Flyvefisken/Kapittel 35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 169-173).
XXXV
TIDSNOK


En høi, svær mand gik langsomt frem i værelset. Hans haar var graat og et langt patriarkalsk skjeg bølget nedover hans bryst. Men øinene glødde sorte og ildfulde. Og de hang ved Anna Speranskis dødbleke ansigt . . .

—Har De dræpt hende? spurte han uten at se paa Fjeld og uten at ænse de to revolvere i nordmandens hænder.

—Nei, svarte Fjeld hurtig. Jeg blev ført bundet hit av Asev.

—Asev?

—Ja. Her ser De resterne av haandjernene. Anna Speranski vilde gi mig friheten av hensyn til en fælles ven. Det passet ikke Asev. Det er hans dolk som sitter mellem hendes skulderblad.

Den gamle mand vendte sig hurtig mot Fjeld og kastet et ransakende blik paa den høie og kraftige skikkelse, som stod i den matte belysning, rank og ubøiet. Hans ledsagere stillet sig med mørke og hatefulde øine bak oldingen, beredt til at kaste sig over den høie germaner. Det var mænd, som til daglig bruk omgikkes døden, og de hadde forlængst glemt at frygte en revolver i en fiendes haand.

—Han ser mig ikke ut til at lyve, mumlet den gamle halvt for sig selv og tok interessert maal av nordmandens imponerende skikkelse.

—Hvor er De fra? spurte han haardt.

—Jeg later mig ikke eksaminere av nogensomhelst svarte Fjeld i samme tone. Der er kun en magt, som har ret at spørge her. Og det er politiet.

Gamlingen rynket brynene og lo. Det var en hæs og tør latter som en løves hosten.

—Hør her, min gode mand, sa han og gik like ind paa Fjeld. De befinder Dem her i et værelse, hvorfra der etpar ganger er utgaat noget, som ligner verdenshistorie. Det er et rum, som tilhører hatet og hevnen. Og den kvinde, som ligger der hvit og død, var vor madonna, den eneste, vi trodde paa. Den retfærdige gjengjældelses straffende madonna. Forstaa du, fremmede? . . . Det er muligt, at du ikke har myrdet Anna Nikolajevna. Men hun ligger dræpt for vore føtter. Stukket i ryggen som et vergeløst kreatur. Hendes blod skriker efter hevn.

Fjeld traadte et skridt tilbake og vendte sig halvt mot Bergljot.

—La gamlingen rase, sa han paa norsk. Det eneste vi trænger er tid. Om nogen minutter ruller politivognen utenfor huset. Og inden en halv time maa vi være i Gravesend. Hold Dem ved siden av mig. Det ser ut til, at den gamle herre vil trykke mig ind i hjørnet der. Der findes vel en eller anden faldlem. Men det skal ikke lykkes ham.

Den graahaarede anarkist hadde nu mistet al fatning.

—Hold mund, skrek han og rykket nærmere ind paa Fjeld, øiensynlig for at faa ham til at vike.

Men nordmanden blev staaende ubevægelig og der kom et ildevarslende blink i hans øine, som fik russeren til at betænke sig.

—De bør passe Dem, sa Fjeld og bøide sig litt fremover. Asev har luret mig idag, men jeg later mig ikke lure to ganger i løpet av et døgn.

Den gamle mand fik et eget vikende uttryk i øinene. Det var, som om han famlet efter en eller anden utvei.

—Hvem er De? spurte han omsider. Og hvad vil Deres kvinde her?

Det saa ikke ut som om han ventet svar. Hans sorte øine fløi fra det ene til det andet. De fæstet sig tilslut paa Anna Speranskis lik. En av hans ledsagere hadde bøiet sig over det skjønne legeme. Det var en ung mand med bløte, litt utviskede træk. Taarene dryppet fra hans øienkroke, medens han strøk haaret væk fra den døde kvindes hvite og rene pande.

Men med ett blev hans blik stivt og stirrende. Det var, som om de blanke taarer fortæredes av ilden i hans sorte øine. Han stirret paa den lange hornskaftede kniv, som med dype blodskygger paa det blanke og brede blad laa ved likets venstre arm.

—Hvad er det, Alexei? spurte den gamle.

Den unge mand reiste sig.

—Kniven, sa han.

—Hvad er det med kniven? spurte oldingen utaalmodig og rystet sine manke.

—Det er Okines kniv, hvisket ynglingen. Det er det samme vaaben, som sat i lord Cavendishs ryg. Den tilhørte Asev.

Der blev stille i den lille forsamling. Man kunde høre en naal falde. Den gamle mands ryg bøiet sig, ilden i hans blik sluknet og der var kommet et træt, forvaaget og utslitt uttryk i hans øine.

—Vore drømme bedrar os, mumlet han. Vore tanker beskjæmmes, vore maal besudles. Anarkiets idealer kryper som onde indvoldsorme omkring i samfundslegemet. Dets tid er forbi. La os se solen endnu en gang. Saa er tid at dø.

Han vendte sig mot den døde kvinde, bøiet sit hode i den dypeste smerte og gik med vaklende skridt ut av værelset.

De andre fulgte ham.

Kun den unge mand knælet endnu ved liket. Han fingret nervøst ved den store kniv og tørret omhyggelig blodet av bladet . . .

—Vi maa skynde os ut herfra, mumlet Fjeld.

Den unge mand reiste sig pludselig og puttet kniven i frakkelommen.

—De søker Asev, sa han hæst. La mig bli med. Jeg kjender hans plan. Han er paa vei til Gravesend for at sprænge »Flyvefisken« i luften. Jeg har en besked til ham. En besked fra en som er død . . . De tror mig ikke? Jeg er Alexei, Anna Speranskis tjener. En fattig mand. En ensom og ulykkelig. Det var mig, som arrangerte med automobilen og kloroformen. Vi stolet paa Asev. Han kom til os for et kvarter siden. Anna Speranski er myrdet, sa han. Jeg har laast morderen inde. Det er den mand, som har sendt »Flyvefisken« ut i verden. Nu reiser jeg ut for at sprænge den i luften. Saa kan dere hevne Annas død. Pin ham, la ham dø tomme for tomme . . . Saa sa han. Der var blod paa hans arm og nu forstaar jeg, at der ogsaa dryppet blod av hans sjæl . . . Jo jeg har en besked til Asev . . .

Der tutet en automobil utenfor. Det var en sjelden lyd i Whitechapel og man hørte en svak summen fra trappegangen. Hurtig trin hørtes.

Døren blev slaat op og en mand viste sig. Han hadde en revolver i hver haand og monocle i øiet.

Det var selve politichefen, Scotland Yards frygtede hersker, John Redpath.

—Gudskelov, sa han, vi kom tidsnok.