For Almuen/7
FOR ALMUEN
SYVENDE HEFTE
NORGES HISTORIE
FØRSTE DEEL
INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE INDTIL FORENINGEN MED DANMARK
Din Frihed lever endnu i høje Nord.
I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil
kan skue egne Dyder og egne Feil,
sin bedste Viisdom Saga, den kloge, skar:
„det Folk, som eier Frihed, nok Ære har.“
TIDSRUM:
FØRSTE TIDSRUM: FORNOLDETS TID
FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL KONG HARALD
HAARFAGER — (863 EFTER CHRISTI FØDSEL).
ANDET TIDSRUM: NORGES VELMAGTS TID
MED EGNE LOVBUNDNE KONGER — (FRA 863 ELLER 885 TIL 1387).
1) FØR BORGERKRIGENE (— TIL 1134).
2) UNDER BORGERKRIGENE (— TIL 1240).
3) EFTER BORGERKRIGENE (TIL 1387).
INDLEDNING
Mon skabt til Nidings Amme?
Norge, Nordmændenes gode og kjære Fædreland, strækker sin af dybe Fjorde gjennemskaarne Fjeldkyst længst nord af alle Europas Lande. Dets nordligste Dele, skyde endog sine Næs ud i Nordishavet, og paa de kolde Fjelde groer lidet andet end den Mose, hvormed Rensdyrene nøjes. Men længer sydpaa bliver Landet venere, indtil, under dets fulde Brede, den ene store, frugtbare Dal udbreder sig jevnsides den anden langsmed deilige Sjøer og raske Elver, afsondrede enten ved skogdækte Aaser eller ved høje nagne Fjeld, hvor ofte Sne og Iisbræer ligge Aaret rundt. Hver af Landets større Dele, nemlig AgershuusChristiansands- Bergens- og Throndhjems- Stifter samt Nordlandenes og Finmarkens Amter bestaaer af slige Dalklynger. Dovrefjeldene skille imellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske, og Langfjeldene danne det Vestenfjeldske. De lange skogdækte Kjølfjelde skille Norge i Øst fra Sverige, men til de øvrige Kanter er det omgivet af det vilde Hav, som bryder paa de talløse Øer og Holmer, der ombelte Kysten, og lade Handel og Vandel færdes i Fred derindenfore Skjærgaarden. Fordum regnedes og Norge at strække sig over Kjølfjeldene indtil den store Sjø Venern i Sverige og til Gøthaelv mod Syd; og i Nord gik de norske Lapmarker alt til det hvide Hav og nedmod den botniske Bugt, hvorved det mod Nordost kom til at grændse mod Finland (fordum Qvænland) og Ruslands (frd. Gardarikes) Nordlande eller Bjarmaland. Hiinsides Havet mod S. har det Danmark til Naboland og mod S. V. og V. det store Øland England og Skotland med alle sine Øer. Længer vest ligger Irland, den vakkre grønne Ø, men længer N. ude i Havet ere Færøerne og Island, hvor de gamle Nordmænd færdedes saameget, de nærmeste Lande. Faae Dagsreiser fra Island strækker det øde og barske Grønland, en Deel af America, sig ud i et iisfyldt Hav.
Norge har paa 2,535 norske eller 5,860 geografiske Qvadratmiil kun 1,200,000 Indbyggere — en tynd Befolkning over det Hele mod sydligere Landes, hvor frugtbarere Sletter udbrede sig under en mildere Himmel uden at være saa indskrænkede af raa Fjeldmark, og hvor talrige stærktbefolkede Stæder blomstre ved en Kunstflid, der endnu er fremmed i vore. Men dette Hav om de graae Skjær er Norges store frugtbare Slette, hvor Millioner levende Sølverax sprede sig i de skinnende Fiskstimer, der udgjøre Landets største Rigdom; og Jordbunden i disse Dale, som vi elske saameget, er langtfra utaknemmelig; Fjeldene ere tildeels metalrige og dækte med kostbare Skoger; de rivende Elver drive Brug og Værker; travle Byer hvidne ved de snevre, mørke, men havnsikre Fjorde; og Dalene ere tætbyggede med et frit og lykkeligt Folks Boliger.
Det er Jordbeskrivelsen (Geografien), som lærer os et Lands Beskaffenhed og Beliggenhed — Omstændigheder, som have stor Indflydelse paa Folket og dets Historie. Nordmændene ere saaledes, i Kamp mod en haard Natur, haardføre, stærke, smidige, modige og opvakte. De vare fordum Herrer paa disse nordlige Have, bekrigede Naboerne fra sit havværnede Land, og besidde endnu Sjøvanthed, Krigsdygtighed og Ærebegjær. Hvor denne sidste Egenskab ikke udarter, er den nøje forbunden med et Frisind, Høisind, en Trofasthed, Gjæstmildhed og Rundhændthed, der altid have været Grundtræk i dette Folk af Odelsmænds Charakter. Det Ophøjede i Landets Skjønhed og de fortsatte Anstrengelser, som kræves for at afvinde et ublidt Hav og en usikker Himmelegn Opholdet, har ogsaa indgydt Folket et Alvor, som holder de Egenskaber sammen, der i det Hele — Undtagelserne tagne i Betragtning — danne det ædle Folk. De Beskaffenheder ved Landet, at Folkets meste Opmærksomhed maatte være henvendt paa bare at vinde Underhold, at Districterne vare afsondrede, tyndtbefolkede og uden synderlig indbyrdes Forbindelse har medvirket til at det danske Aag ikke afrystedes længe før det skede, medens paa den anden Side Beliggenheden bag et mellemrullende Hav bidrog til at frelse Folkets moralske Selvstændighed — denne, der har den politiske Selvstændighed til nødvendig Følge. Derfor —
du mørke Hav om Norges Kyst.
Den er dets Frihedssang,
som Seclers Haan og Kongers Bud,
at slette Norskt af Norge ud,
i vilde Elementers Brud
med Sejer overklang.
Men saaledes som Norge nu seer ud, saae det ikke ud i hine fjerne Tider, da det befolkedes. Skog gik da nedover disse vene Hjemdale; de aabne og venlige Sjøbredder laae begravne under kold Skygge; ingen Engbakke snejede sig nedmod Elvene; Agerlandet laae nedsjunket i frostkjær Myr; Lyng og Krat var Herre paa Voll og Vang, og Ødet rugede over Muldens skjulte Rigdomme. Kun hist og her klang en vild Nybyggers Øx; først lidt efter lidt lysnede Rydningspladse i Lierne; og en Røg fra en Berghule eller fra en saadan Gam af Pæler og Huder, som Finlapperne endnu bruge, eller fra et plumpt Huusvær af Steen og upyntet Tømmer viste kun sjeldent, at der dog fandtes Folk. Dog falder først Historiens Lys paa Landet, da det var vide opdyrket og allerede inddeelt i mange Smaakongeriger. Men dette falder langt tilbage i Tiden; thi Menneskene erkjende snart, at de trænge til hinanden; og i Slægtsblod er en bindende Kraft til at danne Stater. Og disse staae heller aldrig stille; thi Forbedring er deres Øjemed. Norge er da blevet helt forandret til det Bedre gjennem Tiderne, og var det allerede ved den Tidspunct, da dets Historie med Sikkerhed kan begynde. Og saa er det skeet med alle Lande, som have nogen Historie; thi Historie er en sandru Fremstilling af hvorledes det er skeet, at Land og Folk gjennem Tiderne ere blevne forædlede og have naaet en bedre Forfatning. Den lærer, at denne velsignende Forandring kun skeer, efter Forsynets Styrelse, ved Menneskenes stigende Oplysning, Flid og forenede Kræfter; at Forstanden tilsidst indtager den legemlige Styrkes Plads; at den frembringende og forædlende Flid kommer istedetfor Røverlivets sorgløse og ufrugtbare Virksomhed; at Fortjenesten indtager i Almenomdømmet den Rang, som indehavdes af Byrd, arvede Forrettigheder og den væbnede Styrke; at Nationer ville Frihed, som nødvendig til Forbedringen, og at Nationer aldrig have Uret.
FØRSTE TIDSRUM
FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER. — (863 EFT. CHR. FØDSEL).
I. OM NORGES ÆLDSTE BEBOERE
Fra Egnene om Europas og Asiens sydlige Samgrændser bevægede det store gothiske Folk sig udover Mellem- og NordEuropa, fortrængende dettes ældste vilde Beboere Celterne til de yderste vestlige Kyster og Øer og Finnerne til de nordligste øde Egne. Den stærkeste Green af Gothefolket trak sig sydom Østersjøen over alt Tydskland, og trængte mod Nord opover Danmark, (Ø-Gothland) og det sydlige Sverig (Reid-Gothland), medens den anden Nordmændene, ad den nordlige Vei om Østersjøen besatte Norge og det egentlige Sverig (Norvegr og Svithjod af Beliggenheden mod hinanden). Disse fik især med Finnerne eller Lapperne at bestille, som dog trak sig fredeligen mod Nordkanterne, hvor de endnu streife om som Fædrene. Dog er det sandsynligt, at Nordmændene ogsaa her have fundet Beboere af hint celtiske Urfolk, som de, paa Grund af større Vildhed, raaere Religionsbegreber og den Haardnakkethed hvormed de forsvarede Tomterne, idet de kun langtsomt og kjæmpende trak sig tilbage til Afdalene, hvorfra de en Tid fortsatte Folkekrigen paa Liv og Død, kaldte Jothuner (Jetter), der, efter Gothernes Begreb, var Navnet paa onde Væsener, Guders og Menneskers Fiender, skabte med andre Uhyrer af Naturens første Overmaal af regelløs Kraft, og udrustede med Kræfter voldsomme som dens. Ved en lignende Forvexling fik ogsaa de kolde, øde, taagedækte Egne i det nordlige Rusland, som den nordgothiske Folkevandring havde berørt, Navn af Jothunheim, hvorfra de tænktes at have med en formastelig Anmasselse brudt ud og at bryde ud, indtil Gud Thor lærte dem med sin Hammer at lade de Lande med Fred, som Guderne havde tilodlet Menneskeheden. I de overtroiske Sagn om uhyre Jetter, der skulle have holdt til i vore Berger, gjenlever maaske et gothisk Minde om de vilde, menneskefiendske Urbeboere, hvem Synet af faste Bopæle i dyrket Land og en fremmed Gudsdyrkelse var en Vederstyggelighed, og som Fædrene, der vare bedre Rydningsmænd end hine Skog- og Bergmænd, maatte oprykke og rodhugge tilligemed Trærødderne.
Nordmændene eller Nordgotherne trængte sig stedse sydligere, og blandede sig med de tidligere indvandrede Gother i det sydlige Sverig og Danmark, hvor deres Høvdinger bleve herskende. Og medens Sydgotherne udgrente sig i mange Folkeslag i det øvrige Europa, delte Nordgotherne sig i de egentlige Nordmænd, Svenske (Sviar) og Danske.
II. OM DE ÆLDSTE NORDMÆNDS GUDSTRO,
ODIN OG ASERNE
Fra de østlige Hjemstavne medbragte vel Forfædrene Begrebet om et Altings Ophav og Fuldender, som, under det skjønne og rigtige Navn af Alfader, kun i Aanden kunde dyrkes; men de vare dog Afgudsdyrkere, som med blodige, ja stundom endog med Menneske-Ofringer dyrkede Naturens Kræfter under egne Navne og Billeder. Dog tænkte de sig efter sin sammensatte Gudelære en Guddom mægtigst i den endelige Verden, som de kaldte Odin, og om hvem de troede, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Saaledes tillagdes eller selvtoges dette Navn af en Høvding, som noget før Christi Tid indkom fra det østlige Hjem med sin Stammes Ypperste Aserne, satte sig fast i Svithjod, og derfra gjenopfriskede den Fædrenes Gudsdyrkelse, der var bleven forvansket ved jothunsk Overtro, Afsondring i ensomme Bygdelag og Tidens Længde, der nedbryder alt Menneskeligt, naar ikke Menneskene stedse eller stundom støtte under og holde istand.
Denne Overguden Odins Gjenaabenbarelse fortrængte dog ikke den særdeles Dyrkelse, som hver af de 3 nordgothiske Folk ydede sine indodlede Nationalguddomme. Ligesom Begrebet om Alfader var for ophøjet til at holde sig i Almeenmands Tankeomraade, som vel syntes, at al guddommelig Høihed var naaet i Odin, der med Soløjet saae udover Verden: saa var ogsaa Han traadt tilbage for Guddomme, hvis Virkninger troedes nærmere og særegnere for hvert af Landene. Saaledes dyrkede de Svenske især Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer; de Danske Jørtha eller Frigga, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft; men de Norske Jothunbetvingeren Thor eller Aukathor, der troedes at ake paa Thordenen over Norges Fjelde, som „huede hans Heltesjel“. Asa-Odins mandlige og qvindelige Følge fra Asaheim, Aserne og Asynierne, der synes at have været Præster og Præstinder, bar ligesom hiin deres Ypperstepræst og Stammehøvding de gamle Fædreneguders Navne, og forvexledes siden i Folketroen med dem. Saaledes Asa-Freyr og Asa-Thor, der maaske gik ind i sin Rolle ved med samme Mandhaftighed at fortsætte sine Landsmænds Udryddelseskamp med de virkelige saakaldte Jothuner som den gamle Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte forfærdelige Beboere af det egentlige Jothunheim, der ikke regnedes at høre til Menneskejorden. Tapperhed var ogsaa Asalærens første Bud. De Feige og Onde skulde faae Nidingedom i Hels Rige Niflheims Pinsler, mens Odinsædet Renselseshimlen Valhallas straalende Porte aabnede sig for de Tappre, (Einheriar, didførte af Valhallamøerne Valkyrierne). De Forstødte skulde endelig indgaae til Nastronds evige Straffe, naar de i Valhallakampene Prøvede og den hele for ædlede aandige Verden skulde feire sin Sejer hos Alfader i Gimles evige Salighed efter den legemlige Verdens Undergang i Kampen mod dennes alt og sig selv fortærende Kræfter — dem Jothunfolket og Finnlapperne dyrkede som sine Guder. Paa disse raaere Folk virkede nemlig Naturens Kræfter og Særsyn kun en sløv Skræk, som deraf skabte sig forfærdelige onde Væsener, som de tilbad af Frygt. De vare som slette Børn, paa hvem kun Tugtens Rædsel virker. Aserne lærte derimod at tænke sig Naturkræfterne underlagte aandige Guddomsviljer og tjenende selv i sin Opløsning (Ragnarokr Gudernes Tusmørke) til den aandige Verdens Forherligelse og Alfaders Aabenbarelse over alle Guder. At slige ædlere Begreber vare Forfædrenes kan sees af alle de reent sædelige Guddomme, de antoge. Saaledes betegnede Baldur himmelsk Uskyld, Freya Kjærlighed, Bragi Veltalenhed. Den onde Loke var en underordnet Guddom.
Foruden af Gudsdyrkelsen, som han hævdede ved 3 store Offerfester, hvoraf Juleblot midvinters var fornemst, ved at opbygge Templer og ved at tilforordne Kongerne 12 Præster som Raad, har Asa-Odin ogsaa Fortjeneste af at have indført Runeskrivt, bygget Stæder og stiftet Stater, hvori Aserne fik Herredømmet baade som Drotter og Ypperstepræster. Saaledes styrede hans Søn Seming over det Throndhjemske og Yngve Freyr i Sverig, fra hvem den berømte Ynglingaæt nedstammer. Odin lod sig give 9 Spydsaar, for ei at døe Straadød som den Feige. Hans Legeme blev brændt som han havde befalt, men Selv vendte han tilbage til Godheim, hvor hans Valhalla og de øvrige Gudeboliger laae. Saaledes havde Nornerne, Skjebnens Gudinder, Alfaders vise Forsynviljes Tolkerinder, villet det, og dem maatte Guder som Mennesker lyde.
III. OM FORFÆDRENES SÆDER
Odin havde let forat prise Tapperheden for saa haardført og stridbart Folk som Forfædrene. Naar de Smaakongeriger, hvori Landet var deelt, ikke gave Krig nok hjemme, satte de tilsjøes i Vikingafærd forat vinde Ros og Rov paa Hav og fremmed Strand. Næskonger kaldtes disse Vikinger, om de havde Vintertilhold paa udspringende Næs, for derfra med første Luftning af Vaaren at skyve Langskibene ud. Det gjaldt rent Dæk for Sværd og Stridsøx, naar slige Sjøhaner mødtes, eller og søgte Høvdingerne en Holm, hvor Tretten da afgjordes i Tvekamp eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab. Kjøbmandseller Farmands-Skibe slap godt, om de fik tinge sig fra dem eller med dem. Ellers laae Ærlighed, Trofasthed, Stormod og Gjæstfrihed, men og tillige Rovlyst, Uregjerlighed, Ærgjerrighed og Hevnlyst i Fædrenes Sindelag. Denne sidste vilde Lidenskab indhævdede endog Blodhevnen som Pligt, og lod den rase imellem de bedste Ætter, indtil der først i senere Tider sattes den Grændser ved Lov og Ret. Dog længe efterat Morderen lagdes i Bøder og Ransmanden landsforvistes, skjæmmedes tappre Mænd ikke ved at liste sig med Fakkelblus til den efter Landets Skik ensomt staaende, vinduløse Gjæstestue, hvori Avindsmanden efter godt Lag (som Fædrene gjerne dreve til Overmaal) sov tungt med sine Folk rundtom i Gulvhalmen; og da — Døren stængt, Vaaben ud og Fakler til! — Om Morgenen laae der Been og Aske, og Illværksmanden var langt paavei. Dette at indebrænde sin Fiende agtedes længe ikke for den Nidingsdaad det var. Naturligt — thi Forbrydelser ere samkjedede og ynglsomme, og hver Tidsalder har sin bydende Vilje — slumrede ikke den Dræbtes Frænder og endnu mindre hans Fostbrødre før Gjenhevnen var fuldbyrdet.
Om Fædrenes Stridbarhed kan man gjøre sig det største Begreb; men om deres Størrelse og Styrke maae vi ikke gjøre os saa store Tanker som Eventyrene ville. De vare store stærke Folk; men hverken Frithjof hin Frækne, Kong Half eller Vikar, som tilhøre dette dunkle Tidsrum, der kan kaldes Kjæmpealderen, vare derfor nogle Langbein-Riser. Den frembringende Natur synes ikke at mattes gjennem Slægterne; men vist er det, at en Levemaade kan udvikle dens nedlagte Kræfter mere end en anden, og dertil var Fædrenes skikket. De stærkeste Stridsmænd kaldtes Berserker; og de vare stundom ligesaa farlige ved Mjødhornet, som naar de paa Valen stormede fram forrest i Fylkingen med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet i baade Hænder. Det var Berserkergang, hvori Stærkøllet og Mjøden synes at have havt lige Deel med Kamplysten. Umaadelighed i Drik hørte nemlig til Fædrenes Lyder, dog havde disse deres Beruselsesmidler Øl og Mjød langtfra den svækkende Indflydelse som vore Tiders. Berusede alene af Ærelyst synes de Kjæmpealderens Qvinder, Skjoldmøerne, at have været, som man stundom traf i Kampen fuldtrustede stridende mellem Mænd, mod Mænd, som Mænd. Det lader saaledes til at
Roser selv i Qvinders Vaar.
Retlig Tvist, om end indledet paa Thinge for Konge eller Lagmand og Meddomsmænd, endtes ofte med Tvekamp, der fældte den Overvundne skyldig. Ellers brugtes ofte Voldgivt — en herlig endnu lovhjemlet Rettighed, Nutidens norske Folk ligesom Dentids burde vide at benytte.
Bondestanden var altid den mægtigste. De ypperste Slægters Høvdinger styrede før Harald Haarfager som uafhængige Smaakonger; og siden, dog ikke arveligen, men efter Kongens Valg, som Jarler, Fylkerne eller Provindserne. Under dem stode igjen Herser som ringere Befalingsmænd, der havde mindre Krigsstyr at yde Kongen. Først under de senere Konger fremhævede sig en Borgerstand i Byerne. Kongernes Myndighed og Indkomst var liden, og de maatte vælges af Folket paa Thingene, hvor alle Fribaarne, Odelsmændene med Lagmanden i Spidsen, deeltoge i Lovgivningen og Statsstyrelsen. Folket vidste vel at vogte en Forfatning, der holdt sig, liig Buehvælv ved deres egen Spændkraft og nøiagtige Sammenføininger, som en derved beundringsværdig Blanding af Konge- Stormanna- og Folke- Vælde, at dette sidste altid holdt de to andre i det rette underordnede Forhold, hvori det for Frihed og Retlighed Farlige, som de altid indeholde, forsvinder. Om Kongerne, — ikke omgivne som Nutidens af dagdrivende Hofmænd, men af Helte, som vare forrest i Kampen for Fædrenelandet, — naar de droge om paa Gjæsteri, paa Kongsgaardene, der vare udlagte til deres Underhold, eller paa Thingene skiftede Ret imellem Mand og Mand, Forbryder og Lov: saa havde dog Folket, al Myndigheds Ejer og Ophav, forbeholdt sig Dommermagt i Statssager og til at drage selv Kongen til Ansvar. Denne Frihed vanæredes kun ved en Trællestand, som dog ikke behandledes hart, og snart forsvandt for Christendommens Lys. Derimod er den Agt, som efter, gothisk Sæd vistes Skjaldene og Qvindekjønnet aldeles i deres Friheds Aand og saa stærkt et Træk af indre Sædelighed og Evne til Uddannelse, at det, i Forbindelse med den Hurtighed hvormed denne fremskred, ikke udelukker selv paa hine Tider Anvendelsen af den Sandhed, at Friheden beroer ligesaameget paa Sæder som paa Love.
IV. OM NORR OG GORR
Nord for de Sydlande, hvorfra Gotherne bevægede sig ud, laae Bjarmeland, et ubestemt Jordbelte, som de udstrakte til Nordkysterne om den finske Bugt. Senere gik det ind under Gardarike, der egentlig dannede dennes Sydkyster, eller de henlagde det, da de vare hidkomne i disse Lande, til Egnene om det hvide Hav. De Lande, som udstrakte sit ubegrændsede barske Øde nordenfor hint Bjarmeland gave de det forhadte Navn Jothunheim, hvilket omtrent for dem vilde sige det samme som Djævlehjem. De befolkede det med onde, Guder og Mennesker fiendske, Væsner, og i dets kolde Taager tænkte de sig det mørke Utgard at kneise — ligesaa rædselsfuldt som deres eget Asgaard var livsaligt. Under Vandringerne berørte Nordgotherne disse fabelagtige Strækninger, idet de ombuede den store Bugt mellem Finland og Sverig, men fandt der kun fredelige Vandrefolk (Nomader) af finsk Herkomst, hvorimod Jothunnavnet med større Ret overførtes paa den Slægt, der gjorde dem de vestlige Lande saa stridige, og hvis oprindelige Hjem hensattes i hint øde Nord, hvor den maaskee ogsaa fandtes i samme Herskerforhold til Finnefolkene som Nordmannafolket siden kom i til den.
Dette nedlod sig ikke helt eller paa engang i Norge og Sverig. Stammer deraf vare som Efternølere blevne siddende i hine raae Egne. Da derfor Høvdingerne Norr og Gorr indkom i Norge derifra, uvist ved hvad Tid, men efterat Konger af Nordmannaæt sad overalt i Fylkerne, hedte det, at de kom fra Jothunheim. Disse Brødre siges at have gjennemfart og omreist Landet ledende efter sin bortførte Søster, og at have faaet det Vælde, at Norr tilskiftede sig Fastlandet, Gorr Øerne. Dog er der fast ligesaa lidet Lys over disse Begivenheder som over de Kongerækker, der skulle være udrundne over al Norden fra Halfdan den Gamle af Norrs Æt, Konge paa Ringerige.
V. OM YNGLINGA-ÆTTEN OG OM HALFDAN
HIN SVARTE
Vort Olds Begivenheder begynde først at klarne, da den svenske Drot Yngve Freys Æt, Ynglingaæten af Asablod fra Værmeland af indplantedes gjennem Smaakonger i Soløer, smeltede sammen med Halfdansæten, og udbredte sig som Herskerstamme over Smaarigerne i Østlandet. Nordenfjelds sad alt længe Konger af Asaæt: Efterkommere af Seming, Asaodins Søn. En af Disses en Kong Eysteins Voldsvælde lod Ketil Jamte med mange gjæve Indthrønder trække østerudover Fjeldene og bebygge Jæmtland, hvorifra siden Helsingialand besattes alt ned til Østerhavet.
Herligst mellem Ynglinge-Smaakongerne var Halfdan den Svarte, som fra 840 omtrent til 863 holdt Østlandets bedste Smaariger samt Sogn og Værmeland samlede under et ypperligt Styre. Han var en retvis Mand, der heller end Loven opgav sin egen Mærkesmand (Fahnbærer) Herjulf, som for Vaadesdrab maatte drage af Landet, hvorved Anledning gaves til Herjedalens Opryddelse. Halfdan vilde ingen Gunstling have. Hans Øre tilhørte Folket og hans Sind dets Vel. Det var ogsaa Halfdans Retviished, som bød Lagmanden Thorleif den Vise at foreslaae en Lov for Oplandene, som, da den vedtoges af Folket paa EidsevjuaThing, fik Navnet Eidsevjua-Lag: Did nemlig til Vollene om den store Evju ved Eid (Eidsvold) stevnede Oplændingerne tilthinge ligesom Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething, de Østfoldske (østen Osloefjorden) til Borgarthing og de Vestfoldske til Haugathing ved Tønsberg. Halfdan tænkte ikke at bruge sin Overlegenhed: han holdt sit Rige stort nok naar det intet havde at frygte af Naboerne; og inden det delte han villig sin Magt med Lovene. Derfor sørgede det hele Rige da den folkesæle Drot i sin bedste Alder druknede ved efter et Julelag at kjøre over Skjørisen paa Randsfjorden; og fire Provindser reiste „Halfdanshøje“ over hans Levninger, som de delte imellem sig.
Norge var ved denne Tid alt i temmelig Velmagt. Landet var opodlet, Retten plejedes, Folkemængden var betydelig og Handel dreves ved Siden af Vikingevæsenet. De Skibe, dette satte i Bevægelse, vare ligesaameget kun bevæbnede Handelsfartøier som Sjørøverskibe; og de fine Varer og Klenodier, som gjennem Tønsberg og andre Handelspladse indkom fra Østersjølandene, fra England, Valland og Frakland (Belgien og Frankrige) vare ikke altid kjøbte med Staal.
Dog er det først fra Halfdan af, der slutter Smaakongetiden, at Sagaen med sikker Sanddruhed begynder at fortælle, hvorlunde det adsplittede Land heledes til et mægtigt Rige under en fri Forfatning og en herlig Kongerække, til hvilken intet Land kan opvise Magen.
ANDET TIDSRUM
NORGES STYRKES OG HÆDERS TID (FRA 863 TIL 1387).
NORGE MED EGNE KONGER
FØR BORGERKRIGENE (TIL 1134)
I. Harald den 1ste Halfdanssøn Haarfager.
Harald Haarfagers Erobring.
Det var hændt, at Kong Halfdan engang i Vrede havde bortviist sin unge Søn Harald, fordi han vovede at tale en Forbryders Sag. Han tog da sin Tilflugt til Udaadens Ophavsmand en Høvding paa Dovrefjeld ved Navn Dovre, hos hvem han da opfostredes. Denne Mand, der synes at have været af Jothunæt og ret at have havt dennes trodsige og forslagne Sind, har maaskee givet hint Fjeld Navn og fra dets Høide, i Forviisningens harmfulde Eensomhed, der ret er skikket til at yngle store Planer, først viist sin Plejesøn Muligheden af engang at samle alt det underliggende Land. Til slig Bedrift hjemkom den 10aarige Harald og arvtog sin Faders Rige 863.
Harald sad ikke længe stille; thi de Slægter, hvis Riger Halfdan havde underlagt sig, reiste sig, troende at have Leiligheden fat. Men som to unge Løver værnede Harald og hans Morbroder, den ikke stort ældre Hertug Guttorm, Fædrenearven. Denne truedes især af Kong Gandalf i Alfheim, et Rige mellem Glommen og Gøthelven, som længe havde været samlet; men Seirene over Gandalfs Søn Hake i Hakedalen og over Gandalf selv udvidede Haralds Herredom alt lige did i Syd, medens han, seirende over de endnu uafhængige Konger og Høvdinger i Oplandene, nærmede sig det Nordenfjeldske.
Men for Ærgjerrigheden er en Fjeldryg, om den end standser de stormdrevne Skyer, ingen Grændse. Og om Tanken om alt Norges Samlen under een Krone end ikke stod klar for den unge Helts Sjel, da han, standsende sin første Seiersfærd under Dovre, gjensaae dette sit høje Fostresæde: saa fremtraadte den i fuld Klarhed og med al Viljens Bestemthed, da hans Frierbud bragte sligt Budskab fra Kongedatteren Gyda, „at han først maatte sidde som Enedrot i Norge ligesom Erik i Sverig og Gorm i Danmark, før hun vilde give ham sin Haand.“ Da svoer Harald, ikke før at ville pynte sit Haar før dette Stormeed var naaet, og — Sværdet var draget.
Med en stærk Hær gik Harald og Guttorm ind i Throndelagen og undertvang Alt indtil Helgeland. Derved gik Hakon Griotgardsøn Jarl ham tilhaande, hvorimod Herloug i Namdalen heller gik levende i sin Grav. Efter et Sejerstog mod Kong Erik i Sverig, som imidlertid havde grebet om sig øst i Landet, maatte han dog atter sværdtvinge Thrøndelagen, som atter havde reist sig. Men nu gik det tilsjøs indgjennem Romsdalen og Møre, hvor Ketil Raum og Rognvald Jarl gik ham villig tilhaande, Landet rundt under skarpe Træfninger indtil han i Hafursfjorden ved Stavanger slog de sidste Konger, som gjorde ham Enevældet stridigt (885). Da pyntede Rognvald Jarl K. Haralds Haar, og navngav ham, idet han sagde: „nu er dit Haar fagert, Herre min.“ Følger af Undertvingelsen. Folkefriheden var ilde tjent da som altid med Sejervældet. Hvor Harald kom hen tilkjendte han Kronen al Odelsret, og fornedrede Odelsmændene til sine landskyldpligtige Leilændinger, som liden eller ingen Indflydelse havde paa Styrelsen. Derfor gjorde Thrønderne Opstand, som Ret var; Kampen var skarp overalt fra Folkets Side, men svækket ved mange Høvdingers Forræderi, og mange af de ypperste Slægter forlode for bestandigt det aaglagte Fædreland. De søgte sig nye Hjem i Island, som derved først befolkedes, og hvor de stiftede en Fristat, som blev et overbevisende Vidnesbyrd om den republicanske Regjeringsforms Fortrinlighed og særegne Drivekraft til at gjøre Stater blomstrende og udvikle Menneskeaanderne. Andre drog til Jæmtland og Helsingland; men den største Mængde af misfornøjede Normænd tyede tilsjøs, og forøgede de Sværme „Normanner“, som paa denne Tid hærjede Europas Vest- og Sydlande. Endeel holdt til paa Shetlandsøerne, Ørkenøerne og Færøerne; men Harald drog did selv og rensede disse Vikingabol, hvilke derved underlagdes Norge. Enekongens strengere Justiz har dog nok gjort Flere landflygtige end Frihedskjærlighed. Saaledes maatte selv Rognvald Mørejarls Søn Rolf for Strandhugs (Proviantrovs) Skyld udvandre, hvorefter han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, der af ham og hans Følge fik Navnet Normandie, ægtede Kongens Datter og blev Stammefader for en Æt, der inden kort Tid indtog England og gav det Konger i lang Tid.
Med de bestandige Feider med Smaakongerne havde det nu en Ende, Stormændene maatte tæmme sin Voldsomhed, Sjørøveriet sattes Grændser, Handelen tiltog, og Norge fik Betydenhed mellem Landene. Statsindtægterne, Forsvarsvæsenet og Retsplejen ordnedes især ved at indsætte i Fylkerne Jarler og under dem Herser. Jarlerne nøde 1⁄3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Krigsmænd, Herserne, med mindre Indkomme, 20. Disse baade militaire og civile Embeder forførte mange Smaakonger og andre af den forrige Tids Stormænd til at gaae over paa Erobrerens Side, og gav Riget en Lehnsforfatning, som kun lykkelige Omstændigheder, der gjenhævede Folkets Frihed og Nidkjærhed for denne, og Kongernes Dygtighed holdt inden saadanne Grændser, at den ikke blev farlig. Det at Forlehningerne ikke vare arvelige tjente ogsaa til at forvandle dem til Embedsposter, der vel vare alene Kongen afhængige, men dog derfor Fortjenesten aabne, og som dannede den udøvende Magt, der ogsaa dengang var den eneste, som Folket vilde indrømme Kongen. Under Haralds Erobrervælde var det nu anderledes. En af dettes Følger var ogsaa, at de bedste Forlehninger tilfaldt hans Sønner for Byrdens ikke for Fortjenestens Skyld. Ifølge dette Fortrin, som søger sin Støtte i Magt og Fordom, troede Enevoldskongens Sønner at kunne tillade sig alt, og med sandt Prindseovermod forstyrrede de Landefreden og meget andet Godt, som maatte følge af Norges Samlen til eet Rige.
Harald Haarfager og hans Sønner.
Harald havde lettere ved at styre det vide Norge end sit eget Huus. Han havde heller ikke redet sig det godt, da han fyldte dette op med en Mængde Medhustroer, som gav ham, mens han endnu var rørig Mand, over tyve Sønner, hvis Fordringer voxte med deres Alder. Misundelige over at de, skjøndt de vare Kongens Sønner, havde mindre at sige end Ragnvald Mørejarl, indebrændte To af dem denne høitbetroede Mand, og delte egenmægtigen hans Styre. Harald maatte da tugte dem med Sværdet; og Einar Ragnvaldssøn paa Ørkenøerne fuldbyrdede, til Hevn for sin Fader, den grusomme Sæd at riste Ørn i Ryg (d. e. udskjære Ribbenene) paa den ene af de kongelige Mordbrændere Halfdan Halegg. Blodhevnen jog nu Harald over Havet, hvor han tog Bod af Einar for sin Søn. Selv lod han en anden af sine Sønner Ragnvald Rettilbein indebrænde med alle sine Koglere, fordi han haanede Forbudet mod al Seid eller Trolddom. Det var nemlig det meest udmærkede Vidnesbyrd om Haralds Forstand, at han midt i en afgudsdyrkende Tid var af den reneste Gudstro og den bittreste Hader af al Overtro. Den fredeligste af Haraldssønnerne Bjørn Farmand (eller Kjøbmand, fordi han drev paa Handelen i Tønsberg) nedlagdes af Halvbroderen Erik, Halfdan og Olaf reiste sig imod denne, og den gamle Harald maatte atter i Marken.
Dog havde Harald gjort meget for at overholde Freden: Han havde givet alle Sønnerne arveligt Kongenavn og tildelt dem Provindser. Jarlerne overordnede, skulde de dog, forat Rigets Enhed kunde vedligeholdes, være en Overkonge undergivne; og, for ei at vække Misundelsen, havde han udelukt Alle fra Dennes Sæde, der skulde staae aabent for den Søn, han maatte avle med den jydske Kongedatter Ragnhild, efterat have forskudt alle sine Hustroer.
II. Erik den 1ste Haraldssøn Blodøx.
Haarfager-Familieregjering.
Denne Søn blev da hiin Erik, der af sin Voldsomhed og Grusomhed fik Navnet Blodøx. Forat sikkre denne Overherredømmet veeg Harald ham Sædet i sit 80de Aar; men havde kun liden Udsigt til at den Bygning skulde holde sammen, som han havde reist, og Guttorm Hertug, Ragnvald og Sigurd Hladejarl, Hakon Griotgardssøns Søn, troligen støttet under. Tre Aar efter døde han paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen 936, og siges gravsat paa den anden Side Sundet. Norge saae mørke Tider imøde, da den gamle Konge lukte sine Øine. Maaske kun den betænkte Sigurd Jarl erindrede, at en Søn, paa hvem intet Blod klæbede, som Harald i sin høje Alderdom havde avlet med en Thora fra Mosturø, og Sigurd selv navngivet efter sin Fader, endnu var i Behold hos sin Fosterfader K. Athelstein i Engelland, og at dette Rodskud af den uddøende Stamme endnu kunde skyde sig frem og overskygge Norge med Fred.
Folket forjager Erik.
En herlig Mand at see til var Erik, ligesom Faderen, og en dygtig paa Vikingesnekken opdragen Krigsmand. Men slige Egenskaber vare da ikke saa sjeldne, at de kunde forblinde Folket. Thrønderne og Vigværingerne reiste sig atter under Halfdan og Olaf, og disses Fald befæstede kun lidet hans Throne. Ligesom Kongernes personlige Laster usædeliggjør og sløver Folket, saaledes bevirker det erklærede Tyranni det modsatte. Derfor ihukom Nordmændene, med bitter Sammenligning, under Erik, at de endnu, som under Faderen, vare Kronens Leilændinger, og dette tyktes dem da værre nu. Opstand ulmede overalt, og da Hakon Adelsteinsfostre ankom fra England, mærkede Erik, at da Folket var imod, var der intet andet at gjøre end at vige Landet kun eet Aar efter Haralds Død. Han tog til England med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner, hvor han siden døde paa Valpladsen som Jarl, efterat han, som der siges, havde ladet sig christne.
III. Hakon den 1ste Haraldssøn Adelssteinsfostre eller den Gode.
Friheden gjenvindes, Forbedringer iværksættes, Landet udvides.
Det var blevet Folket klart, at al Magt fra det har sit Udspring, at den vel for en Tid kan erobres, men at den dog maa vende tilbage som en umistelig Odel. Sigurd Jarl havde heller ikke fordulgt denne Sandhed, som „Blodøxen“ forud noksom havde indskjærpet; thi paa Ørethinget talte han som Mellemmand i den Handel, hvorved Folket gav Hakon Haraldssøn Norges Krone mod Gjenoprettelsen af Friheden, omfattende Odelsretten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I slig Priis holdt det gjæve Folk, og, hvad sjeldent er, ogsaa Kongen Kronen. For denne fik det og ret til Drot en Herre uden Meen og Lyder; frisindet som En af Folket, var Hakon herlig at see til som sin Fader, hvas i Striden som sit Sværd Qværnbider, beleven som Sydlandenes Riddere og mild som Christentroen, hvori han var opdragen hos den engelske Konge.
I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke, og Rygtet om det lykkelige Land med den gode Konge bragte Jæmtland og Helsingeland til at tye indunder hans Spir. Saa milde Vaaben bed dog ikke paa Arnvid Jarl i Wærmeland. Qværnbideren maatte ud før denne Provinds bragtes til Lydighed. Medens det indre Land, Mand imellem Mand, frededes ved Gulethings- og Frostethingslovene, som samledes og forbedredes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen kaldtes den Vise, hævdedes Landsforsvaret ved Inddeling i Skibreder, der stillede et vist Antal Skibe og Mandskab, ved Vaerers Oprettelse og ved en Folkevæbning, idet hver Mand paabødes at have sine Vaaben efter Kaar og Stand. Det er alene en saadan Forøgelse af Krigsmagten, som ikke undertrykker et Folk.
Første Forsøg paa at indføre Christendommen.
Kun den Indstiftelse til Folkets Vel, som laa Hakon meest paa Hjerte, nemlig Christendommens Indførelse, kunde han ingen Vei komme med. Selv den høitbetroede Sigurd Jarl var ham herimod; og da Hakon endelig paa Frostething 956 rykkede frem med sin Hensigt, reiste sig Bonden Asbjørn af Medalhuus, og erklærede paa egne og Folkets Vegne, „at dette kun havde kronkaaret ham under den Betingelse, at han skulde agte dets Frihed, altsaa ogsaa dets Samvittigheds- eller Religions- Frihed; og at han maatte vente, at det tog sig en ny Høvding, som bedre vilde agte sine Forpligtelser, om han ikke afstod fra sit Forsæt at kuldkaste den gamle Tro.“ Og til denne djærve Tale lagde han, under det væbnede Thingfolks Bifaldsbulder: „nu, Konge, skal du vælge et af to før du gaaer af Thinget.“ Hakon valgte det klogeste og bedste: han gav efter, underordnende — som Kongen altid bør — sin Vilje Folkets. Det skulde have været Sværmeri og Tyranni, om han havde handlet anderledes. Folket derimod gjorde sig selv skyldigt heri, og forspildte Glandsen af Seiren paa Frostethinget, da det kortefter tilsidesatte den gjensidige Agtelse for Kongens Samvittighedsfrihed saavidt, at det tvang ham til at deeltage i de hedenske Offerhøitideligheder paa Hlade. Dog falder det mere Enkeltes Stormannaovermod end Folkets til Last, at 8 sammensvorne Høvdinger fra Thrøndelagen ødelagde Kongens Kirker paa Møre og ophidsede Almuen til atter at tvinge ham til samme Ydmygelse.
Blodøxsønnernes Feider paa Norge.
Efter Erik Blodøxes Død i England søgte Gunhild Kongemoder med sine Sønner Tilhold i Danmark. Derfra gjorde de Aar efter andet Indfald i Norge, for hvergang at blive slagne tilbage til Danskekongen, Harald Blaatand, som før var bleven tugtet af Hakon for Røverier i Vigen. Parti-ilden, som truede at blusse op mellem Thrønderne og Kongen for Troens Skyld, sluknede, da Baunerne fortalte, at Erikssønnerne havde drevet K. Trygve, Olaf af Gjerrestads Søn, fra Vigen, hvilket han indehavde med samme Ret som den Harald Haarfager fastsatte for alle Sønnerne undtagen Overkongen. Der var liden Tvivl om at den rustede Konge vilde tugte Stivnakkerne dernord; men Fædrenelandets Eenhed havde allerede faaet Betydning nok til at lade selv disse Truede ile under Kongebanneret Vigen og Agdur tilhjælp; og i Seiren ved Augvaldsnæs flød Forsoningsblodet. Aaret efter lede Erikssønnerne Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor Gubben Eigil Ullserk ved Krigskløgt og Sejerdøden delte Hæderen med Hakon; og hvor den danske Overmagts Flugt, medens kun de faae Normænd, Kongesønnerne havde om sig, holdt Stand i det længste, bidrog til at grunde en Formening om Feighed i Folkesindet, som Uviljen mellem Nationerne oftere og saameget heller lod høre, som senere Begivenheder syntes at bekræfte den. Man maa dog ikke glemme, at overalt har Tapperheden for Arne og Frihed vundet Prisen for den der lejedes af Enkeltes Ærgjerrighed.
Skjøndt hine Forsvarsindretninger skylde disse Feider sit Tilvær, kom dog Erikssønnerne paa Hakon, mens han sad ved Davrebordet paa Stordøen i Bergensleden uden at nogen Baun lyste eller at Skibrede blev opbudt. Kongens Frænde Skjalden Eivind Skaldaspiller berettede ham Faren, og Helten fra Rastarkalf valgte at møde dem med sine faae Hirdmænd (Hofmænd). Overmagten maatte atter vige, da Gunhilds vilde Brødre Alf Askmand og Eivind Skreya bede i Græsset for Thorolf Stærke og Hakon, hvis forgyldte Hjelm de i Berserkergang søgte i Slaget, og seirende fulgte Gyldenhjelmen de Flygtende alt tilsjøs. Da var det at en Piil gav Norges ædleste Konge sin Bane 963.
Døende i sin Manddomstyrke netop paa Hakonshellen hvor han var født, syntes Hakon at ville frede om Norge med sit sidste Suk. Thi, saavidt det stod til ham, opgav han Erikssønnerne Riget, erklærende, at han selv ikke efterlod nogen Søn; ja, at han, om det stod til Livet, vilde overlade dem Thronen for Freds Skyld — den han vilde søge i fremmede christne Lande under Bod for den hedenske Besmittelse, som var ham overgangen. Han udtalte sin Tids Tro, dog kunne Mange, som have den bedre, være tjente med slig Fromhed.
Paa Sæheim nordfor Bergen blev han gravsat; men herligere end den store Høi, som Folket reiste, satte Eivind Skaldaspiller ham Mindet i „Hakonarmaal“.
Blodøxsønnernes Regjering.
IV. Harald den 2den Erikssøn Graafeld. 963—978.
Da de bedste Provindser fandt sig vel under de mægtige Styresmænd, som Hakon havde der indsat, skede fra Folkets Side ingen Modstand, da Erikssønnerne indkom. Mod Forpligtelse at vedtage Forfatningen i al sin Frihed, og at lade Tryggve beholde Vigen, Gudrod, Bjørn Farmands Søn, Vestfold, Sigurd Jarl Thrøndelagen og flere Haarfagerætlinger de Oplande de indehavde, fik den Ældste af Brødrene Harald Overkongenavn. Dog havde de alle og Gunhild Fingrene om hans Scepter, og en fælleds[1] Familieregjering begyndte, hvis Forbrydelser ikke falder Hovedet Harald alene til Last. Denne Enighed og hiin afsondrede Tilstand i Landet tillod dem at fare voldsommere frem end Hakon med at indføre Christendommen, som de bekjendte sig til. Dog omvæltede de Afgudsaltrene mere for Tempelklenodernes Skyld end for der at reise Korset, og ligesaalidet var gamle Sigurd Jarls Snigmord, hvem de paa hedensk Viis indebrændte ved hans bestukne Frænde Griotgards Hjælp, skikket til at give Kongefamiliens Gudstro Agt hos Folket. Thrønderne vare derfor Alle som Een om at opretholde Sigurds Søn Hakon i Jarldømmet, seende i ham ligesaavel en Troens som Frihedens Forsvarer. Dog fik Kongebrødrene et Forsvarsforbund, Hakon Jarl havde stiftet mellem Tryggve, Gudrod, Dale Gudbrand i Gudbrandsdalen og sig Selv opløst eller rettere sønderskaaret ved de to Førstes Snigmord, hvorpaa Hakon søgte til Danskekongen, som maaskee ikke har seet sig efter Løvte betalt af Erikssønnerne for Hjælpen. Dog holdt han sig to Vintre endnu i Thrøndelagen medens han om Sommeren drev paa Vikingefærd, indtil han paa længere Tid blev borte forat hjælpe Kong Harald Blaatand mod den tydske Keiser.
Det misfornøjede Folk slog imidlertid to af Kongebrødrene ihjel; og da Hungernødens Elendighed kom til Tyranniets, nærende Almeenmisnøjet indtil Opstandsudbrudets Styrke medens Trangen gjorde selv Kongens Gjæstebord magert: saa begyndte Jarl Hakon at tænke paa at fortrænge Erikshuset og at tilvende sig selv Riget. Dette udførte han ved at faae Danskekongen til at lokke sin Fostersøn Harald Graafeld ned til Danmark, hvor han skulde fældes af Kong Blaatands Brodersøn Guld-Harald, som indbildtes at skulle derved faae Norge til Vederlag for sit Krav paa det halve Danmark, hvormed han havde skræmt sin gamle af Svaghed grumme Farbroder. Men forat Denne skulde blive Skrækken ganske qvit, skulde Hakon ovenpaa fælde Sejerherren, uanseet alle Frænde- Fostersøn- og Fostbroder-forhold, hvori de Spillende i dette fiint udtænkte Stykke stode til hverandre. Det gik ogsaa saa. Harald Graafeld kom forat faae Forlehninger, men fik Døden af Guld-Harald i Liimfjorden; og neppe var Kampen forbi før Hakon indfandt sig, overmandede de Sejertrætte, og hængte sin bedragne Fostbroder i en Galge, der vel var lavere end hans Planer, men højere end hans Lykke. Da nu Danskekongen og Hakon drog til Norge, gav Almuen paa Haugathing den Første Overkongenavn mod at den dræbte Gudrods Søn Harald Grænske fik Vigen, Egnene derom og Agdur nedtil Næsset med Kongenavn, og Hakon alt det øvrige Land, undtagen Oplandene hvor flere Haarfagerætlinger havde vidst at holde sig. De to sidste Blodøxsønner undflyede til Ørkenøerne, deres gamle Sjørøverrede.
V. Hakon den 2den Sigurdsøn, Jarl. 978—995.
Norge i Lehnsforhold til Danmark.
Vel var hine Tiders politiske Æresfølelse ei saa uddannet som vores; men Fædrene skeer Uret, om man ikke troer, at det græmmede dem, at Fædrelandet kun kjøbte sig fri for egne Voldsherrer ved at indtræde for første Gang i Afhængighedsforhold til et fremmed Rige, og det et, som allerede havde givet Anledning til en Nationaluvilje. Maaskee havde denne Følelse Deel i Blodøxsønnen Ragnfrods Fremgang, da han kom tilbage efter et Aars Forløb, og satte sig fast i alle Vestfylkerne til Hakon betvang ham ved Thingenæs i Sogn. Men vist er det, at Hakon nærede den fra samme Stund han maatte hylde Danskekongen, og at den endelige Udførelse af Planen til den fuldkomne Rigsuafhængighed gav ham mere Styrke ved Folkegunsten, han derved vandt, end ved den Afgivt, af 100 Mark Guld, han da besparede og de øvrige ydre Magtfordele, som derved kom ham tildeel. Mellem Personer kunne strenge Afhængighedsforhold, naar disse ikke gaae til Slaveri, finde Sted uden Vanære; men ikke mellem Nationer, der ere lige myndige og udrustede med al Evne til Uafhængighed; thi mellem disse findes ikke alle de Kjærlighedens Dyder, som mildne Forholdene mellem de enkelte Mennesker, og kun ved Egenkjerlighedens Styrke stræbe de mod Udviklingen. En Betingelse for denne er Uafhængigheden; derfor kan kun det Folk ansee dennes Tab med Ligegyldighed, som er fornedret nok til at frasige sig Evne til Udvikling og Krav derpaa.
Hakon løste dog Maskerne i Garnet ligesaa langtsomt opigjen som han havde bundet dem. Efter de første Par Aar gik det traat med Lehnsafgivten, og tilsidst betalte han bare med Sværdet, idet han solgte den Hjælp, han som Danskekongens Lehnsmand andengang ydede Denne mod Keiseren, for Eftergivelse af Skatten og Erkjendelsen af Norges Uafhængighed. I dette Tog vandt Hakon ligesaa stort Berøm ved sit Forsvar af Landevolden Danevirke i Sønderjylland, som den norske K. Tryggves Søn Olaf i Keiserens Hær ved sit Angreb paa samme; og forat slippe vel fra K. Blaatand, hvem Freden med Keiseren og endnu mere en Børløshed, som holdt Hakon fast, gav Magten tilbage, lod han sig christdøbe og tog Præster ombord, som skulde fortsætte den Omvendelse, som Keiserens Udsendinge under Feldttoget havde paabegyndt i Vigen. Men neppe børede det op før Hakon hev Præsterne iland hvor de vare komne fra, hærjede fra sig dernede, og hjembragte mellem Byttet som det ypperste sit Lands Uafhængighed (989).
Angreb fra Danmark.
Paa Folkenes Ryg opgjøres Fyrsternes Mellemværende. Dette fik Vestkysten at føle, som Danskekongen hærjede forat hevne sig paa Hakon Jarl. Farligere var det Indfald, som H. Blaatands Søn Svend Tveskjæg fik Jomsvikingerne, Beboere af Sjørøverstaten Jomsborg i Venden, til at gjøre om Vintren 994. Fra Tønsberg af, som de afbrændte, hærjede de Landet rundt under Høvdingerne Sigvald Jarl, Bue hin Digre, Sigurd Kappe og Vagn Akesøn, indtil de i Hjørungavaag paa Søndmøer traf den norske overlegne Flaade under Jarl Hakon og Sønnerne Erik, Svend og Erland. Efter 3 Dages frygtelig Kamp blev Seiren Hakons. Da var Alt flugtdrevet eller dræbt paa 30 nær, som laae bundne for hans Fødder. Med den største Koldblodighed havde alt Halvdelen af disse Tappre lidt Øxdøden, da Jarl Erik forherligede den Tapperhed, han havde viist i Slaget, ved at frelse de øvrige og mellem dem Vagn Akesøn. Ugjerne lod Hakon Hevnoffrene fare — han den mørke Blotmand, der sagdes under Slaget at have offret sin yngste Søn Erling til sin Skytsgudinde Valkyrien Thorgerda Horgabrud, som ogsaa skal have sendt ham en dygtig Hagliling til Undsætning. Dette gav Hovedanføreren Sigvald Jarl Paaskud til Flugt, mens der maatte skarpere Vaaben til end Skyernes hvide Pile forat faae Bugt med hine andre Tappre. En Modsætning til den, med alle sine næsten dæmoniske Aandsevner, overtroiske Hakon var den unge Helt Færøingen Sigmund Brestersøn, der udmærkede sig i Slaget mellem Hakons Mænd, og hvem Hedenskabets Unaturligheder havde gjort aldeles vantro. Taabeligheder i Religionen føre altid til disse Yderligheder.
Hakon Jarls Voldsherredømme. Folket ender det.
Hakons Sejerære og Nidkjærhed for den gamle Tro havde, i Forening med en Række frugtbare Aaringer, ret vundet ham Folkets Huldskab. Han brugte kortere Tid til at forøde den ved de Udskejelser af et magtberust Sind hvortil han nu overlod sig. Han glemte, at den var den store Bølge, som hidtil havde baaret ham oppe, da han maatte gaae overbord for Erikssønnerne fra den store Magtsnekke, som stikker sin Dragesnabel ud i Lindesnæs, har sine Lastrum i de rige Oplande og sin prægtige Høistavn med Herresædet i det vide Thrond. Vel havde han svømmet med en Kløgt og Styrke, som kun Faae i den hele Verdenshistorie; men der var dog en Tid, da han erkjendte, at det var Folkekjerlighedens store Magt, som bar ham, opløftede ham, og tilsikkrede ham Riget vissest, da den gav ham Navnet „den Gode.“ Nu var den folkekjære Thrønder bleven en barsk, frastødende Overherre, det mættede Ærebegjær guldtørstigt, den aldrende Mand, Sejerherren i Hjørungavaag en foragtelig Qvindejæger, og Uafhængighedens Gjenvinder gav Friheden hjemme ingen Sikkerhed mere. Derfor blev „Hakon Hladejarl den Gode“ i Folkemund „den Onde“; og Hovmod lærte inden kort hvor nær det staaer for Fald.
Der er sagt, at Friheden beroer ligesaameget paa Sederne som paa Lovene. Derfor gjorde Frihedsaanden fælleds med Thrøndernes oprørte Sedelighedsfølelse, da den tøilesløse Hakon ved sine Trælle bortførte Bonden Brynjolfs Huustro og krævede Jomfruen Gudrun Bergthorsdatter, kaldet Lundesol, Orm Lyrgias Brud; og Opstanden brød løs. Just samme Tid landede Olaf Tryggvessøn, hvis Bedrifter i Engelland og Irland ikke havde ladet ham skjult for Hakons ængstlige Blik, som derfor ved Thorer Klak havde ladet ham lokke til Norge, forat faae denne Haarfager-Ætling afvejen. Han satte sig i Spidsen for Bønderne, fældte Erland Hakonssøn og forfulgte den flygtede Hakon til Gaarden Rimol, hvor Ejerinden Thora, for gammel Kjærligheds Skyld, havde skjult ham med hans Træl Karker under en Svinesti. Der hørte Karker hvorledes Olaf, idet han paa Gaarden talte til Folket, tilsagde Den Belønning, som bragte Hakon død eller levende. Han dræbte da sin sovende Herre, men fik Døden til Løn, da han bragte Hovedet til Olaf. Forræderiet elskes, Forræderen hades.
Haarfageræten hersker alene.
Olaf den 1ste Tryggvessøn. 995—1000.
I Olaf Tryggvessøn tog Folket sig en Sønnesønssøn af Haarfager til Konge mod at besværge Forfatningen og at lade Oplandene beholde sine Smaakonger af Haarfageræten. Det lader til at disse have været af samme rolige Sind og Færd som den bekjendteste af dem Sigurd Halfdanssøn paa Ringerige (kaldet med et fortroligt Agtelsesudtryk „Sir“ d. e. „Herre“), som tog Harald Grænskes Enke Aasta tilægte, da denne var bleven indebrændt af den svenske Enkedronning Sigrid Storraade, til hvem han beilede. Hos ham opfostredes Olaf Haralds Søn og senere hans egen Søn Harald, hvilke begge bleve berømte Normannakonninger. En mere omtumlet Ungdom, end disse sine Frænder, havde Olaf Tryggvessøn havt. Den er et forunderligt Eventyr. Født paa Flugten for Gunhild Kongemoders eller „Hexes“ Efterstræbelser, efterat hendes Sønner havde dræbt Faderen, blev han, da Moderen, under idelige Forfølgelser i Norge og Sverig, vilde føre ham med sig over til sin Broder i Gardarike, fangen af Sjørøvere og solgt for en Buk i Esthland. Ved en Hændelse opdagedes han af Morbroderen, og blev nu opdragen ved Hoffet. De mærkeligste Bedrivter betegnede hans Ungdom. Fra Venden, hvor han var givt, var det han kom Keiseren tilhjælp. Siden feidede han i England i Ledtog med Svend Tveskjæg; vandt sig der Gods og Brud, og lod sig fuldchristne ved Daaben, efterat han forlængst, som der siges, i Constantinopel havde antaget Christennavnet.
Voldsom Indførelse af Christendommen.
Man skulde ventet meget godt af En, der med Olafs udmærkede Evner havde været i slig Skole som Han. Skjøndt kun 26 Aar da han erholdt Fædrenekronen, havde han været længe Mand før han blev Konge, ja vel endog Konge før han blev det hjemme. Men Omvendelsesiver plettede Heltens Rygte med Nidingedaad, og lod ham begaae det yderste af Kongeforbrydelse: Angreb paa Folkets besvorne Frihed. I Vigen gik det glat med Omvendelsesværket for det store Frændskabs Skyld og fordi Læren der ikke var saa ganske ny; men paa Vestkanten kun ved Tvang og Bestikkelser. Hladetemplet nedbrødes, men Thrøndernes og Helgelændernes Opstand lod ham søge andre Udveje end Magtens. Ved at bestikke Harek af Thjottø fik han de helgelandske Høvdinger ombragte: Eyvind Kindriff døde under Globækkener og Raud hin Ramme ved at jage ham Huggorm i Livet. Thrønderne overlistedes: de omringedes, medens Jernskjægge fra Ophoug, der havde ført høihjertet Tale som Medalhuus-Asbjørn, nedhuggedes af de Kongelige — et Mord, hvorfor Kongen dog maatte erlægge Bod. Ved Sigmund Brestersøn, der af Fornuftgrunde havde ladet Hedenskabet og siden Vantroen fare, Olafs Ven og Jevngode i alle Legemsfærdigheder, christnedes Færøerne, der atter af ham vare underlagte Norge. Til Island sendtes i samme Meed den voldsomme Hofpræst Thangbrand og nogle Islændere, som i Kongens Gaard vare blevne Christendommen paatvungne. Derfra forplantedes den til Grønland, som ved disse Tider tilligemed Strækninger af det egentlige America (Vinland) opdagedes.
Hvor voldsomt end Olaf gik frem, forhindrede dog hans ypperlige Egenskaber forøvrigt, at han blev forhadt. Han handlede i sin Tidsalders umilde Aand, og var gjennemtrængt af Overbeviisningen om at Erkjendelsen af det Velgjørende i Religionsforandringen vilde Læge Saarene. Hvor vanskeligt det er at udrydde gammelt Ondt, finder enhver Tid; og Overbeviisningens Vei er baade de mange Hoveder og Sværmeren, som vil fremdrive dem, for trang. Dog skulde visselig den bredere, som Magten aabnede Olaf, have faaet en brat Væg, hvorimod han vilde have løbet Hovedet tilblods, om ikke allerede Afguderiet selv havde været ligesaa brøstfældigt som de Guder, han nedslog med sit Spiir paa Mærethinget, da Jernskjægge faldt; og om ikke mellem de Masser, som dreves hen til Steenkorsene og de nye Kirker, havde været Mange, som havde indseet den Vildhed i Sederne, som maatte falde ved Afguderiet, saasom Blodoffrene, Børnsudsættelsen, Trælstanden, Seidkunsterne og Sjørøveriet. Vanskeligere faldt det maaskee dem som os at indsee hvortil Forbudet mod at spise Hestekjød egentlig skulde. Imidlertid have vel Præsterne troet at burde belægge med Forbandelse denne hedenske Offerret, som fristede baade de hemmelige Asavenners Mave og Sind.
Sammensværgelse mellem Kongerne af Danmark og Sverig og de udvandrede Normænd mod Olaf.
Ved Nidaros (Throndhjem), som Olaf 998 havde anlagt, byggede Thorberg Skafhug ham et herligt Skib „Ormen hin lange“. Det førte 100 Aarer, holdt en 60 Alen i Kjølen, og bar sin lueforgyldte Dragesnabel og Stjert højere over Vandet end alle andre Skibe. Overtalt af sin Dronning Thyra, danske K. Svends Søster, drog Olaf, i Spidsen for 60 Langskibe, paa Ormen lange til Venden for der at afkræve Thyras fraskilte Mand K. Burisleif hendes Medgivt. Maaskee fristede dette prægtige Skib og det hele Optog ligesaameget Olafs eventyrlige Sind som hans Mod harniskedes ved de Advarsler for Kongen i Danmark og de øvrige Fiender i Udlandet, som hans Trofaste ikke undlode at give ham. Der udklæktes ogsaa strax af Sigrid Storraade, nu K. Svends Dronning, som af Olaf under et Frieri var bleven dødelig fornærmet fordi hun ei vilde forlade Hedenskabet, et Forbund mellem K. Svend, Olaf Skjødkonge i Sverig og Jarl Hakons fordrevne Sønner Erik og Svend, hvem mange formedelst Olafs Voldschristning udvandrede Nordmænd omgave. Den Ulykke, som rammede Olaf kan altsaa tilskrives hans Troessværmeri, en Lidenskab, som ikke er mere fri, end enhver anden overdreven, for at bære Fordærvelsen i sig.
I Sundet ved den vendiske Ø Svollder førtes Olaf (9. Septber. 1000) af Forræderen Sigvald Jomsborgjarl midt indimellem de forenede Flaader. Skjøndt der end var Tid til at komme tilhavs, hvor alt alle hans Skibe, paa 11 nær, befandt sig, lod dog Olaf Seilene falde til Kamp mod den mangedobbelte Overmagt, erklærende, „at aldrig veeg han i Strid, og agtede ei heller at gjøre det nu, hvor skarp den end vilde vorde, da Erik Jarl, som havde nok at hevne, førte Nordmænd mod Nordmænd i Kampen.“ I fire heftige Træfninger, hver et Kongeslag, deltes dette mærkværdigste af alle de Sjøslag, som i den gamle Tid holdtes i Norden. I den første Dyst kastedes den danske, i den anden den svenske Overmagt, og i den tredie Erik Jarl, efterat han allerede var trængt frem til Langormens Mast. Efter den var kun dette Skib tilbage; og under den hændte det, at Nordens bedste Skyttes, den unge Thrønder Einar Thamberskjælfvers Bue klang isønder just som han lagde an paa Erik Jarl, og at han, paa Olafs Spørgsmaal, „hvad der brast,“ svarede sorgfuldt og sandt: „Norges Rige af din Haand, Herre min!“ Endelig i den fjerde Kamp lykkedes det Erik, ved at faae Ormen tynget paa Siden, at entre og at rydde op med friske Folk mellem den kamptrætte Besætning; men da Kongen søgtes høiskibs, var han forsvunden. Sprungen overbord, er han vel neppe bleven reddet, som Einar Thamberskjælfver og flere andre af hans Mænd, der gjorde det Samme. Dog gik Præstesagn herom, ja om at han ligetil 1047 levede som Munk nær det hellige Land. Dronning Thyra, som var ombord, hungrede sig ihjel paa 9de Dag herefter; og var der Mænd, som bøjedes mere af Sorg over Olafs Tab end det syntes Mænd at kunne anstaae. Selv de værste Despoter have vidst at skaffe sig personlige Venner, der maatte trøste dem for Folkehadet; og dem, Egennytten ikke hvervede, vandt Svagsindet, som, blindet af enkelte gode Træk, troer Løven miskjendt for Grumhed, fordi den stundom lod Lammet løbe. Undrer det os derfor, at Olaf, der unegtelig var despotisk, endda kunde være et frisindet Folk saa kjær: saa maae vi erindre, at hans Despotisme var overgaaende som Heltens Vrede paa Valen. Da han troede Himlens og Sandhedens Sag gjennemkjæmpet, var han igjen den folkesæle Olaf, riig med sit Huldsind som med sit Vredsind — en Aabenhed, der er det elskværdigste Strøg i denne store Helts ildige og glimrende Charakter.
Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner.
1000—1016.
Norge i Lehnsforhold til Sverig og Danmark.
Sejerherrerne delte Norge imellem sig; dog fik Erik Jarl, foruden sin egen Trediepart, Danskekongens Deel at styre, medens Broderen Svend stod for Resten under svensk Høihed. Olaf Tryggvessøns Svoger den mægtige Erling Skjalgsøn paa Jeddern havde dog store Forlehninger paa Vestkanten, ligesom og Einar Thambeskjælfver, der fik Jarlernes Søster Bergliot tilægte, i det Throndhjemske. Saaledes søgte de nye Herrer at gjøre sig Venner af den gamles. De indre Oplande beholdt sine Styrere iro. Jarlerne regjerede fortræffelig. Skjøndt Christne i et Land, hvor endnu mange Hedninger fandtes, gjorde de dog ikke sin Tro gjældende ved Magten. Samvittighedsfriheden var dem ligesaa hellig som Borgerfriheden, og de overlod Fredens Religion i Fred at vinde Seiren over Kampens. I den ædle heltemodige Erik maatte det vel blive klart, at Christendommen, som man befrygtede, ikke qvalte Heltemodet; og alle denne Regjerings Dyder syntes at have maattet være bedre Christendoms-Talsmænd end Thangbrands Thordenrøst, Olafs Sværd, det bragende Globækken paa Kindrifs Bug og den hvislende Orm i Rauds Gab. Og dog lader det, efter alt hvad Jarlernes Eftermand fik at gjøre, som om Hedenskabet gjorde Tilvæxt under disse. Men efter et Tryk er Tilbagedrevet naturligt, og i mange indre Egne havde endnu ingen Kirkeklokke lydt.
De mildere Tider viste sig dog i Strafsættelsen for Holmgangen, i de mange Fredsaar og i det gamle Kjøbsted Steinkjærs Fremhjælp. Under saadanne Idrætter bortkaldte Lehnspligten Erik Jarl til at bistaae den danske K. Knud Svendssøn i Erobringen af England, hvorfra han ei kom tilbage.
Olaf den 2den Haraldssøn, den Hellige.
1016—1029.
Haarfageræten hæver sig igjen paa Thronen.
Under Jarleregjeringen havde Olaf, Harald Grænskes Søn, fra sit 12te Aar ført et, efter den Tids Mening berømmeligt, Sjøkongeliv. Moderen, den stormodige Aasta, glædedes ved Rygter om hvorlunde den unge Vovehals havde hærjet Mælaren rundt, og da svenske Olaf Skjødkonge saa lænkespændte Stoksund forat fange ham, gravet et nyt Sund og sluppet ud med sit Bytte. Fra Frankrig og England lød ogsaa hans Roes; og Sigurd Sir angrede ikke, at han havde rustet Stedsønnen ud. Da Erik Jarl nu drog til England, drog Olaf derfra hjem, fordrev Eriks Søn Hakon, fandt Hjælp i Frændekongerne paa Oplandet, men endnu mere i den almene Uvilje over Landsafhængigheden af de fremmede Riger, og toges af Folket paa Eidsevjuathing til Overkonge mod Løftet at befrie alt Landet fra fremmed Vælde. Aaret efter opfyldte han dette ved at slaae Svend Jarl og Høvdingerne Einar Thambeskjælfver og Erling Skjalgsøn under Agdesiden. Svends Død kortefter levnede Olaf Riget helt og holdent. Heri gjorde ikke svenske Skjødkonges Fordringer paa de Lehn, Svend for ham havde indehavt, noget Skaar. Olaf hang hans Skatkrævere op og tog alt tilbage indtil Gothelven. Paa dennes anden Side i Gothland havde han en god Nabo og Mellemmand i Tvistighederne med svenske Kongen i Rognvald Jarl, som endog skaffede ham Dennes Datter Astrid tilægte, mod Faderens Vilje, istedetfor Søsteren, der egentlig var Olafs Elskede. Svenskekongens Had mod Olaf gik saavidt, at han forbød at kalde ham anderledes end „den Digre eller Tykke,“ hvorved en svensk Forfatter siger at Olaf ei blev magrere. Olafs faste Stilling; men endnu mere den Magt, som Friheden gav det svenske Folk, der ingen Feide vilde have med Norge, tvang Skjødkongen til at holde sig rolig. Lagmændene den gamle Thorgnyr og Emund talte ham paa en ypperlig Maade tilrette, og Historien lærte da alt i hine vilde Tider, at Folkene hade ikke hverandre af sig selv; men at det er Regjeringerne, som af Egennytte vække Nationalhadet.
De sidste voldsomme Omvendelser til Christendommen.
Det var vel nok, at Olaf baade selv gav Love, saasom Hirdskraaen for Hoffet og Christenretten for geistlige Sager, holdt strengt over al anden Lov og Ret og nærmere fastsatte Eidsevjualovens Omraade; at han fremmede Handelen, lod præge Mynter, gjenreiste det af Svend Jarl nedbrændte Nidaros, byggede Clemenskirken der, og anlagde Sarpsborg; men ilde gjorde han i at fortsætte Christningen paa Olaf Tryggvessøns Viis. Dette fratog ham flere Hjerter mellem det simple Folk end han vandt Sjele for Himlen. Med sin Øxe hugg han nu sin Christentro ind i Afdalene, og Røgen af det brændende Valders viste, at den var kommen til Landets Midte. Ølver paa Egge med mange andre Indthrønder bødede for sin Vedhængen ved den gamle Tro, og med Dale-Gudbrand maatte Gudbrandsdølerne erkjende den nye Guds Overlegenhed, da Thorsbilledet paa Hundorp knustes og væmmeligt Ormekryb udvrimlede af Guden. Ligesaa stærkt Indtryk gjorde det dog nok paa de ærlige Døler, at de paa Flugten fra denne forfærdende Scene fandt sine Baade i Laagen gjennemborede og Thingstedet opfyldt af væbnede Omvendere. Denne Voldsfærd bragte de samme Smaakonger omkring Mjøsen, som havde hjulpet Olaf til Magten, til at sammensværge sig mod Olafs Liv; men, underrettet herom af Ketil Kalf paa Ringenæs, tog han dem ved Overrumpling tilfange, lemlæstede to og jog de andre tre i Landsflugt. Da Sigurd Sir samme Aar døde, var Olaf den Eneste, som bar Kongenavn i Norge. Dette agtedes dog kun lidet i Underlandene, undtagen paa Ørkenøerne, rimeligviis for det Rygte Omvendelserne havde paadraget ham. Thrond paa Gautø slog saaledes hans Skatkrævere ihjel paa Færøerne. Bedre gik det ei i Jæmtland, og Islænderne vil ikke engang for store Løfter indrømme ham en liden Ø ved sine Kyster. Dette er den nøjeregnende Iversyge, som redder Frihed og Uafhængighed.
Kamp mellem Kongemagten og Stormandsvældet.
Den Regjering behøver ei at udgyde Blod forat opretholde sig, som har sin Støtte i Folket. Men denne manglede den ubøjelige Olafs; og Grumhedens Regning er daarlig. Mellem Blodet for de forskjellige Altere flød ogsaa noget for de to Magter, Enekongens og Stormændenes, som stredes om at gjøre sig forgjældende. Allerede den framvise Sigurd Sir havde gjort Olaf i Slaget med Svend Jarl opmærksom paa Høvdingvældets Tiltagende, hvilket ret havde sine Repræsentanter i Erling Skjalgsøn og Einar Thambeskjælfver. Denne Sidste sad lidet hjemme under Olaf; men inden Erlings Omraade vovede Kongen neppe at komme. Dog indkneb Olaf Dennes og Harek af Thjottøes Lehn; og efter et Slags Forlig beholdt han Erlings Sønner hos sig, dog neppe anderledes end som Gidsler. Hvor vidt Stormandsvældet dristede sig, sees af at Erling tvang Kongen til at give Asbjørn fra Throndenæs fri, som havde brudt kongeligt Forbud og derpaa dræbt Kronfogden for Kongens Fødder. Samme Forsvar hævdede den mægtige thrøndske Familie Arnessønnerne, og den nordlandske Høvding Thorer Hund endsede lidet, at han slog en af Kongens Mænd ihjel. Olaf bød Kaxerne Spidsen alt hvad han kunde; men i saa rørt Vand var det naturligt at Fremmede vilde fiske. Undertvingelse eller svare Tab har altid været det Lands Lod hvor Spændingen mellem Konge og Stormænd gik til Yderlighed. I den Brist, som derved opkommer, indskydes altid fremmede Thordenkiler; og de indsuges af den ulykkelige Stat som den gjensiddende Piilodd af det bulnende Saar.
Forraad mod Nationen var det Vaaben hvormed Stormændene vilde knuse Kongen. Det har altid, i lignende Omstændigheder, været det hvortil de greb. Her kunde de det med Sikkerhed, da Olaf havde forspildt Folkekjerligheden, og brugte Herskerviljen istedetfor Statskløgten. Det var K. Knud den Mægtige af Danmark og England, som vilde drage Fordeel af Stillingen i Norge; og gjensidigen kastede Ærgjerrigheden fra ham og den krænkede Stormannastolthed fra Norge Øinene paa hinanden, og de trædske Blik forstode hinanden. Thorer Hund, Thambeskjælfver, Erling Skjalgsøn med sine Sønner og senere hen Harek af Thjottø drog over til Knud, medens hans Sendinge, selv didførte af Erling, saaede Guld og med det Forræderiet om i Norge. Olafs Blik fulgte med Raskhed disse Bevægelser. Den for Troens Skyld dræbte Ølvers Søn Thorer henrettedes som bestukken af Knud; men derved gjorde Olaf kun Arnessønnerne til uligs. Og endelig, forat forekomme Knud, faldt han tilligemed den svenske Kong Anund 1028 ind i Danmark; men trak sig efter det uafgjorte Slag ved Helgeraae i Skaane tilbage mere af Frygt for sine egne end for Knuds Mænd. Aaret efter kom Knud til Norge. Seiren var let, da Olaf var forladt af sit Folk; ja uden Blod paa Erling Skjalgsøns nær, der, overvunden af Olaf, blev ihjelslagen af en af hans Hirdmænd. Olaf maatte forlade Landet, dragende over Sverig til Gardarike, medens Knud hyldes overalt.
Knud den Mægtige 1029 — 1030.
Stormannavælde under dansk Høihed.
Da Hakon Erikssøn Jarl, Knuds Statholder i Norge, strax forgik paa en Engellandsreise, indfalder en herreløs Tid, som vel ikke maa have været god siden Bjørn Stallar (Kongens Talsmand) drog saa ilsomt til K. Olaf og fik ham opmandet til at forsøge Gjenerobringen. Han kom ned i Værdalen med 4000 Mand, hvorimellem Find Arnessøn, den unge Harald, Sigurd Sirs Søn, Dag Ringsøn, hvis Fader var en af de af Olaf fordrevne Smaakonger, og Arnliot Gellina, der forlod sit Skogrøverstøl paa Jæmtlandskjølen forat blive ærlig og christnet under Kongebannret. Der ved Stiklestad mødte ham Høvdingehæren 12000 Thrøndere, Horder og Helgelændere under Kalf Arnessøn, Harek og Thorer Hund, som havde svoret Knud Olafs Drab, naar Leilighed faldt; men hvor overlegen Olaf end maatte vente den, tillod hans Troessværmeri bare Christnede at tjene i Kongehæren. Da Kampdagen 31 Aug. 1030 gryede, vakte Thormod Skjald alle Mand ved at istemme Bjarkemaalet:
Vaagner Helte til Slag til Slag!
Rolf hin Skytte, haandfaste Har!
Vaagner Mænd, som ei Flugt end bar!
Til Viin og Lefl ei, men til sin Leeg
Valkyrien vake, I Mænd, jer skreg.
Under en Solformørkelse gik Slaget paa, under Feldtraabene: „fram, fram Korsmænd, Kongensmænd!“ og: „fram, fram Bondemænd!“ Kongens Fald for Thorstein Knarrasmed, Thorer Hund og Kalf Arnessøn afgjorde det til Bondehærens Fordeel. Slaget vel; men dets Følger bleve skrækkelige for det Folk, hvis Sag den troede at have vundet.
Svend Knudssøn 1030—1036.
Norge under danskt Tyranni.
Efter Naturen er en Konges Blod ikke andet end Menneskeblod; men efter den politiske Ordning noget mere. Olafs begyndte at brænde Folket paa Samvittigheden, da dette, som altid er godmodigt, mærkede, at det kun havde været Redskab for Stormændenes Interesse, og Disse, at de kun havde arbeidet i det fremmede Herskervældes. Derom overtydede Knuds Søn Svend, som nu fik Styret, dem snart ved det skamløseste Tyranni. De ubilligste Skatter og Forordninger — som f. Ex. at eet dansk Vidne skulde fælde to norske — maatte oprøre et mindre ærekjert Folk end det norske. Hadet og Angeren søgte derfor Luft ved at ophøje Olafs Hellighed som Religions-Blodvidne; og, da man havde faaet den danske Bisp Sigurd bort og Olafs Bisp Grimkjeld ind, bragte man det dertil, at hans Legeme hensattes som undergjørende i et dyrebart Skrin paa Domkirkealteret i Throndhjem. Senere blev Olaf af den christne Kirkes Overhoved Paven erklæret for Norges Skytshelgen (“Sanct“ eller „Hellig Olaf“), og hans Dyrkelse udbredte sig langt. Inden Svend og hans Moder Alfifa mærkede Uraad, havde ogsaa Einar Thambeskjælfver og Kalf Arnessøn, bøiede under Vægten af Fædrelandets Ulykke, Folkets Had og egne skuffede Forventninger, hjemhentet Olafs Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend skyndede sig didhjem han var kommen fra. Kongemorderne opløftede Sønnen paa det samme Hærskjold hvormed de havde knust Faderen; og mellem dem blandede sig tillidsfuldt Rognvald Brusesøn fra Ørkenøerne og de andre Trofaste, som havde vogtet Magnus’s Vugge. De meest modsatte Partier nærme sig altid hinanden, naar et faaer Overmagten.
Magnus den 1ste Olafsøn den Gode.
Kongemagten hæver sig.
Skal en Konges Blod være helligere end et andet Menneskes, saa maa ogsaa hans Ord og Tilsagn være det. Men Harek af Thjottøes Drab, hvortil den 13aarige Magnus gav Øxen, viste Høvdingerne hvad de kunde vente, naar det glødende og bevægelige Olafsblod fik sin Styrke. Da den Tid kom, skjød det sig med mørk Rødme op i hans Kinder, da Kalf Arnessøn maatte vise ham Olafs Banested. Dette syntes Kalf som røde Skyer foran Stormen. Han flygtede, og gjorde vel bedst i ikke at stole hverken paa det blussende Sønne- og Konge-Blod eller paa sin Broder Finds Fortjenester eller paa at Magnus havde gjort ham til Rigsforstander medens han selv var i Danmark. Til Høvdingenes Fortjenester, hvormed de vilde godtgjøre det Forbigangne, hører nemlig, at de strax uddroge at værne den unge Konges Rige mod den danske Konge Haardeknuds Krav, og istandbragte det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde begge Riger. De iagttoge ellers i Alt hvad der sømmer sig gode Fædrelandsvenner. Alligevel blev det dog, efter Kalfs Flugt, farligt for alle dem, der havde Deel i Stiklestadsejeren; og først Folkets høilydte Knurr og redelige Raadgivere, der viste Sønnen hvortil Lidenskabelighed havde ført Faderen, standsede Forfølgelserne. Neppe skulde dette Brud paa edeligt Fredssagn (Amnesti) været taalt, om ikke den agtede Einar Thambeskjælfver, som ingen ligefrem Deel havde i Olafs sidste Ulykker, havde staaet ved Kongens Side, og om ikke Faderens Hellighedsglands syntes at blande sig i de Straaler, som Sønnens Krone stedse længere udskjød. Det var dog paa høi Tid, at Magnus bøjede Øre til Raad som dette den berømte Sighvat Skjalds:
Dig at gjøre Kongeord
til en fuul, tvetydig Gaade?
Det er dristigt her i Nord!
Mænd, som bryde ei Geled.
Konge vinder Træl ved Gave,
gjæve Mænd ved Agt for Eed.
hvide Skaller sammen tyst!
om Normannafolkets Blikke
skulme ned i oprørt Bryst!“
Siden forblev Magnus en Hædersdrot, saa Folket kaldte ham „den Gode.“ Lovene samlede han i en Bog „Graagaasen“, hvorved der skede hans Fader Ret og Ære, da flere af dem vare af ham.
Danmark forenes med Norge.
Ved Haardeknuds Død 1042 forenedes Danmark, efter Forliget med Norge. Dette gjengjeldte Ondt med Godt; thi ved Jomsborgs Ødelæggelse og Slaget paa Lyrskovs Hede holdt Normændene med sin unge Heltedrot i Spidsen de vilde hedenske Vender fra Danmark, som de jevnlig pleiede at hærje. Alligevel maae vi ei fortænke Danskerne i at de gave K. Magnus Statholder i Danmark den danske Svend Ulfsøn (Estridsøn) stort Anhang, da han lønnede Magnus med en saa haardnakket Opstand, at denne, efter fire Gange at have fordrevet ham til Sverig, omsider oplod ham Riget paa Dødslejet i Danmark 1047. Sin Fordring paa England, som Arv efter Haardeknud, satte Magnus ikke igjennem, og Thorfind Jarl slog Rognvald Brusesøn, Kongens Mand paa Ørkenøerne, ihjel og unddrog disse en Tid den norske Krone.
Harald d. 3 Sigurdssøn Haarderaade 1047—1066.
Danmarks Uafhængighed anerkjendes af Norge.
At Harald, Søn af Sigurd Sir, og saaledes K. Magnus’s Halvfarbroder, som Aaret før dennes Død var tagen til Medregent og af Thorer af Steig paa Eidsevjuathing givet Kongenavn, hvilken Ærespligt tilkom en dertil valgt Odelsmand, ikke havde samtykt i K. Magnus’s sidste Vilje med Hensyn til Svend i Danmark, betager dette Riges Uafhængighed intet af sin Virkelighed. Om end Harald var Part paa Norges Vegne og negtede sin Anerkjendelse dertil, saa virker denne formelle Mangel dog ei engang til Brist paa Retsgyldigheden af en Ting, hvis Tab ei er retsgyldigt. Hjemkommen fra Constantinopel (Mikligard), hvor han ved de største Bedrifter havde svunget sig op til Høvding for Værjingerne, den græske Keisers Livvagt af nordiske Folk, og vundet store Rigdomme, havde han vel i foregaaende Forlig tilsagt Svend Danmark, om han bistod ham i at faae Norge; men da sligt ei gjordes fornødent, havde han tilskiftet sig halve Herredømmet, som det da var, mod Halvten af sine Rigdomme. Nu formindskedes dette tilkjøbte Herredømme ved Svends Opstand, og et Processpørgsmaal opstod, som ikke lod og ikke lader sig afgjøre efter de almindelige Ejendomslove. Nationerne, hvem det dog angaaer, opkaste aldrig saadanne, men kun deres Herskeres Ærgjerrighed, og den vinder almindeligviis Sagen, som kaster det tyngste Sværd i Dommerskaalen. Men ikke saa her. Harald kastede i alle sine Plyndertog og i Seirene ved Diursaa og Nisaa det tyngste Sværd; men Danskefolkets Hengivenhed veiede dog mere for Svend. Selv gjorde hans Evner, at han altid vred sig som en Slange i Norskekongens Hænder, og vred sig altid unna. Efter 20 Aars Feide forblev han i uantastet Besiddelse af det Rige, hvortil Folket kaldte ham. Norges vigtigste Gevindst var Oslos Anlæg for Krigens Skyld 1058.
Stormandsvældet kues.
Harald forligtes ilde med Magnus. Det var mere som Søn og ilsindet Menneske, end af Herskervilje, at denne havde ladet enkelte Stormænd føle sin Magt. Han forligtes godt med de andre, omendskjøndt han ikke var bange for at lade selv Einar Thambeskjælfver vide, at han var Konge, saa ung han var, da denne framvise Mand fraraadede Svend Ulfsøns Udnævnelse til Kongejarl i Danmark. Det var enkelte Stormænd, Personerne, Magnus vilde tillivs, men ikke Stormandsvældet selv. Men dette vilde Harald, den barske Soldathøvding. Dog blandede sig i dette Hu personlig Lidenskab. K. Magnus’s Venner vare ikke Haralds; og mellem dem bød den gamle Einar, der havde staaet saa fremragende og fast ved Magnus’s Throne som Gudebilledet over de gamle Tiders Høisæde, ham Spidsen fremst. Og han havde Indflydelse paa Høje og Lave, da baade Stormændene vare blevne folkeligere, og Einar betragtedes som Folkets Mand. Da Han og Hans vare imod Feiden mod Danmark, blev denne aldrig til Folkets Sag, og den store Hærkonge maatte ofte føre den kun paa Vikingeviis. Hvad Frygt Harald havde for denne Høvding sees af hans listige Paafund at sende Bestikkelsesbud til denne i Svends Navn. Vel rørte det Harald at høre den vakkre Gubbe svare, „at han var vel ikke Haralds Ven, men vilde aldrig vorde Forræder, men værne Fædrelandet, om Angreb skede.“ Dog, da Einar gik saavidt i sin Myndighed, at han dræbte en af Kongens Frænder, og voldelig befriede en Lovbryder: saa nedlod Harald sig i Harme til Nidingedaaden, at lokke den 70aarige i sin Hal og der nedhugge tilligemed Sønnen Eindrid. Kun ved at tye til det dobbelte Svogerskab med Find Arnessøn, fik han ilsomt Forlig istand med Oplands-Høvdingen Hakon Ivarson af Hladeæten, der skulde paatale Udaaden, og den ulmende Opstand dæmpet. Han var dog langtfra tilsinds at holde Forliget. Kalf Arnessøn som desifølge tilbagekaldtes, faldt i Danmark, som der sagdes, omtrent som Urias for David. Den skuffede Hakon drog til Svend, forlod ham vel siden, og bidrog til Nisaaseiren, men da Harald efterstræbte ham fordi han under denne havde reddet Svends Liv, tog han Lehn i Sverige og feidede derfra mod Harald, som hevnede sig grusomt paa Oplændingerne, Hakons Venner. Find Arnessøn gik ligeledes i frivillig Landflugt til Danmark. Og saaledes var Kongen Stivnakkerne qvit. Den kraftige Maade hvorpaa han hævdede den norske Kirkes Uafhængighed af den bremerske Erkebisp, viser at han ligesaa lidet taalte geistlige som verdslige Indgreb i den kongelige Magt. Den gav ham Navnet Haarderaade.
Ulykkeligt Tog til England.
Den 50aarige Harald kunde trænge til Fred efter slige Kampe ude og hjemme, for at Landet kunde ret faae godt af hans Regentdygtighed, og for at han kunde pleje sit Skjaldskab, hvilket han var voxen, og fortfare i Velgjerninger mod Skjaldelandet Island, som havde hans Yndest. Men en Erobringsplan paa England, som den engelske Jarl Toste indgav ham, bragte Helten atter ind under sit „Landøde“-Banner, og under det faldt han i et Nederlag ved York 1066 og med ham en Mængde af Norges ypperste Mænd.
Ligetil vore Dage skeer det, at Nationer udøse sit bedste Blod for uvedkommende Enkeltmands Skyld blot han er thronbaaren. Dette ansees uretteligen vigtigere end at være folkekaaren. Magten til at erklære Krig bør tilhøre Folket, som ikke er underkastet Overilelser, og som veed at et Rige er stort nok, naar det intet har at frygte af sine Naboer, og at Erobringer ikke ere de Ulykker værd, som de medføre over Folkene. Faae ere de Konger, som troe dette, og Harald var mindst imellem dem. Han bødede, men Folket med ham som altid med Kongen og for Kongens Daarskaber.
Olaf den 3die Haraldssøn Kyrre (Fredsæl) 1066—1093.
(Broderen Magnus den 2den Medkonge til 1069.)
Fred fremmer Landevel.
Vor Tid dømmer ilde om den Regent, som alene har Opmærksomhed for Krigsvæsenet. Man spaaer sig lidet godt af den unge Fyrstes Forkjærlighed for Soldatervæsenet, og gjør liden Forskjel mellem denne og et barnagtigt Hang til Legeri. Vor Tid søger ikke Feldtherrens mellem Kongens Egenskaber, og frygter snarere at finde dem. Den vil Borgerkonger, ikke Soldaterkonger, og selve Erobrergeniet finder Landegrændserne i det oplyste Europa for fastnede til at turde overskride dem. Den vil, at Folkets Oplysning og Velstand er vigtigste Kongemeed, og Frihed og Fred Betingelser herfor, som snarere spildes end erhverves ved hint Hangs Udskejelser, der ved sit Glimrende hverken dækker det Smaalige i en Fyrstes Aand, eller kan begrundes ved Paaskudet, at et Lands Sikkerhed kræver alle dets Kræfter, Fredens og Flidens hele Udbytte.
Men hine Styrkens Tider vilde det anderledes; og med ligesaamegen Grund. De vilde Krigersind hos Kongen, som Folket holdt til Vagt for sig. Den Vagt, hvortil Folkeslag nu lade sig forføre til at holde Hære paa bestandig Feldtfod i dybeste Fred, som fra Folkenes Side aldrig skal blive brudt, var dengang overdraget Kongen alene. Ingen staaende Hær gjorde en krigersk Konge farlig for Folket selv eller lod det ene Aar sluge det andets Fedme som Faraos-Kjør uden derfor at blive federe. Folket stolede paa Kongens vaagende Øie; naar han erklærte, at der var Fare paafærde eller at Leding maatte ud, da var Folket i Vaaben; de første Værnepligtige droge da til Rigets Banner, hvor Kongen reiste det, medens det øvrige Folk, uforstyrret af Krigen, dannede en utømmelig Reserve. Om en angrebslysten Konge skjøttede Folket dog lidt, som Haardraade fik at finde under den lange Feide mod Danmark; men krigsdygtig og vak maatte han altid være. Krigsevne var Kongepligt, og selv Krigslysten vakte langtfra vore Tiders Misbilligelse, og faldt ikke uafbrudt til Byrde som vore Tiders kongelige Paradeheltes. Da ingen Tidsalder fornegter sig selv, skulde i den Tids Omdømme alle fredelige Dyder ikke have erstattet Mangelen paa Krigsdygtighed hos Kongen, medens vor holder denne Egenskab for mindre nødvendig.
At alligevel hiin Tid, som saa klogt indskrænkede Kongens militære Omraade, rigtig bedømte det ægte kongelige Krigersind, og var nøjd med at Sværdet havdes, om det ikke blev svunget, viser den udmærkede Agt som Haardraades Søn Olaf vandt sig netop ved den fredsæleste Regjering. Dog saaes det, at selv en sand Borgerkonge ikke maatte mangle hiin Egenskab i de Tider; thi hjemkommen fra England fandt han K. Svend i Danmark i Beredskab med at overraske Broderen Magnus, der imidlertid indehavde Styret, og tilfredsstillede Kravet paa Krigsdygtighed ved strax at lægge ud i Leding. Dog kom det uden Sværdslag til Forlig; og en Fred begyndte, som Olaf holdt kjærere end den gamle Kongesed at drage ud i Spidsen med Krigsstyrken, da Norge senere gav Danmark 60 Skibe tilhjælp paa et paatænkt Tog til England. Hvad Freden duger til viste sig ret. Konghelle i Båhus, Stavanger og Bergen hævedes til Handelsstæder 1070. For deres Opkomst sørgedes ved Særrettigheder, og deres Anlæg og Handelens Flor dannede en Borgerstand, som erholdt Tilvæxt ved Fremmede og ved de Trælle, som paabødes aarlig frigivne: en i hvert Fylke. Grundvolden lagdes til Throndhjems Domkirke og Kirker byggedes overalt. Sederne forfinedes ved Ægteskabslove og Oprettelsen af Gilder eller Bymændenes lovordnede, under geistligt Opsyn satte selskabelige Sammenkomster, hvorved de Uordener sattes Grændse, som Drikkelagene i Enkeltmands Huus afstedkom. Desuden erholdt Huusvæsenet og Levemaaden mange Forbedringer. Muurovne og Skorstene fik Plads i de gamle Røgstuer og Dagen fik skinne ind til Fædrene gjennem Vindøjer. Man sopede ikke længer om i alskens Rusk paa Jordgulvet, men Halm udbredtes paa stenlagt Gulv. Bægre af drevet Arbeid blandedes mellem Drikkehornene. De Fornemme saaes i Klæde, Silke og Fløiel, med Vaabenmærker i Skjoldene. Biskopper indsattes, og paalagdes Visitatsreiser. Og er det rimeligt, at de nedsatte Fremmede og Geistligheden har stor Fortjeneste af alle disse Forbedringer. Den havde megen Magt over Olaf; og det maa lægges Mærke til, at Forbedringer vel skeer i Kongens Navn, men oftere ved ham end af ham. Hvor velsindet Olaf ellers var, sees af hans Tale ved et prægtigt Gjæstebud, „at det frydede ham, at Folket vovede at tee Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed“.
Magnus den 3die Olafssøn, Barfod 1093 — 1103.
(Hakon den 2den Magnussøn Medkonge til 1095).
Uroligheder indenrigs.
Det Sigende, at Bedstefaderen paaslægtes, traf ind baade med Olaf Kyrre og hans Søn Magnus, der nu fik Kronen. Hiin havde været Sigurd Sir, Denne var Harald Haardraade opad Dage. Da Farbrodersønnen Hakon, som paa Ørething var udnævnt af Folket til Medregent, tog dettes Hjerter fra ham ved Eftergivelser, eggede Magnus til Fredsbrud. Hakons Død af Forkiølelse efter en Rypejagt paa Dovre befriede ham vel for en farlig Medbeiler, men Opstand reiste sig nordenfjelds, som først endtes med Høvdingerne Thorer af Steigs, Hakons Fosterfaders, og Eigill af Urlands Henrettelse. Lehnshøvdingen Svenke Steinarson ved Gothelven, der fornegtede Kronens Rettigheder, maatte vel falde tilfode; men Skofte af Giskø valgte heller, end i en Retstvist at give efter for den myndige Konge, at udvandre med sit hele Huus til Sydlandene. Det var mandigt, at han paatalte sin formeentlige Ret mod selve Kongen, men maaskee var den Udvei, han greb til, valgt af krænket Forfængelighed alene, som Stormændene saa let forvexle med den sande Ærekjærhed, der findes hos enhver Mand, der er Friheden værdig.
Krige udenlands. Norges Herredømme udvides.
K. Magnus Valgsprog var „heller Berøm end langt Liv“; men det Berøm, han søgte og vandt, var Erobrerens, ikke det sandt kongelige, der holder een Ager erobret fra Ufrugtbarheden for bedre end tyve fra Fienden vundne. I de skotske og engelske Farvande tilvandt han sig i to Feldttog Sudurøerne, Man og Halvøen Cantire, og stor Indflydelse i Irland. Derimod havde hans uretfærdige Indfald i Sverige kun Ulykker for de svenske Grændsebeboere til Følge, men ingen Gevinst for Magnus uden Æren af Seiren ved Fogserne. Magnus’s Giftermaal med den svenske Kongedatter Margrethe (Fredkolla) endte denne Feide, hvori hiin Skoftes Sønner Find og Augmund udmærkede sig: den Første ved et tappert men uheldigt Forsvar, den Anden ved paa en Flugt at frelse Kongen ved at iføre sig hans Vaabenkjortel — Fortjenester som Denne glemte. Sjeldent er det ogsaa, at Konger ikke glemme Mennesket over Kongen, hvilket kommer af det Begreb om sig Selv, som Smigrerne og deres næsten altid uforholdsmæssig store Magt indgiver dem. Paa et Tog til Irland 1103 faldt Magnus i et skarpt Slag, hvorunder den oplandske Høvding Thorgrim Skindhuve og hans Bueskytters skammelige Flugt fortjener at omtales, da dette er den eneste Feighed den ældre Historie bebreider Nordmændene i fremmede Lande. Der siges, at Rigsvaabenet den gyldne Løve i rødt Feldt, til hvilken siden den til en Hellebard forandrede St. Olafsøx er lagt, herleder sig fra Magnus Barfods Skjold og fra hans Skarlagenkiortel med en guul Silkeløve paa, og at han fik sit Tilnavn fordi han gik i skotsk Dragt, der lader Benene bare, og bruger blot Saaler snørte til Vristen. Ogsaa dette er et Træk af den raske Selvstændighed, der var meest paafaldende i denne urolige Konges Charakteer.
Magnus Barfods Sønner Eystein den 1ste
Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1103—1116.
Normændenes Korstog.
Magnus Barfods unge Sønner Eystein, Sigurd og Olaf tredelte Riget. Om Olaf er lidet at sige; men Eystein førte Styret i 20 Aar saa vel, at Jæmtlænderne, som siden Olaf den Helliges Tid havde været unna Norge, atter frivillig gave sig under det, og Sigurd udbredte Nordmændenes Berøm i Østerland. Paa denne Tid havde nemlig et religionssværmersk Raseri bemægtiget sig de christne Folkeslag efter at befrie Jesu Grav og minderige Fødeland fra Mahomedanernes (Saracenernes eller, efter Fædrenes Tale, Blaamændenes) Herredømme. Didhen droge i hundredetusindviis keiser- og konge-anførte Korsfarere, som paa disse Korstog søgte gjennem de asiatiske Ørkener, Vejen til Himlen, saasom derved alle Synder troedes udsonte. De Fleste fandt den ogsaa der forsaavidt som de fandt sin Grav eller hjemkom klogere og mere troesoverbærende. Ogsaa endeel Nordmænd, især de med Skofte bortreiste, kjendte til denne Færd, og nøde den sjeldne Lykke at komme hjem igjen, hvor de da havde saameget herligt at fortælle om Pragtbyerne og Fagerlandene dersyd, at Lyst til at see alt Dette og deeltage i Korstogenes Hæder og Velsignelser betog mange af de ærelystne Nordmænd. En prægtig Flaade stak ud under K. Sigurds Anførsel, og Blaamændene fik nu at føle det norske Staal baade paa de spanske Øer og i Asien ved Sidons Beleiring, hvori Nordmændene deeltoge efterat have besøgt Jerusalem og de hellige Steder. Af deres Antogs Pragt og K. Sigurds storsindede Opførsel fik Sydboerne og den græske Keiser, som modtog dem paa det bedste, større Tanker end tilforn om Norden og Levemaaden der. Saaledes henrandt fire Aar under Bedrivter og Festoptog, hvorunder vel Sigurds Mandhaftighed, men ogsaa hans Stolthed og Forfængelighed udviklede sig. Da hjemkom han med faae Overblevne overland med stort Berøm men fuld af Herskernykker, som hørte bedre hjemme i de sydlandske Despotier, hvor han vel havde faaet dem, end i Norge. Og fik han af dette Tog Navnet „Jorsalafar“ d. e. Jerusalemsfareren. Tolv Aar senere gjorde han et Korstog til det endnu hedenske svenske Småland, hvor han med Ild og Blod qvægede sin Troesiver, som i Syden var bleven opglødet til Sværmeri.
Eystein den 1ste og Sigurd den 1ste Jorsalafar. 1116—1122.
Forbedringer især i geistlige Anliggender.
Da Olaf døde 1116 udvidedes Eysteins Kongeraade over Landets østlige Deel og Sigurds over dets vestlige. Eystein havde viist, at en Konge kan have større Fortjenester end at udbrede et Folks Navn over Havene. Retspleien og Handelen skjænkede han den største Opmærksomhed, og de mange opførte Kirker og Klostre (d. e. Stiftelser hvori Geistlige af begge Kjøn, Munke og Nonner særskilte boe) vidne, at Geistlighedens Tarv ikke forsømtes. Dette var dog endnu mere Sigurds Sag. Han anordnede Tiende, gav den vigske Kirkeret, byggede Kirker, hvorimellem Slotskirken i Konghelle, hvor han meest opholdt sig, hvilken han begavede med den fra Jødeland medbragte foregivne Splint af Jesu Kors — og bevirkede, at Biskoperne fik hver sit Stift. Fulgte end med Geistlighedens stigende Indflydelse megen Overtroe, som dog laae i selve Tidsalderens Aand: saa var den dog i mange sedlige Henseender velgjørende. Herredømmet tilhører den større Oplysning, og, ihvor liden end Dentids Geistligheds var, var den dog stor nok til at fortjene det da, og at vide at beholde det. Enkelte Medlemmers Forbrydelser kunde ikke forspilde Retten dertil; men intet Herredømme forbrød den paa en slettere Maade end da Aandsoverlegenheden senere hen vilde gjøre sig gjældende i Borgerkrige og i en skjændig planmæssig Vedligeholdelse af den Uvidenhedens Umyndighed hvori de øvrige Stænder fra Kongen til Bondens Huuskarler befandt sig.
Kongernes Uenighed.
Mangt et Navns Ære falmer, om Helten sees i Nærheden. Stor Kriger kan En være, og dog usel som Menneske; men en stor Konge kan ikke være dette. Helten, som udbredte det norske Navns Ære i alle da bekjendte Verdensdele, staaer selv æreløs mellem de norske Konger. Despotisk, behersket af Vellyst, der synes at tilhøre troessværmerske Charakterer, og af Hovmod, der maaskee var Roden til de Vanvidsanfald, som stundom plagede ham, maatte han falde igjennem ved Siden af Eystein, der i alle Sindshenseender var ham overlegen. Sigurd følte dette, og troede at hæve sig ved Pral og Anmasselse. Begivenheden med Sigurd Hranesøn, en af Magnus Barfods Helte, bidrog dog mest til at nedsætte K. Sigurd og gjøre Uenigheden større mellem Kongerne. Hiin Høvding bebreidede nemlig K. Sigurd, at han med Falskhed havde sendt hans Søsters Mand i farligt Ærinde til Irland for imidlertid at bemægtige sig hende, hvorover K. Sigurd saggav ham for Underslæb med Finneskatten, som var ham forpagtet. K. Eystein, der tog den Forurettedes Parti, fik imidlertid med sjelden Lovkløgt Sagen afviist fra alle de Thing hvortil den paastevnedes — en Mellemkomst, som bragte Borgerkrigen nær sit Udbrud. Dette forhindrede dog den ædle Sigurd Hranesøn ved at falde K. Sigurd tilfode, hvorved dennes bedre Natur, som altid synes at have været kjæmpende men tabende i hans Sjel, vandt Sejer. Eysteins Død 1122 jevnede det dog bedst, og Sigurd herskede nu ene til 1130, da dette lidenskabelige Hjerte ogsaa stilnede i Døden.
Sigurd Jorsalafar Enekonge
fra 1122—1130.
Nys før var en vis Harald Gille, der udgav sig for en Søn af Magnus Barfod, ankommen fra Irland, og af Sigurd antagen som Broder, efterat han ved Jernbyrd d. e. ved at gaae paa eller bære gloende Jern, efter de Tiders Overtroe, havde beviist Sandheden af sit Udsagn. Disse „Gudsdomme“ vare særdeles tjenlige for Geistlighedens Indflydelse; thi Udfaldet stod naturligviis i de Biskopers Magt eller Kunst, som dermed havde at gjøre. Harald Gillechrist gik uskadt over 9 gloende Plogjern; men en mindre Føielig skulde upaatvivlelig have svedet sig. Denne Sed, der gjorde det let for Bedrageren at reise Anhang, den liden Forskjel, som antoges mellem ægte- og uægtefødte Kongesønners Krav, Kongernes Skik at have Medhustruer, men endnu mere Ærgjerrigheden, lokket af et Rige i fuld Velmagt, opfyldte nu Landet med blodige Borgerkrige, som i over 100 Aar sønderslede det. Partier handle egenkjærligt og blot for sig selv; de glemme næsten altid Fædrenelandet. Vel ere de altid uundgaaelige i et frit Land, fremme Aandsudviklingen, og udelukke ingenlunde den gode Mening og Fædrelandssindet; men disse Egenskaber tabe de, naar de kun stride for Enkeltes Interesse; og er det da kleint bevænt med Friheden med, naar Folket eller Fleerheden, fortrykt af Partiernes Mindreantal, fordi dette er organisert, maa taale disses Udskeielser og det Seirendes Godtykke, medens det selv hidtil kun udledte en Konges Ret fra sit frie Valg. Til dette tyede baade Jorsalafarsønnen Magnus og Barfodsønnen Harald, da K. Sigurd døde, og blev da Riget deelt dem imellem. Saa forskjellige af Charakter vare de, at de selv i Privatlivet skulde have været Fiender; hvor meget mere maatte de da være det i Stillingen mod hinanden som Konger. Thi at være dette forhøjer Magten, men betager ikke Lidenskaben noget af sin Lavhed.
II. UNDER BORGERKRIGENE (FRA 1134—1240).
Første Borgerkrig. (Harald Gilles med Magnus Blinde).
Det er et Særsyn, som yderst sjelden paafalder os i andre Rigers Historie, oftere at træffe to, tre Konger ved Siden af hverandre og med lige Myndighed paa den norske Throne. Enhvers Omraade var vel afmaalt, dog var det ikke saa vant om den Ene kom lidt ind paa den Andens eller tog Sæde udenfor sine Enemærker. Ofte indrømmedes denne Deling af broderlig Billighed, ofte tiltog dristigt Krav sig den, støttende sig enten paa Ret og Sed eller paa Vaaben; men hvad der egentlig tilstedte den var Folkets Stemme, hvem Magtens Fordeling nærmest angik. Derved tilsikkrede dette sig nemlig Indflydelse over den Konge, det skjænkede sin Stemme; holdt Kongemagtens Skaaler i Ligevægt og Udveien stedse aaben til at falde fra den slette Konge; fik stedse nye Haandfæstninger; og lagde for Dagen, at det rigtigt vurderede Kongen for hvad han var: en Fristats første Øvrighed, hvis Myndighed fik sine Grændser efter Folkets Godtykke. Konger, som vilde eller maatte dele Magten indbyrdes, søgte derpaa altid Folkets Bekræftelse; og lignede mere de Consuler og Archonter, der, som første Øvrighedspersoner, stode i Spidsen for de romerske og græske Republiker, end de med guddommelig Hellighed straalomgivne, med jordisk Magt som tiest overlæssede Væsener, vore Tider kalde Konger. Men netop deri laae hiin norske Kongemagts Høihed, at den selv alene beroede paa Folkets Yndest d. e. dets Erkjendelse af Kongens Godhed; og deri det Tindrende og Tiltrækkende ved den for høisindede, men ærgjerrige Gemytter. Men Forskjellen, som indtraadte ved denne Tid, var, at disse vilde seire ved væbnet Parti ikke som tilforn ved Folket selv, som kun brugte sin moralske Rustning paa Thinget; først efter Seiren over Modstanderen vilde de seire over Folket ved Herskerdyder. Og Grunden hertil var, at Slægtsfølgen var bleven uvis, saa Magten fik melde sig paa Valgthinget, naar det tvivlsomme Ætskab ikke kunde, og at det Brodersind, som hidtil kun med Nød havde ladet de iversyge Drotter taale, at de sambeilede til Folkets Behag, var ganske sluknet med det fortyndede Slægtsblod. Haarfagerstammens mangfoldige Grener vare skudte i Jorden, og fremstræbte deraf igjen i geil Frodighed som egne Stammer. Tilsidst sværdskiftedes der om Magten tydeligen mellem Ætens mandlige og qvindelige Side.
Efter 3 Aars troløs Fred brød det ud mellem Jorsalafarsønnen og Barfodssønnen, hvilken sidste, fordi han stod sig vel med Folket, af dette var givet Deel i Regjeringen. Slagen ved Fyrisleif i Bahus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, hvis Konge derved medrette gjengjeldte Magnus en beviist Troløshed. Men om Magnus end havde havt flere Laster end denne afskyelige og Stolthedens, Trædskhedens og Drikfældighedens — Gjengjeldelsen kom dog for svær. Han var 18 Aar, bar Kronen alene, da fangedes han af Harald i Bergen, og denne satte ham blindet, halthugget og paa sin Manddom lemlæstet i Munkholmens Kloster.
Harald Gille førte sit vaklende Spiir dog kun et Aars Tid, i hvilken en vendisk Sjørøverhær, efter tappert Modværge, aldeles ødelagde Byen Konghelle. Derunder vandt Ølvar Bonde, ved at selvofre sig, forat give det andet Landsfolk Mod til at undsætte Byen, mere Ære end Harald Konge al sin Tid. Dog slap den Uforfærdede uden Ulivssaar, skjøndt
Tre skar han isund.
Tre hugg han igrund.
Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok.“ (1135).
Aaret efter kom der en større Ulykke over Norge i en vis Sigurd, som indfandt sig og undergik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Dette mærkværdige Menneske, som besad Partihøvdingens Snedighed, Falkeraskhed og Udholdenhed, Præstens Lærdom, Heltens Mod og Feltherrens lynhvasse og snare Blik, er, formedelst det Nidingesind, hvori alle disse Egenskaber glimrede, og alle de Ulykker, han afstedkom, samt fordi han var præstviet, bleven bekjendt under Navn af “Slemmedegnen.“ Ved stor Snildhed undgik han Haralds Mordanslag, og snigmyrdede ham i Bergen 1136. Men istedetfor Hyldest fik Sigurd til Svar, af Byfolkene, da han fra landløst Skib anmodede dem at kongekaare sig, „at dertil maatte ingen Brodermorder melde sig; og var han ikke dette, havde han jo heller aldrig ejet Ret til at melde sig“. Man skal meget ofte opdage i en bevæget Folkemasse de sundeste Tanker, de fineste sedlige Følelser og en Retfærdighed, som ligner mere Himlens end Jordens.
Anden Borgerkrig (Slemmedegnsfeiderne).
K. Inge d. 1ste Haraldssøn Krokryg og Sigurd 2den Haraldssøn Mund.
(1137—1142).
Ogsaa det, at et Folk er tilbøjeligt til at arvgive Kongebørn Riget, der endnu, som disse Gillunger, ere i første Barndom, udspringer af en sedlig Ømfølelse, der, i samme Forhold, som Folket har det fri Valg, er mere end den blotte Retfærdigheds. Inge blev en af de faae Konger, som have paaskjønnet dette; forresten har det indtil vore Dage været Kongesed at frakjende Folket Valgretten, om man end havde alene dennes ædelmodige Brug at takke for Kronen. Godmodige Nationer have i sine bedste Hjerter faaet Læren om den ubetingede Kronarveret indboret med Staal; og Kongedømmet, der alene skulde være et Klenodium i den sedlige Verden og tilhøre den Værdigste, er bleven til en Ting, der tages i Eje som Guld og Sølv og Andet deslige. Det Farlige heri taber sig dog tildels hvor Kongemagten er indskrænket; og da djærve og trofaste Mænd, der ganske svarede til hvad vi kalde et fuldtindrettet og betryggende Regjeringspersonale, vaagede over de Svøbkonger, som de paa Borge- og Øre-thing anbefalede, kunde Folket med saameget større Sikkerhed vælge dem. Imidlertid er det alt ved disse Borgerkrigens første Tider grant at mærke, at Frihedssindet var slappet. Med Fædrelandet forvexledes Kongen, og en selvoffrende Hengivenhed for denne fortrængte Dyder af høiere Værd.
I en saadan Tids Aand, og stolende derpaa, tog Sigurd Slemmedegn den blindede og lemlæstede Magnus udaf Klosteret og trak om med ham til stor Ulempe for Riget. Og var Magnus’s Kongeskab virkeligt istand til at samle Folk nok under hans Banner. Men ved Mjøsminde tugtede den ypperste af hine K. Inges Mænd, Thjostolf Alesøn, Blindekongen udaf Landet, saa han maatte søge Hjælp i Sverig og Danmark. Og maatte han udigjen, da han indkom med Gøthajarlen Karl Sonesons Svensker, og ifra Konghelle gjennedes Sigurd, da han didkom fra Vesterleden. Ellers hændte det i Mindeslaget, at den vesle Kong Inge kom til stor Legemsbræk, ved midtunder Kampbulderen at falde fra Thjostolf, som bar ham i sin Kappeflig.
men Norges Krone Inge bar saamangen Æresdag. — “
Thjostolf slog ogsaa Magnus og Danskekongen bort fra Osloe, som de dog skyndte sig at lægge i Aske efter sig; og fulgte Inges Fosterfader Amund Gyrdersøn dem langt tilsjøs. Omsider endtes disse Feider med Slaget ved Holmengraa, hvor begge Kongebrødrenes Flaader lagde sammen med Magnus’ og Sigurds. Denne Sidste blev fangen og leed Pinseldøden med den heltemodigste Standhaftighed; Magnus fældedes af samme Kastespyd som den trofaste Reidar Griotgardssøn, der beskyttende holdt sin ulykkelige Herre i Favnen. (1139).
for gammel Grev,
som Dødsensljaen bøjet,
saa skjælv som Blad i Aaspelund,
er Kongen tidt kun Skjolderund,
en Hætte kun,
der dækker Skalkeøjet.
den Livets Ven
med Mø og Mor derhjemme,
sin Konge salver med sit Blod,
og tør for ham til Skjold imod
hver Pileod
sit bløde Hjerte stemme.
med blodig Barm
sin syge Herre dækker
den ædle Søn af Griotgard.
Da Magnus deiligt Purpur bar.
Ei Livet har
hvad Døden ofte rækker.[2]
Tvist mellem Kongerne. Geistlighedens Magt tiltager.
K. Eystein 2den Haraldssøn faaer Trediedelen af Riget 1142.
Efterat Stormændene i omtrent 6 Aar ærligen havde styret for Inge og Sigurd, hjemkom en voxen Halvbroder Eystein fra Skotland og fik paa Ørething Trediedeel af Riget. Dette, samt Sindsforskjel, nærede mellem de kongelige Brødre en bestandig Iversyge, som dog havde sin værste Rod i den Misundelse, hvormed Sigurd og Eystein ansaae Inges Gunst hos Folket. Til at vinde denne hos den altfor godmodige Almeenmand er Vennesælhed og Omgjængelighed nok; og Stormændene ynde Svaghed hos Kongen — Egenskaber, som, i Forening med Erkjendtlighed mod de Prøvede, der beskyttede ham, og Listighed gav K. Inge Overmagten. Denne sikkredes af Landets bedste Høvdinger, hvorimellem, da Thjostolf var hedengangen, Gregorius Dagsøn var hans Krones stedse vake Baun og opløftede Skjold. Tvisten mellem Brødrene bilagdes dog for en Tid af den pavelige Gesandt Cardinal (Storerkebiskop) Nicolaus, som 1152 ankom til Norge, hvor han ophøjede Throndhjemsbispen til Erkebisp og stiftede et Bispesæde i Hammer, som fra da af blev en anselig Stad. Den lundske Erkebisp fik nu Intet over den norske Geistlighed at sige, og snart Kongen heller ikke.
Tredie Borgerkrig. (Gillesønnernes).
3 Aar efter Cardinalens Bortreise, og strax efter at K. Eystein var hjemkommen fra et Bretlandstog, hvorved han sagde sig at have hevnet Harald Haarderaades Fald, fik Gregers Dagsøn Veir i nye Sammenspind mellem Eystein og Sigurd, hvilke gik ud paa Inges Afsættelse. Det brød først løs i Bergen, hvor Sigurd og Inge mødtes, og hvor denne fik Folkets Medhold paa Thinget. I Mord paa enkelte af Inges og Gregerses Mænd gav nu Sigurds Parti Forbittrelsen Luft, hvorpaa Inges beleirede Sigurds Bolig og fældede ham 1155. K. Eystein søgte Hevn ved at opbrænde Gregers Gaard Bratsberg og K. Inges Verfter i Nidaros; men forladt af sine Mænd led han med Fædrenestandhaftighed Døden ved Osloe, korshugget over Hænderne, efter eget Forlangende, af Forræderen Simon Skalp, 1157.
Fjerde Borgerkrig. (Hakon Hærdebreds).
Hakon Sigurdssøn Hærdebred som Modkonge. (1157—1161).
Hermed standsede dog ikke Borgerblodet. Den landødende Lidenskab Herskelysten, som engang var løssluppen, overhøljede dermed Landet stedse højere. Men Kronens Gyldenblom visnede hurtigt som Markens, og Magtens Æble brast mellem de blodige Hænder som den skinnende Sæbeboble. De slagne Kongers Venner, hvorimellem Høvdingerne Sigurd af Reire og Eindrid Unge, der havde været med paa et berømmeligt Jorsalatog, som Rognvald Ørkenøjarl i 1152 havde foretaget, samlede sig om K. Sigurds 10aarige Søn Hakon, kaldet Hærdebred, som ogsaa kongekaaredes af Thrønderne 1159. Gregers Dagsøn seirede vel togange ved Konghelle, men kort efter hinanden faldt Gregers ved Foss og K. Inge ved Osloe i et Slag han tabte ved Forræderi. 1161.
Femte Borgerkrig (mellem Erling Skakke og Hakon Hærdebred).
K. Hakon d. 4de Hærdebred
og Magnus den 5te Erlingssøn Modkonger (til 1162).
Den mægtigste af K. Inges tilbageblevne Høvdinger var Erling, kaldet Skakke af en Hælden med Hovedet efter et Nakkedrag han af Blaamændene havde faaet paa hint Rognvalds Korstog. Da denne fule og tappre Mand fik sin og Sigurd Jorsalafars Datters 5aarige Søn Magnus af det ingeske Parti valgt til Konge under sit Formynderskab, begyndte han Krigen for sig og Søn. Han søgte Forbund med Danskekongen mod at love ham Lehnshøihed over Vigen, seirede i Tønsberg, og endte dette korte Optog af Borgerkrigenes blodige Skuespil ved Seiren i Steinavaag, hvor Hakon faldt. 1162.
Sjette Borgerkrig (Sigurd den 3die Sigurdsøns).
K. Magnus d. 5te Erlingsøn
og Sigurd d. 3die Sigurd Munds Søn Modkonge (til 1163).
Jarl Sigurd af Reire fik Sigurd, Sigurd Munds Søn kongekaaren paa Oplandene og paa Ørething; men i Slaget paa Re ved Tønsberg, hvor Erling overraskede ham, faldt Jarlen, Eindrid Unge og flere af den nye Konges bedste Støtter, og om Høsten afhuggede Bøddeløxen i Bergen denne mandlige Green af Kongestammen, som løftede sig imod den qvindelige, hvilken nu blev den herskende.
Geistligheden tiltager sig størst Andeel i Valgretten.
Intet Offer var Erling for stort forat sikkre sin Søn Kronen og sig Selv derved Indflydelsen. Uagtet Danskekongen, da han med Magt vilde hævde Lehnshøiheden over Vigen, togange maatte hjemdrage med uforrettet Sag, indgik dog Erling, forat sikkre sig Hjælp fra den Kant, paa den Ydmygelse at lehntage Vigen som hans Jarl. Større Offer bragte han Geistlighedens Herskesyge, idet han erklærede Riget for et Lehn af St. Olaf d. e. paa det nærmeste af Erkebispen i Throndhjem, i hvis tilligemed den øvrige Geistligheds Hænder Magten til at besætte Thronen kom. Folket lod sig imidlertid ikke sin gamle Ret til at kaare sine Konger eller bekræfte deres Arveret fare; men Erling fik for hiint glimrende men luftige Haab, som han solgte den geistlige Forfængelighed, det formedelst Indflydelsen paa Folkemeningen virkelige Gode, at Erkebisp Eystein, med Pavegesandten (Legaten) Stephanus’ Samtykke, høitideligen kronte og salvede Magnus i Bergen 1164.
Syvende Borgerkrig (Hættesvendenes).
Under Feiden med Danskekongen havde Olaf, en Afætling af Magnus Barfod, reist et Parti paa Østlandet, som bar Navn af Hættesvendene formodentlig fordi de forklædte overrumplede Erling Skakke, da han forfulgte dem ind i Sverrig. Efter Nederlaget paa Stange 1168 forsvandt Levningerne af dette Parti i Danmark. Og da Erling fire Aar efter lod Harald, sin Hustroes Søn med K. Sigurd Mund, henrette, var der Udsigter til at beholde den blodskyllede Throne alene. Herskernes Statskløgt er altid koldblodig, og sætter sin Høihed i at hæve sig over Moralen. Snart alene rene Fristater have viist, at der ogsaa for Politiken gives Forbrydelser og Dyder.
Ottende Borgerkrig (Eystein Meilas).
Eystein d. 3die Eysteinsen Meila som Modkonge
(1173—1177).
Den mandlige Arvlinje reiste sig atter i Eystein den 2dens Søn Eystein, som fra Gøthaland brød ind i Vigen, indtog senere Nidaros, og blev der tagen til Konge. Hans Parti viste ved den største Kjækhed og Udholdenhed, at et sedligt Øjemed, Ideen om at gjenhævde den mandlige Kongelinies større Ret, mere end Kamp- og Rovlyst, belivnede det; men det fik kun liden Hjælp af Bønderne, som begyndte at trøttnes ved den evige Uro i Landet. Eysteins Mænd fik derover, og ved den Mangel de ofte leed, en bidsk og haard Natur, og hadedes som Ulvene af Alle. Ligesom disse Dyr styrtede de ogsaa frem af Ødemarkerne ligesaa ofte som de didhendreves, og da var det Mord og Brand over alle dem, som ikke gjorde deres Sag til sin. Da de stundom af Mangel brugte Næverskoe, kaldtes de Bjerkebeiner — et Navn de gjorde sig en Ære af, selv da den Tid kom, da de i Skarlagen og fine Skoe fremfor Andre ginge ud og ind i Kongsgaarden. Efter det Nederlag, K. Magnus Erlingsøn tilføiede dem paa Re, og hvori K. Eystein faldt, adspredtes de, for atter at samle sig i Sverig. Men Seiren tilslut er Udholdenheden forjettet fremfor Overmagten; og de gamle Bjerkebeiner har lært Nordmændene en Krigsmaade, hvori der er Frelse, om kun Faae ere tilbage, der voge at søge Fjeldene med Vaaben ihaand, være end det øvrige Land oversvømmet af Fiender.
Niende Borgerkrig.
(K. Sverrers eller Heklungernes og Bjerkebeinernes).
Sverrer den 1ste Sigurdsøn — Modkonge. (1177—1184).
Bjerkebeinerne bleve dog først ret frygtelige, da de i Wærmeland tvang En ved Navn Sverrer, der udgav sig for en Søn af K. Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen for dem. Men var end hans Moders senere Mand — en Kammager — hans rette Fader, han var dog frem for nogen Anden født til Konge, til Konge i et oprørt, af Geistligheden underkuet Land med en synkende Frihed. Var hans Hær liden, da var Han Manden, som viste, at det kommer mere an paa den Kraft, som bevæger, end paa den Masse, som bevæges. Mod Hans Kløgt, Raphed, Mod og Standhaftighed forslog hverken K. Magnus Overmagt og Folkeyndest eller hans raadsnilde Faders og Orm Kongsbroders Krigsdygtighed. Med sin lille men haardføre Skare ilte Sverrer over de uveisomste Høifjelde, gjennem Grændseørkner, kastede i lynsnare Overfald Magnus’ Hære eller styrtede sig over Byerne. Alligevel ringeagtede det erlingske Parti, Heklungerne, mere paa Grund af Geistlighedens og Folkets Medhold, der liden Godhed havde for Gilleæten, som havde bragt saamegen Uro i Landet, end fordi de stundom seirede, Sverrers fortvivlede Voghalse — en Feil, som skaffede ham sin værste Fiende Erling Skakke af Halsen i en Fegtning ved Nidaros; og som han Aaret efter i Sejerslag nær samme Sted lærte dem at opgive, da K. Magnus maatte søge Frelse i Danmark og Erkebisp Eystein i England (1180). Allerede det første Aar havde han faaet Kongenavn paa Ørething; og kortefter adsplittet Magnus’ Lehnshøvdinger paa Oplandene, ved hvilken Leilighed han førte sine Skibe paa Ruller over Dal og Fjeld fra Randsfjorden til Mjøsen. Nu slog han en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus i et Sjøslag ved samme Stad; men vandt maaskee mere endda ved at forlige sig med Erkebispen, som tog den Bandsættelse i sig igjen, han i England havde lyst mod Sverrer. Dette foregik dog først efterat mange skarpe Træfninger med afvexlende Lykke vare holdte Kongerne imellem ved Throndhjem og Bergen, efterat Sverrer havde budt Magnus Forlig, som denne besvarede med en personlig Udfordring — en Maade at afgjøre Kongetvist paa, der vistnok synes rimeligere end at jage Folkeslag og Borgere dræbende imod hverandre — og efterat Bispens Tro paa Magnus’ Lykke var bragt til at vakle, da denne andengang var fordreven til Danmark. Endelig afgjordes Tvisten i et Sjøslag i Sogn, hvor Sverrer var inde forat straffe de oprørske Bønder: Heklungerne tilintetgjordes, K. Magnus sprang overbord og druknede 1184. Sverrer, som var en veltalende og til Geistlig hos Bispen paa Færøerne opdragen Mand, holdt selv i Bergen over sin Fiende en skjøn Liigtale, der da i samme Maal var en Hæderstale over hans eget Hjerte.
K. Sverrer d. 1ste Sigurdsøn. (1184—1202).
Modgang styrker Sjelen. Sverrers Aandsforherligelse i den Modgang, hvori han blev opdragen, negter Menneskene Ret til næsten nogensinde at sige, at Modgang kan komme for strid. Bestandig plaget var han af en overmodig Geistlighed, foruroliget af rovlystne Kronkrævere, lønnet med Utak; og, hvad der var det tyngste, formedelst Geistlighedens Bagtalelser, miskjendt af en stor Deel af sit Folk. Dog stod han der midt i Kampen, under Blodiling paa Blodiling, arbeidende for Landets Opkomst og Folkets Sedlighed, beherskende ved sin Aandskraft saa mægtigen de stormende Uroligheder, at han midtunder dem fremelskede videnskabelige Værker (saasom Kongespeilet) og aldrig vaklende i denne Sjelsro, som mere end en pludselig Medgang eller en Vilje, der pludselig strammer sig til et Storværk for atter at slappes, forvisser om den endelige Seir over Ulykker, der synes at have al den himmelsendte Skjebnes Styrke, og endelig selv over Sjelestorhedens værste Fiender Bagtalelsen og Miskjendelsen. Saa mandeligt han førte Haandens Sværd for Rigets Fred, saa dygtigt førte han og Aandens, hvilket fremlyser især af hans mange ypperlige Taler, hvori han snart beviser sin Adkomst til Riget, snart lærer Geistligheden hvad dens og hvad Kongens Ret var, eller og et tøilesløst Krigsfolk „i Fred at være Lam, i Feldten Løver,“ eller advarer mod Drikfældighed, Slagsmaal og anden Used, og hævder en nyttig Handel fremfor den, hvorved fremmede Kjøbmænd gave Landet liden Fordeel i de Overdaadsvarer, især Viin, hvormed de overlastede det for de nyttigere Producter, som de i egne Skibe bortførte. Men skinner Beundringen foran den store Mand, følger Hadet som Skyggen. Paa Sverrers Feldtherredygtighed gjordes ideligen Krav, medens han fik altfor liden Leilighed til at vise Regentens. Først i Graven fik han Fred, som han dog elskede, og først der nævntes han uomtvistet „Kongernes Ziir og Norriges Ære.“
Tiende Borgerkrig (Kuflungernes).
Ellevte Borgerkrig (Mordbrændernes).
Tolvte Borgerkrig (Vargbælgernes). 1185—1190.
Æresposter og Forlehninger stode nu Bjerkebeinerne aabne. Dog finge de kort Sejershvile: John Munk fra Hovedøkloster udgav sig for en Søn af K. Inge og foruroligede Landet i 3 Aar med sine Kuflunger; ligesaa nævnte sig en Sigurd, hvis Parti drog frem med slig Røven og Brænden, at Høvdingen fik Navnet “Brænderen;“ og Resten af Kuflungerne fik et Barn, Vikar, der sagdes Magnus Erlingssøns, i Spidsen, og foer under Navn af Vargbælger voldeligen frem indtil de adsplittedes af Tønsbergerne. Alle disse Ærgjerrige, som ventede sig Sverrers Lykke uden at besidde hans Evner og Adkomst, vunde sig dog kun brodne Pander istedetfor kronte.
Uenigheder med Geistligheden.
Sin hele Kraft behøvede Sverrer i den Kamp som efter Erkebisp Eysteins Død udbrød med den høje Geistlighed, der, fegtende med Bandlysninger og Forræderi, forskandsede sig bag pavelige Bud, Magnus Erlingssøns Haandfæstning til den, og Bisp Eysteins Kirkeret „Guldfjeren.“ Da Folket paa Ørething, hvem Kongen underlagde Tvisten med Erkebisp Erik, kjendte dennes selvtiltagne Skatøger med flere Anmasselser ulovlige, tog Bispen til Danmark, hvor Ondt for Norge altid fandt Pleje og Tilvæxt, og erklærede derfra Sverrer i Kirkens Ban d. e. fredløs og Riget forbrudt. Det Samme fik han Paven ogsaa til at gjøre, hvorimod Sverrer til sin Fordeel i saa overtroiske Tider udlagde en Bispen paakommen Blindhed som en Syndestraf fordi han saaledes fremfoer, og forøvrigt lod sig ligesaalidt heraf anfægte som af en senere pavelig Banlysning, der var beregnet paa under de slemmeste Omstændigheder at vende Folkets Hjerter fra ham.
Trettende Borgerkrig (Øiskjæggernes eller Guldbeinernes).
Allerede 1193 brød fra den erlingske Familie et Oprør løs, hvori Geistligheden, især den onde og fule Bisp Nils, havde Deel. Sverrer saae Staalfingrene under Bispekaaben; men efterat han i Florevaag havde tilintetgjort Oprørerne, der kaldte sig Øiskjægger og Guldbeiner, fordi de kom fra Ørkenøerne og i Modsætning til Bjerkebeinerne, straffede han dog ikke den høiærværdige Niding med andet end med at lade ham krone sig i Bergen. En pavelig Sending, som isaahenseende gjorde Vanskeligheder, var bleven forviist med de Ord, „at han vel var af samme Slags som de andre fremmede Bedragere, der hidkomme for at snyde Folket Penge fra, og siden gjøre sig lystige over det, saasnart de have Grændsen bag sig.“ En Følge af Seiren var ogsaa, at Ørkenøerne og Shetlandsøerne, hvis Høvdinger under Urolighederne havde hersket uafhængigt igjen kom under norsk Høihed. Bisp Nils undveg kort efter til Danmark, hvor han tilligemed Erkebisp Erik arbeidede fremdeles paa at rive den Krone af Sverrers Hoved, han havde sat derpaa. Ogsaa forgave de Sverrers Gesandter til Paven, medens disse vare under en dansk Præsts Gjæstetag; og er det rimeligere at troe, at Sverrers antagne Broder Erik, der indehavde store Lehn i Vigen, forgaves med sin Hustroe og Barn af samme sine og sin Families Dødsfiender end af Sverrer. Dennes Høihjertethed, Broderens Fredsind, den hele Kamps Natur, som, da den foregik mellem to Ætslag, bød enhver af disses Formænd at styrke sin Familie, Bispernes Charakter, Giftmordene paa Gesandterne, forbyder at skjænde Sverrers Navn med denne Mistanke. Bisperne, hvoraf Nils ventelig tænkte paa Kronen for sig selv, vare slette nok til at øve denne Udaad, om ei forat svække Familien, og at fjerne en dygtig Krigsmand af denne fra Vigen, saa alene for at kaste paa Sverrer en Mistanke om en Forbrydelse, som var stor nok til Grund for alle de Beskyldninger de udspredte mod ham.
Fjortende Borgerkrig (Baglernes 1ste eller Nils Bisps).
Inge foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, Modkonge fra 1196.
Oslobispen Nils begyndte alvorligere Kampen i aaben Mark med sine Bagler, et Parti han fremskabte om den unge Inge, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingsen, og som er blevet navnkundigt som Bjerkebeinernes. Det gik frem med Sejer saaofte det ikke traf paa Sverrer selv. Vexelviis erobredes Byerne og Flaaderne, besattes Landskaberne og hævedes Afgivter af begge Partier, der ikke mere gav hinanden Pardon, især efterat Bisp Nils havde ladet Bergen gaae op i Luer. Vigværingerne gjorde Opstand mod Sverrer formedelst nye Krigsstyr, som gjordes nødvendige, en ny Banstraale mod Sverrer lynede over Norden, kun Thrøndelagen saagodtsom var ham tilbage, og selv denne stængt af Baglerne, der foer Landet rundt fra Vigen og til Helgeland. Men Banstraalen slog heller ikke dennegang Spiret af den stærke Haand, den 20-dobbelte Overmagt af Vigværinger splittedes ved Oslo i tre Træfninger paa samme Dag, i Throndhjemsfjorden slog Sverrer sig en Flaade til igjen fra Baglerhøvdingen Halvard af Saastad, og rensede hele Kysten alt til Tønsberg Fæstning, som den gjæve Hreidar Sendemand efter 5 Maaneders Beleiring overgav.
For et Liv saa fuldt af Anstrængelser bukkede Sverrer endelig under. Helseløs bragtes han fra Beleiringen af Tønsberg Castell til Bergen, hvor han døde i Høisædet stor som han havde levet: tilgivende sine Fiender. (1202).
Bjerkebeinernes Enevælde.
K. Hakon d. 5te Sverrersøn. 1202—1204.
Sverrer havde døende erklæret, at han kun efterlod een Søn Hakon, som strax paa Ørething blev kongekaaren. Han samlede Gløder paa sine Fienders Hoved, idet han tilbagekaldte og tilgav Bisperne. Og da Baglerkongen Inge med sine sidste Mænd fældedes paa Helgøen i Mjøsen, saae Landet en Vaabenhvile imøde under den fortreffelige Hakon, som Faderen havde udrustet med sin dyrtkjøbte Viisdom. Men han henkaldtes pludselig til en dybere Fred, forgivet af sin Stedmoder den svenske Kongedatter Margrethe, som ikke stod paa nogen god Fod med ham. Til dette Mord forenede dog rimeligviis Sverrers Søstersøn Hakon Gàlins ærgjerrige Planer sig med Qvindehevnen. For Ærgjerrigheden er heller ingen Haand for ureen saalænge Nationerne gjøre sine øverste Poster for tiltrækkende ved at tillægge dem formegen Magt og Ære. Lige til vore Dage kjøbes den glimrende Krone for samme eller højere Priis end den hvorfor Hakon Gàlin kjøbte Udsigten dertil, medens i den rene Fristat kun den højeste Fortjeneste og Dyd kaldes til at bedækkes med den ypperste Borgerhats dunkle Prydelse.
K. Gutorm d. 1ste Sigurdsøn. 1204.
Høvdingerne udnævnte den 4aarige Gutorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Gàlins Rigsforstanderskab, hvorhos ogsaa Sverrers Søstersønner Inge Baardssøn og Peder Steiper havde meget at sige. For den Iilsomhed hvormed Hakon Gàlin fremstyrtede over Liv mod sit Maal kunde han vel fortjene sit Tilnavn, (der vil sige: den Rasende, den Framfuse — skjøndt det vel er vundet i Feldten), thi der siges, at Gutorm paa hans Anstiftelse forgaves af Margrethes Datter Christine, med hvem han holdt sig inde. Mistanken herom, saavelsom det at han var af en svensk Fader lod dog Folket paa Ørething give ham Afslag paa Kronen, som Bjerkebeinerne dog havde tilemnet ham. Og om dette fik raade, vandtes den aldrig, men tabtes altid ved Forbrydelser.
Femtende Borgerkrig. (Sidste med Baglerne — til 1208).
K. Inge d. 2den Baardsøn. (1204 — 1217).
Erling Steinvæg (til 1207) og Filip Modkonger.
Urolighederne havde fremskabt et Hærvælde. En Krigsmagt var fremstaaen, som mindre lignede Borgere, der bevæbne sig mod en ulykkelig Tid, end senere Aldres Soldater. Ligesom disse, fordringsfulde, altid færdige til at kaste Sværdet paa Vægtskaalen, ringeagtende Loven, men Kongemagtens eller ogsaa Egenviljens lydige Trælle, og stedse mere fremmede for sit eget Folk, fremtraadte nu Bjerkebeinerne med sine Høvdinger paa Ørethinget forat styre Kongevalget efter eget Tykke. Men Vaabenvældet er en død Kraft, og Stormændene, i hvis Hænder den skulde bevæges, vare uenige. Dette gav Almuen og Loven Seiren: ved frit Valg kaaredes K. Sverrers Søstersøn Bonden Inge Baardssøn med Tilsidesættelse af Hærens Yndling Hakon Gàlin og 3 andre valgbare Mænd. Kongen besvoer Folkets Rettigheder, Folket igjen de Kongen indrømmede. Hæren kom ogsaa strax paa sin rette Plads ude imod Baglerne, som alt mens Gutorm levede havde begyndt at røre paa sig under Erling Steinvæg, en foregiven Søn af K. Magnus Erlingssøn, og Filip, en Frænde af Oslobispen Nils, som heller ikke sad rolig. Det var ogsaa gaaet saa fremad med disse Urostiftere, at Erling havde faaet Kongenavn over Oplandene og Landet rundt alt til Agdurs Vestgrændse, og givet Filip Grevenavn. Krigen førtes ligesom før ved at gjøre Jagt paa hinanden rundtomkring Landet og afvexlende besætte og brandskatte Byerne, af hvilke det især gik ud over Bergen. Der vandt Bjerkebeinerne under Hakon Gàlin sin vigtigste Sejer, som gav Hevn for et Overfald af Baglerne paa K. Inge i Throndhjem, hvorunder denne kun ved at svømme over Nidelven og ved en Frændes Hjælp slap unna.
Efter Erlings Død 1207 fik Nils Bisp Filip til Baglerkonge; ja han erholdt endog Kongenavn paa Ørething, efterat den gjæveste af alle Bjerkebeiner Dagfind Bonde havde maattet overgive Castellet i Bergen. Paa det Ørething maa dog nok de baglerske Commandoraab have lydt; thi Thrøndelagen var ligesaa bjerkebeinsk sindet som Vigen var baglersk, uanseet endog, at Thrønderne senere i et Trangsaar gjorde Opstand imod K. Inge, i den Tanke, at Afgivterne vare for svære, at Folket bedst bedømmer dette, og at Nød bryder alle Love. Ihvordan det nu har været med dette og andre Kongevalg paa vore gamle Thinge — den Thingmand er ligesaa forrædisk, der lader sig bestikke af Staal, som den, der lader sig bestikke af Guld. Skulde der være nogen Forskjel, da maa det være den, at den Første er Øxen, den Sidste Galgen værd. Strax efter vedtog dog Filip Forlig, der indgikkes paa Hvitingsø ved Stavanger, efter Mægling af Bisp Nils og Erkebisp Thorer, og hvorved Han fik Sverrers Datter Christine tilægte og Vigen og Opland som uafhængig Jarl. Kongenavn beholdt han dog i Folkemund, hvorimod Hakon Gàlin, der saagodtsom var Landets tredie Styrer, maatte afstaae derifra. Om den Mistanke, denne ærgjerrige Mand paadrog sig for et Snigmordforsøg paa Kongens Liv, er grundet, da viser den, hvor stor Forskjel der kan være imellem medborgerlig og krigerisk Dyd, hvilken sidste han besad i høi Grad. Med Omhu vogtede han dog den unge Hakon, Søn af Hakon d. 4de, der opdroges ved Hoffet som sandsynlig Thronarving til lidet Nøje for Skule Jarl, Kongens Broder, som fra Hakon Gàlins Død 1215 havde størst Indflydelse hos den gode, men svage Kong Inge. Hofrænker traadte istedetfor den aabne Partifeide. Enkelte Stormænd troede at kunne beskjære Kongemagten — noget, som ialfald kun tilhører det hele Folk at gjøre, og da paa lovlig Maade. Stormen var forbi, men det pludselige Stille bebudede, at den nok vilde springe om paa en anden Kant. Imidlertid kom dog de atter løsrevne skotske Øer, under denne Sagernes Stilling, tilbage til Norge, tvungne dertil af nogle Bjerkebeiner og Bagler, hvem Freden herhjemme ikke smagte. Geistlighedens Irettesættelser lærte dem dog, at Vikingalivet, som det lod til de vilde indføre igjen, ikke mere passede med Tiden.
Den sverrerske mandlige Ætside kommer paa Thronen.
K. Hakon den 6te Hakonsen, den Gamle (1217—1262).
Bjerkebeinerne, den sverrerske Æts trofaste Værnere, gjorde paa Kongevalget efter Inges Død sin Indflydelse gjældende for den unge Prinds Hakon; og var Almuen overalt enig med dem. De øvrige Kronbeilere Inges Søn Gutorm, Hakon Gàlins Søn Knud og Skule Jarl maatte give tabt; og efter gammel Sed gave Bønder Hakon Kongenavn paa Thingene. Men uagtet dette, uagtet hans Moder Inga ved Jernbyrd godtgjorde hans Fødselsret, og uagtet den retvise Hakon senere lod den paa en Rigsdag i Bergen undersøge: henrandt dog hans halve Regjeringstid under idelig Krontvist og Urolighed. Styrløshedens (Anarchiets) og Borgerkrigens Udsvævelser ere lette at forklare og undskylde med Despotismens egne; men den folkelige (liberale) og forsonlige Hakon, som vilde Ret og Frihed for Alle og forstod den største Regjeringskunst i et bevæget Land, at fordrage de forskjelligste politiske Meninger og at udøve Magten med Opmærksomhed for Alles Interesse, giver ingen Undskyldning for de to heftige Borgerkrige, der gjennemrasede som Brand Landets neppe tildækte Saar. Bebreidelsen maa især ramme Skule Jarl, som fra først til sidst med forræderske Opspind og endelig med Vaaben søgte at tilfredsstille sin umættelige Egenkjerlighed. At denne intet mindre krævte end Kronen, var klart, da Kongens Opofrelse af 1/3 af Landet og Skatlandene, Gaven af Hertugtitlen og Æren af at Kongen, maaskee mest for Freds Skyld, tog hans Datter tilægte, ikke forslog. Krigersk Urolighed begyndte dog fra en anden Kant, idet Udskudet af den erlingske Families Kjæmpere, Baglerpartiet, med en foregiven Søn af K. Magnus Erlingsen, i Spidsen, under Navn af Slitunger foruroligede Vigen. De gamle Baglerhøvdinger, som gjerne vilde sidde iro i sine Lehn, betvang vel disse Røverbander i Forening med Bjerkebeinerne, med hvem der efter Filips Død 1218 var indgaaet en ny Forening; men dermed vare ikke alle de Skud af hiint Landets blodige Torneriis qvalte, som endnu skulde sønderflænge det og bortjage det medborgerlige Sind, som mest af alt er et Riges Lykke og Styrke.
Sextende Borgerkrig (Ribungernes. 1219—1227).
Baglernavnet var vel forsvundet; men Baglersindet ikke. Ligesom gamle udsatte Krigsheste endnu lystre Trompetklangen, spidse Ørerne og jage henover Marken, saa omtrent virkede Rygtet paa mange af dem, at en Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung af Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad var kaldt til Norge. En Hær omgav ham snart, og i Forening med Levningerne af Slitungerne spillede Ribungerne Mester i Vigen og paa Oplandene indtil den forrige Bagler, gjæve Arnbjørn Johnsøn og Skule Jarl tvang Sigurd til at overgive sig. Da denne Oprører nu en Tid saaes i Skules Følge, er det rimeligt, at denne, som stedse stod i et spændt Forhold til Kongen, og før ikke havde taget i Betænkning at sammensværge sig selv med Filip Baglerkonge, vilde bruge ham til at ængste Hakon og til at reise Folk med, naar han endelig selv vilde hæve Oprørsfahnen. Men Sigurd begyndte snart Krigen paany paa egne Vegne; og efter hans Død 1226 fortsattes den under Knud, Hakon Gàlins Søn, indtil Denne, efter Nederlaget paa Vormen ved Eidsvold (1227), overgav sig til Kongen, der siden viste ham stor Naade. Resten af Partiet ødelagdes af Værmelændingerne paa Kongens Befaling, som under Krigen havde lært disse med Brand og Sværd, ikke at give Oprørere Tilhold i sine Skoger. 1225 var Bisp Nils død, efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. Intet Menneske har bragt flere Ulykker over sit Fædreland, end denne Stifter af Baglerpartiet; men hans Bøn paa Dødslejet, at Kongen dog for Guds Skyld maatte tilgive ham, siger heller ikke stort mindre end: bedre havde det været mig, om en Møllesteen forlængst havde været lagt om min Hals og jeg slængt i Havet. Saaledes omtrent maa vel Indholdet af enhver Landsforræders sidste Tanker være — han være den kløgtige Thingmand, Feldtherren, Soldaten der slænger Geværet fra sig, eller Bonden, som bliver siddende naar Budstikken gaaer. Rimeligviis har det været Afsky for denne Forbrydelse, Landsforraad, som afholdt vore Kongesagaers berømte Forfatter, Islænderen Snorro Sturleson, der opholdt sig ved Begyndelsen af Ribungfeiden hos Skule Jarl, fra at gaae ind paa at fremme dennes og K. Hakons Anslag mod hans Fædrelands Uafhængighed. Han skal vel have givet Løfter eller maaskee rettere taalmodig hørt paa hine Anslag; men det lader til, at han kun har sat List mod List, troende det bedre at skuffe en Konge, og det en fremmed, end sit eget Fædreland.
Syttende Borgerkrig (Hertug Skules 1239—1240).
Der løb vel adskillige Aar hen i Fred; men høist fordægtig var den, og slig Fred er ikke stort bedre end Krig. Kongens og Jarlens Mænd laae i aabent Uvenskab, og lode hverken Ærgjerrighedens Flamme døe hos Denne eller Mistankens Orm hos Hiin. Hakon troede vel at begrændse sin Svigerfaders Planer med Hertugkronens gyldne Ring, som han gav ham 1237; men 2 Aar efter fordrede Hertugen Kongens egen, og tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger Knud Jarl og Arnbjørn Johnsøn; men Kong Hakons Sejer ved Oslo fæstnede igjen Spiret i de rette Hænder. Med Skules Drab i Helgesæter-Kloster ved Nidaros, hvorhen de seirende Bjerkebeiner forfulgte ham, endtes denne sidste af Borgerkrigene. Fra nu af forligtes alle Partier af den fred- og seiersæle Hakon. Lykken holdt ikke længer Retfærdighedens Vægtskaal paa Sværdodden. Ret og Magt forentes atter.
III. EFTER BORGERKRIGENE (FRA 1240—1387).
Norges høieste Velmagt.
Kong Hakon var 36 Aar før han fik ret Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Landet var folkerigt og velstaaende selv under Borgerkrigene; men Freden hævede det til en Grad af Velmagt og Ære, som af det hverken før eller siden er naaet. Det er ikke vanskeligt at begynde Statsomvæltninger — et Brud paa Forfatningen giver Grund dertil, — men at ende dem, er svært; og lykkes kun for dem, der ere ligesaa ædle som store. Hakon var En af disse. Han udstrakte derfor Forsoningshaanden, ikke Strafbilen, da Ingen kunde tviste med ham længer, og Underet skede: Lidenskabsstormene teg og Blodbølgerne stilnedes, som et Aarhundrede igjennem havde rystet og vragtumlet det gamle Rige. Med Freden og Medborgeraanden kom, ligesom Blommer over Marken med de milde Luftninger af Vaaren, alle Velsignelser tilbage. Fra Kongens Hjerte udrandt det dog alt; thi fra det kom Forsoningen, fra den kom Freden, fra den igjen Lovorden, Landsopodling og Handel; herfra da Velnøje og Velstand, og denne reiste da igjen alle de Kirker, Befæstninger og offentlige Bygninger, som under Hakon fremstode, vidnende ligemeget om hans dygtige Forsorg som om at Cultur og Velstand fremskride sammen. At Hær og Flaade holdtes i forsvarlig Stand fik den danske Konge at see, da Hakon gjæstede ham forat paatale nogle Røverier. Det kom dog til Forlig; og senere ægtede hans Søn Magnus den danske Prinzesse Ingeborg. Ubrudt Venskab fandt derimod Sted med hans anden Søn Hakons Svigerfader Rigsforstanderen Birger Jarl i Sverrig. Og beilede Europas mægtigste Herskere til Normannakongens Gunst: saaledes Kongen af Castilien, der ogsaa, med godt Udfald, beilede til hans Datter for sin Broder; Storfyrsten af Rusland; Kongen af Frankrig, der tilbød ham Overanførselen paa et paatænkt norskt og franskt Korstog; den tydske Keiser; og baade mahomedanske Sultaner og Paven, som endog tilbød ham Keiserkronen i det tydske Rige. Under dette opførte Hakon sig med den største Anstand og Fiinhed (som den politiske Viisdom kaldes), betalende gode Ord med gode Ord, Tjenester med Tjenester og god Mynt. Saaledes fik Cardinalen, som Paven sendte til K. Hakons Kroning i Bergen 1247, hvilken paa det prægtigste feirede Norges og dets Konges Hæder og Lykke, sin Umag vel betalt; men Hakon glemte ikke at benytte hans Nærvær til at faae jevnet fordeelagtigere for Kronen, end man skulde troe, adskillige Stridigheder om hvad Statens og hvad Kirkens var; ligesaa blev og Jernbyrden afskaffet, som en Overtroe, der var Tiden uværdig. 14 Aar senere lod han, efter sin ældste Søn Hakons Død, som ogsaa havde baaret Kongenavn, sin anden Søn Magnus krone i Bergen af Erkebispen. Samme Aar (1261) erkjendte ogsaa Grønland samt Island norsk Høihed; men under Vilkaar, som vare de oplyste og frisindede Islændere værdige. Deres Frihed var vel bleven besudlet af Borgerblod — ogsaa af Snorros — under Stormændenes tøilesløse Uroligheder; men at opgive den derfor vilde være at mistvivle om at Himlen er reen og blaa bag de drivende Skyer. Vilkaarene sikkrede dem mange nye Fordele; dog var Foreningen Nul og Intet, om Kongen ikke opfyldte dem eller gik udenfor sin Myndighed. Alligevel havde det været bedre baade for Norge og Island, om Foreningen aldrig var bleven istandbragt; thi Island fulgte med Norge i dettes senere Ulykke; men frelstes ikke som dette; og Island bærer nu alle Trældommens Elendigheder og Norge Sorgen derover. Forening mellem 2 ulige mægtige Lande er ogsaa en mislig Ting, om Verdenshistorien staaer til Troende. Og det gjør den; thi intet er sikrere end Erfaring. Paa et Tog, hvorved Lehnshøiheden gjenhævdedes over de vestlige skotske Øer, døde Hakon i Vinterqvarteret. (1262).
Lovforbedringer. Friheden taber ved en Adels Fremvæxt
og Geistlighedens Magtudvidelse.
K. Magnus d. 6te Hakonssøn Lagabæter (Lovbedrer).
(1262—1280).
Fra gammel Tid af dømtes efter Frostethings- Gulethings- Eidsevjuathings- og Borgethings- Lovene eftersom Provindserne thingede til et af disse Steder. Magnus fik disse Love bragte til Eenhed; men dette er ogsaa Alt hvad der kan siges til hans Roes. Med den Lov, han gav Islænderne vare disse kun lidet nøjde; og burde de da have betakket sig for den, ligesom og for den norske Lehnshøvding, han sendte dem, eller snarere for Foreningen selv, da denne derved fra Kongens Side var brudt. Sligt bør et Folk aldrig taale, ihvad der end maa røstes om Kjærlighed med sin Glemmebog for den Mægtiges smaae Lovbrud. Den der stikker en Fakkel ved Grunden ønsker Luen paa Taget. Fredsind kan det have været, at han til Skotland solgte Sudurøerne; men Svagsind var det, at han ikke holdt Russerne fra Nordlandene; og aftvang den danske Konge sin Dronnings Arv. Værre var det dog med de overordentlige Særrettigheder han indrømmede Geistligheden, idet han tilstod den Dømmemagt i en Mængde Sager saasom Ægteskabs, Testamentspørgsmaal o. s. v., Kaldsbesættelse, særskilt Deel i Lovgivningen, Myntrettighed for Erkebispen, en Eiendomsafgivt m. m.; og værst af alt, at han forvandlede Thingene til Herredage, hvor Adelen alene traadte istedetfor Odelsbønderne. Adelen, denne Classe, som fordrer at offentlige Fortrin skulle i den gaae i Arv, begyndte først fra denne Tid at skille sig fra Folket og at blive synbar i dets Masser. Hertil tjente fortræffeligen Greve- Baron- og RidderTitlerne, som Magnus, efter andre Landes Skik, indførte. Ved Siden af Disse fandt Bonden snart, at han tog sig ilde ud paa Herredagene, og denne altfor beskedne blev da borte, men med ham ogsaa Friheden. Efterat have givet et nyt Beviis paa sit veke om end velvillende Sind i de store Handels-Rettigheder han 1278 indrømmede Tydskerne i Bergen, og hvorfra Oprettelsen af deres „Contorer“ der skriver sig, døde Magnus 1280.
Geistligheden indskrænkes atter. Krig mod Danmark.
K. Erik d. 2den Magnussøn, Præsthader. (1280—1299).
Som Geistligheden gik frem, er dette Øgenavn snarere denne raske og kraftige Konge til Hæder. Han fik det, fordi han, da han kom til Skjelsaar, kun brød sig lidet om det for Geistligheden fordeelagtige Kroningsløfte, som Bisperne benyttede hans Ungdom til at give sig. Da han var 14 Aar gammel, jog han, eller rettere hans Regjering, endog et Par Storklerker med Erkebispen foran ud af Landet forat klage sin Nød for Paven; og omsider faldt de tilføjes, da Kongen var døv og blind for de Banlyn og Tordenbuller, som ellers dentid skræmte mægtigere Konger end Norges under Bispekaaben. Uheldig var han derimod i sin Plan at vinde Skotland paa Grund af sit Givtermaal med den skotske Prindsesse Margrethe. Det lykkedes hverken for ham paa egne eller paa sin Datters Vegne. De tydske Handelsstæder aftvang ham og nye Friheder, for hvilke det Bytte, han vandt i sin langvarige Feide paa Danmark angaaende sin Moders Arv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, kun var Norge liden Erstatning. Liden Ære var der og ved denne Krig, der førtes ret paa Røverviis. Hver Alder har dog sin Maade at føre Krig paa; den vil maaskee komme, som fører den blot med Aandens Sværd, med Ord og Beviser for en almindelig Folkedomstol.
Udlændingernes Handelsret indskrænkes. Krigen mod
Danmark fortsættes.
K. Hakon d. 7de Magnussøn, Halæg (Høibeen) — (1299—1319).
Denne Lagabæters anden Søn, som alt længe havde besiddet Vigen med kongelig Myndighed, synes ikke at have agtet Folkets Valg fornødent. Han lod sig og sin Dronning ogsaa uden videre krone, og synes at have havt overvættes store Begreber om den kongelige Myndighed, hvilket vil sige det samme som at have ligesaa ringe om Folkets Ret og Frihed. I sig selv er en saadan Gemytsforfatning den samme som i det private Liv kaldes, at have for overspændte Tanker om sig Selv — et Vogespil som Verden bedømmer strengt, idet den stødes selv ved den overvægtige Aands naturlige Selvfølelse. Imidlertid maa man ikke undre sig over at den sindskraftige og regentdygtige Hakon følte sig vel meget under Purpuret, da saamange af Verdenshistoriens svage Konger have gjort det samme. Saavidt gik han heller ikke i denne Feil, der ellers især er Svagsjelen egen, at vi derfor maa forringe vore Tanker om hans sunde Fornuft. Den og sin Herskervilje lagde han for Dagen i endeel Anordninger, der indskrænkede især de tydske forenede Handelsstæders (Hanseforbundets) Anmasselser og Handel, forsaavidt den var Landet skadelig, samt i at indskrænke den egentlige Adel, men fremhæve Embedsmændene, hvis Pligter dog tillige skarpt bleve dem foreskrevne. Til disse regnes maaskee rettest de 12 Rigsforstandere, som anordnedes i Tilfælde af Thronledighed eller Thronarvingens Mindreaarighed. Som saadan fik han sin Datter Ingeborg, da Søn ei havdes, erkjendt; og gav vel disse Udsigter Prinzessen, ligesaasnart som noget andet godt ved hende, den raske Beiler hun fik i svenske Kong Birgers Broder Hertug Erik. Idetmindste vise alle de sluttede og brudte Overeenskomster, de mange Kongestevner og Rigsdelinger i de andre Nordens Riger paa den Tid, at Politiken (Statskløgten) alt da ikke var saa lidet uddannet. Kongerne havde begyndt at betragte sig som Altings Eneejere, Folk og Land som deres klingende Formue, og Prinzesser som Sedler, der maatte lyde paa hiin Valuta forat have Værdi.
Da Krigen med Danmark 1309 var endt til Hakons Fordeel, efter paany at være bleven ført i 5 Aar paa en Maade, som de danske Kongemordere og den norske Fribytter Grev Alf Erlingssøn af Tønsberg sørgede for ei blev forskjellig fra den forhenbrugte: indvikledes Hakon i de svenske Hertuger Eriks og Waldemars Stridigheder med Broderen K. Birger, hvori han da tog sin Svigersøns Parti, og lehngav ham Konghelle og endeel af Halland, som han selv havde erholdt af Danmark i Freden. Da Erik, efterat have sluttet Fred med sin kongelige Broder, ei vilde rømme Hakon Lehnet, kom det selv mellem disse til Krig, hvori Erik trængte frem alt til Agershuus. Efter en Række af Underhandlinger tilbagegav han dog Lehnet, og fik Ingeborg af Norge tilægte 1312.
Da K. Birger 4 Aar derefter tog Livet af begge sine Brødre — som der siges ved at lade dem sveltdøe i Fængslet, hvortil han selv skal have slængt Nøglerne i Vandet — : fordrev de Svenske ham, henrettede Kronprindsen, og valgte Eriks og Ingeborgs Søn Magnus til Konge under Moderens og et Rigsraads Formynderskab. Kort tilforn var det sidste Skud af Haarfagers mandlige Ætside uddøet med K. Hakon 1319.
Landet var i Velmagt i hans Tid; og siges Finlapperne da at have erlagt Skatten, som længe ikke havde været hentet af Frygt for de vilde Russer, der ligesom en Kræft stundom aad sig rundtom Kysterne alt syd til paa Helgeland. Frygten har dog nok været overdreven, da de ukrigerske Lapper siges ved denne Tid at have tilkjæmpet sig over dem den eneste Sejer som glimrer i deres Historie. Saadanne Fiender forglemme, i det de overvælde den Svagere, at den som intet haaber frygter heller ikke meer; og at et underkuet Folks Fortvivlelse er ligesaa farlig for det seirende overmægtige som det er for Bjørnen om Gaupen kaster sig paa Ryggen for med spændte Kløer at fare i dens Bug. Ingen skulde heller kunnet bebreide Islænderne, om de havde drevet Modstanden til det yderste mod sin Konge i Norge for de Brud paa Foreningsacten han tillod sig. Den private Godgjørenhed han viste dem, da de hjemsøgtes af Brand og Vulcanudbrud, undskylder ikke de Forbrydelser han som Konge begik imod dem. En Konges første Dyd maa, som hos enhver anden Mand, være Ærlighed. Oprigtighed er det bedste Regjeringsmiddel, og i ingen Stat nødvendigere end i en Forenings. Disse Staters Bindingsstof er alene Tiltroen. Findes den i Fred, agte Borgerne ikke Hjerteblodet for kostbart til at holde Foreningen sammen med i Krig. Men er den borte, da er selv Freden en Krig, hvori alle onde Lidenskaber føre sine Vaaben. Mistillidens og Nagets Orme fortære Foreningens Kjerne: den bliver en gisten, huul Nød, som knases under hvilkensomhelst Fod, der vil træde paa den.
Norge og Sverrig forenes.
K. Magnus d. 7de Erikssøn Smek (1319—1344).
Der siges vel, at denne 3aarsgamle Søn af den svenske Hertug Erik og den norske Kongedatter Ingeborg, valgtes til Norges Konge; men dette vil kun sige, at det af K. Hakon anordnede Rigsraad, ifølge dennes Arvefølgelov, erklærede ham for Konge under dets Formynderskab. Paa samme Maade var det han kort efter erklæredes for Konge i Sverig, hvorefter en Foreningsact oprettedes, der tilsagde hvert af Rigerne Selvstændigheden og fastsatte den fælleds Konges Pligter. Rigsraadet styrede vel; en af dets Medlemmer Drosten Erling Vidkunnarsøn værnede ogsaa Nordlandene godt mod Russerne. — Constitutionel, forsaavidt derved kan forstaaes, at Grundlovene dog endnu indrømmede Folket nogen Frihed, kan vel denne Norges Forfatning endnu kaldes; og den var det ogsaa i Virkeligheden for Adel og Geistlighed. For Folket, der ikke er det samme som disse Stænder, var derimod al Frihed gaaen tilgrunde. At det saa taalmodigt havde ladet sig det ene Frihedsklenod tage af Hænderne efter det andet, kom af at hine Tiders Frihed var udrunden blot af en naturlig Følelse af hvad Ret var, ei af Begreb, og beroede paa en ubevidst Vane, ei paa Oplysning. Men al Følelse kan skuffes, al Vane sløves og uddøe, hvorimod Begreb og Oplysning stedse er stigende og med dem deres Krav ikke alene paa at beholde men paa stedse at udvide Friheden. Derfor see vi overalt de gamle Tiders Frihed at synke som Templet paa Sandskrænten, medens de nye Tiders oplyste Nationer med sikker Dristighed reise sin højere og højere. Det Modtagne mistes heller end det med Sverd Erhvervede. Det Tilvante viger for det man erkjender for nødvendigt og umisteligt. Almeen Oplysning og Erkjendelse af Frihedens Nødvendighed i en Grad, der svarer til Oplysningen og Sedligheden, er Frihed og dennes Betryggelse. Enkeltes Oplysning er Trældom. Ogsaa i den Slags Oplysning er kuende Stormannavælde. Enkelte Islænderes Boglærdom hindrede ikke det hele islandske Folk fra at behandle sin Frihed som Barnet Kniven; og vakte ingen Modstand som man kunde ventet af et saa ildigt Folk, da Norskekongen tog Friheden fra det, eller rettere da han brød Stykker af den til sit eget Brug. Og i Norge var det Geistligheden og Kongens Canzleres Eneoplysning, der berøvede Folket lidt efter lidt dets Frihed, uden at det forstod hvad det mistede. Kongens Magtsprog og Adelens Pragt var nok til at skuffe dets blotte Følelse derfor. Aar gik; og en ny — Trældommens — Vane indtraadte. Den syngende Fugl i Buret, den tyggende Hest, mange Folkeslags Søvn viser dog, at den maa ogsaa have sine Sødheder. Thingene stode nu tomme; Bønderne, som sad rolige hjemme, fik der at høre, at et Rigsraad styrede Norge, og at dette havde valgt en Konge.
Godt havde det imidlertid været, om K. Magnus altid havde havt slige Raader vedsiden. Hans og hans franske Dronning Blancas Hang til Pragt og sandselige Adspredelser i et sværmende Hof, samt at de hengave sig til uværdige Gunstlinger, forargede baade det norske og det svenske Folk. Det norske havde endnu dertil at beklage sig over, at han, mod Foreningsvilkaarene, næsten stedse opholdt sig i Sverig. Skaane og Bleking, som han havde tilkjøbt, lod Magnus Rigerne igjen forræderisk fraliste af den danske K. Waldemar, som dertilmed paalistede Magnus’s Søn Hakon sin Datter Margrethe, mens han forholdt ham den han egentlig skulde have. Hansestæderne lod han skalte som de vilde; og er der intet andet tegnet Magnus til Ære i hans Aarbøger end at han erklærede Trællestanden ganske afskaffet. Hungersnød og Jordskjælv bidrog ogsaa sit til at skærpe Misnøjet. Han nødtes endelig til at tage sin Søn Hakon til Medregent i Norge 1344.
Foreningen med Sverig opløses.
Magnus den 7de Smek og Hakon den 8de Magnussøn (1344—1365).
I Sverrig udbrød Opstand under Magnus’ anden Søn Erik. Ved dennes Død blev vel Hakon af Norge valgt; men hans Forbindelse med den danske Prinzesse og Magnus’ underfundige Handeler med K. Waldemar bragte det svenske Rigsraad til at afsætte baade Magnus og Hakon, og at indkalde som Konge deres Frænde Albrecht af Meklenburg. Denne slog Hakon ud af Riget og satte Magnus i Fængsel 1365.
K. Hakon den 7de Magnussøn — Enekonge.
(1365—1380).
Der berettes, at K. Hakon, fire Aar før denne Ulykke overgik Magnus, af Svenskerne var bleven dreven til at sætte sin Fader fast paa Calmar Slot. Maaskee beqvemmede han sig dertil forat redde Foreningen, maaskee og holdt han dette sørgelige Nødmiddel for tjenligt til at frelse sin Faders Liv. Idetmindste viste han i sit Tog til Sverige 1371, forat befrie sin Fader, hvilket og lykkedes ham mod svære Løsepenge i Sølv og i Besiddelser, at han besad den sønlige Følelse, som, ihvorvel intet Menneske tør mangle den, dog geraader Konger til saameget større Ære, som de ikke destomindre ofte synes at mangle den. Faderens Daarskaber bedrøvede Sønnen; hans Ulykke harmtændte denne og gjorde hans Sværd skarpere til at løse Faderens Baand. Dette Træk maae vi gjøre mere af, end af den Regentduelighed Hakon viste ved at faae Hansestæderne til at holde sig Anordningerne efterrettelige. Vi ere tilbøjelige til at ære Purpuret; dog glæde vi os først, naar vi træffe Mennesket derunder. Dette tør vi elske. Den brave Hakon mistede dog snart sin frelste Fader, da han druknede i Hardangerfjorden 3 Aar efter Befrielsen.
Svartdøden.
En 100aarig Borgerkrig havde gjennemraset Landet. Dog stod det derefter som Ynglingen, der stærk og blussende gaaer ud af Lystkampen. Blodet, som var flydt, syntes ikke at være til større Meen for det Hele end dennes Sved, som hurtig erstattes. Bygdelag havde Oprørere brændt; dog reiste HammerBy sig, Bergen blomstrede, Borge og Kirker fremkneisede, og man tømrede raskt i Dalene, som Fakklerne gennemfløi. Hungersaar taltes; dog ogsaa Aar, da Jorden bar togange Grøde og da Træerne dæktes togange med Frugt. Guldalen var ødelagt i denne Konges Tid ved Elvebrud; dog hørtes ikke Braget over Dovre. Alt hvad der havde ramt Landet stod til at overvinde og var overvundet af Mennesker og Tiden. Men 1349 traf en Ulykke Norge, som selv Tiden, der dog heler alt, neppe indtil denne Dag har kunnet erstatte, ihvorvel det ikke kan negtes, at den senere politiske Elendighed herfor især har Skylden. Det var en Landfarsot, „Svartedøden“ eller „den store Mandedød,“ som da kom med et inddrevet engelsk Skib, hvis Besætning var uddød, til Bergen, hvorfra den snart udbredte sig over det hele Land. Hele Bygder lagdes øde og Folkemængden formindskedes over 1/3, saa den neppe foer værre frem i noget af alle de Lande den gjennemvandrede fra Asien af. Norge sattes tilbage for Aarhundreder. Seent som Furuen paa dets bare Klipper er det siden skudt fremad indtil det vel nu omtrent har naaet hint gamle Norges Opodling og Folkemængde. Thi Trældom er tifold tung for den Syge og Vanære for den Ulykkelige. Sygt og nedtrykt gjorde Landfarsoten Norge; men disse nye og varige Ulykker, Trældommens og Vanærens, fulgte af den Forbindelse med Danmark, som indledtes ved Hakons Ægteskab med den danske Margrethe: Det er først Friheden og Æren, som nu gyder Kraft i Fædrelandets Livsaarer.
Forening mellem Norge og Danmark.
K. Olaf den 5te Hakonsøn. (1380—1387).
Denne Hakons og danske Margrethes unge Søn var alt 1376 kaaren til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Han fik nu tillige Norges Krone, hvorefter dette havde Udsigter til at blive Hovedriget i den nye Forening, skjøndt han maaskee havde været fornuftig og retskaffen nok til at indsee, at i en Forening af lige Stater maa ingen af dem gjøres til Hovedrige, om Foreningen skal lykkelig bestaae. Men kun faae Aar glædedes Norge ved dette sit skjønne Haab, som opblomstrede i Olaf. Det og den gamle Kongeæt og Norges Velvære og Hæder som Stat døde pludselig med den unge Olaf i Skaane. Maaskee er det den nationale Sorg herover, som har kastet Mistanken for hans Død paa Moderen, der fra Regentinde-Formynderske nu anerkjendtes som begge Rigers Dronning. Men hendes hjerteløse, ærgjerrige Charakter retfærdiggjør den tildels; og idet vi erindre os de mange lignende Forbrydelser, som ikke have været slige Sjele og Herskesygen for svare, giver den Plan at beherske alle 3 Nordens Riger, som hun med faste Skridt fulgte og satte igjennem, den Mistanke ny Styrke, at hiin Lidenskab har drevet Moderen til at skride frem mod dette Maal over sin Søns Liig.
Havde det norske Folk havt sin gamle Valgfrihed, den Aand det med Friheden besad, og den nationale Selvfølelse, som under de sidste Konger var forsvunden med Sjømagten og endeligen slappet af hiin Landødesot: skulde visseligen Drosten Hakon Johnsøn, som var af den gamle Kongeæt og nærmest berettiget, være bleven Normannakonning. Men nu raadede Enkelte, Adel og Geistlighed nemlig; og Foreningen blev det Raad som vandt, skjøndt de, at slutte af Advarsler som K. Magnus Smek fik mod at antage Sverigs Krone, vel neppe ærligen have troet at Forbindelsen med et endnu fjernere og didtil fiendtligt Rige skulde være tjenligt. Men er Friheden forraadt, da er Fædrelandet og hele dets Velvære det ogsaa. Ulykkesskjebnen fuldbyrdedes: Norge forentes med Danmark 1387.
og Blom paa Gravens Muld.
Det Blink i Kummertaaren
er Haabets eget Guld.
hvad Støvet ejer; men
hvad Aanden selv tilhører
den bringe maa igjen.
det Krav i hver en Aand.
Med Frihed Lyn for Klinge
faaer Kjæmpen i sin Haand.
Til Subscribenterne:
For ikke at levere blot et tørt Uddrag, har Forf. afdelt sit Arbeide. Den anden Deel, indeholdende Fremstillingen af 3die Tidsrum: Norges Vanmagts og Ulykkes Tid under Konger i Danmark, og af 4de Tidsrum: Norges Gjenopreisnings Tid fra Befrielsesaaret 1814 og indtil denne Stund, vil følge paa lignende Betingelser for denne Deel, saafremt Subscribenterne fremdeles vedblive velvilligen at fremhjælpe Udgivelsen. Man tillader sig derfor at betragte de Subscribenter som vedblivende, der ikke inden midti April melde Forlæggeren, at de fratræde. Bekostningen for den følgende Deel vil omtrent blive som for denne, dog snarere mindre; og er det vist, at Fædrelandets Skjebne i ovennævnte Tidsrum trænger fortrinligen til at fremstilles, saasom den er mindre bekjendt, skjøndt langtfra mindre lærerig, end denne dets fjernere Tiders, som i denne Deel er behandlet.