For Almuen/4
FOR ALMUEN
FJERDE HEFTE
LÆSEBOG
FOR
DEN LÆRELYSTNE TILVOXENDE UNGDOM
Det vi skulle lære her.
Altid før vi udlært have,
Synke vi i vore Grave.
FØRSTE STYKKE
Om Verden.
Det vi staae paa kaldes Jorden. Denne Jord er et meget stort Legeme, næsten rundt som en Kugle. Denne Kugle, eller, som vi kalde den, Jordkloden, er rundtomkring 5400 Mile, og hver af disse Mile er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et endnu langt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os seer næsten ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Uddunstninger, hvilke vi kalde Skyer, betage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med Luft.
Om Aftenen seer jeg paa Himmelhvælvet en Mængde Lys, hvilke man kalder Stjerner. De synes dog kun at være saa smaae, formedelst den uhyre Afstand imellem os og dem; thi Mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og ligesaadanne runde Legemer som den. Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) fornuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som en Stjerne.
Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa da altsaa være umaadelig stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring i det, uden at komme hverandre for nær. De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have deres Lys af dem selv og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv mørke og erholde deres Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner. Vor Jord er en saadan mørk, bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, hvilke vi kalde vor Sol.
Solen kan ikke oplyse alle Jordens Dele og Sider paa engang, fordi Jorden er kugleformig. Derfor dreier Jorden sig bestandig omkring som et Hjul, for at alle dens Sider i en vis Tid kunne beskinnes. Dette Tidsrum kalde vi et Døgn d. e. saa lang en Tid, Jordkloden behøver, for at kunne bevæge sig netop eengang rundtom sig selv. Denne Bevægelse kalde vi Jordens daglige Bevægelse.
Idet Jordkloden saaledes dreier sig omkring som et Hjul om sin Axel, løber den tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjellige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst, og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Den Tid, Jorden behøver for at fuldende eet Løb om Solen, kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, Jordens aarlige Bevægelse. Fra Solen, der er 1,000,000 gange større end Jorden og 30,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige Skabninger, som bevæge sig paa den. Der gives da flere Planeter, der,ligesom Jorden, bevæge sig om Solen og erholde Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen og ere i Tallet 10, af hvilke Nogle ere større, Andre mindre end vor Jord; Nogle fjernere, Andre nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennemløbe end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end Jordens. Om flere af disse Planeter bevæge sig andre mindre Planeter, hvilke vi kalde Maaner. Nogle Planeter have flere Maaner, som f. Ex. den store Planet Jupiter, der har 4 Maaner; men vor Jord har kun een Maane, som 12 gange bevæger sig om Jorden, medens denne eengang bevæger sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vor Tidsafdeling: Maaned, ja ogsaa vor Tidsafdeling: Uge; thi eftersom Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage.
Da Fixstjernerne ere Sole, som vor Sol, ja Mange endog større end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Maaner eller Drabanter bevæge sig om hver af disse; saamange Planeter som bevæge sig om een Sol kalde vi tilsammen et Solsystem. Vort Solsystem have vi opdaget, ved Kikkerter eller Fjernrør, at bestaae af 11 Planeter og 18 Maaner.
Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle Stjerner. Den er 50 gange mindre end Jorden og 50,000 Mile fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden, saa skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Solformørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maaneformørkelse.
Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie Slags Himmellegemer, som, fordi de have som oftest et langt Skimmer, ligesom en Lyshale, efter sig, kaldes Halestjerner eller Cometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre Stjerners, men de kunne dog beregnes d. e. Menneskene kunne sige, naar de skulle vise sig.
Himmelrummet og Stjernerne kaldes tilsammen Verden; derfor kaldes ogsaa Stjernerne Verdenslegemer.
Den Videnskab som beskjæftiger sig med at beregne Verdenslegemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand, ifra hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomie eller Stjernekundskab. Astronomien har lært os, at vi ikke skulle indbilde os at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord end en blot naturlig eller, hvilket betyder det Samme, physisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltrækningskraft virker Ebbe, og Flod, eller det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane samt Planeterne ere vore Tidbestemmere o. s. v. Stjernevidenskaben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller og ligegyldigt, følesløst Øie — som om vi blot saae Malerier — skulle beskue Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jordens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde; og især lærer Stjernevidenskaben os, — idet den viser os og underviser os om de talløse, umaadelige Verdenslegemer og deres afmaalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse Talløse ere belivede og beboede, — tydeligen og beskueligen Gud Alskaberens, Gud Altopholderens og Bestyrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed.
ANDET STYKKE
Om Jorden.
Geographien eller Jordbeskrivelsen belærer os end mere om Jorden; thi foruden dens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, lærer den os ogsaa dens Overflades Beskaffenhed.
Nu! angaaende dens Skikkelse, da vide vi allerede, at den er rund, samt hvor stor den er og hvorledes den bevæger sig; men hvorledes bevise vi, at vor Jord virkelig er rund? Det synes dog ikke saa.
Jo, det baade synes saa, og det er saa; thi
1) naar vi see høie Gjenstande, som Taarne, Skibe, Bjerge eller Træer langt borte fra os, da see vi kuns deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, da see vi stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aarsagen er Jordens krumme Overflade.
2) Naar Jorden paa sin Bane omkring Solen kommer imellem Solen og Maanen, og altsaa bevirker en Maaneformørkelse, idet den betager Maanen sit Lys, saa kaster den jo en rund Skygge paa Maanen; og som Skyggen er, saa maa Legemet være.
3) Der have været og ere endnu Folk, som have reist omkring Jorden, hvilke kaldes Verdensomseilere; og reiste de ud i Øst, da kom de tilbage igjen fra Vest.
Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme, der svæver frit i det umaadelige Himmelrum.
Angaaende Jordens Overflade, da lærer Jordbeskrivelsen, at den udgjør omtrent 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf 6,000,000 Qvadratmile ere skjulte med Vand, og Resten beboeligt Land, skjøndt vi ogsaa herfra maae regne store Strækninger, der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere bedækkede med Iis, eller formedelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare. De første findes ved Nord- og Sydpolen d. e. de yderste nordlige og sydlige Puncter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jorden, i Egnen hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme Zone; men imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde Zone strække sig den nordlige tempererede Zone og den sydlige tempererede Zone, inden hvilke de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne, at en Deel af dets nordligste Provindser strække sig ind i den nordlige kolde Zone.
Disse Jordens Zoner samt dens Form vises os tydeligst ved en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling imod Jorden (Solbanen) findes afsat, som de forskjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne Cirkellinier.
Et Planiglobium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler.
Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun eet stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Derimod den anden Jordens Halvkugle omfatter fire Verdensdele: Europa, Asia, Afrika — hvilke tre ere sammenhængende — og Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt en: Nyholland, der er næsten saa stor som Europa.
Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner: det Sydligste nærmer sig den sydlige kolde Zone og er altsaa raat og koldt — saa bliver det tempereret — saa meget hedt (hvilket Strøg især kaldes Vestindien, der bestaaer af mange Øer) — saa atter tempereret — og saa tilsidst aldeles ubeboeligt og iisdækket. Europa hører i det hele taget til den tempererede Zone d. e. har maadelig Varme. Asia, som er af videre Udstrækning, hører deels til den hede Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de høieste Bjerge paa Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika hører forstørstedelen under den hede Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia strækker sig i forskjellige Øesamlinger igjennem alle Zoner undtagen den nordlige Kolde.
Verdensdelene omskylles af det store Verdenshav (Oceanet) hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien. Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanterhavet, og Christianiafjorden en Deel af Nordsøen.
Verdensdelene ere igjen delte ved naturlige Grændser, saasom Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen i Provindser, f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engeland, Frankrige, Spanien og mange flere ere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trondhjems Stift ere kun Provindser i Norge.
Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en Nation. Hver Nation har fordetmeste sit eget Sprog, egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning; og, naar det har egen Regjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Hovedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er Christiania, Frankrigs er Paris, Sverrigs er Stockholm. Landkaartet oplyser os om de enkelte Landes Størrelse, Grændser og Mærkværdigheder.
TREDIE STYKKE
Om Tingene paa Jorden.
Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber, Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes desaarsag Naturlegemer. De derimod som Mennesket har væsentlig forandret faae Navn af Kunstlegemer (f. Ex. en Kniv, et Uhr).
Physiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter og Love, hvorfor det som viser sig, viser sig saa og ikke anderledes. F. Ex. det, at en udkastet Sten falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme.
Elementer eller Grundstoffe, oprindelige Bestanddele, kalder man dem, af hvilke alle Legemer, som vi kjende, ere sammensatte. Saadanne Elementer ere Jord, Vand, Luft, Varme, Lys.
Naar man betragter Naturlegemerne ihenseende til deres 0prind, Væxt og Form, faar man Anledning til at inddele dem i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer, d. e. Legemer med og uden Redskaber eller Lemmer. De organiserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skikkelse, de voxe indvendig fra ved at bringe fremmede Dele ind i deres Legeme og gjøre dem eens med deres eget Legeme, hvorfor de, imedens de have en hensigtsmæssig Legemsbygning, hvorved de blive istand til at forplante sig eller frembringe nye Legemer af samme Art, tage Næring til sig og voxe. De uorganiserte Legemer fremkomme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (physiske) Regler. Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers.
De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyreriget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med Fornemmelse; og 2) Planteriget, der indbefatter alle de organiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Dele vi see at bevæge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv, men kun ved Berørelse yttrer Bevægelse.
De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mineralriget, der indbefatter alle Jord- og Steen-arter.
Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man Mærke til visse Ligheder og Uligheder for at kunne ordne dem i visse Classer, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger; nemlig i Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rødblodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten levende Unger og give dem Die ved deres Bryster, indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr; eller de lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved Lunger, og disse kaldes Amphibier, hvilke kunne leve baade paa Land og i Vand; eller ved Gjeller; og disse kalde vi Fiske. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Indsecter, eller de have ingen Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyrclasser.
Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme, Blade, Blomster, Frugt, Frøet og Bidelene (saasom Torne, Snerte).
De Væxter, der skyde kun en træagtig (oftest heeltigjennem fast) Stamme af Roden, kaldes Træer; de der skyde flere end een træagtig, mindre Stamme, kaldes Buske; og ere disse flere Stammer smaae og tynde som Qviste, kaldes de Kratbuske (f. Ex. Lyng, Post). Væxter, der have ingen træet Stamme, men kun bløde Stengler, kaldes Urter.
Efter Forplantningsdelene d. e. de, som bevirker at Planten sætter Frøe, og hvilke findes i Blomsten, inddeler man Væxterne i Classer og Ordener. Til den sidste Classe henhøre de, der kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Moser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som paa Træerne.
Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig udhamre eller strække: i Salte, der have en mærkelig Smag og let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i Ilden og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de glindse, lade sig udhamre og strække.
Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord, kjende vi iblandt Jordarterne, ligesom Quarts, Marmor, Skifer iblandt Steenarterne, Salt (Steensalt, Kogsalt), Allun iblandt Saltene; Steenkul og Gas imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern, Blye, Quiksølv imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til første Classe til Kiselarterne, hvortil og Flintestene og Krystallerne høre.
Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere, gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Stenen ligetil det fuldkomneste Dyr: Mennesket. Ja vi opdage selv intet Spring imellem Naturrigerne; men de ere forbundne ved Mellemled, ved Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabningsrækken.
Den ufuldkomneste af organiske Legemer, den ufuldkomneste Plante, nærmer sig til de uorganiske Legemer: Skimmelarterne synes os jo som Støv eller Muld; — og det ufuldkomneste Dyr har meget tilfælles med Planterne: Polypen, som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Indsecter, har dog Grene og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meest en Moseart.
Planterne drage deres Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dyrene tage deres Næring enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre-riget, eller af Dyreriget alene. Disse Sidste kaldes Rovdyr og forfølges af Menneskene, fordi de fortære hvad Mennesket, der veed, at det er alle Jordens underordnede Skabningers Herre, selv forstaaer at bruge. Iblandt Planterne og Mineralierne gives Nogle, der ere skadelige, ja dødende for de levende Skabninger. Disse kaldes giftige; og, tilberedes de af Menneskene til et eller andet kunstigt Brug, saa kalde vi denne Frembringelse en Gift.
Chymien er den Videnskab, der undersøger alle Tingenes indre Bestanddele, deres Nytte og Skade.
FJERDE STYKKE
Om Mennesket.
Mennesket har et dyrisk Legeme, d. e. det fødes, ernærer sig, forplanter sig, døer, ligesom de øvrige Jordens organiske Legemer, og bestaaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menneskelige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, haarløse flade Ansigt, ved Hænderne o. fl. Ting.
Menneskets Legeme er udrustet med en høi Grad af Livskraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve under de forskjelligste Klimater: under Solens lodrette Straaler, som paa Polernes Iismarker, og til at opnaae en, iforholdtil sin Størrelse og andre Skabninger, udmærket høi Alder; men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante sig; — dog denne sildige Mandbarhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae en meget høi Alder, hvilket vi og see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen.
Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr, der kunde være Mennesket farlige (altsaa Nød og Frygt) synes at have været blandt de første Midler til at vække det med Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv bevidste Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der bestaaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringsmidler over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredede sig udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor tillige deres særegne Næringsmidler fandtes i Overflod, hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da det nøgne Menneske at klæde sig og bruge Vaaninger, det værgeløse Menneske at væbne sig, det hungrige Menneske at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og høste, vælge de sunde Næringsmidler. Men den følede Nød og den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Samfund sammen; og da Samfundene bleve større og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa indrettedes disse Samfund ved Love ordentligen til Stater.
Mennesker, som i Samfund uddanne deres Færdighed og Evner, kalde vi cultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Uddannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer ere de meest cultiverede, hvilke og i andre Verdensdele, især i Amerika have indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa ordentligen indrettede Stater og altsaa cultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne Verdensdeel ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde.
Verdenshistorien lærer os hvorledes Staterne ere fremkomne, have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne. Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder, og Nutid, igjennem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hovedlærdom bestandig: cultiverede Mennesker ere ikke altid derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør være, være baade god og cultiveret, d. e. han maa uddanne sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Forstandsevner. Og Historien lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Uddannelse (Cultur), fører dette et lykkeligt Liv paa Jorden; da fordrer det (thi det veed sig fortjent dertil) at kunne føre et saadant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, ligesaa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veet sig fornuftigt og frit fra alt sædeligt Ondt.
FEMTE STYKKE
Menneskeheden skrider i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og Lyksalighed. Derfor sige vi medrette, at, om Overtroe, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for et Par hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Tyngsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade.
Burde nu end den største Deel af den nulevende Menneskehed, idetmindste de cultiverede Nationer, efter alle de Anstrengelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder; efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dydigere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæder: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene bestaaer i en meget større Forstandsoplysning, og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstands Oplysning ikke af synderligt Værd; thi ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser men ei varmer.
Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd.
SJETTE STYKKE
Vise Mænds Eftergranskninger, især i deres Indre, og sørgelige Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang, som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd, som have vidst at opfylde dem.
Der have ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man kan sige, at de have skredet forud for deres Tid i Oplysning og ophøiet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i Uvidenhed og Overtroe, at de drømte sig Guder eller overmenneskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de dyrkede; — da altsaa alle deres Samtidige og Landsmænd vare Afgudsdyrkere — saavel vidst at bruge deres naturlige Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig over hiin Overtroe ligetil Erkjendelsen af een Gud, der er Alts Ophav og Bestyrer.
Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager, den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Folkets Afguder og Offringer sagde han engang, medens han endnu var ung: „jeg sværger, at jeg aldrig skal offre til de falske Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Mennesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af Steen eller Træ.“
Thorkild Mane, en Islænder, var ogsaa opdragen i Afgudstroe; men da han naaede sin skjønneste Alder, anvendte han meget af sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme med sund Fornuft. Han satte Fordomme tilside, betragtede Naturen, tænkte og overbeviste sig snart om, at den da gjældende Troe var Fabel, og om, at der maatte være et altskabende, altstyrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette Væsen og levede som en retskaffen Mand. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Himmel; „thi — sagde han — der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen og Jorden.“
See, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke — og hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer, hvor Sandhed forkyndes? — den første almindelige Pligt: ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte, og ikke at lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Ærefrygt, Kjærlighed, Tillid og Lydighed imod hans Love.
Den anden almindelige eller for Alle nødvendige og gjældende Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige, handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrødeligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Indsigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som beviser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, kydske, trofaste, medlidende, maadelige i Alt, bevare vor Sjel reen for enhver lastefuld Sindsbevægelse.
Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens Daad er os i friskt Minde. I aaben Søe, omdreven i tre kolde, mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper, med Ophold for sin egen Reise og skjøndt han ikke kunde i den rasende Storm ganske nærme sig til Skibet, dog søgte at holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandigt i en stor Kreds om Vraget, forat optage dem, der derfra skulde mægte at redde sig ved Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre — trods den øiensynligste Dødsfare, trods Advarslen: „spild nu ikke Guds Velgjerning at have reddet dig!“ kaster han sig i Baaden — er atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab — anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag og redder alle de Efterladte. En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv til og for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængslernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mangler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planen til bedre Indretninger og fik dem, især ved den Anseelse han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv under Undersøgelse af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange Tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som det visseligen er det i Himlen.
Meddeel den Hungrige dit Brød, før de Forladte ind i dit Huus, og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed.
Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrenelandskjærlighed finde vi iblandt mangfoldige Andre i vor gamle gode Snorro Sturlesens norske Krønike.
Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, ved Leiesvende, der reiste om til Norges meest udmærkede Mænd, ligesom om de vare Udsendinge fra den fiendtlige Konge Svend af Danmark, og tilbøde dem Svends Venskab og opmuntrede dem til Frafald fra Harald, for at prøve hvorvidt disse Landets første Mænd tænkte om ham og hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med deres falske Breve og med deres Foræringer (som det hedte) fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettigheder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa finge de høre sand norsk Tunge. „Vel ved jeg — svarede Einar — at Harald er mig ikke god, hvorimod Svend ofte har viist mig megen Ære og Venskab. Men siig ham dog: „vover han at angribe mit Fædreland, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Tropper, jeg kan sanke og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I — ud af Stuen!“
Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en fattig Bonde i Bradsberg Amt i Norge. Thi, efterat han havde meget forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eie, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aaringer, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele Forraad han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest trængende i hans Naboelav, til hvem han udsolgte det i smaae Dele, forat det skulde strække til Desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedallie af Staten til Hæderstegn.
Retfærdighed udøvede Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Hedenskabet i Norge, altid, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Christentroe ikke kom med i Spillet. Saaledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de høibaarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen og trængte til Noget, udenvidere satte iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Kysterne Alt, hvad de behøvede; og denne Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han herved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi netop Disse stødte ham fra Thronen.
Trofasthed var en høiagtet Dyd hos vore Forfædre. En Mand en Mand, et Ord et Ord, gjældte fuldeligen hos dem. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Troe og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Nidding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk og ærede dem. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nordboer til deres Livvagt. Saaledes havde Keiseren i det forrige græske Rige, som residerede i Constantinopel, som nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, hvilken kaldtes Væringer eller Varanger. Harald Haardraade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører, før han blev Konge i Norge. Gregorius Dagssøn var en af den norske Konge Ingis ypperste Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og Kongen, hvilket stod sin Prøve engang i et Søeslag mod Een, der tragtede efter Kronen og kringsatte Kongens Flaade engang i Glomens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhyggelighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib ud af Slagorden, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom paa Grund, Fienden samlede sig om ham og han kom i Fare; men da Ingi saae dette, kunde han ikke længere holde sig, greb Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden, og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gregorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte Ingi til Taarer, han ilede i Kamp forat hevne sin Ven eller døe. Han døde.
For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneskekjærlighedens Pligt, maa Mennesket have Eiendom. Dette Gode kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad øver denne Dyd.
Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaarden Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i høieste Grad forfalden og syntes tillige, hvad Jordveien angik, aldrig at kunne komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig deran, angreb selve Naturen og vandt Seier. Thi ikke nok at han alene opbyggede sine Huse franytaf, bortledede Kjern og Bække gjennem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, Opsatte Steengjærder, men han tilkastede et heelt Kjern saaledes, at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud og bedækkede dem med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en Ager paa en Tøndes Udsæd. Til dette Arbeide havde han ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldædighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tredobbelte imod tilforn. Da han var 62 Aar og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedallie, blev han engang raadet at betænke sin høie Alder og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hædersgubben svarede, rystende paa Hovedet: „Nei — da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder ved at lægge altid noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder“.
Paa Vindskibelighed og Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjønneste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Rommerige i Agershuus Stift og i dette District er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at — gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn, han kjøbte Gaarde, opdyrkede dem og — forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huusfliden; han uddelte Belønninger og Ærestegn til de flittigste Agerdyrkere — kort, han var en Velsignelsens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død: thi hans Exempel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at han ikke kunde have Brug for Alt, det han kjøbte af Vadmeler, af Værkener og af Træevarer; men at han alligevel opkjøbte Alt, forat opmuntre denne Huusflid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemmevirkede og ved Afsætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og fornem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæder; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nødvendige for Mennesket, saaledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrkningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at Familien klædes af Gaarden, ligesom foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med udenlandske brogede Klæder? Ja beskjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige, og, naar en Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel paa Husflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd.
Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette ikke til en Tid er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Roe og Lykke for de kommende Slægter, og derfor ville Borgerne heller ofre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed at blive selv mere ulykkelige og dertil paadrage sig Ætlingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os vore Fædre og vore Mødre, til denne samme Himmelegn, under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Vi vide at dens Navn er Fædrelandskjærlighed og at Fædrelandskjærlighed er en Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibelighed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikrer Staten Lykke i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene at de altid have været anseete for at nære denne Dyd — ja det medrette; thi de have ved enhver Leilighed givet Beviser derpaa.
Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn? hørt, om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Kanoner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Capitainens Fald, at søge Flugten? hvo har ikke hørt, hvorlunde han med faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en overlegen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornødenheder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Fredrikshald; hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Seier maatte drage tilbage i eget Land.
Obersten Kruses Manddomsdaad er os heller ikke ubekjendt; han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at forsvare en Vintervei, modigen angreb det femdobbelt stærkere fiendtlige Corps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl den 12te; ja tregange faldt Fienden an, tregange drev han dem tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven forstærket mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog desuagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender og saaret den fiendlige Colonnes egentlige Commanderende, Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer kunde værge sig.
Hvo glemmer vel de tapre Borgere af Fredrikshald, som tilbagesloge to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ubefæstede Bye, og som i det tredie Anfald, da Fiendens Overmagt trods tapreste Modværge, dog blev Herre over Byen, ikke toge i Betænkning at stikke deres egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner, hvorfor den maatte flygte ud af den erobrede Bye, og siden, efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæstningen Fredrikssteen?
Skjøndt, hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Fredrikshalds første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Colbjørnsen i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Soldaterne, oprettede, væbnede og underholdt Frikorps, opmuntrede ved Raad og Daad; og ofte vovede de deres Liv, thi de strede som Helte.
Forsvares et Land saa vel, gjennemglødes selv Qvinderne, ved Fædrelandskjærlighed, af Mandemod, da hviler det sikkert med alle dets Goder bag Folkets Arme, da vil aldrig fremmed Herrefod træde det.
Hvad gjorde ikke Anna Colbjørnsdatter, Præstekone paa Norderhoug paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludseligen til Præstegaarden paa deres Tog, forat ødelægge Kongsbergs Sølvværk; Anna aabnede baade Øl- og Madkjelder for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner, der laae 1⁄2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, hvorhos hun bad dem lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af at det var forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse til at anlægge af den fiendtlige Oberst. Normændene kom under Anførsel og Veiledning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det fiendtlige Corps.
Vor gamle Folkekrønike Snorro Sturlesøn leverer os Mønstere nok, ja i Mængde, paa denne Nationens Frelsedyd i Faren; men faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles Tid blev Staden Konghella overrumplet af hedenske Sørøvere og behandlede paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede, skjændte og brændte i Byen sadde nogle Bønder sammen i muntert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidlertid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjelmen paa Hovedet, svang sin Øxe og raabte: „I gjæve Mænd! kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden. Vi maae dræbe Hedningerne og redde vort Fædreland“. Ingen havde Lyst til at følge ham i Faren; Alle raadede ham derfra, — „Ha, vil Ingen følge — blev han ved — jeg vil dog fare alene, og skal jeg vel sende en eller to forud, før jeg falder!“ og i samme Øieblik foer han ud og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fastsiddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem og sørgede for hans Helbredelse.
Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige Liv; ved den have smaae Stater hævet sig til Hæder og Lykke; men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle, ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland, der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse og vorde saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit Værd imod denne alvorlige Pligt.
Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste om deres almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker i særegne Forhold, og leve de derefter d. e. have et Lands Indvaanere Gudsfrygt; sættes de istand til at uddanne deres Sjelsevner d. e. har en Stat et godt Underviisningsvæsen; have de Anledning til at anvende deres Færdigheder og Kundskaber saaledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i Forhold til de Fleste af et Folks sædelige Frihed — da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men med Omhyggelighed ville de uddanne og vogte dem: da ere Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Planteskoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borgerret ved Fødslen og hvortil de endydermere høiest og tydeligst ere kaldede ved Jesus Christus Frelseren.