Gabriel Finne: „Doktor Wangs børn“
Gabriel Finne: Doktor Wangs børn
er i merkelig grad en umiddelbar bog. Herpaa beror baade dens fel og fordele; — fejlene, fordi forf. hele tiden ser personer og forhold bare fra en side; — fordelene, fordi hans ensidighed meddeler sig til os, og gjør os harm paa samme maade, som forf. selv var det, da han satte sig ned for at skrive. Man merker, at bogen er skreven i et træk; derfor gjør den paa en maade et helstøbt indtryk. Ser man nøiere efter, finder man, at denne forf. paa sit nuværende udviklingstrin gjorde rettest i at gribe emnet, som skeet er.
Themaet er gammelt nok: misforholdet mellem forældre og børn i et stengt, snevert hjem under fastgroede, indgroede fordomme. I vor litteratur har vi gode bøger om dette, vi har fru Collets Amtmandens døtre, Jonas Lies Kommandørens døtre; fra sidste kuld Collet Vogts Familiens Sorg, og nu denne Gabriel Finnes bog.
Der er en væsensforskjel mellem disse ældres og de yngres maade at se og behandle sit stof paa. Forskjellen er ikke alene den, at de ældre har skrevet sine bøger paa et mere modent alderstrin, at de har seet mere og reflekteret mere over det sete, saa at skildringen giver større forstaaelse af alle forhold. Forfatternes forskjellige modenhedsgrad giver dog ikke den hele forklaring, denne er at søge i forskjellen mellem det ældre og det nyere slegtled. Jeg tror at træffe det væsentlige ved at sige, at de unge er bleven sintere, utaalmodigere, mere udfordrende, ellers vilde ogsaa de ventet, til en mere udviklet alder havde givet dem oversigt over de vanskelige forholde, de har indladt sig paa at skildre.
Men netop fordi de ikke har kunnet, fordi sinnet saa at sige er løbet af med dem, netop derfor er begge disse bøger saa friske. Baade i Collet Vogts og Gabriel Finnes bøger er der slemme tegnefeil, eller om man vil, for kort perspektiv, fordi maleren har staaet for nær sit forgrundsmotiv. Børnene er set for stort og forældrene er bleven for smaa, rene staffagefigurer.
Dette er delvis skeet med vilje, men jeg tror ikke, jeg feiler, naar jeg mener, at forf. har følt, at de ikke helt har kunnet magte forældrene, og derfor har ladet dem blive skisserede.
En bog som Gabriel Fimnes viser et paafaldende talent; han har en sjelden evne til at give en scene, tegne et billede, og han gjør det paa sin egen maade, hvor han er heldigst, og selv hvor han minder, — f. eks. om Alexander Kielland, — er stiliseringen saa frisk, at man ikke stødes formeget.
De, som harmes over bøger som doktor Wangs børn og Familiens Sorg, disker altid op med privathistorier, men hvad vedkommer de et litterært arbeide som saadant? Det er godt eller ikke, aldeles uafhængig af, hvem der har staaet model, og jeg synes, man skulde spare lidt paa medlidenheden med modellerne og heller tænke over, om det kanske ikke er et tegn til sundhed heller end til forderv, at unge mennesker skriger lige ud fra disse trange, triste og raa norske hjem, hvor religion og legemsstraffe veksler som døivningsmidler mod den hellige frihedstrang hos mennesket.
Nu kan de ikke vente længer, de norske forfattere med talent, kan ikke vente til de som Jonas Lie og fru Collet selv er bleven far eller mor. De skildrer fra sønnernes stade, og deres skildringer virker som skrig, harmfulde skrig. Fordi de har talent, blir skrigene artikulerede og gjør sin virkning; de baade høres og forstaaes. Derfor vækker de ogsaa forargelse; men vi har nu forhaabentlig erfaring nok for den ting, at de slet ikke altid har uret, de, fra hvem forargelsen kommer.
— „Men de er skrevne ud fra et saa ukjærligt standpunkt“ — siges der. Kjærlighed er et følelsesprodukt — som had f. eks. Og hvad Collet Vogt og Gabriel Finne skildrer, er jo netop hjem, hvor kjærligheden ikke kan trives. Forfatternes ære blir det netop at have givet os det umiddelbare indtryk af ukjærlig- heden. At de med kunstnerisk samvittighedsfuldhed har undgaaet al sødladenhed, vil blive dem tilgivet af alle som ved, at det ikke bare er de pene gutterne, som kommer sig frem. At være eller have været lidt paa kant med verden giver en synsvinkel, der slet ikke er saa værst, naar verdens daarlighed skal skildres.
Irgens Hansen.