Foredrag over Pastoraltheologien af W. A. Wexels
Norsk Litteratur.
1. Foredrag over Pastoraltheologien. Af W. A. Wexels. Chra. 1853. 8. Chr. Grøndahl. 342 Sider. Heftet 84 ß. Indb. 108. ß.
Dette Skrift har forlængst skaffet sig Indgang i den norske Læseverden saa vel ved sin egen Gehalt som ved sin Forfatters Navn, ligesom det ogsaa allerede i forrige Aar er blevet indført i den danske med en anbefalende Anmeldelse i „Dansk Kirketidende.“ Det kunde derfor maaske synes baade ubetimeligt og overflødigt nu at omtale det her i Tidsskriftet, naar saadan Omtale ikke har til Hensigt — hvad nærværende Anmeldelse ikke har — at underkaste det en formelig Kritik, men kun at gjøre det endnu mere bekjendt og opmuntre til dets Læsning i videre Kredse. Imidlertid er Skriftet ikke blot en saa ny og betydelig Forekomst i vor Litteratur, at det allerede af den Grund har særdeles Krav paa Omtale i dette Tidsskrift men det behandler ogsaa sin Gjenstand fra et saa ejendommeligt Synspunkt, at en bestemt Udpegelse og Fremstilling af dette Ejendommelige sikkert ikke vil være overflødig for dets fulde Forstaaelse og Vurdering. At give et Bidrag hertil er denne Anmeldelses fornemste Hensigt.
Skriftet — med nogle Forandringer en Gjengivelse af de Forelæsninger, som Forf. i sin Tid holdt i det praktisk-theologiske Seminarium — angiver selv sin Hensigt som Pastoraltheologi at være den, at give en „tankeordnet Fremstilling af Præsten i hans Kald og Virksomhed som Herrens Embedsmand i Kirken og Menighedens aandelige Tjener.“
Da det saaledes indskrænker sig til en Fremstilling af Præstens embedspersonlige Forhold, saa er det i Henseende til Indhold mere begrændset end de udførligere pastoral-theologiske Værker fra ældre Tid, — f. Ex. Pontoppidans Collegium pastorale practicum — der ikke blot have den personlige Embedsvirksomhed og Forberedelse for samme til Gjenstand, men ogsaa afhandle selve Virksomheds-Kategorierne. Paa den anden Side vil man i dette Skrift finde betydelig Mere, end hvad de nyere Værker over praktisk Theologi pleje at optage under Benævnelsen „Pastoraltheologi,“ navnlig adskilligt Homiletisk og Liturgisk, ligesom det indeholder rige Bidrag til en kristelig Pastoral-Ethik og Asketik. Thi for at give Billedet af den egte kristelige Pastor saa fuldstændigt, at det ikke skal fattes noget væsentligt Træk, følger det ham lige fra hans første Kaldelse og Beredelse til Embedet og indtil hans Aftrædelse, og det lige saa vel gjennem hans indre Liv og Kampe som gjennem hans ydre, embedsmæssige, lige saa vel naar han staar som Homilet og Liturg i Guds Hus betjenende hele Menighedens Forsamling, som naar han handler med Familierne og de enkelte Lemmer af Menigheden, lige saa vel i hans private Forhold som i hans offentlige, lige saa vel naar han lever i Hjemmet som naar han færdes blandt Menneskene udenfor.
Denne Skriftets Anordning staar i nøje Forbindelse med, hvad man vel maa kalde dets ejendommelige Tendens. Man ser, det har været den højærværdige Forfatters Ønske at lede sine yngre Medtjenere i Ordet til fuld og klar Bevidsthed om deres Kald som et andet og højere end en blot og bar „Religionslærers,“ som et Kald til at være Kristi Sendebud og den Helligaands Medarbejdere i Kristi Menigheds Opbyggelse. At et saadant Kald aldeles ikke er fyldestgjørt dermed, at Præsten stiller sig i Forhold til et vist Antal af Landets Beboere inden en vis Præstegjeldsgrændse som deres Lærer i en vis Kreds af almindelige kristelige Religionslærdomme, og Raadgiver i de særegne Spørgsmaal om aandelige Materier, der kunne opstaa hos Nogen af dem; at det meget mere udkræver, at Præsten, selv personlig et levende bevidst Lem af Kristi Kirke og selv personlig dragende Næring for sit kristelige Liv af de i Kirken nedlagte guddommelige Naademidler, ogsaa som Embedsperson tager sit Standpunkt, sin Retning og sit Maal i Kirken, erkjendende sig som den af Herren selv beskikkede Husholder over Guds Huses gode Ting, der er sat til at besørge Fordelingen af Naadens Livsmidler i Ordet og Sakramenterne til de øvrige Kirkens Lemmer efter deres Trang, saaledes at de derved maa vækkes, levendegjøres og befæstes i den Pagt, hvormed de optoges i Guds Naadesamfund som Lemmer af hans Kirkelegeme, og hvori de maa forblive og forklares, for baade hver for sig og i Samfund med hverandre som Herrens og hverandres Lemmer, som Menighed, at kunne opvoxe „til ham, der er Hovedet,“ med en sund og livskraftig Væxt; at den kristelige Pastoralvirksomhed altsaa ikke blot og ikke fornemmelig bestaar i Udbredelse af Kundskaber, men i Vækkelse og Opholdelse af Liv, og det igjen ikke blot et kristeligt Enkeltliv, men et med Kirken sammenhængende og af den baaret, et kristeligt Samfundsliv, at den med et Ord er Besørgelse af en kirkelig Livsvirksomhed: dette er den ledende Grundtanke helt igjennem en Tanke, som vel ikke længer er ny i Pastoraltheologien, men som i dette Skrift er fremsat med særegent Eftertryk og gjennemført med megen Bestemthed. Derefter fastsætter det sit Udgangspunkt og tager sin Retning, derefter bestemmer det hvilken Fuldmagt og Myndighed en ret Pastor maa være udrustet med, hvilke Egenskaber der udkræves af ham og hvad han især maa give Agt paa, og derfor dvæler det med synlig Forkjærlighed hos ham, naar han staar tjenende med Ordet og Sakramenterne i Guds Hus i Menighedens Forsamling, hvor jo baade Kirken allerklarest afspejler sig som det levende af een Bekjendelse sammenholdte, af eet aandeligt Brød nærede Legeme med mange Lemmer, og hvor den pastorale Virksomhed allerbestemtest og tydeligst kan fremtræde som en Tjeneste til det hele Legemes Opbyggelse (dette Parti optager over 100 Sider eller mere end en Tredjedel af hele den egentlige Pastoraltheologi), medens det derimod gaar forholdsvis lidet ind i den specielle Sjelesorg, hvis Behandling ellers plejer at danne den nyere Pastoraltheologis Kjerne. Betegnende for denne Skriftets ejendommelige Holdning er især Forfatterens Ytringer Side 53 i Anledning af Benævnelsen Sjelesørger:
„Dette Punkt kræver en særdeles Opmærksomhed. Ligesom det nemlig kun har været altfor sædvanligt at antage Sjelesørgerpligten opfyldt ved Præstens offentlige Embedsforretninger da det dog er aabenbart, at han saa vidt muligt maa leve med og for Menigheden, ogsaa hvad dens Liv i enkelte Personer, i Huset, i private Livsforholde angaar, hvor han jo desuden ofte ex officio træder til, kirkelig paavirkende, — saaledes er det desværre under en ukirkelig og pietistisk Retnings Indflydelse blevet Skik at stille den hele offentlige Præstevirksomhed ved Ordets og Sakramenternes Betjening i Skygge, som om den ikke hørte til den egentlige Hyrde- eller Sjelesorg (skjønt den er den allervigtigste Del af denne) og at tænke og tale, som om saadan Sjelesorg ene plejedes ved en Virksomhed „udenfor Kirken,“ der kun altfor let er slaaet ind paa Veje, som, aandelig talt, fore fra Kirken, og paa hvilke Virksomheden i en slem Betydning er bleven „udenfor“ samme. Det er tungt for Præsten og hans Kaldsarbejde svækkende, naar hans Hovedvirksomhed, — hvilken, naar den rettelig drives, kræver baade Tid og Flid, — skal betragtes som underordnet; det er farligt for ham, fordi han da efterhaanden selv kan komme til at behandle den ligegyldigen; og det er skadeligt for Menigheden, der saaledes let kan blive berøvet den ret opbyggelige Meddelelse af sit væsentligste Gode og faa et ofte hel tvetydigt i Stedet, ja udsættes for, i Stedet for at opbygges som Menighed paa Kirkens rette Grund, at blive ledet ind i et sekterisk eller separatistisk Væsen, der kan have smukt Skin nok, men hvis indre Tomhed og Urenhed ikke er hævet fordi den er dulgt. Overseen af Hyrdeembedets og Sjelesorgens almindelige og offentlige Udøvelse og Benyttelse leder jo desuden let til efterhaanden kun at betragte dem som den egentlige Menighed, der efter Omstændighedernes Medfør eller en individuel Trang blive Gjenstand for Præstens specielle eller private Sjelepleje, og i Betragtningen at udelukke dem fra de levende Kristnes Tal, der i deres Betjenelse ved Præsten lade sig, som man stundom med en vis Beklagelse udtrykker sig, „nøie med“ Føden, der meddeles fra Prædikestolen, fra Skriftestolen, i Sakramenterne, og hvor Præsten ellers efter sit Embedes Medfør er tilstede med Herrens Ord.“
Skal nu Præsten opfatte klart og kunne svare ret til dette sit Kald, da er det lige frem, at han maa være fortrolig saa vel med den Stiftelse han kaldes til at opbygge, som med den opbyggende Tjenestes Berettigelse og Beskaffenhed, han skal udføre. Derfor giver Forfatteren allerførst i et særskilt Afsnit om „Det Indledende og Grundende“ en Fremstilling af Kirkens Begreb, Kirkeembedets og den kirkelige Embedsstands Oprindelse, samt Kaldelsen og Ordinationen til Embedet. Kirken sætter han som en guddommelig Statsorganisme med vor Herre Jesus Kristus til Stifter og Konge, gjennem hvilken „en evig lykkelig Familie bliver til og bevares,“ idet Herren ved sin Aand i og med Guds hellige Ord og Sakramenter skaber og opholder en Menighed af kristelig Troende til Salighed. Som guddommeligt Saliggjørelsesinstitut kommer Kirken tilsyne i Naademidlernes Legeme d. e. Daaben med Vand, det lydelige Ord og Nadveren med Brød og Vin, der tilsammen danne et organisk virkende Helt; som Menighed fremtræder den synlig i „et (samfundsmæssig) Troen bekjendende, Gud paakaldende, Ordet og Sakramenterne benyttende, Guds Fiende forsagende Folk.“ Af dette Kirkebegreb udledes nu Nødvendigheden af fast ordnet og uafbrudt Betjening med Ordet og Sakramenterne d. e. et Embede i Kirken paa Herrens, dens Konges, Vegne. Et saadant Embede, der altsaa bliver en Husholderbetjening, har ogsaa Herren selv umiddelbar indstiftet og overantvordet til en kirkelig Embedsstand, som han først oprettede af sine Apostler og som fra dem skal bestaa i „en Række af hinanden afløsende Personligheder.“ Det kirkelige Embede og den kirkelige Embedsstand falder altsaa sammen som een og samme umiddelbar guddommelige Indstiftelse. Til at indtræde i dette af Gud stiftede Embede eller Embedsstand hører et objektivt ydre Kald, som er saadant, at baade Menigheden og Embedsmanden selv kan erkjende det. Dette Kald lader Herren udgaa dels umiddelbart, saaledes som til Apostlerne dels middelbart gjennem Apostlerne og „de af dem Beskikkede, gjennem Kirkens indviede Forstanderskab i det Hele eller gjennem enkelt Menighed.“ At det ydre Kald kan komme til enkelte Personer uden indre Kald er vel muligt; men enten Kaldelsen skeer middelbart eller umiddelbart, saa er det dog Herren selv, som kalder til sin Aands Tjeneste med Naademidlerne i og for Kirken, og derfor besegles ogsaa Kaldelsen ved Ordinationen. Denne er en apostolisk kirkelig Akt, som virkelig indfører den Kaldede „i Herrens og Aandens Embedsstand, i Rækken af Apostlernes Efterfølgere.“ Den formidler en særegen Embedsnaade og Salvelse af Aanden, saa at den Ordinerede hverken skal mangle den fornødne Aandens Naadegave til Embedets Forvaltning, saafremt han ikke selv forspilder den, ej heller fattes den fornødne Forvisning hos sig selv og Legitimation hos Menigheden for at kunne fremtræde som Kristi Sendebud med Magt og Myndighed til at fordre at blive hørt og modtagen paa hans Vegne.
Efter denne Indledning følger et kort Afsnit om Pastoraltheologiens Begreb, Kilder og Formaal, og dernæst dens Afhandling i 2 Hoveddele, en almindelig og en speciel. Den almindelige Pastoraltheologi bestaar igjen af 4 Stykker:
1. En Fremstilling af Embedets Betydning og Herlighed, hvori dets høje Vigtighed ligger;
2. En Fremstilling af de heraf følgende almindelige Forudsætninger hos og Krav til dem, der indtræde i Embedet;
3. En Fremstilling af de Hindringer og den Modstand, Præsten møder i sin Gjerning, samt af hans Trøst derunder, og
4. En Anvisning af Midlerne saa vel til at erholde stedse forøget Oplysning om Embedet, som til at dygtiggjøres til dets Forvaltning.
Den specielle Pastoraltheologi indbefatter 3 Afdelinger:
1. Om Præsten i hans officielle ren-kirkelige Forretninger (a, Præsten under den almindelige Gudstjeneste; b, Præsten ved Døbefonten; c, Præsten ved Katekisation og Konfirmation; d, Præsten ved Skriftemaalet og Kommunion; e, Præsten ved Brudevielse; f, Præsten ved Ligprædiken eller Ligtale);
2. Om Præsten i hans private Sjelesorg;
Om Præsten udenfor hans egentlige Hyrdepleje eller præstelige Virksomhed (a, i hans udenfor det ren Kirkelige liggende Embedsforretninger; b, i privat Medvirken for kirkelige eller borgerlige Anliggender; c, i hans huslige og selskabelige Liv).
Til Slutning kommer „Et Par Ord om Præsten ved hans Indtrædelse i og Fratrædelse fra en Menighed,“ og endelig medgives, som „Bilag til det Grundende og Indledende,“ endel „Ældre og nyere Stemmer fra den lutherske Kirkeafdeling“ om Kirken, Kirkeembedet og Ordinationen (W. Löhe, Joh. Gerhard, Hollaz, Ernst Sal. Cyprian, Erdmann Neumeister, Luther, Nudelbach, Fr. Delitsch, Sartorius, Joh. Mathesius, Val. Ernst Löscher og Nik. E. Balle, samt forskjellige ældre Kirkeagender).
Blandt Afhandlingerne i den specielle Pastoraltheologi er Stykket om „Præsten i hans private Sjelesorg“ (Pag. 286—297) vel den, der sandsynligvis mindst vil svare til Læserens, især den Gejstliges, Ønske og Forventning. I sammentrængt, næsten summarisk, Korthed angives her en en Del af de Tilfælder, som Præsten faar at behandle i den specielle Sjelepleje, uden at der, paa enkelte, vistnok træffende Vink nær, gaaes nærmere ind paa deres Behandling. Denne kursoriske Behandling af en af Hovedsiderne af den pastorale Embedsvirksomhed har nu vel sin Grund dels i Skriftets oven berørte Tendens, dels i den Sandhed, at saa alligevel ingen skriftlig Oplysning kan ramme og raade i alle forekommende Tilfælder, endnu mindre meddele den fornødne Gave og Erfarenhed i at behandle dem. Men er det saa, som den højærværdige Forfatter selv vistnok vil være den Sidste til at benegte (se de oven citerede Ytringer om Sjelesørger-Gjerningen), at til Menighedens Opbyggelse hører ikke blot, om end først og fremst, at dens Lemmer samlede betjenes i Guds Hus, men ogsaa at de bæres og næres som Lemmer paa Kirkelegemet midt under sin Adspredelse, at de altsaa især ikke savne Kirkens Raad og Bistand, naar som helst de trænge dertil i noget særligt aandeligt Anliggende, og er følgelig den specielle Sjelepleje netop den anden Hoveddel af Præstens Kaldsgjerning som Husholder og Leder af den opbyggende Virksomhed i Kirken, saa skulde det synes, som om det Skrift, der just har sat sig til Opgave at følge ham i denne Virksomhed i det Hele, og der ellers gjør det saa fortrolig og saa deltagende, ogsaa maatte have fuld Opfordring til at følge ham her paa samme Maade. Ja denne Opfordring synes at maatte blive saa meget større, som det er vist, at ingensteds bliver det lettere og hyppigere forglemt, hvorledes ethvert Lem maa leve i og med Legemet om det ikke skal sygne hen og dø, og at derfor bliver der heller ingensteds fejlet mere mod Lovene for en sund og sand kristelig Opbyggelse, det være nu af Uagtsomhed eller Uforstand, end i de pastorale Forhandlinger med Sjelene enkeltvis og udenfor Menighedsforsamlingen. Just her har den mindre erfarne Sjelesørger en ganske særdeles Trang til at søge Raad hos den mere erfarne og med Sjelesørgergaven fortrinlig udrustede, og det er let at forudse, at i Mangel af levende Raadgivere, som kun sjelden ere ved Haanden, ville mange ty hen til nærværende Skrift af Pastor Wexels, — men da ogsaa i dette Stykke føle sig skuffede. Sikkert vil derfor det Ønske opstaa hos Mange — i det mindste er det opstaaet hos Anmelderen —, at den højærværdige Forfatter, hvis Gave til at oplukke Menneske- og Kristenhjertet og række det, hvad det just tiltrænger, er os saa herlig bekjendt fra hans offentlige Prædiken, maatte have gjort et dybere Greb i sin rige Skat af Erfaringer fra den specielle Sjelepleje og fulgt os dermed længere ind i denne, end han har gjort i sit Skrift. Kunde Skriftet end naturligvis ikke gaa ind paa alle forekommende individuelt forskjellige Tilfælder, det kunde dog gaa ind paa Hovedbevægelserne og Hovedretningerne i det Liv, som er Gjenstand for den pastorale Pleje; kunde det end sagtens heller ikke begave Læseren med sin Forfatters Gave og Erfaring, det kunde dog bidrage til at vække den slumrende Gave, hvor den findes, og sætte paa det rette Spor.
Og med hvilken Magt Forfatteren netop især formaar dette, naar han vil, derpaa giver hans Skrift ellers de ypperligste Prøver, fremfor Alt i Artiklerne om „de af Embedets Betydning og Herlighed følgende almindelige Krav“ til Ordets Tjenere, og om Midlerne til fortsat Dygtiggjørelse for Embedet, hvilke Artikler efter Anmelderens Skjøn udgjøre Skriftets aller lykkeligste Partier. Her et Par Prøver.
Side 79. Embedets Betydning kræver hos Præsten en stedse voxende Kjærlighed til sit Kald som et Kald fra Herren, som et Kald, gjennem hvilket hans Ære skal udbredes og Mennesker vindes for hans Rige og blive salige. Denne Kjærlighed sammensmelter med den indre Troskab eller, rettere, er dennes Væsen. Den er at sammenligne med Kjærlighed til en Ægtefælle; Præsten er viet til sit Kald, som til en Saadan. Og her, som hist, er det da ikke blot den første opbrusende Kjærlighed, Ungdomskjærligheden, der spørges om; med den har mangen En ladet sig vie til det hellige Kald og er indtraadt deri med alle en saadan Kjærligheds Tanker, Forestillinger, Drømme; men Livets Prosa kom, Forbindelsens Skyggesider fremtraadte, Synerne bleve tunge og triste, Byrderne mange, og — Drømmene svandt, og Kjærligheden med dem. Nej, det er den milde, dybe, i Ve og Vel trofaste og bestandige, i indre Styrke voxende, Ægtefællen i al hendes jordiske Skrøbelighed og Uanseelighed og med Alt, hvad hun bringer af nye Sorger og Bekymringer omfattende Kjærlighed, der ikke blot elsker sig selv, sit selvskabte Billede, i den Udvalgte, men elsker i Sandhed denne. Jeg har i den Forbindelse, hvoraf Lignelsen her er tagen, seet den første, som det syntes, uudslukkelige Kjærlighedslue udslukket og Kulde indtage dens Sted; men jeg har ogsaa seet Manden, der, gammel af Aar og efter et langt Livs Samvandring og Samkjæmpen, har elsket sin Ægtefælle, man kunde sige, med en forklaret Ungdomskjærlighed, saa det har været en Lyst at skue, og jeg kan ikke tænke mig noget dejligere Billede paa en Præsts rette Forening i Kjærlighed med sit Kald, sin Livsgjerning. At være sat i en Livsstilling, at være bunden til et Embede, som man ikke elsker, er altid sørgeligt og ofte pinligt; men ligesom neppe nogen Forbindelse mellem Mennesker er sørgeligere og kan blive pinligere uden Kjærlighed, end den ægteskabelige, saaledes kan vel heller ikke nogen Embedsstilling være sørgeligere, naar Kjærlighed til Embedet mangler, end Præstens, ej heller pinligere, hvor Letsind eller en aandelig Ligegyldighedstilstand ikke har sløvet Følelsen. Altsaa: Kjærlighed til det hellige Kald, saa det er dyrebart, for dine Øjne, saa du har din Glæde og Lyst deri, ikke alene i gode men ogsaa i onde Dage, ikke alene naar Alt gaar vel og let, og dine Bestræbelser lykkes, og Kaldet viser dig sin blide, yndige Side, men ogsaa naar det gaar tungt og under megen Modbør og med tilsyneladende liden Frugt, og Embedet vender sin mørke, Kjød og Blod frastødende Side til dig, saa du hænger fast ved det alligevel for dets indre Herligheds Skyld, og er villig til, som Apostelen siger, at „lide ondt med Evangeliet,“ ja at foragtes og bespottes og forfølges med Evangeliet, altsaa med Evangelii Embede, saa du føler dig lykkelig i dettes Besiddelse, og længes efter de Timer, der ganske tilhøre det, de Timer, der tillade, ja byde dig, kun at være Præst, ogsaa da, naar du fra andre Sider betragtet maa gjøre din Gjerning „sukkende,“ kort, saa du lever for Embedet af Hjertensgrund, — det er Kravet til dig, min kristne Broder! naar du har ladet dig vie dertil i den treenige Guds Navn.
Side 149. Præstens Forhold til Gud som hans Sendebud, hans Forhold til Herren som hans umiddelbare Tjener i Helligdommen, hans Forhold til den Helligaand, som Aandens salvede Redskab, kræver en særegen Omgang med, Hentræden til, Samtale med Gud, med Herren, med Aanden. Ligesom han som Menneske „Intet kan tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen“ (Joh. 3,27), ligesom han som Kristen „Intet kan gjøre uden Kristus, sin Herre“ (Joh. 15,5), saaledes ej heller som Præst. Knælende indvies han, knælende styrkes han, knælende bliver han Menighedens Støtte og Værge, knælende bliver han Fiendernes Skræk. Adgangen til Gud staar ham altid aaben, og han maa fra sin Side holde sig den aaben, baade ved, saa vidt det staar til ham, at vogte sig for Alt, hvad der, besværende Hjertet og Samvittigheden, kunde hindre den frie Tilnærmelse til den Hellige, og ved flittig at benytte Adgangen, at den ikke ved længere Bortebliven skal vorde ham fremmed og Gangen selv tungere. Han maa af daglig Erfaring vide, hvad han opfordrer Menigheden til, naar han opfordrer den til Bønnen, til hjertelig, enfoldig, ydmyg og troende Bøn. Han maa ingen fortroligere have end ham, hvis Gjerning han skal udrette; han maa Intet bære paa, som han ej meddeler ham, forelægger ham; han maa i alle Ting, i det Mindste som i det Største, i det Enkelte som i det Hele, hente fra Skatkammeret her oven til, hvad han har Behov; Gud bør være den Første, han taler med om Morgenen, den Sidste, han taler med om Aftenen; hos ham maa han ofte være om Dagen, som i den vaagne Nattetid; et Suk til ham, et Blik paa ham bør gaa forud enhver hans Gjerning og aldrig burde han tale til Menigheden eller aandeligen handle med nogen af dens Lemmer uden først at have talt med Gud og ligesom „komme fra ham,“ og navnlig bør naturligvis dette ske i de mere end almindelig vigtige Anliggender og forefaldende Tilfælde.“
Ikke mindre vækkende og lærerigt er Skriftet der, hvor det med korte men kraftige og sikre Strøg maler den Modstand og de Hindringer, Embedets Forvaltere maa berede sig paa, navnlig fra Verdens og den falske Aandeligheds Talsmænd (S. 103—107). Men de anførte Prøver maa være tilstrækkelige til at anbefale Bogen til enhver Ynder af „Embedet til Guds Menigheds Opbyggelse.“ Og især vil Anmelderen paa det Varmeste anbefale dem, der selv agte at ofre sig til Herrens og hans Kirkes Tjeneste, at gjøre sig bekjendt med denne dybe og indtrængende Vægterrøst paa Zions Mure, som paa disse Blade tilraaber dem at være vaagne i den Tjeneste, de paatage sig. Er det end venteligt, at der i et Skrift af saa betydeligt Omfang maa forekomme Enkeltheder, hvorom der kan være delte Meninger, maa end nærværende Anmelder navnlig udtale som sin Overbevisning, at dets Identificering af Embedsstanden med Embedet fører for vidt, idet denne ikke, naar den forfølges, tilsteder den fulde Anerkjendelse af Herrens Apostles særegne Forhold til Embedet, hvilken dog baade den hellige Skrift og Kirken og den almindelige kristelige Bevidsthed om Apostolatets enestaaende Betydning forlanger, og derfor heller ikke trods alle Reservationer kan slippe fra den privilegerede Embedsstand af Apostel-Efterfølgere, som en bedrøvelig Erindring om, hvad den har turdet vove i „Guds Stat,“ med Rette gruer for, — saa er der dog saa saare Meget, jeg af ganske Hjerte underskriver, og især en Grundanskuelse af Præstens Kald, som jeg saa ganske tiltræder, at jeg, idet jeg anbefaler Bogen til Alle og Enhver, ikke kan andet end gribe Lejligheden til at aflægge dens højærværdige Forfatter min hjertelige Tak for den som en ikke mindre kjærkommen end i sit Slags hos os sjelden Gave.
A. Grimelund.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |