For Almuen/8
FOR ALMUEN
OTTENDE HEFTE
NORGES HISTORIE
ANDEN DEEL
INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE FRA FORENINGEN MED DANMARK
OG INDTIL NÆRVÆRENDE TID
Mænd forgaae — mon Frihed vel?
Født med første Engel er den,
døer ei før den sidste Sjel.
TIDSRUM:
TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID
UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387—1814).
I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET. (FRA 1387—1536).
II. BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED. (FRA 1536—1814).
1) FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1536—1660).
2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1660—1814).
FJERDE TIDSRUM: NORGES GJENOPREISNINGS TID.
I. BEFRIELSESAARET 1814.
II. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIGE.
FORORD
En Forfatter siger: „Uden at ophøre med at være upartisk, og uden at forvanske i nogen Maade Begivenhedernes Sandhed, kan man beklage, i den forsvundne som i den nærværende Tid, Menneskers og Folkeslags Skjebne som Uretfærds og Voldsomhedens Offre. Dette er at opfylde en Billigheds og Menneskeligheds Pligt; og dersom de Ulykkelige ere sine Tidsjevnlige hellige, ere de det ligeledes for Historien.“ Disse ædle Linjer ønskes af mange Grunde, ja ogsaa for nærværende Forfatters egen Skyld, erindrede under Fremstillingen af det Afsnit, som nu forestaaer af Fædrelandets Historie. Thi det er ikke længesiden, at man tvivlede i Norge om at dette var den sanddru Saga hjemfalden — denne, der eier den svundne Dag og arver Øieblikkene. Men, hvor klart det end, i sin rette Forstand, burde staae for Historieskriverens Øine, „at han ikke bør være af nogen Nation“ — vist er det, at alle de Forfattere, som omhandlede denne Deel af Begivenhederne, ihukom, at de vare danske, og at Enevældet ogsaa udstrækker sin frygtelige Magt over Aanden og Sandheden. Det var langtfra, at de, hvad Norge betræffer, stillede sig paa det Standpunct, som hiin Forfatter anviser Historieskriveren.
Gjennem dem fik Nordmændene i Almindelighed, men især Skole-ungdommen ganske andre Begreber om Fædrelandets Stilling, end hvad sandt var. De hørte kun og læste og lærte kun om Lykke under Enekongens Kjærlighedsspiir, om Danmarks aldeles Nødvendighed for Norge i alle selv i aandige Henseender, om samslyngede, med Hjerterødder og Navlestrenge sambundne Tvillinger o. s. v. De hørte, læste og lærte kun Sligt, indtil de troede det, og indtil Troen gik i sagngiven Arv, saa den gjerne kunde bestaaet, om man end ikke sørgede for at slige Lærdomme strax greb hver opvoxende Slægt. Vaagnede i Gemytterne en Trang til historisk Selvfølelse, en Ahnelse om at historisk Ære sømmer et Folk, at det bør hvile derpaa — nu, da aabnede Snorre alle sine Æresminder; og man var tilfreds. Man var saa tilfreds med det drømmende Behag i den gamle Erindring, at man glemte den friske, ja mange nærmere Aarhundreders. Man lod sig nøje med Troen paa frisk Lykke og med gammel rusten Ære. Slig Taabelighed, der tilhører Adelen, var bleven Folkets. De gamle Tider maatte bøde med sin Overflod af Hæder paa de nærværendes Mangel; Fædrene udsone Ætlingernes Synder, istedetfor at det skal være omvendt; Fædrenes Frihed kaste en Glands over Sønnernes Trældom.
Dog, at Norges Forfatning under Forbindelsen med Danmark havde været og var Trældom fra først til sidst — det ahntes ikke af Almeenheden, det turde ikke siges. Saa fast var hiin Tro, saa høit var hiin adelige, næsten til en Nationalfeil blevne, falske Selvfølelse stegen. Det er sagt, at den offentlige Mening er, selv i en fordærvet Alder, det mest Ufordærvede. I Aarhundreder var det i Norge ikke saa.
Men en saadan Stemning? saadanne Begreber om Fædrelandets Stilling? Soldatermod kan den føde og nære; Borgermod, Folkemod ikke. Saa farlige ere falske historiske Begreber og af disse udrundne Følelser, at de oplyste Fædrelandsvenners første Stormeed i 1814: Adskillelsen for stedse fra Danmark, selv med Opofrelser til Sverige, ikke fandt tilbørlig Støtte hos Mængden, ja forstodes ikke af denne, og, om end det, da med en vis Følelse af Modbydelighed .. saa farlige ere de, at fjernt knyttede Omstændigheder, ikke en i Folkets Indre levende Erkjendelse, fremtvang Befrielsen; og at en ikke hemmeligholdt Frygt for Muligheden af en Gjenforening lige indtil de senere Aar rørte sig i Gemytterne. Der gives dog unegtelig flere Aarsager til en saadan Stemning, end den falske historiske Fremstilling af Fædrelandets Stilling og Tilstand, som bibragtes Nordmændene i Almindelighed. Den norske Befolkning fortrængtes fra Byerne af Fremmede; Regjeringen var vel despotisk, men ikke tyrannisk: Trykket føltes sjelden af den Enkelte, da det laae over det Hele; Folket vantes til at see Danske i Embederne; den danske Forvanskning af Oldsproget forplantedes gjennem alle Skrivter; en Høiskole negtedes; de Norske, der opdroges til Lærdom, opdroges dertil i Danmark og paa dansk. Flere saadanne Aarsager gives, og ere lette at finde; men til disse Forord hører kun at lægge Vægt paa hiin første: den nemlig, at vi have været vante til, og Mængden har troet alt for længe paa Lærdomme, der ikke ere Historiens, og paa Fremstillinger, der skulde kaldes historiske, dersom falske kunde fortjene dette Navn, om en Lykke under Foreningen med Danmark, som i det Følgende skal vises aldrig blev det til Deel.
Men, antaget for Deres Skyld, som, endnu med Kong Christian den 7de i Tankerne, klagende mindes tilbage en frodig, tilfældig Erhvervstid for en 40 Aar siden, at en saadan Lykke stundom under hine Forhold tilfaldt Norge: saa er det dog ligesaavist mellem Stater som det er mellem Personer, at den Lykke er for dyrkjøbt, som kjøbes for Æren. En uberegnelig Formue ligger i Nationalæren. Men denne — 3 Nordmændene blues, at de ikke med Vaaben ihaand gjenvandt den Aarhundreder før det skede, at alene Fædrelandets Beliggenhed frelste det Norske i Norge, under alle de Angreb derpaa, som det er Pligt sanddru i det Følgende at fremstille.
o Hav, en Frelsenshymne høi!
En Muur din steile Sjø!
En staalglat Muur, af Skum en Grav!
Saa fast en Borg ei Dovre gav
dig, signte Norge, kløvt ved Hav
fra Trældoms bandte Ø.
Men der er Nytte i at gjenkalde sig sin Sorg. Intet Folk har gjennem sin Historie modtaget i flere Henseender kostbarere Lærdomme fra den Altstyrende end det norske.
TREDIE TIDSRUM
NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK.
(FRA 1387—1814.)
♦ ♦ ♦
I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET
(1387 — 1536.)
♦ ♦ ♦
Dronning Margrethe (1387—1412.)
Norge forenet med Danmark alene (til 1397.)
Olaf den Unge, den Sidste af gillske Æten, var død. Margrethe levede. Saa var det Hun og Skjebnen vilde det. Hvad Folket vilde under disse Udsigter var og blev der heller intet Spørgsmaal om; thi med dets Aand var ogsaa dets Magt død. Det havde forhen af sine egne Konger Magnus den 6te og Hakon den 7de taalt Indgreb i denne; og da er den hele forloren som Isen hvor den første Vaarbølge bryder igjennem. Det var da intet Vogestykke af en fremmed Regent at angribe de Kongelove, som vare traadte istedetfor den gamle Forfatnings. Desuden gives der ingen Lov for Overmagten; og denne besad Margrethe i sin overlegne Aand, sin Stilling, og, hvad der maaskee sagde mere, i Nidaroserkebispens og med ham Geistlighedens Medhold. K. Hakon den 7des Kronarvelov nyttede da Drosten Hakon Johnssøn kun lidet, skjøndt han, som nedstammende i 2det Led fra hiin Konges naturlige Datter Agnethe, efter samme var nærmest thronberettiget. Om han med Sværdet havde paatalt sin Ret, skulde det have været et af de sjeldne Tilfælde hvori Ærgjerrighed og Patriotisme, der ofte nok havde det Ydre tilfælles, i det Indre og i Meed vilde have været eet. Nu gik det med Underhandlinger i flere Maaneder — da svor den umandige Stormand sig sin Adkomst fra, og sit Fædreland et fremmed Rige til, som strax satte sig i samme Forhold til det som Hovedgaarden til Sæteren. Det synes vel ved første Øjekast paa denne skjebnesvangre Handling, som om Hakons personlige Ret til at frasige sig sin Adkomst maatte være uomtvistelig; men det er dog ikke saa: Omstændighederne gjorde, at han tilhørte ganske Staten, hvis Selvstændighed ved en i sig selv ufri Constitutionsforandring var bleven knyttet til egne Konger af hans Æt. Derfor, om vi end ikke antage ham bestukken af Skræk eller Guld, var selv ikke Ønsket, at fritages for Regjeringens byrdefulde Ære, pligtmæssigt eller tilladeligt, saalænge Naturen ikke gjorde ham uduelig. Men hvor lidet Hakon end har havt for sig, som det lader til, saa har dette dog hidtil ikke været en Mangel, som har forbudt Folk at gribe efter og besidde Kronen.
Fra det svækkede Folks Side skede ingen Bevægelse til Fordeel for den gamle Kongestamme. Ligesaa meget i aandig Henseende sløvet under Kongemagtens og de særberettigede Stænders Magtudvidelser som fysisk medtaget af Landødesoten, der indtil henimod Udgangen af Aarhundredet synes at have i svagere Stød alt imellem rørt sig i enkelte Egne, var det et roligt Vidne til, at Geistlighed og Rigsraad, saasnart Hakon var bragt til Taushed, valgte Margrethe til Dronning med al kongelig Myndighed, ligesom hun siden Aaret før var det i Danmark, og erkjendte villigen hendes 5aarige Søsterdattersøn Erik af Pommern for nærmest Arveberettiget til Norge.
Dette Eriks Valg og Antagelse af Titelen „Norges Konge“ gav Fiendskabet mellem Margrethe og den svenske Konge Albrecht ny Næring. Han tog nemlig sin Brodersøns Parti, hvem han troede derved forurettet, som nærmere beslægtet til Margrethe. Men denne rænkefulde og herskesyge Qvinde skjøttede ikke om at have en Mand ved Siden; men kun et Barn, som Erik var, og som hun kunde opdrage i den Viisdom: „at han skulde lade sig føde af Norge, klæde af Sverige, forsvare af Danmark.“ Hun fik ham derfor erkjendt, medens hun for et Syns Skyld søgte at lede Valget paa Hiin, hvis Adkomst erklæredes forbrudt, fordi han havde gjort den afdøde Olaf Kongedømmet stridigt over Danmark. Ligemeget for at sikkre Erik som for at give en national Forfængelighed et Offer, ligesaa tomt som den selv, var det, at dette Barn prydedes med Navn af Norges Konge. Ved den forstødte Medbeilers Død, som allerede var indtruffen før Valget, antog Albrecht sig hans formentlige Krav som sit eget; maaskee vilde han ogsaa, da han greb til Vaaben, gjøre en Ende paa de rænkefulde Forbindelser Margrethe stod i med endeel svenske Stormænd. Men hans Planer vare Taarne paa en undergravet Grund. I Spidsen af en tydsk Hær mødte han sine egne Undersaatter forente med en dansk Hær under Ivar Lykke; og Nederlaget ved Falkjøping i Vestergøthland endte med den uduelige Konges Fangenskab 1388. Margrethe kjendte ikke til Ædelmod i Seiren: hun behandlede ham med hjerteløs Spot, til Vederlag vel fordi han tilforn havde givet hende Øgenavne, og satte ham i haardt Fangenskab indtil 1395.
Denne Krig gav Anledning til Oprettelsen af et Kapersamfund, som, under Navn af Victualiebrødre, saasom dets oprindelige Hensigt var paa de tydske Hansestæders Vegne at bringe Fødemidler (Victualier, Fetalje) til Stockholm, der holdt Albrechts Parti til efter hans Løsladelse, i lang Tid skadede den norske Handel meget. De udartede inden kort aldeles til Sjørøvere, der vare fredløse saavel, om end sjeldnere, for Hansestæderne, som i andre Lande, saafremt de ikke for en Tid stode i en eller anden krigførende Stats Sold, eller aabnede sig ved sit rige Bytte i fremmede Sjøstæder et egennyttigt Gjæstevenskab. De forente Rigers Afmagt, idet de vare uden Flaade, viste sig ret ved disse Fribytteres Frækhed. Bergen udplyndrede de 1393; og er det rimeligt, at deres Skrækherredømme paa Havet har, ligesaameget som Svartdøden og de nordamerikanske Eskimoers ødelæggende Indfald, bevirket, at Nordmændenes Forbindelse med Grønland ophørte, og blev alt sjeldnere og slappere med Island. Danske Kyststæder vidste Margrethe ikke anderledes at sikkre end ved at forsænke Indløbene — et fortvivlet Middel, som tillykke ikke lod sig bruge her.
K. Erik af Norge var 1396 valgt til Danmarks Konge under Margrethes Formynderskab. Aaret efter drev hun ogsaa igjennem, at han kaaredes i Sverig, og krontes til Nordens Konge, efterat de fra alle 3 Riger afsendte 16 Rigsraader, hvoraf 4 norske, 20de Juli 1397 i Calmar havde sluttet en Forening (Union) imellem dem paa Betingelse af bibeholdt Jevnrang, Selvstændighed, Rigsraad og Brug af egne Love for hvert af Rigerne, der ved sine udvalgte Sendinger, 40 fra hvert, skulde vælge den fælleds Konge, og være mod Udlandet som Eet i Fred og Ufred. Island, der burde været betragtet og behandlet som den fjerde Unionsstat, fulgte Norge uden at der spurgtes videre om dets Samtykke. Det Tyngste ved Ringhed er Vilkaarligheden hvorfor den er udsat.
Norge forenet med Danmark og Sverig i Calmarunionen.
Ingen af Calmarunionens Forjettelser opfyldtes. De ubetydelige holstenske Grever legte med dette politiske Uhyre, som forfærdede Verden, da det fremstod; og selv indvortes meddelte de afkræftede Riger ikke hverandre nogen ny Livsvarme. Kun tilfældige Ulykkesomstændigheder, hvorfor Nationer, der vare afvante med sin Frihed, gave efter, mens en Enkelts Statskløgt beherskede dem, og ikke en frivillig Overenskomst eller nogen indre Nødvendighed, ledet i sit Frembrud af fortrinlige Aander, hvis beundringsværdige Planer dog kun ere som det renere Aftryk af Folkeviljen, havde fremskabt denne Forening. Tidsalderen var Europas mest fordærvede; ogsaa Norden leed af alle dens sedlige Onder. Udrundne af Geistlighedens Overvælde, levede dette igjen af dem, men døde ogsaa omsider deraf. I nærmeste Følgeforbindelse med Geistlighedens Magt og i samme Forhold til den sjunkne Almeensedligheds Tilstand stode de andre Magter: Kongernes og Adelens, som ligeledes tærede paa Folkenes indre Kraft og paa Friheden. Da disse, der ere som Rod og Blomst, vare fortærte, kjæmpede hine tre egennyttige Magter indbyrdes; hvor de to forentes maatte den tredie give tabt. Den norske og svenske Adel, bestikkelig og fordærvet, fremhjalp den af Geistligheden understøttede Margrethes Planer, ilende med at gaae ind i disse, forat dele hvad Bytte af Embeder, Lehn og Særrettigheder, der tilhørte som Indbo og Pragtgemakker den nye Bygning paa Ruinerne af de forente Nationers Frihed og Velfærd. Ligesaa vare Kongernes Haandfæstninger ikke at betragte som Forbedringer i Folkeforfatningerne, men kun som Udvidelser i de andre to Magters Særrettigheder, som de ikke undlode at æske og øge, da de i Forening omsider kom saa vidt, at de alene forestillede Folket, og saaledes dannede eet Modsamlag (Opposition) mod Kongemagten. Sløvt Trælsind betegnede Folkene i den almene Fordærvelse. Det lod dem see Himlens Raad i Geistlighedens, Aljordens Magt i nogle Smaatyranners. Saaledes var det muligt, at en ved alleslags Bestikkelser vunden Mindrehed, trængende Folkenes døde, uvirksomme Fleerhed tilside, og at egennyttige, adsplittede Interesser istandbragte i Calmarunionen et Værk, som andre Folkeslag paaengang beundrede som et Viisdommens Mesterstykke, og skjalv for paa Grund af den Fasthed de tillagde det, og den voxende Lykke det syntes at forjette de nordiske Folk, som altid lode Verden føle deres Velmagt. Afmægtige hver for sig vare de nordiske Stater; men afmægtigere blev dog Foreningstaten. Selv paa Baandet, der i en Krig kunde holde dem sammen: paa Havet maatte den give Slip: Hansen og dens Fribyttere vare Herrer over Sundene, Havnene, Østre- og Vestresaltet. Kjæmpen var saaledes sit Styrkesbelte berøvet; hine Stænders sedløse Tilstand, Unionskongens Uretfærdighed og danske Anmasselser vare som onde Lidenskaber, der søndrede hans Aand og betog ham Tænkeevnen; og i den Mistillid og Ahnelsen om at være bedraget, som gjennemglimtede det norske og svenske Folks Sløvsind, sad Døden i hans Marg.
At denne Stemning var det norske Folks, er tydeligt ogsaa deraf, at en Person, byggende derpaa, udgav sig i Skaane 1402 for at være Olaf den 5te, der skulde være undkommen fra det Fængsel, hvori Moderen sagdes at holde ham fangen for selv at kunne herske. Han synes at have havt selv en Hær tilhjælp, og i den Tiltro han vandt greb en smertelig Erindring om lykkeligere Tider og brustet Haab Gemytterne. Margrethe fik ham vel fangen og brændt; men det norske Folks Sorg over hiin sin Elskling, der under sit Ophold i Skaane selv var bleven Danskerne kjær, gik endnu ikke op med Flammerne. Dets Klager over Olaf vare ogsaa Klager over den nærværende Forfatning; og dets Sorg over ham var saa liig den fortvivlende, der ikke vil troe sit Tab virkeligt, at endog en ny Eventyrer, der, flere Aar efter, sagde sig at være den af Fængsel og Luer undkomne Olaf, ikke savnede Tiltro.
Det svenske Folk var ikke mindre misfornøjet med Foreningen, i hvilken Danmarks Forrang lod sig mere og mere tilsyne. Margrethe anvendte ogsaa aabenlyst hiin Lærdom, som hun havde meddelt sin Efterfølger; og satte de andre Riger i det underordnede Forhold til Danmark, som den antyder, og som var saameget mere uretfærdigt, som de, foruden at bære lige Forbundsbyrder, rigeligere end Danmark havde overladt Dronningen Lehn. Især klagedes i Sverig over at hun betyngede det med nye Skatter, og opfyldte det med voldsomme, udsugende danske Lehnsherrer og Embedsmænd. Dette var tvertimod Foreningsvilkaarene; men mod et, af fordærvede, særberettigede, selv splidfulde Stænder søndret og kuet Folk skal selv en fremmed Hersker kunne voge Alt.
K. Erik tog liden Deel i Margrethes Regjering; og under denne er der kun liden Tale om Norge. Hansestæderne gave sit Contor i Bergen Love, hvorefter det havde at forholde sig mod Folket og Kronen; og bestemte, at deres Skibe skulde paa de norske Befalingsmænds Vink overlades til at forfølge Fribyttere, naar de viste sig — en Tilladelse, som Bergens Ødelæggelse ved Victualiebrødrene ventelig bevirkede.
Margrethe endte 1412 ombord i Flensborg Havn et Liv, som havde viist, at Herskesyge er en af de Lidenskaber, som vanskeligen tvinges, men umuligen mættes.
K. Erik den 3die den Pomeraner (1412—1442.)
Udlændingernes Kiv om den norske Handel.
Alt under de sidste af de gamle Konger havde Handelen paa Norge og Fiskeriet under dets Kyster været et Tvistensæble mellem Hansestæderne og Engellænderne. Forat standse dem i den Frihed de tog sig til at lægge sine Skibe op under hvilken Kyst og i hvilken Fjord de vilde, hvor da en Tuskhandel dreves med deres Overdaadsvarer, og for at ophjælpe Landets egne Handelspladse, havde K. Olaf den 5te grebet til det forhadte Middel at lovbinde hver Egn til en enkelt Plads, hvor den kuns skulde kunne handle. Men Udlændingerne agtede Landslovene kun lidet; i hvad Indskrænkninger disse end foreskrev, vidste de at gjøre Handelen paa Norge saa fordeelagtig, at den opvakte den mest rasende Iversyge dem imellem. I lang Tid havde Hansestæderne været de mest begunstigede; nu, da K. Erik havde givtet en engelsk Kongedatter, den høihjertede Filippa, som dertil havde den norske Provinds Raumarike i Morgengave, tænkte Engellænderne at tage sin Mon igjen. Men Hansekjøbmændene benyttede sine gamle Forbindelser med Kystfolket; og fik i det nordre Bergenhusiske alle de Engellændere, de der overkom, ihjelslagne. Derfor, og da disse vedbleve med sin Handels- og Fiske-færd, hvortil kom, at de ikke saa sjeldent plyndrede paa de norske Udlandes Kyster, forbød den engelske Regjering, paa Andragende fra den norske, dem al Fart undtagen paa Bergen. Dette skede oftere, men forgjeves, indtil omsider deslige Voldsomheder hemmedes efter et Fordrag mellem Norge og Engelland. Under dette faldt Russerne ind i Nordlandene, brændte hvad de maatte levne, og bortførte Folk i Trældom; Sjøen var fuld af Fribyttere af alle Nationer; og Victualiebrødrene ødelagde oftere Bergen paa det haardeste, dels paa de tydske Hansestæders Vegne, der en Tid lang laae i Krig med Unionsrigerne, dels under Paaskud af at straffe denne Stad, fordi den gav sig af med Engellænderne. Ved en saadan Leilighed banede hine dygtige Sjøfolk sig endog Adgang til Byen gjennem en overmægtig norsk Flaade. Skede end dette i rum Sjø, hvor det ikke var godt at vide Fiendens Curs, eller, under ugunstige Omstændigheder, at hindre ham fra at afskjære enkelte Skibe: saa er det dog ligesaa vist, at Mandhaftigheden synker med Friheden, som at Banneret bøjer sig i Støvet, naar Føreren knæhugges.
De calmarske Overenskomster bekræftes og udvides.
Med Tilsidesættelse af Margrethes Bestemmelse, hvorefter K. Eriks Søsters Æt, om Kongen selv ei efterlod mandlig Afkom, skulde være nærmest thronberettiget, havde Erik alt ved sin Thronbestigelse i Norge faaet sin Fætter Bugislav anerkjendt her som Thronfølger. Men fra dansk Side mødte han saamange Hindringer, da han 1436 forelagde dette Riges Stænder sin Vilje isaahenseende, at Brudet mellem disse og Kongen alt da var nær. Denne Misforstaaelse gav ny Styrke til de misfornøjede Svenske, der alt siden 1433, som det sig undertrykte Mænd anstaaer, befandt sig i Opstand formedelst de tydske og danske Embedsmænds Udsugelser, hvormed Kongen, tvertimod Unionsvilkaarene havde opfyldt Landet. Den gjæve Engelbrecht Engelbrechtson med sine Dalekarer tvang ham vel i et Forlig i Halmstad, hvor de norske og danske Rigsraader mæglede, til at love at holde sig disse efterretteligere; men da dette ikke skede, og han ligeledes i Sverig forsøgte paa at faae sin Fætter, tilligemed et helt Slæng af pommerske Fyrster, hyldet: saa grebe Svenkerne atter til Vaaben under Engelbrecht og Marsken Karl Knutssøn Bonde, hvem de udnævnte til Rigsforstander. Da imidlertid Mistanken for Snigmordet paa Folkets Helt Engelbrecht berøvede Karl dettes Hengivenhed, og baade Rigsraadet og den upatriotiske Geistlighed, som holdt sig nærmere forbunden med Rom end med Fædrelandet, laante villigt Øre til nye Mæglinger fra de andre Riger: kom det til et Forlig i Calmar 1ste Septbr. 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen, og erholdt de Tillæg i sine Vilkaar, at Kongen skulde være 3 Maaneder i hvert Rige, ledsaget stedse af 2 Rigsraader fra hvert af de andre Lande; at ingen nye Love maatte gives eller nogen Herre fængsles uden Stændernes Samtykke; og at hvert Rige skulde have sin Drost, Marsk, Hovmester og Canzler. Man seer, Adelen havde ikke glemt sig; og det gjør den da heller aldrig. Med Hensyn til Kongevalget bestemtes, at det skulde anbetroes 40 fra hvert Rige valgte Mænd, som dertil skulde samles i Halmstad. Nærmest Thronberettiget skulde Kongens Søn, og efter ham den næste mandlige Fætter, være; men efterlod Kongen flere Sønner, da skulde der kunne vælges imellem dem. Fandtes ingen slige Kongsemner, skulde Loddet afgjøre af hvilket Rige, den skulde vælges. De norske Valgmænd skulde bestaae af Erkebispen, Bergens Bisp, Provsten til Mariækirken i Oslo, der bestandig var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Byerne Throndhjem, Bergen, Oslo og Tønsberg samt 10 Odelsbønder fra Thrøndelagen, Stavangers og Hammers Stifter, Rogaland og Viken.
Første Rigsraadsregjering. (1437—1442.)
Unionsbygningen stod der igjen. Norge havde ikke liden Deel deri. Det hang nemlig fastere ved den uværdige Konge end de andre Stater, rimeligviis fordi det kjendte ham mindre, havde hørt ham bære Navn af Norges Konge før han fik denne Titel i de andre Riger, og fordi det især var under Geistlighedens aandelige Formynderskab, hvis Mening i slige Sager maatte være Folkets, og hvis Værk den nærværende Forfatning var. Nordmændene havde heller ikke været nære Vidner til den kongelige Uslings mange Daarskaber og Laster. De havde ikke som Danskerne seet ham mishandle sin ædle Dronning, fordi et Tog, hun udrustede mod Hansestæderne havde et ulykkeligt Udfald; heller ikke, som Svenskerne, at hun døde i Vadstena Kloster af Følgerne af hiin raa Behandling og af Smerte derover. De pommerske Herrer holdt til i Danmark, og Eriks Fogeder husserte i Sverrig. Ligesaa: den 26aarige Krig med de holstenske Hertuger om Schlesvig, som førtes og endtes med Skam og Tab, havde sin Skueplads fjernt fra Norge, der kun fik at bestille med Hansestæderne, som indblandte sig deri; og Nordmændene tyktes vel, at Skammen derfor vedkom dem ligesaalidt som Tabet af hiin danske Provinds. Dog har det norske Rigsraad sin Deel i den, ventelig ved hiin Krig foranledigede, Bestemmelse mellem de øvrige Unionstillæg af 1ste Septbr. 1436, at Krig kun skulde kunne erklæres og føres efter Raadernes Samtykke.
Denne Norges Vedhængen ved Erik var dog egentlig kun Rigsraads og Geistligheds Velnøje med at de under hans bestandige Fraværelse havde saa frie Hænder, samt det menige Folks sædvanlige, og sædvanligviis tomme, Haab og Tiltro til at Kongen, om han blot vidste hvor det gik til, og fik raade. nok vilde hjælpe. Da derfor Erik, leed af det Hele, men især misnøjd over at hans Planer til at udstykke Rigerne mellem sin Familie vare strandede, Aaret efter Unionsordningens Fornyelse begav sig til Øen Gothland med Frillen sin, nogle Hofgunstlinger og Danmarks Skat; og Folket ansaae sig ganske overladt til sine hjemlige Forkuere: saa udbrød Opstand imod Disse paa mange Steder i Norge (ligesom ogsaa i Danmark); og Rigsraaderne fik den Anke til de øvrige mod Erik, at han hemmelig ophidsede Almuerne mod de særberettigede Stænder.
Rigsraaderne herskede aldeles i alle 3 Riger. Unionen var atter opløst. I Spidsen for det svenske Rigsraad stod igjen Karl Knutssøn; og det danske havde Aaret efter Eriks Undvigelse indkaldt som Rigsforstander hans Søstersøn Grev Christoffer af Bayern. Begge Rigsraader havde afsat Erik; kun det norske indlod sig endnu ikke derpaa. Det vedligeholdt nogenlunde Rolighed, medens Alt var i Forvirring i de andre Riger. Som Flammer, der endnu reise sig af det nedbrændte Huses Aske, erklærede mange Interesser selv i Danmark og Sverig sig fremdeles for den gamle Konge; det norske Rigsraad regjerte i hans Navn, og sendte selv Tropper i hans Tjeneste ind i Sverig. Endog efterat Christoffer først i Danmark 1440, og derpaa Aaret efter i Sverig var bleven valgt til Konge, vedblev det at negte sit Samtykke hertil og at indlade sig paa noget nyt Valg. Heri støttede det sig ogsaa til et, før Christoffers Valg i Sverig, med dette Rige afsluttet Forbund, som var grundet paa den fælleds Paastand, at Unionen var brudt ved dennes vilkaarlige, særskilte Valg i Danmark. Og da Biskop John af Oslo gav Christoffer sin Stemme, lod Rigsraadet herimod formelig protestere; og Biskop Thorlak bestræbte sig endog for ialfald at faae Bugislav til norsk Konge. Under disse spændte Forhold holdt Rigsraadets Mellemregjering sig alt til midti Aaret 1442; da gav det efter, og Christoffer hyldedes som Norges Konge i Oslo.
Erik levede i mange Aar paa Gothland af Sjørøveri, uden videre at bryde sig om at give slig Ufærd det politiske Skin og Navn af Krig, som Konger pleje at give sine Røverier. Victualiebrødrene fore i hans Navn; og til Tak for sin Hengivenhed saae Norge nu sine Skibe opbragte af dem. Endelig dreve de Svenske ham over til Pommern, hvor han døde i en høi Alder. En af hans sidste Handlinger som Norges Konge var at lehngive Ørkenøerne og Hjaltlands-Øerne til en skotsk Greve af St. Clara (Sinclar), hvorved deres fremtidige Besiddelse blev end uvissere. Kongen af Skotland havde saaledes allerede i 1426, paa Grund af formentlig Hævd, da Afgivten, 100 Mk. Sterling, i lang Tid ei var bleven betalt, erklæret Sudurøerne hjemfaldne til Skotland. Imidlertid erkjendte han, da Sagen blev tagen alvorlig, den norske Konge som Lehnsherre, og at Afgivten skulde betales — noget, der dog ikke skede. Vaabentagne, af Naturen ikke sikkrede Erobringer ere som oftest uvisse, om de end ikke ere saa fjerne. De sidde løse, og gjøre sjeldent mere til Hovedstatens sande Styrke, end de vajende Fjedre til Heltens.
K. Christoffer den 1ste den Bayrer (1442—1448.)
Saa ringe Begreber end de forente Nationer havde om sine Rettigheder, indsaae de dog, at Unionen vedblev fremdeles ikke at opfylde noget af sine Løfter. Medens Kongen, fornærmende de andre Riger, ved at benævne sig „Erkekonge af Danmark,“ antydede Danmarks Forrang, vedbleve Tydskere der, og Tydskere og Dansker om hverandre i Sverig at besætte Embederne; og al Unionens Magt lettede ikke Hansens og Victualiebrødrenes utaalelige Aag af Norge. Forat give Hansen en Modvægt gaves Amsterdam Handelsfriheder i Norge; men selv disse vare aftvungne. Endeel Anordninger, der indskrænkede Hansens og Englændernes Friheder, og forbød dem Fjordhandel og Tømmerhugst paa egen Haand, tvang Hansestæderne ham at tage tilbage Aaret efter, da deres Folk endog dræbte den kongelige Befalingsmand i Bergen. Tvertom, deres gamle Særrettigheder bleve stadfæstede; og Bispen i Bergen aabnede paa egen Haand til Kongens Fortrydelse, Englænderne den forrige Adgang, ventelig for i dem at have en Modvægt mod Hansens Kjøbmænd. Rigerne vare misfornøjede hver over sit, da Christoffer døde 1448, efterladende sig en barnløs Enke, hvem Raumarike ligeledes var blevet anviist.
Calmarunionen opløses for en Tid.
Anden Rigsraadsregjering. (1448—1449.)
Det norske Rigsraad blev, ligesom det svenske, foreningsmæssigen af det danske underrettet om Kongens Dødsfald, og indbudet til Valgmøde i Halmstad. Men det forholdt sig uvirksomt, da Svenskerne, ved at gribe Leiligheden til at vælge sig en Konge i Carl Knutssøn, foraarsagede, at et saadant Valgmøde ei kunde holdes. De Danske valgte da paa egen Haand Grev Christian af Oldenborg til Konge; og paaberaabte sig som Grund for hans Antagelse i Norge den norske Kongearvelov, da hans Moder nedstammede fra Kong Hakon den 7des Datter Ingeborg. Men maaskee ihukom de Norske, at samme Lov var med lige Behændighed skudt tilside, da der i Margrethes Tid var Spørgsmaal om at drive Hakon Johnssøns Fordringer tilbage. Idetmindste faldt Manges Tanker nu paa dennes Ætling Drosten Sigurd Johnssøn, der i denne Mellemregjering var Rigsforstander. Men ingensinde var Almeenviljen mere ubestemt, Interesserne mere delte end ved denne Tid i Norge. Mange Røster hævede sig for at gjøre Alvor af hint Forbund med Sverig og forbinde sig med det; Andre hældte til Danmark, hvorfra Underhandlingerne ivrigen fortsattes; ja selv gamle Erik paa Gothland randt Folk isinde. Omsider erklærede Sigurd Johnssøn, og med ham en stor Deel af de sydligere Provindser, sig for den danske Konge; og Erkebisp Aslak Bolt, hvis Vilje blev gjeldende i de øvrige Dele af Landet, fremstod aabenlyst for sin Frænde Kong Carl den 8de af Sverig.
K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg,
Modkonger. (1449—1450.)
Den er Trældom værd, som taaler den. Norge skulde have fortjent alle Unionens Ulykker, om det ingensinde havde forsøgt at bryde den, om en almindelig Sløvhed eller Lunkenhed, denne enhver god Sags Forræder, uafbrudt havde modtaget Erfaringerne om dens Uhensigtsmæssighed uden at vækkes af deres Bitterhed. Dette var dog til Ære for Dentids norske Folk, ikke saa. Fremfor de to andre Nationer i Besiddelse af et Navn for Troskab imod Overenskomster, havde Danmarks Brud paa disse vakt almeen Misfornøjelse, medens Sverrigs Exempel stillede det Sandheden for Øjne af, at Gud hjælper den, som hjælper sig selv. Dette vilde virkeligen en god Deel af Folket, og ikke alene et eller flere aristokratiske Partier. Hjælpe sig ud af Unionen, det vilde Folket, som for en Tid var vaagnet af sin Dvale. Denne Almeenvilje var Bunden, hvorpaa endeel politiske Bevægelser foregik, som vel hensigtede til en bedre Statsordning; men som dog lægge for Dagen, at aristokratiske Partier vidste at lede dem efter sine Hensigter, og at gjøre sig saaledes til Herrer over hiin ei ganske sig selv klare Almeenvilje, at de opgave dens ædlere Meed, saasnart de maatte opgive sine særskilte egennyttige Planer.
I Spidsen for hver af Partierne have vi nævnt Norges ypperste Geistlige og fornemste Adelsmand. Men begge Partier søgte nu Styrke hos det menige Folk, som de privilegerede Classer hidtil havde gjort alt til for at afvænne fra Deeltagelse i det Offentlige. De indkaldte det til Hyldningsmøder; de vakte en vis politisk Aand; men kun ligesom Mølleren letter Lemmen ikke for at give Strømmen sin Frihed, men for at knibe Vandet fra sin Nabo, og for at faae hvilke af sine Hjul, han vil, til at gaae. Folkets lidende, uvirksomme Misnøje med det Bestaaende gjorde de virksom; men kun forsaavidt det stemmede med deres enkelte Hensigter. Den var Ørnens Krop, som lettede sig op fra det gamle Rede; men disse vare Vingerne, der styrede dens Fart; og da den ene Ving (det ene aristokratiske Parti) var længer end den anden, kom Ørnen svævende i en Ring, netop tilbage did, hvorfra han fløi ud. Og det skede da, at en Bevægelse foregik i Folkets Gemytter, som, idet den var nærbeslægtet til den Selvstændighedsfølelsens ubetvingelige, hvortil den ellers skulde have udviklet sig, dog alene rørte sig for de fremmede, hinanden og selve Folkeviljen modstridige Interesser, for hvem hine Partier arbeidede. Misnøjet, der skulde være gaaet over til et levende Uafhængighedskrav, gik da over til dette blotte Krav paa nye og bedre Sikkerhedstilsagn (Garantier) for en ny Union; og deri overbød begge Kronkrævere hinanden, kjæmpende om at vinde Folkets Fleerhed, beilende til dets bedragne Forfængelighed, søgende efter gammel Sed dets Hyldest paa Thinge. Den fædrelandske Interesse, som Almeenmisnøjet med Unionen, saaledes som denne hidindtil havde skuffet Forventningerne, saa let skulde have udviklet, forsvandt i en dansk og en svensk.
Med al den Stolthed, som den, især siden Digredøden berigede, norske Geistlighed lod de underkuede Classer føle, fandt dog i dens Indre et trældomlignende Afhængighedsforhold Sted til Erkebispen. Hans Meninger og Vilje var Geistlighedens alt nedigjennem til den vandrende Prædikemunk, og den talrige Geistligheds var Folkets. Hint Forbund med Sverig havde forud vant dette til Tanken om en Forening med dette Rige; og Erkebisp Aslaks virksomme Medhold afgjorde Sejren for Kong Carl. Den danske Konge havde vel ilet med at give en Haandfæstning, som i alle Maader hjemlede Rigets Selvstændighed, og var syd i Viken udraabt til Konge; men dette Valg kuldkastedes, efterat Carl Knutsøn, i Løbet af Aaret 1449, i Bahuus, Hammer og Trøndelagen var bleven valgt og endeligen kronet i Throndhjem. De Forpligtelser, Christian havde villet kjøbe Kronen for, gik, foruden at sikkre Folkets Love og Rigets Selvstændighed, ud paa, at ingen Fremmed maatte erholde Embede uden Rigsraadets Samtykke; at de norske Documenter, som vare nedkomne til Danmark, skulde opsendes; at Rigsraadets Samtykke udfordredes til Krigserklæring; og at det kun i de allervigtigste Sager skulde kaldes til Kongen, som derimod paalagdes hvert 3die Aar at indfinde sig i Landet. Kong Carls Forpligtelser løde omtrent ligedan. Imidlertid var hans Høihed i Sverig for usikker til at han torde qvæge sig længe i Glandsen af den nye, han havde vunden i Norge. Han vendte snarest tilbage til Sverig, hvor Partiilden, næret mellem Stormændene af Misundelse over denne deres forrige Ligemands Ophøjelse og af danske Rænker, var nær sit Udbrud. Begge Konger sendte Gesandter til et Møde i Halmstad; og her bragtes et Forlig istand, hvorefter de svenske Befuldmægtigede fraskreve Carl Norge mod at Christian frasagde sig alt Krav paa Sverig, og hvorefter Unionen, naar en af Kongerne afgik, skulde fornyes. Rimeligviis valgte de svenske Gesandter denne Udvei for at sikkre sig de Fordele, som de nøde under den bondeske Families Herredømme, hvorved dettes Vedvaren blev dem værd enhver Priis, der ikke vedrørte deres egen Interesse; men K. Carl blev rasende over at Norge — thi der reiste det danske Parti strax Hovederne — saaledes skulde gaae ham af Hænderne. Underhandlerne mistede sine Lehn. Han rustede sig straks, vedblev at bære Titel af norsk Konge, og indstevnede det halmstadske Forlig for Paven til Underkjendelse. Under dette havde imidlertid i Norge, der havde Udseende af at være bleven opgivet af sin Konge, det danske Parti, hvis Hovedmænd vare de verdslige Medlemmer af det forrige Rigsraad, faaet vundet Spil. K. Carls bedste Støtte Erkebisp Aslak døde. De to norske Adelsmænd, som Carl havde sat i Spidsen for Regjeringen, maatte vige. De verdslige Stemmer i Rigsraadet, som under Aslaks og Carls eller den svenske Indflydelse havde maattet tie, fik Mælet, og Geistligheden Forkjerligheden igjen for en Forening med et fjernt Rige, hvilken gav dem saa frie Hænder. Christian ilte til Norge, og lod sig 29de Juli, St. Olafs Dag, 1450 krone i Throndhjem; og Folkets Misnøje mættede man, som sædvanligt, med gamle Eeder og Løfter og nyt Haab.
K. Christian (Christjern) den 1ste (1450—1481.)
Ny bekræftet Forening med Danmark. Krig med Sverrig.
Maanedsdag efter sin Kroning fik K. Christian eller det seirende Parti mellem de norske Stormænd paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening istand mellem Norge og Danmark, hvilke Riger, i Jevnrang til hinanden, med et Rigsraad af indfødte Mænd og egne Love, evindeligen skulde være forenede under een Konge. Derved vandtes for Øieblikket Styrke imod Carl Knutssøn, hvis dygtige Feldtherre Thor Bonde dog bemægtigede sig de østlige Grændseprovindser. Christians Hære sloges ud af Sverig og 1453 stod Carl atter seierrig i Norge. En Vaabenstilstand indtraadte, hvorunder Carl beholdt norskt Land, saavidt han strakte Vaaben over det; og i det følgende Feldttog 1554 — 55 slog Thor Bonde en norsk Hær under Rigsraad Kolbjørn Gast, der havde gjort Indfald i Sverig. Efter Bondes Drab fik Christians Vaaben mere Lykke; og da Upsala-Erkebispen Johan Bengtson under dette fordrev Carl, satte Christian igjennem, at han krontes til svensk Konge 1457.
Norge og Danmark gjenforenede med Sverig.
Unionsbygningen stod der atter; men ravende som før, omendskjøndt bygget paa Kongens, Bispers og Riddermænds Eeder. Christian var troløs mod Troløse og Ærlige; han belønnede ikke de forrædiske Stormænd efter Løfte, og trykkede Folket over det Hele. Men den aristokratiske Egennytte blev da patriotisk Harme, og det svenske Folk, som aldrig gav Slip paa Selvstændighedsfølelsen, om end Frihedsaanden udstønnede under Stormandsvældets Tryk, lærte Verden, at
bevidstløst føder Opstand, en strid rødhaaret Dreng.
Han ammes op i Hytter; men, naar han voxen bliver,
til Viv ham Himmelen sin Datter „Frihed“ giver.
Den svenske Opstand brød under Bispen Ketil Wasa dog først løs da Christian havde tilføjet Stormændene en ny Fornærmelse ved at føre Erkebispen fangen til Danmark; men sjelden gjorde disse saa oprigtigt Parti med menig Mand som da. Det var en Folkopstand. Kongens Opførsel havde givet Almuen Anførere, og Anførerne Almuer villige som Bølger eller Flammer til at reise sig. Christian afsattes. Carl Knutssøn besteg atter Thronen 1463, og holdt sig derpaa indtil sin Død 1470. Aaret derpaa afskar Rigsforstanderen Steen Sture i Nederlaget paa Brunkeberg ved Stockholm ethvert Haab for Christian om at gjenforene Sverig med de øvrige Riger. Ingen af Unionskongerne havde vidst, at Oprigtighed og Redelighed er det bedste Middel til at vinde Nationers Yndest med, og at disse før tilgive despotiske Træk af Kongen end Mangel paa hine Dyder. Kongens Brud paa Foreningsvilkaarene. Christian, Stifteren af det oldenborgske Kongehuus, viste, at man kan være Despot med svag Character og Forstand; og Nordmændene, idet de taalte hans mange Meenbrud paa de besvorne Overenskomster, at de ikke, som Svenskerne, besad selv den Slags Lykke at kunne erkjende til hvilken Grad man bør være ulykkelig. Riget besøgte han ikke, mens han dog gjorde store Udenlandsreiser; Raadet nedkaldtes til Danmark; myntet blev der ei i Landet; dets Sønner udbødes vilkaarligen i fremmed Feide; og Danske indsattes i dets Lehn. Det var ligeledes despotiskt og uredeligt, at Kongen, der havde besvoret Enhvers Rettigheder, nødte Domcapitlet, hvem Bispevalget tilhørte, til at forskyde den valgte Erkebisp og paany vælge Kongens Yndling, Rigsraaden Marcellus, Bisp af Skalholt paa Island. Men Christian fik herved at bestille med Paven, som skarpt irettesatte Kongen, og udnævnte en Tydsker Kalteisen i Marcellus’ Sted, som var bleven fængslet paa en Reise gjennem Tydskland. Dette ligesaa vilkaarlige Valg af en Udlænding til Rigets vigtigste Embedsmand gav Gjæringen Udbrud, som Geistlighedens fordærvede Seder, og pavelige Udpresninger længe havde næret. Mange nord i Landet truede endog med at gaae over til den græsk-katholske Kirke, hvilket endog Nogle skulle have iværksat. Maaskee ogsaa ved denne Tid Opløbet paa Thotn fandt Sted, hvorunder Kirken opbrændtes. Tydskeren maatte træde tilbage; Kongen ile til Norge; og i Bergen 1453 høitidelig love at afhjælpe de forskjellige Klager og „den store Uskik og onde Regimente.“ Den norske Kirke sattes og i et uafhængigere Forhold til Paven. Men det voldsomste Meenbrud paa de besvorne Vilkaar for Norges Forening med Danmark øvede Kongen ved at pantsætte, uden det norske Rigsraads Vidende og Vilje, Ørken- og Hjaltlands eller Shetlands-Øerne, og at eftergive Afgivten for Sudurøerne- — alt for en mindre end betydelig Afdragssum paa sin Datters Medgivt, da hun 1468 givtedes med den skotske Konge. Siden den Tid have disse blodkjøbte Skatlande været tabte for Norge. Vel krævede Rigsraadet i et Par af de følgende Kongers Haandfæstninger, at de skulde tilbageløses, og Skat betaltes i det Øjemed; men — — . Det er heller ikke Kongers Sag at udsone Forgjængernes Synder. Monarchiernes Forbrydelser ere gamle som de selv, og gjentage sig stedse. De udgjøre hines Historie. Et Folk, som taalte saa grov Besvigelse til Tak af en Konge, der havde tryglet sig ind paa det, kunde ikke vente af Efterfølgerne synderlige Anstrengelser for at gjenerholde det Frasvegne. Betræffende denne Sag, da glemte man „at bøje Træet, mens det var ungt;“ og omsider fandt man med det skotske Parlament, „at det gamle Træ var slemt at flytte.“
da Norløven sov som bedst;
og Skotlands Tistil spirte
paa Ørkenøklint dernæst.
Bort svømmet var Man,
den gyldne And,
og Suderø-Svan dukket ned.
At Tidernes Hav
er Storhedens Grav,
det plyndrede Norge veed.“
Nye Voldsomheder af Udlændingerne.
Omtrent paa denne Konges Tider tabte Forbindelsen mellem Grønland og Norge sig ganske, saa selv Vejen didhen forglemtes. Med Island, Færøerne og selv med Rigets egne Nordlande var den allerede i lang Tid ubetydelig, da Foreningskongerne synes at have forbudt al Handelsfærd derpaa, gjørende denne alene til en Særret for Kronen. Engellænderne fandt sig mindre taalmodig heri end de Norske selv. Saaledes overfaldt de Lehnshøvdingen paa Island, dræbte ham, og bortrøvede baade Kongens og Folks Gods. I Bergen gik de der bosatte Hansekjøbmænd, de „Contorske“ eller „Garperne,“ end videre. Disse Folk levede aldeles for sig selv i en egen Deel af Byen, under egne besynderlige Love, inddelte i forskjellige Classer, og under en streng indvortes Orden. Dermed maa dog langtfra forstaaes Sedlighed, thi vildere og liderligere Mennesker fandtes neppe; den sigtede kun, ligesom og deres Forbud mod at givte sig, til at afsondre sig fra de Indfødte og forene deres Kræfter mod disse og Landets Love. I Henhold til disse bød Lehnsmanden Olaf Nielsøn dem 1455 at erlægge Bispetiende som andre Borgere. De negtede. Lehnsmanden opkaprede nogle af deres Skibe. Rasende brøde de ud fra sit Qvarteer, gjorde sig til Herrer over Byen, ihjelsloge Bispen, Lehnsmanden og 60 andre Personer, og brændte MunkelifKloster. Alligevel — man finder ikke, at Regjeringen sørgede for at skaffe Folket, dets krænkede Ære og Lovene Opreisning. Tvertom, Blodbadet fik Udseende af en retlig Sejer, Forbryderne uforstyrrede burde kunne benytte. Og de benyttede den: de Contorskes Skræksregjering begyndte nu for Alvor i Bergen. Men vist er det: man har ligesaa megen Grund til at anklage en Regjering for det Retfærdige og Gode, den har undladt, som for det Uretfærdige og Skadelige, den har udført.
Et Universitet fælles for Rigerne stiftes i Kjøbenhavn.
Meget faae Paastande lade sig gjøre uden Indskrænkning. Derfor siges der og, at en Sag faaer Navn efter sin største Deel; og selv Historien, der dog maa være mest samvittighedsfuld i sine Omdømmer, tør følge dette Udsigende som Regel. Hine Bebreidelser, hvormed sidste Afsnit endte, ramme derfor den første Oldenborger som norsk Konge ligefuldt fra først af og indtil hans svage Aand forlod ham, omendskjøndt han satte sig et Æreminde ved 1478 at grunde et Universitet i Kjøbenhavn. Da det var fælleds for begge Rigerne og for Island, og baade Norge og denne Stat saa betydeligen har bidraget til dets Hæder, og saa rigeligen betalt for det Lys, som derfra var at erholde: saa bør dets Oprettelse omnævnes i Fædrelandets Historie. Nødvendigheden fremtvang den. Med saa faa rede Penge, som da fandtes i Rigerne, var det til offentlig Skade og yderst besværligt for dem, som emnede sig til Studeringer, at vedblive at søge sine Kundskaber i fjerne Lande. Dernæst er Oplysningen efter sin Natur ustandselig og indtrængende som Luft og Lys; og fra de sydligere Lande, især fra Tydskland og Italien, som Christian havde besøgt, og fra hvis Høiskoler han hentede Ideen til en i Norden, spredtes i dette Middelalderens sidste Halvaarhundrede Oplysning og Cultur i stærke Glimt over Europa. Det var daget saavidt til en ny Verdensalder, at Riddersmænd og selv Kanniker ikke længer i Mørket alene malte eller „undertegnede“ Kors istedetfor sine Navne, og at en heel Deel af de højere Stænder til Nød kunde læse. I Tydskland opfandtes Bogtrykkerkunsten; og snart
de Lysets svarte Porte, løfted op.
Og til Italien vare hentyede de ved Tyrkernes aldeles Omstyrtelse af det græske Keiserdom fordrevne græske Lærde, kyndige i sine Forfædres Sprog, belastede med deres Værker. Ingensinde var heller fra Italien Oplysning ganske forsvunden, thi Friheden var det ikke. I dets mange Republiker blomstrede ogsaa alle de skjønne Kunster; thi disse trives bedre selv i tarvelige Fristater (som de italienske dog ikke vare) end i ødsle Enevælder. Den ædleste af dem, Poesien, siger idetmindste: „heller Frihed og Nød end Trældom og Brød!“ Og de andre vide, at Fristaten, naar den har eller faaer Raad dertil, vil give dem sine Dyder at fremstille, sin Historie at forevige. Hvor Digte- og Bildekunst trives, er ikke Raahed, om end den egentlige Videnskabelighed mangler. Der er da intet bedre Beviis for Nordens Raahed i disse Aarhundreder end at Skjaldskab var forsvundet og al Bildekunst ubekjendt. I Danmark var ogsaa det fælleds Oldsprog begyndt at fortydskes; og denne fordærvede Blanding kom da snart til Norge med de indtrængende fremmede Adelsog Embedsmænd. Hine Mangler skulde den nye Høiskole erstatte ved Videnskab alene; i denne Sprogforvirring skulde den bringe Rede; Veien til Embeds- og Æres-Poster skulde den aabne for de kuede Classers Børn, Fødselsvældet skulde den lære en anden og bedre Overlegenhed at kjende — disse vare de fjernere Opgaver for Rigernes nye Universitet. De nærmere vare, at følge med Tiderne, som man var bleven efter; og at raade Bod paa en Uvidenhed hos Embedsmændene, som, hvad den i Lovkyndighed angik, var bleven Kongen saavelsom Folket skadelig, saasom Adelen, uden Medbeilere, havde indhævdet sig og sin Vilkaarlighed i de juridiske Embeder, ja bemægtiget sig disse ifølge Særret; og som hos Geistligheden var bleven selv menig Mand til Forargelse. I saadant Mulm var det den nye Høiskoles Lys skulde skinne.
Rigsraadsregjering (1481—1483).
Norge forkastede Christians ældste Søn Johannes (eller Hans), omendskjøndt han tilforn var bleven hyldet — et Forsøg af hans Fader paa at foregribe Valgfriheden, som fortjente denne Straf. Men en uredelig Mands Tiltro er en skjøn Hyldest til Dens Retsind, som han bedrager eller vil bedrage. Ogsaa denne Gang udgik Modstanden fra Storvældet, og vare mere ægte patriotisk end tilforn; men støttede sig som da til Almeenmisnøjet. Havde Styrelsen været god d. e.: forvaltet til det almene Bedste, skulde den aldrig manglet sin Støtte hos Folket. Nu gav dette sin Kraft til dens Fiender, ja forøgede dermed selv det fraskilte Sverigs Evne til fremdeles at fjerne sig fra Danmark og Oldenborgerne.
Efter Christians Død sammenkaldtes vel alle 3 Rigers Valgmænd; men Ingen mødte fra Norge, som tvertom i Oslo 1ste Febr: 1482 havde sluttet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Erkebisp Gaute, den svenske Rigsforstander Steen Stures Frænde, ledede Bevægelserne. Flere Underhandlinger bleve forgjæves. Rigsraaden John Smør rykkede for Bahuus, fordi det var besat af Danske. Der fægtedes med Pen og Sværd for Rigets Heelhed. Men pludselig skifter Erkebispen Tro. Valgmænd afsendes til et nyt Møde i Halmstad, og den danske Kong Johannes kaares til norsk Konge i Januar 1483. Dog maatte han give svært Kjøb: aarlig skulde en Rigsdag holdes i Oslo; Adelens Ret til at bygge Befæstninger bekræftedes; i Bergen skulde anlægges et Skatkammer; Hanseforbundet forbydes al Fart paa Island; Godtgjørelse æskes for Blodbadet i Bergen; og af Rigsraadet maatte ikke kræves de under Mellemregjeringen hævede Indkomster. Derpaa krontes han i Throndhjem midsommers samme Aar.
K. Johannes (Hans) den 1ste (1483—1513).
Tvist med de fremmede Kjøbmænd. Gjenforening med Sverig.
Et af den nye Konges første Foretagender var at sende Skibe ud mod Fribytterne, hvoraf Havet fremdeles vrimlede, og hvis Frækhed ikke aftog fordi Kongens Magt var tiltagen. Det lykkedes ogsaa ret vel; men da de engelske Kjøbmænd under de kongelige Skibes Jagt paa engelske Fribyttere formente sig fornærmede og tillige trykkedes i Bergen af de Tydske, ophævede de al Handel paa Norge. Med Tydskerne opkom ogsaa Uenighed, da Axel Olufssøn, den i Bergen dræbte Lehnsmands Søn, med kongelig Tilladelse kaprede deres Skibe for at aftvinge dem en Pengebod — det han ogsaa gjorde. Saa liden Magt havde det Offentlige, at det maatte overlade Enkeltmands Lidenskab at erhverve hvad der, efter Beskaffenheden af Fornærmelserne og Kongens Haandfæstning, mere vedkom det end den. Et Forbund med den russiske Zar, hvorved ogsaa Grændserne nøjere bestemtes mellem Norge og Rusland, gjorde Steen Sture opmærksom. Underhandlingerne, som denne kloge Mand, der hjemme havde nok af misfornøjede, avindsyge Stormænd at holde Øje med, hidtil havde sørget for ingen Ende toge, afbrødes. Krig begyndte. Landsforræderske Modpartier og et Nederlag tvang Sture til at fratræde. K. Johannes, som i 1483, da hans Underhandlinger toge en gunstig Vending, var bleven tilsagt den svenske Krone, erholdt denne sidst i 1497.
Opstand under Knut Alfssøn. Sverig løsriver sig af Foreningen.
Erobrer-Ærgjerrighed er ikke for god eller stor til at boe i en smaalig Sjel. Men denne Lidenskab bedrager sig altid, om den sætter sig endelige Grændser. Ere disse naaede, blive de kun Midler og nye Trin. Kong Hans havde naaet Margrethes Storhed. Selv Sturerne havde bøjet sig — dog mere for Omstændighederne. Han stod paa den tresidede Unionspyramides Spidse. Hvem skulde vel ikke troe en Oldenborgers Ærgjerrighed mættet? Dog opdagede han ifra sin Høide lavt nede i Holsteens Marskegne et lidet Folk paa faa Tusinder, Ditmarskerne, som med den republicanske Forfatnings Dyder, med simple rene Sæder og Tapperhed havde hævdet Friheden baade inden sig selv og uden mod de Kongehuset befrændede holstenske Hertuger. Med en stor Lejehær al alskens tydske Bramarbaser, selv omringet af talløse Fyrster, Baroner og Junkere — Alle muntre og sejervisse, somom de kun vare indbudte til et Jagtgilde — drog Kongen ud mod det lille Folk. Som et Hav væltede hans staalglindsende Geleder sig thordnende ud over den Afkrog, hvori det kun bad om at faae skjule sin Frihed og Fred.
„Men i Krig et Lands Natur
kjæmper for sit Folk.“
Det Hav, fra hvilket Ditmarskerne havde vundet det Land, de dyrkede, slap de løs gjennem Sluserne midtunder en Træfning. Hvad der ikke faldt af den kongelige Hær eller ilsomt søgte Flugten, omkom i de indstyrtende Bølger. Selv Dannebrogsfahnen, som Præstebedrag eller et Krigspuds havde indbildt Folket engang at være nedfalden fra Himlen i et Slag mod de hedenske Liflændere, gik forloren i Nederlaget, og med den ethvert videre Anfald af Undertvingelsessyge, som for en god Tid syntes helbredet ved det ditmarskiske Styrtbad.
Denne Begivenhed havde stor Indflydelse paa Forholdene i Norge og Sverig, hvor Kongen havde brudt sin Eed ved paa den gamle Viis at give Dansker Indpas der i Betjeningerne. Den var Signalet til Opstand i begge Riger: i Sverig under Steen og Svante Sture, og, i Forbindelse dermed, i Norge under Rigsraaden, Befalingsmanden paa Agershuus, Knut Alfssøn, der nedstammede fra de gamle Konger, og havde mægtige Frænder baade i Norge og Sverig. Opstanden udbredte sig Viken over. Kongen, der ganske opgav Sverig, fortvivlte alt om Norge. Udrustede med Naadestilsagn sendte han de danske Rigsraader Bispen Johan Ibsøn og Henrik Krummedige til Oslo. Disse Kongens Fredsgesandter lokkede da Knut Alfssøn ved givet Leide ombord til sig under Paaskud af at underhandle, hvor de lode ham snigmyrde. Men denne Skjændselsdaad udbredte kun Opstanden næsten over det hele Land, og bragte fast det hele Raad til Frafald. Kongen misbilligede skrømtviis Knuts Snigmord (thi det havde jo ikke havt de tilsigtede Følger); og de befuldmægtigede Mordere opfandt en Historie om, at Knut, ved at gaae beruset fra Borde, havde styrtet sig ihjel i Baaden. Men baade Samtid og Eftertid have været enige i at hædre ham som et Blodvidne for sit Fædreland.
Opstand under Herluf Hyttefad. Prinds Christjern øxknækker
den norske Adel.
Adelsmanden Herluf Hyttefad paatog sig at lede den voxende Opstand, forbandt sig nøjere med Steen Sture, der lovte Hjælp, og reiste Fahnen i Bahuus mod Danskerne. K. Johannes anstrengte sig nu for Alvor. Lybekkerne, som havde understøttet den svenske Opstand, forbød han al Fart paa Norge. Sin Broder Frederik af Slesvig tilbød han Halvparten af Norge, om han vilde hjælpe til at kue det; men Denne, der endnu havde godt af Ditmarskerbadet, undslog sig medmindre Kongen vilde betale ham Halvten af de hidtil hævede Indkomster af dette Rige, som han vilkaarligen kaldte sig Arving til. Fra Skotland, hvis Venskab var kjøbt med norske Skatlande, hentede han Hjælpetropper; og sendte sin 21aarige Søn Christjern, der „modnedes til Tyranniet“ med en Hær til Norge. Han overrumplede og fangetog Herluf Hyttefad, aftvang ham paa Pinebænken en Mængde Angivelser, og steilede ham ved Bahuus. Henrettelse paa Henrettelse fulgte nu imellem den norske Adel, saa den siden ikke forvandt Blodtabet. Den svenske Hjælpehær sloges tilbage langt ind i Sverig. Alt var slaaet med Staal eller med Skræk. Og var det vel en skrækslagen Ret, som underdanigen maatte dømme den snigmyrdede Knut Alfssøns Liv og Gods forbrudt alligevel, Tilhængerne fredløse og deres Ejendom Kronen tilfalden — en Dom ifølge hvilken ogsaa Blodvidnets Levninger opgravedes, og bleve staaende over Jorden i 12 Aar. En Mængde Adelsgodser inddroges under Kronen, saa Offrenes nærmeste Afkom endog var bragt nær til at nedstige imellem Almuen — hvad saagodtsom den hele norske Adel, vigende for den senere hen indtrængende danske, har maattet gjøre til sandsynligt Tab for en ellers før, ligesom i Sverig, tilkjæmpet Uafhængighed, men til Vinding for disse Tiders Frihed.
Historiens Udsagn, at Dødsstraffe for politiske Handlinger, der i den Seirendes Øine ere Forbrydelser, alene gjøre Omvæltningerne langvarige og Gjengjeldelsen sikkrere og blodigere,
at nye Aanders Hær sig hæver
i Dampen af det rundne Blod;
taber imidlertid, og uagtet den hyttefadske Opstand virkelig standsedes med Øxen, intet af sin Sandhed. Thi baade bekræftedes denne ved den stærkere Modstand efter Knut Alfssøns Drab; og tillige førtes denne meget mere fra Adelens Side alene, end fra Folkets, af hvem Adelen kun havde gjort sig lidet fortjent til Hjælp. Feilen var, at Evnen, der laae hos Folket, var adskilt fra Viljen, som Adelen besad. Bøddeløxens første Slag skulde kun have gjort en Folkopstand fortvivlet og ubetvingelig; de bragte nu kun Adelsmændene til at tænke paa sig selv, sine Godser, og paa hvad der endnu kunde reddes ved ilsomst at anraabe den øjeblikkelige Sejerherres Naade.
Men til Naade kjendte Christjern kun lidet. Han havde opdaget Aabningen mellem Adelen og Folket. Der skjød han sin Bile ind. Kun faa Adelige vare saa heldige, som Knut Alfssøns Søn Carl, der ei berøvedes sin Arv, om de end bøde ligesaa uværdigt Kjøb, som Denne, der siden endog kjæmpede og døde for Christjern mod Sverig og en Green af den samme Sag, hvorfor hans Fader myrdedes. Men denne Naade var et Særsyn og et Offer, bragt Faderens Skygge. Christian og hans Raad den danske Domprovst Erik Walkendorf vare dog saa kloge under det de nedskreve Fordømmelseslisterne, at de ikke til det Yderste ødelagde en Familie, som havde mægtige Grene i Sverige, hvilket endnu skulde vindes, og som var folkekjær fremfor andre Æter. Efter Grundsætninger, der dog langtfra udrandt af nogen Frisindethed, hadede Christjern al Adel i samme Forhold som dens Magt nærmede sig Kongens; og at han traf paa saadan Adel i Norge, sees f. Ex. af Knut Alfssøns store Jordegods, og af at Ridder og Præst Carl Siggeirssøn faa Aar før Opstanden besad hele Thotn med al kongelig og præstelig Rettighed. Dette Had voxede endmere ved den Indflydelse, Sigbrit, en i Bergen boende simpel Hollænderinde fra Amsterdam, hvor man havde intet med Adel at gjøre, udøvede over Kongens Sind, siden Datteren Dyveke, paa Anbefaling af hiin værdige Domprovst, var bleven Prindsens Frille. Herre i fuldeste Forstand vilde Christjern være; dog trællede hans Støv og hans Aand under to Qvinder. Hans fortræffelige Gemalinde, den tydske Keisers Søster, maatte taale, at han stillede sit usedlige Forhold til Dyveke tilskue; og Rigsraaderne maatte vige Sæde og Mening for Kræmmersken Sigbrit. Christjern blev naturligviis forhadt. Opstand mod ham udbrød 1508 paa Hedemarken; men atter utilstrækkelig og deelviis. Bisp Carl af Hammer, som Christjern, mod sin Faders Anviisning, ei havde benyttet til sin Raadgiver, fængsledes som Hovedmand, idet han vilde undflye til Sverig. Det haarde Fængsel og et Beenbrud, som han fik ved et Forsøg paa at flygte, paadrog Bispen Døden. Og vidner en Historieskriver, at han drev Bispen i Oslo fra sit Embede, under Trudsel af ellers at druknes, og forjog Erkebispen, hvorefter hans Sæde, imod Foreningsgrundlovene, indtoges af en Dansk, den tjenstvillige Erik Walkendorf. Saa voldsom en Fremfærd mod høie Geistlige vakte Dentids Forfærdelse, da ingen Forbrydelse gaves, hvorfor en Geistlig kunde inddrages under den verdslige Magt. Bandstraalen udeblev heller ikke efter Bisp Carls Død; men den forhøjede kun den Rædsel, som omgav Christjern, og som Despoterne antage for at være Majestæt eller den mørke Bund, hvorpaa Kronen kun straaler end herligere.
K. Christjern (Christian) den 2den. (1513—1523).
Ved Faderens Død 1513 valgtes Christjern af begge Rigers Raader til Konge. At han alt længe forhen var kaaret, var blot en Bekræftelse paa hans Adkomst; og selv endnu stod Kroningen tilbage før han, efter de Tiders Begreb, kunde siges ganske at være Konge. Men kun mod en haard Haandfæstning fik han denne i Oslo; ja selv det danske Raad gjorde Vanskeligheder paa Grund af hans Tyranni i Norge, hvilket skulde, som rettelig formentes, „give tilkjende hvad udi hannem var“. Christjern havde svoret; men det var at ville holde Løven fangen i et Fiskenet, at troe bunden ved en Eed, om den end ei havde Skin af at være aftvungen, en ung Fyrste, der i høj Grad besad den, om man saa kan sige, af Naturen stemplede Despots voldsomme, sandselig-tungsindige, langtfra ved nogen god Opdragelse tæmmede, blodnærede Charakter. Rigsraaderne fik dette at føle. Erkebisp Walkendorf døde landflygtig. Den norske Rigsraad Knut Knutssøn, Knut Alfssøns Sideætling, henrettedes som beskyldt for Deeltagelse i de forrige Uroligheder, endskjøndt han frikjendtes af baade det norske og danske Rigsraad, hvilket sidste aldeles uretteligen kaldtes til at dømme i denne Sag. Mindre tyrannisk var han dog ikke i Danmark, hvor Stormanden Thorben Oxe, som mistænkt for at have forgivet Dyveke, i hvem han dog var forelsket, med Tilsidesættelse af Rigsraadets Frikjendelse, henrettedes efter 12 Bønders Dom. Men i Despotiets fuldkomne Hensynsløshed og almindelige Tryk er der ingen Opreisning eller Trøst for den Enkelte. Omvendt bør ogsaa den Enkeltes Lidelse være Alles. Der lider Een for Alle, og i dobbelt Henseende, Alle for Een.
Lovforbedringer.
Menigmand saae paa Christjerns voldsomme Kjøren-i-Ring med Storvældet omtrent med samme Behag som paa en Bjørnekamp eller et andet raat om end prægtigt Skuespil. Dog kun Adelen lod sig øxknække, mod Geistligheden maatte der Lovenes mindre Glimrende, men i bedre Forstand, ligesaa gjennemgribende Vaaben. Og isaahenseende har Christjern saa stor Fortjeneste, at man ikke kan tvivle om at han besad Skarpsind og Retfærdskjerlighed overalt hvor egenkjerlig Lidenskab ikke omtaagede hans Aand. Men dette skede let og hurtigt, som at Støvskyen reises i Hvirvelvinden. Geistligheden var i højeste Grad fordærvet. Den norske Kirke havde længe fremfor alle andre europæiske hævdet en vis Uafhængighed af Paven. Først efter Midten af det 13de Aarhundrede havde den ladet sig paalægge det Aag at leve i ugivt Stand, som Pavedommet paabød strengeligen, og hvorved Kirken aldeles skiltes fra Staten. Følgerne af denne unaturlige Tvang viste sig i al Slags Udsvævelse, hvori Geistligheden udmærkede sig. Selv førte de højere Geistlige et vellystigt Liv i Stæderne, mens deres Forretninger paa Landet vare uduelige Capellaner betroede. Kun med et Følge af flere 100 Bevæbnede droge Bisperne ud, og da maatte Almuerne underholde dem. Uvidenheden var grændsesløs. Overtroen da ligeledes; og denne lod Skikken tiltage at skjænke Kirker og Klostre sit Gods. Alligevel havde den rige Geistlighed vidst at unddrage sig fra al offentlig Tyngsel. Hvortil kom, at Paverne af og til ved Munke, der solgte Syndsforladelse (Afladskræmmere), og stundom endog mere ligefremt, beskattede Landet. Christjern forbød nu at testamentere Geistligheden fast Ejendom; indskrænkede dens Dommermyndighed; befol, at dens Sager skulde paakjendes i Landet selv, uden nogensinde at indstevnes for Paven, og at Præsterne selv skulde røgte sine Kald. Videre indskrænkede han Bispernes Livvagt til 14; forbød Geistlige at drive Landfarihandel; udgav en Skoleforordning, der fordrede flere Kundskaber end tilforn af Lærere og Lærlinge; og opmuntrede Geistlige til at givte sig. Ved andre Love indførtes Torgtaxter og Liggedage for fremmede Kjøbmænd; Haandværkslaugene, der for den Tid vare tjenlige, og, som saadanne, uddannede Borgerstanden, fik nøjere Særrettigheder; og menneskelige Strandlove med Hensyn til Vragbergning udstedtes. Men i samme Forhold disse Forbedringer gjorde Christjern endog folkekjær, strammede de Spændningen mellem ham og Storvældet, hvis Egennytte og Forfængelighed ved dem var krænket, og hvis Interesse i rolige Tider sjeldnest er Folkets.
Sverig indtvinges en kort Tid i Foreningen. (1520).
Aaret før Christjern udmærkede sig som Lovgiver havde han, efter mange mislykkede Forsøg, baade vundet og tabt Sverig; men under den kortvarige Besiddelse begaaet en Blodgjerning, som gjorde hans Stilling til Storvældet i de andre Riger endnu farligere. I Sverig førtes Borgerkrig mellem Rigsforstanderen Steen Sture den Yngre og Erkebispen Gustaf Trolle, der af Had til sin Modstander, forraadte sit Fædreland. Sture fordrev Bispen. Denne fik det hele Land lagt i Band og Bøder. Christjern blev det overdraget at exseqvere. Hans Feldtherre Otto Krumpen rykkede ind med en stærk Hær, hvortil de 5 norske Bisper havde sendt 1000 Mand, forente sig med Erkebispens Parti, og seirede. Sture faldt; med ham Sverig. Kun hans heltemodige Enke Christina Gyldenstjerne forsvarte endnu Stockholm. Ogsaa dette faldt ved Forræderi. Thi ogsaa det er Forræderie, i en tabende Kamp for Fædrelandet, at undskylde sig for sig selv med Indbildningen at Frelsen er umulig, naar Alt end ei er tabt. Christjern, alt i sin Faders Tid hyldet i Sverig, krontes nu der til Konge af Gustav Trolle 4de Nov. 1520. Faa Dage efter anrettede Christjern, under Paaskud af Bandexsecutionen og efterat have raadført sig med Trolle og nogle danske Raader, hvorimellem den nedrige Didrik Slaghæk, Sigbrits Frænde, det stockholmske Blodbad, hvori paa een Dag 94 Adelsmænd offredes Kongens Tyranni, Erkebispens Hevn, Danskernes Unionsiver og Nationalhad. Patrioterne forfulgtes. Adelsblodet flød paa mange Steder. Fornemme Qvinder og Ynglinger førtes som Gidsler til Danmark. Danske Bøddler udsendtes i alle Retninger og udførte deres Herres Ærinde til skrækkelig Fyldest. Men —
„Tyrannens Steiler ere Kjerter,
der lyse foran Frelsens Tid.“
Thi Gustaf Eriksson Wasa, hvis Fader var imellem Blodoffrene, undveeg hjem fra sit Fangenskab i Danmark. Han reiste en Opstand i Dalekarlien. Hele Sverige erklærte sig for ham. Danskerne fordreves. Inden et Aar efter Blodbadet var Kronen tabt, som „Christjern Tyrann“ (saa kalde Svenskerne Kongen) havde kjøbt for saa uhyre Forbrydelser. Wasa blev Rigsforstander; og, efterat have befriet sit Fædreland, opfordrede han ogsaa Norge til at gjøre fælleds Sag med dette. Sverig kjæmpede, og blev evig fri for Calmarunionens Aag. Norge gik de større Ulykker imødes, som blive det Folks, der ryster Aaget, men bryder det ikke. Det fik, som senere vil sees, paa mange Maader undgjælde, fordi det ikke fulgte Sverigs Exempel, men tvertom fik nu i dette Rige en Fiende. En af de første Følger var, at Overfloden af den danske Adel, da Sverigs Lehn og Godser stængtes for den, ilsomt udtømte sig over de norske.
Svenskerne besætte Viken. K. Christjern afsættes og flyer. (1523).
Den nærmeste Følge af det fiendtlige Forhold, Norge paa Kongens Vegne, kom i til Sverig, var, at den svenske Feldtherre Lars Siggesson gjorde Indfald, trængte frem alt til Oslo, og bemægtigede sig Viken ( den Tid den nordre Deel af Bahuslehn), som forblev i svensk Vold ligetil 1532. Disse Uleiligheder og uforskyldte Forliis, svækkede maaskee ligemeget Nordmændenes Lyst til at gjøre fælles Sag med Sverig, hvor Gustaf Wasa var bleven Konge, og deres partivise Hengivenhed for Christjern, som han ved denne Tid saa høilig trængte til, medens de gjorde dem mere villige til at tage det Kongeskifte tilfølge, som imidlertid foregik i Danmark. Enhver af Christjerns Regjeringshandlinger, de folkenyttige langtfra undtagne, havde mere og mere vakt Adelens Misnøie. Geistligheden yndede ham heller ikke for de Love, som angik den; tillige mistænkte den ham med Frygt for at have isinde at indføre den lutherske Religionsforbedring, som paa den Tid udviklede sig i Tydskland med Lysets Raphed og Styrke. Stockholmerblodbadet opfriskede Mindet om at den norske Adel var blodtappet indtil Afmagt, og bragte den danske paa Tanken om, at der alene var Frelse i en pludselig Thronomvæltning, at det var Selvforsvar saaledes at handle, og at det Værste kun ved at forekomme Kongen, kunde forhindres. Den fandt ingen Sikkerhed i at Christjern ved en pavelig Kjendelse fik sig fravæltet Skylden for Blodbadet, og ofrede Slaghæk til Døden derfor. Men dette Offer gav han mere den europæiske almindelige Uvilje, end Danmarks Adels. Denne skulde han have offret noget, om han havde skilt sig ved Sigbrit. Men hun forblev ved hans Side og Adelshadet i hans Sjel. Despotismen forandrer ikke sit Maal, fordi den nødes til at opoffre En og Anden af sine Anhængere. Disse tilbyde sig jo som blotte Midler, og maae vente at blive behandlede som saadanne eller som den Last, Skipperen hiver overbord for at redde Skibet, hvis Reisemaal derfor ei forandres. Og da er det billigt, at den øverste eller sletteste maa først til. Men Christjern var Seileren liig, der, midt i sin skummende Fart, forgaaer med Top og Takl. Den jydske Adel opsagde ham Huldskaben, og hyldede Farbroderen Frederik af Holsteen. Den øvrige danske Adel fulgte Exemplet, da Christjern, glemmende i sin Skræk, at Norge, Kjøbenhavn, Malmøe og flere befæstede Stæder vare ham lydige, og at Menigmand overalt stod paa hans Parti, seilede bort for at søge Hjælp hos sin Svoger, den tydske Keiser. Mod de mellem Norge og Danmark bestaaende Foreningsvilkaar valgtes Hertug Frederik vilkaarligen af de danske Stænder til Konge for begge Riger. Men Overtalelser, de i Norge bosatte danske Stormænd Vincens Lunge og Nils Lykke, der ilsomst beskikkedes til Overbefalingsmænd i Landet, og Løftet om at Viken, der sagdes blot for Christjerns Skyld at holdes besat, skulde gjenerholdes, gjorde det seirende Partis Interesse gjældende i Norge. Rigsraadet erklærede Christjern afsat, og sendte den danske Kong Frederik Hyldestbrev som Nordmændenes valgte Konge.
K. Frederik den 1ste (1523—1533).
Selvstændigheden bekræftes og Høistænderne hæve sig.
Kongens Troløshed. Spænding med Sverig og Danmark.
I det følgende Aar maatte Kongen udstede en Haandfæstning, hvori baade Geistligheden fik strengt Forbud lagt mod alt Angreb paa den katholske Kirke, og sine Særrettigheder, Valgfrihed og Dommeromraade bekræftede, og Adel og Rigsraad sin Magt betydelig udvidet. Norge erklæredes for et frit Valgrige, saaledes at Kongen frasagde sig Titel af Arving til Norge, og ikke engang maatte indvirke til Fordeel for sin Søn. Udlændinger, hvortil dog Indgivtede ei regnedes, maatte ikke uden i Krigsnød erholde Lehn i Norge. De i Danmark værende norske Rigsdocumenter skulde opsendes; Kongen krones i Throndhjem; Hjaltlands- og Ørken-øerne indløses; og hvad Andet, der maatte være Riget frakommet skulde gjenvindes under Kronen. Udlændingerne forbødes al Handel paa Nordlandene, og at vinde fast Gods i Landet. Hvor kleint det har været med Retspleien paa den Tid, sees af de Bestemmelser i Haandfæstningen, som paabøde Afsættelse for uretfærdige Lagmænd og Fogder; at der siges at Gods uretteligen var tillagt Kronen, men som nu igjen skulle komme til sine rette Eiere; og af at Næveretsfeider, imellem Adelsmændene (Ridderne) tillodes, naar kun aaben Undsigelse skede forud.
Men kun meget lidet af denne Haandfæstning overholdtes, omendskjøndt Brud derpaa eller Undladelse deraf, efter dens sidste Paragraf, skulde betage Kongen alt Krav paa Riget. Kroningen foregik ikke. Skatlandene indløstes ikke. Danske Adelsmænd trængte ind i Embederne. Den troløse Konge sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes; men Rigsraadet, med den myndige Erkebisp Olaf Engelbretsøn i Spidsen, afslog dette med Bestemthed. Han medfik kun en Troskabsforsikkring til sin Fader, hvori han dog trodsende tegnede sig som Arving til Norge — en Titel Familiens holstenske Linje, den nu i Rusland herskende, siden har beholdt. Det er i vore Dage ved dette Voldsvældes Udvidelser, der snart synes grændseløse som dets Selvherskeres Erobrelyst, at den har erholdt en Betydning, der ligner de onde Ahnelsers eller Spaadommes, som klæbe sig i Menneskets Sind, hvormeget hans Fornuft ellers foragter dem.
Med Sverig, hvis Fraskillelse fra Unionen var erkjendt, begyndtes vel Underhandlinger om Vikens Tilbagegivelse; men da K. Gustaf tillige holdt den danske Provinds Bleking besat for at aftvinge Danmark Gothland, opofredes det norske Viken indtil videre, hvor uvedkommende et Pant det end var, for at Danmark kunde beholde denne Ø. Senere Underhandlinger fra Kongens og Rigsraadets Side forbleve frugtesløse, især siden den saakaldte Daljunker, en foregiven Søn af Sture, der af nogle forræderske Stormænd sattes i Spidsen for et Oprør mod K. Gustaf, fandt Tilhold i Norge 1527. Især forøgedes Spændingen med Sverig, da fordrevne svenske Bisper, og mellem dem Erkebispen Gustaf Trolle, bragte Vidnesbyrd om hvor kraftigt den lutherske Reformation der blev dreven igjennem. Den norske Geistlighed, katholsk til Liv og Sjel, bestod næsten heel igjennem af de „mulmkjære Væsner, der antage enhver Lysstraale for et Lyn, der bebuder Uveir“. Heller ikke var Kongens lunkne Troessind eller Prinds Christians afgjorte Lutheranisme skikket til at gjøre dens Ahnelser om egen Undergang lysere. Reformationen havde alt voldsomme og mægtige Tilhængere i de danske Befalingsmænd, hvoraf Eske Bilde frisktvæk ødelagde Kirker og Klostre. I denne Stilling, hvis Ængstlighed tiltog, faldt Geistlighedens Tanker paa den fordrevne Christjern, og den ledede snart Almuens did. Det geistlige Parti viste sig snart under Trolles og Olaf Engelbretsøns Bestræbelser i tydelig Modsætning til det danske. Hint støttede sig til Misnøiet over Kongens Meensvorenhed, og havde Skinnet af at føre Religionens, Constitutionens og Fædrelandets Sag. Dette havde kun sin øienblikkelige Magt af de Fæstninger og Lehn, det besad, og en Slags Støtte i at det var begge Partiers fælleds Interesse at modarbeide de svenske Fristelser ved Bud og Brevskaber til at bringe Almuerne til Frafald. Frygt for Reformationen lod Geistligheden ikke granske efter om Christjerns Gjenomvendelse til Catholicismen var oprigtig eller blot en politisk Koldbøtte, som han ligesaa let kunde gjøre tilbage som frem. Geistligheden kunde kun i hans Seier øine sin. Man forstod hinanden. Trolle foer fra Bisp til Bisp, forfulgt af Modpartiet, og spandt Sammensværgelsen fastere. Olaf Engelbretsøn var som Hovedet deri, Trolle den geskjæftige Tunge, Bisp Mogens af Hammer og Hans Reff af Oslo Armene paa denne Kjæmpe, der blot ventede paa Christjern for at reise sig til Hevn for ham og til Kirkens Forsvar.
K. Christjern den 2den Modkonge.
(Nov. 1531—Juli 1532).
Opstand mod Danmark. Viken gjenvindes.
Hidkaldt af de sammensvorne Bisper, hjulpet af dem endog med Kirkesølvet, af Keiseren og af andre Venner, ankom Christjern med en, i Storm formindsket, Hær til Oslo. Men han fik Styrke nok i det almene Medhold. Kun i Slottene Agershuus, Bahuus og i Bergen kunde de Danske holde sig. Rigsraadet opsagde K. Frederik Huldskab, „fordi den keiste, kaarne og kronte rette Herre og Konge, som uden Dom og kun ved Magten, uden Rigsraads eller den gode norske Almues Vidende og Vilje var fordreven, nu var hjemkommen til sit Rige, og fordi det kun nødtvungen og, for ei at geraade i større Ulykker, havde hyldet Frederik.“ Dette Opsigelsesbrev var grundet paa en Klagerække over, at danske Adelsmænd constitutionsstridigen vare indsatte i de høieste Embeder, at de havde ødelagt Kirker og Klostre, bemægtiget sig geistligt Gods og at de beskyttede lutherske Prædikanter; over at Domprovstiet i Bergen, hvormed Rigsraadsværdighed var forbunden, var forlehnt En i Danmark; at Kirkens Dømmeret krænkedes; at Hansen var given Enehandel paa Island og Færøerne; og over at det norske Rigsraad ikke varsledes, naar Herredage, der kunde angaae Norge, holdtes i Danmark. Christjern hyldedes af alle Stænder i Oslo 30te Nov. 1531, efterat have udstædt almindeligt Naadestilsagn. Forgjæves beleirede han dog Agershuus og Bahuus. Befalingsmanden i det første Slot, Dansken Mogens Gyldenstjerne, tiltvang sig en Stilstand, hvorunder han trak Undsætning til sig; og fra det sidste drev en svensk Hjælpehær under Marsken Lars Siggesson ham tilbage, efterat han dog, ved at besætte Viken og gjøre et Indhug i Sverig, som dog gjengjældtes med et i Jæmtland, mens svenske Brevskaber til Almuerne om at falde fra udspredtes fleresteds, havde bragt den svenske og danske Konge til at slutte sig nøiere sammen, hvorved hiin Provinds gjenafstodes mod en Sum til „Danmark“. Omtrent ved samme Tid som Christjern kom tilbage for Agerhuus med sin stærkt medtagne Hær, landede Befalingsmandens Broder, Biskop Knut Gyldenstjerne med friske Tropper, hvortil han ogsaa trak et svensk Hjælpecorps. Uden Flaade, pengeløs og modløs, hævede Christjern Beleiringen, kastede sig ind i Oslo, og begyndte derfra Underhandlinger om Indrømmelsen alene af Norge for sig og Efterkommere. Knut Gyldenstjerne, hvis Broder imidlertid havde bragt Tønsberg Lehn til at falde fra Christjern igjen, overtalte denne til en Samtale med K. Frederik til hvem han gav ham frit Leide. Christjern drog da 9 Juli 1532 i Godtro til sin Farbroder, der strax, under Paaskud af, at Gyldenstjerne havde overskredet sin Myndighed, lod sin bedragne Frænde sætte i et haardt Fængsel. Men Gyldenstjerne var Kongens Befuldmægtigede. K. Frederik stod til Ansvar for hans Handling, omendskjønt han siges bagefter at have givet Befaling til ikke at indlade sig med Christjern. At Gyldenstjerne, der nok kjendte sin Herre bedst, selv efter dette bekræftede Fredsbrevet, var ogsaa en Uredelighed, som burde have gjort ham fortjent til Tyranredskabernes sædvanlige Lod: den at forstødes, naar de ere brugte.
Christjern sad haardt fængslet i 15 Aar, og levede derefter endnu 10 Aar i et mildere Fængsel, som Frederiks Eftermand forundte ham. Danskvældet tiltog mere end nogensinde tilforn i Norge. To af dets Høvdinger modtog ny Hyldest til K. Frederik. En svær Hovedskat blev paabudt, som Straf. De 3 sammensvorne Bisper lagdes i flere 1000 Lod Sølvs Bøder hver. Spørgsmaalet laae alt nær: hvad skal en Stat med Selvstændighedens Navn, som giver slip paa den i sig selv, ved taalmodigen af en fremmed Magts Haandlangere at lade sig straffe, fordi den yttrede engang Følelsen deraf?
Mellemregjering (1533—1536). Olaf Engelbretsøns Opstand.
Ved Frederik d. 1stes Død 1533 indtraadte en styrløs Tilstand, medmindre et kun løst sammensat, uenigt Rigsraads, Lehnsherrers og Skatfogders ansvarsløse Behandling af det Offentlige kan kaldes anderledes. Fæstningerne indeholdtes til Fordeel for Frederiks Søn, Christian, som imidlertid i Danmark maatte føre en 3aarig Feide mod Christian den 2dens Folkeparti, der understøttedes af Lybekkerne under Grev Christoffer af Oldenburg, og bekjæmpe Geistlighedens Modstand, der heller vilde fremtrække den katholsk opdragne Broder Hans. Folket selv i Norge hældede mere til den fangne Konge. Geistligheden havde endnu ikke erklæret sig; men dens Sind var mod Prinds Christian. Man oppebiede spændt hvad Vending Thronkampen vilde tage i Danmark. Aar 1535 anholdt Christian om de norske Stænders Hyldest og om en Hjælpeflaade. Erkebisp Olaf, der søgte at drage saamegen Fordeel for Fædrelandet næst Kirken af Thronstriden som muligt, kaldte dem da til Valg i Throndhjem, hvor hans Indflydelse var størst; men ilsomt hyldede de søndenfjeldske Rigsraader Christian den 3die i Oslo, hvorved da Vincens Lunge og andre mægtige Danske ei have været ledige. Erkebispen harmedes høiligen over dette Statsgreb, og indlod sig paa Keiserens Opfordring at erklære sig for den tydske Grev Friederich, Christian den andens Svigersøn. Et Gesandtskab indfandt sig for at vinde den Fortørnede med det Gode. Men dette var at voge sig ind i Løvens Hule. Gesandterne fængsledes, og 2 af dem, de danskfødte Rigsraader V. Lunge og Nils Lykke slap ikke tilbage med Livet. Erkebispens private Fiendskab var vel rede med Dolken til disse Drab; men de Dræbte maae dog ligesaameget betragtes som politiske Offere for en i sig selv retfærdig, men derfor aldrig til slig Bedrivt berettiget, Uvilje over deres Indtrængen og Anmasselser her i Landet.
Erkebiskoppelige Krigsfolk drog nu mod Bergenhuus, V. Lunges Lehnsfæstning, uden dog at kunne indtage det, og til Oplandene og det Agershusiske, hvor Opstanden udbredte sig under Bisp Mogens af Hammer og Rigsraaden Gaute Galde. Den forhadte danske Befalingsmand paa Agershuus, Erik Gyldenstjerne, holdt dog dette Danskvældets Fodfæste i Norge; og den norske Opstands Fremgang standsede i samme Forhold som Christian den 3dies Sag gik frem i Danmark. Erkebispen gav da Kjøb. De fangne Gesandter, hvorimellem Oslobispen Hans Reff, løslodes for derved at tilvinde sig godt Forlig. Men herpaa var ikke at tænke for Lunges Morder, Catholicismens og den norske Selvstændigheds alt synkende Forsvarer. Han oppebiede ikke den Hærflaade, som under Anførsel af Danskerne Ulfstand og Hvidtfeldt sendtes imod ham; men frelste sig til Belgien, hvor han Aaret efter døde. Hans Fæstning Stenviksholm gav sig, og Thrøndelagen lød. Splid, der skader en Befrielseskamp ligesaameget som Forræderi, havde atter fra først af betaget disse sidste Anstrengelser for Uafhængighed Margen. Adelen var tilbagetrængt eller bestukken; Geistligheden skræklammet for de Omvæltninger, som den altforvel følte nærme sig den; menig Mand uden anden Almeenaand end den indskrænkede, som kun satte sig en eller anden Smaatyrans Tugtelse til Maal; og i alle Classer havde man alt forud taget Parti for og imod Reformationen. I slig Bund var det let for et nyt Plageriis at skyde sig op af samme Rod, som den Hædersmændene Knut Alfssøn, H. Hyttefad, og nu sidst den idrættuge Bisp Olaf havde fristet at lægge Øxen til. Er det end mueligt, at de jevnlige, men aldrig tilstrækkelige, Uroligheder i Norge modnede den nye Konges forbryderske Plan mod dettes Selvstændighed; saa er det dog vist, at de Dødelige kun ere ansvarlige for de nødvendige, forudseede og tilsigtede Følger af sine Handlinger, men ikke for de tilfældige, Hensigten modstridende, om end med Handlingerne forbundne, Begivenheder. Og om Mennesker, der kjæmpede ulykkeligt for Fædrelandet, gjælder det fortrinlig, at Mennesker have bestaaet længe og vel nok, naar de have staaet til de faldt med Ære.
II. NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED
(1536—1814).
1) FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1536—1661).
♦ ♦ ♦
K. Christian den 3die. (1536—1559).
Riget erklæres for Provinds af Danmark. Reformationen indføres.
Kongens Kirkeran.
Borgerkrigen i Danmark var egentlig en Kamp mellem Adel og Geistlighed, Lutherdom og Pavedom. Det sidste Parti tabte. Kongen sluttede sig ganske til Adelen. Allerede forud ildesindet mod Norge, og den danske Adel forbunden, hvem det var om at gjøre at faae dette Rige ligesom udlagt til sig, hvorved det ogsaa, naar den besatte det, nemmere vilde kunne holdes i Tømme: tilsagde han i sin danske Haandfæstning paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 Danmarks Rigsraad og Adel, at lægge Norge under Danmark som Skaane, Jylland, ja som dets Forbundsstat Island. Den største Forbrydelse den ene Stat kan begaae mod en anden, var saaledes af Danmark øvet mod Norge. Afhængigheden erkjendtes dog aldrig formeligen af Nordmændene. De Dalevende antog den som en Straf, de Betvungne maatte finde sig i, men som ikke vilde vare længer end Triumfen eller til Alt kom i den gamle Orden; og de følgende Slægter som en vel ubehagelig Arvpligt, men som dog havde sin Erstatning i adskillige af den gamle Frihed udrundne Goder. Saadanne var den norske Bondes personlige Frihed, medens den stavnsbundne Danske stønnede under Livegenskabet; ligesaa Voldgivtsretten og Odelsretten, der har reddet meget Jordgods fra at komme i danske Adelsmænds Hænder. Da Selvstændigheden især repræsenteredes ved Rigsraadet, og dette opløstes ved den samtidige Omvæltning i Religionsvæsenet, mærkedes dens Forliis mindre. Navn af Kongerige beholdtes ogsaa til Stads for Danskekongerne. Og Christians Forgjængere havde sørget for at der af Selvstændigheden heller ikke var stort andet end Navnet at miste. Det lod derfor somom Fornedrelsen ikke mærkedes. Selv lidet synlig, aabenbaredes den kun i sine Følger for den stille Harm, som hverken Undertrykkelse eller Frygt udsletter i de Underkuedes Sjele.
Fra samme Rigsdag i Kjøbenhavn udgik Bud, at den lutherske Reformation skulde indføres i Norge med underliggende Lande (1536). Vendekaaben Hans Reff i Oslo og den luthersk sindede Geble Pedersen i Bergen beholdt sine Bispedømmer med den indskrænkede, politisk betydningsløse Magt, som nu blev Bisperne tilmaalt. De øvrige Bisper fængsledes og afsattes. Betlermunkene bleve fordrevne; Klosterne ophævede; kun Domherrer, Nonner og Munke af andre Ordener erholdt Livsophold. Kirkernes Rigdom i Jordgods svandt ind; dog tillagdes meget den lutherske Geistlighed. Under Paaskud af at Kirkeklenodierne og hvad der mindede om den gamle Troe var til Hinder for den nye, fore danske Adelsmænd om og ødelagde og bortrante alt Saadant.
„De delte Rovet: Kongen var som Ørnen
imellem Glenterne paa Aatet — .“
Skibsladninger af kostbart Kirkegods nedførtes til Danmark; St. Olafs dyrebare Skrin søndersloges og plyndredes; de gamle Kongers Grave krænkedes; Kirker og Klostre nedbrødes; Domkirkernes Bog- og Documentsamlinger opbrændtes. Reformationen, om end saaledes indført med Magt, kostede dog ikke Blod i Norge som paa Island, hvor John Arnessøn Bisp drog Sværdet mod Kongen og Bisp Gissur Einarson for Pavedømmet, og heller opgav Hovedet end sin Tro. Færøernes Bispedømme henlagdes, forandret til et Provsti, vilkaarligen fra Throndhjems Bispestol, der tabte sin „Erke“-titel, til Sjællands; og beskrives Throndhjems Domkirke, Nordens herligste Bygning, at være bleven saa haardt medtaget, at den „uden en Skilling“ til Istandsættelse ret afgav et Billede af det hele Land saaledes som dette nu var: en Ruin af et fordums velstaaende Rige; men som dog ikke nød det Blik af Ærefrygt og Medlidenhed, som skjænkes det ødelagte Store.
Reformationen selv og dens gode Følger skyldes ikke saa løs en Omstændighed som den danske Adels Seier. Kun Ugjerningerne, der ledsagede den, tilhøre Denne, som i sit Overmod og under sine Misbrug blev et Middel til saa god en Sags tidligere Fremme. Som gunstige Omstændigheder herfor tjente ogsaa den norske Kirkes mindre Afhængighed af Paven og det katholske Europa, Bispernes foregaaende politiske Nederlag, Handelsfærdsel med fremmede Protestanter, og det menige Folks Misnøie med Geistligheden, som havde slappet Catholsksindet saameget at dets Modstand kun havde Vanens og Træghedens uvirksomme Styrke. Det religiøse Sløvsind, da, som sædvanlig, parret med et politisk, modtog Reformationen som et politisk Onde, der maatte taales som de andre, der havde bøiet selv Adel og Geistlighed efter hinanden. I enkelte Egne yttrede sig vel en noget livligere Modstand, som, da Folket ikke forstod Reformationen, skulde være et ligesaa godt Tegn paa Modstandskraft som Thellebøndernes samtidige kun med Møie undertrykte Opstand formedelst de tydske Bergfolk, der sendtes ind imellem dem; men i det Hele modtog Folket Reformationen ligesaa lidende og ubevidst som Pløielandet modtager Regnen. Imidlertid besvangrede den dog med Velsignelse ligesom denne. Frugter saaes, og Reformationen blev forstaaet altsom den fik Præster, hvorpaa i Førstningen var Mangel, med norske, og ikke latinske, Evangelier i Hænderne, til Forkyndere, istedetfor fremmede Høvdinger med Fakkler og Muurbrækkere. Hemmelige Katholiker gaves dog endnu længe; ja Ynglinger sendtes aabenlyst til fremmede Landes jesuitiske Læreanstalter. Som Konge var Christian den 3die aldrig i Norge. Men, foruden ved sine Kirkeran, gjorde han sig der bekjendt ved det nye Statsgreb 1549 at udtage en Skat til, som det hedte, de skotske Øers Gjenløsning. Men denne Skat forsvandt i den danske Statscasse, der, sikkert som Havet de fjerne Floder, slugte Overskudet af de norske Afgivter. Efter saaledes at have lært Nordmændene, at det Land, som lader sig erhverve ved et Pennestrøg, vanskelig har en bedre Lod at vente end det sværdtagne, overlod Christian den 3die ved sin Død 1559 Norges videre Udarmelse til Sønnen Frederik, som forhen var hyldet paa en Herredag i Oslo.
K. Frederik den 2den (1559—1588).
Den ulykkelige Syvaarskrig med Sverig. De Danske
Befalingsmænds Voldsvælde tiltager.
Rigers udvortes Ære er langtfra ligegyldig. Alligevel afgiver den Tvist, som opstod mellem den svenske Kong Erik den 14de og Kong Frederik den 2den om Brugen af de 3 Kroner i Rigsvaabenet, kun en elendig Grund til den blodige 7aarige Krig, som deraf især reiste sig, og hvorfor det hærløse, til sig selv overladte Norge blev Offeret. Herjedalen, Jæmtland og Throndhjems Stift besattes af Svenskerne; og i 1567 brændte de, under Johan Siggesson, Oslo, og ødelagde Hammer saa tilbunds, at denne velstaaende By siden ikke har reist sig. Samme Skjebne overgik Sarpsborg 1570, istedetfor hvilket Fredrikstad anlagdes. Evert Bild tog vel, ved Almuens Hjælp, det Throndhjemske tilbage. Christen Munk holdt vel Agershuus, og Jens Ulfstand Bahuus; men Østlandet var en aaben Tumleplads for Fienden. Alligevel er det kun lidet værd at ynkes over de lidende Almuer, som saae Branden af Oslo og Hammer, og opglødedes ikke til at reise sig. Smaae Streifpartier vare Herrer i de folkerigste Egne, medens en Landstorm, uudtømmelig, stedse som Floden voxende selv under Forliset, tiltagende indefter Landet i uigjennemtrængelige Masser ligesom Jordlagene, forsvarende sig med Landets Natur, fegtende som Vreden med de nærmeste Vaaben og med de væltende Folkemasser, skulde have tilintetgjort hvilkensomhelst mangedobbelt talrigere Hær. Men Folket kjender sjelden sin Kraft. Det kjender sjelden sin Kraft i Krigen, om det ikke kjender den i Freden. Dette koster i Fred Trældom, i Krig Nederlag. Alene om Eysten Baardsen, Præst i Edsberg, veed man, at han i de Ulykkesaar opførte sig som Pligt, under saadanne Omstændigheder, var for Læg og Lærd. Fra Prækestolen raabte han Almuen til Vaaben, anførte selv, og kjøbte Seiren for sit Been. For Danmark tog Krigen en heldig Vending efter Daniel Ranzaus Seier ved Svarteraa. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt det de 3 Kroner, og Norge fik de tabte Provindser igjen.
Mange Klager fra denne Tid levere et skrækkeligt Maleri af de danske Befalingsmænds og mere underordnede Embedsmænds Tyranni, Udsugelser, Bestikkelighed, Grusomhed, Retløshed og Overmod.
" — Da først i Tyranniet er der Fryd,
naar det er uden Frygt — — .“
Og Smaatyrannerne kunde være uden Frygt. Forfatteren af et Klageskrivt til Kongen henrettedes. Ludvig Munk, en Tid Lehnsmand i Throndhjem, blev siden Statholder, endskjøndt hans Færd havde vakt en Opstand i Lehnet, der kostede Formændene Livet. Erik Munk bortfjernedes først efter mange Klager, og efterat han havde lagt sig ud med selv sine Jevnlige, fra Nedenæslehn, hvor han i 10 Aar husserte. Han er ellers bekjendt som en dygtig Sjøkrigsmand fra Syvaarsfeiden, da han bombarderte Fienden bort fra Leiren for Agershuus; og senere deeltog han i et Krydstog for at forbyde Engelsmændene Farten om Finmarken til Rusland, og i et mod de Sjørøvere af alle Folkefærd, men især flamske, som giorde de norske Farvande saa usikkre. Ved lignende Tog mod de Sjørøvere, især engelske, ja vel endog tyrkiske, som plagede Island og Færøerne, indlagde Færøingen Magnus Heinesen sig stort Berøm. Og Christopher Walkendorf forstod at holde de Contorske i Ave i Bergen, nemlig ved at opføre et Taarn mod dem og bogstavelig holde dem under Kanonerne. Den vigtigste Tjeneste beviste Frederik den 2den Norge ved at drikke sig ihjel 1588.
— Man tager Feil, hvis ei man troer,
at Pøblens Laster tidt bestige Thronen.
Formynder-Regjering (1588—1596).
K. Christian den 4de (1596—1648).
Norge behandles bedre.
Under det danske Rigsraads Formynder-Regjering i den nye Konges Mindreaarighed stod en dansk Statholder og en Canzler i Spidsen for de norske Anliggender. Alt blev ved det Gamle indtil Kronprinds Christian, allerede som lidet Barn hyldet af Adel og Lagmænd, modtog alle Stænders Hyldest i Oslo 1591. Allerede da, eller fra 1596, da han krontes i Kjøbenhavn, begyndte han at vise dette Rige sin udmærkede Forsorg. Stænderne havde ogsaa i et Klageskrivt viist ham hvor høiligen den behøvedes. Herredage med faste Medlemmer anordnedes til regelmæssige Tider i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lagthingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green — Nordmænd, som Christian, der fremhjalp den norske Adel, havde hævet til Canzlerværdigheden. 1604 udkom den nye Lovbog, efterat være gjennemgaaen af den bergenske Herredags Medlemmer; og offentliggjordes paa alle Bygdething og Lagthing til stor Beskyttelse for Folket mod de vilkaarlige fremmede Embedsmænd. En Kirkelov, udgiven paa en Herredag i Stavanger, hvortil Rigets høiere Geistlige vare tilkaldte, var skarpt stilet imod alskens Katolicisme, hvormed selv enkelte Præster findes at have været stærkt befængte. Det bedste Værn herimod var dog nok det, at bedre Forsorg vistes Skolerne. Hanseaternes Frihandel paa Island ophævedes, og overdroges til et Selskab. Til Finnehandelen sloges egne Mynter i de norske Myntstæder, skjøndt denne Rettighed, der allerede 1575 var ophørt, kun yderst lidet blev benyttet. Den norske Capitain Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men hjemkom kun med slette Efterretninger: Folk af norsk Æt og Christendommen vare forsvundne. Forsvarsvæsenet holdtes istand baade hvad Fæstninger, Flaade og Hær angik. For Korntilførslen sørgede Christian retskaffent. Istedetfor det afbrændte Oslo anlagdes Christiania 1624. Christianssand, hvorhen Bispesædet 1682 flyttedes fra Stavanger, anlagdes 1641. Flekkerø, der allerede forhen for Sjørøveres Skyld, som i den gode Havn fandt Tilhold, var noget befæstet, udvidedes til en Fæstning. Kongsberg Sølvværk og Stad anlagdes, efterat de rige Sølvertser hændelsesviis af en Gjetergut der vare opdagede 1623. Paa lignende Maade opdagedes Kobberet ved Røraas 1640; og denne Bergstad anlagdes. Bergdrivten tiltog ellers i det Hele, og formeredes ved tydske Bergfolk. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge, ja i 1599 omseilede han det endog til den russiske Grændse; og lærte da Folk og Konge at kjende, hvor vel de vilde hinanden. Han fik derved see Udsugerne paa Fingre: Lehnsherren Grubbe i Nedenæs domfældtes og endeel retløse Lagmænd afsattes. Almindelig Mand pleier, selv under svare og uretfærdige Lidelser, at undskylde Kongen med at han ikke seer eller veed hvorledes det gaaer til; men denne Godmodighed (hvorpaa Tyranniet ofte regner), lønnes med Utak, og er taabelig, saasom den Konge, der ikke gider kjende sit Folk og selv see hvorledes det gaaer det, er slet, i hvad øvrige gode, men da frugtløse Egenskaber han ellers maatte have, og fortjener saaledes at Folket ikke vedkjender sig ham. Det er kun i Modsætning til de andre oldenborgske Konger, at Christian den 4de fortjener Ros for Opfyldelsen af en Pligt, som, om end den nærmeste af alle kongelige Pligter enten den er udtrykkelig paabudt eller ikke, Hine dog forsømte.
Krig med Sverig. „Skottekrigen“.
Den svenske Konge, Carl den 9des Krav paa de norske Lapmarker gav den nærmeste Anledning til en Krig med Sverig fra 1611 — 1613, hvorunder Bønderne af Vaage, Lessjø, Froen og Ringeboe, anførte af Lensmændene Guldbrand Seglestad og Hans Hage samt Fogden Lars Gram, i Kleiven Kringen tilintetgjorde et 600 Mand stærkt Hjælpecorps Scotter, som under Oberst Sinclar emnede sig til Sverig. Listigen opholdte og vildledte i Romsdalen, hvor de landede, og hvorfra Iilbud afgik til Gudbrandsdalen, trængte de sorgløse ind i denne Dal, der, ligesom de fleste norske Dale, ret var skikket til at blive Fiendernes Grav. Sammenpressede mellem den rivende Laug og Bratfjeldet styrtedes Gelederne af Steen- og Tømmer-vælter i Strømmen. Øxer og Rifler gjorde Resten. Hvor let end Naturen gjorde Seiren, maa den dog tilskrives Snarraadigheden. Opraabet skede mens Fienden stod nær og kom nærmere; dog var Alt beredt. Intet Mod skulde have oprettet Seendrægtigheden. Lomværingerne tabte ved Ubestemthed al Andeel i denne Seier, som har lært alle Tiders og alle Dales Nordmænd, hvorledes de skulde være rede om „Soldaten — som her var Tilfælde — er ude paa Kongens Tog“, og gjøre Landets Natur til sin Medforbundne, og at i en Forsvarskrig alle Vaaben ere tilladelige. Kun Den, der vil handle ligedan, tør sige, at der endnu ligger en Glands af denne Bedrivt over Sønnerne; og kun Den fortjener dette, som med Afsky tænker paa, at Seierherrerne koldblodigen myrdede Fangerne paa to nær. Af dette og andre nyere Træk skulde man kunne beføies til at tillægge Folkecharakteren som den findes i Landets Indre en vis indiansk Grusomhed, dersom den ikke tilhørte alene en tidbetinget Vildhed og denne ikke var forsvunden. Den er det. Hiin Grusomhed tilhørte hiin Tid, Seiren tilhører alle de følgende, Exemplet Historien.
„End stander en Støtte paa samme Sted,
som Norges Uvenner mon true.
Ve hveren Normand, som ei bliver heed,
saa ofte hans Øine den skue.“
En anden talrigere Skottehær under Munchhaven landede i Størdalen, og drog sig, uhindret af den feige danske Befalingsmand, Steen Bilde, hærjende ind i Jæmteland, som han tilligemed Herjedalen erobrede før han forente sig med den svenske Hær. Dog erholdtes disse Provindser tilbage og Lapmarkens Grændser bestemtes til Norges Fordeel i Freden til Sjørød 1613 med Eriks Eftermand Gustaf Adolf.
Ny Krig med Sverig. (“Hannibalsfeiden“) — (1644—45).
I 30aarskrigen mellem de tydske Protestanter og Katholiker i Tydskland tog Christian en kort men uheldig Deel. Des herligere straalte de svenske Vaaben. Men pludselig vendte Feldtherren Thorstenson dem imod Danmark, hvorved da Norge atter (1644) blev baunelyst. Hannibal Sehested, der, som Statholder, havde givet den norske Regjering en større Uafhængighed, rykkede ind i Sverig; men maatte trække sig tilbage. Dog værnedes Rigets Grændser, hvortil Bønderne, der siden Skottekrigen mere almindelig havde erholdt Geværer, bleve opbudne. Herved gjorde Præsten til Ullensager, Kjeld Stub, forhen Krigsmand, god Tjeneste; han talte Landets Sag ligesaa godt og klart med Sværdet som det hellige Ord med Tungen. I Danmark førtes Krigen uheldig; og derfor maatte Norge i Brømsebro-freden 1645 bøde med Jæmteland, Herjedalen, Idre og Serna Sogne. Forhen havde Christian ved den skotske Konges Giftermaal med hans Søster fraskrevet Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer. Norge var baade Skjold og Sværd og Pung for Danmark. Den bedagede Christian havde vel mistet et Øie under Krigen; dog saae han med det han havde igjen endnu i 3 Aar klart over Norden, og at den danske Adels slette og uvillige Opførsel under Krigen var en af Aarsagerne til de Tab, begge Riger leed. Norge var i maadelig Forfatning ved hans Død 1648.
K. Frederik den 3die (1648—1670).
Norges synkende Tilstand. Krig med Sverrig.
Nye Opofrelser for Danmark.
Christians Søn, Frederik, hyldedes i Christiania 1648. Han var, som man siger, af den gamle Uld. Det danske Rigsraad tilrev sig næsten al Myndighed i de norske Anliggender. Dansk Adel trængte ind i Lehn og Godser meer end nogensinde, og det tilregnedes Statholder Sehested, som en Forbrydelse, at han havde skilt den norske Forvaltning formeget fra den danske. Det var tydelig bleven dansk Statskløgt at holde Norge i en afkræftet Tilstand; dog saa at Adelen, i de Tider den havde Magten, forfulgte denne Plan med større Haardhed end Kongerne. Det er ikke med Adelen som med Kongen, der ikke bliver rigere om Folket bliver fattigere. Dettes Udarmelse er Gropen, der svarer i Dybde til Adelens Velstanddynges Høide. Den danske Adels Forbrydelse mod Norge maa kaldes Tyranni; Kongernes — Forsømmelse og Tilsidesættelse mere end Tyranni. Men enige vare begge disse Magter i, at ingen Opofrelse fra Norges Side var for stor for Danmarks Skyld i politisk Nød, eller stor nok til at erhverve det mere Retfærdighed. Omsider bleve Nordmændene vante til saalidet deraf, at de mindste Træk af Billighed — f. Ex. en Konges Besøg — forekom dem som umaadelig Godhed og en ufortjent Ære, som Støtter og Indskrivter maatte minde om. De fjerne Konger behandledes som Gudebillederne: de gjorde Intet af alt det Gode, som man ventede og bad om; dog indbildte man sig, at de kunde og skulde gjøre det omsider. Nordmændene betragtede dem som Statens gode Princip: hver ny Hyldest, hvorved da almindeligviis nogle Privilegier bekræftedes, Klager og Ansøgninger opdyngedes og Gjæstebudsløfter gaves, var dem en Forjættelse om, at dens onde Princip, som raadede i de fremmede Herrers Voldsvælde, skulde beseires. Men hvor kongetroe Nordmændene end vare, hvormeget der end var at afhjælpe — kun engang gjæstedes de af Frederik; og det ved Hyldingen, hvortil Repræsentanter for alle Stænder vare stevnte af det danske Rigsraad, som forhen havde valgt ham ogsaa til Norges Konge. Under en længere Fred, som vilde have været Undertrykkelserne gunstig, skulde de snart have faaet Øinene op; men saa lød det igjen: Krig i Danmark: Krig i Norge! Til Vaaben! til Vaaben, I Nordmænd! — Og Fædrelandets Krigsære, ikke dets Fredsulykker stillede sig for Tanken.
Men Norge kunde seire; tabe skulde det alligevel. For sit lumske Overfald paa Sverig 1657, mens dets Konge Carl den 10de førte Krig i Pohlen, tugtedes Frederik med at see sine danske Stater, paa næsten blot Kjøbenhavn nær, indtagne af dette Seierens Lyn. Men, uagtet Nordmændene førte Krigen heldig, sloge under Iver Krabbe den svenske Erik Steenbock ved Hjertum, og Douglas ved Udevalla, og indtoge Jæmteland under Jørgen Bjelke, tabte dog Norge i Roskildefreden 1658 Throndhjems-stift og Bahuus — det sidste frugtbare, byrige og handelsvigtige Lehn for bestandigt.
Nu bader ei Norge i Göthaflod
og Venern sin høire Fod,
og hviler ei Venstren utmed
den Herjedals Fururod.
Der vaier en Fahn
fra Jæmtlands Gran,
som aldrig var kjendt hertillands.
Ei Vælde men List
har skaaret forvist
af Løven den vakkre Svands.
Ny Krig med Sverig. Throndelagen befrier sig.
Haldens første Beleiringer.
Under forrige Feldttog udkom et „fortroligt Brev til Nordmændene“, rimeligviis vel fra svensk Haand, men dog ganske skikket til at lære dem, at alle deres Ulykker, selv de der ledsagede Seiren, alene kom af Rigets politiske Stilling. Man behøvede ikke at see denne fortvarende endnu i over 150 Aar for at dømme derom just som vi nu maae dømme efterat alle disse kun have bekræftet hvad de forløbne 3 Aarhundreder havde lært. Historien indsamlede mere Viisdom alene under Margrethe end Nordmændene benyttede i 4 Aarhundreder. Hint Flyveskrivt siger: „Hvor svær en Byrde Trældom er, lærer os ikke alene selve Naturen i alle Guds levende Skabninger, som hade den og elske Friheden; men ogsaa Historiens vægtige Vidnesbyrd, som bevise, at selv Døden, ihvorvel haard og Naturens argeste Fiende, har af Alle, som have været kronte med Dyd og Ære, været foretrukken Trældom under Fremmedes Aag. Dette særligen derfor, at, naar den ædle Frihed engang berøves Mennesket, blive ofte dets Evner saa tilintetgjorte, Naturen saa fordærvet, at den aldrig mere kan hjælpe sig selv op. Exempel har man daglig for Øine hos eder, ærlige Mænd, som boe i det navnkundige, fordum berømmelige Kongerige Norge, som ikke alene ulykkeligen ere komne under Fremmedes Aag, men og saa dybt sjunkne i forsmædelig Trældom, at I ikke formaae af eder selv at opløfte Øinene til Skuet af Forfædrenes ædle Frihed. — — Betragte I den Usselhed, hvori I ere komne, idet eders Krone og Spiir ikke alene ere Eder fratagne, eders fordum mægtige Kongerige fornedret til en Provinds eller Landskab, men eders gamle Friheder og Forfædres Manddom tillige forvandlet til Trældom: saa maa den iblandt Eder have et Steenhjerte, som ikke skulde lade denne sit Fædrelands Undergang gaae sig tilsinde, saa meget mere som denne ikke skyldes Sværdshaand eller nogen Mægtigere, men alene Danskernes Statslist, hvorved de ved Givtermaal have indsneget sig i eders Kongerige, udryddet hos eder alt kongeligt og adeligt Blod, bortført Rigets Spir, vækket allehaande Splid imellem eder til egen Fremvæxt og eders Undergang, og endelig saalænge brugt eders Sikkerhed til I vare omsmedede med Trældoms Lænker. — — Hvo, som holder Dyd og Ære kjær, skulde ikke vove Liv og Blod førend at lide slig Fædrelandets Elende? Hvo skulde ikke heller ønske sig ikke fød, eller at Barn aldrig maatte fødes ham, end at fødes til Skjændsel og Trældom, og aldrig at have Udsigt til at see sine Børn komme til nogen hæderlig Tjeneste, Ære eller Myndighed? Hvem er der iblandt eder, som kan rose sig af, at hans Barn betroes nogen Tjeneste i Norges Rige? Ere ikke alle høie Embeder forstyrrede hos eder? Hvor finde I Rigs- og kongelige Raads-Embeder i eders Rige, som fordum der har været og brugeligt er i alle Kongeriger? Ere de ikke blevne begravne med eders Forfædres Frihed? Kunne I berømme eder af, at eders Statholdere, Præster, Fogder, Skrivere og Lehnsmænd ere eders Indfødte? Maae ikke Saadanne sendes eder fra Danmark, for at I maae drage eder tilminde, at I ere Trælle, som maa bevogtes med stadig Opsigt og trykkes saaat eders Tanker ikke kunne faae Rum at opstige til nogen Dyd og Manddom, som kunde bringe eder til at kaste Aaget af Halsen og gjøre eder eders Forfædres Manddom lige? — — “
Denne Skrivelse havde med al sin Sandhed naturligviis under Krigsomstændighederne, og da Sværdet fulgte den vedsiden, ingen Virkning. Den fremstillede Svenskekongen som Norges Befrier; men hverken har nogensinde nogen Konge været et fremmed Folks Befrier, eller var hans anden Erobringskrig mod de forente Riger skikket til at fremstille ham som en saadan. Samme Aar Freden var sluttet stod han atter i Sjælland; og Feldtherrerne Gustaf og Erik Stenbock begyndte i Bahuus Krigen mod Norge, medens den svenske Rigsdrost ved et Manifest af lignende Indhold som hiin Skrivelse søgte at virke paa Nordmændene til en Forening med Sverig. Ligeledes appellerede Rigets Statholder Niels Trolle og Canzler Jens Bjelke til Folkemeningen i et Opraab til Throndhjemsstift og Bahuus. Dette virkede bedre. Thrøndelagen gjorde Opstand. Reichwein kom med Undsætning. Svenskerne maatte i Octbr. 1658 trække tilbage over Kjølen. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke, efterat den svenske General Stage, var slaaet tilbage fra den aabne Grændseby Halden af Borgerne, hvorimellem Peder Olsen Normand, udmærkede sig. Ligesaa gik det Aaret efter, da Borgerne endog brændte endeel af Byen for bedre at skjøtte Forsvaret, som nu ogsaa lettedes ved en Forskandsning, hvor den brave Oberst Tønne Huitfeld commanderte. Den tredie og sværeste Dyst udholdt Halden med lige Berøm først i det følgende Aar 1660, da Generalerne Kagge, Stage og Horn, efter 6 Ugers skarp Beleiring, maatte lade den lille By i Besiddelse af sine Ruiner og et Navn, der udbredte sig over Norden; men som ikke forherligedes ved Tillægget af Kong Frederiks, som den fik tilligemed Kjøbstædsrettigheder og Bergfæstningen Fredrikssteen. Carl Gustaf, som efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn, synes at have besluttet at kaste al sin Styrke paa Norge, afstod herfra, da han saa ofte snublede paa Tærskelen, og sluttede en Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori han dog beholdt Bahuus og de danske Provindser paa svenske Side Havet. Det har ofte været Nationers Frelse, at Fædrelandskjærligheden og Mandemodet ei tages ind under Erobrernes Beregning; men det bedste er, at deres Kraft er for umaadelig til at lade sig beregne. Erobrerne ile hen derover, indtagende i sine Planer kun Skrækken, Magten, Forræderiet, Lykken. Dog beroer Seiren paa om de ikke træffe hine Dyder, der intet kjende af alt dette.
„— Stan, Cæsar! her træffer du en Mand.“
Disse jevnlige Krige, om ikke gavnlige for Nordmændenes politiske Tænksomhed, opglødede dog deres Fædrelandskjærlighed til en sand Lidenskab, og nærede en vis Almeenaand. Men det var ikke den Befrielsens Fædrelandskjærlighed, som siger — hvad der idetmindste i en aandig Verden maa være mere end halv sandt —: „uden Frihed, intet Fædreland,“ men denne Hengivelsens nøisomme, om end noget kortsynede, som let forvexler dets Soldaterære med dets borgerlige, og troer Alt vundet paa en Val; men som, om den var oprigtig mod sig selv, og saae hvad der manglede det, dog vilde have Dybfølelse nok til at kunne sige:
„o Fædreland, selv dyrebart i Skjændsel.“
2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1661—1814).
Der maa være et indre Onde i en Stat, naar en Krigs overgaaende Ulykke kan bringe den nær dens Undergang. Saadan var Danmarks Stilling. Saadan fandt de ufrie ( de uadelige, eller geistlige og borgerlige) Stænder den paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1660. De saae med Forfærdelse, at Spørgsmaalet var om at redde Staten. De fandt Grundondet, som selv i Freden holdt Staten i en sygelig Vakklen, at ligge i Adelens altfor store Myndighed, som ved sin Skatfrihed og andre Særrettigheder holdt Staten i Armod, Medborgerne i Undertrykkelse. De erindrede med Forbittrelse, at denne Stand, skjøndt i Besiddelse af den største Formue, havde skyet at deeltage i Opoffrelserne under den almene Nød, og at den under Krigen havde viist en slet Aand og Opførsel. De hørte med endnu større Forbittrelse, at den fremdeles undslog sig for de nye Byrder, som vilde blive nødvendige. Det var forgjæves at søge dem ligelig fordeelte ved Regjeringsbud; thi Kongens Hænder vare bundne ved en meget indskrænkende Haandfæstning, der udtrykkelig, som paalagt af Adelen, sikkrede dennes Privilegier. Den sluge Frederik vidste at benytte Forvirringen til sin Fordeel. Han fandt Redskaber, som gjorde den Tro, der ligger et uvidende, undertrykt, aldrig til nogen Frihed vant Folk saa nær, at et Eenvælde, om den gode Vilje hos Kongen fik al Magten, alene kunde sikkre det den Lighed, hvorefter det sukkede. Man pegte paa Kongen som paa en Samson, der opløftede sine Lænker og raabte: befrier mig, saa skal jeg befrie Israel. Han skulde forstaae Kunsten (liig den af Bly at gjøre Guld) med Eenvældet at forene al den Sikkerhed for offentlig og privat Velfærd, som Friheden giver, nemlig ved at regjere efter Lovene. Man, ja selv Enkelte af Hofadelen, var enig i, at en Forandring maatte skee; men istedetfor at gjøre sin egen Frelse og Frihed til Hovedsag, gjorde man Kongens dertil, og greb til et Middel, som kun en feig og blind Fortvivlelse kunde indskyde, nemlig til at overdrage Kongen uindskrænket Eenvælde og forvandle Riget fra Valgrige til et Arverige. Folket gjorde, saavidt det repræsentertes ved hine to Stænder, eet Øieblik Brug af sin naturlige Overmyndighed (Souverænitet) for at bortgive den evindelig — som det hedte; men dog i Virkeligheden kun saalænge det selv vil — til Kongen. Adelen, som Kongen havde hindret fra at adsprede sig i et med Krigsfolk og dens Borge opfyldt Land, maatte nødtvungen finde sig i denne Forandring, som medførte Rigsraadets og Lehnsvæsenets Afskaffelse, og hvorved det danske Folk ombyttede Adelstrældom med Kongeaag. Den giordes gjældende for Norge ved en Act 7de Aug. 1661, og for dets Bilande det følgende Aar. Kongen, som derved ogsaa sattes i Spidsen for Dommermagten — hvilket er Despotismens høieste Fylde — anordnede samme Aar en Høiesteret i Kjøbenhavn, der faa Aar efter blev for begge Riger, men hvortil de norske Sager sidst indstevnedes. De norske Herredage forandredes til en Overhofret i Christiania med alene faste Bisiddere. Samme Aar er mærkværdigt ved Kongeloven, som bestemmer Arvefølgen, ophæver alle Grændser for Kongens Magt, og fastsætter hans Myndighedsalder til det fyldte 13de Aar — en Alder, da Mennesket endnu mindre er modent paa Aand end paa Legeme.
Et Postvæsen og den indtil for nys gjældende Matrikul indførtes; og ved den norske Sjøhelt Admiral Cort Sivertsen Adeler oprettedes en Skjærgaardsflaade i Bergen siden Englænderne 1665 havde voget et Angreb paa en didflygtet hollandsk Handelsflaade, hvilket dog Nordmændene tilbageslog. Mange Norske udvandrede til Nordamerika, hvor de anlagde et nyt „Bergen.“ Deraf kan dømmes om Almeentilstanden. Udvandring er et ligesaa yderligt Nødmiddel som Opstand.
K. Christian den 5te. (1670—1699).
Krig med Sverig (“Gyldenløvsfeiden“). Norske Lov.
Kronprinds Christian tog Arv-Enevældet an ved Faderens Død 1670. Dog var Peder Griffenfeld, som fra ringe Stand havde svunget sig op til Statsminister og Greve af Jarlsberg — hvilket Grevskab tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal stiftedes under denne Konge — den, som styrede indtil han styrtedes og hensattes i Munkholms Statsfængsel. Kongegunst er for stærk, naar den ei fordeles: den havde berust Griffenfeld. Dog faldt han mindre brødefuld end sine høiadelige Forfølgere, som ikke taalte den borgerlige Storcanzler, eller den Følge af den nye Forfatning, at Høihed tildeltes efter de Tjenester som bevistes Thronen, og at Talentet kunde opsvinge sig til at lege med Lynene paa Magtens Tinde. Han er Kongelovens Forfatter, og har stor Deel i den endnu gjældende „Norske Lov“ fra 1684. Forat erholde igjen de tabte Provindser væltede Kongen sig ind paa Sverig, og indviklede derved Norge i en ny Krig fra 1675 — 79, som for det atter var ligesaa hæderlig som frugtesløs formedelst de Nederlag de Danske leed. Nordmændene besatte under Statholder Gyldenløve Bahuslehn, brandskattede langt ind i Gøthland, trængte frem ligetil Marstrand, som de stormtoge, erobrede Jæmtland, seirede under Løvenhjelm ved Uddevalla, og hevnede ved nyt Streiftog ind i Sverig Svenskernes Ødelæggelse af Røraas Kobberværk. Alligevel, og uagtet den dansknorske Flaades Seire, havde Krigen næsten ingen vigtigere Følge end at Danmark saae et Folkehad oppustet i stigende Flammer mellem Norske og Svenske.
Forbedringer i Bergdrivt, Maal og Vægt, Hovedveienes Opmaaling, Afskaffelsen af latinske Sange i Kirkerne, Indførelse af et nyt Ritual, ny Alter- og Psalmbog maa mere tilskrives de fremskridende Tider end den forfængelige Konge, hvem Jagt og Pragt var vigtigere end Rigernes Forsorg og Sønnens Opdragelse. I Handelen herskede Eneretssystemet. Handelen paa Finmarken, der betragtedes som Koloniland, overdroges et Selskab i Bergen; den paa de norske Bilande et i Kjøbenhavn — et System ligesaa indskrænket i sit Begreb som indskrænkende. Kongen tilegnede sig Magt til at skjærpe Domme — en ny Udvidelse af Despotismen, om denne ikke, efter sin Natur, var grændseløs.
K. Frederik den 4de. (1699—1730).
Krig med Sverig (1710—1720). Frederiksteens Beleiringer.
Ogsaa denne Konge væltede sig ind paa Sverig, endskjøndt dets Konge Carl den 12te i sin Ungdom — „en skjægløs Thordengud“ — ved et Løvesprang paa Sjæland forat frelse sin af Danmark bekrigede, medforbundne Frænde, Hertugen af Holsteen syntes at burde have lært ham at holde sig rolig. Han gjorde det ogsaa en Tid; og afbetalte da Rigsgjelden med Undersaatternes Blod, idet han nemlig bortleiede 20,000 Mand til fremmede krigførende Magter, samt ved at sælge de norske Kirker — en Handel, Staten endnu lider ved, især saafremt de ikke ere blevne Almuernes Eiendom, og som lader sig ligne med den fordærvelige Bergdrivt, at drive et Værk „paa Rov“. Men neppe slog Ulykken Carls Vaaben i Rusland 1709, før Frederik tilligemed dette Rige, Sachsen og Preussen styrtede sig over det drot- og hærløse Sverig. Med Bønder slog den svenske Stenbock Danskerne ud, og flyttede under nye Seire Skuepladsen til Tydskland, indtil han omsider, indklemt mellem 2 Have, Kjernen af det danske Folk og de forente Hære, maatte give sig. Nordmændene fik først ret at bestille, da Carl ved sin Hjemkomst vendte sig mod dem 1716, og saameget mere som det i militær Henseende var næsten mere end sædvanlig forsømt. Men efter det første Møde kunde Carl spaae sig ilde. Trængende indgjennem Høland hilsedes han af Oberst Kruse, Captain Michelet og et Par 100 Dragoner paa det heltemodigste.
Kruse gjennem Skogen saae
tusind Gule, tusind Blaae.
Og Carl, den Krigens Brand,
ja fremst kom Han.
„Stop, Konge, her du tolde maa!
Her toldes Blod før du gaaer iland!
Bag Grændsesteen
mod Ti staaer Een.
Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand.“
Denne Kamp mod den mangedobbelte Overmagt af ypperlige Krigere er et af de herligste Træk i den norske Krigshistorie. Michelet faldt. Kruse fangedes haardtsaaret efterat have fældet 7. Carl trængte igjennem. Men der er Seier i et saadant Nederlag; Vinding i et saadant Tab. Et Selvopofrelsens Exempel, især i Begyndelsen af et Feldttog, er en Ærestøtte, der vender sin Skyggeside mod Fienden, sin straalende mod Medkjæmperne. Ja, det virker mere end selv en Seier: nedslaaende paa Fienden, begeistrende paa Landsmændene. Carl besatte Christiania; beleirede Agershuus forgjæves. Almuen deromkring gjorde hans Streifcorps megen Skade. Et Dragonregiment under Oberst Løwen sendtes mod Kongsberg, og tog sit Qvarteer paa og om Norderhoug Præstegaard. Men det kom ikke videre. Præstekonen Anna Kolbjørnsdatter Ramus gav 600 norske Dragoner, som laae i Nærheden, forat passe paa de Svenske, Underretning om deres Plan, og vinkede dem til Angrebet ved et Baal, som sagdes anlagt forat varme Vagten. Ledede af Vagtmesteren Thor Hovland kom de Norske ved Midnat, adsplittede Fienden og fangede Høvdingen. Resten fældedes paa Krogskogen af Bønderne. Et andet Regiment skræmtes af Præsten Rumohr i Skjeberg ved opdigtede Efterretninger over Grændsen; og nok et bortsloges fra Moss med Tabet af de der anlagte Magaziner. Da Carl herved, medens norske, fra Danmark hjemsendte Tropper spillede Mester i Smaalehnene, saae sine Forbindelseslinjer med Sverig næsten brudte, rykkede han ilsomst for Fredrikssteen. Efter et mislykket Angreb derpaa, tog han Byen Frederikshald. Kjæmpende trak Borgerne sig til Fæstningen. Men med Forfærdelse saae Svenskerne Brand at udbryde overalt. Det var Borgerne, som paa hiin Annas Brødres Peder og Hans Kolbjørnssens Opfordring og Exempel selv antændte sine Huse. Kugler regnede fra Fæstningen; men tættest over det Huus, hvori Kongen var; thi det havde Maria Kolbjørnsdatter, en anden Søster af Kolbjørnssenerne, mens hun som Gjenboerske førte venlig Samtale med ham, vidst at betegne sine Brødre. Svenskerne maatte ud. Ogsaa denne Ødelæggelse var Nordmændene en Seier, større i sine aandige Virkninger, end ved det Tab, de tilføiede den tilbagedragende Fiende.
„Og herlig blussed Fredrikshald
blandt Liig og Blod;
oplyste stolt de Svenskes Fald
og Sines Mod.
Og aldrig brændte nogen Baun
saa skjøn som den.
Og aldrig uddøe skal dit Navn,
o Kolbjørns Søn!
Saa stride de Nordmænd for Norge.“
Peder Kolbjørnssen kan man vel ogsaa tilskrive Fæstningens Redning; thi han mærkede Forræderi hos Commandanten, og fik ham bort. Overalt var han og Broderen ogsaa tilstede med det Fricorps, som de selv holdt, snart i Udfald fra Fæstningen, snart i lynsnare Overfald Fienden paa Nakken, eller de sloges fra Borgernes Stykpram eller bemægtigede sig hans Tilførsler. En mageløs Aand havde grebet alle Gemytter. Saaledes som der blev stridt kunne kun Borgere stride. De havde bragt en Opoffrelse med roligt Overlæg. Dette var nu blevet en ubetvingelig Haardnakkenhed; den varme Pligtfølelse, som kunde opoffre, en glædedrukken Begeistring over at have opoffret. Luerne vare nedsjunkne i Asken; Fredrikshald flammede endnu stedse i Gemytterne. Som Kolbjørnssenerne Borgerne, saa lærte Ole Svendsen Bakke, Klokker paa Id, Bønderne den ubetvingelige Folkekrig. Som han, saae man dem speide, overrumple, liste sig om i Kleiver og Kløfter med den mordiske Rifle, og da udsøge sig Høvdinger til Dødsoffre ligesom Jægeren, hvor han har Valget, lægger an paa det bedste Vildt. Carl førte ellers Krigen meget menneskelig. Der laae ogsaa nær 150 Aar imellem Syvaarskrigens tøileløse Partigjængere og hans ordnede, udskrevne Hære. Han havde trukket sig tilbage; men ventede kun paa sin Tilførselsflaade, som allerede i Dynkilen laae Svinesund nær. Da kom Budskabet om at den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold, med mageløs Tapperhed trængende ind i den snevre stærkt forsvarede Vik, havde tilintetgjort den hele. Tordenskjold havde befriet sit Fædreland. Feldttoget var endt — et, hvori Kruses glimtende Carabiner, Annas Signalbaun, Fredrikshalds Offerbrand og endelig den flammende Flaade i Dynkilen havde kastet en uforgjængelig Glands over det sjunkne Norge.
Høsten 1718 rykkede atter Svenskerne ind i Norge: 10,000 nordenfjelds under Armfelt: 20,000 under Carl selv mod Frederikssteen. Fortet Gyldenløve stormtoges. Fæstningen var ikke sikkrere end Ørnredet paa den alt nær bestegne Klippe. Da fandtes Carl (11te Octbr.) skudt i Løbegravene, ventelig ved Forræderhaand; og ogsaa dette Feldttog var endt. Armfeldt, der først i det følgende Aar, ifølge heraf, trak sig tilbage, tabte i Yrveir paa Tydalsfjeldene nær Halvten af sin Hær.
Som et fælt Naturens Gys gik et Tydalsfyg.“ —
Den norske Hær fulgte ikke Regelen, at slaae en Bro af Guld for den flygtende Fiende. Aaret efter besattes Jæmtland og Bahuus. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen. Kongen indfandt sig selv i det sidste Feldttog ved Hæren, ligesom forat tage Blomsten af dens Triumfer. Danmark tog Frugterne deraf i Freden 1720. Det af Soldatudskrivning, Krig og Hungersaar skrækkelig medtagne Norge erholdt Intet uden Mindet deraf og Nytten af at Sverig fandt, at Norges Erobring var en forfængelig Plan, der havde tilhørt dets Carler meer end det selv, og den farligste Følge af at det lod sig blænde af Carlaklingens Glands.
Omsorg for Grønlændernes og Finlappernes Sjelevel.
Under Frederik d. 4de falder Islænderen Thormodur Torfesons sidste Dage, som ved sin Norges Historie har lagt ny Ære til sit Folks Fortjenester af denne Videnskab. Det hendøde Minde om Grønland vaktes ogsaa ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester ved, med dennes Nidkjærhed, at forlade sit gode Kald, for at christne de hedenske Grønlændere efter 15 Aars Anstrengelser mellem det vilde Folk i det øde Land, med hvilket den siden vedligeholdte Forbindelse derved gjenknyttedes. For de halvhedenske Finlapper sørgedes ved en Missionsindretning i Throndhjem. Iøvrigt viste militære og civile Embedsmænds Uredelighed og Udsugelser, og Kongens sjeldne Besøg at han kun brød sig lidet om Landet. Den bittre Følelse af Ulykke og Tilsidesættelse synes at have været saa almeen, at en Amtmand Juel endog (men med fortjent Forliis af sit Hoved) arbeidede paa at bringe Norge under Rusland — et Rige det stedse vil blive Nordmændenes Pligt at afskye som Despoti, og at holde Vaabenhaand og vaagent Øie imod som havesyg Nabo.
K. Christian den 6te. (1730—1746).
Lang Fred. Confirmationens Indførelse. Colonilandene
gives i dansk Handelsvold.
Fred er i sig selv svanger med Velsignelser, om end ikke fortrinlige Aaringer og andre særdeles Omstændigheder tilstøde, som udvikle dem; men en slet Regjering eller, i Eenvældet, en slet Konge, kan tilintetgjøre dem alle. Fred fik Frederik den 4des Søn Christian: Fred, fyldt Skatkammer, Rigerne i Seierens Sikkerhed — alt dette i Arv; dog efterlod han dem i Armod: Norge, med Hensyn til dets Velfærd, huult som en hovedløs Hat, eller — for at iagttage det rigtige Forhold mellem Rigerne — som en Stormhue: Danmark, om end bedækt med Slotte, ligt den glimrende, men ligesaa hule Krone, der selv paa Christian, i aandelig Forstand, kunde siges at være hovedløs. Eenvældet gjorde Statens Formue til Kongens; dennes Pragtsyge og Byggelyst til Love for hiin. For at Kongen af Danmark og Norge kunde boe ligesaa eenvoldsmæssig som Kongen af Frankrig, maatte Slotte bygges i Vandet og Christiansborg udspændte sine uhyre Fløie over Landet, efterat Millionerne dertil vare sammenskattede i begge Riger.
Men denne samme Konge, som ikke kunde faae Pragt nok til at gjemme sit forgjængelige Støv i, talte ellers idelig om Verdens Forfængelighed; og indtvang ved strenge Bud, ivrige Tjenere især imellem Præsterne, og ved sit kongelige Exempel (der altid er Lov nok for Ufrie) i sin Tid sin egen hovedhængende Skinhellighed. Dog skyldes denne Regjering Confirmationens Indførelse 1736: en Velgjerning, som indtil denne Dag er bleven mindsket i sine gode Følger ved Beskaffenheden af de, kun for hiin mørke Tid hensigtsmæssige, Bøger, som ved den bruges. Ogsaa denne Konge viste, hvor lidet han brød sig om Norge. Kun eengang besøgte han det. Fædrelandets Talsmand Biskop Deichmann afsattes. Medens der sørgedes for Danmarks Fabrikvæsen, maatte Norge hjælpe sig selv; og saaledes stiftedes 1739 et Selskab for at benytte Landets naturlige Rigdomme, det „sorte Compagni“, som anlagde Glashytter, Saltværk, Marmorbrud, Tjæreog Potaske-syderier o. fl. d. Norge trænger endnu til et saadant Selskab. Det har fremdeles samme Anledninger til, at indlægge sig, i dobbelt Bemærkelse, Fortjeneste. Landværnet indrettedes. Ved Enehandelen paa Finmarken og Norges Colonilande, hvorfra det selv var udelukket, berigede danske Handelscompagnier sig og udsugede dem. Islands Velvære aftog som Livet med det strømmende Blod. Afkræftningen svækkede selv Folkets Aand, som fordreiedes værre under Handelsaaget, og de daglige Uretfærdigheder end under det politiske med dets Stormstød af Voldsomheder. Ogsaa Norge svækkedes derved ligesom Hjertet taber i Slagkraft, naar Armen aarelades.
K. Frederik den 5te (1746—1766).
Freden vedbliver. Handels og Videnskabeligheds Opkomst.
Oprør af Bergenhusinger.
Christians Søn, den velvillige Frederik, paaslægtede kun Faderen i Ødselhed, hvorved Statsgjelden tiltog uhyre, uanseet at Skatterne troligen voxte med den ved Handelen temmelig almene Velstand. Denne Kongernes Ødselhed tiltog over det Hele umaadeligen i sidste Aarhundrede, og affødte nærmere end deres andre Magtmisbrug de Indskrænkninger, de i Sluten deraf maatte lide i flere Stater. Men endnu stedse ere de for rigelig aflagte, idet de have paaberaabt sig de forrige Kongers gyldnere Dage, og anvendt en Fremgangsmaade, som ligner den der med Held bruges for svagsindede Dommere, nemlig at overspænde Fordringerne for at erholde ialfald mere end det Billige. Dette slaaer en Tid, som vel har sine egne bedre Begreber om Folk og Frihed, men dog endnu altfor meget de forsvundnes om hvad en Konge bør være. At klarere Tider ogsaa nærmede sig Norge sees af det kgl. norske Videnskabers Selskab, som 1760 grundedes i Throndhjem af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm. Et Seminarium, hvori høiere Underviisning gaves i flere Videnskaber udenfor de døde Sprog, stiftedes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni, der, ligesom Solen forgjæves vil fortære sine Pletter, midti sin Brand for al anden sedlig Sandhed nærte al Eenvældets Ufrisind, lyste endnu i første Halvdeel af Frederiks Regjering. Handelen paa Indien aabnedes nu ogsaa for Norge, dog med den ubillige Indskrænkning, at Skibene maatte klarere i Kjøbenhavn. Tydske Bergfolk indkaldtes. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg. Rigsgrændsen mærkedes op fra 1751 af. Et Landhuusholdningsselskab paa Island blev ophjulpet. Den staaende Hær, som ogsaa kan henregnes baade til Kongemagtens Prydelser og Støtter, forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat bevirkede et alvorligt Oprør i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede sig Byen og begik endeel Uordener. Forresten vare nogle Udrustninger mod Rusland det Eneste, som forstyrrede Roligheden under Frederik. Hans sidste Dage forbitredes ved Dronningen Juliane Marias Ondskab, som siges at have gaaet ligetil[1] Mordanslag mod hans Søn af første Ægteskab, der dog fulgte ham paa Thronen. Imod Sorgen greb han til Drik, et Middel, der er værre i sine Følger end Ondet det skal formilde, og som forkortede hans Liv. Heri, som i at lade sig beherske af Gunstlinger, viste Frederik det Veksind, som synes arveligt hos de Fleste af hans Slægt.
K. Christian den 7de (1766—1808).
Fred, kun afbrudt ved et kort Feldttog i Sverig. Trykkefrihed.
Indfødsretten. Velstand.
Den nye Konge ødelagde herlige Evner ved de tøilesløseste Udsvævelser. Dette skulde høre udenfor Historien, om det ikke viste hvilke Skjændsler Eenvældet kan føre over Folkeslag, og om ikke Herskernes Laster tilhørte den ligesaavel som deres Dyder, der aldrig mangle sine Basuner. Tilskue i Purpuret over sine fornedrede Lemmer, med Dobbeltkronen om sit sløvede Hoved, øverst over to dydige Nationer stod Mønstret paa Laster, Folkets Bærme bluedes ved, det grufulde Exempel i den omsider sindssvage Konge paa den krænkede Naturs Hevn. Den fornedrede Despotisme er ligesaa lærerig som den hæderomgivne skadelig for Folkene. Christians Regjeringstid er dog ikke uden Glands. Videnskaberne blomstrede. Skjønvidenskabeligheden havde flere heldige norske Dyrkere end danske. Tullin, Wessel, Pram, Storm, og de noget senere Rein og Zetlitz have vundet sig Navne som Digtere. Nordal Bruun ligeledes, dog mest som geistlig Taler. Kongens almægtige Gunstling, Grev Struensee, en Mand, der var greben af Tidsalderens Forbedringsideer, indførte Trykkefriheden. Og da Enkedronning Juliane med sin Søn Arveprinds Frederik og Ministeren Guldberg paa Struensees Dødsblok var stegen op paa Magtens Tinde, offredes Nationerne en „Indfødsret,“ der satte en Grændse for Udlændingers, især Tydskes hyppige Indtrængen i Embederne, som nu aabnedes alene for Danske og Norske. Freden forstyrredes alene ved at trække Tropper ned til Holsteen 1773 til en Krig, som det dog ikke kom til, mod Russerne. Og paa nær et kort Feldttog, den norske Hær under Prinds Carl af Hessen gjorde ind i Sverig 1788, for, ifølge Tractat, at understøtte Rusland, og hvorved Bahuus besattes og en ubetydelig Seier vandtes ved Qvistrum, vedligeholdtes Freden Aarhundredet ud. Dette forstod Ministeren Bernstorff og den ædle Kronprinds Frederik, som siden 1784 var saagodt som Regent til stor Baade for Handel og Velstand, at gjøre alt til ind i vort Aarhundrede under de store Krige, det kostede Frankrig i Aarene 90 at tilkjæmpe sig Friheden for. Colonilandene bleve noget rimeligere behandlede, da Kronen selv overtog Handelen derpaa. I Finmarken fik Handelsstederne Tromsø, Hammerfest og Vardø nogle Privilegier; men til Islands Ulykker kom endnu ødelæggende Udbrud af de ildsprudende Berge, Hungersnød, Sot paa Folk og Fæ, og at Althinget, den ærværdige Rest af dets Frihed, ophævedes 1800.
Nordmændenes Uafhængighedsaand og Frisind udvikler sig.
Neppe var Pressen fri — denne, som kun kan være bunden for at qvæle Sandheder eller forplante Løgne — før Nordmændenes Veeklager hørtes „over det arme Norge, som i saa lang Tid synes at have været Stedbarn, nu Skyggen af sig selv, rigt af Naturen, colonimæssig behandlet, forarmet ved Statskløgten.“ Klager hørtes over de danske Korn- og Klædemonopoler, over Mangelen af egen Høiskole, Høiesteret og en Bank. Regjeringens haardnakkede Vægring at opfylde disse Hovedønsker aabnede Øinene paa Mange. Man spurgte: „hvi er Norge saa fattigt?“ og man gav et Svar saa fuldt af Bebreidelse og Opfordring til Nødværge: „stop Blodets Omløb, aarelad dagligt, og et Legeme skal blive magtstjaalet og tilsidst ganske udtæret.“ Løven tilkjendegav ved Murren, at den var paa at vaagne. Derved blev det efter Pressetvangens Indførelse igjen 1799, hvorfor Nordmanden Christian Colbjørnsen, Forligelsesvæsenets Ophav, bærer en Deel af Skylden. Mængden af danske Embedsmænd i Norge og Landalmuens Uvidenhed blev en vigtigere Sikkerhed for Foreningen end Trælsindet og Hengivenheden for Kongehuset. En Tid, som beviste Europa, at urolig, selv blodig Frihed er bedre end rolig, graadvædet Trældom, blev ikke uden Indflydelse paa de Dannede imellem et Folk, som levede i den fjerne Ro, hvori de ret kunde opfange Tidens Resultater. Landhuusholdningsselskabers Oprettelse vidnede om Tilværet af en Almeenaand. Da den norske Handel truede at gaae tilgrunde for den danske eensidige Politiks Skyld under Krigen med Engellænderne, som dog endtes strax efter at disse havde ødelagt Sjøforsvaret ved Kjøbenhavn (1801), blev det klart for mange mindre Oplyste, at Forening var en Uting. Dette, som forlængst burde have været Børnelærdom i Norge, lærtes af et Blik paa Norges uryggelige, naturgrundede Stilling til England. De friere religiøse Anskuelser havde ogsaa lignende politiske ifølge: de forholdt sig til hinanden som begge Sider af samme Sværd: den ene funklende mod Himlen, den anden mod Jorden. Patriotiske Sange begyndte at lyde. Det var Haabets og Smertens. Med ubehagelig Ahnen hørte man i Danmark Nordmændene, samsluttede der og hjemme, at synge:
og bryde Lænker, Baand og Tvang!“ —
Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. Deres Antal voxte med Ulykken, da den paany blomstrende Handel ødelagdes i en Krig med Engelland, som dette begyndte med at bemægtige sig Rigernes Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn 1807. De saae Norges Velfærd opslugt i det store Dyb mellem dets og Danmarks Interesse, idet dette som Fastlandsmagt holdt med Frankrig, som da under Napoleon modkjæmpede England i en Kamp somom Land og Hav reiste sig mod hinanden, medens Norge priisgaves en Fiende, der ellers er dets naturlige Forbundne. Den ædle Prinds Christian August, som commanderte Søndenfjelds, og stod i Spidsen for en, formedelst den afskaarne Forbindelse med Danmark, oprettet Regjeringscommission, var udseet til Norges Befrier. Saaledes stod Sagerne, da den sindssvage Christian den 7de ved sin Død 1808 levnede Thronerne til sin Søn.
K. Frederik den 6te (1808—1814).
Krig med Sverig. Almeenaanden tiltager. Universitetet stiftes.
Adskillelsen.
Frederik lignede, da han besteg Thronerne, Anføreren for en Flaade, der baade jages af Fiender og adsplittes af Stormen. Visselig vare Tidsomstændighederne saaledes, at de aldeles lignede overvældige Storme, som synes selv at gribe Roret, og tvinge Befalingsmanden paa det fornemste Skib kun ved et Tilraab i Adskillelsesøieblikket og fjerne Signaler at betegne de andre, at de faae holde Løbet efter saa godt de kunne. Englands Bundsforvandt Sverig erklærte nu ogsaa Krig; men denne berigede kun de norske Kapere og erhvervede Hæren under Christian August ny Krigshæder. Til Kongsvinger mægtede Svensken ikke at trænge frem; og paa „Blaamyra“ eller „Trangen“ ødelagde Thrønder og Østerdøler et svenskt Corps, som emnede sig til Landets Indre.
bærer Sky paa Green.
Norges Ære groer med den
over Dovresteen.
Og den synger om et Slag
paa den blaa Myr,
da der randt en Seiersdag
under mørke Fyrr,
da hver Furuqvist blev Knag
for en blodig Hat,
da hver Furutop til Flag
adlet blev en Nat.“ —
Men alt 1809 endte Svenskerne denne Krig ved en Fred til Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat den taabelige Gustaf den 4de, og Carl den 13de var bleven Konge. Men da de fik Veir af hvad de norske Fædrelandsvenner, sammensvorne i Aand om ei med Haand, pønsede paa, nemlig Norges Befrielse ved Christian August: valgte de Denne, som de havde lært at agte som Fiende, til den barnløse Konges Thronfølger under Navn af Carl August, i den Tanke, at Norge af Hengivenhed skulde følge med. Det svenske Folk, som vilde have ham for hans egen Skyld, oprørtes kortefter ved hans mistænkelige Død. Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som samvirkede for Norges Frelse, i Selskabet for Norges Vel (1809). Den almene Jubel over det hidtil med saamegen Uretfærdighed negtede, men endelig 1811 oprettede Universitet i Christiania, forkyndte høit en Nationalaand. Dog var det endnu kun en Mindrehed, som rigtigen erkjendte Oprettelsen heraf for en nødtvungen Firen, for at ikke Baandet mellem Rigerne skulde briste; thi hiin haardnakkede Negten trods flere Nordmænds klare Grunde derfor i Alvorsskrivter, der glødede af Fædrelandssind, viser noksom, at den ikke hører til de frivillige Velgjerninger, som alene have Fortjeneste.
Imidlertid havde Finlands Tab til Rusland endnu mere vakt Sverigs Lyst paa Norge. Da den afskaarne Korntilførsel, et skrækkeligt Hungersaar, Handelens Stillestaaen og Pengevæsenets aldeles Forværrelse syntes at have gjort det til et værnløst, opgivet Bytte, tilsikkrede Europas største Magter Rusland og Engelland allerede i 1812 og 13 Sverig dets Besiddelse. Men under Ulykker var Nationalaanden født. Den voxte ogsaa under dem, kjæmpende mod dem, næret af Haabet. Nationalhadet mod Sverig var dens spændte Nerve; Nationalstoltheden Hjertet, der vendte sig i Livet ved Tanken om at en Vanære skulde eller kunde overgaae Fædrelandet. Og den rammede fra den Kant, den Haand Nordmændene mindst havde ventet det fra: fra Danmark og Frederik, for hvilke saameget var opofret. Den vedholdende Forbindelse med Frankrig førte nemlig de seirende Magters Hære under den svenske Kronprinds Carl Johan ind i Holsteen; og tvungen afstod Frederik i Kielerfreden 14de Januar 1814 Norge til Sverig med alt Eenvælde, Adkomster og Rettigheder, afklippende det dog Resten af dets Tilliggelser udenfor Landet. Da oprørtes alle de norske Hjerter. Selv de, der længe havde villet skilles fra Danmark, vilde det dog ikke saaledes. Budskabet bedøvede. „Er det for at udkastes som Dækslast i Storm, for at afhændes som Qvæg, at vi have lidt?“ Saa spurgtes der selv af alle dem, hvis Nationalstolthed i Aarenes Længde havde lært at enes selv med det at kaldes Danske; og de vidste for førstegang, at det var for Danmark de havde lidt. „Øerne vest i Havet; store Provindser ere strøgne den ene efter den anden for Danmark; nu skal gamle Norge ogsaa? Og — blive svensk!? Har ikke Halden brændt, og Nordmændene altid værnet sine Grændser? Op! op for gamle Norge! kun det er vort Fædreland! Op! vi maae hjælpe os selv; da hjælper os Gud!“ Saa tænkte Mængden. Men de Klogeste knugede ikke K. Frederiks Brev af 18de Januar, der løste Nordmændene fra Hyldings- og Troskabseden, imellem Hænderne; men sagde imellem sig: „Danmark har gjort Skridtet. Baandet er afskaaret; Befrielsestimen slagen!“
FJERDE TIDSRUM
NORGES GJENOPREISNINGS TID.
♦ ♦ ♦
1. BEFRIELSESAARET 1814.
(FRA JANUAR TIL NOVBR.)
♦ ♦ ♦
Norges Stilling. Prinds Christian Frederik og et Regjeringsraad
i Spidsen for Anliggenderne.
Det er i Ulykker og Farer et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duger til, og hvad Lykke det fortjener. Blottet for Korn, uden Credit, medens Pengevæsenets Usselhed og Forvirring, efter to Omvæltninger deri, tiltog, truedes Norge med at tvinges med Hunger, da det engelske Parlament besluttede at fortsætte Blokaden, og Sverig ligeledes begyndte at beleire dets Kyster. Europas Hovedmagter havde erklært sig for dets ubetingede Overdragelse til Sverig. Ingen Stat vilde erkjende dets Uafhængighed eller endog Retten dertil; og Kongen af Danmark vilde ikke forstaae det norske Folks Løsning fra Troskabseden somom det derved, ham uadspurgt, havde erholdt Ret til selv at styre sin Skjebne, eller somom den skulde gjælde i andet Fald end at Sverig kom i Besiddelse af Norge, der skulde antages allerede erobret i Holsteen. Forsvarsvæsenet var i slet Tilstand; og, medens det kun havde en ukrigsvant, veksindt Prinds, Christian Frederik til Høvding, kunde det vente tilbage fra Tydskland en øvet svensk Hær, tørstende efter Norge, som det eneste, der kunde lædske Saarsmerten over Finlands Tab, med Kronprinds Carl Johan, forhen som Marschal Bernadotte, Prinds af Pontecorvo, en af Frankrigs ypperste Feldtherrer, i dens Spidse. Men Nationalaanden erstattede Alt. Mange vidste, Alle følte, at Frihed og Selvstændighed ikke kan kjøbes for dyrt.
Statholderen, Prinds Christian Frederik, dansk Thronarving, besluttede at styre Bevægelserne, og derved at redde sig og Danmark Riget. Han forstod at indgive en Fleerhed den Tanke, at det, reddet for ham, ogsaa vilde være reddet for sig selv. Kun de Færreste af Patrioterne indsaae, at han kun vilde bruge Folket, medens dette burde bruge ham; og at selv dets heldigste Anstrengelser, under en saadan Leder, kun skulde være den harpunerte Hvals, der vel gives Firing, men alene for des sikkrere at hales ind paa Dødsfjæren. Men begge Hensigter bevægedes i een Retning af Folkeviljens Strøm. De maatte betjene sig af eens Masker. Tro og Mistro havde kun eet Løsen: Uafhængighedens. Men Prindsen og Hans forstode dermed en temporær; Patrioterne en bestandig. Ja Enkelte af disse, som ret troede at have gjennemskuet ham, og som frygtede selve Seiren, hvoraf den danske Thronarving skulde nyde Æren og Nytten, fordi den sandsynligt vilde føre Norge tilbage i de forrige Forhold, foretrak endog en betinget Forening med Sverig. Men Sligt turde ikke yttres selv paapeget som Nødmiddel. „Gamle Norge paa egne Been!“ var det fælleds, begeistrende Løsen, hvori selv de istemmede, der kun vovede at fortolke det om en hævdet Selvstændighed og en constitutionel Forfatning, uden derfor at haabe, at Prindsen skulde betales med Norges Krone, og i Fremtiden dermed lade sig nøie, for den Rolle han overtog i dette Nationaldrama. Men netop som den begeistrede Mængde tog det, saa lovte Regenten det i skjønne Taler, Nationalhadet svor det kort og drøit, og det agtedes ikke stort bedre end Høiforraad mod Prindsen og Nationen ikke at troe det. Borgersindet dækkede Nøden saavidt det kunde, Haabet udspændte sine Vinger lysende over Fremtiden, Modet opsvang sig mod den forestaaende Kamp — det ulykkelige Fædrelands Kraftyttringer saaes kun med vemodig Stolthed af hine Faae, som, langt fra de Sidste i Fædrelandssind, Geni og Opoffrelser, frygtede Befrieren meer end Fienden. En Oldenborger, Danmarks Thronarving — Norges Befrier? umuligt! ve Os — tænkte de — at han er i Landet!
Havde det Mindreantal, som ansaae den norske Revolution, formedelst den Hovedrolle, Prindsen ved sin tilfældige Stilling, personlige Elskværdighed, og Handlinger antog deri, som en Sag, der forfeiles i sit Anlæg, dog været betydeligt nok til at voge en Modomvæltning: skulde han maaskee med sine Nærmeste være bleven enten forviist eller behandlet som Statsfange. Saa skulde en Revolution, klart bevidst sit Maal, have krævet. Nu maatte det gjemme sin Mistro og sin Frygt for at Nationens saa herlige Aand, naar den havde opfanget Thordenveiret paa sine Vinger, skulde nedhales som en brugt Papiirdrage af Oldenborgeren, at Fædrelandets Seier ogsaa denne Gang skulde vorde for Danmark, at dets Selvstændighed skulde forsvinde som en Nervespænding, dets Frihed som Glimtet af en tryllende Drøm.
Prindsen gjorde alt for at etgjøre sig med Nationen. En Reise til Throndhjem, som han foretog i Januar for at undersøge Forsvarsværket og Stemningen, overtydede ham om, at denne var fortræffelig for ham og for Fædrelandet, som han anstrengte sig for at blive holdt for eet med. Der var Høiflod til at gjøre det Skib flot med, han vilde styre. I Februar afslog han Kongen af Danmarks Bud at fratræde Statholderskabet, erklærende sig for Norges midlertidige Regent. Ligesaa optog Norge da sit eget Flag, der heistes paa de i Norge værende danske Orlogsskibe, hvorpaa Christian lagde Beslag. Og en almindelig Bededag holdtes for Fædrelandets Frelse, efterat Regenten i Folkets Navn 19de Februar havde erklært Rigets Uafhængighed, og opfordret alle dets Menigheder og Krigsmagten til at sværge dets Forsvar og at kaare Valgmænd, som skulde vælge Repræsentanter for Amterne og Hærafdelingerne til en Rigsforsamling, der skulde træde sammen paa Eidsvoll for at give Riget en Forfatning. Idetmindste een Bonde skulde kaares fra hvert Amt, og een af Underclasserne ved hver Hærafdeling. Saaledes var Folket repræsenteret.
Rigsforsamlingen paa Eidsvoll.
10de April 1814 mødte i Eidsvoll Kirke de 112 Nordmænd, som skulde gjenreise Fædrelandets Frihed. De nedbade Guds Velsignelse over det Storværk, de skulde fuldbyrde. Dagen efter lagdes den første Haand derpaa, idet Forhandlingerne aabnedes paa Eidsvoll Jernværk, hvor Regenten tillige opholdt sig. Rigsforsamlingen indskrænkede sin Myndighed alene til en Grundlovs Forfattelse og Valget af en Konge, efterat den imellem Constitutionsprinciperne havde opstillet den monarchiske Regjeringsform som det første. Den republikanske fandt, uagtet alle sine Fortrin, ingen Talsmænd, ikke fordi den manglede Beundrere, men fordi Antagelsen deraf vilde spænde Buen end høiere mod de fiendtlige, frihedshadske Magter, og fordi Grundlovsprinciperne forjettede al den Frihed, som lader sig forene med monarchiske Former. Fleerheden hyldede ogsaa disse af Vane og Grundsætning; Kongsemnet var i Nærheden; der fandtes saa ivrige Kongevenner, at de endog, fornærmende Rigsforsamlingens Suverænitet (Magtfuldkommenhed), foreløbigen havde fristet at tilbyde en Hylding; og desuden talte saameget, under daværende vaklende Omstændigheder, for at give Rigets Stilling mod Udlandet og Forfatningen Fasthed ved skyndsomst at bringe denne i Udøvelse. Til Mindreantallets Vilje, at opsætte Kongevalget, og blot beholde Prindsregenten midlertidigen i Spidsen for Statsstyrelsen, blev intet Hensyn at tage. Man ilte til Valget endog før Grundloven havde faaet sine fuldstændige Underskrivter.
Beundringsværdigt gik Constitutionsværket frem. Allerede den 11te Mai var en Grundlov uddebattert, som erklærer Norge for et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige; indrømmer Trykkefrihed; overgiver Folket, repræsentert hvert 3die Aar ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten; uafhængiggjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Høiesteret skulde sættes; og anbetroer den udøvende samt Hærbefalet og betinget Lovsanctionsret i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Storthinget, som inddeltes i Odelsthing og Lagthing, erholdt Magt til at meddele Borgerret, aabne Laan, controllere Regjeringen, indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, og til, uagtet Kongen negter Sanction, at meddele det Lovforslag Lovskraft, som uforandret antages af tre paafølgende Storthing. Tillige fastsatte Grundloven en Indfødsret, forbød piinligt Forhør og Oprettelsen af Stamhuse. I Forbindelse med Constitutionsværket anordnede Rigsforsamlingen en midlertid Rigsbank, sikkrede dens Udstedelse af 14 Millioner Seddeldalere, og paabød Committeer til at ordne Finanzerne og det høist forvirrede og ufri Lovvæsen.
Den 17de Mai valgtes Norges Regent, Prinds af Danmark m. m., Christian Frederik til Norges constitutionelle Konge mod at besværge Grundloven, som oversendtes ham, undertegnet samme Dag paa den hele Rigsforsamlings Vegne af Præsidenterne og Secretæren. Det er saaledes, at Grundloven bærer denne Dags Navn; og derfor, og da den udmærkedes ved en saa afgjørende Selvstændighedshandling, som Valget af egen Konge, er den 17de Mai bleven agtet som den mærkværdigste og velsignelsesrigeste af alle de Dage, Gud har ladet lyse over Norges Fjelde. Den 18de fuldførtes Underskrivterne. Den l9de antog Christian Frederik Kongevalget, besvor Constitutionen og hævede Forsamlingen. Det var Christi Himmelfartsdag. Aldrig feiredes Frelserens Himmelfart skjønnere end da Nationalforsamlingen atter i Gudshuset, efter velendt Hverv, takkede alt Aandgodes Ophav, fordi Frelsen fra den gamle Trældom var opstegen over Norge. Vi gjentage: det gjælder Nationen som den Enkelte: engang for alle udrustet med Evner til at lyksaliggjøre sig, skaber den selv sin Skjebne:
Blik imod Fremtiden er den
glimrende Stav, som beskriver
Skjebnen dens Trin.
Ved disse afgjørende Handlinger, der syntes at kaste Handsken til Europa, havde Norge virkelig forbedret sin Stilling. Det havde vundet et alment, beundrende Medhold; vundet i egen og andres Agtelse. Et moralsk Forbund knyttede det til alle frie Folk og til dem, som ventede lignende Frihed, efterat have tilintetgjort Frankrigs Overvælde. Man erkjendte, at det fortjente en bedre Lod end en ubetinget Underkastelse. Det blev sagt høit i de europæiske Tidninger og i det brittiske Parlament. Selv en Seierherre, om han var ædel, skulde maatte erkjende det, og give Betingelser, som maaskee kunde æske Kronen fra den nye Konge, men derfor ikke fra Folket, saaledes som det besidder og besad den i Selvstændighed og Frihed.
K. Christian den 8de Frederik. (Mai—August 1814.)
Befrielseskrigen.
Store Navne nedtrykke istedetfor at ophøie den, som ei veed at vedligeholde dem. Det gik Christian Frederik saa, som Besidder af en Krone, der, efterat de store Magters Gesandters Mægling til en Forening med Sverig med Behold af Forfatningen, var afslagen, maatte holdes paa Hovedet med Sværdet. Hæren, som allerede siden i Januar vogtede Grændsen, afmærkede ham snart, at han dertil ikke var duelig. Han mærkede selv, at han ikke var sin Rolle voxen. Dette gjorde ham forlegen og vaklende; dette Vaklende udbredte sig over de krigerske Foretagender, nedslog de Befalendes Mod, og aabnede, gjennem Mistvivlen om et godt Udfald, Adgang for Forræderiet. Uden at styrke Fæstningerne, forsyne Magazinerne, rense Hæren for Uduelige og Mistænkelige, bevæbne og indøve Landstormen, holdt man sig uvirksom, medens Sverig laae saagodtsom aabent, indtil sidst i Juli, da Svenskerne angrebe tilsjøs under Sjøhelten K. Carl den 13des Commando, og tillands ved Sydgrændsen under Kronprindsens, ved Kongsvingergrændsen under General Gahns. Ved en norsk Officeer lokkedes den Sidste frem under den stærke Stilling ved Lier. Slagen tilbage, tilintetgjordes og fangedes hans Hær ved Matrand. Oberst Krebs og hans Hær indlagde sig Berømmelse; men Sydarmeen destomindre. Enkelte underordnede Officerer udmærkede sig vel i heftige Skjærmydsler; men i det Hele var Feldttoget der kun een Retirade: Kragerøen rømmedes: Fredriksstad overgaves ligesaa ilsomt: selv efter Seiren ved Onstad Sund retirertes. Feldttogsplanen, allerede udkastet forrige Aar, holdt man sig ikke til. Landstormen kom først til seent, og kun for at blive Vidne til og smittes af den Nedslagenhed, hvormed Ahnelsen om at være forraadt nedtrykte Hæren. Den brændte efter et Hovedslag østen Glommen; men hele denne Bred skulde rømmes, og de samme adspredte, forvirrede Operationer, som havde givet den i Fiendens Vold, fortsættes paa den venstre. Kun Fredrikssteen holdt sig: Fredrikssteen og Kongsvingerhæren, der endog kunde sende Hovedarmeen Undsætning, men som ikke blev brugt. Thi allerede den 14de August afsluttedes en Convention til Moss, hvorefter en Vaabenstilstand indtraadte, Fredrikssteen overgaves, Kong Christian overdrog Statsraadet den udøvende Magt, og forpligtede sig til at forlade Norge efterat have nedlagt sin hele Magt i Folkets Hænder, til hvilken Ende et overordentligt Storthing skulde sammenkaldes. Kongen af Sverig erkjendte Constitutionen saavidt den lod sig ene med en Forening med Sverig, hvorom Storthinget skulde fatte Beslutning; samt tilstodes de ved Krigen Lidende i Smaalehnene Erstatning af Sverig. Man maa ved den første Indrømmelse bemærke, at England havde alene garantert Foreningen under Betingelse af at ethvert muligt Hensyn toges til Norges Lykke og Frihed. Den 10de October sendte Christian, der imidlertid under Statsraadsstyrelsen havde holdt sig uvirksom under Paaskud af Sygdom, Storthinget sin Frasigelse, og reiste strax til Danmark igjen. Redskabet, Forsynet havde brugt til Norges Gjenfødelse, var udnyttet. Ingen kan mere end Han paastaae sin Plads mellem de norske Konger; og hans Brist paa Krigerære kan ikke udslette hans Borgerfortjenester, naar vi alene tage Hensyn til Kjendsgjerningerne under hans Færd som Regent. Dem maae vi erkjende, om vi end takke Gud fordi Begivenhederne toge en Vending, især ved Kongens egne senere Feil, som skaante Nordmændene for at see andre Hensigter udvikle sig, end dem Fleerheden tiltroede ham, og betog dem Frygten for ved ham sent eller tidligt at gjenforenes med Danmark. Under Statsraadsstyrelsen nedsattes en Commission over endeel Officerer, der havde opført sig slet under Krigen; og dømtes senerehen af Høiesteret to Commanderende fra Liv og Ære. Var Nationalforsamlingen forbleven i fuld Udøvelse af sin Suverænitet og controllerende Myndighed, skulde Forræderiet have erholdt sin Straf før det fuldbyrdedes, og Krigen den Styrke som tilhører en Kamp for Befrielsen. Alligevel skulde Resultatet neppe være bleven bedre end det, Underhandlingerne frembragte, byggede paa den svenske Konges og Kronprindses Tilbud om en Forening med Sverig med frelst Constitution. Efter den 20de Octbr. at have mod 5 Stemmer besluttet en saaledes betinget Forening, undertegnede det overordentlige Storthing 4de Novbr. Grundloven med de formelle Forandringer denne gjorde nødvendig, hvorom det var kommen overeens med den svenske Konges Befuldmægtigede; og valgte den svenske Konge Carl den 13de til Norges grundlovbundne (constitutionelle) Konge mod at besværge Grundloven og Forfatningen. Den 10de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan paa Kongens Vegne denne, og overleverte hans skriftlige Eed.
II. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED
FORENET MED SVERIGE.
♦ ♦ ♦
K. Carl den 2den. (Novbr. 1814—Febr. 1818).
1ste ordentlige Storthing 1815. Nationalbankens og Høiesterets
Oprettelse. Stemningen i de første Foreningsaar.
Med større Behag dvæler Historien ved de Forbedringer, som stille og naturligen udrinde af Friheden, end ved de saakaldte Bedrivter, hvis som oftest ufrugtbare Glands i det Høieste kan forskjønne Slaveriet, og hvis Nytte er kun forbigaaende og udvortes. Slag, Forhold til andre Stater ere i al deres Vexlen og Gjentagen ensformige som de Lærdomme de afgive; men i Historier, der dreie sig mere om Konger end om Folk, kunne disse Lyspuncter ikke undværes. Hvor Forfatningen derimod fremhæver Folket, taber Historien denne sin glimrende Magerhed, og den kan skjænke hin rigere Materie, hint Vigtigere en næsten udelt Opmærksomhed. Aandeseire, som flere af dem vi have omtalt, og som herefter Slag i Slag ville udgjøre det norske Folks Historie ... Aandeseire, som de der vandtes paa Eidsvoll og i Unionsthinget, og som den, Carl Johans Færd i 1814 viste han havde vundet i sin Sjel, og hvilken, herligere og vissere end hans Klinge skulde have gjort det, betvang Norge, Vaabnene, Hadet, Fordommene og Viljen, — disse tillægger Historien større Værd, ja selv større Ære, end hvilkesomhelst af det norske Folks, dets Kongers og af Carl Johans andre Bedrivter. Det vil blive Storthingenes Historie vi have at fortælle, skjøndt her i en tvungen Korthed; og denne vil være Forbedringernes, og — hvad Historie egentlig er — en praktisk Fremstilling af Frihedens Fortrin og Nødvendighed, beviist ved dens Følger.
Den nye Konge lod ikke Norge angre Fostbroderskabet med dets gamle Nabo. De to første Statholdere, som (efter en skadelig Tilladelse i Grundloven) vare Svensker, bidroge meget til at mildne det Folkehad mod Sverig, som dansk Statskløgt især havde udklækket. 1ste ordentlige Storthing istandbragte med Sverigs Stænder Rigsacten, som, dog langtfra nøie nok, fastsætter Unionsforholdene. Et Rigsretsreglement udfærdigedes, der strax kom i Anvendelse i Sag mod en Statsraad for tvetydig Adfærd under Krigen. Høiesteret oprettedes ved midlertidig Anordning. En Nationalbank decretertes. Den grundedes ved tvungne Indskud, da det ei lykkedes ved frivillige; men de tilsyneladende Opoffrelser (om Opfyldelse af Pligter mod det almene Bedste kan kaldes saa) ere forlængst godtgjorte ved Gjenreisningen af Norges Kredit. Rigsforsamlingens Garanti for de 14 Millioner ophævedes saaledes. Efter de to politiske Revolutioner og de mange voldsomme Pengerystelser indtraadte hos Massen en synlig Slaphed i Aand og Færd. Den forstod ikke Forfatningen. Den følte endnu kun hvad den havde kostet. At de Styrende heller ikke vare synderlig inde i den, viste de mange grundløse Trykkefrihedsactioner, hvorved Pressetvangsloven af 1799 kom i forhadt, grundlovstridig Anvendelse. I de andre Classer viste sig en søndret, pirrelig Spænding. Stemningen over det Hele, hvortil bittre Erindringer fra 1814 bidroge sit, var uhyggelig. Dansksind besatte endnu Mange, og figurerte som Patriotisme, indtil det blev klart, at Norge behandledes med Ærlighed, og at et med Bitterhed betegnet Svensksind ikke trængte til nogen saadan Modsætning, men var oftest alene en Indbildning i Folks Hjerner, som ikke forstode eller elskede de nye Forhold. Anledning til at antage dets Tilvær fandtes dog i den rigelige Udsaaen af svenske Ridderordner, den Beredvillighed hvormed de modtoges uden at man syntes at gjøre sig videre Tanker over at de vare stiftede for Fortjenester af Sverig, i den Mangel paa Opmærksomhed for Nationalæren som viste sig i Unionsflagets Udseende og i at Kongen nævnte sig efter det svenske Kongetal og fortrinsviis som Sverigs Konge, hvor han dog handlede alene som norsk, samt i enkelte Træk af Lykkejægeri og i Redactionen af den officielle Tidende. Det ægte Fædrelandssind maatte ansee dette med ligesaalidt Behag som Hint. Det udtalte sig igjennem Pressen. Den historiske Sandhed bekjæmpede Dansksindet. Nationalrepræsentationens Fasthed tilintetgjorde Ængstligheden. Dens Seire fandtes gehaltigere end dennes Suk. Dog varede det længe før disse stilnedes, sænkende sig i Folks Hjerter som Almeenønsker, som, visse paa Opfyldelsen, vente den med Taalmodighed. Det varede længe før det Søndrede heeltes, før Mistilliden blev rolig Klogskab; Forfatningen, Kongen, Kronprindsen og Broderfolket erkjendte som de fortjente det.
K. Carl den 3die Johan.
Storthingshandlinger. Grundloven forsvares. Rigets Opkomst.
17de Mai.
Den gamle Carl var hengangen til sine Fædre 5te Febr. 1818. En ny Kongeslægt opsteg med Carl Johan paa Nordens forenede Throner. Hans Kroning i Throndhjems Domkirke 18de Septbr. s. A. virkede velgjørende paa Stemningen. Til Folkets Masse trængte Glæden over denne Selvstændighedens Triumf, hvor Kongen, idet han besvor Forfatningen, og Folket, idet det rakte ham Hakonernes Krone, gjensidigt hyldede hinanden. Den politiske Splid og Mistro stilnede af, men kun forat give Plads for høilydte Skrig over Regjeringens Mangel paa Sparsomhed og kostbare Foretagender, medens man havde nok med at bære Udgivterne til Banken. Især paadrog Sjøanlæget paa Horten sig Daddel; og under Grev Wedels Finanzbestyrelse, der bevirkede ham sat under en Rigsret af Storthinget 1821, som dog havde Frikjendelse tilfølge, maatte man gribe til det ødelæggende udenlandske Laan af 1820. I Armoden og det lidet Hensyn, man syntes der toges dertil, laae nok ogsaa Roden til en Almubevægelse paa Oplandet 1818, endskjøndt man troede at skimte forfatningsstridige Hensigter og svenske Rænker derunder. Samme Aar gav Storthinget Høiesteret en fast Ordning; en ny Matricul anordnedes; og i 1821 ophævede det Adelen for Eftertiden ved en Beslutning, som uforandret var gaaen igjennem paa 3 Thing, saa Kongens Sanction, som dog paafulgte, ikke behøvedes. Med mere Høimod end Retfærd vedtog dette mærkværdige Storthing at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, somom Forpligtelsen hertil, der af Sverig var vedgaaen ved Kielertractaten paa Norges Vegne, uden at spørge om eller at kunne raade for dettes Samtykke, kunde være forpligtende, og somom Norge ikke havde betalt nok med 400aarig ødelæggende Afhængighed, med Krigsopoffrelser, sit Sølv og Blod og sine Embeders Besættelse af Danske, med 8 Provindser, eller somom Regnskab nogensinde tilfyldest var afgivet for den norske Statsformue og dens Overskuds Henflyden i den danske. Regjeringen anvendte alt for at drive en saadan Beslutning igjennem. De Kampe, Spørgsmaalet herom og om Adelen afstedkom, havde, uden Hensyn til Udfaldet, samme velgjørende Indflydelse paa det constitutionelle Liv som Stormen paa Træerne, hvis Safter den sætter i Bevægelse. Lignende Virkning udenfor Thinget havde det, at 3000 svenske Tropper, medens Gjeldssagen behandledes, indtraf med Skudvæbning som til et Feldttog i en Lystleir ved Christiania, medens en svensk Flaade lagde sig derudenfor. Den patriotiske Nidkjærhed undlod ikke at lægge en, Friheden farlig Betydning heri, og at betegne en russisk Gesandt, der ilsomt indtraf, som Thordenaflederen. Skjøndt ingen egentlig Opposition uddannede sig paa dette Storthing ligesaalidt som paa noget andet, betegnedes og betegnede Endeel sig dog skarpt som ufri- eller kongelig-sindede, og skarpest mellem dem da den fra Rigsforsamlingen udmærkede Falsen, hvis Talenter og tidligere Fortienester
kun hvæssede Forbittrelsen over hans senere Færd. Forgjæves anstrengede han sig for at redde mere af Odelsretten end reddet blev i Lov af 26de Juni 1821. Denne og en senere noget forandret Lov om det beneficerede Godses Salg samt en af 17de August om Jords og Skogs Udskiftning ere forøvrigt at mærke ved dette Storthing. Odelsretten, oprunden i Rydningsoldet, da en stærkere Eiendomsret frakjøbtes den herreløse Natur ved Sved og et Arbeide, der kun kunde falde Æten tilgode, havde forlængst udtømt sine Velgjerninger ved at sætte Magthaveres Godsudvidelser en Grændse. Forsaavidt den indskrænkedes, maatte den vige for det almindelige Eiendomsprincip, hvorpaa ethvert Samfund er grundet.
Storthinget 1824, hvorved Constitutions-Committeens Formand Christian Krogh forevigede sig, forkastede en Række kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven, hvoriblandt det, der gik ud paa at indrømme Kongen ubetinget Forkastelsesret (absolut Veto) var det vigtigste og farligste. Grundlovens Urørlighed blev Grundsætning. En mindre liberal Aand udtalte sig i Lov af 20de Juli 1824 om Forligelsesvæsenet; ligesom og Brændeviinsloven af 4de Aug. 1827 og en Veilov antages at være mindre fuldkomne. Det overordentlige Storthing 1828 gav en Ansvarlighedslov for Statsraaderne m. fl. samt en Valglov af 24de Juni s. A.; og Thinget af 1830 en Sportellov af 13de Sept. Det forkastede efter levende Modkamp det kgl. Forslag til Forandring i Grundlovens § 14; men viste igjen den neppe nokbetænkte Artighed at lade Toldbeslutningen sanctionere som Lov.
En ublu Benyttelse af en sportelløs Tid, Budgettets stadige Tilvæxt, den vedblivende Tro, at man ikke tog noksom Hensyn til Folkets ringe Pengekræfter, Misnøiet over Communevæsenets Afhængighed af enkelte Embedsmænd og over at den indre Borgerfrihed ikke noksom udvikledes efter Grundlovens Antydninger, enkelte offentlige Blades Indflydelse og den stigende Oplysning affødte den demokratiske Aand, som besatte Storthinget 1833 med flere Bønder end tilforn. Flere af dem overraskede ved et Talent og en Dannelse, som var uforklarlig, naar man erindrede hvor kleint der er sørget for Almuens Underviisning, (skjøndt det vigtigste Statshverv) og hvilke Hindringer den høie Porto og det mangelfulde Postvæsen lægger al anden Oplysning iveien. Dette 7de ordentlige Storthing foretog adskillige Besparelser, nedsatte Landskatten, besluttede en Udvidelse af Seddelmassen og bevilgede en endelig Sum til Opførelsen af en Kongebolig, som forrige Storthing havde indstillet indtil videre, misfornøiet over at den 1822 bevilgede Sum var medgaaen alene til Grundlæggelsen. Hverken Planen eller Ansvaret var bleven strengt nok bestemt. Beslutningerne til Lov om Formandskaber i Communerne og om frit Valg af Forligelsescommissærer sanctionertes ikke; men i Grundlovens § 79 er Opfyldelsen af Almeenviljens virkelige Krav tilsikkret Folket. Mellem disse hører endnu Ophævelsen af alle de illiberale Love, hvorved Foreningen med Danmark har forplantet sine Elendigheder hidind i Frihedens Alder; at Lovcommissionens langvarige Arbeider snart og vel maae endes; at Næringsfriheden maa udvides; at Regjeringen maa betages den Magt til at hindre offentlige Blades Circulation ved at berøve dem den almindelige skjøndt for høit beskattede, Portofrihed, hvilken i Virkeligheden er værre end selv en Inddragningsmagt; at væsentlige Forbedringer med Almueskolevæsenet og dettes Bøger maa foregaae; at Unionsflaget maa forandres, og at der i vore udenlandske Sagers Behandling maa tages mere Hensyn til Rigets Tarv og Ære. Folkets Røst er Guds Røst. Alle disse Folkeønsker (hvorimellem et om Eedsvornesretter i Trykkefriheds- og Misgjerningssager snart vil finde Plads) indslutte deres Retfærdiggjørelse i sig selv; men Nødvendigheden af det sidste indprentedes især ved den Adfærd som den ansvarsløse svensknorske Udenrigsminister og de deri deelagtige Statsraader iagttoge ved Opgjørelsen med England af Bodøsagen. Norge maatte give Englændere, der paa det voldsomste havde krænket dets Toldlove, en betydelig Bøde ovenikjøbet. Af andre udenlandske Handeler er kun mærkelig et senere Statslaan og Grændsereguleringen med Rusland.
Fiskerierne og Sølvværket paa Kongsberg have slaaet godt til. Med anden Bergdrivt og Trælasthandel har det kun gaaet smaat. Slet Bestyrelse bragte det rige Blaafarveværk i Udlændingers Hænder; og svenskt Undersalg holdt Østlandets Jernværker i en afkræftet Tilstand. I Byerne er Fabrikvæsenet kommet sig noget, ligesom og Huusfliden paa Landet. Mængden af den siden Befrielsen 1/3 tiltagne Folkemængde finder Anvendelse ved Agerbruget, som Hungers- og Krigsaarene, Loven af 4de August 1827, og det til alene et oekonomisk Selskab omformede kongl. Selskab for Norges Vel har fremmet. Det er bleven Landmanden stedse mere klart, at der er patriotisk Storvirke i Opodlingens stille Fortjenester, at han derved erhverver sig sin politiske Betydenhed, at Fædrelandets Uafhængighed tiltager med Agerdyrkningen, der er et Lands sikkreste Støtte, og at
paa Moen en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligge her indenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer
som løfte dig atter, du Ørn.
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred
paa glade og mætte Børn. — “
Ogsaa i aandig Henseende har Norge arbeidet sig synligen opad. Mange lærde og middels Skoler ere anlagte. Literaturen, ung som Friheden, tæller Værker af Fortjeneste; men de skjønne Kunster have hverken nydt offentlig eller privat Opmærksomhed. Dog er det især om dem det gjelder, at hvert Aarhundrede har blot faae Genier, ihvorvel hvert Aar har talløse; og at der gives Fortjeneste uden Ophøielse og omvendt.
I den blomstrende Kongefamilie seer Folket ny Lykke for sig at spire. Kongen har ikke ophørt at øge sine Fortjenester af Foreningen med nye Krav paa Folkets Kjærlighed. Tidlig vandt han den ved sin Ædelmodighed og Gavmildhed; mellem de senere Krav derpaa regner Folket, at han har hørt dets Ønsker ikke at besætte Statholderposten, og ladet sig overtyde om Uskyldigheden af Frihedsfesten den 17de Mai. Den mødte en Modstand fra nogle Vanslægtinger, ja endog med Vaaben i Christiania 1829, som mere tjente nogle svenske Stormænds Misfornøielse over at Foreningen ikke opfyldte deres egennyttige Forventninger og Had til den norske Frihed, der giver Svenskerne et Mønster, end Kongens Vilje hvormed de dækte sig. Denne mistydedes ligesaameget som Folkets. Men disse have nu lært hinanden at kiende; og dette har forøget Trygheden. Hint svenske Partie har udtømt sine Anstrengelser. Tiaaret efter Befrielsen, i 1824, begyndte 17de Mai at feires. Den deler Foreningsaarene: de første 10 erkjendtes Forfatningens Fortrin kun lidet, Mængden følte sig ulykkelig, Almeenaanden var søndret og borte: i de sidste 10 er denne vendt tilbage, Frihedssindet har udviklet sig, Forfatningen er bleven almeenerkjendt, og Folket føler sig borgerligen lykkeligt. Imidlertid maae vi om de første fælde den Dom: man er aldrig saa ulykkelig som man indbilder sig; og om de sidste, med Hensyn til at Grundlovens Forjettelser endnu langtfra ere opfyldte, at man heller ikke er saa lykkelig som man indbilder sig. Nordmændene kjende Friheden mest i Navnet endnu. Selv dette er ikke kjendt i Lovgivningen. Liigheden findes vel der; men ikke nok i Samfundene. Men „Folkets Oplysning er en umaadelig Havn, aaben for vort Haab“. Grundloven taaler og æsker en Udvikling af Frihed, som nærmer sig Republikens. Det skee!
sit Billed; og jo større hiin, det da desmere sandt.
Vel staaer det kun i Kjole, i dagligdags Gevandt,
vel er dets Dragt prosaisk, ei republikansk Tunik;
men Kaaben gjør ei Manden, og Tiden har sin Skik,
og Øiet under Frihedshatten har Cherubens Blik.
- ↑ Browns „det danske Hofs hemmelige Historie o. s. v.“