Forhandlinger ved Naturforsker-Mødet i Christiania 1844
Norsk Litteratur.
24. Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres fjerde Möde i Christiania den 11—18 Juli 1844. Christiania 1847. I Komm. hos Feilberg & Landmark. 434 S. 8vo med 1 Tavle. heft. 108 Sk.
Allerede i flere Aar havde i det store Udland og navnlig i Tydskland og England periodiske Moder af naturforskende Videnskabsmænd været i fuld Gang, da Ideen om at bringe en lignende Forening istand i de skandinaviske Lande begyndte at røre sig hos enkelte, især danske Naturforskere. Den vaktes vel end livligere ved de tydske Naturforskeres Nærhed under Modet i Hamburg, men det blev dog ved Tanken, indtil en norsk Læge, Corpslæge Egeberg, lod den gaae over til Handling, idet han ved personlig Sammenkomst med flere Videnskabsmænd oplivede Interessen for Sagen og fik berammet et foreløbigt Møde i Gothenborg, der blev afholdt 1839 om Sommeren. Ved dette blev en skandinavisk Naturforskerforening grundlagt og nærmere Bestemmelser fastsatte for de kommende Møder. Kjøbenhavn blev valgt til Samlingssted for næste Aar (1840), hvorefter toaarige Mellemrum skulde indtræde; som Følge heraf afholdtes efter skeet Valg et Møde i Stockholm 1842 og i Christiania 1844, ved hvilket sidste det ved Stemmefleerhed blev afgjort, at Møderne i Fremtiden skulde være treaarige, og det næste finde Sted i Kjøbenhavn 1847. At dette Møde er tilendebragt, inden man ret har kunnet oversee og bedømme Resultatet af Virksomheden i det næstforegaaende, der er den nærmeste Gjenstand for denne Anmeldelse, og hvis Forhandlinger udkom i Juli d. A., maa vel synes underligt, og har ogsaa paadraget den norske Bestyrelse temmelig skarpe Bebreidelser; men til Forklaring herom skylder Anmelderen at anføre, at flere Foredrag længe lode vente paa sig, og dernæst, at Generalsecretæren, Prof. Boeck, hvem Udgivelsen nærmest paalaa, ved Sygdom har været hindret fra med Hurtighed at fremme Arbeidet, — Omstændigheder, der vistnok for en Deel maa undskyldt Forsinkelsen, som forresten i Sammenligning med de andre Bestyrelsers raske Expedition har gjort et mindre behageligt Indtryk ogsaa hos Medlemmerne i vort Land.
Efter sine Forgjængeres Exempel bestemtes den skandinaviske Forenings Virksomhed til nærmest at omfatte de egentlig naturvidenskabelige Fag; medens et næsten samtidigt stiftet Samfund i Italien har udstrakt sin Virksomhed videre og blandt andre ogsaa optaget Agronomien som berettiget Fag. Saa rigtig maaskee en saadan Udvidelse kan synes fra et almindeligt Naturstandpunkt betragtet, saa upraktisk bliver den i Virkeligheden, da Medlemmernes Antal derved maa stige i den Grad, at Forretningsordenen bliver altfor tung, og alle Slags fælles Møder meget besværliggjorte. Ved Congressen i Genua 1846 meldte sig saaledes omtrent 1500 Personer hvoriblandt vistnok en Deel saakaldte Amateurer, og regnes hertil endnu en Mængde Tilhørere, som gjerne gives Adgang til de almindelige Møder, kan det ikke undre os, at Metropolitankirken St. Lorenzo maatte benyttes for at skaffe Rum til en slig Forsamling. En formelig Tilslutning af Agronomien til vor Forenings Formaal er iøvrigt i Løbet af de senere Aar bleven mindre nødvendig da større Sammenkomster af Agronomer nu jevnlig afholdes i Skandinavien, i den Hensigt at søge Videnskabens Frugter anvendte paa den praktiske Jorddyrkning. — Angaaende Hovedhensigten med at stifte en skandinavisk Naturforskerforening, var denne i det Væsentlige angivet i Indbydelsen til det første foreløbige Møde i Gothenborg. Den videnskabelige Stræben i de 3 Lande skulde gives et friere Sving og større Betydning derved, at deres Videnskabsmænd fik Anledning til personlig at udvexle Meninger; — en større gjensidig Opmærksomhed ventedes vakt for hvert Lands litteraire Produkter, og ifølge heraf en voxende Iver og Arbeidslyst hos den yngre Generation. I Begyndelsen havde vel det større Publikum ret store Forventninger om de umiddelbare Resultater, som disse Møder skulde medføre, man tænkte paa glimrende Opdagelser som en Slags Knaldeffect af hvert Møde; men saadanne Phantasier have sikkert ikke svævet Naturforskerne selv fore. De viste for godt, gjennem hvilke strenge og langsomme Prøvelser Naturstudiet maa arbeide sig frem, til at vente sig slige Frugter af selve Møderne. Et med Conseqvents udbragt Enderesultat af mange og prøvede Erfaringer tilhører den enkelte Mand og ikke et heelt Samfund; men den forudgaaede besværlige Gjennemførelse lettes og belyses ved personlig Omgang og Discussion med andre Videnskabsmænd, Tankegange vækkes og Veie findes, som for den isoleret staaende Mand vare mørke og ukjendte. At ogsaa en sagkyndig Bedømmelse af en hæderlig Virksomhed, der klarere viser sig ved mundtlige Yttringer Ansigt til Ansigt, end ved den langsommere gjennem Skrift, maa have sit Værd og virke opmuntrende, bør ogsaa tages i Betragtning. Hvo som har opfattet og bedømt disse Møders Formaal og Resultater efter en tungere Gradestok, har taget Feil og visselig seet sine Forventninger skuffede, uden dog derfor at have Ret til at ansee det Hele for Blendværk. Spørgsmaalet bliver, om Sammenkomsterne have opfyldt de mere billige og retmæssige Fordringer, man tør stille til dem, og om de deeltagende Medlemmer selv have fundet sig nogenlunde tilfredse med Resultaterne.
Ved Naturforskermødet i Christiania hvis Forhandlinger vi her have for os, meldte sig som Medlemmer i Alt 176 Personer, hvoraf fra Danmark 39, fra Sverrig 33, fra det øvrige Udland 5 og fra Norge 99. Efter Valg under foregaaende Møde i Stockholm fungerede Prof. Hansteen som første Ordfører, Prof. Holst som anden Ordfører og Prof. Boeck som Generalsecretair. Forretningsordenen, Sectionernes Antal m. m. bestemtes som sædvanligt under et forberedende Møde.
Den første Forsamling i Gothenborg lod sig nøie med 3 Sectioner, men ved de paafølgende Møder fandt man snart, at Arbeidet fremmedes ved at danne flere, og saaledes bestemtes her Antallet til 7 nemlig: 1) for Physik, Chemie og Mathematik; 2) Mineralogie og Geologie; 3) Botanik og Plantegeographie; 4) Zoologie og Zootomie; 5) Anthropotomie og Physiologie; 6) practisk Medicin; 7) Pharmaciens practiske Deel. Physiologien har ikke stadigen havt sin Section, men deels sorteret under Zoologiens, deels under den practiske Medicins Section; ligeledes have Pharmaciens Dyrkere ved enkelte Møder først senere isoleret sig for at afhandle Emner af mere speciel Interesse. Til de her nævnte Afdelinger gjorde man ved sidste Mode i Kjøbenhavn Forberedelser til endnu at føie en ganske ny — en ethnographisk — Section, hvis fremtidige Existents vil kræve en Samvirken af Anatomer og Oldgranskere, der tør falde vanskelig nok at bringe istand for alle 3 Landes Vedkommende. Kunde denne imidlertid realiseres, vilde vel ogsaa mange historiske Oplysninger i Sandhedens Interesse efterhaanden udvindes; og for Norges Historieforskere og Ethnologer turde en mundtlig Discussion blive det bedste Middel til paa en klar Maade at vindicere vore Rettigheder paa et Gebeet, som, saavidt Anmelderen har forstaaet, vore danske Brødre, ifølge en nedarvet og til Overbeviisning overgaaet Mening, nu ansee nærmere at tilhøre dem end os.
De almindelige Møder aabnedes af Prof. Hansteen med en Tale, der næst efter at bringe de ankomne Naturforskere en Velkomsthilsen paapegede de Omstændigheder hvilke havde bevirket, at Norge i videnskabelig Henseende maatte staae tilbage for Danmark og Sverige, hvis Universiteter i Aarhundreder havde udspredt Oplysningens Straaler over Landene. Regjeringernes og Hoffernes Sæde i de andre Landes Hovedstæder havde desuden i disse begunstiget ikke alene de skjønne, men ogsaa de mechaniske Kunster, hvis Hjælp Naturforskerne ikke kunne undvære; Localer, Samlinger, Apparater o. s. v. vare der forlængst indrettede og ordnede, medens Norge først i de seneste Tider havde kunnet anskaffe sig Alt dette. Idet Hansteen fremhævede Naturvidenskabernes hurtige Fremskridt, gjorde han opmærksom paa Nytten af mundtlige Meddelelser, som Svar paa den oftere hørte Bemærkning, at Pressen gjorde personlige Sammentræf overflødige, og gjentog ligeledes den Yttring, at en concentreret Virksomhed af de 3 sprogbeslægtede Nationer maatte veie tungere i Europas videnskabelige Vægtskaal, end hver for sig isoleret. Anmelderen har tilladt sig at udhæve et Par Momenter af denne Velkomst- og Indledningstale, for at de Læsere, der ikke kjende den, kunne slutte sig til Prof. Hansteens Mening om disse Møders Hensigtsmæssighed. Enhver, der vil læse den, skal heri gjenfinde det samme tankerige Sprog, som er os saa vel bekjendt hos denne Notabilitet ved vort Universitet — en af de Faa, der har gjort dette bekjendt ogsaa over det større Udland.
Conferentsraad Ørsted holdt dernæst et Foredrag, hvori han paa en almeenfattelig Maade omhandlede Tænkningens og Indbildningskraftens Opfatning af Naturen. En eensidig Uddannelse af hver af disse Retninger, skjønt i aandelig Henseende beslægtede leder til et Misforhold, der vel ogsaa har viist sig iblandt Videnskabens Dyrkere i Form af poetiserede Forsøg og aprioriske Constructioner; men det var ikke om Eensidigheden inden de videnskabelige Enemærker, at Taleren vilde handle; nærmest derimod vilde han tage Hensyn til den Frygt for en tænkende Opfatning, som man hyppigst finder hos dem, som altfor udelukkende have levet sig ind i deres Indbildningskrafts Verden. Denne Frygt kan hos Mange gaae saa vidt, at de med en Slags Gru betragte Naturvidenskabens store Resultater, der true med at forstyrre den Verden, som deres Tro og Skjønhedssands har dannet sig. De trøste sig derfor bedst ved at glemme saa meget som muligt den farlige Fiende. Ørsted har i en saadan Tingenes Tilstand fundet en Opfordring for Naturforskerne til at vise, hvorledes de Sandheder, som Tænkning og Iagttagelse lærer os om Naturen, give et rigt Stof for Indbildningskraften, der dog blot bør benyttes paa det Vilkaar, at man gjør sig ligesaa fortrolig med disse Sandheder, som man hidtil var det med Fabelen. Vor Tidsalder trænger til en Forsoning mellem fri Tænknings og fri Indbildningskrafts Virken, og dette Foredrag blev os budt som en Begyndelse til den Række af Forsøg, Taleren ansaa nødvendige for at bidrage til Udjevningen. Den Gjenstand, som blev lagt til Grund for de paafølgende Betragtninger, var Stjernehimmelen, og Taleren førte sine Tilhørere gjennem de forskjellige Phaser af Tænkningens Udvikling ved dens Beskrivelse, ligetil man ved Beregninger lærer at forfølge Naturens bestemte og uforandrede Love. Tilværelsens Storhed maa under en saadan indirect Opfatning paatrykke Betragteren en langt større Fylde af Tanker og Billeder, end en overfladisk Betragtning af Stjernehimmelen kan give, og dens mægtige Guddomsindhold maa straale ind i hans Sjæl med det Himmellys, som træffer hans Øie. — Af dette korte Recit vil Gangen i dette Foredrag omtrent kunne fattes; det er populairt holdt, som ogsaa Meningen er. Indholden er klar, og Sproget har villigen føiet sig under denne udmærkede Physikers Behandling, saa at vi i den hele Fremstilling faae et Beviis for, at Indbildningskraft og Følelse ikke svækkes ved grundige Naturstudier. Det kan maaskee være gaaet Flere, som Anmelderen oprigtigt maa tilstaae om sig selv, at han ved at høre dette Foredrag fandt dets Indhold altfor almeen for en Forsamling af Naturforskere; men det maa erindres, at de almindelige Moder ogsaa bivaanes af mange andre Tilhørere og at en Mediation maaskee her er paa sit rette Sted.
Professor Retzius holdt derpaa et Foredrag “om Formen af hufvudets benstomme hos olika folkslag“. — Da dette Emne har Almeeninteresse, skal Anmelderen give en kortfattet Udsigt over dets Historik og de af Forfatteren opstillede Hovedclassificationer. Man begyndte tidligt at tale og skrive om Menneskeslægternes Racer, uden dog at have et blot Begreb om, hvad man skulde forstaae ved Menneskerace“. Linné inddeelte dem efter Verdensdelene og fik 4 Racer, hvortil Blumenbach efter Sydhavsøernes Opdagelse føiede en 5te. Da denne Inddeling var uden dybere videnskabelig Grund, fæstede Blumenbach senere Opmærksomheden paa de ulige Nationers Hovedskaller, og viste ved Beskrivelser og Afbildninger Naturforskerne den rette Vei ved disse Undersøgelser. Mere end 20 Aar vare forløbne, siden den sidste Decade af Blumenbachs Craniesamling udkom, og flere Folkestammer opdagedes uden at denne Deel af Naturalhistorien blev fremmet i Forhold til de øvrige. Aarsagen hertil ligger efter Retzius’s Mening deri, at man ikke med behørig Conseqvents fæstede sig ved den væsentligste Deel af Hovedet, Craniet nemlig, som nærmest omslutter Hjernen, da man næsten a priori maatte antage, at forsaavidt hver Folkestamme eier en vis psychisk Individualitet denne da vilde udtrykke sig i Hjernens Dannelse. Phrenologerne have vistnok behandlet denne Gjenstand, men mere som en Deel af deres egen Videnskab end i ethnographisk Henseende. I Aaret 1838 fremstillede Prof. Nilsson i 1ste Hefte af sit classiske Arbeide: “Den skandinaviska Nordens Ur-invånare“ Typerne for den gotiske og lappiske Hovedskal, og anmodede Retzius om nærmere at prøve Resultaterne; — dette gjorde Retzius og blev ved den fundne Forskjel, som bekræftede Nilssons Undersøgelser ledet til at søge lignende Egenheder hos andre Nationer, i hvilken Hensigt han ordnede de Samlinger, der stode til hans Raadighed. I et Foredrag ved Mødet i Stockholm 1842 “om formen af Nordboernes cranier“ fremstilledes som Anhang en Classification af Folkeslagene, der nød Bifald af flere Naturforskere, og dette havde opmuntret Retzius til at fremkomme med de Betragtninger i samme Retning, som udgjorde Indholden af nærværende Foredrag. — Angaaende den af Retzius opstillede Classification, da har han med Hensyn paa Craniets Dannelse antaget 2de Hovedformer, nemlig den korte, runde eller fiirkantede, som han har kaldt den brachycephaliske, — og den lange, ovale, som er benævnt den dolichocephaliske. — Den øvrige Deel af Hovedets Skelet, som tilhører Ansigtet, er dernæst taget i Betragtning og bestemt, eftersom Profilen danner en mere lodret Linie, der fra de ældste Tider ansaaes som en Betingelse for Skjønhed, eller en mere diagonal Linie, der danner Overgangen til Dyrets Profil. Den første Form er benævnt “den orthognathiske“, den anden “den prognathiske“, en Benævnelse, som Prichard har indført for den Form, som udmærker Negerens Ansigt. Enhver af de 2de Cranieformer kan være forenet med begge Ansigtsformerne, saa at Hovedets Grundformer blive 4 og Folkeslagene, naar de grupperes efter dem, at inddele i: gentes dolichocephalæ orthognathæ og prognathæ, og i Gentes brachycephalæ orthognathæ og prognathæ. I Europa forekommer den lange (ovale) Cranieform med lodret Profil, og den korte Cranieform med lodret Profil. Til den første Form høre: Svenske, Norske, Danske, Hollændere Tydskere Englændere (Celter), Franskmænd, Irlændere, Skotter og Belgiere. Til den 2den: Tyrker, de fordums Avarer i Ungarn, Lapper, Slaver, Tschuder. Der gives enkeltviis en Mellem eller Hybridform mellem disse opstillede Hovedformer, men herom saavelsom om Systemets Gjennemførelse under Foredraget tør Anmelderen for Rummets Skyld ikke give flere Detailler. I et senere Skrift af Prof. Zeune (Ueber Schädelbildung zur festeren Begründung der Menschenracen. Berlin 1846), som Anm. nylig har seet annonceret i en Journal, er det samme Fundament benyttet, men Zeune’s Classification skal have det forud for Retzius’s, at samtlige Diametre af Hovedskallen (Længde, Bredde og Høide) ere tagne i Betragtning, medens R., hedder det, blot har holdt sig til Længdevidden. At dette imidlertid ikke er saa ganske rigtigt, vil fremlyse af det Foranstaaende, idet Længde og Bredde er taget sammenlignelsesviis, og der for en Deel er taget Hensyn til Høiden ved Bestemmelsen af Ansigtets Profillinie.
Til dette Foredrag knytter sig ved en naturlig Forbindelse et Foredrag i 3die Møde af Prof. Nilsson: “Bidrag til kunskapen om menniskars tillvaro och verksamhet i Skandinavien under den förhistoriska Tiden“.
Man har forsøgt at gjøre Menneskeslægtens og dens Stammers Udvikling til Gjenstand for naturhistorisk Forskning, hvad angaaer de ældre Tidsrum, hvorom Historien ingen sikker Kundskab kan give os. De forhistoriske Tidsperioder maa antages at have havt en Lighed deri, at Menneskene, da nærmest Naturtilstanden, ogsaa have havt meget tilfælles i deres Maade at være paa. Den comparative Methode, der bruges i al Naturvidenskab, har man derfor troet anvendelig ved denne Slags Undersøgelse, og man har sluttet fra visse fundne Efterladenskaber, saasom Vaaben, Redskaber osv., til det Folks Cultur, de tilhørte. Et andet Hjælpemiddel har man fundet i Studiet af Skeletter, især Hovedskaller, af hvis Form man har søgt at skaffe sig Kundskab om de særskilte Stammer. Den comparative Sprogforskning, varsomt behandlet, kommer ogsaa her i Betragtning. Paa laveste Culturtrin gjorde man sine Redskaber af simple Materialier: Steen, Been, Træ og desl.; senere har enten samme Stamme lært sig Brugen af Metaller, eller en indvandret Stamme har ført denne og tillige en høiere Cultur med sig, hvilket Sidste efter al Rimelighed har været Tilfældet i Skandinavien. Vi kunne her tydeligt skjelne mellem 3 forskjellige, skarpt begrændsede Udviklingsperioder: den første med Redskaber af Steen, Been o. s. v., hvoraf Exemplarer forevistes fra Universitetets antiqvariske Musæum, men ingen af Metal; — den anden med Metalredskaber, men ei af Jern, blot af Bronce; — og den 3die, med hvilken Jernet kom i Brug. Hvor mange Folkestammer, der her i Skandinavien have staaet paa det laveste Culturtrin og hvorlænge, kan ikke bestemt afgjøres; men at den lappiske Stamme har levet her i Steenperioden og langt sydligere end nu, er mere end sandsynligt. Af særegne Grunde troer N. at turde slutte, at det første Stadiums Ophør idetmindste i det sydlige Skandinavien ikke kan ligge vor Tid nærmere end omtrent 3000 Aar. Næst efter denne Periode ere paa ulige Tider og fra ulige Kanter indtraadt 2de Udviklingsperioder, — den ene oprunden fra Vesten, den anden, sandsynlig langt senere, fra Østen. Dette førstnævnte mærkværdige Forhold er, saavidt vides, først opdaget og grundig beviist af Prof. Rudolf Keyser i hans ypperlige Afhandling: Om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab“, hvorved denne Historieforsker i Hovedsagen er kommen til de samme Resultater, hvortil Nilsson paa en ganske anden Vei er bleven ført. Fra den førstnævnte Periode findes Redskaber og Vaaben af Bronce, der i flere Henseender mærkeligt skjelne sig fra dem, der ogsaa findes fra den 3die Periode, og hvorpaa Etatsraad Thomsen i Kjøbenhavn først har fæstet Opmærksomheden. Da lignende Broncevaaben allerede omtales hos Homer og findes i mange Lande, er det ikke urimeligt, at de ved Handel og Bytte, maaskee endog ved directe Samqvem, ere komne til os fra et i technisk og commerciel Henseende meget uddannet Folk (Phoenicierne). Det forholder sig vel saa, at de Hovedskaller, som ere fundne tilsammen med Bronceredskaberne, efter Anseende ikke ere phoeniciske, men maaskee gives der anden Anledning til at formode, at dette Folkeslag har strakt sine Handelsforbindelser eller endog Colonier til Kysterne af Sundet og Nordsøen. Nilssøn har fæstet sin Opmærksomhed paa det mærkværdige Phænomen i Skandinaviens Geologie, at Landet langsomt hæver sig, hvorved Sandbanker efterhaanden ere dannede, der før laa under Havets Overflade. I de senere Aar har man nemlig i disse fundet Menneskeskeletter paa flere Steder i Bohuslæn, hvis Leie viser, at de ikke der ere begravne, men omkomne ved Ulykker paa en Tid, da Vandet gik over Landet. Tvende Skeletter bleve forleden Aar fundne og deres Leie nøiagtigt undersøgt. De laae omtrent 3 Fod under den i jevne Lag bedækkende Overflade, der beregnedes at ligge omtrent 100 Fod over Havfladen. Antaget at denne Banke, i Analogie med de langs hele Bohuslæns Kyst foretagne Maalinger, er hævet henimod 2 Fod paa Seklet, bliver Tidsrummet fra dens Niveau med Havet mellem 4 og 5000 Aar. Det er vistnok usikkert, om Landet har voxet i samme Forhold i de tidligere Aartusinder som man har beregnet det for de sidste 300—1000 Aar; men saameget synes vist, at disse Skeletter tilhøre en Tid, om hvilken ikke vor Historie og neppe vore Sagn kunne give os nogen Kundskab. Craniet af disse Skeletter tilhører efter Prof. Retzius’s System ingen homo brachycephalus, altsaa ikke Lapstammen, men en homo dolichocephalus orthognathus. Det skjelner sig tydeligt fra de af Retzius ved Modet foreviste nordiske Cranier, hentede ud af hedenske Gravhøie og fra vort Anatomikammer; ligeledes er det forskjelligt fra den Cimbriske Stammes Cranier, hvilke ofte træffes sammen med Broncevaaben. Saavidt Nilsson vidste, er der blot 3 Gange fundet lignende Cranier i det sydlige Skandinavien og hver Gang isammen med forzirede Broncevaaben. Det har Form tilfælles med Hovedskallen af O’Connor, Irlands sidste Konge, og ligner meget en Hjerneskal som Nilsson for nogle Aar siden erholdt fra en saakaldt phoenicisk Katakombe paa Malta.
Prof. Nilsson endte dette almeeninteressante Foredrag, af hvilket Anm. har troet et kort Uddrag her paa sin Plads, med den Erklæring, at han ingen bestemte Slutninger vilde trække af disse Undersøgelser; men skulde det igjennem fortsatte Bestræbelser kunne yderligere stadfæstes, at Phoenicierne have besøgt vore Kyster, turde Meget og Mangt fra vor hedenske Oldtid finde en anden Forklaring end hidtil. Specielt nævnes vor Skik at tænde Festild under Midsommersnatten, om hvilken allerede Leopold v. Buch har bemærket, at den neppe er opkommen i Norden, og minder om den phoeniciske Solguds Dyrkelse.
Prof. Eschricht holdt i 3die Mode et Foredrag “angaaende Betydningen af Hjerneskallens og af hele Hovedets Formforskjellighed“, hvorved især havdes Hensyn til Phrenologernes Lærdomme om Hovedets Form som Udtryk for de aandelige Evners Udvikling og Styrke. Eschricht kom efter en Demonstration af Menneskehovedets Beenudvikling og Analogier fra Dyrcranier til det Resultat, at Cranioscopien mangler en videnskabelig Læres vigtigste Characteer: “Grundighed“. Det eneste sikkre og uomtvistelige Punkt, der bliver tilbage af Læren, er at man af den indre Hjerneskal kan slutte sig til Hjernens absolutte Omfang, og at et absolut større Omfang af Hjernen, forudsat at dens indre Bygning er normal, tyder paa en kraftigere Hjernevirksomhed, og at i al Fald en betydelig Formindskelse af dens Omfang hentyder paa en Indskrænkning i de aandelige Kræfter. Anm. skal herved tillade sig at bemærke, at Phrenelogerne endnu ere langtfra at have indrømmet Cranioscopiens Utilstrækkelighed hvorvel Argumenter, — hentede fra de ved Natur eller Kunst frembragte Formforskjelligheder af Hovedskallen, sammenlignede med Aandsevnerne, hvorpaa baade Eschricht i 1842 og Retzius 1847 i Kjøbenhavn hentydede, — ikke tale i Faveur af deres Sag. Prof. Otto vilde ved seneste Mode i Kjøbenhavn fremdeles hævde endog dens praktiske Betydning som Middel til at bedømme Forbryderes Tilregnelighed. — Uden for sin Deel ganske at ville benegte Phrenologiens praktiske Værd, kan Anm. umuligt begribe, hvorledes den skulde bringes i saadan Anvendelse uden store Misgreb og farlige Følger; ligesom det maa forekomme os, som Phrenologerne i det Hele have for udelukkende heftet Opmærksomheden paa Hjernens qvantitative Udvikling som Betingelse for Aandskraften, medens dog vist denne som enhver organisk Deel kan variere i qvalitativ Henseende, om end Forskjellen ikke er opdagelig for den physiske Undersøgelse.
Med Hensyn paa Craniets Betydning for det ethnographiske Studium gjorde Eschricht til Slutning opmærksom paa, hvor compliceret denne Undersøgelse stiller sig; og specielt hvad den første eller Steenperioden angaaer, i hvilken efter Prof. Nilssons Formodning Grønlændere have beboet vort Norden, da vise Hjerneskaller, fundne i Kjæmpehøie ved Siden af Steenredskaber, sig kjendeligt forskjellige fra Grønlændernes eller Eskimoernes Cranier, og synes at have tilhørt et særskilt ublandet Folkefærd.
Professor Forchhammer foredrog i 2det Møde: “om den almindelige Indflydelse, som Vandplanterne, navnlig Tangarterne, have paa Dannelsen af Jordens Overflade“. For at faae Kundskab om, hvorvidt Fortidens Tangarter, der i Organisation ligne de nulevende Planter, ogsaa i chemisk Beskaffenhed stode i et lignende Forhold, analyseredes Asken af flere Grupper fra forskjellige Dele af Verdenshavet. Ved andre Undersøgelser eftersporedes den Vexelvirkning Bestanddelene ved Tangens Decomposition undergik indbyrdes og i deres Forholde til den omgivende Grund o. s. v., hvis Detailler Anm. ikke kan indgaae paa, af Mangel paa behørig Sagkundskab. Resultaterne ere visselig af stor geognostisk Interesse, og Iagttagelserne skulle godtgjøre til Ex., hvorledes Bestanddele, især Svovl og Kali, som man i Almindelighed har været meget tilbøielig til at tænke sig ved Sublimation fremkomne af Jordens Indre, for en stor Deel ere samlede ved Planternes Medvirkning af det store Verdenshav, hvori Levninger af tidligere Jorddannelser og Producterne af forstyrrede Bjergmasser samle sig. Prof. Forchhammer nyder ved Siden af den almindelige Erkjendelse som udmærket Naturforsker tillige den at være en ivrig Befordrer af de skandinaviske Moders videnskabelige Tendents.
Baron Leopold v. Buch holdt i 2det Mode et lidet Foredrag i det norske Sprog: “om Nytten af naturhistoriske Samlinger i Almindelighed, og om Fortræffeligheden af de mineralogiske Samlinger ved Universitetet i Christiania i Særdeleshed“. — Foredraget er heelt igjennem en Panegyrik over de Fremskridt, Norge i naturhistorisk, navnlig i geognostisk Henseende har gjort, siden Taleren for omtrent 20 Aar siden bereiste Landet. Prof. Keilhau antydes i tydelige Ord, skjønt ikke ved Navn, som den, hvis Flid og Skarpsindighed har udrettet saa store Ting, at hans Arbeider, som visselig fortjent er, høit vurderes over hele Europa. Derhos gaves den magnetiske Krafts os Alle bekjendte Undersøger en lovprisende Anerkjendelse.
Dr. Sondén fra Stockholm foredrog i samme Møde: “om nödvändigheten att reformera de Sinnessjukes vård i de skandinaviske Rikene“. Med praktisk Sagkundskab paa dette Feldt talte Sondén indtrængende om det Krav, Sindssygdomme have paa Staternes Opmærksomhed. Hans Ord vare paa rette Sted i vort Land, der unegtelig staaer meest tilbage i denne Henseende. Taleren endte med det Ønske, at Naturforskere og Læger maatte med sin betydningsfulde Opinion, høit udtalt i Videnskabens og Menneskelighedens Interesse, understøtte en af Nødtørft, Nationalære og Oplysning paakaldt Reform af vore Anstalter til Sindssyges Behandling.
Admiral Bille omhandlede i 3die Møde: “Søfartens Krav paa Videnskabsmænds og Autoriteters Omhu“ i et kort Foredrag, hvorved han paaviste Vigtigheden af at hjælpe den praktiske Sømand til en sikker Seillads. Specielt fremhævedes Nytten af Længdens Beregning ved Siden af Breddens, til hvilket Øiemed han opmuntrede til Anskaffelse af Søuhre med fornøden Veiledning til deres Brug. Saavidt Anm. har erfaret, bliver ogsaa nu Chronometrets Anvendelse mere og mere almindelig ombord i Skibe, der seile paa lange Farvande; Skibsførere derimod, som alene have at finde Vei over Nordsøen, synes ifølge gammel Vane mindre at føle Trangen til disse endnu kostbare Uhre, da de i Loddet formene sig at have en nogenlunde sikker og i Almindelighed let anvendelig Veiledning ved deres Beregning af Længden.
Hermed endte Foredragene i de almindelige Møder, der danne et Foreningsbaand mellem den forskjelligartede Naturforsknings Dyrkere. Da de desuden ere beregnede paa et større Publicum, har Anm. troet det passende at gjennemgaae deres væsentlige Indhold, for at sætte de med samme ubekjendte Læsere istand til lidt selvstændigere at bedømme deres Betydning. De øvrige Forhandlinger i disse Møder angaae Selskabets Bestyrelse, Oeconomi osv. En Deel Bøger fra fremmede Videnskabsmænd modtoges, og endelig sluttede Ordføreren med nogle smukke Afskedsord. Enhver fremmed Naturforsker fik til Erindring om Mødet et Exemplar af et Kart over Christianias Omegn.
Foredragene i de forskjellige Sectionsmøder tilligemed de førte Discussioner maa Anm. flygtigt overfare, da de for en stor Deel ligge udenfor hans Opfatnings Omraade og i det Hele, som henhørende under de særskilte naturvidenskabelige Discipliner, have en ringere almeen Interesse.
Af den meddeelte Oversigt over Forhandlingerne i Sectionen for Physik, Chemie og Mathematik, hvis Ordfører Prof. J. Keyser var, sees de foredragende Medlemmer at have v»æret, af Danske: Conferentsraad Ørsted, Admiral Bille, Rector Simensen, Professor Scharling og Dr. Levy; af Svenske: Capitain Svanberg; af Norske: Prof. Hansteen J. Keyser og Thaulow, Apotheker Møller, Cand. O. J. Broch og Maler Gørbitz. Flere af de omtalte Foredrag ere ikke at finde trykte i Bogen, da de deels ere bestemte for senere udførligere Afhandlinger (Broch’s), og deels maaskee i det Væsentlige ere forhen udgivne i Trykken.
I Sectionen for Botanik og Plantegeographi med Biskop Agardh til Ordfører virkede fra Danmark: Docent, nu Prof. Liebmann, der optraadte med rige Resultater af sin Reise i Sydamerika, og Magister Ørsted; fra Sverrig: Ordføreren, Dr. Hartman, Dr. Arrhenius, Adjuncterne Agardh, Lindblom og Mathesius; fra Frankrig: Prof. Schimper fra Strasburg; fra Norge: Prof. Blytt, Prof. Boeck og Apotheker Møller. Cand. J. Lange fra Kjøbenhavn fremsatte gjennem Liebmann et Forslag til en Bytteforening for især nordiske Planter, der skulde dirigeres fra flere af Rigernes større Steder. Denne Sag fandt Anklang hos Flere, men dens videre Behandling henvistes til privat Correspondents. Et Forslag af Prof. Blytt om Anlæggelse af et fælles nordisk Herbarium i enhver af de 3 Hovedstæder, hvor Naturforskerne mødes, troede man ikke at burde indgaae paa, da deels Adgangen til lignende Samlinger paa disse Steder er let, deels Realisationen af en saadan Plan ansaaes meget vanskelig.
I Sectionen for Zoologie og Zootomie under Prof. Nilssons Præsidium holdtes Foredrag af Magister Ørsted fra Danmark; af Professorerne Nilsson, A. Retzius, Lovøn og Sundewall, Baron v. Düben (senere desværre død), Docent Dahlbom og Magister Mathesius fra Sverrig; Prof. Boeck, Conservator (nu Lector) Rasch og Cand. Esmark fra Norge. I Discussionen sees, foruden de her nævnte, Statsraad Vogt og Prof. Eschricht at have deeltaget. Angaaende Søormens Tilværelse hvorom vore Dagblade ogsaa senere have indeholdt Beretninger fra flere Kanter, reiste sig i et Mode en Discussion mellem v. Düben, S. Lovén, Nilsson, Rasch og Sundewall, hvis Resultat var, at de maatte betvivle Tilværelsen af et saadant for Naturforskerne ubekjendt stort Dyr af Reptiliernes Classe.
Som virksomme Medlemmer af Sectionen for Mineralogie og Geologie, hvis Ordfører Baron Leopold v. Buch var, optraadte fra Danmark: Prof. Forchhammer; fra Sverrig: Prof. Nilsson og Magister Nordin; fra Tydskland: Ordføreren; fra England: Præsident Murchison; fra Norge: Lector Scheerer og Professor Maschmann. Flere af disse Foredrag ere ikke udførlig meddeelte. M. Murchisons Anskuelser om de geologiske Overgangsformationer ved Christiania, sammenholdte med ældre britiske og overhovedet europæiske Lag, ere i Bogen givne i norsk Oversættelse. L. v. Buch’s og Keilhaus Fortjenester af dette Studium anerkjendes med megen Roes. Fristet ved den Sidstes fortræffelige geognostiske Kaartarbeide til noget nøiere at gjøre sig bekjendt med Overgangsformationerne, foranledigede M. ham til at ledsage sig paa en Excursion til Krogkleven og Ringerige, der senere gjentoges af M. i Forening med Prof. Forchhammer.
I Sectionen for Pharmacie, der havde Apotheker Møller til Ordfører, have Medlemmerne væsentlig beskjæftiget sig med Discussioner over vigtigere pharmaceutiske Anliggender samt Meddelelser om forskjellige Præparater. De danske Apothekere Trier, Wolf og Cand. pharm. Worsøe, samt Apothekerne Maschmann, Møller, Stillesen, Thaulow og Amanuensis Ditten fra Norge nævnes som Deeltagere i Forhandlingerne. Trier, der senere er optraadt som Redacteur af et Tidsskrift for Pharmacie og technisk Chemie, foredrog adskillige interessante Notitser om nye amerikanske Droguer, som Fortsættelse af et Foredrag ved Naturforskernes 2det Møde.
Sectionen for Anthropotomie og Physiologie valgte Prof. Eschricht til Ordfører. De danske Professorer Stein, Sommer og Eschricht; Svenskerne: Prof. Retzius, Sundevall, Lovén, Huss for Dr. Malmsten, Dr. Santesson; og af Norske: Prof. Boeck gave her deels længere Foredrag, deels kortere Meddelelser som Emner for Discussion, hvori Flere deeltoge. Ogsaa i denne Sections Forhandlinger findes flere Foredrag f. Ex. Dr. Santessons blot kortelig angivne. Et Forslag af Prof. Lovén om Oprettelse af en anthropologisk Statistik i Skandinavien vakte Interesse og Discussion i et særskilt Møde, hvorefter besluttedes, at et motiveret Forslag skulde udarbeides og den medicinske Sections Ordfører anmodes om at anbefale det til Lægernes Opmærksomhed, men senere har Anm. intet hørt om Sagens videre Fremme. Overhovedet synes saadanne Forsøg til at istandbringe en engere Samvirken i et begrændset Øiemed, paa Grund af de udenfor Møderne vidt spredte Kræfter, ikke at møde nogen varm Sympathie.
Sectionen for practisk Medicin var her som altid den talrigste, og dens Forhandlinger optage et forholdsviis større Rum. Prof. A. Retzius ledede disse som Ordfører. Foredrag holdtes af de danske Læger: Stabslægerne Müller og Mansa, Overlægerne Djørup og Bremer, Prof. Sommer, Districtslæge Lehmann, — som Commiteers Referenter af Dr. Ballin og Prof. Otto; af Svenskerne: Stadslæge Ewert, Dr. Wistrand, Dr. Lang og Professor Huss (Commiteeberetning); af Nordmænd: With, Hjorth, Blich, Døderlein Prof. Heiberg Prof. Thaulow, Egeberg, Kjølstad, Conradi (Commiteeberetning) og Faye. Af flere Foredrag savnes udførlig Meddelelse, formodentlig fordi Forfatterne ikke have leveret dem (Heiberg, Døderlein, Kjølstad); ved andre henvises til forskjellige Tidsskrifter, i hvilke de tidligere ere indførte (Sommer, With, Blich). Da imidlertid de ved Foredragene foranledigede Yttringer ere optagne, bliver denne Mangel følelig for de Læsere, der ikke kunne tye til vedkommende Skrifter. Discussionerne vare ret livlige, hvilket contrasterede stærkt med Mødet i Stockholm, hvor man for at spare Tid havde forbudt Discussion. De endemiske Hudsygdomme i Norge omhandledes i et Extramøde. De 3 ved Stockholmsmødet valgte medicinske Commiteer med det Hverv: at undersøge de epidemiske og endemiske Sygdomme i de respective Lande, for efterhaanden at faae Materialier til en skandinavisk medicinsk Geographie, aflagde ved deres ovennævnte Ordførere Beretninger, hvis Værd i det tilsigtede Øiemed dog bleve ringere, end man havde haabet. Især gjorde Prof. Huss opmærksom paa Nødvendigheden af en fælles Plan for Arbeidet efter Schemata, som Regjeringerne maatte befale Landenes Læger at lægge til Grund for deres Undersøgelser og Beretninger; men da dette maatte møde flere Vanskeligheder i Udførelsen, ansaa han disse Arbeider for Tiden mindre hensigtsmæssige. Det blev dog besluttet, at Commiteerne skulde vedblive og arbeide efter den Plan, hver især ansaa rigtigst. Disse Beretninger ere ikke indførte i Forhandlingerne og hertil anføres i Fortalen[1] som Grund, deels at de ikke afgive nogen ret sammenhængende Udsigt over de behandlede Forholde, og deels at Trykningen vilde bleven meget bekosteligere. Udeladelsen har imidlertid vakt Misnøie hos de andre Nationer, og efter hvad Anm. har hørt, skulle de Danske ville særskilt lade Beretningerne trykke. Mere stemmende med en god Form synes det dog at være, at Trykningen finder Sted her, og at Samlingen udkommer som Anhang til vore Forhandlinger. Omkostningerne fik man søge at gjøre Udvei til. Fra Dr. Ellmin i Stockholm var indsendt en Afhandling om Nødvendigheden af at undersøge Forholdet mellem Armod og Sygdom i de 3 Riger og især deres Hovedstæder; over hvilken blev afgivet Betænkning af en udnævnt Commitee (Otto, Wistrand, J. Heiberg) ved Prof. Otto. Indstillingen anbefalede Sagen til Opmærksomhed, og det besluttedes at tilstille Redactionscommiteen samme til Uddrag i Forhandlingerne. Dette er dog ikke skeet, fordi Red. ved nøiere Gjennemsyn har fundet, at Ellmins Afhandling er et Uddrag af et større Skrift og ikke tillader yderligere Forkortelse, ikke angaaer en egentlig medicinsk Gjenstand, og ikke er foredraget af noget Medlem af Selskabet.
Under dette Møde blev en Overeenskomst istandbragt mellem Redactionen af det danske “Ugeskrift for Læger“, det svenske Maanedsskrift “Hygiæa“ og det norske Ugeskrift for Medicin og Pharmacie“ om at forene disse til et samlet, skandinavisk medicinsk Tidsskrift; men desværre strandede denne skjønne Plan paa senere imødekommende Vanskeligheder. Om en saadan Forening i Fremtiden bliver mulig under forandrede Auspicier er ikke let at forudsee; ønskelig skulde den være baade i litterair og pecuniair Henseende.
Efter Sectionsforhandlingerne følger en Oversigt over norske Arbeider til Naturvidenskabens Fremme siden foregaaende Møde, afgiven af den da valgte norske permanente Commitee (Prof. Hansteen, Holst, Boeck, J. Keyser, Keilhau). De forskjellige offentlige Foranstaltninger Skrifter og Opsatser i vore Journaler ere angivne.
Til Bestridelse af Udgifterne ved dette Møde havde Storthinget med megen Liberalitet bevilget en Pengesum (1800 Spd.), der endog var større end den Regjeringen efter Bestyrelsens Andragende havde foreslaaet paa Budgettet. Autoriteter og Bestyrelse gjorde Alt for værdigen at modtage de Fremmede, og med Undtagelse af det famøse Dampbaadsuheld faldt de forskjellige Arrangements sikkert heldigen ud. Beskrivelsen af Festlighederne med Taler og Sange osv., hvormed Bogen ender, behøver ingen speciel Anmeldelse da vore Dagblades Beretninger herom ere ret fuldstændige.
Noget Sagregister til Veiledning ved Opsøgningen af de enkelte Foredrag er ikke vedføiet, derimod findes en Indholdsliste ordnet efter Forhandlingernes Følgerække i Bogen. Af Trykfeil forekomme, saavidt Anm. har opdaget, faa i de danske og norske Foredrag, og om de findes i de svenske, maa det i al Fald være tilgiveligt, da Redactionen ingen svensk Correcteur har kunnet erholde. Typer og Papir gjøre som sædvanlig Grøndahls Officin Ære.
Efterat have endt denne Oversigt over Forhandlingerne ved Naturforskermødet i Christiania, skulde det vel ogsaa paaligge Anm. at udtale en almindelig Dom om Udbyttet af samme. Med Hensyn til de holdte Foredrags og Discussioners umiddelbare Resultater, maa Anm. henholde sig til de i Begyndelsen fremsatte almindelige Bemærkninger og forøvrigt lade enhver Sagkyndig selv dømme. Spørger man derimod om den Aand og Characteer, der var fremherskende ved dette Møde, da er der Anledning til at troe, at Medlemmerne i det Hele have følt sig nok saa tilfredsstillede som ved de foregaaende Moder; i det mindste have de Bedømmelser, der ere komne Anm. for Øie, udtalt sig rosende om Mødets Totalindtryk. Unægteligt hævedes ogsaa dette ved Nærværelsen af de fremmede Naturforskere fra Lande udenfor Skandinavien, iblandt hvilke, foruden de forhen nævnte, Dr. Chaufepié fra Hamburg og d’Halley fra Belgien befandt sig. Det skandinaviske Selskab opnaaer ved saadanne Fremmedes Deeltagelse i Forhandlingerne en Berettigelse mere som Led af Europas store Videnskabskreds, og Anm. skulde troe, at især Præsident Murchisons Bekjendtskab til og varme Interesse for vort Selskab allerede har baaret Frugter, der ere komne de flere skandinaviske Naturforskere tilgode, som senere have besøgt det store brittiske Samfunds Møder, i hvis Spidse Hr. Murchison staaer. Vi tør haabe, at vore Naturforskermøder stadigen ville virke til at stimulere den skandinaviske Videnskabsaand, til at luttre saavel den individuelle som nationale Erkjendelse af Videnskabens Betydning som almindeligt Dannelsesmiddel, samt til at forberede Resultater, der ogsaa i det practiske Liv skulle udøve en velgjørende Indflydelse. Naturvidenskaben gaaer rastløs frem i sin Udvikling over hele Jorden, vi maae følge med, da Conservatisme i Naturforskningen ikke er stort bedre end Tilbagegang, og vore Møder ville lette os denne Stræben.
F. C. Faye.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I Anmelderens Exemplar findes ingen saadan, hvilket Anm. bemærker for at forebygge Mistydning hos Andre, i hvis Exemplarer den samme Udeladelse maatte finde Sted.