Fra Kjøbenhavn
Fra Kjøbenhavn.
Kjøbenhavn den 2den februar 1890.
Kjære Samtiden!
Idet jeg herved ønsker Dem til lykke med, at De er bleven til, undlader jeg ikke at meddele Dem, at De har gjort et gunstigt indtryk paa os her nede i Kjøbenhavn. Man finder, at da De heldig har løst den vanskelige opgave at være tilstrækkelig forsigtig ved valget af Deres forældre, og da De kun sætter for 5 kroner pris paa Dem selv om aaret, bør der allerede af den grund sikres Dem en venlig modtagelse i abonnementets jammerdal. Hvor meget mere da ikke, siden De i Deres første, svagt rødmende hefte spænder over saa vidt et omraade, idet De fra Jæderens drømmeliv med rambus i Stavanger gaar over Aulestads skjønhedssyner til selvstyret i Irland for tilslut at dele Dem lige mellem Ruslands og Frankriges religiøse, politiske og æsthetiske foreteelser.
Kjære Samtiden!, vor mening er, at De ser ud til at kunne leve længe i landet.
Om der foregaar noget her i Kjøbenhavn? Vi har for nylig havt valg til folketinget. Der var et røre den dag i byen, som navnlig henimod aften og ud paa natten antog et livligt præg. Af byens fjerdedels million mennesker var de hundrede tusinde i stemning til at vandre om i gaderne eller samle sig i offentlige lokaler. Der blev drukket meget øl, megen spiritus, mange oksehoveder vin og en hærafdeling store flasker fyldt med champagne. Da klokken var 11 om aftenen, stod der et drøn af raab op om den indre del af byen ligesaa tæt og fast som lyset fra gassen paa det lette skylag, der lindt var svøbt om taarne og hustage. Venstre og socialdemokraterne havde seiret i de fire største af byens ni kredse, de to trediedele af hovedstaden var erobret af ministeriets modstandere hvor kunde man gaa tidlig tilsengs den nat, man maatte enten give sin glæde luft eller sørge. Af begge grunde drak man. Det er saa skik i Danmark.
Men saa har vi havt opførelsen af Gunnar Heibergs fireakts skuespil „Kong Midas“ paa det kongelige Theater. Dette interesserer Dem maaske mere.
Der har været saa megen tale om dette stykke, og fra Kristiania telegraferer man idag om en pibekoncert, som byens unge mænd har foranstaltet i Kristiania theater for at tilkjendegive sin vrede over, at theaterbestyrelsen havde forkastet stykket.
Naar De modtager dette brev, har De forlængst læst „Kong Midas“. De vil da give mig ret i, at et større bevis paa ukyndighed og vanrøgt af kunstens tarv end forkastelsen af dette skuespil kan bestyrelsen af den norske hovedscene for tiden ikke komme til at begaa. Det har siden Bjørnsons og Ibsens mægtige opsving været stille i den norske dramatiske verden, forfatternes store gjerninger er øvede paa andre omraader. Saa kommer Gunnar Heiberg og beviser med ét slag, at det paany er norsk kunst, der ogsaa i dramaet gaar foran i norden. Men nei, det kommer ikke theatret i Kristiania ved. Man ved ikke noget om den ting. Der blir indleveret et stykke, og der forekommer deri en person, hvis optræden i visse henseender minder om en stor norsk digters offentlige anstrengelser i bekjendelses- og sædelighedsfaget. Hvad er der mere at spørge om? Stykket maa forkastes.
At dette fremkalder harme hos alle, der mener, at kunstnerisk virksomhed og theatergjerning betyder noget for landets opkomst, er ikke alene berettiget, men naturnødvendigt, thi forkastelsen viser simpelthen, at lederne af Kristianiatheatret for smaaborgerlige eller personlige hensyns skyld ikke vil tage i betænkning at forsøge paa at slaa selve den kunst ned, som de er sat til at hjælpe og om mulig fremkalde. De gjør det af uvidenhed. De aner ikke, at i „Kong Midas“ har det norske drama gjort skridtet forbi Ibsen henimod et endnu virkeligere sjælemaleri. Men denne uvidenhed gjør ikke sagen bedre.
Hvad vilde der være skeet, hvis Heibergs stykke ikke var blevet opført paa det kongelige theater i Kjøbenhavn, og ikke var blevet forlagt her nede?
Blot det, at den norske kunst ikke nu havde vundet en betydningsfuld seier, og at en fremragende norsk forfatter rimeligvis var bleven stum. Det kan en smaahandler i Bergen mulig tage sig let, men det kan den norske ungdom, der lever ikke alene af den fisk og det tømmer, der udskibes fra Norge, ikke tage sig let, for det er at anfalde den bagfra. Det er at lægge en plet af landet øde, hvorfra nye aandelige rigdomme skulde hentes.
Altsaa piber man i Kristiania theater, siden man ikke kan gjøre andet. Det er ikke „saa forfærdelig storartet", for at bruge et af Gerhard Hjelms udtryk i „Kong Midas“, „men jeg synes, det er svært menneskeligt".
Hvad nu vort forhold til stykket angaar, saa er et af de ??te indtryk, det har fremkaldt, en ihærdig forbauselse over, at det er vort kongelige theater, der ved denne leilighed har stillet sig i spidsen for de unges fylking. Gud tilgive mig min slemme synd, men jeg skulde tro, at man ikke har vidst, hvad man gjorde. Naturligvis har stykket været forkastet — hr. Erik Bøgh er jo censor ved theatret, og naar der ikke træffes særegne foranstaltninger, henholder chefen sig til hans indstillinger —, men efter den obligate forkastelse sørgede forfatteren for, at stykket blev kjendt af folk ved theatret, der forstod sig paa kunst. Derpaa gik den mening igjennem ved det kongelige theater i Danmark, at det vilde være uforsvarligt at skyde dette norske stykke fra sig, om end man ikke kunde være blind for, at det paa grund af den pinlige virkning, det vilde gjøre paa publikum, ikke vilde opleve mange forestillinger. Og nu er theatret udsolgt til forhøiet pris hver aften, „Kong Midas“ opføres.
Det siges, at det er for det udmerkede spils skyld. Fru Hennings har overhovedet aldrig gjort en saadan lykke, som i fru Anna Hjelms rolle. Og der er det sande i angivelsen, at uden det gode spil i to af hovedrollerne vilde en vigtig del af stykkets virkning være gaaet tabt. Men der er det urigtige deri, at spillets hunstneriske værdi i sin helhed staar under stykkets. Fru Hennings kan ikke spille den person, som digteren har tænkt sig, og som rollens ord giver, hun spiller et meget mere civiliseret menneske, en tæmmet fugl, der befinder sig vel i buret, medens opgaven var at vise den indre, aldrig helt kuede uvilje mod „selskabets“ love, som gjærer i fru Annas sind, og hendes delvise mangel paa evne til at anslaa den rette tone. Og hvad Ramseth angaar, lider hr. Emil Poulsens spil under hans mangel paa tillid til at kunne føre figuren igjennem som den sterke mand, han i stykket er. Ialfald ser det ud, som om kunstneren paa forhaand har ofret ham til latterliggjørelse, medens aanden i stykket netop fordrer, at tilskuerne til sidste stund skal være belavet paa, at trods alt blir det dog ham, der bærer den moralske seier hjem. Den hjertefine Finn Hals er betroet til en overordentlig dygtig kunstner ved theatret, hr. Poul Nielsen; men han passer ikke til rollen. Hans stille og rigtige spil gjør. kun den halve virkning af, hvad der skulde være naaet, fordi man ikke modtager det umiddelbare indtryk af her at staa over for en ualmindelig sund og smuk erotisk magt. Strengt taget er det kun hr. Olaf Poulsen som Gerhard Hjelm, der slaar til, og han er heller ikke fuldkommen. Jeg tror, det ligger i, at han er for tyk. De mindre roller er med én undtagelse i gode hænder.
Hvorfor er „Kong Midas“ saa udmerket et stykke? Jeg skal søge at besvare spørgsmaalet i et par korte sætninger og vil da sige, at det er den store naturlige fylde i det fremstillede liv og den fine myndighed i opfattelsen af personerne, der gjør det til noget saa særegent godt. Det er et overordentlig alvorligt stykke og et saare vittigt. Og naar man en gang er holdt op at snakke om, hvor meget eller hvor lidet Ramseth ligner Bjørnson, en snak, der kan være munter og god nok mand og mand imellem, og som til alvorlig literærhistorisk brug er berettiget, men som synes mig ilde anbragt i en undersøgelse af stykkets godhed, al den stund ligheden eller uligheden intet har med dette spørgsmaal at gjøre vil det være stykkets aandelige indhold, den lære, det præker, og som hovedsagen: de skildrede menneskers virkelighed og betydning, man vil eie som forfatterens værdifulde gave til samtiden og en eftertid ialfald i første led.
Hvad læren angaar, kan man tage saa meget eller saa lidet af den, som man vil; den findes i „Kong Midas" ikke anderledes, end som de forskjellige farver findes i naturen. Det er lysbrydninger, man har øie for eller ikke øie for, og enten forstaar man af de samtaler, der føres i stykket, og det liv, der leves i dem, hvor usand sandheden stundom kan være, eller man forstaar det ikke; finheden i forholdet mellem fru Anna, Finn Hals og Gerhard Hjelm er lige anskuelig for det saavel som redaktør Ramseths aandelige plumphed. Heiberg har ikke noget sted tvunget sine personer ind i problemdebat, de taler kun om det, der umiddelbart angaar dem selv, og fra øieblik til øieblik er det karakterernes og lidenskabernes sammenstød, der holder vor opmerksomhed fangen, ikke nogensinde en mere eller mindre uanfegtet kamp om meninger.
Det vilde føre mig for vidt, om jeg skulde indlade mig paa en udvikling af, hvor rigt jeg finder stykket. Jeg vil blot fremhæve det indblik i det dannede moderne aandsliv, som er givet ved de to figurer, Gerhard Hjelm og Finn Hals. Og jeg vil da bede, om man særlig vil lægge merke til, hvad det er, de to mennesker ikke taler om, hvad det er, de forlængst er færdig med. Jeg antager, at det er gaaet adskillige som mig, at der her er en gjenkjendelsens glæde, som vi længe har søgt efter i literaturen fra vore dage. De to beundringsværdig seede og følte figurer, Ramseth og fru Anna, burde, forekommer det mig, bringe alt det stille blod i Norge i bevægelse. Hvis de ikke er egtefødninger fra „det store land med de faa mennesker og de mange forfattere“, saa ved jeg ikke, hvad der i verden skal kaldes norsk.
Maa jeg til slutning faa lov til at citere mig selv. Jeg har i dansk „Illustreret Tidende“ i en anmeldelse af „Kong Midas" paa det kongelige theater skrevet følgende:
Det er stykkets naturlige samtaleform, der er dets egentlige kunstneriske liv. Der er her frembragt noget nyt. Personerne taler ikke som figurerne i selv de efter livet bedst dannede skuespil hidtil har gjort det. De har mere end andre digtede mennesker ordene saaledes paa tungen, som de umiddelkart kommer fra hjernen. Sætningerne brydes, tankerne slaar klik, der er store huller i udviklingerne og forklaringerne; ordforbindelseslæren er som det tomme intet udenom stykket. Det truer med at dræbe stemningen, om personerne fandt paa at vandre ud deri. De gjør det heller ikke.
Og fremdeles, der er over alle møderne og sammenstødene i stykket tilfældighedens grundlov. Der er stigen og dalen og plane flader i samtalerne, der er fald og reisning og ro og uro, men der er ikke rytmisk orden. Der er en indholdets udfoldelse og voksen, og der er dets bratte afslutning, der er et hele, et virkelig valgt stykke af livet, men i hver enkelthed er der kun ufærdige ting at finde. Skulde man grafisk fremstille indholdet, vilde man faa med en vrimmel af mangesidede figurer at gjøre, hvor linjerne aldrig løb tilbage til deres udgangspunkt, aldrig lukkede sig om sig selv. Uden i et tilfælde: Ramseth. Derfor virker denne mand allerede ved sin form saa eiendommeligt.
Det er denne modige efterligning af tilværelsens spil, denne nye evne til at gjøre virkelighedens bevægelser efter, som giver „Kong Midas“ sit merkelige præg.
Kjære Samtiden, jeg forbliver Deres i ondt og godt, men helst i godt, hengivne
E. Skram.