Halvkunstnere/08
VIII
Under taket, hvor svalerne bor.
En liten solstraale boret sig imellem to skorstener og kek gjennem en gardinspræk ind i et bredt ateliervindu, som tilhørte en av de gamle gaarder i rue Saint André des Art. Den fandt et smukt blekt ansigt og nogen lyse krøller.
Dette pikeansigt var værelsets største pryd. Forøvrig var atelieret utstyrt paa en meget spartansk maate. Paa væggene hang der nogen anatomiske studier og paa en piedestal stod en gipsmodel av den berømte arkaiiske Apollo fra Tenedos. Midt i rummet paa nogen sammenspikrede pakkasser raket der op — ved siden av en bøtte ler — en eller anden buste indhyllet i vaadt klæde.
Men solstraalen interesserte sig mindre for de forskjellige billedhuggerrekvisiter i dette fattige kunstens tempel. Den dvælte energisk paa det vakre og sterke kvindeansigt, som selv i søvnen bar et visst præg av bekymring. Det var som en sovende mater dolorosa.
Der gik nogen trækninger hen over det hvite ansigt, saa reiste hun sig pludselig og saa sig om med store, brune og forfærdede øine som en der vankner efter en ond drøm. Hun tænkte sig litt om. Saa fik hun øie paa solstraalen, der nu lekte med hendes smukt formede og kraftige hænder og smilte. Det var et godt, men litt bekymret smil.
Solstraalen var hendes ven og vækkerur.
Hun slængte tæppet av sig og blev sittende en stund i dype tanker, mens den muntre solstraale moret sig med de velformede, blændende hvite ben.
Saa kastet hun et blik paa lerbøtten og fik det pludselig travlt. Hun trak gardinet tilside og blev et øieblik med halvaapen mund og lukkede øine staaende i solhavet. Det lille fattigslige atelier fik med en gang et lyst og venlig utseende. Det skjæve gulv, de sprukne tapeter og det skrøpelige møblement blændedes formelig av denne morgenpragt. Ja selv den lasete sofa borte i hjørnet, som ellers var atelierets grætneste møbel, smilte venlig.
Klara Stern følte sig pludselig vel. Hun var ikke helt ung, men solen utvisket med et eneste kjærtegnende strøk alle de slitte linjer i hendes ansigt. Den slettet næsten ut skyggerne om de store, barnlige øine og jog væk de svake bekymringsrynker om den røde, litt svulmende mund.
Saa kom hun pludselig i tanker om, at hun hadde det travlt. Hun vrængte den tynde og ukokette natkjole av sig og bandt ærmerne fast om livet. Der fandtes intet speil som kunde fortælle, hvor vidunderlige de faste og buede linjer var i denne matgyldne overkrop. Men Klara Stern brød sig heller ikke om at studere dem. Hun lot vandspringen gaa længe for at vandet skulde bli rigtig koldt og begyndte saa at frottere sig paa en maate, som vilde ha fyldt de moderne liljemelksdamer med en oprigtig foragt.
Saa tændte hun paa et litet kokeapparat og la sig ned paa sengen for at la sig tørre i solen. Hun lukket øinene og atter kom det smertefulde uttryk frem i ansigtet. Hun mindedes alle de vanskelige milepæler i sit liv.
Der var engang at Klara Stern vandret paa roser. Hun var datter av en rik bankier i Uppsala, — og eneste datter. Moren var død for mange aar siden Hun hadde faat en fortræffelig international utdannelse og var i 19-aarsalderen en av Sveriges rikeste arvinger. Men en umettelig frihetstrang og et stort og vel utviklet talent for skulptur hadde drevet hende ind i den verden, hvor unge mænd og kvinder forsøker at være sig selv nok. Saa døde faren i den tid, da alle værdier veltedes om og bankerne meiedes ned som visne aks. Det er den gamle, litt banale tragedie.
Klara Stern hadde ikke bare mistet alt, hvad der var hende kjært, men ogsaa sine penger. Det var gaat flere aar siden den gang og hun gøs ved tanken om sin ensomme fattigdom. Mangen mand hadde tilbudt at dele sin rigdom med hende, men kunsten hadde bidt sig fast i hende og git hende stolthet, stædighet og mot. Hun vilde frem, hun kom frem, men forfærdelig langsomt. Nu sat hun med et magert offentlig stipendium i sin ungdoms by paa et usselt litet atelier til 100 francs maaneden og smaasultet. . . . . .
Den unge dame reiste sig træt og begyndte langsomt at klæ sig paa. Saa tok hun lærretskittelen paa og trak det vaate klæde av busten. Hun traadte et skridt tilbake og saa nøie paa det svære, kraftige hode foran sig. Det var en halvgammel mand med store brutale træk og en vikende hake. Han mindet om en av renæssancens mægtige prælater.
Utførelsen var overordentlig levende og virkningsfuld og uttrykket i det vældige og uskjønne tyrehode smukt og drømmende.
— Jeg kan gjøre den færdig idag, mumlet hun. . . Denne gang har jeg været heldig . . . .
Saa gik hun hen til sit lille kjøkken og fandt frem en sørgelig liten kakaopose og tømte resten ned i en mugge. Undersøkelsen av det lille improviserte spiskammer viste ogsaa et sørgelig resultat. Sukkerposen indeholdt kun nogne faa korn, smørret var visnet hen til en usselig klat og brødet var gammelt og næsten ubrukelig til menneskeføde.
Med et suk gransket hun derpaa sin haandvæske, som var av solidt krokodillelær og en av de faa minder fra den gode tid. Hun rystet pengene ut av den og talte omhyggelig nikkelmynterne. Det var akkurat 85 centimer.
— Og nu da jeg netop var saa deilig sulten, sukket hun og hældte den sukkerløse kakao op i en kop og dyppet brødskalken op i den. . . . Pengene kunde komme naarsomhelst. 100 kroner i 12 maaneder. Saa var det stipendiet forbi og derefter . . . . . naa!
Hun lyttet anspændt. Der kom nogen op trappen. Hvis det var postbudet med pengene, vilde hun gaa ut og spise bacon med egg — kanske to egg. Men trinnene stanset ikke utenfor hendes dør, . . . de forsvandt indover gangen og brødskorpen føltes endnu mere haard og muggen. . .
Saa ryddet hun efter sig og klædte sig paa. Hun tok ikke lang tid til sit toilette og haaret blev sat op paa et par minutter.
Med et suk slog hun vinduet op og ventet paa sin model. En vidunderlig kjølig høstlugt strømmet hende imøte. Utsigten var ikke av de flotteste. Det var mest murvægger og disse tynde lange franske skorstenspiper. Men hun hadde et litet gløt mellem to skitne graa tak og i det saa hun taarnene paa Conciergieriet, hvor Marie Antoinettes sterke og stolte sind blev sat paa en saa haard prøve. Ja, naar hun lænte sig ut, kunde hun endog skimte «Notre-Dames» mægtige taarner — og dypt under sig hørte hun larmen fra Place Michel. Paris' historie laa likesom i leir omkring hende. I dette strøk slumret saa at si revolutionens sjæl. Fra rue St. André des Art hadde Dantons tyrebrøl lydt mangen gang sammen med Marats hæse skrik.
Nu hadde der sænket sig ro over Quartier Latin. Baade videnskap, kunst og politik var blit mere borgerlig. . . . .
Klara Stern reiste sig atter. Der lød atter trin i trappen — haarde, tunge, men bestemte trin. Det hørtes ut til at være en mand, som visste, hvor han satte følterne. Her var ingen feiltagelse mulig. Det maatte være Karon. Hun følte til sin forbauselse, at hun blev blussende rød, og at hendes hjerte banket. Det var næsten latterlig. Den gamle fyr. . . . .!
Det banket haardt paa døren og kort efter viste der sig en mægtig hat i døren efterfulgt av en vældig skikkelse, som med den største forsigtighet manøvrerte sig ind den trange dør.
— Modellen kommer kanske litt for tidlig, sa han med en bløt og musikalsk stemme, som stod i en forunderlig kontrast til hans mægtige formationer. . . . Men jeg har et rendezvouz med en teateragent, saa jeg maa gaa snart. . .
— Jeg sitter og venter paa Dem, svarte hun og bøiet sig ned i lerbaljen for at skjule sin forvirring. . . . Det var meget venlig av Dem at komme. Som De ser, er jeg næsten færdig . . . De behøver ikke at ta snippen av idag. . Det er bare nogen rettelser ved munden. . . .
— Saa er det vel bedst, jeg holder mund, lo han og anbragte sig i den eneste stol, som kunde bære ham. . .
— Nei, snak saameget De vil. Saa faar jeg bedre fat paa uttrykket. De er blit mig litt for alvorlig.
— Det kommer vel av, at jeg ser saameget paa Dem, svarte han i en tone, som var langt fra al kurtise. . . . De tar Deres kunst saa alvorlig. . . Den æter Dem op med hud og haar. . . . Jeg synes De ser saa blek ut idag.
— Det er solen, mumlet hun og tok fat paa sit arbeide.
Han saa eftertænksomt paa hende og sa ikke mere.
Thomas Karon, den berømte operettekomponist, hadde passert de halvthundrede. Han var kjendt over hele Europa og holdt paa at skaffe sig et navn paa den anden side av Atlanteren. Der var intet genialt over ham. Men han var en behændig musiker, som forstod at træffe den borgerlige smak. Han kjendte de fleste berømte mennesker, men faa kjendte ham. . . . Ved et tilfælde hadde han truffet Klara Stern sammen med Kilian Peters og nu hadde han i fjorten dager — til sin egen forbauselse — sittet model for en næsten ukjendt kunstnerinde paa et takkammer, som skrek av fattigdom. Det lignet ham ikke. Og av og til begyndte han at ængstes for sig selv. Han kunde av og til bli rent sentimental, naar han saa paa den svenske kunstnerindes rene og klare ansigt. . . . For hende er kunsten en helligdom, tænkte han. . . en religion, . . og for mig. . puh!
— Det maa være deilig at tjene saamange penger, sa hun konverserende. . . .
Der kom et bittert drag over Karons mund.
— Det er derfor jeg komponerer valser, sa han næsten haardt.
— Aa, der er vel andre grunder ogsaa.
— Nei, sa han kort.
— De glæder mange.
— Det gjør en bonbonfabrikant ogsaa. Jeg serverer populasen sukkergodt i to fjerdedels takt.
Hun rystet paa hodet og angret sine uoverlagte ord. Der blev en lang pause. Karon stirret træt ut av vinduet. Men pludselig lysnet det i det store, stygge ansigt.
— Har De et dueslag i nærheten? spurgte han. . .
— Ja — paa naboens tak.
— Jeg har aldrig visst at duene kunde kurre saa musikalsk. Litt duekurren i min næste elskovsarie — det er en idé. . . . .
— Tak, sa hun og la modelpindene fra sig. Nun fik jeg det til. Deres tragikomiske smil. Det var bare det jeg trængte. Nu skal De faa slippe for mere pinsler. . . .
Hun fugtet klædet og la det atter over busten.
— Det er storartet, mumlet han forvirret. Allerede . . . . . . .
— Ja nu skal De slippe at klyve op alle disse trapperne, sa hun og vasket sine hænder. . .
Han reiste sig.
— Det har virkelig været mig en glæde. . . . Jeg har saa godt av litt motion. . . Men nu skal vi feire dagen. Har De spist frokost?
— Selvfølgelig.
— Nu skal jeg si Dem en ting frøken Stern. Kilian Peters spiser middag med mig idag. Hans kjæreste er rømt fra ham med en visergut, sier han. Det høres ikke godt ut. Vi — hans venner — maa kvikke ham op. Blir De med?
— Jeg vet ikke rigtig. . .
— Selvfølgelig blir De med. Kilian er et barn. Han maa forlystes. Kl. 7 paa «Grand Vabel». De skal faa en becasse flambée. . . . Altsaa paa hjørnet av rue St. Honoré og rue St. Florintin kl. 7 præcis. Daglig antræk. I tugt og ære. . . .
I næste øieblik hørte Klara Stern hans elefanttrin nedover trapperne.
— Becasse flambée, mumlet hun. Gud vet, hvad det er for noget. Men Herregud, hvor jeg er sulten!
Saa kastet hun sig ned paa sovesofaen og graat.
Gud vet, hvorfor kvinder saa ofte graater paa de urigtige steder.