Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
Friedrich Nietzsche af Ola Hansson.[1]
Inden menneskehedens elitekorps, der dannes af de banebrydende aander, kulturheroerne, gives der to hovedgrupper og to grundtyper.
Paa den ene side de, hvis gjerning er at give en allerede forhaandenværende strømning raskere fart, at lade en tidskarakter fremtræde i skarpere relief; de, der afslutter og fuldender det ideal, som den nærmest forangaaende generation stræbte henimod; de, der ganske vist gaar foran toget, men som dog gaar i den samme retning, i hvilken masserne gaar.
Paa den anden side de, som svømmer mod strømmen; som gjør front mod den blindt og i vante spor fremstormende menneskehed for at vække den af dens hypnotiske søvngjængeri; — omskaberne af grundværdierne, kulturens nybyggere, de aandelige opdagelsesreisende, der viser udviklingens nye veie og giver menneskeslegten nye suggestioner.
De første danner slutningsled af en kjede, der strækker sig tilbage i forgangne tider og nu er helt udrullet; de sidste danner det tilsyneladende lille nøste, der nu skal til at afvikle sig, som skal vise den søgende menneskehed veien i de kommende tiders labyrinther.
De første, de store fuldkommere, anførerne, kan i dag have en tung nok lod, men er sikre paa, at en tro tilhængerskare, der har fulgt deres spor og i kort tid er vokset fra en minoritet til en majoritet, vil kanonisere dem i morgen. De andre, opdagerne, profeterne, regner med større tidsrum. De ligner fyrtaarne, der kaster deres skin udover verdenshavet til den fjerneste horizont, og deres seer-ord henklinger i førstningen svarløst i det mennesketomme øde som store havfugles vingeslag over endeløse vandflader. De første er store, maalte med dagens alen, de sidste kaster sine skygger henover aartusinder. De førstes virksomhed er paa det store udviklingshav som en liden bølge; de sidste er som stormcentrerne, hvorfra de store bølger udgaa.
Saadant et stormcentrum og udgangspunkt synes mig Friedrich Nietzsche at være.
Han blev født 15de oktober 1844 i Röcken ved Leipzig og vokste op i den lille by Naumburg ved Saale, hvor hans far var prest. Under den berømte filolog Ritsche studerede han først i Bonn, siden i Leipzig og blev i 1869 professor i Basel. I 1877 maatte han af helbredshensyn søge afsked, den han ogsaa, med fuld pension af staden Basel, erholdt. Siden førte Nietzsche et trækfugleliv i Syden, Schweiz, Sydfrankrig og Italien, indtil hans tragiske skjæbnes uhyggelige slutningskatastrofe indtraadte. Hans familje hørte saavel paa fædrene som paa mødrene side til dem, inden hvilke disposition for sindssygdom fra generation til generation forplanter sig. — —
— Nietzsches afsky for enhver art af tvang, den hans væsen iboende fordring paa absolut ubundethed, gir sig ogsaa udtryk i hans eiendommelige maade at skrive paa. Som bekjendt er alle de bøger af Nietzsche, der er tilblevne efter hans livs store krise: frafaldet fra Richard Wagner, — samlinger af aforismer. Det er begribeligt, at hans arbeider maatte faa denne og ingen anden form, naar man betænker, paa hvilken maade de er tilblevne. Nietzsche forfattede alle sine senere værker paa staaende fod, i fri luft, under spadserture i schweiziske bjerge eller hvilende i et eller andet italiensk landskab. Der fæstede han hele den brogede vrimmel af tanker, indfald, syner, aperçus, der under saadant et nobelt dolce-far-niente-liv drog gjennem hans sjæl, til de løse blade af sin notitsbog. Saaledes formaaede han aldrig at sammentrænge sin epokegjørende verdensanskuelse til et afsluttet og afrundet system; men til gjengjæld har ogsaa hver mindste sætning fra hans haand et uforlignelig friskt arom, — en friluftsstemning af ungt grønt og morgensol.
Nietzsches første arbeider — de, der falder før den store krise i hans liv, havde to centrer, om hvilke de afleirede sig, to hovedideer: den nye kultur, og det nye menneske, der skulde levendegjøre kulturen.
De første arbeider efter krisen har som kjendetegn: den tilfrisknendes lyse syn paa livet, solskinsstemningen, men samtidig: en grusomt indtrængende analyse.
Solskinsstemningen fortætter sig. Den faar omrids og blir en idealskikkelse: den store ensomme, banebryderen, nedriveren, livsbejaeren, den som forandrer alle værdier. Og analyserne fordobler sig, lægger sig tæt indtil hverandre, kitter sig sammen til grundlag for en ny morallære og en ny kultur. Idealskikkelsen blir hautrelief, blir fritstaaende statue, blir kjød og blod og levende væsen i „Also sprach Zarathustra“. Moralen faar en bestemt formulering i „Jenseits von Gut und Böse“ og i „Zur Genealogie der Moral“. Saaledes spænder der sig en høi og bred bro mellem begge endepunkter af Nietzsches forfatterbane, og over den skrider det kjødblevne ideal, ligesom engang Moses fra Sinai med lovens tavler i sine hænder.
Da Zarathustra var 39 aar, gik han op i bjergene. Efterat han havde tilbragt 10 aar i ensomhed der, vendte han tilbage til dalen; thi han elskede menneskene og vilde lære dem sandheden at kjende. Men da han paa torvet, foran folkets forsamling, talte om livsspørgsmaalene, de dybe og de høie, da lo de af ham, og der var is i deres latter. Det største menneske og det mindste saa for Zarathustras øine lige ud: de var begge „all zu menschlich“. Et frygteligt syn mødte ham: menneskene laa søndersplittede og omstrøede som paa en slagmark; og da hans blik gled tilbage over de svundne tider, mødte ham det samme skuespil: stumper, stykker, lemmer, men ingen mennesker. Og alligevel: saa ængstelig som han var, maatte han le over det, han saa. Aldrig havde hans øine set noget saa broget. Malte med femti flekker paa ansigt og lemmer, saa sad I der til min forbauselse, I samtidige. Og med femti speile omkring jer, der smigrede og eftergjorde eders farvespil. Fuldskrevne med forgangenhedens tegn, og disse tegn igjen overpenslede med nye tegn; saaledes havde I gjemt eder godt for alle tegntydere. Alle tider og folk blinker broget ud af eders slør; alle sæder og alle slags tro taler broget ud af eders gebærder. Den af eder, som tog af sig slør og overdrag og farver og gebærder, netop nok vilde han beholde tilbage til at skræmme fuglene med. Sandelig, jeg selv er den skræmte fugl, der engang saa jer nøgne og uden farve, og jeg fløi min vei, da benranglet tilvinkede mig kjærlighed.“
Zarathustra vil ikke mere tale til folket; for sidste gang talte han til en død. Livet er en kilde til lyst: men pakket har forgiftet alle brønde. Mange, der vendte sig bort fra livet, vendte sig blot bort fra pakket. Mange, som gik ud i ørkenen og led tørst med rovdyrene, vilde blot ikke sidde sammen om cisternen med skidne kameldrivere. Jorden har en hud; denne hud er fuld af skabbede udslet; et af disse er mennesket, den overflødige, den altformange. Hvor ensomheden ophører, begynder torvet, men hvor torvet begynder, begynder taskenspilleries larm og summet af giftige fluer. Zarathustra er ensommere blandt de altformange, end da han havde ørknernes ensomhed til selskab og til ven.
Zarathustra vender tilbage til bjergene, og da blir hans vilde visdom frugtsommelig. Til folket vil han ikke mere tale; men de ensomme vil han vise regnbuen og alle trappetrin, der fører opad til overmennesket. Han sidder i fjeldet med sine dyr ved siden af sig, ørnen, det stolteste dyr under solen, og slangen, det klogeste dyr under solen. Og saaledes taler han til sine lærlinge:
En gang var aanden gud; saa blev den menneske, og nu er den bleven pøbel. Modige, sorgløse, trodsige, forvovne, saadan vil visdommen have os; den er en kvinde og kan kun elske krigsmænd. Krigen og modet har fuldbragt større ting end nogensinde kjærligheden til næsten. Foragt for jorden, foragt for legemet, den syges foragt for jord og legeme, er ingen trappetrin til overmennesket.
Pøbelen trænger sig om taskenspilleren paa torvet; men verden dreier sig umerkeligt om den, som skaber nye værdier for tingene. Jeg elsker alle, der er ligesom tunge draaber, som en efter en falder fra dunkle skyer; de ser, at lynet kommer, og som seere gaar de under. Se, jeg er en seer af lynet og en draabe fra skyen; men denne draabe heder overmenneske. Død er alle guder; kun vil vi, at overmennesket skal leve.
Man prædiker om lighed mellem menneskene! Det er vanmagtens tyran-vanvid, der skriger efter lighed. Men glemmer ikke, at naar de kalder sig de „gode og retfærdige“, saa mangler der dem intet i at være farisære — uden magten. Thi det er min tale: menneskene er ikke lige. Og de skal hellerikke blive det. Hvad var vel min kjærlighed til overmennesket, hvis jeg talte anderledes? Paa tusind broer og stier skal de trænge ind i fremtiden. Godt og ondt, rig og fattig, høi og lav og alle navne paa værdier: vaaben skal de bære og klirrende tegn paa, at livet bestandig maa overvinde sig paany. I høiden vil livet bygge sig, med piller og afsatser; i fjerne vidder vil det skue. Og behøves høiden, saa behøves afsatserne, og modsigelserne mellem afsatserne, mellem de opstigende. Stige vil livet, og stigende overvinde sig. Kun hvor der gives grave, gives der opstandelser. Og denne hemmelighed sagde livet til mig: „Se,“ sagde det, „jeg er det, som bestandig maa overvinde sig selv.“ Sandelig, jeg siger eder: godt og ondt, som er uforgjængeligt, gives ikke. Ud af sig selv maa det bestandig overvinde sig paany. Med eders værdier og navne for godt og ondt udøver I magt, I værdierskabende: og det er eders hemmelige kjærlighed. Men en sterkere magt vokser frem af eders herredom og en ny overvindelse, som sønderbryder egget og eggeskallet. Og han, som vil være en skaber i godt og ondt, sandelig, han maa først blive en tilintetgjører og sønderbryde værdier.
De gode var altid begyndelsen til enden. De gode hader den, som sønderbryder lovens tanke og de gamle værdier; de kalder ham bryder, lovbryder, forbryder, og korsfæster ham. Ikke mere at ville, ikke mere at sætte værdier, ikke mere at skabe, — evig blive mig denne store træthed fjern! At skabe, det er forløsningen fra lidelse; viljen befrier; det er den sande lære om viljens frihed. Jeg gik gjennem folket og havde mine øine aabne; det er blevet mindre og blir mindre bestandig; det volder eders lære om lykke og dyd. Bestandig saa megen svaghed som godhed; bestandig saa megen svaghed som medlidenhed. Dyd: det er for dem det, der gjør tam. Snart vil de staa som tørt græs, tørstende efter vand eller ild. O signede stund, da lyset kommer!
— Overmennesket: i det ord ligger, at mennesket er noget, som maa overvindes; det er en bro, intet maal. Du og I alle, I maa overvinde eder selv af kjærlighed til overmennesket. Der, hvor staten ophører, se dog derhen, mine brødre; ser I den ikke, regnbuen og broen til overmennesket? Ikke kjærlighed til næsten lærer jeg eder, thi det er eders slette kjærlighed for eder selv; heller ikke kjærlighed til kvinden lærer jeg eder, thi var det ikke bedre at falde i morderhaand end i en brunstig kvindes drømme? Men vennen lærer jeg eder, han være eder jordens salt og en anelse om overmennesket! Fri kalder du dig! fri hvorfra? Hvad bryder Zarathustra sig derom? Men klart dit øie skal forkynde mig: fri hvortil? Kan du selv give dig dit godt og ondt og ophænge din vilje over dig som din lov?7 Du maa brænde i dine egne love; hvorledes skal du ellers kunne blive ny, naar du ikke først er bleven aske? Du ensomme, du gaar den skabendes vei: en gud vil, at du skal skabe dig selv af dine syv djævle. Den, som er folket forhadt som ulven hundene, det er den frie aand, lænkefienden. Fri fra trællenes lykke, fri fra guder og tilbedelse, uforfærdet og frygtelig, stor og ensom: saa er den sandrues vilje. Han kjender ogsaa den sværeste af alle kunster, den: til rette tid at — gaa. Fri til døden og fri i døden; en hellig neisiger, naar der ikke mere er tid til ja: saa forstaar han sig paa liv og død. En lykke alene kjender han ikke: den modtagendes lykke. Se, det er min fattigdom, mine brødre: at min haand aldrig hviler ud fra at give. Det er lysets fiendtlighed mod alt, hvad der lyser.
Men I ensomme fra i dag, I skal engang være et folk; af eder, der har udvalgt eder selv, vil et udvalgt folk opvokse: — og af dette overmennesket.
Saa talte den vise Zarathustra.
Gjennem hele menneskehedens historie gaar en forbitret og aldrig hvilende strid mellem to modsatte moral-idealer, mellem to i princip og resultat fiendtlige værdsættelser af tingene: af livet, mennesket, legemet, sjælen, handlingerne, sindstilstanden, drifterne. Det er striden mellem herremoral og slavemoral, begge karakteriserede gjennem sine værdibestemmelser: god—slet, god—ond.
Oprindelsen til denne morallære og værdibestemmelse er ifølge Nietzsche følgende:
De fornemme, mægtige, høitstaaende, høisindede betragtede og vurderede sig selv og sin handlen som god, d. v. s. som førsterangs, first rate, i modsætning til de lave, lavtsindede, gemene og pøbelagtige. Formedelst denne „distancens pathos“ tog de sig ret til at skabe værdier og præge værdibestemmelser. Det er ophavet til værdibestemmelserne god—slet (altsaa ikke den uegoistiske handlings nyttighed, som de engelske moralgenealoger mener). Til denne genealogiske teori er Nietzsche ganske væsentlig kommen ved de fingerpeg, etymologien indeholder, ved undersøgelsen af hvilken betegnelse de forskjellige sprog havde for begrebet „god“. Han fandt, at de alle førte tilbage til en og den samme hbegrebsforvandling, at „fornem“ overalt, som standsbetegnelse, var grundbegrebet, hvorfra „god“ i betydningen „Sjæleligt-fornem“ udviklede sig, og at der, parallel med denne udvikling, løb en anden, i hvilken den lavere kastes karakter flød sammen med begrebet af det „sjæleligt-slette“ (det bedste eksempel er identiteten af de tyske ord schlicht [jevn] og schlecht [slet]).
Et ganske andet ophav havde derimod slavemoralen. Medens al aristokratisk moral vokste frem af en triumferende „ja“-sigen til sig selv, begynder slavemoralen med at sige „nei“ til det, der er udenfor den, til det „andet“, til „ikke-jeget“; og det er dette „nei“, som er dens skabende daad. Slavemoralen maa, for at opstaa, have en ligeoverfor og udenfor sig staaende verden; den trænger, fysiologisk talt, ydre indvirkninger for selv at blive sat i virksomhed; — dens handlen er kun tilbagevirkende. Et modsat forhold fandt sted ved den aristokratiske værdibestemmelse; denne virker og vokser ud af sig selv og opsøger kun sin modsætning for endnu mere taknemmeligt, endnu mere jublende, at kunne sige „ja“ til sig selv; dens negative begreb er „gemen“; — „slet“ er bare et senere, blegt gjenbillede. Slavemoralen derimod udgaar fra noget negativt, fra det hos fienden (d. e. herrerne) som modsætning iagttagne; dette blir stemplet som „ondt“.
Paa denne maade ser vi den grundvæsentlige forskjel mellem begrebet „slet“, der er af fornem herkomst, og begrebet „ond“, der er udsprunget af de lavtstilledes had til herrerne. Det første er en skabelse paa efterhaand, noget ved-siden-af; en komplementærfarve; det sidste derimod er originalen, begyndelsen. Men ligeoverfor disse to, indbyrdes saa forskjellige vurderingsbestemmelser staar en og den samme værdibetegnelse „god“. Dette begreb „god“ er imidlertid ikke et og det samme i de to tilfælde. Thi hvad er slavemoralens „ond“ andet end herremoralens „god“, — betegnelsen for den fornemme, den mægtige, herren, men omfarvet, omtydet, seet med slavens øie.
Mellem disse to instinktivt modsatte typer af moralsk vurdering er der gjennem menneskehedens hele udviklingshistorie blevet kjæmpet en forbitret, aldrig hvilende kamp. I prestekasten blev slavemoralen først forædlet, forfinet, lutret; thi prestekasten bestod af de svage, de syge, i hvis interesse det laa at vende herremoralens værdier om. Med jøderne, denne hadopfyldte prestekaste, begyndte slaveoprøret i moralen. Jødedommens historiske virksomhed fortsatte sig saa under kristendommen. Af jødedommens hadmoral vokste kristendommens kjærlighedsmoral som kronen vokser af stammen. Jesus af Nazaret, det legemliggjorte kjærlighedsevangelium, — førte ikke han, historisk, ad en omvei tilbage til de jødiske værdibestemmelser? Har ikke Israel netop gjennem denne sin største modstander naaet det sidste maal for sin ophøiede hevnsyge og under korsets tegn to aartusinder igjennem triumferet med sin hevnmoral over hint fornemmere ideal, der hævede sig inden menneskeheden? Judæa mod Rom — det var slavemoralen i kamp med herremoralen. Judæa har seiret. Vistnok opstod under renaissancen det antike ideal paany, den aristokratiske vurderingsmaade, og dens sidste aftenrøde hvilede over Frankrig under l’ancien régime; men med de to store plebeiiske bevægelser: den tysk-engelske reformation og den franske revolution, styrtede antikens tempelrester sammen, og paa dem byggede saa det 19de aarhundrede sin uhyre arbeiderkaserne. Det moderne demokrati er den sidste udløber af den plebeierdom, som svang sig til magten ved hjælp af kristendommen. — Hvad indeholdt dette ideal?
Dets herskende element er det altruistiske. Det har gjort dyder af alle den svages, den undertryktes, den syges mangelagtigheder og brændemerket den glade, herren, med misdæderens tegn. Det har forherliget alle de egenskaber, ved hvilke det kunde opretholde sig selv i livskampen: kjærligheden til næsten, medlidenheden, selvopofrelsen. Det er et livsfiendtligt, et asketisk ideal, som lagde verden ind under evighedens tunge slagskygger.
Først og fremst har det i sin lære om ond samvittighed, synd, skyld og straf, løsladt en sand hærskare af pinere mod menneskeslegten. Den onde samvittigheds opstaaen forklarer Nietzsche paa følgende maade: Den første stat blev grundet derved, at en herskerrace undertvang en i antal overlegen befolkning, der manglede modstandskraft. Disse halvdyr, der var vante til at streife frit omkring, blev nu stukne i fællesskabets tvangstrøie; det var omtrent, som om vanddyr pludselig blev overflyttede til det tørre land. Alle instinkter, der tidligere havde vendt sig udad, vendte sig nu indad, eftersom de ikke længer fik virke i den naturlige retning; det vilde, omstreifende menneskes instinkter vendte sig mod mennesket selv —: grusomheden, forfølgelsessygen, tilintetgjørelsestrangen, behovet af en fiende at slaaes med. Den drift, der er den centrale og fremherskende i menneskeslegten: frihedsinstinktet eller evnen til magt, vendte sig — pludselig og voldsomt afspærret fra al virksomhed udadtil — mod de indre, sjælelige fremtoninger. Dette dyr-menneske, som man vil tæmme, og som river sig tilblods mod burets stænger, denne hensmægtende, fortvilede fangne, der med engang er bleven afspærret fra sin tidligere, naturlige, dyriske tilværelse, opstiller sine egne gamle instinkter som noget, der skal bekjæmpes, undertrykkes, tilintetgjøres. Saaledes blir det, der engang var naturens kjerne, til „ond samvittighed“. Denne nye fremtoning: mennesket med den onde samvittighed, tilegner sig saa de religiøse fordomme om en skyld imod Gud, og derved blir sygdommen dreven til sin frygteligste og høieste spidse. Mennesket fatter i Gud den sidste, yderste modsætning til sine dyre-instinkter og tyder nu disse selv om til skyld imod Gud. Han spalter sig i modsætningen mellem Gud og Djævel; hvert „nei“, som han siger til sig selv og sit væsens urnatur, blir ham et „Ja“, et værende, noget legemligt, virkeligt, en Gud, en anden verden, evighed, helvede, en uendelighed af skyld og straf; saaledes frigjør han sig.
Hvad betyder et asketisk ideal? Det udspringer af et udartet livs skyld- og bods-instinkter. Det er et kunstgreb, opfundet for at binde den fortvilende til livet. Menneskets jordiske tilværelse manglede mening og maal; mennesket led under sin tilværelses uløselige gaade. Det var ikke lidelsen selv, det led mest under, men denne lidelses hensigtsløshed. Her kom det asketiske ideal mennesket til hjælp, det lærte ham at betragte al lidelse under straffens synspunkt. Den onde samvittighed blev omtydet til synd; lidelsen blev straf. Det var den religiøse fortolknings største og følgerigeste kunststykke; den syge var gjort til forbryder, men viljen var reddet, livet havde faaet en betydning, menneskets stræben en mening. Det var ganske vist en vilje mod livet, mod legemet, mod jorden, en vilje mod skjønhed og lykke, en vilje til intet; men en vilje var det dog.
Netop i vore dage har slavemoralen vendt sit ideal ud, og dens indvolde ligger blotte for alles øine. Den nutidige slegt lider under alle følger og farer af denne moral. Vi stirrer den mennesketype, den gjennem aarhundreder har opammet, i ansigtet og gribes af gru —: det er haderens aasyn paa slavens legeme. Europas udskud tilsmudser med sin befingren gudsbilledet i menneskehedens allerhelligste. Ulyst, ekelhed ved livet, træthed og modbydelighed overfor menneskene — æder som en snigende svamp marven ud af slegtens rygrad og borer sig ind i de ædleste dele af organismen. Man forstaar alt og elsker intet, skatter intet, begeistres for intet; man har mistet smagen og kalder det objektivitet, man har tabt sjælens lugtesans og kalder det „dilettantismus“; man er impotent som en olding og skjuler elendigheden med sminke og brogede lapper af ord. Lighedsprincipet, prædiket af skrighalse paa torvene og sat i system af filosoferne, svinger over den samlede menneskeheds hoveder sin uhyre sigd, vidt omfattende som en regnbue, paa det at ét hoved aldrig skal kunne hæve sig op over et andet. Sygen angriber selve videnskaben, løber gjennem dens aarer som en snigende bedøvelse; engelsk spidsborgervisdom og fransk feminisme parrer sig og frembringer „de moderne ideers“ krøblingeslegt; forskeren blir en kortsynet specialist, der omsætter sin egen vanmagt i foragt for alle synthetiske opgaver, og filosofien selv nøier sig med at presse essensen ud af nutidens sammenhobede viden eller med at destillere de uegennyttige instinkter saa længe, til de blir de eneste værdier, paa grundlag af hvilke man trøstig kan sige nei til livet og til sig selv.
Derfor, siger Nietzsche, trænger alt netop nu til en radikal omvurdering af alle værdier — Umwerthung aller Werthe. Det gjælder om at bringe herremoralen i høisædet igjen. Ud af verden med den onde samvittighed, de asketiske idealer. Og maa I have et tegn, saa ophænger paa himmelen et flammende spørgsmaalstegn, — det store spørgsmaalstegn, der staar bag det ord: hvad betyder viljen til sandhed? — for at menneskene i dets lys kan finde veien til hinsides godt og ondt. Lad den store fare komme, som tvinger slegten — der har sat sit høieste maal i at søge alle kilder til frygt udtørrede — til at drage kniven af sliren.
Alle stænder blander sig i vor tid, og alle nationaliteters eiendommeligheder løber sammen i et totalbillede; allerede antyder en fin, tydelig linje fremtidens store spaltning i en herrekaste og en slavekaste. Naar vil han komme, den nye tids førstefødte, den cæsariske kulturoptugter, den onde, den frygtelige, den tyranniske, halvt rovdyr, halvt slange, taknemmelig mod Gud, djævel, faar og orm i sit indre, nysgjerrig indtil last, forsker indtil grusomhed, ensomhedens forstaaer og ven? — naar vil han komme, som spiller seiersdansen paa tilværelsens streng og faar livet til at synge, — den nye Zarathustra, ariernes første; naar vil han opgaa, den blonde herre, lig morgenrøden over havet?
Maaske min ytring om, at andre moderne aanders virksomhed — som f. eks. Mills, Darwins, Taines — ligner de smaa bølger paa udviklingsoceanet, medens Nietzsche er det egentlige stormcentrum, fra hvem de store bølger udgaa, — nu være mere forstaaelig.
Nietzsche betegner en saavel i væsen som i form voldsom reaktion mod i grunden alle de tendenser og retninger, som man fortrinsvis kan kalde nutidens; han staar som en urokkelig klippe midt i flodleiet, og tidsbølgerne bryder sig ved hans fod. Det springer nærmest i øinene; men dermed er hans rolle og betydning ikke tilstrækkelig betegnet. Han har søgt basis for sin livsanskuelse i den grad i dybden, han har rettet sine hug mod et saa urgammelt kulturtræ, at modsætningen mellem det gamle ideal og det nye, han har givet udtryk, omfatter aartusinder. Han har samlet to aartusinders kulturarbeide og reduceret hele denne tilsyneladende saa brogede masse af fænomener til en let overskuelig gruppe, hvis samtlige elementer viser sig som nærbeslegtede, ja som i grunden et; og hvad han i brutal kontrast opstiller derimod, hænger sammen med saa dybtliggende lag i den menneskelige natur, at der vil trænges lange tiders arbeide for at bringe disse lag frem i dagslyset. Hvad Nietzsche bekjæmper er tidsaanden som det historisk grelleste udtryk for et gjennem aartusinder modnet ideal; hvad han giver, er blot en ganske liden spire, der behøver uoverskuelige tidsrum for at vokse op til et træ, men som, naar den engang har vokset sig stor, vil vise sig at være et træ af den art, at hele menneskeheden i en lang række af slegter vil kunne hvile, tænke, drømme og arbeide inden dets skygge.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Friedrich Nietzsche — navnet nævnes oftere og oftere. Enhver, der gjør krav paa literær dannelse, søger at anbringe det i sin konversation. Det kan da være paa tide, at vi søger at klargjøre os de tanker, navnet repræsenterer. Den bedste fremstilling af Nietzsche som tænker og skaber, jeg har stødt paa, er af den svenske digter og kritiker Ola Hansson (et i „Unsere Zeit“ offentliggjort essay); af dette essay meddeler jeg her med forf.’s tilladelse det hovedsagelige.
Arne Garborg.