Gamle Danse
Gamle Danse.
Vi strævede virkelig ærligt, svingede os selv og svang vore Damer, skjønt mange vare drøie nok at faa rundt; for vi vare ikke budne til Bals; denne Dans var en Overrumpling.
Vi havde spist til Middag i god Tro — ialfald den fremmede Fætter; og mens jeg stod og tænkte paa Kaffe og ingen Fare, begyndte der at myldre med Ungdom, som havde spist oppe eller nede eller hjemme eller ikke eller Gud ved hvor; og Dørene fór op igjen til Spisesalen, som var ryddet med Trolddom, to og to kastede sig over hinanden, to over Klaveret, og en to tre! var der Gallopade, før jeg ret kom til Besindelse.
Den forlod mig strax igjen, idet jeg fik et frygteligt Hug i Hjertekulen; det var Onkel Ivar selv, som raabte:
„Se saa — Gut! — ind og rør Beina dine! staa ikke der som en snottet Kammerjunker, men vis hvad Kar du er med de lange Pibestilkene, Vorherre har sendt dig ud paa.“
Saaledes var Dansen begyndt; og skjønt jeg slet ikke ligte Onkels Maade at arrangere paa, saa tog jeg fat i al Godmodighed; og vi strævede ærligt — det tør jeg sige — baade med Kusiner og de lettere Tanter.
Efterhaanden blev vi endogsaa livlige; og alt kunde vist gaaet i Fred og Glæde, naar bare ikke Onkel havde sat sig i Hovedet, at vi ikke gjorde Fyldest i Dansen, især ikke vi Kavalerer.
„Er d e t Dans at byde Folk!“ raabte han foragteligt; „der gaar de og tvin'er og tripper saa tyndbente som Blyanter og Knækparasoller. Nei! da var der andre Lægger og Laar i min Tid — huf Gutter! — det var Dans — det!“
Vi holdt Hovedet høit og satte ivei, saa det peb om Ørene; men hver Gang Onkel Ivar passerede Balsalen, blev hans Stiklerier mere nærgaaende, saa vi sled os næsten ud, for at være — den ene „sprækere“ end den anden.
Men hvad hjalp det! — for hver Gang Onkel vendte tilbage fra sin Runde gjennem Røgeværelset, hvor han svalede sit Hoved nede i en uhyre Ølbolle, vendte han bestandig modigere tilbage, og tilsidst havde han ølet sig saa længe i Svalebollen eller svalet sig saa længe i Ølbollen, at Modet ikke var til at betvinge.
„Afvei med disse langskrævede Flamingoer,“ raabte han; „nu skal I faa en ægte national Dans — Gutter! — kom Tante Knoph; — vi to Gamle skal gjøre Skam paa denne usselige Ungdom nutildags.“
„Aa, nei da. Kjære! lad mig være fri,“ bad den skikkelige Fru Knoph; „husk paa, vi er gamle nu begge to.“
„Fanden er gammel,“ lo Onkel lystigt; „du var den sprækeste blandt Jenterne; og jeg var vel ikke den laakeste blandt Gutterne — ved jeg! — kom saa — Gamle!“
„Aa nei da. Kjære Ivaren min! maa jeg ikke faa slippe da du!“ bad Fru Knoph saa bønligt. Men hvad hjalp det? Salen blev ryddet, Plads maatte der være, og vi elendige Flamingoer blev klint opad Væggene for ialfald ikke at være i Veien.
Alle de unge Damer var fortrydelige over Afbrydelsen, og vi Herrer mer eller mindre mugne over alle de lidte Forhaanelser; men Damen, som skulde spille, var ganske fortvivlet; hun havde bare faaet Ordre til at spille noget ægte nationalt: og hvor meget hun end spurgte, hvilken Dans det skulde være, saa fik hun ikke anden Besked, end at Onkel plirede polisk op over Brillerne og bandte paa at det skulde blive en anden Dans det!
For Onkel Ivar kunde vist „Sønner af Norge“ være god nok til enhver Dans; og hvad selve Dansen angaar, saa var Musiken i Grunden ikke saa vigtig, som det senere viste sig! det gik nemlig saaledes til.
Ind kom Onkel Ivar sveisende; den ene Arm i Siden, den lange, skikkelige Fru Knoph under den anden; han placerede hende med et chevalerisk Sving midt paa Gulvet, bukkede som de ældre galante Herrer med Hovedet helt nede mellem Benene og Armene hængende foran, men rettede sig derpaa raskt i Veiret og saa sig omkring med et udfordrende Smil.
Onkel Ivar uden Kjole med opknappet Vest var et Syn at se i en Balsal. Glinsende rød i Skallen, en Flip op og en ned. Løskraven puttet under et Par hjemmehæklede Seler, som var grønne; to hvide Bændelbaand hængende; en Tut Uldskjorte hist og her.
Men for Selerne fik man Agtelse, naar man saa, hvad de bar, en Buxeklaf foran saa stor som en Breifok og bag — jeg er vis paa, man kunde skrevet Konstantinopel tvers over — fuldt ud — med stor Skrift.
„Huf Gutter!“ raabte Onkel og klaskede Næverne sammen; „nu skal I Pinedød se Dans, som duger!“ og saa begyndte den.
Ialfald tror jeg, det var her, den begyndte, thi — som det vil vise sig — er det ikke ganske sikkert: det gik nemlig videre saaledes til.
Musiken klemte paa med et eller andet nationalt; Onkel svingede med Armene og sprællede lidt med Benene, plirede elskovsfuldt over Brillerne op til gamle Fru Knoph.
Al Opmærksomhed var nu samlet om Onkel Ivars Ben; thi det var klart, at efter de smaa indledende Trin skulde det gaa løs; og jeg stod og tænkte paa, om han vilde fare hen i Luften over Fru Knoph eller bare spænde hende Kappen af Hovedet.
Det kunde ligne ham; og det er slet ikke sikkert, om han ikke ogsaa tænkte paa noget lignende; thi man kan — som det vil vise sig — ikke vide det; det gik nemlig endvidere saaledes til.
Idet Onkel Ivar efter nogle smaa Dilt samlede sig til det afgjørende, satte han med Vælde Fødderne i Gulvet.
Men — som han havde traadt i Grønsæbe, saa lynsnart gled Hælene frem under ham, Benene sprat i Veiret, og dermed faldt hele Onkel Ivar baglængs paa Konstantinopel og klaskede Skallen i Gulvet, saa det drønede i alt Huset.
Ja, der laa han udstrakt i al sin Rondeur med Breifokken i Veiret midt for Fødderne paa den skikkelige Fru Knoph, der lignede et forladt Taarn i Ørkenen.
Jeg var ugudelig nok til at lade de andre samle ham op, han kunde jo ikke gaa i Stykker, jeg kjendte den konstantinopolitanske Arkitektur; — jeg listede mig ud i Gangen og lagde mig til at le opad Trappen, saa længe jeg orkede.
— Men siden har jeg mangen Gang tænkt, hvad mon det var for en Dans?