Fødselsdagsgaven
Fødselsdagsgaven.
En Moders Brev til sin Datter.
Min elskede Datter! Det er idag din fjortende Fødselsdag; fro og skyldfri ser Du Morgenrøden farve de østlige Aaser, — ogsaa dit Livs Morgenrøde smiler. Jeg skulde give Dig en Erindring paa denne Dag, min Sofie. Meget har jeg ikke; dog til en Smule Guld havde jeg vel Raad; men mit Hjerte siger mig, at ingen Gave vil blive min Datter saa gavnlig som disse Linjer, dem jeg i denne Nat nedskriver, skjønt jeg skriver dem under bitre Taarer, og Du aldrig vil læse dem uden Taarer. O, min unge Veninde, dit første Smil, da Du laa ved min Moderbarm, var min sødeste Trøst: hvor huldt ville ikke dine Taarer trøste mig, naar Du, som mit Hjertes eneste Fortrolige, kan græde ved mit Bryst!
Ja, ved disse Blade indvier jeg Dig i min hemmelige Kummer, i mine skjulte Lidelser. Vent ej at faa høre en besynderlig romantisk Fortælling; de største Undere, sagde min afdøde Fader efter en tydsk Skribent, ere ikke hine, der uforklarligen sammenlænke Begivenhederne, men det er Menneskets eget Hjerte med dets vilde Storme. At give nøje Agt paa dine Følelser har jeg tidligen lært Dig; hvorledes en sørgelig Erfaring har gjort mig denne Regel saa vigtig, skulle disse Blade sige Dig.
Du ved, min Fader var en velhavende Kjøbmand i Fred―d. Du ved ogsaa af mit Portræt, at disse hule, blege Kinder engang vare blomstrende og trinde. Dengang havde ingen Stormvind grebet i mit Hjertes Strenge og sønderrevet nogle, forstemt andre; jeg var munter og vidste at bruge de Evner, Gud havde givet mig, man ansaa mig for vittig og interessant. Det fejlede sagtens ikke paa dem, der sagde mig det, og at jeg ikke var vantro i denne Henseende, maa jeg ogsaa tilstaa Dig. Romaner, som jeg i Førstningen kun læste efter en Venindes Raad, for at danne mig til selskabelig Omgang, henreve snart min ufængslede Fantasi og kastede mig ind i evig andre Verdener. J'avais appris la vie dans les poëtes; elle n’est pas ainsi; il y a quelque chose d’aride dans la réalité, que l’on s’efforce en vain de changer, siger Corinnas Forfatterinde; og jeg fandt snart mere og mere Tomhed i mine Omgivelser. Ingen af mine Omgivelser havde Sands for min Aandsflugt; nogle gabede paa mig med en Art Beundring, som, hvor meget den end i Førstningen smigrede min Forfængelighed, dog tilsidst kjedede mig; andre afbrøde min Tale med et flaut Smigreri over mine Læber, min Røst o. s. v.; endnu andre forsøgte at tale med, og gave sig Mine af at begejstres af mine Billeder; men naar jeg ret glad troede at have fundet en konsonerende Sjæl, da bragte et Par bagvendte Ord fra hans Mund mig snart ud af Drømmen. Endnu mindre fandt jeg en Veninde, der forstod eller vilde forstaa mig. Overhoved maa en Pige, der bliver foretrukken af det andet Kjøn, bære sig hel anderledes ad, end jeg gjorde, for at elskes af sit eget.
Da udbrød den længe frygtede Krig; Alt kom i Bevægelse; et nyt Liv besjælede Alle, og hvor bange jeg end af Naturen var, veg dog Skrækkens Følelse for en ængstelig Glæde ved at see de unge Kjøbmænd og Embedsmænd muntre vrimle om imellem hverandre med Sabelen ved Siden. Det gamle Regiment drog bort, og et nyt blev indkvarteret i Staden; Enhver tog villig imod Fædrelandets Forsvarere; alle Hjerter kom det imøde, alle Huse stode dem aabne. I min Faders Hus indlogeredes en Kapitain P—. Allerede den første Aften vandt han min Yndest. Han vidste at tale om Andet, end de Folk, jeg hidtil havde seet; han smigrede mig ikke med Ord, men med den Tone, det Blik, hvormed han ledsagede den flygtigste Kompliment. Desuden var han en temmelig smuk Mand, agtet af sine Overmænd, elsket af sine Lige, tilbedet af Soldaten. Med smilende Læber hørte han paa mig, naar jeg talte, og greb jeg ham end stundom i en Adspredelse og mærkede, at han, fordybet i at betragte mig, ej havde hørt hvad jeg sagde, kunde dette ikke fornærme mig; thi til andre Øjeblik var han lutter Opmærksomhed og vidste lige saa behageligt som fornuftigt at besvare mine Spørgsmaal. Min Faders Agtelse vandt han efterhaanden, og i Stedet for at Fader for det Meste havde tilbragt sine Aftener ved sit Regnskabsbord eller paa Klubben, sad han nu gjerne hver Aften nede i Stuen hos den kjære P—.
Efter nogle Uger foranstaltede Officiererne et Bal. Jeg glædede mig til at være den elskværdige P—s Dame; thi endog Anstændighed bød ham jo at invitere sin Værts Datter. Jeg var saa vis derpaa, at jeg svarede en ung Lieutenant, som flagrede om mig, da han længe i Forvejen indbød mig til Ballet, at jeg allerede var inviteret. Imidlertid kom Dagen nærmere; alle Fruentimmer af mit Bekjendtskab vare engagerede, min Baldragt laa færdig, og P — — taug. Du kan tænke Dig, hvorledes jeg var tilmode. At tabe denne Glæde var endnu det Mindste; men min krænkede Stolthed, mit Svar til Lieutenanten, at jeg var buden —! der var intet Andet for, end at blive syg. Endelig Aftenen før Baldagen begyndte P—: „Jomfru R—, maa jeg vide, hvem den Lykkelige er, som er kommen os Andre i Forkjøbet og er valgt til Deres Ridder imorgen?“ Pludselig gik et Lys op i min Sjæl. Lieutenanten havde underrettet P— om, at jeg var buden af en Anden, og derfor kom ingen Indbydelse fra den gode Kapitain. Jeg blev blodrød og svarede halv højt: „Jeg skal ikke paa Bal imorgen.“ Den kloge Mand gjennemskuede mig fuldkommen, og ved en let Vending bragte han mig ud af min Forlegenhed ved at springe op i Harme: „Nu, saa skal ogsaa en vis Person af Regimentet have sin Straffepræken; ved De vel, bedste Jomfru R—, at en af mine Venner har, for at drille mig, indbildt mig, at De var hans Dame. Jeg har ærgret mig over mit Uheld, og ikke vovet at spørge Dem, om det var sandt.“ Nu bad han mig saa venlig om at være hans Dame, min Fader nikkede, og jeg var hjertelig glad, da jeg næste Aften traadte ind i Salen ved hans Arm. Saa forekommende, artig og elskværdig havde han aldrig været imod mig; alle Kavaliererne ærgrede sig over hans Lykke, men endnu mere alle Damerne over min. Jeg følte, at det var uforsigtigt at dandse saa meget med ham, stedse at have ham ved min Side, naar jeg sad, men mit Mod at see ham ret i Øjnene og trække mig bort, var forsvundet siden den uheldige Oplysning, han havde faaet, om hvor meget jeg foretrak ham for Andre.
Jeg sad i et Hjørne af Salen under en langvarig Engelskdands. P— var gaaen bort for at opsøge mit Tørklæde. Min Kusine, en munter Pige, som jeg holdt meget af, sad i det modsatte Hjørne. Den hele Nat havde en gammel, morsom Major underholdt sig med hende. Jeg hviskede for Spøg til hendes lille Søster, som hoppede omkring mig: „Gaa hen til Hanne, og gratuler hende fra mig til den nye Erobring.“ Barnet udretter sit Ærinde og siger ganske højt, idet hun kommer tilbage: „Hanne takker og ønsker Dig i lige Maade til Lykke med din vakre Kapitain“, og i samme Øjeblik stod P— ved min Stol med Tørklædet. Alle Omstaaende kastede Øjnene paa os Begge, og kun Kapitainen og jeg sloge vore ned. Jeg kunde neppe komme til mig selv igjen. Forgjæves opbød P— alt sit Lune for atter at bringe mit tilbage; jeg fik ondt, og han fulgte mig hjem. Alt for delikat til at benytte min Forvirring, forandrede han ikke i mindste Maade sin Opførsel; men fra dette Øjeblik var min Lethed mod ham borte. Imidlertid løb næste Dag Historien om i alle Huse og fik naturligvis overalt sine Tilsætninger. Min gode Fader overrumplede mig en Dag med det Spørgsmaal: „Hvorledes staar det mellem Dig og Kapitain P—? Man har fortalt mig, at Du var forlovet med ham.“ Jeg blev forskrækket og svarede naturligvis, at der var Intet om. „Ja jeg vilde vistnok ikke have Noget derimod; det er en retskaffen Mand, som har gode Udsigter.“ Jeg mærker, min Sofie, at jeg bliver vidtløftig; Udfaldet ved Du allerede: din Fader, den gode, retskafne P—, bad om mit Hjerte og fik Ja. Nu var mit Livs Lod udtrukket. Alle lykønskede mit gode Valg, min Fornuft gjentog det samme; men mit Hjerte hviskede til mig: han er ikke ganske for Dig, og Du vil aldrig blive fuldkommen for ham, hvad Du skulde!
Det første Glimt af Misnøje, der opkom hos mig, frembragte min krænkede Stolthed, da jeg engang ubemærket hørte ham tale om mig til sin fortroligste Ven. „Hun er“, sagde han, „en god Pige, og kan blive saare elskværdig ved en klog og varsom Omgang. Romanlæsning har forskruet hendes Hjerne en Smule, og hun tiltror sig Mere, end den sunde, naturlige Forstand, som hun virkelig besidder“.
Han vil opdrage dig med Klogskab og med Varsomhed! udbrød jeg, og en bitter Følelse steg op i mit Bryst. Saa er min Hjerne forskruet og det staar til ham at bringe den i Orden? han, som ikke fatter Tiendedelen af mine Ideer! O jeg ulykkelige Pige! O I Mandfolk! — Saaledes omtrent kvælede jeg mig en hel Dag og græd mine Øjne røde. Hver Gang han nu underrettede mig om Noget, modsagde mig, i hvor uskyldigt Ordet end kom fra hans Mund, tænkte jeg paa hans Udtryk om mig og harmedes.
Min Opførsels Forandring kunde ikke undgaa ham; men han forskede forgjæves efter Aarsagen. Han blev ærgerlig over mit vrantne Væsen og sad ofte bedrøvet og stille med sit kjærlighedsfulde Hjerte. Ak, jeg forstod ham; jeg tænkte, han udkastede Planer til min Opdragelse. En ulykkelig Vildfarelse adskilte vore Hjerter for bestandig. Mere oprømt end sædvanlig, fordi jeg var bedre end sædvanlig, sad han en Aften, tilligemed nogle Bekjendte, nede i Stuen og talte om Fruentimmerlæsning. Han fortalte, at han just havde bemægtiget sig en af Schillings mest slibrige Romaner, som en uskyldig Pige i Nabolaget havde havt i Haanden. „Jeg beklager den Pige“, endte han, „der læser en af disse afskyelige Bøger; de ere Gift for Sædelighed og Hjertets Uskyld, og foragte vilde jeg den Pige, der advaret tager en saadan i sin Haand“. Dette hverken kunde eller skulde have noget Hensyn til mig, som virkelig aldrig havde bladet i en Bog af denne Forfatter, og jeg var saa langt fra at tage det ilde op, og jeg tvertimod hos mig selv gjorde Anmærkning over, hvor godt den Varme, hvormed han talte, klædte hans mandige Ansigt. Da han ønskede mig Godnat sagde han: „Augusta, imorgen, før jeg trækker paa Vagt, kommer jeg op paa dit Værelse: jeg har noget Vigtigt at tale med Dig om“.
Med Længsel ventede jeg den næste Morgen paa ham; ti Gange løb jeg ned til hans Tjener og spurgte, om han endnu ikke var oppe. Det var mig klart, at han vilde opløse den Disharmoni, der var opkommen imellem os, og jeg var beredt til at møde ham med Kjærlighed. For første Gang følte jeg sand, inderlig Kjærlighed for ham. — Han kom; ulykkelige Time! Venlig satte han sig ned og begyndte i en hjertelig Tone at bede mig være god og oprigtig, lovede at forandre sig, om noget i hans Opførsel mishagede mig. Jeg smilede gjennem glade Taarer. Men under Samtalen tager han mekanisk en Bog fra mit Bord og kaster et Blik paa Titelen. Gud, min Sofie, tænk Dig min Bestyrtelse og hans billige Harme: det var en Roman af Schilling. Før jeg endnu fik en Lyd over min Læbe, havde han taget sin Hat, bukkede for mig og udbrød smertelig: „Med os er det ude;“ styrtede ned over Trapperne, og ilede til sin Vagt. Først længe efter fik jeg at vide, at en af mine Bekjendte havde, uvidende om hvilket Onde hun stiftede, sendt mig Bogen til Gjennemlæsning, og et Bud havde lagt den paa mit Bord, medens jeg var nede. I større Sjæleangst har jeg aldrig talt Timerne. Længe før Middag stod jeg i Forstuen, for at møde ham og retfærdiggjøre mig. Ak, han kom ikke tilbage. En Ordonnants bragte os den Efterretning, at han pludselig havde faaet Befaling, som Kurer at rejse til Danmark, og var afrejst i samme Øjeblik, som han gik og stod.
Ah, qu’il se passe d’orages au fond du coeur!
Nu fortvivlede jeg; ti Breve begyndte jeg paa og sønderrev dem alle. Hele Byen beklagede mig; min Fader forbandede ham; thi han lod intet høre fra sig, og jeg svandt ind som en Skygge. At jeg ikke betroede til nogen af P—s Venner den sande Sammenhæng? jeg kan ikke svare Dig Andet, min Sofie, end at jeg ikke gjorde det. Enhver af mine Bekjendte havde, for at trøste mig, en og anden Anekdot rede, der skulde vise P— fra en ufordelagtig Side, og jeg lyttede saa længe til disse Trøstetaler, at jeg tilsidst troede — o jeg kan ikke tilgive mig det selv! — denne Anledning til at bryde vor Forbindelse var ham kjærkommen. Nu overlod jeg mig atter til støjende Glæder, var atter Primadonna ved Baller og Kjøreture. Blandt de Folk, der især fandt Regning ved at trøste mig, var den Officier, hvis Balindbydelse jeg havde afslaaet. Virkelig blev han mig inden kort Tid ikke ganske ligegyldig. Han vidste ved mange smukke Ord at rose mit Hjerte paa P—s Bekostning, at tale om, hvor taalmodig jeg havde baaret alle hans Luner, og kort, han gjorde mig ren som Sne. Hovedhensigten af hans Bestræbelse, den at vinde min Haand, kunde han imidlertid ikke opnaa; naar P— ikke kan gjøre mig lykkelig, det følte jeg, saa kan denne det langt mindre. Jeg gjorde ham altsaa til Ven og fortrolig, spillede den ulykkelige Pige, hvis Saar aldrig læges, og — kort, min Datter — dette var den uværdigste Del af mit Liv.
Paa en Gang forandres Scenen; P— maa vende tilbage til sit Regiment, hvor nødig han vist under disse Omstændigheder gjorde det, og Lieutenanten faar en anden Post. Det Sidste fik jeg at vide, og da jeg i Afskedstimen blev henreven af hans Lidenskab, faldt mig Ord af Munden, som jeg ikke engang alvorligen mente, og som gjorde mig evig ulykkelig. At P— kom tilbage, dulgte man mig uforsigtigvis, og jeg saa ham første Gang paa en Spaseretur ved Volden. Han var bleg og affalden, Græmmelsen havde furet de skjønne Kinder, og hans Blik var dødt og udslukt. Dette Syn virkede skrækkelig paa mit nervesvage Legeme. Hvad han følte, ved jeg ikke; thi man bar mig afmægtig bort. Udtæret af et langt Sygeleje, saa jeg Døden som en blid Aand stige ned fra den Algode, for at ende mine Lidelser. Mit eneste Ønske var, endnu engang at se P—. Han kom og tog rørt min Haand. Jeg anvendte mine faa Kræfter paa at retfærdiggjøre mig for hans grusomme Mistanke, at jeg hin Morgen forsætligen havde villet opbringe ham. P— forsikrede mig, at ingen Tvivl var tilbage i hans Hjerte, og under hans kjærlige Omhu voxte Livshaabet som en svag Spire frem af den allerede segnede Stengel. Daglig sad han ved mit Leje, og daglig kom jeg mig; og den samme skjønne Morgen, der med Fredens Palme gik op over Landet, forbandt os for evig.
Min Mand drog til et nationalt Kompagni, og jeg var paa engang fra en Bypige forvandlet til en landlig Husmoder. Rolige glede Dagene hen, lykkelige bør jeg ikke sige; thi en skurrende Streng forstyrrede stedse vore Sjæles Samklang. Jeg maa bebrejde mig den meste, maaskee den eneste Skyld. Men det var klart, at der kun fattedes os Noget, for at bringe Lyksalighed tilbage i vor Barm. Du, min Sofie, o var Du bleven fød i disse Aar af vort Egteskab, Du havde fuldkommen sammenbundet vore Sjæle; men ak, i Stedet for dette Baand kom en fiendtlig Dæmon frem, stillede sig imellem min Mands og mit Hjerte, og det var Lieutenanten. Han havde taget sin Afsked som Kapitain, og kjøbt sig en Gaard i Nærheden af min Mands Kompagnigaard. Om det var Forsæt, der bragte ham til at nedsætte sig just i Nærheden af os, eller det var det uransagelige Forsyns Styrelse, det ved jeg ikke.
En Eftermiddag var min Mand reden ud. Vi havde ved Bordet havt en temmelig varm Trætte, og da jeg i mit Hjerte maatte tilstaa min Uret, tog jeg hvert Ord, dobbelt ilde op. Jeg sad alene paa Sofaen og græd, da Kapitainen traadte ind. Han benyttede sig af min Forvirring, mine Taarer og de ulykkelige Ord jeg engang havde ladet falde, at han ikke var mig ligegyldig —, og paa en Gang hvirvlede jeg ind i en ny Labyrinth. Han paatvang mig saa at sige den ulykkelige, lidende Kones Rolle, og jeg kunde aldrig mere løsrive mig fra den.
Il y a dans le coeur d’une femme tant de timidité réunie à l’impétuosité des sentimens, qu’un rien peut la retenir comme un rien l’entrainer.
Da min Mand kom hjem, tog han med umiskjendelig Glæde imod den fordums Krigskammerat, og bad ham ret venlig komme daglig til os med sin Pibe. Din ædle Faders umistænkelige Hjerte kjendte ingen Forstillelse, og uden Tvivl haabede han af denne vor fælles Ven en velgjørende Forandring i vort huslige Forhold. O! han saa snart, at han havde bedraget sig! For første Gang steg Mistro op i hans rene Sjæl og udslog med Vælde sine skrækkelige Rødder. Fra nu af overtrak evige Skyer hans Pande; hans Hjerte blev et Ætna, udentil haardt og koldt, i sit Skjød svangert med frygtelige Ildslanger. O, min Sofie! jeg har kun den Trøst, at hans Mistanke var falsk, min Troskab blev aldrig brudt. Tør jeg ogsaa sige dette? Var jeg ham længer tro, naar mit Hjerte slog med delte Slag? Da fik Du din Tilværelse; ak, Du skulde være Baandet mellem vore Sjæle; nu var det for sent. Han fandt forgjæves sine Træk i dit Aasyn, Du rækkede forgjæves dine smaa Arme hen imod ham. Mørk og følesløs vankede han om som et Gjenfærd. Kapitainen kom alt længe ikke mere i vort Hus; men den huslige Ro, hvis sidste Spire han havde sammentrykket, kunde aldrig mere komme tilbage. To sørgelige Aar krøbe langsomt hen; da segnede den ædle Mand i fejreste Alder. En Haandfuld Jord lagde sig velgjørende om det sønderrevne Hjerte. Hans Taarer flyde forlængst ikke mer, mine rinde endnu; men ikke mere saa bitre, min Sofie; Du har mildnet dem. I dit Smil ser jeg din forklarede Faders Tilgivelse. O Sofie! Gud bevare Dig fra min Skjæbne; Du er bedre Pige, end jeg var i dine Aar; ak, men vær derfor ikke sikker. Og naar jeg engang hviler i det stille Land, og Du fristes af din Følelse, tag da mit Brev frem af din Lønskuffe, og det skal styrke Dig.