Halvkunstnere/11
XI
Judaspenger.
Den lille kunsthandler i rue de la Boëtie rynket paa næsen. Det var en ikke helt ringe gestus, for Silberhahns lugteredskap var av ganske betydelige dimensioner. At han samtidig lukket det ene øie bragte mindre forvirring i det gamle gulbleke læderansigt, hvor næsens følsomme krumninger paa en meget ostentativ maate angav stemninger likefra begeistring til foragt.
Kilian Peters kjendte Silberhahn godt nok til at vite, at hans store akt ikke fandt naade for jødens ene øie. Kunsthandleren var en samvittighetsfuld mand. Han forstod sig bedre paa god kunst end de fleste eksperter i Paris. Men han var ogsaa jøde og visste, hvad daarlige malerier var værd.
Tilslut lukket han op det øie, som ikke interesserte sig for kunst men forretning, glattet litt paa næsen og slog ut med haandflaterne.
— Har De malt det billede? spurgte han forsigtig.
— Ja selvfølgelig.
— Besynderlig, mumlet jøden. . . likefrem besynderlig. . . . Det ligner ikke Dem. . . . Liker De selv det billede?
Kilian betænkte sig litt. Saa anbragte han sig i en stol og sa træt:
— Nei. Men jeg har malt det i mit ansigts sved. Og jeg vil gjerne sælge det — billig.
Atter krummet Silberhahns stemningsredskap sig.
— Vi kjender hinanden hr. Peters, sa han, og jeg tillater mig at si, at De har malt det billede der mot bedre vidende. Det er et fordømt rutinearbeide av en ellers fremragende kolorist. Man skulde tro. . .
— Alt det har jeg hørt før, avbrøt Kilian ham. Jeg har ogsaa øine at se med. Modellen er ganske ekstraordinær. Hun har behersket mig. Hendes væsen, hendes hud og hendes uægte haar likesom krævet at bli malt netop paa den maate. Klissent, forlorent og undfaldent. Da jeg var atten aar malte jeg ogsaa paa den maate. Da behersket modellen mig og ikke jeg modellen. . . .
Jøden smilte. Det var et godt og overbærende smil.
— Jeg forstaar, sa han. . . . . Selv de mest forhærdede impressionister har slike synder paa samvittigheten. Der findes nogen billeder av Manet og Renoir, som er det rene oljetryk. Kunstnerne er avhængig av mange ting. Som for eksempel. . . .
— Alder, kvinder og alkohol, sa Kilian hurtig. Naar man er passert de halvhundrede, virker daarlige fruentimmer og brændevin sterkere end i de yngre aar. Men bortset fra alt dette snak, skal vi ikke komme til enighet om dette billede? Den slags daarlig kunst er let sælgelig. Folk av den kunstneriske lavklasse liker godt alt dette danske kjøt, som lyser av smør og gaasefet. Jeg lar det gaa med signatur og det hele for 2000 francs.
Silberhahn rystet paa hodet.
— Jeg vilde ikke utlevere min signatur paa det billede, sa han klagende. Kuusten maa ha sin ambition. . . . Der er ingenting at si paa prisen, saalænge der findes amerikanere. De gir med glæde 1000 dollar for et slikt maleri. Her gaar en av de større svineslagtere fra Chikago omkring i byen nu om dagen. Han samler til sin salon. Denne akt er akkurat noget for ham. . . . Jeg kan by Dem 5000 francs for billedet og gjøre en meget god forretning . . . Det er ikke det. Men naar jeg tænker paa nogen av de vakre skisser av Dem, som findes i min privatsamling, saa maa De tillate mig at bli litt sentimental. . . . .
Kilian Peters tok de 5000 francs og gik sin vei.
— Der findes altsaa endnu folk, som tror paa den store kunst, mumlet han bittert . . . . . Velbekomme!
Saa forbedret han sit utseende hos en barber, kjøpte sig en snip, et nyt slips og en krysanthemum for at fiffe paa façaden. Og da det tegnet til regn anskaffet han sig en paraply med elfenbenshaandtak. Han spekulerte endog paa at kjøpe sig et ur istedetfor det kompas, som nu hang i den tykke og stygge guldkjæde, der skrek om jobbetid i hvert eneste led. Men han betænkte sig. Nu da endog tiden var relativ syntes det mindre paakrærvet at ta det saa nøie med kronometrien. Intet tog ventet ham og intet rendezvous. Han var i dobbelt forstand kvit Jonna med den fete ryg. Nu skulde han begynde at male for alvor. Der stod et mægtig lærret paa hans staffeli og hans pensler var vasket og beredte. Han hadde faat ideen til en stor komposition, som langsomt utformet sig i hans hjerne. Detaljerne var endnu ikke helt avklarte, men det kom nok.
Han stanset utenfor et posthus. Det hadde været hans mening at dra op til Montparnasse, men nu bød det ham pludselig imot. Saa gik han ind og avsendte to «pneu'»s — et til Sanne og et til Karon. Han stevnet dem til Fouquet.
Da han naadde op til Champs Elysée, blev han forbauset staaende. Mellem de tunge blysorte regnskyer, som væltet henover himmelen, brøt solen pludselig frem og brandt i et blaalig gløt. Det var som alle de mørkegraa væsener, som var krøpet ned i sit regntøi, stanset og stak hoderne frem fra frakkekravene og snappet efter luft. Det faldende høstløv krummet sig formelig i en sidste solorgie, hvorefter aftenbrisen førte alle de visne kastanjeblader med sig til rendestenens bramfri kirkegaard.
— Høsten, mumlet Kilian, er en daarlig ven. Den er fuld av forhaabninger og falske solgløt. . . . Vi høstens folk er sprø i stilken. Vi hænger i — gule av livshaab og tar os ut i landskapet. Saa kommer der en oktoberstorm og sender os til retterstedet eller ialfald til rendestenen.
Han blev staaende en stund ved gateovergangen. Solen var forlængst rullet ind i skyernes kaos og regnet tok til at dryppe. Derborte laa Fouquet. Lysene var allerede tændt i baren. Han kunde saavidt skimte «Charlie» som rystet cocktails i en koldsvedende shaker. Den som lykkelig og vel var over gaten!
Kilian tørret sveden av sin pande. Trafikken var ikke særlig stor. Men det forekom ham at hver eneste bil, som ilte frem og tilbake var en ildspyende drage, som vilde sluke ham. Og han var ingen St. Georg.
Denne frygt for de aapne plasser og de befærdede gater var kommen over ham det sidste aar. Denne følelse av, at der altid lurte nogen eller noget bak ham, var rent uhyggelig. Det var begyndelsen til den store neurose, hadde Sanne sagt. . . Polyneuriten lurte paa ham. De store byers sygdom. Herregud, — hvorledes skulde han komme over.
Da lysnet det pludselig i de store graa øine. Han øinet redningen. Der kom en gammel bonne med en barnevogn, som skulde over paa den anden side. Ingen færgemand kunde være mere velkommen. Barnevognen begav sig frygtløs ind midt i mylderet og Kilian dækket sig bak den. Det var som trafikken stanset som ved et trylleslag. Intet hellig dyr kunde ha bevirket en saa komplet lammelse av hestekræfternes jag. Der dukket endog op en konstabel, som med den største ærbødighet lodset det yngste Paris mellem de brølende rovdyr.
Kilian blev staaende et øieblik paa den anden side for at ordne sine tanker. Hvor han hadet disse stinkende og larmende biler, som i aarenes løp saa totalt hadde ødelagt stemningen paa Champs Elysées. Han mindedes den tid, da man med en cigar i mundviken i en enspændt viktoriavogn lot sig føre opover mot Triumfbuen i sagte dilt mellem prustende ganger og smilende kameliadamer.
Han sukket. Der var ingen tvil om det: Han var blit en gammel laudator temporis acti med bilofobi, pladsfrygt og tidshad. Der var noget galt med hans lever, galden fløt omkring i hans krop og sindssykeasylerne vinket til ham.
Vel, — men han hadde 5000 francs i lommen. Det var judaspenger, for han hadde forraadt sin kunst. Men nu skulde det være slut med disse ofre til Molok og Mammon. Hans nye komposition stod nu klar for ham. Det var et bibelsk motiv: Judas Iskariotes som slængte de 29 sølvpenger i ansigtet paa en farisær med den ene haand og med den anden famlet efter repet. . .
Kilian Peters grep sig i at le høit. Folk vendte sig forundret efter ham og tænkte: Nok en gal utlænding!. . . Men da den høie mand med krysanthemumen i knaphullet gjemte sin latter, skyndte de sig skuffet videre.
Imidlertid svingte Kilian ind paa baren. Da «Charlie» hadde mixed en av sine alvorligste cocktails for ham, saa han sig omkring. Der sat en gammel amerikaner med bukkeskjeg ved siden av ham og spiste nelliker. . . . Hvor i herrens navn hadde han set dette ansigt, hvor hovmod og hykleri stod saa tydelig skrevet? . . . Kilian lukket øinene for at friske paa hukommelsen. Da gik det pludselig op for ham: Det var farisæeren i hans nye komposition.