For Almuen/2
FOR ALMUEN
ANDET HEFTE
INDHOLD
- Opmuntring til at danne Sogneselskaber, forbundne med det Kongelige Selskab for Norges Vel.
- Udkast til Love for saadanne Sogneselskaber.
I.
OPMUNTRING TIL AT DANNE SOGNESELSKABER,
forbundne med det kongelige Selskab for Norges Vel.
Dette Ene bør Vi stille os klart for Øine, at Hvad der er Almeennyttigt er ogsaa enhver Enkelts Fordeel; at, hvis Enhver af en uforstandig Egennytte, afsondrer sin egen Fordeel aldeles, da vil ethvert menneskeligt Samfund opløses.
En længst-henfaren Viismand.
- Medborgere og Medborgerinder!
Et Selskab for Norges Vel? — Lader os dvæle ved disse Ord: de synes at tale til Os.
Sandelig, ja! til Alle, der spise norskt Brød, drikke norskt Vand. Den, der vier Norge sin Sved, maa fuldeligen forstaae dem.
Et Selskab for Norges Vel? — O have vi forstaaet disse Ord, der gjennembrusede Dalen og opløftede Ædlingernes Hjerter? — de ere Navnet paa Staten selv, ja „Statens“ aldeles forklarende, sandeste, skjønneste, forbilledlige (ideale) Navn! De forskjellige Borgerstænders Liv ere ligesaamange, kun i Klangen forskjellige, i Meningen overeensstemmende Udtydninger deraf?
Ved Norges Vel! det er saa: det er den retsindige Normands Navn paa det norske Statssamfund. Kun den Dovne og den Fordærvede vil ikke vide af at „Stat,“ og, „et Samfund for det hele Lands Vel“, skal betyde det Samme. Hiin seer i Staten kun Opfødersken, Denne Tugtersken, som man maae hevne sig paa ved List eller Vold. Men den Retsindige, den kloge Arbeidende, ja ham er dette Begreb af Stat, dette Navn paa hans egen Stat det elskeligste han hører, ligesom Friheden og den christelige Broderkjærlighed aande deri, hvorimod „Stat,“ hvor hiint Begreb ikke kan passe, hvor Voldherredømme, eller (som oftest det Samme) Eneherredømme, Kaster, Enerettigheder og andre Menneskehedens værste Plager herske, hvor Ingen tør virke frit for det Heles Bedste, ofte er et iiskoldt, forhadt Begreb.
Et Samfund for Norges Vel? — o herligste Navn paa det norske Folk, skulde du bedrage vore Hjerter med Tilsagnet, at de drage deres Styrke af lykkelige Dale, nu mens Forfængelighedens Flitter blinder vore Øine, mens Armodens og Mismodets Klager døve vore Øren?
O Medborgere, huser en saadan Jammer hist og her, da fremkalder dens Sang eller Suk de Godes Kraft, da er netop Tiden til at begynde, da fremkalder Denne de gode Dage. Se, Vi ville døbe hverandre! ja, stærke i Haabet, opløfte Vi vore Hænder over Alfolket og døbe det med hiint dets herligste Navn; og Hver, der ikke drager sit Hoved og sin Haand tilbage, frasværger sig den urene Egennytte og Dovenskab og Dumhed, men tilsværger sig klog Vindskibelighed, Tarvelighed, Lærvillighed, Frihedssind.
Hør! Tonen af dette Folkets sande Navn gaaer igjennem den dygtige norske Søemands Fartøis Kjølvands-brusen, igjennem den flinke Kjøbmands Bods Murmlen, hans Vægts Knirken, igjennem Bjergmandens og Skovmandens Øxslag og Saugens Hviin, igjennem Landmandens Plovs Skjæren, som igjennem Embedsmandens Pens sagte Hvisplen. Men vort Øre, aabnet engang for hiint Navns sande Tone og Betydning, hører denne ikke i Brusenen efter Smuglerens eller Avarie-kaperens Fartøi, i den Kjøbmands-Bods Murmlen, hvor Forfængeligheden finder Næring eller hvor forbudte Varer sælges eller udsendes, i Dens Øxslag eller Mineer-hamren, der driver sin Grube eller Skov paa Rov, i den dovne Bondes søvnige Ploug-skjæren, eller i Dens, der ligeledes, saa at sige, driver sin Jord paa Rov, eller i den Embedsmands Pennehvisplen, der befatter sig med noget Pligtstridigt. Nei! thi i Disses, som i Hines Virken og hele Liv finde vi ikke den Sandhed udtrykt, der aldeles nødvendigen maa fremskinne af den Enkeltes, som af hele Standens, som af alle Stænders Handlinger, hvis de skulle have Værd og virke til at hiint Navn “et Samfund for Landets Vel“ bliver næsten det hele Folks, og enstydigt med „Stat“; ja den Sandhed hiin hedenfarne Viismand lærte os ovenfor, eller den: Mennesket i al sin Handlen tabe ikke sine Medmenneskers Vel afsigte. For ædel er denne Sandhed til at kaldes alene borgerlig eller politisk: — dens Erkjendelse, præget i Fleerhedens Virken, forædler Staten aldeles til et reent sædeligt eller moralsk Samfund; thi den lærer jo, at enhver Handling skal være Mønstret paa en Dyd; og et saadant Mønster er en rig Gave, der strækker til Alle. Se derfor, Vi der dyrke Jorden og Havet, og tilbringe Livet med de sandest-menneskelige, uskyldigste Sysler, Vi vide, at der er Held for det hele Fædreneland i vor, ja i hver Enkelts velførte Dont; og Vi ville øve den med en saadan Iver og Indsigt, som om Alverden stod om os og vilde lære. — Ja sandelig Landmand, du er ikke forglemt: skarpe Øine følge nu din Plovfure, og de Indsigtsfuldestes Bifald tilraaber Dig og Enhver, der saaledes øver sit skjønne Kald: det, at forskjønne og forbedre en Guds Verden, at berige og opdække mere og mere dette store Fad, Millionerne broderligen skulle sidde om under Himlens store Tag.
Vi have Erfaring for, at endog i den trælkede Stat kan endog en høi Grad af borgerlig Lykke, men dog kun kortvarigen, fremblomstre, naar en Almeenaand, en kraftig Villie for det hele Fædrelands Vel, den Aand, der udtaler sig i hiin Sandhed, fandtes virkende hos en større Deel af Borgerne og forbindende Disse i eenskilte Samfund. Ja disse høihjertede Fædrenelandsvenner, kaldende sig tilsammen Landhuusholdningsselskab, Forening for Borgerheld o. fl. d. formaaede til sine Tider at udslette de Saar, Folket forhen blødede af: dets slette Regjerings Indsegl; — de formaaede, ved forenede Bestræbelser, at udslette Arrene efter Aaget.
Kunde Borgere saaledes og i saadanne Lande end selv virke velsignende for det Hele, er en Almeenaand saa kraftig til Held omendog den er saa indsnørt inden alle Magthaveriets og hævdede Fordommes Lænker, thi den har kolde, uhjælpvillige Voldherskere ovenover sig, og Livegne eller sløve, træge Trælle under sig at virke paa, saa at den ikke tør eller kan udrette hvad den vilde: hvormeget friere maa da ikke en Almeenaand leve, hvormeget herligere maa den da ikke udspænde sig, hvor den saa at sige har det fuldkomneste, fuldt udviklede Legeme at aande i: et heelt, frit Folk at røre sig i, hvor de fornuftige Gjerninger ikke kjende nogen Tvang, hvor een eller flere Magthaveres Luner eller Love ikke indknibe Veien for nogen fornuftig Virken, ja ikke for nogensomhelst, naar den ikke er Forbrydelse, men hvor Lovene meget mere opfordre en Almeenaand til at vise sig i sit fuldeste Liv, ja hvor Forfatningen opfordrer Borgerne til at gjøre Selv alt det Meget til Statens Bedste, den ikke overlod Regjeringen Magten til at gjøre: i en saadan Stat, i en som Vor — Alstyreren være priset! — hvor Alt opfordrer Alle til at hylde hine Almeenaandens Tegn-ord: „tænk paa Fædrelandets Bedste i al din Daad, til at gjøre hele Staten eenstydig med „et Samfund for Norges Vel?“
Lader os dog ikke blive misfornøiede med den nærværende Tid, om vi maae tilstaae for hverandre: at det er ikke saa. Vi ville heller være glade med den nærværende Stund, den vi anvende til det, der altid maa gaae foran et stort eller heldbringende Foretag, nemlig til at betragte os Selv og vore Medborgere, vor Virken og hvorvidt denne har været nyttig ogsaa for disse, for det Hele, og kan vorde det end mere. Vi maae være tilfredse i denne Stund, da vi beslutte, at, har det ikke været saa hidtil, at en Almeenaand har knyttet Norges Mænd sammen i By og Bygd, saa skal det dog vorde saa! det er norske Mænd som beslutte: At hele Folket fra dets kronede Styrer og til Huusmandens Arbeider skulde vorde saa, skulde vorde et Samfund for Fædrenelandets Vel, saaledes at Enhver skulde med Haanden mod Himlen kunne sige: “jeg ærer i mit Liv de Dyder, der gjøre mit Fædreneland blomstrende, jeg arbeider ogsaa redeligen for dettes Vel og er lykkelig med dets Tusinder! — „ o, lader os ikke glemme, at vi ere Mennesker, lader os kun opstille denne skjønne Tanke som et Forbillede for det Samfund, vi føle os istand til at danne, og lader os dristigen gaae det imøde! Det egner Manden at opstille sig et høit Maal, og at ile imod det med fuld Lyst og Mod, omendskjøndt han er sig velbevidst, at altid et Svælg, Ufuldkommenhedens, vil briste imellem, at selv de gyldneste Dage ikke mægte at tildække dets sidste Rift.
Medborgere! et saadant Svælg udæsker vor redelige Villie og al vor Kraft! Vi staae ved et saadant Svælg. Men før vi kaste vore Øine nedi det, gjenkalder jeg endnu engang i Erindringen (og dette skal give os Mod) at det dybeste Gab: Store Mangler i Statsforfatningen: det hvorover andre Landes Patrioter fortvivle, hos os er udfyldt. Fra denne faste Grund see vi modigen nedi de andre Dybder, hvorfra Klager lyde, fast besluttede ogsaa at opfylde disse: der see vi Armoden i de forskjelligste Skikkelser, men allerbesynderligst ofte i Forfængelighedens Flitter, eller med dovne Hænder tørrende sig om Munden, for atter at begynde sine Sukke, efterat have ædt sig mæt i den Flittiges Sved, ja Armod og Lediggang sammenparret: der høre vi Klager over Udarmelse, strax Trælasthandelen slaaer feil (som om den norske Bonde bygger sin Velfærd paa udenlandske Kjøbmænds Luner eller fremmede Love) og det medens Agrene og Vangene rundtom den Klagende sørge i vild Uorden efter Plov og Lja, mens Qvikroden griber den Klagende om Foden, som for at minde ham om, hvor den sande Velstand er at finde: der see vi Dynger af Tilbagestands-Lister: der høre vi Klager over Misbrug af Brændeviin, over Forbrydelser, over Overdaad, over Mangel paa Fabriker og paa Huusflid, saa at Udlændingen maa klæde Normanden, ligesom han har vant sig til at ville made ham; — og saaledes flere Tegn til Lidelser, dem de Lidende eller Klagende selv fordetmeste foranledige sig. Men forstummede nu alle disse Sorgsposter, opfyldtes dette Gab, der endnu, fremynglende slige Suk, sortner imellem vore Bestræbelser og disses Maal: hele Fædrenelandets Lykke — hvornær var da ikke den hele Stat at kunne kaldes eet Samfund for Norges Vel? Og — Held os! — saameget nærmere kunne Vi i vore Dage bringe det, og saameget lykkeligere overlevere Norge til Ætlingerne: thi hine Klageposter kunne Alle i faae Aar, d. e. i saa faae Aar, som der behøves til at en større Deel af Norges dygtigste Mænd og Qvinder af enhver Stand, men dog fortrinligen af den, der driver den ethvert Lands vigtigste Syssel, Agerbruget, forene sig, for derved at give deres samstemmige, redelige Villie Kraft til at raade Bod paa Manglerne; og som der behøves til at dette Fædrelands Samfund faaer Tid til at sætte deres Virken d. e. deres Forbedringer over det vide Land i fuld Bevægelse og Samklang. Ja, saa er det! saa maa det være! Hvad den menneskelige Ufuldkommenhed forbyder det hele folk at være, det: et Selskab for Norges Vel, kan dog en Mængde af dette være. Og saa er det: et Samfund af norske Mænd og Qvinder, i hvem hiin Almeenaand lever, og hvilket H. M. Kongen hædrer med sin Beskyttelse, have antaget hiint den hele Stats egentlige Navn: „et Selskab for Norges Vel“ besluttende med forenede Kræfter at hævde dette Navn, ved at forbedre og ophjælpe Landhuusholdningen, samt alle de Erhvervsgrene (tilsammen: Oekonomien) som Naturen har anviist, og Flid og Snille maatte anvise Fædrenelandet: disse Velværets Kilder, med hvem Frihed, Lykke, den hele Stat blomstrer eller hentørres.
Dette Fædrelandssamfund indbyder Os og enhver Normand og Norqvinde til at ville og virke det Samme; og ogsaa Vi ville følge dette Kald, som baade vor Forstand og vore Følelser saameget billiger: — ja Disse raabe: „det er paa høi Tid“ Hiin med Guds og vore Brødres Hjelp, „ikke for seent.“ Ja ogsaa Vi ville være i dette Samfund, og række vore Hoveder og vore Arme til, med alle de Andres, med kraftig Villie, at omspænde hele Fædrenelandets Vel! Ja ogsaa Vi! — thi ogsaa Vi indsee, at enhver Livshaandtering, for at være agtværdig og sandfordeelagtig, maa ikke tabe det Almeengavnlige afsigte: at den fjerne Bonde eller Fisker kan være almeennyttig og virke veldædig uden for sin Skigaard, om endog blot som Mønster: at vore Næringsveie ere de allervigtigste og maae drives med vaagne Øine, at de og de Redskaber, vore Fædre agtede for uforbederlige, ikke saa med Træghed maae agtes af os; men at Meget meget vel kan og bør forbedres; at vi i vor egen Bygd have som en liden Heel-stat, et lidet Fædreneland at forbedre med samme Iver, det kongelige Selskab anvender paa den hele Store.
O vi maae tilstaae, og det med ligesaamegen Sandhed, som vi tilstaae det gjerne, at vort Norge er i dygtige Hænder, under kloge Øine, en, vel endnu i det hele raa, men herlig Masse at danne til et lykkeligt, velstaaende Land; ja, tag endog Sølvet og Kobberet og Jernet af vore Fjelde, vi ville hygge os i Dalene og sige det Samme. Ere Dalene velstaaende, da skulle vel Bjergene siden gjøre dem rige. Se! hiint Dyb imellem vore Bestræbelser og deres Maal skal det i enhver Green forbedrede Agerbrug fortrinligviis fylde op: det skal opfyldes med Jord, og vi skulle pløie derover, og Velsignelsens Sæd vugge over det Dyb, hvoropaf Manglerne og Klagerne stege, og hvori den Retsindige stirrede med sorgfuld Eftertanke!
Sin Moder Ætten som et Valrov see?
Kom al min Kraft! tredobbelt du dig spænde!
Viis Verden, Hvad ved Samfunds Haand kan skee!
Brænd, Lue! høit, og stedse reen og klar!“
Saa runger nu en Røst om Dovres Tinde!
Og „Norges Vel“ det skjønne Løsen var.
— Det Alter er hver Dal, hver Norges Steen —
I Norges Vel vi søge Broderglæde!
For Norges Vel vi Alle staae som Een!
Saa hilsede en Skjald Fædrenelandssamfundet i de første Aar det knyttede sig om Norge.
Hil, Brødre! Fædrelands-samfundets Venner og Veninder! Se Vi, Landmænd og Havmænd og Bjergmænd, Vi og vore Qvinder opløfte med Eder vore Hænder til Verket, at forbedre vor Forfatning, at signe det hele Norge, til at afdække Algodheden, hvis Smiil over vort Norge langt fra er karrigt; nei — om det behagede Almagten at kaare Norge til en udmærket Plads at vise sig paa, Algodheden beholdt Rum nok til at udslaae fulde Smiil: den dæmrer Almagten ved Siden i Dalen, der klynger sig frugtbar til Jøkelen; men dens Smiil dæmrer — det skal lyse! Derfor — Oplysning, Eftertanke, Opmærksomhed og Flid; og — se det lyser klarere igjennem enhver vor Livs-Gjerning! Vi skulle dyrke denne med samme utrættelige Flid, som vi vilde anvende paa at reenskure et kosteligt Kar af ædelt Metal, som vi havde fundet i Jorden ifra Hedenold. Og sandelig vi have arvet vor Odel ifra Hedenold, for at forbedre og reengjøre den.
Vi, Norges Bønder og dygtige Næringsdrivende af enhver Stand, vi kunne ikke være udenfore hiint Fædrenelandssamfund: Vi som skulle være dets Kraft og Marv, og høste Nytten deraf: Lærdomme, Hjælp og vore Kaars Forbedring: Vi ville forene os for at høste den fornuftigste, varigste og største Nytte af vort Lands naturlige Rigdomme, Forsynets særegne Velsignelser, af Algodheden, der skinner igjennem Stimerne i vore afsides Fjorde saa deres mørke Bredder lysne, der sænker sit Smiil med alle Regnbuens Farver nedover vore skaldede Klipper i deres Lavdækker, der aabner saamangen sin Haand efter Kornet under Skov og Myr, og gjemmer videnom i Aaserne Evner til ligesaa riig en Fylde, som den, den udøser i Dalene; ja skjuler sine Rigdomme nær den Vange, hvor den fra Arildstid har hævdet sig i Blomster, men — uden at skride videre. Nei! vort Norge skal dog ikke være mere udyrket, d. e. armere end Oldets, da Udlandene finge dets Kræfters Overmaal at føle? Vort? vort af Himlen med Frihed, Fred og gode Aaringer signte Norge? Vort? skabt til det selvstændigste Tilvær: Halvdelen til at vorde riig i ærlig Handel med sine egne Landsmænd af Agerbrug og Skovdrift: Halvdelen til at vorde riig af Fiskehandel og Qvæghandel? — Bort! Hvad mangler os? Vi trænge ikke engang til, at de andre ærgjerrige Stater, i Kamp paa Havet skulle komme og veie vore Tømmerstabler med Guld; men — komme de! som en smeltet Flom af Erts skal det anvendes til at tære Myr og Fjeld bort. — Vi skulle vinde da i vor rolige Krog (der staaer i Templet under Himmelhvælvet altid Lyksalighedens Altar) ligesom vi allerede have vundet, ja næsten som uden at tænke derpaa, i Europas store blodige Spil, hvor Kroner vare Regnepenge, alene og uden Tab, det Udsatte: Gevinsten — Frihed. O! vort Norge staaer tilbage i Agerdyrkning og Næringsdrift, i Opdyrkelse, i sandt Velvære for det Gamle? Vi glemme — hvis vi spørge saa, eller spørge blot, om det skal staae tilbage for Lande, Himlen har givet lige Velsignelser — Vi glemme hiint vort Lands eiendommelige Fortrin, og at lægge til Visheden om vor legemlige Kraft til at aftvinge Naturen dens Bedste, at Normanden ligesaa lidet mangler Aandens Evne til at opfinde og opfatte, at han er skikket til at lade et Øie og en Tanke følge med Haanden, at den Magelighed, man vil bebreide ham som Grund til flere af hans Mangler, og til at Andre ere vante til at føde og klæde ham, er aldeles ikke ham naturlig, men en endnu vedvarende Følge af den Uvirksomhed, hans Lands forrige Forbindelse hensatte ham i: — Vi maa minde os selv om, at baade vore Hjerner, Hjerter og Arme ere ligesaa malmrige som vort Korn og vore Bjerge.
Hvad mangler os da? Intet uden at vide dette og ikke at sætte en dum Stolthed i saadanne Velgjerningsfortrin, men derimod søge at fortjene disse ved at dyrke baade vore egne og vort Fædrelands Kræfter.
Vel! Vi ifra Dalene, fra Fjordene, Vi ere ligesaa lidet uvidende om at vort Norge fortjener og lønner vore Anstrængelser, som om de heldbringende Virkninger en Forening i disse maa have fortrinligviis. Vi ville lægge til vor Roes som brave Folk paa vor Gaard, ogsaa den, at være nyttige Folk udenom denne: Vi ville ikke staae løse og adspredte som forhen inden den store Fædrelandssamfundets Kreds, der omringer os: Vi ville ikke staae ensomme som Skamstøtter, mens Alt rører sig i Liv udenom os. Se, Vi ville gjøre vor Virken, stedse fortskridende i Indsigt og Kreds, lig Blodet i det menneskelige Legeme (her: Fædrelandssamfundet) Blodet, der stedse raskere strømmer til dettes Middelpunkt, til Hjertet — den Tanke: Norges, Fædrenelandets Vel! Alt opfordrer jo Alle dertil, til i det gjenfødte Norge at reise paa sig, til at give vor hjemlige Syssel saa ophøiet en Retning, som den til Alles Vel: Det Ufrugtbare taler jo altid til det fornuftige Væsens fortrinligste Lyst, den, at lyksaliggjøre Alt om sig, ja beder ham, som med blottet Isse, fortørret Strube og visnede Hænder, om at vorde frugtbart. Men hvormeget mere tiltaler os ikke det Forsømte, der har en hurtigere Evne til at vorde rigt, ja maaskee har været det, men sørger nu i Udmarkene? Ja, i Sandhed Alt opfordrer Os til at reise os forenede for det fælleds Bedste: Den Eftertænksomme hører Agerens, Skovens, Havets, Bjergets Røst, og Frihedens; thi denne flygtige Himlens Gave bortdamper imellem Nationernes Hænder, dersom de ikke omslutte den og holde den fast i mindre Samfund; og de Dyder, den fordrer for at leve, ere netop de samme vi nævnede, som Fædrelandets Velværes Fordringer. Det Samfund, vi slutte, har ogsaa det udmærkede Gavn, at det øver os i at benytte vor borgerlige Frihed, og i at kunne gavne den, om vi pligte offentligen at vise det, thi — lægger Mærke hertil — Alt, Alt, der vedkommer Folkets Vel, forene vi os nu om, nærmere at betragte og fremme.
O, det være ikke Odelsbonden alene, som giver dette Løfte: Han, der, saavidt han seer fra sin Gaard kan sige: Alt dette er Mit — nei, en sær, vigtig Deel af Oekonomien, Huusfliden (Industrien som huuslig Tilvirkning af Klædningsvarer) hører Qvinderne til; og de Odelsløse, som beskæftige sig med Haandværker, Metalarbeider, allehaande nyttige Kunster, (f. Ex. Uhrmagerens, Baadbyggerens, Snedkerens) . . se, begge disse store Klasser kunde vi ikke være foruden: Iblandt disse Sidste have vi vore Arbeidere og Tjenere; og ogsaa disse ere kaldede; men Intet raaber stærkere end Huusbondens Mønster; ja den Fattige indtager en hæderlig Plads i vort Samfund, der oprydder i vild Mark sin Arneplads: han erobrer for vort Samfund, og han hædrer det, naar han forædler sit Arbeide med den Tanke: „ogsaa Jeg arbeider ikke alene for mig Selv, men for det Heles Vel!“
Medens Alt saaledes opfordrer Alle ved Tegn, saa tydelige for den Eftertænksomme som prentet Tale, til at virke forenede til Fædrelandets Vel: og ligesom Vi, naar Vi i vor Bygd samslutte os til dens Bedste, ville søge at inddrage den hele Menighed i vor Forening, saaledes opfordrer os hiint grundede kongelige Selskab for Norges Vel, der nævner sig, som et af flere Landhuusholdnings-Selskaber bestaaende Fædrelands-Samfund, til at samvirke med det. — Ja dette er jo naturligt; thi fælleds og den samme er jo Aanden, og “Norges Vel“ vort fælleds Løsen. Forgjæves lyde da ikke til os følgende dets Tale (§16 i Selskabet for Norges Vels Love). „Saafremt der i en Bye eller et Præstegjeld findes i det mindste 2de Medlemmer af Selsk. for Norges Vel, og disse kunne formaae tre andre Bye- eller Sognemænd til at træde sammen i et Bye- eller Sogne-Selskab, for at virke til Byens eller Præstegjeldets oekonomiske Vel, da bør bemeldte Medlemmer bestræbe sig for at faae et saadant Selskab oprettet. Herved vil Byen eller Præstegjeldet faae Adgang til den Understøttelse, som Selskabet for Norges Vel vil efter Evne stræbe at forskaffe disse mindre Samfunds Medlemmer, hvilke kunne være ikke alene Medlemmer af Selskabet for Norges Vel, og, som Saadanne, af Districtets Landhuusholdnings-Selskab, men ogsaa Andre, der blot lade sig optage til Medlemmer af Bye- eller Sogne-Selskabet, og, som saadanne, blot ville virke til Stedets særegne oeconomiske Vel. Disse mindre Samfund bestemme selv Gjenstanden for deres Virksomhed, forsaavidt de befordres ved egne Fonds, hvorimod By- og Sogne-selskaberne, idet de træde i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, vedtage tillige at virke til dettes Øiemed, og have dernæst for vedkommende Landhuusholdnings-selskabs Administration navnligen at opgive bestemte Gjenstande, saafremt der andrages paa Pengeunderstøttelse af Hoved-Selskabets Fonds, hvad enten disse staae under vedkommende Administrations eller Directions Raadighed“. — „Formanden i ethvert i Forbindelse med det kongelige Selskab for Norges Vel staaende Sogneselskab, eller i den Commission, som dets Bestyrelse ifølge dets Love er overdraget, har Sæde og delibererende Stemme i Districtets Landhuusholdningsselskabs Administration, forsaavidt han tillige er Medlem af Selskabet for Norges Vel. Under lige Omstændigheder har den driftige Landmand, som er Medlem af vedkommende Sogneselskab, eller tillige af Selskabet for Norges Vel, fremfor Andre fortrinlig Adgang til at erholde af Directionen Anbefalinger til Regjeringen, grundede paa vedkommende Administrationers Beretninger, til Laan af de offentlige Laanefonds til Landoeconomiens Forbedring.“ — —
Ved Forening imellem Bygdinger til Bygdens særskilte Bedste, ved Sogneselskaber er det da, at det hele Fædrenelands Vel fremmes. Ja det er ligesaa naturligt, som at et Legems fulde Sundhed beroer paa dets Lemmers livlige Virksomhed: — Vor Bygd skal ikke være et dødt og vantrevent Lem! Vor Bygd skal ikke alene høste Nytten af sit eget Selskabs Virksomhed, men af Amtets Landhuusholdningsselskabs og af det hele store Fædrenelands-samfunds; ja, igjennem dette, af fremmede Landes, saasom af Sverrigs, der i saa Henseende kan være et Mønster. (Haardere Nød, end vi nogensinde have kjendt til, har gjort dette Lands Folk kloge og flittige. Dets i enhver Green vidtdrevne Oeconomie skyldes alene dets egne Borgeres Almeenaand; thi hvad en Regent forhen kunde have opbygget i denne Henseende, nedrive ofte de mørke Skjebne-hvirvler om Efterfølgerens Throne. Borger, Bonde og mangen udmærket Adelsmand sluttede sig da om at værne Fædrenelandets sande Velfærd, dets rigeste Hjelpekilder, selv; og det har holdt Prøve: politiske Storme, Krigsaar og andre Thronens Skyer have ikke adsplittet hiin Almeenaand, der har sikret Folkets Velstand, og gjort Landet æret, ja formaaet at gjøre væsentlige Mangler i dets Statsforfatning, hvilke vi ikke kjende til hos Os, taalelige eller indtil videre dragbare for Folket.
Nu vel! vi Normænd behøve dog vel ikke fremmede Mønstre for at bevæges til noget Godt? Vi have i det store Selskab for Norges Vel Mønster nok for vort Bygdeselskab. Vi ville slutte os til dette; ikke leve, som om vi havde ingen anden fælles Vigtighed (Interesse) end Skatterne, eller som om vor Næringsdrift og Fordeel var afsondret fra alle Andres; Vi ville ikke længer skjule vore Indsigter og fordele vore Kræfter. — Lader os fremsætte nogle Gjenstande for disse vore foreenede Indsigters og Kræfters Virken! Saaledes kan Sogneselskabet overveie f. Ex. om nogen Slags Avl kunde drives i Sognet med Fordeel, som hidtil enten var ubekjendt (f. Ex. Kraprodens, som vist i mange Egne kunde dyrkes, Mais o. fl. desl., om hvilke man vorder underrettet) eller forsømt (f. Ex. Bie-avl, Frugt-, Humle-, Hamp-, Faareavl, Foderurters og Rødders Avl o. fl. desl.) — om allehaande Redskabers Forbedring, — om de Priser, der bør gjælde i og for Sognet for dets Varer — om Magazinets, om Tjenestetyendets Anliggender (f. Ex. Løn, Opsigt med dets Vandel) — om mulig Oprettelse af Arbeids-Anstalter (f. Ex. for Løsgjængere og Fattige, hvor da Bygdens Uld- og Hør-varer fik Anvendelse) — om Auctioner over Avling — om en Sparebank kan oprettes i Sognet, eller for flere Sogne — om en Nationaldragt skal antages (hvilket ikke er uvigtigt i oeconomisk Henseende) — om Kirkernes Forfatning — om det ei skulde være værdt, at efterligne udenlandske patriotiske Samfund i Overeenskomst om Indskrænkelse eller Afskaffelse af visse Overdaadsting — om Veie, Broer — om Brænderier — om Jagtens fornuftige Indskrænkning i de nyttige Dyrs Yngletid, om Klapjagter mod Udyr — om Valg — om saa store fælleds Opryddelser i Skov og Myr, at enkelt Mand ei kan bestride dem — om Vands Af- eller Hen-ledelse — om Sundheden (f. Ex. at et Par Bygder lønnede Læge alene, saa man undgaaer, hvad ofte nu kan hænde, at faae Døden i Huset før man kan faae Lægen der) — om almene Besparelser — om fælleds Andragender, f. Ex. til Storthinget — om Haandværkers Huus- og Konst-flidens Ophjælpelse, Belønninger for udmærkede Arbeider — om Almindingers Behandling — Farverier — Havevæsen — om Skov og Tørvemoser, Steengjærder o. s. v. — om ved Gilder, hvor der spilles om Penge, en vis Deel eller hele Vindingen skal gaae til Sogneselskabets eller en anden særskilt nyttig Kasse[1] — om Steenbrud, Kalkbrænderie, Malmanviisninger, Farveplanter i Mængde, Træplantninger, Fiskerier skulle være at benytte, og alle disse utallige Gjenstande af Vigtighed for den Opmærksomme, og ofte af største Fordeel for det hele Sogn, naar dets Beboere blot fandt det værd at lægge Hoveder og Hænder sammen.
Nei, skal hele Bygden fare vel, i Raad og Daad staae da Hver sin Næste bi! men dette skeer kun i et indrettet Samfund, et Saadant, som vi nævnede ovenover: et Selskab for Bygdens Vel, et Sogneselskab.
Se, her ere vore Hænder! Vi knytte dette Samfund for vort Sogns Vel, og det skal vorde et værdigt Lem af det store Fædrenelandssamfund. Andre hædre og fremhjælpe vor Dont som Statens vigtigste; men mon Vi Selv ikke skulle være de Første til at hædre den med Norges Frelse-dyder: Klogskab, Tarvelighed, Vindskibelighed? og til at fremhjælpe den, naar vi føre den saaledes som om Alles Velfærd beroede derpaa, som om alle stode rundt vor Ager, vor Strand, for at lære hvorledes Jordens fornuftige Skabning veed, paa den fornuftigste Maade af Jorden paa Jorden at samle Sig og Sine baade Føde og Fryd?
O Lykkelige Norges Aand, kraftige Almeenaand, du standse ikke din Flugt igjennem Norges Dale, før du har opløftet alle de Godes Hjerter med dig — da kalde det hele Folk, hvem Gud odlede Land og Hav fra Lindesnæs, fjernt bag hvilket Egen suser i sin Fylde, og til Nordcap, hvor Multerne krybe til Stranden, forfulgte af Sneen, da kalde det sig kun eet, eet Samfund for Norges Vel! Held os! Almeenaanden, Fædrenelandsaanden foer igjennem vor Dal, og dens Vingeslag var vore aabnede Øine, dens Fremflugt vore Hjerters Slag, da vi toge hverandre i Haanden, og bandt den til os i vor Kjæde. Hvilket Liv i vort Fædreneland (og Vi deeltage deri, fremskynde det) naar Bonden og Fiskeren bliver en Iagttager, prøver de gamle Erfaringer og nye Lærdomme, naar Huusmoderen styrer en Fabrik i sin Stue, naar Dal og Fjeld beredes til at nære den tiltagende Befolkning, naar Kræfterne til at ernære jevnt over det hele Land tiltage med denne, der sikkrer, naar Vi, dens Foralder, opdrage den efter vort gode Mønster til de samme Dyder, men til endnu større Indsigter, vort kjære Fædreneland en stedse forøget Blomstren, Styrke og Lykke! — O Norge være velsignet! velsignet! Men Himlen velsigner det kun igjennem dets Borgere: Disses af en Almeenaand foreenede Kræfter mægte at gjøre Underværker til dets Frelse. Det skee! Det skee!
II.
UDKAST TIL LOVE FOR SOGNESELSKABER
§ 1.
Enhver af Sognet, af hvad Alder eller Kjøn, er Medlem af Sogneselskabet, naar det bestemte Bidrag erlægges til Regnskabsføreren. Uconfirmerede have dog ikke, som enhver Confirmeret, Stemmeret i Selskabet, men udmærke de sig ved Flid eller Færdighed, eller en Vandel, der agtes Belønning værd, da have de, under ellers lige Betingelser, Fortrin til at erholde denne (§ 30). Personer enten for Usædelighed, Uordentlighed eller Forbrydelser berygtede, maae foreslaaes i næste Møde, efterat de have yttret sig om at indtræde, og indlemmes med 2⁄3 Deel Stemmefleerhed. Personer, der, efter deres Indtrædelse i Selskabet, gjøre sig uværdige Æren at være deri, foreslaaes af Formanden til Udelukkelse, hvilket skeer med 2⁄3 Deel Stemmefleerhed, ved Udstrygelse af Medlemslisten, og ved at tilsende Personen hans Bidrag for det Aar, om ikke dette allerede er halvledent. Disse tvende sidste Bestemmelser gjælde ikke om Personer, der vel have udstaaet Straf for Forseelse eller Forbrydelse, men om hvilke nu intet Ondt er bekjendt.
§ 2.
Ethvert tiltrædende, confirmeret Medlem har, ligesom Vi Stiftere have gjort for hverandre, i første almindelige Møde efter hans Indtrædelse, lydeligen at erklære:
„Jeg erkjender Hensigten af dette vort Samfund for at være den: ved en Foreening af Sambygdinger, der, med Hensyn til hele Sognets Vel, ere af lige god og redelig Villie, at kunne give i Gjerningen denne Villie Kraft, saaledes at den udretter noget til Sognets Bedste; samt lover jeg med ærlig norsk Hu, at fremme denne vor Forenings Hensigt af fuld Evne, men først og fremst ved at gjøre mit eget Huus og min egen Vandel til et Vidne om, at jeg holder i Agt og Ære vort Sogneselskabs egne Dyder og Valgsprog: Lærelyst, Vindskibelighed, Tarvelighed; samt ved at antage forbindende for mig dets Love.“
§3.
Selskabets Virken gaaer allerførst ud paa Oprettelse af en Bogsamling, der bestyres særskilt, og efter særskilte Love.
§4.
Selskabets Bestyrelse bestaaer af 2 Mænd: 1 Formand og 1 Regnskabsfører, hvilke maae være Medlemmer af det Kongelige Selskab for Norges Vel.
§5.
Første almindelige Søndags Eftermiddag i hvert Fjerdingaar holdes, uden Indkaldelse, ordentligt Møde paa et dertil af Bestyrelsen forud antaget, og saaledes bestemt Sted, at noget Hensyn tages til Fleerhedens Beqvemmelighed. Hvert Aars første Fjerdingsaarsmøde, 1ste Søndag-eftermiddag i Januar, er Hovedmødet.
§6.
Enhver af Bestyrelsen kan sammenkalde overordentligt Møde; ligeledes staaer det ethvert Medlem frit for, igjennem Bestyreren at faae et Saadant foranstaltet, hvis en af Bestyrelsen, efterat begge ere adspurgte, maatte være enige med Opfordreren i at Sagen var af trængende Vigtighed. Hvis Bekostning maa anvendes paa en saadan Indkaldelse eller til Møderne, da gaaer denne af Selskabets Kasse. Forbigaaes noget confirmeret Medlem ved Indkaldelsen, da vorder det i Mødet Besluttede, saafremt der da gaves en Stemmefaaehed, indtil videre ugyldigt, om det paastaaes af den Forbigangne.
§7.
Valg paa Bestyrere skeer aldeles frit, og uden at nogen dertil foreslaaes, hvert Hovedmøde ordentligviis, og ellers i Fjerdingsaarsmøderne, naar nogen af Bestyrelsen erklærer at maatte fratræde, eller naar Flere end 3 Medlemmer maatte foreslaae andet Valg end det bestaaende.
§8.
Særskilt vælges Bestyrerne. De, som erholde de næst fleste Stemmer ere Suppleanter, endog om de ikke ere Medlemmer af Selskabet for Norges Vel. Var Valget paa en Bestyrer eenstemmigt,
da skee særskilt Valg paa Suppleant.§9.
En Bestyrer kan, dog uden Udgift af Kassen for denne Tilsigelse, paalægge sin Suppleant at møde for sig. Kan denne ikke, da sørge han for at lade møde for sig. Møder Ingen, da lide Suppleanten den Mulct til Selskabets Kasse, der er fastsat for Forsømmelse.
§10.
Frasigelse af Bestyrelse skeer kun i et Møde; midlertidig kan Suppleanten constitueres.
§11.
Ved Valgene gjælder simpel Fleerhed. Sættes Forslag under Stemmegivning, da gjelder kuns 2/3 Deel Stemmefleerhed. Formanden har afgjørende Stemme, hvor Stemmerne ere lige.
§12.
De Ikkemødende forpligtes ved de Mødendes Beslutning. Bestyrelsen og 5 Medlemmer gjøre fuldt Møde; men er Medlemmernes Antal over det dobbelte af hiint Antal, da maa dette være eenstemmigt, hvis dets Beslutning skal forbinde Alle.
§13.
Formanden har at bestyre Brevvexlingen, samt at vedligeholde alle nyttige Forbindelser, og da især med Amtets Landhuusholdnings-selskab. Den 1ste Formands første Pligt bliver da at tilmelde dette, at et Sogneselskab er oprettet i Sognet, som virksom Deel af det Kongelige Selskab for Norges Vel, samt dets Indretning og Hensigt. Formanden har ligeledes i Hovedmødet at give en Udsigt af Selskabets Virken det foregaaende Aar, hvilken Udsigt bør være særskilt udtogsviis af ham protocolleret. Mundtlig bekjendtgjør han i ethvert Møde hvad Almeengavnligt han har erfaret, hvad man nu tænker at udføre, Brevvexling, kort Alt hvad der vedrører Selskabet.
Det bør Formanden ellers at foregaae med sit Mønster ved i enhver Henseende med agtsomt Øie at vaage over Selskabets Tarv.
§14.
Anden Bestyrer forvarer Protocollen, har til den at føre Regnskabet, Liste over Medlemmerne, hvad Formanden forlanger deri indført Selskabet Vedkommende, paa foreskrevne Maade, at inddrive Bidrag og Mulcter, samt hvert Hovedmøde for Selskabet at fremlægge Regnskabet, afgjort af Formanden, tilligemed alt andet Skriftligt.
§15.
Bogsamlingens Forstander maa være i Sogneselskabet. — Han har det 3die Fjerdingsaarsmøde (Høstmødet) at fremlægge sit Regnskab i sin Protokol, afgjort af Sogneselskabets Bestyrelse, samt da for Alle mundtlig at klargjøre Bogsamlingens Stilling.
§16.
En af Sogneselskabets Bestyrere kan være Forstander for Bogsamlingen, hvis han ei boer over 1/4 Miil fra Kirken.
§17.
Bydemagazin-Bestyreren maa være Medlem af Sogneselskabet.
§18.
Bliver en særskilt Indretning (f. Ex. en Sparebank, en Arbeidsanstalt, et Kornmagazin, hvor dette før ei findes) en Følge af Selskabets Virken, da erholder den særegen Bestyrelse.
§19.
Skulde Regnskab og Bestyrelse voxe til en saadan Størrelse, at det maatte betragtes som en besværlig Byrde, da erlægges dog derfor ingen Løn, men da deles Bestyrelsen imellem Flere.
§20.
Uforudseelige og løbende Udgifter bestrider Bestyrelsen efter eget Tykke af Selskabets Kasse. Forudseelige og blivende Udgifter maa foreslaaes og bevilges. Ligeledes maa Anvendelsen af Capitaler til Laan foreslaaes og bevilges.
§21.
Bestyrerne tilsvare Een for Begge og Begge for Een Selskabets Penge.
§ 22.
Det aarlige Bidrag anslaaes for det første Aar saaledes:
| Medlemmer af Embedsclassen eller | 1 Spd. | |
| Do. som af Bygden have Løn | ||
| Do. som have over 1000 Spd. paa Rente | ||
| Børn af disse, samt meestformuende Gaardmænd | 60 ß | |
| Middelsformuende Gaardmænd | 48 „ | |
| Mindre Do. — samt | 36 „ | |
| meestformuende Gaardmænds Brødre og Sønner | ||
| Pladsselveiere, middels og mindre formuende Gaardmænds Brødre og Sønner, samt Haandværkere | 30 „ | |
| Huusmænd | 24 „ | |
| Huusmændssønner | 18 „ |
— Medlemmer af Qvindekjønnet erlægge efter samme Liste.
§ 23.
Bestyrelsen bestemmer Bidraget for Enhver, samt hvert Hovedmøde, om Bidraget skal forandres eller ikke for det følgende Aar.
§ 24.
Ved sin Indtrædelse i Sogneselskabet har Enhver at erlægge til Bogsamlingen Saameget i Tillæg, som det Halve af sit ordentlige Bidrag, hvorved Medlemmet bliver Deeltager og Medeier i denne, uden dog at have noget Fortrin for enhver anden udenfor Selskabet deri Deeltagende.
§ 25.
Bøder for en Bestyrers Udeblivelse ifra et Møde fastsættes til det halve af det Bidrag, der er bestemt for et Medlem af samme Formuestilling som han. Møde Ingen af Begge, da fordobbles Bøderne for dem.
§ 26.
Medlemmer af Selskabet for Norges Vel behøve ei at erlægge særskilt Bidrag til Sogneselskabets Kasse, for at vorde Medlemmer
af dette.§ 27.
Indtræder En før Sommermødet, da erlægge han Bidrag for fuldt Aar; Indtræder En ved eller efter Sommermødet, da erlægge han for det Aar det halve af sit aarlige Bidrag; dog saa at han udbetaler fuldt til Bogsamlingen.
§ 28.
Da Aand og god Villie maa drive Sagen, anvendes ikke Tvangsmidler, men hvo der ikke inden anden Maaneds Udgang i første Fjerdingaar har erlagt, kræves af Regnskabsføreren ved leiet Bud, som Angjældende betaler med det Samme. Er Bidraget ikke ved Vaarmødet (2det Fjerdingaarsmøde) erlagt, da opraabes, som sidste Forhandling, den eller de Tilbagestaaendes Navne, og hver der ikke da melder sig, vorder udstrøgen af Medlems-Listen, og maa, hvis han siden vil erlægge, aldeles betragtes som Nyindtrædende og give Bogsamlingen Bidrag paa ny.
§ 29.
Indskuddet tilbagebetales kuns i det §1 berørte Tilfælde. Udmeldelse skeer til 2den Bestyrer.
§ 30.
Skulle Anbefalinger til Laan, Belønning o. s. v. udstædes af Bestyrelsen, da har et Sogneselskabs Medlem Fortrin for Andre i Bygden; og ligeledes i ethvert andet Tilfælde hvor Betingelserne ellers ere lige.
§ 31.
De antagne Love blive at vedføie Protocollen, undertegnede af Sogneselskabets Stiftere. Ligesaa bliver et Exemplar af Lovene bestemt alene til at udlaanes Nyindtrædende og Medlemmer, som maatte ønske det.
- ↑ Dette synes at være en Smaating: men gjennemtrænger Almeensindet os, da taber det heller ikke under Fornøielserne sit Formaal „at gavne“ afsigte.