Forelæsninger over den norske Retshistorie/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Borgen for kontraktmæssig Gjæld (varðsla, Flert. vörðslur) handles paa flere Steder, men uden nogen nærmere Forskrift om Retsforholdet i sig selv. At Forløftningsmanden (vörðslumaðr) har været personlig ansvarlig for Forpligtelsen, synes klart, og for saa vidt Forpligtelsen var vitterlig, synes Kautionistens Forpligtelse at have indtraadt, saasnart Hoveddebitor ikke strax ved Kravet betalte, jfr. B. L. VII. 12. At Forløftningsmanden har haft Regres til den Hovedforpligtede, er en Selvfølge, jfr. N. Samll. I. 321.

De Anvendelser, hvori Borgen omtales i Lovene, er navnlig saadanne, hvori dens Stillelse er paabuden, fordi Nogen er kommen i et uregelmæssigt Forhold til fremmed Ejendom. Saaledes: naar Værgen vilde føre Myndlingens Gods bort fra Landet (G. L. 115, M. L. V. 14, jfr. F. L. XI. 28); naar den, hvis Kreaturer havde gjort Skade i anden Mands Mark, vilde have dem tilbage, inden han kunde bøde Skaden (M. L. VII. 33). – Men fornemmelig kom den til en udstrakt Anvendelse i Processen (tak)[1]. I alle Tilfælde nemlig, hvor en paatalt Forpligtelse ikke strax blev erkjendt og fyldestgjort, kunde Sagsøgeren fordre, at den Sagsøgte stillede Borgen (æsta hann taks); men dennes Gjenstand var naturligvis forskjellig efter Sagens forskjellige Stilling. Var den Sagsøgte en løs og ledig Person, kunde Sagsøgeren, hvor han traf ham, æske en foreløbig Sikkerhedsstillelse for, at han skulde lade sig finde paa sin opgivne Bopæl, naar Krav eller Kvada skulde fremsættes, brautartak, tak til heimilis (G. L. 102, F. L. III. 20, X. 26, 27 og 31; jfr. B. L. VII. 24); for bosatte Folk maatte derimod opfordringen til at stille Borgen fremsættes i deres Hjem. – Var Forpligtelsen vitterlig, eller den Sagsøgte erkjendte den og lovede til en bestemt Tid at betale, altsaa, som det heder, «fæstede Gods», maatte han stille Bergen for Opfyldelsen, fjór-tak, (B. R. 52 og 98[2], B.L. VII. 12). Var derimod Forpligtelsen ikke vitterlig og den Sagsøgte heller ikke erkjendte den, kunde Sagsøgeren fordre Borgen for, at han skulde møde ved Dommen, laga-tak (G. L. 102), hvilket da efter sagens forskjellige Stilling var tak til stefnu, til móts eller til dóms[3]. – Og var Ed derefter fæstet, kunde Sagsøgeren æske Borgen for, at Eden inden den fastsatte Tid skulde blive aflagt, eiða-tak (B. R. 23 jfr. 46 og 96; Eids. L., N. gl. L. II. S. 523), hvilket igjen nærmer sig til fjártak; ti hvis Eden ikke aflagdes, var Forpligtelsen eo ipso bleven vitterlig; den ældre Eidsivatingslov l. c. nævner endvidere tak til járns[4]. – Vægrede den Sagsøgte sig modvillig for at stille saadan Borgen (fœra tak), forfaldt han i Bøder, hvorhos Sagsøgeren sagesløs kunde sætte sig i Besiddelse af saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde[5]. Var han derimod uvederhæftig, saa at han ikke formaaede at stille Borgen, forfaldt han vel ikke i Bøder, med mindre han afhændede eller forflyttede sit Gods; hvorimod Sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig hans Person og holde ham i Forvaring indtil Tinget; hvis han da ikke strax betalte eller hans Frænder løskjøbte ham, kunde han som en modvillig Debitor dræbes eller lemlæstes. Fritagne for at stille tak var paa Landet de, der ejede fast Gods eller Skib; men de var da under det anførte Ansvar pligtige til ikke at afhænde eller forflytte sit Gods.

Denne mærkelige Institution, der synes at have været udbredt over hele den ældre germaniske Ret, holdt sig i Norge meget længere end noget andetsteds. Imidlertid viser den sig allerede i vore ældste Love at være i Forsvindende paa Landet. Ti uagtet Hovedstederne, saavel G. L. 102 som F. L. III. 20 og X. 26, 27, omtaler brautar-tak og laga-tak som et almindeligt Retsmiddel, synes det dog at være Forudsætningen saavel i G. L. 102 som i F. L. III. 20, at det sidste alene kom til Anvendelse, hvor Retsforfølgningen opholdes ved mellemkommende Helligdage (tak til sóknardaga). Og hvor de særskilte Retsforholds Paatale behandles, findes intetsteds noget Spor af dets Anvendelse udenfor Tyvssager, i hvilke det var en almindelig Regel, at Besidderen var pligtig til at stille Borgen for den omtvistede Tings Tilstedeblivelse (kyrrsetu-tak, jfr. G. L. 254). I denne sidste Skikkelse var det ogsaa, at Tak-Institutionen andetsteds bevarede sig længst, indtil Pligten at stille Borgen i Tyvssager gik over i Forpligtelsen at paavise sin Hjemmel til de stjaalne Koster. Derhos omtales fjár-tak i vitterlige Sager aldeles ikke i Landslovene, og eiða-tak og tak til járns kun i Eidsivatingsloven. – I M. L. er det processuelle Borgensystem udenfor Tyvssager aldeles bortfaldt; hvorimod M. L. VIII. 5, som før nævnt, indeholder en Bemyndigelse for Kreditor til før Dom at fængsle sin uvederhæftige Debitor, hvis Uvederhæftigheden ikke er forvoldt ved utilregnelige Ulykkestilfælde. Men i Tyvssager beholder M. L. IX. 4 fremdeles Taksætningen.

I Byerne spillede derimod det processuelle Borgensystem altid en vigtig Rolle, og tiltog endog, som det synes, mere og mere saavel i Anvendelse som i Strenghed. I den nyere Bylov bruges «taksætte» ganske synonymt med at sagsøge, saa at det maa antages, at alle mulige Søgsmaal har været indledede med Borgen-Stillelse. Heller ikke befriede der den Sagsøgtes Vederhæftighed ham nogensinde for Pligten at stille Borgen. Og endelig synes det, at man, navnlig mod Fremmede, ikke lettelig tog nogen Borgen for god; men anvendte Taksætning ligefrem som personlig Fængsling, for at fremtvinge promte Afgjørelse, saa at endog Hanseaterne i sine Traktater med Norge udtrykkelig betingede sig Fritagelse for Taksætning. – Efter Foreningen med Danmark gik det hele System af Brug. Taksætningen i Tyvssager gik gjennem den jydske Lovs ordning over til en Efterforskning af Besidderens Hjemmel, og Taksætningen i Gjældssager afløstes ved det i de danske Kjøbstæder brugelige Gjældsarrest-Institut.

I nær Forbindelse med den processuelle Borgen stod den ovenfor omtalte Borgen, som skulde stilles ved alle Handler om Hus, Skib og brugte Løsøregjenstande af enhver Art (heimildar-tak), se G. L. 254, B. R. 110 og 111, M. L. VIII. 10, 13, IX. 4, B. L. VII. 6–8, VIII. 8, hvilken Borgen skulde være Kjøberen ansvarlig for mulig Vanhjemmel, og efter M. L. ogsaa for anden Falskhed ved den kjøbte Ting, hvorhos den dækkede Kjøberen mod Tyvssøgsmaal. Jfr. ovf. S. 201.

Endelig kan mærkes M. L. VII. 59, hvorefter Høvedsmanden (stýrimadr) ipso jure skulde være Borgen (í vörðslu) for sine skibsfolk ved Sildfisket, naar de rejste bort uden at rette for sig. – Ligesaa forudsætter B. L. VI. 7, at Husværten i Byerne i Regelen bør gaa i Tak for sin løse Lejeboer; vil han ikke, skal han overlevere denne til Gjaldkaren til personlig Fængsling. – Disse Bestemmelser berører imidlertid nærmest Forpligtelsen til at være ansvarlig for sine Undergivnes Handlinger, og vedkommer saaledes ikke egentlig de kontraktmæssige Forhold.

Ved Pant (veð, i det sildigere Sprog pantr) forstodes i den ældre Ret saavel haandfaaet Pant som Underpant[6]. Hvad enten den pantsatte Ting var bleven overleveret i Panthaverens Besiddelse eller ikke, var Kontrakten lige retskraftig, og det hvad enten Pantet bestod i fast Gods eller i Løsøre. – G. L. 50 bestemmer i Almindelighed at i Tilfælde af dobbelt Pantsættelse skal den tidligste Panthaver have Fortrinet. For haandfaaet Pant stod Panthaveren til ubetinget Ansvar. Bortsolgte Panthaveren Pantet, kunde Pantsætteren tilbagesøge det fra Kjøberen inden 12 Maaneder; men efter den Tid havde han tabt sin Ret, jfr. 144. Var der fastsat en vis Tid til Gjældens Betaling, skulde Panthaveren til den fastsatte Termin vidnefast tilbyde Skyldneren hans Pant; løste han det ikke da, var det forbrudt (forveðja), jfr. E. K. R. 48. – Bestemmelsen gjentages i M. L. VIII. 20 med det Tillæg, at Panthaveren, naar Skyldneren ikke til den fastsatte Tid løser Pantet, har Valget mellem selv at beholde det efter skjønsomme Mænds Vurdering eller at sælge det til Andre, og af Kjøbesummen tage sig betalt for sin Fordring; men Resten skal udbetales Ejeren. Var ingen Tid fastsat, skulde Pantet løses inden 12 Maaneder. Chr IV. L. ibid tilføjer, at Panthaveren ikke maa overdrage Pantet til nogen Anden for en højere Sum end han selv har det, jfr. Lovb. 5–7–4. – Ogsaa F. L. IX. 28[7] omtaler Underpant i fast Gods med Vindikationsret ligeoverfor sednere Kjøbere, og G. L. 41, M. L. VIII. 14, forudsætter ligeledes Underpant i Løsere: hvis den, der har lejet en Ko, har stillet Ejeren Pant i en anden (som altsaa tænkes at forblive i sin Ejers Værge), og den lejede Ko dør, skal Ejeren have den pantsatte til Vederlag, jfr. og G. L. 115.

Den almindelige Form, hvorunder Pantsætning af fast Gods forekommer i Diplomerne, er den, at Debitor overdrog sin Kreditor et vist Kvantum Jordegods til Brug eller til deraf at oppebære Indkomsterne, indtil Gjælden blev betalt. Almindelig vedtages det da udtrykkelig, at Landskylden af det pantsatte Gods ikke skal komme til Afdrag paa den skyldige Kapital, men derimod betragtes som Rente, hvilket man altsaa ikke har anseet stridende mod Aagerforbudet, se saaledes Dipl. Norv. I. 661 og 861, II. 599, 1039, 1052, Stundum vedtages det dog, at en Del af Indkomsten skal afskrives paa Kapitalen, f. Ex. Dipl. Norv. I. 995, eller at Kreditor først skal beholde Landskylden, naar Debitor ikke løser Pantet til fastsat Tid, Dipl. Norv. I. 570, eller endog at formeligt Regnskab over Godsets Indkomst skal opgjøres, Dipl. Norv. I. 603 og 604. Men i alle Tilfælde betragtes dog Panthaveren som Pantets egentlige Herre; i Dipl. Norv. II. No. 158 findes Exempel paa Brugspant paa 10 Aar, hvor Kreditor ligefrem siges at have «kjøbt» Godset, og Sælgeren forbinder sig til i Vanhjemmelstilfælde at «pantsætte ham andre sine Jorder»; jfr. VI. 317, der ogsaa indeholder Exempel paa en subsidiær Pantsættelse for Tilfælde af Vanhjemmel. Paa Kommissorial-Klausulen, der vistnok især i den sednere Tid blev temmelig sædvanlig, haves Exempel i Dipl. Norv. V. 130 og det nysciterede VI. 317. I det ovenanførte Dipl. Norv. I. 995, jfr. 1015, anvendes derimod Lovens Regel, at Panthaveren skal beholde Pantet efter lovlig Vurdering, og i Dipl. Norv. II. No. 514 overdrager Debitor formelig det pantsatte Gods Panthaveren til Ejendom, da han ikke ser sig istand til at betale Gjælden. – Paa Underpant i den nu sædvanlige Skikkelse findes i Diplomerne neppe noget sikkert Exempel.

I Lovene betragtes den her omtalte Pantsættelse ikke som Pantsættelse, men som Salg med Gjenløsningsret, og det er vistnok først fra Begyndelsen af det 14de Aarh. at Opfatningen af samme som Pant, og det under det nyere Navn pantr (jfr. især de ovenfor citerede Dipl. Norv. II. 158 fra 1326 og V. 130 fra 1339; i Dipl. Norv. VI. 317 fra 1384 bruges Ordet veðsetja), – har gjort sig gjældende. I F. L. kaldes saadant gjenkaldeligt Salg forsala; i G. L. Salg til stefnu (naar Indløsningstiden var bestemt) eller til mála (naar samme var overladt til Sælgerens Forgodtbefindende). – Af denne Betragtningsmaade fulgte paa den ene Side, at Bestemmelserne om Lovbydelse og Odelsløsning her maatte komme til Anvendelse, og paa den anden Side, at Sælgeren, naar han undlod at løse Godset, intet Krav havde paa Forskjellen mellem dets sande Værdi og den for samme betalte, eller rettere forstrakte, Sum, saa at følgelig saadant Salg egentlig indeslutter en Pantsættelse med Kommissorialklausul. Dette sidste var nu vel ogsaa for saavidt ganske stemmende med de Gamles synsmaade, som G. L. 50 jfr. i E. K. R. 48 viser, at clausula commissoria oprindelig var forbunden med enhver Pantsættelse, hvor Pantet var Kreditor overleveret; imidlertid ser man dog, at Regelens Strenghed meget lempedes, især i M. L.

Det var ogsaa en ligefrem Følge af Kontraktens Egenskab af Kjøb og Salg, at Jordens Indtægter tilfaldt Kjøberen (Kreditor); dog fremgaar det af F. L. XII. 2, hvad iøvrigt maatte forstaa sig af sig selv, at, om end Salget i Formen omfattede den hele Gaard, var det dog i Virkeligheden ikke mere end saa stor en Del af samme, som omtrent svarede til den modtagne Kjøbesum (Laanet), hvoraf Besidderen oppebar Indtægterne, og som i Tilfælde af undladt Løsning endelig tilfaldt Kjøberen. Dog viser samme Sted tillige, at denne Dels sande Værdi forudsættes at overstige Laanet.

Frostatingsloven gjør ikke, saaledes som Gulatingsloven, nogen Forskjel mellem det Tilfælde, at en bestemt Indløsningstid er fastsat, eller ikke. I begge Tilfælde kunde saavel Sælger som Kjøber (Debitor som Kreditor) æske Salgets Opløsning. – I ethvert Fald skulde som ved andre Salg Jorden først lovbydes til Odelsfrænderne (G. L. 276 og 288, F. L. XII. 4); dog behøvede man efter G. L. ikke at lovbyde til sin egen Søn. Vilde Frænderne ikke give saa meget for den (ɔ: laane saa meget paa den), som en Fremmed, kunde den overdrages til denne. Men selv om Ejeren havde overdraget Jorden til en Fremmed for en ringere Sum, synes det efter G. L. 276[8], at Odelsmanden ikke kunde rokke Salget, med mindre Jorden fremdeles befandt sig i den oprindelige Kjøbers Besiddelse, og at selv da denne kunde afværge Løsningen ved at forøge den for samme erlagte Sum. – Salget skulde her som overalt foregaa ved Skjødning, og vidner tages paa Handelens Vilkaar, for hvilke Vidner Kjøberen (Kreditor) havde Ansvaret; hvorimod naturligvis Bevisbyrden for, at Jorden kun var solgt med Gjenløsningsret og ikke til Odel og Eje, paalaa sælgeren (Debitor), jfr. G. L. 272, F. L. XII. 1. At Kjøberen igjen frit kunde overdrage Jorden til en Anden, og det for saa stor Kjøbesum, som han kunde erholde, er en Selvfølge; men paa den oprindelige Ejers Gjenløsningsret havde dette naturligvis ingen Indflydelse, G. L. 286.

Indløsningen af saaledes solgt (pantsat) Jord foregik i de almindelige Odelsløsningsformer (jarðarbrigð); men de to Loves Bestemmelser herom er noget afvigende. G. L. skjelner, som anført, mellem om en bestemt Termin er fastsat (stefnu-jörð), eller ikke (mála-jörð). I første Tilfælde (G. L. 276) skulde Sælgeren til den bestemte Termin udsige Kjøberen om Høsten og stevne ham til Jorden Torsdag i Paaskeugen det følgende Aar til at modtage sine Penge (til auratöku). Her skulde Løsningsmanden føre sine Vidner paa, «hvor mange Penge Besidderen ejer i den Jord», og disse Penge skal han udrede, hvis ikke Besidderen kan skaffe Vidner for Mere (jfr. Kap. 284). Oversad den tidligere Ejer Terminen, havde ham som det synes, tabt sin Ret; dog kunde den fremdeles, som Odelsjord, løses for sit fulde Værd; men den tidligere Ejer kunde ogsaa forbeholde sig sin Ret til at løse for den betalte Sum, ved til den fastsatte Termin at erklære, at han formedelst Armod ikke formaaede at løse Jorden (lyse Pengemangel, jfr. Kap. 293); hvorefter han eller de øvrige Odelsfrænder i 20 Aar kunde gjøre Brug af Løsningsretten; men efter denne Tids Forløb maatte Lysningen gjentages, da i modsat Fald Jorden blot kunde løses for sin fulde Værdi. Benægtede Besidderen ved Lysningen, at Salget var sluttet under Forbehold af Løsningsret, maatte dette strax med vidner bevises; i modsat Fald tabte Lysningen sin Kraft (Kap. 276[9] jfr. 272). – Ved Maalejord gjældte ingen Præskription for Gjenløsningen, lige saa lidt som nogen Lysning her, som det synes, var fornøden. Den tidligere Ejer skulde med en halv maaneds Varsel stevne Besidderen til Jorden Torsdag i Paaskeugen til da at modtage sine Penge og fravige Jorden. Kom Løsningsmanden sednere, men dog inden Plog var sat i Jorden, kunde han vel fordre Udbyttet af Jorden, men Besidderen havde Ret til at forblive boende der det Aar; kom Løsningsmanden derimod først, efterat Vaaraannen var begyndt, havde Besidderen, uagtet han erholdt sine Penge, dog Ret til at vedblive Gaardens Brug og oppebære dens Indtægter Aaret ud (G. L. 280 og 283[10]). – At Besidderen fra sin side har haft nogen Adgang til at fordre sine Penge tilbage af den tidligere Ejer, eller til at rette nogen peremtorisk Opfordring til denne om at løse Jorden, antydes intetsteds i Gulatingsloven, der skarpt fastholder Kontraktens Egenskab af Salg og Løsningen kun som en Ret for Sælgeren.

Langt kjendeligere fremtræder Forholdets Karakter af Pantsættelse i Frostatingsloven. Her omhandles ikke det Tilfælde, at nogen bestemt Løsningstermin fra først af er fastsat. Forholdet benævnes med det almindelige Navn forsölumáli. Lige saa vel som Sælgeren her havde Adgang til at fordre sin Jord tilbage, mod at tilbagebetale Kjøberen de for samme modtagne Penge, saaledes havde ogsaa Kjøberen Adgang til, naar han vilde have sine Penge igjen, at opfordre Sælgeren til at gjøre Brug af sin Løsningsret, med den Virkning, at denne, hvis han ikke efterkom Opfordringen, for Fremtiden maatte svare (20 pCt.) Rente af summen; hvorimod han erholdt Landskylden af Jorden. Hvis han ikke inden et Aar derefter betalte Kjøberen hans Penge, havde han forbrudt sin Ret til at løse Jorden for den betalte Sum. Sælgeren maatte nu, om han vilde løse Jorden, erlægge dens fulde Værdi; hvorimod man paa den anden Side vel maa antage, at saavel Forrentningen af Summen som Oppebørselen af Landskylden fra Sælgerens Side ophørte. Og hvis Sælgeren endda ikke inden et Aars Forløb indløste Jorden (for dens fulde Værdi), havde han ganske forbrudt sin Løsningsret, og Kjøberen kunde fordre sig Jorden tilskjødet til fuld 0del og Eje, F. L. XII. 2 og 3. Naar Sælgeren vilde gjenløse sin Jord, skulde han om Høsten mellem Mikkelsdag og Jul udsige Besidderen og tilbyde ham hans Penge, hvilke derefter skulde udbetales i Gangfasten, Løverdagen i Syvugersfasten (Løverdag før Fastelavnssøndag)[11]. Sælgeren maatte efter F. L. XII. 7 have iværksat Løsningen inden et Aar; men han kunde ligesom efter G. L. forbeholde sin Ret ved at lyse i den hvert 20de Aar. Men Forsømmelse hermed havde efter F. F. Rettens endelige Tab til Følge. Omvendt skulde Kjøberen, naar han vilde have sine Penge, forlange dem om Høsten før Julen. Havde Besidderen ingen Vidner paa sit Kjøb, var det tilstrækkeligt, at han beviste, at han i de næstforegaaende 12 Maaneder havde bygslet og oppebaaret Landskylden af Jorden. Var der Tvist om, hvor stor Kjøbesum der i sin Tid var bleven erlagt for Jorden, og Besidderen ingen vidner havde derom, skulde Sælgeren med sin egen Ed sværge, at det, som han betalte, var lige saa meget, som han i sin Tid havde modtaget for Jorden. Var Jorden i Kjøberens Besiddelsestid bleven forbedret, tilkom der ham Godtgjørelse derfor; var den bleven forringet, skulde det erstattes efter uvillige Mænds Skjøn, jfr. XIV. 4.

M. L. VI. 11, 12, 13 og 15 har i det hele optaget Frostatingslovens Regler om dette Forhold. Men istedetfor dennes Bestemmelser om Besidderens Fremgangsmaade, naar Sælgeren ikke paa hans Opfordring vilde løse sin Jord, foreskrives der her blot, at Besidderen, naar han vil have sine Penge, kan indtale dem som vitterlig Gjæld. Det stod saaledes nu ikke længere i Sælgerens Magt, selv med fuldkommen Opgivelse af sin Løsningsret, at undgaa at tilbagebetale de modtagne Penge, og Forholdet havde saaledes igrunden tabt den sidste Levning af Betydning som Salg, og var gaaet fuldstændig over til Pant, kun med den Forskjel, at Panthaveren, saa længe Forholdet bestod, havde den fulde Dispositionsret over Pantet; Kap. 15 tilføjer, at, naar Besidderen af Stevne- eller Maalejord sælger den, kan den tidligere Ejer løse den fra hvem han vil, den første Kjøber eller den sidste. M. L. benævner dog fremdeles Kontrakten Salg; men Chr. IV. L. V. 8 kalder det ligefrem «sælge eller pantsætte til en vis Tid at gjenkjøbe eller indløse». At Chr. IV. L. har udeladt Slutningsbestemmelsen i M. L. om Panthaverens Adgang til at indtale sin Fordring som vitterlig Gjæld, kan her ikke komme i Betragtning, da dette alligevel fulgte af, at Kontrakten umiddelbart betegnes som en Pantsættelse.

I den hele følgende Tid vedblev saadan Pantsættelse til Brugelighed at være meget almindelig, Panthaveren betragtes ganske som Ejer, og det hændte vistnok ofte, at han beholdt Pantet som Ejendom, idet Sælgeren aldrig formaaede at løse det.

Som ovf. S. 195 omhandlet, blev det allerede i Slutningen af det 16de Aarhundrede brugeligt i Norge, ligesom i Danmark, at lade Pantebreve saavelsom Kjøbebreve indføre i Tingbogen, og Forsømmelse heraf antoges at bevirke Pantsættelsens Ugyldighed endog lige overfor Pantsætterens simple Kreditorer.

Bestemmelserne i Lovb. 5–7–8, 11, 12 er tagne af Rec. 1643, 2–15–9 og 11, hvis Kilde igjen er den danske Fr. 23 April 1632. Disse Bestemmelser angaar imidlertid nærmest almindeligt Underpant i faste Ejendomme.

  1. Jfr. herom Fr. Brandt, i Ugebl. f. Lovk. II. S. 348 fgg.; K. v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungs-Verfahren S. 329–45.
  2. Ef maðr á fé at manni, hvárt sem þat er meira eðr minna, ef hann gengr við fyrir húsføstum mønnum, þá skal hann æsta hann fjártaks. En þar er maðr gengr eigi við, þá skal æsta hann taka til dóms, ok eiga dóm at um morguninn eptir, ok njóta vitnis síns ef hann hefir til.
  3. G. L. 102: Nú æstir maðr taks annan; nú skal engi aðrum taka synja; fá hánum taks samdœgris. En ef hann vill eigi fá, þá er hann sekr þrim mørkum. Varðar bú hans taki, ef hann þat bú á, er þriggja marka er vert; þá skal hann vera mánað í því taki, ef hann æstir laga-taks. En ef hann á eigi þriggja marka bú, þá skal sá ganga í tak fyrir hann er þriggja marka bú á. Nu hittir hann eigi hann heima ok æstir hann taka, þá skal hann fá hánum brautar-tak heim til heimilis síns ok síðan laga-tak; segjast or taki er mánaðr er genginn. Nú æstir maðr taka annan þá er eigi eru sóknardagar, þá skal hann í því taki vera til sóknardagar eru; þá er hann næstr sókn á sóknardøgum, þó at aðrir menn eigi at sœkja hann um ønnur mál; en sótt skal hann hafa á fyrsta mánaði er sóknardagar eru; eigi skal hinn lengr í taki vera. Nú má sá maðr í tak ganga fyrir hann, er kaupskip á á hlunni, þat er sessum má telja. Nú æstir maðr taks annan mann, kyrrsetu-taks, þá skal hann nefna þann mann, er í tak gengr fyrir hann; þá skulu þeir þingat fara sem sá maðr er; þá er vel, ef hann vill í tak ganga fyrir hann; en ef hann vill eigi, þá má hann skjóta í staði þrjá innan fylkis, skjóta fram en eigi aptr. Nú skýtr hann í annan stað, ok missir þar; þa skýtr hann í þriðja stað, ok er þar enn ekki; sá skal fá skip ok mat ok sæ róa, er taki skýtr; þá skal hann setja hann í fjøtur ok annan fót sinn með hánum, fara heim með hánum; þá skal hann láta sinn fót or ok sœkja sem lausan skyldi hann. Nú hefir hann sótt sinn skipara á skipi, þá skal hann fá hálfs mánaðar tak. Nú ef hann á kaupskip þat er sessum má telja, þá má þat varða taki fyrir hann.
  4. En ef hann vill festa eið, þá skal taka til eiðar fá ok svá til járns ef hann vill þat festa.
  5. F. L. III. 20: Tœkr er saklauss eyrir svá mikill, sem søk var til gefin.
  6. Aubert, Kontraktspantets historiske Udvikling, i Norsk Retstidende 1872. S. 81 fgg. Jfr. Maurer, i Kritische Vierteljahrschrift XV. S. 287–51.
  7. Eign þá skal engi maðr selja, er í veð er løgð úmaga fjár, fyrr en úmagi er sáttr við fjárhaldsmann, síðan er hann er kominn til fjár síns. En þó at seld verði, þá fari úmagi til, þegar hann er fulltíða, ok løgfesti ok leggi fimtarstefnu; njóti þar vitnis síns, at sú jørð var í veði við hann ok láti dœma sér ok hafi síðan ok varðveiti til þess er hann hefir sitt.
  8. Nú vill hann til vetrar-stefnu jørð selja, 15 vetr, þá skal þat kaup halda, nema með einum hlut má rjúfa, ef jørd var boðin, þá má með þeim einum rjúfa ef úseld er; sekr er sá er seldi; þá skal hann bjóða hanum at auka aura við hann ok hafa jørð til stefnu sem hann keypti; nú ef hinn vill eigi auka hánum aura, þá skal hann bjóða öðalsmønnum at kaupa; en ef þeir vilja eigi kaupa, þá skal hann selja þeim, er dýrst kaupir.
  9. Nú liggr jørð til stefnu, þá skal hann segja hanum fyrir of haust, ok gera bæði senn, ok stefna hanum til jarðar þórsdag í páskaviku, ef hann vill taka við aurum slíkum, sem váttar vitu at hann reiddi hánum; þá er vel ef þeir verða á þat sáttir, at hann stefnir hánum til jarðar ok til aura-tøku. En ef hann dylr þess, þá skal hann vátta sinna njóta, hversu hann sagði hánum fyrir jørðu, ok hversu hann til aura-tøku stefndi hánum; ef þat berst at fullu, þá skal hann njóta vátta sinna, hversu mikla aura hinn á í þeirri jørðu; þá skal hann hánum aura slíka bjóða, sem váttar hafa borit hánum vitni til; þá skal hann veita vørð jørðu sinni en hinn aurum. Nú liggr jørð um stefnu, ok liggr 20 vetr, ok hafa þeir enga lýsing þar á, þá er hon at óðrli orðin; þá má hann dula óðals ok kenna sér; þá skal hann þá jørð verja með dómi. Hann skal sœkja með árofum; nú eru þeir árofar, er við kaup þeirra váru; leysa aurum fullum þá jørð, nema lýsing hafi á verit á þeim 20 vetrum. Sú er full lýsing, er bæði játir kaupi ok sali.
  10. Nú vill maðr mála-jørð sína brigða, þá skal hann segja hánum fyrir hálfum mánaði þórsdag í páska-viku, ok fara þá á jørð ok setja dóm sinn hálfan við hinn, ok njóta þar vátta sinna, hversu mikla aura hinn á í þeirri jørðu, þá skal hann þá aura reiða, nema hinum beri vitni til meiri aura. Nú ef hann svá brigðir, þá ráði hann sjálfr fyrir jørðu sinni; en ef hann síðar brigðr, ok brigðr þó fyrr en arðr sé skotinn í jørð, ok sé þat eigi véla-verk, þá óðlast hann leigu en hinn abúð; en ef hann enn síðar brigðir, þá hefir hann bæði jørð ok aura úleigis þá 12 mánaðr.
  11. F. L. XII. 1: Ef maðr vill jørð sína selja at forsølu; sá er forsølumáli réttr, at slíkan eyri skal maðr taka sem hann reiðir; ok vill hinn, er á, jørð sína leysa, þá skal hann hafa boðit hinum fé sitt fyrir helgunótt ok eptir Mikjálsmessu, ok hafa reitt í gangføstu á þváttdegi sjauviknaføstu; en hinn skal reiða brent silfr eða gull móti jafnmiklu, sem hann mátti kaupa með því fé, þá er hann keypti jørðina með, ok þá gékk gull eða brent silfr. En ef hinn vill fé sitt hafa, þá skal hann beiða fjár síns fyrir helgu-nótt með váttum. … En ef hann fær eigi fé sitt, þá skal eyri leggja á fimm aura ok fylgja landsleigan, ok leggja á laga-leigu 12 mánaða hina næstu; en þat er laga-leiga, eyrir á fimm aura hverja. … En ef hann vill eigi lúka við hann, þá stefni hánum heim til jarðar þeirrar, er hann á fé fyrir, til stefnu ok þing síðan, ok kalli fullverði fyrir jørð þeirri, ok njóti vitnis síns alls á þingi ok æsti búenðr vápnataks, at hánum sé sjálfskeytt af jørðu svá mikit, sem hann tók leigu af, nema hann reiði hánum þá fé sitt. En ef féit stendr þá kyrt á 12 mánaði þá skal hann fara til annat vár eptir jól ok kalla fullt jarðarverðit, ef hann vill, ok stefni hánum heim til jarðar þeirrar til þingstefnu ok bjóði hann skeytingar. En ef hann vill eigi skeyta hánum jørðina, … þá skulu allir þingmenn veita hánum vápnatak; þá skal jørð hans vera svá heimil sem óðal hans.