Folkeeventyr (1852)/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 168-176).

Der var engang et Par fattige Folk; de boede i en ussel Hytte langt borte i Skoven, og for dem var der ikke Mere end fra Haanden og i Munden og med Nød og Neppe det; men de havde tre Sønner, og den yngste af dem var da Askeladden; for han gjorde ikke Andet end laa og grov i Asken.

En Dag sagde den ældste Gutten at han vilde ud at tjene; det fik han strax Lov til, og han vandrede da ud i Verden. Han gik og han gik hele Dagen, og da det led mod Kvelden kom han til en Kongsgaard; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen? „Aa jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste jeg, Faer!” sagde Gutten. „Vil du tjene hos mig og gjæte de syv Folerne mine?” spurgte Kongen. „Dersom du kan gjæte dem en heel Dag og sige mig om Kvelden hvad de æde og drikke, saa skal du faae Prindsessen og det halve Riget; men kan du ikke det, saa skjærer jeg tre røde Remme af Ryggen din.” Ja, det syntes Gutten var et let Arbeide; det skulde han nok gjøre, meente han.

Om Morgenen, da det begyndte at lyse af Dagen, slap Staldmesteren de syv Folerne; de sprang afsted og Gutten bag efter; og saa kan det vel hænde, det gik baade over Bjerg og Dale, gjennem Busker og Kjær. Da Gutten havde løbet saaledes en god Stund, begyndte han at blive træt, og da han havde holdt paa endda et Stykke, var han vel fornøiet af hele Gjætningen, og med det samme kom han til en Bjergskorte; der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Haandteen. Da hun fik see Gutten, som sprang efter Folerne, saa Sveden drev af ham, raabte Kjærringen: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig!” Det vilde Gutten gjerne; han satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen og lagde Hovedet sit i hendes Favn, og saa lyskede hun ham hele Dagen, mens han laa og ladede sig. Da det led mod Kvelden, vilde Gutten gaae; „jeg faaer ligesaa godt rangle lige hjem igjen,” sagde han, „for til Kongsgaarden kan det ikke nytte, jeg kommer.” „Bi lidt til i Mørkningen,” sagde Kjærringen „saa kommer Folerne til Kongen her forbi igjen; saa kan du springe hjem igjen med dem; der er Ingen som veed, at du har ligget her hele Dagen i Stedet for at gjæte Folerne.” Da de nu kom, gav hun Gutten en Vandflaske og en Mosedot; det skulde han vise Kongen og sige var det, de syv Folerne aad og drak. „Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen da?” sagde Kongen, da Gutten kom frem for ham om Kvelden. „Ja, jeg har nok det,” sagde Gutten. „Saa kan du vel sige mig, hvad det er, de syv Folerne mine æde og drikke?” spurgte Kongen. Ja, Gutten viste frem Vandkrukken og Mosedotten, han havde faaet af Kjærringen; „der seer du Maden og der seer du Drikken deres,” sagde Gutten. Men saa skjønte Kongen nok, hvorledes han havde gjætet, og han blev saa sindt at han befalede, de skulde jage ham hjem igjen paa Øieblikket, men først skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen paa ham og strøe Salt i. Da Gutten kom hjem igjen, kan du nok vide, hvorledes han var tilmode; een Gang havde han gaaet ud for at faae Tjeneste, sagde han, men det gjorde han aldrig mere.

Dagen efter sagde den anden Søn, at han vilde ud i Verden og prøve sin Lykke. Forældrene sagde nei, og bad ham see paa Ryggen til Broderen sin, men Gutten gav sig ikke, han blev ved Sit, og langt om længe fik han da Lov, og lagde i Veien. Da han havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen, og da Gutten svarede, at han gik og hørte efter Tjeneste, sagde Kongen, han kunde faae tjene hos ham og gjæte de syv Folerne hans; og saa satte Kongen samme Straf og samme Løn for ham, som han havde sat for Broderen. Ja, Gutten var strax villig til det; han stedede sig i Tjeneste hos Kongen, for han skulde nok passe Folerne og sige Kongen hvad de aad og drak, meente han.

I Graalysningen om Morgenen slap Staldmesteren de syv Folerne; de afsted igjen over Bjerg og Dal, og Gutten bag efter. Men ham gik det ligeens som Broderen; da han havde sprunget efter Folerne en lang, lang Stund, saa han baade var svedt og træt, kom han forbi en Bjergskorte, hvor en gammel Kjærring sad og spandt paa en Haandteen, og hun raabte til Gutten: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig.” Det syntes Gutten vel om; han lod Folerne løbe sin Vei og satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen. Saa sad og saa laa han, og lade sig gjorde han hele Dagen.

Da Folerne kom tilbage mod Kvelden, fik han ogsaa en Mosedot og en Vandflaske af Kjærringen, som han skulde vise Kongen. Men da saa Kongen spurgte Gutten: „Kan du nu sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?” og Gutten stak frem Mosedotten og Vandkrukken og sagde: „Ja, der seer du Maden og der seer du Drikket deres,” — blev Kongen vred igjen og befalede, at de skulde skjære tre røde Remme af Ryggen paa Gutten og strøe Salt i og jage ham hjem paa Øieblikket. Da saa Gutten kom hjem igjen, fortalte han ogsaa, hvorledes det var gaaet ham, og sagde, at een Gang havde han gaaet ud for at faae Tjeneste, men det gjorde han nok aldrig mere.

Den tredie Dag vilde Askeladden i Veien; han havde nok Lyst til at prøve at gjæte de syv Folerne han ogsaa, sagde han. De Andre loe og gjorde Nar af ham; „naar det er gaaet saaledes med os, saa skal vel du gjøre det færdigt — du seer ud til det, du, som aldrig har gjort Andet end at ligge i Asken og grave,” sagde de. „Ja, jeg vil nok i Veien ligevel jeg,” sagde Askeladden, „for jeg har nu faaet det i Hovedet,” — og alt de Andre loe og Forældrene bad, saa hjalp det ikke; Askeladden lagde i Veien. Da han saa havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden i Mørkningen. Der stod Kongen ude paa Trappen, og spurgte, hvor han skulde hen? „Jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste,” sagde Askepot. „Hvor er du fra da?” spurgte Kongen; for han vilde vide lidt bedre Besked nu, før han stedede Nogen i Tjeneste. Askeladden fortalte da, hvor han var fra, og sagde at han var Broder til de To som havde gjætet de syv Folerne til Kongen, og saa spurgte han, om ikke han kunde faae prøve, at gjæte dem næste Dagen. „Aa tvi!” sagde Kongen — han blev ganske sindt, bare han kom i Hu dem — „er du Broder til de To, saa duer du vel ikke stort du heller; Slige har jeg havt nok af!” „Ja, men siden jeg nu er kommen her, kunde jeg vel faae Lov at prøve mig, jeg ogsaa,” sagde Askeladden. „Aa ja, vil du endelig have Ryggen din flaaet, saa gjerne for mig!” sagde Kongen. „Jeg vil nok heller have Prindsessen jeg,” sagde Askeladden. — Om Morgenen i Graalysningen slap Staldmesteren de syv Folerne igjen, og de afsted over Bjerg og Dal, gjennem Buske og Kjær, og Askeladden bagefter. Da han havde sprunget saaledes en god Stund, kom ogsaa han til Bjergskorten; der sad den gamle Kjærringen igjen og spandt paa Haandteen sin og raabte til Askepot: „Kom hid, kom hid min smukke Søn, skal jeg lyske dig!” sagde hun. „Kys mig bag, kys mig bag!” sagde Askepot, han hoppede og sprang og holdt i Folerumpen. Da han vel var kommen forbi Bjergskorten, sagde den yngste Folen: „Sæt dig op paa Ryggen min du, for vi har lang Vei endnu,” og det gjorde han.

Saa reiste de et langt, langt Stykke til. „Seer du Noget nu?” sagde Folen. „Nei!” sagde Askeladden. De reiste da et godt Stykke igjen. „Seer du Noget nu?” spurgte Folen. „Aa nei,” sagde Gutten. Da de saa havde reist et langt, langt Stykke, spurgte Folen igjen: „Seer du Noget nu da?” „Ja, nu synes jeg, det hvidner i Noget,” sagde Askepot; „det seer ud som en stor, diger Birkestubbe.” „Ja, der skal vi ind,” sagde Folen. Da de kom til Stubben, tog den ældste Folen og brød den til Side, — saa var der en Dør, der Stubben havde staaet; — indenfor var der en liden Stue, og i Stuen var der ikke stort Andet end en liden Skorsten og et Par Krakke; men bag Døren hang et stort, rustent Sværd og en liden Krukke. „Kan du svinge Sværdet?” spurgte Folen. Askeladden prøvede, men han kunde ikke; saa maatte han tage sig en Slurk af Flasken, først en Gang, saa en Gang til og saa endda en Gang, og saa kunde han haandtere det som ingen Ting. „Ja, nu maa du tage Sværdet med dig,” sagde Folen, „med det skal du hugge Hovedet af os alle syv paa Bryllupsdagen din, saa blive vi til Prindser igjen, som vi vare før. For vi ere Brødre til Prindsessen, du skal faae, naar du kan sige Kongen, hvad vi æde og drikke; men der er et fælt Trold, som har kastet Ham paa os. Naar du nu har hugget Hovedet af os, maa du passe vel paa og lægge hvert Hoved ved Halen af den Krop, som det før sad paa; saa har Trolddommen ikke mere Magt med os.” Det lovede Askeladden, og saa reiste de videre.

Da de nu havde reist en lang, lang Vei, spurgte Folen: „Seer du Noget?” „Nei,” sagde Askeladden. Saa reiste de en god Stund endda. „End nu?” spurgte Folen; „seer du Noget nu?” „Aa nei!” sagde Askeladden. Saa reiste de mange, mange Mile igjen baade over Bjerg og Dale. „Nu da?” sagde Folen, „seer du ikke Noget endnu?” „Jo” sagde Askeladden, „nu seer jeg ligesom en Stribe, som blaaner langt, langt borte.” „Ja, det er en Elv det,” sagde Folen; „den skal vi over.” Over Elven gik der en lang, gjild Bro, og da de vare komne paa den anden Side, reiste de igjen et langt, langt Stykke; saa spurgte Folen igjen, om Askeladden ikke saa Noget? Jo, den Gang saa han, det sortnede i Noget langt borte, ligesom i et Kirketaarn. „Ja, der skal vi ind igjen,” sagde Folen.

Da Folerne kom ind paa Kirkegaarden, bleve de til Mennesker igjen og saae ud som Kongssønner, med saa prægtige Klæder at det lyste af dem; og saa gik de ind i Kirken og annammede Brød og Viin af Præsten, som stod for Alteret. Askeladden gik ogsaa ind; men da Præsten havde lagt Hænderne paa Prindserne og lyst Velsignelsen, gik de ud af Kirken igjen, og det gjorde Askeladden ogsaa; men han tog med sig en Viinflaske og et Alterbrød. Og med det samme de syv Kongssønnerne kom ud paa Kirkegaarden, bleve de til Foler igjen, saa satte Askeladden sig op paa Ryggen af den Yngste, og saa gik det tilbage igjen den samme Vei, de vare komne, men endda meget, meget fortere end frem. Først reiste de over Broen, saa forbi Stubben og saa forbi Kjærringen, som sad i Bjergskorten og spandt; og det gik saa fort at Askeladden ikke kunde høre det, Kjærringen skreg efter ham, men saa meget hørte han, at han forstod, hun var fælt sindt.

Det var næsten mørkt, da de kom tilbage til Kongsgaarden om Kvelden, og Kongen selv stod paa Gaarden og ventede paa dem. „Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen?” sagde Kongen til Askeladden. „Jeg har gjort mit Bedste jeg,” svarede Askeladden. „Saa kan du vel sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?” spurgte Kongen. Askeladden tog da frem Alterbrødet og Viinflasken og viste Kongen. „Der seer du Maden og der seer du Drikket deres,” sagde han. „Ja du har gjætet tro og vel,” sagde Kongen; „og du skal have Prindsessen og halve Riget.” Saa blev der lavet til Bryllups og det skulde være saa prægtigt og gjildt, at det baade skulde høres og spørges, sagde Kongen. Men da de saa sad ved Brudebordet, reiste Brudgommen sig og gik ned i Stalden, for han havde glemt Noget der, og det maatte han gaae efter, sagde han. Da han kom derned, gjorde han som Folerne havde sagt, og hug Hovedet af dem alle syv, først af den Ældste og saa af de Andre, efter som de vare gamle til, og saa passede han nøie paa at lægge hvert Hoved ved Halen paa den Folen, det havde siddet paa; og eftersom han gjorde det, bleve de til Prindser igjen. Da han kom ind til Bryllupsbordet med de syv Prindserne, blev Kongen saa glad, at han baade kyssede og klappede Askeladden; og Bruden hans blev endnu gladere i ham, end hun før havde været. „Det halve Riget har du nu faaet,” sagde Kongen, „og det andet halve skal du faae efter min Død; for Sønnerne mine de kan skaffe sig Land og Rige selv, nu de ere blevne Prindser igjen.” Saa kan det vel hænde, der blev Glæde og Moro i det Bryllup; jeg var ogsaa med; men der var Ingen som havde Stunder at komme i Hu mig: jeg fik ikke Andet end et Smørrebrød, det lagde jeg paa Kakkelovnen, og Brødet brand, og Smørret rand, og aldrig fik jeg igjen et eneste Gran.