Flyvefisken/Kapittel 36
John Redpaths svære Armstrongautomobil suste ut over veien mot Gravesend. Politiets strenge reglement og kjørehastighet var rent sat ut av betragtning. Den lille politichauffør hadde huket sig sammen paa sætet, og hans øine lynte gjennem brillerne. Han tok svingene med en overlegenhet, der ofte gik paa livet løs.
Men det syntes ikke, som om nogen av dem, der befandt sig inde i automobilen, følte nogen trang til at stagge ham i hans vilde flugt ut mot haverne i Rosherville.
Redpath sat tilbakelænet paa sætet med det ene ben over det andet. Monoclen hadde ikke forladt hans øine, og det behagelige levemandssmil dvælte endnu om hans fine og uttryksfulde mund. Ved hans side sat Bergljot Bratt. Hun bar tydelig spor av den sidste dags strabadser. Hendes deilige lyse haar var i den vildeste uorden, hendes kjoleærmer var slidt istykker av repene og en sky av pakkassestøv og smuds dækket hendes lyse sommerkjole.
Men den unge pike saa ikke ut til at ta sig nær av de mangler, som klæbet ved hendes toilette. Hendes blaa, uttrysfulde øine skinnet som i feber. Og John Redpath opdaget pludselig i et hastig sideblink, at denne merkelige unge dame med de uregelmæssige træk var ganske paafaldende betagende i sine alvorlige blaaøiede energi.
Fjeld sat like overfor dem. Haandjernene klirret endnu fra hans venstre haand. Han hadde ikke git sig tid at befri sig fra resterne. Ogsaa han bar tydelige spor av pakkassens støv og smuds. Hans haandled var blodig, en spiker hadde flænget hans ansigt.
John Redpath gjorde uvilkaarlig den reflektion, at den brave norske læge i sin nuværende forfatning vilde ha skræmt nogen hver. Der var et uttryk i hans øine, som var farlig at se paa. Deres ellers saa klare og rolige glans var forsvundet. Den blaa farve i dem druknet i en rødlig blodglans, som bredte sig ut fra øienkrokene. Han sa ikke et ord. Han sat der med sammenknebne læber og tæt rynkede bryn. Og de brede hænder med de sterke knoker, hvorover der fløt en liten blodstrøm, skalv ganske let.
Politichefen lænet sig fremover.
—Fortæl, hvorledes det er gaat til, sa han.
Han kunde like saa godt ha talt til en væg. Fjeld saa distræt forbi ham. Han lyttet kun til den svære maskines hastige aandedræt. Og alle hans tanker samlet sig om dette ene: Kommer vi tidsnok? Kommer vi tidsnok?
Og lille Bergljot hadde heller ikke noget at si. Hun fulgte de vekslende nuancer i Fjelds likbleke ansigt, og hendes hænder knyttet sig uvilkaarlig. Nu levet hun midt i hændelsernes vilde strøm. Nu fløt hun ind i det store, forfærdelige eventyr.
Hun bøiet sig tilbake og skyggen av et smil fløi over det alvorlige ansigt. Aldrig hadde hun følt, hvad der var at leve, før i disse dage. Det var hendes drømme, som var gaat i opfyldelse, det var hendes længsler de lange, ensomme dage derute paa stationen, medens de traadløse bølger sang sine monotone melodier i hendes øre. Og naar hun saa paa den mægtige mand, som sat like overfor hende med bøiet hode og svulmende halsmuskler, som et av skogens største og farligste dyr,—færdig til kamp, beredt til at sætte livet ind for dem, han holdt av, saa visste hun med sig selv, at hun vilde gaa i hans spor saa længe hendes lille varme og trofaste kvindehjerte hadde et slag tilbake . . .
Pludselig for hun sammen. John Redpath hadde vendt sig mot hende.
—Jeg synes, jeg har set Dem før, sa han. Mit navn er John Redpath, jeg er chef for Londonerpolitiet i Scotland Yard.
Bergljot svarte ikke med engang. Hun for forvildet hen over sin pande med den ene haand.
—Mit navn er Bergljot Bratt, svarte hun stille. Jeg er en søster til Ralph Burns kone.
Redpath saa skarpt paa hende.
—Naasaa, sa han. De er en slegtning til Helene Burns. Jeg forstod det. Hun er en av de bedste og fineste mennesker, jeg kjender. De har hendes øines vemod og hendes gode smil.
Bergljot svarte ikke noget. Hun befandt sig atter i sine, længslers kongerike, og saa bare den mand, som sat overfor hende og krummet sine hænder efter et eller andet fjernt bytte.
Men Redpath fortsatte sin tankegang.
Der er et underlig par, tænkte han. To mennesker har møtt hinanden, i hvem den samme uroens ild brænder. Det skulde ikke undre mig, om disse to eiendommelige isolerte menneskesjæle elsker hinanden. Og de vet det kanske ikke selv . . . Jeg skulde ønske, at jeg selv hadde truffet en slik kvinde, mumlet han videre og lukket øinene. Da hadde min foragt for menneskene været mindre. Hun er det jeg altid har længtet efter: en frygtløs og modig kvinde med varme og rike følelser, en trofast og hengiven sjæl, som kan elske uten bitanker, som kan ofre sig og lide og dø uten en klage . . . Hun er martyriets aand . . .
Mr. Redpath fik ikke tid til at fortsætte sin interessante tankegang. Automobilen stanset med et ryk. Og Fjeld var sprunget ut.
Der laa Gravesend foran dem.
Det var en blek og kjølig aften. Havet gynget i langelige dønninger og speilet den sidste taakede rest av den synkende sol.
Fjeld gav sig ikke tid til at vente paa sine ledsagere. Han sprang nedover volden til den lille dok, som laa tæt indenfor moloen.
Alt saa stille og fredelig ut. Der gik nogen politimænd og patruljerte frem og tilbake utenfor den vel tillaaste hovedindgang.
Var Asev endnu ikke kommet?
—Har De endnu intet mistænkelig seet? spurte Fjeld anpusten.
—Nei, svarte politisergeanten. Her har ingen været undtagen de fire elektrikere, som skulde gjøre lysledningen istand . . . Fjeld blev likblek.
—Elektrikere?
—Ja, de som var bestilt fra Caruthers & Co. for at ordne lysanlægget paa »Flyvefisken«. Der var blit telefonert til dem.
—Idiot, skrek Fjeld. Det er vore fiender, som er paafærde . . .
Han puffet den forfærdede politimand tilside og styrtet hen til døren, som stod halvaapen. Bergljot sprang efter ham.
De blev begge staaende et øieblik indenfor døren.
Alt saa stille og fredelig ut. I bassinet laa »Flyvefisken«. Dens blanke sider lyste grønlig i det halvmørke rum. Men ikke et menneske var synlig.
Fjeld stod en stund ubeslutsom.
Da lød der pludselig et skrik. Det var som et barn i dødsnød. Og det kom fra selve platformen ovenfor »Flyvefisken«, paa den anden side av bassinet. To skikkelser kom ravende frem i halvmørket. Det var Asev og Erko. Russeren hadde et frygtelig grep om dvergens hals og den stakkars finlænders skrik gik hurtig over i en rallende stønnen.
Fjeld ilte ned til bassinet for at springe over til den anden side. Alle hans legemes fjære var spændt til et vældig sprang over paa »Flyvefisken«.
Men i samme øieblik kom der to mænd bevæbnet med lange kniver frem fra et skur og kastet sig over den ubevæbnede kjæmpe.
Samtidig hørtes der et mægtig smeld fra porten. Den blev slaat igjen like for politiets øine.