Der var en Gang et Par rige Folk, som havde tolv Sønner; men den yngste vilde ikke være hjemme længer, da han var bleven voxen; han vilde ud at prøve sin Lykke i Verden. Forældrene sagde, de syntes han havde det godt og vel der hjemme, og at han gjerne kunde blive hos dem; men han havde ingen Ro paa sig; han vilde og han skulde i Veien, og saa maatte han da faae Lov. Da han havde gaaet en god Stund, kom han til en Kongsgaard. Der bad han om Tjeneste, og den fik han.
Kongsdatteren der i Landet var tagen ind i Fjeldet af Troldet, og Kongen havde ikke flere Børn; derfor var baade han og hele Landet i stor Sorg og Bedrøvelse, og Kongen havde lovet ud Prindsessen og halve Riget til den, som kunde frelse hende; men der var Ingen som kunde det, endda der var nok af dem, som prøvede paa. Da nu Gutten havde været der et Aars Tid eller saa, vilde han hjem igjen og besøge Forældrene sine; men da han kom hjem, vare Forældrene hans døde, og Brødrene havde deelt Alt, de eiede og havde, mellem sig, saa der ikke var Noget igjen til Gutten. „Skal jeg da ikke have Noget efter Forældrene mine?” spurgte Gutten. „Hvem kunde vide, at du var til endnu, som har ranglet og flakket saa omkring?” svarede Brødrene. „Men det er det samme; oppe i Heierne gaaer der tolv Hopper, dem har vi ikke deelt endnu, og vil du have dem for din Deel, kan du tage dem.” Ja, det var Gutten vel fornøiet med; han takkede til og lagde strax afsted op i Heierne, hvor de tolv Hopperne gik paa Havn. Da han kom derop og fandt dem, havde hver sin Sugerfole, og med den ene Hoppen gik der en stor borket Foleunge; den var i sligt et Huld, at det skinnede i den. „Du er vakker du, vesle Foleungen min!” sagde Gutten. „Ja, men vil du slaae ihjel de andre Foleungerne, saa jeg kan faae suge alle Hopperne et Aar, skal du see jeg skal blive stor og vakker da,” sagde Folen. Ja, det gjorde Gutten; han slog ihjel alle tolv Folerne, og gik saa hjem igjen.
Da han saa kom igjen næste Aaret og skulde see til Folen og Hoperne, var den saa fed, saa fed at det glindsede i Huden paa den, og saa stor var den, at Gutten med Nød og Neppe kunde komme op paa den; og alle Hopperne havde faaet hver sin Foleunge igjen. „Ja, det er sandt at jeg fik Lige for det, jeg lod dig suge alle Hopperne mine,” sagde Gutten til Eenaaringen, „men nu er du stor nok, nu faaer du være med mig.” „Nei, jeg faaer gaae her eet Aar til,” sagde Folen, slaa nu ihjel de tolv Foleungerne, saa jeg kan suge alle Hopperne dette Aaret ogsaa, saa skal du see, jeg skal blive stor og vakker til Sommeren!” Ja, det gjorde Gutten igjen; og da han kom op i Heierne det andet Aar og skulde see til Folen sin og Hopperne sine, havde de hver sin Foleunge, men Borkfolen var saa stor at Gutten slet ikke naaede op, da han vilde tage i Nakken paa den forat kjende, hvor fed den var, og saa blank var den, at det lyste af den. „Stor og vakker var du i Fjor, Folen min, men i Aar er du endnu gjildere,” sagde Gutten: „slig Hest findes ikke i Kongens Gaard. Men nu faaer du være med mig.” „Nei,” sagde Borken igjen; „jeg faaer gaae her endnu eet Aar til. Slaa nu bare ihjel de tolv Folungerne igjen, saa jeg kan suge Hopperne dette Aaret ogsaa, saa skal du vel faae see mig til Sommeren!” Ja, Gutten gjorde det ogsaa; han slog ihjel alle Foleungerne, og saa gik han hjem igjen.
Men da han kom igjen det næste Aar og skulde see til Borkefolen og Hopperne sine, blev han reent forfærdet. Saa stor og grovvoxen havde han aldrig troet at Hest kunde blive; for Borken maatte lægge sig ned paa alle Fire, førend Gutten kunde tage op paa den, han havde nok med at komme op paa den, endda den laa, og saa smækfed var den, at det glindsede og blinkede i den som i Speilglas. Og den Gang var ikke Borken uvillig til at følge med Gutten; han satte sig da op paa den, og da han kom ridende hjem til Brødrene sine, slog de Hænderne sammen og forkorsede sig, for slig Hest havde de hverken seet eller hørt tale om før. „Dersom I nu vil skaffe mig saa god Skoning under Hesten min, og saa gjild Sadel og Bidsel, som gives kan,” sagde Gutten, „saa skal I faae alle tolv Hopperne mine, slige de staae og gaae oppe i Heierne, og de tolv Foleungerne deres ogsaa,” — det Aar havde ogsaa hver Hoppe faaet sin Fole —. Det vilde Brødrene gjerne, og saa fik Gutten slig Skoning under Hesten, at Stenstykkerne fløi høit i Luften, naar han red bortover Fjeldheierne, og slig Guldsadel og sligt Guldbidsel fik han, at det lyste og blinkede lang Vei af det. „Nu reiser vi til Kongsgaarden,” sagde Grimsborken — det var Navnet dens, — „men kom vel ihu at bede Kongen om godt Staldrum og godt Foder til mig.” Ja, det lovede Gutten, han ikke skulde glemme, han red af Gaarde og En kan nok vide, han ikke var længe om at komme til Kongsgaarden, slig Hest som han havde.
Da han kom der, stod Kongen ude paa Trappen, og han stirrede og han saa paa ham, som kom ridende. „Nei, nei!” sagde han, „slig Karl og slig Hest har jeg aldrig seet i mit levende Liv før;” og da Gutten spurgte, om han kunde faae Tjeneste i Kongsgaarden, blev Kongen saa glad, at han var færdig at hoppe og dandse, der han stod paa Trappen; det kan vel hænde, at han skulde faae Tjeneste. „Ja, men godt Staldrum og forsvarligt Foder vil jeg have til Hesten min,” sagde Gutten. Ja, han skulde faae Voldhø og Havre, saa meget Borken vilde have, og de andre Ridderne maatte lede Hestene sine ud af Stalden, der skulde Grimsborken staae alene, saa den kunde have rigtig godt Rum.
Men det varede ikke længe før de Andre i Kongsgaarden bleve misundelige paa Gutten, og de vidste ikke alt det Onde, de vilde gjøre ham, naar de bare turde. Tilsidst fandt de paa at sige til Kongen, at han havde sagt sig god for at frelse Kongsdatteren, som Troldet for lang Tid siden havde taget ind i Bjerget, naar han bare vilde. Strax kaldte Kongen ham frem for sig og sagde, at det og det vidste han, Gutten havde sagt sig god for, og nu skulde han gjøre det; kunde han det, saa vidste han, at Kongen havde lovet ud baade Datteren og halve Riget, og det skulde han rigtig og redelig faae, men kunde han det ikke, skulde han dræbes. Gutten negtede, at han havde sagt det, men det hjalp ikke, for Kongen vilde ikke høre paa det Øre, og saa var der ikke andet Raad end at han maatte sige, han vel fik prøve. Han gik da ned i Stalden stur og sørgmodig som han var. Saa spurgte Grimsborken ham, hvad han var saa bedrøvet for; det fortalte Gutten og sagde, at han ikke vidste, hvorledes han skulde stelle sig; „for at faae frelst Prindsessen, det er vel reent umuligt, det,” sagde Gutten. „Aa, det kunde vel lade sig gjøre,” sagde Grimsborken, „jeg skal hjælpe dig, men vel skoet maa du først faae mig. Du maa forlange tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til Skoning, og en Smed til at smide og en til at lægge under.” Ja, det gjorde Gutten, og der var ikke svaret Nei til det, han fik baade Jernet og Staalet og Smedene, og saa blev Grimsborken skoet baade godt og vel, og Gutten ud af Kongsgaarden saa Støvskodden stod efter. Men da han kom til Bjerget, som Prindsessen var taget ind i, saa gjældte det at komme op efter Bjergvæggen did, hvor han skulde ind i Fjeldet, for Bjerget stod, Ende op og ned, saa brat som en Stuevæg og saa glat som en Glasrude. Første Gang, Gutten red i Veien, kom han nok et Stykke op efter Fjeldvæggen, men saa gled Borken med begge Forbenene, og de ned igjen, saa det dundrede i Heien. Anden Gang, han red, kom han et Stykke længer op, men saa glap det ene Forbenet, og ned bar det, som du skulde hørt et Jordskred. Men tredie Gangen sagde Borken: „Nu faaer vi prøve os!” og saa satte han i Veien, saa Stenene sprutede Himmels høit om dem, og saa kom de op; Gutten red ind i fuldt Fiirsprang og nappede Kongsdatteren op paa Sadelknappen, og ud igjen, før Troldet kom sig fore saa meget som at reise sig — og saa var Prindsessen frelst.
Da Gutten kom tilbage til Kongsgaarden, var Kongen baade glad og fornøiet i det, at han havde faaet Datteren sin igjen, det kan du nok vide; men hvorledes det var og ikke var, saa havde de Andre paa Kongsgaarden faaet stelt op Kongen, saa han var vred paa Gutten ligevel. „Tak skal du have, for du har frelst Prindsessen min,” sagde han til Gutten, da denne kom ind i Slottet med hende, og vilde saa gaae sin Vei. „Hun skulde være min, ligesaa vel som din nu, for du er vel ordstød Mand,” sagde Gutten. „Ja, ja,” sagde Kongen, „have hende skal du, siden jeg har sagt det; men først skal du skaffe Solen til at skinne her ind i Kongsgaarden,” — for der var et stort, høit Fjeld lige udenfor Vinduerne, som stod og skyggede, saa at Solen ikke kunde skinne ind —. „Det stod nok ikke i Akkorden det,” svarede Gutten; „men der hjælper vel ingen Bøn, jeg faaer vel prøve mit Bedste, for Prindsessen vil jeg have.” Han ned til Borken igjen og fortalte, hvad Kongen forlangte, og saa meente Grimsborken, at det vel gik an; men ny Skoning maatte først under ham, og den maatte der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til; to Smede vilde der ogsaa til, en til at smide og en til at lægge under, saa skulde de vel faae Solen til at skinne i Kongsgaarden. Da Gutten forlangte dette, fik han det strax; det syntes Kongen for Skams Skyld ikke han kunde negte ham, og saa blev der da lagt ny Skoning under Grimsborken, og det Skoning, som duede. Gutten satte sig paa, og saa bar det sagtens i Veien igjen, og for hvert Hop, Grimsborken gjorde, sank Fjeldet femten Alen ned i Jorden, og saaledes holdt de paa til Kongen ikke kunde see mere til Fjeldet.
Da Gutten kom ned igjen i Kongsgaarden, spurgte han Kongen, om ikke endnu Prindsessen skulde være hans, for nu vidste han ikke Andet end at Solen skinte i Slottet, sagde han. Men saa havde de Andre i Kongsgaarden sat Kongen op igjen, og saa svarede han, at Gutten nok skulde faae hende, han havde aldrig Andet tænkt, men først skulde han skaffe hende saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest. Gutten sagde, at det havde Kongen aldrig talt om før, og nu syntes han, at han havde fortjent Prindsessen; men Kongen blev ved Sit, og dersom Gutten ikke kunde det, skulde han miste Livet til, sagde Kongen. Gutten gik ned i Stalden igjen, og sørgmodig og bedrøvet var han, det kan du sagtens vide; der fortalte han til Grimsborken, at nu havde Kongen paalagt ham at skaffe Prindsessen saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest, ellers skulde han miste Livet; „men det bliver nok ikke let,” sagde han, „for din Mage gives vel ikke i Verden.” „Aa jo, der er Mage til mig,” svarede Grimsborken; „men let bliver det ikke at faae den; den er i Helvede den. Men vi faae vel prøve. Nu skal du gaae op til Kongen og forlange ny Skoning under mig, og til den maa der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal igjen, og to Smede, en til at smide og en til at lægge under, men see endelig til, at Hagerne og Grævene blive vel hvasse; og tolv Tønder Rug og tolv Tønder Byg, og tolv slagtede Oxer maae vi have med os, og alle tolv Oxehuderne, med tolv hundrede Spiger i hver, maa du ogsaa forlange; alt det maae vi have.” Gutten gik op til Kongen og forlangte Alt, Grimsborken havde sagt, og Kongen syntes nu igjen det var Skam at negte ham det, derfor fik han det Altsammen.
Saa satte han sig op paa Grimsborken og red af Gaarde, og da han saa havde redet langt, langt bort over baade Bjerg og Heier, spurgte Borken: „Hører du Noget?” „Ja, det suser saa fælt oppe i Luften; jeg mener jeg bliver ræd jeg,” sagde Gutten. „Det er alle de vilde Fugle, i Skoven ere, som komme flyvende; de ere udsendte for at standse os,” sagde Grimsborken. „Men skjær Hul paa Kornsækkene, du, saa faae de saa travlt med Kornet, at de glemme os.” Ja, det gjorde Gutten, han skar Hul paa Kornsækkene, saa Bygget og Rugen randt udover til alle Sider. Saa kom alle de vilde Fugle, i Skoven vare, saa tykt, at det sortnede for Solen; men da de fik see Kornet, saa kunde de ikke bare sig, men slog sig ned og begyndte at hakke og pikke op Kornet og Rugen, og tilsidst begyndte de at slaaes sig imellem; Gutten og Grimsborken gjorde de ikke Noget, dem glemte de reent.
Nu red Gutten igjen baade langt og længe, over Bjerge og Dale, over Aaser og Moer; saa begyndte Grimsborken at lye igjen, og saa spurgte den Gutten, om han hørte Noget nu. „Ja, nu hører jeg det brager saa stygt i Skoven paa alle Kanter; jeg mener jeg bliver ræd nu,” sagde Gutten. „Det er alle de vilde Dyr, i Skoven ere, det,” sagde Grimsborken; „de ere udsendte for at standse os. Men kast bare ud de tolv Oxeskrotterne, saa have de nok at gjøre med dem, og saa glemme de os.” Ja, Gutten kastede ud Oxeskrotterne, og saa kom alle de vilde Dyr i Skoven, baade Bjørne og Graabener og Løver og alle Slags fæle Dyr; men da de fik see Oxeskrotterne, begyndte de at slaaes om dem, saa Blodet flømmede, og Gutten og Grimsborken glemte de reent.
Saa red Gutten langt bortover igjen, det var mange mange Blaaner, for med Grimsborken gik det ikke sagte, kan En nok vide; saa knæggede Borken. „Hører du Noget?” sagde den. „Jo jeg hørte ligesom en Foleunge knægge saa grant, langt, langt borte,” svarede Gutten. „Det var nok en voxen Foleunge det!” sagde Grimsborken, „det hørtes saa grant af det, han er saa langt fra os.” Derpaa reiste de et godt Stykke, en Blaane eller Noget, igjen. Saa knæggede Grimsborken paa Nyt. „Hører du Noget nu?” sagde han. „Ja, nu hørte jeg tydelig det knæggede, som en voxen Hest,” svarede Gutten. „Ja du faaer nok høre den en Gang endnu,” sagde Grimsborken, „da skal du høre, der er Maal i den.” De reiste en Blaane eller Noget igjen, saa knæggede Grimsborken tredie Gang, men førend den nu fik spurgt Gutten om han hørte Noget, saa knæggede det borte i Heien, saa Gutten tænkte at baade Bjerg og Fjeld skulde revne. „Nu er den her,” sagde Grimsborken. „Skynd dig nu og kast Oxehuderne med Spigerne i over mig, og Tjæretønden kaster du bortover Marken; klyv saa op i den store Granen der. Naar den kommer, spruder den Ild ud af begge Næseborene, og saa tager det Varme i Tjæretønden. Læg saa vel Mærke: dersom Luen stiger, saa vinder jeg; men dersom den falder, saa taber jeg. Men seer du jeg vinder, saa kaster du paa den Bidslet — det maa du tage af mig — og saa er den spag.” Netop Gutten havde faaet kastet Spigerhudene over Grimsborken og Tjæretønden bortefter Marken og vel var kommen op i Granen, saa kom der en Hest, saa Varmen sprudede af den, og saa fløi der Ild i Tjæretønden med det samme; og den og Grimsborken til at slaaes, saa Stenene dandsede Himmels høit. De bed og de slog baade med Frembenene og Bagbenene, og somme Tider saa Gutten paa dem og somme Tider saa han paa Tjæretønden, men tilsidst steg Luen: for hvor den anden Hest bed og hvor den slog, saa traf den Spigerhuderne, og saa maatte den give sig. Da Gutten saa det, var han ikke længe om at komme ned af Træet og faae kastet Bidslet paa den, og saa var den saa spag, at han kunde styret den med en Tvindetraad; den Hesten var ogsaa borket, og saa lig Grimsborken, at Ingen kunde skille den ene fra den anden. Gutten satte sig op paa den borkede Hesten, han havde fanget, og red hjem igjen til Kongsgaarden, og Grimsborken sprang med løs. Da han kom der, stod Kongen ude i Gaarden. „Kan du nu sige mig, hvad for en Hest jeg har fanget, og hvad for en jeg havde før?” sagde Gutten. „Kan du ikke det, saa mener jeg, Datteren din hører mig til.” Kongen gik og saa paa begge Borkene, baade høit og lavt, baade fremme og bag, men der var ikke et Haar anderledes paa den ene end paa den anden. „Nei,” sagde Kongen, „det kan jeg ikke sige dig; og siden du har skaffet Datteren min saa gjild Brudehest skal du gjerne faae hende. Men Eet maae vi prøve først: om det er saa laget. Nu skal først hun gjemme sig to Gange,” sagde han, „og siden skal du gjemme dig to Gange; dersom du da kan finde hende de Gange, hun har gjemt sig, men hun ikke finder dig i dit Gjemsel, saa er det saa laget, og saa skal du faae Prindsessen.” „Det staaer nu ikke i Akkorden, det heller,” sagde Gutten; „men vi faae vel prøve, siden det saa skal være,” og saa skulde Kongsdatteren til at gjemme sig først.
Hun skabte sig til en And og laa og svømmede i Vandet, som var tæt udenfor Kongsgaarden. Men Gutten gik bare ned i Stalden, og spurgte Grimsborken, hvor hun havde gjort af sig. „Aa, du behøver bare at tage Geværet dit og gaae ned til Brønden og sigte paa den Anden, som ligger og svømmer der,” sagde Grimsborken, „saa kommer hun nok frem igjen.” Gutten nappede Geværet og lagde ned til Vandet, han; „jeg vil nok klemme paa denne Anden,” sagde han, og gav sig til at sigte paa den. „Nei, nei, kjære Vene, skyd ikke; det er mig!” sagde Prindsessen, saa havde han fundet hende den Gangen. Den anden Gang skabte Prindsessen sig til et Brød og lagde sig paa Bordet mellem fire andre; og saa lig var hun de andre Brødene, at Ingen kunde skille dem fra hverandre. Men Gutten gik igjen ned i Stalden til Grimsborken, og sagde at nu havde Prindsessen gjemt sig igjen, og han vidste slet ikke, hvor der var bleven af hende. „Aa, tag bare og bryn en dygtig Brødkniv og lad som du vilde skjære tvers igjennem det tredie Brødet fra venstre Haand af de fire Brødene, som ligge paa Kjøkkenbordet i Kongsgaarden, saa kommer hun nok frem igjen,” sagde Grimsborken. Ja, Gutten op i Kjøkkenet og til at bryne den største Brødkniven, han kunde finde, greb saa det tredie Brødet fra venstre Haand og satte Kniven paa det, som han vilde skjære det tvært igjennem. „Jeg vil nok have mig en Skalk af dette Brødet,” sagde han. „Nei, kjære Vene, skjær ikke, det er mig!” sagde Prindsessen igjen, og saa havde han fundet hende anden Gang ogsaa.
Saa skulde han til at gjemme sig; men ham sagde Grimsborken saa vel fore, at han ikke var god at finde igjen. Først skabte han sig til en Klæg og gjemte sig i det venstre Næseboret til Grimsborken; og Prindsessen gik og ledte og snuste allesteds, baade høit og lavt, og saa vilde hun ogsaa op i Spiltauget til Grimsborken; men han til at bide og slaae om sig, saa at hun ikke turde komme der, og saa kunde hun ikke finde ham. „Ja, siden jeg ikke kan finde dig, saa faaer du komme frem igjen af dig selv,” sagde hun, og strax stod Gutten der paa Staldgulvet. Anden Gang sagde Grimsborken ham igjen, hvad han skulde gjøre sig til, og den Gang skabte han sig til en Jordklump og satte sig mellem Hoven og Skoen paa det venstre Forbenet til Borken; Kongsdatteren gik og ledte og ledte igjen, baade, ude og inde, og tilsidst kom hun da i Stalden og vilde op i Spiltauget til Grimsborken. Ja denne Gangen lod han hende komme op i til sig, og hun snuste baade høit og lavt; men under Hovene kunde hun ikke komme, han stod for fast paa Benene til det, Grimsborken; og saa kunde hun ikke finde Gutten. „Ja, saa faaer du komme frem igjen af dig selv da, siden jeg ikke kan finde dig,” sagde Prindsessen, og idet samme stod Gutten ved Siden af hende paa Staldgulvet. „Ja nu er du min,” sagde Gutten til Prindsessen; „for nu kan du see, det er saa laget,” sagde han til Kongen. „Ja, er det saa laget, saa faaer det saa blive,” sagde Kongen; der blev lavet til Bryllup baade vel og snart, og Gutten satte sig paa Grimsborken og Kongsdatteren paa Magen hans; saa kan du nok vide, de ikke var længe om Kirkeveien.