Folkeeventyr (1852)/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var engang en Bonde, som havde tre Sønner; han var i smaa Omstændigheder og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig Noget til. Til Gaarden hørte en stor, god Skov, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i og see at faae betalt Noget paa Gjelden.

Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud at hugge først. Da han var kommen bort i Skoven og begyndte at hugge paa en gammel, skjægget Gran, kom et stort, digert Trold til ham. "Dersom du hugger i Skoven min, skal jeg dræbe dig!" sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han øxen og løb hjem igjen, det bedste, han kunde. Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hændt ham, men Faderen sagde, at han var et Harehjerte; Troldene havde aldrig hindret ham fra at hugge, da han var ung, meente han.

Den anden Dag skulde den anden Søn afsted og da gik det netop lige eens. Da han vel havde hugget nogle Hug i Granen, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: "Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!" Gutten turde knap see paa ham; kastede øxen og tog tilbeens ligsom Broderen. Da han kom hjem igjen, meente Faderen paany, at aldrig Troldene havde hindret ham, da han var ung.

Den tredie Dag vilde Askepot iveien. "Ja du," sagde de to ældste, "du skal vel gjøre det færdigt du, som aldrig har været ude gjennem Døren." Han svarede ikke Noget paa det, Askepot; men bad om at faae dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Suul, og hængte derfor Gryden paa, forat briste Lidt til ham; det fik han i Skræppen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: "Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!" Men Gutten var ikke seen; han sprang bort i Skræppen efter Osten og krystede den, saa Mysen sprøitede. "Tier du ikke," sagde han til Troldet - "skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Steen!" "Nei, Kjære, spar mig!" sagde Troldet, "jeg skal hjælpe dig at hugge." Ja, paa de Vilkaar, sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og ophugget mange Tylter om Dagen. Da det led mod Kvælden, sagde Troldet: "Nu kan du følge mig hjem, der er nærmere til mig end til dig." Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde det gjøre op Ilden paa Skorstenen, men Gutten skulde gaae efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge, at han ikke engang aarkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: "Det er ikke værdt at tage med sig disse Smaabøtterne; jeg vil gaae efter hele Brønden, jeg." "Nei, kjære Vene!" sagde Troldet, "jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Ilden, saa skal jeg gaae efter Vand."

Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. "Det er det samme" - sagde Gutten - "vil du som jeg, skal vi kapæde?" "Aa ja!" svarede Troldet, for det tænkte han altid han skulde staae sig i. Da de satte sig tilbords, tog Gutten uformærket Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han Meer i Skræppen, end han aad op. Da Skræppen var fuld, tog han sin Tollekniv op, og rispede en Flige i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke Noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet Skeen bort; "nei nu aarker jeg ikke meer!" sagde han. "Du skal æde!" svarede Gutten - "jeg er knap halvmæt endnu, jeg. Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, saa æder du saameget, du vil." "Men det gjør vel gruelig ondt?" spurgte Troldet. "Aa, ikke Noget som er at tale om," svarede Gutten. Saa gjorde Troldet som Gutten sagde, og saa satte han Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld som fandtes i Bjerget og gik hjem med. Med det kunde han saktens faae betalt Noget paa Gjelden.