For Almuen/1
FOR ALMUEN
FØRSTE HEFTE
UDGIVET AF DET KONGL. SELSKAB FOR NORGES VEL
„det er hans Held, om han vil følge dig!“
— Oplysning ene lære Bonden kan,
at det er stort at være gavnlig Mand.
et Digt af Jonas Rein.)
INDHOLD
- Opmuntring til Almuen at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue-Bogsamlinger.
- Udkast til Almue-Bogsamlinger og til Love ved saadanne.
- Fortegnelse over nogle Bøger passende for Almue-Bogsamlinger.
I.
OPMUNTRING TIL ALMUEN
at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue-Bogsamlinger.
- Hæderværdige Norske Mænd og Qvinder!
I see, hvad det er Eders Ven har at tale med Eder om; ja sandeligen et Ord, som ligger ham paa Hjerte som Eders Vel, og hverken for tidligt eller uden Føie talt. Store Menneskevenner have tolket Eders Trang til en Oplysning, som den blotte Religions-Underviisning eller Kirke-Foredraget ikke har kunnet tilfredsstille. Men disses Ord uddøde paa de fleste Steder; thi de traf paa kolde Hjerter. Deres Anstrengelser sank i Graven med dem, og Folket, hvis Velgjørere de havde villet være, glemte dem. Møde ogsaa I, fribaarne Norges Mænd og Qvinder, I det 19de Aarhundredes Børn! disse Ord med kolde Hjerter og lukkede Ører, lukkede Hjerner? O, jeg vil vise Eder, at I ikke kunne det, saavist som I ikke bør det! Hvo er lunken i sin egen Sag? Hvis Sag, hvis Tarv tales her? Det for Eder, den er vigtig — føler med mig, og indseer da dens Vigtighed!
Iblandt Eders Lige over den hele Jord, iblandt Millionerne, Folkenes Mængde og Kraft, staae I ikke tilbage i Oplysning, kjære Landsmænd. Mærkeligen fremhæve I Eder dog ikke; ogsaa paa Eder maa Betragterens sorgfulde Øie hvile, naar han skuer over alle Jordens Almuemasser og finder, at 1800 Aar efter den største Folkelærer Jesu Christi Frelserverk er Menneskeheden i det Hele saalidet udviklet i aandig Henseende, at en almindelig Mand, af Almuen ihvorsomhelst, kun har lidet forud for en almindelig Jøde paa Christi Tid. Endnu findes Millioner Mennesker i christelige Stater, der ere ligesaa tanketomme og uvidende som de Jøder, der gabende stimlede om Jesus, naar han talte, men lode hans Lærdomme gaae ud af det ene Øre, som de kom ind i det andet; Mennesker, der, ligesom Jøderne for 2000 Aar siden, vare overbeviiste om alskens Spøgelsers og Djævles Væren og Virken overalt, og især paa visse Steder; endnu Mennesker, der indskrænke deres hele Viden alene til hvorledes en Ploug styres, en Skoe syes o. s. v.; og muligens, hvis de ikke have glemt det, siden de gik og læste, til de enkelte Troeslærdomme; ja, gaaer det høit, saa have de vel i tyve, tredive Aar til denne Kundskabsskat lagt et Par Psalmer og Bønner. Skuer med Medynk disse Mange, som, skjøndt voxne Mænd og Qvinder, yde det elendige Syn, at de, naar de see noget Nyt, troe, at deres Syn forblindes; som, naar de skulle regne sammen 5 og 6, tælle paa Knapperne og komme i Vilderede, hvis der mangler en; som, naar de læse, flytte Fingeren i Bogen saa besværligen, som lettede de Stene bort for hvert Bogstav; som, naar de miste Noget, gaae til en gammel Kjærring, der, hvor enfoldig hun er, dog viser sig klogere end disse, idet hun benytter deres Lettroenhed, for at faae Hjælp af hendes indbildte Viisdom eller Hexekunster; som, naar de eller deres blive syge, skrækkes for at hjælpe Naturen ved den Kyndiges (Lægens) Hjælp, men, med en afsindig Tro paa en urokkelig Skjebne, sige „enten bliver det Døden eller ikke alligevel, Medicinen hjælper ikke“ — ja fremdeles (o er der ikke Ende paa Uvidenhedens sørgelige Malerie?) Mennesker, som tusinde Gange have seet Himlens straalende Stjerner uden at tænke over: hvad mon vel de ere? uden nogensinde at have faaet det opløftende Svar: „de ere Guds Verdner, større, skjønnere end vor hele Jord; de ere Sole vandrende over dit Hoved!“ det høieste Svar, de have givet sig selv eller faaet, er maaske det, at de ere Prydelser paa Himlen for vor Jord, som Stueuhre og Skilderier paa en Væg; og, tilfredsstillende sig med dette Svar, krybe de i Kakkelovnskrogen, for der at bortslumre deres halve Liv, eller i deres Tanketomhed søge at vække en falsk Rørelse i deres Sjele ved Terninger eller smudsede Kaart, eller og de pleie deres Sløvhed ved Halvpæglen. — O Normænd — disse Træk være alene tagne fra de Stater, hvor Regjeringernes Iid gaaer ud paa at qvæle hver Gnist til Oplysning; hvor Bøger ei engang maae indføres eller komme for Dagens Lys; hvor Trældom ruger over Hjerterne som over Nakkerne; hvor Alt anvendes for at opklække dumme men taalmodige Slaver; hvor alt Mulm udblæses foran Bondens Øine, at han ikke skal see sit Aag og sine Rettigheder; hvor Trykkefrihed, ja selv Tænkefrihed ikke gives; hvor — o, opregnede vi mere, da nævnede vi dem; vi ville ikke nævne dem, deres Navn er Forbandelse.
Hine Træk skulde findes hos os? de retskafne Normænd skulde forglemme at Jesus Christus talte hele Menneskehedens Sag? talte Oplysningens Frihedens og Sandhedens? De frisindede Normænd ringeagte, at i Sjelens Mørke spindes Rænkerne? at Dumhed og Trældom ere Eet? Oplysning og Frihed Eet? ja, at denne ikke alene er aandelig Frihed, Frigjørelse fra Synd og Overtro, men at samme ogsaa fremskaber, og lader sig ikke frarive den borgerlige? Nei!
Af Os fordrer Tiden, at vi, opfostrede med Lys og Sandhed, skulle være voxne i kraftige Dyder: disses Liv bestaaer i at fremme, hvad vi erkjende for Godt. Lader os ikke glemme dette deres Kjendemærke. Vi ville anvende det paa vor Sag; ikke blot høre, men ogsaa gjøre.
Dog ikke alene Tiden, det l9de Aarhundred efter Lysets første, evige Glimt over Jorden, (thi den har ogsaa sine Fordringer til alle vore Jevnaldrende i Aljordens Lande), men Forsynets særegne Velgjerninger imod Os fordre, at vi vise særegne Fortrin. Vi nyde borgerlig Frihed i udmærket Grad — ingen Undertrykkelse kuer os — ingen Standsforskjel lader sig mærke — Manden agtes retfærdigen efter sit Værd i vort Folk — fornuftstridige Troesregler paatvinges ikke — Fædrenelandsaand og Brodersind viser sig; overalt i Bye og Bygd knyttes Samfund for Fædrelandets Vel. Seer, disse Velgjerninger — ja jeg vil dertil regne maadelige Formueskaar saa temmeligen over det Hele; thi legemlig Tarvelighed, det simple Nok, vækker Sjelens Hunger, hvorimod Vellevnet tillige mætter og sløver Sjelens Trang — disse Velgjerninger ere de Tegn, der ruge vækkende over os; de ere dette Alt, der opfordrer Normanden til at gjøre sig udmærket iblandt Folkene i aandelig, og derved i værdfuld, selvbevidst, sædelig Henseende, i Oplysning og derved i Dyd, i Fromhed, i Tænkekraft og derved i Handlekraft.
Norske Bonde! troe ikke, at vi ville paalægge dig et Aag, at vi fordre formeget af dig, at du skulde lade din Dont fare, lade din Ploug hvile, for bestandig at opdynge rene Kundskaber i din Sjel — langtfra! langtfra! Men vi lægge Beslag paa dine ledige Timer; vi ville rive dig ud af aandsfortærende Tanketomhed, af den uværdige, pinefulde Stilling, ingen Tanker at have at sysselsætte dig med i din Hviletid, Intet at fæste dine Tanker ved; vi ville løsrive dig ifra Bænken den lange Vinterqvel, for ogsaa da at høste Livets, ja Udødelighedens Sæd, den ved hvis Næring Aanderne voxe i Kundskab om Alt og om sig Selv. Du skal lære at føre din Ploug med Stolthed; du skal gaae som oplyst fri Mand bag den, ikke som tanketom, sløv Mørkets Træl, der ei veed mere end at kaste Havre i en Fure, og at harve den til. Du skal hævde den Fædrelandske Sanger Reins Ord:
hver pyntet Gjæk at haane i dit Hjerte,
som troer, at den dog Jorden dyrke kan,
som Intet veed, og ei har sund Forstand!“
Du skal eie en Fornøielse, som Ingen kan tage fra Dig: den Fryd og Opløftelse din Sjel føler, naar den har erhvervet sig Indsigter, naar din Hukommelse er beriget med lærerige Beretninger om Verden og om Menneskenes Liv! Du skal lære selv at prøve, hvad din Præst siger dig fra Prækestolen — selv fornuftigen dømme, hvad Dommeren siger fra Dommersædet!
O mine kjære Medchristne, Eders Bestemmelse, — Himmelen igjennem Christus, Gud igjennem Eders egen Fornuft, hvis urolige Higen efter Opklaren, efter at erfare og vide, er Stigen til Lysets Himmel, — fordrer den samvittighedsfuldeste Stræben efter Oplysning! O mine agtværdige Medborgere, Fædrenelandet fordrer indsigtsfulde Borgere, Friheden fordrer Tænkende!
Medborgere! Leilighed skal gives Eder til at opfylde denne skjønne Trang; Leilighed til at naae alle Oplysningens Fordele; til at paaskjønne og nyde den borgerlige Frihed, (hvilket den Oplyste alene kan), til at fryde Eder med høi Følelse i aandelig Frihed; til at bryde Mørkets Fængsler, Overtroens Lænker; til at blive fordomsfrie, tænkende, dygtige, sande dydige Mænd; til at kjende Eders Rettigheder og Pligter, Naturen, Menneskene og Eder Selv. — Ja, Leilighed skal gives Eder til fornuftige, værdige Glæder; til at blive Mennesker i en ædlere Betydning end som blotte Arbeidere. Denne Leilighed gives Eder ved at meddele Eder gode Bøger, Frugter af kyndige Mænds Arbeider for Menneskeheden. Af alle Fornuftige er gode Skrifters Udbredelse og Læsning anseet som det nærmest virkende Middel til Menneskets Forædling og Oplysning. En saadan Beskjeftigelse i Eders ledige Timer skal ikke allene gjøre Eder klogere og bedre, men flittigere og virksommere, med mere Nytte virksomme: lykkeligere i jordisk Henseende som I blive det i aandig eller himmelsk — lykkeligere som I blive agtværdigere.
Men dette Middel til at erhverve Eder alle hine Goder: gode Skrifter til at udbrede og læse, staaer det nu i Eders Magt at erhverve Eder ved driftige Foreninger, ved med Iver at fremme Oprettelsen og Afbenyttelsen af Bogsamlinger iblandt Eder, ved Almue-Bogsamlinger, ved saaledes at henlede Lysets Kilder i Eders egen Midte, og ikke skye det, som om det ikke hørte Eder til.
Jordens Stater skulle vel alene være Planteskoler for himmelske; men — dog skimte vi dette en Stats egentlige Formaal saameget tydeligere og aabent, som en Regjering er samvittighedsfuld, som en Stats antagne Grundlove aande Frihed; men — er end Staten en upaaklagelig Folkets Opdragerske, Børnene ere dog mange; den kan kun lære dem Alle, hvad de skulle gjøre, og hvad de skulle lade; men som de voxe til, lade dem gaae, med Opmuntring nu selv at arbeide sig videre frem i Kundskab. Det er denne Opmuntring, vi her gjentage, som I lytte til. Vi ere voxne, vi maae selv række vore Arme til.
Man har ventet Alt i Henseende til Almuen, af Religionen. Sandelig, den gjør vel det Bedste, men ikke Alt. Den danner vore Hjerter, vore Sæder; den giver vore Hoveder den vigtigste Kundskab: den om Gud, og anden dyrebar Viden; men endda bliver der Rum i vore Hjerner tilovers for den verdslige Viden; ja Religionen opliver vor Stræben efter denne ved Udødeligheds-Haabet. Skulle I nu ingen anden Kundskab faae i Eders hele Liv, I Mænd og Qvinder, end den Religions-Underviisning, I fik som Børn, saa forbleve I, Eders hele Liv igjennem, i SjelsHenseende ikkun Børn, ikkun Umyndige! Hører her, hvad en Hædersmand, der redeligen arbeidede for Eder, henfarne Biskop, Doctor Hansen i Christianssands Stift, har sagt for denne vor Sag: „Kundskab er for den menneskelige Sjel, hvad en sund og nærsom Spise er for Legemet. Men den, som fra Ungdommen ikke er vant til en vis Slags Føde, vil ofte finde den modbydelig. Ved derimod efterhaanden at nyde den, vil den blive ham den meest velsmagende og kjæreste Ret. Almuen har, for største Delen betragtet, ikke faaet Smag paa nyttige Kundskaber; dens Følelse for det Ædle og Skjønne ligger i en dødlig Dvale. I vore Lærebøger findes ingen Vaaben mod Overtro og Fordomme, idetmindste ere de der ikke anførte som beskuelige af Naturens Virkninger, de ere ikke hentede af Tingenes Gang eller af de daglige Erfaringer. Almuen maa altsaa ledes til flere Kundskabers Kilder; da vil dens Tørst efter disse alt mere forøges, og anden Vei vil dog ingen Fornuftig ansee som mulig til Lyksalighed.“
Ere ikke disse den høiærværdige Geistliges Ord gode, og de samme som Apostelens: „Brødre! vorder ikke Børn i Forstand; men vorder Børn i Ondskab! I Forstand derimod vorder fuldvoxne!“
Glemmer En end Midlet til at uddanne sig og erhverve sig Kundskaber: det at læse — foragter En at lære det, maa han dog i denne sin kjære Sløvhed indsee, at han fik fornuftige Evner, alene for at de skulde dyrkes og anvendes. Har han da ikke en Synd paa sin Samvittighed? jo, en stor Synd imod Gud, hvis Godhed han skulde hædre ved at ære og benytte hans fortrinligste Gave; imod sig Selv, som han skulde fuldkommengjøre — imod sine Medmennesker, som han skulde give et godt Exempel og være gavnlig for! Han spilder skrækkeligen letsindig et Liv, en heel Tilværelse. Men anvises der Eder Leilighed til at fyldestgjøre denne høie Pligt, denne behageligste og meest belønnende af alle Pligter, — ja, saa behagelig, at alle andre Fornøielser ved Siden deraf tabe sig, og mange blive kjedelige, foragtelige og tidsdræbende — da forsømmer, foragter den ikke! men griber Sagen an med Varme; thi Udsættelse og Lunkenhed i en god Sag er dennes Undergang, en Undergang for den, der ligner Hungersdøden. Det vil visseligen tilregnes Eder, blive Eder til Tab nu og evindelig. I ytre Varme for denne store Sag: „Det hele Folks Oplysning og aandige Udvikling,“ ved ikke at opsætte med at slutte Eder til den eller dem, der fremstaae iblandt Eder og oprette Bogsamlinger for Eder; ved at opfylde de Forpligtelser, en saadan Forening har tilfølge; ved at afbenytte selv og opmuntre Andre til at afbenytte Bogsamlingen. Den, der svarer paa din Opfordring: „jeg har nok at stusle med lel; jeg vil ikke lære, ikke læse“ — han er uden Varme, iiskold for sit høieste Vel han forsømmer, foragter det — han er ikke skabt til at være en fri Normand; han fødtes til Træl. Hvad? du vil ikke lære at benytte din Jord bedre end dine Fædre? ikke høre, hvad der har skeet og skeer i Verden? du vil indskrænke din Kundskab om den Klode, du aander paa i Verdensrummet, til de faa Miil, der ere imellem dig og Staden maaske, eller til dit Kirkesogn? du skulde ikke have Lyst til at lære i din Stue at kjende dine Medmennesker, der ere fjernede flere 1000de Mile ifra dig? til at lære af Reisebeskrivelser, Jordbeskrivelser og Historien Fremmedes Lande, Levemaade, Sæder og Skjebne at kjende? Du kjender Granen, Furuen og Brisken; og skulde ikke ville høre om, ikke bryde dig om at see afbildet fremmede Verdensdeles Planter, see Palmen, Brødfrugt-Træet, Pisangen? og tilfreds med at kjende lidt af vore egne Naturriger, skulde du ikke ville kjende Mere af disse i vort og andre Lande? Du kjender din Fa’rs og Bedstefa’rs simple Historie, og du brænder ikke efter at kjende dine Forfædres, da vort Norge var stort imellem Landene? Du og Dine sygne; og du skulde ikke ville lære og læse om, hvorledes det ofte staaer i din Magt at gjenvinde og bevare Sundheden; hvorledes du kan finde dit Apothek paa din Mark, og Doctoren i dit Hoved? Du boer paa Fjeldet, og skulde ikke ville kjende den Steen, du træder paa; hvad Mineral der er i dens Aarer? Du skulde lade dig nøie med at kalde alle Stene tilhobe Graasteen; alle Planter, som du ikke spiser, Ukrud? Du skulde lade dig forfærde af en Halestjerne, et Luftsyn, en Ildkugle; kalde dem Hexe, Drager o. s. v., naar en Bog rækkes dig, hvori en kyndigere Mand, end den Kjerring, der lærte dig saadan Snak, gjør dig ligesaa klog paa Luftens forfærdelige Syner, som paa din Arnes Ild? Du skulde ikke ville læse om store Mænd? om Udaad og Veldaad og Stordaad? lære den evige Retfærd at kjende, saaledes som Historien viser den? og tusinde andre Ting, som staae dig aabne; ikke at forglemme muntre Historier, der kunne bringe dig til at ryste af Latter i din eensomme Krog. Ja læs, og lær! og du skal ikke føle dig henkastet i en frydløs Afkrog, om du end sidder i en Stue bag Fjeld og Snee og øde Myr. Du er bunden med dit Legeme til Norges Klipper, men din Aand er skabt til fri at flyve rundt Himmel og Jord.
Agtvaærdige Landsmand, du er ikke uvis her, om hvad du vil vælge. Iblandt Eder har altid en oplyst, tænkende, belæst Mand været agtet. Nu, ville I ikke vorde saa Allesammen? Det er en smuk Ærgjerrighed.
Træder da sammen alle I brave Mæend, som ville vinde Indsigter, forhøie Eders Sjels Værd ved Kundskaber, forherlige Eder Livet ved den søde Vellyst, der er i Stræben efter disse — træder sammen Selv til Selskaber for Oplysningens Fremme, til Læseselskaber, til at oprette Almue-Bogsamlinger! kaarer Forstandere! Værer under alle Omstændigheder kraftige og selvstændige i det Gode! Snart skal da Eders Bevidsthed tilsige Eder de Fortrin, I dagligen vinde. Og — det er det herligste — I ville, som I gjøre dette, som I øve Eders Sjelekræfter, faae mere og mere Smag for Eders ædle, stille, gavnlige Forstands Glæder. Lærer da Eders Fortrin, Eders bedre Smag, bedre Valg af Drukkenboltens væmmelige Syn; af den, I høre bandende kaste Terninger i Kroen om Qvellen; af den, I møde paa Landeveien med dumme drukne Øine, i hvem den lyse Morgensol skinner ind! — lærer Eders Fortrin af den Dorske, af den, I tidlig paa Qvellen finde snorkende i Bænken — af den Ørkesløse, af den, som I see intet Andet at bestille hele Dagen end at kløe sig bag Huen og kige efter Veiret — lærer Eders Fortrin af den Fordomsfulde, af den, der ytrer Ulyst imod enhver Forbedring, Ringeagt for alt Nyt, der klager stedse over Tiderne! — lærer Eders Fortrin af den Dumme, af den, der intet andet Fortrin har for det Øg, der slentrer foran hans Ploug, end at han kan bande! — Ja, lærer af disse, hvis Sjele ere iførte en tykkere, tusmørkfarvet, taagetyk Slendrian, end deres Legeme en Kufte — af den Væmmelse, I føle ved saadanne Syn, at I vide og elske noget Bedre; thi I have indseet, at en Bonde bør kunne mere end at pløie, en Tærsker mere end at tærske — at en Bonde, som lægger sunde Indsigter til sine Fortjenester som Flittig i sit Kald, er den lykkeligste blandt de hæderligste Statsborgere; — I have indseet, at Uvidenhed er det, som gjør elendig — at det er den aandige Sløvhed og Dorskhed, som er Djevelens (alt Ondts) Hovedpude — at det er Uvidenhed, som forarmer, som gjør En til Egennyttiges Rov — at det er Dumhed og Uvidenhed, som fylder Fængslerne, som fylder Kroerne! Hvo har Saadant at bebreide sig, der lærte at kjende de ædlere Fornøielser, hvortil Veien her anvises Eder, den lidet kostbare, men i sine Følger for dette og hiint Liv uvurdeerlige Beskjeftigelse, at samle sig Kundskab for sin Sjel, ved at øse af de Skatte, Menneskehedens Velgjørere have i Bøger indsamlet og aabnet for Alle.
Og I, Norske Qvinder, som ville indsee, at det bør en Qvinde at kunne mere end at spinde og koge og dandse, — om Huusfliden og Huusarbeidet endog hviler saa jevnt paa Eder, at I ikke have saa megen Tid som Mændene, til at lære af Bogen — lærer dog idetmindste af Flanerne at agte Eders eget bedre Væsen — at den fortjener ikke at gaae udmajet, som ikke kan eller vil læse, eller lære sine Børn eller yngre Sødskende at skrive; og da, er der Een, som har erhvervet sig saameget Vid, da vil hun indsee: at Tarvelighed, at alvorlig Sædelighed i tarveligt Klædebon, er den Dyd, som det anstaaer Norske Qvinder at øve og at vise! — at der ingen Ære er i at efterligne Fornemmeres og Rigeres Daarskaber og Forfængelighed! Seer, mens I spinde, ville Mændene ved Arnen fortælle Eder, hvad de have læst, og læse for Eder. Af dem skulle I lære Kundskab; I Qvinder, lærer dem Dyder til Vederlag! — Ja, faaer Smag paa den ædle Fornøielse, det forskaffer at samle Kundskaber: da har den eenlige Stue, Huusligheden, Hjemmet faaet nye Tillokkelser; da vil aldrig Tiden falde Eder lang i de for den Ørkesløse alt for lange Vinteraftener; ja da har ogsaa Selskabeligheden, Eders Omgang med hverandre faaet nye Tillokkelser, idet store, Sundhed og Formue ødelæggende, Gjæstebude tabe deres. Digteren Rein siger:
naar Ven kom hen af Vennemund at lære,
hvad Nyttigt, Stort, hver i Naturen fandt,
mens Lærelyst den Unges Læber bandt!
Ja, da vil en Sjels største Onde: den græsselige Tanketomhed ikke plage Eder — da, I Forældre, naar I selv ere dygtige i Kundskab, ville ikke Eders Børn beskjæmme Eder ved at vorde Drog; I ville selv kunne forhindre dem fra at blive det — da vil mangt et fortrinligt Hoved, der ellers ligger uvakt, ubemærket, forraadner uden Frugter, ja maaske giver sine Kræfter Løb paa den Vei, som fører til Fordærvelse, lære sig Selv at kjende, og uddannes til Held for sig og Andre — mangt et afgjort Anlæg hos Eder vækkes og fremblomstre, istedet for at visne, eller, uden Rettelse og Anviisning, at fordreies samt bringe Vanære og Skade istedetfor Ære og Nytte — da ville I ikke alene blive en Hæder og Nytte for Eders Lige; thi meget ofte mangler den sunde Sands, I fik af Naturen, Intet uden Øvelse for at blive en god Forstand; men ogsaa for dem en Glæde, som udelukkende have kunnet anvende deres Tid paa at berige deres Sjele. I Samfund med Saadanne vil ikke en Samtale over andre Gjenstande, end netop Landmandens nærmest Angaaende, være Eder fremmed. I ville kunne have en Mening om vigtige Ting, ja nyde Æren af offentlig at opfordres dertil. Thi, Bonde, glem ikke, at for den mere Oplyste og Dannede er dit Selskab det kjedsommeligste, naar du røber Dorskhed, Sløvhed og Uvidenhed; men det allerfornøieligste, naar han mærker Kundskaber, eller og blot Videbegjer hos dig; naar han mærker, at han kan være dig til Gavn med sine overflødigere Kundskaber, eller maaske endog lære noget af dig.
Dog at fremhæve alle Oplysningens Velgjerninger, alle Fordele, der ville tilflyde Eder, hvis I redeligen søge Kundskaber af den Kilde, de fornuftigste Mænd have anviist Eder, som den rigeste: gode Bøgers Samling og Afbenyttelse imellem Eder indbyrdes, vilde være umuligt. Men, hvor mange og hvor store hine end ere, de ere dog blot som Forløbere for den uendelige Fordeel deraf, som ville tilflyde Eder bag Graven; thi I gaae da ikke ligesaa dumme i denne, i Eders Grav, som I stege af Eders Vugge, men meget klogere, meget bedre. Ei er der Tvivl om, at, næst den sædelige Styrke (som dog er den naturligste Følge af Oplysning), vil Viden og Tænkekraft, Tanke- og Indsigtsrigdom der gjøre Udslaget med Hensyn til, hvad Plads vi skulle ansees værdige til at indtage i Aandernes Rækker: i Himlen. O, hvor herligt har ikke Frelseren indprentet os vore høie Pligter imod vor Sjel i Lignelsen om Tjenerne, der modtoge deres Herres Pengetalenter! Den, som havde aagret mest med sit Pund, fik den største Belønning, men den, der nedgrov sit i Mulden, blev udstødt i Mørket.
Lever vel, kjære Landsmænd! Hvo, som har disse Blade, gaae til sin Grande med dem! — Tænker! taler! handler!
II
UDKAST TIL ALMUE-BOGSAMLINGER OG TIL
LOVE VED SAADANNE.
§. 1. Deeltagerne, som alle maae høre til samme Præstegjeld, have hvert 3die Aar, efter Formuesomstændigheder, at indskyde fra 12 til 60 ß i Bogsamlingens Casse, hvis de ere af Almuen; Embedsmænd og de, der af Almuen have Indtægter, betale 1 Spd.
§. 2. Pengene anvendes af Bestyreren til hensigtsmæssige Bøgers Indkjøb, samt til Anskaffelse af en Protocol og af tillukte Boghylder, hvis ikke eget Locale kan anskaffes.
§. 3. For Bogsamlingen søges Plads enten i Sacristiet eller saa nær Kirken, at den kirkesøgende Almue beqvemt kan benytte den.
§. 4. Hver Søndag efter fuldendt Gudstjeneste er Bogsamlingen aaben for Deeltagerne.
§. 5. Enhver Laantager, som boer nærmere end 1 Miil fra Kirken, maa hver anden Søndag fremstille sig med sine Bøger, enten han vil fornye Laanet eller ombytte. Den, som boer over 1 Miil borte kan erholde Frist til 3die eller 4die Søndag efter Omstændighederne. Den, som boer over 2 Miil borte, fra 4 til 6 Uger.
§. 6. Forsømmer Nogen at fremstille sig til rette Tid med Bøgerne, da bøde han til Bogsamlingens Casse 6 ß for første Uge. om han endog bragte den Dagen efter, og saa fremdeles for hver Uge, indtil Bogen fremleveres. Saakaldet lovligt Forfald gjelder ikke, da Laantagerne ikke behøve selv at møde.
§. 7. Hvis Nogen fordærver eller forkommer nogen Bog, da bøde han til Bogsamlingens Casse den Værdie, Bogen staaer antegnet for i Protocollen, hvorimod han selv beholder Bogen.
§. 8. Ingen maa udenfor sit Huus udlaane nogen af Bogsamlingens Bøger, med mindre han skulde være boende over 1 Miil ifra Kirken; thi da kunne Deeltagere, som ere Grander, laanbytte, kuns at de erindre, at den staaer til Ansvar for Bogen, som for denne er tegnet.
§. 9. Hvis Nogen, 4 Uger efterat have tegnet sig som Deeltager og erfaret Lovene, ikke indbetaler hvad han er tegnet for; eller hvis Nogen udebliver over den Tid med Bøder, da leies et Bud for at indkræve det Skyldige, hvilket Angjældende har efter Seddel strax at erlægge.
§. 10. Ingen Debitor til Bogsamlings-Cassen udlaanes Bøger. Han taber al sin Ret til Bogsamlingen, indtil han affinder sig med dens Casse.
§. 11. Bøger, som allerede have cirkuleret, kunne, efterat Deeltagerne ere adspurgte, om de have afbenyttet dem, udlaanes til ikke deeltagende fattige Folk.
§. 12. Ingen Bog maa af Bestyreren afhændes uden med alle Deeltageres Samtykke; og da kun for at indkjøbe en anden Bog. Ligesaa forholdes med udslidte Skrifter. Bøger, som udelukkende ere skrevne for Landmanden, samt Snorro Sturlesons Norges Historie, maa alene formedelst Slid afhændes, og da ikkun for fra Ny at anskaffes. §. 13. Af Qvartbind udlaanes kun 1 af Gangen; Octavbind og Hefteskrifter 2; af endnu mindre Skrivter ikkun 3 til hver Laantager.
§. 14. Hvis Præst, anden Embedsmand eller Lensmand, er Bestyrer, behøves ingen Revisors Antegnelse paa Regnskabet; men hvis anden Mand er Bestyrer, da anmode han først Præsten, eller, hvis denne maa negte det, en Anden af Ovennævnte om at revidere Casse-Regnskabet, og at attestere dette i Protocollen før hvert Selskabets Møde. Hvis dette ikke erholdes af Nogen, da udnævne Deeltagerne i Mødet En af deres Midte, som paa Stedet gjennemgaaer Regnskabet.
§. 15. Hver 1ste Søndag i October og April holdes efter Gudstjenesten, Møde af Deeltagerne, hvor da Alt Bogsamlingen vedkommende berettes, og Regnskab aflægges. Medlemmerne kunne til Mødet medtage deres Sønner, naar de ere over 10 Aar.
§. 16. Protocol føres af Bestyreren, hvori bliver at anføre
1) Catalog over Bøgerne med antegnet Værdie og Nummer.
2) Register over Medlemmerne, med Anmærkning, naar hver tiltraadte eller udgik.
3) Gaver til Bogsamlingen med Givernes Navn.
4) Antegnelse ved Udlaanet, hvem, hvad Nummer, hvad Datum. 5) Regnskabet over Indtægt, Udgift, Bøder osv.
§. 17. I Tilfælde af en Laanetagers Dødsfald paaligger det Bestyreren strax at fordre Bøgerne udleverede af Boet.
§. 18. Bestyreren staaer alene til Ansvar, om han ved formange Bøgers Indkjøb ikke tager vedbørlig Hensyn til Cassens Størrelse, men lader Bogsamlingen komme i Gjeld.
§. 19. Naar Bestyreren vil fratræde, da maa han, med Maaneds Indkaldelse forud, i overordentlig Møde gjøre det ved Antegnelse til Protocollen. I samme Møde kaares en nye, hvortil den Aftrædende har Forslagsret.
§. 20. Paa kort Tid kan Bestyreren constituere Een, naar han selv igjen vil tiltræde.
§. 21. Ere Deeltagerne ikke fornøiede med en Bestyrer, da kunne de ved Møde imellem sig, hvor Pluralitet gjelder, afsætte ham, og affordre ham Protocollen. Strax maa en Ny vælges.
§. 22. For Indskud er Bestyreren frie, om han forlanger det.
§. 23. Istedetfor Indskud kunne ogsaa gives Bøger, naar disse skjønnes at have dobbelt Værdie af Indskudet i Penge. Disse Bøger maae være passende for en Almue-Bogsamling.
§. 24. Skulde nogen Ikkedeeltagende af Bogsamlingen ønske sig en eller anden Bog laant, da leies samme til ham for 8 ß Ugen, med Forpligtelse ikke at have den, uden dobbelte Bøder, længere end fra Søndag til Søndag, om nogen i Bogsamlingen Deeltagende vil have den.
§. 25. Bogsamlingen er alle Deeltageres fælles Eiendom. Fraflytter nogen Sognet, da taber han for sin Person Ret til Bøgerne; men det staaer ham frit for at overdrage denne til Hvilkensomhelst af Bondestanden.
§. 26. Foreningen fører Navn af: Selskabet for Oplysningens Fremme.
III
ANHANG.
FORTEGNELSE OVER NOGLE BØGER, PASSENDE FOR ALMUE-BOGSAMLINGER.
- Abildgaards Heste- og Qvæglære.
- Amalie Sekkendorf en liden Piges Historie.
- Almeennyttige Underholdninger i Physik.
- Backers velmeente Raad til Barselqvinder.
- Bastholms Efterretninger om Mennesket i dets raa Tilstand, 4. D. Do. om Tilstanden efter Døden. Do.’s Philosophie for Ulærde.
- Ballings Huusmoder.
- Bechmanns Technologie.
- Bings Beskrivelse over Norge.
- Blochs Ideer til Forsvar for Christendommen.
- Bohrs arithmetiske Opgaver.
- Boisens Catechetik.
- Bredsdorff, om Norges Jernverker.
- Brorsons Ledetraad, 3 Dele.
- Bruns Einar Thambeskjelver. Do.’s Digte.
- Brünnichs Mineralogie.
- Bull, om det Norske Skovvæsen.
- Do.’s Oekonomiske Tanker om Fabrikvæsenet.
- Do.’s Dovrefjeld, et Digt.
- Campes Sædelære for Børn. Do.’s Robinson. Do.’s Ledetraad. Do.’s Sjelelære. Do.’s Underviisning og Advarsel for den mandlige Ungdom. Do.’s Underviisning for unge Piger.
- Christs Haugekunst.
- Christian den 5tes Norske Lov.
- Den undervisende Uhrmager.
- Den norske Bondeven, udgivet af Selskab for Agers Sogns Vel.
- Didriksens Hestebog.
- Dolz’s Anstændighedslære.
- Egedes Efterretning om Grønland.
- Fabers Dyrlære.
- Falsens Kongerigets Norges Historie. 4. D. Do.’s Dragedukke.
- Fleiskers Haugebog.
- Frimanns Almuens Sange. Do.’s poetiske Arbeider.
- Funkes Naturhistorie. Do.’s Sjelelære. Do.’s Technologie.
- Glahn om Maaden at overgjemme Poteter.
- Graves Norske Nationale Fortællinger.
- Grundloven og Grundlovens Catechismus.
- Grøgaards Læsebog.
- Guldbergs naturlige Theologie.
- Gutfelds Familie-Skildringer.
- Hallagers Børneven.
- Hammer det Norske Dyrerige. Do. det Norske Vandrige.
- Hansens Archiv for Skolevæsenet.
- Hasses Nød og Hjælpebog for Landmanden. Do.’s Anviisning til Breve. Do.’s Almuens Lærer.
- Hallings Læsebog for Landmanden.
- Hallagers Historiebog for Bondestanden.
- Helmuths Naturlære for menig Mand.
- Holsts Juridiske Haandbog for den Norske Landalmue.
- Holbergs Heltehistorier. Do.’s Danmarks Historie.
- Holbergs Skuespil. Do.’s Peder Paars. Do.’s Niels Klim.
- Høeghs Anviisning til et velindrettet Jordbrug.
- Hufelands Kunst at forlænge Livet.
- Jesper Hansen af Guldberg.
- Junkers Haandbog for Almueskoler.
- Justs Nyeste Bondepraktika.
- Kjelsens Anecdoter om Dyrene.
- Krafts Kongeriget Norges Beskrivelse, 5 D.
- Langes Børneven eller om Børns physiske Opdragelse fra Fødselen til det 15de Aar.
- Langhans om Laster, som hevne sig selv.
- Lagerbrings Sveriges Historie, i Udtog.
- Landmandens Haandmiddel.
- Lessings Nathan den Vise.
- Leyard om Qvægsygens Natur, Aarsager og Hjælpemidler.
- Mangors Landapothek.
- Mallings Store og gode Handlinger.
- Mansas Haugekatechismus.
- Molberg om Saltvandsfiskerierne i Norge.
- Moralske Anekdoter.
- Mülertz om Nytten af Norske Bær. Dos.’s Bidrag til Oplysning om Radesygen.
- Møinichens Norske Gudelære.
- Neumanns Haandbog for Skole-Lærere.
- Niels Aagerups mærkværdige Hændelser 3 D.
- Niemeyers Lærebog. Do.’s om Opdragelsen.
- Nordiske Sagaer.
- Olaf den Helliges Levnet ved Hagerup.
- Olufsens Landoekonomie. Do.’s Statsoekonomie.
- Oxenstjernes Tanker over moralske Materier.
- Paus Samling af gamle Norske Love.
- Peder Jensens Levnet.
- Platous Chrestomathie. Do.’s Udtog af de Skandinaviske Rigers Historie. Do.’s Geographie. Do.’s Munthes Historie.
- Plums Haandbog for Lærere og Opsynsmænd ved Borger- og Almueskoler.
- Poulsens Anekdoter og Levnetsbeskrivelser.
- Raffs Naturhistorie.
- Rafns Nød- og Hjælpebog.
- Rahbeks Læsebog.
- Reins samtlige Digte. Do.’s Hagen og Axel.
- Saltzmanns Constants Levnet. Do.’s Underholdninger for Børn og Børnevenner. Do.’s Postille.
- Sintenis om Udødeligheden.
- Smith om Dyrenes Natur og Bestemmelse.
- Snorro Sturlesons Norske Historie.
- Stenersens Udsigt over Luthers Reformation.
- Staals Viisdomsbog for Landmanden.
- Storms Fabler og Fortællinger.
- Strøms Tilskuer paa Landet. Do.’s om den Islandske Mos.
- Sundheds Catechismus af Faust.
- Sverdrups Magazin for Landmanden.
- Teilmans Anviisning til Norske Frugttræskoler.
- Thiemes første Næring for den sunde Menneskeforstand. Do.’s Godmand.
- Tissots Underretning for Landmanden.
- Tordenskjolds Levnet og Bedrifter.
- Todes Lærebog for Søfarende og Reisende. Do.’s moralske Fabler.
- Tullins Skrifter.
- Wamberg om Kjøkkenhaugers bedste Anlæg.
- Wageners Spøgelsehistorier.
- Villaumes Menneskets Historie.
- Wolffs Underholdning i Naturvidenskaberne. Do.’s Menneskets physiske Beskrivelse.
- Zimmermann om Nationalstolthed.
- Oehlenschlägers Hakon Jarl. Do.’s Nordens Guder.
- Alleslags Reisebeskrivelser og Levnetsbeskrivelser.
- Alleslags historiske, oekonomiske, naturhistoriske, philosophiske Tidsskrifter, f. Ex. Wolffs Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, Sverdrups oekonomiske Annaler, Egeria, Hermoder, Minerva, Saga, historisk-philosophiske, og topographisk-statistiske Samlinger, af det Kgl. Selskab for Norges Vel, det Norske Videnskabers Selskabs Skrifter.
- Alleslags Beskrivelser over Lande, især over Norges Districter, f. Ex. Topographiske Journal for Norge, Strøms Søndmøers Beskrivelse o. s. v.
- Et Kart over Norge, et Atlas, en Globus.