Fra Lundeherad
Fra Lundeherad[1].
(Af K. Mæland).
Orienterende Bemerkning.
Lundeherad udgjør den sydvestligste Del af nedre Thelemarken og henregnes til de saakaldte „brede Bygder.“ Fra 1873 udgjør Lundehard og Flaabygd eget Prestegjeld, Thinglag og Lensmandsdistrik; før denne Tid tilhørte disse Sogne Bø som Annexer. Lundeherad ligger paa 60de nordlige Breddegrad (omtr. mellem 12te og 23de Minut) og paa 2den Grad i Vest fra Kristiania Meridian (omtr. mellem 30te og 55de Minut). Herredet udgjør en meget uregelmæssig Mangekant og har en Størrelse af 259,6451 km2 med et Folketal af ca. 2100.
En særegen Interesse har Lundeherad faaet derved at Prestegjeldet i hele dets Udstrækning fra Øst mod Vest gjennemskjæres af den eiendommelige og storartede Bandak-Kanal, der deler Herredet i to omtr. lige store Dele.
Enhver der interesserer sig for vort Lands Udvikling og dets Naturskjønheder, maa idetmindste een Gang i sit Liv have reist gjennem Bandakkanalen, — og Vedkommende vil visselig ikke angre derpaa.
1. Bandak-Kanalen.
Det blev i 1878 bragt paa Bane, at gjøre Lunde- (Eids-)Elven farbar for Dampskibe for derved at sætte Flaa-, Kviteseid- og Bandaksvand i direkte Forbindelse med Nordsjø, der før ved Løveidkanal var sat i Forbindelse med Skien, og derved tillige med Havet. En Plan til Arbeidets Udførelse fremlagdes i 1881. Der sattes i Verk en Bidragstegning i de interesserede Distrikter med det Resultat, at ca. Kr. 500,000 blev tegnet af Amtet, Herederne og private tilsammen, hvorefter Sagen forelagdes Regjeringen i 1885; men denne fandt ikke dengang Plads paa Budgettet for Bevilgning hertil. Derimod blev der fremsat kongeligt Forslag for Storthinget i 1886 om en Bevilgning af Kr. 100,000 for Budgetterminen 1886—87, hvilket Forslag gik enstemmig igjennem i Tinget. Den kom imidlertid paa Grund af uforudseede Vanskeligheder til at koste henimod det dobbelte af den beregnede Sum: Kr. 1,500,000.
Sidste Høst — efterat Kanalen havde været aaben for Trafik i ca. 1 Aar — blev den officielt aabnet af Kong Oscar, der med Følge foretog en Befaring fra Ulefos til Hogga.
Det er det største Kanalanlæg i Norge og et af de eiendommeligste og interessanteste i Europa. End ikke Trolhätta-Anlægget kan maale sig med Bandakkanalen i interessant og storartet Vandbygningskunst, siger Fagmænd.
Dette Anlæg aabner fra Langesund en Vandvei ind i Landet af ca. 16 norske Mil.
Dimensionerne er følgende: Slusernes Længde 38 m; mindste Bredde 6,9 m, Bundbredde 8 m; Vanddybde 3 m.
Fra Nordsjø, hvis regulerede Vandstand er 15 m over Havet, gaar man ind i Elven langs Ulefos Jernverk indenfor en stor paa Elvebunden nedsænket Træskjærm og passerer saa tre Sluser paa venstre Elvebred forbi Ulefosdammen, der har 11 Meters Fald. Derpaa kommer man ind i Eidselven, der følges omtr. 2 km. op til Hølene paa høire Elvebred med 10 Meters Fald og to i Fjeldet sprængte Sluser. Ved Hjælp af Opdæmningen her farbargjøres den stridtstrømmende Elv ca. 1,5 km. op til Vrangfos, der før var et fossende, langstrakt Stryk, men nu er omdannet til et 23 Meters lodret Fald over en kolossal Stendam, den høieste i Skandinavien.
Forbi denne vældige Dam føres man gjennem fem i Fjeldet paa venstre Elvebred sprængte Sluser, efter at man først har passeret en ved store Sten- og Træskjærme beskyttet Underkanal. Smukke Spadsergange er anlagte her, saa de Reisende ialmindelighed stiger af Dampskibet for des bedre at iagttage det storartede ved Anlægget. Kunst og Natur har her forenet sig i at frembringe et imponerende Storverk. Fossen pidsker Vandmassen til det fineste Taagestøv, hvori Solen tegner en herlig Regnbue, der flytter sig efterhvert som den Reisende passerer opover. Over selve Dammen hænger en elegant Jernbro, hvorfra de Reisende har en herlig Udsigt over det hele Storverk.
Fra Vrangfos seiler man mellem lodrette Fjeldvægge paa henved 20 Meters dybt Vand. Her er foretaget Udsprængninger, væsentlig i Stenfos, for at formindske Strømhastigheden. Man er gaaet ud fra, at Dampskibene skal kunne overvinde 3 Meters Strømhastighed i Sekundet. Fra Vrangfos af følges Elven omtr. 8 Kilometer til Lunde (Grotevje), hvor der er en Trædam med 3 Meters Fald. Denne passeres ogsaa paa venstre Elvebred gjennem en muret Sluse, hvorefter man atter følger Elven til Kjellemo, hvor der er en lignende Dam med samme Fald, som passeres gjennem en i Fjeldodden sprængt Sluse, fremdeles paa samme Elvebred.
Et kort Stykke ovenfor Kjeldal kommer man gjennem en lang i Strømmyr gravet Underkanal til Hagga, hvor det sidste Slusekomplex, bestaaende af to i Fjeldet sprængte Sluser, findes.
Her er bygget en mægtig Reguleringsdam for Flaa-, Kviteseid- og Bandaksvand, der tilsammen danner en Vandvei af ca. 66 Kilometer. Denne Dam er et sandt Jetteverk, som er bygget af Sten og i stor Dybde fundamenteret paa fast Fjeld. Ovenpaa Stendammen er den egentlige Reguleringsdam anbragt. Det er en saakaldt Naaledam af Træ, støttet til Jernbukke og Jernbjelker. Efter at have passeret denne har man naaet en Høide af 72 Meter over Havet. Det samlede Fald, som ved Bandakkanalen overvindes fra Nordsjø af, er 57 Meter.
2. Sæder og Skikke.
I det hele taget nærer Befolkningen i Lundeherad og Flaabygd stor Respekt for det traditionelle og nedarvede i Sæder og Skikke. Derfor har ogsaa mange gamle Skikke kunnet holde sig, som forlængst er forsvundne i øvre Thelemarken. Visse af de gamle Skikke har vistnok holdt sig uforandrede gjennem Aarhundreder, saa de føles som et velgjørende Pust fra Fædrene, som man derved ligesom føler sig hensat iblandt. De gamle Skikke følges strengest af de ældste og ædleste Slægter, som ved at følge sin Ættavle Aarhundreder tilbage i Tiden. Dette er jo ganske naturligt. Men for at kunne følge de gamle Skikke maa der tillige være en vis Grad af Velstand, da Skikkenes Overholdelse ofte falder bekostelig.
a. Bryllupskikke.
Indbydelsen til Bryllupet udgaar 8 Dage iforveien og kun i enkelte tvingende Tilfælde skriftlig, ellers altid mundtlig ved Kjøgemesteren, der udfører sit Hverv paa en høitidelig og alvorlig Maade. Han er nemlig ikke til at formaa til at sidde ned eller nyde noget — lig Elieser fordum —, før han meget formmæssigt har holdt følgende Indbydelsestale: „Jeg har en Hilsen fra N. N. (Brudgommens Navn) og N. N. (Brudens Navn) om du, Kone og Børn vil gjøre dem den Ære at være med og feire deres Bryllupshøitid førstkommende“ — — Dette foregaar med stor Anstand og Værdighed.
Gjesterne indfinder sig i Bryllupshuset omkring Kl. 10, og Vielsen foregaar ved Middagstider eller lidt senere. — Naar en Flok Gjester, belæsset med „Sendingskurve“ eller Brudegaver, nærmer sig Huset, stiller Kjøgemesteren og en Opvarterkone sig paa den ene Side af Døren, og paa den anden Side Spillemanden, der spiller en saakaldt Brudeslaat. Denne indeholder ret eiendommelige Lokketoner som Velkomsthilsen. Kjøgemesteren byder derefter velkommen, mens Opvarterkonen modtager Sendinger eller Presenter. Sendingerne bestaar enten af Lefsekling, Smør, Kager, Sukkerbrød, Julekager eller andre almindelige Presenter, undertiden endog, naar det skal være flot, af begge Dele.
Komne ind bydes Gjesterne af Kjøgemesteren Brændevin eller Vin efter Behag, og af Kjældermanden Øl. Derpaa bydes Kage omkring.
Alle de kommende hilser hele Huset rundt med Haandslag, selv om der er aldrig saa mange inde. Dette er en Sædvane, som ikke maa undlades uden at støde an mod god Tone.
Naar alle Gjesterne er komne, byder Kjøgemesteren tilbords, hvilket volder meget Stræv, da Ingen vil sidde øverst. Derefter hører man de samme Lokketoner, som man hørte ved Ankomsten, nærme sig fra et andet Værelse. I høitideligt, stille Optog kommer saa Brud og Brudgom Haand i Haand med Spillemanden i Spidsen og Brudekoner og Brudgomsmænd bagefter. Brud og Brudgom tager Plads i Høisædet, og Brudekoner og Brudgomsmænd, til hvem der er holdt tomme Pladse, til høire og venstre af Brudeparret. Brudgomsmænd og Brudekoner pleier være af Brudeparrets nærmeste Slægt, helst Brødre og Søstre. Nu hilses Brudeparret ærbødigt af de bænkede Gjester.
Derpaa træder Kjøgemesteren frem foran Bordet og siger: „Før vi begynder vort Maaltid vil vi bede Gud om Velsignelse over hans Gaver,“ hvorefter han læser en Bordbøn og synger et Salmevers eller to, sædvanligvis „Hav Tak o Gud, vor“ osv. Denne Skik begynder dog saa smaat at gaa af Brug, saa Kjøgemesteren blot siger: „Saa vil vi bede Gud om Mad hver for sig“ hvorefter enhver læser stille — Naar Maaltidet er endt, siger atter Kjøgemesteren: „Eftersom alle er forsynet af Herrens Gaver, vil vi takke Gud for Maden,“ hvorefter han læser en Takkebøn og synger et Vers; hvis ikke den kortere Form benyttes foran Maaltidet, benyttes den heller ikke efter og omvendt.
Nu iler man med at gjøre sig færdig til Kirkefærden. Først kjører Kjøgemesteren med Spillemanden, som før hele Veien trakterede sit Instrument; nu er dette gaat af Brug. Dernæst følger Brudeparret og saa den nærmeste Slægt. I Kirken fører Brudgommen sin Brud ved Haanden op til Alteret, hvor de under hele Vielsesakten blir staaende Haand i Haand som to Smaabørn, der leder hinanden.
Er der Offring, gaar Kjøgemesteren foran, saa Brudeparret (fremdeles Haand i Haand) og saa de øvrige Gjester høitidelig og stilt rundt Alteret og nedlægger sit Offer.
Under Hjemkjørselen saluterer Venner og Naboer. Ved Bryllupshuset bliver ogsaa undertiden saluteret.
Efter Middagen og Kaffeen stemmer Spillemanden op. I store Brylluper har man endog to Spillemænd, der da spiller i hver sin Stue.
Først danser Brudgommen en Springdans med Bruden, derefter Kjøgemesteren og saa alle dansende Mænd, den ene efter den anden i ustanselig Fart en kort Dans. Den stakkels Brud maa saaledes danse, til hun undertiden næsten segner om af Træthed, før Turen kommer til Brudekonerne og de danselystne Jenter.
Efter den første Dans „lægges i Felen,“ d. e. man giver Spillemandspenge. Herved lægges som oftest stor Flothed for Dagen, saa Spillemanden kan tjene fra Kr. 100 op til 200 eller mere paa et Par Dage. Sidenefter gives atter og atter Spillemandspenge af de ivrigste Dansere. Der fortsættes ustandselig med Dans eller Leg af Ungdommen, mens de Ældre sidder gruppevis og samtaler om de Spørgmaal, som for Tiden er oppe i Stat eller Herred. Langt paa Nat gaar Gjesterne fra Nabogaardene hjem og tager da med sig saa mange af de Langveisfarende, at de Tilbageværende kan faa Sengeplads i Bryllupsgaarden.
Næste Dag samles alle igjen med „Tak for sidst.“ De samme Forlystelser fortsættes ufortrødent, indtil Punchen kommer frem, tidligere eller senere ud paa Natten, og dette pleier være et Tegn til Opbrud. Nu først holdes Taler for Brudeparret m. fl., hvorefter enhver begiver sig hjem. De Langveisfarende pleier dog ikke bryde op før ud paa den tredie Bryllupsdag. I Sendingskurvene, som ikke maa komme tomme hjem, lægges Kage, Lefsekling eller lignende.
Den unge Kvinde, som er flyttet ind paa Gaarden, bringer med sig et „Heimafølje,“ der følgelig i Mangeartethed og Kostbarhed kan være høist forskjelligt efter enhvers Evne. Blandt de rige Atter kan et saadant Heimafølje, der ikke føres i Afdrag paa den eventuelle Arv, men er Gave, være storartet og bestaa i Kjør, Faar, Sengklæder, Sølvtøi, Møbler, Bryggekar, Vævstol og Melkekopper m. m.
b. Ligfærdsskikke.
Begravelsen foregaar 8—10 Dage efter Dødsfaldet. Kjøgemesteren besørger ogsaa Indbydelsen til Begravelser nogle Dage iforveien. Han bliver ogsaa nu staaende og siger: „Jeg har en Hilsen fra N. N. og N. N. (den eller de, som for Tilfældet bekoster Begravelsen), om du, Kone og Børn vil gjøre afdøde N. N. den Ære at følge ham til det sidste Hvilested førstkommende“ osv.
Sendingerne er af samme Slags som ved Brylluper.
Ligkisten, som altid i de senere Aar bliver rigt prydet med Blomster og Grønt, opstilles paa Begravelsesdagen paa et Slags Paradeseng i en for Tilfældet ved Siden af Indgangsdøren indrettet Løv- eller Granbar-Hytte. Dette tager sig smukt og høitideligt ud. Ovenpaa Kisten ligger en opslagen Salmebog, og desuden staar der et Lys ved Hovedet og et ved Fødderne, hvilke tændes, naar Sangen begynder. Ligene bliver i de senere Aar nedlagte i smukke Ligtræk. For nogle Aar tilbage var Ligkisterne uden Blomster og Grønt, kun dækket med et broderet Teppe, hvorover laa to lange, hvide Haandklæder i Kors. Ligtræk brugtes heller ikke for nogle Aar tilbage; man indsvøbte Ligene i et Lagen eller en Art Ligsærk, det var det hele.
Naar Gjesterne ankommer, træder de strax stille hen til Ligkisten, blotter Hovedet og folder Hænderne med en stille Bøn (om en salig Død?) Denne Skik, der ogsaa bruges i nogle andre Thelemarksbygder, er formentlig en Levning fra Katholicismen.
Gjesterne trakteres paa samme Vis som ved Brylluper.
Efterat have nydt et Maaltid, samler man sig om Ligkisten, hvis Laag endnu ikke er skruet fast; Laaget løftes af for at Slægt og Venner kan faa se Liget og tage et sidste Farvel med den Hedenfarne.
Derpaa skrues Laaget til, en Salme synges, og Presten, som altid er tilstede i Sørgehuset hos de Velstaaende, taler. Ved Afskeden blotter hele Følget Hovedet til et sidste Farvel fra Hjemmet. Ved Kirken foregaar alt paa almindelig Vis med Sang og Klokkeringning, mens Graven kastes til. Naar dette er gjort, og Kransene er lagte paa, lægges alle Skuffer og Reb ind til Gravkanten. Derpaa træder alle i en Ring rundt Graven med blottet Hoved og foldede Hænder og læser en stille Bøn (om en salig Død og Opstandelse?), hvorefter hver især gjør Korsets Tegn over Graven.
Paa Hjemveien skal Lighesten være sidst i Rækken, formentlig for at antyde, hvor tungt det er at skilles fra den Afdøde. Efter den Afdøde har det være Skik lige til Nutiden at skjænke en Ting til Kirken, om ikke andet, saa dog de Lys, som har staaet paa Kisten. Dette er vistnok ogsaa en Levning fra den katholske Tid, da man betalte for Sjælemesser for den Afdøde, saa hans Sjæl hurtigere kunde komme ud af Skjærsilden (d. e. den for Synden rensende Ild). Ligfærdene har altid før — og oftest endnu — varet i to Dage. Nu begynder man, særlig i Hovedsognet, at indskrænke Tiden til een Dag.
c. Skikke ved Barns-Øl.
Til Barselkoner bæres ogsaa Sendinger af forskjelligt Slags, som ved Grav-Øl og Brylluper. Desuden bæres i dette Tilfælde ogsaa ofte Flødegrød i eiendommeligt og kunstigt forarbeidede Bøtter, som meget omhyggeligt indsvøbes i en hvid Dug, hvorom der omvikles et smukt „Bragdeband“ (broderet Baand). Paa denne Vis holder Grøden sig varm hele Dagen. Man indfinder sig uden Indbydelse; men ikke før Barselkonen er bleven helt frisk igjen. De kommer helst alle paa een Dag, sædvanligvis en Søndag. Ofte bliver endel Mænd indbudte, efterat Barselkonerne er ankomne. Dette saakaldte Barns-Øl feires aldrig paa den Dag, Barnet er til Daaben.
Efterat Gjesterne er beværtede, skal Barselkonen smage paa alt det medbragte. Som Efterret ved det sidste Maaltid sættes Flødegrødbøtterne paa Bordet. Under munter Spøg smager man da paa hinandens Grød og siger: „Tak for god Grød!“ — Men Vedkommende, som har baaret Grøden, siger, at den langtfra er, som den burde været.
Ved Barnedaaben har man kun nogle faa Gjester, sædvanligvis kun Fadderne.
Man har begyndt at opfriske de gamle Navne og lægge Vind paa korrekt Skrivemaade. Det er kun sjelden og i særegne Tilfælde, at Barnet gives mere end eet Navn — dog aldrig mere end to.
De afdøde Forældre opkaldes først, enten det er paa Mandens eller Hustruens Side. Lever de paa begge Sider, opkaldes altid Mandens Forældre først.
Enkelte gamle, smukke Navne er blevne forkastede som simple, t. Ex. Bjørn, Turid, Torulf. Dog gives her endnu mange gamle Navne, saasom: Tolv, Gunulv, Rolleiv, Aslak, Erik, Øistein, Olav, Aasta, Aasa, Tora, Gunhild m. fl. I Midten af det 14de Aarhundrede var saadanne Navne almindelige her som: Torleiv, Tarivil, Veterlide, Helge, Hallvard, Valthjov, Leidulv, Bergulv, Orm, Grjotgard Gudrun osv. Af disse er ingen tilbage i sin oprindelige Form.
I et gammelt Dokument (Pergament) angaaende en Retssag i Lundeherad i det 14de Aarhundrede findes de ovenfor nævnte Navne.
d. Andre Bygdeskikke m. m
Det er almindelig Skik at spise 5 Maaltider om Dagen. Morgen (Aabiten), Dugur (Kl. 9), Middag (Kl. 12), Okt (Aandaal) Kl. 5 og Natverd. Man læser stille Bordbøn før og efter Maaltiderne, mere vistnok for den gode Tones Skyld end af Trang.
Til Jul gjør man store Forberedelser i lang Tid med Brygning, Bagning og Oppudsning af Huset. Det er en Fest, som alle længes efter, baade Store og Smaa.
Juleaften reises Kornbaand til Kornspurv og Gulspurv paa en høi Stang ved Laavebroen. Fjøs og Stald pudses og Kreaturerne faar gjerne rigere Fodring end ellers. — Udover Eftermiddagen tager alle sig et varmt Bad, først Husbonden og derefter de øvrige Husets Folk. Paa de fleste Steder i Herredet pleier man ogsaa salutere udover Eftermiddagen. Den traditionelle Jule-Aftensgrød mangler naturligvis ikke, selv i den fattigste Hytte; den serveres først Kl. 10—11 om Kvelden. I Slutningen af Julen modtager man og gjør de fleste Besøg i Aarets Løb.
Man hilser hinanden stille og alvorsfuldt, med en næsten høitidelig Mine, og altid ved Haandslag, selv en Ukjendt, som findes blandt Kjendingerne.
Ved festlige og høitidelige Anledninger er man yderst nøieseende med, hvem der gaar først ind i Huset; de Yngre og Laverestillede trækker sig beskedent tilbage for de Ældre. Det samme gjælder ogsaa, naar man skal tilbords.
Ungdommen er i det hele taget ærbødig og beskeden overfor de Ældre, ja endog ofte meget forekommende.
Mod Fremmede er baade Ældre og Yngre meget tjenstvillige og hjælpsomme, hvilket stadig iagttages af Gjennemreisende. Gjestfriheden er overmaade stor, stundom næsten ubegrænset.
I Grandelagene hersker ogsaa i Regelen den bedste Forstaaelse. Naar en er bleven noget efter med Slaat, Skur eller Potetoptagning, ser man stadig, at Naboer og Venner kommer og hjælper under munter Spøg og Latter. Der hersker et Kjærlighedsforhold, særlig i Flaabygd, som er rent ud rørende at iagttage.
Sager og Retstvistigheder er sjeldne, naar undtages Odelssager. Ved mindre Handler fordres aldrig noget skriftlig Dokument; Ordholdenhed og Paalidelighed er gjennemgaaende Karaktertræk hos de Fleste.
Hvad Klædedragten angaar, saa frembyder særlig Hovedsognet et meget broget og interessant Skue. Man finder mindst 4 forskjellige og høist eiendommelige Nationaldragter. I Nordbygden, der støder op mod Bø, er man saaledes stærkt paavirket af dette Herred. Klædedragten er, særlig blandt de Ældre, aldeles den samme som i Bø. Sæder, Skikke og Sprog er ogsaa kjendelig paavirkede af Bø.
I denne Del af Sognet bruges endnu temmelig almindelig den graa, saakaldte „Skjerte-Kufte“[2] samt endnu almindeligere den tilsvarende Kvindedragt. Nordbygdingerne er de mest nationale og tro i Sprog, Sæder og Skikke i Herredet.
For ca. 70 Aar siden var endnu Knæbuxer almindelige baade i Lundeherad og Flaabygd. Folk, der nu er i 80-aars Alderen kan ellers i sin Barndom huske en endnu ældre Dragt: Hvid Kufte, der dækkede Hofterne, Knæbuxer, høi, cylinderformet Uldhat og graat, hjemmevirket Linned med store Søljer i Brystet baade paa Mands- og Kvindedragten.
Nu antager Dragterne hurtig Bymæssighed.
e. Dialekten
afviger ikke i væsentlige Punkter fra de Dialekter, som tales i Bø og Saude. Den indeholder vistnok ikke saa mange gammel-norske Elementer som Dialekterne i disse Strøg, men har dog Enkeltheder af ret respektabel Ælde. Den centrale Beliggenhed, der har bragt Befolkningen i Berørelse med en hel Del Fremmede, har bidraget til at udviske mange Eiendommeligheder i Sproget. Men det vil her føre for vidt at paavise disse ægte gammelnorske Ord og Vendinger.
Samtalen føres kvikt og let, undertiden endog generende hurtigt. Ordforraadet synes ikke være meget rigt; men mange Ord og Vendinger er en skarp Betegnelse for Begrebet og kan udtrykke de fineste Nuancer (Afskygninger) i Sproget.
Den saakaldte tykke L bruges her som i hele nedre Thelemarken. R lyder i mange Ord som L, t. Ex. i Tor, som udtales Tol, bort bol, gjorde gjole, fortere folere osv. I mange Ord bruges Æ for A, saaledes i Salt = Sælt, koldt = kældt, Malt = Mælt. Iøvrigt er der en kjendelig Forskjel paa Dialekten i de forskjellige Dele af Herredet, alt eftersom de er paavirkede af Nabobygderne. I Nordbygden findes de fleste gamle Sprogelementer. De allerfleste viser meget liden Lyst til at læse Bøger paa Dialekt eller „Maalet.“ Sproget nærmer sig ganske fort Byernes Talesprog. Et slaaende Bevis herpaa er, at de 70—80 Aar-Gamles Dialekt har langt flere gamle Ord og Vendinger end de 20—30 Aar-Gamles. Et Tidsrum af ca. 50 Aar har her i Herredet altsaa øvet en ret betragtelig Indflydelse paa Sprogudviklingen i ovennævnte Retning. Dette kommer vel tildels af den centrale Beliggenheden ved en befærdet Reiserute. — Iøvrigt har nærværende Forfatter gjort den Erfaring, at det samme er Tilfældet i de øvrige Thelemarksbygder, om end selvfølgelig i forskjellig Grad.
3. Gravhauge (Kjæmpehauge), Oldsager og Sagn.
Gravhauge findes paa mange Steder i Herredet baade paa Nord- og Sydsiden af Vasføret. Da Gravhaugene findes i alle de nu bebyggede og beboede Egne, fremgaar det deraf, at de samme Strøg har været ryddede fra Oldtiden af.
I Herredets nordøstre Kant (se Amtskartet) findes saaledes Gravhauge paa øvre Kleppe, paa Nordheim og Svenseid.
Paa øvre Kleppe blev en Haug udgraven i 1882. Den var bygget af Kampesten, hvorom der var ophobet en stor Jordmasse, og var beliggende paa et Berg. Høiden var 1,67 m. med et Tvermaal af 8 m. Under Gravningen stødte man paa et Gravkammer af 2 Meters Længde og 1,5 Meters Bredde. Muren omkring Kammeret var saa solid bygget, at man havde stor Møie med at bryde den ud. Paa Kammerets Bund laa et 7,8 Centimeters Lag med Sand og ovenpaa dette et 1 Decimeters tykt Lag med Aske og brændte Ben. Hist og her udover Askelaget fandtes Skaar af Lerpotter, der vel kunde have rummet op til 3 Liter.
Omtrent 5 Meter fra Gravhaugen vistes ved en Stenrøs Spor efter stærk Ild, idet blandt andre Merker efter Forbrændingen fandtes Slagg, der var let som Trækul. Dette har da formentlig været en almindelig Ligbrændigsplads for Grandelaget eller videre Kredse, kanske for hele Eika- og Nordbygden.
Paa Gaarden Svenseid er en nedlagt Exercerplads, som heder Guldbringen. Her ligger tre Gravhauge. Ifølge et gammelt Sagn skal der i en af Guldbringens Hauge staa en Kjedel fyldt med Guld. For nogle Aar siden blev den ene af Haugene udgraven. Man fandt Lerpotter, der indeholdt Aske og Benstumper, samt to Sverd. Det ene af disse var forsynet med en Kugle af Messing, det andet med en Kugle af Jern paa Odden Denne sidste var graveret og indlagt med Sølv, og Graveringen var endnu tydelig. Intet af dette blev indsendt til Universitetet, og nærværende Forfatter kan ikke sige hvor det findes.
Paa Nordheim er ogsaa udgravet en Haug. Der fandtes i denne kun een Lerpotte indeholdende Ben og Aske.
Desuden har man fundet Oldsager paa en anden Svenseid-Gaard (Haugen). Her fandt man en Gryde af Sten samt flere Stene, der tydelig viste, at de havde været benyttede til Slibestene eller Brynestene.
Paa Gaarden Hvalen har man ligeledes fundet Levninger af Spyd og Sverd i Jorden. — Sagnet fortæller, at der paa den Hvalen-Gaard, som ligger nærmest Nordheims-Vasdraget, engang skal have boet en Mand, der eiede uhyre Rigdomme. Sine Skatte skjulte han paa hemmelige Steder; men en Gang hver Sommer tog han dem frem til Pudsning. Da han saa en Sommer havde gjort dette, gik han op i Gjeitaas, en Fjeldknaus paa Vestsiden af Gaarden, og gjemte sin Rigdom. Følgende Vinter døde han uden at faa fortælle, hvor han havde gjemt Skatten, — og endnu har Ingen fundet Skatten i Gjeitaas!
Paa Gaarden Tunnemark i Herredets østlige Hjørne findes en Gravhaug, der er 20 Meter i Omkreds og 2 Meter høi.
Paa Tveitan findes ogsaa flere Hauge. Sagnet fortæller, at denne Gaard har været Kongsgaard, og man viser endnu den Dag idag Kongens Grav, hvorpaa der i sin Tid blev plantet 4 Egetrær, to ved Hovedet og to ved Fødderne, og det siges, at de altid skyder op paany, om de ødelægges. For Tiden staar de ret frodige!
Paa Gaarden Sunde, tæt ved Kirken, findes mange Hauge. Saaledes blev en Gravhaug udjevnet ved Kirkegaardens Udvidelse, hvorved man fandt et Sverd af meget smukt Arbeide. Lerpotter med Aske er ogsaa fundet her.
Paa Verpe i Vest for Kirken findes nogle Gravhauge, hvoraf ingen er udgraven. Gaarden skal have været Kongesæde. — Paa Gisholt i Flaabygd findes mange Gravhauge ved Elvekanten, hvoraf nogle skal være raset ud i Elven.
Paa Næs i Flaabygd har man ogsaa fundet Oldsager af Interesse. Sagnet fortæller, at der engang stod nogle ærværdige Bjørketrær paa det yderste Bakkeheld mod Svarthøl. Til disse eller vel rettere til den „Haugebonde,“ som boede der, offrede man hver Høitidsaften.
Paa Banddakkalens Sydside findes Gravhauge paa mange Steder. Gaarden Skoe[3] har tre Hauge, to paa sydvestlige og en paa nordøstlige Side af Skoe-Elven. Paa Gaarden Hanto findes en Gravhaug, Gjølinhaugen kaldet, hvoraf nu en stor Del er bortkjørt til Veifyld. Paa Skoe er flere Hauge udjevnede ved Gravning og Pløining. For nogle Aar siden stødte Gaardens Eier ved Pløining paa en Myr paa en Stenhelle. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at Hellen med flere lignende dannede et lidet Gravkammer, hvor der fandtes en Lerpotte med Aske og brændte Benstumper.
Gravhaugen paa den nordøstlige Side af Elven er cirkelrund og temmelig høi, skjønt ogsaa den er noget udjevnet ved Pløining opefter dens Sider. I Midten af Haugen er der gravet et Hul — uden at det tilsyneladende har lykkedes at finde „Skatten.“ Gravningen blev — fortæller Gaardens Eier — foretaget om Natten uden hans Tilladelse. Det er sandsynligvis blevet et for drygt Arbeide for den natlige „Skattegraver“ — eller ogsaa har Haugens Aand drevet ham paa Flugt!
I Nærheden af denne Haug er en Ager, som fra gammel Tid af er blevet kaldt Kjeldal-Aaker. Her har man fundet Sølvmynter, en Haandøx, et Guldsmykke og forskjellige Smaasager.
Ifølge Sagnet skal der etsteds mellem Lundeherad Kirke og Gaarden Hanto findes en Skat, „som er mere værd end hele Skiens By“ — og denne Skat maa da følgelig helst findes i en af disse Hauge. Kanske det var denne Skat den ovenfor omtalte natlige Graver tog Sigte paa! — Der har da ellers ogsaa været gjort mislykkede Forsøg paa at bringe den frem i Lyset, beretter Sagnet videre. Saaledes havde Skattegraveren engang allerede Tag i den; men pludselig ser han Skoe-Bygningerne i lys Lue. I sin Forskrækkelse slipper han Taget og iler, afsted for at slukke — og imidlertid fik Haugens Aand gjemt Skatten —, og det lykkelige Fund gik vistnok tabt for stedse!
I Sidedalføret Landsmarken findes en Mængde Hauge, særlig i den nordre, til Hoveddalføret stødende Del. I søndre Del findes Hauge paa Ugge, Røisland og Hovland. I nordre Del har Gaarden Grini antagelig 17 Hauge ialt, hvoraf en er 45 Meter, en anden 34 Meter i Omkreds; men disse er dog ikke de største.
Paa en af de største Hauge paa nordre Grini stod for længe siden en stor Gran, Vettagranen kaldet, og Haugen heder endnu Vettahaugen. Her findes en rund Plan, som skal have været Thingplads, siges der. Kanske den ogsaa har været Holmgangsplads? — Den ligger paa en Høide, hvorfra man har vidt Udsyn i Syd, Vest og Nord.
Paa Burud findes 5 Hauge og paa vestre Tyri en Klynge Hauge opunder Aaskanten. Der skal have „staaet et Slag,“ siger Sagnet. I Flaabygd findes paa Gaarden Kjeldal tre, som det synes, med Omhu opkastede Gravhauge paa Vestsiden af Gaarden. De ligger i en Række med 4 Meters Afstand og er nu bevoxede med stor Furuskov. Lidt nord for P. Kjeldals Vaaningshus ligger desuden to Gravhauge.
Paa Gaarden Røimold i Flaabygd, en af de ældste Gaarde i Herredet, er en Mængde Gravhauge, og kanske endnu flere er udjevnede ved Dyrkning eller paa anden Maade ødelagte. Da Veien i Firti-Aarene blev bygget, gjennemskar man med Veibanen nær Elven en Gravhaug, hvoraf nu kun sees en liden Del paa Sydsiden af Veien. Der fandtes et enegget Sverd, indsendt til Universitetet i 1844 af Severin Landstad. Desuden kan man se to Pilespidser i Universitetets Oldsamling fra Røimold. I 1883 indsendtes endel Oldsager fra Røimold til Universitetet af Lensmand Mæland. De var fundne i Røimoldhaugen af Olav Gunnarssøn Røimold. Om disse skriver Professor Rygh: „Oldsagerne er fra den saakaldte Vikingetid (9de eller 10de Aarh.), altsaa fra Slutningen af Norges hedenske Tid. Den lille trefligede Spænde har sjeldent forekommende Ornamenter.“ ..... Langsmed Veien ligger endnu 6—7 Hauge. For endel Aar siden fandtes en Mængde Oldsager under Jordarbeider paa Røimold. Disse solgtes til Godseier Nils Aall, Ulefos, hvor Oldgranskere vistnok faar Anledning til at se dem. Olav O. Røimold har paa sin Eiendom fundet en godt vedligeholdt Haandøx, som formentlig endnu er i hans Eie, og som Oldsamlingen burde søge at erhverve.
4. Et Blik paa Fortiden i Lundeherad.
Efter at have fortalt om Gravhauge og Oldsager samt meddelt endel Sagn, som knytter sig til disse — hvoraf maaske Læseren vil kunne skimte i taagede Omrids Fortidens Liv og Færden —, skal jeg her løfte paa det Slør, som hviler over Lundeheringens Liv i forgangne Dage, idet jeg nedenfor bl. a. skal meddele i Oversættelse et Pergamentbrev, hvis Datering ei kan sees, men af Indholdet antages at være skrevet omkr. 1360, altsaa kun 10 Aar efter den sorte Død (1349—50).
Brevet omhandler en Retssag i Anledning af to Drab og er stilet til Kong Magnus Erikssøn (Smek), som var Konge fra 1319—1374. Det er altsaa et virkelig historisk Aktstykke fra denne Tid.
- Brevet er saalydende:
„Til sin værdige Herre hr. Magnus, med Guds Naade Norges, Sveriges og Skaanes Konge, sender Jon Gunnarsson Kjetil Vigleiksson, Lensmand, Guds Hilsen og med sin skyldige Tjeneste. Jeg kundgjør Eder, min Herre, at Torivil Ormsson og Tore Arnesson kom til mig med Eders Brev[4] ....... Gunnar Torgeirsson, Tolv Valthjovsson og Orm Leidulvsson, i hvilket Brev I byder mig at tage Prov om Drabet paa Tolleiv Amundsson og Grjotgard, hans Broder, dengang fornævnte Torivil og fornævnte Tore med ham kom til at skade fornævnte Grjotgard og Gunnar samt fornævnte Tolv og Orm med ham uoverlagt kom til at gjøre fornævnte Tolleiv Skade.
Var jeg ved Kirkegaarden paa Lunde, som ligger paa Grænland[5] i Skide (Skiens) Syssel om .... Dagen i Eders Regjerings ..... Aar; tog jeg Prov angaaende oftenævnte Torivil og de fire andre, nemlig oftenævnte Gunnar, Tolv, Tore og Orm, hvilke intet vilde gjøre de fornævnte Brødre Tolleiv og Grjotgard andet, end at de vilde hjælpe sin Frænde Torivil. De dødes Arvinger var ogsaa lovlig stevnte til at føre fornævnte Prov. Derpaa tog jeg Vidnesbyrd af to Mænd, som hed saa: Kjetil Th......son og .....son og svore saa, at det var Begyndelsen til deres Uenighed, at om Agathemesse-Aften[6] i det samme Aar af Eders Regjeringstid paa Sundbø .... blev forligte med Torivil om det Knivslag, som Torivil havde tildelt Tolleiv i Eders 34te Regjeringsaar[7]; siden truede Tolleiv Torivil med at dræbe ham. Tog jeg Vidnesbyrd af to Personer, som hed saa: Torgun Eyvindsdotter og Gudrun Helgesdotter og svore saa, at 3 Dage efter H......[8] i det samme Aar af Eders Regjeringstid var Torivil og Tolleiv i Skiden (Skien). Da indbød Torivil Tolleiv til Maaltid, og saa spiste de begge sammen; men siden (om Aftenen?) derpaa kom Tolleiv derud, som Torivil laa i Seng, da talede Tolleiv til Torivil: „Lad mig ligge hos dig.“ „Nei,“ sagde Torivil og sprang op ..... siden huggede Tolleiv til Torivil, men i det samme blev der holdt paa ham, saa han ikke kom til. Siden talede Tolleiv saa til Torivil ..... da skal jeg „dra“[9] dig en anden Gang. Tog jeg Vidnesbyrd af to Personer, som hed saa: Gunvor Kjetilsdotter og Ragn(hild) ....... og svore saa, at i det samme Aar af Eders Regjeringstid kom Brødrene Grjotgard og Tolleiv til Sundbø[10], som ligger i Kviteseid Sogn, da talede fornævnte Grotgard til Torivil: „Giv mig igjen det Sverd, som min Broder Tolleiv gav dig!“ — Torivil svarede: „Saasnart du giver mig tilbage ..... Spydet, da faar du Sverdet.“ Siden sprang Grjotgard op og tog en Bredøx og vilde hugge Torivil ..... i det samme greb de ham ..... og Atlaug Tolleivsdotter bød hun Lov og lovligt Forsvar for sig og sin Husbonde, førte de ham udi F.... (Forstuen?) ..... da gav fornævnte Grjotgard Torivils Kone fornævnte Atlaug et Slag med et Skjold i Panden, saa hun aldrig bliver lydeløs derefter og ..... hug over den venstre Haand, saa den var baade blaa og saaret; dette blev gjort hos dem selv. Tog jeg Vidnesbyrd af to Mænd, der hed saa: Veterleide Helgesson og Rolleiv Gunulvsson og svore saa, at om anden Dag Paaske mødtes de paa Hval i Lundeherad Torleiv og Torivil og Tore Arnesson, truede da end Tolleiv Torivil med Døden; det havde de ogsaa i sin Ed, at ..... i det samme Aar af Eders Regjeringstid, næst efter Hallvardsmesse[11] var de paa Næs i Flaabygd oftenævnte Veterleide og .... Grjotgard og hans Broder Tolleiv, tilbød Veterleide at kjøbe deres Jord for at de kunde frelse sig (kjøbe sig fri) hos Kongen; men saa vilde ikke ..... fornævnte Atlaug. Derefter mødtes de Tolleiv Amundsson og hans Broder paa den ene Side og paa den anden Side Torivil Ormsson, Gunnar Torgeirsson, Tolv Valthjovsson, Orm Leidulvsson og Tore Arnesson i Veien ovenfor Utgarden (Havnegangen?) paa Hval, som ligger i Lundeherad ..... Dagen næst efter Hallvardsmesse i samme Aar af Eders Regjeringstid. Da skjød Tolleiv et Spyd mod Torivil, og kom dette ikke paa Torivil; da bad han sine Sødskendebørn at hjælpe sig, nemlig Gunnar hans Fætter, Tolv, hans Faders Fætter Tore hans Moders Fætter Orm, Fætter ..... da stak Torivil Grjotgard med et Spyd gjennem Hjelmen i Hovedet, Tore hug to Hug paa Skulderen, siden hug Torivil to Hug i Hovedet, og deraf døde han; og paa samme Tid hug Gunnar Tolleiv et Hug i Haanden, Tolv huggede et andet i samme Haand, og hug Orm ..... huggede end Gunnar to Hug i Hovedet, og deraf døde han. Nærværende ved dette Sammenstød var ingen Vidner uden de Angjældende ...... saa blev Ligene undersøgte paa et ved Budstikke sammenkaldt Ting. Jeg tog ogsaa Vidner angaaende Lysningen[12] af Drabet, hvilke hed saa: Bjorn Sveinungsson og Gunnar .....son og svore saa, at ..... i fornævnte Aar bekjendtgjorde Torivil og Gunnar, Tolv, Tore og Orm, at de var Forøverne af Drabet paa Kleppe, den Gaard, som var nærmest Gjerningsstedet, og sagde, at al den Skade, som Tolleiv og Grjotgard ved denne Leilighed har faaet, var deres Verk.
Disse Drab blev begaaede udenfor Hjemmet og ethvert fredhelligt Sted.
Nu trænger Torivil, Gunnar, Tolv, Tore og Orm til Guds Naade og Eders, min Herre, med Hensyn til Landsvisten[13]. Have de tilbudt Kongen Thægen[14] og fredkjøbt[15] og Slægtningerne Bøder, og til Vidnesbyrd herom sætter jeg mit Segl for dette Brev, som blev gjort paa den Tid og i det Aar, som før en sagt.“
Dette „Brev“ giver ikke saa ganske faa Oplysninger om Lundeheringens Liv i Midten af det 14de Aarhundrede; men jeg overlader iøvrigt enhver Kommentar til de ærede Læsere.
Af Bisp Øisteins saakaldte Jordebog fremgaar det, at den sorte Død har raset stærkt i Lundeherad, da Kirken ved den Tid tabte sine Indtægter af Kleppe, Ova, Subdal og Lunde, som da rimeligvis er blevne øde. Beboerne paa Gaaserud og Apalnæs skulde ogsaa være uddøde, siges der.
I et Diplom
af 26de Marts 1470 fortælles, at Jon Herbrandsson paa den ene Side og Torguils Torsteinsson paa den anden Side mødte paa Stevne i „Herransgaard i Skiden.“ Klagede da Jon Herbrandsson over Torguils, at han havde kastet ham en Øxe for Munden og udslagit hans Tænder, som synligt var.“ Torguils blev dømt til at betale 3 Merker Guld[16] for hin Skade. — — — „Havde vi ogsaa det i vor Dom, at enhver, som bryder eller lader bryde denne Dom, skal have brudt to Tolvmandsdom og en Lagmandskjendelse og være en sand Gridning[17].“
Værdier ansattes i denne Tid i Kjyrlag d. e. Koværdier, og man betalte ofte ogsaa med Kjør. Ellers betaltes Gjeld ogsaa ofte med Sølvskeer, Kobberkjedler o. l. I Kvitteringer fra denne Tid heder det ofte, at man har faaet „første og sidste Penge og alle der imellem.“ Dokumenter skreves ret ofte af Presterne og kan være smukt, om end naivt, formede. Til Expl. naar det heder: „Til alle de Mænd, som ser eller hører dette Brev, sender Rolleiv Torsteinsson, Kolbjørn Brynjulvsson, Gunnar Rolvsson og Orm Oddsson, svorne Lagrettesmænd, Guds og sin Hilsen, kundgjørende, at vi var“ osv. (Diplom fra Lundeherad af 25de Januar 1545).
5. Bebyggelse og Bygningsmaader.
Af Gravhaugene og Oldfundene fremgaar det, som før bemerket, at de samme Strøg, som nu er bebyggede, har været bebygget lige fra Oldtiden af. Bebyggelsen indskrænker sig til Dalførerne langs Vasdragene gjennem Lunde, Flaabygd, Nordbygden og Lundemarken. Fjeldegnene i nordvestre og sydvestre Hjørne af Herredet er uskikkede til Opdyrkning. Ensligt beliggende Gaarde er kun Omnæs, Teigen, Aasland samt nogle Husmandspladse. Den største Samling af Gaarde findes i Hoveddalføret, hvor Skoe- og Øster-Elven forener sig med Hovedvasføret. Enkelte større Grandelag findes i nordvestre og sydøstre Kant af Herredet.
Lundeherads Hovedkirke ligger paa 59° 18ʹ 54ʺ n. Bredde og 1° 36ʹ 31,5ʺ vest for Kristiania. Det er en Langkirke af Træ med 600 Siddepladse. Den blev opført i 60-Aarene paa den gamle Graastenkirkes Grund. Denne saakaldte „Olavskirke“ var indviet til St. Johannes. Den nye Kirke er bordpanelet baade ud- og indvendig og gjør et ganske behageligt Indtryk, skjønt den ikke er holdt i nogen strengt gjennemført Stil. Den er uden Orgel, men forsynet med gode Ovne. Den har et smukt Alterbillede, malet af den i sin Tid saa bekjendte Sogneprest Lammers. Det forestiller Jesu Aabenbarelse for Maria Magdalena og er skjænket Kirken af afdøde Enkefru Smith.
Flaabygds Kirke ligger 8 Kilometer vest for Hovedkirken paa løvrig Odde mellem Lunde- og Flom-Elven. Tomt og Grund til Kirkegaard blev i sin Tid skjænket af Statsraad Aall ved Ulefos. Det er en smuk Korskirke, bordpanelet ud- og indvendig, med 300 Siddepladse. Den blev opført fra 1818 til 1822 og og er to Gange siden restaureret, saa den nu er i meget god Stand. Denne Kirke mangler ogsaa Orgel, men har gode Ovne, saa den fuldstændig opvarmes. Den har et meget smukt Alterbillede, der forestiller Opstandelsen, en Kopi af Tidemands berømte Billede i Bragernæs Kirke i Drammen. Det er skjænket Kirken af nuværende Sogneprest Karl Houen.
Bondegaardene ligger sædvanlig i en Høide af 70—100 Meter over Havet. De ældre Vaaningshuse, hvis Bygningsmaade nu er forladt, har to Etager med Facade og Indgangsdør som oftest mod Syd, Sydøst eller Øst. Kommen ind i Forstuen har man næsten altid Dagligstuen paa høire Haand, tilvenstre er en lignende, ofte indrettet til Føderaadsstne. I disse Stuer findes altid Skorsten med Ovn ved Siden. Indenfor hver af disse Stuer er et Kammers med Indgang kun fra disse. Gulv, Vægge og Tag er i Regelen malede. Ovenpaa er to Stuer og to Kammers ligesom under, men med smukkere Udsigt og Møblement, og disse bruges som Stads- og Gjestestuer ved festlige Anledninger. De nyere Vaaningshuse er enetages i saakaldt „Schweizer-Stil,“ ofte med Kjøkken og Kogeovn, uden Skorsten. Bygningerne er i Regelen hvidmalte. Paa enhver velindrettet Bondegaard findes Bryggerhus (Eldhus) med Skorsten og Bagerovn. Vandspring findes ofte paa Tunet, og Vand er da ogsaa indlagt i Fjøs og Stald. Stabur mangler sjelden paa nogen Gaard, men kun faa er af antik Bygningsmaade. Man vælger ved Nybygning mindre bekostelige og mere praktiske og bekvemme Bygningsmaader af Forraadshusene.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette er den traditionelle og gjengse Benævnelse af Herredet Mand imellem mens den forkortede, Lunde, formentlig er mindre korrekt.
- ↑ Skal være en spansk Uniform, indført af Fredrik 4des Leiesoldater i den spanske Arvefølgekrig (1700—1713); altsaa hverken saa gammel eller national, som man har troet.
- ↑ Tostavelsesord.
- ↑ De aabne Rum (Lakuner) var ulæselige i Originalen.
- ↑ Thelemarken kaldtes dengang Grænland.
- ↑ 4de Februar.
- ↑ Aar 1353.
- ↑ Formentlig Helsmesse.
- ↑ „Dra“ formentlig = dræbe.
- ↑ Flaabygd, hvor Gaarden Sundbø ligger, hørte da til Kviteseid.
- ↑ 15de Mai.
- ↑ Kundgjørelsen. Meningen maa være, at de vedkjendte sig Drabet (paa et Thing?) paa Kleppe.
- ↑ Tilladelse til at blive i Landet.
- ↑ Bod.
- ↑ Betalt for at have Fred.
- ↑ Cirka Kr. 8000.
- ↑ Gridning = en, som bryder en Overenskomst.