H. Heyerdahl. Historiske Sange
16. Historiske Sange fra Norges Fortid. For Folket forfattede af Halvor Heyerdahl. Kristiania 1848. 4 Ark 890. Abelsted. Heftet 18 ß.
Zetlitz’s Sange for den norske Bondestand om den kjække Thor og den driftige Erik, eller hvad disse opdigtede, yderlig prosaiske Historier hedde, som han i sin Tid iførte Versemaal og sendte ud i Verden, have aldrig smagt Menigmand og have aldrig kunnet smage ham, fordi de vare altfor trivielle. Bondegutten veed meget vel, uden at læse det i en Vise, at Flid gjør rig, Uorden og Lediggang fattig. Hine Sange var et prosaisk Foster af en yderlig prosaisk og overfladisk Tidsalder. At derimod Almuen gjerne læser historiske Sange, Fortidens og Øieblikkets Begivenheder i Versform, især til en kjendt Melodi, er sikkert nok; det kommer kun an paa at træffe de rette Akkorder. Henrik Wergeland leverede deels i tidligere Dage, deels i de sidste Aar i sit Blad “For Arbeidsklassen“ flere i og for sig visselig fortrinlige historiske Sange. Men det ofte Dunkle i hans Udtryk og Dristigheden i hans Billeder gjøre dem maaskee mindre passende netop for de Læsere, for hvilke de nærmest vare bestemte, ligesom han sjelden tog i Betænkning at opofre den historiske Sandhed for den poetiske Effekt.
Nærværende Samling af originale historiske Sange, fra Sagatiden alene, ere de Wergelandske i flere Henseender modsatte. Man faaer her Snorres kjernefaste Prosa indklædt i ret tækkelige, men stundom prosaiske Vers, som dog sikkert ere læseligere for Folket og ville være det mere velkomne; thi de staae paa den anden Side høit over Zetlitz’s Hverdagshistorier. Sangene “Harald Haardraade“ (S. 31—34), “Biskop Magne og Kong Sigurd“ (S. 44—47) og nogle andre adskille sig og fra de øvrige ved en livfuldere Fremstilling, lettere Versification og en poetisk Duft, som i flere af de øvrige savnes.
Sproget er i det Hele reent og velvalgt for Indholden. Reendanske Provinsialismer som “pjattende“ (om den danske Kong Svend S. 28) passe dog ikke her, ligesaalidt som de Grundvigske “Nissekonger“ (S. 6) atter burde spøge i en norsk Folkebog, især naar Forf. ved Siden af enkelte Danismer, hist og her, skjønt visselig med mere Smag og Varsomhed end mange andre, optager norske Provinsialismer og fordervet Udtale i Skriftsproget, saasom greie (sit Haar) for “grede“ eller i al Fald “greide“, da d’et ikke kan undværes, om det end her, som ofte ellers, er stumt.
De fleste Sange ere ledsagede af korte historiske Anmærkninger, som tilligemed de stadige Henviisninger til Aalls Oversættelse af Snorre tjene den i Fortiden mindre bevandrede Læser til gavnlig Veiledning. Det i sin hele Fremtræden fordringsfrie og tækkelige lille Skrift anbefales som en sund Læsning for Enhver, som ikke stiller høiere æsthetiske Fordringer til ethvert i bunden Stiil forfattet Skrift. Korrekturen kan jeg ikke rose.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |