Finnstubrødrene
Finnstubrødrene.
Fra Ensomheten der Nord i Finnaabòrtet var de komne
og hadde giftet sig til Gaarder i selve tykke Bygden,
Ola i Vestagrænden, Lars i Østagrænden. Snare
i Vendingen, gløgge i Tankegangen og paagaaende i
al sin Færd hadde de snart vundet Ry for at være
rivendes Karer, som en kunde sætte til, hvad en trængte,
og som aldrig stod fast.
Av Hamlett var de lysere end Folk flest i Bygden, og gammelt Kvindfolk, som hadde Greie paa Dalens Ætter flere Ætled bakover, vilde mindes, at Finnstufolket nok var flyttet ind østifra paa de tre Sjuøm[1] eller deromkring.
Nu sat de ætstærke og trygge hver paa sin Gaard, og der var ingen, som undret, da Sigrid Nordi tok Lars Finnstuen, endskjønt det nok fandtes dem, som syntes, det var rart, at Rønnaug, Gaardjenten paa Fællingen, tok Broren Ola; for han var laaghalt.
Men de, som kjendte Ola tilgangs, undret ikke; for de skjønte, at paa ham sat Bygdens bedste Hode, og bedre Kjæftlag var der ikke paa selve Præsten.
Og de, som kjendte dem begge, visste, at det var Ola, som støpte Kulene, og Lars, som skjøt dem ut, baade i Fattigkommissionen, hvor Lars snart kom ind, og i alle andre Tillidshverv i Bygden, dem Lars fik ett efter ett, mens Broren Ola var utenfor det hele.
I Omgang var det tvert om; Lars omgikkes med faa, var stille og faamælt; men Ola var med alle og førte Ordet mellem alle. Naar han var i Stuen, sat Bygdens Mænd snart i Taushet og Undring over hans gløgge Syn og nye Tanker; snart i Latter og Hovedrysten over hans tændende Vid og underlige Paafund.
Naar han saa hadde faat hele Stuen varm av Latter og Undring, strøk han sig gjerne med Haandbaken over Munden, reiste sig langsomt fra Stolen, der han sat, og hinket ut med en underlig smygende Hink paa det laaghalte Ben. Den, som da om en Stund kom ut, kunde finde ham staaende ensom bortved Skaalen eller fremved Skigarden og stirre hen for sig utover Bygden. Bød man ham paa slike Dager en Dram, bad han gjerne om halvanden, «en til hver Fot,» som han brukte at si.
Gaardene Nordi og Fællingen laa i hver sin Li, paa hver sin Side av Elven. Paa solskinnende Dager kunde man se over til hinanden og kjende hinanden, saa Ola og Lars som oftest hadde Greie paa hinanden, om de var hjemme eller ikke. To og tre Ganger i Uken kunde de i Vestagrænden se Lars Nordi kommende kjørende over Broen, den lange Sving nordover og Bakkene op til Fællingen; men sjelden eller aldrig saa nogen Ola kjøre over til Nordi — saa vant var han blit med, at Broren søkte ham.
Da Brødrene hadde været nogen Aar i Bygden, var det ikke frit for, at der blev en besynderlig Uro blandt Folk. Strid kom frem, hvor Fred før hadde huset; Utryghet kom frem, hvor Folk før hadde sittet sikre. Præsten, som sat paa Præstegaarden midt imellem de to og som sat sammen med Lars i al Bygdens offentlige Stel, lærte snart at forstaa, hvem det var, han hadde at takke for al denne Uro, og sikrere og sikrere blev han i sin Sak, da han, hver Gang han kom paa Posthuset for at hente Posten, saa, at næst ham var Ola Fællingen den, som fik de fleste Aviser og Brev.
Og rent forfærdet blev han, da han tok paa at mærke, at Kirkegangen i Gaardene rundt omkring Fællingen begyndte at ta av, mest blandt de unge, men ogsaa blandt de gamle Folk, som han var vant til at se paa deres Plads hver evige Søndag, selv om det var Høiveir om Sommeren eller Snestorm om Vinteren.
Præsten var ikke av dem, som ventet længe med at ta en Beslutning. Han lot sende Bud paa gamle Semming Skolemester.
Skolemesteren kom. Hilste nede i Stuesvalen og gik bent Trappene op til Kontoret.
Præsten sat der og ventet; han hadde sat en Stol frem; ti han hadde nok set Skolemesteren oppe i Svingen.
Skolemesteren kommer varsomt ind, tar den slitte Floshat av og sætter den forsigtig paa Kassen ved Ovnen.
«Goddagen,» sier han og kremter.
«Goddag Semming.» Præsten sætter et vindende Smil op og peker med indbydende Haand paa Stolen.
Gaar saa hen og lukker Døren fast igjen og driver et Par Ganger op og ned i Værelset.
Skolemesteren har sat sig.
«Ja» — Præsten kremter — «det var denne Ola Fællingen og hans Væsen da, min kjære Semming.»
Skolemesteren ser bort paa Præsten.
«Ja det er en vidløftig Mæniske,» svarer han, kremter og flytter paa sig.
«Jeg vilde gjerne, Du skulde snakke til ham» —
Præsten gaar op og ned — «baade om hans Religion og om de andre Saker.» Præsten stanser, som om han tænker stærkt paa noget. — «Jeg kjender snart ikke
Bygden igjen,» sier han og fortsætter at gaa.
Skolemesteren sitter som før og følger Præsten med Øinene. Saa sier han endelig:
«Ja, skulde jeg fremføre min Førmening, saa er det en vidtløftig Mæniske, han Ola — ja kanské rent ut farlin — da.»
Præsten staar igjen og grunder.
«Ja!» sier han pludselig. «Du er kanske saa snil at tale til ham da, min gode Semming.»
Skolemesteren reiser sig.
«Je ska’ gjøre, som Præsten ønsker — etter min Begavels og Ævne — da.»
Han tar sin Hat.
«Je ska’ forehøille hønnøm om itte anna, saa i aille Fall de ti Gudsbud — døm har sin Kraft døm.»
Præsten rækker sin Haand frem. «Det er godt Semming.»
Skolemesteren tar Farvel og kommer varsomt ned ad Trappene. Præsten staar i Kontordøren og hilser efter ham. Snur saa, lukker og gaar atter op og ned.
«Kanske burde jeg selv — ja, vi faar nu se —» han sætter sig og beynder at arbeide med den avbrutte Præken.
Det var paa Kveldsiden, at Skolemesteren kom op til Fællingen og spurte efter Ola Finnstuen.
Jo, han var da hjemme. Skolemesteren blev vist ind i den svale Sommerstue.
Derinde sat Ola paa Sengen og læste. Der var kjøligt og stilt. Ikke engang Fluer surret. Et Skatol med mange Papirer og Bøker stod aapent; midt paa Langbordet stod en Ølbolle halvtømt. Nøklen sat i den slitte Skjænk.
Skolemesteren blev staaende ved Døren.
«Goddagen!» sa han høit og trygt.
Ola Finnstuen saa op.
«Nei, Goddagen!» svarte han og la Boken.
Saa Skolemesteren er ute og spasserer au?»
Skolemesteren kommer nærmere.
«Je kommer fraa Præstøm,» sier han.
Ola kom hinkende hentil.
«Jassaa? Det er en snil Mainn det.»
«Ja ganske udmærket au — en Herrens Salvede,» svarte Skolemesteren, han saa sig om i Stuen.
«Sjaa aat saa Du faar sitte,» sier Ola — han sætter sig ogsaa selv.
Skolemesteren sætter sig.
«Du læser Guds Ord, ser je,» sier han, hans Øine søker Boken i Sengen.
Ola Finstuen svarer ikke. Reiser sig, hinker bort til Skjænken, tar to Glas og en gammeldags Drammeflaske frem, hinker bort til Bordet igjen, sætter Glassene fra sig og skjænker.
«Aa itte netop det leil,» svarer han saa paa det givne Spørsmaal. Tar derpaa det ene Glas.
«Du lyt ta teil Takke,» sier han, han staar der laaghalt og venter.
Skolemesteren ser paa Drammen.
«Ska’ ta være godt da?» spør han endelig.
Ola smiler.
«Du faar prøve,» svarer han.
Skolemesteren tar Glasset.
«Guds Velsignelse i Huse’ da,» sier han.
De drikker.
Ola skjænker igjen.
«Takk før Skjænken — nei itte mere før mei,» sier Skolemesteren og holder imot Flasken, saa Glasset bare blir halvt.
Ola drikker ut paa ny, men byr ikke Skolemesteren. Sætter sig saa paa Langvægbænken ved Bordet bent over for.
«Aa er det, Du vil naa da?» spør han med et lunt Smil.
Skolemesteren reiser sig halvt, støtter Hændene paa Bordet, bøier sig fremover og ser Ola ind i Øinene.
«Jo, min kjære Ola Hansen Finnstuen, det ska’ je sige dig. Je kommer netop naa fraa Præstøm før aa tala aat dig paa hasses hellige Embeds Vegne. Han er svært bekymret før di Sjæls Frelse Ola Hansen.»
Saa sætter han sig igjen, men ser hele Tiden paa Ola Finnstuen.
Ola Finnstuen stirrer paa Skolemesten. Der lurer et Smil i Øienkrokene.
«Neggu lel væ!» sier han langsomt.
Skolemesteren flytter Brændevinsglasset.
«Ja, det er Gudsens Sanning det, min kjære Ola — han spør, haasdan det staar til med di Barnetru.»
Ola Finnstuen blir alvorlig. «Jo hels og sei Præsten, at naa er a vørte vaksen,» svarer han.
«Ta ut naa,» føier han til og skyver Drammen bort til Skolemesteren.
Skolemesteren ser op paa ham, saa ned paa Drammen, tar Glasset, tømmer det og flytter det unda.
Det var stilt en Stund.
«Aaffør kjem’n itte sjøl, Præsten?» spør Ola Finnstuen med ett.
Skolemesteren reiser sig igjen.
«Hain trudde mei go nok,» svarer han og faar uvilkaarlig Brillehuset frem.
Ola Finnstuen reiser sig.
«Ja, men det er Du itte,» svarer han — de blaa, kloke Øine staar spændt paa Skolemesteren. Skolemesteren rykker tilbake; — Brillehuset kommer uvilkaarlig ut igjen.
«Aa er det, Du seier?» spør han — og sætter sig.
Over Ola Finnstuens Ansigt gaar der et nyt Smil, dulgt. Han sætter sig rolig hen og ser lunt paa Skolemesteren.
«Om Du trur dei go nok, saa faar Du svara mei paa ett da,» sier han.
«Spør Du!» sier Skolemesteren tryg.
«Aakken er det, som har skapt alt i Væla?» spør Ola.
Skolemesteren reiser sig.
«Det ska’ Du vite, min kjæreste Ola Hansen Finnstuen, at det er den treenige Gud det,» sier han, ser længe paa ham som i Triumf og sætter sig saa.
«Aakken har skapt Synna da?» kom det fult og lurt.
Skolemesteren reiser sig igjen. «Det, min kjære Ola, det har sjelve Satanas gjort.»
«Men aakken har skapt Satan da?»
Skolemesteren blir urolig. «Jo — det har Gud gjort — efter Skriften,» sier han.
Da reiser Ola sig. «Ja der sir Du,» sa han. «Enten har Gud skapt Synna — eller saa har ’n itte skapt ailt — og da er ’n ingen Gud da væ,» føier han til og hinker en Sving bortover.
«Men har ’n skapt Synna, saa er Synna go da — for Gud saa alt det, hain hadde skapt — og se det var saare godt.»
Ola kom tilbake, slog sig ned ved Bordet og stirret paa Skolemesteren.
«Min kjære Ola — det var, som je trudde, Du er utenfor di Barnetru,» sier Skolemesteren og rister paa Hodet.
«Naa ska’ je gjøra dei et ainna Spørsmaal,» sier Ola Finnstuen.
«Aakken er det, som har skapt mei? Er det Far min, eller er det Vorherre?»
Semming Skolemester sitter en Stund og grunder som en Ræv foran en Rævesaks.
«Om je naa sae det, at det var begge to?» sier han endelig forsigtig.
«Ja da vart det to Skaberer i Væla da,» svarer Ola.
«Men om je naa sae det var Far din?»
«Ja da vart Du en Gudsbespotter da; — før Far min var naa bære et Menneskje hain og klent nok det.» —
«Nei det, min gode Ola Hansen — det er nok ingen anden end den treenige Gud, som har skapt dig.»
Ola Finnstuen reiste sig. Øinene stod stive mot Skolemesteren. Ansigtet var ildende rødt.
«Aassen kain Gud ha skapt mei og seie, at ’na Foten er saare go da?» spør han, han løfter det laaghalte Ben halvt over Bordet, saa Knæet synes. Hinker saa i stærk Bevægelse en stor Sving bortover og sætter sig paa Sengen.
Skolemesteren sat som lamslaat og stirret paa ham.
«Men naa ska’ je seie dei, aakken har skapt dei je,» sier Ola harm.
Skolemesteren tier og ser paa ham.
«Det har naa gamle Nordistugampen gjort; før hain gaar au aat Staldem sine, aakke hain har Sæla paa heil itte.»
Skolemesteren reiste sig.
«Det var, som je sae aat Præstøm — Du er en vidtløftin Mainn, min kjære Ola,» sier han, sætter Hatten paa, snur sig og vil gaa.
«Nei hoill naa,» roper Ola Finnstuen efter ham. «Hels og sei Præsten, at vil ’n tala aat mei, saa bor je her; men Friheta mi vil je ha, aakke je bor her heil der.»
Skolemesteren hadde gaat.
Otte Dager efter, at dette var hændt, kom Præsten kjørende med sin blakke Hest langsomt opover Bakken til Fællingen.
Ola stod ute paa Gaarden og stirret paa den, som kom. Da han blev vår, at det var Præsten, gik han ind, tok paa sig Helgetrøien og kom stilfærdig hinkende borttil, tok Hesten ved Bigslet og holdt den, indtil Præsten vel var kommen ut.
Leverte saa Tømmene til en Gut, som kom slængende fra Stalden.
«Goddag Ola,» sa Præsten.
«Goddag. Saa Præsten er ute og kjører au?»
«Ja, jeg er det Ola,» svarer Præsten og gaar ind. Kommen ind i Stuen sætter han sig og gaar bent paa Saken.
«Har Semming Skolemester været her?» spurte han.
«Jo, baade vært her og rest att,» svarer Ola tørt.
«Fik han talt ved dig?»
Ola skottet bort paa Præsten.
«Je vet itte aa Du synes je,» svarer han.
Han vet godt, at Semming har fortalt det hele og kanske har lagt noget til.
Præsten smiler umærkelig.
«Han fandt, at det var liten Utkomme med dig,» sier han endelig.
«Ja, aa vilde’n her?» Ola har sat sig og ser trodsig ut med den høie, faste Pande og det tætte, uredte Haar.
«Det samme som jeg vil, Ola,» svarte Præsten.
«Aa er det Du vil, Du da?» Ola ser opmærksomt paa Præsten.
Præsten reiser sig.
«Jeg vil bare be dig om en Ting Ola,» sier han, gaar hen til ham og lægger Haanden paa hans Skulder:
«Om Du selv ikke tror paa Gud og ikke søker Guds Hus, saa forhindre ikke andre i at gjøre det. Det er et uhyre Ansvar.»
Ola Finnstuen blir blek. Saa sætter han sig ned.
«Naa vil je tala aat dei,» sier han lavt men fast.
«Trur Du paa alt detta, Du sjøl da?» spør han.
Præsten ser paa ham, forundret.
«Ja, det gjør jeg, Ola.»
Ola ser hen for sig.
«Da maa Du ha en stutt Tanke Du au.»
Præsten gaar fra ham midt frem paa Gulvet, snur, kommer bort til Bænken og sætter sig.
«Jeg skal si dig én Ting, Ola. Gudsfornegtere har der været fra den ældste Tid. Men dem alle er det gaat galt. Jeg vil ikke disputere med dig om disse Ting. Alt, hvad Du og din Fornuft kan ha at indvende, kjender jeg før. Det er større Folk end Du, som har tænkt disse Tanker før. Jeg vil bare si dig dette ene: Slipper Du Troen paa vor Herre, saa er Du færdig, Du og mange med dig. Men for disse mange, som ikke har dit gode Hode, har Du Ansvaret. Det er alt, hvad jeg vil si. Tiden faar vise, om jeg har Ret. Farvel Ola!» Præsten reiste sig og gik.
Ola stod taus og saa efter ham. Men da han var kommen til Døren, lo han kort og tvungent.
«Faar sjaa da,» sa han.
En Stund efter Præstens Besøk hos Ola Fællingen, begyndte der i Bygden at gaa det Rygte, at Ola drak. Og Rygtet sa for en Gangs Skyld hverken mere eller mindre end sandt.
Den ene Brændevinskaggen efter den andre kom ved Jonsok og Vintermarked dragende ind paa Fællinggaarden, og Folk, som saa indom, fik sig altid en Dram, ja blev gjerne nødet til at slaa sig ned og samdrikke med Ola Finnstuen.
Men saa klok var han, den halte Mand paa Fællingen, at han altid holdt sig inde i Sommerstuen, naar han drak, og jo fuldere han blev, desto stillere og lavere talte han, saa der blev aldrig Grund til Klage over Larm eller Spetakel der paa Fællingen.
Den, som sørget mest over Ola Finstuen og Brændevinsdunkene hans, var Lars Nordi, Broren. Besøkene paa Fællingen, som i første Tiden hadde været saa hyppige, blev efterhaanden sjeldnere og sjeldnere; for ofte traf Lars Broren fuld, og endnu oftere var han vrang og vrien efter Følgerne av en Rus.
Endelig en Dag talte Lars.
Han var kommen enkom kjørende over til Fællingen en Hverdag. Ola Fællingen tok mot ham i Sommerstuen og var hændelsesvis rent ædru den Dag.
Lars satte sig fremved Sengen, der Ola sat med det syke Ben opunder sig og det andre løst dinglende utover Sengkanten.
«Det er en Ting, je vil be dei om, Ola,» sier Lars.
Ola ser paa Broren. For denne Bror har han været istand til at gjøre alt. «Kain je, saa vet Du, je gjør det,» svarer han.
Lars kommer fort fremover mot ham og tar Tak i hans Haand.
«Slut med denne Drikkingen,» sier han og ser ham ind i Øinene som i Angst.
Ola trækker Haanden til sig, fort.
Blikket flygter; han snur Hodet.
«Det kain je itte,» svarer han endelig, saart og lavt.
Lars blir sittende som dyppet i Vand.
«Dette skjønner je itte,» hvisker han endelig.
Ola drar en lang Pust, reiser sig, men ser ikke paa Broren.
Hinker saa en Sving bortover Gulvet.
«Aa nei, det finns myy, Du itte skjønner.»
Saa sætter han sig langt borte, paa Krakenden ved Bordet med Hodet i Hændene.
«Nåa Glæe lyt je ha je au!» kommer det dumpt.
Broren sitter længe og stirrer ret frem for sig. Saa reiser han sig og gaar borttil Broren. Lægger Haanden paa hans Skulder og sier lavt.
«Du ødelægg baade dei sjøl og mei med slikt.»
Da reiser Ola sig kvasst og stirrer paa Broren.
«Aakken ha gjort dei teil den, du er?» roper han.
Lars Nordi blekner.
«Je vet det godt — det har Du gjort,» sier han. «Saa, vil Du ødelægge mei att, saa fekk det fuill væra det saammaa; men» — Lars Nordi løfter Haanden og peker med Tommelfingeren op — «det sitt en deroppe da, ser du.»
Ola Fællingen til at se sig om, haansk.
«Aa etter[2]?» spør han.
Lars snur sig og gaar fra ham.
«Detta er itte ret,» sier han bredt og trygt.
Da reiser Ola sig og hinker fort like bort til ham.
«Er det ret taa hannem deroppe» — han aper efter Brorens Bevægelse — «det Du har faat aillt og je ittnaa taa di, som Glæe er — ?»
Broren ser længe paa ham. I Blikket er der likesom noget, der brister.
«Nei — det er itte ret,» svarer han.
Sætter sig saa likesom lamslaat paa Bænken.
Ola kommer sig bort til Sengen og sitter der, dinglende med det ene Ben som før. Det er længe stilt i Stuen.
Saa sier endelig Lars.
«Var ’n hitøver, Præsten, ene Dagen?»
Ola ser likegyldig hen.
«Ja, hain gik att au.»
Lars sitter længe taus. Et forunderligt Drag av hjælpeløst Sorgmod gaar over hans Ansigt.
Ola, som ser det, sier med ett.
«Du ska’ itte tru paa ailt det, Præsten seier.»
Lars ser op forundret.
«Du sir da fuill det, det itte hæng ihop!»
Lars stirrer. «Itte hæng ihop?» kommer det mekanisk.
Ola svaret ikke straks; men om en Stund gik han hen til Broren, slog Armen om hans Skulder og sat ved Siden.
«Du Lars? Er det Vorherre heil je, som har faat dei ind i Førmainnskape’?» Han smilte, da han spurte.
Broren svarte ikke. Men da han en Time senere reiste hjem, var han fattigere end før. Han hadde mistet Troen paa godt i Verden.
I den Tid, som nu kom, var Brødrene dagstøt sammen. Lars Nordi kjørte hver Middag til Fællingen og kom hjem sent paa Nat. Og Veien la han ikke som før over Broen, men satte bent over Præstegaardsjordet, bent over Elven, der den var grundest, og over alle sine egne Jorder hjem. Brødrene drak sammen.
Slik gik et Par Aar. Lars Nordi blev ofte møtt fuld paa Landeveiene, og da han var like saa styren og vild, som Broren var taus under Fuldskapen, vakte dette stor Opsigt i Bygden. Det ene Tillidshverv efter det andre blev tat fra ham og git andre, og det varte ikke længe, før den avholdte Mand stod ganske alene. Naar nogen talte til ham om dette, Præsten eller andre, lo han gjerne.
«Det er bare Guds Retfærdighet dette,» svarte han. «Je og ’n Ola ska’ væra like goe, og det bir vi snart naa.» Saa lo han igjen og slog Talen over paa andre Ting.
Saa kom den Dag, at Nordi Gaard maatte sælges.
Ola Fællingen drog av Bygden i de Dager, Auktionen stod paa. Folk fortalte, at han laa paa Sæteren og drak.
Men av hele sin Formue fik Lars Nordi bare saa meget tilbake efter Auktionen, at han kunde kjøpe sig en Plads langt der nord i sin Hjembygd. Dit drog han uten engang at træffe Broren.
Der er gaat fem Aar. En snerykende Vintermorgen i Februar Maaned kommer Ola Fællingen kjørende nordover den øde Skogvei langs Fonnaasliens østre Helding. Elven gaar med Brak og Sus aapen mellem Isvaakene under de høie Fjeldras til venstre. Ofte gaar Veien næsten like frem til Styrtningen; ofte svinger den likesom ræd for Stupene unda i bratte Svingninget op mot Lien til. Ola Finnstuen skal nordover for at besøke sin Bror, hvad han bruker gjøre et Par Gange hver Vinter.
Kommen frem til Fonnaasbròttet, netop før Veien gaar over Broen, faar han like ved den gapende Styrtning gjennem Snekavet se en brun Hest staa med Hodet lutt, dørgende still.
Undrende over dette kjører han forsigtig nærmere. Her maa være skedd en Ulykke.
Den fremmete Hest knegger varslende, da den blir var Folk, men staar urørlig som før, løfter bare Hodet høiere.
Ola Finnstuen stanser, kommer sig ut av Slæden og hinker i den svære Schubskindspels nærmere.
I Spidsslæden ligger en døddrukken Mand bakover. Slæden staar like paa Styrtningen, stanset av en Sten, som stiger frem av Issvullen.
Ola Finnstuen staar stivnet som i Rædsel. Manden i Slæden er hans Bror Lars, og han skjønner av det hele, at Hesten har staat Natten over ved Styrtningen.
Det tar over en halv Time, før den laaghalte Mand faar Hest og Slæde reddet og Broren vækket.
Endelig reiser han sig halvt op og stirrer omkring. Saa forstaar han det hele, blekner og er med et Slag ædru.
«Aasdan Faen er det, Du farer?» roper Broren, hos hvem Sinnet nu avløser Rædselen.
Broren reiser sig op og ser paa ham.
«Je reser dit, Du vil ha mei naa snart,» svarer han lavt.
Broren svarer ikke; de sætter sig op, hver i sin Slæde og kjører nordover.
Intet Ord veksles, før de kommer til Gaards. Men i Svalen, da Pelsene tas av, sier Lars Nordi:
«Jamænd var det et Guds Under, det Du kom naa lel!»
Ola Fællingen hænger Pelsen op paa Knaggen.
«Aa det var naa en Slomp da bare.»
Mere blev der ikke talt om den Sak.
Ola Fællingen blev hos Lars Nordi en hel Uke. Naar de to Brødre ikke sat og drak, ruslet de omkring i den ensomme Gaard og hilste paa gammelt Kjendt og saa paa gamle Steder, hvor deres Barndoms Lek hadde gaat.
Ovenom Pladsen, der Lars bodde, laa Finnstuen. Den eides nu av en strævsom Mand, som hadde bragt Lys og Velstand over den underlige, gamle Gaard, hvor nytømrede Hus skinnet mellem de gamle, forfaldne.
En solblank Formiddag kom de to Brødre ruslende opover mot Finnstuen. De var begge paa en Kant. Lars sjanglet foran og hadde det travelt med at finde frem til Svalen; — Ola hinket bakefter.
Fremved Svalstenen stanset de, men kunde ikke staa stille. Trinene knirket uavladelig i den tørre Sne.
Lars ropte.
«Knut!» ropte han saa det sang ind over Svalen. De stod en Stund. Saa kom der en blid, sortklædd Mand med Pipe i Munden ut
Lars sjanglet nærmere.
«Du Knut. Faa laane Nøklan aat Gammelstuen. Vi vil sjaa øver Garden din.»
Knut blev staaende og smile.
«Dere er ute og rangler,» sa han.
Lars sjanglet like fremtil.
«Det er Finnstugutta, sir Du,» sier han.
«Kom med Nøkløm naa.»
Knut smilte igjen, gik ind og kom om litt ut med et Par rustne Nøkler.
«Je faar følgje,» sier han og smiler igjen.
Lars gaar borttil, river ham Nøklene av Haanden.
«Je tenkjer, døm klarer sei sjøl je, Finnstugutta,» roper han. Manden slipper, sier intet, men bare stirrer efter dem, som de sjangler bortover, Lars foran, Ola hinkende bakefter.
Lars famler længe ved den gamle Dør, før han finder Nøkkelhullet; men endelig er det gjort. Den rustne Dør skriker paa sine Hængsler. Den gamle Laas knurrer og knirker i det morkne Metal.
Iskulde slaar dem i Møte fra de øde Rum; men de kjender det ikke.
Lars sjangler fremover mot Skjænken. Aapner. Det er tomt.
«Herregud!» sier han.
Ola sitter ved Høgsætet med Hodet støttet i begge Hænder.
Lars kommer borttil.
«Naa, Vechl-Ola! Kjinner Du att dei?» sier han larmende og kommer overende paa Bænken ved Siden.
Ola ser ikke op.
«Aa ja, je gjør det,» sier han. Det er, som om Rusen har mindre Magt over ham.
Lars luter sig mot ham og stirrer ham ind i Ansigtet med de graablanke, stive Øine.
«Vi har levd væl her, Du og je, Ola!»
Den andre svarer ikke.
Lars reiser sig, rangler bortover mot Koven, blir staaende tungt støttet mot Dørkarmen og stirrer ind. Snur sig saa mot Broren.
«Du Ola! Her laagg a Mor!» Stikker saa i at graate, Fuldskapens barnlige Graat.
«Her laagg a Mor Ola!»
Ola reiser sig.
«Je vet det,» sier han.
Lars snur sig og kommer mot ham. Støtter sig indtil ham.
«Aa skulde a seie, a Mor naa Ola!» Han graater igjen.
Ola kjører ham fra sig.
«Du er fuld, Lars!»
Lars stirrer paa ham længe.
«Er det gæli det au naa?» spør han.
Broren snur sig fra ham. Gaar hinkende rundt i Stuen, ser fra det ene paa det andre, taus. Og efter følger Lars.
«Nei saa rart da Du,» gjentar han alt i ett.
Saa gaar Ola langsomt ut av Stuen.
«Nei, bi naa Ola!» sier Lars efter ham.
Den andre hører ikke, snur sig ikke, bare gaar.
Stanser saa i Svalen og venter.
Endelig kommer Lars tumlende efter.
«Detta var itte hugsamt det,» sier han.
Faar saa se det gamle tomme Hundehus fremved Svalen, rangler borttil og blir staaende og vagge der.
«Du Ola, her sto ’n Burmann!» Og saa graat han igjen, saa Taarene silte.
«Saa kom naa Lars,» sier Ola, han er blek.
«Du Ola, her sto ’n Burmann,» svarer det, og Graaten vil ikke stanse.
Ola hinker ivei med Nøklene frem til Svalen paa Nybygningen, hvor den blide Mand staar og tar imot.
«Takk før Laane’,» sier han.
«Aa itte aa takke.
Lars Nordi staar endnu ved Hundehuset og roper av og til paa Ola. Endelig snur han og faar se, at der ingen er. Saa svingler han langsomt ivei efter Broren.
Og de to stavrer fremover den frosne Vei.
Ola hinkende og støttende den svære, tunge Bror, som alt i ett taler uten at faa Svar.
Dagen efter reiste Ola Finnstuen tilbake til Fællingen.
Det er mørk Høstkveld. Præsten sitter ved sit Talglys paa Kontoret. Det stormer ute, og i den gamle Bygning knaker det. Med ett banker det paa Døren.
«Kom ind.»
Det er Ola Finnstuen.
«Hvad var det Ola?» Præsten reiser sig.
Ola hinker nærmere.
«Aa, det var om ’n Lars.»
Præsten ser paa ham.
«Hain døe igaar.»
Præsten mørknet til i Ansigtet. «Jassaa.» — Han gaar op og ned i Værelset. Saa stanser han midt foran Ola.
«Var Du hos ham?»
»Ja, hain sendte Bud.»
Præsten gik atter op og ned. Stanser saa igjen foran Ola.
«Ja, dette er dit Værk, Ola Finnstuen.»
Intet Svar.
Endelig kom det fort og brutt:
«Itte skjønner je det, og itte faar je nåa Mening ti det; men det maatte fuill væra gæli lel — det sir je naa.»
Præsten stanser.
«Der er en over os allikevel da Ola.»
Ola svarer ikke.
Der høres bare en voksen Mands saare Hulk i det stille Kontor.