Gamlemor begraves
Gamlemor begraves.
(1893.)
ved Bordkanten uppe lês i si Bok
og tenkjer paa siste Ferdi“.
(Garborg: „Haugtussa“.)
Naar den unge kone kommer og tar styret, sætter gamlemor sig stille ned med bundingen. Stille finder hun sin plads borte ved peisen. Har ikke mere at gjøre selv nu, men de smaa kloge øine følger aarvaagent begivenhedernes gang. De følger den nye madmor paa hendes gang mellem kjøkken, fjøs og stabur, og ved, hvad hun vil i kjælderen, naar lemmen aabnes. Hun ved paa en prik, naar bjøllkua skal kalve, og naar den sidste fladbrødstøe er opbrugt. Men kom ikke og forstyr os med at fortælle om en gamlemor, som gjør dette paa en ubehagelig maade med skarpe blikke og spydige bemærkninger. Vi tænker paa en med milde øine, en, som enten har gode ord eller ogsaa ingen. Er hun misfornøiet med, at fladbrødstøen er for tidlig opspist, eller med, at de ikke passed bjøllkua godt nok den nat, den skulde kalve, saa kniber hun munden tæt sammen og sukker bare saa stilt, at ingen uden hun selv kan høre det.
Du mener, hun havde vel sine feil hun og? Tys, nævn dem aldrig mere, for nu ligger gamlemor lig.
Og det blev tyst paa den store gaard, da gamlemor slokned. Plogen stansed i akeren, og rokken stod stille i stuen. Tause glider de sørgende forbi hverandre. Tankerne arbeider stilt. De arbeider med at slette ud hvert ondt minde om gamlemor og med at trække frem alle de gode. Med kjærlighedens fine pensel gjør de et drag her og et der, saa minderne blir endda lysere og vakrere, end de var før. Og uden at nogen maner dem frem, kommer de myldrende, yrende, helt fra de allerførste dage.
End hvergang hun tog dem paa armen, naar de var trætte, naar hun trøsted, slig som ingen anden i verden kunde trøste, saa graaten stansed og taarerne blev til latter. End naar hun la fælden varsomt om dem den kolde vinterkvæld og dyssed dem i søvn med den hjemlige lyd af rokkens koselige surr, mens tyrikubberne lyste rødt borti peisen.
Og tankerne blir høitidsstemte: End dengang hun første gang fortalte dem om Gud, han, som bodde oppe mellem de blanke stjerner.
Minderne vokser, vokser som en flom om vaaren, truer med at sprænge brystet. Men de kan beherske sig, lar ikke følelserne helt faa magten. Viljestærke bøier de mindernes flom, leder den stilt ned i glemselens elv; der faar den ialfald hvile, til de faar bedre stunder, for nu skal gamlemors gravøl feires.
Væk med alt rusk og skrammel! Rent og fint maa det være, for gamlemor elsked alt drivende hvidt og alt skinnende blankt.
Slagt kalven, vi satte paa ifjor, og tag den allerfedeste vædden. Bryg og bag! Det er sidste gang, vi gjør noget for hende. Send Béarmanden ud i bygden, og lad ham gaa ind allesteder, for gamlemor havde venner i hver en gaard og paa hver en plads.
Og saa gaar det igang med puds og med stel værre end til jul. Rene, hvide gardiner kommer op bag blanke ruder, senger med lækre kalveskind og nye saueskindsfælder blir redt til de ventede gjæster. Mad stables op i dynger og hauger.
Gamlemor, — ingenting har de glemt undtagen din sparsomhed; denne dyd, som de gamle eied, men som de unge foragter, den har de glemt. Men dine aarvaagne øine følger ikke længer madmor paa stabbur og i kjælder; du ser ikke, hvor rømmen flommer, og hvor det synker i de store smørbutter. Men har du fundet det hjem, du fortalte dem om, det bag de blanke stjerner, saa ser du kanske derfra, at du var elsket i dit gamle hjem. Du har faat det høisind, som vi ogsaa paa jorden fyldes af, naar vi oppe fra fjeldets vidder ser ned til det smaalige liv i dalen, og — du tilgir dem baade det med rømmen og det med smøret.
Fladbrødstøerne faar staa i fred; slig kost er ikke fin nok i gamlemors gravøl. Nu knar de store deiger af bare melk og fint mel og kliner sirup og rømme paa hver eneste leiv. Og de gjør det, som værre er, de bager brød, smaa lækre runde, af bare rømmegrød og hvedemel nr. 000!
Bryd dig ikke om det, du gamlemor! Paa baasen staar dine gamle kjyr i rækker og rad og melker hver morgen og kvæld. Undres, om de ikke gir lidt ekstra-melk om dagen til ære for dig, til tak for hver gang, du strøg dem over halsen og gav dem varmedrikken tilkvælds?
Vel saa halvanden uge tar det at lage alting til. De vilde nok gjerne havt endda længer tid; men det gaar ikke an at dryge længer nu paa denne aarstid. Pintsen kommer snart ogsaa, de skulde ha gjort fra sig gravølet til helgen.
Og saa kommer dagen, en lys maidag med sprættende løv og fuglekvidder. Svalerne er netop kommet; de flyver om det kjendte tag og leder efter rederne fra ifjor. Gamlemor fik ikke hilse paa „sulua“ iaar; de kom, efterat hun var sloknet. Men saa mangen en gang har hun hilst dem velkommen, naar de kom med vaarbud efter den lange vinter med sne og mørke.
I 82 aar har gamlemor levet paa denne samme gaarden, et stille, indestængt liv mellem høie fjelde. Livet ude i verden kjendte hun ikke mere til end det, færdesmanden fortalte, naar han paa hjemturen fra byen fik hvile i hendes store, lune kjøkken. Men naar han kom, satte gamlemor rokken bort for at høre nyt, lidt fra denne rare verden, hun selv aldrig fik se. Hun hørte godt efter, og gløg var hun, saa hun havde nok greie paa noget af hvert.
Kom bare ikke og tro, at gamlemor var dum! Det kunde du heller aldrig tro, om du havde set hende sidde paa sin plads i storstuen, naar der var fremmede, med denne værdighed, som er de norske bondekoners.
Hun saa næsten fornem ud i sin sorte kjole, sort silketørklæde bundet i stive brætter om hodet, og sort silkeforklæde hængende stivt nedover skjørtet. Venlig bød hun gjæsterne sit „Velkommen tel“.
Men idag er ikke gamlemor paa sin vanlige plads. Hun er flyttet fra storstuen ud i et lidet rum i det nordre staburet, der, hvor et grantræ paa hver side af døren viser vei. Der ligger hun pyntet som en gammel hædret enkedronning paa parade.
Kl. 8 om morgenen er gjæsterne tilsagt. Men alt kl. 7 kommer den første. Det er Tang-guten, en af bygdens raringer, som er saa tidlig ude. For Tang-guten har ingen førdugur hjemme at sætte under med. Han er nok ikke gardguten, som navnet synes at antyde; det er bygdevittigheden, som har døbt ham slig. Han bare holder til paa Tangen, den vakre gaarden tversover elven; og sit underhold faar han af „kassa“, saa det er ikke hver dag, han venter slig kost som den, der vil vanke idag. Derfor stod han tidlig op og vasked af sig det meste af det, som sad i rynker og kroger — alt var det nu ikke at snakke om at faa med; takke til, han er blit saapas ren! Og selvbevidst skrider han ind gjennem grinden paa gravølsgaarden, for idag kommer han som gjæst, skal hverken borge eller tigge, som han pleier gjøre, naar han kommer med det tomme melkespandet sit.
„Jeg har ingen skillinger,“ pleied han da at si, „men skriv det op paa væggen, du.“
Og da lo gamlemor saa lunt, mens hun fyldte spandet hans: Det blev nok en lang rægle den paa væggen.
Idag gjøres ikke forskjel paa nogen; og Tang-guten indtar stolt sin plads mellem bygdens storfolk.
Men til gaarden kommer hest efter hest med sortklædte gjæster, som alle bærer kurver med madvarer. Det hører med at ha sending eller „bening“, som de kalder det.
I døren under granbarporten staar manden og konen og tar stilt og værdig imod. Over dem ligger noget høitidsstemt, noget mildt og godt, og nævner nogen med et deltagende ord festens anledning, ruller taarerne stilt nedover kindet.
Men gjæsterne bænkes, efterhvert som de kommer, rundt de lange, dugede borde, hvor alslags god mad staar stillet op i række og rad.
Efter frokosten samles alle inde i storstuen, hvor kjøgemesteren skjænker en dram. Tause tømmer de glassene; det er mindeskaalen for den døde.
I gravøl pleier de tømme mange slige mindeskaaler; men idag blir det bare denne ene, og vi tænker os, det er, fordi gamlemor ikke likte brændevin. Hun saa vel, det endte bestandig uhyggelig.
Saa kommer en og melder, at nu skal laaget skrues paa kisten, — om nogen vil se hende mer, saa faar de komme nu.
Og saa gaar et stille følge bort til gamlemor for sidste gang. Sønner og døtre sender hende et langt blik til afsked; smaabarna kiger halv ræd paa gammel-bæsmors hvide, stille ansigt, og ser spørgende paa far og mor. De, som ikke staar den døde saa nær, beundrer den blanke ligstas fra byen; andre syntes, det havde været vakrere, om de havde lagt hende ned slig, som de brugte før, i brursærken og i svart kjole og skrue-hue paa hodet.
Nu sidder laaget godt paa. Kisten blir prydet med kranser, bundet af lyng fra hendes egen friske skog. Og ud fra ligstuen bæres hun, ud i det blanke solskin, hvor svalerne synger i den vaarblaa luft, — tversover gaarden ind i storstuen, hvor kisten stilles foran bordet med de brændende lys. Herfra skal liget synges ud.
Og efter sørgetalen bæres gamlemor under salmesang ud fra sit gamle hjem.
Gjæsterne faar i en fart en kop kaffe; og saa drager de ud af grinden, et langt, stille følge.
De kjører den lange vei opad de bratte bakker til kirkegaarden.
Der gjemmer de hende bag kirkens tjærebredde væg i ly for nordenvinden.
Imidlertid dækkes de lange borde igjen; og i kjøkkenet steger og braser en hel hær af kokker.
Kl. 4 er følget paa gaarden igjen. Konen gaar ud for at tage imod; saa siger hun med et vakkert smil: „Alle, saa nære som én!“
Men gjæsterne glemmer en stund ved bordets glæder dødstankerne. Ret efter ret med fed, solid mad gjør sin runde om bordene. Og Tang-guten, som er mest vant til ingenting at faa til middag, siger ved den fjerde ret: „Jeg mener, dem vil sprænge os sund!“
Efter middagen blir stemningen mere gemytlig og belivet. Smaa pratende klynger staar hist og her. Konerne fortæller hinanden om væven, de nys har sat op, og mændene tar fat paa politiken. En af lærerne, som er høiremand, har faat tre af bygdens bedste mænd med sig bort i en krog. Han sidder andføttes mod dem, røger af sin korte snadde og udbreder sig halvhøit over Ullmanns udtalelser mod Stang i tinget: „Tænke sig til slige ord i Norges nationalforsamling!“ Han ser udfordrende paa de tre venstremænd; men de smiler lunt og siger ham ikke imod idag.
I en anden klynge gaar det lige saa fredelig til. Venstremændene høres af lutter velvilje næsten yngre-konservative ud, og en ivrig høiremand har faat et betænkeligt skjær af radikalisme over sine meninger.
Vi klyper os i armen og tror, vi er flyttet over til en anden klode — nei, det er gamlemor, som er flyttet. Men idet hun drog, efterlod hun noget, og det var den fredens aand, hun elsked saa høit i livet. Derfor gaar samtalen lun og fredelig, selv over de brandfarlige steder.
Konerne sidder om kaffebordet og blir i en fart enige baade om farven paa værkenet sit og om, hvad slags vævske de skal bruge, mens høiremændene rusler gemytlig op og ned af gulvet og danner et nyt moderat parti.
Koseligt og fredeligt er der i hver en krog. For idag hviler gamlemors aand over huset.