Flyvefisken/Kapittel 9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 45-50).
IX
HAVANACIGAREN


De tre mænd blev forbauset staaende.

Det var intet i værelset, som tydet paa, at en mand hadde brutt ut. De nakne vægger viste intet tegn paa, at nogen hadde forcert sig ut den vei, og takvinduet var saaledes anbragt midt i taket, at det syntes umulig, at en enkelt mand uten hjælp kunne ha naadd derop.

Fjeld gik langsomt hen til bordet. Han tok forsigtig op cigaren. Det var en »Uppmann«. Det røde mavebelte lyste indbydende. Forbauset la han den fra sig. Der var endnu fyr i den. En tynd blaalig røk slynget sig i serpentineagtige folder op fra bordet.

—Han er netop undsluppet, sa Burns. Kanske vi kunde gripe ham før han naar utenfor øen.

Men Fjeld rørte sig ikke.

Han blev i dype tanker staaende likeoverfor den svakt brændende cigar. Hans næsebor utvidet sig og hans øine hvilte ufravendt paa den halvrøkte havaneser. Det var, som om han vilde lukte sig til, hvorledes russeren var forsvundet. Men aromaen fra cigaren fortalte ham intet.

Da faldt hans øine paa en fin litt flosset traad, som laa ved siden av cigaren.

Fjeld tok den litt forsigtig mellem fingrene og undersøkte den nøie.

—Det er silke, mumlet han. Den er slitt av med stor kraft fra et tvundet silketaug. Saken en klar. Det er nok en farlig mand, vi har at kjæmpe med. Han har gjort, hvad man kun i drømme vilde ha kunnet tænke sig . . . Det maa være en fyr med ganske overordentlige kræfter og en enestaaende behændighet . . .

—Jeg skjønner endnu ikke ganske rigtig hvorledes . . . sa Burns grundende.

—Jo, fortsatte Fjeld, og holdt den tynde silketraad frem i lyset . . . det er ingen tvil mere om, at Asev nu befinder sig paa vei indover mot Dynekilen. Det er en seig djævel, og han frygter ikke noget. En slik storm,—det er akkurat noget for en tartar som ham. Vi kommer nok snart til at høre fra ham. Det er derfor bedst, at vi realisierer vor ide og reiser herfra snarest mulig. »Flyvefisken« liker sig godt i denslags veir. Det blir nok en nat, hvor sjøormen kan faa tumle sig frit. Jeg antar ikke, at vi vil vække nogen opsigt. Selv aviserne befinder sig bak ruterne i et veir som dette. Og . . .

Fjeld brøt hurtig av.

En lang, klagende lyd skar ind mellem stormkastene. Erko styrtet hen til døren og lukket den op. Et stort dyr fløi ind mellem dem. Det var en mægtig løvefarvet bundt av strittende haar.

—Hvad er det, »Pajazzo«? ropte Erko bekymret og strøk den uhyre kat, som var svulmet op til en hel liten ballon. Det underlige dyr mindet ikke mere om de stilfærdige huskatter, som korter tiden med huslige adspredelser. Hvert eneste haar paa dens brede krop stod ut som en børste. Den lignet et pindsvin. Det stolte og vakre hode var forrevet, dens ene øre blodig, og et dypt saar krydset dens bakhode. Men den rasende kat lot ikke til at ænse noget. Den gik frem og tilbake foran sin herre og fræste som en jaguar, der har feilet sit bytte.

—Asev er nok ikke kommet helt uskadt fra affæren, sa Fjeld og bøide sig over katten.

Det store dyr blev pludselig staaende stille og saa paa sin herre med sine dype og alvorlige øine. Det var som om den vilde be om forladelse, fordi den ikke hadde faat dø paa sin post.

Fjeld strøk den over det mishandlede hode med usigelig ømhet. Han saa, hvorledes kattens poter var blodige. Der hang endog smaa kjøttrevler paa de lange klør. Russerens ansigt hadde øiensynlig været i den nærmeste kontakt med de farlige labber.

—Nu forstaar jeg, hvorledes Asev er undveket, sa han, mens han kjærtegnet det saarede dyr. Han har hat en silkesnor paa sig. Med en ufattelig behændighet har han brukt den som lasso og faat den slynget over kroken deroppe. Saa har han klatret op en snor, som ikke er stort tykkere end et fiskesnøre. Der er mange apekatter, som ikke vilde kunnet gjøre ham det efter. Det vilde ialfald ikke passe for folk med vore legemer, Burns . . . Ute paa taket har han møtt »Pajazzo«, som er gaat løs paa ham. Med den største møie har han befriet sig fra dyret, er krøpet over pigtraadgjærdet og har saaret og blødende søkt ned til sjøen. Antagelig har han foreløbig opgit sine planer om at ødelægge »Flyvefisken« . . . Men jeg spaar, at vi faar høre fra ham før hanere har galet imorgen. La os skynde os!

De tre mænd kastet et sidste blik paa det tomme værelse og gik hurtig ut i hallen. Stormen var nu paa det høieste. Den hylte og rev i bølgeblikket, den skrek ind fra sjøen med dype, underlige ul. Endog vandet i den kanal, hvor det lange, fiskelignende staaldyr svømmet, var i bevægelse.

—Er alt færdig? spurte Fjeld.

—Ja, svarte dvergen. Maskinerne er fuldladde. Hver eneste del er nøie prøvet og undersøkt.

—Men er det ikke litt for haardt veir for en prøvetur, spurte Burns. Det er mig likegyldig, men det vilde ikke være bare moro at bli liggende sammen med en saa herlig opfindelse paa havets bund.

Dvergen kneiste og bøide sig ømt over de grønne og blanke metalsider.

—Dette er mit mesterverk, mumlet han. Det er min skjønneste drøm. Ja, mit livs store ide er det, Flyvefisken . . . Har De set den dernede i tropen Burns? . . . Første gang jeg saa den, var en gnistrende solmorgen i Floridastrædet. Heten jog os ut av kahytten og morgenglansen vugget henover den blaa sjø. Alt var blaat i blaat. Vi saa i det fjerne palmelundene ind til Floridas vældige sumpskoge.

Og midt op i dette blaa glitter kom flyvefiskene frem. De sprat op som sølvlysende straaler av det store blaa skjød, de strakte ut sine vinger, de skjøt fremover i smaa bølgende bevægelser og nød solen og skjønheten i nogen herlige sekunder. Saa gled de under igjen. Havet og luften var deres elementer. De sorterte ikke under nogen enkelt av de store herskere, men gik sine veier som de vilde . . . Ja flyvefisken, Burns, det er tidens ide, det er verdensfuglen og verdensfisken, som svinger ind paa de vældige avgjørelsers valplads.

Dvergen stanset anpusten. Han kastet et hurtig blik paa Fjeld, der saa meget aandsfraværende ut. Det var en eller anden ide, som arbeidet i hans hjerne. Og en dyp bekymring stod at læse i de haarde træk . . .

—Hvad er det Fjeld? spurte dvergen i en lav tone. Er der nogen fare paafærde?

Den norske læge svarte ikke det første minut. Det var likesom han veiret efter et eller andet, som i uklare omrids formet sig i hans tanke.

—Cigaren, mumlet han, cigaren — — —

—Hvad er det med cigaren? spurte Burns. Tænker du paa den, som laa og oste efter Asev?

Da rettet pludselig Fjeld sig op. Hans øine lyste.

—Det var ingen cigar, sa han ophidset.

—Hvad mener du? skrek dvergen. —En bombe var det. La os skynde os . . . Asev skjænker ikke sine cigarer bort paa den maate . . .

Da lød der pludselig en kraftig eksplosion fra det værelse, hvor Asev hadde tilbragt sit fangenskap. En mægtig hvit røksøile bølget ind i hallen. De tre mænd blev slaat overende av lufttrykket, og med et forfærdelig brak ramlet taket sammen over Erkos stolte amfibium.