Hæglands Kirke
I Molands Præstegjeld i øvre Thelemarken laa før midt i Skoven paa en smuk Plads ved en Elv Hæglands Annexkirke. Kun tolv Gaarde, som dertil paa alle Kanter omgaves af Hovedsognet, hørte dertil. Sagnet beretter, at en rig „Greve“, der boede paa Gaarden Brække, først skal have ladet den bygge for at have en Kirke paa sin Grund, og muligvis har den virkelig været en af de ikke faa saakaldte Høgendes-Kirker, der skyldte Privatmænd sin Oprindelse. Ogsaa til denne Kirke foregik Valfarter af Syge og Krøblinger, der her gjenvandt sin Helbred og efterlode sine Krykker og Stave. Ligesom i Røldal var ogsaa her St. Hans-Natten den aarlige Valfartstid. Fra de omliggende Bygder, lige ned til Drangedal, strømmede Folk sammen, vaagede om Natten, optændte Baal, sang og læste ved Ilden, hvorhos de Syge tildels ogsaa badede sig i Elven. Om Morgenen var der Beværtning paa Gaarden Brække, derpaa hørte man Præstens St. Hans-Dags-Prædiken, og efter Gudstjenesten var der Dands omkring en stor, aldeles rund Haug, der ligger 6 til 8 Skridt udenfor den forrige Kirkegaardsport. Den gamle Kirkebygning erstattedes i 1671 med en ny, stor, lys og smuk, men i Almuens Øine var den dog ikke saa hellig som den gamle. Dandsen var det, som først ophørte, medens Valfarterne, Baalene og Badningen vedbleve indtil over Midten af forrige Aarhundrede. Hr. Ephraim Jæger, der var Sognepræst her 1774–1782 og endnu erindres i Sagnet under Navn af „Lille-Jæger“ og som en hellig Mand, holdt tilsidst efter Begjæring en Fredagsprædiken paa en St. Hans Dag, i hvilken han udviklede for Bønderne, hvilken Daarlighed det var „at søge Lægedom ved visse Kirker mere end ved andre og ved alle i Almindelighed.“ Fra den Tid af skulle Valfarterne ganske have ophørt. Den af de ovenanførte Grunde rent overflødige Kirke er omsider ifølge kongelig Resolution af 4de Decbr. 1844 nedreven og Sognet indlemmet i Hovedsognet.
Skilling-Magazin for 1845, No. 19, hvor den nedrevne Kirke er afbildet. J. M. Lund, Beskrivelse over Øvre-Tellemarken. Kbh. 1785. S. 232–233. Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. III. S. 26–27.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |