Glomdalsbruden
JACOB B. BULL
GLOMDALS-
BRUDEN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1908
Published November 18th 1908.
Privilege of Copyright in the United States
reserved under the Act approved March
3rd 1905, by Gyldendalske Boghandel, Nor-
disk Forlag, Kristiania & København.
Omslagstegning af
A. Bloch.
TRYKT I CENTRALTRYKKERIET, KRISTIANIA
Gaarden laa ved Glommen. Den eneste i Miles
Omkreds; Ridevei sydover til Storelvedalen,
Ridevei nordover til Lilleelvedalen og Ridevei en
Mil over vilde Fjeldet til Rendalen, hvorhen Gaarden
sogned. Men skulde man til Sæters, var det at
stake sig i Baad over brede Glommen, mens Hestene
slog paa Svøm i den stride Elv og tog
Land langt nede paa den anden Side. Der stod
de da og vented af gammel Vane paa Opsadling,
naar Baadfolket kom.
Gaarden laa i Skogskraaningen paa Glommens østre Bredd; Udsynet var Skog og atter Skog, Hanekampens graa Fjeldkolle i øst, Grøttingbrattens i vest; men gjennem al Ensomheden Glommens brede, blinkende Sølvstrøm i mægtig Glidning mod Syd.
Ætten havde siddet paa Gaarden i umindelige Tider; Fader og Søn havde vekselvis hedt Ola og Erik, af og til Nils, naar der blev flere end to i hvert Led; Søstrene Berthe og Oline, en og anden Karen; men der var sjelden mere end to og tre Børn i hvert Slægtled og mest Sønner.
Han, som nu eied Gaarden, hed Ola Eriksen og havde hentet sig Gifte fra Storelvedalen. Konen hed Kari og var fra den store Gaard, som laa paa Tryanæsset, der Trya faldt i Glommen.
Ældre Ætled havde gjerne hentet sig Gifte fra nærmeste Gaard ved Atnas Os; men med Tiderne var Samfærdselen med Elvedalen bleven en større, særlig i Julehelgene, og slig var nu dette Gifte kommet op.
Til Gaarden var dermed ogsaa kommet Ku fra Elvedalen, et større Slag med Navne efter Gaarde og kjære Ting fra den unge Kones Hjem.
Denne Ola Eriksen og hans Hustru Kari fik mod Slægtens Vane ingen Sønner; Folk undred og vented og de selv ikke mindst. Tredie Aaret endelig blev Konen med Barn; men da det kom, var det en Jente.
«Det maa væra vekt ti Folka dine,» sagde da Ola Eriksen til Kari.
Hun, som var spædere og lysere end Glomgaardsfolket, lo og sagde, der hun laa:
«Du lyt ha Taalmod» — hun smilte saa vakkert i det samme.
Og Ola Eriksen, som drog sig paa Minde, at han havde faaet otte gilde Kjør og Hest og Slæde paa Kjøbet foruden den digre Skogteig fremved Nekjølsmyren med hende Kari, faldt til Taals.
«Ja, det kain fuill saa vara det,» havde han da svaret. Saa havde han taget en ny Buss op af Messingdaasen og var gaaet. Han havde noget Kornstaur, som skulde sættes op fremved Laaven om Høsten.
Fjerde Dagen var Kari Glomgaarden oppe og i Arbeide, og da Barnet var maanedsgammelt, red de en Dag i Oktober over Fjeldet til øvre Rendalens Kirke for at faa det døbt. En fik skynde sig, mens Føret endnu holdt; Vinterstide blev det for koldt til at fare med Barn over Fjeldet.
Ætten var stor og Fadderne af Bygdens rigeste Folk.
Der var megen Tale om Navnet, og Forældrene selv var noget i Vildrede; dette med en Jente første Gangen laa udenfor Slægtens Erfaring; endelig blev de da enige om, at hun skulde hede Berit efter Farmoderen; det blev likest at kalde hende op med det samme; en kunde jo ikke vide, om der kom flere; Kjærringen saa klækk ud. Men denne bare smilte.
«Aa — det kjem fuill fler, vet du», sagde hun.
Der kom ingen fler.
Paa Tilbageturen over Fjeldet blev Kari Glomgaarden klen, og vel hjemkommen maatte hun lægge sig nedpaa.
De fôr fem Mil over Fjeldet efter Doktor til hende; men da han kom, laa hun alt og droges med Døden.
Det var Barnsengs-sot hun havde faaet. Blodsot, sagde somme; Barnsengsverk sagde andre. Det var alt gaaet til Hodet, da Gammeldoktoren kom, og da han reiste, var hun død.
Men den vesle Jenten, som blev igjen efter hende, maatte være af stærkere Slag end Moderen; for hun holdt Livhanken Vinteren frem, endda der ikke fandtes Bryst, hun kunde lægges attaat, og Vintermelken var skrind paa alle Krøttør.
I denne Glomdalens store Stilhed voks Berit Glomgaarden op.
Ola Eriksen, Faderen, gifted sig ikke. Ikke for det; han kunde nok saa have gjort; for Kjærring maatte Gaarden have; men Søsteren, hun Karen, var kommen hjem fra Elvedalen, da Konen døde, og under hendes dygtige Stell sattes Gaarden.
Saa kom da Ola Eriksen ikke til at gifte sig, men blev gaaende der i Ensomheden. Han aad meget og blev førere end Gaardens Mænd før ham, og saa stærk blev han af al den gode Sovelmad, at de sagde, han kunde løfte en Hest. Han tog sjelden i; men gjorde han det, gjorde han det tilgangs, saa der blev talt om det i Bygden. Godkjynnt var han som oftest; men havde han sat sig noget i Hodet, skulde det fram.
Berit Glomgaarden blev paa denne Maade femten Aar. Hun saa sjelden andre Folk end Gaardens, kunde af og til være med paa en Julemoro om Vinteren eller fremme ved Kirken en Gang om Sommeren; ellers holdt hun sig mest hjemme.
Hun blev høi og lys, vakrere end Glomgaardsfolket som Regel havde været, men spædere i Voksten og mildere i Røsten.
Folk sagde, hun havde dette efter Moderen og Folket ved Tryanæsset.
Naar Folk kom paa Besøg eller hun selv var mellem Fremmede, var hun stilfærdig og faamælt, blid og blyg i al sin Færd, saa de undredes paa, om hun havde To i sig til at blive Kjærring paa nogen stor Gaard; men bare Karen, Faster hendes, vidste, at hun bagom det blyge havde Faderens stride Sind.
I seksten Aars Alder skulde hun da frem i Bygden for at gaa for Præsten.
Ridende paa Kvindfolksadel og fulgt af Faderen kom hun over Fjeldet og blev boende hos en af Slægten de Uger, Præstelæsningen stod paa.
Der var mange af hendes jævnlige, baade Gutter og Jenter; men hun holdt sig til faa, nærmest til ingen.
Den eneste, man saa hende tale med af og til, maar sligt kunde træffe sig, var en fattig Glomdalsgut, som boed i en liden Plads halve Milen nord for Glomgaarden paa vestre Glomsiden i Ødet.
Han hed Thore, og Pladsen, han bodde paa, kaldtes Braaten; den laa lige ved Glommen og under Grøtbratten.
Denne Thore var af Slægt nordenfra. Helt fra Tolgen, mente somme.
Han var blaaøiet og fager af Ansigt, høi og mager og talte lidet.
Vel klædt var han aldrig; somme mente, han var taus af den Grund. Aldrig lagde han sig fremi, naar Gutterne drogs; men somme, som kjendte ham, vidste, at han var mjuk som en Vidju og kipen til at slaas, om det knep. De havde seet ham en Kveld hoppe jævnhøit med sin egen Aksel, og de, som sad ham nærmest paa Præstebænken, vidste, han havde en Næve som Jern.
Med denne Thore Braaten kunde det hænde, at Berit Glomgaarden talte nogle kjendte Ord en og anden Gang, naar det faldt sig slig.
Dette likte ikke de andre Gutter og mindst af alle Gaardgutten paa Nordigard Haugset, der hun bodde. Han var af Slægten og havde alt fundet det høveligt, at hun blev Kjærring der paa Haugset — eller om han kanske heller skulde flytte over til Glomgaarden.
Konfirmationen gik for sig senhøstes; Faderen kom over med Smørform og Fedost til Præsten; denne Gang fulgte Fasteren, Karen, ogsaa med. Men da Konfirmationen var over og de sad i Sadelen, Kvindfolket, paa de to Heste, hvoraf Ola Eriksen førte den første og Thore Braaten den anden ved Bigslet, kjendtes det rent ødt og underligt, at hun reiste.
«Du faa sjaa hitat snart», sagde Haugsetkjærringen.
Berit smilte.
«Je faar fuill det,» svared hun.
Saa blev der taget Farvel.
Men da Hestene gik ud gjennem Grinden, saa hun sig ikke tilbage, did Sønnen stod; det syntes paa hendes Maade at sidde paa, at hun var glad, der hun sad, og at de, som reiste, hørte hende nærmest til.
Det bar bratte Groven op. Ola Glomgaarden med Søsteren Karen paa Storbronen gik rat foran; Thore Braaten med Berit paa Gammel-Graaen kom forsigtigere bagefter.
Der taltes ikke; Hovslag i Sten og Gniks af Sadel hørtes i Stilheden, der Hestene arbeided sig opover. Hæljernede Sko fandt det kjendte Fodlag opover den kjendte Vei; Lugt af Ola Eriksens Tobakspibe glufsed af og til i Berits Næse, der hun sad lys og taus.
Foran hende gik Thore Braaten uden at se sig tilbage.
Øverst i Groven stansed Gammel-Graaen ved den store Kvilsten, som den var vant; men Stor-Bronen med sit Følge drog videre.
Stor-Bronen var nykjøbt Hest og af større Slag end de andre. Det steg for den, der den gik; den bar ogsaa lettere.
Gammel-Graaen slog Pusten og saa sig tilbage; Gutten stod ved Siden med Bigslet slapt; Berit sad ventende.
Nu forsvandt Stor-Bronen oppe i Knækken.
Thore Braaten, som stod der ved Siden af Hesten, saa nu op paa Berit med de blaa Øine.
Hun smilte. Et kjendt, tryggt Smil.
Da smilte ogsaa han.
Det var et Smil fra Hundred Dages Lek i Skog og paa Fjeld, i Gaard og paa Sæter. Smil mellem to, som kjendte hinanden.
«Vi blir att vi,» sagde Berit.
Han spytted. Det var Tobaksspyt.
«Ja, vi gjør nok det,» svared han. Han havde slig myk, skogfrisk Stemme.
Saa smatted han paa Hesten.
Gammel-Graaen snudde atter Hodet og stod. Den skjød anden Gang Pusten.
Da smækked han paa den med Kvisten, han gik og bed i. Og i Taushed og Trygghed bar det videre sidste Knækken op.
Der oppe vented nu Ola Glomgaarden med Storbronen, som beited ved Veikanten.
«Hain bir att Gammelgraaen snart naa,» sagde han.
De andre kom lige indpaa.
«Hain vil puste paa», sagde Thore Braaten ungt.
Ola Eriksen smilte.
«Hain er vant me di,» svared han.
Thore Braaten spytted.
«Je kjinner’n nok,» sagde han.
Og de drog videre.
Men ved den store Klopp over Harsjømyren blev Gammel-Graaen igjen efter. Storbronen tog tre og tre Kloppkløvninger i Skridtet, Gammelgraaen forsigtig bare et, af og til to; saa da Ola naaed Maasaarabben, var Berit midt paa Myren.
De saa sig om efter hende baade Faderen og Fasteren; men da de saa, at alt var vel, drog de videre.
Nu gik Thore Braaten ved Siden af Hesten og holdt i Sadelremmen.
Han saa af og til op paa hende, som red.
Hun saa igjen ned paa ham, men sagde intet.
De var lykkelige de to.
Medét satte hun den ene Fod frem, bort paa hans Aksel.
Han smilte.
Saa tog han efter Foden.
Hun trak den ikke tilbage.
«Naa dæt je taa», sagde hun.
Han holdt.
«Aa nei»! sagde han. Det kom saa varmt.
Da slapp han medét.
«Du er vørte vaksea naa,» — han smilte hen for sig.
Hun svared ikke straks.
Sad bare og vugged i Sadlen og saa paa ham.
«End du da,» sagde hun.
Han smilte.
«Aa je da,» svared han. «Det er det saammaa med mei.»
Hun lo.
«Ja, det er det fuill,» sagde hun.
Nu taug de begge, og Gammel-Graaen gik forsigtig videre Kloppen frem med sin unge, skjære Byrde.
Da de vel var komne over Myren, begyndte den unge Jente igjen.
«Ska du frami Bygda i Vinter?» spørger hun.
Han tier; steller lidt med Sadlens Stigbøile, mens han gaar, men tier.
«Sei naa,» siger hun.
Da ser han op paa hende.
«Nei,» svarer han.
Hun ser bent paa ham.
«Kjem Du aat øs kanske?» spørger hun.
«Nei», svarer han straks.
«Ska Du aat Elvdalom da kanskje?»
Hun ser ufravendt paa ham.
«Nei itte det heil,» svarer han.
Hun ler.
«Du er jamænd snodin,» siger hun.
Han smiler besynderligt hen for sig.
«Je er lik dei da,» siger han.
Og atter er det en liden Stund stille, saa en bare hører Søkken af Hestens Gang og den stille Sadelknirk henover Veien.
«Nei naa vil je taa,» siger hun medét.
Han stanser.
«Aaffør det da?» spørger han.
Hun svarer ikke, kommer sig bare af med et Hopp og gaar ved Siden.
«Det vart saa kjedsamt aa sitta paa,» siger hun; hun gaar foran Hesten men paa samme Side som han.
Nu spørger han.
«Bir Du heme Du da?» spørger han.
Hun snur sig og ser paa ham.
«Nei,» svarer hun. Og der er dulgt Munterhed i den lyse Jentestemme.
«Je ska aat Bygden.» Hun gaar nu ved Siden af ham.
«Aat Haugset da?» siger han.
Da ler hun.
«Nei itte dit».
Han gaar lidt.
«Je tænkte det je,» siger han saa. Det var saa saart og fundersamt.
«Aa nei!»
Hun er tæt indpaa ham.
«Er det sikkert det da Berit?» spørger han.
Hun har faaet varmere Let.
«Ja, det er sikkert det,» svarer hun.
«Aa ska du etter da da?» spørger han igjen.
«Kjære, Du vet je bir heme væ,» svarer hun.
Han blir saa varm i Øinene.
«Er det sandt det au da?» siger han lavt.
«Ja, det er det».
«Je au,» siger han saa.
Hun ser ret frem for sig.
«Aa ska Du gjøra der da?» spørger hun.
«Bryte op Gard,» svarer han fast.
«Saa?» Hun ser blaanende hen for sig.
Medét stanser hun.
«Nei naa vil je oppaa att,» siger hun.
Han holder Hesten.
«Det blir værrer,» svarer han. Leder saa Hesten hen til en Tuve.
Hun gaar op paa Tuven og blir løftet.
Han har Armene om hende, der hun sætter sig i Sadlen.
«Du blir tung naa,» siger han.
«Vaksa Jente sir Du,» svarer hun; hun er saa lykkelig i Røsten.
«Ja, je kain mest kjende det,» siger han.
Han leder Hesten frem paa Veien.
Saa drager de to videre i Ensomheden og nu uden Stans; thi dernede ved Tegninga ser de de andre, som venter paa dem.
«Dø vart sene,» roper Karen, Fasteren, da de kommer nærmere.
«Ja hain blir gammel Graaen naa», svarer Berit.
Thore Braaten siger intet, kommer bare frem med Hesten og stanser.
Der fremme ved Tegningsusen fremved den gamle Klopp over Aaen aad de nu i al Stilhed af Helgedagsnisten, Biteti med Spekekjøt af Storfuggel og drak af Sødmelkskaggen attaat.
Thore Braaten fulgte med Hesten frem til Glomgaarden og hjalp til baade med Afsadling og Slippning; men da han anden Gang havde ædt, stod han færdig til at gaa hjem om Kvelden.
«Bli teil teil imorraa naa», havde Karen sagt.
«Det blir mørkt aat dei.»
«Aa nei,» havde han svaret.
Men før han gik, havde Ola Eriksen taget ham tilside og spurgt, om han ikke vilde paatage sig Sæterslaaten paa Nekjølen til Sommeren.
«Nei,» havde Thore svaret. «Je har tee paa mei anna Arbé».
«Saa?»
Ola Eriksen havde ikke spurgt videre.
Om Kvelden, da Thore var gaaet — han maatte faa Ola, Drengen, til at stake sig over Glommen med Baaden — havde Ola Eriksen spurgt denne, om han vidste, hvad Arbeide Thore skulde til med næste Sommer.
«Døm seier, hain vil bryte op Gard,» svared Tjenestegutten.
Da havde Ola Eriksen smilet.
Tjenestegutten havde ikke sagt stort; men da de sad med Hænder i Fang om Kvelden, tog han Emnet op.
«Det ska vara god Jord der nordmed Braaten,» sagde han.
«Kanskje det,» svared Ola Eriksen.
Saa tændte de begge Piberne.
Det var gaaet to Aar.
Berit Glomgaarden var nu atten og Thore Braaten nitten.
Fremved Glommen søndenom og ovenom Braatenstuen begyndte det at glesne i Skogen. Rodhuggen Gran laa i Haug; Røg af Braatebrand fyldte Elvedraget ret som det var.
Men ingen færdedes der nordover, og ingen gav videre Agt paa det, som skeede.
Thores Far mumled noget om, at Gutten kunde tage sig noget mere lønnende for enten som Tjenestegut paa en af de store Gaarde i Bygden eller andet; men Thore blev ved sit.
Han brød op Gard.
Og Mor hans syntes, det var gjildt.
Han laa i Arbeidet baade tidlig og sent, blev tausere mellem Folk og kanske i magreste Laget; men alle likte de ham, og Jenterne især; der var noget i hans Ansigt, de ikke kunde staa for.
Saa var han ogsaa den uvorneste Kar i Fløtingen om Vaaren.
Til Glomgaarden kom han gjerne slængende om Søndagene og naar der var Dans, hvad der hændte af og til Vinterstide. Men med Tjenestejenterne ganted han aldrig; han var støere end de unge Gutter flest.
Nu og da — mest i Julen — drog han paa Ski til Bygden; thi der traf han gjerne Berit ved Kirken og andetsteds; men ingen var saa gal at tænke, noget stod paa mellem de to, andet end at de var Kjendtfolk fra Glomdalen.
Berit havde vokset sig frodigere, men var endnu lys og slank som faa. Alles Øine stod paa hende i Kirken, og Bygdefolket gjorde sig mange Slags Tanker om, hvem der skulde blive ved hende, naar den Tid kom.
De fleste mente paa, at det nok blev Haugsetgutten; for der var hun støt, naar hun var fremme i Bygden, og han gjorde sig ret som det var Erend over Kjølen og stansed da flere Dage ad Gangen paa Glomgaarden; men ingen vidste noget sikkert.
Slig gik atter to Aar. Og Berit Glomgaarden var nu over de tyve.
Det var en varm Sommerdag i Juli.
Over Elven fra Glomgaarden til vestre Glomli staked en Jente sig frem. Hun havde hvidt Skaut paa Hodet og var ellers i Hverdagsdragt; det saa ud, som skulde hun bare over Elven til et eller andet Slaattested fremved der; da hun kom vel over og havde fæstet Baaden, gik hun tilskogs, men havde intet at bære paa.
Fremved Glommen opover fra Sundstedet og nordover gaar der en liden Sti i vilde Skogen. Det er den ensomme Skogsvei, som fører til Braatenpladsen. Den er smal som en Ragstvei efter Ku, men godt gangen; den har været Braatenpladsens Vei i umindelig Tid.
Paa denne Vei slog Jenten ind.
Hun gik svalt der fremover under den store Skog, fast det var i Kviltiden og Solen steged over Dalen.
Af og til fløi der op Fugl med store Blask; men dertil var hun vant; nu og da vaked en stor Fisk i Elven, hvor Veien drog sig langs de brede Evjer. Hun saa sig som snarest tilbage nu og da, men gik fort.
Veien til Braatenpladsen tog en god halv Time, og hun skulde helst være hjemme igjen, før Kviltiden var over.
Hun var ung og lys, der hun gik; men bag det lyse i Ansigtet var der noget, som vidste, hvad det vilde, og bagom de vige Bevægelser en stor Fasthed.
Det var Berit Glomgaarden.
Hun gik svært fort nordover, da hun ikke længer saa sig om; hun nynned ikke; men i Øinene laa noget varmt og blaat, som viste, at hun tænkte stærkt paa et eller andet.
Dette var heller ikke underligt; hun havde ikke været paa Braaten siden hun var liden Jente og da bare en eneste Gang.
Hun og Thore havde lekt Lekhus bortom en liden Laave, mens Karen, Fasteren, havde talt med Thores Far om noget Ved, han skulde hugge.
Siden den Tid havde Thore ofte været over paa Glomgaarden, som vi ved, men hun aldrig paa Braaten.
Saa meget erindred hun dog, at søndenom Husene var der langs Elven tæt Gransnar; det havde været et Aarfuglføstre derinde, og Karen havde vist hende paa de smaa Unger, der de sprang rædde i Lyngen, og paa Aarhønen, der hun sad paa Afstand i Træ og lokked.
Hele Dagen efter havde hun ligesom hørt Smaakjuklinger sige «Piup, piup» og Aarhønen, som lavt havde lokket «Kom, kom»!
Men dette stod nu mest som en Drøm.
Det hun nu i mange Aar leved i, var, at hun havde faaet Thore kjær, gjennem alt deres enkle Samvær paa Sæteren som Barn og siden Tid om anden derhjemme paa Gaarden.
Nu de sidste Aar havde han, hvergang hun spurgte, slaaet paa, at han drev og brød Gard; dette havde i den sidste Tid taget hende saa stærkt fangen, at hun syntes, hun maatte faa Syn for Sagn.
Derfor gik hun nu saa ensom did nordover.
Kommen frem til Elvesvingen, der Braaten laa, begyndte hun at gaa sagte, og hun kjendte ligesom noget opgivet i Pusten.
Saa medét stansed hun.
Gransnaret, som hun mindedes, — fandtes ikke mere. Rundt hele Viken, hvor der før var Skog, laa Eng med nyslaaet Høi bortover. Og længer ind aad der sig som Brand i Skog Nybrytning med svart Jord og Trærod i store Hauger bortover. Hist og her var Stenrøser; nærmest Skogen laa nedhugne Graner. Hun havde uvilkaarlig slaaet Hænderne ihop og stod slig.
«Du store —» sagde hun for sig selv, men brød af, da hun hørte sin egen Stemme.
Det røg af Piben paa den gamle Stue; men inde i Skogbraattet hugg det. Endda det nu var midt i Kviltiden.
Hun fikk slig god og varm Kjendsel inde i Bringen; hun tænkte paa Thore.
Og hun syntes, det var saa evindelig længe, siden han havde været fremme paa Gaarden.
Saa gik hun langsomt nærmere, men blev atter staaende.
Der saa hun nogen inde mellem Træerne ved Skogbraattet.
Det var ham.
Han drev og hugg, men stansed nu, idet en Gran bragende seg overende.
Saa fik han se hende.
Han stod med Øksen i Haand, Hodet snudd mod hende og saa.
Hun stod ganske stille.
Da hugg han Øksen i Trælæggen og kom ganske langsomt gaaende.
Hun stod.
Havde noget af en Barkvist mellem Hænderne, som var fremfor hende i Fanget.
Da han var naaet gjennem den muldne, nybrudte Jord frem til hende, stansed han slig lidt paa Afstand.
«Kjære —,» sagde han; det blev ikke til mere.
Hun slapp Grankvisten.
Saa smilte hun.
«Du driv aa bryt,» sagde hun.
Han staar med Hænder paa Rygg.
«Aa ja — je gjør det,» svarer han.
«I Kviltiden au?» Hun saa lyst paa ham.
Han ser paa hende med sine trygge, fjeldblaa Øine.
«Je lyt drive paa, ska je bi færdau,» svarer han saa.
Da rødmed hun.
«Aa Du har fuill Tia før dei», kom det forsøgsvis.
Han ser trøstig bent paa hende.
«Nei, det har je itte,» svarer han.
Hun saa udover Nybraattet.
«Det bir rent Gard her», sagde hun.
Han stikker Hænderne i Bukselommerne.
«Det var Meninga det,» svarer han.
«Om en to tre Aar,» føier han til.
Hun saa paa ham. Men Blikket gled straks væk og saa igjen udover.
Der var et Spørgsmaal i hans Blik, som hun ikke kunde svare paa. Ikke med Ord.
«Dein som bære hadde Kjærring au da,» sagde han. Og lo.
Hun smilte.
«Aa, det bir ailtid i Raa’ med di,» svared hun; Øinene var saa muntre.
Han drog en Suk.
«Nei, det bir værst med di,» sagde han.
Hun smilte, men svagere.
«Du vet inga, kanskje?» spurgte hun. Han spytted erfarent.
«Aa jo — je vet nok i au,» kom det drygt; «mein — det er itte sagt ho vil.»
Berit blev rød.
«Aa, det vil a nok,» svared hun fort, men saa ned i det samme.
Han vented, til hun igjen saa op.
«Ho har Gard sjøl ho,» sagde han.
Hun smilte.
«Ja, det er værst med di,» svared hun.
Han stod med blaanende Øine. Havde vondt for at sige det, han tænkte; men saa kom det.
«Faar a Lov da, trur Du?» spurgte han og rødmed selv med det samme.
Berit saa ned.
«Aa, je vet itte je,» svared hun.
«Ellers gjør a fuill, som a sjøl vil,» føied hun til.
«Du trur det?» Det kom næsten angst.
«Ja, det trur je,» blev der svaret fort og bestemt.
«Dein, som bære vidste, aa a vilde da,» sagde Thore Braaten.
Hun saa op; nu ganske alvorlig.
«Aa Du faar fuill vætta det, mar Tia kjem,» svared hun.
Nu taug han. Og de stod lidt og saa frem for sig tause begge.
«Du faar gaa ind,» sagde han saa i vanlig Tone Folk imellem.
«Nei — je ska itte det,» svared hun.
Han saa paa hende.
«Je skuille bære sjaa nordover,» forklared hun. — «aat Gardem dine,» føied hun til.
«Ja, det var naae aa sjaa,» spøgte han.
Hun svared ikke.
«Je lyt hematt naa,» sagde hun medét og vendte sig.
Han fulgte.
«Du faar sjaa hit att sia da,» sagde han; han gik ved hendes Side; de gik langsomt sydover.
«Ja, de ska je nok,» sagde hun.
«Ma Garden er færdau,» spøgte han.
Hun lo.
«Ja, kanskje det,» sagde hun.
Slig skiltes de.
Han gik langsomt tilbage til Skogen og tog Øksen; hun gik fort sydover.
Men da hun var kommen langt nok unda, nynned hun, der hun gik, og da han var bleven alene, smilte han hele Tiden, medens han hugg.
Det blev over Kviltiden, før Berit Glomgaarden fik staket sig over Elven og kom hjem.
«Aa har Du vørré etter?» spurgte Faderen.
«Bortpaa Enget,» svared hun.
«Hm!»
Han spurgte ikke mere. Men han havde seet hende komme nordenifra paa den andre Siden.
«Aa skuille Du øver Elva?» spurgte Fasteren, Karen, da de to var alene.
«Nordøver aat Braatem,» svared Berit.
«Aa skuille Du der?»
«Sjaa dit!»
— — Der blev ikke spurgt mere.
Ola Eriksen Glomgaarden stod med Piben i Mund midt paa Gaardspladsen.
Han saa opover mod Gutuen, hvor en Kar kom gaaende med Hest opsadlet efter sig.
Kjære, hvem kunde det være?
Jo, nu trodde han, han drog Kjendsel! Det maatte være han Gjermund, Sønnen paa Haugset, alligevel. Han kjendte Hesten.
Det var ellers underligt, at der kom Bygdefolk nu midt i blanke Vinnen!
Ola Eriksen stod med Piben i Mund og saa videre paa ham, som kom.
Nu var han ved Grinden og løfted Kroken af. Jo, det var Gjermund Nordset.
Ola Eriksen, som var i Skorteærmerne, snudde; gik ind og tog Trøien paa.
«Det kjem Bygdefolk,» sagde han til Kvindfolkene, som drev med Auftsmaden.
Karen, Søsteren, saa op fra Grødgryden, som hun stamped, og lagde nu Tvaren fra sig.
«Aakken da?» spurgte hun.
Ola Eriksen gik ud.
«Det er Haugsethest sir je,» sagde han, idet han gik.
Men Berit, som ogsaa havde seet op, var bleven rød, en Rødme, som straks lagde sig.
Saa gik hun til Koven for at fli sig.
Da Ola Glomgaarden var kommen ud paa Gaardspladsen igjen og nu stod tæt ved Svalen, svinged Gjermund Haugset ind paa Gaarden.
Han var helgeklædt og havde Haugsetborken med Ridesadel efter sig ved Bigslet.
Han bandt Hesten ved Skigarden og kom lige hen.
Ola Glomgaarden rusled ham langsomt tilmøde.
«Godau,» sagde Gjermund Haugset.
«Godau aa vælkommen teil,» svared Ola Eriksen. Gjermund Haugset rakte Haand frem.
«Tak for sidst,» sagde han.
«Aa itte aa takke!»
Ola Eriksen stod lidt.
«Det er vakkert Vær!»
Gjermund saa sig rundt paa Himmelen.
«Ja — rigtig vakkert Vær,» svared Ola Eriksen.
De stod atter lidt.
«Det er varmt ti di!»
Gjermund tørked Sveden.
«Ja.»
De stod atter lidt.
«Du faar sætte ind Hesten aa gaa fram,» siger nu Ola Glomgaarden.
Gjermund Haugset drar paa det.
«Aa Tak — je skulle fuill itte det heil,» svarer han.
Ola Eriksen gaar uden videre Svar paa dette hen, løser Bigslet fra Skigarden og leder Hesten paa Stalden.
Gjermund følger.
Færdige dermed gaar de atter ud, staar lidt ved Stalddøren og taler om Vinnen.
«Det blir myy Fôr iaar,» siger Ola Glomgaarden.
«Ja, det blir itte værst,» svarer Gjermund.
«Dø er snart fælaune dø au væ,» siger han.
«Aa ja retnaa,» svarer Ola Eriksen.
De tier begge.
Saa siger Ola Eriksen:
«Du faar gaa ind!»
«Aa Tak!»
Og de to gaar ind.
Gjermund hilser med Tag i Haand, først paa Karen, saa paa Berit.
Saa kommer han frempaa og sætter sig, mens Berit gaar til Kjælders efter Øl.
«Det staar tel bra frami Bygden væ?» siger Karen; hun steller med Bitetibrættet bortved Skjænken.
«Jo — takk — saa vidt je vet,» svarer Gjermund; han taler gammelt og voksent.
«Ho er paa Sæteren Mor di væ?»
«Ja. Ho har vørré der naa paa tree Vekkua!»
«Det er go Mjølk ti Kuen der au væ?»
«Ja. Det ska vara bra.»
Nu kommer Berit op med Øllet — og frem mod ham.
«Aa Takk!» Han tager imod i stor Høitidelighed og drikker. Hun staar ventende.
«Nei drik dei otørst naa,» siger hun, da han rækker hende Skaalen.
«Aa Takk!»
Han drikker igjen.
«Takk, naa itte mer,» siger han saa.
Hun tager imod og bærer Skaalen til Skjænken, kommer saa med Bitetibrættet.
Han tager igjen imod.
Saa begynder de saa smaat at tale sammen de fire, efterat Ola Glomgaarden ogsaa har drukket.
Der fortælles fra og til om, hvad der kan være hændt i Bygden; der spørges stilfærdig vidt og bredt omkring. Der ties af og til lange Stunder.
Kvindfolket gjør sig Erend ud og kommer en og en ind igjen; Berit tar sig af et og andet. Men de to Mænd blir siddende og tale langsomt og forsigtigt med hinanden.
Talen kommer paa Slægten, og saa medét spørger Ola Glomgaarden.
«Hain leverer fuill snart Garden Far din naa?»
Gjermund kræmter og flytter paa sig.
«Ja hain har tala paa det,» svarer han.
«Saa?»
Der kræmtes.
«Det bir fuill stor Føraad det?»
Ola Eriksen faar Piben frem.
Gjermund kræmter igjen.
«Ja — ho bir itte lita,» svarer han.
Ola Eriksen stopper i Piben.
«Ja — det er stor Gard,» siger han stilfærdig.
Samtalen glider istaa. De røger nu begge. Saa kommer Kvindfolkene atter ind.
Og Ola Eriksen overlader den unge Gaardmandssøn til de to.
Selv gaar han for at se efter Vinnefolket.
Gjermund blev Natten over paa Glomgaarden. Men om Kvelden, den stille, sommerlige, varme Kveld havde han og Berit talt sammen borte ved Fjøset.
Det var gaaet saaledes til:
Straks efter Kveldvorden var Berit, som nok nu skjønte, hvad det var Gjermund Haugset var kommen for, gaaet ud af Stuen og langsomt henover mod Udhusene.
Gjermund, som bare havde ventet paa dette, var en Stund efter slængt med Hænderne i Lommerne ud paa Gaarden for at se paa et eller andet.
Nu kom han da endelig drivende bortover did, hvor hun stod.
Da han var kommen lige borttil, snudde hun sig mod ham.
«Det blir langsamt aat dei,» sagde hun.
Han stod.
«Nei itte aat mei,» svared han.
«Aa jo — det er langsamt borti her,» sagde hun igjen.
«Aa ja — mar en er alene saa,» svared han.
Saa smilte han.
«Je bir snart isammen je au naa,» sagde han lavt.
«Saa?» Hun saa forundret ud.
«Ja — je ska ta Garden,» kom det.
Stor Taushed.
«Ska’n paa Fø’raad Far din da?» spurgte Berit endelig.
«Ja — det var Meninga det!»
Gjermund staar og ser ned.
«Aa det bir fuill i Raa’ med dei snart,» siger saa Berit.
«Aa je vet itte det.»
Han gløtter bort paa hende.
«Aa det er nok taa dem borti der,» siger hun.
Det kvækker til i ham.
«Kom borti Bygda du au da,» siger han.
Da ser hun op.
«Je! Nei!» siger hun. «Je lyt væra her je!»
Han mørkner til i Ansigtet.
«Isamma?» siger han.
«Ja.» Hun er bestemt. «Je trivs bedst her je,» føier hun til.
Han staar og ser nedpaa sin Fod, som han svinger hid og did.
«Naa ja,» siger han. «Men sia?»
Hun ser ret frem for sig.
«Je bir ailler anslessen je,» svarer hun.
Han smiler.
«Det er itte goit aa vætta det,» siger han.
«Aa jo!» Hun ser ned.
Han smiler bare og ser paa hende.
Da slaar hun det hele over paa Spøg.
«Du trøng Kjærring naa da?» siger hun.
«Ja, du vet det?» Han blir rød.
«Aa ja — det er nok taa døm!» Hun ler.
«Det sér mest ut for det,» svarer han.
«Ja itte fins dem her i Skauøm,» siger hun igjen,
Det er bære Bjønn aa sligt herborti!» —
Hun er saa munter.
«Aa, det er fuill itte saa fale,» svarer han.
«Aa nei!» Hun smiler godt.
Saa begynder de at tale om Bygden, om Kjendte, om Dans og sligt.
Men da Gjermund Haugset reiste næste Dagen, skjønte han, at den Veien fik han aldrig Berit Glomgaarden. Der maatte andre Ting til. Det havde naa heller ikke slig Hast.
Aaret efter, en Dag i Ugen før Mikkelsmess, kom der to Mænd ridende Kjølveien nedover til Glomgaarden. Det var gamle Berger Haugset selv og Sønnen Gjermund. De var helgeklædt og red uden videre lige ind paa Gaarden.
Ola Glomgaarden, som laa og kvilte, da de kom, fik paa sig, gik ud og tog imod; men Berit, som først havde seet dem komme, fik paa sig et Kasttørklæde og smøg Bagveien ud, bortom Fjøset, nedover Jordet og frem til Elven, hvor hun straks gik i Baaden og staked sig over til den anden Side.
De to Haugsetfolk blev vel modtagne paa Glomgaarden; de var jo af Slægten og dertil rigt Folk; Ola Glomgaarden havde da ogsaa en Tro paa, hvad Erend de kom i.
Da de vel havde ædt og drukket — Faderen spurgte et Par Gange efter Berit; men hun var ikke at finde — og da de nu sad alene i Stuen de tre Karfolk, rykked Haugsetgubben frem med sit Erende.
«Ja, je vet itte, aa Du synes je,» sagde han uden videre; «men hain Gjermund undres paa, om han kunde faa a Berit.»
Gjermund Haugset saa ned paa sine Fingre, rød i Ansigtet. Hans Fader saa bent paa Ola Eriksen og ventet Svar.
Ola Eriksen saa tankefuld frem for sig.
«Saa?» sagde han.
Der blev en passende Tid stille. De tre sad alle og tænkte.
Da sagde Ola Eriksen:
«Er døm sams om detta døm da?» — han saa bortpaa Gjermund som snarest og fra ham paa Faderen.
Berger Haugset kræmted.
«Ja, je vet itte je,» sagde han; han veksled Blik med Sønnen.
Denne maatte nu svare.
«Je har ailler spord,» sagde han lavt.
Taushed.
«Je vilde høre med dei først» — han saa paa Ola Glomgaarden.
Denne saa ned.
«Ja, det var bra det», sagde han.
Berger Haugset flytted paa sig.
«Ja, Du vet det faar bli, som Du vil,» sagde han.
Ola Eriksen saa op.
«Ja, je før min Del synes som dø,» svared han. «Je skjønner itte det kain vara naae aa seie paa det.»
Berger Haugset drog Aanden stærkt og retted sig op, der han sad.
«Det var rigtig bra det,» sagde han. Han saa bort paa Sønnen.
«Ja — det —,» svared denne, samtykkende.
Ola Eriksen reiste sig. Gik saa ud i Koven.
«Aa er a Berit etter?» hørte man ham spørge dæmpet derude.
Karen, Fasteren, svared derudefra.
«Je vet itte aa det er vørte taa ’n je,» svared hun.
«Hm!»
Ola Eriksen kom atter ind.
«Ho kjem fuill,» sagde han; han satte sig.
Berger Haugset smilte.
«Det er saa rart med di,» sagde han. Og de to fik Piberne frem.
Men Sønnen Gjermund havde seget hen til Vinduet, hvor han nu stod og saa ud. Han var i splinternye Klæder.
Samtalen gled over paa Gaardene og alt Landsens Stel; senere var de i Stald og Fjøs, paa Laave og Høitræv, og slig gled Kvelden.
Berit kom ikke hjem før efter Kveldvord og gik da Kjøkkenveien op paa Ramnen.
Da de to fremmede var gaaet i Seng, gik Faderen op til hende.
«Aa har Du vørre etter?» spurgte han. Han var lidt skarp i Stemmen.
«Nord aat Braatem,» svared hun.
Hun sad paa Sengen og slængte med Benene.
«Aa skuille Du der nordpaa?» — Han hørtes næsten harm, og Øinene streifed hende.
«Sjaa paa Garden has Thore,» kom det stærkt og fast.
Faderen fik et spodsk Udtryk.
«Garden has Thore!» gjentog han.
«Ja.»
Hun satte Øinene djærvt i ham. De var kvassere, end han kunde tænkt.
«Pladsen mener Du?» fortsatte Ola Eriksen.
Han stod med Hænderne trodsigt i Lommerne og saa paa hende.
«Gaa nordover aa sjaa sjøl,» svared hun. Hun var bleven saa kold i Røsten.
«Aa nei — je har ainna aa gjøra,» svared han.
Hun sad lidt.
«Du kuinne gjøra det, som var værrer,» sagde hun.
Nu svared ikke han. Men om lidt gik han nærmere.
«Han Berger Haugset aa ’n Gjermund er komne,» sagde han.
Hun blev forandret.
«Saa?» sagde hun.
«Hain Gjermund har fridd.»
Ola Glomgaardens Ansigt blev haardt; Øinene stod lige i hendes.
Hun mødte dem.
«Saa?» sagde hun.
«Aat’n Fa’ses[1] da?» fortsatte hun.
Rødmen steg Ola Eriksen til Ansigtet.
«Aat dei,» sagde han. Han gik bent paa.
Berit Glomgaarden svared ikke. Hun sad og glatted sit Tørklæde.
«Aat dei da væ!» kom det endelig.
Ola Eriksen stod harm.
«Vil Du eller vil du itte?» spurgte han.
Hun saa forundret op.
«Je?» sagde hun.
Han saa truende paa hende.
«Aat mei har’n itte fridd,» fortsatte hun. Og hun begyndte igjen at glatte sit Tørklæde.
«Nei, men aat mei,» kom nu Ola Eriksens Ord kvasst. «Aa je har svara ja.»
Han snudde sig.
Nu reiste Berit sig og gik bort mod Vinduet.
«Je vil itte ha’n,» sagde hun.
Faderen snudde sig og saa paa hende.
«Vi faar sjaa da,» sagde han.
Saa gik han ned.
En halv Time senere kom Karen, Fasteren, op paa Ramnen for at lægge sig.
Berit sad da og fletted sit Haar. Det var stort og lyst i en tung Flette.
Hun sad og havde et forunderligt saart Udtryk i sine Øine, mens hun saa frem for sig.
Fasteren satte sig paa sin Seng.
«Kjære aa vart taa dei?» spurgte hun.
Berit svared ikke.
«Det vart sjaaend’ saa underlig ut detta,» fortsatte Fasteren.
Berit svared fremdeles ikke.
«Je sau det paa’m Gjermund.»
Karen, Fasteren, tog sin Lue af.
Nu havde Berit fæstet sit Haar op og lagde sig.
«Aa har je me’ hønnøm?» sagde hun stolt.
«Skjøtt, Skjøtt!» hvisked Fasteren. «Du kain da skjønne, det gaar itte an aa seie nei aat hønnøm!»
Hun løste sit Haar.
Da reiste Berit sig halvt i Sengen og sad.
«Ja, det ska Dø faa sjaa,» svared hun. Saa lagde hun sig tvert ned.
Karen, Fasteren, smaalo. Men ingen af dem talte mere den Kveld.
— —
Haugsetkarerne fik reise uden at hilse paa Berit. For næste Morgen tidlig gik hun ud og blev borte til langt over Dugul.
Hun maatte have været i Skogen eller over paa den anden Side af Elven, hvor hun kunde se dem fare; thi hun kom først hjem, da de havde taget Farvel og var redet.
«Du faar helse ’n Berit,» havde Berger Haugset sagt.
«Ja, det ska je nok,» var der bleven svaret. Men de to, som reiste, havde kjendt det underligt, at hun ikke kom frem, nu de havde Ola Glomgaardens Ja.
Ola Glomgaarden staked sig med Baad over paa vestre Bredd af Glommen.
Han staked, saa det fossed om Stævnen; han var harm.
Han skulde nok snakke med Pladsgutten der nord og ved Far hans!
Han fikk Baaden fæstet og drog Ragstveien nordover til Braaten.
Gik fort og saa ende frem, der han gik.
En Pladsgut skulde ha Datteren paa Glomgaarden!
Aa nei! — Han gikk fortere; han tygged Bussen.
Fillepladsen der nordmed Elven! Han kunde ikke se for Skog, der han gik! Maatte bøie unda for Trær! Saa det bare glaame paa Elven af og til!
Det var hele halve Timen at gaa, rent et Tiltag at komme der nordover! Men saa skulde han ogsaa gjøre fra sig alt ihop, saa han slapp at gaa en Gang til.
Han hugg Staven i Tuverne, der han gik.
Nu stansed han.
Nordi Viken der laa Braaten; om en liden Stund skulde han tage Tag i baade Gutten og Gubben!
Harmen steg.
Havde ligget der denne Pladsgutten og vært efter Datter hans!
Haa haa haa!
Han smilte, en harm Smil, der han stod. Han skulde lære dem Maksis!
Der drev slig en underlig sur Lugt i Næsen paa ham. Skogbraatslugt og Kulmilerøg. Du skulde se, de brændte Kul der nord!
Skulde vel paa Røraasen med et Par Kullass til Vinteren og maatte vel laane Hest hos ham!
Ola Glomgaarden gik videre frem gjennem Skogen og arbeided hele Tiden Sinnet op til det, han skulde sige, naar han kom frem.
Pludselig stansed han igjen.
Han var naaet frem til Svingen, der Skogen slutted, og kjendte sig ikke igjen.
Rundt de gamle Huse paa Braatenpladsen var der opdyrket Mark. Hafælle rundt omkring og sydover, mange Maal med indgjærdet Eng.
Rent en liden Gard var det blevet!
Og midt paa Braaten stod Thore med Græv i Haand. Luer flammed og slikked hist og her bortover, hvor ihopdragne Rødder og andet Rat brandt; den sure Brandrøg slog Ola Eriksen i Øinene under Nordendraget og lagde sig tungt for Bringen.
Og alt det store og harme, han skulde sige til Thore Braaten og Far hans, blev saa bedrøvelig morkent og lidet inde i Bringen paa ham.
Jamænd havde ikke Gutten laget Gard — efter fattig Anledning!
Men saa steg Harmen.
Hvad Fanden havde han med Thore Braatens Fillegard at bestille? Og hvad Fanden havde Gutten med at lægge sig efter Datter hans?
Hvad var det for Huser her? Og hvad for Buskap?
Og Skogen? Den vesle Skogen, som hørte Pladsen til! — — —
Ola Glomgaarden gik tvers frem over Brydningen uden at se sig om efter Thore, som havde sænket Grævet og nu stod og stirred; han gik lige hen til Grinden — de havde faaet ny Grind og Hafælle ogsaa! — det var bedst at tale med Gubben først!
Der saa han nogen, som kom frem i Glasset og blev borte igjen; det var som et Kvindfolkskaut — du skulde se, hun var hjemme hun Kari, Kjærringen ogsaa!
Ja, det fik ikke hjælpe! Det han havde at sige, det skulde bli sagt; det skulde han være Mand for!
Saa gik han bent paa Stuen, hvor ingen kom ud.
Han tog i Klinken. Han gik ind. Snudde sig rundt i den lave Dør og lukked efter sig.
«Godau,» sagde han.
Jakob Braaten sad ved Aaren og Kari, Kjærringen hans paa Bænken fremved Glasset.
Det lugted kogt Kaal derinde. De skulde nok snart til at aufte.
«Aa Godau,» svared Jakob Braaten; han sad.
Kari kom frem fra Bænken.
«Sjaa aat Du faar sitte,» sagde hun og satte Stol frem.
«Aa Tak, je skulle itte det heil,» svared Ola Eriksen; han blev staaende.
«Je skuille bære tala lite aat dei Jacob,» fortsatte han.
«Sit naa,» sagde Kari — «det er rar Mainn aa sjaa det!»
Hun flytted Stolen nærmere Aaren, tog en Skaal og gav sig Erend til Kjælders.
De to Mænd var alene.
Nu satte Ola Eriksen sig. Han syntes, det var likest at gaa bent paa Sagen, før Kjærringen kom igjen. Saa kræmted han da kvasst og begyndte.
«Du bryt Jord sér je?» sagde han.
Jacob Braaten saa op.
«Itte je,» svared han. «Det er’n Thore, søm driv!»
Ola Eriksen spytted stærkt.
«Det bir fuill det saammaa det,» sagde han.
Jacob Braaten reiste paa sig og sad opret.
«Ja, før andre kain det fuill væra det saammaa,» svared han lidt drygt.
Han var af god Slægt Braatengubben, endda han sad paa en Plads.
Ola Eriksen mørkned i Ansigtet.
«Aa, je vet itte det,» sagde han.
«Saa?» Jacob Braaten karred med Glotangen Gløder sammen fremi Aaren.
«Det ska bli Gardgut hiti her naa da?» spurgte Ola Eriksen igjen.
Jacob Braaten lagde Glotangen.
«Je vet itte je,» svared han. «Hain Thore faar gjøra, som hain sjøl vil før mei.»
Han sad med Hænder i Fang.
«Ja, før mei au,» svared Ola Eriksen — «bære’n itte kjem borti det, je har!»
Jacob Braaten saa op.
«Det trur je ailler.» sagde han.
Ola Eriksen sad lidt.
«Hain faar slutte me’n Berit da,» kom det kvasst.
Jacob Braaten stirred paa ham.
«Aa seier Du,» sagde han.
«Je seier det, je sa’e,» svared Ola Eriksen. «Aa je seier det aat dei, som Far er aa som skuille vætta bærer, at’n faar slutte med aa dra Jenta hitøver aa det strast. Je vil itte vætta taa di!»
Han havde reist sig.
Jacob Braaten sad. Og han var lidt blekere i Ansigtet, da han svared.
«Det har’n ailler gjort,» sagde han.
«Jo, det har’n.»
«Nei, det har’n itte. Saapas vet je au.» Jacob Braaten havde nu ogsaa reist sig.
«Ho er sjøl kømma,» lagde han til.
Ola Eriksen lo.
«Aa det trur Du!» sagde han.
Jacob Braaten gik mod Vinduet.
«Je trur det, Døtter di gjør det, a sjøl vil,» sagde han. «Saa gjør Son min au.»
Ola Eriksen lo igjen.
«De ska’ vi bli to om!»
Jacob Braaten satte sig.
«Tala aat’m Thore om detta,» sagde han. «Je vil væra utaføre. Je har itt naa gæli gjort!»
«Aa Du maatte fuill skjønne detta Du au!» brast det ud af Ola Eriksen. «Ellers ska je nok seie fraa aat hønnøm au!» Han stod i Døren.
I det samme kom Kari, Kjærringen, ind.
«Kjære aa er detta da,» sagde hun; hun saa fra den ene paa den anden.
«Aa ittnaa før dei,» svared Ola Eriksen; han vilde gaa.
«Er det om’n Thore?» ropte Kari.
«Ja det er det!» Ola Eriksen snudde i Døren og blev staaende med Øinene skarpt i hende.
«Je kuinne mest skjønne det,» sagde hun. «Ja, det er slemt detta; men aa ska en gjøra!» Hun var saa opraadd i Røsten.
«Aa en faar bruke Vet, den, som vaksen er,» kom det fra Ola Glomgaarden.
«Ja, det tør trøngs det,» svared Kari. «Ellers saa er døm naa vaksne baae to,» lagde hun til.
«Du ska sjaa, det er øs, som itte er vaksne,» ropte Ola Eriksen.
«Ja, det sir mest saa ut,» svared Kari Braaten. «Dein ene gifter sei tur Bygden aa den are faar in Son, som vil ha Gard!»
Dette tog. Ola Eriksen blev staaende. Der var mange, som havde likt ilde, at han hented sig Kjærring fra Storelvedalen. Og der var somme, som kunde fortælle, at han i sin Tid havde gaaet efter Kari Granviken, fast hun sad paa en liden Gaard og havde mange Søskend. Men hun havde Hug for ham Jacob Braaten, fast han ikke aatte andet end Plads.
Og Ola Eriksen blev staaende.
«Ti still med sa!» ropte han. Han fandt ikke Ord, som bed.
Kari Braaten saa paa Jacob Braaten, Manden.
«Ja — ailtis kain je ti still,» svared hun; «aa ho gjør fuill saa Dotter di au; — vi gjør, som vi vil, vi her opmed Glommen!»
Der var slig gammel Magt i hende, der hun stod.
«Ja, vi gjør det,» svared Ola Eriksen.
«Fast det kunne hænde, vi vart for veke, mar det bar teil!» fortsatte hun stolt; hun knytted sit Tørklæde fast under Hagen.
«Ti still naa,» sagde Jacob Braaten. «Du faar tala aat’m Thore,» sagde han, rolig i Røsten; «je vil ha Fred før detta je!»
Ola Glomgaarden snudde sig og gik uden et Ord. Men Kari Braaten stod og saa paa Døren, der han var gaaet.
«Hain skuille agte sei lite,» sagde hun, harm.
«Ja, ti still naa,» svared Jacob Braaten; han sad og saa ud igjennem Glasset.
Men Kari, Kjærringen, lagde paa Dør og stod paa Svalstenen og saa efter ham, som var gaaet. Saa efter ham hele Tiden.
Hun kunde have været Kjærring paa Glomgaarden, om hun havde villet!
Ola Glomgaarden havde faaet Sinnet op. Nu drog han ende didover, hvor Thore stod og brændte Braate. Han var fortærende harm.
Thore fik se ham straks og stod og vented.
«Det er dei, je vil tala aat,» sagde Ola Glomgaarden fort og kvasst.
Thore lagde Grævet og saa paa ham. Det var ikke frit for, han skjønte, hvad der var paa Færd.
«Det er om a Berit,» kom det, og Ola Glomgaarden stod med de kolde blaa Øine fæstet lige paa Thore.
«Saa?» Thore besvared Blikket.
«Du faar slutte!» Det kom som et Hugg.
Thore saa forundret ud.
«— med ailtt detta,» svared Ola Eriksen. Og han saa spodsk udover Nyrydningen.
Da blev Thores blaa, unge Øine stærkere i Let.
«Je ska teil og begynde naa,» svared han; han tog igjen Grævet.
«Nei, Du faar slutte!»
Ola Glomgaarden var rød i Ansigtet.
Thore Braaten spytted i Næverne og tog Grævet.
«Det gjør je, som je vil med,» svared han og grov.
«Saa med dissa,» svared Ola Glomgaarden; «mein itte med Doitter mine! Du faar a saa ailler i Væla leil.»
Thore Braaten stansed og saa bent paa Glomgaardsgubben.
«Har je bødd dei om a?» spurgte han.
Ola Glomgaarden kvakk.
«Nei, det har Du itte,» svared han. «Mein Du driv med’n leil, aa det er værrer!»
Thore svared ikke. Tog bare Grævet og grov videre.
«Ho er vaksea ho søm je,» svared han.
Ola var hvid i Ansigtet.
«Ja, det er det saammaa, aa a er,» skrek han; «ailler i Væla ska a kommaa hit!» Han stod med knyttede Næver.
«Saa vidt Du vet det!» Hans Øine brandt.
Thore Braaten hugg.
«Nei nei!» svared han. Han hugg igjen.
Ola Glomgaarden snudde sig og gik uden et Ord.
Om lidt, mens Thore Braaten drev paa og hugg uden Stans derude i Nylændet, kom hans Far ruslende bortover til ham.
Faderen stod lidt og saa paa Sønnen, som arbeided, uden at sige et Ord.
Endelig saa Sønnen op.
Saa bort paa Faderen og smilte.
Faderen smilte ogsaa.
«Ta var svært teil Kar,» sagde han.
Sønnen spytted i Næverne og tog Grævet paany.
«Aa, hain bir fuill spakere,» svared han. Saa grov han, saa Jorden spruted kring Trærøddemrne. Gamle Jakob Braaten stod lidt.
«Tru det,» sagde han.
Sønnen grov.
«Det kjem sei an paa hinner det,» svared han.
Gamle Jacob Braaten sagde intet videre, gik bare fundersom tilbage til Stuen og ind.
Men paa Svalstenen snudde han og saa bortover mod Sønnen, som grov og grov, og da han kom ind i Stuen, hvor Kari, Moderen, sad og spandt, smilte han, idet han rusled hen til Aaren og satte sig.
«Det er Fa’en teil Gut au lel,» sagde han.
Kari saa op fra Spindingen.
«Ja, det er Blo ti hønnøm,» svared hun.
Aaret gik.
Thore og Berit traf hinanden sjeldnere end før; thi Faderen passed paa. Der fortaltes i Bygden, at der lagedes til Bryllup paa Glomgaarden, og Glomgaardsfolket sagde intet imod, naar Folk bent frem slog paa Sagen.
Paa Haugset gik Gjermund som den, ingen Jenter længer saa efter, og Folk skjønte paa alt, at det nok snart maatte blive noget af. Haugsetgubben havde taget Føderaad og var flyttet op i øvre Stuen; men Sønnen stedte ingen Jente; det var greit, at han gik og vented paa noget.
Indtil endelig den Dag kom, at der forlangtes Lysning.
Den Søndag, første Lysning faldt fra Prækestolen, var Ola Glomgaarden og Karen, Søsteren, begge fremme i Bygden; de sad i Haugsetstolen sammen med Haugsetfolket, og dermed var Sagen jo afgjort i Bygden.
Men Berit var ikke med, havde nok heller ikke fuld Greie paa, hvad der gik for sig og at Faderen vilde kjøre hende og Gjermund saa langt frem i Bygdens Omtale, at Sagen for Skams Skyld ikke længer kunde ændres.
Men da Faderen og Fasteren kom tilbage fra Kirken og Faderen ved Kveldvorden vendte sig mod hende og sagde:
«Ja naa er det lyst før dei aa’m Gjermund, idau,» — da blev hun hvid som Lin i Ansigtet.
Hun saa paa Fasteren.
Saa lo hun.
Fasteren svared ikke; men Ola Glomgaarden slog i Bordet.
«Det er ittnaa aa le taa detta,» skrek han.
Saa reiste han sig og gik fra Bordet.
Berit sad et lidet Øieblik ligblek. Hun saa paa Fasteren, som slog Øinene ned.
Saa skjød Blodet som en gloende Strøm tilbage til hendes Ansigt; hun reiste sig og gik bort til Faderen, som stod ved Aaren, bortvendt.
«Je trur, Du er gaat fraa Vetta!» sagde hun.
Han snudde sig mod hende.
«Ja anti je heil Du,» svared han.
Han snudde sig braat og gik ud.
Berit vendte sig nu atter blek, mod Fasteren.
«Aa detta har Du vørre med paa!» sagde hun lavt.
Karen Glomgaarden saa op paa Berit.
«Det er likest, Du likter’m lel,» sagde hun. «Det bir bære gæli ellers!» Hun sad igjen og saa ned.
Berit svared ikke. Bare gik. Ud af Stuen og op paa Ramnen.
Der satte hun sig paa Sengen.
«Ailler i Væla!» hvisked hun. Saa kom Graaten.
Samme Kveld staked en Jente sig over Elven, saa Fossen stod om Baaden, bandt hurtig fast og mere sprang end gik nordover.
Det var Berit Glomgaarden.
Kommen frem til Braaten saa hun efter Thore, om han skulde være at finde ude. Da hun ikke saa ham, gik hun lige ind.
«Godkveld,» sagde hun andfaadd.
«Gokveld» svaredes der undrende.
Thore, som sad ved Aaren, reiste sig uden et Ord. Han forstod, at noget var paa Færd.
«Sjaa aat Du faar sitte,» sagde Kari Braaten; hun flytted paa en Stol.
«Tak, je ska itte det leil,» svared Berit. «Je skuille bære tala aat’m Thore lite» —
Og de to gik ud.
— — —
De stod udenfor Stuevæggen.
«Kjære kjem Du hitøver Du da?» sagde Thore; han stod næsten blyg og saa paa hende.
Hun saa ret frem, haardt.
«Ja, je gjør det,» svared hun. Aanden gik fremdeles, saa det mærkedes.
«Aa er det naa da?»
Thore saa undrende paa hende.
Hun saa bent paa ham.
«Det er slut naa med mei aa’m Far,» svared hun.
«Aa seier Du!» Han saa stort paa hende.
«Det er vørté lyst for mei aa’m Gjermund idau,» kom det.
Thore Braaten kvakk.
«Lyst!» udbrød han.
«Ja!» Det kom som et hvisket Skrig.
Der blev dødsens stille.
«Vidste Du om detta?» spurgtes der lavt omsider.
Berit var blek.
«Du kain da skjønne, je itte det gjorde,» sagde hun, harm.
Thore fik Tag i hendes Haand.
«Nei je trudde nok au —;» saa brød han tvert af.
Skulde Du ha hørd slikt!» sagde han.
Og det blev atter Taushed.
Da sagde Thore:
«Kjære aa ska vi gjøra naa da!» Han stod der rent raadløs og saa frem for sig.
«Aa, naa er det ingen Sak,» svared hun. «Ma’n har gjort detta!» hun stirred med kolde blaa Øine.
Han tog hende ind til sig.
«Kjære,» sagde han.
Hun stod uden at røre sig.
«Ma bære Du vil saa,» sagde hun.
Da slog han Armene omkring.
«Garden er strast færdau,» hvisked han. «Den, som bære hadde Hus.»
«Aa —,» svared hun. «Det bir ailti i Raa’ med di!»
«Bære Du vil,» kom det igjen.
Han lo.
«Du vet, je vil,» hvisked han.
«Je au!» svared hun.
«Nær da?» Han stod og tog ikring hende. Hun lagde Hodet mod hans.
«Nær Du vill» hvisked hun.
«Det kain bi snart det!» Han var helt betagen.
«Det er det saammaa!» hvisked hun.
«Saa kain døm gjøra aa døm vil sia da!» føied hun til. Hendes Kinder brandt.
Han slog Armen om hendes Hals. Saa gik de bortover mod Skogen, Hvor de da taltes ved længe og gjorde op mangt og meget.
Det var paa Høstkanten.
Berit havde været paa Sætren om Sommeren; men paa Glomgaarden var alt gjort istand til Bryllup.
Da Berit kom hjem og saa alt dette, sagde hun intet, graat ikke heller; der var bare over hende noget fordægtigt, som ingen skjønte og noget triveligt, næsten muntert, som heller ingen forstod. Hun var med paa alt, hvad der skulde gjøres til Brylluppet, saa paa og prøved alle nye Klæder og lagde dem ned i Brudekisten, som skulde følge.
Med Faderen talte hun aldrig, heller ikke stort med Fasteren; hun og Gjermund Haugset saa heller ikke hinanden som god Sæd og Skik var i Bygden.
Fasteren undred over denne Forandring, men tænkte som saa, at hun vel havde givet sig, eller at hendes stærke Modstand hin første Dag ikke havde været saa alvorlig ment.
Det samme trodde Faderen. Han gik der som den, hvis Magt og Vilje havde seiret som sig hør og bør.
Bryllupsdagen kom. De var tidlig oppe paa Glomgaarden.
Alt Gaardens Folk og Folk fra Pladsene i Skogen omkring var slængt frem for at sjaa paa Brura. Og blandt dem ogsaa Thore Braaten, som havde skatet sig over om Morgenen men sendt Baaden tilbage med Faderen, saa den nu laa i Braatenviken, som den brugte.
Thore stod nu fremved Grinden og saa; Glomgaardsfolket gik til og fra, lagde i Kløver og stelte med Heste, fik Sadler paa og gjorde alt istand til Færden.
Endelig kom Ola Glomgaarden selv og Bruden. Karen, Fasteren, var reist i Forveien for at ordne med Trakteringen ved Kirken.
Bruden satte sig op i Kvindfolksadlen; Ola Glomgaarden tog begge Heste ved Bigslet, og saa drog de.
Folket stod længe ved Grinden og saa efter dem, der de drog Gutuen opover; men Thore Braaten var forsvunden, i det samme han fik se Bruden komme.
Fra Glomgaardsgutuen gaar Veien nordover, til den naar Elven, der Sundstedet er. Derfra bøiet den Lien op og til Fjelds.
Øverst i Lien fremved Tegningen er der en liden Stue, hvor Glomgaardsfolket gjerne brugte at kvile, før de drog indover Kjølen. Kjærringen paa Tegnstaden havde da gjerne Kaffe færdig, og Glomgaardsfolket steg da altid af Hestene, som blev bundne til Hafællen, og gik ind.
Nu idag, Bryllupsdagen, var det greit, at Bruden deroppe maatte have ekstra Traktering, og Ola Glomgaarden bar da ogsaa med sig en Løp med Biteti i venstre Haand, mens han førte Hestene ved den høire.
De sagde intet de to, som drog Kirkeveien. Berit sad still og trygg paa Gammelgraaen; Storbronen gik tomsadlet ved Siden.
Kommen bort om Sundstedet ved Glommen, der de skulde vike Veien op gjennem Lien, stansed Ola Eriksen for at sætte sig paa.
Han rakte Berit Løpen, mens han leded Hesten frem til en Sten.
Der steg han i Sadlen, red atter hen til Berit, tog Løpen og red foran opover Veien.
Berit havde hele Tiden dette underlig haarde i Øinene, som havde fulgt hende i det sidste, men sagde intet, tog bare Bigslet og lod det hænge løst over Hestemanken, vant som hun var til Gammelgraaens jævne Marsch.
Faderen saa sig nu og da tilbage og holdt Storbronen i sagte Skridt, saa Gammelgraaen kunde følge. Slig red de i jævn Gang opover Lien.
De kunde vel have redet en stiv Time; da hørte de Susen af Tegninga tæt ved; Hestene saa sig om og spidsed Øren; de var nok vante til snart at faa Kvile.
Men Berit havde urolig stirret nedover mod Elven, der Skogen stod stor og lubben; saa havde hun smilet for sig selv; hun havde seet noget dernede.
Og de to Heste drog videre over Tegnstadbroen og hen til Tegnstaden.
«Proh!»
Ola Eriksen stansed Hesten foran Stuedøren og steg langsomt af. Han begyndte at blive støl Gubben; saa red Berit ogsaa fremtil, men blev siddende i Sadlen.
Ola Eriksen bandt begge Heste ved Bigslet til Hafællen, tog Løpen, som han havde sat fra sig og gik ind.
«Kom naa,» sagde han til Berit.
Berit sad.
«Er døm heme da?» spurgte hun.
Faderen svared ikke, aabned bare Døren og gik ind. I Døren mødte han Goro Tegnstaden.
«Nei naa kjem Brura,» sagde hun; hun stod med Hænderne ihopslagne og saa ud.
Ola Eriksen gik ind.
«Ja, naa kjem a,» svared han. Saa lukked han Døren i efter sig.
Han stod med Løpen i Haand.
«Du har fuill Kaffe færdauen?» sagde han. Han var munter.
Goro Tegnstaden slog ihop Hænderne.
«Jø, ja!» sagde hun. «Det ska strast bli!»
Hun saa mod Aaren.
Ola Eriksen gik frem i. Stuen.
«Sjaa her!» sagde han; han satte Løpen paa Bordet og aabned.
Hun kom bort til og stod ved Siden.
«Hoi!» udbrød hun. Og hun slog atter Hænderne ihop.
«Du faar lægge fram paa taa dissa,» sagde Ola Glomgaarden; mein Du faar skynde dei; vi har lita Ti idau, sir Du!»
Han gik fremtil Aaren og saa.
Kaffekjedlen stod paa Kog. Saa tog han Piben frem, fik Tobakskvartet op af Lommen og begyndte at karve Tobak i Piben.
Men Goro Tegnstaden drev med at sætte Kopper frem paa Bordet.
«Har Du Røme da?» spurgte hun.
«Det ska væra ti i lita Flæske der!» svared Ola Eriksen; nu tændte han Piben.
Goro Tegnstaden ledte i Løpen og fandt frem, mens Ola Eriksen satte sig. Han vented saa smaat paa Berit, som endnu ikke var kommen.
Nu drog Goro tildørs.
«Kjære aa vart taa’n Berit da?» ropte hun. Saa mod Aaren for at hjælpe Kaffekjedlen, som nu kogte over og saa atter tildørs.
Nu stod hun i Døren.
«Nei kjære aa er ta da?» udbrød hun.
«Nei kjære, reser a att da!» — hun ropte det.
Da kom Ola Glomgaarden op og frem til Døren. Der stod de nu begge og stirred handfaldne nedover Veien.
Ude stod Gammelgraaen med Kvindfolksadlen alene; men nedover Veien, Lien ned drog Storbronen i hængende Tærn med Eline og en Kar paa Sadlen.
«Nei Du store Under!» skrek Kjærringen. «Aa er ta!»
«Ola Eriksen kom fort ud.
«Pro!» ropte han efter dem.
Manden, som sad bagerst paa Hesten, snudde Hodet.
«Hoi!» ropte han tilbage og slog paa Storbronen, som nu tog Gallop.
Det var Thore Braaten. Og der forsvandt de i Svingen nedom Tegnstadbroen.
«Faen han au —!» Ola Eriksen lagde i Vei ud og bort til Gammelgraaen. Men ikke kunde han ride i Kvindfolksadel og ikke kunde han heller tage dem paa Sprangen.
«Faen au —!» ropte han.
Men paa Trappen stod Goro Tegnstaden og aajed sig.
«Nei naa har je sit detta au!» ropte hun.
Ola Eriksen fik fort Kvindfolksadlen af Gammelgraaen, kom sig oppaa den bare Hest, hugg en Paak og drog ivei nedover Veien.
«Je kjem snart att,» ropte han til Goro, som stod i Svalen.
Saa bar det ivei i tung gammel Gallop nedover, den gamle Mand paa den gamle Hest.
«Nei naa har je sit detta au!» ropte Goro Tegnstaden; hun slog Hænderne ihop. Saa drog hun ivei ind for at redde Kaffeen.
Det gik fort med Ola Glomgaarden og Gammelgraaen nedover Glomlien. Han slang paa Hesten i stødende Trav, holdt sig fast i Manen og smatted og skrek paa Gampen i ét. Men fortere gik det alligevel med Thore og Berit paa Storbronen.
Berit sad paa Sadlen tvers over og Thore paa bare Hesteryggen bag hende; han havde Fødderne i Stigbøilen og førte Tømmen, hun holdt sig fast af alle Kræfter, bagoverlænet mod hans Skulder, mens det gik i Gallop nedover.
Og da Storbronen havde ganske anderledes Stig end Gammelgraaen, saa de ikke det mindste til Ola Glomgaarden, der de red uden et Ord i hængende Tærn nedover.
Der sad et lidet Smil i Thores Mundviger; men Øinene var blaa og bestemte, og han slog paa Hesten alt i ét.
Nu naaed de Sundveien; Thore holdt igjen paa Tøilerne og viked af mod Elven.
I Smaasprang kom de frem til Bredden. Der braastansed Hesten.
Thore sprang af, tog Berit i Armene og løfted hende ned.
De gik begge to fort mod Baaden.
Thore hjalp Berit opi, løste Lænken og lagde Aarerne tilrette. Gik saa tilbage, tog Hesten ved Bigslet og leded den tilvands.
«Høi!» Han gav den et Rapp over Lænden; Den saa sig om nedover mod Baaden; saa gjorde den et Sæt tilvands og slog Svøm i det stride Straakk.
Thore gik i god Ro ned til Baaden, kasted Lænken loss og stødte fra. Staked sig med et kraftigt Stød midt ud i Strømmen og sprang saa agter. — I stærke og jævne Tag staked han sig nu tvers over Strømmen.
Hesten laa efter Baaden, der den skar sig frem, og tog Svøm i dens Kjølvand — slig seg og seg de Elven over.
Medét roper Berit.
Hun har seet sin Fader paa Gammelgraaen, der han kommer dragende.
«Der kjem’n!» ropte hun.
Thore tog Stakaen til sig og stirred, mens Baaden langsomt drev.
Nu stansed det derborte i Veien, og Ola Eriksen hopped af.
Han saa udover Elven.
«Hoi!» ropte han over.
Da lo Thore Braaten.
«Ja, rop naa!» sagde han, spytted i Næverne og tog atter til at stake. Sikkert og jævnt nærmed de sig den anden Bredd.
Men Gubben paa Stranden stod bandende og skrikende over mod dem.
«Bære ’n itte gaar paa Gampen aa sæt aat Elven!» sagde Berit; hun saa paa Thore.
«Aa — Gammelgraaen tær itte Suinn[2],» svared han; han staked netop Baaden ind i den lille Vik paa vestre Bredd.
«Ellers faar’n naa gjøra, haa’n vil,» føied han til, idet Baaden skured paa Land. «Hain har sjøl stelt det teil aat Brølløppa has Gjermund.»
Da smilte Berit.
Men Gubben derover paa Stranden stod raadløs og skrek. Ikke havde han Baad, og ikke vaaged han at gaa paa Hesten over; ikke heller fandtes der Baad paa mange Mils Afstand hverken ovenfor eller nedenfor.
Nu tog Storbronen Land længer nede og kom dragende langs Stranden opover mod dem.
Thore Braaten drog Baaden godt op, fæsted Lænken og laased det hele; saa tog han Hesten ved Bigslet.
«Kom naa Berit!» sagde han.
Og de to gik Skogsveien nordover til Braaten uden engang at se sig tilbage.
Berit Glomgaarden havde ikke været paa Braaten siden Aaret i Forveien; naar hun og Thore havde truffet hinanden, havde hun altid sendt Bud; der var en liden Gjætergut paa Glomgaarden, som da gjerne staked sig over og drog nordover.
Saa fulgte da gjerne Thore til Sundstedet, hvor de to saa traf hinanden.
Hun kjendte det som en rent forunderlig Fornemmelse af Angst og Harm og Æventyr blandet, da hun nu gik nordover den smale Skogsti Haand i Haand med Thore.
Fremved Nybrytningen stansed de.
Hun fik medét slig Varme inde i Bringen. Der laa et lidet nyt Hus for sig selv fremved Jordet. Det røg af Piben; det skinned af Vinduet.
«Der er Garden vor,» sagde Thore og lo.
Hun saa op paa ham.
«Ska bli» — sagde hun.
Han holdt hende fast og varmt i Haanden.
«Vil Du detta naa da?» spurgte han.
Da saa hun klart og stærkt paa ham.
«Ja, det vil je!» svared hun.
Og de gik videre fremover.
I Gammelstudøren stod Jacob Braaten og Kari, Konen hans.
Da de kom fremtil, smilte Jacob Braaten.
«Der kjem Brura,» sagde han.
Men Kari Braaten slog sine Hænder ihop.
«Nei du store Gudsens Under, kain det ske detta da?» udbrød hun.
De to unge smilte og kom op paa Svalstenen.
«Ja Du faar væra vælkømma fram da,» sagde Kari og rakte Berit Haanden.
Det samme gjorde Jacob Braaten.
Saa gik de ind. Og derinde blev der nu stor Undren og Aajen over det, som idag var hændt, og over hvordan Tingene nu vilde arte sig.
Da det led til Kveldstid, snudde Kari Braaten sig paa Krakken, der hun sad, og saa paa Thore.
«Gaa uti Stua, Du Thore,» sagde hun stillt. «Aa Berit faar ligge oppaa Ramnen.»
Der kom et lidet magert Smil frem i Sønnens Ansigt.
«Det er Romm aat fler uti Stuen,» sagde han. Blikket streifed Berit, som havde reist sig.
Kari Braaten skjøv Rokken tilside og kom sig opp:
«Saa ma Tia bir,» kom det lavt men bestemt.
«Je lyt nok væra Mor aat dei je,» sagde hun, god i Stemmen. Fikk Armen lindt kring Berits Liv og gikk mod Ramnstrappen og op.
Men Thore, Sønnen, blev siddende en Stund med Hænder i Fang, indtil Faren tog af sig Frakken og slængte den over Slinden.
Da gik han endelig.
Ola Glomgaarden var skummende harm, der han stod igjen paa Stranden. Skammen og Folkesnakket sved ham i Bringen; Latter vilde stige over al Bygden!
Det vilde tage mange Dage, før han fik Baad op fra Elvedalen og didover — og netop nu stod Brudgom og Præst og al Bygden ved Kirken og vented!
Der var bare ét at gjøre. Langsomt satte han sig igjen paa Gammelgraaen og red Lien op, Tegnstaden forbi uden at se indom og frem til Bygden.
Da Ola Glomgaarden kom ridende ganske alene fremover Kjølveien til Kirken, var der mylrende svart af Folk.
Præsten havde ventet i over to Timer; Brudgommen og alt Skyldfolket stod i undrende Samtale ved Kirkeplanken.
Ola Glomgaarden red lige fremtil og steg af. Han var mørk og taus.
Karen, Fasteren, kom straks borttil.
«Kjære, aa er det paa Færd?» spurgte hun lavt. «Aa er a Berit etter?»
Ola Glomgaarden stelte med Bigslet.
«Ho er vørté klen,» svared han.
Karen slog Hænderne ihop.
«I Jøssø Namn!» udbrød hun. Hun saa spørgende paa Broderen.
«Aa er detta før Slau?» Hun saa fremdeles paa ham.
«Je vet itte je!» svared han. «Ho maatte snu!» Nu bandt han Bigslet.
Karen folded Hænder.
«Skulde Du ha’ set sligt!» brød hun ud. Saa stod hun lidt. Det drog efter med hende.
«Je kuinne mest tru det!» hvisked hun.
Ola Glomgaarden svared ikke. De to stod lidt. Saa seg Haugsetgubben langsomt borttil. Han hilste.
«Dø vart længe,» sagde han.
Ola Glomgaarden saa ned paa sine Fødder.
«Ja,» svared han.
«Aa er a Berit etter?» Haugsetgubben spurgte ganske lavt.
Da saa Ola Glomgaarden op.
«Det er førsætt detté,» sagde han. Og saa straks efter:
«Ho er vørté klen.»
Stor Taushed. Haugsetgubben staar og ser paa Ola Glomgaarden.
«Aa seier Du!» kommer det endelig.
«Ja, det var førsætt detta,» gjentager Ola Glomgaarden — «men —»
Han tier.
Haugsetgubben mørkner i Ansigtet.
«Kjem a itte kanskje?» spørger han.
Ola Glomgaarden ser bortover, forbi ham.
«Nei, ho maatte snu opmed Tegnstaden,» svared han.
«Ho fekk det saa braat. Ho heil paa aa aavætta!»
Haugsetten saa ned.
«Hm! Skulde Du set sligt!» mumled han.
«Detta var svære Ting!»
Han var harm.
«Ja, det var rent forsætt au detta —» siger Ola Glomgaarden. Han staar der og ser nedpaa sine krogede Fingre.
«Men aa ska’ en gjøra?»
Haugsetten svarer ikke, snur bare og siger langsomt bortover til Kirkeplanken, der Brudgommen og Skyldfolket staar.
Da ser man ham tage Gjermund lidt tilside og tale med ham længe. Man ser, at Brudgommen blir forandret i Ansigtet, og alle undrer, hvad der kan være hændt.
Nu gaar Ola Glomgaarden langsomt ind paa Kirkegaarden og Bagveien ind til Præsten, som er i Sakristiet.
Lidt efter siver det ud mellem Folket rundt Kirkeplanken, at Berit er bleven syg, at hun ikke kan komme, men maatte snu ved Tegnstaden og at der ikke bliver noget Bryllup af.
Slig Forhindring i Bryllup havde ingen hørt om i Mands Minde, og der blev stor Opstandelse rundt Kirkeplanken.
Alt Brudefolket maatte sætte sig i sine Karjoler og reise hver til sit; Brudgommen saa ud som en klippet Sau, og gamle Haugsetgubben var harmere end harm.
Præsten, som talte med Ola Glomgaarden i Kirkeporten, rakte ham Haanden og sagde:
«Vi faar haabe, Sygdommen snart vender sig til det bedre, og saa er Du og Berger Haugset kanske saa snille at melde fra, naar I ønsker Vielsen!»
Jo, det skulde Glomgaardsgubben nok gjøre.
Han tog høitidelig Farvel med Præsten og senere med Skyldfolket; saa kjørte og gik alle hver til sit.
Men Gælensimen, Kirketjeneren, som skulde have besørget Kimingen, sad oppe i Kirketaarnet og smilte saa underligt fult. Han havde Skyldfolk paa Tegnstaden og havde nok hørt et og andet udover Sommeren.
«Det vart itte stor Ringinga før’m Gjermund,» sagde han og saa bortpaa et Par Karer, som sad deroppe paa de svære Taarnbjælker for at holde ham Selskab og løse ham af, om det kneb.
— — —
Ola Glomgaarden var glad, han kom paa Hjemveien, før nogen fik Greie paa Sagens sande Sammenhæng. Der borte paa den anden Side af Kjølen kunde han sidde i Ensomheden hele Aaret rundt og lade Tiden slette det hele ud, hvis han da ikke fik Magt over Braatenfolket og Datter sin. Og der skulde det staa en Kamp! Det havde han svoret sin mest indædte Ed paa: Aldrig i Verden, skulde Thore Braaten sidde paa hans Gaard; før skulde han sælge den og gjøre sig til fattig Mand eller reise af Bygden!
Han og hans Søster red stillfærdig den ensomme Fjeldvei tilbage over Kjølen.
Kommen midt oppaa Harsjømyrene fortalte han hende det, som var skeet.
I Begyndelsen havde han ondt for at faa Munden paa Glid.
«Ho maa væra tullete a Berit,» kom det plumpende ud af ham.
Karen snudde Hodet braat.
«Aa seier Du?» udbrød hun.
Han saa ned i Manen paa Hesten.
«Ja itte trur je, ho er sjuk,» sagde han saa. Karen Glomgaarden rugged med Hodet.
«Kjære vene, aa seier Du?» mumled hun.
«Itte slik, som ho bær sig,» siger han; han ser fremdeles ned i Manen paa Hesten.
«Kjære aa er det da?» kom det saa, angst. Ola Glomgaarden red lidt, før han svared.
«Det er ho aa’n Thore,» sagde han endelig.
«Aa er det, Du seier!» Hun saa op i Forundring.
Og nu fortalte Ola Glomgaarden alt, ligefra de reiste fra Gaarden og til han red alene op fra Sundstedet.
Karen, Søsteren, sad handfalden i Kvindfolksadlen.
«Nei, nei!»
Hun folded Hænderne, der hun sad og vugged.
«Skulde Du ha hørd paa slikt Spetakel!»
Og der blev lang Taushed, saa bare Hesteskoslagene hørtes.
Ola Glomgaarden var fortærende harm.
«Ja je ska gjør aat’n je!» udbrød han.
Søsteren sad taus og red og vugged.
«Detta gaar ailler væl,» sagde hun. «Aa slik Skam, ma Folk faar til det!»
Atter Taushed.
«Aa naa er a bortpaa der!?»
«Ja!»
«Me’ hønnøm!»
«Ja!»
«Aa bir der au kanskje!»
Han drog i Bigslet.
«Ja, det gjør a nok!»
De red atter tause.
«Nei, nei, nei!» udbrød Søsteren. «Aa itte Baat aa faa ti at a med!»
«Nei! Itte paa mange Daer!» Ola Glomgaarden saa ud, som om han aad surt.
«Du store Onder!»
Karen rugged med Hodet, der hun red.
Og atter hørtes Slaget af Hestehoverne i Skogstilheden.
«Aa ska’n Gjermund seie!» kom det fra Karen Glomgaarden.
«Aa Præsten!»
Ola Glomgaarden var rent ude af det.
«Men je ska gjør aat døm je!» udbrød han; han rykked i Bigslet, saa Gammelgraaen skvatt.
Men Karen, Søsteren, sagde ganske spagfærdig:
«Detta hadde je ailler trudd!»
«Itte je heil,» svared Ola Glomgaarden.
«Mein je ska gjør aat’n je!» kom det igjen.
Karen, Søsteren, saa tankefuld hen for sig.
«Da stryk a me’,» sagde hun stille.
«Ja gjinne det,» svared Ola Glomgaarden.
Saa blev han ogsaa tankefuld. Og de red begge i Taushed videre Side om Side.
Om en Stund saa Karen Glomgaarden op.
«Hain har mest in Gard bortpaa der,» sagde hun
Ola Eriksen saa sint ud.
«Ijn Fillegard,» kom det kvasst.
«Aa je vet itte det,» svared hun langsomt. «Det ska væra go’ Jord,» føied hun til.
Ola Eriksen svared ikke. Bare red og red.
«Svingut!» brød han ud medét.
Nu taug hun.
«Gutten er ailtis go’ nok,» sagde hun om lidt.
«Slægta er go,» føied hun til.
«Aat mei er’n itte go nok,» svared Ola Glomgaarden.
«Svinguten,» føied han til, inderligt.
Karen grunded.
«Ja, det var værst,» svared hun, og der kom som et lidet Smil kring Mundviker og Øienfolder.
Da tog Sinnet paany Ola Glomgaarden.
«Forbainede Svingut!» skrek han. Gammelgraaen fik et Napp af Tømmen og slog over i Smaasprang; saa blev den rykket ind, saa den slog Hodet opp og vendte det hvide i Øinene.
Da smilte Karen Glomgaarden helt.
«Jamænd var det værst au!» sagde hun.
Men Ola taug; thi nu red de forbi Tegnstaden. Der stod Tegnstadkjærringen helgeklædt paa Svalstenen.
«Vælkømmen att,» sagde hun.
Ingen svared.
Hun skulde tydeligvis fram i Bygden.
De to red videre uden engang at snu Hodet; hun stirred efter dem.
Saa smaalo hun for sig selv, snufsed, strøg sig under Næsen og over Munden med Haandbagen og lagde ivei opover Kjølveien.
Men Ola Eriksen snudde Hovedet efter hende.
«Aa jo!» sagde han harm. «Naa kjem Kjæften teil aa gaa borti Bygden!»
«Ja, Du kain saa seie,» svared Karen Glomgaarden.
Og i stor Taushed red de to gamle Søskend Veien videre frem, forbi Sundstedet og hjem.
«Dem tog Storbronen au!» sagde Ola Eriksen harm, da de kom frem til Hjemledet.
«Ja, skuille Du ha hørd sligt,» kom det fra Karen; hun var paa Smilen.
Det er otte Dage senere.
Ola Glomgaarden har intet hørt fra dem derover paa den anden Side; men en ny Baad fra Lille-Elvedalen er fløtet nedover Glommen og bider nu ved østre Bredd straks ved Sundstedet.
Der kommer to Mand Veien ned fra Glomgaarden og ned til Baaden.
Det er Ola Glomgaarden selv og Tjenestedrengen. De har begge Øks paa Nakke.
Nu stiger Ola Glomgaarden ind, sætter Øksen fra sig og sætter sig midt i Baaden.
Tjenestedrengen skyver Baaden ud og hopper efter, sætter Øksen i Forstævnen, tager Skatestangen og gaar over Tofterne agter.
Saa begynder han langsomt og sikkert at skate Baaden over Strømmen.
Ola Eriksen sidder med sammenknebne Læber og stirrer frem for sig. Ingen af dem siger et Ord.
Efter fem tause Minutter skurer Baaden iland paa den anden Bredd.
Og de to Mænd tager sine Økser, trækker Baaden opp og gaar nordover langs Braatenstien lige saa tause, som de har roet over.
Det er Ola Eriksen paa Færd for at hente igjen Datter sin.
Kommen frem did en ser Braaten, stanser Ola Eriksen.
«Ja, Du skjønner fuill detté?» siger han til Tjenestedrengen.
«Ja — je trur mest det,» svarer Drengen.
«Ainti bir a me’ naa, heil saa gaar det gæli,» sagde Ola Eriksen mørk; Næven bed om Økseskaftet, saa Knokerne hvidned.
«Ja, je skjønner det,» svared igjen Drengen. Men han fikk et betænkeligt Udtryk i sit Ansigt.
Da de igjen gik og nu endelig kom frem til Nybrydningen, braastansed begge.
Gaarden var indgjærdet, og fra baade det gamle og det nye Hus røg det. Men borte i Skogkanten drev Thore Braaten og kjørte Sten og Rødder ihop med Storbronen.
Ola Eriksen blev hvid af Harme og kunde ikke faa et Ord frem.
Men Tjenestegutten, som stod med store Øine og stirred, talte i hans Sted.
«Jamænd er det vørté Gard!» datt det handfaldent ud af ham.
Ola Glomgaarden stod fremdeles taus. Saa tog Sinnet ham.
«Kom naa!» sagde han kvasst og gik bent paa den nye Stue; for der tænkte han sikkert, at Berit
Tjenestedrengen fulgte.
Men da Thore Braaten havde seet, hvem som kom, bandt han Storbronen fremved en Gran og gik ind i Stuen efter de to.
Da han kom ind, stod Ola Eriksen og Drengen hans med Øksen paa Nakken midt paa Gulvet. De havde seet sig om efter Berit, men ingen fundet.
Thore Braaten gik lige frem til Høgsetet, hvor der hang en Børse over Glasset, og satte sig. «Godau Karer,» sagde han. Der var noget brændende hedt i de blaa Øine.
Ola Eriksen stod der dryg men blek.
«Ja, Du vet, aakken je kjem etter,» sagde han, iskold i Røsten.
Thore Braaten saa paa ham, ufravendt.
«Nei, det vet je rett itte,» svared han.
Ola Eriksen traadte til, saa det smaldt i det nye Gulv.
«Ljugar!» skrek han. Og Øksen paa hans Aksel sank.
Thore Braaten saa paa ham. Det mørkned blaaere til i hans Øine.
«Sjaa aat, Du faar sitte,» svared han.
Ola Eriksen tog fastere Tag om Øksen med høire Haand.
«Aa er a Berit etter?» spurgte han.
Thore Braaten reiste sig og tog Børsen ned.
«Itte her,» svared han, og der kom slig fælen Kulde over den unge Stemme.
Ola Eriksen saa paa Tjenestedrengen. Det var ligesom det sank Frost over dem begge.
«Aa er a etter?» spurgte Ola Eriksen kvasst.
«Borti Stuen,» svared Thore Braaten. Han stod der med Børsen i Haand fremved Høgsetet.
Ola Eriksen tramped i Gulv.
«Faa a hit att!» ropte han.
«Nei,» svared Thore Braaten; «je har itte Stunder.»
«Baade ho aa Gampen!» ropte Ola harm.
«Spør hinner om det,» svared Thore stærkt, «Je har laant Gampen taa hinner, aa betalt a før det au!»
Han stod som før.
Ola Eriksen blunked, men fik igjen Sinnet op,
«Aa er a etter?» skrek han.
«Borti Stuen har je sagt dei!» skrek nu Thore Braaten tilbage.
«Aa gaa att strast naa baae!» føied han til, harm.
«Detté er min Gard, saa vidt dø vet det!»
Det flammed i de blaa Øine.
«Gard!» skrek Ola Glomgaarden haansk. Han snudde sig halvt.
«Ja Gard!» svared Thore Braaten og retted sig.
«Gaa att!» Han skrek det. «Kjem her med Øks, to taa dø!»
Han tog kring Børseskjæftet.
Da snudde Ola Eriksen og gik, bent ud og bent mod den gamle Stue.
Drengen fulgte.
Men Thore Braaten stod i Døren med Børsen i Haanden.
— — —
I Braatenstuen havde de seet og hørt alt. Berit stod ved Glasset, urolig, og vilde did over; men gamle Jacob Braaten holdt imod.
«Nei, let døm bære drive paa,» sagde han.
«Døm har Øks!» svared hun; hun var blek.
«Aa pyt,» svared Jacob Braaten.
«Hain Thore har Børse! Ellers saa tør døm naa itte!»
Nu kom de to dragende. Faderen foran og Drengen efter.
«Der kjem døm,» sagde Jacob Braaten og satte sig. Kjærringen, hun Kari, satte sig ogsaa; men Berit blev staaende.
«Gaa oppaa Ramnen!» sagde Jacob Braaten. «Om Du er ræidd!» føied han til.
Da steg alt Blod til Berits Ansigt.
«Ræidd — ’m Far! Aa nei!» sagde hun.
Saa satte hun sig ogsaa med Hænder i Fang.
Nu tog de to i Døren. Men man hørte, de satte Økserne fra sig.
Ola Eriksen kom først ind; bag ham, langsomt, Drengen.
Ola stansed og fik se Berit.
«Godau,» sagde han kvass. De to stod ved Døren.
Jacob Braaten kræmted.
«Aa godau,» svared han. «Dø ska paa Tømmerhogst?»
Han skotted bort paa Ola Eriksen.
Da blev denne rød i Ansigtet.
«Aa Du vet goidt, aa vi ska,» sagde han.
Jacob Braaten smilte.
«Kain hæinde det» svared han.
«Dø faar sjaa aat, dø faar sitte,» sagde Kari; hun skjøv Krakk frem.
Ingen af de to svared.
«Det er a Berit, je vil tala aat,» sagde Ola Eriksen stutt.
«Ja, det er fuill saa det,» svared Jacob Braaten.
«Aa saa aat dei sia!» Ola Glomgaarden saa kvasst paa Jacob Braaten.
Denne smilte.
«Det er bedst, Du taler aat mei føst da,» svared han.
Ola Eriksen blev atter ildrød i Ansigtet.
«Je kain saa au,» sagde han.
Han saa kvasst først paa Jacob Braaten og saa paa Kari, Kjærringen.
«Aa Faen har Dø med Døtter mine?» tog han i, hidsigt.
Jacob Braaten sad ganske rolig.
«Nei ailler det Grann,» svared han.
Ola Eriksen steg nærmere.
«Aaffør har Dø a her da?» spurgte han; det gnistred koldt af hans Øine.
«Aa vilde Du, ho skuille væra etter da?» spurgte Jacob Braaten stillt.
«Mar a itte faar væra i Fred heme!» Der kom ligesom lidt mere Fart i Ordene.
Ola Glomgaarden fôr op.
«Skjell det dei da?» ropte han.
«Ja, det gjør det,» svared Jacob Braaten laagnt.
«Itte vil je sjaa paa det, Doitter di gaar aat Ælven!»
Der kom et Par stærke Øine op i den rolige gamle Mand.
Ola Eriksen taug et Øieblik. Øinene streifed Berit, som sad der og saa ned.
«Det bir min Sak,» sagde han saa, men likesom vekere.
Da talte Kari.
«Støt ska naa Du bruke Magta,» kom det; hendes graa Øine søgte hans.
«Saa vilde Du me’ mei au!» Hun stod lige indpaa ham.
«Det nytter itte detta med øs, ska je seie dei,» fortsatte hun.
«Aa hoill Kjæften din,» ropte Ola Eriksen.
Hun haanlo.
«Skræme Kvindfolk! — det var au naae før in Kær!« ropte hun. «Let Doitter di faa gjøra, søm a sjøl vil Du —; ho er Mennesje ho au!»
«Hoill Kjæften din!» gjentog Ola Eriksen.
Da reiste Jacob Braaten sig. Han gik fremover mod de to.
«Ti still naa Kari,» sagde han. «Gaa ut att Du —» han vendte sig mod Tjenestedrengen.
Denne saa paa Ola Eriksen og seg langsomt ud. Kari snudde og gik mod Koven, hvor hun drog Døren i efter sig.
Nu var kun de tre inde, Ola Eriksen, Berit og Jacob Braaten.
«Hør naa,» sagde den sidste og satte sig. «Det er Skam, det gammalt Folk søm Du aa je ska staa her aa bruke Kjæften mest som Ryss[3]; — det maatte fuill gaa an aa tala ihop om detté.»
Ola Eriksen saa ned.
«Aa det nytter fuill itte stort,» svared han.
«Slik søm ho aa Dø ha førré aat!»
Jacob Braaten saa bortpaa Berit, som hele Tiden ikke havde talt.
«Ho er Doitter di,» svared han. «Ho vil gjør som a vil ho som Du.»
«Doitter mi ska gjør som je vil,» svared Ola Eriksen dryg.
«Aa mar a itte det vil —,» sagde Jacob Braaten, lunt.
«Ja, saa lyt anti ho heil je —»
«Døye» — fuldførte Jacob Braaten. «Mein da vart fuill Du nemmer teil di!» Han smilte.
Ola Eriksen svared ikke.
«Ja, før ska detté hoille paa paa denne Maaten, saa tær dø Live taa haarare[4]!»
Han saa paa Ola Eriksen.
«Ho ska hem att,» sagde denne stivkjynnt.
Jacob Braaten saa paa Berit.
«Bir det likere det da, trur Du?» spurgte han Ola Eriksen.
«Det faar væra det saammaa,» svared denne.
«Aa Du ska sjaa, det bir itte det saammaa,» sagde Jacob Braaten, «mar a bir borte in Dau —» han saa igjen bortpaa Berit.
Da brast denne i Graat.
Der var lidt Taushed.
Om en Stund talte Berit.
«Ma je heil taa’m Thore,» sagde hun; det dirred endda kring Mundvikerne.
«Det er det saammaa,» svared Faderen. «Hem att ska Du!»
Jacob Braaten saa bortpaa Berit.
«Du faar følje’m lel mener je,» sagde han. «Saa faar’n sjaa!»
Der var lang Taushed.
Noget haardt steg kring Berits Mund.
«Ta bir gæli,» sagde hun.
«Aa!» — Jacob Braaten trakk paa det.
«Følj’m naa da,» sagde han.
Hun svared ikke.
Da snudde Ola Eriksen sig. «Kom naa.»
Hun reiste sig langsomt — og fulgte. Uden et Ord, uden at snu sig.
Og de tre gik, forbi det nye Hus, hvor Thore stod i Svalen og stirred.
Da snudde Berit sig og saa paa ham, længe.
Tjenestedrengen gik og spændte Storbronen fra Stenlasset, tog den i Bigslet og drog sydover. Fader og Datter fulgte uden et Ord.
Thore Braaten stod handfalden og forstod intet, da Berit var gaaet. Blek i Ansigtet drog han ud af Svalen og ind i Gammelstuen til Far sin.
«Kjære aa er detta!» sagde han hæst.
Jacob Braaten tændte sin Pibe.
«Bære ti still naa,» sagde han. «Bære let dem tala ihop.»
Thore satte sig blek med Hodet i Hænderne.
«Je faar ailler att a!» sagde han lavt.
Da smaalo Jacob Braaten.
«Aa,» sagde han; «kjenner je a rett, saa faar Du nok att a, baade ho aa mer teil,» svared han.
Han saa stærkt paa Sønnen.
Denne sad lidt, fremdeles med Hænderne støttende under Kjakerne.
Saa endelig løfted han Hodet.
«Bære a traatter det,» sagde han.
Jacob Braaten saa hen for sig.
«Ho er eneste Baane,» svared han. »Mar det bær teil, saa gir’n sei Gubben. Du kan da skjønne det. Ellers saa er det naa goidt To[5] ti’n,» føied han erfarent til.
«Ja, det er det nok,» svared Sønnen, han reiste sig.
Da kom Moren ind fra Koven.
«Vart det saa a gikk leil?» spurgte hun.
«Ja.»
Jacob Braaten røgte.
Da smilte Moren.
«Ho kjem snart att,» sagde hun.
Thore, Sønnen drog Pusten tungt og gik til sit Arbeide.
Berit Glomgaarden fulgte sin Fader den hele Vei taus, uden et Ord; han gik foran og hun efter. Tjenestedrengen jog Hesten paa Sunn ved Sundstedet; saa staked han dem alle over med Baaden.
Der blev stor Undren paa Glomgaarden, da Berit kom.
Fasteren tog hende i Haand.
«Nei kjære, att Du kôm att leil,» sagde hun; saa fulgtes de to op paa Ramnen, hvor Berits Seng stod opredt som den Dag, hun skulde være Brud.
Berit vilde ikke spise, gik bare tidlig og lagde sig; hun var blek og svared lidet paa, hvad Folk spurgte.
Ved Kveldstid kom Fasteren op, og de to talte meget sammen ud over Kvelden.
Sluttelig spurgte Fasteren om, hvordan det nu havde sig med hende og Thore.
Hun svared ikke først; men om en lang Stund kom det:
«Aa, det faar Dø snart sjaa,» svared hun; hun laa vendt mod Væggen.
Da spurgte ikke Fasteren mere.
Den næste Dag tidlig om Morgenen, før Fjøskullen endnu var oppe, sprang der en Jente Ragstveien nedover fra Glomgaarden til Elven. Hun sprang over de kjendte Jorder og slog ind paa Veien til Sundstedet; Baadnøglen holdt hun i Haanden sammen med Tørklædet, der hun sprang; Trøien var ikke knappet i Bringen.
Efter hende ropende kom Fasteren, Karen, som havde faaet et Skimt af hende, da hun smatt ud Kjøkkendøren.
«Berit!» ropte hun.
Berit snudde sig ikke, bare sprang; nu dreied hun ind paa Sundveien og var ved Baaden. Det tog nogen Tid at laase op og faa Baaden ud; idet hun sprang i og stødte fra, var Fasteren fremme i Veien.
«Berit!» ropte hun.
Berit var alt paa Elven; nu tog hun Skatestangen og stødte Baaden ud i den stride Strøm.
Men da hun første Gang bunded med Staken og skjøv sig udpaa, ropte hun til Fasteren, som nu stod angst paa Stranden:
«Hels’m Far aa sei, at kjem’n att in Gaang teil, saa gaar je aat Ælven!»
Hun staked videre udover i den stride Strøm med sikre lange Staketag, mens Fasteren stod angst og handfalden paa Bredden.
«Aa jø for Tilstand,» mumled Karen Glomgaarden; hun snudde og gik langsomt Sundveien opp, efterat hun havde seet Berit velbergen lægge til ved Viken paa den anden Side.
Men da Ola Glomgaarden hørte, hvad der var skeet og at han anden Gang var uden baade Datter og Baad, slog han i Bordet for Karen, Søsteren.
«Detta er di Skjyld,» skrek han.
«Nei ti still naa,» svared Karen Glomgaarden
«Di Skull er det! — aa snart sitt je her itte længer aa sir paa detta!»
Hun snudde sig og gik. Ola Glomgaarden stod forundret og stirred efter hende.
«Kvindfolk er sig sjøl likt!» mumled han, ugudelig harm.
Men den Dag fik Tjenestedrengen undgjælde; intet af, hvad han gjorde, blev ret.
Berit drog saa fort, hun aarked gaa, bent til Braaten.
Thore var saavidt staaet op, da hun kom drivende Døren ind, ud i Koven og lige hen over Sengen.
«Her har Du mei att!» sagde hun; Aandedrættet gik jagende.
«Nei kjære!»
Han kom bort til hende og slog begge Armene omkring.
Hun lod ham faa Lov.
«Ja, naa er det sidste Gaanga!» stønned hun.
«Kjem’n att naa, saa vet je itte, aa je gjør!»
Thore tog hende ind til sig.
«Aa, vi finn nok Raad,» sagde han.
Hun slog Armene kring hans Hals.
«Ja, bære Du er me’,» hvisked hun. Og der blev saa stille og lykkeligt i den lille Kove med de lyse, nytømrede Vægge.
For i den Stund blev de fast bestemt paa de to, at nu skulde ingenting i Verden mere skille dem fra hinanden. Rundt omkring havde de dybe Skogen Mil efter Mil, og tæt forbi drog Glommen med sin svale Strøm og sin Redning fra alt, om ytterste Nøden kom.
Straks Berit var kommen sig efter den lange Gang og havde faaet stelt sig, drog de to ind i Gammelstuen, hvor de Gamle nu var oppe. Kari stod fremved Kaffekjedlen; Jabob Braaten sad og fik sig Mad.
«Her er ’a att,» ropte Thore; han stod med Berits Haand i sin.
Kari saa op og reiste sig.
«Ja sa’e je det itte,» udbrød hun.
«Det, som vil ihop, det kjem ihop.» Hun stod og saa saa godt paa de to.
Jacob Braaten sad og aad som før.
«Kjære, aa seier’n Gubben naa da!» spurgte han. Berit smilte.
«Hain har ingen Baat att naa!» sagde Thore. Da smaalo Jacob Braaten.
«Du ska sjaa, hain sunner øver Ælva!» sagde han.
Saa reiste han sig og gik bort til Berit, som nu stod smilende.
«Jo, Du er Jinte Du!» sagde han; han tog i hende.
Saa blev der den Dag ikke talt mer om Sagen. Men om Kvelden, da Moren og Berit var oppe paa Ramnen, kom Thore Ramnstrappen opp.
Moren sad paa Krakken fremved den store Klædeskiste, som var aabnet; Berit stod ved Siden og saa.
Thore kom borttil.
«Flytter du uti Stua ikveld?» spurgte han; han stod og saa han som hun.
Berit skotted bortpaa Moren.
«Je vet itte je,» svared hun og saa ned.
Da snudde gamle Kari Braaten sig paa Krakken og saa paa Sønnen.
«Ho kjem, mar a blir færdaua!» sa hun næsten kvasst. «Det er naae ainna, som lyt ske først.»
Det blaaned til i Thores Øine.
«Je synes, det er skedd nok naa je,» svared han. «Døm kain itte vente likere» —
«— taa in Pladsgut!» fuldførte Moren; hun havde reist sig.
Thore stod trodsig.
«Døm har itte bærer[6] førtent,» sa han.
Da gik Moren hen, tog ham lindt kring Skulderen og snudde ham mod Ramnsgluggen.
«Gakk sta aa bryt Gard Du Thore,» sagde hun drygt; Haanden strøg langs Sønnens Arm, — en Mors Haand, som handsker sit Barn.
Thore gik uden at se sig tilbage.
Kari Braaten kom igjen bort til den store Klædeskiste; hun bøied sig ned og fik frem noget stort, ombundet med et gammelt storblommet Silkebasttørklæde. Satte sig saa paa Krakken med Knytset i Fang og begyndte at løse opp.
Det var Granvikskronen, gylden, med skjælvende Søljer.
Hun rakte den varsomt mod Berit.
«’Na ska Du ha,» sagde hun — «taa Mor dine,» føied hun til med et godt Smil.
Berit blev blodrød i Ansigtet og tog imod.
«Nei, sjaa!» sagde hun. Hun stod med Kronen mellem Hænderne og fingred og stirred. Saa endelig lagde hun den tilbage i Morens Fang.
Kari Braaten stelte med Søljerne, bandt Silkebasttørklædet omstændelig ikring, reiste sig og lagde Brudekronen paa sin Plads i Kisten.
«’Na ha vøre ti Slægten længe,» sagde hun. «Hver evige Jente har brukt a!»
Hun lukked Kisten, som smaldt i med en solid Smeld af Smidjujernslaasen, og tog Nøklen ud.
«Ta Nykkjyllen Du naa,» sagde hun og rakte Berit den.
Berit Glomgaarden saa paa hende og blev igjen rød.
«Nei kjære,» hvisked hun.
«Jo, ta Nykkjyllen Du naa,» gjentog Kari Braaten. «Je er saa glømsk je — vørté,» føied hun til. Hun stakk Nøklen bort i Haanden paa Berit og klapped hende med skjælv Haand nedover.
«Døtter mi!» sagde hun. Saa snudde hun og gik Ramnstrappen ned.
Da Natten faldt, med Glommens evige Sus gjennem Granskogstilheden i sval Strøm Gaarden forbi, sov Berit Glomgaarden paa Rammen med Hodet snudd mod Væggen og Armene træt over Felden. Hun var paa farlig Brudefærd langt langt borte i glittrende Eventyrbygder, mens den gamle Kiste med Rosemalingen og de tre snirklede Bogstaver K O D stod fast lukket ved Siden og hørte hendes jævne Aandedrag. I den nye Stue laa Thore vaken med Pibe i Mund og Armene over Hodet løftet; men i selve Stuen paa Braaten sov to stærke gamle Ansigter Alderdommens aarvaagne Søvn paa Vagt for Ættens Ære.
Slig leved de sit Liv paa Braaten Sommeren fremover uden at høre videre fra dem derover paa den anden Side.
Baaden havde Thore efter Jabob Braatens Raad lagt paa sin Plads ved Sundet; men Besøg af Ola Glomgaarden lod vente paa sig. Blev der da ogsaa fortalt, at der var kommet Uvenskab mellem Ola Eriksen og Søsteren, saa det endog hed sig, at hun til Vinteren, naar Slagtningen vel var over, vilde reise til Elvedalen igjen, did hvor hun havde været, før Broderens Kone døde.
Det var en klar Dag i September. En Baad staked sig over fra Braaten til Tegnstadveien; en Gut og en Jente var med.
Baaden lagde til ved Braatensundet; Jenten tog Baaden tilbage; Gutten, som havde Madskræppe med, gik Tegnstadveien opover alene og blev borte i Lien.
Det var Thore Braaten, som skulde fremi Bygden; Jenten, som tog Baaden tilbage, var Berit.
Thore Braaten stansed ikke, før han kom til Tegnstaden. Der snerted han sig indom som snarest og fik sig Kaffe.
Tegnstadkjærringen sad bent overfor ham ved Bordskiven og drakk hun ogsaa.
Talen kom paa det, som var hændt, og Tegnstadkjærringen var svare saa munter.
«Ja Du Thore, Du Thore,» sagde hun. «Jamænd lyt Du agte dei før’m Gjermund naa!»
«Aaffør da?»
Thore sad smilende og drakk.
«Hain slær ihæl dei — kjem Du frami Bygda.»
Thore lo.
«Det aarker’n itte,» svared han.
«Hoi, aa sint’n vart, mar’n fekk høre det!» Tegnstadgoro slog Hænderne ihop.
«Saa? Fortalde Du det Du da væ’?» Han saa op paa hende.
«Ja, det gjorde je rett!» Hun lo.
«Ja Du Goro Du —» Han drakk ud og satte Koppen fra sig.
Goro rydded bort.
«Jamænd var det it Onder au lel,» sagde hun.
«Ja — Du kain saa seie!» Thore reiste sig.
«Aa ska Du frami der naa da?» spurgte hun; hun fulgte ham tildørs.
«Aa — naae taa haart,» svared Thore Braaten.
Ja — je kain mest skjønne det!» sagde Goro Tegnstaden.
«Det ska bi me’ dei aa’n Berit naa da væ?» Hendes Øine stod store paa ham.
»Det er ailt vørté,» svared han; han smilte.
Hun stirred.
«Ja — det er fuill Von au før di,» sagde hun.
Han stod nu i Svalen.
„Kjære aa seier’n Gubben?» spurgte hun; hun fulgte ham.
«Je sporde’n itte,» svared Thore.
Goro skrek over sig.
«Nei je spør dei je!» ropte hun. «Ja da gaar det fuill gæli au da væ!»
Thore lo.
«Det kain itte gaa mer heil paa in Maate det,» svared han.
«Ja, Garden faar Du naa itte!»
Hun ropte det efter ham.
Det faar væra det saammaa!» svared Thore. «Je har snart Gard sjøl!»
Han gik.
«Slik Gut, Du!» ropte Goro Tegnstaden; hun stod paa Svalstenen og saa efter ham,
Præsten sad paa sit Kontor. Liden og ilter bladed han i en Postille; det gjaldt at finde Tanker til en ny Præken paa Søndag,
Det banked paa Døren, et Par lidt klodsede Slag.
«Kom ind!»
Han lagde Postillen og kasted skarpt Præsteblik gjennem Brillerne mod ham, som kom,
Det var Thore Braaten.
Han var i nye Vadmelsklæder med stukken Skjoldlue af blaat Klæde og kjendte en god Trygghed; for han havde to Dalersedler og endda et Markstykke og en Tolvskilling i Skindpungen.
De havde i al Stilhed lidt paa Kistebunden der paa Braaten, uden at nogen vidste synderlig om det.
Thore kom sig fremom Døren og drog Klinken i efter sig.
«Gokveld,» sagde han.
Præsten reiste sig.
«Aa, er det dig Thore.» Der kom et besynderlig magert Smil frem i Øinene paa ham.
Thore blev staaende ved Døren.
«Ja, det er nok det,» svared han.
Præsten lagde Brillerne og mysed mod ham.
«Du kommer alligevel da,» spurgte han.
Thore stod lidt.
«Ja — je lyt nok det,» kom det, lidt forlegent.
Præsten kræmted.
«— det var en slem Historie dette,» sagde han.
«Ja — det vart det.»
Der laa et lidet, tirrende Smil dybest inde i Thores blaa Øine, da han svared.
Præsten mysed stærkere og satte sig.
«At Du vilde indlade dig paa dette, Thore,» sagde han. Han dunked smaa bløde Dunk i Bordet med sin knyttede Haand.
Thore stod alvorlig.
«Det maatte saa gaa det,» sagde han. «Slik som’n Ola fôr.»
Præsten taug. Saa snart paa Postillen og snart paa Thore.
«Mar to vil ihop,» lagde Thore til.
Præsten kræmted.
«Han var hendes Far!» sagde han.
«Ja tru det,» svared Thore. «Ho var no fuill ittnaa Krøttør ho heil væ,» føied han til.
Præsten rykked til. Thore saa paa ham, hed i Ansigtet. Øinene var blaa og stærke; der laa en Fold mellem Øienbrynene.
«Ho var da vaksen Jente,» fortsatte han. «Aa ho tær fuill den, ho vil!»
Præsten fikk Brillerne paa. Gik, fort, frem og tilbage og satte sig atter.
«Hvordan gik alt dette til?» spurgte han bydende. Han lagde Armene overkors og sad i Værdighed.
«Jo — det ska je nok fortælje dei,» sagde Thore Braaten. Og nu kom det i brudt Fortælling med lange Pauser og mangen undselig Sving, hvorledes de to var vokset op sammen og havde holdt af hinanden fra Børn af.
«Vi maatte ihop vi» — blev der sagt; den unge Mand var blank i Øinene.
Præsten nikked energisk.
«Ja!» sagde han; han kræmted stærkt. Og saa blev der videre fortalt, nu i større Fortrøstning og med Øinene alt i et søgende Præstens, hvordan Ola Glomgaarden med Vold og Magt havde villet tvinge Berit til dette Giftermaal med Gjermund Haugset og at hun hele Tiden havde negtet.
Og saa fremdeles, hvorledes Ola Glomgaarden paa egen Haand og uden at hun havde vidst om det havde forlangt Lysning og bestemt Bryllup.
«Det var mest som ho var itt Krøttør» — kom det; Øinene stod i stor Harme paa Præsten.
Præsten nikked igjen.
«Ja!» sagde han. Saa kræmted han igjen hidsigt.
Og Thore Braaten fortalte videre — om hvordan han i mange Aar havde arbeidet for at bli saapas Kar, at hun kunde være tjent med ham, og at nu havde han baade Gaard og nyt Hus.
«Har Du Gaard?» Præsten spratt opp.
«Ja, det har je!» svared Thore laagnt.
Præsten satte sig og kræmted nu gjentagende. Snudde ogsaa Tommelfingrene om hinanden, der han sad med Hænderne foldede over Brystet og hørte.
«Men — hvordan gik det nu til den Dagen? — hm —» Præsten mysed næsten muntert bort paa Thore. Denne smilte og fortalte nu omstændelig og langsommelig, hvordan de to var blevne enige om at sætte Glomgaardsgubben Bête, hvordan Flugten havde gaaet for sig og hvordan Ola Glomgaarden ikke kunde naa dem.
«Hain hadde itte Baat da, sir Du,» slutted Thore Braaten.
«Nei!» Præsten holdt sig. «Han hadde ikke Baad!» sagde han med sin forte, skarpe Stemme.
Saa medét braalo han. Lo, saa Taarerne trilled og Maven risted.
Blev saa atter medét alvorlig.
«Og saa siden?» spurgte han; han satte Brillerne fastere.
Thore blev nu ogsaa alvorlig. Fortalte om Ola Glomgaardens Besøg paa Braaten og om hans Trusler.
«Døm hadde Øks, sir Du,» forklarte han.
Præsten mørkned under Brillerne.
«Øks,» udbrød han. «Og Du?»
Thore saa paa Præsten.
«Dem gjorde itte mei naae,» svared han. «Je hadde Børse je!»
Præsten gned Hænderne.
«Saa?» sagde han. «Du hadde Børse Du?»
Han reiste sig.
«Ja, der ser man,» tordned han. Han gav sig til at gaa med de fede Hænder paa Rygg.
«Dette er jo rent som i gamle, hedenske Tider!» Han talte høit for sig selv.
«Dyrisk!» Han gik fort frem og tilbage. Stansed ved Vinduet og saa ud i Haven.
Saa snudde han sig mod Thore.
«Og nu da?» spurgte han.
Thore stod og saa frem for sig.
«Ja — Vi lyt gifte øs,» sagde han.
Præsten kvakk.
«Der ser man,» udbrød han. «Det blev Følgen!» Saa gik han lige bort til Thore.
«Dette var galt», ropte han. «Dette var det gale!»
Thore saa forundret op paa Præsten.
«Je trudde, det var det rette je,» svared han spag.
Præsten slog ud med Haanden.
«Ja, naturligvis! — Naar galt skulde være!»
Han gik heftig frem og tilbage; saa tverstansed han igjen.
«Du skulde være kommen til mig før, Thore,» sagde han, han lynte gjennem Brillerne.
Thore stod laagn og saa hen for sig.
«Vi vart itte færdaune før,» svared han.
«Færdige!» Præsten knytted de smaa, fede Hænder. «Jeg tænker Dere er mere end færdige! Dere bor jo sammen!»
Thore blev langsomt rød.
«Nei, det gjør vi itte,» svared han.
Præsten tog et Skridt tilbage; de knyttede Hænder aabned sig langsomt; han blev staaende og stirre paa Thore.
«A Mor vilde itte,» kom det forklarende fra denne.
Da lysned Præsten over hele Ansigtet. Han satte sig og blev siddende, mens han klapped med med Haanden paa Bordpladen.
«Ser man det,» sagde han. «Ser man det! A Mor vilde ikke!»
Han reiste sig igjen, gik lige bort til Thore og klapped ham paa Skulderen flere Gange.
«Det er undertiden godt at ha en Mor, Thore,» sagde han.
«Ja,» svared Thore. «Men naa lyt vi gifte øs!»
«Ja, naturligvis!» Præsten nikked i Tanker hen for sig.
Pludselig snudde han Hodet mod Thore.
«Haster det?» spurgte han.
«Ja.» Thore besvared hans Blikk. «Ellers saa gaar det gæli!» forklarte han.
Præsten saa skarpt paa ham.
«Du er sikker paa det?» spurgte han.
«Ja, det er sikkert det,» forklared Thore troskyldig.
Præsten nikked.
«Ja. Naturligvis.»
Der blev en liden Taushed, mens Præsten stod og grunded.
Da saa Thore med sine blaa Øine trygt paa Præsten.
«Du fekk tala aat’m Ola,» sagde han.
Præsten saa opp.
«Ja,» svared han. «Jeg skal saamænd! — Jeg skal saa sandelig! — Farvel!» Han rakte Thore fort sin Haand.
Thore tog imod. «Præsten ska ha Takk,» svared han; saa snudde han sig og gik langsomt ud af Døren.
Da Præsten var bleven alene, stod han lidt og hørte efter ham, som gik Trappen ned. Tog saa Brillerne af og pudsed dem.
«Skammeligt!» sagde han.
Saa tramped han med Hælen gjentagne Gange i Gulvet.
En af Pigerne kom op.
«Aa bed Knut spænde for,» sagde Præsten og satte arrig Brillerne paa. «Jeg skal over til Glomgaarden idag!»
Ola Glomgaarden stod netop ifærd med at spænde Gammelgraaen for Plogen, da han fik se en Mand komme ridende nedover Gutuen til Gaarden.
Han stirred lidt, før han drog Kjendsel; saa skjønte han, at det var Præsten.
Kjære, hvad kunde den Mand ville! Det havde ikke hændt paa mange Aar, at Præsten var kommen did tilgaards.
Og der fôr en næsten fælen Fornemmelse gjennetn Ola Glomgaarden.
Præsten kom langsomt ridende. Han havde Gut med, som aabned Grinden og leied Hesten. Han red lige frem til Svalen og steg af.
Ola Glomgaarden, som netop spændte for, satte først Sælepindene i. Saa rusled han fremover til Præsten.
«Goddag min kjære Ola,» sagde Præsten; han kom fort af Sadlen og rakte Ola Glomgaarden Haanden.
«Godau, aa vælkommen teil,» svared Ola Glomgaarden nølende.
«Du faar gaa ind!» Han saa mod Døren.
«Tak, tak!» Præsten gik ind, fort i Vendingen. Det var svalt inde i den store Stue. Han satte sig uden videre.
Ola Glomgaarden rusled efter.
«Saa Præsten er ute aa reser au?» spurgte han; han stod.
Præsten pudsed sin Næse og fik Brillerne frem.
«Ja, jeg er det, min kjære Ola,» svared han.
Ola rusled mod Koven.
Lidt efter kom han atter ind; en Jente bragte Øl.
«Præsten kain væra tørst,» svared han.
Præsten drakk.
«Hvor har vi din Søster henne?» spurgte han, han satte Skaalen fra sig.
Ola Glomgaarden stod forlegen.
«Ho er i Elvdaløm,» svared han.
«Saa?» «Jasaa?« Præsten satte skarpe Øine.
«Men Berit da?»
Han spurgte uden at blunke.
Ola Glomgaarden blev rød.
«Aa det er itte værdt aa spør etter hinner,» svared han endelig.
«Jo,» sagde Præsten. «Det er netop for hendes Skyld jeg er kommen.»
Ola Glomgaarden stod støttet mod Skjænken og saa ned.
«Jasaa,» sagde han.
Præsten satte Brillerne fastere.
«Du er en selvraadig Mand, Ola Glomgaarden,» kom det medét. Øinene stod kvasse under Brillerne.
Ola saa fremdeles ned.
«Synes Præsten det?» spurgte han lavt.
«Ja, det gjør jeg. Og det synes hele Bygden!» Han sagde det stærkt.
Ola saa op.
«Je gjør fuill det, je vil, væ, je søm andre,» sagde han.
Præsten mødte hans Øine.
«Det lader ikke til, at andre faar gjøre, som de vil,» svared han skarpt.
Ola saa ned.
«Det er in annan Sak det,» svared han.
«Nei. Det er netop samme Sag det!» Præstens Blik funkled.
«Det er skammeligt er det! Det er ukristeligt, som Du har faret frem! — Og det synes alle!»
«Saa?» Ola saa op som snarest.
«Døm faar saa synes da,» svared han.
«De andre ja — men ikke jeg!» Præsten talte kort og bestemt.
Ola Glomgaarden saa paa Præsten; han skjønte ikke.
«Det kain fuill væra dei det saammaa,» kom det.
«Nei,» svared Præsten. «Det er ikke mig det samme. Du har ført mig bag Lyset. Du har indbildt mig — jeg maatte jo tro, at Brudevielsen skeede med din Datters Samtykke. Du har narret mig til at foretage en Embedsgjerning, som jeg ikke kan forsvare; jeg vil drage dig til Ansvar for dette.»
Ola Glomgaarden blev anderledes i Synet. Noget blekt steg.
«Det trøngs fuill itte hinnes Ord før sligt væ,» sagde han.
Da reiste Præsten sig.
«Jo,» svared han. «Det er absolut nødvendigt. Men Du er en Tyran Ola, og det kan jeg ikke tilgive dig!»
Han kræmted.
Ola Glomgaarden drog Pusten langt.
«Du faar gjør det, Du vil,» svared han.
«Ja. Det er det, jeg agter.» Præsten gik nær frem til ham.
«Jeg melder nu Sagen for Departementet og forlanger Dom. Havde jeg viet hende og vidst om dette, da havde jeg mistet mit Embede.»
Præsten tog Brillerne af og myste.
«Det er bedrøveligt dette; men jeg har først nu faaet Greie paa Sagens sande Sammenhæng; ellers havde Du hørt fra mig for længe siden.»
Der blev stille. Ola saa ned; Præsten saa hele Tiden paa ham.
«Du faar gjør akkorat, aa Du vil med di» — kom det endelig.
«Ja.» Præsten nikked. «Det gjør jeg.» Han vendte sig halvt. «Men der er endnu ét, jeg gjør, og som min Embedspligt befaler mig. Din Datter Berit skal gifte sig!»
Ola kvakk til, men svared ikke.
«Jeg vier nu hende og Thore. Der er kommen Forlangende om det. Jeg blir vel ogsaa nødt til at begrave og jordfæste hende, om Du driver hende til Fortvilelse. Og saa kommer din Tid, min kjære Ola og dit Opgjør med ham deroppe.»
Præsten snudde sig helt. Ola Glomgaarden stod blek.
«Ja, Farvel!»
Præsten gik.
«Farvel.» Svaret kom neppe hørligt.
Men da Præsten vel var ude af Stuen, rusled Ola Glomgaarden langsomt efter.
Han stod i Svalen, da Gutten drog Hesten frem. «Du lyt da kvile Gampen,» sagde han med brustent Mæle.
Præsten, som stod og skulde sætte Foden i Stigbøilen, snudde sig.
«Tak, ikke idag,» sagde han. «Jeg skal over til Braaten en Tur; jeg har et og andet at sige Folket der borte; men kanske paa Tilbagetur. —»
Han satte nu Foden i Stigbøilen og svang sig raskt op.
«Ja Præsten ska væra vælkommen,» svared Ola Glomgaarden.
«Takk, Takk!»
Præsten red.
Og Ola Glomgaarden stirred tankefuld efter ham.
Det havde været ødt, da Søsteren fôr, og mer end en Nat havde han ligget vaken og tænkt paa Datteren; nu, da alt dette med Præsten var kommet paa, vidste han hverken ud eller ind.
Dom! Kanske Straf attpaa! Og Saken kjendt over alle Bygder!
Han var ulidelig harm, der han gik ind, bent gjennem Stuen, ud i Koven og lagde sig.
Præsten var kommen til Sundstedet, gik i Baaden og tog Hesten paa Svøm foran sig. Han var vant til alle Slags Fjeldreiser og til at greie sig i en snever Vending.
Tjenestegutten tog efter Staken.
«Nei,» sagde Præsten. «Det gjør jeg helst selv.» Han fik Staken fat og gik til Stavns. «Saa ved jeg, hvordan Farten gaar,» føied han smilende til. Og i brede trygge Stød staked den lille Præst med Brillerne Baaden over.
Sadlen blev atter lagt paa Hesten, som stod ventende ved Bredden; saa red Præsten i god Ro og Mag den smale Fjeldvei nordover til Braaten.
De sad just og aad Auft i Gammelstuen paa Braaten, da Præstens Hest holdt for Døren.
«I Jøsse Namn,« sagde Kari og saa paa Berit. «Jamænd trur je itte, det er Præsten.» Og de kom sig alle op for at gaa fra Bordet.
«Nei sidd» — sagde Præsten; han stod alt i Døren.
Saa tog han hver og en i Haand, Berit sidst.
«Ja — det var egentlig dig, jeg vilde tale med,» sagde han og satte sig.
Berit blev rød.
Saa reiste hun sig og kom frem.
«Det gik fuill an det,» svared hun i stor Værdighed.
Da reiste Thore sig ogsaa.
«Du faar sjaa nedi aat øs da,» sagde han.
Præsten nikked. «Gjerne det», svared han; saa fulgte han Thore og Berit, som langsomt gik ud af Stuen og nedover mod det nytømrede Hus.
Kommen halvveis snudde Præsten sig. Nogen havde ropt efter ham.
Det var gamle Kari Braaten, som nu stod paa Svalstenen.
«Aa faar je tala lite aat dei føst,» sagde hun.
Præsten vendte fort og fulgte hende ind; de to unge stod forlegne nede ved Svalen og vented.
Med det samme Præsten var kommen indom Døren igjen snudde Kari Braaten sig og tog ham med begge de gamle Hænder kring Haandledet.
«Kjære, vær itte hard aat’n naa!» bad hun. «Mor hinnes døe, mar a var lita Jente!»
Præsten blev saa myg i Ansigtet. Han lagde sin Haand over begge Karis visne.
«Du har jo været Mor for hende, hører jeg, sagde han.
Kari Braaten smaasmilte.
«Du vet, det vart itte ret ailtt detta,» sagde hun; «men Du kainn helse’m Ola fraa mei, at det ska itte kommaa naaa Skam paa Doitter has før det ho ha vørré her. Vi er kømmen taa fuldt saa goidt Folk vi som hain!» Der kom en stor Magt op i det gamle Ansigt.
Jacob Braaten, som havde siddet og seet ned, mens Kari talte, saa nu ogsaa opp, og Præsten kjendte det, som løfted en gammel sliten Ørn sit Hode opp af Redet mod nogen, som kom det for nær.
«Det ved jeg! Det ved jeg!» sagde han og klapped fort Kari Braatens Haand, som endnu holdt
«Jeg skal nok — jeg skal nok —» han løsgjorde sig og gik med et Kræmt mod Døren.
Kari Braaten var efter ham og fik Tag i Ærmet, før han naadde ud.
«Kjære vær itte hard aat’n naa,» bad hun igjen.
«Kjem det mer naa, saa er je styggt ræd, det kain gaa gæli; det er fali borti her sir du! Ælva aa — langt aat Folk aa —»
Præsten snudde sig.
«Nei, nei, det er jo over nu! Det er jo over nu, min kjære gamle Kone»! sagde han. Han klapped hende paa Skulderen, kræmted og lukked Døren bestemt i efter sig. Saa gik han hurtig nedover mod de to, som stod hver paa sit Hold der udenfor Svalen paa den nye Stue og vented.
Præsten kræmted et skarpt Embedskræmt og nikked, idet han drog de to forbi og ind i Svalen. Saa aabned han Døren og gik ind i den unge Furuduft og Svalheden mellem de nytømrede Vægge.
De to fulgte langsomt og blev staaende fremme ved Døren forlegne.
Præsten gik et Par Gange op og ned, snudde sig og saa rundt Væggene.
«Her har Du det rigtig hyggeligt Thore,» sagde han. Han gned Hænderne. «Nu mangler Du jo bare Kone og Barn.»
De to saa halvt undrende bort paa Præsten.
Præsten stod lidt og fik sin strenge Embedsmine paa. Stod atter lidt og funderte. Saa gik han lige bort til Berit, som blev blekere.
«Her har Dere det rigtig hyggeligt, Barn,» kom det igjen; han klapped hende tre Gange paa Kinden.
Hun saa opp, spørgende.
Han kræmted, sit mildeste Kræmt.
«Du skulde være kommet til mig straks — i din Nød,» sagde han; han lagde Haanden tungt paa hendes Skulder.
Hun saa ned. «Ja det var nok gæli det,» svared hun lavt.
«Ja, det var det!» Det klang kort og afgjørende. Saa rækker han pludselig begge Arme ud. «Mine kjære, kjære Venner,» kom det i varmeste Præstetone.
De saa op begge to.
Han stod, som han vilde favne dem begge.
«— som virkelig holder af hinanden!» fortsatte han.
Armene sank; han snudde sig, gik hen til Vinduet og blev staaende og se ud fra den nye Stue ud i den gamle Skog.
Medét vender han sig og er skarp bag Brillerne.
«Men nu maa Du følge,» sagde han bydende. «Jeg har været hos din Far idag og skal did igjen.»
Ingen svared. Berit saa hjælpeløst bort paa Thore.
«Det maa Du,» fortsatte Præsten bestemt. «Bruden skal vies fra Glomgaarden. Der skal ikke komme nogen Skam over Slægten.»
Thore kræmted.
«Vil ’n Ola naa da?» spurgte han forsigtig.
Præsten nikked.
«Jeg tænker det — hvis hun bare følger. Hvis ikke — ja saa har vi andre Midler. Men som sagt — jeg tænker nok —»
Han gik hen og klapped Berit paa Kinden.
«Følg mig tryggt du Barn,» sagde han.
De to gjorde ingen flere Indvendinger. Berit tog paa sig og fulgte, og Præsten sad opp i Sadlen med et Nik til de to gamle, som stod paa Svalstenen i Braatenstuen.
«Vi er nu ikke Hedninger heller,» sagde han fornøiet.
Det var mod Kveldsvordstider, da Præsten med Berit atter kom Glomdalsgutuen ned og frem paa Glomgaarden.
«Ja her kommer vi nu,» sagde han; han steg af og gik med Berit ved Siden Ola Glomgaarden tilmøde.
Berit blev staaende.
«Præsten faar væra vælkommen att,» sagde Ola blek— Øinene streifed Datteren.
Præsten vinked.
«Kom hid — vil Du ikke hilse paa din Far,» sagde han; han tog et Knib i hendes Arm og førte hende saaledes mod ham. Ola Glomgaarden tog imod Haanden, som blev rakt.
«Du faar væra vælkomma att Du au,» sagde han. Stemmen knakk under Ordene.
Da brast Berit i Graat.
«Nu da Gudskelov,» sagde Præsten. «Og tak Du Kari Braaten, Ola, at Du fikk din Datter igjen. Lad os saa faa Mad,» sagde han. Han vendte sig mod Ola Glomgaarden, som stod fortabt.
«Fort nu Berit» ropte Præsten. «Jeg er virkelig sulten.»
Saa rakte han Ola Glomgaarden hjertelig Haanden.
Men Berit saa paa Faderen — og lagde saa paa Sprang ind.
Præsten gav sig god Tid, før han gik tilbords. Saa efter, at Hesten blev sat paa Stalden, spurgte Ola Glomgaarden om et og andet baade om Aarsveksten og Sæterstellet, besaa det nye Fjøs og andet. Medét vendte han sig mod Ola Glomgaarden og slog Hænderne ihop:
«Nei for Gaard det er blevet paa Braaten!» udbrød han — «slig prægtig Jord!»
Ola Eriksen var alvorlig.
«Ja det er nok itte værst,» svared han.
«Ellers har vi naa Gard nok her,» føied han til.
«Sig ikke det. Sig ikke det, sig ikke det!» svared Præsten — «al den Skog ved Siden. Og en bra, dygtig Gut!» Han saa Ola ind i Øinene.
Ola Glomgaarden stirred ned fremfor sig.
«Ja Guten er bra nok,» svared han; «men» —
«Ikke noget «men» nu mere,» sagde Præsten — «ellers kommer Vorherre og siger «men», naar Du engang skal banke paa Porten.» — Dermed gik han ind.
Præsten blev paa Glomgaarden Natten over. Og Berit stelte med Kveldsvord og alt, som om hun aldrig havde været fra Gaarden.
Da hun om Kvelden skulde have Stabursnøklen, som hang i Faderens Rum i Koven, stod han netop derinde. Hun kom fort gaaende.
«Je skuille ha Staburnykjyllen,» sagde hun; hun saa paa ham.
Han gik bort og hented den, uden et Ord. Gik saa hen til hende.
«Du skulde ha, skulde Du!» sagde han; han hytted til hende med Nøklen.
Hun smilte.
«Aa for Slag?» spurgte hun; saa tog hun Nøklen. Han holdt fast.
«Nei bi naa lite,» sagde han.
Da gik hun lige indtil og bøied Armen kring Halsen paa ham.
Han lod det ske.
«Det er fuill ’n Thore, Du vil ha væ?» sagde han, ganske lavt.
Hun blev sprutrød.
«Ja — faar je Lov taa dei saa,» kom det.
Han strøg hende keitet over Hodet.
«Aa jo, Du spør om Lov Du!» svared han.
Hun saa paa ham fra Siden, der hun stod med Armen kring hans Skulder.
«Gjor’e Du det Du da, ma’ Du tok a Mor?» spurgte hun.
Da lo han.
«Gaa naa, Skarvjinte,» sagde han.
Hun gik og smilte hele Tiden.
Da Ola Glomgaarden lidt senere kom ind i Stuen, hvor Præsten sad, kræmted han lunt og kom lige fremtil.
«Det bir snart Mat naa,» sagde han. «Du faar sætte dei bortaat.»
Præsten myste; thi han havde ikke Brillerne paa.
«Ja, det kan trænges det, min kjære Ola,» sagde han lyst og satte sig. «Vi har gjort et godt Arbeide idag baade Du og jeg.»
Ola Glomgaarden satte sig ogsaa.
«Seier Du det?» sagde han.
«Ja det siger jeg rigtig,» svared Præsten; han fik nu Brillerne paa.
Ola Glomgaarden sad lidt, mens Præsten forsynte sig.
«Det bir værst før mei,» sagde han — «som ska gjør om att.»
«Nei,» svared Præsten — «det blir værst for mig, som har lyst paa Embeds Vegne. Men vi skal nok klare den Sag!»
Han smurte paa Brødet stærkt og bestemt.
Da sagde Ola Glomgaarden:
«Du lyt tala aat’m Gjermund!» Han saa ned med det samme.
Præsten storlo og gned sig paa Knærne.
«Du synes jeg ikke har gjort nok,» spurgte han.
«Aa jo — men!»
Ola saa næsten bedende op paa Præsten.
Denne lagde Kniven.
«Godt», sagde han. «Siden det er dig saa meget om at gjøre, saa skal jeg tale med baade ham og Berger Haugset. Gutten havde jo intet opgjort med din Datter.»
Ola Glomgaarden sad og saa frem for sig.
«Det var rigtig bra det,» sagde han.
Nu kom Berit ind med Rømgrøten, og de to Mænd gjorde snart grundig Besked.
«Nu har vi det rigtig koseligt, min kjære Ola,» sagde Præsten oprømt og fed om Hagen. «Her var rigtig saa øde, før hun kom.»
Ola saa bort paa Berit, som smilte og gik.
«Det er saa rart med Kvindfolk,» sagde han.
Præsten drakk af det stærke Øl.
«Jeg skal sige dig ét Ola.» sagde han og drog Pusten. «Kjærligheden er af Vorherre; — vi skal ikke blande os i de Ting.»
Ola drakk efter Præsten men svared ikke.
Det var nogle Dage senere.
Opover Bakken fra Elven til Haugsetgaarden kom Præsten ridende. Han brugte at ride bent over Elven, naar han skulde til østre Grænd.
Paa Haugset var baade Gjermund og Føderaadsmanden, Berger Haugset hjemme.
Berger, som havde givet Gaarden fra sig, bodde i Gammelstuen; Gjermund, som havde gjort alt istand til Ungkjærringen, som skulde komme, bodde i selve Vinterstuen.
Did gik Præsten først.
Gjermund sad fremved Høgsetet og plugged Sko, da Præsten tog i Klinken.
Han lagde Sko og Hammer og blev rent anderledes i Ansigtet, da han saa, det var Præsten.
«Nei, nei, plugg Du kun videre min kjære Gjermund,» sagde Præsten; han kom lige hen.
Gjermund saa sig om.
«Du for sjaa aat, Du faar sitte,» sagde han. Saa tog han Sko og Verktøi og bar det til Koven; kom saa atter langsomt ind.
«Præsten er ute og gaar?»
Præsten satte sig.
«Ja, jeg er det, Gjermund,» svared han. Han fikk Brillerne frem og paa Næsen.
«Jeg vilde gjerne tale lidt baade med dig og din Far, men først med dig.»
Gjermund saa urolig ud.
«Ja, det er fuill saa det,» mumled han.
«Jeg kommer til at gjøre dig nogle Spørgsmaal,» sagde Præsten og saa skarpt paa Gjermund gjennem Brillerne.
Gjermund slog Øinene ned.
Præsten folded sine smaa fede Hænder over Brystet.
«Det er nemlig om dit Forhold til Berit Glomgaarden,» fortsatte han. «Og jeg maa have fuld Besked. Der kan nemlig komme Sag ud af disse Ting, saa hvad Du siger maa kunne beediges. Det er paa Embeds Vegne, jeg idag er hos dig.»
Gjermund gløtted op, men slog atter Øinene ned.
Præsten lagde Haanden paa Bordet.
«Sæt dig,» sagde han.
Gjermund seg borttil og satte sig endelig.
«Du ved, jeg har forkyndt Lysning for dig og Berit — efter dit eget Forlangende?»
«Ja — det er nok saa det,» svared Gjermund; han fik Tag i Uhrkjædet og saa paa det.
«Du var naturligvis enig med hende om Sagen, før Du kom til mig?»
Gjermund blev blek, men svared ikke.
«Det er jo selvsagt!»
Præsten lyned med de mørke Øine gjennem Brillerne.
«Uden det er det hele jo et Bedrag. Ikke bare mod hende, men mod mig som Embedsmand og mod hele Bygden, som jo maa tro, hvad jeg paa Embeds Vegne siger.»
Gjermund svared fremdeles ikke.
Da reiste Præsten sig.
«Var Dere enige eller var Dere ikke?»
Han stod der liden og kvass.
Gjermund saa op som snarest, men fik fremdeles ikke Ord frem.
«Var Dere enige?» Svar mig?»
Det kom som smaa Hugg.
«Far hinnes aa je,» kom det lavt fra Gjermund.
«Men hun!» sagde han. «Var hun enig?»
Taushed.
Præsten gik lige hen til Gjermund.
«Hun vidste ikke engang om det,» tordned han.
«Det var det skammeligste Bedrag, det rene Forsøg paa Vold! Og dette har Du trukket mig op i!»
Øinene spruted Ild.
Det tog i Dørklinken — det var Birger Haugset selv, som steg ind.
«Kjære aa er detta?» sagde han drygt; han gik langsomt frem mod Præsten.
«Det er Gudskelov ikke din Skyld,» svared denne — «Du vidste naturligvis intet om, at Gjermund ikke havde Berits Ja!»
Birger Haugset stod ligeoverfor Præsten, ildrød i Ansigtet.
«Aa har Præsten me alt detta da?» spurgte han, hed i Røsten.
Præsten snudde sig kvasst imod ham.
«Jo, det skal jeg sige dig, min gode Berger,» svared han. «Jeg agter at tiltale din Søn og dig ogsaa, hvis Du erklærer dig meddelagtig, for falsk Anførsel ligeoverfor Embedsmand under Udførelse af Embedsgjerning. Straffen er Bøder eller Fængsel, i graverende tilfælde Tugthus — og dette er visselig i høieste Grad graverende!»
Han satte Øinene i Berger Haugset, som blev staaende stum og stirre.
«Je trur itte detta,» kom det endelig, men i usikker Tone.
«Du kommer nok til at tro, naar Du sættes ind,» svared Præsten tørt.
Berger saa bort paa Gjermund, som stod tilintetgjort.
«Far hinnes sa Ja!» kom det.
«Men hun sagde Nei!» svared Præsten kvass. «Loven kræver hendes Samtykke min godeste Berger; det skulde Du vide, som regner dig mellem Bygdens oplyste Mænd. Vore Børn er da ikke Kvæg længer — Gudskelov!»
Han satte Brillerne fastere.
Berger Haugset veksled igjen Blikk med Gjermund.
«Je vil tala me’«m Ola om detta,» sagde han.
Da gik den lille Præst lige hen til Haugsetgubben.
«Paa Søndag lyser jeg efter Ola Glomgaardens og Berits eget Forlangende for hende og Thore Braaten til Egteskab,» sagde han. «Gjør Du en eneste Indvending, Du eller din Søn, saa indsender jeg øieblikkelig til Departementet Forlangende om retslig Tiltale; jeg offentliggjør ogsaa den hele Sag for Menigheden, saa faar vi se, hvordan Du siden kommer til at staa her i Bygden.»
Berger Haugset lo tvungent.
«Ja, det faar vi sjaa,» svared han.
Præsten kræmted.
«Min kjære Berger,» sagde han. «To unge, som holder af hinanden og som lider for sin Kjærlighed, har alle med sig; — en gammel Mand, som voldelig vil tvinge Kjærligheden, blir bare til Latter for hele Bygden. Faa Du din Søn gift med en, som vil ha ham; der er nok af dem. Farvel!»
Han braasnudde og gik.
De to stod handfaldne og stirred efter ham.
Men da hans lille tætte Skikkelse paa Hesteryggen drog forbi Høgsetsvinduet, snudde Berger Haugset sig mod sin Søn.
«Detta var værst,» sagde han.
Søndagen efter blev der lyst fra Prækestolen første Gang for Thore og Berit. Al Bygden undred og fik nok at tale om i de første fjorten Dage; men saa, da tredie Gangs Lysning faldt og intet mere hørtes, kom al Tale bare paa Brylluppet, som skulde holdes paa Glomgaarden. Ola Glomgaarden vilde have det saa gildt som gjørligt, og mange hundred Mennesker fra Bygden blev budne.
Det var Dagen før Brylluppet.
Thore Braaten og Braatenfolket holdt sig hjemme som Skik var. Brudgommen skulde ikke se Bruden før paa Kirkeveien. Og Overenskomsten var da, at Brudgommen, som skulde ride paa Storbronen, skulde vente Bruden og Følget ved Sundstedet.
Kvelden kom. Paa Glomgaarden var der fuldt af Bryllupsgjæster fra Elvedalen, som var komne de mange Mils Ridevei op.
Fremved Sundstedet laa Glomgaardsbaaden, og paa den anden Side Braatenbaaden, de eneste to Baade i mange Miles Omkreds. Med Braatenbaaden skulde næste Morgen Brudgommen Thore og hans Forældre sætte over til østre Bredd; der skulde Drengen fra Glomgaarden møde med Storbronen, før Brudefølget kom.
Det var mørk Augustkveld.
Fremover Veien fra Tegnstaden til Sundstedet gik en Mand fort. Han havde Øks paa Nakke og Skræppe paa Rygg. Han saa ud, som skulde han paa Sæterfærd.
Paa Tegnstaden havde han ikke været indom, men var gaaet en kroget Ragstvei gjennem Skogen; nu gik han fort frem gjennem Mørket.
Kommen frem til Sundstedet, der Veien bøied af mod Elven, stansed han. Tog Øksen af Akselen og gik saa langsomt ned til Baaden.
Der laa et Skjær af disigt Maaneskin over Elven; Maanen stod bag Skyer, saa vidt man fornam dens bleke Skive.
Nu var han fremme ved Baaden. Han saa sig om i Mørket; saa tog han Øksen og hugg med sagte Hugg Landstauren over.
Skjøv saa Baaden ud, tog Staken og staked sig over til den anden Bredd.
Det gik tungt og langsomt i Mørket; rundt omkring ruged Skogsødet; Elvesusen hørtes jævn og stærk i Stillheden.
Nu lagde han til ved den lille Vik, hvor Braatenbaaden laa, og trakk Glomgaardsbaaden iland. Saa sig atter om, gik til Braatenbaaden og hugg dens Lænke løs.
Derpaa skøv han den ud i Strømmen med Bagstævnen foran, gav den med Staken et voldsomt Stød og stod saa og stirred udover Elven i Mørket.
Braatenbaaden var kommen i Straakket. Den gjorde et Par Svinger rundt, kom længer ud og drog saa vuggende og vippende midtstrøms ud over Elven.
Manden stod og saa efter den, til den var forsvunden i Natmørket.
«Din fordømmede!» sagde han lavt for sig selv. Gik saa med Staken i Haanden tilbage langs Stranden til Glomgaardsbaaden, skøv fra Land og staked sig forsigtigt tilbage over Elven til Sundstedet paa østre Bredd.
Kommen iland der kjørte han med et stærkt Stød af Stakestangen Baaden med al sin Magt ud i Strømmen.
Den tog samme Vei som Braatenbaaden, skar skraat ud i dybe Straakket og duved vippende med Strømmen i strygende Fart nedover Elven.
Ved Enggjærdet et Par tusen Alen længer ned var der en Foss; der vilde Baadene slaa sig i Knas; det vidste han fra Fløtningen.
Nu hev han Stakestangen efter, lo og snudde sig. Slængte Øksen paa Nakken som før og gik.
Kommen til Tegnstaden bøied han af Skogstien, kom atter frem paa Rideveien ovenom Tegnstadstuen og tog Kjølveien fat.
Og Glomdalen sov nattemørk under Maanedisen med Granskogen svartnende Lien opp og ind over de milelange Vidder.
En Hubro skrek fjernt inde fra Kivdalen; Banhunden paa Glomgaarden taug med Hodet mellem de fremstrakte gulgraa Labber og Øinene tæt lukket. Bare Glommens dulgte Sus hørtes, som den gik der bred og blank, Sving i Sving frem gjennem Skogerne og Ensomheden, Dalens stolte Vilje, som aldrig veg.
Bryllupsmorgenen kom.
Braatenfolket var tidlig oppe; Brudgommen i splinternye Klæder var først færdig. Nu drog de sig fort fremover mod Sundet, Thore foran, de to gamle efter.
Komne til Baadfæstet stansed de alle tre undrende. Der laa ingen Baad.
De stirred over mod Sundet.
«Kjære aa er detta!» udbrød Thore. Glomgaardsbaaden var ogsaa borte.
Men paa den anden Side stod Drengen paa Glomgaarden raadløs med Storbronen opsadlet.
Thore snudde sig mod Jacob Braaten.
«Baata er borte,» sagde han.
De saa paa hinanden de tre.
«Detta er’n Gjermund,» sagde Jacob Braaten.
Thore stod lidt.
Saa gik han lige ned til Stranden.
«Sæt øver!» ropte han.
Drengen paa den anden Side kom nedtil.
«Baaten er borte!» ropte han tilbage.
Thore ropte igjen.
«Aa er detta før Slau!»
«Je vet itte!» svaredes der tilbage.
Der stod de tre.
«Naa har Du att det!» sagde Jacob Braaten harm.
Thore taug.
Thi derover, ned mod Sundstedet, kom nu Brudefølget. Berit foran paa Gammelgraaen, Ola Glomgaarden og Elvedalsgjæsterne i stort Følge bagefter. Nu holdt de. Og der blev talt og spurgt.
Berit blekned, der hun sad.
«Detta var forsætt!» sagde Mændene.
De saa over mod de tre paa den anden Side og vidste ikke sin arme Raad.
Ola Glomgaarden var ildrød i Ansigtet af Harme.
«Naa har Dø att det, som Dø har gjort det,» sagde han lavt til Berit.
Da ropte det deroverfra.
Det var Thore, som ropte.
«Faa hit Storbronen,» skrek han.
«Nei, nei!» ropte mange Mænd.
Berit sad blek og stirred didover.
Det ropte igjen.
«Hit med Storbronen!»
Da sagde Drengen, som stod med Hesten:
«Bære let’n faa Gampen!»
Da taug Mændene.
Drengen ledte Storbronen frem, gav den et Rapp og skrek til den.
Hesten saa sig om, drog saa trøstig tilvands og slog Svøm over.
Følget sad paa sine Heste, stirrende og saa udover Elven.
Nu tog Hesten Land. Thore gik borttil, fik Tag i Bigslet og vendte. Han talte ved de to Gamle, som stod tæt ved; Jacob Braaten vendte sig mod Kari og talte længe. Saa pegte han over.
Nu steg Thore paa Hesten, snudde og red udi.
Berit sad likblek i Sadlen og saa didover, men sagde ikke et Ord.
«Ja, gaar detta væl!» mumledes der mellem Mændene.
«Bære let’n gjøra det,» sagde Drengen.
Da saa de medét Thore holde og snu. Moren havde ropt paa ham og stod nu paa Stranden med et stort Knytte i Haanden.
Han tog imod, vendte igjen og red udi. Hesten snudde Hodet, da Strømmen stod den over Bogen; saa slog den Svøm og arbeided sig med tunge Tag og Prust gjennem Straakket. Thore havde sluppet Tømmen og hugget Tag i Manken med venstre Haand; i den høire holdt han Knyttet høit løftet; Strømmen stod ham langt opp paa Livet. Men Brudefølget sad som spigret paa sine Heste og vented.
Storbronen tog Land længer nede end vanligt; nu knægged den og kom vadende Stranden opp med Vasspruten skvalende om Forbenene og Hodet høit løftet mod de andre Heste.
«Ta var Brurskjuds,» ropte Thore; han kom ridende med Knyttet under høire Arm, mens Vandet siled af ham.
Da lo Mændene.
Men Berit kjendte det saa seirende hedt inde i Bringen; Hjertet dunked, saa det skalv i Halslinningen.
Thore Braaten red lige hen til Ola Glomgaarden, som var stegen af sin Hest, og leverte ham Knyttet.
«Fraa ’n Mor,» sagde han lavt.
Det stakk til i Glomgaardsgubben. Han kjendte en Brudekrone under Silkebasttørklædet.
Da rakte Berit Haanden ud.
«Ta hit,» sagde hun.
Faren saa paa Datteren. Saa gik han fort borttil og gav hende Knyttet.
Hun løste opp, tog Kronen — og satte den paa sit lyse Haar. Saa rakte hun Faren Silkebasttørklædet.
«Gjøm detta Du naa,» sagde hun.
Der kom et Kvækk fra Glomgaardsgubben; han tog imod uden et Ord, folded Tørklædet forsigtig sammen, stakk det ind under Brystdugen og gik til sin Hest.
«Rid ivei Du Thore,» sagde han, da han var kommen i Sadlen. «Ellers bir Du frossen!»
«Aa, je har vørré med ti Fløtingen før je,» svared Thore munter. Saa slog han paa Storbronen og red i skarpt Trav oppover Veien til Tegnstadstuen. Der fik han vridd Vandet af sine Klæder og tørket paa sig, til Følget kom.
Det sortned af Folk kring Kirkeplanken. De stod i Grupper paa Veien og talte dæmpet; de saa af og til opp mod Vestalien eller opp i Kirketaarnet, hvor Gælensimen, Ringeren, stod i den aabne Glugge paa Vagt; men oppe ved Skigarden, lige i Skogkanten ved Haugsetjordet, stod en Mand og saa udover med sligt koldt, underligt Smil.
Det var Gjermund Haugset.
Endnu var ingen kommen, skjønt det var en Time over Tiden; Præsten var i Sakristiet og havde flere Gange sendt Klokkeren ud i Kirkedøren for at se. En underlig fælen Kjendsel begyndte at falde over alt Folket, som vented: Skulde det hænde det samme om igjen?
Og Gutten deroppe ved Skigarden haanlo stillt ved sig selv. Koldsveden stod ham i Panden.
Da — medét — hugg Kirkeklokkerne i. Først et bredt, varmt Klemt ud i Stillheden, saa atter ét, lysere, og paa en Gang brast Brudekimingens lykkelige Sang ud over Dalen.
Alle snudde sig og stirred opover Lien. Der kom Følget! Vel halvhundred Hest bratte Groven ned i langsomt svingende Række. Foran red Berit paa Glomgaardsgraaen; det glitred i Granvikskronen paa langen Led, eftersom hun kom frem og blev borte og atter kom frem mellem Træerne.
Gjermund Haugset blekned langsomt, der han stod. Saa snudde han, hopped over Skigarden og sneg sig Skogsveien hjem.
Brudekimingen taug og tog atter i, vældigere. Det var, som vilde den sprænge Dalen i jublende Triumf; thi nu holdt Bruden for Kirkedøren.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |