Fortuna/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 374-381).
◄  X.
XII.  ►

Madamen fik Ret, naar hun i de første Dage efter lille Carstens Fødsel blev ved at gjentage, at Fruen var for ung til strax at føle hele Lykken ved Bamet; det vilde nok komme.

Thi da Clara havde forvisset sig om, at hendes Skjønhed intet havde lidt, kastede hun sig over den Lille med en Kjærlighed saa graadig og skinsyg, at hun næsten følte sig paa Krigsfod med alle, der omgav hende og som vilde stjæle sig lidt Ret til at eie med i Barnet.

Hun huserede med Pleiekoner og Barnepiger, fordi de ikke forstod at stelle Barnet. Saalænge den Lille havde det godt, var det Clara, som passede ham efter en Bog og efter lange Breve fra Moderen. Men kom der lidt Maveknib eller saadant noget, saa var det altid Pleiekonen eller Pigen — eller en anden, som havde gjort noget galt eller dumt.

Dette Barn var et Stykke af hendes egen Skjønhed, af hendes egen Fuldkommenhed; derfor skulde det være og voxe op som et mandligt Sidestykke til hende, — skulde engang vise sig inde i selve Byen for Familien, for Veninderne for de forsmaaede Balkavalerer, for hele Hovedstaden lige op til Slottet — som Clara Meinhardts Mesterstykke.

„Du lader til at anse lille Carsten som din udelukkende Eiendom,“ sagde Abraham godmodigt, naar hun ikke vilde lade ham komme nær Barnet.

„Ja, — det gjør jeg rigtignok.“

„Men jeg da!“ —— raabte Abraham leende; „du behandler mig ganske som brugt Krudt.“

„Hvad er det for noget Tøv!“

„Der Moor hat seine Pflicht gethan, der Moor kann gehen.“

„Ja det ved Gud, han kan,“ svarede Clara uden Skygge af Smil.

Men Abraham lo; han vilde ikke tage det for Alvor; han vilde være lykkelig. Han havde en Søn, som var hans; og han skulde nok faa Tag i Gutten senere; det var saa rimeligt, at Moderen raadede i den første Tid.

Kun med én taalte Clara at dele Barnet: Professoren fik Adgang til alle Tider; og han blev utallige Gange kaldt op ad Vindeltrappen enten til en Raadslagning eller stundom bare, forat Bedstefar skulde se, hvor han var sød — lille Carsten i Badestampen.

Og Moderen og Bedstefaderen kunde sidde lange Stunder over Vuggen og le og beundre hver mindste Trækning i det lille Ansigt, hvori de opdagede alverdens Smil, Familieligheder og intelligente Antydninger; medens Barnet — ærligt talt — hels lignede en syg Abekat.

Professoren var saa optaget af dette Barn, at han børstede Støvet af nogle medicinske Skrifter og gav sig til at repetere om Børnesygdomme. Det var hans Lyst og Glæde — dette lille Væsen, som skulde bære Navnet; og naar han i den dybe Stilhed midt i sit store Kontor hørte en fjern Lyd af Barneskrig ovenpaa, da lænede han sig tilbage i Stolen og smilte til Lykkegudinden, som halvt svævende rakte ham sin Krans og smilte igjen.

— Ogsaa for sin Veninde Fru Fredrikke viste Clara stundom sit Barn; thi hun havde ikke noget og saa hellerikke ud til at faa noget, og Clara satte Pris paa denne Overlegenhed.

Thi i Retning af det økonomiske Husstel maatte hun indrømme, at Fru Fredrikke i høi Grad var hende overlegen. Vel behøvede Clara ikke at spare, og hun gjorde det egentlig hellerikke; men hun havde dog fra sin Moder arvet et Sværmeri for at knibe paa Smørret og gjemme Sukkeret for Pigerne.

Fru Fredrikke lærte hende en Mængde Kneb med Madfedt, Meljævninger, Sirup og Cicorie og Liebig — ikke at forglemme; og Fru Clara gjorde sig en Samvittighedssag af at beværte sin Mand og sine Tjenestefo1k med nogle høist mystiske Ting, som de skulde spise.

Til andre Tider — som ved Selskaber ænsede hun ingen Udgift; at være rigtig ødsel og flot, naar nogen saa det, var igrunden hendes Natur — især med et Raffinement af Kniberi; paa samme Tid som hun lod Kogekonen grassere efter Behag med Trøfler og Østers, forsømte hun aldrig at tælle Sveskerne til Tjenernes Sødsuppe.

For Fru Fredrikke var et Besøg og fremfor alt et Selskab i dette Hus, hvor der gik saa meget til, ligefrem gribende. Hendes Fugleøine hang ved alt, hvad der blev fortæret, og taxerede alt, som gik tilspilde. Og bagefter følte hun sig, somom hun havde været med paa en vanvittig Ødselhed, den hun selv maatte bøde paa ved at knibe Kniberiet endnu knebnere.

Hun misundte isandhed ikke sin Veninde; det maatte være skrækkeligt at staa i Spidsen for et saadant Hus. Thi Fru Fredrikke eftertragtede ikke egentlig at være rig, at eie meget; eiheller nærede hun nogen bestemt Frygt for Fattigdommens Savn og Indskrænkninger, — hun behøvede i Virkeligheden saa lidet.

Hendes Lidenskab var Bevidstheden om, at alle de Skillinger, som paa nogen mulig Maade kunde trille ind til hende, — de kom; og at ikke en eneste Skilling trillede fra hende, som paa nogen mulig Maade kunde været spart.

Hun var en Guldgrube for sin Mand og blev meget beundret.

Nei — skulde hun misunde Clara Løvdal noget, var det snarere Manden; — hans Nøisomhed — den maatte hun beundre.

Naar hun hørte, hvad Middagsmad den rige og forvænte Abraham Løvdahl tog tiltakke med, maatte hun rigtignok tænke paa sin Mand; han var Skam ikke let at narre med opvarmede Levninger og deslige.

Men saa var der jo det, at Morten ikke var stærk, og desuden trængte han god og kraftig Mad i sit besværlige Kald. Der havde derfor i Kapellanens Hus udviklet sig den Skik, at Husfaderen spiste af et særskilt Fad; medens Fruen, som forøvrigt næsten ingen Næring behøvede, hun havde nogle andre Ting at pille med, som man ikke egentlig kunde benævne med noget bestemt Madnavn.

— Saasnart Clara Løvdahl følte sig fuldkommen rask igjen, vilde hun have Revanche for den lange kjedsommelige og smertefulde Tid; hun satte Fart i det gamle Hus — ja i hele Byen; hun fik antændt en Selskabelighed og en Feststemning, der fængede til alle Sider og oplyste hele Vinteren med glimrende Baller, Fakkeltog paa Isen, Champagne og Raketter.

Det var vel ikke Clara Løvdahl alene, som fik den adstadige By til at staa paa Hovedet: men hun anslog den rette Tone i det rette Øieblik, og hun fik Svar af Glæde og Jubel fra alle Kanter. Ikke blot hos de store som Løvdahls, Withs, Garmans, men ogsaa nedover blandt Smaafolk slog de sig løs denne Vinter. Der var ikke et eneste bekymret Ansigt at se undtagen Bankchef Christensens; og det forøgede Lystigheden.

Der farer undertiden en saadan løssluppen Aand gjennem smaa, afsides Ansamlinger af Mennesker, naar de have sovet længe. En Prins eller et Dyrskue sætter Maskinen igang, og saa gaar det Slag i Slag med Fester og Selskaber.

De, som har Skillinger tilovers, ta’r dem frem; og de, som ingen har, faar med Fornøielse laant; og der blir en Flothed og en Rigelighed, saa at de overraskede Kjøbmænd ordinerer baade Champagne og svære Silketøier fra Hamburg.

Men den Champagne bliver aldrig betalt; og naar en fremmed Kunde mange Aar efterpaa falder i Forbauselse ved at finde et pragtfuldt Silkestof i en støvet halvtom Butik, saa svarer Kjøbmanden: „Ja, ser Del det Tøi er fra Prinsetiden,“ og han ryster vemodigt sit fallerede Hoved.

Dennegang var det altsaa Fru Clara, som satte Munterheden igang; men hun havde ogsaa god Hjælp. Først og fremst i Professoren, som netop fandt det at være la haute finance: Baller, Concerter og Maskerader om Aftenen, og store Omsætninger, Masser af Breve og Expeditioner om Formiddagen i Kontoret.

Han var med til alle Forlystelser og var selv den, som opfordrede Clara og hjalp hende med at finde paa nye pikante Tilstelninger.

Konsul With var ogsaa en værdifuld Medarbeider; hans Specialitet var Maskerade. Han havde Garderobe for et helt Theater og var utrættelig ivrig og beredvillig til at laane ud, naar han bare kunde faa igang en Maskerade eller bare et tarveligt Divertissement med Forklædninger.

Onde Tunger paastod, at dette Konsulens Sværmeri kom af, at det kun var under hans mesterlige Forklædninger, han kunde more sig lidt om Aftenen; eftersom hans Kone — Strygebrættet kaldet — holdt skarpt Øie med ham. Og det behøvedes; thi Konsul Withs Rygte var næsten værre end Marcussens.

Ogsaa Marcussen satte Clara ivei; det morede hende at holde ham i en stadig Forvirring. Fra først af lagde han ikke Mærke til hende anderledes end i ærbødig Beundring for Principalens smukke Hustru; men Clara gav ham snart andet at tænke paa.

Hun kjendte godt til hans Liv og vidste, at han blandt de smaa Damer i Byen var uimodstaae1ig. Nu kunde det more hende — den fuldendte Dame fra Hovedstaden at fange denne smukke klodsede Fisk, for at se ham sprælle under hendes overlegne Behandling.

Og han bed strax paa; men hun rykkede for tidligt i Snøret

Thi saa lidet fin Marcussen end var, saa narrede en Kvinde ham ikke let; og da han strax mærkede, hvad han skulde bruges til, forblev han hendes ærbødige Kavaler uden nogensinde at ville mærke de smaa Vink om at komme nærmere.

Clara blev forbauset og ærgerlig; denne Smaastadsløve vilde han ikke bøie sig! — hun vilde tvinge ham. Men derved blev hendes Væsen saa underligt forceret, at Abraham engang vovede at sige til Clara efter et Selskab:

„Hør! — du forkjæler os denne Marcussen!“

„Hvad mener du?“

„Du gjør for meget Væsen af ham; han er jo ikke andet —“

„end din Fars Kontorist? — det var vel det, du vilde sige; jo du mener det rigtignok ærligt med dine Talemaader om Frihed og Lighed; naar alt kommer til alt, er du en latterlig Aristokrat.“

„Det var ikke noget om hans Stilling, jeg vilde sagt —“

„Jo det var netop det, du vilde sagt; jeg saa det paa dig.“

Abraham Løvdahl havde været gift i snart to Aar; det var ikke længer saadanne Ting, han disputerede om, og han vilde i Taushed tage fat paa sin Avis.

Men nu vilde Clara netop vide Besked, hun forlangte at han skulde forklare, hvad han mente med sine Insinuationer, med saaledes at kaste sig over hende med Bebreidelser og —

„Naa naa — Clara! — svar mig: synes du virkelig, Marcussen er comme il faut?“

„Han er smuk, meget smukkere end du.“

„Hver sin Smag,“ svarede Abraham muntert; han vidste godt, han var vakker nok, og at hun kun sagde det, for at ærte ham; „men synes du, han er fin?“

„Aa ved du hvad! — jeg kjender flere Ægtemænd, som kunde lære Hensynsfuldhed mod Damerne af Hr. Marcussen.“

„Tror du, disse galante Hundekunster vilde klæde en Ægtemand?“

„Du kunde jo prøve. Men nu vil jeg vide, hvad du har at bebreide mig overfor Marcussen?“

„Hans Rygte —“

— „kjender jeg, de fleste Mandfolk har et temmeligt medtaget Rygte; vil du kanske kaste den første Sten?“

„Jeg vil slet ikke tale om mig selv; men det undrer mig, at du Clara! som virkelig ser saa skarpt, naar du vil, — at du ikke opdager den indre Raahed, som skinner gjennem Marcussen fra Hoved til Fod?“

„Du er skinsyg, — jo du er —“

„Aa neigu er jeg ikke skinsyg — nei!“

„Tror du ikke jeg, som du selv siger ser saa skarpt, kan se Skinsygen pible ud af Øinene dine! — det er ogsaa et smukt Træk af digl husker du de Tider, da du talte i høie Toner om Ligeberettigelsen, de samme Fordringer til Manden som til Kvinden, den gjensidige Tillid —“

„Nuvel! — hvad saa?“

„Hvad saa? — jo du er en nydelig Eman — — Emancipist!“ raabte Fru Clara; „du er ikke et Haar bedre end alle de andre væmmelige Mandfolk; mens du forlanger af din Kone —“

„Hvad mener du Clara! — jeg?“

Da vendte hun sig lige mod ham, og hendes smukke blaa Øine blev kolde som Glas.

„Grete Steffensen“ —— sagde hun halvhøit.

Abraham fór iveiret ved Navnet, og hun greb det strax:

„Ja du ser, jeg ved Besked; du synes kanske, det klæder dig at komme her med din afskyelige og ugrundede Skinsyge, naar du selv har saadant paa din Samvittighed.“

„Men du er jo aldeles gal — Clara! — det er jo en stakkels, blind Pige —“

— „ja blind maatte hun ogsaa være —“

— „for at blive indtaget i mig?“ fuldendte Abraham og maatte alligevel le.

„Det var aldeles ikke det, jeg vilde sagt,“ svarede Clara og vendte sig bort; thi det var det, hun vilde sagt; men hun stansede, fordi hun følte, at det var altfor taabeligt.

Imidlertid gjenvandt hun snart sin Sikkerhed, og idet hun gik forbi ham, sagde hun med sin Moders Stemme:

„Hvorom alting er, saa skal jeg frabede mig din Skinsyge; pas du dig selv, saa skal nok jeg passe mig; — Godnat!“

— Efter denne Samtale fik Abraham en Frygt for, at Sladder og onde Tunger kunde ødelægge hans Forhold til Grete; og hun var ham ganske uundværlig. Lidt efter lidt var hans Kjærlighed gledet bort fra Clara; han havde jo snart indseet, at det var umuligt at bevare det Sværmeri, hvormed han fra først af havde elsket hende; og naar det endnu ikke fuldt ud var ham bevidst, hvor fjernt fra hinanden de i Virkeligheden levede, saa var det nærmest, fordi der laa i Abrahams Karakter en bestemt Ulyst til at gaa dybt i et Forhold, hvor han kunde formode, at der paa Bunden laa noget sørgeligt eller foruroligende.

Men den Trang til hengiven Kjærlighed, som intet Svar fandt hos Clara, vendte sig til Grete — naturligt og uden at han tænkte paa nogen Uret. Nu vidste Abraham godt, at han elskede Grete, og han var lykkelig i hendes uskyldige Tillid; alle Ønsker udover dette satte han sig til Modværge mod; han havde givet sig selv sit Ord paa, at han i dette Stykke vilde være ærlig og retskaffen.

Og som han Gang efter Gang i Livets Smaating bøiede af, hvor han burde gaaet ligefrem; — taug, hvor han burde talet, blev dette Forhold til Grete et Tilflugtssted for en Trang i hans Karakter, som fra Barndommen var bragt til at forkrøble: han følte sig som hendes Ridder; hun var fuldstændigt i hans Magt; men han vilde aldrig misbruge den.

Og dog var ogsaa her en Skygge. Naar Abraham tænkte over sit Liv, forekom det ham, somom det var en uundgaaelig Skjæbne dette, at netop han, som i Virkeligheden netop saa gjerne vilde have alting klart og greit omkring sig, — at netop han bestandig skulde komme opi smaa Tvetydigheder, fortrædelige Smaating, som han fra først af ikke gad rydde tilside, men bare steg over, og som saa siden bag hans Ryg steg op til store Fortrædeligheder med lange Skygger.

Hvorfor skulde det nu falde sig saa, at han kom til at lyve for Grete!

Thi det blev ikke med den ene Gang. Da han saa, hvor det gjorde hende lykkelig, lavede han hele sit Liv om efter en lidt forstørret Maalestok og fortalte fra sin Barndom og sin Ungdom og fra Dag til Dag, — Traaden var sand og ægte nok; men det var netop Udsmykningerne, Grete satte mest Pris paa.

Han fortalte og skammede sig og fortalte igjen, indtil Skammen sledes bort; og disse lange Stunder, naar han sad og udmalede for hende, hvad han havde gjort, og især, hvad han vilde gjøre i det og det Tilfælde — — de blev for ham kjærere end alt andet. Ikke blot, at han nød den Lykke at være hende nær; men selve de fantastiske Fortællinger begyndte at virke befriende paa ham; de bødede lidt paa hans Livs Marvløshed.

Saa blev han en Mester i denne Art Digtning, og hun blev aldrig træt af at spørge og beundre. —

— Men i sit Hjem maatte Abraham anstrænge sig, for ikke at føle sig fremmed. Ved det venskabelige Forhold mellem Clara og Professoren blev han lidt tilovers. Til Fornøielserne fulgte han gjerne med; men hvad han ikke kunde taale, men rent ud rømte af Huset for — det var en egen Art af Gudelighed, som Clara holdt paa at indføre i Hjemmet.

Fru Løvdahl havde, for at give Saisonens Selskabelighed et storartet Sving, ogsaa forenet sig med endel godgjørende Damer og istandbragt en glimrende Bazar med Dans og Skuespil.

Og efter denne Tid fik hun Smag for smaa halvt religiøse Sammenkomster med The og en Præst.

Professoren spøgte i Førstningen med sin smukke Svigerdatter over denne pludselige Fromhed. Men snart var det, somom han saa det med andre Øine. Han indvilgede endogsaa i at overtage Posten som Formand i „Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menighed“, hvilken Post Konsul With af visse Aarsager ønskede sig fritaget for.

Dette: at Faderen gik med — kunde Abraham mindst af alt taale; thi han vidste saapas god Besked om Professorens Anskuelser betræffende Religionen, at han umuligt kunde tro, at det var af et oprigtigt Hjerte, den gamle Videnskabsmand nu sad og sang Salmer mellem Damerne og fulgte til Kirke — ja til Alters med Clara.

Men det kunde han jo ikke tale til sin Far om; og han gik derfor bare af Veien.

Forøvrigt var der over Professoren et Liv, en rastløs Virksomhed, som stundom næsten kunde ængste Abraham. I alle Selskaber deltog den gamle Mand, og i Kontoret var han sent og tidligt.

En Dag lod han Abraham underskrive en Vexel.

Abraham tog leende Pennen:

„Ja, kan du have nogen Glæde af mit Navn, saa værsaagod! — Gud og Hvermand ved jo, jeg eier ingenting.“

„Det er jo ogsaa bare en Formsag,“ sagde Professoren fort og tog Papiret, „mit Navn er jo det vigtigste.“

„Ja dit Navn er som Faraos Kjør; det sluger mit uden at blive det mindste federe af det.“

„Men dit Navn Abraham! — vil engang blive saa godt som mit.“

„Ak Far! — jeg bliver nok aldrig saadan Kjøbmand som du.“

„Vi faar se — Gutten min! —“ svarede Profæsoren; men længe efter, at Abraham havde forladt Kontoret, sad han i Tanker — i urolige Tanker.