Gift/13

Fra Wikikilden
< Gift
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 275-285).
◄  XII.
Fortuna  ►

Vinteren gik stille for Abraham; han sørgede og savnede tungt i Førstningen og sad mangen Aften og græd i Ovnskrogen i den tomme Stue.

Men Faderen tog sig paa alle Maader af ham, talte og spaserede med ham og lod ham invitere Broch og andre Venner til sig saa ofte, han havde Lyst.

Alle Mennesker tog sig forresten af ham; hele Byen strømmede over af Medlidenhed med den stakkels moderløse; skjønt jo de fleste mente i sit stille Sind og i fortrolige Stunder, at en Moder som Fru Wenche var det kanske bedre at undvære.

Hendes pludselige Død blev et rystende Exempel for Menigheden; og mange, som længe ikke havde været i Kirken, mødte nu frem, for at høre Præsterne prædike om de ubodfærdige som indhentedes af Døden midt i deres Synder og Gjenstridighed.

Professor Løvdahl sad i sin Stol og hørte paa dette med sit smukke, sørgmodige Udtryk og foldede Hænder. Abraham sad der ogsaa og dukkede sig for alle de Øine, som søgte hen til ham. Han vidste ikke, hvad han skulde tænke om sin Moder.

Men et Indtryk, som oftere kom igjen, var den Tanke, at nu kom hun altsaa ikke ind til ham om Morgenen paa Konfirmationsdagen, for at tage ham i Forhør.

Han kunde endnu tydelig se for sig, hvorledes hun vilde komme ind ad Døren med disse uundgaaelige Øine, hvad skulde han svare?

Nu var den Sorg slukt; han skammede sig over, at det var ham en Lettelse at tænke paa; men det var dog saa.

Professoren, som allerede før var afholdt, blev fra nu af ligefrem dyrket. Fra Mund til Mund gik flere udførlige Beretninger om hin skrækkelige Nat, da han vaagnede og fandt sin Kone døende, og alle vare opbyggede ved at iagttage hans mandige Sorg og den smukke Maade, hvorpaa han søgte Trøst i Religionen.

Men Fru Wenches sidste Aften blev nøie gransket; hvor havde hun været?

Fru Politimesterinden kunde snart oplyse, at hun havde været hos Mordtmann, — rigtignok kort Tid; men ti Minutter kunde snart blive til tyve, naar man trak lidt i dem. Og desuden: meget lod sig — ialfald aftale i kort Tid. Mordtmann var samme Aften reist til Bergen.

Spørgsmaalet — Hovedspørgsmaalet var nu, hvor havde Fru Wenche været henne fra Klokken lidt over ni og til Klokken over elleve? — se det var det værste; Bergensdampskibet afgik først ved Midnat.

Men saa maatte baade Fru With og Fru Bentzen tilstaa, at de vidste —— vidste ganske sikkert, for de havde begge forhørt sig, at Fru Wenche havde tilbragt Aftenen hos denne saakaldte Fru Gottwald, som hun undertiden besøgte, — Fru Wenche holdt sig altid helst til Folk, som der var noget iveien med. Dette ødelagde Fru Politimesterindens Kombinationer og stansede Efterforskningerne. Fru Gottwald havde endog tilføiet, at Professorinden havde befundet sig meget ilde hele Aftenen.

Sent den samme Aften havde Fru Gottwald været oppe hos lille Marius paa Kirkegaarden; og da hun gik nedover til Byen igjen, saa hun ved den sidste Gaslygte Fru Wenche med et Ansigt, hun aldrig kunde glemme.

Da saa Rygterne begyndte at løbe den næste Dag, var der noget i Fru Gottwald, som forstod eller anede det hele, og hun satte sin lille Løgn igang fra sin Butik.

Havde ikke Fru Wenche været den eneste, hvis Venlighed var ærlig og ikke trykkede hende; og desuden var hun jo Moder til Abraham.

At intet Rygte om den sande Sammenhæng saa Lyset, kom alene deraf, at det ikke faldt nogen ind; det vilde være noget altfor uhørt. Og ved Professorens og Doktor Bentzens, Pigernes og Fru GottWalds fuldstændige Sikkerhed blev der ingen Opfordring til Tvivl.

Ellers vilde det jo været en jubel for alle de fremme Hjerter med de rappe og uforfærdede Tunger at dynge, hvad det skulde være paa den Vantros Hoved —— hun som holdt med Fritænkerne og aldrig gik i Kirke.

Men — Gud være lovet! — der var da nok alligevel at sige paa hende; og Fru Wenche fik en lang Gravskrift, i hvilken intet blev glemt. —

Alt dette laa saa stærkt i Luften, at Abraham ikke kunde andet end mærke det mange Gange. Han blev ængstelig for at nævne sin Moder, og det forstyrrede ham i hans Sorg, — især i denne Tid, da han gik for Præsten og hørte Religion to Gange om Ugen foruden Søndag.

Nu var han fuldstændig forandret, og selv Rektor maatte indrømme, at Abraham Løvdahl var en Discipel, som Skolen i alle Maader kunde være stolt af. Han nedlagde da ganske sin Uvilje mod ham; og alle Lærerne havde forlængst glemt Historien med lille Marius. Flittig og underdanig smøg han sig gjennem Skolen ved Siden af Hans Egede Broch, og mange begyndte at anse ham for lige saa flink.

Kun blandt de fortroligste Venner var han den gamle — ja værre end før; og det varede ikke mange Uger efter Moderens Død, før han igjen var Midtpunktet i deres Kreds.

Alle vare fornøiede med ham; men især Provsten Sparre. Havde han begyndt med en liden Uvilje mod dette unge Menneske, saa forandrede den sig til den mest udprægede Forkjærlighed

Det var netop en Gut efter hans Sind, stille, beskeden og med et belevent Væsen; flink i sin Kristendomskundskab som faa og dertil i Besiddelse af en sjelden Evne til at følge en Tankeudvikling, „Han maa absolut studere Theologi; det er et usædvanligt klart Hoved,“ sagde Provsten ofte til Professoren.

„Ja — det faar nu blive som Vorherre vil føre det,“ svarede Professoren. Han syntes — oprigtigt talt — ikke, at Theologien var noget for hans Søn.

Men Provsten var i den Grad indtaget i Abraham, at han laante ham Bøger og endog indbød ham tilaftens.

Det var med helt underlige Følelser, at Abraham betraadte dette Hus, som for mindre end to Aar siden havde omsluttet hans hedeste Ønskers Maal, og til hvis Vinduer han havde sendt saa mange forelskede Blikke.

Der var endnu en hel Flok ugifte Døtre; hans fordums var den næstældste, og for et Aars Tid siden var hun bleven gift med sin Telegrafist.

Abraham gjensaa hende brunflammet i Ansigtet og af en sørgelig Façon.

Hans Slot faldt sammen. Den Ridderstid med den trofaste lille Marius under Armen blev til at le af og skamme sig over; og den følgende Dag laa Hans Egede Broch igjen flad af Latter, da Abraham gjengav sin Aften hos Provsten med „Gruppebilleder“ af den fordums Elskede.

Imidlertid nærmede sig Paasken og Konfirmationsdagen; Abraham gruede for selve Dagen, som noget ubehageligt, der maatte gjennemgaaes; men som gjorde sin Nytte bagefter.

Professoren tog det meget alvorligt med sin Søns Konfirmation.

I det ensomme Hus og i de mange Tanker og Erindringer, som plagede ham, fik han Trang til at skynde sig med at gjøre sin Søn voxen saa fort som muligt. Et Værelse ovenpaa med Alkove blev møbleret og sat istand for Abraham, og paa Kirkegulvet vilde Faderen absolut, at han skulde staa i Kjole.

Det var ikke Brug længer. Konfirmanderne vare nuomstunder saa unge og smaa, at de altid gik i Trøie eller kort Frakke. Abraham stred derfor imod i det længste, fordi han generede sig.

Men Professoren forestillede ham, at han jo var ældre end de almindelige Konfirmander og desuden saa meget mere udviklet og voxen.

Abraham gav sig da; igrunden vilde han jo gjerne have Kjole; desuden skulde han faa Gulduhr med Kjæde, og Professoren havde endog tænkt paa snart at give ham Lov til at røge Tobak hjemme. —

Men om Morgenen selve Konfirmationsdagen, strax før han vaagnede, drømte Abraham, at Døren gik op og hans Moder traadte ind ganske saaledes som han havde forestillet sig det saa mange Gange.

Han stod op — forknyt og ængstelig. I Kirken ringede det første Gang; han skulde nu derop, staa øverst i hele Rækken, saa den ganske Menighed kunde se ham — og aflægge dette Løfte. Og hans Moders Øine, disse Øine, som saa tversigjennem ham, de fulgte ham, han følte dem, hun var kommen, for at høre hans oprigtige Skriftemaal.

Kunde han gaa hen og aflægge dette Løfte?

Kjolen, som han havde glædet sig til, og som laa der saa fin og ny med Silkefor i Skjøderne, generede ham nu, han lagde den tilside. Han kom til at tænke paa alt det Alvor, som der igrunden var lagt paa denne Dag. Hvorledes var det, han havde gaaet? — var han ordentligt forberedt —— eller stod det ikke skrevet paa hans Pande, at han var en uværdig? — en Hykler og Løgner vilde Moderen sagt.

Provsten havde ogsaa formanet dem alle saa inderligen igaar Formiddag, da de bragte Pengene, til alvorligen at prøve sig selv og forberede sig for Guds Aasyn.

Abraham tog Testamentet og satte sig til at læse; han var saa klein tilmode, at han hakkede Tænder.

Da hørte han Faderen komme fra sit Værelse. Abraham sprang op og trak Kjolen paa.

Professoren kom ind fuldt paaklædt med bredt, hvidt Halstørklæde og sine tre Ordener i stort Format — han havde de fleste i Byen:

„Godmorgen — Gutten min! Vorherre velsigne denne Dag for dig!“

Derpaa overrakte han ham et Stort Etui, som Abraham ikke turde aabne.

„Luk op og tag det paa dig; det er dit Konfirmationsuhr.“

Abraham aabnede; der laa Gulduhr med Kjæde og Medaillon; han lukkede nu ogsaa denne op: men gjorde idetsamme en uvilkaarlig Bevægelse.

Det var de uundgaaelige Øine, som fulgte ham fra Drømmen imorges.

„Det er fra din salig Moder,“ sagde Professoren rørt og trykkede ham ind til sig.

Abraham stammede sin Tak og hægtede Uhret fast. Nu tog ogsaa Kjolen sig bedre ud; han var bleven høi og slank; men Ansigtet var endnu i Overgang, Næsen for stor og Huden uren.

Professoren betragtede ham imidlertid med Stolthed, og da han opdagede Testamentet, som laa opslaaet paa Bordet, klappede han sin Søn paa Skulderen:

„Det er rigtigt! — jeg ser, du tager det alvorligt — Abraham!“

— Paasken faldt i den første Halvdel af April! og det var idag den første Solskinsdag, som var nogenlunde varm. Hele Byen var paa Benene, Kirken fuld, og mange stod udenfor, for at se Konfirmatiderne komme.

Enkelte modige Krambodgutter optraadte allerede i hel lysegraa Sommerdres med rundbuede Ærmer og umaadeligt vide Buxer, som kneb sammen ved Støvlerne; men det var altfor tidligt, der var endnu isnende koldt i Skyggen.

Paa Pladsen foran Kirken kom Konfirmanderne sammen fra alle Gader; først gik Angjældende selv, dernæst Forældrene og et Par Søskende.

Pigerne vare vandkæmmede med tynde gule Pisker fastnaalede i Nakken, lange graa eller sorte Kastetørklæder med Snip helt ned til Kjolekanten, smaaskuldrede og tynde i Skjørterne, somom de vare trukne op af Vandet. Et Par af de finere kom kjørende i Vogn og Wienershawl.

Men var Pigerne smaa og tynde, saa var dog Gutterne endnu mindre; i Trøier og Frakker, som slog de urimeligste Rynker baade for og bag, og store Huer, som hang paa Ørerne færdige til at falde ned som Lyseslukkere.

Med Hænderne foldede over Salmebogen og Øinene stivt hæftede paa de nye Støvler gik de saa sagtmodigt og gudhengivent op imod Kirken, somom det var deres mindste Kunst at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen.

Men det var sandelig godt, at alt deres Tøi var gjort til at voxe i, for allerede den næste Dag var de ganske anderledes Karle. Og naar man ikke netop havde været i Kirken og hørt Provsten forklare, hvilken dyb og alvorlig Forandring der gjennem den hellige Handling var foregaaet med dem, skulde man have vanskeligt for at gjenkjende disse sagtmodige og gudhengivne Ynglinge i den Bande af halvdrukne Gutter, som Dagen efter fyldte Gaderne, — stolte og triumferende over at have passeret Naaleøiet og bekræftet sin Daab’es Pagt. —

Der gik en Mumlen gjennem Mængden baade udenfor Kirken og inde, da Professor Løvdahl kom med sin Søn. Det tog sig ogsaa ganske anderledes ud end med de smaa sagtmodige i Trøie. Abraham var næsten ligesaa høi som Faderen, og dennes smukke graasprængte Hoved og de tre Ordenen i stort Format lyste formeligt over Menigheden.

Den hellige Handling begyndte. Abraham stod øverst nærmest Koret; en enkelt Gang saa han op, men mødte saa mange Øine, at han strax bøiede sit Hoved som de andre.

De øverste paa Pigesiden vare ligblege og færdige til at falde om af Skræk for ikke at kunne svare paa Provstens Spørgsmaal. Den ene mumlede det store Vandspørgsmaal, en anden tumlede fortvivlet med den tredie Artikel, som var gaaet i Vase for hende.

Nedover begge Rækker var der Spænding; men en og anden af de gudhengivne Ynglinge tænkte ogsaa: Skidt! nu var han sluppen frem!

Abraham var ikke synderligt bange for selve Overhøringen; men han var alligevel yderligt forknyt.

De veg ikke fra ham — Øinene fra Drømmen; han stod og skalv, og det var ham ingen Trøst at se nedover Rækken paa de andre.

Tænk om en Stemme — for Exempel en Stemme som hans Moders pludseligt brød gjennem alt dette Spilfægteri, nævnte Ordet, forraadte Komedien, som de alle spillede med hverandre; — eller nævnte ham, han, som stod øverst — færdig til at lyve?

Var han da den eneste Løgner, den eneste Hykler blandt lutter Oprigtige?

Han tænkte baade paa den ene og den anden i Gutterækken og paa mange andre; den værste kunde han ikke være; men alligevel var han i det pinligste Oprør og sansede ingenting af Salmerne, han sang med.

Men nu nærmede Provsten Sparre sig langsomt fra Koret, for at begynde Katekisationen. Hans Ansigt var alvorligt og tankefuldt, medens han gaaende endnu kastede et Blik i sin Alterbog, mellem hvis Blade der var fastklæbet nogle Ark med Navne og Tal.

Det var heller ingen let Sag at føre Overhøringen saaledes, at hver fik sit Spørgsmaal, uden at nogen i Menigheden eller Kapellanen i Præstestolen mærkede altfor store Sprang.

Men da han stod foran Abraham, opklaredes hans Aasyn; her behøvede han ialfald ikke at være bange for at spørge om hvadsomhelst, og han valgte derfor, hvad der først faldt ham ind.

„Paa hvilken Person i Gud tror du — min kjære Abraham Løvdahl? ifølge den anden Artikel?“

„Paa Sønnen — vor Herre Jesum Kristum,“ svarede Abraham fast.

Da Provsten nærmede sig, rystede han over hele Legemet, men saasnart det første Spørgsmaal kom, rettede han sig strax iveiret. Den daglige Øvelse i at blive examineret betog Situationen det høitidelige, som et Øieblik nær havde overvældet ham. Fra nu af svarede han klart og sikkert med Øinene fæstede paa Provsten.

„Ligger der høilig Magt paa at kjende Kristum?“

„Ja, der er slet ikke Frelse i nogen anden; thi der er hellerikke et andet Navn under Himmelen givet iblandt Menneskene, ved hvilket det bør os at vorde frelste.“

„Har Kristus ikke igjenløst alle Mennesker?“

„Jo — han gav sig selv til en Igjenløsningsbetaling for alle.“

„Men blive da ikke mange fordømte?“

„Jo visselig —“ svarede Abraham svagt, og hans Øine gled nedad Provsten Sparres lange Samarie.

„Men hvad er da Aarsagen til deres Fordømmelse?“

„Deres egen Ubodfærdighed og Vantro.“

„Meget rigtigt — min Ven! — det er deres egen Ubodfærdighed og Vantro,“ sagde Provsten tilfreds: han vilde nu forlade Lærebogen og foretage en af sine theologiske Exkursioner, for ret at glimre med sin bedste Konfirmand: „fremtræder et Menneskes Vantro altid i onde og ugudelige Handlinger?“

„Nei — ikke altid —“ svarede Abraham uden at se op.

„Ikke altid — det er sandt,“ gjentog Provsten og lod sine Øine glide ud over Menigheden, for at glæde sig ved den Beundring, hans Yndling maatte vække.

Men Provsten studsede; der var aandeløst stille i Kirken, alle strakte Hals og saa paa Abraham; men det var ikke Beundring, det var snarere en ond, stikkende Nysgjerrighed.

Og med en Gang gik det op for Provsten, at der sad nu hele Menigheden og troede, at han examinerede Abraham om hans Moder.

Provsten saa i sin første Forskrækkelse hen paa Professoren, dernæst paa Abraham: de troede det ogsaa beggeto. Professor Løvdahl holdt sine Øine stivt hæftede paa Provsten, og Abraham var ligesom faldet sammen, han skjulte sit Ansigt i Lommetørklædet og saa ud somom han vilde krybe i Jorden.

Provsten Sparre blev saa forvirret og ulykkelig over sin Fadaise, at han gik aldeles fra Koncepterne. Der kunde ikke tænkes noget mere uligt ham, noget som kunde være fjernere fra hans Hensigt end at ville være ubehagelig og nærgaaende mod sin Yndling — tilogmed Professor Løvdahls Søn.

I sin Forvirring vidste han ikke andet Raad end at lægge sin Haand paa Abrahams Skulder og begynde en Lovtale over ham: „Det har været mig en Fornøielse — ja ret en Hjertens Glæde,“ sagde han med Varme, „at forberede dig — min kjære Abraham Løvdahl til denne Dags hellige Handling. Sjeldent har jeg truffet en Yngling, saa vel begavet med Hovedets, saa skjønt udrustet med Sjælens og Hjertets bedste Egenskaber. Idet du nu indtræder som voxent Medlem af Menigheden, haaber og forventer jeg sikkert, at du vil blive os ældre til Glæde og Opbyggelse og for de unge et godt og følgeværdigt Exempel.“

Dette var noget aldeles uhørt: Kapellanen — Pastor Martens vrinskede lidt bag det grønne Gardin i Præstestolen, og hele Menigheden blev opmærksom. Men alle de Øine, som rettedes mod Abraham, vare dog mildere efter dette. Det gjorde dem alle godt at høre af Provstens Mund, at der kunde være Haab om at redde denne Søn af en fortabt Moder.

Selv vidste han ikke, hvor han skulde gjøre af sig; skulde han roses fremfor de andre? — dette kunde aldrig gaa godt.

Provsten Sparre tørrede sin Pande og gik videre nedover mellem Rækkerne. Hans første Uheld gjorde ham dobbelt agtpaagiven, og Katekisationen gik mere glimrende end nogensinde.

Kapellanen strakte sig fremover og hørte i stigende Forbauselse de gode Svar fra de umuligste Idioter, som han selv havde opgivet; men han gik næsten bagover i Stolen, da Osmund Asbjørnsen Sauamyren opløftede sit syngende Bondemaal og foredrog sin store Bravourarie om Evangelii Naadegaver.

Det varede uendeligt længe, inden de to Rækker vare overhørte; en af de unge Damer med Wienershawl fik ondt og maatte op i Sakristiet for at drikke Vand.

Trætheden vandt ogsaa efterhaanden Bugt med Abrahams urolige og ængstelige Stemning; han begyndte at føle sig tryggere, de uundgaaelige Øine saa han ikke mere; derimod lutter velvillige Ansigter; og da han endelig kom til det høitidelige Løfte, følte han intetsomhelst derved.

„Giv da Gud dit Hjerte og mig din Haand,“ sagde Provsten alvorligt og mildt til ham, og Abraham rakte ham sin Haand; Provstens var blød og glat og gav ham et varmt og fortroligt Tryk.

Endelig var den hellige Handling tilende; den havde varet fra Klokken ni til henad tre, saa mange Konfirmander var der, og saa grundigt gjorde Provsten det.

De blegsottige, unge Damer i Wienershawl maatte halvt bæres ud i Vognene; de gulpiskede, smalskuldrede Pigebørn saa fremdeles ud, somom de vare trukne op af Vandet i sidste Øieblik; og de sagtmodige og gudhengivne Ynglinge stirrede endmere gudhengivent ned paa sine nye Støvler.

Kogekonen hos Professor Løvdahl var fortvivlet; og det var sidste Gang — det svor hun sin dyre Ed paa —, at hun gik til et Konfirmationsselskab. Tre Gange havde hun allerede kogt Poteter forledet ved falske og overilede Efterretninger fra hendes udstillede Vagtposter.

Gjæsterne, hvis Invitation ikke lød paa andet Klokkeslet end: „efter endt Kirkegang“, drev om i Haven og ude paa Torvet, eller sad inde i Stuerne og kjedede sig med mange fromme Ønsker over Provsten Sparre, som aldrig kunde blive færdig.

Klokken var over halv fire, da man omsider kom tilbords i Storstuen. Abraham for Bordenden med sin Fader tilhøire og Provsten tilvenstre; forresten bare ældre Herrer og Hans Egede Broch, der var indbuden som Abrahams bedste Ven.

Der var Rektoren og de fleste af Abrahams Lærere; Amtmanden og Byfogden, de andre Embedsmænd, Byens Læger, et Snes udvalgte Venner og Kollegaer af Professoren.

Abraham kunde i Førstningen ikke komme tilrette med at være Midtpunktet i denne værdige Forsamling; men efterhaanden som Vinen opvarmede dem, blev de alle gemytligere.

Det var det første større Selskab, Professoren gav efter sin Kones Død, og alle var glade ved igjen at mødes i det gjæstfrie Hus. Professor Løvdahl var selv en stor Ven af Selskabelighed og livedes hurtigt op.

Endnu et forøgede Stemningen; og det var, at Selskabet var godt sammensat; ingen Mislyd var mulig, der kunde endog tales Politik; og efterat Provsten og Rektoren havde holdt hver sin Tale for Abraham, blev Kongens, Dronningens, Kronprindsens, Kronprindsessens, den kongelige Families, det ganske kongelige Hus’es, Unionens og Sveriges Skaal udbragt og drukket under samstemmig Jubel.

Der blev muntrere og muntrere, alle drak et Glas med Abraham, og han og Broch vexlede af og til et Øiekast over de gamle Herrers Lystighed. Blindtarmen og Pindsvinet sad og smiskede til hinanden over en Karaffel gammel Madeira, de havde faaet mellem sig; og efter Bordet ved et Glas Curaçao trak Overlærer Abel sin unge Ven hen i en Krog og talte om hans herlige Moder, indtil han græd af Rørelse.

Selskabet skiltes temmeligt tidligt paa Aftenen; thi da det var en saa alvorlig Anledning, blev der ikke spillet Kort.

Da de vare blevne alene — Fader og Søn, sagde Professor Løvdahl:

„Ja nu — god Nat! — min kjære Abraham! — du kan være træt. Du er altsaa nu traadt ind i Livet som voxen Mand, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg er tilfreds med dig. Hvorledes det skal gaa dig herefter i Verden, staar visselig — som Provsten sagde — i Vorherres Haand; men det er ogsaa for en ikke ringe Del afhængigt af dig selv. Naturen har i enhver Henseende udstyret dig godt; du er født paa en heldig Plads i Samfundet; du vil i sin Tid erholde en Formue — stor nok efter vore Forhold, og jeg — din Fader besidder en Indflydelse, som vil komme dig tilgode, hvad Vei du saa vælger at slaa ind paa. Du er saaledes en af dem, som kan og som ogsaa bør drive det vidt — drive det meget vidt i vort Samfund.

Men — der er kun et Punkt, som jeg nu berører — jeg haaber for allersidste Gang mellem os; — der er kun et Punkt, som volder mig nogen Ængstelse. Det er den Tendens, som for et Par Aar siden ytrede sig hos dig, — du ved selv ved hvilken Leilighed. Nuvel! — det gik — Gud være lovet! bedre end det saa ud til; du indsaa dengang din Vildfarelse, og du har siden, — saavidt jeg har kunnet mærke, rettet paa den. Men lad mig dog paa denne for dig saa vigtige Dag advare dig mod dette, som muligens endnu kan ligge skjult i dit Blod.

Der er — ser du! —— i ethvert Samfund, selv i det bedst ordnede — et misfornøiet Element, et Bundfald, en liden Skare sammensat af en Halvdel Sværmere og en Halvdel Forbrydere, — Mennesker uden Samvittighed, uden sand Fædrelandskjærlighed, uden Gud! — Hvor i Verden du færdes, vil du møde disse Folk. De kommer — og derfor advarer jeg dig just! — de kommer gjerne som de Undertryktes Beskyttere, med smukke Ord om de Smaa imod de Store og sligt noget.

Ser du — Abraham! — disse Folk er det, du — netop du maa tage dig ivare for; thi de er Samfundets Skadedyr, som fordærve Folket og bestandig stræbe efter at undergrave Samfundet. Og jeg — jeg, som er din Fader, jeg giver dig herved mit Ord paa, at der bagved hvadsomhelst disse Mennesker sige og gjøre, ligger bevidst Løgn og Ondskab, Hovmod og Magtbegjær! — og vil du lytte til disse, saa styrter du dig selv i den visse Fordærvelse. Nu kan du vælge mellem din Far og din — og de andre.“

Professoren var bleven saa heftig, at han nær havde forsnakket sig; men Abraham rakte ham begge sine Hænder og sagde: „jeg vælger dig — Far!“

Dette sagde han alvorligt og overbevist. Hans urolige Stemning fra imorges var nu fuldstændigt overvunden. Den offentlige Ros i Kirken, Selskabet og de voxne Mænd, som tog ham op iblandt sig, og nu tilslut Faderens Tale gjorde ham tryg og sikker; han saa sig selv blandt de bedste og første og sit Liv i Hæder og Glans.

Da han var gaaet, saa Carsten Løvdahl sig fornøiet omkring i Stuen. I Abrahams Øine havde han læst den Kjærlighed, den Beundring, han søgte, og han følte sig glad.

Endelig havde han seiret saa vidt: Sønnen skulde bringe, hvad Moderen havde nægtet ham; og dette formildede noget den pinlige Bitterhed ved hendes Minde. —

— Men Abraham skyndte sig opad Trappen; Uhrkjæden raslede saa smukt bare han rørte sig. Han glædede sig til at se, hvorledes hans smukke Værelse tog sig ud ved Aftenlys og til at trække op Uhret.

Men da han fik tændt Lysene, stod der en stor Buket af de smukkeste og sjeldneste Blomster paa hans Bord.

Abraham greb fornøiet Kortet, som stak i Blomsterne; men han slap det igjen, somom han havde brændt sig paa det. Hans Ansigt blev blussende rødt, og han vendte sig bort som i Skam.

Paa Kortet havde Fru Gottwald skrevet med en liden, usikker Damehaand: — Fra lille Marius.