Forelæsninger over den norske Retshistorie/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ting-Indretningen i Kjøbstæderne synes oprindelig ikke at have været meget afvigende fra, hvad der gjaldt paa Landet. Vi har tidligere seet, hvorledes de norske Kjøbstæder fra først af var fremstaaede ved de lokale Forholde egen Magt, gjennem den livligere Samfærsel og derved fremkaldte tættere Bebyggelse, hvortil visse Lokaliteter særlig egnede sig; hvorledes disse Omstændigheder fremkaldte egne Retsvedtægter for disse særlige Forhold, men uden derfor at stille By-Omraadet i nogen skarp afsondret Stilling lige overfor Land-Distriktet. Den saakaldte Bylov (Bjarkeyjar-réttr, ovf. § 5) var saaledes ikke saa meget at betragte som Lov for et bestemt Sted, men mere som en Samling af Forskrifter for visse særlige Forhold (jfr. B. R. 42), og den Lovbog, som bar dette Navn, var intet Andet end vedkommende Lagdømmes almindelige Lov, hvori disse Forskrifter var indflettede paa sit Sted, og derimod de for Landsforholdene ejendommelige Institutioner udeladte.

Imidlertid var det en naturlig Sag, at Beboerne af de Steder, hvor saadanne særlige Forhold antog noget betydeligere Omfang og Stadighed, sluttede sig sammen og i sine særskilte Forsamlinger afgjorde Kredsens egne indre Anliggender, altsaa for saa vidt udtraadte af Fællesskabet med de egentlige Heredsbønder. En saadan Ordning kunde efter Beskaffenheden af det Forhold, hvori Medlemmerne af de engeste Samfundskredse stod til hinanden, neppe engang behøve noget formeligt Samtykke fra Heredsbøndernes Side; ti selve Forbindelsen hvilede igrunden blot paa den Interessernes Solidaritet, som bandt Bygdelagets Indvaanere sammen, og maatte følgelig ophøre af sig selv, naar hin Grund bortfaldt. Derimod udkrævedes vistnok en Anerkjendelse fra Kongedømmets Side, for at et Distrikt skulde kunne danne en egen Kommune, og en egen Ret gives stadig Anvendelse inden sammes Grænser, ogsaa udenfor de særlige Forhold, hvorfor den ipso jure var gjældende. Hvad der forstodes ved „Anlæg af en Kjøbstad“ i den ældre Tid, har vistnok ikke været andet end netop en saadan Anerkjendelse af de inden en vis Grænse (takmørk) Boende som egen Kommune og lydende under Bjarkøretten; jfr. B. R. 173: þat heitir takmerkir, er liggr í bœarmanna løgum. Herpaa synes ogsaa B. R. 42 at tyde, naar den, efter først i Almindelighed at have sagt, at Bjarkøretten er gjældende overalt ved Fiskerier og under Kjøbfærder, omtaler det Tilfælde, at en ombord i Skib opkommen Strid endnu staar uafgjort, „naar Parterne kommer til nogen Kjøbstad, hvor Bjarkøretten gjælder“. Heri ligger en bestemt skjelnen mellem Bjarkørettens (temporære) Gyldighed for visse Forhold og dens (permanente) Gyldighed paa visse Steder, og tillige, som det synes, en Forudsætning om, at der gives Kjøbstæder, hvor Bjarkøretten ikke gjælder (uden for selve Handelsforholdenes Vedkommende).

Byerne blev paa denne Maade sideordnede med og uafhængige af Herederne, og kom saaledes ogsaa til at staa udenfor Fylkes-Inddelingen, idet de for det eneste Anliggendes Vedkommende, for hvilket denne havde en almindelig politisk Betydning, Ledingsvæsenet, var undergivne sine egne Regler[1]. At derimod Lagdømme-Inddelingen fra først af maatte omfatte ogsaa de inden sammes Grænser liggende Kjøbstæder, var en ligefrem Følge af denne Inddelings statsretlige Betydning og af at Kjøbstæderne ikke skulde danne selvstændige Dele af Riget, men alene særskilte Samfund inden dette. At det imidlertid tilsidst kom dertil for de største Byers Vedkommende, maa betragtes som en Udvidelse af Systemet, og tilhører en Tid, da Lagdømmerne som saadanne havde tabt den største Del af sin politiske Betydning.

Til Bygdetingene paa Landet svarede Bymødet (mót, bœjarmót) i Kjøbstæderne, hvilket bestod af alle Byens husfaste Mænd, d. e. saavel Gaardejere som faste Lejere, der under Straf af Bøder var pligtige at indfinde sig; ogsaa Raadmændene saavelsom Lagmanden og Sysselmanden var pligtige at mode Bymødet holdtes, som det synes, paa en dertil indrettet Plads (móts fjalir, F. L. X. 31) under aaben Himmel, og bestyredes af Gjaldkeren (Byfogden). Enhver, som havde noget at andrage, var berettiget til at kræve Møde sammenkaldt; han havde i den Hensigt at henvende sig til Gjaldkeren, som strax havde at udsende Bytjeneren (kallari; i den nye Lov rennari), som ved at blæse i et Horn paa Gaderne kaldte Bymændene sammen (krefja horns, se F. L. III. 24; B. R. 25, 26, 36; B. L. VI. 3, VII. 13, 16 o. fl.). Derhos holdtes efter den nyere Bylov regelmæssige Bymøder 3 Gange om Aaret, nemlig: 7 Dage efter By-Lagtingets Slutning i Januar, hvor Gjaldkeren og Sysselmanden skulde lyse for Bymændene, hvad der var forhandlet paa Lagtinget (B. L. 1. 5), altsaa svarende til Høsttinget paa Landet, – Mandagen efter Midfaste Søndag Vaabenting (B. L. VI. 13), og Thomasmesse (21 Decbr.), da Nævndermændene til Lagtinget opnævntes og Julefreden sattes (B. L. VI. 1). De tvende sidstnævnte Møder omtales ogsaa i den ældre Bjarkøret (Kap. 135 og 137), og sandsynligvis skriver den hele Ordning sig fra det ældre Tidsrum, da det første Ting vel maatte være saameget vigtigere, naar Byen ikke havde eget Lagting; Tingtiden maa derimod selvfølgelig have været afpasset efter den almindelig Lagtingstid.

Hvorvidt nogen af de norske Kjøbstæder i det ældre Lovgivnings-Tidsrum har staaet udenfor den almindelige Lagdømme-Inddeling og haft sine egne Lagting, er ikke muligt med Bestemthed at afgjøre. I ethvert Fald kan en saadan ordning ikke være indtraadt før ved Tidsrummets Slutning, ligesaa lidt som den kan have fundet Sted i andre end de største Byer: Nidaros, Bergen, Tunsberg og Oslo, hvilke endnu i Magnus Lagabøters Bylov er de eneste, der optræder som helt selvstændige Jurisdiktioner. 1 de ældre Love, saaledes som vi nu besidder dem, findes der, ligesaalidt som i Sagaerne, noget sikkert Spor til eget By-Lagting; heller ikke var der, hvor Lovene omhandler Byernes og Landets Jurisdiktion i Forhold til hinanden, nogen Anledning til særlig at omtale de højere Tinge, men kun at angive, paa hvilket Sted (ved Hereds- eller Byting) Sagen skal anlægges, og efter hvilken Lov (Landsloven eller Bjarkøretten) Sagens Behandling og Paakjendelse skal foregaa. Af Beretningen om Sigurd Hranessøns Proces kan intet udledes, da Sagen i sig selv hørte under Landsloven; men at Nidaros paa den Tid endnu ikke havde faaet eget Lagting, synes sikkert, hvorimod Frostating for denne Sags Behandling holdtes i Nidaros. Heller ikke kan noget sluttes deraf, at der ved Høvdingemødet i Bergen 1223 ikke nævnes nogen Lagmand for Byerne; ti der var intet til Hinder for, at den Samme kunde været beskikket til Lagmand saavel for Byen som for Landet. Derimod kan det nok synes paafaldende, at der ikke i de ældste Love nævnes særskilte Nævndermænd for Byerne, da det jo maa synes lidet rimeligt, at en Stad som Bergen alene skulde repræsenteres ved Mændene fra Hørdafylke, og Nidaros alene ved Mændene fra Strindafylke. Men i sig selv bliver dog ikke dette mere unaturligt, end at en Stad som Stavanger skulde savne egen Repræsentation, hvilket var Tilfældet endog indi det følgende Tidsrum. Den Bemærkning, at den forstærkede Repræsentation for Hørda- og Rygjafylke ved Gulatinget netop kan have haft sin Grund i, at Bergen og Stavanger har været indbefattede derunder, – modsiges i en ved Sammenligningen med Frostatinget, hvor Strindafylke ikke alene ikke var stærkere repræsenteret end de øvrige Fylker, men, som en af de indtrønderske Fylker, endog havde en Tredjedel færre Nævndermænd end de udtrønderske[2].

Men selv om man, hvad der synes at være antageligst, gaar ud fra, at Byerne indtil henimod Udgangen af det 13de Aarh. har hørt sammen med Landdistriktet under det almindelige Lagting, synes det dog ikke at kunne betvivles, at der altid fra Byen har været opnævnt Nævndermænd, og at disse maa have øvet overvejende Indflydelse paa Afgjørelsen af de Sager, som hørte under Bylovens Omraade. Under anden Forudsætning synes den skarpe Adskillelse[3], der gjøres mellem Sagens Behandling og dens Paakjendelse efter Landets eller Byens særskilte Ret (G. L. 120; F. L. X. 32 jfr. B. R. 42), ikke at faa nogen fuld Betydning.

I Magnus Lagabøters Bylov tillægges, som anført, de 4 Hovedstæder: Nidaros, Bergen, Tunsberg og Oslo særskilte Lagting, der holdtes aarlig Dagen efter trettende Dag Jul (7de Januar) i en af Stadens Gildeskaaler (Kors-Gildestuen i Nidaros. Mariæ Gildestue i Bergen, St. Olafs Gildestue i Tunsberg), under By-Lagmandens Forsæde. Det bestod af 48 Nævndermænd, 12 fra hver Fjerding i Byen, opnævnte paa Bymødet Thomasmesse af Gjaldkeren og Sysselmanden, samt af Byens 12 Raadmænd som selvnævnte, hvorhos ogsaa Sysselmanden og Gjaldkeren samt Kongens og Biskoppens Aarmænd var pligtige at være tilstede. Tingets Indretning var iøvrigt i Byerne ligesom paa Landet. Ogsaa ved By-Lagtinget hvilede den egentlige afgjørende Myndighed hos Lagretten, der bestod af de 12 Raadmænd og 12 af Nævndermændene, 3 fra hver Fjerding, hvilke var edsvorne og, ligesom paa Landet, havde sin Plads inden Vebaand (B. L. I. 1–4).

At der ogsaa ved Bymødet har været Lagret, er sandsynligt, og denne har vel netop været dannet af de 12 Raadmænd, hvilke paa denne Maade har udgjort et staaende Udvalg med Gjaldkeren i Spidsen, og i Virkeligheden haft den afgjørende Stemme i alle By-Menighedens indre Anliggender, saavel administrative som judicielle. Paa denne Maade bliver det forklarligt, at der i den følgende Tid gjordes saa liden Forskjel mellem Lagtinget og Bymøderne, at de tilsidst alene betragtedes som forskjellige Sessioner af samme Ret; idet det faste Personale ved begge for den væsenligste Del faldt sammen.


Hvilken Stilling der tilkom de kongelige og biskoppelige Ombudsmænd, som havde at møde ved Tingene saavel paa Landet som i Byen, er intetsteds udtrykkelig sagt i Lovene. Det synes dog ikke at kunne betvivles, at deres Kald alene har været at øve den Medvirkning ved Retsplejen, som paalaa den verdslige og gejstlige Magt, – altsaa, foruden at søge Kongens og Biskoppens egne Sager, at vaage over Tingets Orden og Fredens overholdelse, – og at de alene i saadan Egenskab har overværet Tingforhandlingerne, men uden direkte Stemme i Sagernes Afgjørelse. Herfor taler afgjørende Forbudet mod, at nogen Lændermand tager Sæde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelse (F. L. I. 2); i sidste Fald er det nemlig som Bøndernes Høvding (Herser), ikke som Kongens Embedsmand, han er med. – At Lagmanden ved Lagtingene lige fra dette Embedes Oprettelse har ledet Forhandlingerne, ligesom Gjaldkeren paa Bymødet, er vist, og at han snart ogsaa har faaet Sæde i Lagretten, synes ikke at kunne betvivles. Hvor vidt Lagmanden derimod ligeledes har haft Stemme ved Heredstingene og Bymøderne, naar han var tilstede der, er mere usikkert. Paa Landet er det ikke rimeligt; men i Byerne synes det, som oven bemærket, at have været Tilfældet, jfr. B. L. VII. 15, der dog bestemt sondrer mellem Lagmandens Stilling paa den ene og Gjaldkerens og Sysselmandens paa den anden Side. At Gjaldkeren har haft Stemme ved Lagtingets Domme, synes ligeledes usandsynligt. – At derimod alle disse Betjente faktisk kan have øvet en væsenlig Indflydelse paa Sagernes Udfald, og vel ogsaa stundum grebet direkte ind i Afgjørelsen, staar vist neppe til at nægte.

  1. Nidaros stillede 2 Tyvesesser.
  2. Jfr. Munchs Hist. II. S. 1000 og 1009–10. Hertzberg, den norske Proces S. 180–81. Keysers Skr. II. S. 180.
  3. B. R. 42: Bjarkeyjar-réttr er á fisknesi hverju ok í sildveri ok í kaupførum. Ef menn berjast i kaupførum ok sættast þar, þá á stýrimaðr þann rétt at taka, sem konungr í kaupangi, en hásetar þann rétt, sem bœjarmenn taka í kaupangi. En ef þeir koma til kaupangs þess, er Bjarkeyjar-réttr er í, at úbœttn, þá á konungr ok bœjarmenn þann rétt at taka, jafnt sem innan bœjar væri gert, nema þeir hafi sættst áðr. – F. L. X. 32: Ef þat mál skal sœkja í heraði, sem gert er í kaupangi, þá skal sœkja at Frostuþings-rétti, ok dœma um at Bjarkeyjar-rétti. En ef þat mál skal sœkja í kaupangi, er gert er í heraði, þá skal þat sœkja at Bjarkeyjar-rétti, en dœma um at Frostuþings-løgum, ef á dóm kemr. – G. L. 120: Alt þat, er í kaupangri er gert, þá skal þat at kaupangrs-rétti skipta Alt þat, er at heraðs-rétti er gert, ok hvarfor vár í milli heraðsmanna, þá skal þat alt at heraðs-rétti sœkja.