Folkeeventyr (1852)/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 22-35).

Der var engang en Mand, som de kaldte Rige Peer Kræmmer, fordi han havde faret om med Kram og samlet mange Penge, saaat han var bleven en rig Mand. Denne Rige-Peer havde en Datter; og hende holdt han saa gjæv, at alle de Beilere, der kom til hende, fik Afslag, for han syntes, at Ingen var god nok til hende. Da det gik saaledes med Alle, saa kom der tilsidst Ingen, og da det begyndte at drage ud i Aarene, saa blev Peer bange for, at hun ikke skulde blive gift. "Det undrer mig rigtig," sagde han til sin Kone, "hvorfor der ikke mere kommer nogen Beiler til vor Datter, som er saa rig? det skulde da være rart, om der ikke skulde være Nogen som vil have hende, for Penge har hun, og flere faaer hun. Jeg mener, jeg faaer reise til Stjernekikkerne og spørge dem om hvem hun skal have; for her kommer jo slet Ingen." "Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?" spurgte Konen. "Jo, de læse Altting i Stjernerne," sagde Rige-Peer. Han tog da med sig mange Penge og reiste til Stjernekikkerne og bad dem, om de vilde gjøre ham den Tjeneste at see paa Stjernerne og sige ham, hvad Mand hans Datter skulde faae. Stjernekikkerne saae paa Stjernerne, men de sagde, at de ikke kunde see det. Men Peer bad dem, at de maatte see bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale dem godt for det. Stjernekikkerne saae da bedre efter, og de sagde, at hans Datter skulde faae til Mand det Møllerbarn, som netop nu var kommen til Verden i den Mølle, der laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Peer. Peer gav Stjernekikkerne hundrede Daler, og reiste hjem med den Besked, han havde faaet. Han syntes, det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faae En til Mand, som nylig var kommen til, og det en saa ringe Mand. Det sagde han ogsaa til sin Kone, og lagde til: "Jeg undres, om de ikke skulde ville sælge mig Gutten, saa skal vi nok blive af med ham." "Jo, det tænker jeg nok," sagde Konen; "det er jo fattige Folk." Peer Kræmmer gik da ned i Møllen og spurgte Konen, om hun ikke vilde sælge ham Søn sin; hun skulde faae mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke. "Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det," sagde Peer Kræmmer; "det er jo bare Armoden med Jer, og Gutten skal ikke lette den, kan jeg troe;" men hun var saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da Mølleren kom ind, sagde Peer det Samme til ham, og lovede at han skulde give dem sex hundrede Daler for Gutten, saa at de kunde kjøbe sig en Gaard og slippe at male for Folk, og sulte, naar der manglede Kværnvand. Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen, og saa fik Rige-Peer Gutten. Moderen græd og bar sig ilde; men Peer trøstede hende med at han skulde have det godt; kun maatte de love, at de ikke skulde spørge efter ham; thi han vilde sætte ham langt bort i andre Lande, til at lære fremmede Sprog. Da Peer Kræmmer var kommen hjem med Gutten, lod han snedkre en liden Kiste, som var saa peent indrettet, at det var en Lyst at see. Den tættede han med Beg, lagde Møllergutten i den, læste Laasen igjen, og satte den ud i Elven, saa Strømmen foer afsted med den. Nu er jeg kvit ham, tænkte Peer Kræmmer. Men da Kisten havde seilet langt nedover Elven, kom den ind i en Vandrende til et andet Møllebrug og foer gjennem den ned paa Kværnkallen, saa at Kværnen standsede. Manden gik da ned og skulde see efter, hvad det var, som standsede Kværnen, fandt Kisten og tog den med sig op. Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde han: "Jeg undres rigtig, hvad der kan være for Noget i denne Kiste; den kom farende ned paa Kværnkallen gjennem Renden og standsede Kværnen for mig i Dag." "Det skal vi snart faae vide," sagde Konen. "Nøglen sidder jo i Laasen; luk bare op." Da de lukkede op, laa der det vakkreste Barn, Nogen vilde see, og de bleve begge glade og vilde beholde Gutten; thi selv havde de ingen Børn og vare alt saavidt til Aars, at de heller ikke kunde vente at faae nogen mere. Da det nu led om nogen Tid, begyndte Peer Kræmmer igjen at undres, om der ikke vilde komme nogen Beiler til hans Datter, som var saa rig og havde saa mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han igjen til Stjernekikkerne og bød dem mange Penge, hvis de kunde sige ham, hvem hans Datter skulde faae til Mand. "Vi har jo sagt dig, at hun skal faae den Møllergutten dernede," sagde Stjernekikkerne. "Ja, det er godt og vel nok," sagde Peer Kræmmer; "men han er nu kommen af Dage; og hvis jeg kunde faae vide, hvem min Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give Jer to hundrede Daler." Stjernekikkerne saae paa Stjernerne igjen, men saa blev de vrede og sagde: "Hun skal alligevel have den Møllergutten, som du satte ud i Elven og vilde gjøre Ende paa, for han lever endnu og er i den Mølle, som ligger saa og saa langt nedenfor." Peer Kræmmer gav dem to hundrede Daler for den Underretning og tænkte paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den Møllergutten. Det første Peer Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var at reise ned til Møllen. Da var Gutten saa stor, at han var konfirmeret, og han gik i Møllen og hjalp til. En vakker Gut var det bleven af ham. "Kunde du ikke overlade mig den Gutten, du?" sagde Peer Kræmmer til Mølleren. "Nei, kan jeg ei," svarede han; "jeg har trukket ham op som min Egen og han har artet sig vel, saa jeg nu kan have Hjælp og Nytte af ham i Møllen, for selv begynder jeg at blive gammel og affældig." "Ja, saa gaaer det mig ogsaa," sagde Peer Kræmmer, "og derfor vilde jeg gjerne have En, som jeg kunde lære op til at handle. Hvis du vil lade mig faa ham, skal jeg give dig sex hundrede Daler, saa kunde du kjøbe dig en Gaard, og leve i Ro og Fred paa dine gamle Dage." Ja, da Mølleren hørte det, lod han Peer Kræmmer faae Gutten. Disse reiste nu vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjæstgiversted, som laa ved Kanten af en stor Skov. Derfra sendte Peer Gutten hjem med et Brev til sin Kone - for beent over Skoven var det ikke langt - og bad ham at han skulde sige til hende, at hun saa snart som muligt skulde gjøre det, som stod i Brevet. Men i Brevet stod der, at hun strax paa øieblikket skulde tænde op et stort Baal og kaste Møllergutten paa det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten gik afsted med Brevet over Skoven. Da det led mot Kvælden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skoven, hvor han gik ind; men i Huset fandt han ingen Mennesker; i et Værelse fandt han en opredt Seng, og den lagde han sig tværs over. Brevet havde han sat under sit Hattebaand, og Hatten lagde han over Ansigtet. Da Røverne kom hjem, (for paa Gaarden havde tolv Røvere sit Tilhold), og de saae Gutten ligge paa Sengen, undredes de paa, hvad han var for En, og En af dem tog Brevet og brækkede og læste det. "Hm, hm, sagde han; det er Peer Kræmmer, som er ude; men nu skal vi spille ham et Puds, for det vilde være Synd, om den gamle Kjæltringen skulde faae gjort Ende paa en saadan ung, vakker Gut." Saa skrev Røverne et andet Brev til Peer Kræmmers Kone, og fæstede det under Hattebaandet, medens Gutten sov, og i det Brev satte de, at hun øieblikkelig skulde holde Bryllup for Datteren og Møllergutten, og give dem Heste og Fæ og Huusgeraad, og sætte dem i fuld Vei paa den Gaard, som han havde oppe under Aasen, og hvis det ikke var gjort, til han kom hjem, saa skulde hun komme til at lide Straf for det. Den anden Dag lod Røverne Gutten gaae, og da han kom hjem og leverede Brevet, sagde han, at han skulde hilse fra Peer Kræmmer og sige, at hun saa snart som skee kunde skulde fuldbyrde, hvad der stod i Brevet. "Du maa have opført dig godt, du," sagde Peer Kræmmers Kone til Møllergutten, "siden han kan skrive saaledes nu; thi dengang I reiste, var han saa gal paa dig, at han ikke vidste hvorledes han skulde faae dig af Dage." Hun lavede da strax til Bryllup og satte dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Huusgeraad paa Gaarden oppe under Aasen.

Ikke længe efter kom Peer Kræmmer hjem igjen og det Første, han spurgte om, var, om hun havde gjort hvad han havde skrevet i Brevet. "Ja, jeg syntes nok det var rart, men jeg turde ikke Andet," sagde hun. Saa spurgte Peer, hvor Datteren var. "Du kan vel vide hvor hun er," sagde Konen; "hun er jo hos ham paa Gaarden oppe under Aasen, saaledes som det stod i Brevet." Da Peer Kræmmer fik høre, hvorledes det hang sammen, og han fik see Brevet, blev han saa vred, at han var færdig at springe i Stykker, og han løb strax op paa Gaarden til de unge Folk. "Det er vel nok min Søn, at du har faaet Datter min," sagde han til Møllergutten; "men hvis du vil tænke paa at beholde hende, maa du gaae til Dragen af Dybenfart og skaffe mig tre Fjære af Halen paa ham, for den, som har dem, kan faae hvad han vil." "Hvor skal jeg finde ham da?" sagde Svigersønnen. "Det veed jeg ikke," sagde Peer Kræmmer, "det faaer blive din Sag."

Gutten gav sig da trøstig paa Veien, og da han havde gaaet i nogen Tid kom han til en Kongsgaard. Her faaer jeg gaae ind og spørge mig for, tænkte han, for saadanne Folk ere bedre kjendte i Verden end Andre, og kanskee jeg her kunde faae vide Veien. Kongen spurgte ham, hvor han var fra og hvad ærende han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Halen paa ham, dersom jeg bare kunde finde ham," sagde Gutten. Det skulde der Lykke til, meente Kongen, "for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham," sagde han; "men hvis du skulde træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvorfor jeg ikke kan faae reent Vand i Brønden min, som jeg har kastet op den ene Gang efter den anden, men aldrig kan jeg faae reent Vand i den." "Ja, jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han vel og fik baade Niste og Penge, da han reiste.

Mod Kvælden kom han til en anden Kongsgaard. Da han kom ind i Kjøkkenet, kom Kongen ud og spurgte, hvor han var fra og hvad ærend han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart, og have tre Fjære af Halen paa ham," sagde Gutten. "Der vil nok Lykke til det," sagde Kongen, "for jeg har endnu ikke hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men hvis du skulde komme frem, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvor min Datter er, som blev borte for mange Aar siden. Jeg har baade ledt og lyst efter hende fra alle Kirker; men der har Ingen kunnet sige mig Noget om hende." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han godt og vel, og da han gik, fik han baade Niste og Penge. Da det led mod Kvælden, kom han igjen til en Kongsgaard.

Her kom Dronningen ud i Kjøkkenet og spurgte ham, hvor han var fra og hvad ærend han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Halen paa ham," sagde Gutten. "Det skal der nok stor Lykke til," sagde Dronningen, "for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men skulde du træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvor jeg skal finde Guldnøglerne mine, som jeg har mistet." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Da han havde gaaet en Stund, kom han til en stor, bred Elv. Medens han stod og undredes paa, hvorledes han skulde komme over den, eller om han skulde gaae langs med, kom der en gammel, krogrygget Mand og spurgte, hvor han skulde hen: "Jeg skal nok til Dragen af Dybenfart, jeg, hvis Nogen kunde sige mig, hvor jeg skal finde ham." "Det kan jeg nok sige dig," sagde Manden, "for jeg gaaer her og sætter over dem, som skal til ham; han boer strax ovenfor, naar du bare kommer op paa Bakken, seer du Slottet hans, og dersom du faaer snakke med ham, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvorlænge jeg skal gaae her og sætte over." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Manden tog ham paa Ryggen og bar ham over Elven, og da han var kommen op paa Bakken, saa han Slottet og gik ind. Der var Prindsessen alene hjemme: "Men, kjære Vene, tør der da komme kristne Folk hid?" sagde hun. "Det har der ikke været her, siden jeg kom, det er nok bedst du seer at komme afsted igjen, saa snart du kan, for naar Dragen kommer hjem, saa lugter han dig, og saa sluger han dig med det Samme, og mig gjør du ogsaa ulykkelig." "Nei," sagde Gutten, "jeg kan ikke gaae, førend jeg har faaet tre Fjære af Halen paa ham." "Det faaer du aldrig," sagde Prindsessen.

Men Gutten vilde ikke gaae, han vilde bie paa Dragen og faae Fjærene og Svar paa Spørgsmaalene. "Ja siden du er saa paastaaelig, saa faaer jeg vel see, om jeg kan hjælpe dig," sagde Prindsessen. "Prøv om du kan løfte Sværdet, som hænger paa Væggen der." Nei, Gutten kunde ikke rugge det engang. "Ja, saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske," sagde Prindsessen. Da Gutten havde siddet en Stund, saa skulde han til at prøve igjen; da kunde han netop rugge det. "Du faaer nok tage dig en Slurk til," sagde Prindsessen, "og saa faaer du fortælle mig dit ærende." Han tog sig en Slurk, og saa fortalte han, at der var en Konge, som havde bedet ham om at spørge Dragen, hvorfor han ikke kunde faae reent Vand i Brønden sin; fra en anden skulde han spørge, hvor der var bleven af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden, og for en Dronning skulde han spørge Dragen, hvor der var bleven af hendes Guldnøgler, og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færgemanden, hvor længe han skulde gaae dernede og sætte over. Da han nu tog fat i Sværdet, kunde han løfte det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde han svinge det. "For at ikke Dragen skal gjøre Ende paa dig, saa maa du nu krybe under Sengen," sagde Prindsessen, da det led mod Kvælden, "for nu kommer han snart hjem; og der maa du ligge saa stille, at han ikke mærker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge vel Mærke til, hvad han svarer; og under Sengen maa du blive liggende, til Alt er stilt og Dragen søvner igjen; kryb saa sagte frem og tag Sværdet med dig, og naar han saa staaer op, maa du passe paa at hugge Hovedet af ham med eet Hug; og med det samme nappe de tre Fjære; thi ellers river han dem selv af, for at Ingen skal have Godt af dem."

En Stund efter at Gutten var krøben under Sengen, kom Dragen hjem. "Her lugter saa kristen Mands Been!" sagde Dragen. "Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Menneskebeen i Næbbet og satte sig paa Taget," sagde Prindsessen, "det maa være det, du kjender Lugten af." "Jasaa," sagde Dragen. Saa satte Prindsessen frem Maden, og da de havde spiist, lagde de sig. Men da de havde ligget en Stund, sov Prindsessen saa urolig, og med Eet saa vak hun. "Au da!" sagde hun. "Hvad feiler der dig?" sagde Dragen. "Aa, jeg sover saa urolig," sagde Prindsessen, "og saa havde jeg saadan forunderlig Drøm." "Hvad drømte du da?" sagde Dragen. "Jeg syntes, at der kom en Konge her og spurgte dig, hvorledes han skulde bære sig ad, for at faae reent Vand i Brønden sin," sagde Prindsessen. "Aa, det kunde han nok vide selv," sagde Dragen; "naar han graver Brønden om og tager op den gamle, raadne Stok, som ligger paa Bunden, saa faaer han reent Vand igjen; men lig nu bare rolig og drøm ikke igjen."

Da Prindsessen havde ligget lidt, saa blev hun saa urolig og begyndte at kaste sig i Sengen, saa vak hun igjen. "Au da!" "Hvad er der nu paa Færde igjen?" sagde Dragen. "Aa jeg sover saa uroligt, og saa havde jeg saadan en forunderlig Drøm," sagde Prindsessen. "Det var da en svare Drømning paa dig," sagde Dragen; "hvad drømte du nu da?" "Jeg syntes, der kom en Konge her og spurgte dig, hvor der var bleven af hans Datter, som blev borte for mange Aar siden," sagde Prindsessen. "Det er dig det," sagde Dragen; "men dig faaer han aldrig see mere. Men nu beder jeg dig, at du lader mig faae have Nattero og ikke ligger og drømmer mere, ellers brækker jeg Sidebenene itu paa dig!"

Prindsessen havde ikke ligget længe, førend hun begyndte at blive urolig igjen; ret som det var, saa vak hun: "Au da!" sagde hun. "Nu, er det nu saa igjen, hvad er der paa Færde nu igjen da?" sagde Dragen; da var han saa vild, saa han var nær ved at flyve i Flint. "Aa du maa ikke blive vred," sagde Prindsessen; "men jeg havde saadan en forunderlig Drøm." "Det var da Fanden til Drømning! hvad drømte du nu da?" sagde Dragen. "Jeg syntes, der kom en Dronning hid, som spurgte dig, om du kunde sige hende, hvor hun skulde finde igjen Guldnøglerne sine, som hun har mistet." "Aa, hun kan see efter mellem de Buske, hvor hun laa, dengang hun veed nok, saa finder hun dem," sagde Dragen. "Men lad mig nu være i Fred for flere Drømme."

Saa sov de en Stund, men da begyndte Prindsessen at blive saa urolig igjen, og ret som det var, saa vak hun. "Au da!" "Du bliver nok ikke brav, førend jeg faaer knækket Nakkebenet paa dig," sagde Dragen; - da var den saa vred at Gnisterne sprudede af øinene paa ham. "Hvad er der paa Færde nu igjen da?" "Aa, du maa slet ikke være vred paa mig, jeg kan ikke gjøre ved det," sagde Prindsessen; "men jeg havde saadan en underlig Drøm." "Mage til Drømming har jeg aldrig hørt," sagde Dragen, "hvad drømte du nu da?" "Jeg syntes at Færgemanden ved Sundstedet her nede kom og spurgte dig, om hvorlænge han skal gaae der og sætte over," sagde Prindsessen. "Det dumme Best, det kunde han snart slippe," sagde Dragen: "naar der kommer En, som vil over, behøver han bare at kaste ham ud i Elven og sige: "sæt nu du over, til du bliver afløst!" men lad mig nu have Ro for dine Drømme, ellers bliver der en anden Dands."

Prindsessen lod ham da sove i Fred. Men saa snart det blev stille, og Møllergutten bare hørte, Dragen snorkede, krøb han frem. Førend det var lyst, stod Dragen op, men han var neppe kommet med begge Benene paa Gulvet, førend Gutten hug Hovedet af og nappede tre Fjære af halen paa ham. Da blev der stor Glæde, og baade Gutten og Prindsessen tog saameget Sølv og Guld og Penge og andre Kostbarheder, som de kunde faae med, og da de kom til Sundet, forvirrede de Færgemanden saaledes ved Alt det, han fik at bære over, at han reent glemte at spørge om, hvad Dragen havde sagt, til Altsammen, og Gutten og Prindsessen var over. "Det er sandt du," sagde han, da de skulde afsted, "spurgte du Dragen om det, som jeg bad dig om?" "Ja," sagde Gutten, "han sagde, at naar der kommer En, som vil over, saa skal du kaste ham midt ud i Elven og sige: "sæt nu du over til du bliver afløst, saa bliver du fri." "Aa, tvi vorde dig," sagde Sundmanden, "havde du sagt det før, skulde du faaet løse mig af."

Da de kom til den første Kongsgaarden, spurgte Dronningen, om han havde spurgt Dragen om hendes Guldnøgler. "Ja," svarede Gutten, og hviskede til Dronningen: "han sagde, at du skulde lede mellem Buskene, hvor du laa dengang, du veed nok." "Tys, tys, sig Ingenting," sagde Dronningen og gav Gutten hundrede Daler. Da han kom til den anden Kongsgaard, spurgte Kongen om han havde snakket til Dragen om det, han bad ham om. "Ja," sagde Gutten, "det gjorde jeg, og her er Datter din." Derover blev Kongen saa glad, at han gjerne havde givet Møllergutten Prindsessen og det halve Rige. Men da han var gift før, saa fik han to hundrede Daler og Heste og Vogn og saa meget Guld og Sølv, som han kunde føre med sig. Da han nu kom til den tredie Kongsgaard, kom Kongen ud og spurgte, om han havde spurgt Dragen om det, han bad om. "Ja," svarede Gutten, "han sagde, at du skulde kaste Brønden op og tage op den gamle, raadne Stok, som ligger paa Bunden, saa faaer du nok reent Vand." Da gav Kongen ham tre hundrede Daler. Derfra reiste han lige hjem, og han var saa udskrammereret med Guld og Sølv og saa gjild, at det lyste og lavede af ham; og han var nu meget rigere end Peer Kræmmer. Da Peer fik Fjærene, havde han ikke Noget at sige mod Giftermaalet; men da han fik see al Rigdommen, spurgte han om der da var saa Meget hos Dragen. "Ja," sagde Gutten, "der var meget Mere end jeg kunde faae med, og der er saa Meget at der bliver mange Hestelæs, og hvis du vil reise did, saa er der vist nok til dig ogsaa." Ja, Peer Kræmmer vilde reise did. Saa sagde Svigersønnen ham saa vel Veien, at han slap og spørge sig frem; "men Hestene," sagde han, "er det bedst, du sætter igjen paa denne Side af Elven, for den gamle Sundmanden, han hjælper dig nok over." Peer reiste da, og stor Niste tog han med sig og mange Heste; men dem satte han efter sig ved Elven, saaledes som Gutten havde sagt. Saa tog Sundmanden ham paa Ryggen og da de kom et Stykke udi, kastede han ham midt ud i Elven og sagde: "Nu kan du gaae her og sætte over, til du bliver afløst," og dersom Ingen har løst ham af, saa gaaer Rige Peer Kræmmer der og sætter over den Dag i Dag.