For Almuen/5
FOR ALMUEN
FEMTE HEFTE
FORORD
At alle Norges Odalsmænd
vare som Hakon Ivarsen!
Da gladere i sin Æt, end i sølverbrynjet Bjørk,
i Granens gyldne Kongle, Furumalmen mørk,
da stoltere af sin Æt, end af Jøkler og Snee,
over vide Aljorden stolt-Norrig turde see!
vare som Hakon Ivarsen!
Da gladere i sin Æt, end i sølverbrynjet Bjørk,
i Granens gyldne Kongle, Furumalmen mørk,
da stoltere af sin Æt, end af Jøkler og Snee,
over vide Aljorden stolt-Norrig turde see!
Ja, gid at alle mine Landsmænd vare som Hakon Ivarsen, min Ven! — Dette Ønske gjennemkrydser stedse min Sjel, og kommer atter fremigjen, saa tidt en tækkelig nybygget Bondegaard, glimtende til mig igjennem Granerne, saaofte en hærdebred Normand i sin Vadmels-kufte med Egnens eiendommelige Snit og Farve, lænende sig udover en herlig Rugagers Gjærde, minder mig om Hakon og hans Gaard, og da især om de sidste skjønne Dage, jeg levede med ham der, da mit hele Ophold vexlede imellem at være et frydfuldt Vidne, snart, ude med ham paa Marken, til hans udmærkede Flid og Indsigter i det hele Landvæsen, snart, inde i hans Stue, naar han syslede med den Bogsamlings og det Sogneselskabs Anliggender, han havde istandbragt, eller han havde Andet fore, til hans nidkjære Iver for sine Medborgere; og snart, naar vi om Qvellen under hans selvplantede Frugttræer sad sammen i oplivende Samtale, til hans oplyste Frihedssind, hans retsindige, faste Tænkemaade og især til den Skat af Erfaringer, Kundskaber og den sundeste Levnets-viisdom, som han havde vidst at erhverve sig i sit stille, men daadfulde Liv. Hvi maa jeg da ikke ønske det af Hjertet, at alle de fribaarne Normænd i Eet og Alt vare som Hakon? eller dog idetmindste i den gode Vilje, eller at jeg i enhver, eller i de fleste, eller kun i mange, eller kun i endeel Stuer havde en Hakon at besøge? Eller nødes jeg hellere at tænke saa, naar en smudsig forfalden Bolig, en pjaltet Fader, ledet af et Slæng udmajede Døttre til Kirken, eller en Pusling af en Yngling, legende med Terningerne i Lommen med den ene Haand, medens den anden snuer og drejer Brænde viinslærken imod Solen, fare mit Øie forbi, paa min Vandring igjennem Dalene? Javist, da er Ønsket værd. Men hvormeget til at opfylde det ville ikke velindrettede Sognesamfund, belivede af en kraftig Fælleds-aand, en sand Communeaand, med gode Bogsamlinger i deres Midte, samt enkelte udmærkede Mønstre kunne udrette? Lader os haabe! Thi hvorledes skulde kjær Norriges Frihed og Velfærd ligge sikkert gjemt under Granene og de sorte Furuer, dersom ikke mandhaftige, redelige Hjerter, som Hakons, ogsaa sloge under disse, dersom ikke klare Blik funklede derunder, hvor Klenodierne ligge? Mænd maae der paa Ageren, ikke Daarer eller Gjenfærd af dem, der engang syslede her! Qvinder med Sjel og Haand, ikke levende Plag og flagrende Pjalter. Drenge, der forstaae sig paa Bog og Kniv, ikke paa Elskov, Kort og Nattesvir! Smaabørn paa Gulv med Brød i Haand, saa man endnu derinde troer sig paa Ager og Eng! Tanker, ikke Drømme, i Templet! Tale, Sang, og Daad i Husene; ikke Sorger og Klager! Saa var det hos Hakon, og saa maa det være! Da høre Ingen i Granernes Susen, hvorunder Gud har forundet den forfulgte Frihed et Ly, efter megen Omflakken over Øe og Land, den angstfulde Moders Suk og halve Skrig, forat de skulle røve hende dette af den Høieste betroede Klenod; men tvertimod høre da Enhver deri den vældige Ørns vellystfulde Murren over sit sikre Rede!
Og nu, bør jeg ikke blande dette Haabs Fryd i min Sorg, nu jeg sidder paa Hakons Gravhøi? O, jeg har endnu dertil i min Sorg den Glæde, at nu jeg tør rose dig i dit Nærvær; ja i dit Nærvær; — thi derom er jeg forvisset nu. Den, du hædrede med dit Venskab, sidder paa din Gravhøi, ved Foden af din Bauta, hvor din Søn, den mandige Einar, ristede simpelt, men sandt og i eet Ord, din Fortjeneste:
„Støvet af Hakon Ivarsen Almelie.
Han var en Normand.“
Han var en Normand.“
Se, jeg kom, haabende at træffe dig i din hyggelige Kreds, forat bringe dig den Samling af Grundsætninger og Leveregler, du havde indhøstet af vise Mænds Skrifter og overladt til min Pens frie Behandling, idet du ogsaa bad mig at tilføie hvad min unge Hjerne selv kunde udklække, samt de Steder af mine øvrige Skrifter, der kunde forstaaes og have, som belærende og tankeopløftende, gavnlig Virkning paa Almuesmanden af noget levende Fatteevne, for hvem jeg da ogsaa kunde siges at have skrevet mine Vers; — men til en høiere Viisdoms Skole fandt jeg dig indgangen, Høisædet var tomt, men et nyt Mæle graanede mig imøde fra Kirkegaarden.
Dog, det var jo din Vilje, ædlede Henflyttede, at overantvorde denne fra mangehaande Steder samlede Levnetsviisdom som et Efterladenskab, der ikke skulde agtes ringe i dit Huus, til din Odelsbaarne? Vel, jeg vil da bringe Ham og Enhver, der vil ligne dig, og saaledes i aandelig Forstand vil vorde din Søn, disse Samlinger, hvilke jeg har stræbt at bringe i en Form, der kunde være lige fattelig for Hukommelse som Forstand, og betitlet som følger:
Anm. De med * betegnede Vers ere ogsaa i Opfindelsen Udgiverens; de Øvrige kun i Behandlingen. Findes Bogstaver under, da tilhøre de Andre.
LEVNETS- OG VELFÆRDS-VIISDOM
* * *
1.
Du tarver Raad? Kun Den dig raade,
der raade kan sig selv tilbaade!
Dog — endnu bedre, vakkre Mand! —
Din egen Sjel opklar!
Da ei du i det ganske Land
meer trofast Raader har.
Thi Viismands klare Sjeleøie
paa egen Vei tidt bedre saae
end tyve Vægtere, der laae
paa Udkik fra en Vardes Høie.
* * *
1.
Du tarver Raad? Kun Den dig raade,
der raade kan sig selv tilbaade!
Dog — endnu bedre, vakkre Mand! —
Din egen Sjel opklar!
Da ei du i det ganske Land
meer trofast Raader har.
Thi Viismands klare Sjeleøie
paa egen Vei tidt bedre saae
end tyve Vægtere, der laae
paa Udkik fra en Vardes Høie.
2.
Raad man nok kan give,
Klogskab ei.
Hvo godt Raad Raad lod blive,
lod Hjælpen gaae sin Vei.
Raad man nok kan give,
Klogskab ei.
Hvo godt Raad Raad lod blive,
lod Hjælpen gaae sin Vei.
3.
Raadslaa ei, Ven,
med Den, som kjøbe vil, om Salget,
med Den, som vælges vil, om Valget,
med Nogen, om at gaae tilkirke,
med Ladmand, om et vældigt Virke,
og, om hvor fort
en Ting bør være gjort,
med Leiesvend!
Raadslaa ei, Ven,
med Den, som kjøbe vil, om Salget,
med Den, som vælges vil, om Valget,
med Nogen, om at gaae tilkirke,
med Ladmand, om et vældigt Virke,
og, om hvor fort
en Ting bør være gjort,
med Leiesvend!
4.
Erfaring er en kostbar Skole.
Der vanker Hug for Poul og Ole;
dog ogsaa Præmier igjen,
der sælges ei for Guld af Manden.
Blier Daaren ikke klog i den,
Han blier det ei i nogen Anden.
Erfaring er en kostbar Skole.
Der vanker Hug for Poul og Ole;
dog ogsaa Præmier igjen,
der sælges ei for Guld af Manden.
Blier Daaren ikke klog i den,
Han blier det ei i nogen Anden.
5.
Begjærlighed og Vrede føre kun
slette Raad imund.
Begjærlighed og Vrede føre kun
slette Raad imund.
6.
Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen,
at ei den qvæler dig i sin Omarmen.
Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen,
at ei den qvæler dig i sin Omarmen.
7.
Bestandig tænk og handl somom du vidste,
at dette Øieblik var dig det sidste.
Bestandig tænk og handl somom du vidste,
at dette Øieblik var dig det sidste.
8.
Mange Ønsker grave snart din Tilfredshed Graven,
liig uselige Myrers Hær bedste Træ i Haven.
Mange Ønsker grave snart din Tilfredshed Graven,
liig uselige Myrers Hær bedste Træ i Haven.
9.
Velsignelse og Liv er ikke Det
at leve, men at leve ret.
Velsignelse og Liv er ikke Det
at leve, men at leve ret.
10.
Første Stump af Dydens Vei
over Hei,
opad Fjeld,
gjennem Tornekrat sig vrider.
Midtveis kommer den til Held;
men til Salighed omsider.
Første Stump af Dydens Vei
over Hei,
opad Fjeld,
gjennem Tornekrat sig vrider.
Midtveis kommer den til Held;
men til Salighed omsider.
11.
Hver din Gjerning engang sætter sig
som Dommer over dig.
Hver din Gjerning engang sætter sig
som Dommer over dig.
12.
Vel har Enhver sin svage Side;
men dette Sted
den Vise allerbedst maa vide,
og holde dobbelt Vagt derved.
Vel har Enhver sin svage Side;
men dette Sted
den Vise allerbedst maa vide,
og holde dobbelt Vagt derved.
13.
Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort!
Den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort.
Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort!
Den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort.
14.
Hvo taaler, det regner og sneer i sin Gam,
Vor Herre forbarmer sig ei over ham.
Hvo taaler, det regner og sneer i sin Gam,
Vor Herre forbarmer sig ei over ham.
15.
Alene Den er riig,
som veed med Lidt at nøie sig.
Alene Den er riig,
som veed med Lidt at nøie sig.
16.
Godt Rygte — fagreste Pynt du faaer;
ja fagrer’ end Sølv i Bringe og gylden Kam i Haar.
Godt Rygte — fagreste Pynt du faaer;
ja fagrer’ end Sølv i Bringe og gylden Kam i Haar.
17.
Eet Ord er nok for vise Mand.
Mange Ord ei fylde en Skjeppe tilrand.
Eet Ord er nok for vise Mand.
Mange Ord ei fylde en Skjeppe tilrand.
18.
Smag Glædens Skaal; men tøm den ikke!
Kjækt du Sorgens Kalk uddrikke!
Smag Glædens Skaal; men tøm den ikke!
Kjækt du Sorgens Kalk uddrikke!
19.
Tjen for dit Brød; men ei som Slave!
Tag glad mod Løn; ei saa mod Gave!
Tjen for dit Brød; men ei som Slave!
Tag glad mod Løn; ei saa mod Gave!
20.
I Alvors-færd forsmaa ei Skjemt!
Skjemt saa, at Alvor ei blier glemt!
I Alvors-færd forsmaa ei Skjemt!
Skjemt saa, at Alvor ei blier glemt!
21.
Tag vel mod Raad, men brug ei alle!
Giv intet, før man dig mon kalde!
Tag vel mod Raad, men brug ei alle!
Giv intet, før man dig mon kalde!
22.
Mistænk ei Nogen uden Skjel!
Tro Ingen heller altfor vel!
Mistænk ei Nogen uden Skjel!
Tro Ingen heller altfor vel!
23.
Vær til at see og høre snar;
men ei til Svar!
Vær til at see og høre snar;
men ei til Svar!
24.
Bedre, i Friheds retfærdige Sag
af Overmagtens stærke Slag
overvældet blive,
end mindste Flig at eftergive.
Thi for Aljorden strider den,
som Sandhedens for Himmelen.
Bedre, i Friheds retfærdige Sag
af Overmagtens stærke Slag
overvældet blive,
end mindste Flig at eftergive.
Thi for Aljorden strider den,
som Sandhedens for Himmelen.
25.
Spanker Hovmod opad høi og bred:
Lykken snart sig lister stille ned!
Spanker Hovmod opad høi og bred:
Lykken snart sig lister stille ned!
26.
Dovenskab stjæler saa jevnt af Pung,
Daarskab er og en Skat saa tung.
Lysten til Flitter og Flatter
Fattig-Peer tyngst beskatter.
Dovenskab stjæler saa jevnt af Pung,
Daarskab er og en Skat saa tung.
Lysten til Flitter og Flatter
Fattig-Peer tyngst beskatter.
27.
End gjorde Guld ei Nogen glad og god;
Tilfredshed selv den Arme derimod.
End gjorde Guld ei Nogen glad og god;
Tilfredshed selv den Arme derimod.
28.
Vov dig ei paa Havet ud, saalænge
Sky og Bjerg ei mægte Stormen stænge.
Reise Lidenskaber i dit Hjerte Horn og Stang,
læg kuns Haand i Skjødet! Det er ei Lediggang.
Vov dig ei paa Havet ud, saalænge
Sky og Bjerg ei mægte Stormen stænge.
Reise Lidenskaber i dit Hjerte Horn og Stang,
læg kuns Haand i Skjødet! Det er ei Lediggang.
29.
Ei Slægt, ei Stjerner, som paa Kjolen tindre,
gjør Hjertet indenfore større eller mindre.
Man kan i Kufte Herre,
i Purpur Slave være.
Ei Slægt, ei Stjerner, som paa Kjolen tindre,
gjør Hjertet indenfore større eller mindre.
Man kan i Kufte Herre,
i Purpur Slave være.
30.
Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld:
Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld.
Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld:
Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld.
31.
I Alder en Pige, men Kone i Forstand —
da er det paatide en Datter faaer sin Mand.
I Alder en Pige, men Kone i Forstand —
da er det paatide en Datter faaer sin Mand.
32.
Tog du en Huustroe, af Stand meer fornem,
da tog du al Slægten til Herskab i dit Hjem.
Tog du en Huustroe, af Stand meer fornem,
da tog du al Slægten til Herskab i dit Hjem.
33.
Hvo sin Fader giver Hæder,
og Moder vederqvæger,
han deres Alders Vunder læger
og skal af egen Afkom høste Glæder.
Hvo sin Fader giver Hæder,
og Moder vederqvæger,
han deres Alders Vunder læger
og skal af egen Afkom høste Glæder.
34.
Hvo eier Sparsomhed,
eier rigest Toldersted.
Hvo eier Sparsomhed,
eier rigest Toldersted.
35.
Skjøn Daad seer allerskjønnest ud,
naar kun jeg den veed og Gud.
Skjøn Daad seer allerskjønnest ud,
naar kun jeg den veed og Gud.
36.
Nævne „Ven“ sig blot med Munden,
usselt Venskab er igrunden.
Venskab ei af Ord og Skrift
kjendes skal, men af Bedrift!
Nævne „Ven“ sig blot med Munden,
usselt Venskab er igrunden.
Venskab ei af Ord og Skrift
kjendes skal, men af Bedrift!
37.
Betvinger du først dine Lyster,
en Eeg du da sammenkryster:
da bliver din Seir over Ulykken vist
saa let som at bøie en Qvist.
Betvinger du først dine Lyster,
en Eeg du da sammenkryster:
da bliver din Seir over Ulykken vist
saa let som at bøie en Qvist.
38.
Sjelden forgjæves er Ynglings-daad,
Mands-raad, Oldings-spaa’d.
Sjelden forgjæves er Ynglings-daad,
Mands-raad, Oldings-spaa’d.
39.
Nyd Hvad Himlen dig beskar!
Undvær Hvad du ikke har!
Nyd Hvad Himlen dig beskar!
Undvær Hvad du ikke har!
40.
Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise;
Hver Stand kan sig som bedste prise.
Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise;
Hver Stand kan sig som bedste prise.
41.
Hvilende Plov
Fure ei grov.
Ræven, der sov,
fanged ei Fugl i Skov.
Hvilende Plov
Fure ei grov.
Ræven, der sov,
fanged ei Fugl i Skov.
42.
Hos flittig Mand kan Sult iblandt
vel gjennem Rude kikke;
men indenfore vover den sig ikke.
Ei heller paa hans Tærskel fandt
du Stevnemand eller Fu’t;
thi Stræbsomhed stryger Gjælden ud;
men Modløshed øger Pant.
Hos flittig Mand kan Sult iblandt
vel gjennem Rude kikke;
men indenfore vover den sig ikke.
Ei heller paa hans Tærskel fandt
du Stevnemand eller Fu’t;
thi Stræbsomhed stryger Gjælden ud;
men Modløshed øger Pant.
43.
Flid?
Hvad Andet end benyttet Tid?
Flid?
Hvad Andet end benyttet Tid?
44.
Kun da kan en Ulykke,
naar den umandig bæres, trykke.
Kun da kan en Ulykke,
naar den umandig bæres, trykke.
45.
Trefoldigt Veeraab over Manden,
der lod den Stund, da Stordaad kunde gjøres,
unyttet bort blandt andre Timer føres!
— Han er ei værd at finde nogen Anden.
Trefoldigt Veeraab over Manden,
der lod den Stund, da Stordaad kunde gjøres,
unyttet bort blandt andre Timer føres!
— Han er ei værd at finde nogen Anden.
46.
Fordobles skal din Fryd saa mangegange,
som Du den dele vil med Mange.
Fordobles skal din Fryd saa mangegange,
som Du den dele vil med Mange.
47.
Eensom Fryd
er liig en yndig Lyd,
der spildes i en Ørken hen,
hvor intet Dvergmaal dobbler den.
Eensom Fryd
er liig en yndig Lyd,
der spildes i en Ørken hen,
hvor intet Dvergmaal dobbler den.
48.
Det bedste Eie, som du har,
er rosenrødt Sind, Forstanden hvid og klar.
Det bedste Eie, som du har,
er rosenrødt Sind, Forstanden hvid og klar.
49.
Blier Klogskab, som i Alting sparer,
ret tidlig din Huusholder, da
dit Forraad alt til Graven varer.
Blier Klogskab, som i Alting sparer,
ret tidlig din Huusholder, da
dit Forraad alt til Graven varer.
50.
Gjerrige gjør Ingen vel,
allermindst sig Selv.
Gjerrige gjør Ingen vel,
allermindst sig Selv.
51.
Flittighed
af Ønsker ikke veed,
og plager ikke Himmelen med Raab.
Den døer af Sult, som leve vil af Haab.
Flittighed
af Ønsker ikke veed,
og plager ikke Himmelen med Raab.
Den døer af Sult, som leve vil af Haab.
52.
Uden Umage
aldrig komme gode Dage.
Hænder i Lomme
blive bestandig tomme.
Uden Umage
aldrig komme gode Dage.
Hænder i Lomme
blive bestandig tomme.
53.
Nu, da jeg har en Koe og et Faar,
venlig Godmorgen af Hvermand jeg faaer.
Nu, da jeg har en Koe og et Faar,
venlig Godmorgen af Hvermand jeg faaer.
54.
Huusbond, vil du Fordeel af Ploven drage,
selv maa du Haanden i Styret tage.
Huusbond, vil du Fordeel af Ploven drage,
selv maa du Haanden i Styret tage.
55.
I Alting er en Middelvei:
Forstand den finder, Lidenskaber ei.
I Alting er en Middelvei:
Forstand den finder, Lidenskaber ei.
56.
Omhu-brist — den Mand er ei viis.
Indsigt-brist — den Mand er ei lærd.
Den Første dog volder i alskens Færd
det største Forliis.
Omhu-brist — den Mand er ei viis.
Indsigt-brist — den Mand er ei lærd.
Den Første dog volder i alskens Færd
det største Forliis.
57.
For lykkelig at være ei raader Mennesket;
men derfor vel, at blive det.
For lykkelig at være ei raader Mennesket;
men derfor vel, at blive det.
58.
At døe for Frihed og Sandhed er ikke en Død
alene for Landet, der giver os Brød;
men ligesom Frelserens Golgathafærd,
en Død for en Verd.
At døe for Frihed og Sandhed er ikke en Død
alene for Landet, der giver os Brød;
men ligesom Frelserens Golgathafærd,
en Død for en Verd.
59.
Om Skjebnen ei du kan,
dig Selv du skal betvinge.
Da vil dit Hjerte klinge:
„nu er jeg bleven Mand.“
Om Skjebnen ei du kan,
dig Selv du skal betvinge.
Da vil dit Hjerte klinge:
„nu er jeg bleven Mand.“
60.
Tag Det iagt — da Ven dig ei berøves:
ham give Ære, er han hos;
og, er han borte, Ros;
og Hjælp kun da, naar Hjælp behøves!
Tag Det iagt — da Ven dig ei berøves:
ham give Ære, er han hos;
og, er han borte, Ros;
og Hjælp kun da, naar Hjælp behøves!
61.
Hvor Sandhed vækker Vreden,
der saaret er Samvittigheden.
Hvor Sandhed vækker Vreden,
der saaret er Samvittigheden.
62.
Ei brænde Hidsighed under Armens Magt,
saa Frygt du vinder kun for Agt!
Ei brænde Hidsighed under Armens Magt,
saa Frygt du vinder kun for Agt!
63.
Ja tarvelige Lampe, der i dunkel Kjelder
med egen Straale lyser, være vil langt heller
end store Maane,
der sit Lys maa laane.
Jeg vil kun æres for min egen Skyld.
Ja tarvelige Lampe, der i dunkel Kjelder
med egen Straale lyser, være vil langt heller
end store Maane,
der sit Lys maa laane.
Jeg vil kun æres for min egen Skyld.
64.
Som den er, er Verden god.
Ville vi, kan den bedre vorde.
Fra et dydigt Hjertes Rod
blomstrer Himmel frem paa Jorden.
Som den er, er Verden god.
Ville vi, kan den bedre vorde.
Fra et dydigt Hjertes Rod
blomstrer Himmel frem paa Jorden.
65.
Det første Trin paa Lastens Bane tidt
paa Dydens blev det sidste Skridt.
Det første Trin paa Lastens Bane tidt
paa Dydens blev det sidste Skridt.
66.
Salig Hvo i hver en Handling
Skinnet ifra Sandhed skiller.
Let ham bliver den Forvandling
hvor ei Skin ham meer omspiller,
hvor han fanger Lys for Blod —
den han blomstrer her imod.
Salig Hvo i hver en Handling
Skinnet ifra Sandhed skiller.
Let ham bliver den Forvandling
hvor ei Skin ham meer omspiller,
hvor han fanger Lys for Blod —
den han blomstrer her imod.
67.
Giv ei aarhundred-gammel Fordom Rum!
Den ældste Mening ofte meest er dum.
Ja æres denne end af Folkets Flok,
Det dertil være dig ei Aarsag nok!
Giv ei aarhundred-gammel Fordom Rum!
Den ældste Mening ofte meest er dum.
Ja æres denne end af Folkets Flok,
Det dertil være dig ei Aarsag nok!
68.
At øve det Gode, ja Store, er let
mod Eet,
mod Eet, som er ene besværligt:
at modstaae det Onde, foragte det ærligt.
At øve det Gode, ja Store, er let
mod Eet,
mod Eet, som er ene besværligt:
at modstaae det Onde, foragte det ærligt.
69.
Vel født er vel en Trøst;
men bedre, vel opdragen.
Vel gift er Livets Lyst;
vel død dog Hovedsagen.
Vel født er vel en Trøst;
men bedre, vel opdragen.
Vel gift er Livets Lyst;
vel død dog Hovedsagen.
70.
Den, som stedse Retfærd øver,
altid nok af Venner fandt;
thi sig Selv og Gud han vandt.
Mon han Fleer end dem behøver?
Den, som stedse Retfærd øver,
altid nok af Venner fandt;
thi sig Selv og Gud han vandt.
Mon han Fleer end dem behøver?
71.
Velgjort er enten snart gjort eller Meget gjort.
— Nei, nok fort, nok gjort, bare vel gjort!
Velgjort er enten snart gjort eller Meget gjort.
— Nei, nok fort, nok gjort, bare vel gjort!
72.
Dyrebar er mig en Ven, dog Uven er ogsaa til Gavn.
Teer mig en Ven Hvad jeg kan, Uven mig teer Hvad jeg skal.
Dyrebar er mig en Ven, dog Uven er ogsaa til Gavn.
Teer mig en Ven Hvad jeg kan, Uven mig teer Hvad jeg skal.
73.
Bered dig paa at see
dit Haab hendunste, Duggen liig om Dagen,
din Jubel høre vexles om til Vee!
En buden Gjest vel bedre blier modtagen,
end den, som treen ubuden i din Hal.
I Angreb blev den Tappre sjelden slagen,
men oftere ved Overfald.
Bered dig paa at see
dit Haab hendunste, Duggen liig om Dagen,
din Jubel høre vexles om til Vee!
En buden Gjest vel bedre blier modtagen,
end den, som treen ubuden i din Hal.
I Angreb blev den Tappre sjelden slagen,
men oftere ved Overfald.
74.
Godt at boe, godt at boe
overalt herneden.
Saavidt Guds Stjerner Krandse snoe
om Himlene heroven.
Hvor Hjertet spiller frit og fro
i Bryst, som Kildevoven,
der, du kjære Broder, tro,
er Jordeboers Eden!
Godt at boe, godt at boe
overalt herneden.
Saavidt Guds Stjerner Krandse snoe
om Himlene heroven.
Hvor Hjertet spiller frit og fro
i Bryst, som Kildevoven,
der, du kjære Broder, tro,
er Jordeboers Eden!
75.
Med evig Bedrift din Dødeligheds Dage du krone!
Daadløs synke ei ned nogen Qvel!
Engle din Daad bære op til Guddommens Throne.
Der i Triumph, naar du døer, den møder din Sjel.
Med evig Bedrift din Dødeligheds Dage du krone!
Daadløs synke ei ned nogen Qvel!
Engle din Daad bære op til Guddommens Throne.
Der i Triumph, naar du døer, den møder din Sjel.
76.
Mange gad nok uden Møie
æde, sove og fordøie,
leve blot af Kløgt i Mag og Fred;
men de slippe ei ud dermed.
Mange gad nok uden Møie
æde, sove og fordøie,
leve blot af Kløgt i Mag og Fred;
men de slippe ei ud dermed.
77.
Tjente jeg en Herre god,
og han fandt mig lad og treven:
vard jeg ikke rød som Blod?
Nu min egen Herre bleven,
om jeg greb mig i det Samme.
maa jeg for mig Selv mig skamme.
Tjente jeg en Herre god,
og han fandt mig lad og treven:
vard jeg ikke rød som Blod?
Nu min egen Herre bleven,
om jeg greb mig i det Samme.
maa jeg for mig Selv mig skamme.
78.
Flyer du Fornøielsen? Hvor du dig dølger,
se, den følger!
Flyer du Fornøielsen? Hvor du dig dølger,
se, den følger!
79.
Grædten og grinet slentrer Leddiggang.
Dorskhed ligger i Sorgers Fang.
Grædten og grinet slentrer Leddiggang.
Dorskhed ligger i Sorgers Fang.
80.*
Vaarsol, som er saa vakker og vâk
skulle du finde ei Gjenta i Stak?
kikke i Stua, see Guten i Sengen?
— Pusta’en Ola! — ’en Ola er paa Engen.
Vaarsol, som er saa vakker og vâk
skulle du finde ei Gjenta i Stak?
kikke i Stua, see Guten i Sengen?
— Pusta’en Ola! — ’en Ola er paa Engen.
81.*
Spørg ei arvet Pose-guld,
Vang og Skov og feden Muld,
om en Mand er riig!
Spørg alene Mandens Flid!
Den skal Sandhed sige dig,
Den skal være sikkrest Maal
paa Dybden af hans gyldne Skaal.
Spørg ei arvet Pose-guld,
Vang og Skov og feden Muld,
om en Mand er riig!
Spørg alene Mandens Flid!
Den skal Sandhed sige dig,
Den skal være sikkrest Maal
paa Dybden af hans gyldne Skaal.
82.
Et Stykke Brød af Fattigmands Fred
er bedre end paa Sølverfad
en Oxe feed
med Had.
Et Stykke Brød af Fattigmands Fred
er bedre end paa Sølverfad
en Oxe feed
med Had.
83.*
For en Synder er det svârt,
ei sin Udaad aabenbare.
Hvertet Ord
er et fuult Angiver-chor;
i hvert Træk fremtitter klart
en Forræder-skare.
For en Synder er det svârt,
ei sin Udaad aabenbare.
Hvertet Ord
er et fuult Angiver-chor;
i hvert Træk fremtitter klart
en Forræder-skare.
84.
God-Villie (en Gut saa liden og rund)
saa svært et Vognlas drog.
Men Dovenkrog
(en Rise saa lang og svær)
han sagde om en liden Fjær:
den veier vist hundred’ Pund.
God-Villie (en Gut saa liden og rund)
saa svært et Vognlas drog.
Men Dovenkrog
(en Rise saa lang og svær)
han sagde om en liden Fjær:
den veier vist hundred’ Pund.
85.
Hvo stjal en Kalv, stjal og en Ku.
Af Lækkertand bliver saa let en Tju.
Hvo stjal en Kalv, stjal og en Ku.
Af Lækkertand bliver saa let en Tju.
86.*
Haandværk har gylden Hjerterod,
bær’ det om Munden end Støv og Sod.
Haandværk har gylden Hjerterod,
bær’ det om Munden end Støv og Sod.
87.
En Kunst er Reisepenge god,
som tynger hverken Haand eller Fod.
En Kunst er Reisepenge god,
som tynger hverken Haand eller Fod.
88.*
Kan du en Kunst, over Land, gjennem Bye
fri kan du flyve som Fugl under Skye.
Kan du en Kunst, over Land, gjennem Bye
fri kan du flyve som Fugl under Skye.
89.*
Se den Dag, som bøied sig ned bag Sky igaar,
nu i denne Dag idag Skolemester faaer!
Morgendagen (ja endog, om jeg døde da)
altid i Erfaringsbogen slaaer op nye Pagina.
Se den Dag, som bøied sig ned bag Sky igaar,
nu i denne Dag idag Skolemester faaer!
Morgendagen (ja endog, om jeg døde da)
altid i Erfaringsbogen slaaer op nye Pagina.
90.
Kort er Livet, Meget er
Det, vi skulle lære her.
Kort er Livet, Meget er
Det, vi skulle lære her.
91.
Fremmed Ild er ei saa klar,
som den Røg vi hjemme har.
Fremmed Ild er ei saa klar,
som den Røg vi hjemme har.
92.*
Haarde Eeg
falder ei som Havre-neeg,
faaer af første Hug ei Brist.
Men, hvis du ei trættes vist
siiger den tilsidst.
Haarde Eeg
falder ei som Havre-neeg,
faaer af første Hug ei Brist.
Men, hvis du ei trættes vist
siiger den tilsidst.
93.
Meget mangler Armod vel;
Alt dog fattes gjerrig Sjel.
Meget mangler Armod vel;
Alt dog fattes gjerrig Sjel.
94.
Forsilde, ak forsilde,
hvis, først naar Daarskab har dig ødelagt,
Du, Det du forhen bød Foragt,
du Viisdom dig erhverve vilde.
— Paa Huus, som staaer, kan bygges Taarn og Tind;
men ei paa sammenstyrtende Ruin.
Forsilde, ak forsilde,
hvis, først naar Daarskab har dig ødelagt,
Du, Det du forhen bød Foragt,
du Viisdom dig erhverve vilde.
— Paa Huus, som staaer, kan bygges Taarn og Tind;
men ei paa sammenstyrtende Ruin.
95.
Jo Frommere, desmindre kan
En tænke Ondt om anden Mand.
Jo Frommere, desmindre kan
En tænke Ondt om anden Mand.
96.
Livet
er liig en reenbebladet Bog os givet.
Skriv deri da ei Andet end
Hvad glad du læse kan i Himmelen;
thi sandeligen der du faaer at puge den!
Livet
er liig en reenbebladet Bog os givet.
Skriv deri da ei Andet end
Hvad glad du læse kan i Himmelen;
thi sandeligen der du faaer at puge den!
97.
Een Løgn
føder ti i Døgn.
Een Løgn
føder ti i Døgn.
98.
Tag paa dit Værktøi fat foruden Votter!
Med Handsker paa ei fanger Katten Rotter.
Tag paa dit Værktøi fat foruden Votter!
Med Handsker paa ei fanger Katten Rotter.
99.
Brug Tiden vel, om du vil Fritid finde!
Men, da du ei er vis paa en Secund,
saa kast ei bort en Times Stund.
Arbeidsom altid kan en Fristund vinde;
men Ladmand ingensinde.
Brug Tiden vel, om du vil Fritid finde!
Men, da du ei er vis paa en Secund,
saa kast ei bort en Times Stund.
Arbeidsom altid kan en Fristund vinde;
men Ladmand ingensinde.
100.*
Haandværkeren.
Jeg maa mine Hænder bruge
hele den udslagne Uge,
for jeg eier ikke Land
— er dog lige sæl en Mand.
Haandværkeren.
Jeg maa mine Hænder bruge
hele den udslagne Uge,
for jeg eier ikke Land
— er dog lige sæl en Mand.
Bonden.
Vakker Grøde paa min Muld
er vel Guld.
Dog er Skattens Skjepper druge.
— Knuger vel og denne fuld.
Vakker Grøde paa min Muld
er vel Guld.
Dog er Skattens Skjepper druge.
— Knuger vel og denne fuld.
Haandværkeren.
Men hos mig, se, hver en Finger
Rente bringer.
Men hos mig, se, hver en Finger
Rente bringer.
101.*
Spindersken.
Spinder jeg ikke — ja vel,
Stryet beholder jeg selv.
Men spinder jeg, Gjenta mi’, ja,
Gjenta mi’ da, haha!
da kan du fly
mig Sølv for Stry,
da kan du bringe mig Guld for Uld.
Spindersken.
Spinder jeg ikke — ja vel,
Stryet beholder jeg selv.
Men spinder jeg, Gjenta mi’, ja,
Gjenta mi’ da, haha!
da kan du fly
mig Sølv for Stry,
da kan du bringe mig Guld for Uld.
102.
Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte.
Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte.
Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte.
Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte.
103.
Skyldners Tid tør ikke raste.
Vinge har den paa Skulder og Hæl.
Den har altfor kort en Faste,
som pligter at klare til Paaske sin Gjæld.
Skyldners Tid tør ikke raste.
Vinge har den paa Skulder og Hæl.
Den har altfor kort en Faste,
som pligter at klare til Paaske sin Gjæld.
104.
Gjældner passer nok paa
Forfaldstid, Dag og Termin
Skyldner, glem ei at slaae
Almanak op paa Væggen din!
Gjældner passer nok paa
Forfaldstid, Dag og Termin
Skyldner, glem ei at slaae
Almanak op paa Væggen din!
105.
Lettere tvende Arner at bygge,
end Ilden paa een at hygge.
Lettere tvende Arner at bygge,
end Ilden paa een at hygge.
106.
Stræb og spar!
Selv kan du gjøre Lykken huld.
I denne Tro du Stenen har,
som omforvandler Bly til Guld.
Stræb og spar!
Selv kan du gjøre Lykken huld.
I denne Tro du Stenen har,
som omforvandler Bly til Guld.
107.
Spar heller
til Alder og Trang!
Engang det qveller,
var Dagen end noksaa solklar og lang.
Spar heller
til Alder og Trang!
Engang det qveller,
var Dagen end noksaa solklar og lang.
108.
Tigange, før du troer, at tænke over
er vaagen Viisdom og ei Vid, som sover.
Bedre at blive staaende i Tvivlen,
end snuble i sin Ilen.
Tigange, før du troer, at tænke over
er vaagen Viisdom og ei Vid, som sover.
Bedre at blive staaende i Tvivlen,
end snuble i sin Ilen.
109.
I skyldløs Munterhed
din Ungdom flyde i Timeglasset ned!
Thi viid, det ei er Dyd,
som tør forbyde saadan Fryd.
I skyldløs Munterhed
din Ungdom flyde i Timeglasset ned!
Thi viid, det ei er Dyd,
som tør forbyde saadan Fryd.
110.
Retsindighed og Glæde i samme Hjerte boe;
Naturen selv dem sammenbinder.
Og disse hulde Søstre to
adskilles kun af Menneskefiender.
Retsindighed og Glæde i samme Hjerte boe;
Naturen selv dem sammenbinder.
Og disse hulde Søstre to
adskilles kun af Menneskefiender.
111.
Varer Jubel længe, bliver den til Skrig.
Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig.
Hvo vied’ den een Dag, har vist at vente
en’ træg og sorgfuld Qvel irente.
Varer Jubel længe, bliver den til Skrig.
Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig.
Hvo vied’ den een Dag, har vist at vente
en’ træg og sorgfuld Qvel irente.
112.*
Fryd er Livets Kryder, ei dets Suul.
Hvorledes mon det gik, hvis Aaret rundt var Juul?
Fryd er Livets Kryder, ei dets Suul.
Hvorledes mon det gik, hvis Aaret rundt var Juul?
113.
Kun driftig Mand kan sige: „Glæden jeg kun naaer.
Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer!“
Kun driftig Mand kan sige: „Glæden jeg kun naaer.
Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer!“
114.
Den herligste Skat du Himmelen betaler . .
den Farve, som, hvor bleg den er, dog maler
din Jorde-fryd end skjønnere end før,
og krydrer den og den uskadlig gjør . .
den Engel, som derfor just tit styrter Krybet,
at det forherliget sig reise kan af Dybet . .
er — Lidelsen.
Den herligste Skat du Himmelen betaler . .
den Farve, som, hvor bleg den er, dog maler
din Jorde-fryd end skjønnere end før,
og krydrer den og den uskadlig gjør . .
den Engel, som derfor just tit styrter Krybet,
at det forherliget sig reise kan af Dybet . .
er — Lidelsen.
115.
Elsk Alle! vær ei Nogens Fiende; men
bed Den, som elsker Dyden: „vær min Ven!“
Elsk Alle! vær ei Nogens Fiende; men
bed Den, som elsker Dyden: „vær min Ven!“
116.*
Det er en usel Ovn, som ei kan blive heed.
Den er en usel Mand, som ei kan blive vred.
Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes?
hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes?
og Tungen, naar du er i Harme?
Thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme.
Det er en usel Ovn, som ei kan blive heed.
Den er en usel Mand, som ei kan blive vred.
Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes?
hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes?
og Tungen, naar du er i Harme?
Thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme.
117.
Heller uden Mad tilqvel
under Fell
end staae op med Gjæld!
Heller uden Mad tilqvel
under Fell
end staae op med Gjæld!
118.
Vindskibelighed gjør riig,
saavist Studering Lærdom giver,
saavist den Tappre hædret bliver,
og Dyd til Himlen svinger sig.
Vindskibelighed gjør riig,
saavist Studering Lærdom giver,
saavist den Tappre hædret bliver,
og Dyd til Himlen svinger sig.
119.
Fedt Kjøkken, gylden Dør
mavert Testamente gjør.
Fedt Kjøkken, gylden Dør
mavert Testamente gjør.
120.
Stort Skib for liden Læk er sjunken.
Lækker-Tungen
finder snarlig Læk paa Pungen.
Stort Skib for liden Læk er sjunken.
Lækker-Tungen
finder snarlig Læk paa Pungen.
121.
Kortenspil, Terninger, Piger og Viin.
— Hver af disse
har tilvisse
været mangen Mands Ruin.
Kortenspil, Terninger, Piger og Viin.
— Hver af disse
har tilvisse
været mangen Mands Ruin.
122.
Tid ei gjemmes, som du gjemmer Penge,
Tabt Tid ei findes, om du søger længe.
Tid ei gjemmes, som du gjemmer Penge,
Tabt Tid ei findes, om du søger længe.
123.
Dovenskab gjør Alting svært og tvært;
Flittighed gjør Alting let og kjært.
Dovenskab gjør Alting svært og tvært;
Flittighed gjør Alting let og kjært.
124.
Hvo silde reiser sig fra Lagen
faaer nok at løbe hele Dagen,
og endda knapt han til sit Dagværk naaer
før sorte Nat imellem begge staaer.
Hvo silde reiser sig fra Lagen
faaer nok at løbe hele Dagen,
og endda knapt han til sit Dagværk naaer
før sorte Nat imellem begge staaer.
125.
Har du imorgen at gjøre en Sag, —
gjør den, om muligt, idag.
Har du imorgen at gjøre en Sag, —
gjør den, om muligt, idag.
126.
Driv paa dit Dagværk! — Det paa dig ei drive!
Men tidlig i og tidlig op af Seng
gjør Manden rask, som var han stedse Dreng;
og skal ham Oldings Viisdom, Velstand give.
Driv paa dit Dagværk! — Det paa dig ei drive!
Men tidlig i og tidlig op af Seng
gjør Manden rask, som var han stedse Dreng;
og skal ham Oldings Viisdom, Velstand give.
127.
Ak skarp, besværlig er vor Stie,
og haarde Kampe kjæmpe vi,
Men flyer du Kampen, flyer du Stien selv —
Selvmorder skjælv!
Ak skarp, besværlig er vor Stie,
og haarde Kampe kjæmpe vi,
Men flyer du Kampen, flyer du Stien selv —
Selvmorder skjælv!
128.
Ejah! Du lider ei Nød,
har du Tilfredshed til Salt og Brød.
Eller kjender du, Ven,
— Ost til Brødet bedre end den?
Ejah! Du lider ei Nød,
har du Tilfredshed til Salt og Brød.
Eller kjender du, Ven,
— Ost til Brødet bedre end den?
129.
Arm paa Tid vor Ungdom er;
Men derfor og af dobbelt Værd.
Med sparsom Haand som Guld den da udtæl,
og vei Secunden vel!
Arm paa Tid vor Ungdom er;
Men derfor og af dobbelt Værd.
Med sparsom Haand som Guld den da udtæl,
og vei Secunden vel!
130.
Saa meget vild den vandrer ei,
som vender om paa halve Vei.
Saa meget vild den vandrer ei,
som vender om paa halve Vei.
131.
Hvis du er ædel Mand, min Ven!
som vil selvstændig vandre,
saa ofte som du kan, gjør dig forbundne Andre;
men gjør dig sjelden kun forbunden dem igjen!
Hvis du er ædel Mand, min Ven!
som vil selvstændig vandre,
saa ofte som du kan, gjør dig forbundne Andre;
men gjør dig sjelden kun forbunden dem igjen!
132.
Borgernes Manddom og Dyd
er Statens bedste Muur og Spyd.
Mande-virksomhed, Qvinde-flid
— dens Proviant til evig Tid.
I slig en Rustning den taaler Strid,
med slig en Skreppe
i hundred’ Aar indtages den neppe.
Borgernes Manddom og Dyd
er Statens bedste Muur og Spyd.
Mande-virksomhed, Qvinde-flid
— dens Proviant til evig Tid.
I slig en Rustning den taaler Strid,
med slig en Skreppe
i hundred’ Aar indtages den neppe.
133.
Gods tabt — Intet tabt.
Liv tabt — Lidet tabt.
Modet tabt — Meget tabt.
Æren tabt — Alt tabt.
Gods tabt — Intet tabt.
Liv tabt — Lidet tabt.
Modet tabt — Meget tabt.
Æren tabt — Alt tabt.
134.
Bedre arm med Ære
end riig med Skam at være.
Bedre arm med Ære
end riig med Skam at være.
135.
Fremmed Arne sort,
egen Arne gylden Port.
Fremmed Arne sort,
egen Arne gylden Port.
136.
Første Lyst under Bordet sættes
lettere end alle de Følgende mættes.
Første Lyst under Bordet sættes
lettere end alle de Følgende mættes.
137.
Lyst til Pynt
røver fattig Daares Mynt.
Spørg din Pung, ja ryst den,
før du spørger Lysten!
Lyst til Pynt
røver fattig Daares Mynt.
Spørg din Pung, ja ryst den,
før du spørger Lysten!
138.
Saamangen Mand kan Synden gjøre arm;
men hundred Trængende age i Overdaads gyldne Karm.
Saamangen Mand kan Synden gjøre arm;
men hundred Trængende age i Overdaads gyldne Karm.
139.
Daaren, for Stads paa Ryggen at have,
spanker omkring med sulten Mave.
Atlask, Skarlagen og Silke rød
slukker paa Arnen baade Ild og Glød.
Daaren, for Stads paa Ryggen at have,
spanker omkring med sulten Mave.
Atlask, Skarlagen og Silke rød
slukker paa Arnen baade Ild og Glød.
140.*
Bonde paa Benene bedre deran
End som paa Knæerne fornem Mand.
Bonde paa Benene bedre deran
End som paa Knæerne fornem Mand.
141.*
Første Lyst kan være svag;
men kommer vist igjen,
— ja maaskee næste Dag.
Og hver en Dag vil den forstærke,
saa Den, der kom som lidet Barn,
fremstamper snart som vældigt Hærkje
Herremænd.
Første Lyst kan være svag;
men kommer vist igjen,
— ja maaskee næste Dag.
Og hver en Dag vil den forstærke,
saa Den, der kom som lidet Barn,
fremstamper snart som vældigt Hærkje
Herremænd.
142.
Forfængelighed er en Betler,
og frækkere end selve Trangen.
Een Skilling hjælper denne lidt adgangen;
men hiin forlanger Sedler.
Forfængelighed er en Betler,
og frækkere end selve Trangen.
Een Skilling hjælper denne lidt adgangen;
men hiin forlanger Sedler.
143.
Kan Dyden end ei altid vinde Seir,
dog ubeseiret kan den stande,
liig midt i Storm og vilden Veir
en Klippes faste Pande.
Kan Dyden end ei altid vinde Seir,
dog ubeseiret kan den stande,
liig midt i Storm og vilden Veir
en Klippes faste Pande.
144.
Daarlig Handel, give Penge hen,
for at kjøbe Anger ind igjen.
Daarlig Handel, give Penge hen,
for at kjøbe Anger ind igjen.
145.
I Vennebarm
saml Skat til Aldren krum og arm!
Thi brændte end din Hytte af,
og brast din Stav,
og slukkedes din Kjerte,
bedække dig
skal da hans Flig,
dig varme skal hans Hjerte.
I Vennebarm
saml Skat til Aldren krum og arm!
Thi brændte end din Hytte af,
og brast din Stav,
og slukkedes din Kjerte,
bedække dig
skal da hans Flig,
dig varme skal hans Hjerte.
146.
Kunne mønstre med et roligt Blik
Dagene, som vare,
Fremtids-Dages Skare
— o største Høihed Dødelige fik!
Kunne mønstre med et roligt Blik
Dagene, som vare,
Fremtids-Dages Skare
— o største Høihed Dødelige fik!
147.*
Giv stolte Daare stolt Foragt!
Dog endnu større Ringeagt Den døier,
som stedse smidskende sig bøier,
som stedse gaaer som sammenlagt.
Giv stolte Daare stolt Foragt!
Dog endnu større Ringeagt Den døier,
som stedse smidskende sig bøier,
som stedse gaaer som sammenlagt.
148.
Hvad er en Sommerfugl i al sin Pragt?
— en Kaalorm kun, blot i en anden Dragt.
I dette Billed Pyntegjækken
seer sig saa grant som Bukken sig i Bækken.
Hvad er en Sommerfugl i al sin Pragt?
— en Kaalorm kun, blot i en anden Dragt.
I dette Billed Pyntegjækken
seer sig saa grant som Bukken sig i Bækken.
149.
Armod maa sælge Frihed for Brød,
Hjerte-guld for Arneglød,
Selvstændigheds-kaabe for ulden Tot.
— Tom Pose staaer ei opret godt.
Armod maa sælge Frihed for Brød,
Hjerte-guld for Arneglød,
Selvstændigheds-kaabe for ulden Tot.
— Tom Pose staaer ei opret godt.
150.
Forfængelighed spiser en Frokost fiin
med Overmod paa Porcelin,
til Middag med Armod af Orre-skaal,
med Skjændsel i Asken til Aftensmaal.
Forfængelighed spiser en Frokost fiin
med Overmod paa Porcelin,
til Middag med Armod af Orre-skaal,
med Skjændsel i Asken til Aftensmaal.
151.
Maa tvungen du Skjebnens Villjebud følge saa tidt,
arme Støv? — nei stolte Støv!
Thi se, du den himmelske Pligt stedse kan udøve frit!
Maa tvungen du Skjebnens Villjebud følge saa tidt,
arme Støv? — nei stolte Støv!
Thi se, du den himmelske Pligt stedse kan udøve frit!
152.
Frihed uden Viisdom have,
O det er en skræksom Gave!
Frihed uden Viisdom have,
O det er en skræksom Gave!
153.
Frihed er det dyreste Klenod,
Himmelen den Dødelige lover.
Hver Mand maa eie det, hang det end over
en Grav, og maa han endog springe over
en Flod af Blod.
Frihed er det dyreste Klenod,
Himmelen den Dødelige lover.
Hver Mand maa eie det, hang det end over
en Grav, og maa han endog springe over
en Flod af Blod.
154.
Hvo ei mægter lide meget,
Hvo ei mægter vel at gjøre meget,
Hvo ei mægter sig fornægte meget,
Viisdom ei forstaaer, og ei den Kunst at leve.
Hvo ei mægter lide meget,
Hvo ei mægter vel at gjøre meget,
Hvo ei mægter sig fornægte meget,
Viisdom ei forstaaer, og ei den Kunst at leve.
155.
Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag
dit Hjerte gjemmer med Behag.
Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag
dit Hjerte gjemmer med Behag.
156.
Lidenskab og Ild
— Tjener god, men Herre vild.
Lidenskab og Ild
— Tjener god, men Herre vild.
157.
Heller Frihed og Nød
end Trældom og Brød!
Heller Frihed og Nød
end Trældom og Brød!
158.
Betænk dig lidt forinden, endog paa Røverkjøb!
For Røverkjøb saa mangen til Fattigstuen krøb.
Betænk dig lidt forinden, endog paa Røverkjøb!
For Røverkjøb saa mangen til Fattigstuen krøb.
159.
Bli’er du ved Sager hængende,
hvortil du ei er trængende,
da visselig kommer du til
at lade det Nødvendige gaae hvor det vil.
Bli’er du ved Sager hængende,
hvortil du ei er trængende,
da visselig kommer du til
at lade det Nødvendige gaae hvor det vil.
160.
For det een Lyst af Lommen veed at tage
du kunde tvende Børn opdrage.
For det een Lyst af Lommen veed at tage
du kunde tvende Børn opdrage.
161.
Klog Mand bli’er klogere af Andenmands Forliis;
men neppe af sit eget blier Daaren mere viis.
Klog Mand bli’er klogere af Andenmands Forliis;
men neppe af sit eget blier Daaren mere viis.
162.
Vil du Tjener have efter dit Behag
En, som tjener uden Løn,
mere trofast end en Søn,
dig Selv i egen Tjeneste da tag!
Vil du Tjener have efter dit Behag
En, som tjener uden Løn,
mere trofast end en Søn,
dig Selv i egen Tjeneste da tag!
163.
Venskab, bedste Himlens Gave
krydrer Glæden, mildner Sorgen hen:
og, se, en Ven kan Hvermand have,
som selv forstaaer at være Ven!
Venskab, bedste Himlens Gave
krydrer Glæden, mildner Sorgen hen:
og, se, en Ven kan Hvermand have,
som selv forstaaer at være Ven!
164.
Se Skjebnens sære Baner
kun Skjul er for den vise Skabers Planer!
Se Skjebnens sære Baner
kun Skjul er for den vise Skabers Planer!
165.
Hvad det alvorlige Liv forlanger, fuldend!
Men glem ei at kræve Hvad du forlanger af Livet igjen!
Hvad det alvorlige Liv forlanger, fuldend!
Men glem ei at kræve Hvad du forlanger af Livet igjen!
166.
Hvo vil æde Kjerne sød,
først maa knække haarde Nød.
Hvo vil æde Kjerne sød,
først maa knække haarde Nød.
167.
Vil du bestaae
i Ulykken, maa
du med opløftet Pande imøde den gaae!
Vil du bestaae
i Ulykken, maa
du med opløftet Pande imøde den gaae!
168.
Vil du Hvermand Fyldest gjøre,
tidlig maa du dig af Sengen røre
Vil du Hvermand Fyldest gjøre,
tidlig maa du dig af Sengen røre
169.
Vær Snegl i Raad,
en Ørn i Daad!
Vær Snegl i Raad,
en Ørn i Daad!
170.
Ønsk ei at være Herremand
Stormens stærke Haand
slaaer ei lille Dale-vaand,
men høien Klippes Gran.
Ønsk ei at være Herremand
Stormens stærke Haand
slaaer ei lille Dale-vaand,
men høien Klippes Gran.
171.*
Vil du stedse leve fri,
vil du leve glad og rolig,
finde stedse Velstand i
fager Blomstring i din Bolig,
da du trolig
evig Pagt maa slutte med
Retsind og med Virksomhed.
Vil du stedse leve fri,
vil du leve glad og rolig,
finde stedse Velstand i
fager Blomstring i din Bolig,
da du trolig
evig Pagt maa slutte med
Retsind og med Virksomhed.
172.
Mens du sover
bier ikke Renten over.
Mens du sover
bier ikke Renten over.
173.
Borgen
tømmer Pung men fylder Barm med Sorgen.
Borgen
tømmer Pung men fylder Barm med Sorgen.
174.
Længe betragt
Hvad siden skal stande uendret ved Magt!
Længe betragt
Hvad siden skal stande uendret ved Magt!
175.
Falskhed slaaer paa Hals sin egen Mester.
Den falder i, som grov en Grav for Næsten.
Falskhed slaaer paa Hals sin egen Mester.
Den falder i, som grov en Grav for Næsten.
176.
Paa Raadens egen Skalle
slette Raad tilbagefalde.
Paa Raadens egen Skalle
slette Raad tilbagefalde.
177.
Saa langsom Dovenskaben fremadslentrer,
at Armod, skjøndt paa saare Been
den slæber over Stok og Steen
tungt Barn og Pose, snarlig den indhenter.
Saa langsom Dovenskaben fremadslentrer,
at Armod, skjøndt paa saare Been
den slæber over Stok og Steen
tungt Barn og Pose, snarlig den indhenter.
178.
Bort flyer Minutet, kommer ei igjen.
Den øder Tiden, som ei bruger den.
Mon, lever Han da? Nei!
Han aander vel, men lever ei.
Bort flyer Minutet, kommer ei igjen.
Den øder Tiden, som ei bruger den.
Mon, lever Han da? Nei!
Han aander vel, men lever ei.
179.
Om du paa En er vred,
slut dog ei Forbund med
den feige Kjæmpe Avind!
Han bruger kun forgiftet Glavind;
og sligt et Vaaben er kun Skjændsel ved.
Om du paa En er vred,
slut dog ei Forbund med
den feige Kjæmpe Avind!
Han bruger kun forgiftet Glavind;
og sligt et Vaaben er kun Skjændsel ved.
180.
Hvo Speil mig rækker,
der dølger selv ei mindste Flekker,
Hvo mig med ærlig Kindhest vækker,
Han er, hvor lidt det synes end,
min Ven.
Hvo Speil mig rækker,
der dølger selv ei mindste Flekker,
Hvo mig med ærlig Kindhest vækker,
Han er, hvor lidt det synes end,
min Ven.
181.
Naar Manden ligger i Sengen doven,
grib fat paa Ploven!
Da opvaagne Hine af deres Roe,
naar Hesten din tramper paa Laavebroe.
Naar Manden ligger i Sengen doven,
grib fat paa Ploven!
Da opvaagne Hine af deres Roe,
naar Hesten din tramper paa Laavebroe.
182.
Flid sig giftede med Tid.
Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke.
Tilsammen avlede de Lykke.
Flid sig giftede med Tid.
Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke.
Tilsammen avlede de Lykke.
183.
Den Tid, du kalder lang nok, vist
vil kortnok synes dig tilsidst.
Den Tid, du kalder lang nok, vist
vil kortnok synes dig tilsidst.
184.
Dybere bider
Dovenskabs Rust,
end Arbeide slider.
Brugte Nøgel er altid puds’t.
Dybere bider
Dovenskabs Rust,
end Arbeide slider.
Brugte Nøgel er altid puds’t.
185.
Ethvert Minut den gode Gud
som gylden Penge deler ud,
at hver med Daad skal løse den.
Men, naar vi komme hisset hen,
Han giver os da Alt igjen.
Ethvert Minut den gode Gud
som gylden Penge deler ud,
at hver med Daad skal løse den.
Men, naar vi komme hisset hen,
Han giver os da Alt igjen.
186.
Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren,
Af Mangel paa Skoe gik Hesten forloren,
Af Mangel paa Hest gik Manden forloren.
Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren,
Af Mangel paa Skoe gik Hesten forloren,
Af Mangel paa Hest gik Manden forloren.
187.
Et Barn og en Tosse mene forvist,
at tyve Styver og tyve Aar
aldrigen kunne faae Ende-brist.
Et Barn og en Tosse mene forvist,
at tyve Styver og tyve Aar
aldrigen kunne faae Ende-brist.
188.
Tænk paa Gud — som skrevet staaer —
i din Ungdoms Dage!
Ellers vil de hvide Haar
Dig kun slet behage. — G.
Tænk paa Gud — som skrevet staaer —
i din Ungdoms Dage!
Ellers vil de hvide Haar
Dig kun slet behage. — G.
189.
Hvo altid tage vil af Tønden,
men fylder ikke paa igjen,
vil snarlig skimte Bund i den.
Naar tør er Brønden,
Da veed man først hvad Vand er værd.
Hvo altid tage vil af Tønden,
men fylder ikke paa igjen,
vil snarlig skimte Bund i den.
Naar tør er Brønden,
Da veed man først hvad Vand er værd.
190.
Storskib sig vove kan ud paa det Dybe.
Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe.
Storskib sig vove kan ud paa det Dybe.
Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe.
191.
Ak Himlen sig forbarme!
(jeg kan for Latter ikke bare mig)
nu vil den Arme
den Daarskab efterabe, som øves kun af Riig.
Han Padden ligner jo,
der vilde blæse sig
til Oxe-storhed op; men — brast ito?
Ak Himlen sig forbarme!
(jeg kan for Latter ikke bare mig)
nu vil den Arme
den Daarskab efterabe, som øves kun af Riig.
Han Padden ligner jo,
der vilde blæse sig
til Oxe-storhed op; men — brast ito?
192.
Gjæld er første Skridt til Last,
Løgn det andet.
Gjæld bær Løgn paa Ryggen fast,
skuler derfor som Forbandet,
tør ei snue sig, staae og gaae,
kan ei eget Mæle faae,
hvor han Gjældners Skygge saae.
— Ak, fribaarne Mand,
din Fribaarenhed er kleint deran!
Gjæld er første Skridt til Last,
Løgn det andet.
Gjæld bær Løgn paa Ryggen fast,
skuler derfor som Forbandet,
tør ei snue sig, staae og gaae,
kan ei eget Mæle faae,
hvor han Gjældners Skygge saae.
— Ak, fribaarne Mand,
din Fribaarenhed er kleint deran!
193.
Vee! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster.
Vee, naar Ilden først er slukt,
hjælper det kun lidt man puster. — G.
Vee! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster.
Vee, naar Ilden først er slukt,
hjælper det kun lidt man puster. — G.
194.*
Stræb, og spar!
Saml ei paa Fad; men i dybe Kar!
Stræb, og spar!
Saml ei paa Fad; men i dybe Kar!
195.
Flytter du ofte Bopæl og Træ,
faaer du kun liden Hygge og Læ.
Det er et ligeligt Bytte:
eengang Brandlidt og tregange Flytte.
Flytter du ofte Bopæl og Træ,
faaer du kun liden Hygge og Læ.
Det er et ligeligt Bytte:
eengang Brandlidt og tregange Flytte.
196.
Hvor Husbond Øiet stænger,
Pungen aaben hænger.
Hvor Husbond Øiet stænger,
Pungen aaben hænger.
197.*
Husbonds Ansigt, seet paa Bakken:
ei Arbeideren i Dalen,
— Hatten vaad og Næven valen —
vender Nakken,
kiger efter Solskinsveir.
Husbonds Ansigt, seet paa Bakken:
ei Arbeideren i Dalen,
— Hatten vaad og Næven valen —
vender Nakken,
kiger efter Solskinsveir.
198.
Huusbonds Øie over Gaard
meer end begge Hænder naaer.
Huusbonds Øie over Gaard
meer end begge Hænder naaer.
199.*
Husbonds Røst i Skov og Vang
muntrer meer end Madklokkens Klang.
Husbonds Røst i Skov og Vang
muntrer meer end Madklokkens Klang.
200.*
I Uges Graad tidt dratter
Søndags-Latter.
I Uges Graad tidt dratter
Søndags-Latter.
201.
Hør paa meget! tal dog blot
Hvad til Tid og Sted er godt!
Hør paa meget! tal dog blot
Hvad til Tid og Sted er godt!
202.
Ingen nogensinde gjorde
mere Godt end vel han burde.
Ingen nogensinde gjorde
mere Godt end vel han burde.
203.
Misnøiet ofte med dit Eget,
Du ønsker dig saamangt og meget;
men tak din Gud, som gav ei mere,
end hvad han saae, du kunde bære.
Misnøiet ofte med dit Eget,
Du ønsker dig saamangt og meget;
men tak din Gud, som gav ei mere,
end hvad han saae, du kunde bære.
204.*
Hvo ei arbeider Ugen ud,
ingen Sabbath faaer af Gud.
Hvo ei arbeider Ugen ud,
ingen Sabbath faaer af Gud.
205.
Vor Næstes Feil vi skjule maae
med Kjærlighedens Kaabe;
og uden Trøst ei lade gaae
dem, som vor Hjælp anraabe. — K.
Vor Næstes Feil vi skjule maae
med Kjærlighedens Kaabe;
og uden Trøst ei lade gaae
dem, som vor Hjælp anraabe. — K.
206.*
Trætter du med fuld Mand i Vrede,
trætter du med En, som ei er tilstede.
Trætter du med fuld Mand i Vrede,
trætter du med En, som ei er tilstede.
207.
Kjendt Brøde
Halv Bøde.
Kjendt Brøde
Halv Bøde.
208.*
Heller end i Kiste samle Guld,
saml du din Hjerneskal fuld!
Heller end i Kiste samle Guld,
saml du din Hjerneskal fuld!
209.
Egen Skade gjør vel viis;
Næstens gjør det dog for bedre Priis.
Egen Skade gjør vel viis;
Næstens gjør det dog for bedre Priis.
210.*
Hvor Fare styrter frem, Beslutning maa ei staae,
men raskt imødegaae og slaae.
Beslut dig snelt!
Mød Faren midt paa aaben Felt,
og bring den bunden i dit Telt!
— da er du Helt.
Hvor Fare styrter frem, Beslutning maa ei staae,
men raskt imødegaae og slaae.
Beslut dig snelt!
Mød Faren midt paa aaben Felt,
og bring den bunden i dit Telt!
— da er du Helt.
211.
Da Adam grov og Eva spandt,
hvor fandtes da en Adelsmand?
Da Adam grov og Eva spandt,
hvor fandtes da en Adelsmand?
212.
Hvo ei vil lade sig af Ven paaminde,
faaer Straf af Fiende.
Hvo ei vil lade sig af Ven paaminde,
faaer Straf af Fiende.
213.
Lidenskab er Last, bruges den slet;
men Dyd, bruges den ret.
Lidenskab er Last, bruges den slet;
men Dyd, bruges den ret.
214.
Eng er Agers Mo’r.
Hvo pløier nære Sol, skal høste nære Jord.
Eng er Agers Mo’r.
Hvo pløier nære Sol, skal høste nære Jord.
215.
Husbonds Fjed gjør Ager feed.
Bedste Gjødsel træder Husbonds Saale ned.
Husbonds Fjed gjør Ager feed.
Bedste Gjødsel træder Husbonds Saale ned.
216.
Sviger du Hesten i Hækken,
saa sviger han dig i Bækken.
Sviger du Hesten i Hækken,
saa sviger han dig i Bækken.
217.
Der hører mere til Plougefæst,
end: „Ho, vil du gaae!“ til Hest.
Der hører mere til Plougefæst,
end: „Ho, vil du gaae!“ til Hest.
218.
Du Styveren gjemmer i Pung og Bog,
glem ei da for Agerguld Grind og Krog!
Du Styveren gjemmer i Pung og Bog,
glem ei da for Agerguld Grind og Krog!
219.*
Graahaar med hullet Arm og sulten Tarm
er Jordens Jammersyn.
Graahaar paa Issen, Daarskab i Barm
— da sørges over Skyen.
Graahaar med hullet Arm og sulten Tarm
er Jordens Jammersyn.
Graahaar paa Issen, Daarskab i Barm
— da sørges over Skyen.
220.
De Unge skal man lære,
de Gamle ære.
De Unge skal man lære,
de Gamle ære.
221.
Hos Gamle brug Øren, Unge;
men ikke Tunge!
Hos Gamle brug Øren, Unge;
men ikke Tunge!
222.
Haab godt om Gutten, der findes hos Gubben
paa Kubben!
Haab godt om Gutten, der findes hos Gubben
paa Kubben!
223.
Det Guld er ei værd at rose,
som drypper ei Kobber i Armes Pose.
Det Guld er ei værd at rose,
som drypper ei Kobber i Armes Pose.
224.
Hvile dine Hænder,
hvile dine Tænder.
Hvile dine Hænder,
hvile dine Tænder.
225.
Heller Uven Arv at give,
end trænge til Ven ilive!
Heller Uven Arv at give,
end trænge til Ven ilive!
226.
Arbeid, som skulde du stedse være rød!
Vær from, som kom i denne Stund din Død!
Arbeid, som skulde du stedse være rød!
Vær from, som kom i denne Stund din Død!
227.
Den faaer kun halv Arv,
som faaer ei Moders Fromhed, Faders Marv.
Den faaer kun halv Arv,
som faaer ei Moders Fromhed, Faders Marv.
228.
Da først der Vinding er ved Tingen,
naar dig den gavner, skader Ingen.
Da først der Vinding er ved Tingen,
naar dig den gavner, skader Ingen.
229.
Bagtalertungen er en Sleve sort,
der sniger sig til Hjertet gjennem Øreport.
Bagtalertungen er en Sleve sort,
der sniger sig til Hjertet gjennem Øreport.
230.
Luk Døren
for ond Tunge og onde Øren!
Luk Døren
for ond Tunge og onde Øren!
231.
Selvkjær — Ingen kjær.
Hvo Alle vil behage, af Gud ei yndet er.
Selvkjær — Ingen kjær.
Hvo Alle vil behage, af Gud ei yndet er.
232.
Uden Ære børjet paa,
pleier ud med Skjændsel gaae.
Uden Ære børjet paa,
pleier ud med Skjændsel gaae.
233.
Den Ære ei skal vinde aabenbar,
der ærer ei sig Selv, om han end ene var.
Den Ære ei skal vinde aabenbar,
der ærer ei sig Selv, om han end ene var.
234.
Onde Tanker banke altid paa.
Luk til, saa maae de gaae.
Onde Tanker banke altid paa.
Luk til, saa maae de gaae.
235.
Før Hyklerbøn naaer Ulveglam
til Himlen fram.
Men ærligt Suk til Himlen stiger,
om Taaren end i Mulden siiger.
Før Hyklerbøn naaer Ulveglam
til Himlen fram.
Men ærligt Suk til Himlen stiger,
om Taaren end i Mulden siiger.
236.*
Beskedenhed er
den eneste Dyd, som tør
i Øiets Vindu, i Mundens Dør
sig vise for Enhver.
Beskedenhed er
den eneste Dyd, som tør
i Øiets Vindu, i Mundens Dør
sig vise for Enhver.
237.
Sikkert hvor Beskedenhed boer,
boe flere Dyder i Søsterkreds,
følge den som Ternechor
en Princess.
Sikkert hvor Beskedenhed boer,
boe flere Dyder i Søsterkreds,
følge den som Ternechor
en Princess.
238.
Husbond, vee dig, hvis du maa
hos din Dreng i Skole gaae!
Husbond, vee dig, hvis du maa
hos din Dreng i Skole gaae!
239.
Venners Feil du kjende bør og hade,
dog ei nævne dem paa Gade.
Venners Feil du kjende bør og hade,
dog ei nævne dem paa Gade.
240.
Paa alle Spørgsmaal har
du nødig ei at give Svar.
Paa alle Spørgsmaal har
du nødig ei at give Svar.
241.
Sæt Fad og Bæger for Fremmed frem,
før du ham spørger om Navn og Hjem.
Sæt Fad og Bæger for Fremmed frem,
før du ham spørger om Navn og Hjem.
242.
Hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud!
Hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud!
243.
Bedre end bitter Vaar er Høsten blid.
Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid.
Bedre end bitter Vaar er Høsten blid.
Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid.
244.
Lad meer bag Hjertet sidde
end paa Tungen ride.
Lad meer bag Hjertet sidde
end paa Tungen ride.
245.
Hvo Evne har i Eie,
skylder Daad.
Hvo har store Raad,
meget ud maa veie.
Hvo Evne har i Eie,
skylder Daad.
Hvo har store Raad,
meget ud maa veie.
246.
Hvis du en Æreløs beder, din Ære giver du ham,
og faaer en Deel af hans Skam.
Hvis du en Æreløs beder, din Ære giver du ham,
og faaer en Deel af hans Skam.
247.
Forfølg ei til det Yderste din Ret!
Thi førend du faaer seet dig fore vel
du er alt inden Urets Grændseskjel.
Som Dag til Qvel
samgrændse de; og Skilnet er ei let.
Forfølg ei til det Yderste din Ret!
Thi førend du faaer seet dig fore vel
du er alt inden Urets Grændseskjel.
Som Dag til Qvel
samgrændse de; og Skilnet er ei let.
248.
Hvo skjæmmes ved at øve Ret og Godt,
Høiagt for Narres Domme viser blot.
Hvo skjæmmes ved at øve Ret og Godt,
Høiagt for Narres Domme viser blot.
249.
Erhverv et Eje i din Ungdoms Tid.
Da god Grund lægges for din Manddoms Flid.
Erhverv et Eje i din Ungdoms Tid.
Da god Grund lægges for din Manddoms Flid.
250.*
Ungdoms-arbeid bygger Sengestedet,
Manddoms-virke Bolster deri breder
for din støre Alderdom.
Ungdoms-arbeid bygger Sengestedet,
Manddoms-virke Bolster deri breder
for din støre Alderdom.
251.
En Bonde veltilfreds drog ind til Staden
med gamle Borken for en tjæret Kjærre.
Der gav en Fætter ham paa Gaden
en deilig Pisk.
Hei! hop! Men kan vel noget passe værre
til deilig Pisk end tjæret Kjærre?
Nei! nei! til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk!
— det faldt strax Konen ind og Manden med.
Som sagt, saa gjort — i Vhisk de drog afsted.
Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg,
som forhen godt nok var for Kjærre,
kan Noget vel til Vhisken passe værre?
— det strax faldt Konen ind og Manden med.
— Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted.
„Men jeg og du? kan Noget værre passe?
Jeg er jo endnu Kari — du er Lasse.“
Det strax faldt Konen ind og Manden med.
Som Herrefolk de drog afsted;
men — Mandens Velfærd med.
Tilfods maa Mand og Kone løbe
fra Huus og Hjem blot for den Svøbe.
En Bonde veltilfreds drog ind til Staden
med gamle Borken for en tjæret Kjærre.
Der gav en Fætter ham paa Gaden
en deilig Pisk.
Hei! hop! Men kan vel noget passe værre
til deilig Pisk end tjæret Kjærre?
Nei! nei! til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk!
— det faldt strax Konen ind og Manden med.
Som sagt, saa gjort — i Vhisk de drog afsted.
Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg,
som forhen godt nok var for Kjærre,
kan Noget vel til Vhisken passe værre?
— det strax faldt Konen ind og Manden med.
— Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted.
„Men jeg og du? kan Noget værre passe?
Jeg er jo endnu Kari — du er Lasse.“
Det strax faldt Konen ind og Manden med.
Som Herrefolk de drog afsted;
men — Mandens Velfærd med.
Tilfods maa Mand og Kone løbe
fra Huus og Hjem blot for den Svøbe.
252*
Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned.
Paa Veien findes Stationer trende:
Uorden, Dovenskab og Ødselhed.
Værtshusets Navn ved Vejens Ende
er Elende.
Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned.
Paa Veien findes Stationer trende:
Uorden, Dovenskab og Ødselhed.
Værtshusets Navn ved Vejens Ende
er Elende.
253*
Gjennem vid Skorsteen og høien Port
kjører og ryger Velstand bort.
Gjennem vid Skorsteen og høien Port
kjører og ryger Velstand bort.
254*
Det er kun doven Mands Tykke,
at blive riig ved Lykke.
Den Tosse gider ei gaae
didhen hvor han maa;
men sidder og spilder Tiden i
det Haab: der kommer en Vogn forbi.
Det er kun doven Mands Tykke,
at blive riig ved Lykke.
Den Tosse gider ei gaae
didhen hvor han maa;
men sidder og spilder Tiden i
det Haab: der kommer en Vogn forbi.
255.
Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve
Lovtalere, som lyve.
Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve
Lovtalere, som lyve.
256.
Hvo troer: alt er jeg god, ja meer end det, —
vil vist hver Time blive mere slet.
Hvo troer: alt er jeg god, ja meer end det, —
vil vist hver Time blive mere slet.
257.
Kjedsomhed er en Pine saa leed,
som nogen, der i Rhabarber beed;
Gavnvirke — eneste Medicin;
Tidsfordriv kun er Sukker paa hiin.
Kjedsomhed er en Pine saa leed,
som nogen, der i Rhabarber beed;
Gavnvirke — eneste Medicin;
Tidsfordriv kun er Sukker paa hiin.
258.
Hvo Uret gjør for Ven at vinde,
forlod vist Godt, for et Uvist finde.
Hvo Uret gjør for Ven at vinde,
forlod vist Godt, for et Uvist finde.
259.
Mange udøve Ondt først da,
naar man dømmer alt Godt dem fra.
Mange udøve Ondt først da,
naar man dømmer alt Godt dem fra.
260.
Høflighed er som Kryder paa Mad,
Grovhed i Selskab er Skarn paa Fad.
Høflighed er som Kryder paa Mad,
Grovhed i Selskab er Skarn paa Fad.
261.
Hvo en Ulykkelig forhaaner,
Djævelen sin Tunge laaner.
Med glohed Syl
han roder i den ømme Byld.
Hvo en Ulykkelig forhaaner,
Djævelen sin Tunge laaner.
Med glohed Syl
han roder i den ømme Byld.
262.
Hvert Menneske skal nu sin Kjephest have?
Skader den ei dig, saa lad den trave.
Hvert Menneske skal nu sin Kjephest have?
Skader den ei dig, saa lad den trave.
263.*
Lee ikke naar din Uven Uret leed!
Hvis Steen du saae, der sveg,
og kunde knuse ham, og ei du „Vaersku!“ skreg,
da styrted selv du Stenen ned.
Lee ikke naar din Uven Uret leed!
Hvis Steen du saae, der sveg,
og kunde knuse ham, og ei du „Vaersku!“ skreg,
da styrted selv du Stenen ned.
264.
Hvo værger Næstens Skade af,
saa vel ham gjør, somom han Guld ham gav.
Hvo værger Næstens Skade af,
saa vel ham gjør, somom han Guld ham gav.
265.
Gjæst og anbetroet Gods
vandre som de kom til os!
Gjæst og anbetroet Gods
vandre som de kom til os!
266.
Saa god som Gjødsel er for Jorden,
saa er for Tiden Orden;
thi begge højest Grøde tvinge
af samme Tid og Rum at springe.
Saa god som Gjødsel er for Jorden,
saa er for Tiden Orden;
thi begge højest Grøde tvinge
af samme Tid og Rum at springe.
267.
Den sanker Rigdom god,
som varer sig for Skadebod.
Den sanker Rigdom god,
som varer sig for Skadebod.
268.
Idag er Borgen
Gevindst; men Tab imorgen,
Forliis iovermorgen.
Idag er Borgen
Gevindst; men Tab imorgen,
Forliis iovermorgen.
269.
Paa Spillehuset trende Porte se:
Haabets een — Skjændselens to — Dødens tre!
Folk gjennem første Port indvandre;
ud af de andre.
Paa Spillehuset trende Porte se:
Haabets een — Skjændselens to — Dødens tre!
Folk gjennem første Port indvandre;
ud af de andre.
270.
At gloe paa Alting og Intet see;
ad Alting flire,
ad Intet lee,
sværme og svire,
Tyverie, Sladder og Løgn:
Ledigs Arbeide i et Døgn.
At gloe paa Alting og Intet see;
ad Alting flire,
ad Intet lee,
sværme og svire,
Tyverie, Sladder og Løgn:
Ledigs Arbeide i et Døgn.
271.
Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang
bestjæler dig og sande Trang.
Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang
bestjæler dig og sande Trang.
272.
Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel?
— kjend ogsaa dit Støv, din Bolig, o Sjel!
Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel?
— kjend ogsaa dit Støv, din Bolig, o Sjel!
273.
Levnet fromt er rette Alderstid,
rette Graahaar Kløgt og Vid.
Levnet fromt er rette Alderstid,
rette Graahaar Kløgt og Vid.
274.
Du Lade, gak til Myretue!
Den være skal din Skolestue.
Du Lade, gak til Myretue!
Den være skal din Skolestue.
275.
Hade Straf og frygte den, er samme Tanke.
Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke.
Hade Straf og frygte den, er samme Tanke.
Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke.
276.
Søn, om du døde, sørged din Fader adaare,
men hele sit Liv, var du en Ond og en Daare.
Søn, om du døde, sørged din Fader adaare,
men hele sit Liv, var du en Ond og en Daare.
277.
Fortælling i Utide ofte fik
den samme Tak som i Sorg Musik.
Fortælling i Utide ofte fik
den samme Tak som i Sorg Musik.
278.
Lev for at lære, og lær for at leve!
Lev for at lære, og lær for at leve!
279.
Heller Gulve-fald med Knæ og Skal,
end med Tungen Fald!
Heller Gulve-fald med Knæ og Skal,
end med Tungen Fald!
280.
Begaa ei tvende Gange Synd!
Du er jo end i een ei uden Skyld.
Begaa ei tvende Gange Synd!
Du er jo end i een ei uden Skyld.
281.
Ny Ven er ny Viin. Først med Aar paa Bag
lader den sig drikke med Sundhed og Behag.
Ny Ven er ny Viin. Først med Aar paa Bag
lader den sig drikke med Sundhed og Behag.
282.
Riigmand faaer Buk for Guld og Skarlag.
Fattigmand for Kløgt faaer Ære og Behag.
Riigmand faaer Buk for Guld og Skarlag.
Fattigmand for Kløgt faaer Ære og Behag.
283.*
I Medgangs Solskin flaggre Venner omkring
paa Frivilving.
Men Uvenner ligge som Larver i Fure,
og lure
paa deres Tid til at flyve frem;
og naar den kommer, hvo kan det vide?
Søg derfor itide
dig Venner blandt dem!
I Medgangs Solskin flaggre Venner omkring
paa Frivilving.
Men Uvenner ligge som Larver i Fure,
og lure
paa deres Tid til at flyve frem;
og naar den kommer, hvo kan det vide?
Søg derfor itide
dig Venner blandt dem!
284.
Ødeland
samler for Andenmand.
Ødeland
samler for Andenmand.
285.
Hvi vil du Lygte for den Blinde hænge?
Hvad skal den Karrige med Penge?
Hvi vil du Lygte for den Blinde hænge?
Hvad skal den Karrige med Penge?
286.*
Det Bytte er ei godt,
at bytte glad Hytte mod et sorgfuldt Slot.
Det Bytte er ei godt,
at bytte glad Hytte mod et sorgfuldt Slot.
287.
Giver du med bittre Ord,
ei er din Gave stor.
Giver du med bittre Ord,
ei er din Gave stor.
288.
I vore Ønsker oftest er vor Plage:
hvergang de hendøe, fødes andre nye;
de uopfyldte kalde frem vor Klage,
og Lykkens korte Øieblik flye. — B.
I vore Ønsker oftest er vor Plage:
hvergang de hendøe, fødes andre nye;
de uopfyldte kalde frem vor Klage,
og Lykkens korte Øieblik flye. — B.
289.
Omvend dig itide — det er: imedens du
kan øve Synd endnu.
Omvend dig itide — det er: imedens du
kan øve Synd endnu.
290.
I Syndens Raad er ikke Forstand.
Ondskabs Kløgt er ei Viisdom sand.
I Syndens Raad er ikke Forstand.
Ondskabs Kløgt er ei Viisdom sand.
291.
Hvo kan sin Tunge tøilesnøre,
med Storfolk vel kan Omgang føre.
Hvo kan sin Tunge tøilesnøre,
med Storfolk vel kan Omgang føre.
292.
Som Fuglen kjendes paa Fjer og Sang,
tidt Menneskets Sind tilskue hang
i Klæder, Latter og Gang.
Som Fuglen kjendes paa Fjer og Sang,
tidt Menneskets Sind tilskue hang
i Klæder, Latter og Gang.
293.
Bedre frygtsom Eenfoldighed,
end Kløgt, som djærv over Loven skred.
Bedre frygtsom Eenfoldighed,
end Kløgt, som djærv over Loven skred.
294.*
Selv Eenfold skal i Sladderlaug
for Viisdom agtes, hvis det taug.
Selv Eenfold skal i Sladderlaug
for Viisdom agtes, hvis det taug.
295.
Man Meget kjøbe kan for lidt,
og dog betale det syvdobbelt tidt.
Man Meget kjøbe kan for lidt,
og dog betale det syvdobbelt tidt.
296.
Den Roesen ei fortjente,
som taug, fordi han vidste intet Svar;
men den, som taug, fordi han kjendte
en Tid til Svar, som bedre var.
Den Roesen ei fortjente,
som taug, fordi han vidste intet Svar;
men den, som taug, fordi han kjendte
en Tid til Svar, som bedre var.
297.
Samme usle Værd er sat
paa skjulte Viisdom og nedgraven Skat.
Samme usle Værd er sat
paa skjulte Viisdom og nedgraven Skat.
298.
Bedre Den, som skjule veed
sin Dumhed eller Daarlighed,
end Den, som dækker til sin Kløgt,
som sætter under Skjeppemaal sin Løgt.
Bedre Den, som skjule veed
sin Dumhed eller Daarlighed,
end Den, som dækker til sin Kløgt,
som sætter under Skjeppemaal sin Løgt.
299.*
Boghylden er den Stige,
der fører til at blive Overmandens Lige.
Boghylden er den Stige,
der fører til at blive Overmandens Lige.
300.
Hvo bygger Huus med fremmed Guld,
til eget Gravsted samler Steen og Muld.
Hvo bygger Huus med fremmed Guld,
til eget Gravsted samler Steen og Muld.
301.
I Daarens Mund der er hans Hjerte.
I Viismands Hjerte er hans Mund.
I Daarens Mund der er hans Hjerte.
I Viismands Hjerte er hans Mund.
302.
Daaren skrasler i Sky, ud alskens Sladder skraaler.
Viismand smiler saa bly og vejer Ord i Skaaler.
Daaren skrasler i Sky, ud alskens Sladder skraaler.
Viismand smiler saa bly og vejer Ord i Skaaler.
303.
Tænk først, naar du vil Løfter gjøre:
„mon jeg dem ogsaa holde kan.“
Er Løftet gjort, du da udføre
dit Tilsagn som en ærlig Mand.
Tænk først, naar du vil Løfter gjøre:
„mon jeg dem ogsaa holde kan.“
Er Løftet gjort, du da udføre
dit Tilsagn som en ærlig Mand.
304.
Søg ei Skjønhed eller Rigdom, naar
du skal vælge dig en Ægtemage.
Ungdom, Rigdom, Skjønhed — Alt forgaaer.
Arme Mand, hvad har du saa tilbage?
Søg en trofast, god og huuslig Viv!
Hun skal give dig et saligt Liv.
Søg ei Skjønhed eller Rigdom, naar
du skal vælge dig en Ægtemage.
Ungdom, Rigdom, Skjønhed — Alt forgaaer.
Arme Mand, hvad har du saa tilbage?
Søg en trofast, god og huuslig Viv!
Hun skal give dig et saligt Liv.
305.
En Huustroes Fromhed bringer meer irente
end Sække Arvegods, hun har ivente.
En Huustroes Fromhed bringer meer irente
end Sække Arvegods, hun har ivente.
306.
Man blier ei mæt af bare Kjærlighed.
Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med.
Man blier ei mæt af bare Kjærlighed.
Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med.
307.
Vær trofast mod din Næste,
naar Nød og Sorg ham gjæste!
Naar disse pakke sig,
da beder han til fremmed, og glemmer ikke dig.
Vær trofast mod din Næste,
naar Nød og Sorg ham gjæste!
Naar disse pakke sig,
da beder han til fremmed, og glemmer ikke dig.
308.
Naar du sidder ved Herrebord,
ihukom din Fa’er og Mo’er!
Fortjente du end et Aandedrag,
naar du forbanded’ din Fødselsdag?
Naar du sidder ved Herrebord,
ihukom din Fa’er og Mo’er!
Fortjente du end et Aandedrag,
naar du forbanded’ din Fødselsdag?
309.
Det Samme du hos Andre saae,
hos dig ei Andre vil undgaae.
Os selv vi staae for nær og tæt,
til egne Feil at skue ret.
Det Samme du hos Andre saae,
hos dig ei Andre vil undgaae.
Os selv vi staae for nær og tæt,
til egne Feil at skue ret.
310.
Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler,
din Alder finder Intet, hvor den famler.
Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler,
din Alder finder Intet, hvor den famler.
311.
Giv Vand ei Vei,
og ond Qvinde Myndighed ei!
Giv Vand ei Vei,
og ond Qvinde Myndighed ei!
312.
Det Brød som jeg vil æde, maa jeg hente;
thi før det kommer flyvende, faaer jeg længe vente.
Det Brød som jeg vil æde, maa jeg hente;
thi før det kommer flyvende, faaer jeg længe vente.
313.
Behandl Enhver,
ei som hans Kjortel, men Opførsel er.
Behandl Enhver,
ei som hans Kjortel, men Opførsel er.
314.
Om Døde og om Dem, som borte ere,
der være Taushed, hvis ei skee kan Ære.
I rene Mund maa aldrig dvæle
et skident Eftermæle.
Om Døde og om Dem, som borte ere,
der være Taushed, hvis ei skee kan Ære.
I rene Mund maa aldrig dvæle
et skident Eftermæle.
315.
Aldrig for gammel
du blier til at sidde paa Lærlinge-skammel.
Aldrig for gammel
du blier til at sidde paa Lærlinge-skammel.
316.
Sob først for egen Dør,
før du til Naboens vandre tør!
Sob først for egen Dør,
før du til Naboens vandre tør!
317.
Betal med Tak dog idetmindste Alt,
hvad du med Penge ei kan faae betalt!
Betal med Tak dog idetmindste Alt,
hvad du med Penge ei kan faae betalt!
318.
Hvad ei du mægter fatte,
du hverken laste eller skatte!
Hvad ei du mægter fatte,
du hverken laste eller skatte!
319.
Lyv ikke førstegang!
Man troer dig ikke andengang.
Lyv ikke førstegang!
Man troer dig ikke andengang.
320.
Solen skinner paa Alle ned.
Gud fører Alle til Salighed.
Solen skinner paa Alle ned.
Gud fører Alle til Salighed.
321.
Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde.
Arbeider er Løn værd; han spiser kun med Glæde.
Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger veed du nok
er baade bedste Læge og aller-bedste Kok.
Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde.
Arbeider er Løn værd; han spiser kun med Glæde.
Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger veed du nok
er baade bedste Læge og aller-bedste Kok.
322.
Hvo ei taaler Daddel af ærlig Mand,
eiheller roses kan.
Hvo ei taaler Daddel af ærlig Mand,
eiheller roses kan.
323.
Heller alene,
end i fordærvet Selskabs onde Leeg.
Thi vil du holde Klæder rene,
gaae ikke did, hvor der er Skarn og Beeg!
Heller alene,
end i fordærvet Selskabs onde Leeg.
Thi vil du holde Klæder rene,
gaae ikke did, hvor der er Skarn og Beeg!
324.
Tenk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden.
Tenk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden.
325.
Større Skam, at ikke ville lære,
end uvidende at være.
Større Skam, at ikke ville lære,
end uvidende at være.
326.
Tre Skridt fra Liv
den Mand, som elsker Kiv!
Tre Skridt fra Liv
den Mand, som elsker Kiv!
327.*
De leder længe før du finder
saa viis og god en Ven, som nyttig Bog.
Han æder ei og drikker, skjøndt han binder
sit Selskab daglig til din stille Krog.
De leder længe før du finder
saa viis og god en Ven, som nyttig Bog.
Han æder ei og drikker, skjøndt han binder
sit Selskab daglig til din stille Krog.
328.
Penge og Gods kunne svinde som Dunst,
Videnskab ikke og Kunst.
Penge og Gods kunne svinde som Dunst,
Videnskab ikke og Kunst.
329.
Fuld Kiste god at have;
endnu bedre sund Mave.
Fuld Kiste god at have;
endnu bedre sund Mave.
330.
Hvo ei vil Skade lide,
maa vide.
Hvo ei vil Pande-bule faae,
maa ei i Mørk ret gaae.
Hvo ei vil Skade lide,
maa vide.
Hvo ei vil Pande-bule faae,
maa ei i Mørk ret gaae.
331.
God Krog man tidlig bøie!
Hvor Høst skal bølge over Høje,
Vaar maa Vejen pløje.
God Krog man tidlig bøie!
Hvor Høst skal bølge over Høje,
Vaar maa Vejen pløje.
332.*
Den Gaard er død, hvor ei hver Vinters-dag
du hører Vævestols og rappe Sliuls Tag
saa jevnt som Pulseslag.
Den Gaard er død, hvor ei hver Vinters-dag
du hører Vævestols og rappe Sliuls Tag
saa jevnt som Pulseslag.
333.
Siig ikke forud hvad du agter gjøre;
thi lykkes det dig ei, saa faaer du Latter høre.
Siig ikke forud hvad du agter gjøre;
thi lykkes det dig ei, saa faaer du Latter høre.
334.*
Pral ei af Klæders Fiinhed eller Farve!
Thi deri taber du for Smaafugl og for Larve.
Pral ei af Klæders Fiinhed eller Farve!
Thi deri taber du for Smaafugl og for Larve.
335.*
Pral ei af Kroppens Kraft! Thi skjæmmes maatte du
for hver en Oxe, der er stærkere endnu.
Pral ei af Kroppens Kraft! Thi skjæmmes maatte du
for hver en Oxe, der er stærkere endnu.
336.
Tag Klogskab med paa Vejen
fra Ungdoms-vang til Alderdoms-dal over Manddoms-hejen!
Den er en Tærepenge,
som gjælder overalt og varer længe.
Tag Klogskab med paa Vejen
fra Ungdoms-vang til Alderdoms-dal over Manddoms-hejen!
Den er en Tærepenge,
som gjælder overalt og varer længe.
337.
Spørg dig, naar du gaaer ifra din Port:
hvad har jeg at gjøre?
Naar du atter triner indad-døre,
spørg: hvad har jeg gjort?
Spørg dig, naar du gaaer ifra din Port:
hvad har jeg at gjøre?
Naar du atter triner indad-døre,
spørg: hvad har jeg gjort?
338.
Tjen en Ven,
at han bliver endnu bedre Ven!
Tjen en Uven, at han bliver Ven!
Tjen en Ven,
at han bliver endnu bedre Ven!
Tjen en Uven, at han bliver Ven!
339.
Den bedste Gjerning er at gjøre klar
den Ting man nu i Timen fore har.
Den bedste Gjerning er at gjøre klar
den Ting man nu i Timen fore har.
340.
Af slem Vinding maa man vente
en slem Rente.
Af slem Vinding maa man vente
en slem Rente.
341.
Paa Dyden og Retskaffenhed
stol mere end paa Eed!
Paa Dyden og Retskaffenhed
stol mere end paa Eed!
342.
Giv ikke altid Raad, der lifligt klinge;
men lad dem frem af Hjertet springe,
belyste af et skarpt og trofast Blik!
Raad være sanddru Tale, ei Musik!
Giv ikke altid Raad, der lifligt klinge;
men lad dem frem af Hjertet springe,
belyste af et skarpt og trofast Blik!
Raad være sanddru Tale, ei Musik!
343.
Langt heller vælg Forliis,
end syndig Vinding, er du viis!
Den Sorg, som Hiint mod Denne volder,
som Tid mod Evigheden sig forholder.
Langt heller vælg Forliis,
end syndig Vinding, er du viis!
Den Sorg, som Hiint mod Denne volder,
som Tid mod Evigheden sig forholder.
344.
Det Vanskeligste er at tie med
en Hemmelighed,
at bruge sine frie Timer vel,
at taale Uret (dog ei som Træl)
at bære Modgang, bære Held
med lige reen og rolig Sjel.
Det Vanskeligste er at tie med
en Hemmelighed,
at bruge sine frie Timer vel,
at taale Uret (dog ei som Træl)
at bære Modgang, bære Held
med lige reen og rolig Sjel.
345.
Forstandig Mand vil mane Faren hen.
En tapper Mand vil redde sig af den.
Forstandig Mand vil mane Faren hen.
En tapper Mand vil redde sig af den.
346.
Dødsfrygt er værre
end Døden selv, den blege Herre,
Din Frygt du Gode, da betving,
thi den er kun den Ondes Sting.
Dødsfrygt er værre
end Døden selv, den blege Herre,
Din Frygt du Gode, da betving,
thi den er kun den Ondes Sting.
347.*
Ærlighed og Kydskhed gjør en Qvind
til Qvinde.
Høihjertethed, Huusflid, Fædrenelandssind,
gjør Qvinden til en Borgerinde.
Ærlighed og Kydskhed gjør en Qvind
til Qvinde.
Høihjertethed, Huusflid, Fædrenelandssind,
gjør Qvinden til en Borgerinde.
348.
Høirøstet, mundkaad Qvind, saalidet er en Qvinde,
at hun bør sendes ud at jage væbnet Fiende.
Høirøstet, mundkaad Qvind, saalidet er en Qvinde,
at hun bør sendes ud at jage væbnet Fiende.
349.
Imellem Steen og Steen kan Nagle drives ind;
saa mellem Kjøb og Salg der kan bedrives Synd.
Imellem Steen og Steen kan Nagle drives ind;
saa mellem Kjøb og Salg der kan bedrives Synd.
350.
Mange fulde for skarpe Spær,
dog faldt for skarpe Tunger vel en større Hær.
Mange fulde for skarpe Spær,
dog faldt for skarpe Tunger vel en større Hær.
351.
Af Leddiggang, den fule Rod,
som lange Trævler slynger
igjennem Hjerte, Marv og Blod,
Alverdsens Ondt fremspringer.
Af Leddiggang, den fule Rod,
som lange Trævler slynger
igjennem Hjerte, Marv og Blod,
Alverdsens Ondt fremspringer.
352.
Til Hver, du seer paa, ræk ei Haand!
Med Hver, som gaaer forbi, knyt ikke Venskabsbaand!
Til Hver, du seer paa, ræk ei Haand!
Med Hver, som gaaer forbi, knyt ikke Venskabsbaand!
353.*
I rette Tid, med rette Maal,
kan festlig Skaal
i Hjertet lade Balsam falde.
Men, over Tid og over Maade,
Den slaaer det fuldt af giftig Fraade
og bittre Galde.
I rette Tid, med rette Maal,
kan festlig Skaal
i Hjertet lade Balsam falde.
Men, over Tid og over Maade,
Den slaaer det fuldt af giftig Fraade
og bittre Galde.
354.
Kort Tale Meget kan bebude.
Vær ikke som en Bog,
der tier først naar Alt er ude;
men En, der mere veed, og tier dog.
Kort Tale Meget kan bebude.
Vær ikke som en Bog,
der tier først naar Alt er ude;
men En, der mere veed, og tier dog.
355.
Ei Søn, ei Hustru, Broder eller Ven
du give over dig formegen Magt.
Og, mens du aander, skift dig ikke hen!
Thi faaer du Mad du faaer og Ringeagt.
Ei Søn, ei Hustru, Broder eller Ven
du give over dig formegen Magt.
Og, mens du aander, skift dig ikke hen!
Thi faaer du Mad du faaer og Ringeagt.
356.
Heller bede Barnet dig,
end du dit Barn ydmygelig.
Heller bede Barnet dig,
end du dit Barn ydmygelig.
357.*
Den Vilkaarsmand, der har ei Graahaars Ære,
i Spindehuus sit Føderaad bør tære.
Den Vilkaarsmand, der har ei Graahaars Ære,
i Spindehuus sit Føderaad bør tære.
358.*
En trofast Tjener ikke ilde døie!
Han er saa god dig som det ene Øje.
En trofast Tjener ikke ilde døie!
Han er saa god dig som det ene Øje.
359.*
Flink Huusmo’er er Husets Sol.
Alt reiser sig med hende fra Leje og fra Stol;
Alt drejer sig om hende, Alt inden Gaardegrind.
Hun lyser Arbeid ud, hun lyser Arbeid ind.
Flink Huusmo’er er Husets Sol.
Alt reiser sig med hende fra Leje og fra Stol;
Alt drejer sig om hende, Alt inden Gaardegrind.
Hun lyser Arbeid ud, hun lyser Arbeid ind.
360.
Skaf dig Eje, skaf dig Boe!
Thi Den, som ei har Rede, men hvor det qvæller, sover,
vil Ingen bedre troe
end Røveren, der streifer om fra Skov til Skove.
Skaf dig Eje, skaf dig Boe!
Thi Den, som ei har Rede, men hvor det qvæller, sover,
vil Ingen bedre troe
end Røveren, der streifer om fra Skov til Skove.
361.*
En Huustroe, hvis Tunge har Sagtmods søde Sang,
hvis Haand har Flinkhed, og hvis Blik
tilsammen Venlighed og Klogskab fik,
bær’ meer Velsignelse end Eng og Agervang.
En Huustroe, hvis Tunge har Sagtmods søde Sang,
hvis Haand har Flinkhed, og hvis Blik
tilsammen Venlighed og Klogskab fik,
bær’ meer Velsignelse end Eng og Agervang.
362.
En Yngling spurgte gammel Mand:
„Siig, hvem af disse Tvende skal jeg tage?
en Høifornem? en af min egen Stand?
til Ægtemage?
Jeg er saa heldig nu at kunne vrage.“
Da løfted Kallen Kjep, det Aldrens Vaaben,
henpeged paa en lystig Drengetrop,
der løb omkring med Svøbe og med Top,
og sagde: hør, de spaae Hvad du skal gjøre.
Den Yngling nærmed sig da Drengehoben,
og faaer da høre
et Pokkers Skrig, en evig Raaben:
„den Nærmeste! tag Den, som er dig nær!“
De Drenge vistnok Toppen meente; men
vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen,
og tog sin Nærmeste: sin Lige:
den borgerlige Pige.
En Yngling spurgte gammel Mand:
„Siig, hvem af disse Tvende skal jeg tage?
en Høifornem? en af min egen Stand?
til Ægtemage?
Jeg er saa heldig nu at kunne vrage.“
Da løfted Kallen Kjep, det Aldrens Vaaben,
henpeged paa en lystig Drengetrop,
der løb omkring med Svøbe og med Top,
og sagde: hør, de spaae Hvad du skal gjøre.
Den Yngling nærmed sig da Drengehoben,
og faaer da høre
et Pokkers Skrig, en evig Raaben:
„den Nærmeste! tag Den, som er dig nær!“
De Drenge vistnok Toppen meente; men
vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen,
og tog sin Nærmeste: sin Lige:
den borgerlige Pige.
363.
At være stærk,
er Naturens Værk;
Rigdom og Ære
kan Lykkens være.
At raade sin Styrke er Mandens!
at raade sin Lykke Forstandens!
At være stærk,
er Naturens Værk;
Rigdom og Ære
kan Lykkens være.
At raade sin Styrke er Mandens!
at raade sin Lykke Forstandens!
364.
Det Ældste er Gud;
thi Han er ikke runden ud.
Det Skjønneste er Verden; thi den af Gud fremkom.
Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om.
Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder.
Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder.
Det Ældste er Gud;
thi Han er ikke runden ud.
Det Skjønneste er Verden; thi den af Gud fremkom.
Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om.
Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder.
Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder.
365.
Hvad er vanskeligst? — Sig Selv at kjende.
Hvad er lettest? — Til andre Raad at sende.
Hvad behageligst? — Sit Ønskes Maal at naae.
Hvad er sjeldnest? — En Tyran, som dog blev graa.
Hvad er vanskeligst? — Sig Selv at kjende.
Hvad er lettest? — Til andre Raad at sende.
Hvad behageligst? — Sit Ønskes Maal at naae.
Hvad er sjeldnest? — En Tyran, som dog blev graa.
366.
Hvo er lyksalig uden den, som har
sundt Blod og Lykke god og Sjelen klar?
Hvo er lyksalig uden den, som har
sundt Blod og Lykke god og Sjelen klar?
367.
Gjør ikke det, du dadler hos din Næste!
Det Levnet er det bedste.
Gjør ikke det, du dadler hos din Næste!
Det Levnet er det bedste.
368.
Den Vise gavner den Tid, han er,
og naar han er ei meer.
Den Vise gavner den Tid, han er,
og naar han er ei meer.
369.
For den, som æder med bedste Smag,
til mindste Suulmad trænges.
Og hvo, som drikker med meest Behag,
efter andre Bægre mindst længes.
For den, som æder med bedste Smag,
til mindste Suulmad trænges.
Og hvo, som drikker med meest Behag,
efter andre Bægre mindst længes.
370.
Den nærmest Himlen hænger,
som mindst hvad Jordens er tiltrænger.
Den nærmest Himlen hænger,
som mindst hvad Jordens er tiltrænger.
371.
Oplysning er af Goderne det første;
Vankundighed af Onderne det største.
Oplysning er af Goderne det første;
Vankundighed af Onderne det største.
372.
Den ei fortjener Ven, som vel tilprikke kjender,
hvormange Penge, Stude, Faar og Kar,
han ude og han inde har;
men ikke hvilke Venner.
Den ei fortjener Ven, som vel tilprikke kjender,
hvormange Penge, Stude, Faar og Kar,
han ude og han inde har;
men ikke hvilke Venner.
373.
Den Yngling oldingviis er bleven,
som øver mangen Daad, men ingen overdreven.
Den Yngling oldingviis er bleven,
som øver mangen Daad, men ingen overdreven.
374.
Kjøb Frugter ei i Mai i dyre Domme,
Hvis du mistvivler ei om Juni Komme.
Kjøb Frugter ei i Mai i dyre Domme,
Hvis du mistvivler ei om Juni Komme.
375.
Lev ikke for at æde og drikke!
Men drik og spiis, for at leve viis!
Lev ikke for at æde og drikke!
Men drik og spiis, for at leve viis!
376.
Belær din Søn! Død synes du
i ham da levende endnu.
Belær din Søn! Død synes du
i ham da levende endnu.
377.
En enkelt Tosses Dom foragte vi;
men agted vi en Dom af Ti,
ja af et samfuldt Narresogn,
mon vi ei gjorde da som den,
der enkelt falsk Mynt slænger hen,
men gjerne tog sig deraf fuld en Vogn?
En enkelt Tosses Dom foragte vi;
men agted vi en Dom af Ti,
ja af et samfuldt Narresogn,
mon vi ei gjorde da som den,
der enkelt falsk Mynt slænger hen,
men gjerne tog sig deraf fuld en Vogn?
378.
Trykker dig Armoden svare:
laan af dig Selv ved at spare!
Trykker dig Armoden svare:
laan af dig Selv ved at spare!
379.
At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men
at komme ud igjen.
At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men
at komme ud igjen.
380.
Betlere trænge
kun til Penge;
Ond og Uoplyst
til Hjerne i Pande, til Hjerte i Bryst.
Betlere trænge
kun til Penge;
Ond og Uoplyst
til Hjerne i Pande, til Hjerte i Bryst.
381.
Den er ei sundest, som kan æde meest,
men den, som spiser sunde Ting tilmaade;
Den klogest ei, som har det Meste læst;
men den, som læser kun hvad er tilbaade.
Den er ei sundest, som kan æde meest,
men den, som spiser sunde Ting tilmaade;
Den klogest ei, som har det Meste læst;
men den, som læser kun hvad er tilbaade.
382.
Et kostbart Mærke over Dødningbeen
er Guld forvandlet om til Steen.
Et kostbart Mærke over Dødningbeen
er Guld forvandlet om til Steen.
383.
Dødens Rige ligger
lige langt fra alle Jordens Riger.
Dødens Rige ligger
lige langt fra alle Jordens Riger.
384.
Løb, løb forbi den pralende Disk,
som Svenden med Alnen var sigtende Røver,
og sagte, dog stolt, med Hjertet dit hvisk:
Hvormeget der er, som jeg ikke behøver!
Løb, løb forbi den pralende Disk,
som Svenden med Alnen var sigtende Røver,
og sagte, dog stolt, med Hjertet dit hvisk:
Hvormeget der er, som jeg ikke behøver!
385.*
Bekymringer ere de sorte Trin,
paa Stigen til Høiheds gyldne Tind.
Bekymringer ere de sorte Trin,
paa Stigen til Høiheds gyldne Tind.
386.
Det største Onde, største Qvide
er ei at mægte Ondt at lide.
Det største Onde, største Qvide
er ei at mægte Ondt at lide.
387.
Svaghed Sandhed dølger,
Ondskab den forfølger.
Svaghed Sandhed dølger,
Ondskab den forfølger.
388.
Af vilde Dyrs Bagtalers Bid gjør slemmest Skramme,
men Hyklerens iblandt de Tamme.
Af vilde Dyrs Bagtalers Bid gjør slemmest Skramme,
men Hyklerens iblandt de Tamme.
389.
Høi Stand er den ringere Halvt af en stor Mand.
Høi Stand er den ringere Halvt af en stor Mand.
390.
Ei skam dig ved Blufærdighed;
thi den er Dydens egen Lét.
Ei skam dig ved Blufærdighed;
thi den er Dydens egen Lét.
391.
Din Tale er din Handlemaades Skygge.
Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge.
Din Tale er din Handlemaades Skygge.
Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge.
392.
I megen Mad er Sygdom skjult
saa fuult.
I megen Mad er Sygdom skjult
saa fuult.
393.
Lov værnes maa med samme Mod
som Stad og Muur og Rigsklenod.
Lov værnes maa med samme Mod
som Stad og Muur og Rigsklenod.
394.
Altsom Ulykken længe har turet,
saa kræker Endetimen frem paa Uhret.
Altsom Ulykken længe har turet,
saa kræker Endetimen frem paa Uhret.
395.
At synde er menneskeligt — den Skjebne er slem —
Men ene djævelsk det er at ture i Synden frem.
At synde er menneskeligt — den Skjebne er slem —
Men ene djævelsk det er at ture i Synden frem.
396.
Hvo paa Nakken ad en Skilling slaaer,
aldrig Daler faaer.
Hvo paa Nakken ad en Skilling slaaer,
aldrig Daler faaer.
397.
Giv stedse mindre ud (ja var det kun en Hvid)
end Reen-gevinsten af din Flid!
Da vil du visselig
omsider vorde riig;
thi Hvid til Hvid blier tusind Daler om en Tid.
Giv stedse mindre ud (ja var det kun en Hvid)
end Reen-gevinsten af din Flid!
Da vil du visselig
omsider vorde riig;
thi Hvid til Hvid blier tusind Daler om en Tid.
398.
Loven seer den Vrede; men
den Vrede Loven ei igjen.
Loven seer den Vrede; men
den Vrede Loven ei igjen.
399.
Sku ærbødig Herrens Finger;
se, hvor Tiderne den tvinger,
saa at, naar de vildest gjære,
de forkynde maa hans Ære! — G.
Sku ærbødig Herrens Finger;
se, hvor Tiderne den tvinger,
saa at, naar de vildest gjære,
de forkynde maa hans Ære! — G.
400.
Et Smiil fra Fædrelandet bedre er
end Fyrstegunst i gyldent Skjær.
Et Smiil fra Fædrelandet bedre er
end Fyrstegunst i gyldent Skjær.
401.
Den, som har Nok, kan slumre rolig ind;
men Altformeget volder søvnløst Sind.
Den, som har Nok, kan slumre rolig ind;
men Altformeget volder søvnløst Sind.
402.
Med Hjertefred død,
bedre end til Ære fød.
Med Hjertefred død,
bedre end til Ære fød.
403.
Gjør Hvermand Ret og Skjel;
men Armod vel.
Gjør Hvermand Ret og Skjel;
men Armod vel.
404.
Hvo Storhed maale vil, og dømme Ære,
bør selv ei liden være.
Hvo Storhed maale vil, og dømme Ære,
bør selv ei liden være.
405.
Selvfrelse, naar du foer ivilde,
er aldrigen forsilde.
Selvfrelse, naar du foer ivilde,
er aldrigen forsilde.
406.
Ædelthjerte trænger
ei til Fløjel og Gehænger.
Ædelthjerte trænger
ei til Fløjel og Gehænger.
407.
Sandhed og Dyd
er stærkest Uveirs-kappe, i Himlen syed.
Sandhed og Dyd
er stærkest Uveirs-kappe, i Himlen syed.
408.*
Fremmed Kage ei halv saa sød
som selvtjent Brød.
Fremmed Kage ei halv saa sød
som selvtjent Brød.
409.
Du kan af Herren i det Høie,
Aljordens Goder kjøbe dig for Møie.
Du kan af Herren i det Høie,
Aljordens Goder kjøbe dig for Møie.
410.
Den Sæd, som sømmer sig for Peer,
hos Poul tidt Daarskab er.
Den Sæd, som sømmer sig for Peer,
hos Poul tidt Daarskab er.
411.
Til Aaget Hest og Stud,
til Frihed Mennesket blev skabt af Gud.
Til Aaget Hest og Stud,
til Frihed Mennesket blev skabt af Gud.
412.
Hvis du er Mand
som dine Fædre,
tag Tingen, som den gives, an;
men gjør ved egen Kraft den bedre!
Hvis du er Mand
som dine Fædre,
tag Tingen, som den gives, an;
men gjør ved egen Kraft den bedre!
413.
Hvert Ord mod Fædrelandet,
som værste Udaad er forbandet.
Hvert Ord mod Fædrelandet,
som værste Udaad er forbandet.
414.
Mod i Orlogsfærd
er bedste Skjold og Sværd.
Mod i Orlogsfærd
er bedste Skjold og Sværd.
415.
Vær fro og lykkelig;
men rolig der, hvor Lykke negtes dig! — R.
Vær fro og lykkelig;
men rolig der, hvor Lykke negtes dig! — R.
416.
En Daares Mundhæld er: „Hvem havde ventet Sligt?“
At forekomme Ondet, er den Vises Pligt. — H.
En Daares Mundhæld er: „Hvem havde ventet Sligt?“
At forekomme Ondet, er den Vises Pligt. — H.
417.
Priis Ingens Lykke huld,
før Manden ligger under Muld!
Priis Ingens Lykke huld,
før Manden ligger under Muld!
418.
Stolte, hvi kan du tale ei, men buldre?
hvi vil du traae paa Andres Skuldre,
som vare de kun Leer og Steen?
men dine Been
kun Guld og Sølv af Skippundsvægt?
Er du med Gud vel nærmere i Slægt?
Stolte, hvi kan du tale ei, men buldre?
hvi vil du traae paa Andres Skuldre,
som vare de kun Leer og Steen?
men dine Been
kun Guld og Sølv af Skippundsvægt?
Er du med Gud vel nærmere i Slægt?
419.
Hvo ei som Barn blev vant at gjøre Gavn,
som Mand ei nytte vil sin Fædrestavn.
Hvo ei som Barn blev vant at gjøre Gavn,
som Mand ei nytte vil sin Fædrestavn.
420.
Den rette Sædens Tid er første Ungdoms Alder.
Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. — B.
Den rette Sædens Tid er første Ungdoms Alder.
Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. — B.
421.
Formeget Godt er ikke Godt,
da det gemeenlig hændes,
at Vellyst med en Bankerot
paa gode Dage endes. — F.
Formeget Godt er ikke Godt,
da det gemeenlig hændes,
at Vellyst med en Bankerot
paa gode Dage endes. — F.
422.
Gak ud i Verden, bliv en nyttig Mand!
driv Aager med dit Pund, og gavn dit Land! — S.
Gak ud i Verden, bliv en nyttig Mand!
driv Aager med dit Pund, og gavn dit Land! — S.
423.
Kun den har Vid og Magt og Guld medrette,
som veed at bruge dette.
Kun den har Vid og Magt og Guld medrette,
som veed at bruge dette.
424.
At roe sig langt fra Land
gjør tidt skibbruden Mand.
At roe sig langt fra Land
gjør tidt skibbruden Mand.
425.
Sjelekraft er et haardført Træ,
elsker ei Solskin, agter ei Læ.
Sevjen skyder fra Roden op,
naar Stormen bryder i højen Top.
I Snoen snoer sig hver Green saa stærk,
da synger hver Qvist som et Sejerværk.
Sjelekraft er et haardført Træ,
elsker ei Solskin, agter ei Læ.
Sevjen skyder fra Roden op,
naar Stormen bryder i højen Top.
I Snoen snoer sig hver Green saa stærk,
da synger hver Qvist som et Sejerværk.
426.
Skyldfri, som til Hvile stunder,
rolig paa en Halmsæk blunder.
Skyldfri, som til Hvile stunder,
rolig paa en Halmsæk blunder.
427.
Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag;
thi det er Gud Almægtiges egen Sag.
Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag;
thi det er Gud Almægtiges egen Sag.
428.
Hvad man med Synden faaer,
som ofteste med Skammen gaaer.
Hvad man med Synden faaer,
som ofteste med Skammen gaaer.
429.
Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden
skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. — F.
Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden
skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. — F.
430.
Det stille Vand har dybe Grunde.
Vogt dig for dybe Buk og søde Munde!
Det stille Vand har dybe Grunde.
Vogt dig for dybe Buk og søde Munde!
431.
Kjendte Veie er’ de bedste.
Prøvet Ven er god at gjæste.
Kjendte Veie er’ de bedste.
Prøvet Ven er god at gjæste.
432.
Din Tjeners Byrde først læg paa din egen Skulder.
Byd ham ei holde ud, hvad du ei selv udholder! — F.
Din Tjeners Byrde først læg paa din egen Skulder.
Byd ham ei holde ud, hvad du ei selv udholder! — F.
433.
Den er ei Fred og Frihed værd,
som skjælver for at drage Sværd.
Den er ei Fred og Frihed værd,
som skjælver for at drage Sværd.
434.*
Gud var ei Gud, hvis ei han var som stærk saa god,
haab derfor Angersflok ved Altarfod!
Gud var ei Gud, hvis ei han var som stærk saa god,
haab derfor Angersflok ved Altarfod!
435.*
Til den, som falder, skyv ei med din Fod;
men ræk ham Haanden, Du, som stod!
Til den, som falder, skyv ei med din Fod;
men ræk ham Haanden, Du, som stod!
436.
Kan du for Alverdens Guld gjenkjøbe
Timerne, som løbe?
Nei, Tidens Øder kaldes kan
største Ødeland.
Kan du for Alverdens Guld gjenkjøbe
Timerne, som løbe?
Nei, Tidens Øder kaldes kan
største Ødeland.
437.*
Hvor ædelt Mennesket! det skylder Ydmyghed
kun Ham, for hvem Cheruber knæler ned.
Hvis Mennesker den ydes, er den Skam;
hvis en Tyran, da skjændigst Skat til ham.
Hvor ædelt Mennesket! det skylder Ydmyghed
kun Ham, for hvem Cheruber knæler ned.
Hvis Mennesker den ydes, er den Skam;
hvis en Tyran, da skjændigst Skat til ham.
438.*
Før udslet Landet af vor Klode,
før ryk al Folket op medrode,
end Fremmede skal boe, hvor vore Fædre boede!
Før udslet Landet af vor Klode,
før ryk al Folket op medrode,
end Fremmede skal boe, hvor vore Fædre boede!
439.*
Ispidsen gaa i Strid for Hæren!
Hvor arm du var, du da en Rigdom ejer;
thi, lever du, du ejer hele Æren;
og, døer du, Fædrelandet arver Sejer.
Ispidsen gaa i Strid for Hæren!
Hvor arm du var, du da en Rigdom ejer;
thi, lever du, du ejer hele Æren;
og, døer du, Fædrelandet arver Sejer.
440.*
Gaa! Arm og Been for Landet mist!
Du bli’er ei Krøbling hist.
Gaa! Arm og Been for Landet mist!
Du bli’er ei Krøbling hist.
441.
Hvo finder i sig Selv ei Fred,
forgjæves søger den paa andet Sted.
Hvo finder i sig Selv ei Fred,
forgjæves søger den paa andet Sted.
442.
Ti ei, af Frygt for Rynker paa en Næse,
hvor Sandhed høit bør læse!
Taus Smiger usel er som den,
der snakker hele Dagen hen.
Ti ei, af Frygt for Rynker paa en Næse,
hvor Sandhed høit bør læse!
Taus Smiger usel er som den,
der snakker hele Dagen hen.
443.
Lidt lykkelig den Vise gjør,
men Intet Daarer.
Derfor er Jorden aldrig tør
for Taarer.
Lidt lykkelig den Vise gjør,
men Intet Daarer.
Derfor er Jorden aldrig tør
for Taarer.
444.
Ydmyghed er det eneste Altarbord,
hvorfra Gud vil modtage Offer fra Jord.
Ydmyghed er det eneste Altarbord,
hvorfra Gud vil modtage Offer fra Jord.
445.
Hvis du med Alvor Synden hade vil,
saa had og Leilighed dertil.
Hvis du med Alvor Synden hade vil,
saa had og Leilighed dertil.
446.*
Din Rolighed i Synden, Synder!
er Sjelens Dødssøvn. — Den
din Selvfordømmelse begynder,
som vækker dig paa Gravens Bred igjen,
og følger vaagen dig histhen.
Din Rolighed i Synden, Synder!
er Sjelens Dødssøvn. — Den
din Selvfordømmelse begynder,
som vækker dig paa Gravens Bred igjen,
og følger vaagen dig histhen.
447.
Hyklerie er værste Tempelrov.
Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov.
Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov.
Hyklerie er værste Tempelrov.
Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov.
Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov.
448.
Streng mod Sig, mild mod Andre.
Det er Christi Trin at vandre.
Streng mod Sig, mild mod Andre.
Det er Christi Trin at vandre.
449.
Se derfor Dødens Stund er skjult
paa Guds Alviisdoms Bund,
at jeg skal tænke hveren Stund:
nu klinger min saa hult!
Se derfor Dødens Stund er skjult
paa Guds Alviisdoms Bund,
at jeg skal tænke hveren Stund:
nu klinger min saa hult!
450.
Pligters Aag paa Andre lægge,
mens vi selv er folefranke;
Bud at banke
ind med Slægge,
mens i vore egne Vægge
ingen Spiger sidder i;
Munden gjøre til Capel
medens Hjertet vies Hel
— Vee saa skamløst Hyklerie!
Pligters Aag paa Andre lægge,
mens vi selv er folefranke;
Bud at banke
ind med Slægge,
mens i vore egne Vægge
ingen Spiger sidder i;
Munden gjøre til Capel
medens Hjertet vies Hel
— Vee saa skamløst Hyklerie!
451.
Slet Mønster til god Lære
til Gift gjør det, som Livsensmelk skal være.
Slet Mønster til god Lære
til Gift gjør det, som Livsensmelk skal være.
452.
At tvinge syndig Lyst ei let,
umuligt dog at faae den mæt.
At tvinge syndig Lyst ei let,
umuligt dog at faae den mæt.
453.
Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke;
men Glædens Timer — ak! hvi tælle vi dem ikke. — H.
Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke;
men Glædens Timer — ak! hvi tælle vi dem ikke. — H.
454.
Man priser lykkelig hver Mand foruden sin.
Din blev det Ønskes Maal, hvis den var ikke din. — W.
Man priser lykkelig hver Mand foruden sin.
Din blev det Ønskes Maal, hvis den var ikke din. — W.
455.*
Kjære Fattigmands-barn, som spikker Træeskeer som bedst,
du ender ikke, førend du be’er Bygden tilgjest.
Kjære Fattigmands-barn, som spikker Træeskeer som bedst,
du ender ikke, førend du be’er Bygden tilgjest.
456.
Eensom Kraft er Staal: det brydes som Ingenting.
Men Eendragt ikke brydes: den er saa seig en Ring.
Eensom Kraft er Staal: det brydes som Ingenting.
Men Eendragt ikke brydes: den er saa seig en Ring.
457.
Naar Magt paa Thing vil raade, er Uheld nære.
Men Ret er Landets Baade og Kongens Ære.
Naar Magt paa Thing vil raade, er Uheld nære.
Men Ret er Landets Baade og Kongens Ære.
458.
Vær ikke haard, men fast!
Bøjeligt Sværd er gjerne hvast.
Vær ikke haard, men fast!
Bøjeligt Sværd er gjerne hvast.
459.
Pral ei med Faders Ære! Hver har blot sin.
Kan du ei spænde Buen, er den ei din.
Pral ei med Faders Ære! Hver har blot sin.
Kan du ei spænde Buen, er den ei din.
460.
Vælg ikke til Fortrolig Enhver, som vil.
Tomt Huus staaer gjerne aabent; rigt lukkes til.
Vælg Een! Unødigt er det paa To at lide;
og Verden veed hvad Trende vide.
Vælg ikke til Fortrolig Enhver, som vil.
Tomt Huus staaer gjerne aabent; rigt lukkes til.
Vælg Een! Unødigt er det paa To at lide;
og Verden veed hvad Trende vide.
461.
Gud seer, hvor tæt du lukker, i Hjertets Kjælder.
Timens korte Brøde langt Aar undgjælder.
Gud seer, hvor tæt du lukker, i Hjertets Kjælder.
Timens korte Brøde langt Aar undgjælder.
462.
Af Faae den Stolte frygtes; men hades af Enhver.
Overmod paa sin Stige staaer Faldet nær.
Af Faae den Stolte frygtes; men hades af Enhver.
Overmod paa sin Stige staaer Faldet nær.
463.
Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt;
Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt.
Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden;
men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen. — (T 7.)
Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt;
Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt.
Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden;
men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen. — (T 7.)
464.
Hvo bygger med Andens Skade Huus,
til egen Gravhøi samler Steen og Gruus.
Hvo bygger med Andens Skade Huus,
til egen Gravhøi samler Steen og Gruus.
465.
Bygger du Slot;
men ejer i Pungen en Hytte blot:
da kan du skjære din Vandringsstav,
og gaae til du finder din Grav.
Bygger du Slot;
men ejer i Pungen en Hytte blot:
da kan du skjære din Vandringsstav,
og gaae til du finder din Grav.
466.
Flere dræbes af Mad og Drik,
end af Sværdestik.
Flere dræbes af Mad og Drik,
end af Sværdestik.
467.
Demanten i Støvet er — en Demant.
Støv paa en Krone er Støv forsandt.
Demanten i Støvet er — en Demant.
Støv paa en Krone er Støv forsandt.
468.
Samvittighed bygger vel ikke Slot;
dog er den Aljordens Drotters Drot.
Samvittighed bygger vel ikke Slot;
dog er den Aljordens Drotters Drot.
469.
Daarligt Venskab beder klog Mand tilbords,
og skikker ham ruset som Nar tilports.
Daarligt Venskab beder klog Mand tilbords,
og skikker ham ruset som Nar tilports.
470.
Flere drukne i Finkel Aar om andet,
end i Vandet.
Flere drukne i Finkel Aar om andet,
end i Vandet.
471.
Let at holde Bryllupsdag;
men siden holde Huus er ei saa let en Sag.
Let at holde Bryllupsdag;
men siden holde Huus er ei saa let en Sag.
472.
Som de Gamle sjunge for, qviddre de Unge efter.
Mønstre meer end Ord og Tugt have til Lærdom Kræfter.
Som de Gamle sjunge for, qviddre de Unge efter.
Mønstre meer end Ord og Tugt have til Lærdom Kræfter.
473.
Ei fattig Mand,
som noget Nyttigt kan.
Ei fattig Mand,
som noget Nyttigt kan.
474.
Bedre at falde med Ære,
end flyende hjem din Skam at bære.
Bedre at falde med Ære,
end flyende hjem din Skam at bære.
475.
Hvo paa Steen kan sidde, føde sig endda,
Daare vilde være, flytted han derfra.
Hvo paa Steen kan sidde, føde sig endda,
Daare vilde være, flytted han derfra.
476.
Lykken gaaer til Dør,
og, om Forsynlighed er inde, spør?
Lykken gaaer til Dør,
og, om Forsynlighed er inde, spør?
477.
Gud lader ei Spurv til Jorden falde.
Han gav den Vinge bred.
Armen, Mand, kan din Ving du kalde,
den kan du hæve dig med.
Gud lader ei Spurv til Jorden falde.
Han gav den Vinge bred.
Armen, Mand, kan din Ving du kalde,
den kan du hæve dig med.
478.
Gud giver hver Fugl sin Føde; men
han kaster den ei i Redet hen.
Gud giver hver Fugl sin Føde; men
han kaster den ei i Redet hen.
479.
For Trælbaarne Trældom er haard og svar:
hvor tung da for den, som Fribaaren var!
For Trælbaarne Trældom er haard og svar:
hvor tung da for den, som Fribaaren var!
480.
Jo rigere Gjerriges Pose bli’er, jo armere blier hans Sjel.
Jo bedre Gjerrigs Pung bli’er, jo værre blier han Selv.
Jo rigere Gjerriges Pose bli’er, jo armere blier hans Sjel.
Jo bedre Gjerrigs Pung bli’er, jo værre blier han Selv.
481.
Gods gjør Mod, Mod gjør Overmod, Overmod sjelden god.
Gods gjør Mod, Mod gjør Overmod, Overmod sjelden god.
482.
Rigdom hos Viismand maa tjene;
hos Daaren er den Herre alene.
Rigdom hos Viismand maa tjene;
hos Daaren er den Herre alene.
483.
Hest uden Tømme holder du ei.
Rigdom uden Kløgt og løber sin Vei.
Hest uden Tømme holder du ei.
Rigdom uden Kløgt og løber sin Vei.
484.
Gruus er kun Gruus,
var det end af Zions Huus.
Gruus er kun Gruus,
var det end af Zions Huus.
485.
Tro ei snart, døm ei i Fart, tal ei fort, slaa kun Landets Fiender snelt!
da er du Christen, Dommer, Taler, Helt.
Tro ei snart, døm ei i Fart, tal ei fort, slaa kun Landets Fiender snelt!
da er du Christen, Dommer, Taler, Helt.
486.
Se, god er al Guds Skabnings Hær
Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær.
Gud derfor elsker den især.
Se, god er al Guds Skabnings Hær
Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær.
Gud derfor elsker den især.
487.
I Ondt du lystre hverken Fa’er eller Mo’er eller Fyrste!
I Ondt du lystre hverken Fa’er eller Mo’er eller Fyrste!
488.
Lær dit Barn at virke,
eller du lærer det at stjæle først i Naalhuus, saa i Kirke!
Lær dit Barn at virke,
eller du lærer det at stjæle først i Naalhuus, saa i Kirke!
489.
Lykkens Barn er en Piil. Mod Jorden snart bues dens Iil.
Kraftens Søn er en Ørn. Den stiger saa høit som den vil.
Lykkens Barn er en Piil. Mod Jorden snart bues dens Iil.
Kraftens Søn er en Ørn. Den stiger saa høit som den vil.
490.
Slaaer du en Qvinde, Mand! myrder du din Manddom paastand.
Slaaer du en Qvinde, Mand! myrder du din Manddom paastand.
491.
Den højeste Rang er ingen at behøve.
Den Keiseren ei kan give, den Keiseren ei kan røve.
Den højeste Rang er ingen at behøve.
Den Keiseren ei kan give, den Keiseren ei kan røve.
492.
Galne Folk! Millioner til Krig?
Skillinger til at opdrage dig?
Galne Folk! Millioner til Krig?
Skillinger til at opdrage dig?
493.
Uden Dagning er Øjekuglen mørk.
Uden Lærdom ligger Forstanden som en Ørk.
Uden Dagning er Øjekuglen mørk.
Uden Lærdom ligger Forstanden som en Ørk.
494.
Lærdom og Kunst er Lomme-sølv hos Arm;
hos Riigmand gylden Karm;
hos Fyrsten Ædelsteenkrands om Barm.
Lærdom og Kunst er Lomme-sølv hos Arm;
hos Riigmand gylden Karm;
hos Fyrsten Ædelsteenkrands om Barm.
495.
Fagerhed uden Tugt — Rose uden Lugt.
Fagerhed uden Tugt — Rose uden Lugt.
496.
Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer.
Komme de sammen, Løgnen med Skammen da gaaer.
Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer.
Komme de sammen, Løgnen med Skammen da gaaer.
497.
At sluge Bøger; men ikke tygge,
gjør stive Hjerner og krumme Rygge.
At sluge Bøger; men ikke tygge,
gjør stive Hjerner og krumme Rygge.
498
Største Seir — sig Selv at tvinge.
Bedste Seir er uden Klinge.
Største Seir — sig Selv at tvinge.
Bedste Seir er uden Klinge.
499.
Hvor ilde det gaaer end, tak Gud,
at det ei end værre bar ud!
Hvor ilde det gaaer end, tak Gud,
at det ei end værre bar ud!
500.
Bedæk din Næstes Synder med Mose ei med Tjørn,
om du ei dine høre vil af alle Bygdens Børn.
Bedæk din Næstes Synder med Mose ei med Tjørn,
om du ei dine høre vil af alle Bygdens Børn.
501.*
Vævskee i Haand væver snart Brudeplagg.
Knipling om Barm gjør naken Bag.
Fjær i Hat, hvor høit den er sat,
seer ingen Bryllupsnat.
Vævskee i Haand væver snart Brudeplagg.
Knipling om Barm gjør naken Bag.
Fjær i Hat, hvor høit den er sat,
seer ingen Bryllupsnat.
502.
Bind for Pungen og Munden vel!
Hvo siger Alt, han veed, veed Intet Selv.
Bind for Pungen og Munden vel!
Hvo siger Alt, han veed, veed Intet Selv.
503.
Hvor Sværdet er i Munden man Balgen klappe!
Hvo bærer Sqvalder ind, bærer ud under Kappe.
Hvor Sværdet er i Munden man Balgen klappe!
Hvo bærer Sqvalder ind, bærer ud under Kappe.
504.
Hvo sig blander med Guld, lægges i Skriin.
Hvo sig mænger med Mask, ædes af Sviin. — S.
Hvo sig blander med Guld, lægges i Skriin.
Hvo sig mænger med Mask, ædes af Sviin. — S.
505.*
Gaa ei tilsengs med Synden!
Du lægger dig paa Roser, men vaagner op i Dynden.
Gaa ei tilsengs med Synden!
Du lægger dig paa Roser, men vaagner op i Dynden.
506.
Tro Tjeners Løn for liden; Utroes altfor riig.
Lad Tyv mindre Skade end lad Dreng volder dig.
Tro Tjeners Løn for liden; Utroes altfor riig.
Lad Tyv mindre Skade end lad Dreng volder dig.
507.*
Tyrannie paa sin høie Throneseng
bevidstløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng.
Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar,
da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa’r.
Tyrannie paa sin høie Throneseng
bevidstløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng.
Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar,
da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa’r.
508.
Glemmer Den, som skal lukke til,
Den glemmer ei, som stjæle vil.
Glemmer Den, som skal lukke til,
Den glemmer ei, som stjæle vil.
509.
Se Vellyst bagtil, naar hun gaaer bort,
ei foran, naar hun kommer!
Tør hænde du seer en Lime sort
for en Rosenqvist-sommer.
Se Vellyst bagtil, naar hun gaaer bort,
ei foran, naar hun kommer!
Tør hænde du seer en Lime sort
for en Rosenqvist-sommer.
510.*
Vellyst er Snefrid Kongefrille — Hun laae paa Paradeseng,
end frisk og rød i Kinden som unge Foraarssol.
Ei Dødens Bleghed laae paa Læben kold og streng.
Det var kun som en Sky var dalet paa en Eng.
Men hele Barmen var et rædsomt Ormebol.
Vellyst er Snefrid Kongefrille — Hun laae paa Paradeseng,
end frisk og rød i Kinden som unge Foraarssol.
Ei Dødens Bleghed laae paa Læben kold og streng.
Det var kun som en Sky var dalet paa en Eng.
Men hele Barmen var et rædsomt Ormebol.
511.
Prøv Guld i Glød, og Ven i Nød!
Da vejer han meer end Guld i Skjød.
Prøv Guld i Glød, og Ven i Nød!
Da vejer han meer end Guld i Skjød.
512.
Kommer du Ven til at rødme, da surnes Venskabs Sødme.
Kommer du Ven til at rødme, da surnes Venskabs Sødme.
51.
Ven af Alle, Ven af Ingen.
Heller Maanen til Ven end hele Stjerneringen.
Ven af Alle, Ven af Ingen.
Heller Maanen til Ven end hele Stjerneringen.
51.
Hvo ikke om Sommer kliner, tilvinters ilde griner.
Hvo ikke om Sommer kliner, tilvinters ilde griner.
51.
Hvad Enighed bygged op i hundred Aar,
Uenighed nedbryder mens en Time gaaer.
Hvad Enighed bygged op i hundred Aar,
Uenighed nedbryder mens en Time gaaer.
51.
Det gavner lidet, Laster bort at jage;
men ikke Dyder istedet tage.
Det gavner lidet, Laster bort at jage;
men ikke Dyder istedet tage.
51.
Den høster godt Rygte, som Dyder saaer.
Men Verden arver Rygtet, og Himlen Sjelen faaer.
Den høster godt Rygte, som Dyder saaer.
Men Verden arver Rygtet, og Himlen Sjelen faaer.
51.
Eviggrønne Æretræe skygger Ædlings Grav.
Hug det Nidtand jordjevnt af,
se, dog Qvisten skyder som Arons Mandelstav!
Eviggrønne Æretræe skygger Ædlings Grav.
Hug det Nidtand jordjevnt af,
se, dog Qvisten skyder som Arons Mandelstav!
51.
Bedre er at gjemme end at gjøre Fred.
Freden er saa gran en Stang.
Brydes den, kom med Sølv i Fang
til at lodde med.
Bedre er at gjemme end at gjøre Fred.
Freden er saa gran en Stang.
Brydes den, kom med Sølv i Fang
til at lodde med.
51.
Gudsfrygt skal Rigdom føde;
men lad ei Datteren sin fromme Mo’er forstøde!
Gudsfrygt skal Rigdom føde;
men lad ei Datteren sin fromme Mo’er forstøde!
521.
Tidlig fra Herberg, tidlig fra igjen!
Dørtærsklen er den højeste Hei.
Kommer du først og vel over den,
gjør du det længste Forsprang paa Vei.
Tidlig fra Herberg, tidlig fra igjen!
Dørtærsklen er den højeste Hei.
Kommer du først og vel over den,
gjør du det længste Forsprang paa Vei.
522.
Bedre end god Proces er maadeligt Forlig
Ti heller med enkelt Skade, end med tvende skrig!
Bedre end god Proces er maadeligt Forlig
Ti heller med enkelt Skade, end med tvende skrig!
523.
Lad Støvet være blindt,lad Fædrelandet
din Veldaad ikke skille ad fra Andet!
Det seer det store Himmeløje.
Han lønner, Han, Belønneren i det Høie.
Han dømmer, Han, Aldommeren hist,
der vejer Tankens lette Fjær
og Himlens store Soles Hær,
der ender Dyds og Skjebnens Tvist.
Lad Støvet være blindt,lad Fædrelandet
din Veldaad ikke skille ad fra Andet!
Det seer det store Himmeløje.
Han lønner, Han, Belønneren i det Høie.
Han dømmer, Han, Aldommeren hist,
der vejer Tankens lette Fjær
og Himlens store Soles Hær,
der ender Dyds og Skjebnens Tvist.
II.
Nogle Ax ifra Forfatterens egen Vang,
der pløiet er med Harpe og harvet til med Sang:
Men findes der i Hamse Livs- og Velfærds-Kjerne,
da træsk den ud med Tanke, og saa den ud i Hjerne!
Nogle Ax ifra Forfatterens egen Vang,
der pløiet er med Harpe og harvet til med Sang:
Men findes der i Hamse Livs- og Velfærds-Kjerne,
da træsk den ud med Tanke, og saa den ud i Hjerne!
***
1.
Blandt alle Pligter triner
Kjærlighed til Hjem,
med strenge Alvorsminer,
ved Vuggen tidligst frem.
Blandt alle Pligter triner
Kjærlighed til Hjem,
med strenge Alvorsminer,
ved Vuggen tidligst frem.
2.
Taknemlighed mod Fødeland
er evig Skat paa alle Mand.
Om Panden end af Dødens Aande svales,
med Fryd af fulde Hjerter den betales.
Da agtes sidste Draabe Blod som Vand.
Taknemlighed mod Fødeland
er evig Skat paa alle Mand.
Om Panden end af Dødens Aande svales,
med Fryd af fulde Hjerter den betales.
Da agtes sidste Draabe Blod som Vand.
3.
Stolt Norge strider for sig selv.
Hvo kan slig Borg bestige?
Hver fosset Elv
er krummet staalblaa Værge,
som hviner rundtom Norges Bjerge,
der bære Sky paa Skulderhvælv.
Og Mændene — det tør vi sige —
eiheller ere Dværge.
Stolt Norge strider for sig selv.
Hvo kan slig Borg bestige?
Hver fosset Elv
er krummet staalblaa Værge,
som hviner rundtom Norges Bjerge,
der bære Sky paa Skulderhvælv.
Og Mændene — det tør vi sige —
eiheller ere Dværge.
4.
Normænd, priser Himlen, beder,
at eders Fædres Kraft er evig ung i Eder!
Normænd, priser Himlen, beder,
at eders Fædres Kraft er evig ung i Eder!
5.
Norge lever; ja saalænge
høirødt Banner blomstrer ifra Enge.
Høirødt Mandemod betyder.
Hvide Kors er Qvindedyder.
Norge lever; ja saalænge
høirødt Banner blomstrer ifra Enge.
Høirødt Mandemod betyder.
Hvide Kors er Qvindedyder.
6.
Første bevidste Taare er
vort Edens Cherub med blinkende Spær.
Første bevidste Taare er
vort Edens Cherub med blinkende Spær.
7.
Som Englen Engel kun saalænge blier,
han gjemmer Dyden, Gud ham pryded med:
saa varer Norges Liv saa længe ved,
som gjæve Mænd og Qvinder er dets Ziir.
Som Englen Engel kun saalænge blier,
han gjemmer Dyden, Gud ham pryded med:
saa varer Norges Liv saa længe ved,
som gjæve Mænd og Qvinder er dets Ziir.
8.
Nor skal leve, Mænd!
saalenge i hver Stue
et Sværd, som bider godt,
har gjemt sin hvasse Lue,
og jevntmed Sliul’n hænger
(som Ahnebrev i Slot)
et Rifleløb, der længe
i Ætten gik i Arv,
for kjære Norges Fiender,
for Bamser og for Binner
en Dødsprofet, der drak sin
Kløgt i deres Marv;
ja leve det saalænge
som Guten, alt som vaxin,
mod Mænd og Furukubbe
kan svinge Bileklubbe
saa let som Gjenta vén
i Væven Skee og Teen.
Nor skal leve, Mænd!
saalenge i hver Stue
et Sværd, som bider godt,
har gjemt sin hvasse Lue,
og jevntmed Sliul’n hænger
(som Ahnebrev i Slot)
et Rifleløb, der længe
i Ætten gik i Arv,
for kjære Norges Fiender,
for Bamser og for Binner
en Dødsprofet, der drak sin
Kløgt i deres Marv;
ja leve det saalænge
som Guten, alt som vaxin,
mod Mænd og Furukubbe
kan svinge Bileklubbe
saa let som Gjenta vén
i Væven Skee og Teen.
9.
I Kamp for Nor
Smaaegutter bli’e medeengang Mænd,
Graakaller Ynglinge igjen.
I Kamp for Nor
Smaaegutter bli’e medeengang Mænd,
Graakaller Ynglinge igjen.
10.
De snevre Norges Dale
for Fædrelandskjærlighed er Tempelhalle;
men Kringlens Fjeld,
hvor sprudled Sinclars Hjertevæld,
skal nævnes ifra Nord til Syd,
Høialtret for denne Dyd.
De snevre Norges Dale
for Fædrelandskjærlighed er Tempelhalle;
men Kringlens Fjeld,
hvor sprudled Sinclars Hjertevæld,
skal nævnes ifra Nord til Syd,
Høialtret for denne Dyd.
11.
I hveren Norges Dal
vugger Kløvren paa en Val;
under hvertet Hyttetag
sukker Øxen efter Slag;
Oldings krumme Ryggerad,
liig en Bue, kraftig springer
(som den gjorde i hans Vaar)
ligeud, naar Lja han svinger,
dryppende paa hvide Haar,
naar i Norge Uven staaer.
I hveren Norges Dal
vugger Kløvren paa en Val;
under hvertet Hyttetag
sukker Øxen efter Slag;
Oldings krumme Ryggerad,
liig en Bue, kraftig springer
(som den gjorde i hans Vaar)
ligeud, naar Lja han svinger,
dryppende paa hvide Haar,
naar i Norge Uven staaer.
12.
Norge, kjære Landsmænd, have
vi af Herrens Naade faaet
som en Korg i Fødselsgave,
fuld af alskjøns Godt.
Norge, kjære Landsmænd, have
vi af Herrens Naade faaet
som en Korg i Fødselsgave,
fuld af alskjøns Godt.
13.
Du norske Odelsmand,
som sidder liig en Konge paa dit Land,
vær norsk! thi viid: i dette ene Ord
er al den Dyd, som Himlen fordrer for
den gav dig Livet her,
og ei paa Sverrigs Leer,
og ei paa Danmarks Sand!
Du norske Odelsmand,
som sidder liig en Konge paa dit Land,
vær norsk! thi viid: i dette ene Ord
er al den Dyd, som Himlen fordrer for
den gav dig Livet her,
og ei paa Sverrigs Leer,
og ei paa Danmarks Sand!
14.
Ja, er ei Norge skjønt, og lærer, i
sin Høihed, Barnet Mod og Kraft,
og Mand at være fri?
og ei til Niddings Amme skabt?
ja med saa vældigt Præg og Let,
somom Gud Fader, da han skabte det
sin Almagt vilde prøve ret?
Ja, er ei Norge skjønt, og lærer, i
sin Høihed, Barnet Mod og Kraft,
og Mand at være fri?
og ei til Niddings Amme skabt?
ja med saa vældigt Præg og Let,
somom Gud Fader, da han skabte det
sin Almagt vilde prøve ret?
15.
Vel! vakkert er vort Nor
og sundt og frugtbart under flittig Arm,
med Folk som Børn af Freya og af Thor.
— Det Ild maa tænde høit i Ynglings Barm.
Men mangled det end disse Dales Skjød,
der parre sig til Frugtbarhed i sød
Omfavnelse med Bjerg og Søe og Elv:
saa vilde for os Mænd vor Frihed selv
dog gjøre sit indviede Hjem
til Seng, hvor Dyd og Stordaad avles frem.
Vel! vakkert er vort Nor
og sundt og frugtbart under flittig Arm,
med Folk som Børn af Freya og af Thor.
— Det Ild maa tænde høit i Ynglings Barm.
Men mangled det end disse Dales Skjød,
der parre sig til Frugtbarhed i sød
Omfavnelse med Bjerg og Søe og Elv:
saa vilde for os Mænd vor Frihed selv
dog gjøre sit indviede Hjem
til Seng, hvor Dyd og Stordaad avles frem.
16.
Et Dvergmaal hører, Norges Mænd,
der Alt, hvad helligt, kjært kan tænkes,
ta’er uden Træthed op igjen:
et Ord, hvortil vor Dyd skal lænkes,
hvorlangsmed (ja som opad Støtte)
vor Daad skal sig mod Himlen slynge,
til Evighed og Ære klynge
som til dens Stjerner . . Ret du gjetter,
at dette Ord er: Fædreland.
Et Dvergmaal hører, Norges Mænd,
der Alt, hvad helligt, kjært kan tænkes,
ta’er uden Træthed op igjen:
et Ord, hvortil vor Dyd skal lænkes,
hvorlangsmed (ja som opad Støtte)
vor Daad skal sig mod Himlen slynge,
til Evighed og Ære klynge
som til dens Stjerner . . Ret du gjetter,
at dette Ord er: Fædreland.
17.
Støv lægges hen og Lidenskab og Last
bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast;
men ovenpaa en nyfødt Engel staaer,
bered at skride ind i Evigheders Vaar.
Støv lægges hen og Lidenskab og Last
bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast;
men ovenpaa en nyfødt Engel staaer,
bered at skride ind i Evigheders Vaar.
18.
Mildhed svaler Vreden.
Uskyld maner Dolk i Skeden.
Bøn fra rene Læber standser Tordenskyen.
Fromheds Smiil indhyller Lyn.
Mildhed svaler Vreden.
Uskyld maner Dolk i Skeden.
Bøn fra rene Læber standser Tordenskyen.
Fromheds Smiil indhyller Lyn.
19.
Lediggang med vaagen Nat
for Dagens Søvn maa give Skat.
Lediggang med vaagen Nat
for Dagens Søvn maa give Skat.
20.
Ørkesløs — arm og ussel som han stod
i en fremmed Port —
Viismands ypperste Klenod:
Tiden ødsled bort.
Ørkesløs — arm og ussel som han stod
i en fremmed Port —
Viismands ypperste Klenod:
Tiden ødsled bort.
21.
Hvo ei Skibet redde kan,
ro med Jollen tilfreds iland!
Hvo ei Skibet redde kan,
ro med Jollen tilfreds iland!
22.
Kun den Fromme synger vel
sit: „love Altings Gud, min Sjel!“
Christen, Moslem, Hedning, Jøde
maae tilsidst hverandre møde
inden samme Faders Arme,
bede Alle: „Gud forbarme!“
Kun den Fromme synger vel
sit: „love Altings Gud, min Sjel!“
Christen, Moslem, Hedning, Jøde
maae tilsidst hverandre møde
inden samme Faders Arme,
bede Alle: „Gud forbarme!“
23.
Se, i Norges Friheds-tempel
granevoxne Normænd staae
som Friheds-støtter, Norges Møer
som Friheds-billeder i Slør,
med en herlig Mesters Stempel.
Se, i Norges Friheds-tempel
granevoxne Normænd staae
som Friheds-støtter, Norges Møer
som Friheds-billeder i Slør,
med en herlig Mesters Stempel.
24.
Som Jorden straaler af Frugtbarhed,
af Frihed straaler Nor:
af Frihed, den Amme for Stordaad og Flor.
Liig Maanens kolde Ild
er Frihedens Lys i hver Sjel,
som bærer Navnet af Træl,
men seer med Længsel,
fra kronet og thronet Fængsel
det Frihedsblus under Dovrefjeld.
Ha, der staaer Løven med hvas Hellebarde,
vak som en Varde!
Som Jorden straaler af Frugtbarhed,
af Frihed straaler Nor:
af Frihed, den Amme for Stordaad og Flor.
Liig Maanens kolde Ild
er Frihedens Lys i hver Sjel,
som bærer Navnet af Træl,
men seer med Længsel,
fra kronet og thronet Fængsel
det Frihedsblus under Dovrefjeld.
Ha, der staaer Løven med hvas Hellebarde,
vak som en Varde!
25.
I Frihed, vort Gudsvæsens Grund,
vi slynge tilsammen Alle vor Rod.
Friheden blomstrer i Blik og Mund,
er Hjertets Marv og Sjelens Blod.
Men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine
tør sig mod Himlen høine,
skinne paa Land, slaae Duft over Hav.
I Frihed, vort Gudsvæsens Grund,
vi slynge tilsammen Alle vor Rod.
Friheden blomstrer i Blik og Mund,
er Hjertets Marv og Sjelens Blod.
Men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine
tør sig mod Himlen høine,
skinne paa Land, slaae Duft over Hav.
26.
Røde Saar — Roser i en Normands Vaar.
Røde Saar — Roser i en Normands Vaar.
27.
I Nor under Pol
Frihed er Varmen og Frihed er Sol,
er Hjerternes Liv og Hjernernes Marv,
er Ættens herligste Odelsarv.
Trofasthed voxer saa vide om,
har Dyder til Ranke og Stordaad til Blom.
I Nor under Pol
Frihed er Varmen og Frihed er Sol,
er Hjerternes Liv og Hjernernes Marv,
er Ættens herligste Odelsarv.
Trofasthed voxer saa vide om,
har Dyder til Ranke og Stordaad til Blom.
28.
Ikkun Andagts aabne Øje
seer de vide Himle høje,
Guds de vidtudslagne Barme,
hvor sig Mid ved Sol tør varme.
Ikkun Andagts aabne Øje
seer de vide Himle høje,
Guds de vidtudslagne Barme,
hvor sig Mid ved Sol tør varme.
29.
Den Storm, som Mos af Armods Hytte slider,
mens, rolig i Barm,
Huusfa’er ved sluknet Arneglød sidder,
med slumrende Viv i sin Arm,
tidt hvirvler Marmorsteen af Mammons Tag,
medens paa Silkesparlag
sig Herren vælter frem og tilbage,
favnet af svedige Nag.
Den Storm, som Mos af Armods Hytte slider,
mens, rolig i Barm,
Huusfa’er ved sluknet Arneglød sidder,
med slumrende Viv i sin Arm,
tidt hvirvler Marmorsteen af Mammons Tag,
medens paa Silkesparlag
sig Herren vælter frem og tilbage,
favnet af svedige Nag.
30.
Frihedens Hjerte er Menneskekjærlighed,
Mildhed dens Smiil til Alle og Enhver;
og, om dens vrede Blik er Bile bred,
Dens blide er et Palmblad i Morgenskjær.
Frihedens Hjerte er Menneskekjærlighed,
Mildhed dens Smiil til Alle og Enhver;
og, om dens vrede Blik er Bile bred,
Dens blide er et Palmblad i Morgenskjær.
31.
Fremmede, lejede Skjalde
lade Ord nok falde
om Kongers Kronepragt.
Men Folkets bør forsanden
i herlig Chorsang tone
om den skjønne Krone,
Friheden har lagt
Norges Folk om Panden.
Fremmede, lejede Skjalde
lade Ord nok falde
om Kongers Kronepragt.
Men Folkets bør forsanden
i herlig Chorsang tone
om den skjønne Krone,
Friheden har lagt
Norges Folk om Panden.
32.
Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind
af lidt Skin og Hermelin!
Skræmmes maa du ei tilbage
for et Scepter eller Stage.
Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind
af lidt Skin og Hermelin!
Skræmmes maa du ei tilbage
for et Scepter eller Stage.
33.
Norriges Fjelde
sig til et Tempel tjelde:
til Hjem for Frihed, der flyer for Konning-vælde.
Sarpens Regnbu er Frihedens Arnes Røg.
Norriges Fjelde
sig til et Tempel tjelde:
til Hjem for Frihed, der flyer for Konning-vælde.
Sarpens Regnbu er Frihedens Arnes Røg.
34.
Nu, liig en Gudsaand, Friheden boer
bag Dovres og Filefjelds Støttechor.
Imidten staaer Kringlen som blodblankt Alterbord.
Nu, liig en Gudsaand, Friheden boer
bag Dovres og Filefjelds Støttechor.
Imidten staaer Kringlen som blodblankt Alterbord.
35.
Mennesket skaber Skjebnen sin.
Det modige Blik ned i Fremtidens Grav
er den blanke Commandostav,
som betegner Skjebnen dens Trin.
Mennesket skaber Skjebnen sin.
Det modige Blik ned i Fremtidens Grav
er den blanke Commandostav,
som betegner Skjebnen dens Trin.
36.
Sandhed fødes paa Graven;
faaer i Dødens Port
atter Runestaven,
her den kasted bort;
over Gravens Skygger
lysen Æreport
den af Taarer bygger,
og af Eviggrønt;
ja, som sig Selv saa fast
Mindet reiser Den, skjønt
som det Hjerte, der brast,
og som Aanden stort.
Sandhed fødes paa Graven;
faaer i Dødens Port
atter Runestaven,
her den kasted bort;
over Gravens Skygger
lysen Æreport
den af Taarer bygger,
og af Eviggrønt;
ja, som sig Selv saa fast
Mindet reiser Den, skjønt
som det Hjerte, der brast,
og som Aanden stort.
37.
Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand
at spotte sit fattige Land.
Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand
at spotte sit fattige Land.
38.
Tarvelighed under hver Furustavn,
er vor Friheds Huusholderskes Navn.
Tarvelighed under hver Furustavn,
er vor Friheds Huusholderskes Navn.
39.
Se til Jorden: Druer varme
hænge om dens aabne Barme:
Havet er et Moderskjød:
mindste Qvist en Arm saa blød,
fuld af Sang og Blik og Børn
fra lille Irsk til voxne Ørn.
Se til Jorden: Druer varme
hænge om dens aabne Barme:
Havet er et Moderskjød:
mindste Qvist en Arm saa blød,
fuld af Sang og Blik og Børn
fra lille Irsk til voxne Ørn.
40.
Hvi tvinges — ak! —
at gjøre til Landsforræder min Stak?
Naar mit Hjerte er fædrenelandsk,
hvi Kaaben da engelsk og Hatten da dansk?
Mit fattige Land har ei Evne til
at klæde i Silke forfængeligt Smiil.
Mit fattige Land har ei bedre Lykke
end sin bedste Datter i Værken at smykke.
Hvi tvinges — ak! —
at gjøre til Landsforræder min Stak?
Naar mit Hjerte er fædrenelandsk,
hvi Kaaben da engelsk og Hatten da dansk?
Mit fattige Land har ei Evne til
at klæde i Silke forfængeligt Smiil.
Mit fattige Land har ei bedre Lykke
end sin bedste Datter i Værken at smykke.
41.
Omsmelt ei, Datter,
dit norske Alvor til udenlandsk Latter!
Jern — ja var det bare Muld —
bedre agtes end Krakeguld.
Omsmelt ei, Datter,
dit norske Alvor til udenlandsk Latter!
Jern — ja var det bare Muld —
bedre agtes end Krakeguld.
42.
Den, som sædelærer, vel
bør have nok igjen for sig Selv.
Den, som sædelærer, vel
bør have nok igjen for sig Selv.
43.
Meer Selvfølelse — den Kraftens ydre Glands —
hos Barn, der Frihed fik i Vuggegave,
om Øiebrynet slaaer som Løvesvands
(i Hjertet Løven da sit Hie have!)
end hos tyklægget, skjægget Slave.
Meer Selvfølelse — den Kraftens ydre Glands —
hos Barn, der Frihed fik i Vuggegave,
om Øiebrynet slaaer som Løvesvands
(i Hjertet Løven da sit Hie have!)
end hos tyklægget, skjægget Slave.
44.
Hvor stygt ei kaste i sig Selv et Blik;
men stedse at hoppe i Sidemands Steg,
og stedse glemme Loven, som vi fik:
at passe os Selv i den hvirvlende Leg?
Hvor stygt ei kaste i sig Selv et Blik;
men stedse at hoppe i Sidemands Steg,
og stedse glemme Loven, som vi fik:
at passe os Selv i den hvirvlende Leg?
45.
Taalmodighed paa sorten Green
har gylden Frugt, om den modnes seen.
Taalmodighed paa sorten Green
har gylden Frugt, om den modnes seen.
46.
Indbildskhed? O, hvor styg! den vrænger
til Abemaske Dydens Aasyn om,
og Lastens fule Træk
med Dydens rene mænger;
ja Den er Dyders Sporeklingren, som
la’er høre hvertet Trin, idet de løbe væk.
Indbildskhed? O, hvor styg! den vrænger
til Abemaske Dydens Aasyn om,
og Lastens fule Træk
med Dydens rene mænger;
ja Den er Dyders Sporeklingren, som
la’er høre hvertet Trin, idet de løbe væk.
47.
Indbildskhed lugter sødt for egen Næse;
men hos de Andre stinkende og fæl.
Vi see den fremst hos Alle; men den æser,
skjøndt kjæmpehøi, dog useet bag os Selv.
Det er dens Skygge vi see hos Andre kun,
som Jorden seer i Maanen sin egen stor og rund.
Indbildskhed lugter sødt for egen Næse;
men hos de Andre stinkende og fæl.
Vi see den fremst hos Alle; men den æser,
skjøndt kjæmpehøi, dog useet bag os Selv.
Det er dens Skygge vi see hos Andre kun,
som Jorden seer i Maanen sin egen stor og rund.
48.
Paa min Væverstol jeg heller,
at være simpel Larve, vælger,
til engang Nødens Vinter tvinger,
igjennem Nøisomhedens Vaar,
(o grøn af unge Egeskud)
en Velstandssommer frem at springe
i Norges Dal. — Da bryde tør
jeg dette Værkens Puppeslør,
og flyve sommerfarvet ud.
Frankrig har Raad sin Datter at pynte
i Silke og Flor;
for det fattige Nor
indtil Videre er
hvert Silkeplag her
en grusom Pasquil
og en Fynte i Smiil.
Paa min Væverstol jeg heller,
at være simpel Larve, vælger,
til engang Nødens Vinter tvinger,
igjennem Nøisomhedens Vaar,
(o grøn af unge Egeskud)
en Velstandssommer frem at springe
i Norges Dal. — Da bryde tør
jeg dette Værkens Puppeslør,
og flyve sommerfarvet ud.
Frankrig har Raad sin Datter at pynte
i Silke og Flor;
for det fattige Nor
indtil Videre er
hvert Silkeplag her
en grusom Pasquil
og en Fynte i Smiil.
49.
Hør hvor Lærken i Værken, graa og fri,
paa Norges Vange slaaer!
Solforgyldet Colibri i Liberie
kun paa Kunstkammer staaer.
Hør hvor Lærken i Værken, graa og fri,
paa Norges Vange slaaer!
Solforgyldet Colibri i Liberie
kun paa Kunstkammer staaer.
50.
Den Mands Gravblomst er Sang
(af Berøm saa deiligt den lugter,
og aldrig bliver den bleg)
et Folks Klager Hans Harpeklang,
som under sin Sjels Frugter
sin evige Daad nedseg.
Den Mands Gravblomst er Sang
(af Berøm saa deiligt den lugter,
og aldrig bliver den bleg)
et Folks Klager Hans Harpeklang,
som under sin Sjels Frugter
sin evige Daad nedseg.
51.
Se, Jordens Skat til Himlens Boe
er hveren Dyd, som i støv tør groe!
Se, Jordens Skat til Himlens Boe
er hveren Dyd, som i støv tør groe!
52.
Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta’er til;
men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild.
Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta’er til;
men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild.
53.
Vort Liv herneden er kun et Haab om Udødeligheden.
Vort Liv herneden er kun et Haab om Udødeligheden.
54.
Det være nok, at Godt om os er Alt,
at dette Gode er med Skjønhed malt;
at, se og! saalangt vi kunne kaste Øje,
Gud Faders Storhed voxer i det Høie.
I denne har til Odelarv vor Sjel,
saavidt den fatter den, sin Deel;
og i Algodhed den saameget ejer,
som den med egen Godhed sig tilvejer;
en Lod i hans Alviisdom har den, hvis
den selv er viis.
Det være nok, at Godt om os er Alt,
at dette Gode er med Skjønhed malt;
at, se og! saalangt vi kunne kaste Øje,
Gud Faders Storhed voxer i det Høie.
I denne har til Odelarv vor Sjel,
saavidt den fatter den, sin Deel;
og i Algodhed den saameget ejer,
som den med egen Godhed sig tilvejer;
en Lod i hans Alviisdom har den, hvis
den selv er viis.
55.
Bag Mennesket sig lister
dets evige Hofmester
Erfaring, tro som Skyggen,
og dygtig krum i Ryggen
af evigt op at samle
alt det henslængte Gamle.
Han Alt med Blus belyser;
saa tidt i Sjel det gyser;
og i hans Tavles Skrift
staaer klart den spæde Tanke og vældige Bedrift.
Bag Mennesket sig lister
dets evige Hofmester
Erfaring, tro som Skyggen,
og dygtig krum i Ryggen
af evigt op at samle
alt det henslængte Gamle.
Han Alt med Blus belyser;
saa tidt i Sjel det gyser;
og i hans Tavles Skrift
staaer klart den spæde Tanke og vældige Bedrift.
56.
Tvivl! har du Sandhed kjær,
saa sid ei stur i Krogen, men Beilerbud frembær!
Tvivl! har du Sandhed kjær,
saa sid ei stur i Krogen, men Beilerbud frembær!
57.
Hvor er Gud? Kuns sees hans Vældes Skin
og Verdner høres suse som Støvskyer i Hans Trin.
Hvor er Gud? Kuns sees hans Vældes Skin
og Verdner høres suse som Støvskyer i Hans Trin.
58.
Se Manden — Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.
Se Qvinden! — Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde.
I Begges Skygger Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
Se Manden — Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.
Se Qvinden! — Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde.
I Begges Skygger Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
59.
I Himmelen vor Aand opvaagnet veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
I Himmelen vor Aand opvaagnet veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
60.
En Qvinde sige: „Mand, du er den bedste!“
Hun veed dog vist, hun blive maa den Næste.
En Qvinde sige: „Mand, du er den bedste!“
Hun veed dog vist, hun blive maa den Næste.
61.
Vort Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
med Sorg vi kalde et lukket Eden.
Første bevidste Taare er
Cheruben med blinkende Glavind der.
Vi vaagnede ved Braget,
da Edens Port igjen blev slaget.
Vort Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
med Sorg vi kalde et lukket Eden.
Første bevidste Taare er
Cheruben med blinkende Glavind der.
Vi vaagnede ved Braget,
da Edens Port igjen blev slaget.
62.
Den Himlens Vrede dog kan knuse smaa,
for hvem en Løve sønderknuset laae.
Den Himlens Vrede dog kan knuse smaa,
for hvem en Løve sønderknuset laae.
63.
Se alle Himlens Stjerner — de Øine paa Nattens Kind —
de blinke jo og stirre paa hvert af vore Trin!
Se alle Himlens Stjerner — de Øine paa Nattens Kind —
de blinke jo og stirre paa hvert af vore Trin!
64.
Da Mennesket sit sande Offer bringer,
naar med sin bedste Styrke han betvinger
sin onde Villie, (der, stærk og stor som Skyen,
opsvulmer under lille Øiebryn)
og smeder den med Kobberglød
til Hjertets Altersteen,
saa ei den reiser sig igjen,
men faar sit Naadestød.
Da Mennesket sit sande Offer bringer,
naar med sin bedste Styrke han betvinger
sin onde Villie, (der, stærk og stor som Skyen,
opsvulmer under lille Øiebryn)
og smeder den med Kobberglød
til Hjertets Altersteen,
saa ei den reiser sig igjen,
men faar sit Naadestød.
65.
Glem ikke, Mand, at svag du er som vældig!
ei, at dit Legems hele Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig:
en Honningdugg i Gravens aabne Mund!
Glem ikke, Mand, at svag du er som vældig!
ei, at dit Legems hele Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig:
en Honningdugg i Gravens aabne Mund!
66.
Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
dog, at den bli’er din Herre, vogt dig vel!
Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
dog, at den bli’er din Herre, vogt dig vel!
67.
Slut fra dig Selv og Alt,
som rører sig rundt med Liv bemalt:
fra Verdner, som vrimle
i høje Himle,
fra mindste Kryb
i dybest Dyb
til Gud!
Slut fra dig Selv og Alt,
som rører sig rundt med Liv bemalt:
fra Verdner, som vrimle
i høje Himle,
fra mindste Kryb
i dybest Dyb
til Gud!
68.
Af Fugl under Sky og i Skov
Lær du din Høitidslyd:
„Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er Fryd;
for mig er Fryd og Ære!“
Af Fugl under Sky og i Skov
Lær du din Høitidslyd:
„Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er Fryd;
for mig er Fryd og Ære!“
69.
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er meer end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
de hviftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
ei glem!
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er meer end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
de hviftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
ei glem!
70.
Hersk over Dyrene vel!
og over det første Dyr: dig Selv!
Hersk over Dyrene vel!
og over det første Dyr: dig Selv!
71.
Ormens Vriden
opmod Lyset gjennem Støvet
ligner Aandens gjennem Tiden
opmod Stjerneløvet.
Ormens Vriden
opmod Lyset gjennem Støvet
ligner Aandens gjennem Tiden
opmod Stjerneløvet.
72.
Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
73.
Nerverne gynge, Blodets Strømme nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens Skyer synke, der tystned over:
Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
Nerverne gynge, Blodets Strømme nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens Skyer synke, der tystned over:
Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
74.
Som Himlen er med sine Solehære
meer skjøn end Jord, der dog har Æren af at bære
Gudsbilleder i Mand og Qvinde:
saa maa den slutte skjønnere Gudsbill’der inde.
Som Himlen er med sine Solehære
meer skjøn end Jord, der dog har Æren af at bære
Gudsbilleder i Mand og Qvinde:
saa maa den slutte skjønnere Gudsbill’der inde.
75.
Skjønt Jordens høie Herre,
du Menneske dog Træl af Himmelen maa være.
Skjønt Jordens høie Herre,
du Menneske dog Træl af Himmelen maa være.
76.
Kjøb Eng af Skoven for en Uges Sved,
saa gi’er dig Engen Hvile for sin lune Fred!
Kjøb Eng af Skoven for en Uges Sved,
saa gi’er dig Engen Hvile for sin lune Fred!
77.
Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem!
de klattre mod Himlen, og du med dem.
Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem!
de klattre mod Himlen, og du med dem.
78.
Hvo agter Loven i det Mindre gjerne,
end mindre ringeagte kan dens Kjerne.
Hvo agter Loven i det Mindre gjerne,
end mindre ringeagte kan dens Kjerne.
79.
Inden Lovens Hegn
kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed.
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Straffe lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.
Inden Lovens Hegn
kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed.
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Straffe lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.
80.
Ei blot i Himlen boer den store Aand;
thi Dybet er hans Almagtshaand,
og disse Soles Lys hans Tale;
Hans Tanker sig i Livet male.
Ei blot i Himlen boer den store Aand;
thi Dybet er hans Almagtshaand,
og disse Soles Lys hans Tale;
Hans Tanker sig i Livet male.
81.
Vor Erindring hist — hvor stor! —
er vort hele Liv paa Jord
alt fra første Ord til sidste;
men de komme Alle for
som Tanker fuldbevidste.
Vor Erindring hist — hvor stor! —
er vort hele Liv paa Jord
alt fra første Ord til sidste;
men de komme Alle for
som Tanker fuldbevidste.
82.
Villien, du til et Offer lod,
er Menneskets dyreste Hjerteklenod.
Ja — Menneskets Guddom! — du offre tør
en Deel af din Frihed, og være fri som før.
Villien, du til et Offer lod,
er Menneskets dyreste Hjerteklenod.
Ja — Menneskets Guddom! — du offre tør
en Deel af din Frihed, og være fri som før.
83.
Knæl ned! da naaer dig ikke Himlens Vredes Lyn.
Den slaaer ei ydmygt Øie, der kun har Graad til Ild;
men svulmende Nakke, letsindige Smiil
og stolte Øjebryn.
Knæl ned! da naaer dig ikke Himlens Vredes Lyn.
Den slaaer ei ydmygt Øie, der kun har Graad til Ild;
men svulmende Nakke, letsindige Smiil
og stolte Øjebryn.
84.
Frihed og Sandhed er Aandens Ejemærke;
det tabes ei ganske, om Millioner trygge
henslumred end i Løgnens Skygge,
om over hvert Tag en Tyran end stod
i Purpurdragt, liig en Mand af Blod;
thi frem — om Secler end brused forbi —
Klenodierne lettes af Aander stærke:
Da juble Millionerne: vi ere frie!
Frihed og Sandhed er Aandens Ejemærke;
det tabes ei ganske, om Millioner trygge
henslumred end i Løgnens Skygge,
om over hvert Tag en Tyran end stod
i Purpurdragt, liig en Mand af Blod;
thi frem — om Secler end brused forbi —
Klenodierne lettes af Aander stærke:
Da juble Millionerne: vi ere frie!
85.
Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee
paa Millioner Brødres Aasyn prentet see.
Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee
paa Millioner Brødres Aasyn prentet see.
86.
Indunder det Scepter er godt at boe
hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe.
Indunder det Scepter er godt at boe
hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe.
87.
Uendelig Kjærlighed er det Hjerteslag,
som skal vor Aand belivne,
naar disse matte Hjerter i Gravens Muld-nat stivne,
men ud vi Vinger spile i Evighedens Dag.
Uendelig Kjærlighed er det Hjerteslag,
som skal vor Aand belivne,
naar disse matte Hjerter i Gravens Muld-nat stivne,
men ud vi Vinger spile i Evighedens Dag.
88.
Hver Dyds og Sandheds Dyrker, Hver,
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal frie blandt frie Brødre frydfuld boe
i sine Graners eller Palmers Roe.
Hver Dyds og Sandheds Dyrker, Hver,
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal frie blandt frie Brødre frydfuld boe
i sine Graners eller Palmers Roe.
89.
Himlens Vrede er ei som Mandens blind.
I Tøile løber selv den vilde Vind.
Idet det farer, aabner Lynet Øje.
Hevnsværdet har sin Haand bag Skyens Høje.
Himlens Vrede er ei som Mandens blind.
I Tøile løber selv den vilde Vind.
Idet det farer, aabner Lynet Øje.
Hevnsværdet har sin Haand bag Skyens Høje.
90.
Tyv, som i Mørket griber, over Dommer-bilen griber,
og Fingeren blodig sliber.
Morders Dolk i Natten træffer paa Retfærds Skjoldehvælv,
og springer tilbage i ham Selv.
Tyv, som i Mørket griber, over Dommer-bilen griber,
og Fingeren blodig sliber.
Morders Dolk i Natten træffer paa Retfærds Skjoldehvælv,
og springer tilbage i ham Selv.
91.
Roe er al den Lykke, Dyd er al den Stolthed, al den Pragt,
Vi kunne stræbe efter, der gaae i Støvets Dragt.
Hvor høit en Nakke slaaer, dog Dødens Aag paa den er lagt.
Roe er al den Lykke, Dyd er al den Stolthed, al den Pragt,
Vi kunne stræbe efter, der gaae i Støvets Dragt.
Hvor høit en Nakke slaaer, dog Dødens Aag paa den er lagt.
92.
Gak hen at sanke ved Soles Blus og Stjerners Skin
de spredte Smiil af en Algodheds og en Almagts Trin!
Gak hen at sanke ved Soles Blus og Stjerners Skin
de spredte Smiil af en Algodheds og en Almagts Trin!
93.
Utæret Moses’s Tornbusk stod
med Flammeløv og Gloe til Rod.
Saa straffer Alretfærdigheden,
men røres ikke Selv af Vreden.
Utæret Moses’s Tornbusk stod
med Flammeløv og Gloe til Rod.
Saa straffer Alretfærdigheden,
men røres ikke Selv af Vreden.
94.
Haaret graaner under Krone fort som under Trælle-poll.
Sørger Kongen, da han stiger ned ifra sin Thronestol.
I mangen Sag for samme Domstol Drot og Trællen møde maa:
for Himlens og Naturens Lænkte inden Ligheds Skranker staae.
Haaret graaner under Krone fort som under Trælle-poll.
Sørger Kongen, da han stiger ned ifra sin Thronestol.
I mangen Sag for samme Domstol Drot og Trællen møde maa:
for Himlens og Naturens Lænkte inden Ligheds Skranker staae.
95.
Ond Samvittighed er Blygift: seen,
men sikker, sniger den igjennem Marv og Been.
Ond Samvittighed er Blygift: seen,
men sikker, sniger den igjennem Marv og Been.
96.
Barn, se til Himlens Blommer, Stjernerne hvide, smaae!
Barn, se til Jordens Stjerner, Blomsterne røde, blaae!
Dem kaldte Gud som Dig af Intet frem;
dog ei som Dig en Sjel han skjænkte dem.
Dem gav han Glands og Duft i Sjelens Sted.
De fik et Liv kun, Du en Evighed.
Barn, se til Himlens Blommer, Stjernerne hvide, smaae!
Barn, se til Jordens Stjerner, Blomsterne røde, blaae!
Dem kaldte Gud som Dig af Intet frem;
dog ei som Dig en Sjel han skjænkte dem.
Dem gav han Glands og Duft i Sjelens Sted.
De fik et Liv kun, Du en Evighed.
97.
Tyrannen hist er viis: hist veed han vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde.
Tyrannen hist er viis: hist veed han vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde.
98.
Evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
Evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
99.
Graad tidt er Styrkens Øje, en Funke fra det Høie;
Tidt er Smerte den bedste Muskel i et Hjerte.
Graad tidt er Styrkens Øje, en Funke fra det Høie;
Tidt er Smerte den bedste Muskel i et Hjerte.
100.
O Sandhed, Frihed, Kjærlighed,
du Sjeles Liv og Odel paa Jorden som i Himlen,
du Helligaand, som gløder igjennem Aandestimlen,
du som en hellig Villiestyrkes Flamme
til eet Guddomsbilled smelter Alle sammen.
O Sandhed, Frihed, Kjærlighed,
du Sjeles Liv og Odel paa Jorden som i Himlen,
du Helligaand, som gløder igjennem Aandestimlen,
du som en hellig Villiestyrkes Flamme
til eet Guddomsbilled smelter Alle sammen.
101.
Se ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund,
hvor før du troede Rum til Sukke kun.
Se ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund,
hvor før du troede Rum til Sukke kun.
102.
Vore Hjerters Frihed — den himmelske — fik
i Borgerfrihed sit Billede sandt,
Det staaer vel i Kistekjole, i dagligdags Gevandt;
men Øjet under Frihedshatten har Cherubens Blik.
Vore Hjerters Frihed — den himmelske — fik
i Borgerfrihed sit Billede sandt,
Det staaer vel i Kistekjole, i dagligdags Gevandt;
men Øjet under Frihedshatten har Cherubens Blik.
103.
Drot, om du end Drotter øined for din Fod,
Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
Drot, om du end Drotter øined for din Fod,
Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
104.
Naar Alle vide at beherske sig Selv
og elske Alle, da under Himlens Hvælv
ei Borge kneise over lave Gavle,
da løfter sig ei mere Kongestav
som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
men Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens Fad!
Naar Alle vide at beherske sig Selv
og elske Alle, da under Himlens Hvælv
ei Borge kneise over lave Gavle,
da løfter sig ei mere Kongestav
som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
men Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens Fad!
105.
Sandhed maa kun faa Ord have,
der, klare selv for Folkestimlen,
maae være sikkre Ledeblus til Graven,
og kaste klare Glimt i Himlen.
Sandhed maa kun faa Ord have,
der, klare selv for Folkestimlen,
maae være sikkre Ledeblus til Graven,
og kaste klare Glimt i Himlen.
106.
Der er en Djævel, som Lunkenhed heder
— god Sags Forræder.
Der er en Djævel, som Lunkenhed heder
— god Sags Forræder.
107.
Overtroes Vindøje, Hvad du seer,
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
Overtroes Vindøje, Hvad du seer,
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
108.
Himlens, Helvedes Grændseskjel
staaer i Menneskets Hjerte.
Af Verden Mange Viisdom lærte;
men Sandhed ikkun af sig Selv.
Himlens, Helvedes Grændseskjel
staaer i Menneskets Hjerte.
Af Verden Mange Viisdom lærte;
men Sandhed ikkun af sig Selv.
109.
Hist i de store Pauluner
en Sandhedsrøst, som knuser,
af Sjelens Dyb frembruser.
— Den er Dommedags Tordenslags Basuner
Hist i de store Pauluner
en Sandhedsrøst, som knuser,
af Sjelens Dyb frembruser.
— Den er Dommedags Tordenslags Basuner
110.
Skinhellige danne vor Munkeorden.
Men Himlen smigres ikke ved at haane Jorden.
Skinhellige danne vor Munkeorden.
Men Himlen smigres ikke ved at haane Jorden.
111.
Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom.
Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom.
112.
Anger er det sorte Grændsekors imod
Haabets Enge, der vandes af Fredens stille Flod.
Anger er det sorte Grændsekors imod
Haabets Enge, der vandes af Fredens stille Flod.
113.
O Jord, din Lod er Salighed!
Thi Naaden skinner ikke paa et Helved ned.
Din fagreste Glands, o Jord, er Rødmen af
de frelste Menneskers Taksmiil rundtom Jesu Grav.
O Jord, din Lod er Salighed!
Thi Naaden skinner ikke paa et Helved ned.
Din fagreste Glands, o Jord, er Rødmen af
de frelste Menneskers Taksmiil rundtom Jesu Grav.
114.
Først naar du troer, at Frihed er dit Væsens Hu,
at Kjødet er din Træl,
ei Kjødets Du,
frigjøres du o Menneskesjel.
Men Frihed hærdes maa! da svulmer Kraft i Viljen,
saa ingen Lænker mere passe til den.
Først naar du troer, at Frihed er dit Væsens Hu,
at Kjødet er din Træl,
ei Kjødets Du,
frigjøres du o Menneskesjel.
Men Frihed hærdes maa! da svulmer Kraft i Viljen,
saa ingen Lænker mere passe til den.
115.
Sjel, du Spire til en Salighed!
Sandhed er din lyse Lêt.
Frihed er din Stammemarv og Grene,
der snoe sig stærkest i en stormrørt Luft;
Kjærlighed din Blomst: i Muld, men snart blandt Stene,
dens gode Frugter falde ned.
Til Gud i Tak opsvinger sig dens Duft.
Sjel, du Spire til en Salighed!
Sandhed er din lyse Lêt.
Frihed er din Stammemarv og Grene,
der snoe sig stærkest i en stormrørt Luft;
Kjærlighed din Blomst: i Muld, men snart blandt Stene,
dens gode Frugter falde ned.
Til Gud i Tak opsvinger sig dens Duft.
116.
O rige Sjel kan Sorg forarme dig?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?
O rige Sjel kan Sorg forarme dig?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?
117.
Aand foruden Frihed er det Samme
som Kjød foruden Begjærligheds Flamme.
Aand foruden Frihed er det Samme
som Kjød foruden Begjærligheds Flamme.
118.
Gud-kjærlighedens Fryd, hvor er du riig!
Du drister jo at føle dig,
som Fader for saa viid en Verdens Deel,
som overskues af en Sjel,
retsom om den Alfader dig betroed’
som Plejebarn, at vise Godt imod.
Gud-kjærlighedens Fryd, hvor er du riig!
Du drister jo at føle dig,
som Fader for saa viid en Verdens Deel,
som overskues af en Sjel,
retsom om den Alfader dig betroed’
som Plejebarn, at vise Godt imod.
119.
Alkjærlighedens stille Smiil i Muldens Rigdom sku!
I Dyrets Fryd dens første Aandedrag høre du!
Ja taler den ei næsten i Hundens ømme Blik?
Menneske, hvi da skjule det Mere som du fik?
Alkjærlighedens stille Smiil i Muldens Rigdom sku!
I Dyrets Fryd dens første Aandedrag høre du!
Ja taler den ei næsten i Hundens ømme Blik?
Menneske, hvi da skjule det Mere som du fik?
120.
Intet Rum er mellem Dyd og Syndeskyld.
Forsømmelsens Gab med Synd er nær til Randen fyldt.
Intet Rum er mellem Dyd og Syndeskyld.
Forsømmelsens Gab med Synd er nær til Randen fyldt.
121.
Vil du være Engel, Meer end Støvets Søn:
saa gaa til Sygelejet med Balsom i Løn!
saa banke du paa Døren, hvor Sorgerne er inde!
saa vove du dit Liv selv for din værste Fiende!
O synes du da ikke Mere,
end Syg og Kummerfuld og Reddet Selv at være?
Vil du være Engel, Meer end Støvets Søn:
saa gaa til Sygelejet med Balsom i Løn!
saa banke du paa Døren, hvor Sorgerne er inde!
saa vove du dit Liv selv for din værste Fiende!
O synes du da ikke Mere,
end Syg og Kummerfuld og Reddet Selv at være?
122.
Vi see os hisset mange lige Aander blandt,
for hvilke, som for os, et Liv i Muld hensvandt.
I Herlighed fremblomstrer en himmelsk Form
af hæsligt Støv som Sommerfugl af Orm.
Vi see os hisset mange lige Aander blandt,
for hvilke, som for os, et Liv i Muld hensvandt.
I Herlighed fremblomstrer en himmelsk Form
af hæsligt Støv som Sommerfugl af Orm.
123.
Hvad her er Vist, er ogsaa Sandhed hist.
Hvad her er Vist, er ogsaa Sandhed hist.
124.
Det Første, som vi gjøre hisset, er: med Smerte
at rykke Lastens Rod og Løgnens af vort Hjerte.
Det Første, som vi gjøre hisset, er: med Smerte
at rykke Lastens Rod og Løgnens af vort Hjerte.
125.
Naar Ufuldkommenhed mod Fuldkommenhed stræber, da
sin egen Plads, sit Navn den gaaer ifra.
Den er ei Ufuldkommenheden meer;
men Dyd i Himlen som i Støv den er.
Hist kunne vi ei meer end stræbe. Det Samme kunne vi her.
Naar Ufuldkommenhed mod Fuldkommenhed stræber, da
sin egen Plads, sit Navn den gaaer ifra.
Den er ei Ufuldkommenheden meer;
men Dyd i Himlen som i Støv den er.
Hist kunne vi ei meer end stræbe. Det Samme kunne vi her.
126.
Hør, gode Engles Jubelsang lyde
for hver en Synder, som sit Øie mod
de høje Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som her det høje Embed sig paatager
et Gudsbarn i sit Hjerte for Himlen at opdrage.
Hør, gode Engles Jubelsang lyde
for hver en Synder, som sit Øie mod
de høje Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som her det høje Embed sig paatager
et Gudsbarn i sit Hjerte for Himlen at opdrage.
127.
Før Himlen sand i Mulden Du kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre — ak hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden!
Dog, liden som den er, den har et Uskylds Øje,
en Sol, som speider sandest dog det Høje!
Før Himlen sand i Mulden Du kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre — ak hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden!
Dog, liden som den er, den har et Uskylds Øje,
en Sol, som speider sandest dog det Høje!
128.
Hvor stort er Mennesket! — Hvad Høihed gaaer det til,
naar her en Himmel folder sig sammen i dets Vil?
Hvor stort er Mennesket! — Hvad Høihed gaaer det til,
naar her en Himmel folder sig sammen i dets Vil?
129.
Sand Iver for det Gode snart sig tænder,
men langsomt brænder.
Thi den er Støvets Billed af den Iver,
der med en Helligaand Alhimlen evigen beliver.
Sand Iver for det Gode snart sig tænder,
men langsomt brænder.
Thi den er Støvets Billed af den Iver,
der med en Helligaand Alhimlen evigen beliver.
130.
Ei kommen er den Tid, da du kan kalde
det Ros, at roses udaf Alle.
Ei kommen er den Tid, da du kan kalde
det Ros, at roses udaf Alle.
131.
Hvis du din Kjærlighed i Gjerningen vil tee:
saa stræb at vinde Indsigt! Thi Kjærlighed maa see.
Da faaer den tusind Øine, ja tusind Hænder til;
da næsten saalangt i Verden naaer den som den vil.
Hvis du din Kjærlighed i Gjerningen vil tee:
saa stræb at vinde Indsigt! Thi Kjærlighed maa see.
Da faaer den tusind Øine, ja tusind Hænder til;
da næsten saalangt i Verden naaer den som den vil.
132.
Vi stønne stødt opad med Nød,
for Hvilen stedse finde meer og altid mere sød.
Vi stønne stødt opad med Nød,
for Hvilen stedse finde meer og altid mere sød.
133.
Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave!
Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have.
Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave!
Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have.
134.
Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt,
er Mandens „Vil“ at tvinge, som døe tør uforsagt.
Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt,
er Mandens „Vil“ at tvinge, som døe tør uforsagt.
135.
Magtstjaalen, marvløs er du Sjel,
som ejer ingen Villie, men hele Magten vel.
Magtstjaalen, marvløs er du Sjel,
som ejer ingen Villie, men hele Magten vel.
136.
Let Næstens Kors! Det tynger ei saameget;
thi da du lægger ned dit eget.
Let Næstens Kors! Det tynger ei saameget;
thi da du lægger ned dit eget.
137.
Synder! Forsoningen med Angeren begynder.
Synder! Forsoningen med Angeren begynder.
138.
Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Frelserens Moder i Fødselssmerte.
Hver Dydens Tanke i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød;
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen;
en Djævelens Offerpræst hver Last.
Men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
Naar Støvet sin frelsende Høihed naaer,
naar Adam i Graad forstaaer,
at Aanden forsoner, renser sig Selv
— o da er Menneskets Sjel
som Frelseren selv i det Øjeblik
fra Smertens Kors han til Himlen gik.
Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Frelserens Moder i Fødselssmerte.
Hver Dydens Tanke i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød;
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen;
en Djævelens Offerpræst hver Last.
Men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
Naar Støvet sin frelsende Høihed naaer,
naar Adam i Graad forstaaer,
at Aanden forsoner, renser sig Selv
— o da er Menneskets Sjel
som Frelseren selv i det Øjeblik
fra Smertens Kors han til Himlen gik.
139.
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige,
os Arme da sige:
hvor høit vel i Himlen agtes du?
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige,
os Arme da sige:
hvor høit vel i Himlen agtes du?
140.
„Smerte-ende“ er Dødens sande Navn.
„Fred“ er Navnet paa de stille Kræfter,
som røre sig i Gravens dybe Favn.
„Smerte-ende“ er Dødens sande Navn.
„Fred“ er Navnet paa de stille Kræfter,
som røre sig i Gravens dybe Favn.
141.
Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig
henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum.
Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum,
omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig!
Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig
henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum.
Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum,
omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig!
142.
Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod,
en bævrende Fryd til Hjerterod.
Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod,
en bævrende Fryd til Hjerterod.
143.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom.
144.
Synderen rammer et skarpere Lyn,
end dette, der fødes ifleng af Skyen.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae:
det er hans Grav.
Synderen rammer et skarpere Lyn,
end dette, der fødes ifleng af Skyen.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae:
det er hans Grav.
145.
Frigjør først dit Hjerte, saa
af Skulderen Lænken briste maa!
Hils Drot da: ingen Bøje
beskjæmme maa den Skulder mere,
som nyder Æren af at være
en Himmelborgers Sløje.
Frigjør først dit Hjerte, saa
af Skulderen Lænken briste maa!
Hils Drot da: ingen Bøje
beskjæmme maa den Skulder mere,
som nyder Æren af at være
en Himmelborgers Sløje.
146.
Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin.
Voldhersker-smiil er Bann’rets røde Liin.
Du er en Bolt, du Sværd med Portd’epée.
Lænker om et Folk er hver Armee.
Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin.
Voldhersker-smiil er Bann’rets røde Liin.
Du er en Bolt, du Sværd med Portd’epée.
Lænker om et Folk er hver Armee.
147.
Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
at døde Staal og gyldne Qvast
(der ligner Fyrstesmilet stivfrosset i en Hast)
gjør Træl til Helt igjen.
Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
at døde Staal og gyldne Qvast
(der ligner Fyrstesmilet stivfrosset i en Hast)
gjør Træl til Helt igjen.
148.
Hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver.
Som Aanden op sig hæver,
saa følger Hvad den har paa Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.
Hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver.
Som Aanden op sig hæver,
saa følger Hvad den har paa Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.
149.
„Himmel“ er vor Faders Navn.
Jorden er vor Moderfavn.
Ved Synder vi vor Faders Isse graane.
Ved Synder vi vor Moders Aasyn haane.
Men Begge æres ved
i Frihed, Sandhed, Kjærlighed
af dødelige Hjerter dyrke Engle frem;
ja gjøre Støvets Hjerte til et Himmelhjem.
„Himmel“ er vor Faders Navn.
Jorden er vor Moderfavn.
Ved Synder vi vor Faders Isse graane.
Ved Synder vi vor Moders Aasyn haane.
Men Begge æres ved
i Frihed, Sandhed, Kjærlighed
af dødelige Hjerter dyrke Engle frem;
ja gjøre Støvets Hjerte til et Himmelhjem.
150.
Støvet synder ei, men Aanden selv.
Den paa sig Selv sig hevne kan og sone;
thi Hjertet i hver evig Sjel
er himmelsk Retfærds Throne.
Støvet synder ei, men Aanden selv.
Den paa sig Selv sig hevne kan og sone;
thi Hjertet i hver evig Sjel
er himmelsk Retfærds Throne.
151.
Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød,
Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham,
som ikke varme Straaler skjød
i Eders Hjerters Gam?
men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster,
mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster!
— Da synke Sandhedsstraalerne ned
til gyldne Fryndser om Syndens Lejested.
Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød,
Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham,
som ikke varme Straaler skjød
i Eders Hjerters Gam?
men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster,
mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster!
— Da synke Sandhedsstraalerne ned
til gyldne Fryndser om Syndens Lejested.
152.
Siig ei: „hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?“
Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag
igjenslaaet for dit bedste Odeleje,
der til at bæres til Himlen alt er paaveje.
Siig ei: „hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?“
Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag
igjenslaaet for dit bedste Odeleje,
der til at bæres til Himlen alt er paaveje.
153.
Som Himlen, der i Taage synes lav og liden,
med Dagens Straaler ud sig slaaer:
saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden:
den bedste Næring Englen faaer.
Som Himlen, der i Taage synes lav og liden,
med Dagens Straaler ud sig slaaer:
saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden:
den bedste Næring Englen faaer.