Grev Rosens Beretning om sin Sendelse til Kristiania i Februar 1814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Aalls erindringer (2. udg. s. 360) og i Schinkels minnen (VIII, s. 42 flg.) findes en skildring af landshøvdingen i Gøteborg grev A. Rosens rejse til Kristiania og audiens hos prins-regenten. Aalls kilder have formodentlig været meddelelser fra de tilstedeværende højere norske embedsmænd, medens den Schinkelske fremstilling synes at have benyttet den beretning fra grev Rosen selv, hvoraf en afskrift findes i udenrigsministeriets arkiv i Stockholm mellem de fra grev v. Essen i 1814 indkomne breve. Denne er imidlertid benyttet med den frihed, som er almindelig i de af C. W. Bergmann redigerede bind af Schinkels verk, og er derhos der yderlig forkortet. Her meddeles den i oversættelse fra Fransk efter denne afskrift; hvor originalen er bleven af, vides ikke.

Rapport fra grev Rosen til hans excellence grev von Engestrøm om hans sendelse til Norge, dateret Venersborg 26 Februar 1814.

I overensstemmelse med Deres excellences befaling afrejste jeg fra Venersborg 20 Februar og ankom den følgende dag om eftermiddagen til Svinesund på den norske grænse. Der var der posteret en officer af de Staffeldtske jægere med en afdeling på omtrent femti mand. Medens oberst Skøldebrand, som ledsagede mig, var i samtale med officeren, trådte jeg ind i toldhuset, hvor der var et stort antal bønder, som, efter hvad jeg så, befandt sig i en fuldstændig uvidenhed både om fredsbetingelserne og om Sveriges hensigter med hensyn på Norge. Jeg uddelte til dem omtrent tyve exemplarer af kongens proklamation, og de viste mig derfor megen erkendtlighed. De lagde for dagen en meget venskabelig stemning lige over for Sverige og et stærkt ønske om at se den nuværende elendighed bragt til ende. Efter at have været nødsaget til at vente mere end en time, og efter at der var sendt Bud efter en officer ved en anden, fjærnere post, som skulde ledsage mig til Kristiania, erklærede jeg, at jeg var bestemt på at rejse uden eskorte. Jeg satte mig straks i slæden, og en fjerdingvej fra Svinesund mødte jeg omsider officeren, en løjtnant Schmidt, som derpå ledsagede mig lige til general Staffeldts hovedkvarter. Ved skydsstationen Vestgård mødte jeg et slædeparti. Det var indbyggere fra Frederikshald. De overøste mig med høflighed, men vare, ganske som de ovenfor omtalte bønder, aldeles uvidende om fredsvilkårene. De modtoge nogle proklamationer og forsikrede mig, hvor meget de ønskede en forening med Sverige. Kl. 11 om aftenen ankom jeg til Hafslund. General Staffeldt forsøgte gennem en påtagen høflighed og et modbydeligt smigreri at skjule en tilbageholdenhed, som kun altfor meget trådte frem, da jeg, som jeg havde foresat mig, udelukkende talte om de allieredes glimrende held, om den lykkelige stilling, hvori Sverige nu befandt sig, om hans kgl. højhed kronprinsens fremragende talenter og om vort fædrelands nye forbindelser med Norge. Det var mig umuligt at indlede en fortrolig samtale med ham; ti han undgik altid at tale til mig, når han ikke var omgiven af sine adjutanter. I det samme øjeblik, jeg ankom, expederede man en kurer til prins Kristian for at underrette ham derom, og dagen efter ankom prinsens staldmester, hr. Kaas, for på hans vegne at indbyde mig til at rejse til Kristiania. Den 23de begave vi os på vejen til Kristiania og ankom der den følgende dag om morgenen.

Jeg blev indkvarteret hos general Haxthausen, som under tusende grimaser forsøgte at insinuere sig og at vinde min tillid. Jeg lod gennem ham min ankomst melde for prinsen, som lod mig sige, at jeg kunde blive forestillet for ham kl. 3 om eftermiddagen; et øjeblik efter modtog jeg fra ham en indbydelse til diner. Til det bestemte klokkeslet ledsagede hr. Haxthausen os (hr. Skøldebrand og mig) til prinsen, hvor vi i forværelset fandt et snes adjutanter, som Haxthausen forestillede for mig. En kammerjunker kom derpå for at anmode mig om at træde ind til prinsen. Meget glad, som jeg var, over endelig at se det øjeblik nærme sig, da jeg i en privat sammenkomst kunde udvikle for prinsen det hverv, som Deres excellence havde overdraget mig til Norges bedste, – blev jeg ikke lidet overrasket, da jeg i stedet for en privat sammenkomst, som jeg havde anholdt om, så prinsen modtage mig, omgiven af general Schmettow, kammerherrerne P. Anker og Rosenkrantz, biskop Bech, konferensråd C. Anker og etatsråderne Falbe, Treschow og von Holten. Jeg begyndte med at takke prinsen for den måde, hvorpå man havde modtaget mig i Norge, og for den godhed, som han havde vist ved at skaffe mig alle bekvemmeligheder under rejsen, idet jeg tilføjede, at jeg alene vilde beklage mig over general Staffeldt, der sa længe havde opholdt min rejse, og som derved havde hindret mig fra straks at gøre hans højhed min opvartning, hvilket havde været mig uventet i et land, som jeg regnede for mit fædreland.

Prinsen: „Jeg forsikrer Dem, at dette ophold ikke har fundet sted af nogen anden grund end for at skaffe Dem dere bekvemmeligheder for Deres rejse. Men De har et brev til mig.“

Jeg leverede ham straks brevet. Idet prinsen læste det, sagde han: „Grev von Essen sender mig kongen af Sveriges proklamation. Har De den?“

Jeg: „Jeg har den i en pakke; jeg skal straks lade den bringe hid.“

Prinsen: „Det er det samme. Den bliver for fremtiden unyttig. Hr. greve! jeg har idag erklæret mig for Norges regent, efter folkets ønske og for under den nuværende krisis at kunne holde den almindelige gæring i tømme. De skal få høre den højtidelige erklæring, som jeg har udstedt til Nordmændene, og som jeg vil udstede til hele Europa.“ (Prinsen gjorde et tegn, og konferensraad Anker oplæste proklamationen).

Prinsen: „Nu! hvad siger De? Vil de påtage Dem at bringe et exemplar til grev von Essen?“ (Prinsen vilde da tage nogle exemplarer af proklamationen fra konferensråd Anker).

Jeg: „Nej, min prins, De har andre midler til at lade denne komme i hans hænder. For mit vedkommende betragter jeg, efter hvad jeg nu har hørt, min sendelse som afsluttet, idet jeg på kongens vegne nedlægger indsigelse mod en sagernes tilstand, der er i den grad stridende mod de mest højtidelige traktater og sa fuldkommen ulovlig. Jeg beder Deres kgl. højhed om at ville tillade mig at rejse på øjeblikket.“

Prinsen: „Hvad? De vil allerede rejse? Jeg er meget glad over i Dem at have fundet en oplyst mand, som sikkert må respektere en kæk nation, som vil forsvare sine rettigheder, og jeg beder Dem sige Deres konge, at det er ikke det rette middel til at gjøre sig elsket af et folk, at man udhungrer det. Sig ham, at det norske folk aldrig vil lade sig undertrykke og aldrig vil tillade, at man disponerer over det sådan, som man har gjort. Hvis kongen var fremkommen med forslag, havde man kunnet drøfte disse. Jeg forlangte pas for grev Schmettow; man har negtet mig dette.“ (Her tabte prinsen tråden i sin tale og fortsatte i afbrudte ord:) „Vi vil leve som gode naboer med Sverige. Vi ere i fred med alle nationer, som ville respektere vore rettigheder.“

Jeg: „Det går ikke an for mig at meddele kongen, min herre, Deres højheds betragtninger. I henseende til politik kan jeg kun modtage hans ordrer og ikke gøre ham formaninger. Jeg gentager min anmodning om at måtte rejse på øjeblikket.“

Prinsen: „Men De havde lovet at spise middag hos mig.“

Jeg: „Efter hvad der nu er foregået, må Deres højhed behage at forstå, at dette er mig umuligt.“

Jeg gik da bort, ledsaget af general Haxthausen og af staldmester Kaas, der udfoldede hele sin veltalenhed for at overtale mig til at blive til middag. Efter at man havde gjort flere frugtesløse forsøg på at bestemme mig dertil, vendte jeg tilbage til mit logis. Men neppe var jeg trådt ind der, før man meldte mig en af prinsens adjutanter, kammerjunker Mansbach, der sagde, at han havde fået ordre til at ledsage mig på vejen for at drage omsorg for, at jeg ikke under rejsen skulde mangle noget. Vi afrejste fra Kristiania kl. 7 om aftenen og ankom til Svinesund efter en rejse af nitten timer, uden at der på vejen hændte os noget, som fortjener at blive indberettet.

Den tone, som er den herskende i Norge, synes at tilkendegive en stor uvilje mod de Danske, på en sådan måde, at man kan betragte det bånd, som tidligere fandtes mellem de to nationer, som brudt for stedse. Det lavere folk viser intet nag mod Svenskerne; stemningen hos de andre klasser er ialfald ikke mindre velvillig, dog med undtagelse af prinsens kreaturer. Den uvidenhed, hvori man befinder sig med hensyn til fredsvilkårene og alt, som foregår i udenverdenen, har gjort det let for denne prins at vildlede stemningen og ophidse et folk, der er stolt og skinsygt over sin frihed, ved at forespejle det et skinbillede af uafhængighed, hvormed han har forstået at smigre deres forfængelighed. Prins Kristian har sat i omløb rygter, som ere ufordelagtige for kronprinsen af Sverige, som f. ex., at han helst foretrækker at være ørkesløs, at han lader sig henrive af sin vrede, at han er mistænkelig til det yderste, og at man ligeledes tror, at hans kgl. højhed er sygelig, som en følge af sit sår, at han ikke tåler anstrengelser, og at prins Oskar forsåvidt ligner sin fader, som han har en meget svag helbred.

Jeg har på min rejse omtrent talt med et hundrede bønder; ikke engang fjerdedelen af dette antal har lagt for dagen nogen mistillid til Svenskerne. Man frygter alene for forøgelse af skatterne og for den svenske adels strenghed. De nære alle ønsket om en eller anden forandring, idet de sige, at den nuværende tilstand ikke fremdeles kan vare i to måneder. Mangelen på levnetsmidler er stor. Man finder ikke brød tilkøbs på skydsstationerne, ikke engang i det hus, hvor general Staffeldt havde sit hovedkvarter. Hæren, som nylig er bleven opbudt, har mindst en styrke af 36,000 mand, hvoraf næsten 22,000 ere opstillede mellem Kristiania og grænsen. General Staffeldts og brigadier Hegermanns brigader danne den fremskudte forpostlinje og bestå af gode tropper. De offentlige magaziner kunne endnu i fem til seks uger levere hæren dens provisioner. På soldaternes bemærkninger om denne mangel svare officererne, at de snart skulle få mad i Sverige, og at derpå Englænderne skulle skaffe dem forsyning.

To anseede mænd sagde mig, at hvis kronprinsen af Sverige vender tilbage forinden rigsdagens sammentræden, vil han sikkert blive valgt til Norges regent; i ethvert tilfælde burde vi ikke trænge ind i Norge, forinden rigsdagen var forsamlet.

Jeg har havt den ære i en apostille[1] at underrette Deres excellence om de andre enkeltheder, der vedkomme mit korte ophold i Norge.

(Undertegnet)

Grev Rosen.

Afskriftens rigtighed bekræfter

I. Hamilton.

Y. N.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Denne findes nu ikke som bilag ved den her benyttede afskrift.