siges, „at Fossene dure som paany“.
4. meg og eg bruges i Lessø og Vaage i Fleng for jeg, meg og os for vi.
5. Ikke Kjaakon, intet Menneske.
6. laut, Impf. af lyte, maa, være nødsaget til.
7. Sjøl ’en Far, Far selv (Kongen).
8. takom, af og til.
9. gat en, udlod han sig med.
10. ordast, egentlig ordedes, snakkede sammen.
11. brettog, kjælent.
12. Rammen, Overværelset.
13. Men hvorledes blev jeg nu tilmode.
14. Færdog, færdig.
15. handfallin, forlegen.
16. Ofse, ofte, tidt.
17. vesol, liden.
18. Ljot, Dal.
19. Førkje, Pige. Fente, Gjente, Taus betyde ogsaa Pige, dog anvendes de ikke i Fleng, men mest om Piger udenfor Bondestanden.
20. Eld, Ild.
21. fælas, blive bange.
22. Fagres Værd, Skjønnes Værd.
23. Aaverk Underværk, skjønneste Skabning.
24. Hell vart s. f S. l. K. s. v. h., eller blev haarde Kaar af Skjæbnen tildeelt saa fager en Sol.
25. meg ti S. sk., lo mig lige i Øinene.
26. Aare J. t. m. S. v., for et Aar Midsommer siden tog jeg Huusholdningen an.
27. Ljøske, Glimt, ogsaa Lysning i Dagbrækningen.
28. kvave Midnat, mørke Midnat, eller lige i Natten.
29. Studsleg, kjedsom øde.
30. Augo r. ihop, Øinene faldt sammen.
31. einkort, noget.
32. drage sig paa, klæde sig paa.
33. aktas verd, (udtalt væl), værdig.
34. glaama, stirre, se med opspilede Øine.
35. Gaama, Fryd.
36. gaa ’ti Faama, gaa i Ørske.
37. Komedi-Brurlaup, Kommnedi-Bryllupet. Da den Tildragelse foregik, Digteren har sat i Riim, gav man paa det kjøbenhavnske Theater Balladen: „Det danske Bondebryllup,“ hvorover mange af den Tids Livvagtskarle opholdte sig; man havde nemlig udstoppet Brudepigerne med Mavepuder.
38. gladvært, muntert.
39. Kjefter, Kinder.
40. lægjand, smilende.
41. krøste, knuste.
42. Skjækte, Piil.
43. Brand, Bue.
44. Agget, Nag, Kummer.
45. rade, lige.
46. Aabry, Skinsyge.
47. Forkunmat, den lekkreste Mad.
48. Fleske-Spa, Fleskesuppe.
49. Søden-Graut, en til rødagtig Mælk indkogt Grød.
50. gjøne, narre, fixere.
51. Lofte, et Rum paa Stolpeboden, hvor Brude pyntes, de bedste Sager gjemmes og vigtige Handler altid før sluttedes. Det hele Huus hedder ogsaa Loft, for at skille det fra Staburet.
52. Høla, talede kjælent, smigrede.
53. ha’ med gaat ut, er ogsaa udgaaet, d. e. udkommanderet.
54. naudleg nødig.
55. heimkynt, for at besøge sine Venner i Hjemmet.
56. Med du veit, efterdi du veed.
57. funderad, grublede.
58. med Hedr, med Hæder.
59. Meg b. l. s. jeg bliver lige lykkelig.
60. Martnan, Markedet.
61. tyste, tause.