Halvkunstnere/09
IX
En livskunstner.
Naar en gjennemsnitsturist blek og utkjørt av seværdigheter og musæumsvandringer kommer tilbake fra sin parisertur, føler han eller hun sig forpligtet til at være begeistret, — om ikke av anden grund saa for at ærgre dem, som endnu ikke er kommet saalangt. At faa en stakkars «heimføing», som endnu ikke har hat anledning til at blotte sit hode under Triumfbuen ved den ukjendte soldats grav, til at bli gul, eller at bibringe ham en let gysen ved et indblik i Paris' saakaldte laster, — det er næsten reisen værd. Men paa et punkt beroliger turisten av Bennetts eller Cooks naade sine misundelige tilhørere. Det er naar vedkommende kommer ind paa menuen. Da fastslaaes det med jernhaard bestemthet: Man lever ikke godt i Paris. Daarlig smørgaasbord, ingen ryper, ikke avkokt torsk eller lutefisk. Nei hjemme er det andre greier. Og vinene — naa ja, men ingen rødvin fik man saa god som i fædrelandet!
Selv den mindste amatør i livskunst maa bli bedrøvet over en saadan tale.
Thomas Karon, som naturligvis var en uforbederlig kyniker og materialist, pleiet i denne anledning at holde følgende tale: Der findes kun en maate at lære Paris' kultur at kjende paa, og det er ved et indtrængende studium av byens spisekort og vinlister. Louvre, Luxembourg og Bois de Boulogne kan være godt nok. Men veien til den dypeste forstaaelse av den ægte pariseraand gaar gjennem kjøkkenerne i «La Perousse», «Foyot», «Voisin», «Larue» og «Tour d'Argent».
Hin høstaften, da han sat i det dypeste hjørne ved et rundt bord i «Grand Vabel», sammen med Kilian Peters, var han inde paa det samme spørsmaal.
— Ser du Kilian, sa han og løftet sit cocktailglas, denne «Martini» er ikke god nok. Og hvorfor? Jo, fordi dette ikke er noget utpræget mandfolksted. Her er musik, dans mellem bordene og mange kokotter. Det sætter sit præg baade paa det ene og det andet. Og ikke mindst paa cocktailen. Man kan ikke undgaa kirsebæret og søtsmaken.
— Den er sterk, mumlet Kilian melankolsk og tømte sit glas. . . Men hvorfor gaar du her?. . .
— Jo, svarte Karon næsten genert, fordi jeg har invitert Klara Stern. Damer vil gjerne sitte i lyse lokaler, høre musik og se paa dans. Det pirrer deres festglæde. . . . Hvad sier du om hors d'oeuvre?
Kilian kastet et blik paa det festlige bord, hvor opvarterne holdt paa at gruppere alskens smaa lækkerier omkring en liten isblok, hvor en daase belugakaviar tronet i ensom zarisme. Der var smaa terter med gaaselever garnert med romainsalat og ristet pain noire, muslinger i remouladesauce, en hummersalat, krebsehaler i gele, ristet selleri og en rosenrød jambon de parme, som lænte sig til en ring av aspargeshoder. Endvidere alle de andre smaa likegyldigheter i sild og sardiner og salater, der kræves for at mildne overgangene, og et straalende fat med roastbeaf, opskaarne pølser og andre dekorative saker, som nærmest er til for at der ikke skal synes at mangle noget.
— Det ser vidunderlig ut, sukket Kilian. Bare jeg hadde den tilstrækkelige appetit. Rigtignok har jeg ikke spist paa flere dager, men allikevel. . . alle disse leiheter. . . ., de efterlater bare en uhyre tørst.
— Jeg forstod det slik, at du var kisteglad over at bli kvit damen. . . .
— Det er jeg ogsaa, skyndte Kilian sig at si. Men gudbevaremigvel, hvor det ser ut i mit atelier. Det ligner en kirkegaard. Jonna har tat med sig puter og tæpper og silketøier. Nu griner pakkasserne mot mig i al sin nøkenhet som skeletter . . . . Hun var jo flink vet du, — paa sin maate.
Karon saa hen paa sin ven. . Det klumpete ansigt var graat og forgræmmet og hans klær hadde forlængst mistet sin pressede eleganse. Der sat en krysantemum paa en lutende stilk i hans knaphul. Men den var vissen og pjusket.
— Naar man er blit saa gamle som vi, sa han tilslut, bør man rense sit liv for kvinder. Disse pikebarn. . . . . .
Han vilde tilføie et eller andet, men grep sig i det.
Kilian smilte litt ondskapsfuldt.
— Men Klara Stern da. . . .
Karon rugget litt paa sætet.
— Med hende er det noget andet, sa han litt heftigere end nødvendig var. Hun tilhører en anden kategori.
— Det sier vi bestandig om vor sidste forelskelse.
Karon blev meget rød. Men da han saa, at Kilian ikke bemerket det, lo han. . .
— Du misforstaar ganske situationen.
— Ja selvfølgelig . . . . Jeg kjender dig. Men man lærer sig efterhaanden til at ha mistillid til gammel erotik. Ja du forstaar. . . .
Karon svarte ikke. For han forstod slet ikke. . . . Han reiste sig hurtig. . .
For der kom Klara Stern, ledsaget av den tykke og værdige maître d'hotel. Hun var klædt i en enkel løsthængende graa tyllskjole med bare armer og en svak utringning. Hun bar sit lyse bølgende haar i en stor tyk knute i nakken og saa meget ungpikeagtig ut i den korte kjole, der maaske var litt kortere end den sidste mote foreskrev. Hun var meget blek, men hendes øine hadde en sjelden smuk glans. De to mænd visste ikke, at denne litt unaturlige livfuldhet skyldtes en saa banal kjendsgjerning, som underernæring . . . .
Den unge dame blev anbragt i det inderste hjørne. Hun saa forvirret fra den ene til den anden og smilte litt anstrengt.
— De ser træt ut, sa Karon bekymret. Er De ikke rigtig frisk?
— Jeg befinder mig aldeles udmerket, løi den unge billedhuggerinde. Saken var, at det festlige lys og det bugnende bord hadde virket saa sterkt paa bende, at hun holdt paa at besvime. Men hun var ikke av dem, som gav sig let. . . .
Karon ante halvt om halvt hendes svakhet. Han var en erfaren mand.
— Nu tar vi det rigtig rolig, sa han venlig og gav tjeneren en ordre . . . Nu sitter De trygt mellem to. . .
. . . Ulver, fortsatte Kilian, to gamle ulver fra livets zoologiske have. Sammen med kunstens hvite lam.
De lo alle.
— Jeg foreslaar, sa Karon, at lammet og ulvene begynder med litt kaviar og et glas tør champagne. Det er Perrier & Jouet fra 1904. Ikke for kold, min kjære sommelier. Kun kjølig og fornem.
— Den er nøiagtig 9 grader, sa den sortklædte vinopvarter . . . . Herrens temperatur.
Karon nikket og løftet sit glas.
— Maa jeg ønske velkommen tilbords, sa han høitidelig, og gi os gamle Vatel ivold . . . . . .
Klara Stern kom sig hurtig efter sin lille svakhetsfornemmelse. Det festlige bord, de smaa utsøkte lækkerier, den fyrige gamle vin, og den dæmpede musik fra salens fond, — alt bidrog til at stramme op hendes livsaander.
— De er visst en ordentlig gourmet, hr. Karon, sa Klara og forsynte sig av krebsehalerne.
-— En gudsforgaaen materialist, sukket musikeren. . . . Alle skjælder mig ut for mine smaa gastronomiske glæder. Men allikevel, — et saant litet hyggelig hjørne rummer adskillig idealisme. Den mand, som kritikløst gafler i sig og skyller ned, mangler ikke bare kultur, men han mangler aand. Et smukt dækket bord, en smagfuld menu og god ædel vin, — er ikke bare en ren legemlig nydelse, men en sjælelig sensation, som ikke er langt fjernet fra det, man kalder kunst. God mat forædler og daarlig mat forraaer. Det er en livskunst, som vi halvgamle mænd har foran den unge slegt, som gjerne foræter sig paa ufordøielige idealer og seig oksestek. . . . .
— Men naar man nu engang har ødelagt sin mave, sa Kilian, som pludselig hadde opdaget, hvor sulten han igrunden var og nu glubsk indlot sig i spredt fegtning med de mest forskjelligartede delikatesser.
— Maven er aandens sæte, sa Karon halvt i spøk Misligholder man den, kan man likesaa gjerne gaa i kloster eller melde sig ind i en goodtemplarloge. Der har man en aapen favn for alle sure maver. . . . Men der kommer bekkasinen. La os tale om noget, som er hyggeligere! . . . .
Den tykke og værdige maître d'hotel hadde imidlertid leiret sig ved et litet bord foran dem. Der laa tre skarpstekte bekkasiner paa et sølvfat. De skulde gjennemgaa den sidste avgjørende proces i flammerne. Først blev de overheldt med en passelig blanding av rom og konjak og de blaagule luer gnistret om dem, indtil de fete fugler blev glinsende og sprøde og likesom putret av velbefindende. Der blev hentet flere hemmelighetsfulde flasker. Burgunderen sydet i saucen sammen med spansk pepper og andre krydderier. Saa døde flammerne hen. Den kyndige hovmester, som et øieblik hadde faat en viss likhet med en alvorsfuld alkymist, der staar i sit laboratorium og søker efter materia prima, mistet sit diabolske utseende og blev rund, trivelig og smilende igjen. Saa grep han forskjærkniven og med nogen faa snit var den lille vadefugl fra Normandis sumper blit let tilgjængelig for gaffel og kniv.
— Dette er det moderne kjøkken, sa Karon drømmende. . . . I gamle dager brukte man andre midler. Dengang gamle Vatel stod for den store Condé's kjøkken i Chantilly benyttet man voldsommere effekter. De smaa 5 maaneders vildsvin — les mercassins — blev stekt paa kjæmpespid i gjæsternes paasyn. Det støttet appetiten. Nu foregaar det hele i mere æstetiske former. Det franske kjøkken har — om jeg saa maa si — faat en mere lyrisk karakter. At lave mat med stemning, det er i det hele tat den moderne kokekunsts sjæl. . . .
Klara Sterns ansigt straalte.
— Jeg har aldrig før visst, at der kunde være slik hygge med mat, sa hun. . . .
— Og med vin, fortsatte Karon og pekte paa et litet følge, som langsomt bevæget sig hen mot dem. Sommelieren, — vinkjelderens herre — gik i spissen. Han bar en støvet flaske i en kurv, som om han skulde bringe en nyfødt til døpefonten. Bak ham gik en piccolo med korken paa et sølvfat og en krystalflaske. Da sommelieren var naadd hen til bordet, satte han flasken fra sig med den yderste forsigtighet og bukket ærbødig for den. Ogsaa piccoloen bøiet sig ydmygt. Saa sa han med en svak deklamation i stemmen: Chateau d'Ausone 1899! : . . Korken blev derpaa sendt rundt for at man skulde være sikker paa, at ingen korksmak hadde forvildet sig i den ædle drue, hvorefter sommelieren med den yderste forsigtighet decanterte vinen efter at ha heldt ut et halvt vinglas.
— Si mig nu, sa Karon, efterat det høitidelige ceremoniel var forbi,. . blir ikke denne bordeaux værdifuldere for os, naar den serveres i saa smukke og værdige former. Da blir vinen, hvad den bør være for os mennesker, den flytende solstraale, som spreder sit lys over vort fattige liv.
Og Thomas Karon grep det store krystalglas, hvor den rustrødgyldne vin flimret.
— Jeg drikker for kunsten, sa han høitidelig . . . . kunsten at leve!