Forelæsninger over den norske Retshistorie/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under Gjæld (skuld) indbefattedes efter de Gamles Opfatning mere end det Retsforhold, som opstaar derved, at Nogen skylder en Anden Penge eller saadant Gods, som i det daglige Liv gik i Penges Sted (lögaurar), G. L. 223 jfr. 43 Slutn., 266 og 274, F. L. XII. 1 og 2, M, L. VI. 12 o. ff. Derunder indbefattedes enhver Forpligtelse til at præstere Penges Værd (fé), altsaa ogsaa en Laan- eller Lejetagers Forpligtelse til at tilbagelevere den laante eller lejede Ting o. s. v., G. L. 36 jfr. 49 og 144; F. L. X. 6, VIII. 4; jfr. G. L. 43 Slutn. og M. L. VIII. 16. Under Gjældssager (fjársóknir) henhørte altsaa alle Søgsmaal, hvis Øjemed var at erholde Formuesgjenstande, i Almindelighed, uden Hensyn til Forpligtelsesgrund, – alene med Undtagelse af Søgsmaal angaaende fast Gods og Paatale af Forbrydelser; (ti om end de sidste alene medførte Bøder, ansaaes disse dog ikke som Sagens nærmeste Gjenstand). – Denne Opfatning stemmer for det første ganske med det oven berørte Princip, at Formuesrettigheders Anerkjendelse var uafhængig af deres Grunds Beskaffenhed, idet Retten altid kunde indtales i samme Udstrækning som Parternes Overenskomst medførte, hvoraf altsaa følger, at Vindikation eller personligt Søgsmaal alene beroede paa, hvorvidt den Berettigede gjorde den ene eller anden Ret gjældende, jfr. M. L. VIII. 13 om Vanhjemmelssøgsmaal. Dernæst er den en naturlig Følge af, at de Gamle ikke skjelnede mellem fungible og ikke fungible Ting som forskjellige Begreber; men blot ansaa det som et tilfældigt Punkt i Aftalen, hvorvidt en Forpligtelse skulde gjælde en individuelt bestemt Gjenstand eller en Kvantitet, saa at altsaa ogsaa her Forpligtelsens forskjellige Udstrækning alene havde sin Grund i Parternes egen Vilje, ikke i Loven. Jfr. ovf. S. 187–9.

Ved alle Formuesforpligtelser angaaende Løsøre skjelnedes fornemmelig mellem, hvorvidt de var vitterlige (vita fé) eller ikke, G. L. 36, F. L. X. 19–22. B. R. 157. Vitterligt Gods var det, som enten var lovet eller haandfæstet i Vidners Overvær eller som bagefter var erkjendt for Vidner. Derhos ogsaa det, som Nogen var dømt til at udrede, eller som han ikke lovligen havde fralagt sig med den pligtige Ed (jfr. ovf. S. 190–1). – Alle vitterlige Forpligtelser var den Forpligtede (skuldarmaðr, skuldunautr) pligtig til at betale uden Rettergang, naar den Berettigede paa lovlig Maade og til den bestemte Tid krævede det (G. L. kraf, F. L. útbeitsla); i modsat Tilfælde kunde han stevnes til Tinge for Ran og Retsfornægtelse, og Gjælden tillige med Bøderne umiddelbart inddrives ved Tingmændenes Hjælp (G. L. 35, F. L. X. 24, B. R. 158, M. L. VIII. 3). Alene hvis den sagsøgte paaskjød Uvidenhed i Loven, kunde han ifølge G. L. 35 kræve Dom. – Var Gjælden derimod ikke vitterlig, og skyldneren ved Paakravet (kvaða) heller ikke erkjendte sin Forpligtelse (festa fé), hvorved denne eo ipso gik over til at blive vitterlig (eindagat fé), maatte Skyldneren «fæste Dom» derfor og byde den i Loven bestemte Ed i Forhold til Fordringens Størrelse (Egened for 1 Øre, Tomandsed for 2 og Lyrittered for 3 Ører eller derover), G. L. 37, F. L. X. 4–18 jfr. V. 42 og Indl. 15, M. L. VIII. 2 og 4). Aflagde han nu ikke Eden, betragtedes derved Forpligtelsen, paa samme Maade som om den var stadfæstet ved Dom, for at være bleven vitterlig (dœmt fé). Den blotte Benægtelse, uden udtrykkelig at byde og fæste Ed, havde ingen Retsvirkning (G. L. 75, M. L. VIII. 4 Slutn.[1]).

Mod død Mands Arvinger kunde imidlertid ikke fordres Ed paa andet, end at Forpligtelsen var dem ubekjendt (G. L. 38, F. L. X. 23 jfr. XIII. 1 Slutn., B. R. 156, M. L. VIII. 6), altsaa ingen Visheds- men kun Uvidenheds-Ed; «ti Ingen skal sværge for den Dødes Bryst». Det kunde saaledes i Regelen ikke nytte at fordre anden end vitterlig Gjæld i Dødsboer. – Med Hensyn til Bøder, som var forskyldte, men ikke endnu fæstede inden Gjerningsmandens Død, bestemmer F. L. XI. 11, at Arvingen er pligtig at udrede samme, hvis Forbrydelsen er vitterlig og Boet tilstrækkeligt; dog først efter at Forlagsøre og anden Gjæld er udredet (jfr ovf. S .159–60).

Paa den anden Side stod Adgangen til at kræve den angivelige Skyldner eller hans Arving paa Ed bestandig Fordringshaveren aaben og præskriberedes aldrig; hvorimod Adgangen til at bevise sin Fordring med vidner forældedes i 20 Aar. «Sagen ligger i Salt, naar Sagsøgeren duger»; se G. L. 39, M. L. VIII. 6. Vitterlig Gjæ1d tabte altsaa sin Vitterlighed om 20 Aar, skjønt Forpligtelsen selv blev staaende.

Den eneste Indsigelse, som kunde tænkes at ville blive fremsat mod vitterlig Gjæld, maatte saaledes være, at Fordringen af en lovlig Grund var ophørt; ti den Indsigelse, at Gjælden lige fra sin Stiftelse var ugyldig, var vistnok ikke stort mere end tænkelig. G. L. 35 tænker sig ogsaa aabenbar, at Debitors Tvivl om det vitterlige Kravs Retsgyldighed alene kan have sin Grund i Vankundighed, medens G. L. 59 og M. L. VIII. 2 ligefrem forudsætter, at Paastand om, at opfyldelsen har fundet Sted, er den eneste gyldige Indsigelse fra Debitors Side. Herom foreskrev Lovene, at en Gjælds Betaling (skuldar-lykting) altid skulde ske vidnefast, og mod Betalingsvidner (ályktar-vitni) kunde Mod-Vidner ikke føres; havde Nogen derimod betalt en Gjæld uden at tage Vidne derpaa, foreskrev G. L. 116[2] jfr. M. L. V. 14 udtrykkelig, at han maatte betale op igjen (hvad enten Gjælden fra først af var vitterlig eller ikke, synes her at maatte være ligegyldigt paa Grund af den i enhver exceptio solutionis liggende Erkjendelse) – og siden søge sin Regres med kvaða (altsaa som en uvitterlig Gjæld).

En Gjæld kunde ogsaa betales ved at overdrage Kreditor en Fordring paa Tredjemand (skuld-skeyting), G. L. 55, Hkb. 127, M. L. VIII. 21[3]. Saadan Transport skulde ske vidnefast, og naar Kreditor havde modtaget den, var Gjælden dermed betalt, uden at der, som det synes, paalaa Debitor noget subsidiært Ansvar, om den nye skyldner ikke kunde betale. – Et enkelt Haandskrift af M. L. (Cod. mbr. Arnam. 56 qv.) har imidlertid paa dette Sted en Marginaltilsætning fra det 16de Aarh., at Debitors Samtykke udkræves til en Fordrings Transport, og at Ingen er pligtig at betale sin Gjæld til en Anden, end sin oprindelige Kreditor, medmindre Debitor er udenfor Heredet eller har undladt paa Anfordring at betale Gjælden til rette Forfaldstid; ti i disse Tilfælde skulde han være pligtig til at betale til den, hvem Kreditor havde overdraget sin Fordring ved Salg ener til Gave.

Ifølge F. L. IX. 29 indtraadte en almindelig Præskription af Retten til at indtale alle Gjældskrav (allar fjársóknir) i 10 Aar fra den Tid, Fordringen var forfalden, hvis den Berettigede da var myndig og indenlands, og ellers 10 Aar efter hans opnaaede Myndighed eller Hjemkomst. Men til denne Bestemmelse, der oprindelig synes at have været indskrænket til Arvekrav (jfr. G. L. 122); findes intet Tilsvarende i de øvrige Love, jfr. M. L. V. 18.

Laan af Penge eller Varer, der i det daglige Liv gik i Penges Sted, betragtedes lige med anden Leje, hvorfra det efter den gamle Opfatning alene adskilte sig derved, at de modtagne Ting ikke behøvede at tilbageleveres in specie, men kun in genere (jfr. G. L. 42). Navnlig var Debitor, naar Kreditor gjorde sig skyldig i mora accipiendi, altid alene ansvarlig, hvis Godset gik tabt ved hans Forsømmelse. (Jfr. G. L. 36, M. L. VIII. 4). – Renten (leiga) var aldeles overladt til Parternes Forgodtbefindende, og den almindelig vedtagne Rente (lögleiga, lagaleiga) synes at have været forskjellig i de forskjellige Lagdømmer. I Gulatingslagen synes den at have udgjort ⅛ af Kapitalen (4 Ører af hver 4 Mark Kapital aarlig), jfr. G. L. 115 og M. L. V. 14. I Trøndelagen forudsættes det derimod i F. L. XII. 2, at ⅕ eller 20 pCt. var den almindelige Rente. Rentesrente skulde imidlertid ifølge G. L. 42[4] ikke erlægges, med mindre det udtrykkelig var aftalt. – Eftermanden gjorde imidlertid den kanoniske Rets Regel sig gjældende, at al Rente var syndig, og i en Rb. fra Magnus Lagabøters tidligere Regjeringsaar (1265?), N. gl. L. II. S. 484, forbydes det derfor at tage Leje af dødt Gods under Straf af at have Kapitalen (innstaða) forbrudt til Kongen og Biskoppen, og i Overensstemmelse hermed siger J. K. R. 55, at det er en dødelig Synd lige med Tyveri og Ran at tage nogen Rente af saadant Gods, som vejes, maales eller tælles, og at den ulovlige Rente skal tilbagegives Skyldneren eller hans Arvinger eller i Mangel deraf til de Fattige, og Kapitalen være forbrudt, hvorhos Aagerkarle skulde være udelukkede fra Kirkens Samfund og ikke begraves i indviet Jord, jfr. E. K. R. 50, M. B. K. R. 8 jfr. G. K. R. 16 og Rb. 1280 Art 20, samt Chr. I. Fr. 10 Oktober 1453 eller 1454, der gjentager Forbudet. – Ved Reformationen bortfaldt den kanoniske Regel, og ved Chr. III. Fr. 1553, kjøbenhavnske Rec. 1557 Art. 8 og koldingske Rec. 1558 Art. 66 blev Grænsen for den tilladte Rente for Danmark fastsat til 5 pCt., medens det erfares, at man tidligere havde anseet sig aldeles ubunden i dette Stykke. Denne Bestemmelse, der er Kilden til 5–13–3 (alene med den Forandring, at Rentefoden overensstemmende med Rec. 1643, 2–15–11 blev forhøjet til 6 pCt.), ansaaes ogsaa gjældende for Norge, hvor man ligeledes siden Reformationen havde anseet sig berettiget til at tage saa høj Rente, man vilde, jfr. Norske Samll. I. S. 281 og Bjelkes Anm. til Chr. IV. L. IV. 14. Ved Fr. 16 Aug. 1590 blev det for Trondhjems Len udtrykkelig forbudt at tage mere end 5 pCt i Rente af Penge eller Korn, under Straf af at have Kapitalen forbrudt og ansees som kongelige Mandaters Overtræder.

Formaaede en Mand ikke at betale sin Gjæld, kunde han overgive sig selv eller sit Barn som Skyldtræl (skuldarmaðr) til sin Kreditor, altsaa som et Slags Brugspant, indtil Gjælden blev betalt. (Se ovf. S. 69–70). Herom indeholdes mærkelige Bestemmelser i G. L. 71; ogsaa F. L. synes efter en gammel Indholdsfortegnelse at dømme, at have indeholdt tilsvarende Bestemmelser; men uheldigvis er netop det Sted, hvor de skulde findes, nu tabt; jfr. dog X. 26 og B. R. 50. Skyldtrællen var pligtig at arbejde for sin Kreditor, indtil Gjælden blev betalt; som det synes, ansaaes Arbejdet alene som Renter, ikke som Afdrag paa Gjælden. Ønskede Skyldneren at komme løs af dette Forhold, havde han Ret til i en halv Maaned at fare omkring inden Fylket og søge Udvej til Gjældens Betaling; ligesaa kunde han naturligvis, om han foretrak det, overgive sig til en af sine Frænder eller en Anden, mod at denne betalte Gjælden. Vilde paa den anden Side Kreditor have sine Penge, kunde han ogsaa overdrage Skyldtrællen til en Anden, hvis ikke Frænderne vilde løse ham; dog ej for større Sum end Gjælden. Nægtede Skyldtrællen at arbejde, kunde Kreditor føre ham til Tinge og frembyde ham til hans Frænder; vilde disse ikke løse ham, kunde han dræbes eller lemlæstes. – I M. L. er Skyldtrældom naturligvis ganske bortfalden. Om personlig Hæftelse af uvederhæftige Debitorer se M. L. VIII. 5[5] jfr. B. L. 13, der bestemmer, at den uvederhæftige Skyldner, hvis hans Frænder ikke vilde betale for ham, skulde dømmes til at oparbejde sin Gjæld der, hvor han kunde faa Arbejde, og hvis han løb bort, straffes med legemlig Refselse efter lovlig Dom. Dog, hvis Tingmændene fandt, at der efter Omstændighederne var Grund til større Mildhed, skulde de ordne det saaledes, som de vilde svare for Gud; og hvis Debitor havde mistet sin Ejendom ved Ildsvaade, Skibbrud eller andre Ulykkestilfælde, og ikke forhen været kjendt for nogen Uredelighed, var han fri for yderligere Tvang, men skulde alene edelig love at ville betale sin Gjæld, saa snart Gud gav ham Evne dertil.

  1. Ef veriandi vill hvárki fé festa eða eið vinna, þá sannar hann sér skuld á hendr.
  2. Skuld er engi goldin, nema váttar viti. En ef hinn dylr, þá verðr hann at gjalda aðra, ok sœkja sitt með kvøðum aptr.
  3. Nú heimtir maðr skuld at manni, ef hann er innan fylkis, ok skuldskeytir hann hánum við annan mann, þá hefir hann lokit þeirri skuld sér af hendi, ef þar eru vitni til, – Tillæg: ef sá vill játa at gjalda, er lúka skal. En ei er hann skyldr at gjalda øðrum en þeim, er fyrst átti fé at hánum; nema hann sé utan heraðs eðr eigandi hafi áðr heimt í réttan gjalddaga ok fengit eigi; þá á sá er síðar tók þá skuld at kaupi eðr gjøf, ok er réttr heimtandi þess fjár ok eignar-maðr, ef hann hefir løglig vitni, at hinn heimilaði hánum þat fé, ok er hinn þá við skyldr.
  4. Nú leigir maðr gull eða silfr at manni, eða hvatki fé er maðr leigir, þá skal hann leigu af reiða sem á var løgð, til hann segir at løgum leigu af. Leigu þá er á gengr skal maðr eigi leiga, nema þar sem leiga er á løgð, ok verða þeir á þat sáttir.
  5. Ef øreigi á manni skuld at gjalda, sá er látit hefir peninga sína fyrir eldi eða í skipbrotnm eða í øðrum misferlum, sveri einseiði ef eigandi heimtir, at hann skal þá skuld lúka þeim er á, þegar guð lér hánum efni til, ef hann hefir eigi áðr við óskil kendr verit. Nú krefr maðr skuldar sinnar þann øreiga, er eigi er slík tilfelli á, varðveiti í gætslu ok hafi til þings ok láti fara lausan á þing fram ok bjóði frændum hans, at þeir leysi hann undan þeirri skuld er hann á at lúka hánum. En ef þeir vilja eigi leysa hann, þá dœmi þingmenn, at hann vinni af sér þar sem hann fær vinnu, þeim til skuldar er á, ef hann er vinnufœrr. En ef hann leypr brott, hafi refsing eptir laga-dómi, nema mønnum virðist nøkkur þau atvík á, at meiri miskunnar sé vert, ok skipi svá sem þeir vilja svara fyrir guði.