Filoktetes
VII
FILOKTETES
Da Herakles hadde besteget baalet paa Oita, bad han sin ven Filoktetes om at tænde det og gav ham som løn sin bue og de aldrig feilende piler. Med denne bue drog Filoktetes med paa toget mot Troja. Paa veien dit blev det spaadd hellenerne at de ikke kunde indta byen, hvis de ikke ofret til nymfen Kryse, som hadde en helligdom paa øen av samme navn. Filoktet som visste hvor hendes alter var, fordi han hadde fulgt Herakles paa hans tog mot Troja, viste hellenerne vei; men blev i den hellige lund bidt av en giftig slange. Saaret voldte ham den ulideligste pine og hans smertensskrik forstyrret hæren ved alle ofringer. Agamemnon, Menelaos og Odyssevs lot ham derfor sætte i land paa øen Lemnos paa et øde sted ved kysten. Der levet han i stadige pinsler ti lange aar og opholdt livet ved kjødet av vilde dyr og fugler som han fældte med sine piler. Men i det tiende aar forkyndte den trojanske seer Helenos, som var tat til fange, at Filoktetes og hans bue maatte hentes til Troja. Ellers kunde ikke byen bli tat. Odyssevs paatok sig hvervet og valgte til følgesvend Neoptolemos, Akillevs’ unge søn.
PERSONENE:
FILOKTETES
ODYSSEVS.
NEOPTOLEMOS.
HERAKLES.
ET BUD.
ODYSSEVS.
NEOPTOLEMOS.
HERAKLES.
ET BUD.
Kor av Neoptolemos’ hærmænd.
Strand paa øen Lemnos. I bakgrunden en fjeldvæg med en hule. Odyssevs og Neoptolemos kommer ind fulgt av en tjener.
ODYSSEVS.
Vi er paa stranden av et havomkranset land,
paa øen Lemnos, folketom og uten sti.
Vit, Neoptolemos, Akillevs’ ædle søn,
den fyrstes som var taprest i helleners hær:
Her var det jeg tilforn paa vore kongers bud
fik sat i land hin helt fra Malis, Poias’ søn,
da verken aat sig ind og dryppet fra hans fot,
saa intet offer røk og ingen viet drik
blev stænket ut; ti over hele leiren lød
hans suk og stønnen, stygge ord og jammerskrik.
Men hvorfor si dig dette? Vi har ikke tid
til lange taler netop nu. Han kunde let
bli var at jeg er kommet. Spildt var da den list
som straks, saa tør jeg tro, skal gi ham i min vold.
Men du maa tjene mig med det, som staar igjen:
Se efter hvor der er et hul i fjeldet her
med dobbelt munding, slik at kuldskjær mand har sol
paa tvende steder, mens ved sommertid en bris
som stryker gjennem hulen, skjænker liflig søvn.
Litt nedenfor, til venstre, kan du kanske se,
saafremt den ei er tør, en bæk med drikkevand.
Gaa varsomt hen og meld mig om hint kildevæld
og hulen er just her og intet andet sted,
saa skal du siden høre hvad jeg har at si
om hvad vi saa i fællesskap skal ta os for.
Vi er paa stranden av et havomkranset land,
paa øen Lemnos, folketom og uten sti.
Vit, Neoptolemos, Akillevs’ ædle søn,
den fyrstes som var taprest i helleners hær:
Her var det jeg tilforn paa vore kongers bud
fik sat i land hin helt fra Malis, Poias’ søn,
da verken aat sig ind og dryppet fra hans fot,
saa intet offer røk og ingen viet drik
blev stænket ut; ti over hele leiren lød
hans suk og stønnen, stygge ord og jammerskrik.
Men hvorfor si dig dette? Vi har ikke tid
til lange taler netop nu. Han kunde let
bli var at jeg er kommet. Spildt var da den list
som straks, saa tør jeg tro, skal gi ham i min vold.
Men du maa tjene mig med det, som staar igjen:
Se efter hvor der er et hul i fjeldet her
med dobbelt munding, slik at kuldskjær mand har sol
paa tvende steder, mens ved sommertid en bris
som stryker gjennem hulen, skjænker liflig søvn.
Litt nedenfor, til venstre, kan du kanske se,
saafremt den ei er tør, en bæk med drikkevand.
Gaa varsomt hen og meld mig om hint kildevæld
og hulen er just her og intet andet sted,
saa skal du siden høre hvad jeg har at si
om hvad vi saa i fællesskap skal ta os for.
NEOPTOLEMOS
(gaar op over stien).
Odyssevs, det du nævnte, er nok ikke fjernt.
Jeg tykkes se et hul som det du skildret nys.
(gaar op over stien).
Odyssevs, det du nævnte, er nok ikke fjernt.
Jeg tykkes se et hul som det du skildret nys.
ODYSSEVS.
Høit oppe, eller nede? Jeg forstaar ei ret.
Høit oppe, eller nede? Jeg forstaar ei ret.
NEOPTOLEMOS.
Der oppe. Fottrin høres ei paa stien her.
Der oppe. Fottrin høres ei paa stien her.
ODYSSEVS.
Han har vel lagt sig ned og sover kanske nu.
Han har vel lagt sig ned og sover kanske nu.
NEOPTOLEMOS.
Nei, hulen her er tom; her ser jeg ingen mand.
Nei, hulen her er tom; her ser jeg ingen mand.
ODYSSEVS.
Og ingenting av det som trænges i et hus?
Og ingenting av det som trænges i et hus?
NEOPTOLEMOS.
En løvhaug tyder paa at en har ligget her.
En løvhaug tyder paa at en har ligget her.
ODYSSEVS.
Og intet andet? Ellers er hans hule tom?
Og intet andet? Ellers er hans hule tom?
NEOPTOLEMOS.
Her er et drikkekar av træ. En klodset mand
har gjort det. Fyrtøi ser jeg ogsaa her.
Her er et drikkekar av træ. En klodset mand
har gjort det. Fyrtøi ser jeg ogsaa her.
ODYSSEVS.
Det er vel alt hans indbo det du nu har nævnt.
Det er vel alt hans indbo det du nu har nævnt.
NEOPTOLEMOS.
Aa fy! Her er nok mer. Her har han hængt paa tørk
en fille fuld av verk, som lugter rædselsfuldt.
Aa fy! Her er nok mer. Her har han hængt paa tørk
en fille fuld av verk, som lugter rædselsfuldt.
ODYSSEVS.
Da er det klart at manden har sit tilhold her,
og neppe er han fjernt; ti hvordan kan en mand
med gammelt ulivssaar i foten komme langt?
Han gik vel efter næring, eller om han vet
at finde nogen urt som døve kan hans kval.
Send ham som staar her, ut paa vakt, saa manden ei
kan komme paa mig uten varsel. Fik han valg,
da tok han heller mig end al argeiers hær.
Da er det klart at manden har sit tilhold her,
og neppe er han fjernt; ti hvordan kan en mand
med gammelt ulivssaar i foten komme langt?
Han gik vel efter næring, eller om han vet
at finde nogen urt som døve kan hans kval.
Send ham som staar her, ut paa vakt, saa manden ei
kan komme paa mig uten varsel. Fik han valg,
da tok han heller mig end al argeiers hær.
NEOPTOLEMOS
(som nu er kommet ned).
Ja vel, nu gaar han. Stien skal bli voktet godt.
Hvad mer du har paa hjerte, faar du si mig nu.
(som nu er kommet ned).
Ja vel, nu gaar han. Stien skal bli voktet godt.
Hvad mer du har paa hjerte, faar du si mig nu.
ODYSSEVS.
Akillevs’ søn, det hverv du kom til, stiller krav
til sindig kløkt, ei blot til legemskraft,
og maa du høre hvad du ikke før har hørt,
saa tjen mig dog; ti som min hjelper er du her.
Akillevs’ søn, det hverv du kom til, stiller krav
til sindig kløkt, ei blot til legemskraft,
og maa du høre hvad du ikke før har hørt,
saa tjen mig dog; ti som min hjelper er du her.
NEOPTOLEMOS.
Hvad vil du jeg skal gjøre?
Hvad vil du jeg skal gjøre?
ODYSSEVS.
Hvad vil du jeg skal gjøre?Du skal bruke list
og narre Filoktetes med forstilte ord.
Dog, spør han hvem du er og hvorfra du kom hit,
saa svar «Akillevs’ søn». Da trænges ingen løgn;
men at du seiler hjem og netop har forlatt
akaiers hær og hater dem med bittert hat,
fordi de lokket dig med bønner fra dit hjem
da kun ved dig de kunde volde Trojas fald,
men da du kom, ei vilde skjænke dig som løn
Akillevs’ vaaben som du krævde som din ret,
men gav dem til Odyssevs. Skjæld mig bare ut
for det som værre er end værst, for alt du vil.
Jeg bryr mig ei en døit om slikt; men hvis du ei
vil gjøre dette, gjør du hver argeier sorg;
ti hvis ei mandens bue kommer i vor vold,
da kan du aldrig øde Dardanos’s land.[1]
Saa hør da hvorfor bare du, men ikke jeg
kan tale trygt og tillidsfuldt med denne mand.
Til Troja seilet du, ei bundet ved en ed,
ei tvunget, og du var ei med paa første tog.
Til ingenting av dette kan jeg svare nei,
saa hvis han har sin bue, naar han ser mig her,
er jeg fortapt og trækker dig, min fælle, med.
Just dette maa vi pønse ut, at du med list
kan faa det vaaben, ingen end har staat sig mot.
Min søn, jeg vet jo godt, det ligger ei for dig
at gjøre ondt med svik i gjerning eller ord;
men tving dig til det. Vinde seirens ry er søtt.
Vort retsind faar vi noksom vist en anden gang.
Saa laan mig da din hjelp til det du blyges ved
en liten stund idag, og bli saa siden prist
for altid som retsindig fremfor alle mænd.
Hvad vil du jeg skal gjøre?Du skal bruke list
og narre Filoktetes med forstilte ord.
Dog, spør han hvem du er og hvorfra du kom hit,
saa svar «Akillevs’ søn». Da trænges ingen løgn;
men at du seiler hjem og netop har forlatt
akaiers hær og hater dem med bittert hat,
fordi de lokket dig med bønner fra dit hjem
da kun ved dig de kunde volde Trojas fald,
men da du kom, ei vilde skjænke dig som løn
Akillevs’ vaaben som du krævde som din ret,
men gav dem til Odyssevs. Skjæld mig bare ut
for det som værre er end værst, for alt du vil.
Jeg bryr mig ei en døit om slikt; men hvis du ei
vil gjøre dette, gjør du hver argeier sorg;
ti hvis ei mandens bue kommer i vor vold,
da kan du aldrig øde Dardanos’s land.[1]
Saa hør da hvorfor bare du, men ikke jeg
kan tale trygt og tillidsfuldt med denne mand.
Til Troja seilet du, ei bundet ved en ed,
ei tvunget, og du var ei med paa første tog.
Til ingenting av dette kan jeg svare nei,
saa hvis han har sin bue, naar han ser mig her,
er jeg fortapt og trækker dig, min fælle, med.
Just dette maa vi pønse ut, at du med list
kan faa det vaaben, ingen end har staat sig mot.
Min søn, jeg vet jo godt, det ligger ei for dig
at gjøre ondt med svik i gjerning eller ord;
men tving dig til det. Vinde seirens ry er søtt.
Vort retsind faar vi noksom vist en anden gang.
Saa laan mig da din hjelp til det du blyges ved
en liten stund idag, og bli saa siden prist
for altid som retsindig fremfor alle mænd.
NEOPTOLEMOS.
At gjøre selv hvad jeg med avsky hører nævnt,
det er for mig, Laertes’ søn, den værste gru;
ti hverken er jeg selv, ei heller var min far,
saa sier folk, istand til underfundig svik.
Nei, jeg er villig til med vold at faa ham med,
men ei ved list, og støttet paa sin ene fot
kan manden ei faa bugt med os, en talrik flok.
Jeg sendtes med til hjelp for dig, men gruer for
forrædernavnet. Heller vil jeg, høie drot,
med ære tape alt end vinde seir med skam.
At gjøre selv hvad jeg med avsky hører nævnt,
det er for mig, Laertes’ søn, den værste gru;
ti hverken er jeg selv, ei heller var min far,
saa sier folk, istand til underfundig svik.
Nei, jeg er villig til med vold at faa ham med,
men ei ved list, og støttet paa sin ene fot
kan manden ei faa bugt med os, en talrik flok.
Jeg sendtes med til hjelp for dig, men gruer for
forrædernavnet. Heller vil jeg, høie drot,
med ære tape alt end vinde seir med skam.
ODYSSEVS.
Du søn av ædlest far, selv var jeg ogsaa ung,
og dengang var min tunge træg, men armen rap;
men nu som mer erfaren ser jeg at blandt mænd
gir ikke daad men tungeraphet førerrang.
Du søn av ædlest far, selv var jeg ogsaa ung,
og dengang var min tunge træg, men armen rap;
men nu som mer erfaren ser jeg at blandt mænd
gir ikke daad men tungeraphet førerrang.
NEOPTOLEMOS.
Hvad andet vil du faa mig til end si en løgn?
Hvad andet vil du faa mig til end si en løgn?
ODYSSEVS.
Faa Filoktetes i din vold med kløktig list.
Faa Filoktetes i din vold med kløktig list.
NEOPTOLEMOS.
Og hvorfor heller bruke list en gode ord?
Og hvorfor heller bruke list en gode ord?
ODYSSEVS.
Du faar ham ei med gode ord og ei med vold.
Du faar ham ei med gode ord og ei med vold.
NEOPTOLEMOS.
Men eier han slik kraft at han kan være tryg?
Men eier han slik kraft at han kan være tryg?
ODYSSEVS.
Han piler bringer døden. Ingen undgaar dem.
Han piler bringer døden. Ingen undgaar dem.
NEOPTOLEMOS.
Selv det at gaa ham nær er altsaa ikke trygt.
Selv det at gaa ham nær er altsaa ikke trygt.
ODYSSEVS.
Nei, hvis han ei blir tat med list, som jeg har sagt.
Nei, hvis han ei blir tat med list, som jeg har sagt.
NEOPTOLEMOS.
Men tykkes det dig ingen skam at si en løgn?
Men tykkes det dig ingen skam at si en løgn?
ODYSSEVS.
Nei, ikke dersom frelse vindes ved en løgn.
Nei, ikke dersom frelse vindes ved en løgn.
NEOPTOLEMOS.
Med hvilket blik skal nogen kunne tale saa?
Med hvilket blik skal nogen kunne tale saa?
ODYSSEVS.
Du bør ei føle skam ved det som lønner sig.
Du bør ei føle skam ved det som lønner sig.
NEOPTOLEMOS.
Og kommer han til Troja, hvilken løn faar jeg?
Og kommer han til Troja, hvilken løn faar jeg?
ODYSSEVS.
Hans bue kan alene volde Trojas fald.
Hans bue kan alene volde Trojas fald.
NEOPTOLEMOS.
Og altsaa ikke jeg, som det blev sagt mig tidt.
Og altsaa ikke jeg, som det blev sagt mig tidt.
ODYSSEVS.
Nei, hver for sig kan hverken du ei heller den.
Nei, hver for sig kan hverken du ei heller den.
NEOPTOLEMOS.
Ja, er det saa, da er den værd en farlig jagt.
Ja, er det saa, da er den værd en farlig jagt.
ODYSSEVS.
Ja, dobbelt fordel vinder du ved dette verk.
Ja, dobbelt fordel vinder du ved dette verk.
NEOPTOLEMOS.
Men hvordan? Faar jeg visshet, vægrer jeg mig ei.
Men hvordan? Faar jeg visshet, vægrer jeg mig ei.
ODYSSEVS.
Du vil bli prist som klok og kjæk paa samme tid.
Du vil bli prist som klok og kjæk paa samme tid.
NEOPTOLEMOS.
La gaa! Jeg gjør det. Væk med al min falske skam!
La gaa! Jeg gjør det. Væk med al min falske skam!
ODYSSEVS.
Men mon du mindes klart de raad jeg gav dig nys?
Men mon du mindes klart de raad jeg gav dig nys?
NEOPTOLEMOS.
Ja, du kan være tryg, naar jeg har git mit ord.
Ja, du kan være tryg, naar jeg har git mit ord.
ODYSSEVS.
Nu vel, saa venter du og tar imot ham her.
Selv gaar jeg bort imens for ikke at bli set.
Vor speider sender jeg tilbake til vort skib.
Men skulde ventetiden tykkes mig for lang,
da agter jeg at sende denne samme mand
paany tilbake til dig. Jeg skal la ham gaa
forklædt i skipperdragt, saa ingen kjender ham.
Og taler han, min søn, i gaadefulde ord,
saa gjæt dig til den tydning som kan gi os held.
Maa Hermes, den forslagne, som har ført os hit
og seirens dis, Atene, lede vore skridt.
(Gaar).
Nu vel, saa venter du og tar imot ham her.
Selv gaar jeg bort imens for ikke at bli set.
Vor speider sender jeg tilbake til vort skib.
Men skulde ventetiden tykkes mig for lang,
da agter jeg at sende denne samme mand
paany tilbake til dig. Jeg skal la ham gaa
forklædt i skipperdragt, saa ingen kjender ham.
Og taler han, min søn, i gaadefulde ord,
saa gjæt dig til den tydning som kan gi os held.
Maa Hermes, den forslagne, som har ført os hit
og seirens dis, Atene, lede vore skridt.
(Gaar).
KOR
(av sjømænd).
(av sjømænd).
Første strofe.
Hvad skal jeg, herre, fremmed her paa fremmed jord
fordølge eller si til en mistænksom mand?
Aa, si mig det; ti større kløkt
og større indsigt bor hos dem
som fører herskerstaven, skjænket dem av Zevs.
For dig, min søn, er denne magt
en urtids arv. Saa sig hvad hjælp
du nu av mig vil kræve.
Hvad skal jeg, herre, fremmed her paa fremmed jord
fordølge eller si til en mistænksom mand?
Aa, si mig det; ti større kløkt
og større indsigt bor hos dem
som fører herskerstaven, skjænket dem av Zevs.
For dig, min søn, er denne magt
en urtids arv. Saa sig hvad hjælp
du nu av mig vil kræve.
NEOPTOLEMOS.
Nu ønsker du vel at skue det sted
ved den ytterste pynt, hvor han hviler ved nat.
Se trøstig derind! Men nærmer han sig,
den farlige vandrer, da fly fra hans bo.
Hold øie med mig og agt paa mit vink!
Søk ivrig at gaa mig til haande.
Nu ønsker du vel at skue det sted
ved den ytterste pynt, hvor han hviler ved nat.
Se trøstig derind! Men nærmer han sig,
den farlige vandrer, da fly fra hans bo.
Hold øie med mig og agt paa mit vink!
Søk ivrig at gaa mig til haande.
KOR.
Første motstrofe.
Du nævner, herre, det som var forlængst min lyst:
at vogte nøie paa dit vel. Men sig mig nu
i hvilket bo han holder til
og hvor han er. At faa besked
er bedst, saa jeg kan være tryg for overfald.
Hvor er hans bo? Hvor er hans sti?
Hvor har han nu sit hvilested?
Derinde, eller ute?
Første motstrofe.
Du nævner, herre, det som var forlængst min lyst:
at vogte nøie paa dit vel. Men sig mig nu
i hvilket bo han holder til
og hvor han er. At faa besked
er bedst, saa jeg kan være tryg for overfald.
Hvor er hans bo? Hvor er hans sti?
Hvor har han nu sit hvilested?
Derinde, eller ute?
NEOPTOLEMOS.
Her ser du en tvemundet bolig av sten,
og hist har han redet sit leie.
Her ser du en tvemundet bolig av sten,
og hist har han redet sit leie.
KORFØRER.
Men staklen er borte. Hvor færdes han selv?
Men staklen er borte. Hvor færdes han selv?
NEOPTOLEMOS.
Det tykkes mig klart at han søker sig mat
i vor nærhet og slæper sig frem paa sin sti.
Han frister nu livet — saa er det mig sagt —
med møie og nød ved at fælde paa jagt
det flygtende vildt med sin vingede pil.
Ei kommer en gjest som med lægende kunst
kunde lindre hans grufulde pine.
Det tykkes mig klart at han søker sig mat
i vor nærhet og slæper sig frem paa sin sti.
Han frister nu livet — saa er det mig sagt —
med møie og nød ved at fælde paa jagt
det flygtende vildt med sin vingede pil.
Ei kommer en gjest som med lægende kunst
kunde lindre hans grufulde pine.
KORFØRER.
Anden strofe.
Medynk føler jeg med hans nød
Ingen vennehaand pleier ham;
intet venneblik trøster ham.
Altid ene! Aa arme mand!
Sotten piner ham uten stans.
Raadløs er han i nødens stund.
Hvordan holder den arme ut?
Haardt slaar gudernes sterke haand.
Stakket lykke, naar støvets slegt
ei kan nøies med ringe kaar.
Anden strofe.
Medynk føler jeg med hans nød
Ingen vennehaand pleier ham;
intet venneblik trøster ham.
Altid ene! Aa arme mand!
Sotten piner ham uten stans.
Raadløs er han i nødens stund.
Hvordan holder den arme ut?
Haardt slaar gudernes sterke haand.
Stakket lykke, naar støvets slegt
ei kan nøies med ringe kaar.
Anden motstrofe.
Han som neppe for nogen drot
viker rangen i ædel byrd,
ligger ensom, fra andre fjern,
røvet alt som gir livet værd.
Plettet raadyr og laadden ulv
er hans gjester. Av sott og sult
blir han pint, og hans bitre kval
kan ei læges; men aldrig taus
bærer Ekko med dumpe svar
smertens veklager viden om.
Han som neppe for nogen drot
viker rangen i ædel byrd,
ligger ensom, fra andre fjern,
røvet alt som gir livet værd.
Plettet raadyr og laadden ulv
er hans gjester. Av sott og sult
blir han pint, og hans bitre kval
kan ei læges; men aldrig taus
bærer Ekko med dumpe svar
smertens veklager viden om.
NEOPTOLEMOS.
Ei undrer mig noget av det jeg har hørt;
ti skjønner jeg ret, er det guderne selv
som baade har sendt hvad han fordum har lidt
ved den hevnsyke Kryses ustyrlige harm
og denne hans ensomhets grufulde nød.
Tilvisse, en guddom har villet det saa,
at helten mot Troja ei skulde faa sendt
de dødssvangre piler, hin guddommens skjænk
før tiden er kommet, den varslede frist
da byen ved disse skal falde.
Ei undrer mig noget av det jeg har hørt;
ti skjønner jeg ret, er det guderne selv
som baade har sendt hvad han fordum har lidt
ved den hevnsyke Kryses ustyrlige harm
og denne hans ensomhets grufulde nød.
Tilvisse, en guddom har villet det saa,
at helten mot Troja ei skulde faa sendt
de dødssvangre piler, hin guddommens skjænk
før tiden er kommet, den varslede frist
da byen ved disse skal falde.
KORFØRER.
Tredje strofe.
Stille, søn?
Tredje strofe.
Stille, søn?
NEOPTOLEMOS.
Stille, søn?Hvi saa?
Stille, søn?Hvi saa?
KORFØRER.
Stille, søn?Hvi saa?En lyd jeg hører.
skrik som av en mand av smerten pint.
Herfra kom det — eller kanske derfra.
Skjelne kan jeg nu, ja skjelne klart
klagerop fra en som møisomt skrider
frem paa stien. Ikke tar jeg feil.
Dumpe verop piner nu mit øre
fra det fjerne. Vilde er hans skrik.
Stille, søn?Hvi saa?En lyd jeg hører.
skrik som av en mand av smerten pint.
Herfra kom det — eller kanske derfra.
Skjelne kan jeg nu, ja skjelne klart
klagerop fra en som møisomt skrider
frem paa stien. Ikke tar jeg feil.
Dumpe verop piner nu mit øre
fra det fjerne. Vilde er hans skrik.
Tredje motstrofe.
KORFØRER.
Søn!
Søn!
NEOPTOLEMOS.
Søn!Hvad er det?
Søn!Hvad er det?
KORFØRER.
Samle dine tanker!
Manden er ei fjern. Han er os nær.
Ikke spiller han som fjeldets gjæter
søtt paa fløite. Smerten tvinger frem
høie skrik, hvadenten han har snublet
eller han paa øde havn ei ser
skibet som hans speiderøie søker.
Jammerfuldt er mandens smertensrop.
Samle dine tanker!
Manden er ei fjern. Han er os nær.
Ikke spiller han som fjeldets gjæter
søtt paa fløite. Smerten tvinger frem
høie skrik, hvadenten han har snublet
eller han paa øde havn ei ser
skibet som hans speiderøie søker.
Jammerfuldt er mandens smertensrop.
FILOKTETES
(kommer).
Hør fremmedfolk.
Hvem er I? Hvorfra kom I hit til dette land,
hvor ingen bor, og intet skib kan finde havn?
Hvad skal jeg nævne som jert land og som jer slegt
og gjætte rigtig? Klædedragten er som den
hellenerfolket bærer, den jeg liker bedst.
Men gjerne vil jeg høre eders tungemaal.
Og sky mig ikke; bli ei skræmt, fordi jeg nu
ser ut som vildmand. Ynk en stakkars mand
som ene og forlatt av alle, venneløs,
maa lide ondt, saafremt I kom som venner hit.
Aa, svar mig dog! ti hverken var det ret om jeg
blev negtet svar av jer, ei heller I av mig.
(kommer).
Hør fremmedfolk.
Hvem er I? Hvorfra kom I hit til dette land,
hvor ingen bor, og intet skib kan finde havn?
Hvad skal jeg nævne som jert land og som jer slegt
og gjætte rigtig? Klædedragten er som den
hellenerfolket bærer, den jeg liker bedst.
Men gjerne vil jeg høre eders tungemaal.
Og sky mig ikke; bli ei skræmt, fordi jeg nu
ser ut som vildmand. Ynk en stakkars mand
som ene og forlatt av alle, venneløs,
maa lide ondt, saafremt I kom som venner hit.
Aa, svar mig dog! ti hverken var det ret om jeg
blev negtet svar av jer, ei heller I av mig.
NEOPTOLEMOS.
Saa vit da fremmede: Fra Hellas stammer vi.
Paa det du helst vil vite, har jeg først git svar.
Saa vit da fremmede: Fra Hellas stammer vi.
Paa det du helst vil vite, har jeg først git svar.
FILOKTETES.
Hvor kjær en lyd! Ak, bare det at faa et svar
av slik en mand nu efter al den lange tid!
Hvad var det for en nød, min søn, som drev dig hit,
du kjære, hvilket ønske, hvilken gunstig bør?
Fortæl mig alt, saa jeg kan vite hvem du er.
Hvor kjær en lyd! Ak, bare det at faa et svar
av slik en mand nu efter al den lange tid!
Hvad var det for en nød, min søn, som drev dig hit,
du kjære, hvilket ønske, hvilken gunstig bør?
Fortæl mig alt, saa jeg kan vite hvem du er.
NEOPTOLEMOS.
Fra Skyros[2] er min slegt, en havomkranset ø.
Jeg heter Neoptolemos, Akillevs’ søn,
og er paa hjemfærd. Nu har du faat vite alt.
Fra Skyros[2] er min slegt, en havomkranset ø.
Jeg heter Neoptolemos, Akillevs’ søn,
og er paa hjemfærd. Nu har du faat vite alt.
FILOKTETES.
Aa, søn av ham, min bedste ven! Aa kjære land!
Den gamle Lykomedes’ kjække fostersøn!
Hvi har du landet her, og hvorfra kom du hit?
Aa, søn av ham, min bedste ven! Aa kjære land!
Den gamle Lykomedes’ kjække fostersøn!
Hvi har du landet her, og hvorfra kom du hit?
NEOPTOLEMOS.
Det er fra Troja jeg er kommet med mit skib.
Det er fra Troja jeg er kommet med mit skib.
FILOKTETES.
Hvad sier du? Du var jo ei fra først av med
paa flaaten, da vi drog avsted til Trojas by.
Hvad sier du? Du var jo ei fra først av med
paa flaaten, da vi drog avsted til Trojas by.
NEOPTOLEMOS.
Var ogsaa du blandt dem som drog til denne krig?
Var ogsaa du blandt dem som drog til denne krig?
FILOKTETES.
Min søn, du vet da ikke hvem det er du ser?
Min søn, du vet da ikke hvem det er du ser?
NEOPTOLEMOS.
Nei, hvordan kan jeg kjende den jeg aldrig saa?
Nei, hvordan kan jeg kjende den jeg aldrig saa?
FILOKTETES.
Er selv mit navn dig ukjendt? Har du intet hørt
om al den pine som har bragt mig døden nær?
Er selv mit navn dig ukjendt? Har du intet hørt
om al den pine som har bragt mig døden nær?
NEOPTOLEMOS.
Nei. Intet har jeg hørt av det du spør mig om.
Nei. Intet har jeg hørt av det du spør mig om.
FILOKTETES.
Saa ussel er jeg, saa forhatt av hver en gud
at ei engang et rygte om min nød har naadd
til hjemmet eller nogetsteds i Hellas’ land!
Men de som satte mig i land paa denne ø,
kan haanlig le i stilhet, mens den grumme sott
som altid piner mig, blir værre dag for dag.
Her kan du se, min ven, Akillevs’ kjække søn,
den mand du kanske har hørt nævnt som eiermand
av pil og bue som Herakles bar tilforn.
Jeg heter Filoktetes og er Poias’ søn.
De to atreider og hin Kefalleners drot[3]
har troløst landsat mig paa denne øde ø
forpint av grufuld smerte, da en rædsom orm,
hvis bid kan dræpe, rammet mig med giftig tand.
Med sotten som min fælle satte de mig, søn,
i land alene og drog bort, da de paa færd
fra Kryses ø med flaaten styrte her til land.
Saasnart de glade saa at jeg var faldt i søvn
ved skibets slingren, lot de mig paa stranden her
tilbake i en hule. Filler blev slængt hen
som til en ussel tigger, og til livsophold
litt næring. Gid de selv maa faa slik sultekost!
Aa, hvordan tror du vel jeg dengang vaaknet op
og hvor jeg stønnet høit og hulket i min nød,
da jeg fik se at hvert et skib som fulgte mig,
var seilet bort og ingen mand var efterlatt,
nei ikke én som kunde gi en dødssyk mand
litt hjælp og støtte. Skjønt jeg speidet overalt,
var ingenting at finde, bare smertens kval;
men derav fandt jeg meget, mer end nok, min søn.
Og tider kom, og tider gik. Jeg maatte bo
i dette usle hul alene, være selv
min egen tjener. Det som stillet værste sult,
har denne bue skaffet, naar den sikkert traf
saa mangen vinget due; men naar pilen fløi
fra buens streng og rammet, var jeg nødt til selv
at slæpe mig til byttet paa min syke fot.
Og naar jeg skulde hente mig litt drikkevand
og bryte ved paa rimet mark ved vintertid,
da var jeg arme nødt til selv at krype ut
og gjøre utvei til det. Saa gik ilden ut.
Da gned jeg sten mot sten og kaldte frem med nød
den lille gnist som altid er min trøst og hjælp.
Et hus hvor ilden brænder og jeg finder ly,
kan gi mig alt — kun ikke redning for min sott.
Om øen skal du ogsaa faa besked, min søn.
Godvillig lægger ingen sjømand her til land;
ti her er ingen ankerplass og intet sted,
hvor han som velset gjest kan drive kjøp og salg.
Hit styrer aldrig en forstandig mand sin kurs.
Men mot sin vilje lander en vel av og til?
Ja, slikt kan hænde tidt i tidens lange løp.
Men naar saa disse kommer, ynker de, min søn,
min lod med ord og gir mig, naar de saa har gjort,
vel ogsaa litt til mat og et og andet plag;
men om jeg trygler, vil dog ingen ta mig med
og frelse mig til hjemmet. Alt et halvt snes aar
har jeg forsmægtet her i bitter nød og sult
som bytte for den sott som aldrig kan bli mæt.
Slikt har de to atreider og hin onde skurk
Odyssevs voldt mig, søn. Aa, maatte dog til straf
Olympens guder la dem lide hvad jeg led!
Saa ussel er jeg, saa forhatt av hver en gud
at ei engang et rygte om min nød har naadd
til hjemmet eller nogetsteds i Hellas’ land!
Men de som satte mig i land paa denne ø,
kan haanlig le i stilhet, mens den grumme sott
som altid piner mig, blir værre dag for dag.
Her kan du se, min ven, Akillevs’ kjække søn,
den mand du kanske har hørt nævnt som eiermand
av pil og bue som Herakles bar tilforn.
Jeg heter Filoktetes og er Poias’ søn.
De to atreider og hin Kefalleners drot[3]
har troløst landsat mig paa denne øde ø
forpint av grufuld smerte, da en rædsom orm,
hvis bid kan dræpe, rammet mig med giftig tand.
Med sotten som min fælle satte de mig, søn,
i land alene og drog bort, da de paa færd
fra Kryses ø med flaaten styrte her til land.
Saasnart de glade saa at jeg var faldt i søvn
ved skibets slingren, lot de mig paa stranden her
tilbake i en hule. Filler blev slængt hen
som til en ussel tigger, og til livsophold
litt næring. Gid de selv maa faa slik sultekost!
Aa, hvordan tror du vel jeg dengang vaaknet op
og hvor jeg stønnet høit og hulket i min nød,
da jeg fik se at hvert et skib som fulgte mig,
var seilet bort og ingen mand var efterlatt,
nei ikke én som kunde gi en dødssyk mand
litt hjælp og støtte. Skjønt jeg speidet overalt,
var ingenting at finde, bare smertens kval;
men derav fandt jeg meget, mer end nok, min søn.
Og tider kom, og tider gik. Jeg maatte bo
i dette usle hul alene, være selv
min egen tjener. Det som stillet værste sult,
har denne bue skaffet, naar den sikkert traf
saa mangen vinget due; men naar pilen fløi
fra buens streng og rammet, var jeg nødt til selv
at slæpe mig til byttet paa min syke fot.
Og naar jeg skulde hente mig litt drikkevand
og bryte ved paa rimet mark ved vintertid,
da var jeg arme nødt til selv at krype ut
og gjøre utvei til det. Saa gik ilden ut.
Da gned jeg sten mot sten og kaldte frem med nød
den lille gnist som altid er min trøst og hjælp.
Et hus hvor ilden brænder og jeg finder ly,
kan gi mig alt — kun ikke redning for min sott.
Om øen skal du ogsaa faa besked, min søn.
Godvillig lægger ingen sjømand her til land;
ti her er ingen ankerplass og intet sted,
hvor han som velset gjest kan drive kjøp og salg.
Hit styrer aldrig en forstandig mand sin kurs.
Men mot sin vilje lander en vel av og til?
Ja, slikt kan hænde tidt i tidens lange løp.
Men naar saa disse kommer, ynker de, min søn,
min lod med ord og gir mig, naar de saa har gjort,
vel ogsaa litt til mat og et og andet plag;
men om jeg trygler, vil dog ingen ta mig med
og frelse mig til hjemmet. Alt et halvt snes aar
har jeg forsmægtet her i bitter nød og sult
som bytte for den sott som aldrig kan bli mæt.
Slikt har de to atreider og hin onde skurk
Odyssevs voldt mig, søn. Aa, maatte dog til straf
Olympens guder la dem lide hvad jeg led!
KORFØRER.
Ja, søn av Poias! Ogsaa jeg maa ynke dig
saa dypt som hine fremmedfolk, som før kom hit.
Ja, søn av Poias! Ogsaa jeg maa ynke dig
saa dypt som hine fremmedfolk, som før kom hit.
NEOPTOLEMOS.
Jeg selv kan ogsaa vidne trygt at dine ord
er sande. Atrevs’ sønner har jeg truffet før.
Om dem og om Odyssevs vet jeg bare ondt.
Jeg selv kan ogsaa vidne trygt at dine ord
er sande. Atrevs’ sønner har jeg truffet før.
Om dem og om Odyssevs vet jeg bare ondt.
FILOKTETES.
Saa ogsaa du har grund til harm og klagemaal
mot disse skurker? Ogsaa du led overlast?
Saa ogsaa du har grund til harm og klagemaal
mot disse skurker? Ogsaa du led overlast?
NEOPTOLEMOS.
Ja, gid jeg fik min hevntørst slukt med væbnet haand!
Da fik vel Sparta og Mykene[4] engang lært
at ogsaa Skyros fostrer mænd med kraftig arm.
Ja, gid jeg fik min hevntørst slukt med væbnet haand!
Da fik vel Sparta og Mykene[4] engang lært
at ogsaa Skyros fostrer mænd med kraftig arm.
FILOKTETES.
Vel talt, min søn. Men hvorfor føler du slikt hat
og fører slike klagemaal mot disse mænd?
Vel talt, min søn. Men hvorfor føler du slikt hat
og fører slike klagemaal mot disse mænd?
NEOPTOLEMOS.
Jeg svarer nødig, Poias’ søn, men vil dog si
hvad krænkelser jeg led av disse, da jeg kom:
Da skjæbnen vilde, at Akillevs fandt sin død —
Jeg svarer nødig, Poias’ søn, men vil dog si
hvad krænkelser jeg led av disse, da jeg kom:
Da skjæbnen vilde, at Akillevs fandt sin død —
FILOKTETES.
Aa ve! Fortæl ei mere! La mig først faa svar
paa dette: Er det saa at Pelevs’ søn er død?
Aa ve! Fortæl ei mere! La mig først faa svar
paa dette: Er det saa at Pelevs’ søn er død?
NEOPTOLEMOS.
Ja, fældet med en pil, men ei av nogen mand.
Som folk fortæller, blev han dræpt av Foibos selv.
Ja, fældet med en pil, men ei av nogen mand.
Som folk fortæller, blev han dræpt av Foibos selv.
FILOKTETES.
Da har en ættstor drapsmand dræpt en ættstor helt.
Jeg er i tvil, min søn, om jeg skal spørre først
om hvad du døiet, eller klage over ham.
Da har en ættstor drapsmand dræpt en ættstor helt.
Jeg er i tvil, min søn, om jeg skal spørre først
om hvad du døiet, eller klage over ham.
NEOPTOLEMOS.
Din egen pine, stakkars mand, maa være nok,
om ikke du skal sukke over andres lod.
Din egen pine, stakkars mand, maa være nok,
om ikke du skal sukke over andres lod.
FILOKTETES.
Ak ja! Saa ta da op igjen din egen sak
og si mig hvordan disse mænd har krænket dig.
Ak ja! Saa ta da op igjen din egen sak
og si mig hvordan disse mænd har krænket dig.
NEOPTOLEMOS.
Paa prægtig smykket fartøi kom som sendemænd
Odyssevs fulgt av ham som fostret før min far.[5]
De meldte — kanske var det sandhet, kanske løgn —
at da min far var falden, var det skjæbnens bud
at ingen uten jeg fik volde Trojas fald.
Da de fortalte dette, maatte de forvisst
ei vente længe, før jeg gik ombord og drog avsted.
Mest drev mig længsel efter at faa se min far,
før han blev gravlagt; ti jeg saa ham aldrig før.
Men dertil kom jo tanken paa det ry jeg vandt,
om jeg ved færden kunde vinde Trojas borg.
Jeg seilte da for gunstig bør alt næste dag
forbi Sigeions lumske pynt og lagde bi.
Jeg gik i land, og hele hæren hilste glad
og stimlet om mig. Alle svor at den de saa,
var den som ikke levet mer, Akillevs selv.
Ak nei, han laa paa baaren. Da jeg hadde graatt
i sorg ved liket, gik jeg, da en tid var gaat
til venner, trodde jeg, til Atrevs’ sønnepar,
og krævet hvad min far av vaaben og av gods
lot efter sig, men fik et uforskammet svar:
«Akillevs’ søn, al anden farsarv kan du ta;
men hine vaaben som din far har efterlatt,
har nu en anden eiermand, Laertes’ søn.»
Straks for jeg, ute av mig selv av vrede, op
og brast i graat, og smerten presset frem mit svar:
«Du frække! Har I vaaget, førend jeg blev spurt
at skjænke mine vaaben til en anden mand?»
Da tok Odyssevs ordet; ti han stod os nær:
«Ja, unge mand. De gav mig dem med fuldgod ret;
ti jeg kom til og bjerget dem og bjerget ham.»
straks lot jeg alskens skjældsord hagle ned paa ham,
forbitret som jeg var. Jeg sparte ei paa haan,
saafremt han tok som rov den rustning som var min.
Skjønt manden ei er heftig, drev jeg det saa vidt
at det han hørte, bet ham, og han gav til svar:
«Du var ei med os, da det gjaldt. Du holdt dig fjernt
og bruker endda mund; men aldrig skal du faa
hin rustning med, naar du til Skyros drager hjem.»
Fordi jeg hørte slikt og døiet haan og spot,
er jeg paa hjemfærd, plyndret for min egen arv
av denne skurk Odyssevs, ætling av en skurk.
Og dog, jeg laster mer hans overmænd end ham.
Ti som en stat er hver en hær git den i vold
som fører den, og mænd som trodser lov og ret
har lært sin ondskap av sin læremesters ord.
Nok herom. Gid de to atreiders avindsmand
maa elskes like høit av guder som av mig.
Paa prægtig smykket fartøi kom som sendemænd
Odyssevs fulgt av ham som fostret før min far.[5]
De meldte — kanske var det sandhet, kanske løgn —
at da min far var falden, var det skjæbnens bud
at ingen uten jeg fik volde Trojas fald.
Da de fortalte dette, maatte de forvisst
ei vente længe, før jeg gik ombord og drog avsted.
Mest drev mig længsel efter at faa se min far,
før han blev gravlagt; ti jeg saa ham aldrig før.
Men dertil kom jo tanken paa det ry jeg vandt,
om jeg ved færden kunde vinde Trojas borg.
Jeg seilte da for gunstig bør alt næste dag
forbi Sigeions lumske pynt og lagde bi.
Jeg gik i land, og hele hæren hilste glad
og stimlet om mig. Alle svor at den de saa,
var den som ikke levet mer, Akillevs selv.
Ak nei, han laa paa baaren. Da jeg hadde graatt
i sorg ved liket, gik jeg, da en tid var gaat
til venner, trodde jeg, til Atrevs’ sønnepar,
og krævet hvad min far av vaaben og av gods
lot efter sig, men fik et uforskammet svar:
«Akillevs’ søn, al anden farsarv kan du ta;
men hine vaaben som din far har efterlatt,
har nu en anden eiermand, Laertes’ søn.»
Straks for jeg, ute av mig selv av vrede, op
og brast i graat, og smerten presset frem mit svar:
«Du frække! Har I vaaget, førend jeg blev spurt
at skjænke mine vaaben til en anden mand?»
Da tok Odyssevs ordet; ti han stod os nær:
«Ja, unge mand. De gav mig dem med fuldgod ret;
ti jeg kom til og bjerget dem og bjerget ham.»
straks lot jeg alskens skjældsord hagle ned paa ham,
forbitret som jeg var. Jeg sparte ei paa haan,
saafremt han tok som rov den rustning som var min.
Skjønt manden ei er heftig, drev jeg det saa vidt
at det han hørte, bet ham, og han gav til svar:
«Du var ei med os, da det gjaldt. Du holdt dig fjernt
og bruker endda mund; men aldrig skal du faa
hin rustning med, naar du til Skyros drager hjem.»
Fordi jeg hørte slikt og døiet haan og spot,
er jeg paa hjemfærd, plyndret for min egen arv
av denne skurk Odyssevs, ætling av en skurk.
Og dog, jeg laster mer hans overmænd end ham.
Ti som en stat er hver en hær git den i vold
som fører den, og mænd som trodser lov og ret
har lært sin ondskap av sin læremesters ord.
Nok herom. Gid de to atreiders avindsmand
maa elskes like høit av guder som av mig.
KOR.
Strofe.
Hør os, Gaia,[6] jordens guddom, Zevs’s mor og livets ophav.
fjeldets dronning, ved hvis føtter Paktolos med guldsand strømmer.
Ogsaa hist til dig jeg vendte, guders mor, min bøn om bistand,
da de to atreider krænket uten blu min unge herre,
da de skjænket hine vaaben, arven fra hans far, som kampløn
— hør det du som stramt kan tøile stridig spand av glupske løver —
skjænket herligst gudegave[7] til Laertes’ lumske søn.
Strofe.
Hør os, Gaia,[6] jordens guddom, Zevs’s mor og livets ophav.
fjeldets dronning, ved hvis føtter Paktolos med guldsand strømmer.
Ogsaa hist til dig jeg vendte, guders mor, min bøn om bistand,
da de to atreider krænket uten blu min unge herre,
da de skjænket hine vaaben, arven fra hans far, som kampløn
— hør det du som stramt kan tøile stridig spand av glupske løver —
skjænket herligst gudegave[7] til Laertes’ lumske søn.
FILOKTETES.
Mig tykkes, fremmede, at I med sikre tegn
paa fælles harm, har gjestet mig paa denne færd.
Vor klage er den samme, saa jeg kan forstaa
at dette er atreiders og Odyssevs’ verk.
Jeg vet jo at han frækt tør ta den værste løgn
paa tungen og ved underfundig svig faa frem
tilsidst den uret som han vil ha sat i verk.
Nei, ikke det, men noget andet undrer mig
om mænd som Aias saa og fandt sig i hans færd.
Mig tykkes, fremmede, at I med sikre tegn
paa fælles harm, har gjestet mig paa denne færd.
Vor klage er den samme, saa jeg kan forstaa
at dette er atreiders og Odyssevs’ verk.
Jeg vet jo at han frækt tør ta den værste løgn
paa tungen og ved underfundig svig faa frem
tilsidst den uret som han vil ha sat i verk.
Nei, ikke det, men noget andet undrer mig
om mænd som Aias saa og fandt sig i hans færd.
NEOPTOLEMOS.
Ak, fremmede, hans liv var endt; ti hadde han
faat leve, var jeg ei blit plyndret for min arv.
Ak, fremmede, hans liv var endt; ti hadde han
faat leve, var jeg ei blit plyndret for min arv.
FILOKTETES.
Hvad sier du? Saa ogsaa han er vandret bort?
Hvad sier du? Saa ogsaa han er vandret bort?
NEOPTOLEMOS.
Ja, her hvor dagen lyser, er han ikke mer.
Ja, her hvor dagen lyser, er han ikke mer.
FILOKTETES.
Aa ve! Men Tydevs’ søn[8] og han hvis rette far
var Sisyfos, av hvem Laertes fik ham kjøpt,
de dør nok ikke, skjønt de ei er livet værd.
Aa ve! Men Tydevs’ søn[8] og han hvis rette far
var Sisyfos, av hvem Laertes fik ham kjøpt,
de dør nok ikke, skjønt de ei er livet værd.
NEOPTOLEMOS.
Aa nei, vær viss paa det. De trives nu som bedst,
og begge staar i Argoshæren høit paa straa.
Aa nei, vær viss paa det. De trives nu som bedst,
og begge staar i Argoshæren høit paa straa.
FILOKTETES.
Men lever han som var min gamle gode ven,
hin drot fra Pylos, Nestor; ti det var jo ham
som tøilet deres ondskap tidt med vise raad.
Men lever han som var min gamle gode ven,
hin drot fra Pylos, Nestor; ti det var jo ham
som tøilet deres ondskap tidt med vise raad.
NEOPTOLEMOS.
Han har det ondt for tiden. Gubbens kjære søn
Antilokos er vandret bort. Han fandt sin død.
Han har det ondt for tiden. Gubbens kjære søn
Antilokos er vandret bort. Han fandt sin død.
FILOKTETES.
Aa ve! Nu har du atter pekt paa tvende mænd
hvis død jeg nødigst hørte. Aa hvor saart det er!
Hvad skal vi trygt se hen til, naar saa gjæve mænd
er døde, mens Odyssevs endnu lever der
hvor helst han burde meldes død i deres sted.
Aa ve! Nu har du atter pekt paa tvende mænd
hvis død jeg nødigst hørte. Aa hvor saart det er!
Hvad skal vi trygt se hen til, naar saa gjæve mænd
er døde, mens Odyssevs endnu lever der
hvor helst han burde meldes død i deres sted.
NEOPTOLEMOS.
Vel er han slu at nappes med; men list og knep
kan ogsaa, Filoktetes, komme tidt tilkort.
Vel er han slu at nappes med; men list og knep
kan ogsaa, Filoktetes, komme tidt tilkort.
FILOKTETES.
Men sig mig dog, hvor var, da dette hændte dig,
Patroklos. Ingen var din far saa kjær som han.
Men sig mig dog, hvor var, da dette hændte dig,
Patroklos. Ingen var din far saa kjær som han.
NEOPTOLEMOS.
Ak, han var ogsaa død. I korthet vil jeg si:
Med vilje vælger krigens vætte aldrig ut
som bytte onde mænd. Den tar de gode først.
Ak, han var ogsaa død. I korthet vil jeg si:
Med vilje vælger krigens vætte aldrig ut
som bytte onde mænd. Den tar de gode først.
FILOKTETES.
Ja, jeg er enig. Netop derfor vil jeg nu
faa vite av dig hvordan det staar til med en
som intet dugde, men var tungerap og slu.
Ja, jeg er enig. Netop derfor vil jeg nu
faa vite av dig hvordan det staar til med en
som intet dugde, men var tungerap og slu.
NEOPTOLEMOS.
Hvem anden end Odyssevs kan du spørre om?
Hvem anden end Odyssevs kan du spørre om?
FILOKTETES.
Jeg mener ikke ham, men blandt os var en mand,
Tersites,[9] en som gjerne talte gang paa gang
mot alles ønske. Vet du om han lever nu?
Jeg mener ikke ham, men blandt os var en mand,
Tersites,[9] en som gjerne talte gang paa gang
mot alles ønske. Vet du om han lever nu?
NEOPTOLEMOS.
Jeg saa ham ei; men at han lever har jeg hørt.
Jeg saa ham ei; men at han lever har jeg hørt.
FILOKTETES.
Kan tænke det. Tilgrunde gaar jo intet ondt.
Nei, guder sørger for at slike har det godt
og lar med glæde, synes det, en dreven skurk
faa komme op fra Hades,[10] mens de sender dit
for evig hædersmænd som agter lov og ret.
Hvad skal jeg tro om dette? Hvordan prise slikt,
naar guders ondskap viser sig i deres verk?
Kan tænke det. Tilgrunde gaar jo intet ondt.
Nei, guder sørger for at slike har det godt
og lar med glæde, synes det, en dreven skurk
faa komme op fra Hades,[10] mens de sender dit
for evig hædersmænd som agter lov og ret.
Hvad skal jeg tro om dette? Hvordan prise slikt,
naar guders ondskap viser sig i deres verk?
NEOPTOLEMOS.
Du søn av ham som hersker hist ved Oitas fjeld,
fra nu av skal jeg fra det fjerne sky hvert glimt
av Atrevs’ onde sønnepar og Trojas by.
Hvor rænkesmed har større magt en hædersmand,
hvor kjækhet gaar til grunde, feighet vinder seir —
nei, finde venner kan jeg ei blandt slike mænd.
Min fjeldø skal fra nu av være nok for mig,
mit Skyros, hvor jeg glad kan dvæle i mit hjem.
Nu gaar jeg til mit fartøi. Poias’ søn, levvel!
Levvel, og maatte guder fri dig fra din sott
og gjøre dig sa karsk som du kan ønske dig!
Kom, la os gaa, saa vi kan lægge ut fra land,
saasnart en naadig guddom gir os gunstig bør.
Du søn av ham som hersker hist ved Oitas fjeld,
fra nu av skal jeg fra det fjerne sky hvert glimt
av Atrevs’ onde sønnepar og Trojas by.
Hvor rænkesmed har større magt en hædersmand,
hvor kjækhet gaar til grunde, feighet vinder seir —
nei, finde venner kan jeg ei blandt slike mænd.
Min fjeldø skal fra nu av være nok for mig,
mit Skyros, hvor jeg glad kan dvæle i mit hjem.
Nu gaar jeg til mit fartøi. Poias’ søn, levvel!
Levvel, og maatte guder fri dig fra din sott
og gjøre dig sa karsk som du kan ønske dig!
Kom, la os gaa, saa vi kan lægge ut fra land,
saasnart en naadig guddom gir os gunstig bør.
FILOKTETES.
Alt nu, min søn?
Alt nu, min søn?
NEOPTOLEMOS.
Alt nu, min søn?Ja, tiden kalder. Heller nær
end fra det fjerne bør vi speide efter bør.
Alt nu, min søn?Ja, tiden kalder. Heller nær
end fra det fjerne bør vi speide efter bør.
FILOKTETES.
Jeg ber dig bønlig ved din far og ved din mor.
Jeg ber dig, søn, ved alt du i dit hjem har kjær:
Forlat mig ei saa ene her, saa helt forlatt
i denne bitre nød og pine som du ser
og som du nu har hørt har fæstet bo hos mig.
Aa kvi dig ei for meget for at ta mig med.
Jeg vet det vil bli slemt at ha slik fragt ombord,
men taal det. Mænd med arvet høisind hater alt
som gjør dem skam, og søker ry ved ædel daad.
Du vil bli lastet, søn, saafremt du sier nei;
men gjør du dette, vil du vinde herligst ry,
hvis jeg i live kommer hjem til Oitas jord.
Dit tunge hverv er endt paa mindre end én dag.
Aa, find dig i det. Læg mig hvor du vil ombord,
i rummet, forstavn eller bakstavn. Kast mig hen
hvor jeg vil volde mindst besvær for dine folk.
Ved Zevs, de svakes forsvar, si dog ja, min søn,
og la dig røre. Se, jeg knæler for dig her,
jeg arme, skjønt saa svak og pint av fotens saar.
Aa la mig ei alene langt fra vei og sti;
men før mig til dit hjemland, eller til hin ø
Evboia, hvor kong Kálkodon har sit palads;
ti derfra blir ei veien lang til Oitas fjeld,
til Trakis’ aasryg og Sperkeios’[11] klare strøm,
saa du kan la min kjære far faa se sin søn.
Dog, længe har jeg frygtet at den gamle mand
er vandret bort; ti ofte har jeg sendt ham bud
med hver en gjest som kom og bedt og tryglet ham
om selv at sende folk og frelst faa bragt mig hjem.
Han er vel død og borte, eller jeg maa tro
at ventelig har hine som jeg bad om hjælp
kun litet agtet paa min bøn, men skyndt sig hjem.
Nu ber jeg dig: Vær baade den som tar mig med
og bringer bud. Aa frels mig, ynk mig, naar du ser
hvor farefuld og uviss alles skjæbne er.
Snart har de medgang, snart blir motgang deres lod.
Den mand som sorgen sparer, bør ei være blind
for faren, men naar lykken smiler, staa paa vakt,
saa ikke livets lykke blir hans livs forlis.
Jeg ber dig bønlig ved din far og ved din mor.
Jeg ber dig, søn, ved alt du i dit hjem har kjær:
Forlat mig ei saa ene her, saa helt forlatt
i denne bitre nød og pine som du ser
og som du nu har hørt har fæstet bo hos mig.
Aa kvi dig ei for meget for at ta mig med.
Jeg vet det vil bli slemt at ha slik fragt ombord,
men taal det. Mænd med arvet høisind hater alt
som gjør dem skam, og søker ry ved ædel daad.
Du vil bli lastet, søn, saafremt du sier nei;
men gjør du dette, vil du vinde herligst ry,
hvis jeg i live kommer hjem til Oitas jord.
Dit tunge hverv er endt paa mindre end én dag.
Aa, find dig i det. Læg mig hvor du vil ombord,
i rummet, forstavn eller bakstavn. Kast mig hen
hvor jeg vil volde mindst besvær for dine folk.
Ved Zevs, de svakes forsvar, si dog ja, min søn,
og la dig røre. Se, jeg knæler for dig her,
jeg arme, skjønt saa svak og pint av fotens saar.
Aa la mig ei alene langt fra vei og sti;
men før mig til dit hjemland, eller til hin ø
Evboia, hvor kong Kálkodon har sit palads;
ti derfra blir ei veien lang til Oitas fjeld,
til Trakis’ aasryg og Sperkeios’[11] klare strøm,
saa du kan la min kjære far faa se sin søn.
Dog, længe har jeg frygtet at den gamle mand
er vandret bort; ti ofte har jeg sendt ham bud
med hver en gjest som kom og bedt og tryglet ham
om selv at sende folk og frelst faa bragt mig hjem.
Han er vel død og borte, eller jeg maa tro
at ventelig har hine som jeg bad om hjælp
kun litet agtet paa min bøn, men skyndt sig hjem.
Nu ber jeg dig: Vær baade den som tar mig med
og bringer bud. Aa frels mig, ynk mig, naar du ser
hvor farefuld og uviss alles skjæbne er.
Snart har de medgang, snart blir motgang deres lod.
Den mand som sorgen sparer, bør ei være blind
for faren, men naar lykken smiler, staa paa vakt,
saa ikke livets lykke blir hans livs forlis.
KOR.
Motstrofe.
Ynk ham, herre! Haarde trængsler, mangen kummer, tung at bære
har han nævnt os. Maatte ingen som jeg elsker, faa hans skjæbne!
Herre, hvis dit hjerte gjemmer bittert hat til Atrevs’ sønner,
vil jeg la de tvendes brøde regnes denne mand tilgode
og paa vel utrustet snekke ro ham med de rappe aarer
dit hvorhen hans hjerte higer, til det hjem han saart maa savne.
Undfly vil jeg guders vrede, guders strenge straffedom.
Motstrofe.
Ynk ham, herre! Haarde trængsler, mangen kummer, tung at bære
har han nævnt os. Maatte ingen som jeg elsker, faa hans skjæbne!
Herre, hvis dit hjerte gjemmer bittert hat til Atrevs’ sønner,
vil jeg la de tvendes brøde regnes denne mand tilgode
og paa vel utrustet snekke ro ham med de rappe aarer
dit hvorhen hans hjerte higer, til det hjem han saart maa savne.
Undfly vil jeg guders vrede, guders strenge straffedom.
NEOPTOLEMOS.
Se til at ei du gav dit løfte altfor let,
og at du, naar du har faat nok av sottens stank
i samvær med den syke, ei kan holde ord.
Se til at ei du gav dit løfte altfor let,
og at du, naar du har faat nok av sottens stank
i samvær med den syke, ei kan holde ord.
KORFØRER.
Nei ingenlunde, herre! Aldrig skal det ske
at du med rette skal faa laste mig for slikt.
Nei ingenlunde, herre! Aldrig skal det ske
at du med rette skal faa laste mig for slikt.
NEOPTOLEMOS.
Da var det skam om denne mand fik se at jeg
var mer uvillig til at gi ham hjælp end du.
Vi seiler, hvis I vil, og han faar skynde sig;
ti skibet vil nok uten vægring ta ham med
naar bare milde guder lar os seile frelst
fra denne øde ø til vore ønskers maal.
Da var det skam om denne mand fik se at jeg
var mer uvillig til at gi ham hjælp end du.
Vi seiler, hvis I vil, og han faar skynde sig;
ti skibet vil nok uten vægring ta ham med
naar bare milde guder lar os seile frelst
fra denne øde ø til vore ønskers maal.
FILOKTETES.
Aa herligste blandt dage, kjæreste blandt mænd,
I kjære sjømænd, hvordan skal jeg dog faa vist
i gjerning hvilken trofast ven I vandt i mig.
Ja, la os fare, søn; men la os først gaa ind
til avsked i et hjemløst hjem, saa du kan se
hvad liv jeg førte og kan dømme om mit mot;
ti om en anden bare saa det for sit blik,
saa tror jeg ingen uten jeg holdt dette ut;
men mig har nøden lært at lide ondt med taal.
Aa herligste blandt dage, kjæreste blandt mænd,
I kjære sjømænd, hvordan skal jeg dog faa vist
i gjerning hvilken trofast ven I vandt i mig.
Ja, la os fare, søn; men la os først gaa ind
til avsked i et hjemløst hjem, saa du kan se
hvad liv jeg førte og kan dømme om mit mot;
ti om en anden bare saa det for sit blik,
saa tror jeg ingen uten jeg holdt dette ut;
men mig har nøden lært at lide ondt med taal.
KORFØRER.
Vent! La os høre! Se hist kommer tvende mænd,
en fremmed, men den anden en av dine folk.
Hør først hvad erend disse har og gaa saa ind.
Vent! La os høre! Se hist kommer tvende mænd,
en fremmed, men den anden en av dine folk.
Hør først hvad erend disse har og gaa saa ind.
EN SKIPPER.
Akillevs’ søn, den mand du ser, min følgesvend,
som var som vokter paa dit skib med andre to,
ham bad jeg si mig hvor du var at finde nu;
ti helt uventet lot jeg nylig ved et træf
mit fartøi lægge bi, hvor dit var ankret op.
Paa eget skib, som ei har mange mand ombord,
er jeg paa færd fra Troja til Pepáretos,[12]
mit hjem hvor druer gror, og da jeg nu fik spurt
at disse sjømænd alle er ombord hos dig,
da fandt jeg ei at burde seile tyst forbi,
men bringe melding først og faa en billig løn.
Du vet vel endnu intet om din egen sak
om onde anslag mot dig i argeiers raad,
og ikke anslag bare, nei, det er nok alt
blit sat i verk, og ei blir verket drevet slapt.
Akillevs’ søn, den mand du ser, min følgesvend,
som var som vokter paa dit skib med andre to,
ham bad jeg si mig hvor du var at finde nu;
ti helt uventet lot jeg nylig ved et træf
mit fartøi lægge bi, hvor dit var ankret op.
Paa eget skib, som ei har mange mand ombord,
er jeg paa færd fra Troja til Pepáretos,[12]
mit hjem hvor druer gror, og da jeg nu fik spurt
at disse sjømænd alle er ombord hos dig,
da fandt jeg ei at burde seile tyst forbi,
men bringe melding først og faa en billig løn.
Du vet vel endnu intet om din egen sak
om onde anslag mot dig i argeiers raad,
og ikke anslag bare, nei, det er nok alt
blit sat i verk, og ei blir verket drevet slapt.
NEOPTOLEMOS.
Vel, fremmede, saasandt jeg er en hædersmand,
skal denne omsorg for mit vel bli lønnet rikt.
Tal ut om det du nævnte, saa jeg faar besked
om disse onde anslag i argeiers raad.
Vel, fremmede, saasandt jeg er en hædersmand,
skal denne omsorg for mit vel bli lønnet rikt.
Tal ut om det du nævnte, saa jeg faar besked
om disse onde anslag i argeiers raad.
SKIPPEREN.
Med Tesevs’ sønner er den gamle Foiniks sendt.
Paa velutrustet skib forfølger de dig nu.
Med Tesevs’ sønner er den gamle Foiniks sendt.
Paa velutrustet skib forfølger de dig nu.
NEOPTOLEMOS.
Og vil de fange mig med smiger eller vold?
Og vil de fange mig med smiger eller vold?
SKIPPEREN.
Det vet jeg ei. Jeg melder kun hvad jeg har hørt.
Det vet jeg ei. Jeg melder kun hvad jeg har hørt.
NEOPTOLEMOS.
Og har da Foiniks og hans fæller nu slik hast
med straks at gjøre det som Atrevs’ sønner vil?
Og har da Foiniks og hans fæller nu slik hast
med straks at gjøre det som Atrevs’ sønner vil?
SEIPPEREN.
Vær viss paa at det nu blir gjort, ei skal bli gjort.
Vær viss paa at det nu blir gjort, ei skal bli gjort.
NEOPTOLEMOS.
Men hvorfor var Odyssevs selv ei først og fremst
til færden rede? Var det frygt som holdt ham fast?
Men hvorfor var Odyssevs selv ei først og fremst
til færden rede? Var det frygt som holdt ham fast?
SKIPPEREN.
Det var en anden mand som han og Tydevs’ søn
var rustet til at hente, da jeg seilte hjem.
Det var en anden mand som han og Tydevs’ søn
var rustet til at hente, da jeg seilte hjem.
NEOPTOLEMOS.
Hvem var det da Odyssevs seilte efter selv?
Hvem var det da Odyssevs seilte efter selv?
SKIPPEREN.
Det var en mand — men sig mig først: Hvem er han der?
og det du sier, maa du ikke si saa høit —
Det var en mand — men sig mig først: Hvem er han der?
og det du sier, maa du ikke si saa høit —
NEOPTOLEMOS.
Han der er Filoktetes; velkjendt er hans navn.
Han der er Filoktetes; velkjendt er hans navn.
SKIPPEREN.
Da spør mig ei om mere! Ta dig sammen straks
og seil, saa snart du kan det, bort fra dette land!
Da spør mig ei om mere! Ta dig sammen straks
og seil, saa snart du kan det, bort fra dette land!
FILOKTETES.
Hvad sier han, min søn? Hvad var det denne mand
forrædersk hvisket nu om mig med dulgte ord?
Hvad sier han, min søn? Hvad var det denne mand
forrædersk hvisket nu om mig med dulgte ord?
NEOPTOLEMOS.
Det vet jeg ikke endnu. Hvad han har at si
bør siges høit til dig og mig og disse her.
Det vet jeg ikke endnu. Hvad han har at si
bør siges høit til dig og mig og disse her.
SKIPPEREN.
Akillevs’ søn, la ikke hæren lægge mig for hat,
fordi jeg røber det forbudte. Mangen skjærv
er at fortjene der for mig, en fattig mand.
Akillevs’ søn, la ikke hæren lægge mig for hat,
fordi jeg røber det forbudte. Mangen skjærv
er at fortjene der for mig, en fattig mand.
NEOPTOLEMOS.
Jeg hater Atrevs’ sønner. Denne arme mand
er just min ven, fordi han ogsaa hater dem,
og kom du hit til mig som ven, da maa du ei
fortie for os noget ord som du har hørt.
Jeg hater Atrevs’ sønner. Denne arme mand
er just min ven, fordi han ogsaa hater dem,
og kom du hit til mig som ven, da maa du ei
fortie for os noget ord som du har hørt.
SKIPPEREN.
Søn, tænk paa hvad du gjør!
Søn, tænk paa hvad du gjør!
NEOPTOLEMOS.
Søn, tænk paa hvad du gjør!Det har jeg gjort forlængst.
Søn, tænk paa hvad du gjør!Det har jeg gjort forlængst.
SKIPPEREN.
Men skylden maa bli din.
Men skylden maa bli din.
NEOPTOLEMOS.
Men skylden maa bli din.Javel; men tal nu ut!
Men skylden maa bli din.Javel; men tal nu ut!
SKIPPEREN.
Saa faar jeg si det: For at hente denne mand
er nu Odyssevs under seil med Tydevs’ søn.
De svor, saafremt han ei blev overtalt med ord,
at føre ham tilbake dit med vold og magt.
Og at Odyssevs lovet dette dyrt, blev hørt
av hver akaiisk kriger. Tryggest var jo han
og stolte mere end den anden paa sit held.
Saa faar jeg si det: For at hente denne mand
er nu Odyssevs under seil med Tydevs’ søn.
De svor, saafremt han ei blev overtalt med ord,
at føre ham tilbake dit med vold og magt.
Og at Odyssevs lovet dette dyrt, blev hørt
av hver akaiisk kriger. Tryggest var jo han
og stolte mere end den anden paa sit held.
NEOPTOLEMOS.
Men hvad er grunden til at Atrevs’ sønner nu,
saa lang tid efter, vendte sig til denne mand
som de for længe siden selv har landsat her?
Hvi kom slik længsel paa dem? Var det guders magt
og guders mishag, vink fra dem som refser synd?
Men hvad er grunden til at Atrevs’ sønner nu,
saa lang tid efter, vendte sig til denne mand
som de for længe siden selv har landsat her?
Hvi kom slik længsel paa dem? Var det guders magt
og guders mishag, vink fra dem som refser synd?
SKIPPEREN.
Jeg skal fortælle alt; ti neppe har du før
faat fuld besked. Der var en seer, høi av byrd,
en søn av Priamos. Hans navn var Hélenos.
Hin rænkesmed Odyssevs som maa høre tidt
paa alskens haansord for sin lumske færd, gik ut
ved nat alene og fik tat og bundet ham
og vist ham frem i leiren som en herlig fangst.
Blandt alt det andet han forkyndte, varslet han
at aldrig fik de styrtet Trojas faste borg,
saasandt de ei fik overtalt just denne mand
og førte ham fra hans bolig her paa denne ø.
Odyssevs lovet straks, saasnart han hadde hørt
hin seers varselsord, at hente denne mand
og stille ham til skue i akaiers leir.
Han trodde nok han skulde faa ham villig med,
hvis ikke, da med magt. Enhver som hadde lyst,
fik lov at ta hans hode, hvis det hele glap.
Jeg skal fortælle alt; ti neppe har du før
faat fuld besked. Der var en seer, høi av byrd,
en søn av Priamos. Hans navn var Hélenos.
Hin rænkesmed Odyssevs som maa høre tidt
paa alskens haansord for sin lumske færd, gik ut
ved nat alene og fik tat og bundet ham
og vist ham frem i leiren som en herlig fangst.
Blandt alt det andet han forkyndte, varslet han
at aldrig fik de styrtet Trojas faste borg,
saasandt de ei fik overtalt just denne mand
og førte ham fra hans bolig her paa denne ø.
Odyssevs lovet straks, saasnart han hadde hørt
hin seers varselsord, at hente denne mand
og stille ham til skue i akaiers leir.
Han trodde nok han skulde faa ham villig med,
hvis ikke, da med magt. Enhver som hadde lyst,
fik lov at ta hans hode, hvis det hele glap.
FILOKTETES.
Aa ve mig arme! Svor han paa, hin fuldblods skurk,
at faa mig med godvillig til akaiers leir?
Saa villig vil jeg efter døden atter stige op
til dagens lys fra Hades, som hans far[13] har gjort.
Aa ve mig arme! Svor han paa, hin fuldblods skurk,
at faa mig med godvillig til akaiers leir?
Saa villig vil jeg efter døden atter stige op
til dagens lys fra Hades, som hans far[13] har gjort.
SKIPPEREN.
Jeg vet ei hvad du mener; men jeg gaar nu ned
til skibet. Maa en guddom naadig følge jer!
(Gaar).
Jeg vet ei hvad du mener; men jeg gaar nu ned
til skibet. Maa en guddom naadig følge jer!
(Gaar).
FILOKTETES.
Hvor uhørt frækt, du kjære, at Laertes’ søn
har tænkt med sleske ord at faa mig med iland
og stille mig til skue i argeiers leir!
Nei, heller lyttet jeg til hin forhatte orm
som voldte at jeg mistet bruken av min fot.
Ja, alting tør hin usling si. Han vaager alt.
Nu vet jeg da med visshet at han kommer hit.
Kom, søn, og la os fare, saa vi kan bli skilt
av havets vaate vidder fra Odyssevs’ skib.
Ja, la os gaa; ti ilsom hast i rette tid
vil gi os søvn og hvile, naar vort stræv er endt.
Hvor uhørt frækt, du kjære, at Laertes’ søn
har tænkt med sleske ord at faa mig med iland
og stille mig til skue i argeiers leir!
Nei, heller lyttet jeg til hin forhatte orm
som voldte at jeg mistet bruken av min fot.
Ja, alting tør hin usling si. Han vaager alt.
Nu vet jeg da med visshet at han kommer hit.
Kom, søn, og la os fare, saa vi kan bli skilt
av havets vaate vidder fra Odyssevs’ skib.
Ja, la os gaa; ti ilsom hast i rette tid
vil gi os søvn og hvile, naar vort stræv er endt.
NEOPTOLEMOS.
Ja vel; men vi har motvind nu. Vi gaar tilsjøs,
naar vinden ikke længer staar os stik i stevn.
Ja vel; men vi har motvind nu. Vi gaar tilsjøs,
naar vinden ikke længer staar os stik i stevn.
FILOKTETES.
Al vind er medbør, naar du flyr i farens stund.
Al vind er medbør, naar du flyr i farens stund.
NEOPTOLEMOS.
Nei ikke nu; for de har ogsaa vinden mot.
Nei ikke nu; for de har ogsaa vinden mot.
FILOKTETES.
Slikt røverpak har aldrig motvind, naar de blot
kan se sit snit til tyveri og ran og vold.
Slikt røverpak har aldrig motvind, naar de blot
kan se sit snit til tyveri og ran og vold.
NEOPTOLEMOS.
Nu, hvis du vil, saa la os fare. Gaa nu ind!
Ta med dig det du helst vil ha, og trænger mest.
Nu, hvis du vil, saa la os fare. Gaa nu ind!
Ta med dig det du helst vil ha, og trænger mest.
FILOKTETES.
Litt har jeg jo av det som trænges — litet nok.
Litt har jeg jo av det som trænges — litet nok.
NEOPTOLEMOS.
Hvad har du da, som ikke findes paa mit skib?
Hvad har du da, som ikke findes paa mit skib?
FILOKTETES.
Jeg har en urt som altid lægges paa mit saar.
Den dulmer bedst min smerte, saa den gir sig helt.
Jeg har en urt som altid lægges paa mit saar.
Den dulmer bedst min smerte, saa den gir sig helt.
NEOPTOLEMOS.
Ja, hent den ut! Hvad andet vil du helst ta med?
Ja, hent den ut! Hvad andet vil du helst ta med?
FILOKTETES.
Alt tilbehør til buen, som jeg kan ha glemt
og mistet, vil jeg ei la nogen anden faa.
Alt tilbehør til buen, som jeg kan ha glemt
og mistet, vil jeg ei la nogen anden faa.
NEOPTOLEMOS
(peker paa buen).
Saa dette er den bue som blir prist saa høit?
(peker paa buen).
Saa dette er den bue som blir prist saa høit?
FILOKTETES.
Ja, den og ingen anden har jeg i min haand.
Ja, den og ingen anden har jeg i min haand.
NEOPTOLEMOS.
Og faar jeg lov at komme nær og se paa den
og ta og kysse den, som hædret jeg en gud?
Og faar jeg lov at komme nær og se paa den
og ta og kysse den, som hædret jeg en gud?
FILOKTETES.
Ja, dig skal baade dette bli til del, min søn,
og alt du ellers ønsker, hvis det staar til mig.
Ja, dig skal baade dette bli til del, min søn,
og alt du ellers ønsker, hvis det staar til mig.
NEOPTOLEMOS.
Ja, ønsket har jeg; men med ønsket er det saa:
Jeg vil, hvis det er ret; hvis ikke, si da nei.
Ja, ønsket har jeg; men med ønsket er det saa:
Jeg vil, hvis det er ret; hvis ikke, si da nei.
FILOKTETES.
Beskeden er din tale, søn; din ret er klar;
ti du alene undte mig at vende trygt
mit blik mot solens lys og gjense Oitas land
min far og mine venner. Du har reist mig op
da jeg av avindsmænd var trampet under fot.
Vær tryg! Du skal faa røre den og siden gi
mig den igjen og nævne stolt at ene du
blandt mænd har rørt ved den som løn for ædel daad.
Det var som løn for kjærlig hjælp jeg vandt den selv.
Beskeden er din tale, søn; din ret er klar;
ti du alene undte mig at vende trygt
mit blik mot solens lys og gjense Oitas land
min far og mine venner. Du har reist mig op
da jeg av avindsmænd var trampet under fot.
Vær tryg! Du skal faa røre den og siden gi
mig den igjen og nævne stolt at ene du
blandt mænd har rørt ved den som løn for ædel daad.
Det var som løn for kjærlig hjælp jeg vandt den selv.
NEOPTOLEMOS.
Jeg angrer ei at jeg i dig har faat en ven,
ti den som ret forstaar at lønne godt med godt
vil bli en ven mer dyrebar end nogen skat.
Saa gaa da ind!
Jeg angrer ei at jeg i dig har faat en ven,
ti den som ret forstaar at lønne godt med godt
vil bli en ven mer dyrebar end nogen skat.
Saa gaa da ind!
FILOKTETES.
Jeg tar dig med. Min syke fot
kan trænge at du følger med og staar mig bi.
(Begge gaar ind i hulen).
Jeg tar dig med. Min syke fot
kan trænge at du følger med og staar mig bi.
(Begge gaar ind i hulen).
KOR.
Første strofe.
Frasagn har jeg hørt om uset pine,
sagn om Iksion som frækt sig nærmet
Zevs’s brud. Ham grep med almagts hænder
Kronos’ søn og lænket ham til hjulet.[14]
Dog, blandt støvets slegt jeg saa og hørte
ingen faa en værre lod end denne.
Ingen har han krænket, intet røvet;
Godt med godt har helten stedse lønnet,
blev dog skyldfri knust saa grumt av skjæbnen.
Ett har slaat idag min sjel med undren:
Hvordan, hvordan har han ensom
lyttende til bølgebraket
taalt et liv saa taarerikt?
Første strofe.
Frasagn har jeg hørt om uset pine,
sagn om Iksion som frækt sig nærmet
Zevs’s brud. Ham grep med almagts hænder
Kronos’ søn og lænket ham til hjulet.[14]
Dog, blandt støvets slegt jeg saa og hørte
ingen faa en værre lod end denne.
Ingen har han krænket, intet røvet;
Godt med godt har helten stedse lønnet,
blev dog skyldfri knust saa grumt av skjæbnen.
Ett har slaat idag min sjel med undren:
Hvordan, hvordan har han ensom
lyttende til bølgebraket
taalt et liv saa taarerikt?
Første motstrofe.
Taalt et liv som egen gjest og nabo,
lam paa foten, uten hjælp av grander,
som var nær, naar ut han maatte skrike
lydt sin kval, saa tidt hans fælle, sotten,
bet i blodig byld. Ak, ingen stillet
saarets edderfyldte, hete blodstrøm
lindt med urter sanket ind paa marken.
Først naar smertens vanvidskvaler slap ham,
krøp han vildsomt hit og dit paa vangen
hjælpeløs som barn forlatt av ammen,
slæpende sig frem med møie
dit hvor lettest var at finde
lindring for hans sult og kval.
Taalt et liv som egen gjest og nabo,
lam paa foten, uten hjælp av grander,
som var nær, naar ut han maatte skrike
lydt sin kval, saa tidt hans fælle, sotten,
bet i blodig byld. Ak, ingen stillet
saarets edderfyldte, hete blodstrøm
lindt med urter sanket ind paa marken.
Først naar smertens vanvidskvaler slap ham,
krøp han vildsomt hit og dit paa vangen
hjælpeløs som barn forlatt av ammen,
slæpende sig frem med møie
dit hvor lettest var at finde
lindring for hans sult og kval.
Anden strofe.
Jordens, den helliges, spirende grøde
sanket han aldrig; han speidet forgjæves
efter hvad andet vi mennesker nyter.
Kun naar den lynrappe streng paa hans bue
slynget den vingede pil mot sit bytte,
stillet han sulten. Hans liv var en jammer.
Nu paa det tiende aar blev hans læbe
aldrig av vinen, den liflige, læsket:
Stedse med speidende øie han søkte
vandet det lunkne og slæpte sig dit.
Jordens, den helliges, spirende grøde
sanket han aldrig; han speidet forgjæves
efter hvad andet vi mennesker nyter.
Kun naar den lynrappe streng paa hans bue
slynget den vingede pil mot sit bytte,
stillet han sulten. Hans liv var en jammer.
Nu paa det tiende aar blev hans læbe
aldrig av vinen, den liflige, læsket:
Stedse med speidende øie han søkte
vandet det lunkne og slæpte sig dit.
Anden motstrofe.
Endt er hans vanheld; til hæder og lykke
skal han bli løftet paany; ti han møtte
høibaaren yngling, som fører ham atter
baaret av bølgekløvende snekke
trygt til hans hjem, hvor de maliske nymfer
leker i løn ved Sperkeios’s bredder,
hist hvor hin halvgud med blinkende malmskjold
steg fra de lyntændte flammer paa Oita
op til det høie som gudernes gjest.
Endt er hans vanheld; til hæder og lykke
skal han bli løftet paany; ti han møtte
høibaaren yngling, som fører ham atter
baaret av bølgekløvende snekke
trygt til hans hjem, hvor de maliske nymfer
leker i løn ved Sperkeios’s bredder,
hist hvor hin halvgud med blinkende malmskjold
steg fra de lyntændte flammer paa Oita
op til det høie som gudernes gjest.
NEOPTOLEMOS
(kommer tilbake med Filoktetes).
Saa kom da, kjære! Hvorfor blev du uten grund
saa taus og staar som var du fjetret nu med ett.
(kommer tilbake med Filoktetes).
Saa kom da, kjære! Hvorfor blev du uten grund
saa taus og staar som var du fjetret nu med ett.
FILOKTETES.
Aa gru! aa gru!
Aa gru! aa gru!
NEOPTOLEMOS.
Hvad er det?
Hvad er det?
FILOKTETES.
Intet farlig. Gaa du kun, min søn!
Intet farlig. Gaa du kun, min søn!
NEOPTOLEMOS.
Du pines da vel ikke av din syke fot?
Du pines da vel ikke av din syke fot?
FILOKTETES.
Nei, langtfra. Smerten tykkes letne netop nu.
Aa guder, hjælp!
Nei, langtfra. Smerten tykkes letne netop nu.
Aa guder, hjælp!
NEOPTOLEMOS.
Hvi stønner du og roper høit paa guders hjælp?
Hvi stønner du og roper høit paa guders hjælp?
FILOKTETES.
Jeg ber dem komme hit og naadig frelse os.
Aa ve! aa ve!
Jeg ber dem komme hit og naadig frelse os.
Aa ve! aa ve!
NEOPTOLEMOS.
Hvad gaar der av dig? Hvorfor sier du det ei,
men staar der taus? Jeg ser jo at du har det ondt.
Hvad gaar der av dig? Hvorfor sier du det ei,
men staar der taus? Jeg ser jo at du har det ondt.
FILOKTETES.
Jeg er fortapt, min søn! Jeg kan ei dølge mer
min pine. Aa, den farer gjennem mig!
Den borer, borer! Ve mig arme arme mand!
Min søn, jeg er fortapt! Den sliter i mig, søn!
Aa ve! aa rædsom kval! aa hjælp mig, hjælp mig, hjælp!
Ved alle guder, hvis du har et sverd, min søn,
ved haanden her, saa ret et hugg mot fotens tær!
Aa, skynd dig! Hugg dem av! Spar ei mit liv! Hugg til!
Jeg er fortapt, min søn! Jeg kan ei dølge mer
min pine. Aa, den farer gjennem mig!
Den borer, borer! Ve mig arme arme mand!
Min søn, jeg er fortapt! Den sliter i mig, søn!
Aa ve! aa rædsom kval! aa hjælp mig, hjælp mig, hjælp!
Ved alle guder, hvis du har et sverd, min søn,
ved haanden her, saa ret et hugg mot fotens tær!
Aa, skynd dig! Hugg dem av! Spar ei mit liv! Hugg til!
NEOPTOLEMOS.
Hvad er da dette nye som saa hastig kom
og gjør at du maa stønne slik og skrike høit?
Hvad er da dette nye som saa hastig kom
og gjør at du maa stønne slik og skrike høit?
FILOKTETES.
Du vet det, søn.
Du vet det, søn.
NEOPTOLEMOS.
Du vet det, søn.Hvad er det?
Du vet det, søn.Hvad er det?
FILOKTETES.
Søn, du vet det jo.
Søn, du vet det jo.
NEOPTOLEMOS.
Jeg vet det ikke.
Jeg vet det ikke.
FILOKTETES.
Jeg vet det ikke.Jo, du vet det. Hjælp mig, hjælp!
Jeg vet det ikke.Jo, du vet det. Hjælp mig, hjælp!
NEOPTOLEMOS.
Hvor rædsomt at din smerte stadig øker paa!
Hvor rædsomt at din smerte stadig øker paa!
FILOKTETES.
Ja, rædsomt! Intet ord kan si det. Ynk mig, søn!
Ja, rædsomt! Intet ord kan si det. Ynk mig, søn!
NEOPTOLEMOS.
Hvad skal jeg —
Hvad skal jeg —
FILOKTETES.
Hvad skal jeg —Aa forlat mig ikke. Vær ei ræd!
Det kommer av og til; men har det raset ut,
saa er jeg længe tryg.
Hvad skal jeg —Aa forlat mig ikke. Vær ei ræd!
Det kommer av og til; men har det raset ut,
saa er jeg længe tryg.
NEOPTOLEMOS.
saa er jeg længe tryg.Aa stakkars, stakkars dig!
Ja, klarlig blir du prøvet haardt av alskens nød.
Du arme! Vil du jeg skal ta og støtte dig?
saa er jeg længe tryg.Aa stakkars, stakkars dig!
Ja, klarlig blir du prøvet haardt av alskens nød.
Du arme! Vil du jeg skal ta og støtte dig?
FILOKTETES.
Nei ikke det. Ta bare fra mig buen her
som nys du bad mig om. Ta vare paa den godt
til denne pine i min arme syke fot
kan slippe taket. Søvnen rinder paa mig straks,
saasnart som denne rædselsrid er helt forbi.
Før faar jeg ingen lindring. La mig sove ut
i ro, og dersom hine skurker kommer hit imens,
saa ber jeg dig ved alle guder: La dem ei
godvillig eller mot din vilje faa den med,
ei heller ved en list. Du voldte da dig selv
og mig som trygler om din hjælp, den visse død.
Nei ikke det. Ta bare fra mig buen her
som nys du bad mig om. Ta vare paa den godt
til denne pine i min arme syke fot
kan slippe taket. Søvnen rinder paa mig straks,
saasnart som denne rædselsrid er helt forbi.
Før faar jeg ingen lindring. La mig sove ut
i ro, og dersom hine skurker kommer hit imens,
saa ber jeg dig ved alle guder: La dem ei
godvillig eller mot din vilje faa den med,
ei heller ved en list. Du voldte da dig selv
og mig som trygler om din hjælp, den visse død.
NEOPTOLEMOS.
Stol trygt paa mig; ti ingen uten du og jeg
skal faa din bue. Ræk den hit, og lykke til!
Stol trygt paa mig; ti ingen uten du og jeg
skal faa din bue. Ræk den hit, og lykke til!
FILOKTETES.
Her er den. Ta den, søn, og bed en stille bøn
til Avinds vætte, at den ei maa volde dig
slik nød som mig og ham som eide den tilforn.
Her er den. Ta den, søn, og bed en stille bøn
til Avinds vætte, at den ei maa volde dig
slik nød som mig og ham som eide den tilforn.
NEOPTOLEMOS.
I høie guder, und os dette! La det ske
at vi med gunstig bør og efter heldig fart
maa naa vort maal med bistand av en naadig gud.
I høie guder, und os dette! La det ske
at vi med gunstig bør og efter heldig fart
maa naa vort maal med bistand av en naadig gud.
FILOKTETES.
Jeg frygter for, min søn, at bønnen ei blir hørt;
ti atter drypper blodet fra det dype saar.
Det strømmer rødt. Et anfald frygter jeg paany.
Aa ve, og atter ve!
Aa fot, hvi skal du atter pine mig saa grumt!
Det kommer!
Det kommer nær! Aa ve mig arme mand!
Aa ve, aa ve!
Du lumske ven, du kefallener! Gid dit bryst
blev gjennemboret av saa pinefuld en kval.
Aa ve! — aa maatte dog I tvende styresmænd,
du Agamemnon og din bror faa lide selv
saa lang en tid som jeg av denne onde sott.
Aa ve mig, ve!
Aa død! Aa død som jeg fra dag til dag i bøn
har budsendt, hvorfor kan du aldrig komme hit?
Aa søn, min ædle ven, aa ta mig, brænd mig straks
i lemnisk ild som lokker mig fra fjeldet hist.[15]
Aa gjør det, kjære! Ogsaa jeg var villig til
at gjøre dette fordum for hin søn av Zevs
og fik som løn den bue som du har i haand.
Hvad svarer du?
Hvi er du taus! Hvor er du med din tanke, søn?
Jeg frygter for, min søn, at bønnen ei blir hørt;
ti atter drypper blodet fra det dype saar.
Det strømmer rødt. Et anfald frygter jeg paany.
Aa ve, og atter ve!
Aa fot, hvi skal du atter pine mig saa grumt!
Det kommer!
Det kommer nær! Aa ve mig arme mand!
Aa ve, aa ve!
Du lumske ven, du kefallener! Gid dit bryst
blev gjennemboret av saa pinefuld en kval.
Aa ve! — aa maatte dog I tvende styresmænd,
du Agamemnon og din bror faa lide selv
saa lang en tid som jeg av denne onde sott.
Aa ve mig, ve!
Aa død! Aa død som jeg fra dag til dag i bøn
har budsendt, hvorfor kan du aldrig komme hit?
Aa søn, min ædle ven, aa ta mig, brænd mig straks
i lemnisk ild som lokker mig fra fjeldet hist.[15]
Aa gjør det, kjære! Ogsaa jeg var villig til
at gjøre dette fordum for hin søn av Zevs
og fik som løn den bue som du har i haand.
Hvad svarer du?
Hvi er du taus! Hvor er du med din tanke, søn?
NEOPTOLEMOS.
Alt længe har jeg ynket saart din bitre kval.
Alt længe har jeg ynket saart din bitre kval.
FILOKTETES.
Min søn, vær trøstig. Disse anfald kommer hvast
med skarpe sting, men svinder ogsaa hastig bort.
Jeg ber dig bare: La mig ei alene her.
Min søn, vær trøstig. Disse anfald kommer hvast
med skarpe sting, men svinder ogsaa hastig bort.
Jeg ber dig bare: La mig ei alene her.
NEOPTOLEMOS.
Vær tryg, vi blir her.
Vær tryg, vi blir her.
FILOKTETES.
Vær tryg, vi blir her.Vil du bli?
Vær tryg, vi blir her.Vil du bli?
NEOPTOLEMOS.
Vær tryg, vi blir her.Vil du bli?Vær ganske tryg.
Vær tryg, vi blir her.Vil du bli?Vær ganske tryg.
FILOKTETES.
Jeg agter ei at binde dig med ed, min søn.
Jeg agter ei at binde dig med ed, min søn.
NEOPTOLEMOS.
Det var jo synd og skam, om jeg forlot dig her.
Det var jo synd og skam, om jeg forlot dig her.
FILOKTETES.
Bekræft dit ord med haandslag!
Bekræft dit ord med haandslag!
NEOPTOLEMOS.
Bekræft dit ord med haandslag!Vel, her er min haand.
Bekræft dit ord med haandslag!Vel, her er min haand.
FILOKTETES.
Nu dit! aa før mig dit.
Nu dit! aa før mig dit.
NEOPTOLEMOS.
Hvor vil du hen?
Hvor vil du hen?
FILOKTETES.
Hvor vil du hen?Ditop.
Hvor vil du hen?Ditop.
NEOPTOLEMOS.
Dit sind er sykt. Hvi ser du op mot himlens hvælv?
Dit sind er sykt. Hvi ser du op mot himlens hvælv?
FILOKTETES.
Aa slip mig, la mig gaa.
Aa slip mig, la mig gaa.
NEOPTOLEMOS.
Aa slip mig, la mig gaa.Men hvorhen?
Aa slip mig, la mig gaa.Men hvorhen?
FILOKTETES.
Aa slip mig, la mig gaa.Men hvorhen?Slip mig, slip!
Aa slip mig, la mig gaa.Men hvorhen?Slip mig, slip!
NEOPTOLEMOS.
Du faar ei lov.
Du faar ei lov.
FILOKTETES.
Du faar ei lov.Jeg dør saasandt du rører mig.
Du faar ei lov.Jeg dør saasandt du rører mig.
NEOPTOLEMOS.
Nuvel, jeg slipper, hvis du nu er mere klar.
Nuvel, jeg slipper, hvis du nu er mere klar.
FILOKTETES.
Aa jord, aa la mig nu faa dø og ta mig straks!
Min pine er for stor. Jeg kan ei mer staa op.
Aa jord, aa la mig nu faa dø og ta mig straks!
Min pine er for stor. Jeg kan ei mer staa op.
NEOPTOLEMOS.
Om ikke længe hviler han i søvnens arm,
saavidt jeg ser. Hans hode synker langsomt ned.
Hans hele krop er badet overalt i sved,
og fra en brusten aare i hans syke fot
gaar blodet sort. Nu faar vi, la ham ligge her
i ro og fred, saa han kan falde trygt i søvn.
Om ikke længe hviler han i søvnens arm,
saavidt jeg ser. Hans hode synker langsomt ned.
Hans hele krop er badet overalt i sved,
og fra en brusten aare i hans syke fot
gaar blodet sort. Nu faar vi, la ham ligge her
i ro og fred, saa han kan falde trygt i søvn.
KOR.
Strofe.
Søvn, du som dulmer al smerte og kummer,
kom med dit svalende pust.
Und ham dog lindring, et lykkestreif, hersker!
La for den sovendes øine
skimre en stund dine straalende drømme.
Kom med din lægedom, kom!
(Til Neoptolemos):
Se dig for, søn, hvor du staar.
Se hvor din vei fører hen.
Sig hvad jeg nu har at gjøre. Du ser det.
Hvorfor ei skride til handling, men vente?
Tiden er inde; den raader for alting.
Nytter vi den har vi seiren i haand.
Strofe.
Søvn, du som dulmer al smerte og kummer,
kom med dit svalende pust.
Und ham dog lindring, et lykkestreif, hersker!
La for den sovendes øine
skimre en stund dine straalende drømme.
Kom med din lægedom, kom!
(Til Neoptolemos):
Se dig for, søn, hvor du staar.
Se hvor din vei fører hen.
Sig hvad jeg nu har at gjøre. Du ser det.
Hvorfor ei skride til handling, men vente?
Tiden er inde; den raader for alting.
Nytter vi den har vi seiren i haand.
NEOPTOLEMOS.
Visselig hører han ei vore ord; men jeg ser at forgjæves
eier vi buen som bytte, hvis helten ei følger paa færden.
Kransen blir hans. Det er ham som guden har budt os at bringe.
Skjændig at prale av svik, og for os vil den end ikke lykkes.
Visselig hører han ei vore ord; men jeg ser at forgjæves
eier vi buen som bytte, hvis helten ei følger paa færden.
Kransen blir hans. Det er ham som guden har budt os at bringe.
Skjændig at prale av svik, og for os vil den end ikke lykkes.
KOR.
Motstrofe.
Sørge for dette, min søn, vil en guddom.
Dog, vil du svare paany,
svar da, min søn, med den sagteste hvisken.
Aarvaaken sover den syke.
Let kan han høre hvert ord som blir sagt.
Se dig for, tænk dig om, søn!
Tænk med hver evne du har
hvordan dit verk skal bli gjort
lønlig, ja lønlig, saa intet han aner.
Visselig skjønner du godt hvem jeg mener.
Føier du ham, vil du volde
vanheld som trodser al kløkt.
Motstrofe.
Sørge for dette, min søn, vil en guddom.
Dog, vil du svare paany,
svar da, min søn, med den sagteste hvisken.
Aarvaaken sover den syke.
Let kan han høre hvert ord som blir sagt.
Se dig for, tænk dig om, søn!
Tænk med hver evne du har
hvordan dit verk skal bli gjort
lønlig, ja lønlig, saa intet han aner.
Visselig skjønner du godt hvem jeg mener.
Føier du ham, vil du volde
vanheld som trodser al kløkt.
Slutstrofe.
Søn, vi har bør, vi har medbør.
Manden er vernløs; med lukkede øine
ligger han sovende trygt som om natten.
Deilig eer søvnen i solhetens brand.
Magtesløs, lammet paa hænder og føtter
ligner han dem som til Hades er vandret.
Se dog, betænk om dit ord var det rette.
Rimeligst tykkes mig tanker som denne:
Bedst er den farefri møie, min søn.
Søn, vi har bør, vi har medbør.
Manden er vernløs; med lukkede øine
ligger han sovende trygt som om natten.
Deilig eer søvnen i solhetens brand.
Magtesløs, lammet paa hænder og føtter
ligner han dem som til Hades er vandret.
Se dog, betænk om dit ord var det rette.
Rimeligst tykkes mig tanker som denne:
Bedst er den farefri møie, min søn.
NEOPTOLEMOS.
Hys, til nu stille! Intet ubesindig ord!
ti manden løfter hodet. Hys, nu ser han op.
Hys, til nu stille! Intet ubesindig ord!
ti manden løfter hodet. Hys, nu ser han op.
FILOKTETES.
Aa dagslys efter bliden søvn! Aa trygge vakt
av venner som holdt stand, da alt mit haab var slukt!
Ti neppe hadde jeg for alvor kunnet tro
at du, min søn, i medynk kunde holde ut
at bli hos mig i al min kval og gi mig hjælp.
De to atreider hist, vort kjække høvdingpar
var ei saa rede til at taale det som du.
Men ædel er du selv, min søn, og ædel var
din tapre far, og alting faldt dig derfor let,
skjønt du blev plaget mer end nok av skrik og stank.
Og nu da det ser ut til at jeg atter faar
en glemselsstund, en hvilestund for denne kval,
saa ta mig, søn, og løft mig, reis mig varlig op
saa vi, naar først min træthet gir sig litt, kan gaa
til skibet ned og uten ophold sætte seil.
Aa dagslys efter bliden søvn! Aa trygge vakt
av venner som holdt stand, da alt mit haab var slukt!
Ti neppe hadde jeg for alvor kunnet tro
at du, min søn, i medynk kunde holde ut
at bli hos mig i al min kval og gi mig hjælp.
De to atreider hist, vort kjække høvdingpar
var ei saa rede til at taale det som du.
Men ædel er du selv, min søn, og ædel var
din tapre far, og alting faldt dig derfor let,
skjønt du blev plaget mer end nok av skrik og stank.
Og nu da det ser ut til at jeg atter faar
en glemselsstund, en hvilestund for denne kval,
saa ta mig, søn, og løft mig, reis mig varlig op
saa vi, naar først min træthet gir sig litt, kan gaa
til skibet ned og uten ophold sætte seil.
NEOPTOLEMOS.
Glad ser jeg mot forventning dine øines blik
og at du atter aander, fri for smertens sting.
Ti efter disse kvaler tyktes alle tegn
at tyde paa at hver en gnist av liv var slukt.
Saa reis dig nu, og hvis du vil, skal disse mænd
forsigtig bære dig. De vil ei kvie sig
saasandt som baade du og jeg har saa bestemt.
Glad ser jeg mot forventning dine øines blik
og at du atter aander, fri for smertens sting.
Ti efter disse kvaler tyktes alle tegn
at tyde paa at hver en gnist av liv var slukt.
Saa reis dig nu, og hvis du vil, skal disse mænd
forsigtig bære dig. De vil ei kvie sig
saasandt som baade du og jeg har saa bestemt.
FILOKTETES.
Jeg takker dig, og hjælp mig, som du lovet, søn,
at komme op. La disse slippe, saa de ei
av stanken plages, før de maa. Vort samvær hist
paa skibet vil bli plagsomt nok for disse mænd.
Jeg takker dig, og hjælp mig, som du lovet, søn,
at komme op. La disse slippe, saa de ei
av stanken plages, før de maa. Vort samvær hist
paa skibet vil bli plagsomt nok for disse mænd.
NEOPTOLEMOS.
Ja, saa skal ske. Vel, ta min haand og reis dig op.
Ja, saa skal ske. Vel, ta min haand og reis dig op.
FILOKTETES.
Vær trøstig! Gammel vane hjælper mig nok op.
Vær trøstig! Gammel vane hjælper mig nok op.
NEOPTOLEMOS.
Aa ve, hvad gjør jeg saa? Hvad blir mit næste skridt?
Aa ve, hvad gjør jeg saa? Hvad blir mit næste skridt?
FILOKTETES.
Hvad er det. Hvortil sigtet disse ord, min søn?
Hvad er det. Hvortil sigtet disse ord, min søn?
NEOPTOLEMOS.
Jeg vet ei. Raadløs er jeg — finder intet svar.
Jeg vet ei. Raadløs er jeg — finder intet svar.
FILOKTETES.
Hvad gjør dig raadløs? Tal dog ikke saa, min søn.
Hvad gjør dig raadløs? Tal dog ikke saa, min søn.
NEOPTOLEMOS.
Her staar jeg pint av tvil og vet ei ut ei ind.
Her staar jeg pint av tvil og vet ei ut ei ind.
FILOKTETES.
Det er vel ikke saa at plagen ved min sott
kan faa dig til at negte mig at gaa ombord?
Det er vel ikke saa at plagen ved min sott
kan faa dig til at negte mig at gaa ombord?
NEOPTOLEMOS.
Ak, alting er en plage, naar man svek sig selv
og faar sig til at gjøre det som ei er ret.
Ak, alting er en plage, naar man svek sig selv
og faar sig til at gjøre det som ei er ret.
FILOKTETES.
Nei, hjælper du en hædersmand i raad og daad,
da svek du ei det sind du arvet fra din far.
Nei, hjælper du en hædersmand i raad og daad,
da svek du ei det sind du arvet fra din far.
NEOPTOLEMOS.
Det blir et nidingverk. — Det piner mig forlængst.
Det blir et nidingverk. — Det piner mig forlængst.
FILOKTETES.
Visst ei din gjerning; men jeg gruer for dit ord.
Visst ei din gjerning; men jeg gruer for dit ord.
NEOPTOLEMOS.
Aa Zevs, hvad skal jeg gjøre? Te mig som en skurk?
Fortie sandheten paany og lyve frækt?
Aa Zevs, hvad skal jeg gjøre? Te mig som en skurk?
Fortie sandheten paany og lyve frækt?
FILOKTETES.
Aa, hvis jeg ei tar meget feil, vil denne mand
forraade mig, forlate mig og seile bort.
Aa, hvis jeg ei tar meget feil, vil denne mand
forraade mig, forlate mig og seile bort.
NEOPTOLEMOS.
Nei, ikke la dig ene; men det piner mig
at du maa følge med mig dit du nødigst vil.
Nei, ikke la dig ene; men det piner mig
at du maa følge med mig dit du nødigst vil.
FILOKTETES.
Hvad sier du? Jeg fatter ei din tale, søn.
Hvad sier du? Jeg fatter ei din tale, søn.
NEOPTOLEMOS.
Nei, intet vil jeg dølge. — Seile maa du nu
til Troja, til akaier og atreiders hær.
Nei, intet vil jeg dølge. — Seile maa du nu
til Troja, til akaier og atreiders hær.
FILOKTETES.
Hvad mente du, min søn?
Hvad mente du, min søn?
NEOPTOLEMOS.
Hvad mente du, min søn?Klag ei, før alt er sagt.
Hvad mente du, min søn?Klag ei, før alt er sagt.
FILOKTETES.
Før hvad er sagt? Hvad agter du at gjøre nu?
Før hvad er sagt? Hvad agter du at gjøre nu?
NEOPTOLEMOS.
Først frelse dig fra nøden; siden drage bort
paa togt med dig og lægge øde Trojas land.
Først frelse dig fra nøden; siden drage bort
paa togt med dig og lægge øde Trojas land.
FILOKTETES.
Og dette agter du for alvor?
Og dette agter du for alvor?
NEOPTOLEMOS.
Og dette agter du for alvor?Skjæbnens tvang.
kan ingen bryte. Hør mig rolig! Tving din harm!
Og dette agter du for alvor?Skjæbnens tvang.
kan ingen bryte. Hør mig rolig! Tving din harm!
FILOKTETES.
Jeg arme er fortapt, forlatt! Aa fremmedkar,
hvad har du gjort mig? Gi tilbake buen straks!
Jeg arme er fortapt, forlatt! Aa fremmedkar,
hvad har du gjort mig? Gi tilbake buen straks!
NEOPTOLEMOS.
Umulig. Jeg maa lyde dem som magten har;
saa byder baade retfærds krav og fælles tarv.
Umulig. Jeg maa lyde dem som magten har;
saa byder baade retfærds krav og fælles tarv.
FILOKTETES.
Du hete avgrundsbrand! du rædselsfulde skurk!
forhatte rænkesmed, hvad har du gjort mot mig
med grusom svik? Du frække, ser du uten skam
paa mig som vendte mig til dig med bøn om hjælp?
Du tok min bue, den som holder liv i mig.
Aa, gi mig den tilbake, gi mig den, min søn!
Ved vore fædres guder, ta dog ei mit liv!
Jeg arme mand! Han under mig ei mer et svar,
men skyr mit blik, som vil han aldrig slippe den.
I bugter, nes og skjær, I fjeldets vilde dyr
som var min omgang her, I bratte stup paa fjeld —
Jeg vet ei andre som kan høre mine ord —
til jer, de vante fæller, vil jeg rope ut
den svik han øvet, han som er Akillevs’ søn.
Med ed og haandslag lovet han mig hjemfærd nys,
men fører mig til Troja. Buen har han tat,
en hellig skat som Zevs’s søn, Herakles bar.
Den vil han vise frem i argoshærens leir.
Han later som jeg var en kjæmpe, tat med vold,
og vet ei at han vog et lik, et usselt skin,
kun skyggen av en røk; ti ta mig uten svik
da jeg var sterk, var uraad, uraad endog nu.
Bedraget er jeg. Aa, hvad skal jeg gripe til?
Aa, gi mig den tilbake! Gaa dog i dig selv!
Hvad svarer du? — Du tier? — Ak, jeg er fortapt.
Du dobbeltport i fjeldet, atter maa jeg gaa
til dig, men vernløs, uten det som gav mig mat.
I denne hule skal jeg ensom tæres hen,
og med min bue skal jeg aldrig fælde mer
en vinget fugl, et dyr paa fjeld. Mit arme lik
skal bli til mat for dem som var min næring før.
Mit fordums bytte skal nu gjøre jagt paa mig.
Jeg tvinges til at sone blod med eget blod
av ham som tyktes mig saa god, saa fri for svik.
Aa, maatte du — dog endnu ikke, før jeg vet
om du vil skifte sind; hvis ikke — dø med skam!
Du hete avgrundsbrand! du rædselsfulde skurk!
forhatte rænkesmed, hvad har du gjort mot mig
med grusom svik? Du frække, ser du uten skam
paa mig som vendte mig til dig med bøn om hjælp?
Du tok min bue, den som holder liv i mig.
Aa, gi mig den tilbake, gi mig den, min søn!
Ved vore fædres guder, ta dog ei mit liv!
Jeg arme mand! Han under mig ei mer et svar,
men skyr mit blik, som vil han aldrig slippe den.
I bugter, nes og skjær, I fjeldets vilde dyr
som var min omgang her, I bratte stup paa fjeld —
Jeg vet ei andre som kan høre mine ord —
til jer, de vante fæller, vil jeg rope ut
den svik han øvet, han som er Akillevs’ søn.
Med ed og haandslag lovet han mig hjemfærd nys,
men fører mig til Troja. Buen har han tat,
en hellig skat som Zevs’s søn, Herakles bar.
Den vil han vise frem i argoshærens leir.
Han later som jeg var en kjæmpe, tat med vold,
og vet ei at han vog et lik, et usselt skin,
kun skyggen av en røk; ti ta mig uten svik
da jeg var sterk, var uraad, uraad endog nu.
Bedraget er jeg. Aa, hvad skal jeg gripe til?
Aa, gi mig den tilbake! Gaa dog i dig selv!
Hvad svarer du? — Du tier? — Ak, jeg er fortapt.
Du dobbeltport i fjeldet, atter maa jeg gaa
til dig, men vernløs, uten det som gav mig mat.
I denne hule skal jeg ensom tæres hen,
og med min bue skal jeg aldrig fælde mer
en vinget fugl, et dyr paa fjeld. Mit arme lik
skal bli til mat for dem som var min næring før.
Mit fordums bytte skal nu gjøre jagt paa mig.
Jeg tvinges til at sone blod med eget blod
av ham som tyktes mig saa god, saa fri for svik.
Aa, maatte du — dog endnu ikke, før jeg vet
om du vil skifte sind; hvis ikke — dø med skam!
KORFØRER.
Hvad skal vi gjøre herre? Du maa nu slaa fast
om vi skal seile eller lytte til hans bøn.
Hvad skal vi gjøre herre? Du maa nu slaa fast
om vi skal seile eller lytte til hans bøn.
NEOPTOLEMOS.
Den inderligste medynk med den arme mand
har fyldt mit sind forlængst, ei først i denne stund.
Den inderligste medynk med den arme mand
har fyldt mit sind forlængst, ei først i denne stund.
FILOKTETES.
Ved alle guder, ynk mig søn! La ingen mand
forhaane dig, fordi du fik mig med ved svik!
Ved alle guder, ynk mig søn! La ingen mand
forhaane dig, fordi du fik mig med ved svik!
NEOPTOLEMOS.
Hvad skal jeg gjøre? Gid jeg ei var draget bort
fra Skyros; ti mit hverv er blit en byrde tung.
Hvad skal jeg gjøre? Gid jeg ei var draget bort
fra Skyros; ti mit hverv er blit en byrde tung.
FILOKTETES.
Du er ei ond, men har vel lært av onde mænd
saa skjændig færd. La andre som vil ha det, faa
dit stygge hverv. Drag bort; men gi mig buen først!
Du er ei ond, men har vel lært av onde mænd
saa skjændig færd. La andre som vil ha det, faa
dit stygge hverv. Drag bort; men gi mig buen først!
NEOPTOLEMOS.
Hvad skal vi gjøre, venner?
Hvad skal vi gjøre, venner?
(Det ser ut til at Neoptolemos vil række Filoktetes buen.
Odyssevs styrter frem.)
Odyssevs styrter frem.)
ODYSSEVS.
Usleste blandt mænd!
Hvad gjør du? Gaa tilbake! Gi mig buen straks!
Usleste blandt mænd!
Hvad gjør du? Gaa tilbake! Gi mig buen straks!
FILOKTETES.
Aa ve, hvem er det? Hører jeg Odyssevs’ røst?
Aa ve, hvem er det? Hører jeg Odyssevs’ røst?
ODYSSEVS.
Odyssevs’ røst, javisst, den mands du her kan se.
Odyssevs’ røst, javisst, den mands du her kan se.
FILOKTETES.
Aa, jeg er solgt, jeg er fortapt. Det var da ham
som fanget mig og røvet mig min bue nys.
Aa, jeg er solgt, jeg er fortapt. Det var da ham
som fanget mig og røvet mig min bue nys.
ODYSSEVS.
Ja, jeg og ingen anden. Deri har du ret.
Ja, jeg og ingen anden. Deri har du ret.
FILOKTETES.
Aa slip den! gi mig buen, søn!
Aa slip den! gi mig buen, søn!
ODYSSEVS.
Aa slip den! gi mig buen, søn!Det kan han ei
selv om han kanske vil det. Vit at ogsaa du
maa følge med. Hvis ikke tar vi dig med magt.
Aa slip den! gi mig buen, søn!Det kan han ei
selv om han kanske vil det. Vit at ogsaa du
maa følge med. Hvis ikke tar vi dig med magt.
FILOKTETES.
Skal jeg, du nedrigste og frækkeste blandt mænd,
bli tat med magt?
Skal jeg, du nedrigste og frækkeste blandt mænd,
bli tat med magt?
ODYSSEVS.
bli tat med magt?Ja, hvis du ei frivillig gaar.
bli tat med magt?Ja, hvis du ei frivillig gaar.
FILOKTETES.
Aa Lemnos! Aa du ild, som ildens gud har tændt
du ild som alt kan knække, taaler I den skam
at denne skurk vil skille mig fra jer med vold?
Aa Lemnos! Aa du ild, som ildens gud har tændt
du ild som alt kan knække, taaler I den skam
at denne skurk vil skille mig fra jer med vold?
ODYSSEVS.
Saa vit at det er Zevs, ja Zevs som raader her.
Det er hans vilje. Som hans tjener staar jeg her.
Saa vit at det er Zevs, ja Zevs som raader her.
Det er hans vilje. Som hans tjener staar jeg her.
FILOKTETES.
Forhatte niding, hvordan kan du tale saa?
Du dækker dig bak guder, skylder dem for løgn.
Forhatte niding, hvordan kan du tale saa?
Du dækker dig bak guder, skylder dem for løgn.
ODYSSEVS.
Nei, sand er guders tale. Derfor maa du gaa.
Nei, sand er guders tale. Derfor maa du gaa.
FILOKTETES.
Nei, sier jeg.
Nei, sier jeg.
ODYSSEVS.
Nei, sier jeg.Jeg sier jo. Du maa gaa med.
Nei, sier jeg.Jeg sier jo. Du maa gaa med.
FILOKTETES.
Aa ve mig arme mand! Saa avlet da min far
en ussel træl og ei en stolt, fribaaren søn.
Aa ve mig arme mand! Saa avlet da min far
en ussel træl og ei en stolt, fribaaren søn.
ODYSSEVS.
Jo, netop en som er de bedstes likemand.
I deres følge skal du styrte Trojas by.
Jo, netop en som er de bedstes likemand.
I deres følge skal du styrte Trojas by.
FILOKTETES.
Nei aldrig, selv om alt det værste blir min lod,
saalænge denne avgrund aapner mig sit svælg.
Nei aldrig, selv om alt det værste blir min lod,
saalænge denne avgrund aapner mig sit svælg.
0ODYSSEVS.
Hvad vil du gjøre!
Hvad vil du gjøre!
FILOKTETES.
Hvad vil du gjøre!Styrte utfor stupet straks
og slaa i knas mit hode mot det haarde fjeld.
Hvad vil du gjøre!Styrte utfor stupet straks
og slaa i knas mit hode mot det haarde fjeld.
ODYSSEVS.
Pas paa ham! Grip ham, før han sætter det i verk.
(Hans mænd griper Filoktetes.)
Pas paa ham! Grip ham, før han sætter det i verk.
(Hans mænd griper Filoktetes.)
FILOKTETES.
Aa hænder, hvilken tort for jer at denne mand
skal holde jer, fordi I savner buens streng!
Aa du som aldrig har for rene tanker rum,
hvor lumskt du atter snek dig frem og fanget mig!
Du dækket dig i feighet bak et ukjendt barn,
som er for god for dig og slegter paa mig selv.
Han visste ikke bedre end at lystre blindt,
og det er let at se at smerten piner ham
ved det han feilet selv og det som jeg har lidt.
Din onde sjel som altid speider fra sit skjul
har lært ham op til mesterskap i onde knep,
skjønt lysten mangler og han ei er skapt til slikt.
Forvorpne, vil du føre mig i lænker bort
fra denne kyst, hvor du har slængt mig hen tilforn
som død blandt levende, et ensomt hjemløst lik.
Forbandet være du! Det var saa tidt min bøn.
Men ingen glæde blir av guder mig forundt.
Du glæder dig ved livet; livet er for mig
hvem mange trængsler gjester, blot en evig kval.
For dig og Atrevs’ sønner er jeg kun til spot,
det høvdingpar du tjener tro i denne stund,
skjønt du med list blev tvungen til at seile med.[16]
Men mig, usalige, som villig satte seil
med snekker, syv i tallet, jog de haanlig bort,
som du fortæller; hine siger det var dig.
Hvi henter I mig nu? Hvi fører I mig bort,
en mand som intet er og død for jer forlængst?
Du guders uven, hvorfor er jeg nu for dig
ei halt og stinkende, og hvordan kan I nu
faa ofret kjød og viet drik med mig ombord?
Det var jo grunden til at jeg blev sat i land.
Død over jer for al den uret jeg har lidt!
Den kommer, dersom guder vil at ret skal ske.
Jeg vet forvisst de vil det. Ellers kom I ei
paa denne færd til mig, den arme syke mand,
hvis ikke guder drev jer hit med angstens brod.
Aa fædres jord! Aa guder, I som skuer alt,
aa tugt dem, tugt dem alle, om ei før saa nu,
saa lang tid efter, hvis I ynker ogsaa mig.
Ynkværdig er mit liv; men faar jeg se dem knust,
vil sott og sygdom tykkes mig at være lægt.
Aa hænder, hvilken tort for jer at denne mand
skal holde jer, fordi I savner buens streng!
Aa du som aldrig har for rene tanker rum,
hvor lumskt du atter snek dig frem og fanget mig!
Du dækket dig i feighet bak et ukjendt barn,
som er for god for dig og slegter paa mig selv.
Han visste ikke bedre end at lystre blindt,
og det er let at se at smerten piner ham
ved det han feilet selv og det som jeg har lidt.
Din onde sjel som altid speider fra sit skjul
har lært ham op til mesterskap i onde knep,
skjønt lysten mangler og han ei er skapt til slikt.
Forvorpne, vil du føre mig i lænker bort
fra denne kyst, hvor du har slængt mig hen tilforn
som død blandt levende, et ensomt hjemløst lik.
Forbandet være du! Det var saa tidt min bøn.
Men ingen glæde blir av guder mig forundt.
Du glæder dig ved livet; livet er for mig
hvem mange trængsler gjester, blot en evig kval.
For dig og Atrevs’ sønner er jeg kun til spot,
det høvdingpar du tjener tro i denne stund,
skjønt du med list blev tvungen til at seile med.[16]
Men mig, usalige, som villig satte seil
med snekker, syv i tallet, jog de haanlig bort,
som du fortæller; hine siger det var dig.
Hvi henter I mig nu? Hvi fører I mig bort,
en mand som intet er og død for jer forlængst?
Du guders uven, hvorfor er jeg nu for dig
ei halt og stinkende, og hvordan kan I nu
faa ofret kjød og viet drik med mig ombord?
Det var jo grunden til at jeg blev sat i land.
Død over jer for al den uret jeg har lidt!
Den kommer, dersom guder vil at ret skal ske.
Jeg vet forvisst de vil det. Ellers kom I ei
paa denne færd til mig, den arme syke mand,
hvis ikke guder drev jer hit med angstens brod.
Aa fædres jord! Aa guder, I som skuer alt,
aa tugt dem, tugt dem alle, om ei før saa nu,
saa lang tid efter, hvis I ynker ogsaa mig.
Ynkværdig er mit liv; men faar jeg se dem knust,
vil sott og sygdom tykkes mig at være lægt.
KORFØRER.
Den mand er haard, Odyssevs. Haarde er de ord
han talte nu. Hans nød har ikke bøiet ham.
Den mand er haard, Odyssevs. Haarde er de ord
han talte nu. Hans nød har ikke bøiet ham.
ODYSSEVS.
Jeg har jo mangt at svare paa hans bitre ord,
saafremt jeg hadde tid. Nu har jeg ett at si:
Hvor slike mænd kan trænges, er jeg slik en mand,
og hvor det gjælder hædersmænd av bedste sort,
kan ingen findes mere from og god end jeg.
Men jeg er slik at jeg vil seire overalt,
dog ikke over dig. Frivillig gir jeg tapt.
Saa slip da denne mand og rør ham ikke mer!
La ham faa bli her. Vi har ingen bruk for dig
naar vi har faat din bue; ti vi har jo før
iblandt os Tevkros som forstaar just denne kunst
og mig som nok kan spænde fuldt saa godt som du
en buestreng med kraftig haand og sigte godt.
Hvad skal du der? Farvel. Vank du paa Lemnos om.
La os gaa bort. Kanhænde jeg med denne skat
kan vinde mig et ry som burde være dit.
Jeg har jo mangt at svare paa hans bitre ord,
saafremt jeg hadde tid. Nu har jeg ett at si:
Hvor slike mænd kan trænges, er jeg slik en mand,
og hvor det gjælder hædersmænd av bedste sort,
kan ingen findes mere from og god end jeg.
Men jeg er slik at jeg vil seire overalt,
dog ikke over dig. Frivillig gir jeg tapt.
Saa slip da denne mand og rør ham ikke mer!
La ham faa bli her. Vi har ingen bruk for dig
naar vi har faat din bue; ti vi har jo før
iblandt os Tevkros som forstaar just denne kunst
og mig som nok kan spænde fuldt saa godt som du
en buestreng med kraftig haand og sigte godt.
Hvad skal du der? Farvel. Vank du paa Lemnos om.
La os gaa bort. Kanhænde jeg med denne skat
kan vinde mig et ry som burde være dit.
FILOKTETES.
Aa ve, hvad skal jeg gjøre. Skal du bryste dig
og te dig frem med buen i argeiers hær?
Aa ve, hvad skal jeg gjøre. Skal du bryste dig
og te dig frem med buen i argeiers hær?
ODYSSEVS.
Prøv ei at si ord imot. Jeg gaar nu straks.
Prøv ei at si ord imot. Jeg gaar nu straks.
FILOKTETES.
Akillevs’ søn, vil ogsaa du forlate mig
og ikke unde mig et fattig ord til trøst?
Akillevs’ søn, vil ogsaa du forlate mig
og ikke unde mig et fattig ord til trøst?
ODYSSEVS
(til Neoptolemos).
Nei, kom nu! Se ei paa ham! Ellers kunde let
dit gode hjertelag forspilde alt vort held.
(til Neoptolemos).
Nei, kom nu! Se ei paa ham! Ellers kunde let
dit gode hjertelag forspilde alt vort held.
FILOKTETES.
Aa fremmede, vil ogsaa alle I gaa bort
og uten medynk la mig bli alene her.
Aa fremmede, vil ogsaa alle I gaa bort
og uten medynk la mig bli alene her.
KORFØRER
(peker paa Neoptolemos).
Der staar den unge mand som raader for vort skib.
Det svar du maatte faa av ham er ogsaa vort.
(peker paa Neoptolemos).
Der staar den unge mand som raader for vort skib.
Det svar du maatte faa av ham er ogsaa vort.
NEOPTOLEMOS
(peker paa Odyssevs).
Han der vil la mig høre at jeg gaar for vidt
i medynk; men hvis manden vil det, bli da her
saa længe indtil vore folk faar gjort istand
vort skib og vi faar bedt om høie guders hjælp.
Kanhænde kommer ogsaa denne mand tilsidst
paa bedre tanker. Vel nu gaar vi to ombord,
og I skal bryte op i hast, naar I faar bud.
(peker paa Odyssevs).
Han der vil la mig høre at jeg gaar for vidt
i medynk; men hvis manden vil det, bli da her
saa længe indtil vore folk faar gjort istand
vort skib og vi faar bedt om høie guders hjælp.
Kanhænde kommer ogsaa denne mand tilsidst
paa bedre tanker. Vel nu gaar vi to ombord,
og I skal bryte op i hast, naar I faar bud.
FILOKTETES.
Første strofe.
Du hule i det haarde fjeld,
snart het, snart kold som is!
saa skulde da jeg arme mand
ei skilles fra dig mer;
men i min sidste tunge stund
skal du min vaande se.
Aa ve mig, ve!
Du fængsel fuldt av minders hær,
om al min kval og nød,
hvor skal jeg nu, en vernløs mand,
faa haab om daglig brød,
naar fuglers flok, tilforn saa sky
slaar ned fra himmelhvælv
med ilske skrik og jager mig,
en kraftløs veidemand?
Første strofe.
Du hule i det haarde fjeld,
snart het, snart kold som is!
saa skulde da jeg arme mand
ei skilles fra dig mer;
men i min sidste tunge stund
skal du min vaande se.
Aa ve mig, ve!
Du fængsel fuldt av minders hær,
om al min kval og nød,
hvor skal jeg nu, en vernløs mand,
faa haab om daglig brød,
naar fuglers flok, tilforn saa sky
slaar ned fra himmelhvælv
med ilske skrik og jager mig,
en kraftløs veidemand?
KORFØRER.
Aa du som fik saa tung en lod, du selv, du selv har skylden.
Ei var det fra en størres haand det tunge slag dig rammet.
Du hadde valget, valgte selv det værre for det bedre.
Aa du som fik saa tung en lod, du selv, du selv har skylden.
Ei var det fra en størres haand det tunge slag dig rammet.
Du hadde valget, valgte selv det værre for det bedre.
FILOKTETES.
Første motstrofe.
Aa ve mig arme, arme mand,
av værste vaande pint,
som aldrig mer fra denne dag
skal færdes trygt blandt mænd
men dvæle her i bitter nød,
og lide dødens gru.
Aa ve, aa ve!
Ei kan jeg skaffe næring mer.
Ei kan min sterke haand
med pilen naa en vinget fugl.
En lumsk, forslagen mand
har daaret mig med falske ord.
Aa maatte jeg faa se
at rænkesmeden selv blev pint
saa lang en tid som jeg!
Første motstrofe.
Aa ve mig arme, arme mand,
av værste vaande pint,
som aldrig mer fra denne dag
skal færdes trygt blandt mænd
men dvæle her i bitter nød,
og lide dødens gru.
Aa ve, aa ve!
Ei kan jeg skaffe næring mer.
Ei kan min sterke haand
med pilen naa en vinget fugl.
En lumsk, forslagen mand
har daaret mig med falske ord.
Aa maatte jeg faa se
at rænkesmeden selv blev pint
saa lang en tid som jeg!
KORFØRER.
Nei, skjæbnen, sendt av guder selv, ei svik fra mine hænder
har voldt det. Vend dit vilde hats forbandelser mot andre!
Jeg vil saa gjerne vise dig mit venskap. Vrak det ikke!
Nei, skjæbnen, sendt av guder selv, ei svik fra mine hænder
har voldt det. Vend dit vilde hats forbandelser mot andre!
Jeg vil saa gjerne vise dig mit venskap. Vrak det ikke!
FILOKTETES.
Anden strofe.
Ve mig! Spottende mig og min nød
sitter han nu ved det graalige hav.
Stoltelig svinger han nu i sin haand
det som har næret mig, bjerget mit liv,
vaabnet som aldrig en dødelig bar.
Bue, du kjære, som ransmandens vold
rev mig av hænde, hvis hjerte du har,
ser du med ynk paa Herakles’s ven,
han som nu aldrig skal spænde dig mer.
Nu har en anden, en rænkesmed lumsk,
faat dig, en mester i skjændig bedrag.
Nu kan du se at en avindsmand grum
volder mig arme med skjændigste svik
ulykker svare som ingen tilforn.
Anden strofe.
Ve mig! Spottende mig og min nød
sitter han nu ved det graalige hav.
Stoltelig svinger han nu i sin haand
det som har næret mig, bjerget mit liv,
vaabnet som aldrig en dødelig bar.
Bue, du kjære, som ransmandens vold
rev mig av hænde, hvis hjerte du har,
ser du med ynk paa Herakles’s ven,
han som nu aldrig skal spænde dig mer.
Nu har en anden, en rænkesmed lumsk,
faat dig, en mester i skjændig bedrag.
Nu kan du se at en avindsmand grum
volder mig arme med skjændigste svik
ulykker svare som ingen tilforn.
KORFØRER.
Er du en mand, bør du nævne med ros
det som er ret, og de krænkende ord
burde du sky, naar de bare gjør ondt.
En av de mange han var og blev sendt
hit ved et magtbud og røktet sit hverv
venner til baade og alle til gagn.
Er du en mand, bør du nævne med ros
det som er ret, og de krænkende ord
burde du sky, naar de bare gjør ondt.
En av de mange han var og blev sendt
hit ved et magtbud og røktet sit hverv
venner til baade og alle til gagn.
FILOKTETES.
Anden motstrofe.
Vingede fugler, mit bytte tilforn,
skarpsynte skarer av dyr som paa fjeld
finder jer føde, nu skal I ei mer
fly fra mit bo, naar I kommer det nær.
Magtstjaalen er jeg, en værgeløs mand.
Ei har jeg længer i hænde som før
kraftige piler til vern for mit hjem.
Intet kan skræmme jer bort. I kan trygt
nærme jer. Mæt nu jert mordlystne gap!
Flæng, som I lyster, mit raatnende lik.
Snart skal jeg skilles fra livet; ti hvor
finder jeg næring? Hvem lever av luft,
naar han ei evner at bringe til hus
gaver vi faar av den nærende jord?
Anden motstrofe.
Vingede fugler, mit bytte tilforn,
skarpsynte skarer av dyr som paa fjeld
finder jer føde, nu skal I ei mer
fly fra mit bo, naar I kommer det nær.
Magtstjaalen er jeg, en værgeløs mand.
Ei har jeg længer i hænde som før
kraftige piler til vern for mit hjem.
Intet kan skræmme jer bort. I kan trygt
nærme jer. Mæt nu jert mordlystne gap!
Flæng, som I lyster, mit raatnende lik.
Snart skal jeg skilles fra livet; ti hvor
finder jeg næring? Hvem lever av luft,
naar han ei evner at bringe til hus
gaver vi faar av den nærende jord?
KORFØRER.
Agter du vennen som byr dig sin haand,
ræk ham da haanden av hele dit hjerte.
Vit at det staar til dig selv om du skal
fly for din pine, den grufulde helsott.
Aldrig du lærer at bære med taal
utal av byrder, dens hærjende følge.
Agter du vennen som byr dig sin haand,
ræk ham da haanden av hele dit hjerte.
Vit at det staar til dig selv om du skal
fly for din pine, den grufulde helsott.
Aldrig du lærer at bære med taal
utal av byrder, dens hærjende følge.
FILOKTETES.
Paany, paany du mindet mig
om fordums ve, du bedste ven
av alle som har gjestet mig.
Hvi har du voldt mig dødsens kval?
Paany, paany du mindet mig
om fordums ve, du bedste ven
av alle som har gjestet mig.
Hvi har du voldt mig dødsens kval?
KORFØRER.
Hvad mener du med disse ord?
Hvad mener du med disse ord?
FILOKTETES.
Du haaber jo at føre mig
til Troja, hin forhatte by.
Du haaber jo at føre mig
til Troja, hin forhatte by.
KORFØRER.
Til bedste, tror jeg, for dig selv.
Til bedste, tror jeg, for dig selv.
FILOKTETES.
Gaa bort! Gaa bort! Vig fra mig straks.
Gaa bort! Gaa bort! Vig fra mig straks.
KORFØRER.
Saa kjært, saa kjært var dette bud.
Jeg lyder villig. La os gaa
ombord og røkte hver sin dont.
Saa kjært, saa kjært var dette bud.
Jeg lyder villig. La os gaa
ombord og røkte hver sin dont.
FILOKTETES.
Aa gaa dog ei! Jeg ber ved Zevs
den gud som tugter bandet mand.
Aa gaa dog ei! Jeg ber ved Zevs
den gud som tugter bandet mand.
KORFØRER.
Vær var og sky de stygge ord!
Vær var og sky de stygge ord!
FILOKTETES.
Ved alle guder, bli dog her!
Ved alle guder, bli dog her!
KORFØRER.
Hvi disse skrik?
Hvi disse skrik?
FILOKTETES.
Aa guddom, aa hvor haardt du slaar!
Jeg er fortapt jeg arme mand.
Aa fot, hvad gjør jeg vel med dig
fra nu av, om mig undes liv?
Aa kom tilbake, venner, kom!
Aa guddom, aa hvor haardt du slaar!
Jeg er fortapt jeg arme mand.
Aa fot, hvad gjør jeg vel med dig
fra nu av, om mig undes liv?
Aa kom tilbake, venner, kom!
KORFØRER.
Hvad skal vi? Har du skiftet sind,
og vil ei det du bød os før?
Hvad skal vi? Har du skiftet sind,
og vil ei det du bød os før?
FILOKTETES.
Aa vredes ei, om smertens storm
kan drive en fortvilet mand
til ord som vanvid gav ham ind.
Aa vredes ei, om smertens storm
kan drive en fortvilet mand
til ord som vanvid gav ham ind.
KORFØRER.
Kom da du arme og gjør som vi ber dig!
Kom da du arme og gjør som vi ber dig!
FILOKTETES.
Aldrig, nei aldrig i evighet sker det,
selv om den straalende lynsvinger vilde
brænde min krop med sin luende flamme.
Ødes la Ilion! Ødes la alle
hine som ledet av skurken ha vaaget
grusomt at jage en krøbling fra borde. —
Venner, en eneste bøn maa I høre.
Aldrig, nei aldrig i evighet sker det,
selv om den straalende lynsvinger vilde
brænde min krop med sin luende flamme.
Ødes la Ilion! Ødes la alle
hine som ledet av skurken ha vaaget
grusomt at jage en krøbling fra borde. —
Venner, en eneste bøn maa I høre.
KORFØRER.
Hvilken? Hvad mener du?
Hvilken? Hvad mener du?
FILOKTETES.
Gi mig et vaaben,
sverd eller øks eller spyd, om I har det.
Gi mig et vaaben,
sverd eller øks eller spyd, om I har det.
KORFØRER.
Si hvilken gjerning du agter at øve.
Si hvilken gjerning du agter at øve.
FILOKTETES.
Haanden skal fri mig for hode og lemmer.
Tørst er min sjel; den er tørst efter blod.
Haanden skal fri mig for hode og lemmer.
Tørst er min sjel; den er tørst efter blod.
KORFØRER.
Hvorfor?
Hvorfor?
FILOKTETES.
Min far vil jeg søke at finde.
Min far vil jeg søke at finde.
KORFØTER.
Hvor vil du finde ham.
Hvor vil du finde ham.
FILOKTETES.
Nede hos Hades.
Hvordan, du land som har fostret vor ætt,
skal vel jeg arme faa se dig igjen;
jeg som drog bort fra din hellige strøm,
fulgte som hjælper en fiendeflok,
lumske danaer — med døden som løn.
(Gaar ind i hulen.)
Nede hos Hades.
Hvordan, du land som har fostret vor ætt,
skal vel jeg arme faa se dig igjen;
jeg som drog bort fra din hellige strøm,
fulgte som hjælper en fiendeflok,
lumske danaer — med døden som løn.
(Gaar ind i hulen.)
KORFØRER.
Jeg var forlængst brutt op paa veien til mit skib
og var vel ogsaa fremme snart, men venter her,
fordi jeg ser Odyssevs og Akillevs’ søn
som sammen kommer vandrende imot os hist.
(Odyssevs og Neoptolemos kommer.)
Jeg var forlængst brutt op paa veien til mit skib
og var vel ogsaa fremme snart, men venter her,
fordi jeg ser Odyssevs og Akillevs’ søn
som sammen kommer vandrende imot os hist.
(Odyssevs og Neoptolemos kommer.)
ODYSSEVS.
Men kan du ikke si mig hvilken grund du har
til nu i hast at gaa tilbake samme vei?
Men kan du ikke si mig hvilken grund du har
til nu i hast at gaa tilbake samme vei?
NEOPTOLEMOS.
Jeg vil faa rettet paa den feil jeg gjorde før.
Jeg vil faa rettet paa den feil jeg gjorde før.
ODYSSEVS.
Du taler gaadefuldt. Hvad var det for en feil?
Du taler gaadefuldt. Hvad var det for en feil?
NEOPTOLEMOS.
Den feil at lyde dit og hele hærens bud.
Den feil at lyde dit og hele hærens bud.
ODYSSEVS.
Hvad er det du har gjort som ikke sømmer sig?
Hvad er det du har gjort som ikke sømmer sig?
NEOPTOLEMOS.
Lagt snarer for en mand med list og skjændig svik.
Lagt snarer for en mand med list og skjændig svik.
ODYSSEVS.
For hvem? Du har vel intet ubesindig for?
For hvem? Du har vel intet ubesindig for?
NEOPTOLEMOS.
Nei, intet ubesindig; men til Poias’ søn —
Nei, intet ubesindig; men til Poias’ søn —
ODYSSEVS.
Til ham? Hvad agter du? Jeg ræddes ved dit ord.
Til ham? Hvad agter du? Jeg ræddes ved dit ord.
NEOPTOLEMOS.
fra hvem jeg røvet denne bue, agter jeg —
fra hvem jeg røvet denne bue, agter jeg —
ODYSSEVS.
Aa Zevs, hvad agter du? Vel ei at gi ham den?
Aa Zevs, hvad agter du? Vel ei at gi ham den?
NEOPTOLEMOS.
Jo, ti jeg fik den uten ret, ved lumpen svik.
Jo, ti jeg fik den uten ret, ved lumpen svik.
ODYSSEVS.
Ved alle guder, agter du at haane mig?
Ved alle guder, agter du at haane mig?
NEOPTOLEMOS.
Ja, hvis det er en haan mot dig at tale sandt.
Ja, hvis det er en haan mot dig at tale sandt.
ODYSSEVS.
Akillevs’ søn, hvad mener du med disse ord?
Akillevs’ søn, hvad mener du med disse ord?
NEOPTOLEMOS.
Skal jeg da gjenta det jeg svarte, gang paa gang?
Skal jeg da gjenta det jeg svarte, gang paa gang?
ODYSSEVS.
Helst ønsket jeg den ene gang var ingen gang.
Helst ønsket jeg den ene gang var ingen gang.
NEOPTOLEMOS.
Saa vit, at det du hørte var mit sidste ord.
Saa vit, at det du hørte var mit sidste ord.
ODYSSEVS.
Der er dog en som nok skal sætte bom for slikt.
Der er dog en som nok skal sætte bom for slikt.
NEOPTOLEMOS.
Hvad sier du? Hvem er det som skal stanse mig.
Hvad sier du? Hvem er det som skal stanse mig.
ODYSSEVS.
Akaierfolkets hærmænd. Jeg er en av dem.
Akaierfolkets hærmænd. Jeg er en av dem.
NEOPTOLEMOS.
Saa klok du er, saa er din tale langtfra klok.
Saa klok du er, saa er din tale langtfra klok.
ODYSSEVS.
Men du er hverken klok i gjerning eller ord.
Men du er hverken klok i gjerning eller ord.
NEOPTOLEMOS.
Dog bedre er at handle ret end handle klokt.
Dog bedre er at handle ret end handle klokt.
ODYSSEVS.
Men kan det være ret at gi tilbake det
du fik ved mine raad?
Men kan det være ret at gi tilbake det
du fik ved mine raad?
NEOPTOLEMOS.
du fik ved mine raad?Ja, friste vil jeg nu
at bøte paa den stygge feil, jeg før har gjort.
du fik ved mine raad?Ja, friste vil jeg nu
at bøte paa den stygge feil, jeg før har gjort.
ODYSSEVS.
Og frygter du ei hæren, naar du handler saa?
Og frygter du ei hæren, naar du handler saa?
NEOPTOLEMOS.
Ei frygter jeg for trusler, naar jeg handler ret,
ei heller lystrer jeg, om du vil bruke vold.
Ei frygter jeg for trusler, naar jeg handler ret,
ei heller lystrer jeg, om du vil bruke vold.
ODYSSEVS.
Vi skal da kjæmpe, ei mot troer, men mot dig?
Vi skal da kjæmpe, ei mot troer, men mot dig?
NEOPTOLEMOS.
Hvad komme skal, faar komme.
Hvad komme skal, faar komme.
ODYSSEVS.
Hvad komme skal, faar komme.Ser du at min haand
om sverdets fæste griper?
Hvad komme skal, faar komme.Ser du at min haand
om sverdets fæste griper?
NEOPTOLEMOS.
om sverdets fæste griper?Vel, men du skal se
det samme gjort av mig i næste øieblik.
om sverdets fæste griper?Vel, men du skal se
det samme gjort av mig i næste øieblik.
ODYSSEVS.
Jeg lar dig faa din vilje; men den hele hær
skal faa besked om dette. Den skal straffe dig.
(Gaar.)
Jeg lar dig faa din vilje; men den hele hær
skal faa besked om dette. Den skal straffe dig.
(Gaar.)
NEOPTOLEMOS.
Du tok fornuften fangen. Er du like klok
for eftertiden, gaar du kanske fri for tugt.
(Roper op imot hulen.)
Hør Filoktetes, Poias’ søn, kom ut til mig
fra hulen hist i fjeldet, hvor du holder til.
Du tok fornuften fangen. Er du like klok
for eftertiden, gaar du kanske fri for tugt.
(Roper op imot hulen.)
Hør Filoktetes, Poias’ søn, kom ut til mig
fra hulen hist i fjeldet, hvor du holder til.
FILOKTETES.
Hvi lyder ved min hule atter høie rop?
Hvad vil I, fremmede? Hvi kalder I mig ut?
(Faar øie paa Neoptolemos.)
Aa ve! Ondt varsler dette! Svar mig, kommer I
med nye pinsler til de gamle plagers hær?
Hvi lyder ved min hule atter høie rop?
Hvad vil I, fremmede? Hvi kalder I mig ut?
(Faar øie paa Neoptolemos.)
Aa ve! Ondt varsler dette! Svar mig, kommer I
med nye pinsler til de gamle plagers hær?
NEOPTOLEMOS.
Vær trøstig! Hør paa det jeg har at melde dig.
Vær trøstig! Hør paa det jeg har at melde dig.
FILOKTETES.
Jeg ræddes for dig. Ilde gik det mig tilforn,
fordi jeg laante øre til de fagre ord.
Jeg ræddes for dig. Ilde gik det mig tilforn,
fordi jeg laante øre til de fagre ord.
NEOPTOLEMOS.
Men kan jeg ikke angre det jeg har forbrutt?
Men kan jeg ikke angre det jeg har forbrutt?
FILOKTETES.
Slik var du ogsaa dengang du med falske ord
fik lokket buen fra mig: lumsk, troværdig, slesk.
Slik var du ogsaa dengang du med falske ord
fik lokket buen fra mig: lumsk, troværdig, slesk.
NEOPTOLEMOS.
Men ikke nu. Jeg spør dig om det er din agt
at bli tilbake ene her og holde ut
din pine, eller seile med.
Men ikke nu. Jeg spør dig om det er din agt
at bli tilbake ene her og holde ut
din pine, eller seile med.
FILOKTETES.
din pine, eller seile med.Aa, ti dog! ti!
Hvert ord du maatte si, vil være ganske spildt.
din pine, eller seile med.Aa, ti dog! ti!
Hvert ord du maatte si, vil være ganske spildt.
NEOPTOLEMOS.
Staar dette fast?
Staar dette fast?
FILOKTETES.
Staar dette fast?Ja mere fast end ord kan si.
Staar dette fast?Ja mere fast end ord kan si.
NEOPTOLEMOS.
Jeg ønsker helst du skulde lyde mine raad;
men hvis jeg ei kan rokke dig ved mine ord,
saa faar jeg heller tie.
Jeg ønsker helst du skulde lyde mine raad;
men hvis jeg ei kan rokke dig ved mine ord,
saa faar jeg heller tie.
FILOKTETES.
Ja, hvert ord er spildt;
ti aldrig vil du faa mit sind velvillig stemt.
Du lumpne søn av ædel far, du har jo tat
med lumske rænker fra mig det som sikret mig
mit livsophold og kommer nu med gode raad.
Maa døden ramme jer, Laertes’ søn og dig,
og Atrevs’ sønner først og fremst!
Ja, hvert ord er spildt;
ti aldrig vil du faa mit sind velvillig stemt.
Du lumpne søn av ædel far, du har jo tat
med lumske rænker fra mig det som sikret mig
mit livsophold og kommer nu med gode raad.
Maa døden ramme jer, Laertes’ søn og dig,
og Atrevs’ sønner først og fremst!
NEOPTOLEMOS.
og Atrevs’ sønner først og fremst!Forband ei mer!
Ta straks igjen din bue! Ta den av min haand!
og Atrevs’ sønner først og fremst!Forband ei mer!
Ta straks igjen din bue! Ta den av min haand!
FILOKTETES.
Hvad sier du? Er dette svik for anden gang?
Hvad sier du? Er dette svik for anden gang?
NEOPTOLEMOS.
Jeg sverger nei, ved Zevs, ved himlens rene drot.
Jeg sverger nei, ved Zevs, ved himlens rene drot.
FILOKTETES.
Aa dyrebare ord! — saafremt du taler sandt.
Aa dyrebare ord! — saafremt du taler sandt.
NEOPTOLEMOS.
Du skal faa syn for sagn, faa se at det blir gjort.
Her ser du buen. Ta den! Ræk kun ut din haand!
Du skal faa syn for sagn, faa se at det blir gjort.
Her ser du buen. Ta den! Ræk kun ut din haand!
ODYSSEVS
(styrter frem).
Ved alle guder, stans dog! Jeg forbyr det strengt
som talsmand for de to atreider og vor hær.
(styrter frem).
Ved alle guder, stans dog! Jeg forbyr det strengt
som talsmand for de to atreider og vor hær.
FILOKTETES.
Hvem er det som jeg hørte rope nu, min søn?
Vel ei Odyssevs?
Hvem er det som jeg hørte rope nu, min søn?
Vel ei Odyssevs?
ODYSSEVS.
Vel ei Odyssevs?Jo det er just ham du ser,
og han skal føre dig til Trojas land med magt,
hvad end Akillevs’ søn vil si, om ja, om nei.
Vel ei Odyssevs?Jo det er just ham du ser,
og han skal føre dig til Trojas land med magt,
hvad end Akillevs’ søn vil si, om ja, om nei.
FILOKTETES.
Men ikke strafløst, hvis min pil kan naa sit maal.
(Sigter paa Odyssevs.)
Men ikke strafløst, hvis min pil kan naa sit maal.
(Sigter paa Odyssevs.)
NEOPTOLEMOS.
Ved alle guder, gjør ei dette!
Ved alle guder, gjør ei dette!
FILOKTETES.
Ved alle guder, gjør ei dette!Slip min pil!
og slip for guders skyld min haand, min unge ven!
Ved alle guder, gjør ei dette!Slip min pil!
og slip for guders skyld min haand, min unge ven!
NEOPTOLEMOS.
Jeg slipper ei.
Jeg slipper ei.
FILOKTETES.
Jeg slipper ei.Aa ve, hvi har du nægtet mig
at dræpe min forhatte uven med min pil?
(Odyssevs fjerner sig.)
Jeg slipper ei.Aa ve, hvi har du nægtet mig
at dræpe min forhatte uven med min pil?
(Odyssevs fjerner sig.)
NEOPTOLEMOS.
Ei sømmer dette sig for mig og ei for dig.
Ei sømmer dette sig for mig og ei for dig.
FILOKTETES.
Se saa! Nu vet du da at hærens første mænd,
akaierfolkets løgnerbud, er tapre nok
i ord, men feige naar de ser en hvæsset odd.
Se saa! Nu vet du da at hærens første mænd,
akaierfolkets løgnerbud, er tapre nok
i ord, men feige naar de ser en hvæsset odd.
NEOPTOLEMOS.
Nu vel, du har din bue og har ingen grund
til vrede længer eller klagemaal mot mig.
Nu vel, du har din bue og har ingen grund
til vrede længer eller klagemaal mot mig.
FILOKTETES.
Vel har du talt, min søn; du har tilfulde vist
fra hvilken ætt du stammer, ei fra Sisyfos,
men fra Akillevs. Prist som han blev ingen mand
i livet, og i døden har han samme ry.
Vel har du talt, min søn; du har tilfulde vist
fra hvilken ætt du stammer, ei fra Sisyfos,
men fra Akillevs. Prist som han blev ingen mand
i livet, og i døden har han samme ry.
NEOPTOLEMOS.
Det glæder mig at du har nævnt med ros min far
og ogsaa mig. Men hør nu hvad jeg ber dig om:
Vi mennesker er alle nødt til her paa jord
med taal at bære det som guder sender os.
Men alle de som selv har valgt sin nød, som du
fortjener ei at vi skal synes de gjør ret,
ei heller kan de ha paa medynk billig krav.
Du raser som en vildmand, tar ei mot et raad,
og hater den som venlig taler dig imot
og tror i ham at se din værste avindsmand.
Dog, tale vil jeg, og til vidne tar jeg Zevs.
Husk mine ord og præg dem dypt i sjel og sind:
En guddom sendte dig din pinefulde sott,
fordi du kom for nær den orm som fra sit skjul
i Kryses tempelløse lund skal holde vakt.
Og vit, du finder aldrig hjælp og helsebot
for sottens tunge tryk, saa længe himlens sol
i østen stiger op og synker ned i vest,
før du til Trojas sletter villig følger med
og læges for din sott, naar du hos os har møtt
Asklepios’s sønner,[17] og med buens hjælp
har lagt med mig som fælle Trojas borg i grus.
Hør, hvorfra jeg med vissthet vet at saa skal ske:
Vi har en fangen troer, Helenos ved navn,
i spaadomskunst en mester. Han har klart forkyndt
at dette alt maa ske, og han har ogsaa sagt
at Trojas by skal falde efter skjæbnens bud
i denne sommer. Livet sætter han i pant,
saafremt vi skulde finde at hans ord er løgn.
Saa gi da efter, naar du vet at det er sandt.
Skjøn blir den pris du vinder. I helleners hær
vil du bli prist som ypperst helt, og lægedom
for sotten vil du faa og vinde herligst ry
naar du har ødet Trojas jammerfulde by.
Det glæder mig at du har nævnt med ros min far
og ogsaa mig. Men hør nu hvad jeg ber dig om:
Vi mennesker er alle nødt til her paa jord
med taal at bære det som guder sender os.
Men alle de som selv har valgt sin nød, som du
fortjener ei at vi skal synes de gjør ret,
ei heller kan de ha paa medynk billig krav.
Du raser som en vildmand, tar ei mot et raad,
og hater den som venlig taler dig imot
og tror i ham at se din værste avindsmand.
Dog, tale vil jeg, og til vidne tar jeg Zevs.
Husk mine ord og præg dem dypt i sjel og sind:
En guddom sendte dig din pinefulde sott,
fordi du kom for nær den orm som fra sit skjul
i Kryses tempelløse lund skal holde vakt.
Og vit, du finder aldrig hjælp og helsebot
for sottens tunge tryk, saa længe himlens sol
i østen stiger op og synker ned i vest,
før du til Trojas sletter villig følger med
og læges for din sott, naar du hos os har møtt
Asklepios’s sønner,[17] og med buens hjælp
har lagt med mig som fælle Trojas borg i grus.
Hør, hvorfra jeg med vissthet vet at saa skal ske:
Vi har en fangen troer, Helenos ved navn,
i spaadomskunst en mester. Han har klart forkyndt
at dette alt maa ske, og han har ogsaa sagt
at Trojas by skal falde efter skjæbnens bud
i denne sommer. Livet sætter han i pant,
saafremt vi skulde finde at hans ord er løgn.
Saa gi da efter, naar du vet at det er sandt.
Skjøn blir den pris du vinder. I helleners hær
vil du bli prist som ypperst helt, og lægedom
for sotten vil du faa og vinde herligst ry
naar du har ødet Trojas jammerfulde by.
FILOKTETES.
Forhatte liv, hvi lot du mig ei vandre ned
til Hades, men her oppe skue dagens lys?
Aa ve, hvad skal jeg gjøre? Hvordan tvile mer
paa denne yngling som har raadet mig som ven?
Gi efter? Hvordan orket da jeg arme mand
at vise mig? Hvem vaaget jeg at tale til?
Og I, mit øienpar som saa min svare nød,
hvor skal I kunne se mig nærme mig som ven
til Atrevs’ sønner som har voldt mig al min ve,
og til hin usle rænkesmed, Laertes’ søn?
Det er ei det, jeg før har lidt, som nager mig,
men det som jeg maa forutse at disse mænd
vil la mig lide; ti et sind som ruger ut
en udaad, lærer ogsaa op til andet ondt.
Din egen færd har ogsaa undret mig, min søn.
Du burde ei ha seilet med til Troja selv
og burde hindret mig. De krænket dig jo haardt.
Din farsarv har de ranet. Vil du dog gaa med
til kamp for dem, og vil du ogsaa tvinge mig?
Aa gjør det ei min søn! Nei før mig heller hjem,
som du med ed har lovet. Bli du selv i ro
paa Skyros. La saa skurke dø som skurke bør.
Da faar du dobbelt tak fra mig og fra min far
og slipper for den skam at tykkes like ond
som dem du vilde hjælpe, disse onde mænd.
Forhatte liv, hvi lot du mig ei vandre ned
til Hades, men her oppe skue dagens lys?
Aa ve, hvad skal jeg gjøre? Hvordan tvile mer
paa denne yngling som har raadet mig som ven?
Gi efter? Hvordan orket da jeg arme mand
at vise mig? Hvem vaaget jeg at tale til?
Og I, mit øienpar som saa min svare nød,
hvor skal I kunne se mig nærme mig som ven
til Atrevs’ sønner som har voldt mig al min ve,
og til hin usle rænkesmed, Laertes’ søn?
Det er ei det, jeg før har lidt, som nager mig,
men det som jeg maa forutse at disse mænd
vil la mig lide; ti et sind som ruger ut
en udaad, lærer ogsaa op til andet ondt.
Din egen færd har ogsaa undret mig, min søn.
Du burde ei ha seilet med til Troja selv
og burde hindret mig. De krænket dig jo haardt.
Din farsarv har de ranet. Vil du dog gaa med
til kamp for dem, og vil du ogsaa tvinge mig?
Aa gjør det ei min søn! Nei før mig heller hjem,
som du med ed har lovet. Bli du selv i ro
paa Skyros. La saa skurke dø som skurke bør.
Da faar du dobbelt tak fra mig og fra min far
og slipper for den skam at tykkes like ond
som dem du vilde hjælpe, disse onde mænd.
NEOPTOLEMOS.
Du taler som jeg ventet; men jeg ønsker dog
at du i lit til guder og til mine ord
med mig som ven skal seile bort fra dette land.
Du taler som jeg ventet; men jeg ønsker dog
at du i lit til guder og til mine ord
med mig som ven skal seile bort fra dette land.
FILOKTETES.
Hvad mener du? Til Trojas land og Atrevs’ søn,
min værste avindsmand, med denne syke fot?
Hvad mener du? Til Trojas land og Atrevs’ søn,
min værste avindsmand, med denne syke fot?
NEOPTOLEMOS.
Til dem som straks kan stanse verkens vilde brand
i denne fot og frelse dig fra sottens kval.
Til dem som straks kan stanse verkens vilde brand
i denne fot og frelse dig fra sottens kval.
FILOKTETES.
Hvad kan du mene med saa hjerteløst et raad?
Hvad kan du mene med saa hjerteløst et raad?
NEOPTOLEMOS.
Jeg mener det jeg ser er bedst for dig og mig.
Jeg mener det jeg ser er bedst for dig og mig.
FILOKTETES.
Slikt tør du si og ei for guder føle skam?
Slikt tør du si og ei for guder føle skam?
NEOPTOLEMOS.
Hvi skamme sig, naar andres bedste er ens maal?
Hvi skamme sig, naar andres bedste er ens maal?
FILOKTETES.
Hvis bedste? Mener du Atreiders eller mit?
Hvis bedste? Mener du Atreiders eller mit?
NEOPTOLEMOS.
Dit eget. Venneraad jeg gir dig som din ven.
Dit eget. Venneraad jeg gir dig som din ven.
FILOKTETES.
Hvi saa, naar du vil gi mig avindsmænd i vold?
Hvi saa, naar du vil gi mig avindsmænd i vold?
NEOPTOLEMOS.
Aa kære, lær dig av med trods i bitrest nød!
Aa kære, lær dig av med trods i bitrest nød!
FILOKTETES.
Jeg skjønner dig: Med dette vil du mit fordærv.
Jeg skjønner dig: Med dette vil du mit fordærv.
NEOPTOLEMOS.
Nei ingenlunde: Tro mig, du forstaar mig ei.
Nei ingenlunde: Tro mig, du forstaar mig ei.
FILOKTETES.
Jeg vet at Atrevs’ sønner kastet mig i land.
Jeg vet at Atrevs’ sønner kastet mig i land.
NEOPTOLEMOS.
Ja vel; men tænk paa at de nu vil frelse dig.
Ja vel; men tænk paa at de nu vil frelse dig.
FILOKTETES.
Nei; ti frivillig ser jeg aldrig Trojas by.
Nei; ti frivillig ser jeg aldrig Trojas by.
NEOPTOLEMOS.
Hvad skal jeg gjøre, naar jeg ei kan bøie dig
og faa dig overtalt ved et forstandig raad?
Jeg bør da tie helst og la dig leve slik
som nu du gjør i redningsløs elendighet.
Hvad skal jeg gjøre, naar jeg ei kan bøie dig
og faa dig overtalt ved et forstandig raad?
Jeg bør da tie helst og la dig leve slik
som nu du gjør i redningsløs elendighet.
FILOKTETES.
Ja, du faar la mig lide hvad jeg lide maa.
Men det du nys har lovet mig med haand og mund,
at føre mig til hjemmet, gjør dog det, min søn.
Og vent nu ei for længe! Nævn ei mer et ord
om Troja. Dette navn har voldt mig taarer nok.
Ja, du faar la mig lide hvad jeg lide maa.
Men det du nys har lovet mig med haand og mund,
at føre mig til hjemmet, gjør dog det, min søn.
Og vent nu ei for længe! Nævn ei mer et ord
om Troja. Dette navn har voldt mig taarer nok.
NEOPTOLEMOS.
Ja, staar det fast, saa la os gaa.
Ja, staar det fast, saa la os gaa.
FILOKTETES.
Ja, staar det fast, saa la os gaa.Vel talt, min søn.
Ja, staar det fast, saa la os gaa.Vel talt, min søn.
(Idet de gjør sig færdig til at gaa, slaar rytmen over i
marsjtakt.)
marsjtakt.)
NEOPTOLEMOS.
Sæt nu foten fast paa jorden.
Sæt nu foten fast paa jorden.
FILOKTETES.
Sæt nu foten fast paa jorden.Jeg skal gjøre hvad jeg kan.
Sæt nu foten fast paa jorden.Jeg skal gjøre hvad jeg kan.
NEOPTOLEMOS.
Hvordan skal jeg undgaa dadel?
Hvordan skal jeg undgaa dadel?
FILOKTETES.
Hvordan skal jeg undgaa dadel?Fra akaier? Æns den ei!
Hvordan skal jeg undgaa dadel?Fra akaier? Æns den ei!
NEOPTOLEMOS.
Men saafremt mit land de herjer?
Men saafremt mit land de herjer?
NEOPTOLEMOS.
Hvilken bistand kan du bringe?
Hvilken bistand kan du bringe?
FILOKTETES.
Hvilken bistand kan du bringe?Herakles’s pile skal —
Hvilken bistand kan du bringe?Herakles’s pile skal —
NEOPTOLEMOS.
Ja, hvad skal de?
Ja, hvad skal de?
FILOKTETES.
Ja, hvad skal de?Stænge veien.
Ja, hvad skal de?Stænge veien.
NEOPTOLEMOS.
Ja, hvad skal de?Stænge veien.Kom da, si din ø farvel!
Ja, hvad skal de?Stænge veien.Kom da, si din ø farvel!
HERAKLES
(aabenbarer sig i guddommelig glans).
Nei, gaa ikke endnu, før selv du har hørt
mine ord, Filoktetes, du Poias’s søn.
Ti vit at nu lyder Herakles’s røst
for dit øre. Ham hører du; ham kan du se.
For din skyld forlot jeg mit himmelske hjem
og kommer til dig
for at melde dig Zevs, den almægtiges bud
og hindre den hjemfærd du ruster dig til.
Saa hør da det budskap jeg bringer.
(aabenbarer sig i guddommelig glans).
Nei, gaa ikke endnu, før selv du har hørt
mine ord, Filoktetes, du Poias’s søn.
Ti vit at nu lyder Herakles’s røst
for dit øre. Ham hører du; ham kan du se.
For din skyld forlot jeg mit himmelske hjem
og kommer til dig
for at melde dig Zevs, den almægtiges bud
og hindre den hjemfærd du ruster dig til.
Saa hør da det budskap jeg bringer.
Min egen skjæbne vil jeg minde dig om først:
Alene gjennem haarde kampe vandt jeg frem
til evig liv og guddomsrang, som her du ser.
Og vit at denne lod skal ogsaa times dig.
Et kvalfuldt liv skal bli et liv i ærens glans.
Naar du med denne helt naar frem til Trojas by,
skal helsebot for denne sott bli dig til del,
og siden skal du, valgt som hærens første helt,
faa fældet Paris, som har voldt al kampens ve,
med pilen fra den bue som tilforn var min.
Du lægger Troja øde, sender til din far,
til Poias i dit fædrehjem ved Oitas fot
det seiersbytte hæren lar dig vælge ut.
Til tak for buen skal du vie ved mit baal
hver rustning, tat paa val i kamp med troers hær.
Og dette gjælder ogsaa dig, Akillevs’ søn;
ti dersom ei den ene staar den anden bi,
kan ingen av jer styrte Trojas by i grus.
Som tvende løver som gaar sammen ut paa rov,
skal denne verne dig, og du skal verne ham.
Og for at stanse sotten skal jeg sende selv
Asklepios til Troja; ti for anden gang
skal byen falde for min bue. Husk da paa,
naar landet herjes, fromt at skaane guders bo.[19]
Ti gudsfrygt følger fromme mænd til gravens fred.
Til grunde gaar den ei i liv og ei i død.
Alene gjennem haarde kampe vandt jeg frem
til evig liv og guddomsrang, som her du ser.
Og vit at denne lod skal ogsaa times dig.
Et kvalfuldt liv skal bli et liv i ærens glans.
Naar du med denne helt naar frem til Trojas by,
skal helsebot for denne sott bli dig til del,
og siden skal du, valgt som hærens første helt,
faa fældet Paris, som har voldt al kampens ve,
med pilen fra den bue som tilforn var min.
Du lægger Troja øde, sender til din far,
til Poias i dit fædrehjem ved Oitas fot
det seiersbytte hæren lar dig vælge ut.
Til tak for buen skal du vie ved mit baal
hver rustning, tat paa val i kamp med troers hær.
Og dette gjælder ogsaa dig, Akillevs’ søn;
ti dersom ei den ene staar den anden bi,
kan ingen av jer styrte Trojas by i grus.
Som tvende løver som gaar sammen ut paa rov,
skal denne verne dig, og du skal verne ham.
Og for at stanse sotten skal jeg sende selv
Asklepios til Troja; ti for anden gang
skal byen falde for min bue. Husk da paa,
naar landet herjes, fromt at skaane guders bo.[19]
Ti gudsfrygt følger fromme mænd til gravens fred.
Til grunde gaar den ei i liv og ei i død.
FILOKTETES.
Hil dig som omsider lot høre din røst,
saa længselsfuldt ventet og kom mig til hjælp!
Dit bud vil jeg lyde med glæde.
Hil dig som omsider lot høre din røst,
saa længselsfuldt ventet og kom mig til hjælp!
Dit bud vil jeg lyde med glæde.
NEOPTOLEMOS.
Mig tykkes det samme; hans vilje er min.
Mig tykkes det samme; hans vilje er min.
HERAKLES.
Saa skrid da til handling og nøl ikke mer.
Nytt tiden! Sæt seil!
ti nu har I føielig medvind.
Saa skrid da til handling og nøl ikke mer.
Nytt tiden! Sæt seil!
ti nu har I føielig medvind.
FILOKTETES.
Saa hilser jeg da til avsked min ø.
Farvel du bolig som voktet mig trygt!
I nymfer paa eng og ved kilder, farvel!
Farvel I bølger som tordnet mot strand!
Her duggedes tidt i fjeldhulens vraa
mit hoved av regntunge byger fra syd.
Og fjeldet som Hermes har skjænket sit navn
gav gjenlyd saa tidt av mit stønnende skrik,
naar smerternes stormbyger tumlet mig om.
I lykiske kilder, I bækker paa vang.
Nu skilles jeg fra jer; vort samvær er endt.
Hvad aldrig jeg haabet, skal times mig nu.
Mit Lemnos, av brændingen kranset, farvel!
Gi lykke paa færden og send mig nu dit,
hvor skjæbnen, den sterke, vil styre min gang
og vennernes raad og den vældige gud
hvis almagt har fuldbyrdet dette.
Saa hilser jeg da til avsked min ø.
Farvel du bolig som voktet mig trygt!
I nymfer paa eng og ved kilder, farvel!
Farvel I bølger som tordnet mot strand!
Her duggedes tidt i fjeldhulens vraa
mit hoved av regntunge byger fra syd.
Og fjeldet som Hermes har skjænket sit navn
gav gjenlyd saa tidt av mit stønnende skrik,
naar smerternes stormbyger tumlet mig om.
I lykiske kilder, I bækker paa vang.
Nu skilles jeg fra jer; vort samvær er endt.
Hvad aldrig jeg haabet, skal times mig nu.
Mit Lemnos, av brændingen kranset, farvel!
Gi lykke paa færden og send mig nu dit,
hvor skjæbnen, den sterke, vil styre min gang
og vennernes raad og den vældige gud
hvis almagt har fuldbyrdet dette.
KOR.
Saa gaar vi da alle og retter en bøn
til nymfer i hav, at de følger os huldt
og verner os naadig paa færden.
Saa gaar vi da alle og retter en bøn
til nymfer i hav, at de følger os huldt
og verner os naadig paa færden.
- ↑ Dardanos er den trojanske kongeslegts stamfar.
- ↑ En liten ø i Ægæerhavet. Der var Lykomedes konge. Hans datter var Neoptolemos’ mor.
- ↑ Odyssevs.
- ↑ hovedstæderne i Menelaos’ og Agamemnons land.
- ↑ Akillevs’ fosterfar som fulgte ham til Troja, het Foiniks.
- ↑ Gaia er her den samme som Rea, gudernes mor. Hun dyrkedes særlig i Lilleasia. Paktolos er en elv som fløt forbi Lydiens hovedstad Sardes. Den førte guld. Rea fremstilles kjørende paa en vogn med løver til forspand.
- ↑ Rustningen var smidd av guden Hefaistos.
- ↑ helten Diomedes fra Argos.
- ↑ omtales i Homers Iliade II, 211.
- ↑ Han sigter til Sisyfos, om hvem det fortælles at han narret Hades til at la ham slippe op paa jorden igjen.
- ↑ en elv i hans hjemland.
- ↑ en ø i Ægæerhavet, kjendt for sin vin.
- ↑ Han paastaar atter at Odyssevs egentlig er en søn av Sisyfos.
- ↑ Han blev av Zevs lænket til et gloende hjul som dreier sig rundt i al evighet.
- ↑ Det ser ut som om Lemnos i oldtiden har hat en virksom vulkan.
- ↑ Da sendemænd kom til Odyssevs for at minde ham om at holde sin ed og følge med paa toget til Troja, lot han som han var avsindig; men ved Palamedes’ list blev han røbet og maatte gaa med.
- ↑ Podaleirios og Makaon var sønner av Asklepios, lægekunstens gud.
- ↑ Filoktetes’ hjemland var nær ved Ftia.
- ↑ Dette paabud fulgte høvdingene ikke, og frygtelige straffedomme rammet flere av dem paa hjemveien.