Folkeeventyr (1852)/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 300-305).

Der var en Gang to Brødre, den ene hed Tro og den anden Utro. Tro var altid oprigtig og god mod Alle, men Utro var slem og fuld af Løgn, saa de aldrig kunde lide paa det, han sagde. Moderen var Enke og havde ikke Stort at leve af, og da Sønnerne vare blevne vorne, maatte hun have dem fra sig, for at de selv kunde tjene sit Brød i Verden. Hver af dem gav hun en liden Skræppe med Mad i, og saa skulde de i Veien.

Da de nu havde gaaet til om Aftenen, satte de sig paa et Vindfæld i Skoven og tog frem Skræpperne sine, for sultne vare de efter det de havde gaaet hele Dagen og saa syntes de, at nu skulde en Bid smage godt. „Vil du som jeg, saa skal vi først spise af din Skræppe, saalænge der er Noget i den, saa kan vi siden tage paa min,” sagde Utro. Ja, det var Tro fornøiet med, og saa begyndte de da at spise; men alt det Bedste saa Utro til og fik puttet i sig, og Tro fik bare Skorperne og de brændte Levsestykkerne og Fleskesværdene han. Om Morgenen spiste de atter af Maden hans Tro og om Middagen ogsaa; men saa var der ikke mere i Skræppen hans. Da de saa havde gaaet til seent om Kvelden og skulde til at faae sig Mad igjen, vilde Tro spise af Broderens Skræppe; men Utro sagde Nei og meente at den Maden var hans, og at han ikke havde Mere end han selv godt kunde behøve. „Ja, men du fik jo spise af min Skræppe, saalænge der var Noget i den,” sagde Tro. „Ja, naar du er slig en Nar og lader Andre æde op for dig, faaer du have det saa godt,” meente Utro; „nu kan du sidde der og sikle nu!” sagde han. „Aa ja, Utro hedder du og utro er du, og det har du været al din Tid ogsaa,” sagde Tro. Da Utro hørte det, slog han sig sindt og røg lige paa Broderen og stak begge Øinene ud paa ham; „nu kan du see om Folk er tro eller utro nu, din Blindebuk,” sagde han, og dermed fløi han fra ham.

Tro Stakkel, han gik nu der og trevlede sig frem midt i tykke Skoven; blind og alene var han og ikke vidste han, hvad han skulde tage sig til. Men saa fik han Tag i et stort tykt Lindetræ, og saa tænkte han, at det fik han klyve op i og sætte sig der Natten over for de vilde Dyr. Naar Fuglene begynde at synge, saa er det Dag, da faaer jeg vel prøve at trevle mig videre frem, tænkte han, og saa krøb han op i Linden. Da han havde siddet der en Stund, hørte han at der kom Nogen og begyndte at koge og stelle nede under Træet, og strax efter kom der Flere, og da de nu hilste paa hverandre, hørte han, at det var Bjørnen, Graabenen, Ræven og Haren, som kom og skulde holde St. Hansleg der. De gave sig til at spise og drikke og leve godt, og da de vare færdige med det, satte de sig til at snakke sammen. Saa sagde Ræven: „Skal vi nu ikke fortælle en liden Historie hver, mens vi sidde her?” Jo, det syntes de Andre godt om, det vilde være morsomt, sagde de, og saa begyndte Bjørnen — for han var nu den fornemste, —: Kongen af England har saa daarlige Øine,” sagde Bamse, „han kan næsten ikke see en Alen fra sig; men dersom han kom op i denne Linden om Morgenen, medens der var Dug paa Bladene, og han tog af Duggen og smurte paa Øinene sine, saa fik han sit Syn igjen, saa godt som han nogen Gang har havt det.” — „Ja,” sagde Graabenen, „Kongen af England har en døvstum Datter ogsaa; men vidste han det jeg veed, saa fandt han snart paa Raad for hende. I Fjor da hun gik til Alters, saa spyttede hun ud igjen Brødet, og det kom en stor Padde og slugte; men naar de bare grov under Gulvet, saa fandt de Padden, den sidder beent under Knæfaldet, og Brødet sidder endnu i Halsen paa den. Naar de saa skar Padden op, tog det og gav Prindsessen, saa blev hun som andre Folk igjen baade til at høre og tale.” — „Ja, ja,” sagde Ræven, „naar Kongen af England vidste det jeg veed, saa havde han ikke ondt for Vand i Kongsgaarden sin; under den store Stenen midt i Gaarden hans er det klareste Kildevand, Nogen vilde ønske sig — bare han vidste at grave der!” — „Ja,” sagde Haren, „Kongen af England har den peneste Frugthave i hele Landet, men den bærer ikke saa Meget som en Æblekart en Gang, for der ligger en svær Guldkjæde tredobbelt rundt om Haven. Fik han gravet den op, saa blev det den gjæveste Have i hele hans Rige.” „Men nu er det langt paa Natten, og vi faaer nok gaae hjem igjen nu,” sagde Ræven, og saa gik de sin Vei Allesammen.

Da de var gaaet, søvnede Tro der han sad oppe i Linden, men da Fuglene begyndte at synge om Morgenen, vaagnede han igjen, og saa tog han Dug af Bladene paa Træet og smurte Øinene sine med: da saa han lige saa godt som før Utro havde stukket dem ud paa ham. Nu gik han lige til Kongen af Englands Gaard og bad om Arbeide, og det fik han strax. En Dag kom Kongen ud i Gaarden, og da han havde gaaet der ude en Stund, vilde han drikke af Vandposten sin, for det var hedt om Dagen og Kongen var bleven meget tørst; men da de øste op Vandet til ham, var det baade grumset og seigt og stygt. Derover blev Kongen ganske ærgerlig. „Jeg troer ikke der er en Mand i hele Riget mit, som har saa daarligt Vand i sin Gaard, og endda maa jeg lede det lang Vei over Bjerg og Dale!” sagde Kongen. „Ja, men naar du vilde lade mig faae Folk til at bryde op den store Stenen, som ligger her midt i Gaarden din, skulde du nok faae baade meget og godt Vand,” sagde Tro. Ja, Kongen var vel fornøiet med det, og aldrig før havde de faaet op Stenen og gravet en Stund, saa sprang Vandstraalen ende i Veiret saa klar og tyk som den skulde komme af en Tøndeture; og klarere Vand fandtes ikke i hele England. — En Tid efter var Kongen en Dag ude i Gaarden igjen; saa kom der en stor Høg flyvende efter Hønsene hans, og Alle til at klappe i Hænderne og skrige: „der flyver den! der flyver den!” Kongen greb Bøssen sin og skulde skyde den; men han kunde ikke see saa meget. Saa blev han reent bedrøvet. „Gud give, Nogen kunde sige mig Raad for Øinene mine! jeg mener snart jeg bliver reent blind,” sagde Kongen. „Det skal nok jeg sige dig,” sagde Tro, og saa fortalte han hvorledes han havde baaret sig ad, og Kongen reiste da til Linden, samme Aften, det kan du nok vide, og brav blev han, bare han havde smurt sig med Duggen, som sad paa Bladene om Morgenen. Siden den Tid var der Ingen, Kongen holdt saa gjæv som ham Tro; han maatte være med ham hvor han gik og stod, baade hjemme og borte.

Saa var det en Dag, de gik i Haven sammen. „Jeg skjønner ikke hvorledes det gaaer til jeg,” sagde Kongen; der er ikke nogen Mand i England, som koster saa Meget paa Haven sin som jeg, og endda kan jeg ikke faae eet af Træerne til at bære saa Meget som en Kart.” „Ja, ja,” sagde Tro, „dersom jeg faaer det, som ligger tre Gange rundt om Haven din, og Folk til at grave det op, saa skal nok Haven bære.” Ja, det vilde Kongen gjerne; Tro fik Folkene og til at grave, og saa fik han tilsidst op hele Guldkjæden. Nu var Tro en grundrig Mand, meget, meget rigere end Kongen selv; men Kongen var endda vel fornøiet, for nu bar Haven, saa Grenene paa Træerne hængte lige ned til Marken, og saa søde Æbler og Pærer havde aldrig Nogen smagt.

En Dag igjen gik Tro og Kongen og snakkede sammen; saa kom Prindsessen gaaende forbi dem, og Kongen blev ganske bedrøvet, da han saa hende. „Er det ikke Synd at saa deilig en Kongsdatter, som min er, skal mangle Maal og Mæle?” sagde han til Tro. „Ja, men der er Raad for det,” sagde Tro. Da Kongen fik det at høre, blev han saa glad at han lovede ham Prindsessen til Ægte og halve Riget, dersom han kunde faae hende brav igjen. Tro fik da et Par Mand med sig bort i Kirken og grov frem Padden som sad under Knæfaldet ved Alteret, skar den op og tog ud Brødet og gav Kongsdatteren det — saa blev hun som andre Folk igjen til at tale strax paa Timen.

Nu skulde da Tro have Prindsessen og der blev lavet til Bryllup, for det skulde holdes saa det baade kunde høres og spørges over hele Riget. Mens de saa holdt paa at dandse i Brylluppet, kom der en Fattiggut og bad om en Madbid, og han var saa fillet og elendig at see paa, at Alle forkorsede sig over ham, men Tro kjendte ham strax, og saa at det var Utro, Broder sin. „Kjender du mig igjen?” sagde Tro. „Aa hvor skulde jeg have seet saa stor en Herre, jeg da?” sagde Utro. „Seet mig har du nok ligevel,” sagde Tro; „det var mig, du stak Øinene ud paa et Aar i Dag siden. Utro hedder du og utro er du, det sagde jeg og det siger jeg endnu; men du er nu Bro’er min ligevel, og derfor skal du faae lidt Mad, og saa kan du gaae til det Lindetræ, hvor jeg sad i Fjor. — Faaer du saa høre Noget som kan gjøre din Lykke, saa er det godt for dig.” Ja, Utro lod sig ikke sige det to Gange; har han Tro havt slig Nytte af at sidde i Lindetræet, at han er bleven til Konge over halve England siden i Fjor, saa — tænkte han, og han lagde i Veien og kom til Linden, og den krøb han op i. Han havde ikke siddet der længe, saa kom alle Dyrene og aad og drak og holdt St. Hansleg nede under Træet igjen. Da de havde spist fra sig, vilde Ræven at de skulde til at fortælle Historier, og da kan det vel hænde at Utro begyndte at lye, og det saa Ørene vare færdige at falde af ham. Men Bjørnen var sindt, han, og brummede og sagde: „Der har Nogen sladret om det, vi fortalte i Fjor, og derfor vil vi nu tie med det, vi veed,” og saa bad Dyrene Godnat og gik fra hverandre, og Utro var lige klog. Det var fordi han hed Utro og var utro, det.